Page 1

TEMAHÆFTE #9

Moderne naturforvaltning i

Vadehavet


Tema: Moderne naturforvaltnig

zz Græssende får. Foto: John Frikke.

TEMAHÆFTET UDGIVES AF: Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. +45 7254 3634, www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet ”Moderne naturforvaltning”, der blev holdt i nevember 2017 på Skærbæk Kursus- og Fritidscenter. Temamødet og temahæftet er skabt i samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet.

2

Udgivelsesdato: Marts 2018 Redaktør: Tine Lorange, Vardemuseerne Medredaktør: Jens Laurits Hansen, Nationalpark Vadehavet Forsidefoto: Kreaturer græsser udenfor det rævesikre hegn på Nordfanø. Foto: Kim Fischer. Design og layout: Nationalpark Vadehavet / Tine Lorange Tryk: Rosendahls, Esbjerg ISBN: 978-87-93477-11-7


Nationalpark Vadehavet

Moderne naturforvaltning i Vadehavet Emnerne for disse temahæfter er meget forskellige. Det er hele idéen. Nogle indeholder mere konfliktstof og sprængstof end andre. ”Moderne Naturforvaltning” hører nok til de sprængstoftunge. Den første artikel i hæftet bærer også titlen ”Demokrati og diktator i nationalparkerne” med undertitlen ”– om central styring kontra lokal forankring i planlægningen”, og indkredser en del af konfliktstoffet. De næste tre artikler er konkrete eksempler på, hvordan man har ændret naturforvaltningen på henholdsvis Forsvarets arealer, lavet forsøg med helårsgræsning på Molslaboratoriet, og har arbejdet med genforening af natur og landbrug i Friesland. Og endelig afsluttes hæftet med en artikel med eksempler på Nationalpark Vadehavets initiativer omkring naturforvaltning.

INDHOLD

Demokrati og diktatur i nationalparkerne.............................. 4 Forsvarets naturforvaltning............ 10 Helårsgræsning uden tilskudsfodring...................... 16 Genforening af natur og landbrug i Friesland................... 22 Naturforvaltning............................. 26

Ved temamødet på Skærbæk Fritidscenter gav de fem oplæg grundlag for stor diskussionslyst. Forhåbentlig vil diskussionerne fortsætte, og temahæftet her være med til at kvalificere diskussionen. Tak til oplægsholderne for gode oplæg og fine artikler. God læselyst

Nationalpark Vadehavet

Peter Saabye Simonsen Sekretariatsleder

Vadehavets Formidlerforum

Claus Kjeld Jensen Direktør, Vardemuseerne

3


Tema: Moderne naturforvaltnig

Jørgen Primdahl, professor ved Landskab og Planlægning, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Demokrati og diktatur i nationalparkerne – om central styring versus lokal forankring i planlægningen

zz November morgen ved Sønder Ho. Landskabet i Nationalpark Vadehavet rummer meget store værdier, hvor der skal findes balancer mellem hensyn til biodiversitet og dermed også til dynamiske, naturlige processer og områdets anvendelse bl.a. til landbrug og jagt. Visuelt er landskabet karakteriseret ved store udsyn og den meget store variation der er i lyset og farverne – både i løbet af dagen og gennem året. Foto: Jørgen Primdahl.

4


Nationalpark Vadehavet

Efter mange årtiers afvisning og flere års diskussioner har vi i Danmark fået de første nationalparker, omend der stadig er kontroverser om nye udpegninger og graden af central styring. I alle landets nationalparker gennemføres en nationalparkplanlægning, som på mange måder er omdrejningspunktet for parkens forvaltning, både internt og i forhold til omgivelserne. Denne artikel handler om disse processer med fokus på planens og planprocessens rolle i parkernes udvikling. Der argumenteres for, at planprocessen tilrettelægges som en strategi og således, at der både skabes accept af de langsigtede mål og sikres bredt ejerskab til planen. Nationalparkernes indførelse Efter lange diskussioner i 1960’erne bliver det besluttet, at der ikke skal udpeges nationalparker i Danmark. I stedet får vi i 1970’erne en omfattende revision af planlovgivningen samt forskellige løbende revisioner af naturfredningsloven. Fokus sættes på beskyttelse af den almene natur, og by- og sommerhusvikling anses i denne periode for de primære trusler. Generel arealregulering bliver det altdominerende instrument. Op igennem 1980’erne og 1990’erne bliver det imidlertid klart, at natur- og landskabsbeskyttelsen er utilstrækkelig, ligesom fraværet af nationale prioriteringer udgør et problem. Vi får EUfuglebeskyttelsesområder og habitatområder uden at have nationale prioriteringer, der kunne have været brugt som udgangspunkt (som det blev i andre lande), og det bliver samtidig tydeligt, at der er brug for sikring af især store sammenhængende områder. OECD's miljøpanel bliver under sit første besøg i Danmark gjort opmærksom på dette, og etablering af et netværk af nationalparker indgår som en af OECD.s anbefalinger i deres første evaluering af dansk miljøpolitik i 1999. Året efter udkommer Naturrådet med sine samlede anbefalinger, hvor en af dem lyder, at der burde etableres større sammenhængende naturområder, og efter endnu et år indgår udpegning af ”nationale naturområder” som én af de centrale anbefalinger i Wilhelmudvalgets betænkning. I 2007 fremlægger miljøminister Connie Hedegaard forslaget til lov om nationalparker, og i 2008 udpeges

Nationalpark Thy som den første i landet. Siden er fulgt tre andre og den fjerde, Kongernes Nordsjælland er på trapperne. Et vigtigt tema i de politiske diskussioner, der ledsager nationalparkloven er spørgsmålet om central styring og statens rolle. I miljøminister Hans Christian Schmidts indlæg på det første offentlige møde omkring den kommende nationalpark på Mols bliver der langt afstand til hans forgænger Svend Auken, der ifølge Schmidt ikke har været lydhør nok overfor lokale synspunkter og interesser. Derpå argumenterer miljøministeren for den lokale inddragelse og for, at man ikke gennemfører noget, der lokalt er modstand imod. Lidt polemisk kan man hævde, at Hans Christian Schmidt fra talerstolen oplyser forsamlingen om, at man kan gøre som man vil med nationalparkerne, når blot man respekterer hans syn på demokrati og diktatur. I den endelige udpegning af Nationalpark Mols Bjerge udgår Helgenæs på grund af enkelte modstandere, og på Møn bliver forslaget om en nationalpark trukket helt tilbage på grund af relativt få lodsejere, der stritter imod. I det Sydfynske Øhav tog man Langeland og Ærø ud af det oprindelige forslag netop på grund af lokal modstand og ansøger derefter om at blive godkendt som nationalpark med den resterende del. En ansøgning der i 2012 af alle partier bag nationalparkloven, og denne gang med miljøminister Ida Auken som pennefører, bliver afvist med den begrundelse at forslaget ”… med den nuværende afgrænsning uden Langeland og Ærø kommuner vurderes at mangle et væsentligt helhedselement, hvis der skal være tale om en nationalpark". Også udpegningen af den kommende Nationalpark Nordsjælland er i flere år præget af usikkerhed om, hvordan man skal håndtere balancen mellem helhed og hensyntagen til lokal modstand. Endelig kan nævnes at den oprindelig idé med et koordinerende nationalparkråd bliver taget ud af Nationalparkloven da denne vedtages. Nationalparkerne er – indtil videre – blevet en relativt decentral affære. Hele opstarten og den centrale forvaltning af nationalparkerne har således 5


