Katolsk Orientering nr. 11, 2023

Katolsk Orientering Nr. 11 • 1. september 2023 • 49. årgang

Katolske nyheder fra ind- & udland

Foto: Danmarks Unge Katolikker.

Prædiken

aldrig bliver gammelt. Vi skal fejre dig og mig og vores fællesskab i DUK. Derfor inviteres du og din familie med til fest på Ømborgen, Ry, uanset om du er ’Ømrotte’, ny i DUK eller alt her imellem.

Vær med til at fejre DUK’s jubilæum Danmarks Unge Katolikker fylder 75 år og derfor inviteres du til jubilæumsfest lørdag den 23. september på Ømborgen.

Tekst: Lea Noval, organisationskonsulent, DUK

JUBILÆUM Danmarks Unge Katolikker

(DUK) fylder 75 år, men hvad er DUK egentlig? Én ting er helt sikkert – DUK er dig og mig. Som bispedømmets officielle børne- og ungdomsorganisation er vores formål at bygge morgendagens Kirke på

denne dags børn og unge.

Gennem flere generationer har det handlet om os som det store fællesskab og vores møde med Kristus i centrum.

Det er blevet tid til at fejre organisationens voksne fødselsdag omend fællesskabet

Program for lørdag den 23. september: Kl. 11.00 Velkomst Kl. 11.30 Pastor Christian Noval, oplæg om ungdomsteologi Kl. 11.30 Lokalforeningernes aktiviteter for børn og DUK-museum Kl. 12-14 Frokost Kl. 12.45 DUK-danse Kl. 13.30 Talkshow med DUK’ere gennem tiden Kl. 16.00 Festmesse med hovedcelebrant biskop Czeslaw Kl. 17.30 Øm-afslutning om flagstangen med afsyngning af ’Store Gud’ og fællesbøn Kl. 18-20 Aftensmad Kl. 19.00 Quiz KL: 20.00 Fest DUK er bygget på frivillige kræfter og denne festlighed er ingen undtagelse, så hvis du har lyst til at være frivillig på dagen eller hele weekenden, så udfyld formularen på www.duk.dk/bliv-frivillig og notér at det drejer sig om jubilæum. Hvis du ønsker at ministrere, må dette gerne stå i kommentaren også.

Du kan læse meget mere om transport, mad og tilmelding på: www.duk.dk/jubilaeum.

Søndagens tekst. Kunsten at prædike.

Læs mere på side 5 og 6

Vejle

Sct. Norberts Skole udvides.

Læs mere på side

7

WYD

Dansk søster bliver abbedisse i Bayern Christiane Hansen valgt til den 44. abbedisse af Seligenthal.

ORDENSLIV Den danske cistercien-

sernonne Christiane Hansen blev den 19. august abbedisseviet i Landshut i Bayern af generalabbed Mauro-Giuseppe Lipori O. Cist.

Hovedcelebrant ved eukatistifejringen efter abbedissevielsen var biskoppen af Regensburg, Rudolf Voderholzer.

Moder Christiane indtrådte i 1985 som 20-årig i cistercienserordenen på Maria Hjerte abbediet i Sostrup (opløst 2013).

Hun er født i København i 1965 og aflagde sin evige profes i 1993 i Abtei Seligenthal.

Hun tog en uddannelse som gymnasielærer i München og underviste indtil 2007 i latin, katolsk kristendom og spansk på det

Abtei Seligenthal i Landshut.

Foto: Wikipedia.

gymnasium, Abtei Seligenthal driver ved klostret. Her var hun indtil 2007 også novicemester. Fra 2007-2009 ledede hun gymnasiet. Fra 2013-2023 levede hun på Sankt Marien zu Helfta-klostret i Eisleben i Sachsen-Anhalt, og her blev hun i 2015 valgt til priorinde. I interviewbogen Kaldet til kærlighed (Katolsk Forlag 2022) fortæller hun om, hvorfor hun valgte klostret som livsvej og hvordan det er at være nonne i dag.

Moder Christiane efterfølger abbedisse Petra Articus, der i overensstemmelse med ordenens konstitutioner nedlagde sit embede, da hun den 8. maj i år fyldte 75. Dagen efter valgte søstrene Christiane Hansen til hendes efterfølger. Efter indhentning af de nødvendige tilladelser fra Rom blev Christiane Hansen den 24. juni indsat af pater Bruno Robeck, præses for den hellige Gertrud af Helftas kongregation, som abbedisse af Seligenthal.

Kloster Seligenthal blev grundlagt i 1232 af den bayriske hertuginde Ludmilla efter mordet på hendes mand, hertug Ludwig og har bestået lige siden. Navnet er en direkte oversættelse af dets latinske navn vallis felix. I en periode fra 1803-1835 kunne der dog ikke optages nye søstre på grund af sækulariseringslovene i Bayern. I 1835

Unge og familier fortæller om oplevelserne i Portugal.

Læs mere på side

8-9

Knud den Hellige Christiane Hansen th., ny abbedisse på Seligenthal sammen med sin forgænger Petra Articus. Foto: abtei.seligenthal.de. forpligtede kong Ludwig I søstrene til at drive en skole på stedet. Indtil 2009 var skolen kun for piger; men i dag går der både drenge og piger på det statsligt anerkendte gymnasium, der har en musisk, sproglig og samfundsvidenskabelig gren. Abbediet har grundlagt en række søsterklostre.

I 1999 gengrundlagde det Helfta-klostret.

P.t. lever der omkring 38 cistercienserinder på Seligenthal iflg. klostrets hjemmeside abtei.seligenthal.de.

LR

Har vi brug for ham i dag?

Læs mere på side

12

2

Internationale nyheder

KO mener

Etiske overvejelser om Hvis synoden virkelig brugen af AI vil lytte…

Om få uger begynder synoden om synodalitet i Rom. Begrebet ’synodalitet’ refererer almindeligvis til idéen om, at hele Kirken er på vandring sammen, og at medlemmerne lytter til hinanden, når de fastlægger prioriteter og politikker.

Hidtil har mange af inputtene til synoden primært fokuseret på, hvad ’at lytte’ kan indebære i forhold til standardkanonen af omstridte emner i den vestlige katolske debat. Men hvis ’at lytte’ skal betyde noget i en global Kirke med 1,3 mia. troende, hvoraf over 2/3 i dag lever i det globale syd, må det betyde, at emner af større betydning i andre dele af verden skal tages mindst lige så alvorligt. Et eksempel herpå er spørgsmålet om blasfemilove.

De seneste begivenheder i Pakistan bekræfter, hvorfor emnet er dybt relevant.

Den 16. august angreb vrede muslimer kristne hjem og kirker i byen Faisalabad efter rygter om, at en kristen mand og hans ven havde revet sider ud af Koranen og skrevet nedsættende kommentarer på dem.

Som svar blev der angiveligt udsendt beskeder fra højttalere i en lokal moské, som opfordrede muslimerne til at hævne sig.

Flere kirker blev sat i brand i Jaranwaladistriktet under voldshandlingerne, adskillige blev såret og mange kristne måtte flygte fra deres hjem. Politiet så i visse tilfælde passivt til og lod volden eskalere, selvom embedsmænd hævder, at politiets tilbageholdenhed havde til formål at undgå at optrappe situationen yderligere.

Efter overfaldene udtalte ærkebiskoppen af Karachi, at disse hændelser bekræfter, at kristne i Pakistan – som kun udgør ca. 1,5 % af befolkningen – ”i virkeligheden er andenrangsborgere, som kan terroriseres og skræmmes efter forgodtbefindende”.

Pakistan er måske det værste eksempel på brugen af blasfemilove til at skræmme religiøse mindretal, men er næppe et isoleret tilfælde. Forskellige skøn indikerer, at mindst 200 mio. kristne verden over lever i situationer med risiko for fysisk chikane og forfølgelse, mange af dem i lande, hvor blasfemi og apostasi er kriminaliseret.

Stort set alle iagttagere, der har undersøgt disse love, er enige om, at brugen af dem i sagens natur er ret lemfældig og subjektiv: hvad der er ’blasfemi’ for én person eller en gruppe, kan være meget forskellig fra en anden, og der findes ingen objektive juridiske kriterier for deres anvendelse.

Udbredelsen af blasfemi- og apostasilove er måske ikke så vigtige for Vestens katolikker, hvor den hyppigste offentlige reaktion på religiøse ytringer ikke er forargelse, men snarere ligegyldighed. Men for en stor del af verdens katolikker er anvendelsen af disse love, herunder deres udenretslige håndhævelse, bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død.

Kardinal Joseph Coutts, tidligere ærke­ biskop af Karachi og deltager på synoden, har aktivt kæmpet imod de pakistanske blasfemilove, som han mener er alt for lette at manipulere til at fremme skjulte dagsordener.

Hvis bispesynoden virkelig ønsker at lytte til Kirkens globale perspektiv, bør den lytte intenst til hvad Coutts og deltagere fra lignende lande har at sige.

NM

Paveligt kommuniké advarer om kunstig intelligens (AI) produceret ”på bekostning af de mest sårbare og ekskluderede”.

KOMMUNIKÉ

Diskussionen om brugen af kunstig intelligens fylder meget i medierne disse dage – selv i Vatikanet. Den 8. august udsendte pave Frans et kommuniké, der annoncerede temaet for den 57. verdensfredsdag i 2024 som ’Kunstig intelligens og fred’, og understregede den potentielle indvirkning af kunstig intelligens på menneskelivet og opfordrede til en ansvarlig brug, etisk refleksion og årvågenhed for at imødegå de negative konsekvenser ved brugen af denne teknologi.

Det har været talt og skrevet meget om udviklingen og brugen af kunstig intelligens, efter offentligheden har fået adgang til chatrobotter som ChatGPT og Bing Chat.

Det har skabt bekymring for de vidtrækkende konsekvenser ved brugen af AI, og flere fremtrædende personer og eksperter har i breve og udtalelser advaret om, at en ure-

guleret udbredelse og brug af teknologien potentielt vil kunne true den menneskelige civilisation. De etiske aspekter ved den lovende – men også skræmmende – teknologi har et sådanomfang, at selv paven har følt et behov for at adressere det.

I kommunikéet opfordrede pave Frans til ”en åben dialog om betydningen af disse nye teknologier, der er udstyret med disruptive muligheder og ambivalente effekter”.

Som et ekko af almindelige etiske følelser relateret til AI, skriver han, bør samfundet være på vagt over for teknologien, så ”en logik af vold og diskrimination ikke slår rod i produktionen og brugen af sådanne enheder på bekostning af de mest sårbare og ekskluderede”.

Paven kastede endda et blik på alignment, et populært begreb i AI-verden, som søger at ’tilpasse’ AI’s output til menneskehedens positive behov. ”Det presserende behov for

Nyt indspark i debatten om ’viri probati’ Forslag om at præstevie gifte aboriginske mænd for at afbøde præstemanglen blandt Australiens oprindelige befolkning.

DEBAT Ærkebiskop Mark Coleridge,

Brisbane, ønsker at ordinere aboriginske mænd til præster, da det ellers ikke er muligt at finde egnede kandidater til embedet i deres kultur. Det udtaler han til avisen The Australian. Vatikanet vil ”højst sandsyn-

ligt” ændre Kirkens regel om pligtcølibatet for præster, mener Coleridge, men han véd ikke hvornår eller under hvilken form, men ”spørgsmålet vil helt sikkert være på dagsordenen”.

Den vestaustralske senator Patrick Dod-

Familie og deres ufødte barn saligkåres Polsk familie, der skjulte jøder under 2. Verdenskrig, saligkåres ved en ceremoni i ærkebispedømmet Przemyśl den 10. september – inklusive deres ufødte barn.

SALIGKÅRING Familien Józef og Wik-

toria Ulma, der drev en frugtplantage i Markowa i det sydøstlige Polen, blev sammen med deres seks børn skudt natten den 24. marts 1944 for at skjule otte jøder fra to lokale familier.

Ifølge Polens nationale Erindringsinstitut stormede Gestapo-folk familiens gård efter et tip og skød tre jøder på loftet og fem andre udenfor, inden de dræbte Ulma-familien og smed deres lig i en grøft i nærheden. Ærkebispedømme i Przemyśl indledte i 2003 en saligkåringsproces for familien, som senere blev genbegravet på Markowas katolske kirkegård og posthumt i 1995 tildelt Righteous among Nations-medaljer af Israels Yad Vashem Memorial Institute.

Pave Frans underskrev deres saligkåringsdekret den 17. september 2022.

Et særligt kendetegn

Ved 2. Verdenskrigs udbrud den 1. september 1939 levede der anslået 120 jøder (godt 30 familier) i landsbyen Markowa.

I sommeren og efteråret 1942 blev de fleste myrdet af tyskerne, og færre end tyve overlevede, gemt og hjulpet af polske bønder – selv om der var dødsstraf for at gemme eller hjælpe jøder.

Otte jøder fra familien Szall og Goldman på flugt fik husly hos familien Ulma. I foråret 1944 blev deres gemmested angivet til Himmlers Ordnungspolizei, og kort før daggry den 24 marts 1944 trængte lokale politibetjentene ind i Ulmas hus, hvor de dræbte tre jøder, som opholdt sig på loftet, inden de resterende fem blev dræbt. Derefter blev Józef Ulma og Wiktoria, der var højgravid, slæbt ud af huset og skudt i deres børns påsyn.

Efter drabene på deres forældre blev det også besluttet at dræbe deres seks børn; den 8-årige Stanisława, den 6-årige Barbara, den 5-årige Władysław, den 4-årige Franciszek, den 3-årige Antoni og den 18 måneder gammel Maria.

I et interview med den polsksproget udgave af Vatican News gør ærkebispedømmets

at målrette konceptet og brugen af kunstig intelligens på en ansvarlig måde, så det kan være i menneskehedens tjeneste og beskyttelsen af vores fælles hjem, fordrer, at den etiske refleksion udvides til uddannelsesog lovgivningsområdet”, hedder det i kommunikéet, som blev udsendt af Dikasteriet for fremme af Integreret menneskelig Udvikling.

Verdensfredsdagen er en årlig tilbagevendende markering i Den katolske Kirke, som finder sted den 1. januar hvert år. Pave Paul VI etablerede traditionen i 1967, og paven bruger typisk anledningen til at fremsætte vigtige erklæringer for menneskerettigheder og fred.

Selv om kommunikéet behandler et emne oppe i tiden, er det helt i tråd med Vatikanets sædvanlige budskab om fremme af menneskerettigheder. ”Beskyttelsen af personens værdighed og bekymringerne for et broderskab, der i sandhed er åbent for hele den menneskelige familie, er uundværlige betingelser for, at den teknologiske udvikling kan bidrage til at fremme retfærdighed og fred i verden”, hedder det således.

NM

son er ifølge Coleridge den eneste aboriginer, der har været katolsk præsteviet, men han forlod embedet efter kort tid. Ærkebiskoppen nævner, at Kirken ”allerede har gifte præster, hvoraf visse kommer fra andre kirker”.

Ifølge avisen støttes Coleridges synspunkt af Darwins biskop Charles Gauci, der henviser til pave Frans, som har udtrykt åbenhed overfor at ordinere gifte mænd under særlige omstændigheder. Gauci vil gerne drøfte spørgsmål, hvis det bliver aktuelt på synoden om synodalitet. Omkring 30% af indbyggerne i Northern Territory og hovedstaden Darwin er aboriginere. NM postulator for familiens saligkåring, biskop Stanisław Jamrozek fra ærkebispedømmet Przemyśl, opmærksom på, hvad der særligt kendetegner denne saligkåring: ”At et ufødt barn også saligkåres, er en anerkendelse af, at en hel polsk familie saligkåres som martyrer for at skjule jøder – sammen med deres ufødte barn!”

NM

Den polske familie Ulma, deres seks børn og et ufødt barn, der blev dræbt under 2. Verdenskrig for at skjule otte jøder, bliver saligkåret ved en ceremoni i ærkebispedømmet Przemyśl den 10. september. Arkivfoto.

3

Internationale nyheder

Kort nyt

Taizés prior træder tilbage Broder Alois Löser, prior for Taizé-fællesskabet gennem næsten to årtier, træder tilbage som leder af det verdenskendte økumeniske kloster i Frankrig.

Tekst: Niels Messerschmidt

ØKUMENI I et budskab til kommunitetet den 23. juli skriver den 69-årige prior, en tysk katolik, at han har valgt broder Matthew Thorpe, en 58-årig anglikaner fra England, som sin efterfølger. ”Atten år efter at have efterfulgt broder Roger [Schultz (1915-2005), Taizé-fællesskabets stifter, red.], og fordi verden og Kirken har ændret sig meget i løbet af de seneste to årtier, føler jeg, at tiden nu er inde til at en broder, som har tilsluttet sig fællesskabet efter mig, overtager mit ansvar”, skriver broder Alois, der har været prior for Taizé siden 2005.

Meddelelsen om Alois’ fratrædelse kommer helt uventet, idet posten som prior er uden tidsbegrænsning. Broder Roger Schultz var fællesskabets prior fra 1941, hvor han grundlagde kommunitetet, til han blev myrdet på tragisk vis i 2005.

