Katolsk Orientering nr. 10, 2023

Katolsk Orientering Nr. 10 • 11. august 2023 • 49. årgang

Kardinal Hollerich om synodens metodik Kardinal Jean-Claude Hollerich, hovedmoderator på efterårets bispesynode, har præciseret idéen bag den verdenssynode, som pave Frans har indkaldt til i oktober, og hvordan den vil blive organiseret.

Tekst: Kathpress, katolsk.no, redigeret af Niels Messerschmidt

VERDENSSYNODE ”Der er ingen sammenligning med synoder i evangeliske eller ortodokse kirker”, siger ærkebiskoppen fra Luxembourg i et interview med det jesuitiske tidsskrift America Magazine.

Kardinal Hollerich koordinerer organiseringen af denne store katolske begivenhed og indrømmer i interviewet, som er citeret af nyhedsbureauet Kathpress, ”at det stadig er op til os at finde en typisk katolsk synodalitet”.

Hollerich understreger, at han ikke ønsker at nedvurdere synodaliteten i andre kristne kirkesamfund, men påpeger, at de er forskellige fra den katolske form: ”For den skal inkludere bispekollegiet og den skal inkludere Peters primat i den katolske tradition. Og det skal være baseret på en udvælgelsesproces”, forklarer den 64-årige Hollerich.

Forskellige afvejninger

En grundlæggende bekymring for pave Frans er ”den åndelige skelnen”. Det indebærer en afvejning af regler, personlige omstændigheder og forhold samt troens kommunikation for at afgøre, hvad der er Guds vilje i en given situation. ”Det er helt anderledes end i Den tyske lutherske Kirke, hvor mange endda omtaler synoden som ’Kirkens parlament’. Og det er præcist hvad den katolske synode ikke er’”, forklarer Hollerich i interviewet, der fandt sted i Rom.

Kvinder har stemmeret

I starten af oktober i år samles omkring 360 biskopper (blandt dem biskop Czeslaw Ko-

zon i egenskab af formand for Den nordiske Bispekonference), præster, ordensfolk og lægfolk fra hele verden i Vatikanet til fire ugers samtaler og debatter om Den katolske Kirkes fremtid i en tid, hvor både Kirken og samfundet er i krise.

Det er første gang i Den katolske Kirkes historie, at kvinder har stemmeret ved en bispesynode – én af dem, der får mulighed for at stemme på efterårets synode, bliver Den nordiske Bispekonferences generalsekretær, sr. Anna Mirijam Kaschner CPS. Hidtil har deltagerne i disse synoder, som paverne regelmæssigt indkalder til, udelukkende været mænd, hovedsageligt biskopper og nogle ledende repræsentanter for mandlige ordener.

Hollerich mener, at afstemningerne kan blive tillagt for stor betydning: ”Jeg ved ikke om afstemningerne bliver så vigtige, i hvert fald ikke på synoden i oktober i år”, siger kardinalen.

”En synode er ikke en parlamentarisk forsamling”, siger kardinal Jean-Claude Hollerich, der er hovedmoderator på efterårets bispesynode om synodalitet.

Foto: ærkebispedømmet Luxembourg.

Den melkitisk-græskkatolske kirke indgik fuldt fællesskab med biskoppen af Rom i 1724.

Den melkitisk-græsk­ katolske Kirke begynder sin fejring af jubilæet i Damaskus, Syrien, 11. november med en højtidelig ceremoni præsideret af dets overhoved, patriark Youssef Absi af Antiokia. Ifølge bispesynoden byder jubilæet på ”liturgiske fejringer, konferencer, udgivelser, indslag af historisk, teologisk og økumenisk art samt udstillinger om den åndelige og kunstneriske arv, som melkitterne i Mellemøsten har bevaret”.

Kirken blev uneret med Rom i 1724 efter et skisma i Den græske Kirke i Antiokia, hvor valget af Seraphim Tanas som ny patriark af Antiokia blev anfægtet af patriarken af Konstantinopel. Førstnævnte, der tog navnet

To sessioner

I gruppediskussionerne vil der blive belyst mange overvejelser og overvejelser. ”Vi må ikke glemme, at en synode mødes i to forskellige sessioner. Så det er måske ikke nødvendigt at stemme om noget på denne første session. Men vi får se; vi er åbne for alle eventualiteter”.

Pave Frans har besluttet, at synoden skal afholdes i Rom ad to omgange, i oktober 2023 og i oktober 2024. Selvom der nu er flere, som ikke er biskopper, der deltager på mødet, er det stadig en synode af biskopper i kirkeretslig forstand, der vil fremlægge sine anbefalinger til pavens beslutning. Resultaterne vil efterfølgende blive sammenfattet af paven i en såkaldt postsynodal skrivelse.

Paven har det sidste ord

Det er dog usikkert, om Kirkens overhoved siden vil følge deltagernes anbefalinger.

Det har ikke altid været tilfældet ved tidligere bispesynoder i Rom – som fx ved Amazonassynoden i 2019. På trods af, at to tredjedele af synodefædrene stemte for at tillade gifte mænd at virke som præster under særlige omstændigheder, blev dette resultat ikke inkluderet i den pavelige bekendtgørelse, der blev udsendt efter mødet.

Kardinal Hollerich siger, at når det kommer til synodalitet, er det ikke et spørgsmål om ’flertalsbeslutning’ eller ’enstemmighed’. Paven ønsker snarere, at mødet skal angive en vej at gå.

Transparens

300-års fællesskab med Rom JUBILÆUM

Katolske nyheder fra ind- & udland

Kyrillos VI, blev siden ekskommunikeret af patriarken af Konstantinopel, der i stedet valgte at indsatte Sivestro af Aleppo på sædet i Antiokia. Kyrillos flygtede siden til Libanon for at undgå forfølgelse, og sammen med en gruppe kristne, der var blevet katolicerede af områdets jesuitter og franciskanere, valgte han at søge fællesskab med Rom.

Lang historie

I 1729 godkendte pavestolen valget af Kyrillos VI, som blev Den melkitiskgræskkatolske Kirkes første patriark – med titlen ’Patriark af Antiokia og hele Østen, af Alexandria og Jerusalem’. Patriarkens

I den forbindelse understreger ærkebiskoppen af Luxembourg vigtigheden af åbenheden i den kommende proces. For eksempel vil deltagerne få hjælp af moderatorer, ”men jeg kan ikke forudsige hvordan hver gruppe vil reagere, for deltagerne har deres frihed”.

Hollerich slutter med at sige, at der er ingen fast procedure, som de deltagende kvinder og mænd skal følge for at nå frem til bestemte konklusioner. ”Nej, det er en åben proces under ledelse af Helligånden, og sådan skal det være”, pointerer han. jurisdiktion omfatter katolikker af den byzantinske ritus, der bor i disse områder samt de respektive samfund i diasporaen.

Det byzantinske kirkesamfund har ca. to millioner troende på verdensplan, især koncentreret i Syrien, Libanon og Det hellige Land. Den melkitiske diaspora findes primært i Latinamerika (Brasilien, Argentina, Mexico og Venezuela) og Nordamerika, hvortil kristne fra Mellemøsten flygtede fra det osmanniske riges forfølgelser i slutningen af det 19. århundrede. Frankrig har også et melkitisk fællesskab på ca. 10.000 personer, hovedsageligt bosiddende i Marseille, hvor deres kirke, opført i 1821, er en af de ældste orientalske kirker i Europa.

Den byzantinske ritus benytter arabisk og græsk som liturgiske sprog, og eukaristien og sakramenterne forvaltes på samme måde som i den græsk-ortodokse kirke

NM

Liturgi

Biskoppens vejledning til messefejring.

Læs mere på side 4 og 14

DUK

Dengang i 80’ erne. Jesper Fich fortæller.

Læs mere på side

6

Caritas

Støt Migranthuset.

Læs mere på side

8-9

Asylpolitik

Pave Frans synlig i debatten.

Læs mere på side

10

2

KO mener

Næste konklave

Siden sit valg i 2013 har pave Frans løbende omstruktureret kardinalkollegiet op til dét konklave, som engang skal vælge hans efterfølger: Kollegiet er nu mere internationalt, mindre europæisk, mindre kurialt, mere pastoralt og mindre ideologisk.

Ligesom paverne før ham har Frans udnævnt kardinaler, der afspejler hans prioriteringer for Kirken. For Johannes Paul II gjaldt det prælater, der var loyale mod Vatikanet og imod ændringer af Kirkens lære om prævention, seksualetik, gifte præster og kvindelige præster. Johannes Paul foretrak også personligheder, der turde udfordre de politiske og kulturelle eliter i spørgsmål om abort, homoseksuelle ægteskaber og andre emner.

Benedikt udnævnte kardinaler, der loyalt forsvarede Kirkens traditionelle lære, men foretrak kardinaler, der var mere akademiske end kulturkrigere. Frans har derimod efterstræbt biskopper, der er hyrder for deres flok og som prioriterer fattige og marginaliserede. Frans har haft stor indflydelse på kardinalkollegiets sammensætning, og det fortsætter med den seneste udnævnelse af 18 kardinalvælgere (under 80 år og dermed stemmeberettigede ved konklavet).

Efter 30. septembers konsistorium vil 72% af de nuværende 137 kardinalvælgere være udnævnt af ham. Da det kræver 2/3 af stemmerne at vælge en ny pave, kan Frans’ kardinaler vælge en kandidat selvom de andre kardinaler stemmer imod pågældende. Kun 7% af dem er udnævnt af Johannes Paul II og 21% af Benedikt. Disse modsætter sig ikke nødvendigvis Frans’ og hans visioner, og flere af dem har formentlig stemt på ham ved sidste konklave. Under alle omstændigheder vil fem kardinalvælgere, udnævnt af Frans’ forgængere, være fyldt 80 år ved udgangen af januar og yderligere fem ved udgangen af 2024.

Det er derfor meget sandsynligt, at næste pave vil sympatisere med den retning, Frans leder Kirken i. Men ved konklaver gives der ingen garantier. Frans’ indflydelse på kardinalkollegiet rækker dog udover antallet af kardinaler: han har også radikalt ændret dets sammensætning ved fx at udnævne kardinaler fra afsidesliggende bispedømmer, der sjældent eller aldrig har haft en kardinal. Og ved at ignorere praksissen med at udnævne kardinaler fra de traditionelle ærkebispesæder – primært store og velhavende, og ofte europæiske – har Frans valgt at se bort fra personer, der historisk set ellers ville være blevet udnævnt, men som ikke var i samklang med hans prioriteter.

Det er naturligvis for tidligt at spå om udfaldet af næste konklave, men Frans har med sine seneste udnævnelser sat scenen.

Stemmerne fra Europa og kurien er reduceret til fordel for lande i det globale syd.

Konklavet vil primært bestå af hyrder, der – ligesom Frans – husker de fattige. Det betyder dog ikke, at en ’liberal’ reformkandidat nødvendigvis vælges til ny pave.

Man bør huske, at kardinaler fra det globale syd ikke nødvendigvis er” progressive” mht. kvinders og homoseksuelles rettigheder: de kan være økonomisk liberale, men kulturelt konservative.

Vi bør ved næste konklave berede os på endnu en overraskelse. Ånden blæser jo hvorhen den vil!

NM

Internationale nyheder

Synodens arbejdsdokument: En kirke, der byder alle velkommen i mangfoldighed En bredere deltagelse i kirkelige beslutningsprocesser er et fremtrædende tema i arbejdsdokumentet til efterårets synode om synodalitet, offentliggjort 20. juni.

Tekst: Niels Messerschmidt

SYNODALITET Det såkaldte Instrumentum laboris danner grundlag for drøftelserne på den første af to samlinger i den universelle fase af den synodale proces, som afholdes i Rom i oktober.

Teksten indeholder en række diskussionsspørgsmål, som er fremkommet på de tidligere trin af høringsfasen, ligesom forholdet mellem Kirkens synodale og hierarkiske natur udforskes i dokumentet, fx hvordan biskopper involverer flere i deres beslutningsprocesser, og hvordan udøvelsen af pavens primat kan ”udvikles” for at gøre Kirken mere synodal.

Arbejdsdokumentet identificerer tre centrale prioriteter for efterårets synode i Rom. Hver af disse deltemaer blev drøftet på forårets kontinentale forsamlinger, som arbejdsdokumentet bygger på.

Første tema

Det første tema kredser om spørgsmålet ’Et fællesskab, der udstråler: Hvordan kan vi i højere grad være tegn og redskab for en forening med Gud og en forening med hele menneskeheden?’

De delegerede på synoden opfordres til at reflektere over, hvordan kirken byder migranter velkommen, inkludere ældre og mennesker med handicap og hvordan man overvinder polariseringen i Kirken og i samfundet – herunder hvordan Kirken kan skabe rum for dem, ”der føler sig såret af Kirken og uvelkomne i samfundet”, fx gengifte fraskilte, mennesker i polygame ægteskaber, LGBTQ+-personer osv.

Andre emner, der tages op i kommunionsafsnittet, handler om økumeni og Kirkens forhold til det sekulære samfund.

Videre spørger arbejdsdokumentet om, hvordan kirken kan ”forblive i dialog med verden uden selv at blive verdslig”. Det bemærker også, at det i synodens tidligere faser blev klart, at ikke-latinske og ikkevestlige kirker ønskede at få deres traditioner anerkendt og deres stemmer hørt.

Det andet tema

Det andet tema er ’Medansvar i mission: Hvordan kan vi bedre dele nådegaver og opgaver i evangeliets tjeneste?’

Her opfordres de delegerede til at reflektere over, hvordan Kirken bliver bedre til at forkynde evangeliet og ledsage mennesker i det digitale rum. Det berører også kvinders rolle i Kirken og det udbredte ønske ”om en større tilstedeværelse af kvinder i ansvarsfulde og ledende stillinger”, sådan som det fremkom under de kontinentale høringer.

Dokumentet opfordrer de delegerede til at reflektere over, hvordan man kan anerkende og støtte kvinders eksisterende bidrag i Kirken, samt hvordan man kan give kvinder mulighed for at spille en større rolle i forbindelse med skelneprocesser og beslutningstagning.

Andre emner, der blev rejst under lyttesessionerne, omfatter behovet for at overvinde klerikalisme og vigtigheden af at anerkende den komplementære og indbyrdes forbundne karakter af den ordinerede tjeneste og dåbstjeneste.

De kontinentale forsamlinger viste ”en klar opfordring til at overvinde en vision, der forbeholder enhver aktiv funktion i Kirken for ordinerede præster alene (biskopper, præster, diakoner), hvilket reducerer de døbtes deltagelse til et underordnet samarbejde”, står der.

Forholdet mellem sensus fidei og biskoppens magistrale autoritet er også genstand

Den første af de to synoder om synodalitet afholdes i Rom i oktober i år, den anden følger året efter. Foto: Vatikanets medier.

Irsk nonne, der uddannede Indiens fattigste, er død Søster Cyril Mooney IBVM (Institute of the Blessed Virgin Mary), der modtog Indiens højeste civile udmærkelse, Padma Shri, for sit arbejde på uddannelsesområdet, er død i en alder af 86 år.

ILDSJÆL Søster Cyril Mooney døde den

24. juni i Kolkata, Indien, efter længere tids sygdom. Hun fødtes den 21. juli 1936 i Bray, Irland, og var siden elev på Loreto Convent, hvor hun som 13-årig fik sit ordenskald.

I 1956 forlod hun Irland for at rejse til Kolkata (tidligere Calcutta). I 1979 afsluttede hun sin doktorgrad i zoologi og blev rektor for Loreto Day School i Sealdah, Kolkata.

Inspireret af at bruge uddannelse som et

middel til at skabe forandring og styrke Indiens fattigste befolkning, grundlagde hun det såkaldte Rainbow School Program: Tidligere tillod klosterskolen kun velstilledes børn at gå der, men takket være programmet åbnedes dørene for de fattige, og det har siden hjulpet næsten 450.000 børn med at forbedre deres situation.