Tema: Moderne naturforvaltnig

være præget af forvirring og uklare signaler – hvad der givetvis hverken har bidraget til målrettede udpegninger, klare centrale målsætninger eller lokal tillid. Rigsrevisionens evaluering fra december 2013 af nationalparkerne i opstartsperioden konkluderer bl.a., at nationalparkerne fra Miljøministeriet bør ”understøttes” mere i formuleringen af klare mål og styrkelse af naturbeskyttelsesindsatsen i en bedre overvågning af indsatsen, ligesom det anbefales at udvikle større og sammenhængende områder. Endelig anbefales det løbende at evaluere forfølgelsen af nationalparklovens hovedformål og vurdere om parkerne samlet set repræsenterer de vigtigste danske naturværdier. Altså mere central styring og koordinering af indsatsen. Nationalparkplanlægningen indtil nu Formelt ledes den enkelte park af en bestyrelse og et sekretariat, og både opadtil i forhold til ministeriet, i samarbejdet med kommunerne og nedadtil i relation til 6

lokalsamfund, lodsejere og borgere i øvrigt, er det naturparkplanen, der er omdrejningspunktet. Det er i denne planlægning, at målene sættes og revideres, budgettet lægges, og handlingsplanen for parkens forvaltning indenfor planperioden lægges fast. Nationalparkplanlægningen er derfor fra starten og fremad gennem revisioner hvert sjette år en central proces, hvor det afgøres, hvem der inddrages og hvordan, hvilke opgaver der skal prioriteres, og hvor langt man skal sigte. Og ligesom i anden planlægning er ejerskabet til planens mål og indhold helt afgørende for dets succes. Det er ikke nok, at nationalparkens bestyrelse og sekretariat bakker op om planen. Ministeriet skal også føle ansvar og understøtte planen, ligesom de involverede kommuner skal se nationalparkplanen som en del af deres egen udviklingsstrategi. Endelig er det nødvendigt, at planen generelt er accepteret af lokale aktører, både dem som bor og lever i parken, men også dem der af forskellige grunde opfatter sig som part i parkens udvikling – DN’s lokalkomité og den lokale

SIS opstarten på arbejdet med en landskabsstrategi for Nordfjends i Skive kommune blev der i samarbejde med Folkeuniversitetet afholdt fire vinterforedrag. Foredragsholderne var eksperter, der var inviteret til at holde et oplæg om, hvad de hver især med deres faglige briller fik øje på af værdier og problemstillinger, når de så på Nordfjends. Det sidste foredrag (af Per Grau Møller fra Syddansk Universitet) handlede om kulturmiljøer på Nordfjends, og før det startede, blev tilhørerne spurgt om, hvem der havde deltaget i et eller flere af de foregående foredrag. Som det fremgår var det næsten alle. Disse foredrag og de efterfølgende diskussioner medvirkede sammen med andre aktiviteter til, at der blev skabt en fælles opfattelse af Nordfjends – og et fælles sprog man efterfølgende kunne bruge i strategiarbejdet. Foto: Jørgen Primdahl.

XXWorkshop om landskabet omkring Saltum Landsby i Jammerbugt kommune. Landmænd og landsbybeboere bruger et par timer af årsfesten til at diskutere landskabsværdier i deres lokalområde. Der udarbejdes et samlet kort over værdierne, som kommunens planlæggere tager med sig hjem. Derefter er der middag og rockmusik. Foto: Jørgen Primdahl.


Nationalpark Vadehavet

landboforening fx. Og endnu bedre er det, hvis disse parter ikke kun accepterer men faktisk føler at det også er deres plan. Er alt dette virkelig realistisk? Det kommer an på, hvad man mener med ejerskab til planen. Helt sikkert er det, at planprocessen ikke vil være uden konflikter. Der skal klippes hæle og hakkes tæer, der skal sigtes langt og overordnet, men der skal også være fodfæste og plads til det aktuelle liv, der udfolder sig i parkens områder. Der vil nødvendigvis blive tale om både diktatur og demokrati, når planen skrues sammen. Ser vi på de gældende nationalparkplaner virker det umiddelbart (efter en hurtig og oversigtlig læsning) som om, at parkernes planlægning tages alvorligt – på trods af den turbulente opstart beskrevet ovenfor. Parkernes planlægning er i fuld gang, og i de ældste parker er man nået til anden generation af planer. Det fremgår tydeligt af planerne, at aktivitetsniveauet er højt, og at det tilsyneladende vælter ind med idéer

fra foreninger, lokalsamfund og enkeltpersoner. I den nye plan for Nationalpark Mols Bjerge (2018-24) kan man således læse, at der i den indledende offentlighedsfase (dvs. før udarbejdelsen af forslaget til plan) indkom ikke mindre end 161 forslag, flest i relation til friluftsliv men også mange idéer til kultur- og naturmæssige tiltag. I den formelle offentlighedsfase omkring forslaget indkom 18 høringssvar og en række inputs på de to offentlige møder. Tilsvarende indkom der 75 forslag for den nye plan for Nationalpark Thy (2016-22). I den nye Nationalpark Skjoldungernes Land (2017-23) indkom der ikke mindre end 430 idéer fra 80 forskellige interessenter. Planerne består typisk af tre komponenter: redegørelse, vision og mål samt handleplan. Den sidste del indeholder en oversigt over de tiltag, der i planperioden vil blive iværksat – ofte med detaljerede referencer til tidsrammer. I Nationalpark Vadehavet (2013-2018) er målsætninger og indsatser knyttet direkte sammen indenfor 12

mål. Noget tilsvarende har man gjort i Nationalpark Skjoldungerne Land, hvor mål og indsatser er fordelt på fem hovedområder med i alt 21 delmål. Alt sammen relativt klart og gennemskueligt. Men er det planer, som der er bredt ejerskab til? Mit umiddelbare svar er, at det er det næppe. Dels fordi man – nationalparken selv (bestyrelse, sekretariat og råd), de involverede kommuner, lokale foreninger, ejere og brugere – ikke tager ejerskab til lange lister af mål og indsatser, der ikke er geografisk konkretiserede, dels fordi der i processerne ikke har været arbejdet med at skabe interesse for parkens udvikling blandt de mange stakeholdere, der er på banen. Og hvad med koordineringen af indsatsen og den overordnede styring? Også her synes jeg, der er behov for forbedringer med inddragelse af nationale mål og bedre koordinering i tråd med de anbefalinger som Rigsrevisionen har peget på.

7


Tema: Moderne naturforvaltnig

Lovgivning og andre centrale rammer

Programmer, direktiver, planer mv. EUs landdistrikt program NATURA 2000

Nationalparkplanlægningen Opbygning af interesse og tillid

Visioner og mål Statusanalyse og målsætning

Mobilisering af ressourcer

Grønne DK-kort Vandmiljøplaner

Planen

Helhedplan Handlingsplan

Kommuneplanlægning og kommunal naturforvaltning Mål

zz De vidstrakte klitlandskaber i Nationalpark Thy udgør en vigtig del af parkens naturværdier. Klitlandskabets forvaltning, formidling og adgangsforhold er centrale emner i nationalparkforvaltningen. Foto: Jørgen Primdahl.