Vanskelig opgave

Broder Alois indtrådte som tyveårig i Taizéfællesskabet i 1974. Da broder Roger blev

myrdet under en bønsvigilie i 2005 af en sindsforvirret kvinde, fik han den vanskelige opgave at efterfølge den karismatiske grundlægger, der otte år tidligere havde peget på Alois som sin efterfølger, når tiden var inde.

Før Alois blev prior, var han ansvarlig for relationerne til Østeuropa og rejste i 1980’erne regelmæssigt ind på den anden side af jerntæppet, hvor han besøgte kristne fællesskaber i Østtyskland, Polen og Tjekkoslovakiet og mange andre lande, hvor Taizé opnåede stor anerkendelse for sin tilstedeværelse i de smertefulde tider.

Den nye prior, Matthew Thorpe, er født i 1965 i Leeds i West Yorkshire og blev døbt i Church of England som Andrew Thorpe.

Han indtrådte i Taizé-fællesskabet som 21årig og tog klosternavnet Mathew.

Overdragelsen vil finde sted den 3. december, 1. søndag i advent, efter flere store begivenheder for Taizé-fællesskabet.

Den første af disse er den store økumeniske bønsvigilie på Peterspladsen i Rom,

Kirkelige medier indgår i stort samarbejdsprojekt 14 tyske bispedømmer går sammen om at erstatte deres respektive kirkeaviser med et nyt magasin.

MÜNCHEN/OSNABRÜCK Der er tale om det største samarbejdsprojekt mellem kirkelige medier i nyere tysk historie, ifølge det katolske nyhedsbureau KNA. 14 katolske forlag vil udgive et nyt magasin fra påsken 2024, som skal udkomme hver 14. dag og erstatte de hidtidige ugentlige bispedømmeaviser. Ifølge partnerne sker det for at nedbringe omkostningerne og for fortsat at kunne tilbyde deres eksisterende 85.000 betalende abonnenter et produkt af høj kvalitet. Den tyske kirkelige presses oplagstal har været faldende gennem årtier.

Samarbejdet omfatter ærkebispedømmerne og bispedømmerne i Berlin, DresdenMeißen, Erfurt, Fulda, Görlitz, Hamborg, Hildesheim, Limburg, Magdeburg, Mainz,

München og Freising, Osnabrück, Paderborn og Würzburg. Der er i alt 27 (ærke-) bispedømmer i Tyskland.

Ingen fælles titel

Ifølge aftalen bliver magasinet trykt i magasinformat i Paderborn; der vil blive indkøbt et fælles redaktionelt system, og den fælles produktion af det nationale indhold vil ske i

Dit økonomiske bidrag rækker langt. og oplevelser her i livet er det heller ikke gratis at producere og distribuere Katolsk Orientering, der udsendes til godt 13.000 modtagere seksten gange årligt.

Det er grunden til, at Katolsk Orientering to gange om året – i henholdsvis april og september – udsender en opfordring til de katolske husstande og avisens læsere om et frivilligt bidrag til avisens drift.

I de kommende uger modtager du en sådan opfordring via indbetalingskort eller betalingsservice. Vi håber, at du vil tage godt imod opfordringen. Store såvel som

som pave Frans har bedt fællesskabet om at organisere. Den finder sted den 30. september, få dage før synoden om synodalitet begynder – en synode, som paven også har inviteret broder Alois til at deltage i.

Taizé-fællesskabet tæller for tiden godt 100 brødre af 30 nationaliteter, både katolikker og protestanter. Omkring 75 af dem bor i Taizé, mens yderligere ca. 25 er en del af de syv broderskaber, der ligger i Asien, Afrika og Latinamerika. en central redaktion i Osnabrück, mens regionale redaktioner vil koncentrere sig om at producere lokalt og regionalt indhold til magasinet. Det vil samtidig frigøre kapacitet til flere digitale tilbud. Partnerne er ikke blevet enige om en fælles titel, så navnene på bispedømmets aviser vil stort set blive bevaret.

Direktøren for mediehuset Sankt Michaelsbund i München, Stefan Eß, udtaler til KNA, at samarbejdet oprindeligt var blevet aftalt for tre år, og at han forventer, at ”flere partnere vil tilslutte sig projektet med tiden”.

Hvad angår magasinets redaktionelle indhold, hedder det i erklæringen, at man ønsker at samarbejde om ”en konstruktiv kvalitetsjournalistik, der behandler nutidens spørgsmål på en løsningsorienteret måde og sigter mod at bygge broer”. Magasinet skal give ”impulser til et liv i tro” og opmuntre folk til aktivt at være med til at forme fremtiden. NM

Foto: Fotolia.com/Björn Wylezich.

Tak fordi du støtter KO! AVISDRIFT Som så mange gode ting

Broder Alois Löser. Foto: Claude Truong Ngoc, Wikipedia.

Vietnam og Pavestolen indgik 27. juli aftale om en apostolisk nuntius og et nuntiatur i Vietnam. Efter flere møder mellem præsident Van Thuong, paven og statssekretær Pietro Parolin er der sket store fremskridt i de bilaterale relationer, siden Vietnam afbrød forbindelserne med Pavestolen i 1975.

Der er i dag omkring syv mio. katolikker i landet, hvilket udgør 7% af befolkningen. Landet har 27 bispedømmer.

Vietnams katolske gejstlige blev udsat for omfattende forfølgelse, efter at landet blev samlet under det kommunistiske styre i 1975. Herunder måtte kardinal FrançoisXavier Nguyễn Văn Thuận tilbringe 13 år i fængsel og genopdragelseslejre, heraf 9 år i isolation. Vatikanet har siden måttet acceptere restriktioner mht. antallet af seminarister og præstevielser i landet.

Polens nyudnævnte kardinal advarer mod forsøg på at ”instrumentalisere” Den katolske Kirke i kampagnen op til parlamentsvalget dette efterår og kritiserer lederen af regeringspartiet Lov og Retfærdighed for at bruge kirkelige arrangementer til ”politiske taler”. ”Kirken bør udvikle evangeliske metoder, ikke politiske værktøjer – forkynde ordet, fejre sakramenterne og opbygge et samfund på kærlighedens gerninger”, siger ærkebiskop Grzegorz Rys af Lodz, der sammen med 20 andre kreeres til kardinal 30. september.

Den 59-årige kommende kardinal talte midt i valgkampen til Polens underhus Sejm med 460 pladser og Senatet med 100 pladser, hvor hverken Lov og Retfærdighed eller den liberale opposition Borgerplatformen forventes at få et afgørende flertal.

Overgrebssagerne kostede amerikanske bispedømmer og ordener over 200 mio. dollars i 2021-22. Ifølge en rapport fra USA’s bispekonference var der 2.704 nye anklager om overgreb begået af katolske præster fra medio 2021 til medio 2022.

Disse anklager involverede 1.998 formodede ofre.

248 anklager mod verdenspræster og 149 anklager mod ordenspræster er allerede anerkendt som troværdige; størstedelen af disse hændelser fandt sted i perioden 1965-84. 84% af disse anklager mod verdenspræster og 83% mod ordenspræster involverede mandlige ofre.

små bidrag er lige velkomne! På indbetalingskortet er anført beløbet 255 kroner, men du bestemmer naturligvis selv, hvor meget du vil give – og om du i det hele taget vil give noget!

Husk, at du altid kan støtte Katolsk Orientering ved at indbetale et beløb på Danske Bank reg. 4183 konto 1685163.

Husk at skrive dit navn på meddelelsen – og hvis har vi dit cpr-nummer er beløbet ydermere fradragsberettiget!

KO’s redaktion takker for alle bidrag, store såvel som små!

I CARITAS GÅKLUB GÅR VI SAMMEN I Caritas Gåklub går vi SAMMEN for at bevæge os, men mest af alt for at nyde godt samvær i dejlige omgivelser.

Vi er en åben gruppe, hvor der er plads til ALLE uanset alder og kondition! Det er gratis at deltage.

Turene er ledet af frivillige gåværter.

Se programmet og tilmeld dig turene på: caritas.dk/ud-at-gaa Vi GLÆDER os til at se dig!

HVORNÅR: Hver lørdag kl. 13-15 hele året rundt

4

Palermo En omfattende brand raserede blandt andet kirken Convento Di Santa Maria Di Gesu uden for Palermo. Foto: Sicily.it.

Palermos skytsengel: ædt af flammerne fra sommerens skovbrande Den sydeuropæiske hedebølge sidst i juli medførte omfattende brande på Sicilien, hvor ilden spredte sig fra bjergene til flere bydele. I en menighed i det sydlige Palermo er kirken brændt ned.

Nu sørger man over det, der er gået tabt.

Tekst: Martin Bjørck

SICILIEN Skridtene, som en mindre

gruppe af mænd og kvinder fra menigheden tager op ad kirkegårdens snoede grussti mod klosterets kirkerum, er tunge. Ansigtsudtrykkene dybt alvorlige.

Lidt længere fremme, foran en buet port, siger det samstemmende suk fra de tre personer, der står bag det rød-hvide afspærringstape, alt. De tre står og ser ind i den ødelagte kirke.

Taget er et gabende hul, som den bagende sommersol brager ned igennem. Gulvet er fuldstændig dækket til af store dynger af mursten sorte som brugte grillkul, tunge og gennembrankede træplanker ligger spredt på tværs henover genstande og artefakter, der har fået en askegrå farve. Væggene er mærkede af sorte plamager. Alteret er kollapset. En lysekrone er faldet ned. Ansigtet på Jomfruen, som er afbildet på midtersøjlen i rummet, har fået et uhyggeligt udtryk.

De tre personer, der ser ind på ødelæggelserne er en arkitekt, en politichef og en tilsynsførende brandchef fra Palermo kommune. De er kommet for at inspicere, hvad skovbranden, der for mindre end et døgn siden rullede ned af det nærliggende bjerg og åd sig gennem klosterhaven og ind i kirken, har revet med sig. Og for at se, hvordan oprydningsarbejdet og genopbygningsarbejdet skal gribes an.

Da den mindre gruppe fra menigheden når frem og stiller sig bag de tre inspicerende, måber de.

En mand tager sig til hovedet og ser ned i jorden. En kvinde vender sig væk, som om synet forstyrrer hende for meget. De lægger trøstende armene om hinanden.

En anden mand løfter sine solbriller og tørrer tårer fra sine øjne. Det er Giuseppe Lo Giudice. Han er ansat ved Palermo kommune, men han er også en del af den 2.500 person store menighed i kirken Convento Di Santa Maria Di Gesu, der ligger i den sydlige udkant af Siciliens største by, Palermo. ”Vores hjerter er knuste. Vi er ramt af en smerte, som er svær at beskrive. Ilden på Grifone-bjerget har taget noget fra os, som var meget værdifuldt”, siger han med rystende stemme.

Vækket af tyk røg

Denne sommer er Sicilien blevet ramt de hidtil mest omfattende naturbrande, som følge af en vedholdende hedebølge, der har bragt temperaturerne op omkring 48 grader. 24. juli blev skovbundene på de træklædte bjergsider så varme, at Sicilien blev omkranset af en dommedagsagtig ring af ild, der flere steder nåede ind på motorveje og i byområder.

Sankt Benedikt il Moros jordiske rester var stedt til hvile i kirken. Efter branden er der kun knogler tilbage. Knoglestykker og dele, såsom lårben og kranium, fra helgenen er nu sendt til et patologisk institut, hvor teknikere skal forsøge at rense dem.

Det var det, der skete ved Grifone-bjerget, som Convento Di Santa Maria Di Gesu ligger op ad.

Fader Vincenzo Bruccoleri er en af de syv præster, der bor på klosteret, som blev bygget i første halvdel af 1400-tallet af Franciskanerordenen.

Det var ham, der først opdagede, at der var brand i klosteret tirsdag 25. juli om aftenen. ”Jeg kunne lugte røg, så jeg skyndte mig ned for at se, hvad der foregik. Da jeg kom ned i gangen ved atriumgården, var røgen helt tyk og hvid igennem jerngitteret. Da gik det op for mig, at der var gået ild i vores kirke. Min første tanke var, at vi skulle redde vores helgen, Sankt Benedikt il Moro”, fortæller fader Vincenzo Bruccoleri.

Sankt Benedikt il Moro var en munk, der døde i 1589 og siden blev helgenkåret i 1734 af pave Benedikt XIV. For de meget troende borgere i Palermo har han en ophøjet status.

Han er nemlig Palermos skytshelgen. Og hans jordiske rester har været opbevaret i klosteret Di Santa Maria Di Gesu.

Fader Vincenzo Bruccoleri ringede til brandvæsenet, men på det tidpunkt var der så mange ildebrande overalt på øen, at det var umuligt at skaffe hjælp med det samme. På grund af flammerne og den kraftige røg fra kloseret, kom lokale beboere i området tililende og begyndte at hjælpe. De kastede vand op ad væggene med spande og haveslanger, og de forsøgte at knuse ruderne, så vand kunne komme ind i kirkerummet.

Men det hjalp meget lidt. Flammerne havde fået for godt fat. Det var først flere timer senere, da brandvæsnet endelig ankom, at kirkens mur blev brudt ned og ilden blev slukket. Da var skaden sket. ”Noget af vores skytshelgen blev reddet, men langtfra alt”, siger fader Vincenzo Bruccoleri.

Billeder af den brændte kiste, som Sankt Benedikt il Moros jordiske rester blev opbevaret i, har cirkuleret i den italienske presse. Et chokerende syn, der er svært at tage for mange i menigheden. ”Jeg skyndte mig at komme, så snart jeg hørte, hvad der var sket. Det er virkelig smertefuldt at være vidne til al denne ødelæggelse”, siger Federica Limuli på 30, som bor få hundrede meter fra kirken. ”For Palermo by er der en frygtelig symbolik i, at de her forfærdelige brande har taget vores skytsengel”, siger Ottavio Zacco, der repræsenterer Palermos borgmester­

kontor. Han er mødt frem for at vise sin sympati.

I 1989 undersøgte retsmedicinere i Vatikanet Sankt Benedikt il Moros jordiske rester.

Det viste sig, at hans krop var tørret af sig selv uden nogensinde at blive nedbrudt, og sådan forblev den i over 400 år. Efter branden er der kun knogler tilbage. Knoglestykker og dele, såsom lårben og kranium, fra Sankt Benedikt il Moro er nu sendt til et patologisk institut, hvor teknikere skal forsøge at rense dem. Herefter vil de blive opbevaret i et andet kloster – lokationen bestemmes af Palermos ærkebiskop Corrado Lorefice og vil være hemmelig for offentligheden – indtil klosterkirken Di Santa Maria Di Gesu er blevet istandsat og genopbygget. Herefter er det planen, at Sankt Bendikt il Moro skal vende tilbage til sit oprindelige hvilested.

Kulturarv tabt

Andre af kirkens genstande og skulpturer, som har stor kulturhistorisk værdi, er gået tabt i forbindelse med branden.

Statuen af Santa Maria di Gesù fra 1460 er ødelagt og kan ikke repareres. Keruberne blev også ødelagt og oxideret. Flere statuer, som den af Ecce Homo, der forestiller Jesus under hans retssag efter at være blevet fængslet af romerne, og en statue af Skt. Frans er tilintetgjort. Hovedalterets krucifiks og stort set alle malerier blev slemt beskadiget – heribland Via Crucis-serien, som skildrer Kristus’ død og lidelse.

Noget blev dog reddet, imens branden stod på. Det lykkedes at rydde det tilstødende museums sølvtøj og klædedragter.

De originale noder til flere historiske korværker er også bevaret.

Men for Rosa, en kvinde i midten af 70’erne, der er kommet i kirken, siden hun var en lille pige, og som er kommet for at hjælpe med oprydningen, er det en ringe trøst. ”Det er mit liv, der er brændt ned. Det er sådan, det føles. Jeg føler mig på en måde hjemløs nu”, siger hun stille.

Det er svært at gøre op i kroner og ører, hvor meget, der er gået tabt i branden på klosteret, og det er svært at sige, hvor længe det vil tage at genopbygge kirken.

Kirken og menigheden er begyndt en indsamling for at kunne betale for genopbygningen.

Boligkvarter brændt ned

Branden på klosteret Di Santa Maria Di Gesu har berørt mange, også uden for Sicilien. Det kom tydeligt til udtryk, da Italiens præsident Sergio Mattarella kom på besøg 28. juli i for at udtrykke sin medfølelse.

Brandene på Sicilien i år har været mere voldsomme end Fortsættes side 11 ▶

Sognepræst pater Vincenzo Bruccoleri besigtiger skaderne efter branden. Foto: Avvenire.

5

Søndagens tekst

Korsets mysterium Frelsen er kommet og kommer konkret til os via korset.

Tekst: Pastor Stefano Tarquini, Jesu Hjerte Kirke, Randers

Kristus falder med korset på vej til Golgatha. Rafael og hans skole ca. 1516. Billedet blev oprindeligt malet til kirken Santa Maria dello Spasimo i Palermo. Wikipedia.