Under programmet betaler 700 børn, der går på skolen, gebyrer, og disse gebyrer sikrer gratis skolegang til 700 andre børn, der

for en betydelig diskussion i dokumentet. ”Skal biskopperne skelne sammen med eller adskilt fra de andre medlemmer af Guds folk? Har begge muligheder (sammen og hver for sig) en plads i en synodal kirke?” spørges der: ”Hvornår føler en biskop sig forpligtet til at træffe en beslutning, der adskiller sig fra den velovervejede rådgivning fra de rådgivende organer? Hvad ville være grundlaget for en sådan beslutning?”

Dokumentet forklarer videre, at lyttesessionerne har fremhævet, ”hvordan det at blive en mere synodal kirke også indebærer en bredere involvering af alle i skelneprocessen, hvilket kræver en nytænkning af beslutningsprocesserne. Derfor er der behov for passende ledelsesstrukturer, der imødekommer kravet om større gennemsigtighed og ansvarlighed, hvilket vil påvirke den måde biskoppens embede udøves på”.

Det rejser også spørgsmålet om at tillade gifte mænd at blive ordineret til præster og om at tillade en bredere deltagelse i processen med at vælge biskopper.

Det tredje tema

Det sidste tema i Instrumentum laboris har titlen ’Deltagelse, ledelse og autoritet: Hvilke processer, strukturer og institutioner er nødvendige i en missionerende synodal kirke?’

Afsnittet beder synodens deltagere om at reflektere over, hvordan man fremmer deltagelse af marginaliserede stemmer i kirkelige beslutningsprocesser.

Dokumentets afsnit om deltagelse sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man skal tænke om institutionerne i Kirken, og det foreslås, at kanonisk lov måske skal ændres for at forny Kirkens strukturer og institutioner. ”Hvilken grad af læremæssig autoritet kan tilskrives bispekonferencernes dømmekraft?” spørges der.

Det spørges også hvordan et ”synodalt perspektiv” kan være med til at skabe en kultur, der forebygger seksuelle overgreb.

På trods af overvejelserne om Kirkens institutioner understreger Instrumentum laboris, at strukturelle ændringer ikke kan erstatte en kulturændring i Kirken. ”Institutioner og strukturer alene er ikke nok til at gøre Kirken synodal”, hedder det. ”Der er brug for en synodal kultur og spiritualitet, der er animeret af et ønske om omvendelse og understøttet af passende uddannelse”.

Arbejdsdokumentet på hovedsprogene kan downloades fra www.synode.dk.

ikke selv har råd til at betale for skolegangen.

Søster Mooney oprettede også et hjem på skolen til omkring 200 gadebørn, som ikke havde nogen familie.

Hendes skolemodel inspirerede siden hele Indien til at følge trop. Siden 2010 har det været obligatorisk for privatskoler at følge 25%-kvoten for dårligt stillede elever i henhold til loven om ret til uddannelse.

Et andet initiativ, hun startede, var Barefoot Teachers Training Program, som gav læreruddannelse til unge fra slumkvartererne nær Kolkata, som manglede de grundlæggende krav for at blive optaget på lærerseminarier.

Søster Mooney og hendes team uddannede mere end 7.000 lærere, som var i stand til at give grundskoleundervisning til over 350.000 børn, der ellers ikke havde adgang til undervisning.

Fortsættes ▶

3

Internationale nyheder

Tredje hyrdebarn fra Fátima kan blive saligkåret Lucia, som var 10 år gammel på tidspunktet for Mariaåbenbaringerne i 1917, overlevede de to andre seere i årtier og blev 97 år gammel.

PORTUGAL Saligkåringsprocessen for

Lúcia dos Santos, et af de tre vidner fra Fátima, er nået til en afgørende fase. Som Vatikanet meddelte den 22. juni, har paven bekræftet de såkaldte heroiske dyder hos nonnen Lúcia dos Santos, der døde i 2005.

Dermed anerkender Den katolske Kirke, at dos Santos udlevede de kristne dyder tro, håb og kærlighed på en forbilledlig måde.

Uden denne anerkendelse kan processen ikke fortsætte.

Dos Santos er et af de tre hyrdebørn fra Fatima, som i 1917 berettede, at Jomfru Maria havde vist sig for dem i mere end et halvt år. Gennem mund-til-mund-metoden blev stedet kendt. Ud over Lúcia dos Santos overværede søskendeparret Francisco og Jacinta Marto åbenbaringerne. De døde i henholdsvis 1919 og 1920 og blev helgenkåret af pave Frans den 13. maj 2017 i Fátima.

Kusinen Lúcia dos Santos (1907-2005)

Argentiner ny præfekt for Troslæredikasteriet Teolog og ærkebiskop af La Plata, mons. Víctor Manuel Fernández, efterfølger den spanske jesuit, kardinal Luis Francisco Ladaria Ferrer, som præfekt for Troslæredikasteriet.

Tekst: Niels Messerschmidt

KURIEN Den 61-årige argentinske ærkebiskop, som tiltræder stillingen medio september, bliver den første latinamerikaner, der vil få det vigtige embede som troslærepræfekt.

Siden Frans’ valg i 2013 har Fernández været kendt som en indflydelsesrig teologisk rådgiver for den argentinske pave. Det skriver netmediet The Pillar, som også oplyser, at Fernández har været ’ghostwriter’ for flere pavelige dokumenter, bl.a. rundskrivelsen Amoris laetitia fra 2016, der udløste en intens debat i kirkelige kredse for sin omtale af fraskilte og gengifte katolikkers adgang til at modtage kommunionen.

Sammen med meddelelsen om den nye troslærepræfekt offentliggjorde Vatikanet et brev fra paven til ærkebiskoppen, hvori Frans redegjorde for sine forventninger til den nye præfekt.

I brevet skriver paven: ”Som ny præfekt for Troslæredikasteriet betror jeg dig en opgave, som jeg anser for meget vigtig, at beskytte den lære som udspringer af troen, nemlig ’at gøre rede for vores håb, men ikke som fjender, der peger fingre og fordømmer’ (Evangelii gaudium, nr. 271)”. ”Dikasteriet, du skal præsidere over, har tidligere anvendt umoralske metoder, hvor man i stedet for at fremme teologisk viden forfulgte mulige doktrinære fejl. Det, jeg ▶ I 2007 blev hun tildelt Padma Shriprisen af den indiske regering, en af landets højeste civile hædersbevisninger, og i 2013 modtog hun en Distinguished Service Award, en af Irlands højeste udmærkelser.

Søster Cyril Mooney blev bisat fra St. Thomas Church i Kolkata den 27. juni – den samme kirke, som Moder Teresa i september 1997 blev bisat fra.

NM Indiens daværende præsident A.P.J. Abdul Kalam (2002-7) overrækker Padma Shriprisen til søster M. Cyril Mooney for hendes arbejde på uddannelsesområdet ved en ceremoni i New Delhi den 23. marts 2007. Foto: Wikipedia.

forventer af dig, er afgjort noget ganske andet”.

Paven opsummerer i brevet ærkebiskoppens meritter, herunder som dekan for det teologiske fakultet i Buenos Aires, som præsident for det argentinske teologiske selskab og som præsident for de argentinske biskoppers kommission for tro og kultur.

Stor teologisk viden

Víctor Manuel Fernández er født 18. juli 1962 i Alcira Gigena i Córdoba-provinsen og præsteviet i 1986. Han har studeret teologi ved det pavelige Gregoriana universitet i Rom og har en doktorgrad fra det teologiske fakultet i Buenos Aires.

Fra 1993 til 2000 virkede han som præst i Santa Teresita i Río Cuarto, Córdoba-provinsen.

Han deltog i den 5. latinamerikanske bispekonference i Aparecida, Brasilien, i 2007, hvor han var med til at udarbejde det indflydelsesrige slutdokument.

2008-9 var han dekan for det teologiske fakultet på det pavelige universitet i Argentina samt præsident for landets teologiske selskab.

Som ærkebiskop af Buenos Aires udnævnte kardinal Jorge Mario Bergoglio, den senere pave Frans, i 2009 Fernández til rektor for universitetet. Den daværende

levede som nonne i Coimbra i årtier. Kun tre år efter hendes død begyndte saligkåringsprocessen for den portugisiske kvinde.

Pave Frans besøgte også Fátima under sin rejse til Portugal i begyndelsen af august.

Fátima er i dag Portugals mest berømte marianske pilgrimscentrum.

NM

Søster Lucia Dos Santos. Billedkollage fra Wikipedia.

Troslærekongregation rejste angiveligt spørgsmål om Fernández’ arbejde inden han tiltrådte stillingen, som han bestred indtil 2018.

Kort efter sit pavevalg i 2013 udnævnte Frans ham til titulær ærkebiskop af Tiburnia.

Fernández deltog i de to familiesynoder i hhv. 2014 og 2015, hvor han var med til at udforme forslagene.

I 2017 blev han valgt til formand for de argentinske biskoppers kommission for tro og kultur. Et år senere blev han udnævnt til ærkebiskop af La Plata, et ærkebispedømme i Buenos Aires-provinsen med en befolkning på omkring 900.000 katolikker.

Han er desuden forfatter til mere end 300 teologiske værker. Ifølge Vatikanets pressetjeneste er hans værker præget af ”en stor bibelsk viden og en løbende indsats for at fremme en dialog mellem teologi og kultur, evangeliserende mission, spiritualitet og sociale spørgsmål”.

Billede fra ærkebiskoppens Twitter-profil, hvor han ses sammen med pave Frans.

Kort nyt En ungarsk biskop har beskyldt landets katolske kirke for at være underdanig over for præsident Viktor Orbáns højreorienterede regering og advarer mod at lægge for stor vægt på landets kristne arv. ”Politiske ledere kan fremme kristne værdier; men de bør aldrig gøre det på en didaktisk måde, som det ofte sker med politikere”, sagde biskop emeritus Miklos Beer fra Vac til magasinet Magyar Hang. ”De har en tendens til at tro, at de ser og handler korrekt, og jeg ønsker ikke at tvivle på deres gode hensigter. Men Kirkens opgave bør være at hjælpe politikerne med at se tingene mere klart og advare dem, hvis de ikke handler i overensstemmelse med kristne værdier”.

Præsident Emmanuel Macron annoncerede i juni en ny fond til beskyttelse af mindre kirker og religiøse bygninger rundt om i Frankrig i en tale, der markerede 1.000-års jubilæet for klosteret Mont St Michel i Normandiet.

Planen er en privat, national abonnementsordning i stil med de finansielle ordninger, der har finansieret genopbygningen af Notre Dame i Paris, og som skal hjælpe mindre byer, der ikke har råd til at vedligeholde religiøse bygninger, som for det meste tilhører staten.

Af de omkring 50.000 religiøse bygninger, der er i brug i Frankrig (42.000 af dem er katolske), er kun omkring 10.500 kulturarvssteder med adgang til særlige fondsmidler. De fleste er afhængige af lokale borgmestre for at få offentlige midler til eventuelle reparationer.

Byretten i Köln har beordret ærkebispedømmet Köln til at betale et overgrebsoffer 300.000 euro i erstatning for et årelange overgreb begået af hans sognepræst.

Det er den største erstatning for seksuelt overgreb af præster, der nogensinde er udbetalt i Tyskland. Sagsøgeren blev gentagne gange voldtaget af præsten Erich Jansen, da han var ministrant i 1970’erne.

Kardinal Joseph Höffner, ærkebiskop af Köln 1969-87, kendte til præstens forbrydelser, men forflyttede ham fra sogn til sogn, indtil han gik på pension. Præsten døde i 2020.

Del din arv med verdens fattigste!

Når du skriver testamente, kan du vælge at lade hele eller en del af din arv gå til Caritas’ arbejde for verdens fattigste.

Hvis du beslutter dig for at betænke Caritas, dækker vi omkostningerne ved oprettelsen af testamentet. Caritas kan henvise dig til en advokat.

Kontakt indsamlingskoordinator Sidse Helene Surel Mogensen på: ssm@caritas.dk eller 38 18 00 28, hvis du har spørgsmål angående arv og oprettelse af testamente.

Caritas Danmark

4

Liturgi

Opfølgende vejledning til fejring af liturgien Biskop Czeslaw har den 20. juni udsendt en vejledning til fejring af liturgien. Anledningen er primært sidste års udgivelse af missalet på dansk samt en opfølgning på præsentationen af emnet på præsternes studieuge sidste år og drøftelser i præsterådet og pastoralrådet.

Tekst: Biskop Czeslaw Kozon. Fotos: Omar Ingerslev

LITURGI Der er efterhånden gået trekvart år siden offentliggørelsen af den endegyldige danske udgave af det romerske missale. Hermed blev alle messebogens tekster samlet i eet bind, som tilmed fremstår i en æstetisk set meget smuk udgave. Yderligere kunne Pastoral-Centret op til påske i år udgive et bind med uddrag af missalet, indeholdende den stille uges og påskens tekster, ligeledes i en præsentabel udgave. Her på det sidste har Pastoral-Centret endvidere produceret et hæfte med nadverbønner til brug ved koncelebration.

Ingen ny liturgi, men præcisering af gældende normer

Udgivelsen af missalet betød ikke indførelsen af en ny liturgi. Den gældende liturgi er stadig den, der blev indført i 1969 som opfølgning på Andet Vatikankoncils reformer. Dog blev der foretaget en del sproglige forbedringer og større tilpasning til den latinske grundtekst, noget, som er kommet til udtryk i ændringer af en del vigtige tekster, af hvilke den nye version af Fader vor er den mest påfaldende. Sammen med en præsentation af missalet i forbindelse med udgivelsen sidste år blev der gjort opmærksom på disse ændringer, som man i menighederne efter en vis tilvænningsfase i begyndelsen, nu synes at have taget til sig.

På pastoralrådsmødet i november 2022 blev der yderligere givet en gennemgang af missalet sammen med en mere grundlæggende forklaring af liturgien. At man i menighederne i høj grad interesserer sig for liturgien og lægger vægt på en smuk og værdig fejring af den kom til udtryk i en række spørgsmål, ligesom der også i forbindelse med ophævelsen af Covid-restriktionerne stadig er noget, som skal præciseres.

Blandt andet dette er formålet med denne vejledning.

Retningslinjer for fejring af liturgien

Som nævnt ovenfor betyder ibrugtagningen af det nye missale ikke indførelsen af en ny liturgi. Dog er færdiggørelsen af missalet en god anledning til at give en uddybelse af liturgien ud over de enkelte markante ændringer, som er indeholdt i det danske missale. Der kan have indarbejdet sig vaner, der på ingen måde kan kaldes misbrug, men som heller ikke til fulde lader betydningen af liturgien komme til udtryk. Ud over at forklare selve fejringen af liturgien vil retningslinjerne også berøre brugen af kirkerummet, ikke mindst området omkring altret. En række af de følgende anvisninger kan forekomme ret detaljerede, men skal tjene til, at nogle principper én gang for alle bliver indarbejdet. Meget af det, der nævnes, er det i særlig grad præstens ansvar at drage omsorg for; men da mange blandt lægfolket har stor interesse i liturgien og opmærksomhed på en værdig fejring af den, er det rimeligt, at disse retningslinjer er alment kendt.

De nummererede noter i teksten henviser

til ’Generelle retningslinjer for Romersk Missale’ (s. 31-97 i Missalet).

Indretning af kirkerummet

Der skal her ikke indledes en principiel diskussion om indretning af kirkerummet eller, om messen skal fejres vendt mod menigheden eller ikke. De fleste af vore kirker er indrettet til, at præsten fejrer liturgien vendt mod menigheden, en norm, der ikke skal ændres ved.

Det betyder ikke, at der ikke er detailspørgsmål, som trænger til afklaring, spørgsmål der opstår, alt efter om det drejer sig om fejring af søndags- eller hverdagsmesser, om man har ministranter eller andre hjælpere til rådighed, og om messen foregår i en kirke eller et kapel.

Ordets gudstjeneste og selve eukaristifejringen – to dele af messen med hver sit særpræg

Selv om ordets gudstjeneste og selve eukaristifejringen hører uløseligt sammen, består en vigtig ændring i forbindelse med liturgireformen i, at ordets gudstjeneste og den egentlige eukaristifejring foregår på forskellige steder i korrummet; ordets gudstjeneste principielt ved præstesædet og eukaristifejringen ved altret. Det er en skelnen, der skal tages højde for både ved forberedelsen til og fejringen af liturgien.