Udpegninger Retningslinjer

Framing og prioritering

Lokalplaner

Andet, herunder fondsstøtte

Landmandens og andre primære forvalteres egne planer, borgernes og lokalsamfundenes visioner og mål

SFigur S 1. Rammerne for og dimensioner i nationalparkens planlægning. For en mere detaljeret gennemgang af de enkelte dele henvises til kapitel 2 og 12 i: Kristensen, Primdahl & Vejre: Dialogbaseret plan-lægning i det åbne land, Bogværket 2015.

Nationalparkplanen som samlende strategi? Gennem efterhånden 10 års arbejde med at udvikle såkaldte landskabsstrategier er der indhøstet en del erfaringer med planprocesser, der både er involverende i forhold til en bred kreds af stakeholdere og integrerende i forhold til andre planer og politikker (se www.diaplan.dk og www.fremtidenslandskaber.dk, samt bogen Dialogbaseret planlægning i det åbne land, Bogværket 2015). Arbejdet med sådanne strategier foregår indenfor en ramme, der kan minde om nationalparkens situation med mange forskellige interessenter og en høj grad af afhængighed af andre, når det gælder planens realisering, herunder andres planer, først og fremmest kommuneplaner. På den måde er en nationalparkplan ikke anderledes end fx en regional byplan. Her er det gennem en samarbejdsdreven og i øvrigt velfungerende planlægning lykkedes på en relativt kort periode at omdanne stort set alle Europas større byer til bedre steder at bo og besøge. Såkaldt strategisk planlægning har udgjort hovedværktøjet i dette, og det er især herfra, der er hentet inspiration til landskabsstrategierne. 8

I Figur 1 har jeg forsøgt at tilpasse modellen for landskabsstrategier til en naturparkplan. Arbejdet foregår indenfor rammerne af central lovgivning, andre planer, programmer og eksterne støttemuligheder, kommuneplanlægningen og lokales egen forvaltning. Som nævnt er de centrale rammer nødvendige og klare udmeldinger fra miljøministeriet om mål og vilkår vigtige og er under alle omstændigheder bedre for processen end vage eller skiftende tilkendegivelser. Som påpeget af Rigsrevisionen er der brug for en overordnet koordinering af indsatserne nationalparkerne imellem. Efterhånden som antallet af parker stiger, og der skal tages stilling til nye parker, er behovet for at nedsætte et nationalt råd som oprindeligt foreslået blevet endnu større. Ser vi på planprocessen handler det om involvering, integration af mange slags mål og midler og om at sikre retning i den langsigtede udvikling. Indkaldelse af gode idéer og offentlige møder er ikke nok. For det første er det vigtigt, at de mange aktører som påvirker parkens udvikling er interesserede i nationalparken og dermed i planlægningen. Derfor kan det være en god idé at starte planprocessen med aktiviteter, der skaber en sådan interesse.

Foredragsaftener med efterfølgende debatter, ekskursioner, kurser og andre undervisningsaktiviteter kan bidrage til at skabe bred interesse for nationalparkens fremtid, især hvis parkens fremtid kobles sammen med viden om dens kultur- og naturhistoriske udvikling og aktuelle problemstiller. Sådanne arrangementer medvirker samtidig til at skabe et fælles sprog. Analyse af status og formulering af mål udgør en anden dimension i processen. Det vigtige her er at bringe statusanalyse og målsætning


Nationalpark Vadehavet

sammen i diskussionerne. Det nytter ikke meget, at man kan blive enige om målene, hvis man ikke har diskuteret og er enige om de aktuelle problemstillinger, der udgør nutiden. Når man læser i nationalparkplanerne er fokus mere sat på de værdier parken rummer end på de problemstillinger, der skal løses. Mobilisering af ressourcer handler især om at få lokal viden og idéer bragt ind i processen og i samspil med eksperternes

viden. Her er man som omtalt kommet et stykke af vejen i de allerede gennemførte planprocesser. Man kan imidlertid bringe eksperter og lokale sammen i workshops og gennem andre former for dialog. Derved kan man mere effektivt berige processen end gennem høringer, ligesom sådanne processer i sig selv skaber ejerskab. Det samme gør det, hvis prioritering af ressourcer og selve den overordnede iscenesættelse af planen indbygges som en del af processen.

Det handler meget om netværksskabelse, dialog og åbenhed. Og det er alt sammen besværligt – tidskrævende og konfliktfyldt. Fra flere års erfaringer med landskabsstrategier er det min erfaring, at det betaler sig på langt sigt. Især, når de overordnede rammer er lagt klart og tydelig frem, og i særlig grad når realiseringen af målene er afhængig af rigtig mange forskellige aktører fra staten over kommunen til lokalsamfundet og den enkelte ejer.

9


Tema: Moderne naturforvaltnig

Af Catrina Bjerregaard Kristensen, skovrider, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Forsvarets naturforvaltning – fra selvforvaltende arealer til struktur

Forsvarsministeriet råder over ca. 31.000 ha, hvoraf ca. 26.000 ha er ejet af Forsvarsministeriet. I denne artikel beskrives udviklingen i Forsvarets forvaltning af disse arealer. Historisk tilbageblik Danmarks første professionelle hærenheder blev etableret i den tidligere middelalder, men dengang kunne man nøjes med eksercerpladser og lignende til uddannelse af soldaterne. Først i midten af 1700-tallet blev eksercerpladserne nær garnisonsbyerne for velkendte og små til at virke udfordrende, når der skulle afprøves manøvrer og taktik i terrænet. Efter krigen i 1864 blev stort set hele den danske hær koncentreret på Sjælland for at forsvare København, men efter Første Verdenskrig 10

blev hæren igen mere spredt, blandt andet med garnisoner i Sønderjylland. Under Anden Verdenskrig etablerede tyskerne en række flyvestationer, og de udbyggede udkigsposterne langs kysterne. Da krigen sluttede, overtog det danske forsvar mange af disse arealer, og i løbet af 50’erne medførte Den Kolde Krig og indførelsen af kampvogne, at der blev behov for større skyde- og øvelsesområder. I 1945 rådede Forsvaret således over ca. 20.000 ha, men det var steget til 33.000 ha i 2012. Siden er en række mindre etablissementer blevet afhændet, så nu råder Forsvaret over ca. 31.000 ha. Det suverænt største skyde- og øvelsesområde er Oksbøl med ca. 6.370 ha.


Nationalpark Vadehavet

zz Militært øvelsesterræn. Bagerst ses kørespor fra militære køretøjer. Foto: Arealforvalter, Henrik Olsen.

11


Tema: Moderne naturforvaltnig

WWAfgræsning med kreaturer, der kan vælge frit mellem mark og skov. Foto: Arealforvalter, Henrik Olsen. TVandfyldte T kørespor, der fungerer som temporære søer, velegnede til fx padder. Foto: Arealforvalter, Henrik Olsen.

