TEMAHÆFTE # 7
Prædation
– rovdyr og ynglefugle i Vadehavet
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Balancen mellem rovdyr og byttedyr er i nogle dele af Vadehavet tippet over til fordel for rovdyrene, og det går især ud over fåtallige, jordrugende ynglefugle som stor kobbersneppe. Foto: John Frikke
Prædation
– rovdyr og ynglefugle i Vadehavet En af Nationalpark Vadehavets vigtigste opgaver er at styrke kvaliteten og mangfoldigheden i de væsentligste naturtyper: lavvandede havområder, tidevandsrender, vadeflader, højsander, åmundinger, marsk- og strandenge, forstrande og klitter.
INDHOLD:
Den forpligtelse er baggrunden for, at nationalparken har iværksat et prædationsprojekt, som har til formål at beskytte sårbare og karakteristiske arter af ynglende vadehavsfugle mod rovdyr. Projektet er baseret på en målrettet og koordineret indsats mod rovdyrene ræv, mink, mårhund og krage ved de vigtigste yngleområder.
Prædationsbekæmpelse – hvad er det og hvorfor?................ 16
Projektet skal samtidig ses i lyset af den triste kendsgerning, at ynglefuglene i vadehavsområdet – i modsætning til de fleste af trækfuglene – er ramt af bestandsnedgange og har en ugunstig bevaringsstatus.
Regulering af rovdyr i Nationalpark Vadehavet .................... 4
Den enes død ................................... 20 Rovdyrbekæmpelse redder ikke Vadehavets ynglefugle alene ......... 23
Og netop forholdet mellem rovdyr og byttedyr spiller en betydelig rolle i forhold til denne udvikling. Artiklerne i nærværende hæfte er baseret på en række foredrag, som forfatterne holdt ved et temamøde om prædation, som Nationalpark Vadehavet og Vadehavets Formidlerforum afviklede i sommeren 2016.
TEMAHÆFTET UDGIVES AF: Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. +45 7254 3634, www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet „Prædation” der blev holdt i juni 2016. Temamødet og temahæftet er skabt i et samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet.
Udgivelsesdato: Oktober 2016 Redaktør: Anne Marie Overgaard, Museum Sønderjylland Medredaktør: Jens L. Hansen, Nationalpark Vadehavet Forsidefoto: Ræv. Foto: John Frikke Design og layout: KIRK & HOLM Tryk: Rosendahls, Esbjerg ISBN: 978-87-93477-03-2
Temahæftet giver indledningsvis en grundig indføring i det prædationsprojekt, som Nationalpark Vadehavet gennemfører i et tæt samarbejde med blandt andre Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening. Øvrige artikler belyser blandt andet, hvad begrebet prædation i det hele taget dækker over, hvilke konsekvenser prædation har for fuglelivet, hvordan man arbejder med regulering og rovdyrbekæmpelse – herunder også etiske aspekter ved at begrænse nogle vildtarter for at fremme forekomsten af andre.
Nationalpark Vadehavet Peter Saabye Simonsen Sekretariatsleder
Vadehavets Formidlerforum v/ Anne Marie Overgaard Museumsinspektør Museum Sønderjylland
God fornøjelse. 2
3
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Oksbøl
Varde
TEKST: John Frikke, projektkoordinator, Nationalpark Vadehavet
Langli Skallingen
Bramming
Regulering af rovdyr i Nationalpark Vadehavet Mange af Vadehavets ynglefugle er i knibe, og der er af forskellige årsager registreret betydelige tilbagegange i bestandene af en række arter – også hos nogle af de sjældne og sårbare. Flere af disse arter er på udpegningsgrundlagene for de Natura 2000-områder, som findes i vadehavsområdet, og er derfor behæftet med en såkaldt ugunstig bevaringsstatus. I 2009 dokumenterede en artikel i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift udarbejdet af forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser, at omkring 70 procent af ynglefuglene i Det danske Vadehav var i tilbagegang. Stor kobbersneppe og klyde var i krise, da bestandene var mere end halveret i løbet af de seneste år. Almindelig ryle, brushøne og fjordterne var stort set forsvundet, ligesom sortternerne, og bestanden af mosehornugler var nede på blot tre par i det store område fra Varde Å i nord til Tøndermarsken i syd (Laursen og Thorup, DOFT 2009). 4
Fanø
Ribe Mandø
Den negative udvikling blev i 2013 bekræftet i en redegørelse fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, og her blev det påvist, at antallet af mere almindelige arter som vibe og strandskade også faldt voldsomt i Danmarks vigtigste naturområde (Thorup & Laursen 2013).