PRÆDIKEN Ordets liturgi den 22. almindelige søndag er meget stærk og særdeles intens. Den første læsning, som Kirken har valgt, for at man kan anskue evangeliet i det korrekte, gammeltestamentlige lys, er et lille uddrag af en længere tekst, som vidner om én af profeten Jeremias’ mange kriser: Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord brin-

ger mig dagen lang kun spot og spe. Som man også kan se andre steder i Jeremias’ bog, undlader Herren at berolige ham; derimod afkræves Jeremias – midt i sin indre tumult og lidelse – en ny omvendelse. Derfor må han opfatte sit historiske møde med Gud som en skæbne, der overgår ham med vold, samtidig med at hans mission som profet er årsag til lidelse og ulykke, noget han ikke

Evangelielæsning 22. alm søndag Jesus forudsiger sin lidelse og død og opstandelse (Matt 16,21-27).

Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: ”Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!” Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”.

Da sagde Jesus til sine disciple: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han

fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige”.

kan skubbe fra sig, ikke sige ”nej tak” til.

Mange år senere udtrykker Paulus noget tilsvarende med disse ord: ”At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det. For gør jeg det frivilligt, har jeg krav på løn; men gør jeg det, fordi jeg skal, er det et hverv, der er pålagt mig”. 1 Kor 9,16-17 Teksten fra Jeremias kaster som sagt lys over evangelieteksten. Jesus fortæller for første gang sine apostle, at Han skal lide og korsfæstes i Jerusalem, og Han skal opstå den tredje dag. Dette er en væsentlig del af Guds fastlagte plan for Jesus, og det vil medføre stor lidelse og smerte for Ham, men også frelse og herlighed for os ved opstandelsen. Dette er korsets mysterium: Frelsen er kommet og kommer konkret til os via korset.

Konfronteret med dette protesterer Peter voldsomt – og man kan vel sige: på vegne af os alle – og derfor bliver han af Jesus kaldt for Satan. Peter bliver redskab for Satans værk, fordi han ikke vil, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Som man kan sige med ordene fra anden læsning: Peter tilpasser sig denne verden. Hans hensigt var at ville skåne Jesus for lidelse, fornedrelse og død og dette netop for Guds skyld: Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig! Men den gud, som Peter her tænker på, er ikke Jesu Kristi Fader. Jesus’ opfyldelse af Faderens vilje og Hans tilbedelse af Ham samt Hans offer af sig selv på korsets alter af kærlighed til de onde, som er os alle, har med andre ord ikke ført til menneskelig sejr over de onde med magt og vold. Den fornedrelsens og ydmygelsens vej, som Faderen har valgt for sin Søn, er netop den samme vej, som Han har valgt for os kristne: At bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste, som er det samme som at: fornægte sig selv og tage sit kors op og følge Jesus. Dette er de kristnes åndelige eller logiske eller rationelle gudstjeneste og gudsdyrkelse.

Vi får alle et kors

Vi ved jo, at Gud tildeler alle mennesker uden undtagelse et kors, som er bestemt til både at kunne frelse os selv og hjælpe os med at frelse andre. At dyrke Gud, at tilbede ham, er ikke andet end at gøre Hans vilje, det vil sige at ofre sin krop til Gud hver dag på det alter, som er vores kors, det kors om Gud har givet os uden at spørge os om lov til det: Vi kan enten tage imod det som en gave fra Gud (så vi lever som kristne), eller vi kan forkaste det (og leve som hedninger).

Der findes ingen mellemvej. Dette gælder for alle: mænd og kvinder, rige og fattige, meget begavede og mindre begavede, udlændinge og danskere, syge og raske, præster og lægfolk. ”I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri”, siger Paulus Ef 6,8. Dette er den eneste måde at gøre Guds vilje på; man kan gøre hundredvis af gode gerninger, men hvis man ikke samtidig påtager sig sit kors, er det til ingen nytte i forhold til frelsen: For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?

Alt dette er endvidere noget meget kropsligt, for at påtage sig sit kors kan man kun med sin egen krop: i ægteskab, i præstedømme, i at være syg eller i at være alene eller at være nonne etc. Peter siger i sit brev: ”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse,

”

Konfronteret med dette protesterer Peter voldsomt – og man kan vel sige: på vegne af os alle – og derfor bliver han af Jesus kaldt for Satan. Peter bliver redskab for Satans værk, fordi han ikke vil, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Som man kan sige med ordene fra anden læsning: Peter tilpasser sig denne verden.

har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje”. 1 Pet 4,1-2.

Kan vi gøre det? Kan vi virkelig acceptere og tage imod lidelser, problemer, smerter uden at forbande Gud og næsten? Nej, det kan man ikke, ikke alene i hvert fald. For som Hebræerbrevet udtrykker det, er mennesker pga. af synden blevet bange for netop lidelse og død, altså for korset: af frygt for døden hele livet igennem er vi holdt nede i trældom under ham, som har dødens magt, nemlig Djævelen Hebr 2,14. Men Kristus har med sin død gjort ham magtesløs. Derfor kan vi nu med Kristi hjælp, Han som har overvundet døden og givet os sejr, tage imod vores kors, ligesom Han gjorde – uden frygt!

Kan det ”betale sig” at miste sit liv på den måde? Ikke i verdens optik, ikke i menneskers optik, hvor det oftest handler om at have det godt og hygge sig mest muligt. Som i Peters eksempel kan man se, at religion desværre kan misbruges og tjene netop til private anskuelser, selvrealisering, indre ro og fred i hjertet – og mere af den slags. En sådan religion er ikke kristendom og den vej, som Jesus har valgt at gå. Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. Som kristne lever vi i en helt anden dimension af denne verden, vi lever i den eskatologiske, den himmelske dimension, opstandelsens dimension. Det giver derfor god mening at tabe sit liv her i forhold til det andet liv, som man allerede begynder at få del i, samtidig med at man mister det gamle: ”For der er mange – jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd – der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.

Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt”. (Fil 3,18-21).

6

Veltalenhed

Kunsten at prædike Strøtanker om prædikener og prædikestole.

Tekst: Rolf Tönshoff FORKYNDELSE Den oprindelige opgave for missionæren var at forkynde og omvende hedningerne – og han skulle jo høres og ses! Men prædiken var ikke så vigtig som sakramenterne og for gudstjenesten var den hellige eukaristi det centrale. Imidlertid opstod der nogle reformbevægelser, der betonede det talte ord på folkesproget – fx pålagde kejser Karl den Store (omkr. år 800) sine præster at prædike hver søndag.

Den ophøjede plads, hvorfra prædikanten henvender sig til menigheden er indført af de to munkeordener: dominikanerne og franciskanerne. Og prædiken var naturligvis på folkesproget. Messen med dens ordinarium og proprium og tidebønnerne m.m. var ganske vist på latin; men den direkte henvendelse til menigmand under messen var på modersmålet – derfor har der heller aldrig været prædiket på latin i Danmark.

Grundlæggelsen af de såkaldte latinskoler og universiteterne i Europa fra 1100-tallet med først og fremmest fakulteterne teologi, filosofi, (jura og medicin) og dermed uddannelsen af verdenspræster har også bidraget til den betydning, som forkyndelsen skulle få.

Jo større kirkerne var og jo større betydning man tillagde prædikenen, desto højere blev prædikestolen og desto mere blev den udsmykket. Stolens grundstruktur var en mangekantet, ornamentalt udsmykket platform med læsepult – ikke sjældent med trefire timeglas ved siden af. Timeglasset tømmes hvert kvarter, og på den måde kunne præsten holde styr på prædikenens længde.

Den første lutherske superintendent over Sjællands Stift Peder Palladius (1503-60) skriver i ”En Visitatz Bog” fra omkring 1540: ”Prædikestolen skal være opbygget ved den søndre side i kirken, oven over alle andre stole, Guds salige ord til hæder og ære, op til et vindue, sognepræsten til gode om vinteren og særlig når hans øjne falme og dunkles.” Historikeren Poul Duedahl skriver med henvisning til Peder Palladius ”Med indførelsen af Danske Lov i 1683 forsøgte Christian V blandt andet at indføre en tidsregulering af bestemte livsformer. Fx skulle præster fremover medbringe et timeglas på prædikestolen, så menigheden kunne lære om tidsmåling og samtidig holde øje med, at snakkeglade præster ikke ”tog et glas mere” og talte mere end én time.

For alt over én time ville, som man påstod, ”forlænge den gemeene Mand til Kiedsommelighed og des mindre Opbyggelse”, da bønderne alligevel ikke havde hjernekapacitet til at ”fatte og beholde al den Viden og Indsigt.” (fra Poul Duedahl: Gudhjemtid.

Aarhus Universitetsforlag 2017, s. 30-31.)

denshåndhæver vandrede op og ned ad kirkestolene med. Som et kuriosum fra kirker i New England kan det nævnes, at hvis denne ordensmarskal fangede mænd i at døse hen, fik de et slag med den ende, der var forsynet med en hård knop eller spids. Kvinder, der døsede hen, blev kildet med den anden ende, hvorpå der var fæstnet en fjer. I midten af 1700-tallet skulle en præst efter sigende have råbt: ”Brand, brand, brand!” til en menighed, hvoraf halvdelen var faldet i søvn. Det vækkede dem, og da en person fra rækkerne spurgte, hvor branden var, svarede præsten, hvis prædiken var gået hen over hovedet på de fleste: ”I helvede!

For de sovende syndere!”

Udsmykningen af prædikestolen, der oftest var af sten eller træ, kunne være de fire evangelister eller deres symboler ørnen, oksen, mennesket, løven (Åb 4,6-8) eller de fire vestlige kirkefædre Gregor den Store, Ambrosius, Augustin og Hieronymus. Prædikestolen, som præsten besteg ad en trappe, hvilede tit på ben eller et massivt fundament. Af akustiske grunde var der ikke sjældent en ”himmel” over prædikestolen (undertiden udsmykket med en due) og – alt efter placeringen - en væg el. plade, der kunne klappes til bag den talende, således at lyden gik ud til tilhørerne. Prædikestolen var typisk anbragt i kirkerummets forreste tredjedel på overgangen mellem kor(rundingen) og kirkeskibet eller i midten af hoveskibet. Ved sidstnævnte prædikestol var der ofte ved større kirker modsatrettede bænke, så tilhørerne kunne sætte sig overfor og på den måde også se den talende. Fra 1700-tallet finder man den lidt ejendommelige reformatoriske opstilling: prædikestolsalteret, hvor prædikestolen er placeret på væggen lige oven over alteret – måske som symbol på ordets og sakramentets ligeværdighed i det evangelisk-lutherske trossamfund; nogle steder finder man ligefrem den højst ejendommelige opstilling: orglet placeret oven over alter og prædikestol fx i Augustenborg slotskirke, i Vartov eller Christians kirke i København.

Prædikestolen i Den katolske Kirke efter koncilet i Trient

Efter Koncilet i Trient (1545-63) fik prædikestolen i Den katolske Kirke også en større betydning både hvad placeringen og udformningen angår. Det betyder dog ikke, at der var prædiken til hver søndagsmesse; så sent som i 1907 stod der i den autoriserede danske udgave af vores katolske messebog: ”Hvis der skal være prædiken, holdes den i reglen efter evangeliet.” I modsætning til de andre kirkesamfund har prædiken i Den katolske Kirke spillet en mindre central rolle. Blandt ældre læsere her er der nok nogle, der kan huske prædikenbortfald – fx når præsten havde været på ferie eller havde haft en travl uge som sjælesørger; prædiken blev undertiden erstattet af en kort personlig andagt i stilhed. Messen kunne snildt læses uden prædiken, fordi messens centrale led var læsningerne, eukaristien og kommunionen. Et godt ord ”med på vejen” var helt i orden og måske tiltrængt, men prædiken var ikke et must. Til messer med en mere omfattende liturgi kunne prædiken også bortfalde.

Efter Vatikan II er prædiken obligatorisk på søn- og helligdage, messeliturgien blev ændret og læsepulten fik en større ”logistisk” betydning. Læsepulten er placeret ved den forreste kant men – ikke uvæsentligt – som en integreret del af alterforhøjningen.

Det er herfra, Guds ord bliver læst; derfor er det også naturligt, at præstens udlægning af Bibelens ord finder sted her og ikke fra ”en alternativ skueplads” højt hævet over menigheden. Det skal også nævnes, at den moderne teknologi med lydanlæg har bidraget til, at præsten ikke mere skal hæves over menigmand, for man kan i denne sammenhæng høre celebranten tydeligt. Især i større katolske kirker er anvendelsen af de ophøjede og ofte flot udsmykkede prædikestole derfor gået af brug. Undtagelsen er typisk messer, der læses efter den gældende liturgi før Vatikan II, hvor prædikanten gerne fortsat udlægger teksten fra prædikestolen.

Prædikantens rolle

Prædikantens rolle er som bekendt forkyndelse af det kristne evangelium; den skal være opbyggelig og belærende tale; men er den ikke mere end det? Den engagerede præsts ord skulle gerne skabe mening for den enkelte, således at tilhøreren er med

Reformationen og forkyndelsen

I forbindelse med den evangelisk-lutherske kirke og Reformationen i 1500-tallet voksede behovet for forkyndelsen – ikke mindst på baggrund af indførelsen af de reformivriges lægmandsprædikener. I mange kirker fik udformningen af prædikestolen et voldsomt kunstnerisk løft. Det var også først i denne sengotiske tid, at kirkebænke og -stole blev indført, så man kunne sidde – ikke mindst under de lange prædikener.

Kedsomhed under prædikener blev ”bekæmpet” på flere måder: i 1600-tallets kirker kunne de mest trætte kirkegængere blive vækket med et slag fra kæppen, som en or-

Biskop Ulrich Neymeyr prædiker ved bispedømmet Erfurts valfart i 2016.

Foto: Peter Weidemann.

til at skabe mening i det hørte – gerne med individuel relation til de livstemaer, som den enkelte nu engang er optaget af. Det er ikke en nem opgave at være en engageret prædikant søndag efter søndag. Til gengæld gør den uengagerede prædikant sig – med Søren Kirkegaards ord – til kristendommens mester snarere end dens tjener. Derfor skal prædikanten fokusere på ikke kun, hvad han siger og hvordan han siger det – altså fokusere på både indholdet og formen – men også fokusere på, hvordan ordene bliver hørt og opfattet. En nu afdød præst, som stod mig meget nær, sagde engang, da jeg spurgte til hans eget udsyn under prædiken:” Når jeg ser, at nogen i menigheden begynder at tælle lamperne i loftet, så runder jeg hurtigt min prædiken af.” Man kan spørge sig: Hører vi almindelige kirkegængere overhovedet den prædiken sådan, som præsten sagde den fra læsepulten? Sagt med andre ord: er afsenderkommunikationen og modtagerkommunikationen identiske? Er det egentlig ikke modtageren, der bestemmer budskabet?

Forholdet mellem organist og præst er der skrevet meget om og det er et kapitel for sig; men jeg må dog lige servere et pletskud, når det gælder prædikener fra 1880’erne: Efter sin første gudstjeneste opsøgte den nye præst organisten, som var ingen ringere end professor Niels W. Gade.

På nær Det Kongelige Teater ”sad” N.W. Gade på hele det daværende og omfattende musikliv i København. Han havde i mange år beklædt den prestigefyldte stilling som organist ved formentlig den eneste danske kirke, som man kan komme sejlende til, nemlig Holmens Kirke i København; den nye præst sagde forsigtigt til ham, at hans improviserede orgelspil efter højmessesalmen, hvor præsten står på prædikestolen og venter på ”at komme til”, havde været lidt for langt. ”Nå, synes De det?” svarede Gade. ” Ja, under prædikenen tænkte jeg, at det da vist var noget værre sludder, men så sagde jeg til mig selv: Det har du jo ikke forstand på, din gamle idiot!”

Præstens prædiken sluttede i mange menigheder af med den katolske hilsen: Lovet være Jesus Kristus – og menigheden svarede bekræftende Amen. Dengang blev almindelige meddelelser altid forkyndt umiddelbart efter prædikenen, for Bibelens ord og almindelige – verdslige – informationer skulle ikke blandes sammen. En måske unyttig, men trist information er, at en lang række tyske præster efter søndagshøjmessens prædiken i de sidste måneder af 2. verdenskrig under ”almindelige meddelelser til menigheden” også fik den tunge pligt at læse navnene op på de faldne sognebørn.

Den almindelige telekommunikation i de mange bombede områder var brudt sammen og man kan forestille sig, at kirkerne var fyldte til bristepunktet.

Ordet prædiken (praedicare: at fremsige) har også en snert af bedrevidende tale; men sprogligt er ordet vandret ind i vores hverdag, når man taler om en længere prædiken fx at spirituskørsel er ulovligt, faderens formanende moralprædiken til datteren, at hun skal opføre sig ordentligt el. moderens (lange) irettesættelse af sønnen – kaldet en gardinprædiken. Jo, glosen anvendes også i verdslig sammenhæng!

For øvrigt betød gardinprædiken oprindelig hustruens irettesættelse af manden bag ægtesengens gardiner!

7

Vejle

100-årig med vokseværk Sct. Norberts Skole indvier ny skolebygning i nedlagt folkeskole.