Forberedelse af alter, kredensbord m.m.

Altret skal være dækket af mindst én hvid dug (Missalets retningslinjer nr. 304).

Alterduge i liturgiske farver er således ikke i overensstemmelse med missalets forskrifter. På altret skal der ved messens begyndelse ellers ikke befinde sig andet end lys og blomster og eventuelt et krucifiks (Missalets retningslinjer nr. 307, nr. 305 og nr. 308). Ifølge disse retningslinjer behøver de nævnte genstande ikke at stå på altret, men kan anbringes i nærheden. Selv om missalets retningslinjer ikke nævner noget herom, må alterlys i de liturgiske farver anses som værende i modstrid med gængs tradition.

Krucifikset kan hænge over altret eller på en væg bagved. Anvendes der processionskors i liturgien, anbringes dette ved altret og erstatter således et krucifiks på selve altret.

Findes der derimod et krucifiks over altret eller på en væg i nærheden, anbringes processionskorset ude ved siden. Bruges der stationær mikrofon, skal denne stå på altret fra messens begyndelse og ikke hales op fra gulvet ved offertoriet.

Som udgangspunkt er det vigtigt, at de hostier, der skal bruges i messen, konsekreres under den samme messe. I den forbindelse anbefales det stærkt, ikke mindst om søndagen, at det ved indgangen er muligt for hver troende at lægge en hostie i en hostieskål. Det anbefales også at stille vand og vin ved indgangen. Ved offertoriet bringes hostieskålen samt vand og vin af de troende

op til altret (offergang) På kredensbordet anbringes én eller flere kalke, corporale, purifikatorier, eventuelle fyldte ciborier og hostieskåle, kander med vand og vin (såfremt der ikke er offergang), skål til håndtvætning, missale og bogstøtte.

Kun, hvis der ikke er ministranter, må disse ting godt anbringes på altret i forvejen.

Kalken skal helst være dækket af et velum i enten dagens farve eller hvidt (Missalets retningslinjer nr. 118 c) Da missalet ved messens indledning og dagens bøn af en ministrant skal bringes hen til præstesædet, betyder det, at det først ved offertoriet sammen med bogstøtten anbringes på altret. Det forudsætter, at der er ministranter til rådighed samt, at liturgien foregår i et rum af en vis størrelse, fortrinsvis en egentlig kirke. Er disse to betingelser ikke opfyldt, kan der foretages tillempninger. Hvis præsten er den eneste liturgiske aktør i koret, kan messebogen fra begyndelsen være anbragt på altret eller hvis muligt på læsepulten (amboen), ligesom det også i det hele taget i sådanne tilfælde kan være nødvendigt at lade messens begyndelse foregå ved altret, hvis fejringen sker i et meget lille rum, hvor det ikke er muligt at skabe en passende afstand mellem alter og præstesæde henholdsvis ambo.

Fejringen af messens liturgi

Fejringen af eukaristien skal, ikke mindst på søn- og helligdage, være så højtidelig som muligt. Det skal komme klart til udtryk, at Gud er i centrum, og, at man omgås noget helligt. Det betyder, at alle implicerede, både umiddelbart før og under messen tager højde for stedets og fejringens hellighed og lader dette komme til udtryk i bl.a. påklædning, kropsholdning samt i iagtta-

gelse af stilhed. Derudover skal man – alt efter omstændighederne – udnytte alle de muligheder, som liturgien byder på: Fordeling af opgaverne på så mange som muligt (diakoner, ministranter, lektorer m.fl.) for at udtrykke, at liturgien er hele menighedens fejring, gøre mest mulig brug af sang og musik, eventuelt røgelse, lys, processionskors mm.

Messens indledning

Efter korstegn og hilsen, kan præsten, ikke mindst, hvis der ikke skal holdes prædiken, give en kort introduktion til dagens læsninger eller præsentere den helgen, der fejres, samt nævne eventuel messeintention. Én af de i missalet angivne muligheder for syndsbekendelse skal anvendes. Om søndagen kan syndsbekendelsen passende erstattes af indvielsen og bestænkningen med vievand.

Ordets gudstjeneste

De bibelske læsninger har i den nye liturgi fået en øget betydning i både status og omfang. På søn- og helligdage (højtider) er der forudset tre bibelske læsninger samt vekselsang og akklamation til evangeliet, som alle skal anvendes. Læsningerne skal læses af lægfolk og gerne fordelt på flere lektorer.

Læsningen (-erne) før evangeliet indledes blot med ordene ”Læsning af…” og kun dette, altså ikke med ”Første læsning… Anden læsning…” og uden angivelse af kapitel og vers og uden, at man læser den korte angivelse af læsningens tema. Læsningerne afsluttes med ”Dette er Herrens ord”. (Altså ikke ”Guds ord”, om end det stadig står i lektionarerne).

Den i lektionaret angivne vekselsang skal altid anvendes. Den Fortsættes side 14 ▶

5

Søndagens tekst

Ikke et facit og en løsning, men et håb Prædiken til Herrens forklarelse, søndag den 6. august, 18 alm. søndag.

Tekst: Pastor Jude Kulas, sognepræst for Nordjylland

PRÆDIKEN Der er i dag gået seks dage,

siden Jesus forudsagde sin egen lidelse og død, og Peter i chok over mesterens ord ville gøre alt for at forhindre det. ”Sådan må det aldrig gå dig” udbrød han og kunne alligevel nok ikke helt forestille sig, at det overhovedet ville gå, som det gik.

Nu står Jesus, Peter, Johannes og Jakob på bjerget, for det har de besteget sammen; mon ikke Peter har brugt seks dage og seks nætter på at spekulere på, hvad Jesu ord om død og lidelse skulle betyde, og hvordan han kunne redde sin mester fra at lide den skæbne?! Derfor er glæden stor hos Peter, da Moses og Elias viser sig fra skyen, for dér åbenbares idéen, som skal forandre fremtiden. ”Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig, én til Moses, én til Elias”, udbryder Peter.

Det, Peter ikke helt forstår – hverken da Jesus modsiger ham seks dage tidligere eller i dag, hvor Gud modsiger ham igen – er, at ændres forudsigelsen af lidelse og død, vil ingen opnå frelse. Ved korset på Golgata blev mennesket frelst fra synd. Det er ikke op til Peter at kæmpe mod det, Gud har tilrettelagt for sin søn og for mennesker.

Jesus overgiver sig til Guds veje – Jesus forbereder sig, og får, fra Elias og Moses, den styrke og trøst, der gør ham i stand til at gå ind i lidelsen uden at vakle i sin klare tale.

Gud sætter rammen

Gud sætter i dag en parentes omkring Jesus liv som menneske her på jorden. ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Sådan lød ordene ved Jesu dåb, og sådan lyder ordene til os i dag, og sådan slutter Gud en ring omkring indgangen og udgangen af Jesu virke som menneske.

Gud sætter denne ramme gennem lyset i sin søn – et ansigt, der lyser som solen, og klæder, der bliver hvide. Det samme lys af forklarelse som rammer os i vores dåb, hvor Gud finder velbehag i barnet, der bæres til døbefonten. Vores liv som Guds barn sættes af den samme ramme og begyndes af den samme parentes, og det er op til os, ved Guds hjælp, fortsat at opholde os i det lys, der gør os til en ny skabning i vores dåbsklædning.

Engang blev det populært at sige ’du er, hvad du spiser’. Det var en måde at forandre menneskers kostvaner på, og få danskerne til at spise sundere mad med et budskab, som var nemt at forstå. Fodrer vi kroppen med dårlig mad, så transformerer vi os til den samme dårligdom, men fylder vi os med sundhed, så fremmer vi vores eget helbred. Budskabet er, at kroppen bliver det, den fyldes med. Det samme kan vi overføre til lyset, der skinner gennem Jesus på bjerget i dag. Opholder vi os i lyset, bliver vi lys. Omgiver vi os af mørke, tager mørket bolig i os. Mørket kan komme i skikkelse af mange forhold i vores liv, og sådan kan mørket flytte ind i os mennesker gennem had og misundelse, men mørket behøver vi ikke aktivt at vælge til, før det udgør en trussel mod os. Moses, der sammen med Elias repræsenterer den gamle pagt, oplevede selv på egen krop, hvordan

mørket kan komme snigende.

Da Moses var på Guds bjerg i 40 dage, blev israelitterne ramt af kedsomhed i hans fravær – en kedsomhed, der overskyggede taknemmeligheden over befrielsen fra Egypten, og mere skulle der ikke til, før de begyndte at falde fra og så tvivl om loven.

Dette mørke eksisterer også i vores liv. Et mørke, som sniger sig ind, når vi vokser i tillid til os selv, og Gud glider i baggrunden som en statist i vores hverdag, der opsluges af praktiske gøremål, bekymringer og ugedage, der skifter med os som tilskuere til en verden, som glider forbi vores øjne.

At blive i kærligheden og lyset, som Gud har tilrettelagt for os i dåben, kan vi ikke tage som en selvfølge. Vi må søge det lys – søge forklarelsen, – for at gøre os Guds kærlighed klart. For sådan er forklarelsen – en rigdom og et skinnende lys, der gør alting klart, men ikke er at forveksle med en forklaring.

Forklarelsens lys giver ikke et facit og en løsning, men derimod et håb, der lyser for os som et skinnende tabernakel i vores længsel efter Guds Rige. Vores længsel efter klarhed er en evig kilde til bevægelse.

Vi må bevæge os i vores tro på Gud. Vi må tage del i eukaristien, gå til skrifte, bidrage med vores talenter, bede og fordybe os i Guds ord for at lade ordet få fylde i vores liv.

Kun sådan bryder der klarhed ud af mørket, for selvom vi kan se lyset, som en bestandig gave, vi modtager én gang for alle i dåben, så kræver flammen vedligeholdelse.

I mange kirker er der i mosaikvinduerne afbilledet helgener i smukt farvet glas.

Når solen fanger glasset, stråler Gud af Gud og lys af lys ind i kirkens sprækker, som en velsignelse af de mennesker, der sidder og rammes af tvivl, for således tager tvivlen bolig i os alle – hvis ikke konstant, så glimtvis i et menneskeliv her i vores samfund, hvor Kristus ikke altid synes forklaret. Derfor higer vi efter oplevelser og tegn og undere, så vi ligesom Johannes, Jakob og Peter kan få den helt særlige personlige oplevelse af et JA! Gud er med os alle dage: Men ser vi på de tre mænd, må vi alligevel spørge os selv, om en sådan tydelig oplevelse med Kristi nærvær er nok for os, for se bare Peter! Kun kort tid går der, før vi møder ham i Gethsemanes have, hvor han igen vakler og udbryder: ”Jeg kender ikke det menneske ” (Matt. 26, 72)

Hvad Vingegaard kan lære os

Ordene falder fra en mand, som har set Jesus, fulgtes med ham og oplevet undere direkte fra hans hånd. Hele juli måned har vi fulgt Jonas Vingegaard bjerge op og bjerge ned i årets Tour de France. Vi var vidner til en mand, som ikke vaklede og ikke mistede fokus på den langstrakte horisont. Kigger vi kun lige frem foran vores egen næse, kan mørket synes tæt på, og havde Vingegaard kun det helt nære perspektiv, kunne han have parkeret cyklen få dage efter første etape, for sejren var på ingen måde i hus.

Men i stor ydmyghed ville han mere, og for ham stod tingene tydeligt forklaret – at flere bjerge måtte bestiges med den samme iver, tro og gejst, før slaget kunne afgøres.

Oplevelserne stod ikke mål med troen på succes, for sådan var troen på miraklerne langt større end de første etapers erfaringer.

Vi må gribe troens liv an på samme måde, og bestige mange bjerge for at se det rette perspektiv. Det er en inspiration, vi kan finde mange steder, både i atleter, vores egen familie, naturen – ja, i alt som Gud har skabt, kan vi finde trøst og styrke til ikke at basere vores veje i livet på krav om undere og oplevelser, men på det Guds ord

i skrifterne, der brænder som en flamme i vores hjerte.

Det er det Guds ord, der er evigt tilgængeligt for os, som også Jesus lænede sig op ad på bjerget, for sådan fandt han opmuntring hos Elias og Moses, samt i ordene ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Med den afklaring forlod han bjerget klar til at blive forrådt, dø for vores synder, nedfare til dødsriget og opstå på den tredje dag. Således gik menneskesønnen op og ned ad bjerget, men på toppen af bjerget var alting pludselig gjort nyt. Jesus havde åbenbaret sig som en ny skabning foran de tre disciple – de, som var menneskefiskere – for at de kunne bære vidnesbyrd, ganske som barnet, der bæres til dåb og bliver en ny skabning i Kristus.

Kære brødre og søstre, lad os i dag og alle dage lukke Guds ord ind gennem mørkets sprækker, så forklarelsens lys på ny kan gøre os til en ny skabning i Kristus. Lad os med den tanke til fulde have tillid til og fordybe os i skrifterne, for sådan skrives det kort og godt: ”Hør Ham!” Amen.

”

Forklarelsens lys giver ikke et facit og en løsning, men derimod et håb, der lyser for os som et skinnende tabernakel i vores længsel efter Guds Rige”

Forklarelsen på bjerget (Matt 17,1-9)

Jesu forvandling, russisk ikon ca. 1497. Foto: Wikimedia.

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.

Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: ”Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias”. Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: ”Rejs jer, og frygt ikke!” Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.

Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: ”Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde”.

6

DUK 75 år

Periferien i centrum Danmarks unge Katolikker fejrer d 23. september 75 års jubilæum.

Jesper Fich O.P., bispedømmets ungdomspræst fra 1985 – 1991, kommer her med nogle bud på, hvad der er vigtigt i katolsk ungdomsarbejde.

Tekst: Jesper Fich O.P. DUK Periferien i centrum” – ungdomsfor-

bundenes slogan til ungdomsmessen med pave Johannes Paul II i Vadstena.

Rory Mulligan SM – han var norsk ungdomspræst – og jeg var ophavsmænd til ordene, som vi var meget selvtilfredse med.

Men vi syntes også, at det beskrev de unges situation. Pludselig kom der fokus på de små lokalkirker i Norden, som både i den store verdenskirke og i vores egne samfund befinder sig i periferien af bevidstheden. Og nu kom der så en voldsom opmærksomhed på os.

Vi tænkte: det er stort, men sikkert heller ikke altid det letteste at få besøg af en pave.

Så vi udgav et ”selvforsvarshæfte” til de unge: ”Regnskab for Håbet” (jfr. Pet. 3.15) kaldte vi det. Her kunne man få en række hurtige svar på nærgående spørgsmål om katolsk identitet.

Og så kom dagen, hvor utallige busfulde unge danske katolikker fyldte det meste af en Helsingør-Helsingborg-færge. Til dagen efter var de nordiske ungdomspræster inviteret til at koncelebrere messen med paven, en messe som vitterlig var en ungdomsmesse, hvad liturgien angår. De romerske myndigheder var meget åbne og det var i Johannes Pauls ånd, han havde jo selv været

”

Men det er netop katolsk tankegang, at der ikke er en støbeform for det troende menneske, så vi alle bliver mage til hinanden.

ungdomspræst i sine unge år. Det er kendt, at han holdt messer i fri natur, når han var på kanotur.

Den største oplevelse

Men var pavemessen i Vadstena så den største oplevelse i mine 6 ½ år som ungdomspræst? Egentlig ikke. Det var det daglige arbejde.

Biskop Martensen udnævnte mig i 1985 til ungdomspræst. Han mente at jeg var ung, og ung præst, og så kunne jeg godt lege med de unge. Men et ungdomsarbejde er meget mere end leg.

Det er en vital opgave i bispedømmet med mange muligheder – og med penge – for DUK var ved at vokse til en større organisation, som fik penge fra tipsmidlerne.