12


Nationalpark Vadehavet

Forvaltning af Forsvarets arealer I 60’erne blev mange mindre arealer fredet, og da Forsvaret havde brug for at udvide Oksbøl Øvelsesterræn, blev det drøftet, om Forsvarets arealer i sin helhed skulle være underlagt en landskabsfredning. Det er beskrevet i Forsvarets arealer – en beretning fra Forsvarsministeriets Naturfredningsudvalg, som også kaldes Den gule betænkning. I 1970’erne kom der mere fokus på, at der var behov for en samlet og nedfældet planlægning for, hvad der kunne lade sig gøre og ikke lade sig gøre på Forsvarets arealer.

Den første driftsplan blev vedtaget for Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn i 1978. I 1990’erne begyndte der at komme fokus på, at der er behov for planlagt aktiv indsats for at holde naturen ved lige. Ellers gror det til, hvor det ikke er ønskeligt, og invasive arter truer med at overtage herredømmet på nogle arealer. Derfor blev Skov- og Naturstyrelsen bedt om at lave drifts- og plejeplaner for Forsvarets arealer. Siden 2007 har Forsvarsministeriet selv udført drifts- og plejeplanlægningen. Det skyldes hovedsageligt, at der skulle fokus på den helt klare prioritering i forvaltningen

af Forsvarets arealer. Forsvarets arealer skal først og fremmest opfylde militære øvelsesformål. Dernæst kommer hensyn til biodiversitet og publikum. Alle drifts- og plejeplaner ligger offentligt tilgængelige på www.ejendomsstyrelsen.dk. Helårsafgræsning uden tilskudsfodring Kan soldater træne på et areal, hvor der går kreaturer? Det er et af de spørgsmål, der skal undersøges, efter Forsvaret i foråret 2017 lavede en 460 ha stor indhegning på Kulsbjerg Øvelsesterræn. Her går i øjeblikket ca. 250 Gallowaykreaturer året rundt uden tilskudsfodring. Formålet

13


Tema: Moderne naturforvaltnig

SLandskab S i skydeterræn med granathul forrest i billedet. Foto: Arealforvalter, Henrik Olsen.

med afgræsningen er at hindre tilgroning og bevare et varieret landskab, så soldaterne får de bedste øvelsesvilkår. At afgræsningen samtidigt forventes at give bedre forhold for naturen og er økonomisk mere fordelagtig end slåning er blot en sidegevinst. Hvis afgræsning viser sig at gå godt i spænd med øvelsesaktiviteter, vil andelen af afgræssede arealer formentligt blive øget indenfor Forsvarets arealer i fremtiden. Droner i naturforvaltning Droner har været anvendt i Forsvarets naturforvaltning siden 2015 med to forskellige formål: Dels til kortlægning 14

af invasive arter og dels til monitering af strukturudviklingen. Det fungerer godt med dronekortlægning af invasive arter såsom kæmpe bjørneklo, rynket rose og gyvel. Det er sværere med glansbladet hæg og japansk pileurt. Til monitering af strukturudviklingen registreres alene vegetationens højde. Dermed kan man fx følge græsningseffekten ved at overflyve et areal, sætte dyr på, og vente fem år, hvorefter man overflyver arealet igen på samme årstid. Landskabets struktur er en meget vigtig del af Forsvarets naturforvaltning. Det skyldes, at soldaterne har brug for bestemte

strukturer i landskabet, mere end de har brug for bestemte arter. På den måde kan man sige, at Forsvaret skaber rammerne og giver naturen plads. Hvis det så viser sig, at Forsvarets aktiviteter er til gavn for sjældne arter, så er det en meget god sidegevinst. Adaptiv naturforvaltning Adaptiv naturforvaltning betyder kort sagt, at naturforvaltningen skal være fleksibel og målrettet. I Forsvaret defineres målet med naturforvaltningen i de gældende drifts- og plejeplaner, som er udarbejdet i dialog med militære brugere samt høring af diverse interesseorganisationer mv.


Nationalpark Vadehavet

Der følges op på målopfyldelsen gennem evaluering af drifts- og plejeplanerne. Desuden følges der i enkelte tilfælde op på konkrete projekter, fx ved hjælp af droner som beskrevet ovenfor. Selvom Forsvaret til en vis grad efterlever principperne i adaptiv forvaltning, så er der stadig plads til udvikling. Ønsker til fremtidig naturforvaltning Godt og vel halvdelen af Forsvarets areal er omfattet af Natura 2000, og Forsvaret bidrager meget gerne til at bevare og forbedre naturen. Forsvaret er generelt underlagt samme lovgivning som det civile samfund. Reglerne om at beskyttet natur (Naturbeskyttelseslovens § 3) og Natura 2000 skal bevares i dets nuværende tilstand, gælder således også på Forsvarets arealer. Det betyder fx, at Forsvaret undgår kørsel indenfor klitfredningslinjen, sprængning udenfor sprængningspladser, afgræsning i skove, færdsel gennem søer og andre aktiviteter, der kan ændre tilstanden på de beskyttede arealer. Afvigelser fra disse restriktioner kræver dispensation.

TMineplejl T i aktion. Mineplejlen er en pansret maskine, der detonerer miner i jorden. Samtidig er den god til at rydde gyvel som fx her på billedet. Foto: Arealforvalter, Henrik Olsen. Nederst ses mineplejlen, der her holder stille, mens to mænd tilser maskinen. Man ser de pansrede plader. Når mineplejlen kører, sidder føreren helt bagerst. Foto: Arealforvalter, Henrik Olsen.

Erfaringer har imidlertid vist, at der er mangel på dynamik i den danske natur. Forsvarets aktiviteter kan netop skabe den dynamik, der er mangel på, men da det kræver en dispensation i hvert enkelt tilfælde, så afholder Forsvaret sig i øjeblikket fra en del aktiviteter, idet dispensationsansøgningerne er en tidskrævende affære. Det er derfor Forsvarets håb, at det i fremtiden vil blive lettere at foretage visse øvelsesaktiviteter i beskyttet natur uden at skulle ansøge om dispensation – naturligvis stadig uden at være til skade for naturen. Det kunne fx arrangeres ved at angive faste procentdele af forskellige naturtyper, som skal findes indenfor et større afgrænset areal. På den måde kan lidt af den ”militære” succession tillades, samtidig med at der stadig er hånd i hanke med, at andelen af natur ikke må blive mindre. Der findes sikkert andre måder at håndtere de praktiske problemstillinger med at give plads til dynamik uden at risikere tab af natur. Dette er blot et forslag til at gå fra nuværende lovgivningsmæssige rammer, der strammer, til fremtidige kasser, der passer. 15


Tema: Moderne naturforvaltnig

zz Den Danske Naturfond har støttet et såkaldt rewildingprojekt på Mols, hvor der bl.a. bruges Exmoorponyer til afgræsning. Foto: Marianne Graversen.