funderet prædationsprojekt i nogle udvalgte indsatsområder. Formålet med projektet er at nedsætte den negative påvirkning fra prædation ved at regulere bestandene af udvalgte, problematiske arter af rovdyr i og ved vigtige yngleområder for jordrugende fugle i Vadehavet.
Det meget bekymrende var, at den kedelige udvikling tilmed så ud til at accelerere, mens det mere beroligende var, at eksperterne kunne pege på en række klare værktøjer, som kan medvirke til at vende udviklingen.
Denne beslutning falder godt i tråd med flere målsætninger i ’Plan for Nationalpark Vadehavet 2013 – 2018’, hvor både målsætning 1, 2 og 7 indeholder relevante elementer: • Indsats 1.2: Forbedre forholdene for engfugle (bl.a. ved en begrænsning af prædation) • Indsats 1.3: Indsats for særligt truet natur (bl.a. ved at formindske truslerne mod arterne) • Indsats 2.2: Øge naturindholdet i klæggravsområder (bl.a. gennem etablering af rævesikre øer og bekæmpelse af mink) • Indsats 7.1: Beskytte særligt sårbare naturområder og arter
Det er kendt, at én af mange begrænsende faktorer for en del af de arter af ynglefugle, som er i tilbagegang, er prædation – altså rovdyrs efterstræbelse af ynglefuglene. Formål og baggrund Med henblik på at forbedre beskyttelsen af de sårbare, jordrugende ynglefugle, blev det allerede i 2013 besluttet, at Nationalpark Vadehavet ville forsøge at skabe et bredt
Esbjerg
I prædationsprojektet er de tre vadehavsøer, Fanø, Mandø og Rømø, samt Sneum Digesø udlagt som projektområder med i alt seks indsatsområder.
Skærbæk
Rømø
Bredebro
Højer
5
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Formålet med prædationsprojektet er at forbedre beskyttelsen af de sårbare, jordrugende ynglefugle. Blandt andet på Mandø, der er blevet defineret som ét stort, velafgrænset indsatsområde. Foto: John Frikke
Også i forhold til Natura 2000-planernes indsatsprogrammer passer et større anlagt prædationsprojekt godt ind. Nogle af de arter, der vurderes at have fordel af en regulering af rovdyr i nærheden af deres yngleområder er fx hedehøg, klyde, hvidbrystet præstekrave, almindelig ryle, brushane, fjordterne, havterne, dværgterne og mosehornugle. De yngler alle på jorden og er meget sårbare over for forhold som forstyrrelser og prædation. Det lovmæssige grundlagt for projektet er ’Lov om jagt og vildtforvaltning’. I medfør af denne lov er der udstedt en ’Bekendtgørelse om vildtskader’, som er det helt afgørende værktøj i forhold til bl.a. at opnå særlige tilladelser og beføjelser til særlige projekter og i definerede indsatsområder (se også http://svana.dk/jagt/skadevoldende-vildt/). Projektets organisering Nationalpark Vadehavet indledte lige fra starten et samarbejde med Danmarks Jægerforbund, som er en førende kapacitet vedrørende prædatorer og regulering af prædatorer. I et konstruktivt samarbejde blev der udarbejdet en uddybende projektbeskrivelse, en tidsplan for arbejdet og et budget for projektet. For nationalparken var det vigtigt, at få projektet baseret på en nøje afstemt og velovervejet faglighed, men samtidig var det også vigtigt at få skabt et bredt funderet projekt, idet regulering af rovdyr er et følsomt emne i nogle kredse. 6
Klyde, hedehøg og almindelig ryle er tre af de arter, som forhåbentlig vil få gavn af prædationsprojektet. Fotos: Lars Gejl, Torben Andersen og Bjørn Frikke
7
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