Tekst og foto: Lisbeth Rütz

SKOLER Det gik helt efter drejebogen mandag den 14. august i Vejle. Solen strålede ned fra en skyfri himmel over de mere end 500 forventningsfulde elever, der var mødt op for at tage hul på et nyt skoleår. For de godt 200 elever fra 7.-10. klasse var det en helt særlig dag. Allerede i november sidste år begyndte de at bruge deres “nye” lokaler i skolens nyeste knopskydning. For næsten to år siden købte Sct. Norberts Skole den nedlagte Klostergades Skole, hvor de ældste elever nu går i skole i en ikonisk bygning, der emmer af historie og er bygget i en

kvalitet, der slet ikke ville være råd til i dag.

Restaureringen er ikke helt færdig endnu – så elevernes tålmodighed vil blive testet en smule her i starten af det nye skoleår.

Kristen-katolsk skole i 2023

Sct. Norberts Skole er en traditionsrig skole, der bygger på et kristent-katolsk grundlag.

På grund af EU’s databeskyttelsesregler (GDPR) må man ikke længere registrere, om eleverne har en tro eller ikke. Men kristendommen har været en integreret del af skolens liv lige siden den åbnede i

1905. Der er hver dag morgensang med Fadervor for skolens ansatte og elever.

Og så er der fællesgudstjenester for katolske og protestantiske elever, men også gudstjenester hver for sig i katolsk og folkekirkeligt regi. Årets højtider markeres ved særlige andagter, hvor eleverne inddrages. For eksempel læste elever fra skolen bønner på seks forskellige sprog til en andagt ved pinse.

“Vi gør meget ud af at fortælle forældrene, hvad de siger ja til”, siger skoleleder Dorte Svane Peschardt. ”Der kan være mange forskellige grunde til at vælge Sct. Norberts Skole. For eksempel fordi det er tradition i familien at gå der. Eller man vælger den på grund af dens værdigrundlag. Eller måske har man hørt naboerne tale godt om skolen.

Udenlandske familier vælger måske skolen, fordi de synes det er trygt, børnene går der, hvis man har en katolsk baggrund”.

Præmonstratenserne og Mariasøstrene

Mere end 200 forventningsfulde elever og lærere venter på skolens indvielse.

”De oplever Sct. Norberts som ’deres’ kirke” Samtale med sognepræst Gregor Pahl O.Præm. om kirke-skole samarbejdet.

KIRKELIV Hvordan foregår samarbejdet mellem kirken og skolen i dagligdagen?

Nok mest idet skolens elever (og lærere) oplever Sct. Norberts som ”deres” kirke, uanset om de er katolikker eller ej. I min oplevelse gør det et stærkt og vedvarende indtryk, at vi samles i kirken ved forskellige begivenheder, som strukturerer og udgør skolelivet. Kirkerummet er måske også den mest direkte ”døråbner” til at forkynde den katolske tro – i hvert fald har vi ofte rundvisninger i kirken, som giver an-

ledning til at komme ind på, hvad kristendommen (og katolicismen i særdeleshed) egentlig er. Derudover har vi selvfølgelig regelmæssige planlægningsmøder med lærerne, og omvendt deltager skolens repræsentanter i menighedens største fester.

Underviser du børnene i katolsk kristendom?

Der er lige blevet aftalt et frivilligt tilbud om katolsk religionsundervisning, som vi præster står for, ved slutningen af skoletid hver 14. dag.

Den 2. februar 1904 kom de to første præmonstratensere fra abbediet Averbode i Flandern til Vejle. Pengepungen var lille; ambitionerne om kirke- skole- og hospitalsbyggeri var store. I løbet af få år opstod der en katolsk bydel i hjertet af Vejle. Allerede 1905 grundlagde præmonstratenserne Hermann-Joseph skolen, der i første omgang blev drevet af Sankt Joseph Søstrene. Seks år senere forlod Sankt Joseph Søstrene Vejle. De flamske Mariasøstre fra Berlaar tog over og byggede senere Sct. Maria Hospital i 1913. Skolen startede ydmygt med 15 elever. Men siden den tid er den bare vokset og Har I skolemesser?

Vi har såvel fælles gudstjenester ved forskellige lejligheder i kirke-/skoleåret (f.eks. påske, pinse, jul, høstfest, start og slutning af skoleåret ...) og skolemesser ”kun” for katolikker – og ligeledes økumeniske gudstjenester i Sct. Nicolai Kirke.

Hvordan foregår det økumeniske samarbejde?

Det foregår i et meget venligt klima; med hensyn til det overvejende flertal af elever, som tilhører folkekirken, har vi flere økumeniske gudstjenester om året, hvor både vi katolske og den folkekirkelige sognepræst deltager. Vi præster plejer også at orientere hinanden om, hvad der foregår i forbindelse med konfirmationsforberedelse og sakramentskatekese og yderligere ikke skemalagte aktiviteter, så der hersker et meget kollegialt forhold.

Gensyn med den gamle skole Britta Abildsten fortæller om Sct. Norberts Skole og Klostergades Skole.

SKOLELIV Efter taler og forbønner læst

op af skolens elever og personale indviede sognepræst Gregor Pahl O. Præm. på højtidelig vis Sct. Norbert Skoles nye afdeling i Klostergade med vievand. Ved siden af ham holdt en spændt Britta Abildsten spanden med vievandet. Hun er en af de få nulevende vejlensere, der har gået både på Sct. Norberts Skole og Klostergades Skole. I 1947 begyndte Britta i første klasse på Sct. Norberts Skole efter et par år på Mariadøtrenes

børnehave. “Vi startede dagen med skolemesse. Skolen var jo lille, så vi blev undervist to klasser sammen. Dengang blev den ledet af sr. Modesta, og hun var ret skrap.

Hende kunne man ikke løbe om hjørner med. Men resten af søstrene husker jeg som søde og milde. For nogle af børnene var skolen kostskole, og de boede hos søstrene på hospitalet. Vi var trygge og glade for at gå på skolen. Efter skoletid gjorde søstrene rent i skolen, og det hjalp vi tit med”.

Sognepræst Gregor Pahl O.Præm. velsigner bygningen. Foto: Lisbeth Rütz.

Efter at have bestået optagelsesprøven kom hun på Klostergades Skole, hvor hun tog realeksamen i 1957. “Undervisningen dengang var meget anderledes end den er i dag. Der var tavleundervisning og meget udenadslære. Når man blev overhørt i dagens lektie, skulle man stå ved siden af

Bygningen er fyldt med fine detaljer – for eksempel smukke, ovale vinduer. vokset. I 2004 købte Sct. Norberts Stiftelse den nedlagte politistation, hvor der nu er klasseværelser og faglokaler til de kreative fag og menighedslokaler i stueetagen. Købet af Klostergades Skole betyder, at der nu er plads til tre spor i 7-10 klasse.

Pas på skolen!

Skolen er indrettet med en æstetik, der gør, at eleverne opmuntres til at passe på den, fortæller Dorte. Det er en på mange måder ikonisk bygning, der har betydet meget for vejlenserne. En hel del af detaljerne i den gamle skolebygning fra 1890 er bevaret – for eksempel nogle vinduer i skønvirkestil, trappeforløbene og nogle meget smukke, ovale vinduer. Kravene til indretning af undervisningslokaler har ændret sig meget i de mange år, der er gået siden skolen blev bygget, så derfor har man løbende skullet tage nogle valg. De gamle, ret små klasseværelser er blevet bevarede, og man har i store træk valgt at bevare den gamle ruminddeling med mange mindre rum. De er nu meget indbydende Fortsættes side 13 ▶ Hvordan oplever du selv kontakten med børnene?

Jeg oplever eleverne som meget åbne og interesserede ved de lejligheder, hvor vi ellers mødes til gudstjenester eller til besøg i kirken og undervisning.

Fortsætter I traditionen med at rejse til Averbode med 9. klasserne?

Ja, det gør vi, vi har lige aftalt et forberedende undervisningsbesøg i 9. klasserne. Derudover er der også nogle andre dejlige traditioner, som videreføres, f.eks. en pilgrimsvandring med 6. klasserne på Hærvejen og kirkegårdsbesøg omkring Alle Sjæle, hvor vi mindes Mariasøstrenes virke på hospitalet, skolen og børnehaven.

LR

sin pult. Dengang var Klostergades Skole et rent kvindeunivers. Vores klasselærerinde frk. Udesen var en rigtig gammeldags frøken med knold i nakken. Alt personale undtagen religionslæreren var kvinder. Vi piger mødtes med drengene fra Skolen på Kirketorvet til den årlige skoleudflugt og til skoleballer”.

Britta er kommet i Sct. Norberts menighed fra barnsben. Både kirken og skolen har fyldt meget i hendes liv. Hendes mor blev optaget i Kirken, da hun var lille, og som 18-årig blev hun selv optaget af daværende sognepræst Edward Stappers O. Præm. Hun var patruljeleder ved skolens spejdertrop lige til hun fik sit andet barn og blev senere forkvinde for skolens bestyrelse. Sammen med en gruppe tidligere elever og lærere blev hun vist rundt på sin gamle skole.

LR

8

Verdensungdomsdag

”Det har helt klart styrket min tro” Sara Majholm fra Sct. Mariæ menighed på Frederiksberg ser tilbage på sin første deltagelse i en Verdensungdomsdag.

TROSFEST Verdensungdomsdagen er

ikke blot en tilbagevendende megabegivenhed i Den katolske Kirkes liv og et internationalt stormøde for verdens unge katolikker, hvor de sammen med paven fejrer den katolske tro. Den er også en pilgrimsrejse, en fejring af Kirkens unge og deres fællesskab på tværs af landegrænser, samt et øjebliksbillede af Verdenskirken og en intens oplevelse af ungdomsevangelisering.

Alt dette oplevede den 19-årige Sara Majholm, da hun sammen med ca. 140 andre unge fra Danmark rejste til Portugal i slutningen af juli for at deltage i Verdensungdomsdagen i Lissabon 1.-6. august. ”Det var en kæmpestor oplevelse at være afsted og fornemme at være en del af Verdenskirken. For i dansk sammenhæng kan du af og til føle dig lidt alene med din tro, og som ung katolik er du meget afhængig af de fællesskaber, du kommer i. Verdensungdomsdagen har klart styrket min katolske tro og identitet, og så var det en kæmpe oplevelse at møde unge fra hele verden”, forklarer Sara.

Som optakt til det officielle program var de danske deltagere og de tre medrejsende præster i ugen op til Verdensungdomsdagen indkvarteret på en skole uden for Lissabon, hvor de havde rig lejlighed til at mødes med lokale unge og frivillige, der brugte en uge af deres sommerferie for at tage hånd om de udenlandske unge og give dem en oplevelse af, hvilke udfordringer portugisiske unge katolikker har, og hvordan Kirkens ungdomsarbejde fungerer.

Opholdet i sognene var programsat, og da flere delegationer boede i samme by – enten privat indkvarteret eller fx på skoler – mødtes man ofte til fælles tilbedelse eller fællesaften, hvor de unge optrådte fx med danse, skuespil eller andet fra deres respektive lande, og herigennem lærte lidt om hinandens kultur. ”Herefter tog vi til Lissabon om mandagen for at deltage i åbningen af den officielle del af Verdensungdomsdagen”, fortæller Sara Majholm. Hun tog sammen med de andre danske deltagere ind til hovedstaden, hvor visse dele af byen var blevet afspærret for trafik, og hvor der var mange aktiviteter

i gaderne – ”lidt Distortion-agtigt”, forklarer hun: ”Der vrimlede med unge med flag, bannere og musik m.m. Der var også tilbedelse, en åbningsceremoni og en eftermiddag mødtes vi med de andre nordiske deltagere til fælles messe på de nordiske sprog, celebreret af biskop Czeslaw”.

En stor oplevelse for Sara var lørdag aftens bønsvigilie sammen med pave Frans i Tejo Trancão-parken, hvor hundredtusinder af unge fra hele verden overnattede enten i telte eller under åben himmel. Det var ”en superhyggelig aften”, forklarer Sara og fortæller, at man blev vækket af musik af en DJ-præst, der sørgede for at de unges humør var helt i top allerede fra morgenstunden Højdepunktet var søndag formiddags store friluftsmesse med deltagelse af pave Frans og hundredvis af præster. ”Det var fantastisk med egne øjne at se, hvor mange unge, vi i virkeligheden var, og det var stærkt emotionelt at se alle knæle under forvandlingen og fornemme den store stilhed, selv om mere end halvanden million var forsamlet. Det var bevægende at være en del af dette, og i stilhed bede sammen med så mange andre unge.

Gode erfaringer

Efter den afsluttende pavemesse rejste en del af de danske deltagere hjem (dem under 18 og dem, der skulle starte i skole), mens godt 60 unge brugte yderligere en uge på at besøge forskellige byer og pilgrimssteder, bl.a. Porto, domkirken i Braga og Fátima, hvor de hørte om de tre hyrdebørn og Mariaåbenbaringerne. Slutmålet var besøget i pilgrimsbyen Santiago de Compostela i det nordlige Spanien, hvor man besøgte den berømte katedral, som er endemålet for de mange pilgrimme fra hele verden, efter at de har gået hundredvis af kilometer tværs over Spanien eller op gennem Portugal.

Hvilke tanker gjorde Sara Majholm sig efter tre hektiske uger i Portugal og mødet med de mange unge fra hele verden? ”Jeg har virkelig oplevet, at Kirken også har en ungdom. Nogle gange kan man her i Vesten godt tænke, at der ikke er så mange unge troende. Men dét at møde så mange unge katolikker på Verdensungdomsdagen,

Tal og facts om verdens største katolske event Otte facts om den netop afholdte verdensungdomsdag i Lissabon, Portugal.

LISSABON Efter afslutning på verdensungdomsdagene 1.-6. august i Portugals hovedstad har arrangørerne offentliggjort diverse data om det store internationale ungdomstræf.

• Halvanden million deltagere Arrangørerne anslog op til åbningen af verdensungdomsdagene, at 800.000 unge ville deltage. Under bønsvigilien lørdag aften og den afsluttende friluftsmesse næste formiddag deltog anslået næsten dobbelt så mange.

Forventningsfulde unge danske katolikker flankerer pave Frans, fra venstre Liva Lindgren, Sara Majholm, Julius Ryom, Amalie Magnussen og Richard Møller-Jørgensen.

Foto: DUK.

• De største talrige delegationer var ikke de portugisiske Man skulle tro, at værtslandet var det land, som tiltrak flest unge til begivenheden, idet den blev afholdt i dets hovedstad. Men det var ikke tilfældet: Faktisk var to lande repræsenteres med flere unge end Portugal (med i alt 43.742 deltagere), nemlig Spanien (77.224 deltagere) og Italien (59.469). Frankrig lå på fjerdepladsen (42.482) og USA på femtepladsen (19.196).

Der skal næsten et helt stadion til at huse de mange danske deltagere på årets Verdensungdomsdag i Lissabon. Foto: Filip Beben. har givet min tro et kæmpe løft, og det at vide, at jeg ikke er alene med min tro”, siger Sara og slutter: ”Derfor er Verdensungdomsdagen så vigtig. Vi unge bliver styrket i vores tro og ønsker herigennem også at engagere os mere i Kirkens liv herhjemme”.

DUK-delegationen bestod af ca. 140 del-

tagere samt en familiegruppe med ca. 96 deltagere. De blev ledsaget af tre præster (p.

Roman Stanislaw Groszewski SJ, p. Daniel Nørgaard SJ og pastor Sigurd Sverre Stangeland) samt biskop Czeslaw, der deltog i den officielle del af Verdensungdomsdagen.

NM

• Den største koncentration af katolske biskopper og præster på ét sted Godt 700 biskopper – 30 af dem kardinaler – og 10.000 præster deltog i verdensungdomsdagene. Deres massive tilstedeværelse sås tydeligst på den afsluttende friluftsmesse.

• Et event for mennesker med forskellige evner I alt deltog 1.753 unge med én eller anden form for mentalt eller fysisk handicap. Af dem var 135 døve og 241 blinde.

• 25.000 frivillige Under paven Frans’ næstsidste arrangement i Lissabon deltog et stort antal frivillige – udover portugiserne også en del spaniere, franskmænd, brasilianere og colombianere. Og 8.831 familier åbnede

deres hjem for at huse op imod 28.618 pilgrimme.

• 5.000 journalister i mediecentret Næsten 5.000 journalister var akkrediteret til at dække verdensungdomsdagene i Lissabon.

• Et ’økologisk’ arrangement Under verdensungdomsdagene blev der plantet 17.980 træer.

• 2.000 præster hørte skriftemål I Parque Tejo-Trancão (Glædens Park), hvor pave Frans brugte en formiddag til at høre skriftemål, var 2.000 præster engageret med disse gøremål under hele arrangementet (på nær og søndag).

NM Kilde: Zenit.org

9

Verdensungdomsdag

WYD skabte fællesskaber Men der var mere kaos i år.

STATEMENT Daniel Nørgaard S.J. er efterhånden en garvet WYD-deltager. Han har været med i alt 5 gange – de sidste to gange som præst. I år var han med i Portugal som specielt tilknyttet familiegruppen, der deltog de sidste fire dage. For første gang var der familier med i den danske gruppe. Det var positivt. “Jeg tror, de fleste fik en god oplevelse ud af det. Familierne var meget forskellige, og de havde meget stor frihed i forhold til programmet. Jeg glædede mig virkelig på deltagernes vegne over, at de oplevede fællesskabet i Portugal.