Hvad biskoppen ikke havde fortalt mig, var at han ikke var sikker på, hvilken position i bispedømmet DUK skulle have. Sekretariatet blev energisk kaldt ”katolsk ungdomssekretariat”, fordi der også var andre unge katolikker, der ikke var i DUK. Det var ganske vist kun en gruppe: spejderne, men de havde indflydelsesrige venner tæt på biskoppen, som gjorde ham urolig ved, at DUK skulle være bispedømmets officielle ungdomsarbejde. I et helt år vidste vi ikke, om vi var købt eller solgt. Men det endte jo godt, selvom det krævede en del overtalelse.

Men endnu var meget ”in the making”.

Det var ikke længe siden, at sr. Regina som den første ungdomskonsulent sad på det første sekretariat og kørte frem og tilbage på sin kontorstol og kikkede på et tomt skrivebord og et tomt kartoteksskab. Nu skulle borde og skabe fyldes.

Men ikke med hvad som helst. Vi indkaldte til et ungdomsseminar efter norsk

forbillede. Der skulle deltage både unge og mere etablerede katolikker, søstre, sognepræster, pastoralrådsmedlemmer og biskoppen ikke at forglemme. En hel uge på Øm.

Formanden for Øm-styrelsen havde – nok ikke helt tilfældigt – bestilt håndværkere, der skulle lægge taget om, mens vi var der, så det var umuligt at få ørenlyd, men den obstruktion overvandt vi. Heldigvis var det sommer og sol, så meget kunne foregå udenfor.

Et kæmpeløft for ungdomsarbejdet

Vi havde slået et stort brød op, og forventede at der blev produceret et pastoralt program for fremtidens DUK. Det gjorde der ikke. Men der kom noget andet ud af mødet: mennesker med meget forskellige holdninger havde mødt hinanden, og talt sammen, og var bagefter indstillet på at arbejde sammen for DUK. Det gav ungdomsarbejdet et kæmpe løft, der varede flere år.

Nik Bredholt var i mange år en til tider overenergisk formand; men han brændte af iver og det smittede. Det samme gjorde Susanne Hoyos, som i mange år var ungdomskonsulent. Vi var på farten hele tiden – der var ikke den afkrog af landet, der skulle opfatte sig i ”periferien”, når nu centrum er, hvor Kristus er.

Dengang var skriftlig kommunikation – ofte per brev – den eneste mulige. EDB (som det hed) var helt nyt. Emails fandtes ikke. Og om så ikke vores computer (med mærket ”picoline”) en skønne dag åd alle navnene i kartoteket, så vi kun stod med en masse adresser.

Flagskibet i kommunikationen var bladet ”Natflyveren”, inspireret af en roman af Saint-Exupery. ”I ly af mørket undervejs med undværlig post”. Titlen afspejlede et program og et vilkår: et samfund, hvor det at tilhøre en kirke – og så endda den katolske – ikke var alment respekteret. Og en kirke, der undertiden havde det vanskeligt ved at forstå unges livssituation, og endnu sværere ved at kommunikere med dem. Og som helst så at de unge hurtigst muligt blev mage til de ældre. Men det er netop katolsk tankegang, at der ikke er en støbeform for det troende menneske, så vi alle bliver mage til hinanden.

Ikke en ny tro, men et nyt sprog

Jesper Fich møder Johannes Paul II under pavebesøget i Danmark i 1989.

Vores vision med DUK var at skabe et forum for tale om tro på et nyt sprog. Ikke en ny tro, men et nyt sprog. Senere prøvede pave Benedikt at iværksætte det samme med ”Troens år”. Det lykkedes ikke særligt gennemført for Benedikt, og måske heller ikke for os, men intentionen var der ikke noget i vejen med – og den er stadig aktuel, i kirken og i DUK. Selvom ungdomsarbejdet i dag står i en anden tid med andre udfordringer. Konkurrencesamfundet efterlader mange unge i mistrivsel. De oplever sig samtidig som ofre for idealer, som de ikke kan protestere mod, for idealerne har altid ret – påstår idealerne.

Dette sammen med et lykkebegreb, som er meget skrøbeligt, fordi det er i følelsernes vold.

I dette forår var jeg til en konference i Vilnius for katolske skoleforeninger i Europa.

Ved festmiddagen holdt ærkebiskoppen et væsentligt indlæg. Han sagde: ”Både skoler og ungdomsarbejde skal være en modkultur til et samfund, der udelukkende ser mennesket som forbruger og profit som den eneste drivkraft. Og et samfund, hvor de enkelte isolerer sig i grupper med mennesker, de er enige med. Vi skal lære børn og unge at

Ind imellem skal der en slapper til, for det kræver sin mand at være ungdomspræst.

Privatfoto.

Det katolske ungdomsblad Natflyveren blev udgivet af DUK. med flot layout og artikler om aktuelle forhold i Kirken. Ofte med velskrevne, provokerende artikler. danne fællesskaber, at turde dialogen, tro på at diversitet – også hvad livssyn angår – er en berigelse.”

Jeg tror, at berettigelsen for et ungdomsarbejde – dengang som nu – er om dette lykkes. I dag, mere end nogensinde, er det vigtigt at stå vagt om den katolske overbevisning: at menneskets værdighed hverken kan eller skal fortjenes, lige så lidt som den kan mistes.

Måske skal DUK snart afholde et nyt ungdomsseminar?

Vi, der var med for 35 år siden, og nu alle snart må være over 60, var overbevist om at vi var sammen om noget stort og sjovt, og det formede os i hvert fald for årene fremover.

Så var det prisen værd, alle de gange jeg har sovet i infernalsk larm bag en reol i en gymnastiksal, mens der blev festet i den anden ende. Mens jeg lærte at hade soveposer.

Men hvad: vi var unge…

”

Vi skal lære børn og unge at danne fællesskaber, at turde dialogen, tro på at diversitet – også hvad livssyn angår – er en berigelse.

Haus Ohrbeck

Nedslående, inspirerende og udfordrende Der große Riss, den 49. nordiske Studienwoche i Osnabrück 26.06-01.07.2023.

Tekst: Marianne Meyer, Voksenkateket og bibliodramalærer.

KURSUS Der findes materialer, som

fra naturens hånd danner revner: træ der tørrer ud, sten der revner af vand og frost, tektoniske plader, der forskyder sig. I os selv er der spaltninger, og vore samfund skaber kløfter: forskellene mellem rig og fattig bliver større og større både globalt og i de enkelte stater, i det offentlige rum skabes brud mellem den religiøse/rituelle praksis og hverdagslivet i skoler og offentlige institutioner, demokratiet er blevet sårbart.

Sluttelig står vi overfor døden, som skiller mennesker fra hinanden.

Der große Riss, emnet for den 49. nordiske Studienwoche i Osnabrück, var, set med

umiddelbarhedens briller, et måske nedslående tema. Indledningsvis blev der imidlertid peget på temaet som inspirerende og udfordrende, fordi vi ikke kan undgå at skulle forholde os til de ridser og spalter, vi har indeni os selv og som vi møder i samfund og kirke.

På 3 dage blev temaet belyst fra en teologisk, filosofisk og socio-politisk vinkel. Der blev også kastet lys over konfliktløsningsmodellen: mediation, og den sidste dag tog vi på udflugt til Hagen i Teutoburger Wald for at konfrontere os med måder at tage afsked med efterladte på. Vi så det fascinerende Kolumbarium (urnegravsteder) i

Fotocollage fra Den hellige Families Kirke. Himmelens lys oplyser alter, korsvæg og kolombarium. I meditationsrummet bag kirken spejles rummet via et ca. 5 m. rundt glas i gulvet og også her er der ovenlys – ”åbent” til himmelrummet med udsigt til campanilen.

En håndsrækning til Norden Lidt om Ansgarværkernes arbejde.

DIASPORAARBEJDE

Det er en holdsport at være katolik; men det kan være svært at være det i de nordiske lande, hvor vi er få, spredte og økonomisk trængte. Derfor er det godt, vi har Ansgarwerke. Hvert år støtter de katolske initiativer i Norden.

Ansgarwerk Osnabrück (I dag Ansgarwerk Osnabrück-Hamburg) blev grundlagt i 1967 af Hermann Wittler, biskop af Osnabrück. Det blev det fjerde Ansgarwerk efter at der tidligere var oprettet Ansgarwerke i München (1923/24), Köln (1955) og Schweiz (1962).

De forskellige Ansgarwerke blev grundlagt på privat initiativ, men fungerer i dag som biskoppelige stiftelser, der understøtter initiativer i de nordiske lande. De støtter pastoralt arbejde i nordiske sogne og bi-

spedømmer, specielt uddannelse af præster, hjælper med støtte til undervisningsmateriale, liturgiske håndbøger, bønnebøger m.m. og støtter teologisk og pædagogisk uddannelse af kateketer i børne- og ungdomsarbejdet.

To gange om året samles bestyrelsen for at beslutte, hvilke initiativer man vil støtte.

Hver sommer betaler Ansgarwerk Osnabrück-Hamburg for de årlige træf i Haus Ohrbeck uden for Osnabrück. Her mødes præster, diakoner, ordensfolk og lægfolk fra de nordiske lande til teologisk videreuddannelse. Ansgarwerk støtter også de årlige PSP-træf (PSP betyder Pro Scandiae Populis - for de skandinaviske folk), hvor præstekandidater og unge ordensfolk fra de nordiske lande mødes for at lære hinanden

Den Hellige Families Kirke (se foto) og et kolumbarium anlagt i en gennemrestaureret, meget gammel bindingsværkgård, hvor mennesker kan få urnenedsættelse uden kirkelig/præstelig medvirken.

Danmark var godt repræsenteret på dette seminar med 3 kateketer, 2 ordenssøstre, 3 diakoner samt vores generalvikar og biskop Kozon. Jubilæumsåret 2024 vil handle om mission.

Skulle det – i hele Bibelen gennemgående tema – om brud og konflikt, være undsluppet vores opmærksomhed, gjorde professor i Ny Testamente, Hans-Georg Gradl fra universitetet i Trier, opmærksom på, at vi skal til eskatologien, altså helt hen til Johannes Åbenbaring for at de menneskeskabte brud og konflikter ”opløses”. For ligesom vi hører om syndefaldet og Kain og Abels konflikt i 1. Mosebog, hører vi om splittelser i de første menigheder, altså efter Jesu korsdød.

De splittelser der nævnes hos Paulus og senere Lukas, se ApG, løses i dialog (Apostelmødet i Jerusalem) og ved at have fokus på, at embederne står i menighedens tjeneste og ikke omvendt. I stedet for at multitaske beslutter man sig for en ny tjeneste: diakontjenesten. Udfordringerne i de første menigheder skabte så at sige en ny tjenestestruktur. Man forholdt sig til A) Jesu prædikener B) Man betonede Guds nåde og C) Man besluttede sig ikke for tilbagetog, men opbrud, ikke eksklusivitet, men universalitet, ikke at trække grænser, men at rive dem ned.

Det endte med den tidlige kirkes tre kerneopgaver, som vi genkender dem: 1) Liturgi, bøn og eukaristi 2) Martyrium, forkyndelse og trosformidling 3) Diakoni: barmhjertighedsgerninger mod de fattige, udstødte, døde og efterladte Gradl kom ind på flere løsningsmodeller i forhold til de splittelser vi møder. Jeg vil kort ridse dem op her: • Den gordiske knude skæres over.

• Som Jomfru Maria i billedet fra St. Peter an Perlach, Augsburg, løses hver knude for sig, én efter én. Det fordrer tålmodighed og fingerspitzgefühl, se 1. Kor.13,4-7 • Tilgivelse for forseelser, hvor undskyldninger ikke er tilstrækkelige, se Kol.3,13 og Jakobs brev 1,19.

• Tillade forskelle at eksistere, se dem som chance for fornyelse og noget endnu bedre, se Filipperbrevet 2,4 og 1. Kor. 12,11 at kende, danne netværk og blive teologisk opdaterede. Sidste år mødtes 20 kommende præster og ordensfolk i Osnabrück. Her besøgte de valfartsstedet Telgte, der hvert år er mål for den største pilgrimsvandring i den tysksprogede verden. Her hørte de blandt andet om biskoppen af Münster, Clemens August Graf von Galen, og hans berømte prædikener mod naziregimet.

Ansgarwerk støtter uddannelsen af præster til de nordiske bispedømmer med 4.000 euro per studerende om året og giver også et lommepengebeløb til de studerende.

På seneste møde for Ansgarwerk den 23. februar i Hamburg drøftede man blandt andet opførelsen af nye klostre ved Tautra og Munkeby i Norge. I Sverige er der bygget endnu et kloster i Vadstena. Medarbejdere fra Ansgarwerk kommer til efteråret til Trondheim for at lære mere om forholdene dér.

To gange om året udgiver Ansgarwerk

7 • Argumentation • Når alt er prøvet, må vi begynde forfra i trosformidlingen og prioritere en grundlæggende kateketisk indføring.

De kristne må nu som dengang være surdej i verden. Det vil bl.a. sige, vi må være parate til at kunne rumme de modsatrettede tendenser, vi må være parate til at eksperimentere, holde ud og ikke mindst at være opmærksomme på hvornår vi, for at beskytte os, trækker os fra konflikterne. Som kristne er vi stadig ”grænsegængere” med et ben i en virkelighed, der ikke er af denne verden, og et ben i demokratiet. ”Kirken er ved at ”ekskarnere” sig selv, fordi den ikke tager sig af de udstødte, de fremmede og ikke taler deres sag” sagde p. Franz Richardt, ofm. bl.a. i sit indlæg. De urkristne var outsidere både kulturelt og samfundsmæssigt, se 1. Peters brev 2,11-15, men brug den aktuelle situation til at føre de søgende mod lyset, sagde Peter dengang. I et stadig mere sekulariseret Europa kan hans ord fint give mening. Europa har ”lukket skodderne” efter Corona og den aktuelle krig. Angsten medfører indsnævring, religionsfriheden er under pres, ligeså demokratiet. Sociolog Hartmut Rosa opfordrer i sin seneste bog ”Demokrati har brug for religion” til større åbenhed overfor andre stemmer i samfundet, f.eks. de kristnes, for de har noget at bidrage med. Der må en stemme til udefra, og et lyttende hjerte i den anden ende.

Professor ved universitetet i Nijmegen, filosof, Jean-Pierre Wils’s indlæg lå i oplagt forlængelse af ovennævnte. Vi har siden 50’erne levet på devisen, at det bliver’ bedre. Men det gør det nok ikke længere. Vi er i krise, en klimakrise, som benægtes af højrepopulisterne. Men klimaks kommer først om 50-60 år. Vore rejser er blevet længere, bolig-arealet større, biler ligeså. Handler vi rettidigt, spørger han, for vi er ikke blot ofre, men årsag. Fjenden er usynlig og dermed er der frit slag for konspirationsteorier.

Tid er nu blevet ”eksistentiel valuta”. Wils plæderer for, at vi må lægge stilen om: give køb på en del af vores frihed ift. udfoldelse – ganske enkelt udøve impulskontrol, konsumere mindre og gøre op med grådigheden og ønsket om at akkumulere. Dette for at undgå indskrænkninger, vi i sidste ende ikke har indflydelse på og ikke kan styre.

Kerneordene bliver: afkald/askese og adfærdsændringer i nærmiljøet.

Sankt Ansgar mindesmærket ved Trostbrücke i Hamburg. Sankt Ansgar var den første ærkebiskop af Hamburg. Foto: Wikipedia.

Köln og Ansgarwerk Münster Ansgar Info, hvor der berettes om livet i den katolske diaspora i Norden.

LR

8

CARITAS-KOLLEKT 2023

Hjælp sårbare flygtninge og migranter med at få et værdigt liv i Danmark

Caritas træder til dér, hvor ingen andre gør det Sidste søndag i august går kollekten i menighederne til Caritas Migranthus, hvor dedikerede frivillige sidder klar til at hjælpe dem, der har det sværest herhjemme. To brugere fortæller om deres forløb.

AKTIVITETER I MIGRANTHUSET Caritas Samtale (Terapi): Tirsdag kl. 17-19. Fredag kl. 11- 13.

Caritas JobSmart (Hjælp til jobsøgning): Onsdag kl. 11- 13. Fredag kl. 14 – 16.