16


Nationalpark Vadehavet

Af Marianne Graversen, naturvejleder, Naturhistorisk Museum, Molslaboratoriet

Helårsgræsning uden tilskudsfodring – er det rewilding? Traditionel naturpleje Traditionel naturpleje består typisk i, at en landmand har et antal dyr gående på et naturområde – nogle gange et areal, han selv ejer, og nogle gange et areal, som fx stat eller kommune ejer. Græsningen er ofte sommergræsning, om vinteren bliver dyrene fodret, og de fleste kommer på stald eller bliver slagtet. Landmanden, som ejer dyrene, har derfor en legitim interesse i, at dyrene har en god foderstand – og ofte vil der blive givet EU-tilskud til naturpleje eller andre offentlige midler. Disse tilskud har tilknyttede kontrolforanstaltninger, fx at arealet skal være afgræsset den 15. september, eller at der er et bestemt antal dyr, som sikrer, at arealet bliver afgræsset. Disse ting tilsammen gør, at den naturpleje, der bliver foretaget, ikke er optimal. Det er svært at ville flere ting på én gang fx både kødproduktion og ekstensiv græsning.

Rewilding Rewilding kan beskrives som en måde at efterligne den græsning, som vilde dyr – fx rener, urokser og vildheste – lavede i Danmark i mellemistiderne. Her gik store flokke af dyr og græssede og blev selv byttedyr for ulve, losser mv. De flyttede sig hele tiden og måske vigtigst af alt – i en naturplejesammenhæng: De blev begrænset af den føde, de kunne finde om vinteren. Det betød, at dyrene i hårde vinterperioder døde af sult og kulde. Derfor var der i den efterfølgende sommer færre dyr til at græsse, hvorved blomster og planter blev græsset mindre hårdt. Landskabet kunne på den måde udvikle sig til en mosaik af græslandskaber, krat og skove. Da der ikke længere findes urokser og andre istidsdyr, er det blevet foreslået, at der bruges proxydyr til erstatning, det kan være ”vilde” dyr som bison, elge eller krondyr, men også tamkøer eller hest. Disse dyr lever så som ”vilde” – altså uden 17


Tema: Moderne naturforvaltnig

vinterfoder, – og der vil være mange dyr i ét år og færre i andre. I et rewildingsregime vil man ikke kunne lave kødproduktion, som man gør i dag, idet dyrenes foderstand vil være meget svingende. Formodentlig vil det også være svært at få landbrugstilskud. Rewilding på Molslaboratoriet Molslaboratoriet tilhører Naturhistorisk Museum i Aarhus og har i 75 år fungeret som et forsknings- og formidlingssted. Her har man lavet forsøg med forskellige former for mekanisk og biologisk naturpleje. I 2016 havde vi en Gallowaybesætning på ca. 50 moderkøer med kalve og en enkelt tyr. Disse dyr gik i mindre indhegninger, og vi brugte en del tid på at flytte dem rundt. De var økomærkede, og de blev fodret om vinteren med hø, som vi høstede i løbet af sommeren. I 2016 fik vi midler fra Den Danske Naturfond til at ændre vores naturplejeregime til rewilding. 130 ha med 15 hegninger med i alt 20 kilometer hegn blev i løbet af 2016 til én hegning med 10 kilometer hegn. Vi solgte det meste af Gallowaykvæget, så der kun var 12 køer og én tyr tilbage. Desuden indkøbte vi 12 Exmoorponyer,

som blev sluppet løs den 26. november 2016. I sommeren 2017 blev der yderligere udsat en Exmoorhingst. Dyrene bliver behandlet nøjagtigt, som var de vilde. De går ude hele året, de bliver ikke fodret, og vi kan ikke komme tæt på dem uden at bedøve dem først. Men de bliver behandlet og tilset inden for rammerne af dyrevelfærdslovgivning m.m. Tilsyn er vigtigt for at sikre, at dyrene ikke lider. Ved hvert tilsyn bliver det enkelte dyr scoret for at vurdere, om det kan ”overleve”. Hvis et dyr bliver for magert, sygt eller kommer til skade, så ”dør” det. Grunden til anførselstegnene er, at det ikke er sikkert, at dyret fysisk dør, men det bliver hentet ud af hegningen (og bliver fodret op eller behandlet for sygdom), og så kommer det aldrig ind igen – så i forhold til arealet, er dyret dødt. Det betyder, at mange dyr vil ”dø” i en hård vinter, og i sommeren året efter vil der derfor være meget græs, der ikke bliver spist. Modsat vil de fleste dyr ”overleve” en mild vinter, hvorved arealet den kommende sommer vil have et højt græsningstryk – nøjagtigt som det foregår i den rigtige natur.

TEuropæisk T bison er et forslag til et dyr til rewilding. Foto: Marianne Graversen.

18

THvis T man fodrer dyrene, kortslutter de naturlige processer. Foto: Marianne Graversen.


Nationalpark Vadehavet

zz Exmoor ponyer pĂĽ Molslaboratoriet lever vildt, de er ude hele ĂĽret og bliver aldrig fodret. Foto: Marianne Graversen.

zz Molslaboratoriets hegning pr. 2017. Man kan stadig ane de gamle hegnslinjer overalt. Ortofoto: ŠGeodatastyrelsen.

Den ydre indhegning

19


Tema: Moderne naturforvaltnig

WWRewilding giver en rig blomstring, fordi dyrene ikke når at ”spise op” i løbet af sommermånederne. Foto: Marianne Graversen.

THvis T vinteren bliver hård med meget frost eller sne, vil en stor del af dyrene ”dø” – året efter vil der være meget lavt græsningstryk på arealet. Foto: Marianne Graversen.

20


Nationalpark Vadehavet

Udfordringer/fordele Det har bestemt ikke været uden udfordringer at ændre naturplejetilstanden på et areal som vores. Vi har søgt tilladelser og dispensationer i massevis. For de flestes vedkommende har naboer og andre interessenter skullet høres, og der har været forskellige frister, som har gjort, at den del af projektet, der handlede om tilladelser og dispensationer, tog mere end seks måneder. Vi har opsagt alle landbrugsstøtteordninger. Vi har formidlet projektet meget og hele tiden. Det tager lang tid, før publikum til fulde forstår konsekvensen af projektet; at dyrene har ”forkørselsret”, dvs. at publikum skal holde afstand til dyrene – også selvom de står midt på stien, at dyrene ikke må fodres, at naturen kan selv, at dyrene gerne må være sultne (men ikke sulte), og at publikum må stole på, at vi ved, hvad vi har med at gøre.

Fordelene har været, at vi har givet processerne fri, og dermed har vi frigjort os selv. Vi bliver nødt til at stole på, at det fungerer, så vi skal ikke længere gå og detailstyre, hvor dyrene går og hvor længe. Halveringen af hegnets længde har frigjort ressourcer til andre opgaver. Og da vi ikke længere modtager landbrugsstøtte, er vi frie til at gøre, hvad vi finder bedst for naturen i området – ikke hvad vi bliver ”tvunget” til for at kunne få støtte. Forskning På Molslaboratoriet var betingelsen for at modtage midler fra Den Danske Naturfond, at der bliver sat følgeforskning i gang i forbindelse med rewilding-projektet. Det betyder, at det på Molslaboratoriet bliver undersøgt, om arealet kan bevare den heterogenitet og biodiversitet, som området indeholdt inden rewilding. Desuden skal overvågningsprogrammet besvare, hvordan blomsterressourcer, mikroklima, leddyrs- og plantesamfund

responderer på rewilding sammenlignet med et traditionelt græsningsregime. Rewilding/helårsgræsning uden tilskudsfodring Er det, vi bedriver på Molslaboratoriet så rewilding, eller skulle vi hellere have købt nogle bøfler, bisoner eller elefanter? Vi går ikke så meget op i, hvad folk kalder det; det vigtigste i ethvert moderne naturplejeprojekt uanset dyrearten er, at der græsses hele året, og at der aldrig tilskudsfodres. Antallet af dyr på et givent areal skal afpasses efter den mængde mad, der er til rådighed om vinteren. Ud fra et naturplejesynspunkt er det fodringen, der er den væsentligste udfordring, for det er adgangen til foder der afgør, om man får en naturlig eller unaturlig bestandsudvikling – og dermed den dynamik, som naturen har så desperat brug for. Men ja, vi kalder det rewilding, når vi selv beskriver det, vi har gjort på Molslaboratoriet.