Nogle er da også allerede begyndt at snakke om at tage med til Seoul om fire år”, siger Daniel. I år var der rekorddeltagelse på ca.

250 i den danske gruppe. Desuden deltog en stor gruppe fra Neokatekumenatet med Marcos Romero, Mate Rada og Fabrizio Milazzo som deltagende præster.

Det blev ikke til så meget med synergieffekt mellem ungdoms- og familiegruppen, for det var svært at nå at lave aktiviteter

sammen; men et højdepunkt på turen og godt eksempel på synergi blev den fælles messe for hele den danske gruppe. Messen blev fejret i en lokal kirke sammen med biskop Czeslaw. Her stod familiegruppen for forbønnerne. Det gjorde indtryk, da små børn, der lige havde lært at læse præsenterede forbønner, de selv havde været med til at formulere.

WYD har meget “på samvittigheden”.

Her mødte nogle deres kommende ægtefælle, andre blev ved med at mødes og startede fællesskabet HUK (Hovedstadens unge katolikker) efter WYD i 2008.

WYD bragte mennesker sammen og skabte fællesskaber; men et minus i Portugal var dog organiseringen. Der var mere kaos end andre gange, hvor jeg har været med, siger Daniel, der i høj grad måtte ty til improvisationens kunst under dagene i Faro sammen med DUK-gruppen op til mødet i Lissabon.

LR

Til venstre: Rita Sintra Soares. Bag hende: Elisa Pescarolo og forrest til højre: Sara Angelucci. Foto: Filip Beben.

”Det burde stå på alle avisers forsider” Biskop Erik Varden reflekterer over WYD. BLOG

Under den beskedne overskrift Strøtanker reflekterer Erik Varden O.C.S.O., biskop af Trondheim, i sin blog Coram fratribus over aktuelle emner på letforståeligt norsk (bokmål) og engelsk.

Bloggen er en visuel nydelse med smukke, undertiden provokerende fotos og velformulerede refleksioner over kunst, litteratur, musik og film. Erik Varden har skrevet flere bøger om spiritualitet og er uddannet inden for gregoriansk sang.

I bloggen reflekterer han over, hvad der skete på WYD i Lissabon og hvilken rolle det har spillet for medierne. Han fæstner sig især ved ungdomsdagen som et autentisk, intenst trosudtryk, hvor de unge ikke lukkede sig inde i sig selv, men rakte hånden ud mod alle. ”Det er ikke lett å sette ord på det som er foregått i Lisboa denne uken. Jeg har aldri vært med på noe lignende. Det har vært folk overalt, nesten alle sammen unge. De har

samlet seg i klynger, vaiet flagg og sunget høyt. Mengden har iblant vært overveldende. Trange gater og undergrunnstog har vært overfylt. I en annen sammenheng kunne man være blitt engstelig ved tanken på konfrontasjon. Det storartede her, har vært et fullstendig fravær av aggresjon. Isteden-

Biskop Czeslaw sammen med familiegruppen i et afslappet øjeblik. Foto: Filip Beben.

”Der er en enorm kraft i at være så mange samlet” Familien Singh fortæller om pilgrimsrejsen til Lissabon.

FAMILIELIV Det er once in a lifetime

for de fleste danske katolikker at være med i en stor katolsk event med 1,5 millioner deltagere. Tyve familier fra hele Danmark deltog sammen med deres børn og unge mellem 0-16 år i Verdensungdomsdagen i Lissabon. Mange familier ville gerne med, og det væltede ind med tilmeldinger – også efter fristens udløb. Mette Nelund deltog sammen med sin mand Parminder Singh og deres tre børn Manisha, Akhila og Ravi på 16, 14 og 4 år.

“Vi er meget glade for at have været afsted sammen som familie og for at have været en del af en større familiegruppe på 96. For os giver det rigtig god mening at deltage som familie, for her starter fødekæden til DUK jo. Alle vi familier var indkvarterede i et stort lejlighedskompleks. Vi lærte hinanden at kende på kryds og tværs, og der var stor respekt for, at vi var der som familier med vidt forskellige behov”, siger Mette.

Parminder oplevede det som fascinerende og levende at være med til messe sammen med 500.000 andre troende: ”Der var en fredfyldt stemning i at være sammen på tværs af alle nationaliteter. Det var også en stor oplevelse, at DUK-gruppen sammen med den store familiegruppe kunne fylde hele kirken til en stor messe sammen med biskop Czeslaw og de andre præster, der var med. Der er en enorm kraft ved at være så mange samlet. Man er med i det største trossamfund i verden. Katolsk betyder jo universel, og det var en stor oplevelse at se, hvordan Kirken afspejler sig i mange kulturer”. Hele familien var med til den

store åbningsmesse og korsvejsandagten.

Manisha og Akhila deltog både i vigilien og afslutningsmessen med 1, 5 millioner mennesker. “Der var en enormt god stemning. Og vi følte os som en del af et stort katolsk fællesskab, der delte den samme glæde. Vi kender ikke rigtig nogen katolske unge på vores egen alder. Det giver også mod til at vi kan tale mere åbent om vores tro”.

“Rise and haste (Lukas 1,39) var temaet for Verdensungdomsdagen, og det blev foldet godt ud. Vi kom hjem med gode oplevelser i bagagen. Det gav virkelig håb for fremtiden at se så mange glade unge mennesker, der havde fokus på troen”, siger Parminder, der fortæller, at omkring 1.000 katolikker fra hele Norden deltog.

Svenskerne var den største gruppe med 400 deltagere.

Men var det ikke overvældende for en fireårig at være med til så stor et arrangement, spørger jeg. “Nej, egentlig ikke. Programmet var meget på børnenes præmisser. Vi havde ham med til tilbedelse og det tog han helt afslappet. Messen var også fredfyldt at være med til, og det gav ham ro”, siger Mette.

Familien Singh ønsker at takke især Chi Le-Ha og Sara Angelucci i forberedelsesgruppen for deres store og dedikerede indsats.

Mange har oplevet det som virkelig trosstyrkende at være med i Lissabon, og der er der et stort ønske blandt flere af deltagerne om at mødes igen.

LR

for å lukke seg inn i seg selv, har gruppene rakt hånden ut til andre grupper, på søken etter møter og samtale, ofte ved utveksling av små suvenirer. Jeg fikk inntrykk av at selve Lisboa var blitt et vennskapets sakrament. Det omsvøpet de fastboende også i en fredfull spenning. Opplevelsen har vært kortvarig og intens. Den gir seg ikke ut for å vise en politisk samfunnsmodell. Men det den formidler er reelt, autentisk. Det får én til å innse at et samfunn kan ordnes på brorskapets premisser. Å ha innsett dét, om så det er en stakket stund, er en velsignelse som kan forvandle liv. At en og en halv

million unge samles slik, på rent idealistisk grunnlag, uten priser å vinne, kun for å dele noe vesentlig, er et under. Det burde rapporteres på alle avisers førstesider.”

Under overskriften ”Korsvei” reflekterer Varden også over et af WYDs højdepunkter – korsvejen, der formidler lidelseshistorien med dans og musik. Han kommer til den konklusion, at netop korsvejen ”uden banale kompromisser” viser, man kan bære smerte og lidelse i værdighed. Coram fratribus er et spændende og begavet eksempel på, hvordan mødet mellem samtiden og 2000 års kristen kultur kan tage sig ud.

LR

10

Kirken i Danmark

Hvordan er vi Kirke i vores menighed og hvordan vil vi gerne være?

gruppe alle menigheder til at arbejde med følgende tema: Hvordan udlever vi Kirkens mission i vores menighed, og hvad kan vi gøre?

Her i bispedømmet har vi allerede i menighederne, via spørgeskemaer og på

andre måder, arbejdet med den synodale høringsproces. Dér, hvor menighederne har holdt møder, har tilbagemeldingerne generelt været positive. Derfor ønsker vi at fortsætte denne åbne, lyttende proces, hvor vi lytter til hinanden og til Helligåndens inspiration samtidig med, at hele Kirken i oktober måned samles i Rom til det første af to møder i bispesynoden for at arbejde videre med de globale resultater af høringsprocessen.

Vi indbyder derfor alle menigheder sammen med deres præster til at mødes for at bede for synoden og samtidig reflektere over vores mission som lokalkirke.

I den første del af processen, som vi gennemlevede sidste år, kom mange store og vigtige emner op. Dem kan man læse om i både bispedømmets rapport og i det dokument, som bispekonferencen sendte videre til Rom. Derfor vil vi i denne omgang sætte mere fokus på, hvordan vi med de nådegaver og styrker, svagheder og udfordringer vi besidder, opfatter vores egen mission og opgave, og hvad der kan spænde ben for, at vi som katolsk Kirke i Danmark kan udleve denne mission. Det handler i denne omgang ikke så meget om at diskutere de store spørgsmål, som Kirken på nationalt eller internationalt plan står over for, men om hvordan vi kan udleve vores synodale natur som lokalkirke rundt omkring i menighederne med deres respektive kendetegn og nådegaver.

Derfor opfordrer bispedømmets synode-

Pater Krzysztof Augustyniak SJs periode som sognepræst ved Vor Frue menighed i Aarhus er forlænget med 5 år indtil 31. juli 2028

Pater Allen Courteau OMIs periode som sognepræst ved Vor Frue og Sct. Antoni menighed i Herlev-Brønshøj er forlænget med 2 år indtil 31. juli 2025

i Odense er forlænget med 1 år indtil 31. juli 2024

Pastor Thomas Birkheusers periode som sognepræst ved Sct. Josefs menighed i Horsens er forlænget med 5 år indtil 31. juli 2027

Pastor Gregers Mærsk Kristensens periode som sognepræst ved Sct. Michaels og Sct. Maries menigheder i Kolding og Haderslev er forlænget med 5 år indtil 31. juli 2028

Bispedømmets synodegruppe vil i den kommende tid sende menighedsrådsformændene og præsterne et brev med diverse materialer, hvori alle menigheder opfordres til at arbejde med følgende tema: Hvordan udlever vi Kirkens mission i vores menighed, og hvad kan vi gøre? Brevets fulde ordlyd er gengivet herunder.

REFLEKSIONER Kære katolikker i

Danmark, på Færøerne og i Grønland, Som I ved, gennemgår hele Den katolske Kirke den såkaldte synodale høringsproces.

Det er på én gang en proces, der skal gøre os mere bevidste om, hvem vi er, og hvad vi hver især bringer ind i det kirkelige fællesskab, men også en proces, hvor vi som Katolsk Kirke sammen kan lytte til Helligåndens tale og blive inspireret til, hvordan vi skal være Kirke – både lokalt og universelt. Desuden ønsker Kirken at høre de stemmer, som af den ene eller anden grund sjældent kommer til orde i Kirken.

Pave Frans minder os om, at Kirken er synodal i sin natur og han understreger derfor de tre kerneværdier, deltagelse, fællesskab og mission.

At være katolsk Kirke betyder, at vi er

Meddelelser fra bispekontoret Pastor Jan Hansen, hidtil konstitueret sognepræst for Sct. Vilhelms og Sct. Vincents menigheder i Hillerød og Helsingør, udnævnes som sognepræst for de samme menigheder for en periode af 5 år indtil 31. juli 2028 Pastor Fabrizio Milazzo konstitueres som sognepræst for Sct. Nikolaj menighed i Hvidovre og fortsætter som sognepræst ved Sct. Pauls menighed i Taastrup.

en universel Kirke. Hver lokalitet, hvor Kirken er til stede, er forskellig, og Kirken består af de katolikker, der bebor dette sted; med deres respektive styrker og svagheder.

Alle katolikker udgør én Kirke, men som levende sten er vi samtidig fæstnet i vores lokale virkelighed. Nogle menigheder har mange medlemmer, andre har få, nogle har mange sproggrupper, andre er kulturelt meget ens. Selvom vi føler os hjemme, uanset hvor vi kommer i en katolsk kirke, så lægger vi mærke til, at både nådegaver og udfordringer varierer fra den ene menighed til den anden; som verdensomspændende Kirke har hver menighed sit eget udtryk.

Bispesynoden og lokal refleksion

Pater Wieslaw Podlach CssRs periode som sognepræst ved Sct. Annæ menighed i København er forlænget med 5 år indtil 31. juli 2028

Pater Bernhard Kofod CssRs periode som sognepræst ved Sct. Albani menighed

Korrektion

Abbed Albert velsigner menigheden med vievand efter indvielsen af klostrets nye fane.

Foto: Lisbeth Rütz.

Pater Julian Backes O. Præm., superior i Vejle Kloster er fejlciteret i KO nummer 10, hvor klostrets nye flag beskrives.

Nedenunder bringes den korrekte tekst.

Med Vejle Kloster menes der præmonstratenserklostret i Vejle, ikke det middelalderlige dominikanerkloster, som der stod i nr. 10.

KO beklager. ”Flaget viser et centreret kors. Dets farver går tilbage til Vejle Klosters våbenskjold. Våbenskjoldet viser en gylden monstrans på rød baggrund, omgivet af en bourbonsk lilje (heraldisk) til højre og en otte-takket stjerne (heraldisk) til venstre.

Hovedfarverne er bispedømmet Københavns, Hamborn Abbedis og byen Fredericias med Danmarks ældste katolske kirke. Monstransen henviser til den skjulte Gud, hans nærvær i eukaristien, sjælesorg og Sct. Norbert som skytshelgen for klosteret og sognet i Vejle. Stjernen og liljen står for Guds Moder Maria som præmonstratenserordenens skytshelgen.

Forslag til en samtale om menigheden

Synodegruppen har sammensat et forslag til inspiration til, hvordan I som menighed kan reflektere over emnet. Vi foreslår, at hver menighed holder to møder i samme periode som synoden afholdes i Rom eller i tiden derefter. Det kunne fx være en søndag i oktober og en søndag i november, hvor jeres menighed mødes og beder for synoden og fortsætter de fælles refleksioner, som mange af menighederne startede allerede sidste år.

Ved det første møde skal menigheden arbejde med at afklare, hvilke styrker (nåde­ gaver), svagheder, muligheder og risici menigheden står med.

Ved det andet møde er idéen, at I ser på resultaterne af det første møde og så beslutter, hvordan I som menighed konkret vil udleve de tre tematikker, som synoden lægger op til: Deltagelse, fællesskab og mission.

God arbejdslyst!

Stine Rørbæk Møller, Niels Messerschmidt, pastor Christian Noval og Nik Bredholt (formand).

Læs mere på www.synode.dk.

Pastor Benny Blumensaats periode som sognepræst ved Sct. Nikolaj menighed i Esbjerg er forlænget med 1 år indtil 31. juli 2024 Pastor Simon Peter Ssemakula udnævnes fra 1. oktober 2023 til andenpræst ved Sct. Nikolaj menighed i Esbjerg.

Liljen er hentet fra ordenens våbenskjold og stjernen fra Hamborn Abbedis våbenskjold og Børglum Klosters kapitelssegl, ordenens tidligere moderkloster for de nordiske lande.

Stjernen symboliserer Norden og havet, de otte takker den ”ottende dag”, påskemysteriet og den nye skabelse i dåben.

Det latinske motto ”Ecce Agnus Dei” (”Se Guds lam”) er mottoet for Averbode Abbedi, som grundlagde Vejle Kloster og bar det i mere end hundrede år. Ved siden af den marianske lilje minder det antydede påskelam om våbenskjoldet for biskop Josef Ludwig Brems O.Præm. (1922–1938 apostolisk vikar for Danmark). Påskemotivet er et ekko af bodfærdighed, som sammen med eukaristien og korbønnen, mariansk hengivenhed og pastoral omsorg er et af præmonstratenserordenens fem ”mål”. Johannes Døberen er skytshelgen for abbedierne Averbode og Hamborn, hans profetiske ord (jf. Joh 1,29.36) opsummerer ordenens og klostrets liturgiske apostolat.”

11

Kirken i Danmark

Fra forstander til refugieleder Nyt forstanderpar i Løgumkloster.

KARRIERESKIFT “Det er en stor

drøm for os at overtage stafetten som forstanderpar på Løgumkloster Refugium.

Refugiet er et enestående sted i Danmark med rum for fordybelse, fornyelse og fællesskab - med dybe rødder i den kristne tradition. Det er et sted med ro, rytme og gæstfrihed, der nærer både nysgerrighed og taknemlighed. Et moderne refugium der har noget vigtigt at tilbyde mennesker i dag”, skriver Louise og Peter Højlund Franklin i en pressemeddelelse fra Løgumkloster Refugium.

Peter Højlund Franklin fratrådte sin stilling som forstander på Niels Steensens Gymnasium den 22. august, og Louise Holte fortsætter som konstitueret rektor.

Det har hun været, siden Peter Franklin blev ansat som forstander for efter planen at få undervisningskompetence i gymnasiet og dermed kunne blive rektor.