Caritas Retshjælp: Onsdag kl. 17 – 19. Torsdag kl. 15- 17 (Mulighed for ukrainsk tolkning på torsdage).

Man kan bestille tid til terapi, retshjælp, socialrådgivning og beskæftigelsesrådgivning på caritas.dk/booking.

Adresse: Caritas Migranthus Rewentlowsgade 10 1651 København.

Ahmed er et opdigtet navn, men hans rigtige navn er kendt af sekretariatet.

9

S

elv i et rigt land som Danmark er der mange mennesker, der oplever at stå uden for samfundet. Siden vi sidste november åbnede Caritas Migranthus på Reventlowsgade 10, er det strømmet til med brugere, der ikke har noget andet sted at gå hen, når det hele brænder på.

En af dem er Ahmed, en midaldrende mand af pakistansk herkomst, hvis forældre kom hertil i 1960’erne. Da han for flere år siden pådrog sig en slem arbejdsskade, blev han invalideret i en sådan grad, at han ikke længere kunne passe sit job og måtte igennem et langt og opslidende forløb hos jobcentret.

Hver gang nogen nævner de offentlige myndigheder, får han nervøse trækninger.

For hans erfaring er, at de ofte går mere op i paragraffer end i det enkelte menneske.

Derfor er han glad for den støtte, han har modtaget i migranthuset. ”Caritas træder til dér, hvor ingen andre gør det,” fortæller han.

Det gælder en aktuel sag om hans to børn i teenagealderen, der er endt som kastebolde i en konflikt mellem ham og børnenes mor. Det har ført til utallige møder med det offentlige, hvor han ikke føler, at han som mand er blevet taget alvorligt.

Men det ændrede sig, da han fik nys om migranthuset og kunne betro sig til en frivillig socialrådgiver med mange års erfaring.

Hun begyndte at tage med til møderne som bisidder. ”Hvis bare jeg havde haft hende med fra starten, ville min situation have set helt anderledes ud,” sukker han og fortsætter: ”Jeg ønsker, at migranthuset bliver ved med at vokse, så endnu flere kan få hjælp.”

Mellemrubrik En anden, der har opsøgt migranthuset, er Anastasiia, der sammen med sin mor ankom til Danmark i april sidste år efter at være flygtet fra krigen i Ukraine. Anastasiia er uddannet øjenlæge, men fordi hun kommer fra et land uden for EU, kunne hun se frem til en langvarig autorisationsproces på to til tre år. Takket være de frivillige i retshjælpen er processen blevet fremskyndet, og hun har nu allerede fået godkendt sine papirer og er dermed et skridt tættere på at kunne arbejde som læge i Danmark. ”Caritas holdt mig i hånden hele vejen igennem,” fortæller hun. ”De hjalp mig med at få et job inden for sundhedssektoren, mens mine papirer blev gennemgået, og på den måde kunne jeg holde min faglighed ved lige.” Anastasiia mødte første gang Caritas Danmark til et stormøde for ukra-

Anastasiia foran indgangen til migranthuset på Reventlowsgade 10.

Caritas holdt mig i hånden hele vejen igennem.

De hjalp mig med at få et job inden for sundhedssektoren, mens mine papirer blev gennemgået, og på den måde kunne jeg holde min faglighed ved lige.

- Anastasiia

inske flygtninge sidste sommer, og med sine gode engelskkundskaber har hun selv hjulpet til i migranthuset som tolk. ”Folk kommer til os med alle mulige problemer,” siger Ditte Dandanell Bihl, leder af det nationale arbejde. ”Det er vores erfaring, at vi kan imødekomme langt de fleste behov på stedet. Vi tilbyder socialrådgivning, retshjælp og terapi, og så støtter vi vores brugere med at komme ind på arbejdsmarkedet. For at vi også i fremtiden kan hjælpe dem, der har hårdest brug for det, og udvide åbningstiderne for vores tilbud, er vi afhængige af donationer, store som små, og derfor er vi glade for, at kollekten søndag den 27. august går til migranthuset.”

Støt nu Støt via MobilePay 61100 Støt via netbank: Reg.nr. 2191.

Kontonr. 3487254516

Du kan også bidrage via www.caritas.dk.

10 EU-POLITIK Sommeren er som sædvanligt højsæson for irregulær migranttrafik over det centrale Middelhav fra nordafrikanske kyster mod Europa. Men i år er tallene de højeste siden flygtninge- og migrantkrisen i 2015/2016, hvor mere end én million flygtninge og migranter kom til Europa.

I alt er der ankommet næsten 100.000 migranter over Middelhavet, som både er den travleste og farligste af migrantruterne.

Mere end 75.000 af disse er ankommet til de syditalienske kyster, især øerne Lampedusa og Sicilien.

Migranterne, der især kommer fra afrikanske lande syd for Sahara, Mellemøsten og Nordafrika, søger mod Europa væk fra konflikter, borgerkrige, fattigdom og klimakrise i deres hjemlande. Langt de fleste sejler ud fra Libyen og Tunesien i overfyldte både, som oftest er i dårlig stand, efter at have betalt menneskesmuglere i dyre domme – 40.000 kroner er ikke ualmindeligt – for at komme ombord.

Tit ender den farlige færd i tragedie. Som natten til den 14. juni, 90 kilometer fra den sydgræske kyst, da en overfyldt migrantbåd med op mod 750 passagerer sank. Kun 104 overlevede. Det gør ulykken til en af de mest dødbringende migrantulykker på Middelhavet nogensinde.

Desværre er ulykken langt fra en undtagelse. Tragedierne forekommer på stribe på Middelhavet. Det samme gælder på Atlanterhavsruten mod De Kanariske Øer.

Den spanske kystvagt har siden den første uge i juli forgæves søgt efter tre migrantbåde, der er forsvundet i farvandet omkring De Kanariske Øer. Bådene sejlede ud fra det sydlige Senegal i slutningen af juni og bærer tilsammen over 300 passagerer, hovedsageligt fra lande syd for Sahara. Håbet om at finde passagererne i live er så godt som væk.

Det officielle tal for døde eller forsvundne i Middelhavet i år er knap 2000. Siden 2019 er mindst 27.500 migranter døde eller forsvundet på havet, men, forklarer Merna Abdelazim, senioranalytiker i FN-agenturet International Organisation for Migration, IOM, så er der et skyggetal, som er meget større end det officielle tal. ”Der er et fænomen, vi kalder for ’usynlige bådforlis’, som forekommer oftere og oftere – især på Atlanterhavsruten mod De Kanariske Øer, hvor strømmen er meget stærk. Det er migrantbåde, som menes at have sejlet ud fra en bestemt lokation, men som aldrig når frem”. Øverst på dagsordenen

Det intensiverede migrantpres har fået de europæiske regeringer til at frygte en gentagelse af situationen i 2016, hvor asylsystemet i mange lande brød sammen.

Asylansøgningerne er steget markant, og i lande som Belgien, Holland, Østrig og Tyskland har man følt presset i en sådan grad, at mange migranter må opholde sig på gaderne, mens de venter – i mange tilfælde i månedsvis – på at deres sagsbehandling kan begynde.

Migration, som tema, er øverst placeret på de politiske dagsordner i Europa, og der er næppe noget emne, der kan sætte de politiske kedler i kog mere end diskussionen om udlændinge- og asylpolitik.

I Holland opløste premierminister Mark Rutte i begyndelsen af juli regeringen, fordi de fire partier i regeringskoalitionen simpelthen ikke har kunnet finde fælles fodslag på området.

I Storbritannien, hvortil et stort antal

Asylpolitik Migranterne, der især kommer fra afrikanske lande syd for Sahara, Mellemøsten og Nordafrika, søger mod Europa væk fra konflikter, borgerkrige, fattigdom og klimakrise i deres hjemlande.

Foto: Handout, Massimo Sestini.

De Grønne udtalt.

Politolog og migrationsekspert ved Torino universitet, Antonella Seddone observerer en skarp drejning mod en hårdere udlændinge– og asylpolitik i de fleste lande. ”Bevogtningen af de ydre grænser og hjemsendelsesprocesser fylder mere, retorikken er blevet mere rå, og diskussionen om migranters menneskerettigheder fylder meget lidt”, siger hun.

Næstekærlighed og humanitære korridorer

Den europæiske asylpolitik bliver strammet.

Paven appellerer til medmenneskelighed I takt med at migranttrafikken mod Europa stiger, tager asylpolitikken en hårdere drejning i EU og medlemslandene.

Men kritikere mener, at migranters menneskerettigheder bliver negliceret. Pave Frans er synlig i debatten.

Tekst: Martin Bjørck migranter sejler over den engelske kanal i gummibåde fra Frankrig, er der opstået et retsligt slagsmål mellem den konservative regering og domstolene. Den britiske regering vil, ligesom den danske regering, have flyttet asylbehandlingen til Rwanda, og den stærkt omstridte plan ser nu ud til at blive endeligt vedtaget, efter regeringen har afværget forsøg fra Overhuset på at ændre lovforslaget.

Også den italienske regering, ledt an af det højrepopulistiske parti Italiens Brødre, har strammet asylreglerne og grænsebevogtningen – i en sådan grad, at en stribe internationale ngo’er har indgivet en klage til EU-Kommissionen for brud på menneskerettighedskonventionen. Årsagen er, regeringen har forbudt humanitære redningsskibe, der opererer i Middelhavet, at samle mere end én migrantbåd op ad gangen, inden de sejler tilbage til den nærmeste havn for at sætte migranterne af. Normalt har redningsskibe sejlet rundt i flere dage og typisk samlet passagerer op fra adskillige migrantbåde i havsnød. Den nye lov sætter menneskeliv i fare, fordi det forsinker potentielle redningsaktioner, siger ngo’erne i deres klage. I årevis har EU-Kommissionen forgæves forsøgt at lave en aftale med med-

lemslandene om en fælles asylpolitik, og for første gang er unionens medlemslande nu blevet enige om en ramme. Aftalen, der endnu mangler at blive stemt igennem i Europa-Parlamentet, fik bred opbakning på et topmøde for indenrigsministrene i begyndelsen af juni. Medlemslandene er blandt andet blevet enige om straksbehandling af asylansøgere ved grænsen i en procedure, som må tage højst 6 måneder. Hurtig tilbagesendelse af grundløse ansøgere gennem aftaler med tredjelande er også et punkt. Kun de nationalkonservative regeringer i Polen og Ungarn ville ikke gå med til aftalen, fordi den også lægger op til en obligatorisk solidaritetsmekanisme, som omfordeler asylansøgere, der ankommer til Middelhavslandene.

Men trods den historisk brede enighed så møder aftalen også stor kritik. Kritikken, som blandt andet kommer fra en vifte af humanitære organisationer, der kalder aftalen inhuman, går på, at der kun er fokus på at holde migranter ude af EU, og at migranternes allerede sårbare situation kun vil blive forværret. ”Man satser på afskrækkelse og isolation og cementerer kaos og lidelse”, har den tyske europaparlamentariker Erik Marquardt fra

Pave Frans beder sammen med migranter under sit besøg på den italienske ø Lampedusa i 2013. Foto: Vatikanets medier.

Fra Kirkens side har pave Frans aldrig holdt sig ude af migrationsdebatten, hvilket har skaffet ham fjender på den yderste højrefløj især i de katolske EU-lande Italien, Spanien, Polen og Ungarn.

Men helt fra begyndelsen af paveembedet har flygtninge og migranters velbefindende fyldt meget for ham. Det var meget sigende, da han i 2013 valgte øen Lampedusa som destinationen for sit første officielle besøg uden for Rom. Lampedusa, der ligger 330 kilometer fra Tunesien, er netop stedet, som mange migrantbåde sejler til.

Det var også Pave Frans, der i påsken 2016, da flygtninge- og migrantkrisen var på sit højeste, vaskede og kyssede fødderne på en gruppe flygtninge under det symbolske ritual, der efterligner, hvad Jesus gjorde for de 12 apostle, før han blev korsfæstet.

Samme år besøgte Pave Frans den græske ø Lesbos, hvor der kom virkelig mange migrantbåde til. I en flygtninge- og migrantlejr, sagde han: ”Jeg er kommet for at sige til jer, at I ikke er alene”.

Og han tog tre familier med tilbage til Rom, hvor de blev indkvarteret i Vatikanet.

Sidste år sagde paven om migranter og flygtninge, at det vestlige samfund gennem dem ”har chancen for bedre at kende vores verden og dens smukke mangfoldighed”, og at vi ved at udvise medmenneskelighed i fællesskab kan opbygge en større følelse af sammenhold.

I år har paven, midt i den brandvarme migrantdebat, appelleret til vestlige verdensledere og politiske beslutningstagere om at bygge broer i stedet for at bygge mure, netop i håbet om, at de vil udvise mere næstekærlighed og medmenneskelighed, når det kommer til migranter og mennesker på flugt fra den tredje verden.

Paven er en stor fortaler for såkaldte humanitære korridorer, der giver flygtninge mulighed for at tage mod Europa uden at falde i kløerne på kyniske menneskesmuglernetværk, og han har fremhævet og støttet arbejdet, som den katolske hjælpeorganisation Sant’Egidio i Rom er involveret i sammen med andre kristne organisationer.

Initiativet har hidtil hjulpet mere end 6000 flygtninge fra blandt andet Syrien, Afghanistan og Rwanda til Europa. ”Humanitære korridorer har ikke kun til formål at bringe flygtninge til Italien og andre europæiske lande og redde dem fra usikre og farlige situationer, de er også med til at skabe integration”, har paven sagt.

Konkrete tiltag til humanitære korridorer er også på tegnebrættet i EU-Kommissionen. Til september skal EU’s medlemslande stemme om at vedtage den nye migrantaftale.

Kirken i Danmark

11

Festdag i Vejle Sct. Norberts Kirke tager hul på jubilæumsåret.

JUBILÆUM Vi mennesker vil altid gerne have et hurtigt svar. Vi ved ikke, hvor fremtiden vil føre os hen; men vi skal bede om et hjerte, der er åbent for Guds rige, sagde abbed Albert Dölken fra Abtei Hamborn ved jubilæumsmessen i Sct. Norberts Kirke i Vejle den 30. juli. Abbed Albert udtrykte sin store glæde over at være i Vejle igen for at fejre menighedens jubilæum. 120 år er der gået, siden præmonstratenserne igen kom til Danmark. I 1903 kom Ludolfus Josef Brems sammen med medbroderen Simon Eykens til Danmark fra det store abbedi Averbode i Belgien. Ludolfus Brems blev den første sognepræst i Vejle. I 1923 blev han bispeviet på Averbode og fik titel af apostolisk vikar for Danmark. Lillebroderen Adolf Brems - også kaldet Lille-Bremsefterfulgte ham som sognepræst i Vejle. I 117 år passede de belgiske præmonstratensere trofast menigheden i Vejle. 35 præster og lægbrødre fra Averbode nåede at arbejde i Danmark, før ansvaret for Vejle overgik til præmonstratensernes abbedi i HamI det nye flags øverste højre felt ses en monstrans med en lilje og en stjerne.

born ved Duisburg.

Næste år kan Sct. Norberts Kirke, der blev indviet den 19. juli 1924, fejre 100 – års jubilæum. Jubilæumsåret vil blive markeret med en række begivenheder, hvoraf festmessen var den første.

Det tyske kommunitet, der består af p.

Gregor Pahl, p. Julian Backes og p. Jakob Mannheimer, overtog den 1. november 2021 ansvaret for menigheden i Vejle. Ved jubilæumsmessen blev klostrets nye flag velsignet af abbed Albert, før det blev hejst ved siden af Dannebrog.