21


Tema: Moderne naturforvaltnig

Genforening af natur og landbrug i Friesland – regenerativt landbrug støtter biodiversitet

22


Nationalpark Vadehavet

zz Den grønne rajgræsørken er et almindeligt syn i Friesland om sommeren. Monokultur rajgræs slås hver tredje uge. Foto: Rosemarie Kentie.

Af Wiebren van Stralen programleder, Living Lab Fryslan

Længslen efter det naturlige landskab For bare 30 år siden kunne frieslænderne hvert forår nyde lydene af fugle som kobbersnepper, viber, hjejler, rødben og lærker, men nu er deres kalden forstummet i det meste af den nordlige hollandske provins. I dag er det lyden af landmændenes græshøstmaskiner, der dominerer i foråret. På ganske mange enge kommer kun traktorer, mens køerne bliver indenfor i staldene. Køernes foder bliver bragt ind, og deres møg tages med tilbage til markerne som gødning. Så langt øjet rækker dækker rajgræs i monokultur landskabet som et tæppe. Køernes gødning spredes og inkorporeres direkte i jorden, og insekter har ingen steder de kan lægge deres æg. Enorme mængder af græs vokser på markerne, og der høstes hver fire til seks uger, hvilket er for kort tid, til at viber eller kobbersnepper kan nå at avle og klække deres unger. Selv hvis en ung kylling skulle nå at se dagens lys, er det ikke muligt for den at finde nok mad i disse grønne ørkener, og højst sandsynligt vil et af de adskillige rovdyr fange 23


Tema: Moderne naturforvaltnig

24


Nationalpark Vadehavet

SEn S opfindsom landmand forsøger sig med nye tiltag.

den, før den kan flyve. I flere år gik denne udvikling ubemærket hen, delvist fordi forandringen skete gradvist over tid. Ført i 2012 gik nogle få bekymrede mennesker sammen i en lille bevægelse, der kaldte sig ”Engenes konge”. Gruppen bestod af landmænd, miljøforkæmpere, forskere, kunstnere og musikere, alle bekymrede frieslændere, som frygtede at kobbersneppen – Engenes konge – ville uddø inden for et årti. Da Friesland er kobbersneppens største levested i verden, ville det betyde at denne majestætiske fugl ville være tabt for altid. De besluttede at bruge fuglen til at fortælle historien om et landskab i forfald, kobbersneppen symboliserer således kanariefuglen i kulminen. Men det er ikke kun kobbersneppen der er i fare for at uddø. Det gælder også landmændene, hvis antal er faldet lige så drastisk som antallet af engfugle. De rejste spørgsmålet: ”er et landskab med både døende engfugle og landmænd værd at leve i?” Fire år senere lancerede de Living Lab, et realtidslaboratorium, der opererer på markerne, sammen med landmænd, forskere, miljøforkæmpere og undervisere. Living Lab søger at besvare ét spørgsmål: ”Er det muligt at genforene rentabelt landbrug med levende økosystemer?”

SNaturvenligt S landbrug har større biodiversitet og levende jord. Foto: Jan van der Kam.

Naturvenligt landbrug i Holland Samtidig er der gjort en god indsats for at standse tabet af biodiversitet i landbrugslandskaber gennem agromiljøordninger finansieret af søjle 2 i Den fælleseuropæiske landbrugspolitik (Common Agricultural Policy – CAP). Der er også etableret et ret omfattende netværk af naturreservater, men på trods af alle de millioner af euro, der er investeret i disse områder, er nedgangen i populationerne af engfugle ikke stoppet. For 30 år siden havde Friesland en population på over 30.000 par sorthalede kobbersnepper alene. I dag er målet 10.000 par på 40.000 hektar udpeget land, men den seneste evaluering fra 2016 viste, at færre end 7500 par forsøgte at yngle, og heraf lykkedes det ikke for over halvdelen af dem. Et forskerhold, ledet af professor Piersma, har fundet videnskabeligt bevis for, at kombinationen af intensiv klipning og nedfældet gødning er skyld i, at både insekt- og ormetal er faldet dramatisk, hvilket efterlader kyllingerne til at sulte i markerne. Unge ”disruptive” landmænd Living Lab startede sine aktiviteter i 2016 ved at afholde møder med aspirerende landmænd fra udlandet for at vise dem

potentialerne i regenerativt landbrug. I det første år deltog omkring 20 landmænd i workshopperne. Nogle havde allerede delvist omlagt deres landbrugsvirksomhed, andre var ivrige efter at lære hvordan. Udgangspunktet for deres gårde er, at de fokuserer indsatsen på at opbygge jordkvaliteten, lade køerne gøre det hårde arbejde med at omdanne græs til fed mælk, med lidt eller ingen tilsat gødning eller foder. Om vinteren går køerne på dybstrøelse, der bruges til at gøde jorden igen året efter. Det betyder, at jorden vrimler med liv: orme, svampe og bakterier. Engenes biodiversitet øges og der ligger masser af kokasser, som kan tiltrække insekter. De første tegn på at jordens liv er ved at blive genoprettet er, at engfuglene lidt efter lidt vender tilbage. I 2017 mødte 40 landmænd op på den første af en ny serie workshops, hvilket viser at budskabet spredes. Deres inspirationskilde var mælkebonden med den højeste mælkepris i Holland, på over to euro pr. kg, solgt som topkvalitet græsfodret ost. Flere af de unge landmænd er nu begyndt at sælge deres egne produkter og forsøger at danne overskud, hvilket naturligvis er en meget vigtig faktor for at forhindre, at de bliver de sidste landmænd på deres jord. 25


Tema: Moderne naturforvaltnig

Af John Frikke, projektkonsulent, Nationalpark Vadehavet

Naturforvaltning – eksempler på Nationalpark Vadehavets initiativer Naturforvaltning er et bredt begreb, som omfatter rigtigt mange forskellige typer af indsatser og projekter i og for naturen. Naturforvaltning dækker over alt fra at informere om naturen, at give bedre muligheder for oplevelser i naturen, at pleje eksisterende naturtyper og landskaber, at genoprette naturen i områder, hvor den er forsvundet, til at etablere helt nye områder og naturtyper med højt naturindhold i kulturpåvirkede områder. Naturforvaltning er i udgangspunktet en opgave som myndighederne har ansvaret for, men i praksis udøves naturforvaltning også af offentlige og private lodsejere, landmænd, myndigheder, frivillige, organisationer m.fl. Blandt forskere og naturforvaltere diskuteres det konstant, hvordan naturforvaltning udøves bedst muligt. Der er ikke kun én vej til målene, men oftest flere. Hertil kommer, at naturprojekter ofte tager tid at få løbet i gang – dels fordi der er mange interessenter, dels fordi nogen skal lægge arealer til, tilladelser skal indhentes mv. Det tager tid. Ofte år. Derfor kan der gå 26

lang tid før resultaterne af de fleste naturforvaltningsprojekter viser sig og entydigt kan eftervises.

for Nationalpark Vadehavet, er det også tydeligt, at naturen er helt central for arbejdet med nationalparken.