Peter Højlund Franklin er uddannet lærer og cand. pæd. i religion og livstolkning. Han tiltrådte sin stilling som forstander på Niels Steensens Gymnasium den 1. maj 2021 og kom fra en ansættelse i 12 år som skoleleder på Institut Sankt Joseph. Hans hustru, Louise Højlund Franklin, kommer til sit nye job med en baggrund som sognepræst ved

Langenæskirken i Aarhus. Hun har tidligere arbejdet i den folkekirkelige skoletjeneste i Silkeborg og været præst i Sejs-Svejbæk.

I 2022 var hun medudgiver af debatbogen ”Må vi være her? Folkekirken efter Luther”.

Louise og Peter tiltræder stillingen som forstanderpar på Løgumkloster Refugium den 1. oktober.

LR

Brian Patrick McGuire. Arkivfoto.

Mød Brian McGuire i AC Foredrag om de glemte danske helgener.

Peter Franklin: Arkivfoto.

Selv når du ikke er her længere, kan du blive ved med at hjælpe mennesker i nød Ved at betænke Caritas Danmark i dit testamente er du med til at gøre en forskel for verdens fattigste og mest udsatte. Torsdag den 28. september inviterer vi til arvemøde.

Tekst: Caritas Danmark

FORENINGSLIV Med udgangspunkt i sin seneste bog, Glemte danskere – helgener i Danmarks skabelse (Forlaget Jensen & Dalgaard 2022), vil Brian McGuire føre os ind i den danske middelalder via nogle af de mennesker, der havde betydning for tiden.

På den måde vil vi få en dybere forståelse af dansk identitet, eftersom disse markante

figurers fortællinger giver indsigt i, hvordan det danske rige blev en del af det første europæiske fællesskab – middelalderens kristne kirke i Vesteuropa.

Torsdag 28/9 kl. 19-21 i Englesalen, Niels Steensens Gymnasium, Jagtvej 183D, indgang fra gården. Der er gratis adgang.

af verdens tryggeste og rigeste lande, ville det være mærkeligt, om ikke man ville give noget videre til dem, der har været mindre heldige end én selv,” fortæller hun. ”Jeg kender Caritas som en god organisation, der forener tro og professionalisme, og som på grund af den lokale forankring i sogne rundt omkring i verden har nogle gode forudsætninger for at hjælpe mennesker i nød.”

Stine, der sidste år gik på efterløn, har tidligere arbejdet som sygeplejerske og har en kandidatgrad i socialt arbejde. Det er især Caritas’ rettighedsbaserede tilgang og investering i uddannelse, der tiltaler hende.

”Hvis man kender sine rettigheder og har fået sig en uddannelse, har man et bedre udgangspunkt for at bryde ud af fattigdomscirklen,” understreger hun.

Caritas Danmark inviterer torsdag den 28. september til arvemøde. Her vil advokat Henrik Dalegaard fra Borch Advokater, der er autoriseret bobestyrer i Svendborg og har stor praktisk erfaring med testamenter, fortælle om arveloven. ”Når man opretter testamente, får man mulighed for at fordele sin arv, som man vil. Samtidig er der nogle fordele ved at betænke godgørende formål, hvilket jeg også vil komme ind på til mødet,” siger han.

Til mødet deltager også indsamlingskoordinator Sidse Helene Surel Mogensen, der vil forklare, hvordan man rent praktisk betænker Caritas Danmark i sit testamente, og generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy, der vil fortælle, hvordan pengene gør en konkret forskel for verdens fattigste og mest udsatte.

DONATIONER Det var blandt andet en arv fra farmoren, der tillod Knud Ballin i 1947 at grundlægge Caritas Danmark for at sende nødhjælp til tyske flygtninge i Europa. Som årene er gået, kommer bidragene typisk andre steder fra, men det sker alligevel ofte, at sekretariatet modtager arvemidler. ”Det er altid glædeligt, når vi får besked om, at vi har modtaget arvemidler,” udtaler generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy. ”Det er selvfølgelig ikke noget, som vi planlægger efter, men vi er taknemmelige for, at flere af vores bidragydere betænker os i deres testamente, fordi de ekstra midler

betyder, at vi kan gøre endnu mere for de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp.” ”Takket være de arvemidler, som vi har modtaget inden for blot de seneste par år, har vi blandet andet kunnet realisere vores planer om at drive et migranthus her i Danmark og styrke vores indsats for kvinders og børns sikkerhed i Uganda,” afslutter hun.

Stine Riegels Læssøe, der gennem mange år har været frivillig i SOS Forbøn, er én af dem, der har valgt at betænke Caritas Danmark i sit testamente. Og det var ingen svær beslutning. ”Når man har været så heldig at vokse op og få sig en uddannelse i et

Foto: Stine Riegels Læssøe. © Thord.

▶ Fortsat fra side 4 nogensinde før. Der har været mere end 1.000 brande, og de har ødelagt 10 millioner kvadratmeter skov og natur. Ved hjælp af store helikoptere, der har spulet vand, er den værste ild slukket, men der står stadig røg op fra skovbunden mange steder. Det kommer i små stød, som om jorden ømmer sig.

Brandene har kostet mindst fem mennesker livet. Blandt andet i Palermoforstaden Cinisi, hvor et ældre ægtepar blev fanget i deres hjem, da flammerne trængte ind.

I det fattige boligkvarter Borgo Nuovo i det vestlige Palermo, blev 200 familier evakueret, da ilden på kort tid 25. juli rullede ind i bydelene fra bjerget.

På vejen ved foden af bjerget, hvor de værst ramte etagebygninger ligger, står rækker af udbrændte biler og skure.

Boligblokken er totalskadet, og beboerne føler sig ikke sikre på, at de nogensinde kan vende tilbage. ”Vi må tage det dag for dag”, siger Filippo Damiano og trækker på skuldrene. Han og

naboerne er blevet midlertidigt indkvarteret på et pensionat, men fremtiden er usikker.

Beboerne føler sig glemt af myndighederne. De ventede i 7 timer på, at brandvæsnet skulle nå frem.

Det italienske beredskab er for dårligt forberedt, er der enighed om på gaden.

Maria Angela, som repræsenterer en borgerliste i Palermos byråd, siger, at man nu vil lægge mere pres på regeringen for en mere hensigtsmæssig katastrofeplan. ”Hvis det bliver varmere for hvert år,

Kom til arvemøde

Torsdag den 28. september inviterer vi til arvemøde. S.U. mandag den 25. september på tilmelding@caritas.dk.

kommer brandene til at blive stærkere og stærkere, og så skal der lægges en holdbar strategi. Vi må gøre dette krav klart og tydeligt”, siger Maria Angela.

Brandene, som er opstået under hedebølgen i Sydeuropa denne sommer, har især ramt Italien, Spanien, Portugal og Grækenland. Sidstnævnte har haft det værste år for brande siden 2003.

12

katolsk Knud den orientering Hellige

Hellige Knud Konge, Danmarks værnehelgen, bed for os!

Kan Danmarks værnehelgen, Hellige Knud Konge, betragtes som en bro, et kulturelt bindeled, mellem vores katolske kirke og det folkekirkelige kirkesamfund anno 2023?

Tekst: Ann-Lise Aasesdatter

HELGENER Hellige Knud er her i alt

fald stadig efter mere end 900 år, opbevaret i Folkekirkens domkirke i Odense som et næsten intakt skelet, godt bevaret trods en noget ubarmhjertig skæbne, ikke bare i liv og i død, men også tiden efter hans skrinlæggelse og helgenkåring har budt hans hellige rester ret udfordrende omstændigheder med blandt andet indemuring i oprejst skrin i adskillige århundreder. Mere præcist fra 1582, hvorefter han, formentlig efter en ganske kort åbning i 1694 i forbindelse med en ombygning af kirken, kortvarigt kom ud i lyset og derefter indemuret igen, indtil en nysgerrig, kongelig, lidt frisk bemærkning i 1833 pludseligt og indtil videre endelig, bragte ham ud i lyset igen, hvor han efterfølgende fik en hædersplads i domkirkens krypt, og hvor han altså endnu ligger.

I bogen ”Knud-konge, helgen, myte” skriver Karsten Kjer Michaelsen, ”Knud – den udødelige. Knud døde den 10. juli 1086 – det kan der ikke ændres på. Det er let at slå manden ihjel, men ikke myten”. …”På det jordnære plan lever Knud i bedste velgående i skikkelse af mange navnebrødre” men han lever også videre som helgen i vores katolske kirke og liturgi, som helgenkult med egen kirke, inklusive kapel med relikvier i Rom, som historisk person og delvis myte i Danmarks historie og i alle de steder, der bærer hans navn.

Helgener er et vidnesbyrd om Guds nåde

For os katolikker er helgener et vidnesbyrd om Guds synlige nåde i et menneske, om enestående hengivenhed og kærlighed til Gud, om trofast tjeneste i Kirken og et levned, der gennem helgenens eget eksemplariske og forpligtende liv med Gud inspirerer og vejleder os som troende. En sådan helgen er Hellige Knud, og uagtet at den protestantiske kirke fuldstændig frasiger sig anerkendelse af helgener og relikvier, også Hellige Knud, fastholder samme kirke, bakket op af Kongehus, Kirkeministerium og

Nationalmuseum, sit ”ejerskab” til Hellige Knuds jordiske rester.

Hellige Knud blev født omkring 1042 og var søn af kong Svend Estridsen.

Han regerede som konge over Danmark i perioden 1080 til 1086. Han blev i sit eftermæle dels kendt for sin grundfæstede kristne tro og i sin beslutsomhed på at udbrede kristendommen i Danmark. Hans liv endte voldsomt, da han 10. juli 1086 blev myrdet i Skt. Albani kirke i Odense.

Efter sin død blev Hellige Knud begravet som konge, og ret hurtigt efter begyndte der at være beretninger om, at flere oplevede mirakler ved hans grav, hvorefter der gik en proces i gang for at få ham helgenkåret. Få år efter, i 1101, blev han helgenkåret som martyr og anerkendt for at have givet sit liv for Kristi riges skyld, for sin tro og kærlighed til Gud og blev ophøjet til Danmarks værnehelgen. Der kan meget vel også have været politik med i spillet om Hellige Knuds helgenkåring, men det ændrer ikke ved det vilkår, at er man helgenkåret, har man pavens velsignelse og dermed, også påvist gennem adskillige undersøgelser, en vis forsikring om, at vedkommende virkelig er udvalgt af Gud til en helt særlig plads og betydning i efterlivet deriblandt en hædersplads i de helliges samfund til evig tid. Det er vores tro, som vi bekender, hver eneste gang vi siger trosbekendelsen: ”vi tror på de helliges samfund”.

Skrinet under domkirken i Odense

Relikvierne blev i forbindelse med helgenkåringen placeret i det skrin, der stadig kan ses i krypten under domkirken i Odense, og i århundreder blev de anset for at have mirakuløse egenskaber, hvorfor pilgrimme fra hele Europa besøgte hans gravsted for at gøre bod, søge beskyttelse, helbredelse og velsignelse.

Hellige Knuds relikvier blev derefter i århundreder æret, som traditionen byder det, med processioner, tidebønner og messer på hans festdag og i øvrigt alt, hvad der ellers hører med til kult omkring en helgen.

Kulten omkring Knud var stærk i århundrederne efter hans helgenkåring, men også under og efter reformationen var der en vis holdbarhed i hans kult og minde. En meget læseværdig bog ”Knud den Helliges martyrhistorie” fra 1907 fortæller aldeles grundigt filologisk og historisk, ud fra de ældste kilder, om Knuds omtumlede liv både før og efter hans død.

Vi taler altså om en helgen med et endda meget velbevaret relikvie af første grad. Det er derfor også naturligt at spørge, hvorfor Hellige Knud overhovedet skal ligge i folkekirken og ikke i katolske Skt. Albani kirke, som ligger nærmest dør om dør med domkirken i Odense?

Hvad er i grunden et relikvie?

De jordiske rester af Knud den Hellige i Skt. Knuds Kirke i Odense.

Relikvie betyder en rest, et efterladenskab.

Teologisk er det i katolsk sammenhæng noget, som har haft direkte forbindelse med

Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke 1086. Malet af Christian Albrecht von Benzon (1843). Foto: Wikipedia.

Kristus, en martyr eller en helgen, og derfor er det et minde om dem, deres hellige liv og vidnesbyrd.

Relikvier inddeles i grader. Første grad er legemet eller dele heraf. Anden grad er genstande, der har tilhørt dem eller været brugt af dem, mens de levede. Det kan også være torturredskaber, der har været brugt ved martyriet eller dele heraf. Endelig tredje grads relikvier er noget, som har været i berøring med den afsjæledes legeme eller knogler. Det kan være et stykke stof eller selve den helliges grav. ”Forudsætningen for at man kan tale om relikvie i teologisk forstand, er, at personen, som relikviet henføres til, er en martyr eller helgen, der officielt er helgenkåret eller saligkåret. Den katolske Kirke understreger, at relikvier skal være dokumenteret ægte og have biskoppens godkendelse.”

Det betyder altså, at de knogler, der nu er udstillet i krypten i Odense Domkirke, er første grads relikvier. Når katolikker tager på ferie eller valfart, går turen ofte til helligdomme, hvor der er relikvier, og mange af os tager afsted for at bede om særlige nådegaver foran relikvier, og ganske ofte vil man opleve at blive bønhørt.

Hvis vi i dag vil bede om særlige nådegaver og beskyttelse af Danmarks værnehelgen, skal vi altså gå ind i Folkekirken og gøre det foran helgenskrinet der, eller vi skal rejse til Rom, hvor Hellige Knud har sit eget kapel med relikvier.

Vi rejser rundt i verden og besøger hellige steder og hellige grave, eller de besøger os. Tænk på det store følge og festivitas, da Hellige Tereses skrin besøgte Danmark for år tilbage sammen med resterne af hendes forældre. Der var ingen ende på de liturgiske festligheder, og mange besøgte hende relikvier for at bede om nådegaver såvel som de helliges forbøn.

Har vi brug for Knud i dag?

Knud er Danmarks værnehelgen. Har vi ikke brug for ham i dag? Måske mere end nogensinde, når man ser på, hvordan samfundet bevæger sig hastigt væk fra traditionelle, grundlæggende kristne værdier og levevis.

Hvordan ser det ellers ud med relikvier i Danmark? Jeg skrev her i sommerferien til Nationalmuseet for at høre om hvilke helgener, der faktisk er kendt i Danmark

som relikvier. Alle middelalderkirker har haft relikvier indlagt i altrene, og mange er senere fundet af historikere, håndværkere og andre, der har haft adgang til relikviegravene i de gamle middelalderkirker. De fund af relikvier, der er indleveret til Nationalmuseet, ligger nu dels i museets magasiner, dels i udstillingen om middelalderen. Poul Grinder-Hansen, der er museumsdirektør og seniorforsker fra Nationalmuseet, svarer, at der ganske rigtigt er en hel del relikvier i Nationalmuseets varetægt, men at det er ganske vanskeligt at få historien på plads i forhold til mange af relikviernes oprindelse. Meget er grundigt ødelagt i forbindelse med reformationen, andet er gået til i brande eller på anden vis under tidens tand, atter andet ligger endnu i relikviegrave i de gamle altre ude i landets middelalderfolkekirker. Kristeligt Dagblad skrev for år tilbage i en artikel om Den hellige Lucia, at der i Nationalmuseets samling og magasiner er 120 relikvier, nogle man kender navnet på og en ret stor del, hvis oprindelse og ejermand, man ikke er sikker på. Det er ikke lykkedes mig på nuværende tidspunkt at få udleveret omtalte liste, men det kunne være ganske interessant, om noget af Hellige Knud ligger andre steder, eller om nogle af de mere kendte skikkelser som Hellige Kjeld ligger et sted på Nationalmuseet og optræder på en liste som danefæ.

Danmark var unægtelig oprindelig katolsk, og det er værd at erindre i forbindelse med Hellige Knud, at det var en protestbevægelse, politisk og teologisk, der gjorde Danmark til et protestantisk land og på sin vis, for nu at bruge et udtryk fra de katolske bøgers verden, vandt ”kampen om de danske sjæle” og dermed også retten til at fortælle historien. Efter reformationen blev Danmark de facto et protestantisk land, hvis teologi per definition tager afstand fra troen på helgener og relikvier.

I næste nummer af KO skal vi høre om polemikken om hellig Knuds knogler 20082009 og Knuds ”eksil” i Folkekirken.

Noter: 1. Prins Christian, den senere Christian VIII, som under et officielt besøg, friskt sagde, at det kunne være interessant, om de meget omtalte Fortsættes side 14. ▶

katolsk Læserne orientering skriver

Befrugtningen skaber nyt liv – bevar det!

900.000 små børn er blevet aborteret siden abortens indførelse i 1973.

Livet starter ved befrugtningen. Her dannes den genetiske kode, der gør et menneske til den, han eller hun er. Ingen anden i verden, (hvis man da ikke er en enægget tvilling)

I anledning af Den melkittiske Kirkes 300-års fælleskab med Rom

Modersmålets bagvej ind i liturgien takket være kirkefællesskabet med Den melkittiske Kirke Det er vigtigt at holde sig for øje, at selv om man taler om ”Den katolske Kirke”, så betyder det ikke, at kirken kun har eller har haft latin som ritussprog. Kirken rummede i 1964 seksten unerede mindretal med andre kirkesprog og riter for eksempel i græske -, slaviske -, kaldæiske -, koptiske og melkittiske menigheder. En del af disse unerede kirkefolk har igennem det 20. århundrede stået stærkt i emigrantmiljøer, navnlig i USA. I dette forhold ligger en betydningsfuld nøgle, der skulle vise sig medvirkende til at lukke modersmålet ind i varmen. I december 1959 overrækker en apostolisk delegat en instruks direkte fra Den Hellige Stol til de amerikanske biskopper, der pålagde dem at sørge for, at menigheder af den melkittiske ritus ophørte med at bruge engelsk i deres liturgi.