Flaget er tegnet af superior i Vejle, Julian Backes, der også har designet våbenskjoldet, hvis detaljer er udført af p. Simon Petrus Burbach O.Præm. fra Geras Abbedi i Østrig. Julian Backes beskriver flaget således: ”Flaget viser et centreret kors, hvis farver går tilbage til dominikanerklostrets våbenskjold. I øverste højre felt ses en gylden monstrans på rød baggrund. Til højre ses en bourbonsk lilje og til venstre en otte-takket stjerne. Hovedfarverne er bispedømmet Københavns, Hamborn Abbedis og byen Fredericias med Danmarks ældste katolske kirke. Monstransen henviser til den skjulte Gud, hans nærvær i eukaristien, sjælesorg og Sct. Norbert som skytshelgen for klosteret og sognet i Vejle. Stjernen og liljen står for Guds Moder Maria som præmon-

Efter jubilæumsfejringen søndag den 29. juli. Bageste række til venstre p. Gregor Pahl O.Præm., i forreste række nr. to fra venstre superior i Vejle, p. Julian Backes O. Præm.

I midten abbed Albert Dölken fra Abtei Hamborn, moderkloster for klostret i Vejle. Ved siden af ham p. Jakob Mannheimer O. Præm. Yderst til højre Vasyl Bahlei, præst for ukrainere i Vestdanmark. Foto: Lisbeth Rütz. stratenserordenens skytshelgen. Liljen er hentet fra ordenens våbenskjold, stjernen fra Hamborn Abbedis våbenskjold og Børglum Klosters kapitels segl, ordenens tidligere moderkloster for de nordiske lande.

Stjernen symboliserer Norden og havet, de otte takker den »ottende dag«, påskemysteriet og den nye skabelse i dåben. Det latinske motto »Ecce Agnus Dei« (»Se Guds lam«) er mottoet for Averbode Abbedi, som grundlagde Vejle Kloster og bar det i mere end hundrede år. Ved siden af den marianske lilje minder det antydede påskelam om våbenskjoldet for biskop Josef Ludwig Brems O.Præm. (1922–1938 apostolisk vikar for Danmark). Påskemotivet signalerer bodfærdighed, som sammen med eukaristien og korbønnen, mariansk hengivenhed og pastoral omsorg er et af præmonstratenserordenens fem »mål«. Johannes Døberen

er skytshelgen for abbedierne Averbode og Hamborn, og hans profetiske ord (jf. Joh 1,29.36) opsummerer ordenens og klostrets liturgiske apostolat”.

Abbed Albert velsigner menigheden med vievand efter indvielsen af klostrets nye fane. Foto: Lisbeth Rütz.

Et hus med mange katolske Bispedømmets mindste, ældste og smukkeste valfart minder Historien bag Knud Lavards Hus.

Indtryk fra årets Haraldsted-valfart.

VALFART “Mon ikke Knud Lavard fra i

dag bliver lidt mere populær i Danmark?” lød det i Haraldsted Kirke, da Samuele Lando, sognepræst ved Sankt Knud Lavards Kirke i Lyngby, den 2. juli talte i anledning af årets Knud Lavard-valfart. Pastor Samuele fortalte i kirken om den unge, populære hertug, der omvendte venderne og trodsede advarslerne mod at tage til Haraldsted.

Her blev han lokket i baghold og myrdet af sin fætter Magnus den 7. januar 1131. Pastor Samuele opfordrede til at huske Knud Lavards eksempel og søge hans støtte, når man står over for vanskelige beslutninger. Årets valfart var en af de mest velbesøgte længe, og kirken var næsten fuld. En hel busfuld sognebørn fulgtes med pastor Samuele til Haraldsted. Den talstærke gruppe fra Lyngby havde taget forskud på valfarten i bussen og mødte velforberedte. I bussen undervejs mod Haraldsted holdt pastor Samuele oplæg om Knud Lavard; der blev sunget og bedt middagsbøn. Det ser ud til, at der er startet en ny god tradition af menigheden fra den kirke, der bærer hertug Knuds navn, og flere fra Lyngby udtrykte, at de allerede glæder sig til næste år.

Efter andagten i Haraldsted Kirke gik pilgrimmene fra Haraldsted Kirke ud til kapelruinen, hvor biskop Czeslaw fejrede messe sammen med tre andre præster. ”Vores opgave er at øse af de nådemidler, Gud har stillet til rådighed for Kirken” sagde biskop Czeslaw. Han pointerede, hvor vigtigt det er, at Kirkens medlemmer forbliver trofaste. ”Vi skal arbejde for, at en eventuel

vækst følges af autenticitet og vidnesbyrd og stole på, at gudsrigets værdier kan brænde igennem. Hvis der kommer vidnesbyrd fra tilstrækkeligt mange, vil det ikke være uden effekt”, sagde biskoppen.

Valfartsvejret var meget ustabilt, og ved slutningen af messen blev der sendt mange ængstelige blikke op mod en himmel med flere og flere truende sorte skyer. Men det lykkedes dog at få gennemført både valfart og samvær i Knud Lavards Hus før himlen til allersidst åbnede gavmildt for sluserne.

LR

LOKALHISTORIE Ingen kan vist forestille sig Haraldsted-valfarten uden Ruth og Maria. I mange år har de sammen med en lille gruppe dedikerede mennesker taget ansvar for store dele af valfartens praktiske tilrettelæggelse. De har stor kærlighed til stedet, og i 1990 greb de chancen. De så mulighederne for at udvikle Haraldsted som valfartsmål og købte en gammel skovfogedbolig sammen med nu afdøde Dietrich Timmermann, Sankt Ansgar Kirkes navnkundige sognepræst fra 1980-2004.

Huset, der er bygget i 1907, samme år som den katolske kirke i Ringsted – fik navnet Knud Lavards Hus. Talrige katolske

I procession på vej fra Haraldsted Kirke ud mod kapelruinen. Foto: Lisbeth Rütz.

minder knytter sig til stedet. Uden for huset står det kors, digteren Thor Lange lod rejse i 1902 til minde om Knud Lavard. Den 7. januar – dagen for mordet på Knud Hertug blev som regel markeret ved kransenedlægning og andagt i kapelruinen – nogle gange med fakkeltog. Med årene blev huset også en hyggelige ramme for en uformel gruppes sammenkomster. Her mødtes mennesker for at diskutere aktuelle emner i kirken.

Lene og Bent Irlov fra gruppen tog initiativ til mange busrejser – ofte til Schwerin for at studere Niels Steensen-minder.

Biskop Martensen gav lov til at opbevare Sakramentet i det lille huskapel, der blev indrettet og her hænger i dag Eigino Weinerts smukke krucifiks, som nuntius Bruno Heim oprindeligt skænkede til valfartskirken på Øm. Keld Geertz – Hansen, sognepræst ved SanktAnsgars Kirke fra 1941 – 1975, havde ansvaret for valfarten fra 1955 til 1985, hvorefter Stephen Holm overtog den i samarbejde med pastor Timmermann indtil 2009. I 2020 fejrede man 100-året for valfartens genopståen. Der blev i dagens anledning gjort holdt ved de små stationer, som blev rejst ved Holbækvejen for at mindes Knud Lavard.

Navnet Haraldsted får de gode minder frem hos mange katolikker. Men et spørgsmål hænger i luften. Jørgen Nybo Rasmussen, ildsjæl og bispedømmets mangeårige arkivar, formulerede det:” Hvad har bispedømmet egentlig af planer for dette sted?

Hvordan sikrer vi os, at stedet forbliver på katolske hænder?”

LR

12

katolsk Kirken iorientering Danmark

Sommerfest og huekast for årets studenter på NSG Her grundlægges livslange fællesskaber.

Tekst og billede: NSG

SKOLER Det er efterhånden blevet en

tradition på Niels Steensens Gymnasium, at studenter, forældre og lærere samles i jesuitternes klosterhave, når den sidste eksamen er i hus. Det skete også i år, hvor snakken gik lystigt og lettet over kold cava, og hvor lærerne underholdt med sang, før man gik videre til middag indenfor på skolen.

Lørdag den 24. juni var der dimission fra gymnastiksalen med taler, tildeling af legater, uddeling af eksamensbeviser og endelig huekast, da forstander Peter Franklin officielt havde dimitteret årets

studenter oppe fra talerstolen.

Inden da havde der været gudstjeneste i Skt. Augustins Kirke, og efter dimissionen kørte studenternes vogne ud i byen, hvor man kunne møde dem resten af dagen og en god bid af natten.

Dimission 2023 skilte sig også ud ved, at en lille gruppe studenter fra 1973 var mødt for at markere deres 50-års jubilæum. Det er endnu en god tradition, der ikke blot fortæller om svundne dages læring men også om et livslangt fællesskab, der grundlægges i løbet af tre vigtige år i gymnasiet.

Sara skal møde paven Kokkekonkurrence i Danmark.

UNGDOMSARBEJDE Weekenden 3.-

4. juni deltog Sara Hviid Larsen i Cupid´s Spoons kokkekonkorrence i København.

Cupid´s Spoon blev i år afholdt for første gang i Danmark. Konkurrencen blev afviklet af Caritas i samarbejde med UNUO (Association of Teachers in Hospitality Education) Sara fik som vinder 10 dages gratis kost/logi i Kroatien og gik direkte videre til semifinalen i Kroatien til efteråret.

Den danske vinder får også mulighed for at modtag særlig gastronomiundervisning og deltage i en audiens med pave Frans. Hvis hun vinder i Kroatien går hun videre til den internationale finale. Formålet med konkurrencen er at vise handicappede eller forældreløse unge, at de er værdifulde i samfundet og har ressourcer, de kan bidrage med.

LR

Volontørtjeneste BONIFATIUSWERK Har du lyst til et

sabbatår, inden du starter på uddannelse eller studie? Vil du gerne bruge et år på at erhverve spændende erfaringer under et udlandsophold, hvor du får indblik i en international katolsk hjælpeorganisation og livet på et katolsk kollegium?

Så tilbyder de tyske katolikkers Bonifatiuswerk dig ét års ophold på Pauluskollegiet, hvor du bliver en del af miljøet blandt unge studerende i byen Paderborn.

Huekast i gymnastiksalen.

Autentisk fællesskab styrker troen!

Familielørdage i Sankt Ansgars Kirke.

FAMILIEARBEJDE Kom og vær med!

Sådan lyder invitationen til familielørdage i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade. ”Unge familier har det svært under messen. Måske er en af grundene, at hver familie kæmper alene. Vi tror på, at det er muligt at klare en messe uden iPads, hvis vi erkender, at vi er skabt til at hjælpe hinanden.”, siger Mats, der har været katolik i 7 år og selv har tre små børn sammen med Cynthia.

Omkring 20 børnefamilier er knyttet til familiegruppen, og mellem 8 og 10 kommer der fast.

Stille og roligt er der kommet flere kreative vinkler på børnearbejdet i Sankt Ansgars kirke. Da Daniel Nørgaard stadig var sognepræst, efterlyste han initiativer for børnefamilier. Der var ikke familielejre øst for Storebælt; men i 2018 havde man en familielejr, hvor 10 familier var sammen på Klitborg ved Nykøbing Sjælland. Den blev en succes, og der opstod et ønske om, at familierne kunne danne tættere bånd ved at mødes månedligt til en slags miniretræter, det som nu er blevet til familielørdag. Ønsket er at være med til at opbygge et rummeligt og støttende fællesskab, hvor man går lidt mere i dybden med tingene.

Ambitionen er at skabe rammer for, at både børn og voksne lærer noget og danner fællesskaber “Vi vil gerne både evangelisere og give kundskaber. Det ligger dybt i mange forældre, at de gerne vil have deres børn døbt; men mange føler sig måske usikre

på, hvordan de skal følge op på dåben.

Mange har ikke så mange kundskaber, og der må vi nogle gange starte fra scratch. Det ligger jo i vores tid, at vi hele tiden stresser rundt på overfladen. Vi giver ikke os selv tid til at gå i dybden og mærke, hvad der virkelig betyder noget. Vi prøver at skabe et rum for at gøre dette i fællesskab. Et rum der er sjovt og inspirerende at være i, så familierne får en mere hel oplevelse af at leve et kristent liv. Det at gå i kirke skal ikke sidestilles med at gå til fodbold. Vores tro er ikke noget, vi lige skal se, om vi kan presse ind i kalenderen, vores tro skal leves, det er den eneste måde, vi kan give et troværdigt vidnesbyrd til vores børn. Sammen med sakramenterne er det i sidste ende sådan, vi giver troen videre til vores børn.

Det fører til en død kirke, hvis vi ikke integrerer børnene. Vi vil gerne være et fyrtårn for familierne, give vores børn positive erfaringer og vise dem Jesus. Der er så mange synergier i det her. Forældre er jo børnenes første kateketer, så det er vigtigt, at de forstår og tror på, hvad børnene bliver undervist i. Derfor er katekesen for voksne den vigtigste komponent af Familielørdag. Ved siden af katekesen prioriteres vidnesbyrd højt. Når vi begejstres af et andet menneskes troshistorie, så bringer det også os selv tættere på Jesus. Når der ikke er vidnesbyrd, kan helgenernes historier bruges til at inspirere os. Børnene er delt op i tre grupper – de små under 6 år, der bliver

passet, dem i første kommunionsalderen og pre-teen gruppen, der går på cafe´sammen med de unge hjælpere og snakker om emner, det måske er sværere at snakke med forældrene om”, fortæller Mats.

Unge frivillige fra DUK og familiernes egne teenagere hjælper med de praktiske rammer. Programmet består af sang, katekese og vidnesbyrd for børn og voksne, mulighed for skriftemål, messe og fællesspisning. Et effektivt setup, hvor knap 10 familier hjælper med madlavning og katekese. ” Men vi har brug for flere hænder. Især fordi der er planer om at vi inkluderer os i 1. kommunionsundervisningen, hvor vi

Sara med vinderdiplomet. Privatfoto.

Pauluskollegiet er mere end bare et almindeligt kollegium. Her kan personer, der studerer på ét af Paderborns tre universiteter, ansøge om et værelse for en periode på op til ét år. Tre ting kendetegner fællesskabet på kollegiet – personlig udvikling, social kompetence og åndelig formation.

Pauluskollegiet rummer også et huskapel, studierum, en pub og en stor spisesal.

Det frivillige år hos Bonifatiuswerk og på Pauluskollegiet i Paderborn varer ét år og begynder ideelt set den 1. september 2023.

Læs mere på forsiden af katolsk.dk. specielt kunne bidrage med at undervise og inkludere forældre. Alle input er kærkomne.

Men ikke bare det, vi vil også gerne vise dem, hvordan unge familier lever og dermed inspirere dem i næste skridt, for dem der har ægteskabet som kald”, slutter Mats.

Nogle gange har man hygget sig så meget til fællesspisningen, at de mest energiske er fortsat til klokken halv tre om natten. I år udgør flere af familierne fra Familielørdag en større del af den 20 familier store verdensungdomstur til Lissabon.

LR Du kan læse mere om familielørdagen i Sankt Ansgars Kirke på https://sanktansgar. dk/menighedsliv/boern-og-unge/

Så er der pizza! Pastor Daniel Ebert beder bordbøn først. Privatfoto.

13

katolsk Tag orientering og læs

Et lys i mørket Jon Fosse når helt ned i menneskets dybder.

Tekst: Kirsten Krog

LITTERATUR Sidst den norske skønlit-

terære, katolske forfatter Jon Fosse, udkom, var det med syvbindsværket ”Septologien” på i alt 1250 sider. Nu er han aktuel med en lille tynd sag, ”Hvidhed” på knap 60 sider – men indholdet er på ingen måder tyndt.

Som altid genkender man Jon Fosses skrivestil, med dens bølgende bevægelser med gentagelser og omskrivninger af allerede skrevne sætninger, som hensætter læseren i en næsten meditativ tilstand og suger ham eller hende ind i fortællingen.

Tidligere er denne stil blevet underbygget og forstærket af en udeladt stegsætning. ”Septologien” blev således skrevet helt uden punktummer. I ”Hvidhed” er der punktummer, men teksten er skrevet ud i ét, uden afsnitsinddeling eller kapitler. Dette gør, at det er næsten umuligt at slippe bogen igen – eller bare holde en pause. Bogens længde lægger da også op til, at man sluger den i én mundfuld. Det betyder imidlertid

ikke, at man bliver hurtig færdig med den.

Bogen vil således have et langt efterliv i læseren.

Indholdsmæssigt flyder teksten da også sammen til ét. Som altid er den fortalte tid ganske kort. Vi møder fortælleren, som af kedsomhed er kørt sig en tur på må og få.