Det betyder også, at det er et meget bredt udvalg af store og små naturprojekter, der gennem tiden er blevet gennemført i Danmark. Naturprojekterne har haft vidt forskellige målsætninger, men alle har haft det formål at gøre en forskel for naturen og vores oplevelser med og i den. Det gælder også i de forholdsvis nye, danske nationalparker.

Af de 12 målsætninger, som Plan for Nationalpark Vadehavet 2013-2018 bygger på, fremgår det blandt andet, at der skal arbejdes med beskyttelse og forbedring af natur, natur i kulturskabte områder som for eksempel marsken og beskyttelse af særligt sårbar natur gennem formidling, zonering og afmærkning.

Lovgivning og plan viser vejen De danske nationalparker er blevet til på baggrund af Nationalparkloven, som blev vedtaget af Folketinget i 2007. Nationalparkloven har blandt andet til formål at skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning, at bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed, samt at sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen. Og når man ser nærmere på bekendtgørelsen

Ønsket om en indsats for naturen er klar. Men det er en meget bred pallette af muligheder, der åbner sig og giver grundlag for en lang række projekter af vidt forskelligt karakter og omfang (Tabel 1). Eksempler på konkrete projekter i første planperiode For at give et indtryk af hvad nationalparken har arbejdet med siden sekretariatet kom i drift i 2013, fremhæves i det følgende nogle eksempler på karakteristiske, igangværende naturprojekter.


Nationalpark Vadehavet

XXTabel 1. Oversigt over de væsentligste naturforvaltningsprojekter iværksat af Nationalpark Vadehavet i årene 2013-2018. TOm T sommeren holder vi mennesker af at nyde livet på strandene, og somme tider opstår der utilsigtede konflikter med fx de fugle, som yngler i de samme områder. Foto: John Frikke.

Kystfugleforvaltning

Græsningsprojekter

Sortternen i Tøndermarsken

Prædatorer i NPV

Lokale produkter

Ynglefugle på Esbjerg Havn

Strandtudsen i NPV

Engfugle

Tøndermarsken RealDania – formidling og oplevelser

Ensian-blåfuglen

Naturprojekt Ribemarsken

Expedia og CPH – fuglerejser

Særlig natur på Rømø

Naturprojekt Mandø

Wadden Sea Flyway Initiative

Sønderho Strandsø

Klæggrave ved Vadehavet

Tilskud til naturprojekter

Gåseforvaltning

Sneum Digesø

27


Tema: Moderne naturforvaltnig

SDværgterne S med to unger, som blev opfostret indenfor det rævesikre hegn på Nordfanø. Foto: Kim Fischer.

Sårbare ynglefugle på stranden Strande, forklitter og strandenge nær de vestvendte kyster er vigtige yngleområder for nogle af de mest fåtallige ynglefugle i vadehavsområdet. Det gælder jordrugende kystfugle som hvidbrystet præstekrave, stor præstekrave, dværgterne og havterne. De er mest sårbare i deres yngletid, og da vi mennesker netop om foråret og sommeren i stort tal opsøger de samme områder for at rekreere os, opstår der ofte et interessesammenfald, som er til ugunst for de fåtallige ynglefugle.

SRæven S søger også føde om dagen, men det er især om natten, at den vover sig ud på stranden. Foto: Kim Fischer.

Det er imidlertid ikke kun menneskelige aktiviteter, der truer fuglene. For prædatorer som for eksempel ræv og mårhund tager nemlig for sig af ”retterne” om natten, når menneskene er væk fra strandene. Derfor blev projektet fra 2017 udvidet til også at omfatte forsøg med rævesikkert hegn på det nordlige Fanø. Forsøget faldt positivt ud med øget ynglesucces hos bl.a. dværgterner og hvidbrystede præstekraver, og fra 2018 udvides yderligere med rævesikker hegning af områder ved Rindby Strand og Sønderho.

For at mindske denne konflikt er der med Kystfugleprojektet siden 2013 arbejdet på at informere om og imødegå de problemer, der kan opstå, når fugle og mennesker skal deles om strandene. Der er udarbejdet en folder samt en kort film, ligesom der er opstillet tavler og skilte, der informerer strandgæster om de trængte ynglefugles tilstedeværelse og om, hvordan vi kan vise hensyn gennem vores færden.

Vanskelige terner på Esbjerg Havn Hav- og fjordterner har i mange år ynglet på Esbjerg Havn på steder, hvor de kunne komme til det – steder med lidt åbent sand- og grusterræn og ikke for mange menneskelige aktiviteter. Denne strategi har formentlig sikret, at ternerne kun i begrænset omfang er blevet præderet af rovdyr, men resulterede til gengæld ofte i, at der i selve yngleperioden opstod konflikter med havnens aktiviteter.

For at undgå forstyrrelser fra menneskelige aktiviteter, indgår markering af yngleområder også i projektet, og der sættes pæle med skilte og trækkes hegn rundt om vigtige kystfugleområder på strandene på Rømø, Fanø, Skallingen og Blåvand.

På et tidspunkt fandt hav- og fjordternerne ud af, at der på taget af virksomheden IAT’s driftsbygning ved Dokhavnen var fred og ro – både i forhold til de firbenede og de tobenede væsner. På trods af tagets hældning, lykkedes det ternerne over en årrække at

28

opbygge en større koloni af fugle, som anlægger rederne bag små samlinger af mos, der vokser på taget. I 2016 ynglede således næsten 300 par på dette ene tag, svarende til næsten halvdelen af de samlede bestande af de to arter i Vadehavet! IAT’s tag er et meget sikkert sted, men også et sted, hvor det ikke er problemfrit at yngle. Her er ternernes æg og unger udsatte for dårligt vejr, og desuden er det for virksomheden ikke ubetinget sjovt at lægge tag til ternerne, som i yngleperioden angriber nærgående ”fjender” og i øvrigt overskider bygningens facader i løbet af sommeren. Derfor blev der i 2016 indgået aftaler med Esbjerg Havn om at forsøge at få de ynglende ”problem-terner” til at flytte til et andet område på havnen, hvor ternernes behov for at være i fred kan tilgodeses uden at komme i konflikt med havnedriften. Valget faldt i første omgang på den sydlige mole ved indsejlingen til Dokhavnen, og i løbet af april 2017 blev der med en stor indsats fra bl.a. en gruppe frivillige ”ternefolk” etableret en fin sandstrand med muslingeskaller på dette for ternerne meget velbeliggende sted. I håbet om at


Nationalpark Vadehavet

SDer S opstilles rævesikkert hegn på Fanø, for at beskytte de jordrugende ynglefugle mod prædation og kreaturtramp. Foto: John Frikke.