Kære pave Frans!

Hvor er det godt, at du har indkaldt til synode 2021-24. Og tak for, at du også har indbudt ikke-katolikker til at komme med forslag til Kirkens udvikling fremover. Jeg siger tak og vil komme med et enkelt forslag som medlem af Den danske Folkekirke. Jeg håber at synoden, når den slutter i oktober 2024, kommer frem til det ’vendepunkt’, som broder Alois fra Taizé kalder synoden. Da jeg var ung, deltog jeg hver sommer på lejre i Taizé eller på internationale arbejdslejre, bl.a. i Derry, Nordirland, hvor vi forsøgte at få katolske og protestantiske børn til at bruge fritiden sammen. Senere blev jeg skoleleder for to katolske skoler, Maribo og Østerbro, hvor flertallet af elever var ikke-katolikker. I dag har jeg to børn og fire børnebørn, som alle er katolikker, og det er jeg glad for.

Men Den katolske Kirke har i dag et kæmpestort problem med alle de seksuelle overgreb, der har ødelagt tilliden til Kirken de sidste 50-70 år. Du har sagt, kære Frans, at det er et enormt problem, og at du vil have det løst. Jeg håber det kan begynde med denne synode, så den kan blive et vendepunkt for Kirken.

Kirken har tidligere været i problemer. Jeg vil fremdrage tre og kort nævne, hvordan dine forgængere taklede dem: I 1054 forlod de ortodokse kirker Den vestlige romerskkatolske Kirke, der fortsatte under pavens ledelse. Tyve år senere fik pave Gregor den 7. kirkekoncilet i Rom til i 1074 at vedtage at gøre cølibatet tvungent for alle katolske præster. Ikke bare for dem, der gik i kloster, men også for de ’verdenspræster’, der var sognenes hyrder. Indførelse af cølibatet havde da været diskuteret i omkring 300 år, inden tiden blev moden til det.

Måske var denne stramning af reglerne et forsøg fra pavens og biskoppernes side på at stramme op efter den åreladning, det var at miste alle de ortodokse. I Danmark afløstes ærkebiskop Eskild, der havde kone og børn, i 1178 ▶ Fortsat fra side 7. indrettet med borde og siddegrupper, hvor eleverne kan arbejde sammen, når der skal undervisningsdifferentieres. I den “nye “ skolebygning er der indrettet lokaler til naturvidenskab. Alle klasseværelser er indrettet med elektroniske tavler.

I et stort lyst rum – med flot lysindfald fra begge sider er loftet blevet hævet. Her, hvor der oprindeligt var badeanstalt for byens borgere og senere gymnastiksal, skal der i fremtiden være fællesarrangementer for skolens elever, og på væggene kommer der til at hænge billeder af Nis Schmidt. Han underviste i mange år på Klostergades

13

har samme genkombination, og man bliver til sin død ved med at ”trækkes med” disse gener.

Sammensmeltningen af æg og sædcelle forvandler to skrøbelige halv-celler til et kraftcenter, der sætter en eksplosion af vækst i gang.

En vækst som brutalt stoppes på grund af den dødens kultur, som politikerne og kongehuset lagde navn til gennem et pennestrøg i 1973, uden omtanke for de konsekvenser det medfører at behandle de mest sårbare på så barbarisk vis.

Ved hver eneste abort mister både den enkelte og samfundet sin menneskelighed og fremmer en råhed, som nok ikke er intentionen, men konsekvensen, en konsekvens som fører til yderligere råhed og umenneskelighed, hvis ikke den stoppes. Stop den nu!

Pastor Benny Blumensaat Kirkegade 58, 6700 Esbjerg

Patriark Maximos VI af Antiokia (1947-67) retter derefter henvendelse direkte til Johannes XXIII, da det kommer frem, at sagen end ikke har været vendt med Kongregationen for Orientalske Kirker. Johannes XXIII udvirker, at der i marts 1960 udstedes et dekret, der tillader melkitterne at anvende modermål undtagen i anphoraen (canon).

Den 15. november samme år holdt The Commission on the Sacred Liturgy’s (LI) subkommission ”De lingua latina” et møde. Efterfølgende blev der udarbejdet en tekst, der slet skjult henviser til de orientalske kirker. Den blev forlagt LI´s plenarforsamling i april 1961. Teksten påviste, hvorledes en lang række forskellige kirkesprog og riter op igennem historien, ganske vist ikke uden kamp med Romerkirken, i langt de fleste tilfælde havde fået lov til at fortsætte. Det kan næppe ses som nogen tilfældighed, at medlemmerne af The Commission for the Oriental Churches på samme tid i april 62 enes om en tekst ”De usu linguarum vernacularum in liturgiis” som forelægges The Central Preparatory Commission i januar 1962. Hér siges det, ”at det fra gammel tid har været kutyme at tillade de orientalske

kirker at bruge de sprog, som de selv anså for de bedste til glæde for sjælene”.

Den 80årige franske kuriekardinal, den konservative André-Damien-Ferdinand Jullien, som sad sammen med kardinalerne Ruffini og Browne i Den forberedende kommission i januar 62, sagde åbent, hvilken fare, han så, østkirkernes krav om modermål som liturgisk sprog indebar for latinens monopolstilling.

Tilbage i februar 1961 forberedte et underudvalg under Secretariat for Christian Unity et votum, der gik ind for den videst mulige brug – senere ændret til et øget brug – af modersmål i liturgien.

Med baggrund i dette vedtog koncilfædrene på Det andet Vatikankoncil, at fremme brugen af modersmål til gavn for kirkefolket. Vi kan altså blandt andet takke Den melkittiske Kirke for, at vi kan høre liturgien på vort eget sprog.

Hans Christensen Læge, cand.theol., 2720 Vanløse

af Absalon som ærkebiskop, og en af hans store opgaver var at få sognepræsterne til at leve i cølibat, som han også selv gjorde.

I årene efter 1517 fandt reformationen sted, inspireret af Luthers arbejde og prædikener, hvor han bl.a. kritiserede salget af aflad mod betaling til Kirken. Derved mistede Den katolske Kirke de nordeuropæiske folk, der skilte sig ud og dannede egne protestantiske kirker. Og Martin Luther, der selv havde været munk, giftede sig med en tidligere nonne – ”for at drille Djævelen”, som han udtrykte det. For at imødegå dette tab indkaldtes Tridentinerkoncilet i 1544 som en del af en ’modreformation”’ Her imødekom man en del af Luthers kritik, og det blev bl.a. besluttet, at aflad ikke længere kunne købes for penge, men at det krævede ærlig anger og bod.

I 1962 indledtes det 2. Vatikankoncil, indkaldt af Johannes den 23. Han syntes vist, at Kirken havde fjernet sig for meget fra befolkningens dagligdag og udviklingen i samfundet. Mødet varede til 1965 og besluttede bl.a., at messen fejres på menighedernes nationale sprog og ikke kun på latin. Det var alle ikke tilfredse med, og der opstod en vis splittelse, fordi nogle konservative prælater ønskede at fortsætte med at holde messe med den gamle tridentinske liturgi. Men det var en lille minoritet. Og Kirkens sprog blev lettere at forstå for menigmand.

Nu har du så, pave Frans, indkaldt til en synode 2021-24, og du har gentagne gange udtalt, at de overvældende mange seksuelle overgreb, foretaget af Kirkens folk, er et forfærdeligt stort problem, som Kirken skal gøre noget ved. De skal standses af Kirken selv!

Derfor foreslår jeg, at du beder om at synoden, når den træder sammen til sit sidste møde i oktober 2024, vedtager at gøre cølibatet for præster frivilligt. På samme måde, som det er frivilligt for sognepræster i Den ortodokse Kirke. I klostrene derimod skal munke og nonner fortsat leve i cølibat, og klostrene skal bestemt ikke nedlægges.

På den måde kan det tvungne cølibat for alle præster blive en parentes på 950 år (fra 1074 til 2024). Trods alt var Kirkens historie inden det tvungne cølibat jo længere: fra pinsedag ca. år 33 til år 1074, var der hele 1041 år. Og ved at gøre cølibatet valgfrit for præsterne vil en vigtig forhindring for at komme de seksuelle overgreb til livs være væk.

Jeg ved godt, at der er mange problemer, der skal løses i den forbindelse. Særligt økonomiske udfordringer, for en præst med kone og børn skal naturligvis have en løn, de kan leve af. Og ikke bare lommepenge, som det nu er tilfældet.

Det bliver dyrt!

Og det er sikkert også en forhindring for en vedtagelse af et frivilligt cølibat, at de, der skal vedtage det på synoden i oktober 2024, biskopperne og Vatikanets top, næsten alle er cølibatære ’lommepenge-gejstlige’ og derfor måske vil stemme imod.

Men det er op til dig at løse, kære Frans! Hvis du sætter al din indflydelse ind på det?

For fire år siden besøgte jeg en irsk-katolsk familie i USA med syv børn. Hos dem lærte jeg, da jeg som ung boede hos dem, hvor godt et katolsk hverdagsliv kan fungere. Da jeg nu besøgte dem igen, blev jeg chokeret over at opleve, at alle syv børn og den 94-årige mor, Mary Gallagher, havde forladt Den katolske Kirke. De var ellers trofaste katolikker.

Det kan du med synoden 2021-24 rette op på, kære Frans.

Det er vi mange, der håber på.

Herluf Eriksen, 2000 Frederiksberg.

Skole og senere på Sct. Norberts Skole i billedkunst og tysk. I dag er han en anerkendt kunstner, der har udstillinger over hele landet bag sig.

De første mange år var Klostergades Skole en pigemellemskole. Først i 1957 kom der drenge på skolen, da Kirketorvets Drengeskole blev nedlagt. I 1977 lukkede skolen på grund af det faldende børnetal. Derefter blev skolen først brugt til VUC og senere til sprogundervisning for udlændinge for så at stå tom i flere år.

Sct. Norberts Skole er fordelt på tre bygninger i Vejle Midtby. Den hører sammen med Sct. Norberts Børnehus, hvor der er en vuggestue med 22 børn og en børnehave med 72 børn. Skolen har to klasser per årgang fra 0.-6. klasse og er tresporet fra 7.-10. klasse.

Skolen er købt af Vejle kommune for 9 millioner kroner og istandsat for 30 millioner.

Læs mere om Sct. Norberts Skole på sct-norberts-skole. dk.

14

September

1. grøn. Fredag i 21. alm. uge. (I Ps).  Sl 97,1+2b.5-6.10.11-12.  I retfærdige, glæd jer i Herren.

L.: 1 Thess 4,1-8. Ev.: Matt 25,1-13.

Bededag for Skaberværket 2. grøn. Lørdag i 21. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid. Gudsmoders lørdagsmesse.  Sl 98,1.7-8.9.  Herren kommer for at holde dom over folkene med retskaffenhed.

L.: 1 Thess 4,9-11. Ev.: Matt 25,14-30.

Bededag for præste- og ordenskald.

I Domkirken ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (h) 1.vesper til Kirkevielse 3. hvid. Søndag. ( 22. alm. søndag) I Domkirken: ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (h)  Gl.Cr.Særl.pf.

1.L: 1 Kong 8,22-23.27-30  Sl 84.3.4.5+10.11  Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!

2.L.: 1 Kor 3,9b-11.16-17 Ev.: Joh 2,13-22 eller Joh 4,19-24 2.vesper til Kirkevielse Bededag for bispedømmets børne- og ungdomsarbejde I andre kirker: 3. grøn. 22. ALM. SØNDAG.  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Jer 20,7-9;  Sl 63,2.3-4.5-6.8-9.  Min sjæl tørster efter dig, Herre min Gud. 2.L.: Rom 12,1-2.

Ev.: Matt 16,21-27.

(Gregor den Store, pave og kirkelærer (†604) fejres ikke) Bededag for bispedømmets børne- og ungdomsarbejde 4. grøn. Mandag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 96,1+3.4-5.11-12.13.  Herren kommer for at holde dom over jorden.

L.: 1 Thess 4,13-18. Ev.: Luk 4,16-30.

5. grøn. Tirsdag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 27,1.4.13-14.  Jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land.

L.: 1 Thess 5,1-6.9-11. Ev.: Luk 4,31-37.

(Teresa af Calcutta, ordenssøster (†1997), kan fejres) 6. grøn. Onsdag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 52,10.11.  Jeg stoler på din trofasthed, Herre, for evigt og altid.

L.: Kol 1,1-8. Ev.: Luk 4,38-44.

7. hvid. Torsdag i 22. alm. uge. (II Ps).

I andre kirker end i Domkirken: ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (f) Læsninger fra søndagen i Domkirken, hvor der vælges enten 1. eller 2. Læsning I Domkirken: 7. grøn. Torsdag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 98,2-3ab.3cd-4.5-6.  Herren har kundgjort sin frelse.

L.: Kol 1,9-14. Ev.: Luk 5,1-11.

8. hvid. Fredag. DEN SALIGE JOMFRU MARIAS FØDSEL (f) Gl.Jomfru Marias pf.

L.: Mika 5,1-4a eller Rom 8,28-30  Sl 13,6ab.6cd

▶ Fortsat fra side 12. skrin, stadig var i bestemt udpeget niche.

En kirketjener fik organiseret, der blev slået hul i muren og frem kom skrinene. Kilden er ”Knud-konge, helgen, myte s.60 2. S 84-85 i ”Knud – konge, helgen, myte” af Karsten Kjer Michaelsen, 2017.

3. Ibid, især siderne 65-68, samt artikler i Fyens Stiftstidende 16.6.2009; 26.6.2009 og 31.7.2009 samt Kristeligt Dagblad, se kildehenvisninger.

4. Knud den Helliges Martyrhistorie, af M.CL. Gertz, 1907

katolsk Liturgiskorientering kalender  Jeg fryder mig over Herren!

Ev.: Matt 1,1-16.18-23 eller 1,18-23 9. grøn. Lørdag i 22. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid. Peter Claver, præst (†1654) Eller hvid. Gudsmoders lørdagsmesse.  Sl 54,3-4.6+8.  Se, Gud er min hjælper.

L.: Kol 1,21-23. Ev.: Luk 6,1-5.

10. grøn. 23. ALM. SØNDAG.  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Ez 33,7-9;  Sl 95,1-2.6-7c.7d-9.  Om I dog i dag ville lytte til Herren!

Gør ikke jeres hjerter hårde!

2.L.: Rom 13,8-10.

Ev.: Matt 18,15-20.

11. grøn. Mandag i 23. alm. uge. (III Ps).  Sl 62,6-7.9.  Hos Gud er min hjælp og min ære.

L.: Kol 1,24–2,3. Ev.: Luk 6,6-11.

12. grøn. Tirsdag i 23. alm. uge. (III Ps) Eller hvid. Marias allerhelligste navn

 Sl 145,1-2.8-9.10-11.  Herren er god mod alle.

L.: Kol 2,6-15. Ev.: Luk 6,12-19.

13. hvid. Onsdag i 23. alm. uge. (III Ps).

Johannes Chrysostomos, biskop og kirkelærer (†407) (m)  Sl 145,2-3.10-11.12-13.  Herren er god mod alle.

L.: Kol 3,1-11. Ev.: Luk 6,20-26.

14. rød. Torsdag. DET HELLIGE KORS’ OPHØJELSE (f) Gl.Særl.pf. eller Pass.pf. Sekvens ad libitum.

Der vælges enten 1. eller 2. læsning 1.L.: 4 Mos 21,4-9  Sl 78,1-2.34-35.36-37.38  Glem ikke Guds gerninger, men hold hans befalinger.

2.L.: Fil 2,6-11 Ev.: Joh 3,13-17 15. hvid. Fredag i 23. alm. uge. (III Ps).

Den salige Jomfru Marias Smerter (m) L.: Hebr 5,7-9  Sl 31,2-3a.3bc-4.5-6.15-16.20  Frels mig, Herre, i din trofasthed!

Sekvens Ad libitum Ev.: Joh 19,25-27 eller Luk 2,33-35 16. rød. Lørdag i 23. alm. uge. (III Ps).

Cornelius, pave, (†253), og Cyprian, biskop, (†258), martyrer (m)  Sl 113,1-2.3-4.5a+6-7  Lovet være Herrens navn fra nu af og til evig tid!

Eller  Halleluja!

L.: 1 Tim 1,15-17. Ev.: Luk 6,43-49.

17. grøn. 24. ALM. SØNDAG.  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Sir 27,30–28,7;  Sl 103,1-2.3-4.9-10.11-12.  Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab.

2.L.: Rom 14,7-9.

Ev.: Matt 18,21-35.

