Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Vaskebjørnen stammer fra Nord- og Mellemamerika. I løbet af 1900-tallet blev der i Tyskland udsat et mindre antal vaskebjørne, ligesom der også er undsluppet en del fra pelsfarme. Herfra har arten spredt sig. Naturstyrelsen skønner, at de spredte fund, der er gjort af Vaskebjørne i Danmark, er dyr, der er undsluppet fra fangenskab, hvor de enten har været holdt som kæledyr eller i pelsdyrfarme. Foto: J.C. Schou/Biopix
Invasive og hjemmehørende prædatorer Regulering kan ske for at bekæmpe eksempelvis invasive arter som blandt andet mårhund, mink og vaskebjørn. Fælles for disse arter er, at de ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark og er en trussel mod de naturlige hjemmehørende arter. De førnævnte arter er særligt en trussel mod vores vadefugle og jordrugende vandfugle, da de har specialiseret sig til at leve i de samme naturområder. De invasive arter er en gruppe af dyr og fugle, som Danmark har en forpligtelse til at bekæmpe gennem de regler, som vi har tilsluttet os, og som er fastsat af EU. Bekæmpelse af en række arter som ovenstående har karakter af udryddelseskampagne, og det er præcis, hvad det er. Arterne er uønskede i hele EU, og der er til dels en national samt en fælles plan for at forvalte disse arter.
Minken er blevet indført fra Nordamerika til danske minkfarme i 1930'erne. Men nogle af minkene stak af fra farmene, og de lever i dag vildt i den danske natur. De vilde mink er ikke alene et problem i forhold til fugle, de konkurrerer også med de naturligt hjemmehørende mårdyr om føde og levesteder. Foto: J.C. Schou/Biopix Mårhunden, der er på størrelse med en ræv, stammer fra Østasien. Den blev udsat i den vestlige del af det tidligere Sovjetunionen, og det er herfra, den siden har bredt sig mod vest til bl.a. Tyskland og Danmark. Foto: Colourbox
Der er dog en række hjemmehørende arter af prædatorer, som kan udgøre en trussel mod fuglelivet og den øvrige flora og fauna. Generalist-prædatorer som ræv og krage kan optræde meget talrigt og er ikke truet af jagt eller regulering. Når de findes i de samme områder, som nogle af de ynglefugle, der er fåtallige og pressede i forhold til bestandstæthed og antal, kan regulering og jagt udført korrekt være med til at sikre en større mulighed for, at disse arter bevares for eftertiden. To typer af regulering Regulering kan opdeles i to kategorier. Dels en reducering af lokale bestande af dyr eller fugle, som alene ved deres antal og adfærd under fødesøgning påfører skade på husdyr, afgrøder eller skade på flora eller fauna. I disse tilfælde reguleres der generelt i bestandene, og reguleringen foretages mest effektivt i foråret inden yngletiden for at nedbringe antallet af ynglende individer. Derudover reguleres de på de pågældende steder og tider, hvor de udøver skaden. Den anden type af regulering sker ved regulering på enkelte dyr eller fugle, som udøver skade, og der ikke kan findes en anden løsning. Denne regulering er oftest
16
mere restriktiv og kræver altid forudgående tilladelse. I mange tilfælde skal det være forsøgt at afværge og skræmme vildtet væk først, inden tilladelsen kan gives. Reguleringsjægerne At regulere stiller dog store krav til de personer, som skal udføre denne. Dels skal jægerne have det fornødne lokale kendskab til vildtet i området og kende til adgangsforhold. De skal kende betingelserne i bekendtgørelser og lovgivning samt vide, hvilke metoder der er mest hensigtsmæssige at anvende. Endelig skal der investeres et stort antal timer til at udøve reguleringen. At lære sig fangst med fælde og effektivt kunne udnytte fælden som et værktøj i reguleringen, det kræver megen energi og entusiasme. Typisk vil der gå flere måneder, før fælden indgår som et naturligt element i omgivelserne. Samtidigt skal jægeren afveje, hvilke typer af lokkemad der skal anvendes – afhængigt af årstid, og hvilket dyr der ønskes fangst af. Skal der fanges ræv i vinterperioden, skal både rævens foretrukne menu på den pågældende lokalitet bruges som lokkemad, men derudover kan ræven tiltrækkes ved at udfordre dens hævdelse af sit revir for eksempel ved at påføre lidt urin eller andet rovdyrfært i nærheden af fælden. Der stilles således krav til at kunne sætte sig ind i vildtets vaner og behov afhængigt af art og levevis. Hvad motiverer de frivillige? I Nationalpark Vadehavet har vi mere end 30 frivillige jægere, som deltager i projektet. De bruger deres fritid til dels at uddanne sig og forbedre deres kompetencer, og efterfølgende bruger de mange timer på reguleringsarbejdet. Hvad opnår jægeren ved det? Meget af det vildt, som vi prøver at beskytte, er fredet og må ikke jages. De arter, som må jages i området, trives rigtig godt, og det vil derfor kun have en begrænset effekt på disse bestande med en øget regulering. At jægerne går aktivt ind i rollen med en naturbevarende og forvaltende indsats, er en lige så naturlig del af jagten, som det 17