Hver anden gang drejer han til højre, hver anden gang til venstre, indtil han ender inde i en skov og kører fast.

Langt udenfor lands ret og lov forsøger han at finde et menneske, der kan hjælpe ham fri. Det er vinter, og sneen begynder at falde og mørket falder på. I stedet for at finde ud af skoven, forvilder han sig dybere og dybere ind i den – og farer vild.

Pludselig møder han en lysende skikkelse, som kommer nærmere og nærmere, og da han forsøger at tale til skikkelsen, svarer den ikke i første omgang, men ender med at svare på hans spørgsmål om, hvem det er, med et: ”Jeg er den, jeg er”. Så har

Et godt opslagsværk Pionerbog om undergrundskirken i Danmark efter reformationen.

Tekst: Alexander Søndergaard

KIRKEHISTORIE Den officielle histo-

rie om reformationens gennemførsel i Danmark i 1500-tallet er gennemsyret af utrolig mange myter. Én af dem er, at den katolske tro forsvandt fra den ene dag til den anden på grund af den store folkelige opbakning til den lutherske reformation. Bjørn Thomassen satte alvorligt spørgsmålstegn ved den og mange andre reformationsmyter med sin bog ’Kampen om de danske sjæle’ fra 2017.

Den katolske historiker, Helge Clausen, fortsætter nu, hvor Thomassen slap. Han udfordrer de dominerende protestantiske reformationsfortællinger i sin nye bog ’Danske katolske konvertitter mellem reformationen og religionsfriheden’, som tidligere i år udkom på Katolsk Forlag.

Historiske omstændigheder og katolske levn

Bogen er overordnet delt op i to dele. Første halvdel af bogen er en grundig gennemgang af de historiske omstændigheder omkring reformationen. Clausen beskriver bl.a. de samfundsmæssige, kulturelle og teologiske konsekvenser af kong Christian III’s beslutning om at indføre lutherdommen ved lov. Clausen foretager herefter en gennemgang af alle de katolske genstande, skikke og traditioner, som overlevede reformationen i det danske samfund. Det drejer sig om alt lige fra kirkeligt inventar og hellige kilder til katolske talemåder og danskernes religiøse hverdagsliv i årtierne efter reformationen med rosenkransbøn og helgenbilleder, som Clausen beskriver indgående. Det gør han bl.a. med udgangspunkt i reformatorernes efterladte skrifter og breve, der ofte emmer af vrede over de danske bønders kærlighed til eksempelvis statuer af Sankt Dionysius og deres rosenkranse flere generationer efter reformationens indførsel. Mange almindelige mennesker, særligt på landet,

holdt stædigt fast i katolske skikke og traditioner.

Clausen dokumenter også de rekatoliceringsbestræbelser, som Den Katolske Kirke iværksatte i den første menneskealder efter reformationen. Jesuitter og dominikanere blev sendt på hemmelige missioner til Danmark for at vurdere chancerne for at få danskerne til at vende tilbage til troen, og i Rom blev der udarbejdet detaljerede planer for, hvordan det kunne gennemføres.

Men Kirkens ressourcer var få, og de fleste af dem blev sat ind på at vinde lande som Østrig, Polen og de tyske fyrster tilbage samtidig med, at missionsmarkerne i Nordog Sydamerika åbnede sig op. Derfor blev det aldrig rigtig til noget, og lutherdommen i Danmark kom ikke til at opleve et eksternt pres fra den katolske del af Europa.

Bogen fortsætter med at beskrive de vidnesbyrd, vi har om den aktive interne modstand mod protestantismen i Danmark samt de katolske enklaver, der var i Kongeriget. Særligt i den danske konges tysktalende besiddelser var der flere menigheder. Det var der også i København, hvor menigheder var knyttet til diverse gesandtskaber fra det katolske Europa op igennem store dele af perioden fra reformationen og til religionsfriheden i 1849. Menighederne bestod primært af udlændinge og fungerede naturligvis under streng censur fra myndighederne med forbud mod bl.a. forkyndelse overfor danskerne.

Men der kom også danske konvertitter.

Særligt blandt danske studerende ved de katolske uddannelsesinstitutioner i udlandet, hvoraf en meget stor andel kom fra diverse jesuiterskoler rundt omkring i Europa.

En af Clausens mest interessante pointer i bogen er det dilemma, som de katolske uddannelsesinstitutioner udgjorde for de lutherske magthavere i Danmark. På den ene side, særligt i de første 100 år efter reformationen, så man med aldeles stor

den bibelkyndige læser en idé om, hvem fortælleren har mødt.

Den lysende skikkelse er imidlertid ikke den eneste skikkelse, fortælleren møder.

Men det må man selv læse bogen for at blive klogere på. Blot kan det her antydes, at de andre skikkelser – ligesom den lysende skikkelse – er som et drømmesyn, og de uddyber den oplagte tolkning, at man har at gøre med en dødsscene.

I ”Septologien” var det katolske eksplicit.

Det er det ikke i ”Hvidhed”. Det betyder imidlertid ikke, at det trosmæssige har mindre plads her, hvilket den lysende skikkelse da også understreger. Som altid hos Jon Fosse ligger det religiøse nemlig primært latent i sproget og skrivestilen. Det ligger og vibrerer som en betydningsovermætning, som er svær at forklare, men fornemmes tydeligt af den læser, der har fornemmelse for noget sådant.

Jon Fosses bøger går nemlig bagom det analytiske sind og når helt ned i menneskets dybder.

Det er ikke for meget at sige, at Jon Fosse endnu engang har begået et mesterværk, som det er svært at slippe – både i tankerne og ikke mindst i kroppen og sindet. Der

er således noget på én gang meget fysisk og samtidig dybt åndeligt ved ”Hvidhed”, som det er svært at forklare – man må læse bogen.

Personligt længes jeg allerede efter den næste bog fra Jon Fosses hånd.

Jon Fosse: Hvidhed. 60 sider. Batzer & CO. Pris: 200 kr.

velvilje på unge fra Kongeriget, som studererede på jesuiterskolerne på grund af den enorme viden og de kundskaber, som de studerende bragte med sig hjem til Danmark. Men da den danske konge blev klar over, hvordan de katolske uddannelsesinstitutioner i et ikke uvæsentligt omfang bragte de unge mennesker til erkendelse af, at Den Katolske Kirke var sand kristendom, så blev der resolut slået ned på disse aktiviteter og en række andre spæde forsøg på at bringe Danmark og dansk kultur i forbindelse med det katolske Europa. Med reformationen lukkede Danmark sig kulturelt og åndeligt om sig selv.

hold i købmandens hjem kom Else Jacobsdatter til troen, og hun konverterede til Den Katolske Kirke. De lutherske myndigheder opdagede dog snart den katolske præsts gemmested i købmandsboligen. Fader Coolen blev udvist af Danmark i februar 1624. Af frygt for udenlandske reaktioner ville man ikke henrette Else Jacobsdatter på grund af hendes konversion, men opdigtede i stedet beskyldninger om tyveri, falskneri og incest, og på den baggrund blev Else Jacobsdatter henrettet og gjort til martyr knap 24 år gammel i maj 1624.

De 266 biografier varierer meget i omfang og dybde, hvilket afspejler den store variation, der er i antallet af kilder til beskrivelse af de enkelte katolske konvertitter. Clausen holder sig strengt til kun at beskrive, hvad der er belæg for i det tilgængelige og ofte sparsomme kildemateriale, så mange af biografierne er korte og faktuelle. Alligevel gribes man som læser af mange af konvertitternes mod til at konvertere i de 300 år, hvor det i de værste perioder var med livet som indsats, og i de bedste endte med landsforvisning og berufsverbot.

266 danske konvertitter

Den anden halvdel af bogen – bogens vigtigste – er en biografisk og historisk gennemgang af de 266 konvertitter, som Helge Clausen kan dokumentere i perioden 15361849.

En af de 266 konvertitter var en ung kvinde ved navn Else Jacobsdatter (1600-1624).

Else Jacobsdatter boede i datidens danske Malmø, hvor hun var husholderske for en rig købmand, som i hemmelighed var katolik og ofte husede katolske præster, der var på gennemrejse. I maj 1623 ankom en jesuit, fader Matthias Coolen, der var udsendt til Danmark fra Vatikanet for at skaffe Rom fortrolige oplysninger om situationen i Danmark. I forbindelse med præstens op-

En tung og akademisk omgang

Bogen er et meget akademisk værk. Med mere end 800 fodnoter og omfattende kildehenvisninger så er det ikke en letlæst eller populærvidenskabelig bog. Mange moderne historikere har en tendens til at anvende fiktionens værktøjer i formidlingen for at øge læsbarheden og spændingen.

Det gør forfatteren ikke. Helge Clausen er tværtimod af den gamle skole. Bogen er derfor præget af en grundighed, som øger bogens troværdighed. Grundigheden fører dog også til en del gentagelser, som gør bogen unødig tung at læse fra ende til anden. På sin vis har bogen derfor i høj grad karakter af et opslagsværk, og man kunne godt have tænkt sig, at forfatteren havde haft en smule mere fokus på at gøre formidlingen af sit stof interessant.

Hvad der dog tilføjer bogen værdi som katolsk læser, er, at Clausen helt åbent vedkender sig, at han skriver fra et katolsk synspunkt. Bogen lever op til den historiskvidenskabelige metode, men når Clausen skal fortolke og Fortsættes side 14 ▶

14 ▶ Fortsat fra side 4 må ikke udelades eller erstattes af en metrisk salme. Vekselsangen og dens omkvæd skal fortrinsvis synges. Hvis ikke hele vekselsangen kan synges, kan man nøjes med at synge omkvædet. Hvis heller ikke dette er muligt f.eks. i mangel af kor eller forsanger, reciteres vekselsangen.

Eukaristifejringen

Ved offertoriet bringes messebog med bogstøtte, kalk og patene, evt. fyldte ciborier samt vand og vin til altret. Hvis der er offergang, modtager celebranten hostier, vand og vin af de troende. Efter omstændighederne kan også andre ting bringes op i offertorieprocession, dog uden overdrivelse og uvedkommende ting.

Den del af eukaristifejringen, hvorunder forvandlingen af brød og vin til Kristi legeme og blod finder sted, skal omgives med helt særlig andagt. Kirkerummene skal være indrettede således, at man uden besvær har mulighed for at knæle under den eukaristiske bøn. Både lokalt og på verdensplan har der i tidens løb udviklet sig forskellige traditioner, nogle gange også efter lokale bispekonferencers legitime anvisninger. Der er således forskellige traditioner fx med hensyn til om man knæler under hele den eukaristiske bøn eller kun under forvandlingen. En udbredt tradition, også i vort bispedømme, har lagt op til, at man knæler under hele den eukaristiske bøn. I de indledende retningslinjer til missalet (nr. 43) står der: ”Hvor det er skik, at folket knæler fra Sanctus indtil afslutningen af den eukaristiske bøn, og før kommunionen, når præsten siger ’Se det Guds lam’, bevares denne prisværdige skik”. Denne skik skal således fremmes i vort bispedømme. Det siger sig selv, at mennesker, der har problemer med helbred og førlighed, ikke er forpligtede til at knæle eller stå. Det samme gælder generelt, hvis det liturgiske rums indretning vanskeliggør dette.

katolskLiturgi orientering Fredhilsen

Det under covidpandemien indførte forbud mod fysisk fredshilsen er hermed ophævet.

Uanset hvilken form for fredhilsen, man anvender (let hovedbøjning, håndtryk eller omfavnelse) bør den foregå diskret og kun gives til de nærmeste omkringstående.

Man skal således ikke forlade sin plads for at give fredshilsen til fjernere stående. For mindre grupper i mindre rum kan man tillempe disse regler.

Der skal ikke synges nogen særlig ”fredssang” under fredshilsenen.

Kommunionsuddeling og –modtagelse Kommunionsuddeling

Mens oplæsning af de bibelske tekster under ordets gudstjeneste som udgangspunkt skal overdrages til lægfolk som en særlig tjeneste, er det som udgangspunkt præsters og diakoners særlige opgave at uddele kommunionen. Det er ofte både nødvendigt og hensigtsmæssigt at gøre brug af lægfolk som kommunionsuddelere (ekstraordinære kommunionsuddelere), ikke mindst, hvis der er kommunion under begge skikkelser; men i alle tilfælde, hvor der ved en liturgisk fejring er tilstrækkeligt med præster eller diakoner, skal kun disse uddele kommunionen. Ligeledes bør det altid være en præst eller diakon, som henter Sakramentet fra tabernaklet og bringer det tilbage dertil.

I de tilfælde, hvor der gøres brug af ekstraordinære kommunionsuddelere, skal disse først komme op til altret og modtage kommunionen, når præsten selv har kommuniceret.

Kommunionsmodtagelse – mund- eller håndkommunion?

Ifl. missalets retningslinjer (nr. 161) modtages Kristi legeme på tungen, medmindre de kirkelige myndigheder har givet tilladelse til, at man kan modtage det i hånden.

Denne sidste tilladelse gælder også i vort bispedømme. Det er således her i bispedømmet de troendes ret frit at vælge, om de

vil modtage Kristi legeme på tungen eller i hånden, en ret, som alle præster og øvrige kommunionsuddelere skal respektere. Alle restriktioner og anvisninger i forbindelse med Covid-pandemien er således ophævet.

Ved modtagelse af Kristi legeme i munden er det af hensyn til kommunionsuddeleren vigtigt, at kommunikanten rækker tungen helt frem.

Kommunion i hånden sker ved, at kommunikanten rækker den ene hånd frem, understøttet af den anden, og modtager Kristi legeme på håndfladen. Kristi legeme skal straks, mens man står foran kommunionsuddeleren eller højst er trådt et skridt til side, føres til munden. Man må under ingen omstændigheder først føre Kristi legeme til munden på vej ned til sin plads. Alle kommunionsuddelere bedes være opmærksomme på dette. Ligeledes er det vigtigt, at kommunikanten er opmærksom på at konsumere eventuelle partikler af Kristi legeme, som måtte være tilbage på håndfladen.

Kommunikanter, som kommer frem med et barn på armen eller bruger f.eks. krykker eller andre hjælpemidler, opfordres til at modtage kommunionen i munden for at undgå ubehændige situationer.

som tegn, når kommunionen uddeles under begge skikkelser. Da kommer Eukaristiens karakter af måltid mere fuldkomment frem.

Det viser klarere den guddommelige vilje, at den nye og evige pagt er blevet stadfæstet i Herrens Blod, og forbindelsen mellem det eukaristiske måltid og det himmelske gæstebud i Faderens rige kommer også bedre til syne” (jf. Missalets retningslinjer nr.

281).

Det under Covid-pandemien indførte forbud mod kommunion under vinens skikkelse er hermed ophævet, og kommunion under begge skikkelser bør således videst muligt genoptages i samme omfang som før pandemien.

Ved kommunion under vinens skikkelse skal følgende iagttages: Alle, der ønsker at modtage Kristi blod, skal drikke af kalken. Ønsker man ikke at drikke af kalken, skal man i munden modtage Kristi legeme, som kommunionsuddeleren har dyppet i kalken.

Det er ikke tilladt kommunikanten selv at dyppe Kristi legeme i kalken.

Af hygiejniske grunde og for at berolige andre kommunikanter bør personer, som er forkølede e.l. afholde sig fra at drikke af kalken.

Kommunionsmodtagelse – stående eller knælende?

Afslutning

I missalets retningslinjer (nr. 160) står der, at altergæsterne normalt træder frem i procession. Det er også den skik, som både i vort bispedømmet og mange andre steder er den almindeligt udbredte. Under små forhold (lille rum eller få kommunikanter) er det tilladt at stille op på en tværgående række eller modtage kommunionen på ens plads. Missalets retningslinjer (nr. 160) anbefaler, at kommunikanterne, hvis de kommer frem i procession”, viser (sakramentet) skyldig ærbødighed efter de fastsatte normer”. Dette kan være en hoved- eller knæbøjning.