Robert Bellarmin, biskop og kirkelærer (†1621) og Hildegard af Bingen, jomfru og kirkelærer (†1179) fejres ikke.

18. grøn. Mandag i 24. alm. uge. (IV Ps).  Sl 28,2.7.8-9  Lovet være Herren, for han har hørt min tryglen.

L.: 1 Tim 2,1-8. Ev.: Luk 7,1-10.

19. grøn. Tirsdag i 24. alm. uge. (IV Ps).

Eller rød. Januarius, biskop og martyr (†305) 5. S. 172-173 ”Knud – konge, helgen, myte” af Karsten Kjer Michaelsen, 2017.

6. Henvisning til Hellige Knuds kapel i Rom, i kirken Santa Maria in Traspontina.

 Sl 101,1-2ab.2cd-3ab.5.6  Med oprigtigt hjerte vil jeg færdes i mit hus.

L.: 1 Tim 3,1-13. Ev.: Luk 7,11-17.

20. rød. Onsdag i 24. alm. uge. (IV Ps).

Andreas Kim Taegon, præst, og Paulus Chong Hasang og lidelsesfæller, martyrer (†19.årh.) (m)  Sl 111,1-2.3-4.5-6  Herrens gerninger er store eller  Halleluja!

L.: 1 Tim 3,14-16. Ev.: Luk 7,31-35.

21. rød. Torsdag. MATTÆUS, apostel og evangelist (f) Gl.Ap.pf.

L.: Ef 4,1-7.11-13  Sl 19,2-3.4-5ab  Deres røst når ud over hele jorden.

Ev.: Matt 9,9-13.

22. grøn. Fredag i 24. alm. uge. (IV Ps).  Sl 49,6-7.8-10.17-18.19-20  Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

L.: 1 Tim 6,2c-12. Ev.: Luk 8,1-3.

23. hvid. Lørdag i 24. alm. uge. (IV Ps).

Pius de Pietrelcina, præst, (Padre Pio) (†1968) (m)  Sl 100,1b-2.3.4.5  Træd frem for Herren under jubel!

L.: 1 Tim 6,13-16. Ev.: Luk 8,4-15.

24. grøn. 25. ALM. SØNDAG.  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 55,6-9;  Sl 145,2-3.8-9.17-18.  Her­ren er nær ved alle, der råber til ham.

2.L.: Fil 1,20c-24.­27a.

Ev.: Matt 20,1-16.

Kollekt for Katolsk Menighedspleje. ”Livets dag” 25. grøn. Mandag i 25. alm. uge. (I Ps).  Sl 126,1-2b.2c-3.4-5.6  Herren har gjort store ting mod os.

L.: Ezra 1,1-6. Ev.: Luk 8,16-18.

26. grøn. Tirsdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Eller rød. Cosmas og Damian, martyrer (†3.årh.)  Sl 122, 1-2.3-4a.4b-5  Lad os drage til Herrens hus!

L.: Ezra 6,7-8.12b.14-20. Ev.: Luk 8,19-21.

27. hvid. Onsdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Vincent af Paul, præst (†1660) (m)  Tob 13,1b-2.3-4a.4bcde.5.6.  Lovet være Gud, som lever i evighed.

L.: Ezra 9,5-9. Ev.: Luk 9,1-6.

28. grøn. Torsdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Eller rød. Wenceslaus, martyr (†929) Eller rød. Laurentius Ruiz og lidelsesfæller, martyrer (†omkr.1635)  Sl 149,1-2.3-4.5-6a+9b  Herren glæder sig over sit folk eller  Halleluja!

L.: Hagg 1,1-8. Ev.: Luk 9,7-9.

(Lioba, abbedisse (†780), kan fejres) 29. hvid. Fredag. DE HELLIGE ÆRKEENGLE, MICHAEL, GABRIEL OG RAFAEL (f) Gl.Englenes.pf.

L.: Dan 7,9-10.13-14 eller Åb 12,7-12a  Sl 138,1-2a.2bc-3.4-5  I guders påhør lovsynger jeg dig, Herre.

Ev.: Joh 1,47-51 30. hvid. Lørdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Hieronymus, præst og kirkelærer (†420) (m)  Jer 31,10.11-12b.13  Herren vogter os som hyrden sin hjord.

L.: Zak 2,5-9.14-15a. Ev.: Luk 9,43b-45.

15

Annoncer

Støtter mindre projekter

Vanløse Begravelsesforretning Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær Du kan trygt ringe og aftale et møde med os.

Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

www.vincentgrupperne.dk

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

Jyllingevej 8, 2720 Vanløse Tlf.: 38 71 75 01

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen

bedemand@v-lm.dk www.v-lm.dk

Føler du dig alene, trist eller bekymret? Ved telefonen sidder et kristent medmenneske, som vil lytte og bede for og med dig.

Ring til SOS Forbøn på 53 60 38 18 (Åben hver torsdag og søndag 19-21)

Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon: 33 55 60 80

S S FORBØN VI BEDER SAMMEN - VI BEDER FOR DIG

Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V. Tlf.: 33 55 60 40, kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. - Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

Bønnens apostolat September

For mennesker, der lever i udkanten af samfundet

Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V.

Vedrørende brug af materiale offentliggjort i Katolsk Orientering. Katolsk Orientering har efter aftale med de respektive skribenter eksklusivretten til artikler offentliggjort i avisen. KO’s redaktion gør opmærksom på, at brug af artikler – eller substantielle dele heraf – fra avisen kun må ske efter skriftlig tilladelse fra redaktionen. I øvrigt henvises til gældende citatregler.

Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Katolsk Bispekontor

Medarbejdere i dette nr.: Filip Beben, Martin Bjørck, pastor Lars Messerschmidt, Lea Noval, pastor Stefano Tarquini, Rolf Tönshoff og Ann-Lise Aasesdatter.

Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag – ca. 13.000 – ISSN 0902-297X.

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte

EN VÆRDIG OG SMUK AFSKED MED DINE KÆRE

Vi beder for de mennesker, der lever i samfundets udkant under umenneskelige livsvilkår; at de ikke må blive overset af institutionerne og aldrig må blive betragtet som mindre vigtige.

Du kan også se årets intentioner på https://apostolat.dk.

Biskoppens kalender September 2023

Katolsk Orientering Indlæg til Katolsk Orientering nummer 12/2023, som udkommer den 22. september 2023, skal være KO i hænde senest den 4. september 2023.

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 13/2023, som udkommer den 13. oktober 2023, skal være KO i hænde senest den 25. september 2023.

Erik Skree

Mette Andersen

HOLM BEGRAVELSER.DK

Tlf. 66 17 28 81 · Rugårdsvej 158 Tlf. 65 32 18 81· 5210 Odense NV

Her kunne din annonce have været Med en annonce i Katolsk Orientering når dit budskab ud til mere end 20.000 unikke læsere!

Katolsk Orientering udkommer 16 gange årligt og har som sin primære målgruppe katolske husstande i Danmark, men har også mange ikke-katolske læsere.

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt Palle Vinther på tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk.

3. kl. 10.00

4.-8.

12. kl. 17.00

13. kl. 15.00 15.-17.

18.-22.

23.

24. kl. 15.00

kl. 18.00 25. kl. 12.00

26. kl. 10.30

27. kl. 10.00 28. kl. 10.00 29.-30.

Fejring af 150 års jubilæet for Vor Frue Kirke i Aarhus Møde i Den Nordiske Bispekonference i Poznan Møde i Pastoralrådets forretningsudvalg Møde i Økonomisk Råd Dennoch konference i Hannover Præstestudieuge Fejring af DUKs 75 års jubilæum på Øm Messe for den tyske menighed, Sankt Augustin Kirke, Kbh Messe i Jesu Hjerte Kirke, Kbh Møde i tænketanken for forfulgte kristne Møde i Danske Kirkers Råds forretningsudvalg Møde i Biskoppeligt råd Møde i Præsterådet Deltagelse i Bispesynoden i Rom

16

Eftertanker

Den grønne omstilling og mennesket Forholder Kirken sig virkelig til verdens situation, eller har den lukket sig inde i sin egen (lille) verden?

Tekst: Pastor Lars Messerschmidt

STRØTANKER Formålet med denne

artikel er ganske enkelt at stille spørgsmålet, om vi også tænker ’grønt’, når det drejer sig om mennesket. Måske har læserne selv stillet sig spørgsmålet eller hørt andre gøre det. Personligt kan jeg ikke huske, at nogen har gjort det. Det stiller for mig problemet, om Kirken virkelig forholder sig til verdens situation, eller om den er lukket inde i sin egen (lille) verden. Har Kristus ikke givet os til opgave at fortælle menneskene sandheden, for at menneskene kan frelses allerede i dette liv?

Min konklusion på spørgsmålet er ganske

enkelt, at den kultur, vi lever i i dag, tænker globalt set grønt, men undtager mennesket, bortset fra vores overordnede ansvar for at naturen omkring os får lov til at fungere på naturens egne præmisser. Mennesket er sin egen art og ikke en del af den globale natur.

Den seksuelle frigørelse

På grund af min fremskredne alder har jeg kunnet følge med i udviklingen fra efterkrigsårene og til i dag. Jeg har således helt konkret oplevet det såkaldte ungdomsoprør i 1968, hvor man indførte et nyt kultur- og menneskesyn. De fleste i dag har ikke ople-

En af konsekvenserne af dette syn på forholdet mellem mand og kvinde var, at der opstod et alternativ til ægteskabet: kæresteforholdet. Jeg husker, at en ung mand definerede forskellen mellem ægteskab og kæresteforhold som blot bestående i et stykke papir (’vielsesattesten’). Det handlede jo alene om ’følelser’.

En anden konsekvens var, at både piger og drenge menneskeligt set faktisk stoppede med at udvikle sig. De stagnerede i teenagealderen. Jeg hørte mange voksne kvinder sige: Der findes ikke noget virkeligt mandfolk, de er alle teenagere, også selvom de kunne være over 30 år.

En yderligere konsekvens af 68-oprøret var, at forskellen mellem piger og drenge, kvinder og mænd, blev formindsket, så det blev sværere og sværere at finde sin kønslige identitet: Er jeg en dreng eller en pige. ’Heldigvis’ kunne videnskaben hjælpe på det problem ved at ændre på hormonerne og foretage kirurgiske indgreb for at omskabe kroppens seksualitet.

Således kom også problemet om homoseksualitet på dagsordenen. Det er meget tankevækkende, at homoseksuelle kæmper voldsomt for retten til at blive (kirkeligt) viet, men ’almindelige’ mænd og

Mistrivsel og familiebaggrund

I dag er også det klassiske ægteskab blev ændret. Skilsmisse er næsten blevet normen, og folk kan gifte sig mange gange (i folkekirken).

I dag (det er noget nyt) er vi i samfundet meget optaget af børns og unges mistrivsel.

Selve ordet i den nuværende betydning er også helt nyt! Det problem skal så løses pædagogisk og terapeutisk. Jeg har imidlertid aldrig i den offentlige debat hørt nogen spørge om årsagen til mistrivslen. Man kunne fx lave nogle sociologiske undersøgelser om børnenes familiebaggrund og opvækst. Det kunne jo være, at man fandt årsagen?

Mit svar er kort og kontant på baggrund af mine årelange erfaringer med mennesker: Hovedårsagen til denne mistrivsel er børnenes familiebaggrund. Langt, langt de fleste mennesker er ikke født og opvokset i et varmt og harmonisk hjem med en far og mor, der elsker hinanden. Og årsagen i dag er det ovenfor anførte kulturskift.

Når jeg skriver i dag, er det fordi, jeg også har megen dokumentation for, at tidligere tiders familieliv og traditioner også skabte lignende problemer for børnene og de unge.

Det drejer sig altså ikke om at vende tilbage til en ’bedsteborgerlig’ tradition, som er århundreder gammel.

dets (og Kirkens) grundcelle (’urtepotte’, for at bruge en ’grøn’ betegnelse). Det er Kirkens (hoved)opgave at undervise mænd og kvinder i denne sandhed og hjælpe dem i praksis til at leve den. Endnu kortere: Det handler om kærlighed. Mandens kærlighed til sin hustru, og deres kærlighed til børnene. Mennesket, som mand og kvinde, er af Gud skabt i hans billede, og Gud er kærlighed. Jeg plejer at understrege, at den basale bibelske tekst (1 Mos, kap. 1) ikke siger, at manden og kvinden hver for sig er skabt i Guds billede, men at det er manden og kvinden tilsammen, der er billede på Guds væsen: Far og Søn i Helligåndens enhed. Det er deres kærligheds fællesskab med hinanden, der afspejler Gud. Det er kristendommens svar på vor samtids identitetskrise.

Kirkens ’urtepotte’

Nej, det handler om, at vi som kirke skal opdage Guds syn på mennesket, på forholdet mellem mand og kvinde og forholdet mellem forældre og børn. Man kan kort udtrykke det således: Familien er samfun-

Foto: Christiane Raabe, Pfarrbriefservice.de.

42512

Kærestesystemet

kvinder tager til takke med kærestesystemet.

Hvor mange fædre og mødre bærer vielsesring?

Afsender: Katolsk Orientering

Denne ligestilling af piger skulle også gælde deres seksualitet under mottoet: Piger har ret til fri sex (man underforstod således, at drenge/mænd havde ret til fri sex!). Hun skulle ligestilles med drengene på det seksuelle område. Hun havde dog et problem: Hun kunne blive gravid mod sin vilje. Det løste samfundet med en massiv indsats for brug af kunstig prævention og i sidste ende med retten til fri abort. Hendes frugtbarhed var et handicap.

Til Post Danmarks stregkode

skulle ligestilles med drenge, hvad uddannelse og karriere angik. Principielt er det naturligvis ikke forkert, men bag dette program ligger der en fornægtelse af kvindens frugtbarhed som kendetegnende for hendes kvindelighed, og som biologisk når sit højdepunkt ved 24-års alderen. En ung kvinde sagde spontant: Kvindens rolle er at give livet videre. Der synes at være indbygget en konflikt mellem hendes kvindelige natur (frugtbarhed) og hendes plads i samfundet.

Mange kvinder (de fleste?) kan ikke finde ud af, hvornår de vil have børn. De kan heller ikke finde ud af, hvor mange, de vil have.

At en kvinde skal have mindst tre børn, for at en befolkning ikke skal uddø, tænker ingen over, og det fortæller man sikkert heller ikke teenagepiger. Kina er et godt eksempel.

I mange årtier havde den kommunistiske regering bestemt, at en kvinde kun måtte føde ét barn. Nu er befolkningssituationen blev meget problematisk, så regeringen har opfordret kvinderne til at få to børn, men det kan de tilsyneladende ikke finde ud af.

Katolsk Orientering · nr. 11 1. september 2023 · 49. årgang

Adresselabel, flytning

vet det eller registreret det, og slet ikke de unge. Hvori består dette kultursyn? Al autoritet skal ophæves. Selv børnehavepædagoger blev uddannet til at fortælle børnene, at ingen havde autoritet over dem, selv ikke forældrene, kun dem selv! Teenagealderen blev højdepunktet, for nu kunne de unge selv bestemme alt. Derved forsvandt begrebet moral og etik, som jo netop var den klassiske viden om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. Moralen og etikken blev subjektiv: Det enkelte menneske skal selv bestemme, hvad der er godt og ondt. Hvor teenagealderen før var gennemgangsfase til at blive voksen, jf. det juridiske spørgsmål om myndighed, blev det højdepunktet for udviklingen: Nu stod blomsterne i fuldt flor! Det påvirkede således pigernes måde at klæde sig ’seksuelt’ på og skabte det, vi kalder en sexkultur med alle de bivirkninger, som det nødvendigvis medfører. Hvad var deres dybeste motiv? Handlede det om en identitetskrise vedrørende kønnet?

Et andet hovedanliggende var, at piger

Vi har haft en stor pave, Johannes Paul II, der udviklede det, han selv kaldte ’kroppens teologi’. I denne teologi fremstillede han netop forholdet mellem mand og kvinde, også seksuelt, som en afspejling af Guds væsen. Desværre har Kirken i sin helhed endnu ikke tilegnet sig denne teologi med den virkning, at mange gode par ikke får den fulde forståelse af deres relation, når de indgår et ægteskab. Men der er fremskridt.

Man kan godt kalde denne kroppens teologi for en ’grøn’ måde at forstå forholdet mellem en mand og kvinde på, fordi denne teologi fremlægger mandens og kvindens sande natur. Derfor bør kirken forsøge at formidle kroppens teologi også til ikkekatolikker. Jeg har brugt denne teologi i mange tilfælde, også i forhold til ikke-katolikker, og stort alle kan tage imod den, fordi den taler til noget indre i dem, nemlig deres sande natur. Denne teologi har en effektiv terapeutisk virkning, hvilket bekræfter, at det drejer sig om mandens og kvindens sande natur. Og i sådanne personlige samtaler bliver det tydeligt både for mig og min(e) samtalepartner(e), at det moderne syn på kvinden og manden simpelthen er falskt og destruktivt.

Konklusion: Vort aktuelle samfund må anerkende familien som samfundets grundcelle og forudsætningen for, at det kan blive et sundt samfund. Denne funktion har familien ikke i praksis. Samfundet skal ikke primært fokusere på individet, men på familien.