kunne lokke ternerne fra IAT’s tag til det nye ”Costa del Esbjerg” blev sandområdet udstyret med lokke-terner af gips og et lille lydanlæg, som spillede ternelyde for de forbiflyvende fugle. Og for at sikre yngleområdet mod både forstyrrelser og rovdyr, blev der opført et hegn på tværs af molen. Strategien var, at IAT skulle rengøre deres tag før ynglesæsonen samtidig med at det nye yngleområde skulle virke så tillokkende som muligt i ternernes etableringsfase. Men det lykkes desværre ikke i 2017, for de meget stedtro terner valgte igen at etablere sig hos IAT. Det var ellers tæt på. En overgang stod op imod hundrede terner i det nye yngleområde, og der satses på, at dette er et forvarsel om en indflytning i 2018. Flere kvækkende strandtudser Som et led i målsætningen om at forbedre vilkårene for særligt sårbare arter og naturtyper iværksatte Nationalpark Vadehavet i 2014 og 2015 en undersøgelse af strandtudsens forekomst i vadehavsområdet. Undersøgelserne resulterede også i udgivelsen af en faglig rapport om arten i 2016.

XXHavterne. Foto: John Frikke. XX Terner har indrettet yngleplads på taget af IATbygningen på Esbjerg Havn. Der er trygt og godt, men de mange fugle giver desværre gener for virksomheden. Fotos: Henning Simonsen. XXCosta del Esbjerg. En mole på Esbjerg Havn er med hjælp fra frivillige blevet indrettet til ternernes nye yngleplads. Indflytningen er indtil videre udsat, men forventes at ske i 2018. Foto: John Frikke.

Strandtudsen er en karakterart for Vadehavet på samme måde som sæler, vadefugle, strandengsplanter og vadens 29


Tema: Moderne naturforvaltnig

bunddyr er det. Samtidig er arten omfattet af EU’s habitatdirektiv, som omhandler naturtyper og arter, der kræver særlig beskyttelse. Derfor var det naturligt, at følge undersøgelserne op med en konkret naturforvaltningsindsats. På denne baggrund fik Nationalpark Vadehavet i foråret 2016 en større bevilling fra en privat fond til et projekt, der har til formål at forbedre og anlægge levesteder, som kan binde eksisterende, lokale bestande sammen og forbedre de generelle spredningsmuligheder for arten i nationalparken. Strandtudsen yngler typisk i lavvandede vandhuller og søer, der tørrer ud om sommeren og ikke har et betydeligt planteliv. Sådanne vandsamlinger findes naturligt på strandenge, i klitter og på kystnære heder, hvor det sandede underlag sørger for udtørringen sidst på sommeren, og de næringsfattige forhold sikrer, at vandhullerne ikke gror til. Strandtudsen yngler nogle steder også i råstofgrave, hvor den nyder godt af de nye, nøgne vandhuller, som står tilbage efter udgravningerne. På grund af et fantastisk godt samarbejde med både offentlige og private interessenter er det fra 2016 og frem lykkedes at genoprette og/eller nyanlægge flere end 50 lavvandede ”skrab” i lysåbne og næringsfattige områder til strandtudsen. Indsatsen startede mod nord og er gjort i nogle delområder – Skallingen, Blåvand, Ho Bugt, Tjæreborg, Fanø og Rømø – og projektet vil helt sikkert gøre Nationalpark Vadehavet til et bedre sted for de små tudser at være. Fremtidig naturforvaltning i NPV I Plan for Nationalpark Vadehavet 20132018 angives indsatser vedrørende konkret naturbevarelse og naturgenopretning i tre ud af 12 målsætninger, og tre andre målsætninger omfatter aktiviteter, hvor naturforvaltning kan indgå som et redskab i arbejdet med at opfylde dem. Der er således tale om vide rammer, og når man så lægger til, at de tilhørende indsatsplaner for de enkelte målsætninger er ambitiøse, har der været nok at tage fat på. Første planperiode udløber med 2018, og en ny planproces starter allerede i foråret 2018. Planprocessen omfatter bl.a. 30

offentlighedsfaser, hvorunder der indkaldes forslag til projekter fra borgere, organisationer, bestyrelse og mange andre, så lokalområdet inddrages, og der bliver et bredt idékatalog at hente inspiration fra til den konkrete plan. Overordnet set har erfaringerne fra arbejdet med naturforvaltning i første planperiode allerede nu givet anledning til overvejelser om ønsker og hensigtsmæssige værktøjer. De omfatter især, at naturprojekter designes på en sådan måde, at der umiddelbart kan indsamles dokumentation for resultaterne af indsatsen, samt at den samlede indsats for naturen generelt set bliver mere målrettet. Dernæst, at behovet for ekstern medfinansiering og medspil fra bl.a. fonde og offentlige myndigheder er klart til stede, fordi naturprojekter er kostbare og ofte overstiger nationalparkens ressourcer, men også for at få en størrelse på projekterne, som fordrer bedre resultater. Helt grundlæggende er det vigtigt at erkende, at naturprojekter ofte involverer mange interesser og mange meninger, at de tager tid og ofte er omkostningstunge. Da nationalparkerne ikke er myndigheder, bygger alle projekter på samarbejde og frivillighed! Derfor vil udviklingen af Nationalpark Vadehavet fortsat ske i et tæt, integreret samspil med omgivelserne.

SHvidbrystet S præstekrave er én af de jordrugende ynglefugle, der nyder godt af Kystfugleprojektet. Foto: John Frikke.

XXStrandtudsen er én af de arter, der kræver særlig beskyttelse. Det får den nu med en konkret naturforvaltningsindsats, der har til formål at forbedre og anlægge levesteder i nationalparken. Foto: John Frikke.

TEt T af strandtudsens levesteder på Skallingen. Foto: John Frikke.


Nationalpark Vadehavet

Oksbøl

Varde

Blåvandshuk

Skallingen

Langli Esbjerg Bramming

Fanø

Ribe

Mandø

Skærbæk

Rømø

Bredebro Indsatsområder for kystfugleprojektet 2014-2017.

Højer

Indsatsområder for strandtudsprojktet i 2016-2018.

TAK FOR SAMARBEJDET

VIL DU VIDE MERE?

De i artiklen omtalte projekter har alene kunnet realiseres i kraft af et godt samarbejde med bl.a. Fanø Kommune, Varde Kommune, Esbjerg Kommune, Tønder Kommune, Naturstyrelsen, Forsvaret, Nordby Jagtforening, Sønderho Jagtforening, Esbjerg Havn, IAT, Ravnhøj Consult, Tandrup Naturfilm, Dansk ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og 15. Juni Fonden.

31


Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. +45 7254 3634 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30, DK–6972 Rømø, tlf. +45 7254 3652 www.vadehav.dk, vff@vadehav.dk

Profile for Nationalpark Vadehavet

Temahæfte #9 Moderne naturforvaltning i Vadehavet  

Nationalpark Vadehavet afholder hvert år temamøder med aktuelle emner indenfor natur og kultur. Alle oplægsholdere bidrager med en artikel s...

Temahæfte #9 Moderne naturforvaltning i Vadehavet  

Nationalpark Vadehavet afholder hvert år temamøder med aktuelle emner indenfor natur og kultur. Alle oplægsholdere bidrager med en artikel s...