I retningslinjernes nr. 160 står der endvidere: ”De troende modtager kommunionen knælende eller stående alt efter, hvad bispekonferencen har bestemt”. I vort bispedømme er der ingen helt faste bestemmelser herom. Samtidig kommer mange af vore katolikker fra traditioner, hvor modtagelse af kommunionen knælende er fremherskende og indgroet. Af praktiske grunde og for at opnå en ukompliceret og hensigtsmæssig ensartethed bør man i messer, hvor kommunikanterne kommer frem i procession, modtage kommunionen stående, medmindre det konkrete kirkerum rummer oplagte muligheder for at knæle (fx kommunionsbænk eller altertrin), således at kejtede situationer undgås. Præster og øvrige kommunionsuddelere skal ikke komme med irettesættelser under kommunionsuddelingen.

Kommunion under begge skikkelser

I vort bispedømme er der efterhånden en lang tradition for at kunne modtage kommunionen under begge skikkelser, kun afbrudt af coronarestriktionerne. Selv om Kristus er fuldt og helt til stede i blot én af skikkelserne, ”får betydningen af den hellige kommunion det bedst mulige udtryk ▶ Fortsat fra side 13. vurdere tvivlstilfælde, så falder dommen som oftest ud til katolsk fordel. Alle historikere skriver fra et værdi- og holdningsmæssigt udgangspunkt – også selvom særligt kulturradikale historikere de seneste 130 år har forsøgt at bilde omverdenen ind, at de ikke tog parti i deres historieforskning, men i stedet be-

drev ’objektiv’ historieskrivning. Den slags findes naturligvis ikke. Alle historikere arbejder ud fra en række forudsætninger og antagelser, der præger til- og fravalg i behandlingen af et historisk emne. Det skal man altid som læser holde sig for øje. Her gør Clausen det nemt for læseren ved åbent at vedkende sig, at han skriver fra et katolsk

udgangspunkt.

Forlaget har udgivet bogen i en fin hardbackudgave med læsebånd, der på trods af sine hele 425 tætskrevne sider alligevel er blevet fundet af denne anmelder til kun 119 kroner i en internetboghandel. Som så mange andre af Helge Clausens bøger er også denne et godt opslagsværk for enhver

En dybtgående og autentisk indføring i liturgien er ikke tilgodeset blot med en række praktiske anvisning som de ovennævnte.

Det kan kun ske, hvis liturgien er udtryk for ens levede tro og fremmet af et regelmæssigt bønsliv. Her gælder særligt maksimen ’Lex orandi, lex credendi’, dvs. et menneskes bøn, ikke mindst den liturgiske, skal afspejle og nære dets trosliv. Liturgien er også forkyndelse. Derfor skal det, der opleves, klart afspejle, hvad man tror på. Ikke mindst skal alle, også andre kristne, ja til dels ikke troende, kunne mærke, at vi katolikker, ikke mindst under eukaristifejringen, klart giver udtryk for, at vi tror på, at Kristus er i vor midte, og at vi markerer det med ydre skønhed i rummet og i de ting, der anvendes til fejringen, i det, der bliver sagt, med opbud af en meningsfuld højtidelighed og i en respektfuld kropsholdning og optræden. På denne måde bliver liturgien ”det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen i mod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra”, sådan som Andet Vatikankoncil ønskede at lægge op til (Konstitution om Liturgien ’Sacrosanctum Concilium’ nr. 10),

Tillæg vedr. ophævelse af de sidste Covid-restriktioner

1. Vievandskarrene må atter benyttes 2. Anbringelser af hostier samt vand og vin ved indgangen igen tilladt 3. Fysisk fredhilsen kan atter praktiseres 4. Mundkommunion og kommunion under begge skikkelser atter tilladt Hygiejne er altid en god ting, også uden pandemi. Det anbefales således, at der i kirken og menighedslokalerne er håndsprit til rådighed til valgfri afbenyttelse af de troende, ligesom det anbefales kommunionsuddelerne fortsat at spritte hænderne af inden kommunionen. dansk katolik og andre med interesse for dansk kirkehistorie, som gerne vil vide noget mere om dem, der kom før os.

Danske katolske konvertitter mellem reformationen og religionsfriheden – med biografier af 266 danske konvertitter, Katolsk Forlag, 425 sider, 119 kroner

15

Annoncer

Ubeskåret støtte

Vanløse Begravelsesforretning Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær Du kan trygt ringe og aftale et møde med os.

Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

www.vincentgrupperne.dk

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

Jyllingevej 8, 2720 Vanløse Tlf.: 38 71 75 01

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen

bedemand@v-lm.dk www.v-lm.dk

Føler du dig alene, trist eller bekymret? Ved telefonen sidder et kristent medmenneske, som vil lytte og bede for og med dig.

Ring til SOS Forbøn på 53 60 38 18 (Åben hver torsdag og søndag 19-21)

Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor

Medarbejdere i dette nr.: Martin Bjørck, Pater Jesper Fich O.P., Kirsten Krog, pastor Jude Kulas, Marianne Meyer og Alexander Søndergaard.

Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon: 33 55 60 80

S S FORBØN

Annoncekorrektur

VI BEDER SAMMEN - VI BEDER FOR DIG

Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V. Tlf.: 33 55 60 40, kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. - Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

Vores mor, svigermor og farmor

Hannelore Schilling Nybo Rasmussen

Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

★ 16. marts 1939 Familien

Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag – ca. 13.000 – ISSN 0902-297X. Vedrørende brug af materiale offentliggjort i Katolsk Orientering. Katolsk Orientering har efter aftale med de respektive skribenter eksklusivretten til artikler offentliggjort i avisen. KO’s redaktion gør opmærksom på, at brug af artikler – eller substantielle dele heraf – fra avisen kun må ske efter skriftlig tilladelse fra redaktionen. I øvrigt henvises til gældende citatregler.

✝ 27. maj 2023

Bisættelsen har fundet sted

EN VÆRDIG OG SMUK AFSKED MED DINE KÆRE

Advokat Sandra Moll Dirscherl Telefon: 60 66 34 35 E-mail: sam@advokathusetbredgade.dk www.sandramoll.dk Fagområder: • Arv/Testamente • Fremtids­fuldmagter • Ægtepagter • Familieretssager • Køb af fast ejendom i Danmark og udlandet

Bønnens apostolat August

Katolsk Orientering Indlæg til Katolsk Orientering nummer 11/2023, som udkommer den 1. september 2023, skal være KO i hænde senest den 14. august 2023.

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 12/2023, som udkommer den 22. september 2023, skal være KO i hænde senest den 4. september 2023.

For Verdensungdomsdagen Erik Skree

Mette Andersen

Annoncekorrektur HOLM BEGRAVELSER.DK

Tlf. 66 17 28 81 · Rugårdsvej 158 Tlf. 65 32 18 81· 5210 Odense NV

Vores mor

Birte Elnebo * 9. februar 1942

Her kunne din annonce have været Med en annonce i Katolsk Orientering når dit budskab ud til mere end 20.000 unikke læsere!

Katolsk Orientering udkommer 16 gange årligt og har som sin primære målgruppe katolske husstande i Danmark, men har også mange ikke-katolske læsere.

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt Palle Vinther på tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk.

† 7. juli 2023

er stille sovet ind i sit hjem Bisættelsen fandt sted den 13. juli 2023 Vi takker for blomster og venlig deltagelse.

På familiens vegne Martin, Torben og Lisbeth

Vi beder om, at Verdensungdomsdagen i Lissabon vil hjælpe unge mennesker til at leve og vidne om evangeliet i deres eget liv.

Du kan også se årets intentioner på https://apostolat.dk.

16

Eftertanker

Håbets islandske ambassadør Et portræt af Auður Ava Ólafsdóttir Tekst: Lisbeth Rütz

FORFATTERSKAB Mennesker på rejse mod håbet. Vores fælles jord hvis eksistens er truet. Det er to hovedtemaer i den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttirs bøger.

Anmelderne har taget godt imod dem lige fra starten, og dele af forfatterskabet er oversat til 33 sprog. Mange års ophold i Sydeuropa og stærke indtryk fra musik og billedkunst var med til at føre hende til Den katolske Kirke; men hun er ikke en forkyndende forfatter, der prøver at vinde mennesker for Kirken, og hun er skeptisk indstillet over for Kirken som institution. “Jeg synes stadig, at den trænger til et stort rengørings-

arbejde”, fortalte hun i 2019 i et interview med Daniel Øhrstrøm i Kristeligt Dagblad.

Den opmærksomme læser vil dog hurtigt opdage, at der er mange bibelreferencer og lag af kristen symbolik i hendes romaner, der handler om tilværelsens grundvilkår.

Hjemme, ude og hjemme igen

Lidt skematisk kunne man måske sige, at flere af Auður Ava Ólafsdóttirs romaner bygger på hjemme – ude – hjemme igen – modellen. Hovedpersonerne må bryde med en kaotisk og uafklaret hverdag og stilles under en lang rejse på en række prøver. Til

Apokalypsen lige om hjørnet?

Dystre og apokalyptiske temaer præger de to seneste romaner, hvor selve planetens undergang truer. Dyja, hovedpersonen i Dýralíf (dansk Dyreliv 2021), arver efter sin grandtante Fifa en lejlighed, hvor hun finder tre manuskripter i en kasse til Chiquitabananer.

Både Dyja og Fifa er jordemødre. De møder livets under hver dag og er vant til at reflektere over, at de er en del af noget større. Allerede for 50 år siden prøvede grandtanten at råbe sin omverden op i talrige avi-

Auður Ava Ólafsdóttir. Foto: Batzer & Co.

ikke er centrum.

Mennesket mangler ærbødighed over for det skaberværk, det selv er en del af. I stedet for at fyldes af ydmyghed over for jordens levende mekanismer og dens vegetation vil mennesket have det hele for sig selv, skrev grandtanten.

Det handler både om klimaskam, CO2 kompensation, flygtninge, me too og hvad vi selv kan gøre for at redde verden i romanen Eden (dansk Eden 2023). Da hovedpersonen, lingvisten Alba, opdager, at en af hendes studerende vil udgive en digtsamling om deres bristede kærlighedsforhold. vender hun sit gamle liv ryggen.

Alba forlader sit universitetsjob og køber et goldt stykke jord med et ramponeret sommerhus langt ude på landet. Her vil hun skabe en ny Edens have. Hun har planer om at blive selvforsynende og planter 5.600 birketræer for at udligne udslippet fra sine mange flyrejser til kongresser om verdens truede sprog.

Men det hårdt tilkæmpede paradis trues af mægtige og kapitalstærke fjender. Der er penge i naturen – rigtig mange endda.

Det sorte basaltsand på grunden kan blive værdifuldt byggemateriale og det rene vand fra de smeltende gletsjere kan bruges til en isterningefabrik. “Verden er ved at gå under, sådan godt og vel. Og er det her, hvad du har tænkt dig at foretage dig indtil da? At plante birketræer?” spørger Albas snusfornuftige søster.

42512

sindlæg om klimaforandringer og uddøende dyrearter ja, kort sagt klodens ødelæggelse.

Til syvende og sidst indser mennesket, at alting hænger sammen, skrev hun i et manuskript, forlaget returnerede, fordi det var for “usammenhængende” og “kaotisk”.

Men det tilsyneladende rodede og kaotiske manuskript skitserer et nyt livssyn, der dengang ikke rigtig var plads til. Stillet over for universets svimlende storhed må mennesket lære ydmyghed og accept af, at det

Afsender: Katolsk Orientering

datteren at finde ham død. Derfor køber han en enkeltbillet til et land, der ligger i ruiner efter en lang borgerkrig. Værktøjskassen og boremaskinen tager han med sig. Når han så er kommet til landet, vil han sætte en krog i loftet og hænge sig på hotelværelset.

Jonas er fuld af ar – både fysiske og mentale. Han kommer til et samfund, der eksploderede i had og vold og måtte gennem en lang borgerkrig, som lagde landet i ruiner. Her møder han en ung kvinde, der mistede sin mand i borgerkrigen og er alene med en lille dreng, der er stærkt traumatiseret. “Jeg forstår ikke hvordan så meget had kunne hobe sig op i samfundet. Pludselig hadede alle”, siger hun. Men hvad kan han give hende af håb? Er det muligt at sige til hende, at mennesker en dag ikke mere vil øve sig i våbenfærd, men smede deres sværd til plovjern?

Egentlig kom han jo til landet for at dø.

Men der mangler både mænd og værktøj i landet, opdager Jonas, der ganske langsomt finder tilbage til livet, da han indser, at mange mennesker har brug for netop hans evner til at genopbygge landet. Samtidig bygger han også sig selv op igen.

Til Post Danmarks stregkode

særligt barn. Bogen er fuld af kristen billedsymbolik. Med sig til klostret har Arnljotur tre stiklinger fra en ottebladet rose fra moderens drivhus. Rosen kan ses som symbol på jomfru Maria, og han genfinder den i et af kirkens glasmalerier. Der står et lysskær omkring barnet, som har en slående lighed med Jesusbarnet i klosterkirken, og de gamle nabokoner bliver næsten kurerede for deres dårligdomme, når de møder hende.

Både Stiklingen og i Ar møder vi hovedpersoner, der er uafklarede og må ud på en lang rejse for at finde sig selv igen. Men det sker først, da de har forstået, at andre mennesker har brug for dem.

Kan man skrive en livsbekræftende roman om en selvmordstruet mand? Ja, det viser Ar. Hovedpersonen Jonas Ebeneser er i slutningen af 40´erne, da konen forlader ham og fortæller, at han for resten ikke er far til deres datter. Nu vil han tage sit eget liv. For i grunden er det jo ligegyldigt, om han er der eller ej. Men han kan ikke byde

Katolsk Orientering · nr. 10 11. august 2023 · 49. årgang

Adresselabel, flytning

sidst skabes der en ny orden på et højere niveau. Meget tydeligt er det i Afleggjarinn (dansk: Stiklingen 2009) og i Ör (Dansk: Ar 2016), der i 2018 fik Nordisk Råds Litteraturpris.

Hovedpersonen i Stiklingen – den 22-årige Arnljotur – rejser til Sydeuropa til et berømt gammelt kloster. Ingen af munkene dér interesserer sig for klostrets tilgroede og glemte gamle have, der engang var berømt i hele verden; men Arnljotur har en drøm om at føre den tilbage til fordums pragt. Undervejs bliver han klogere på liv, død og kærlighed i sine mange samtaler med filmnørden broder Tomas, der kan belyse ethvert eksistentielt problem med et filmcitat.

Usikre, unge Anljotur får efterhånden sat skik på klosterhaven, og hans eget liv, der har ligget lidt i dvale, blomstrer efterhånden også op igen, da lille Flora Sol, resultatet af et tilfældigt eventyr, pludselig dukker op sammen med moderen Anna. Det viser sig hurtigt, at datteren er et ganske

Der kunne være kommet en mørk og dystopisk roman om vores truede verden ud af det stof. Men Eden er blevet noget helt andet. Den er fuld af underfundig humor i beskrivelsen af bymennesket Albas møde med det nysgerrige lokalsamfund. Alba planter videre, mens hun lytter til de regelmæssige dommedagsprofetier fra radio Verdens Undergang. Da den bibelkyndige taxachauffør fortæller hende, at teksten på hendes bils nummerplade Es35, er en skjult henvisning til Esajas 35: Ørken og det tørre land skal glæde sig, og ødemarken juble og blomstre, får hun overtalt ham til at smøge ærmerne op og hjælpe til med at plante træer.

Der er brug for dig

Din næste har brug for dig. Hovedpersonerne i de første romaner kommer ofte til denne enkle indsigt efter en lang rejse med strabadser. I de seneste bøger Dyreliv og Ar er perspektivet udvidet, og det kommer til at handle mere og mere om menneskets plads i skaberværket. Vi skal lære en ny måde at tænke på, ja, der skal en økologisk omvendelse til som pave Frans skriver i Laudato si’. Auður Ava Ólafsdóttir skriver om disse dybt alvorlige emner, der interesserer de fleste af os. Men hun gør det elegant – uden politisk korrekthed og løftede pegefingre og i en legende let, humoristisk tone. Det er for mig at se en af grundene til, at flere og flere læser hende i disse år.