PROJEKTGRUPPEN: Danmarks Jægerforbund, lokal koordinator Danmarks Jægerforbund, projektleder og instruktør Danmarks Jægerforbund, kredsbestyrelsen Danmarks Jægerforbund, nationalparkbestyrelsen Dansk Ornitologisk Forening, Sønderjylland Dansk Ornitologisk Forening, Sydvestjylland Naturstyrelsen Vadehavet Naturstyrelsen Blåvandshuk Nationalpark Vadehavet, projektleder
DRIFTSGRUPPEN:
FØLGEGRUPPEN:
Danmarks Jægerforbund, lokal koordinator
Projektgruppen +
Danmarks Jægerforbund, projektleder
Varde Kommune, Team Natur
Danmarks Jægerforbund, 32 reguleringsjægere
Esbjerg Kommune, Naturafdelingen
Nationalpark Vadehavet, projektleder
Fanø kommune, Sekretariatet for udvikling og natur Tønder Kommune, Team Natur og Vandløb Danmarks Naturfredningsforening, Esbjerg Danmarks Naturfredningsforening, Tønder Nationalpark Vadehavet, bestyrelsen
Derfor blev en bred kreds af interessenter indbudt til at deltage, og ret hurtigt organiserede projektet sig med en projektgruppe, en driftsgruppe og en følgegruppe. Opgaverne fordeler sig nogenlunde således: • Nationalpark Vadehavet og Danmarks Jægerforbund koordinerer. • Danmarks Jægerforbunds lokale kræfter udfører det „daglige arbejde“ – seks reguleringshold med p.t. i alt 32 uddannede reguleringsjægere og en lokal koordinator. • En projektgruppe som følger og beslutter. • En følgegruppe som følger og evaluerer. • Danmarks Jægerforbund og Nationalpark Vadehavet indsamler og bearbejder data om reguleringsarbejdet. • Dansk Ornitologisk Forening indsamler data om fuglebestandene i de vigtige yngleområder i/ved indsatsområderne. • Naturstyrelsen er den faglige myndighed vedrørende lovgivningen m.v. 8
De repræsenterede i de tre lag fremgår af figuren, og tidshorisonten for projektet er sat til 2014 – 2017 med en afrapportering og evaluering i foråret 2018. Projektforløbet er opdelt i et mange faser, og blandt de større milepæle er rekruttering af lokale reguleringsjægere, etablering af indsatsområder med felthold, indkøb af materiel, uddannelse af reguleringsjægere, afholdelse af ERFA-møder og indsamling af data til rapportering. Da projektet bygger på et bredt samarbejde, og da kerneydelsen i projektet leveres af frivillige reguleringsjægere fra lokale afdelinger af Danmarks Jægerforbund, var et ikke uvæsentligt element i projektet at få rekrutteret en lokal koordinator for reguleringsholdene med en god indsigt i og forståelse for det jagtfaglige. Denne koordinator og den øvrige del af driftsgruppen har løbende en yderst vigtig opgave, som består i at ’nurse’ de frivillige
projektmedarbejdere (forventningsafstemninger, fremdrift, feedback m.v.). Hvor gøres indsatsen? I forbindelse med fastlæggelsen af indsatsområder for projektet blev der set på flere forhold. Det første kriterium var tilstedeværelsen af betydningsfulde yngleområder for jordrugende fugle – vadefugle, terner, måger m.v.. Men det var også vigtigt for udvælgelsen med gode adgangsforhold til/i indsatsområdet, ligesom egnetheden til projektet også spillede en rolle. I forhold til egnethed tænkes der især på mulighederne for at afgrænse projektområdet og om der er god chance for effekt af en reguleringsindsats. På denne baggrund blev der udvalgt fire projektområder med seks indsatsområder, og da det er velkendt, at effekten af en reguleringsindsats alt andet lige altid vil være størst på øer, så faldt valget på Fanø, Man-
Prædationsprojektet er et mønstereksempel på, hvordan forskellige interessenter i nationalparken kan arbejde sammen om et fælles projekt. Dansk Ornitologisk Forening bidrager ved at indsamle data om fuglebestandene i indsatsområderne. Foto: John Frikke
dø, Rømø og området ved Sneum Digesø. Ud fra ønsket om at dække de vigtigste yngleområder for fuglene, blev der på både Fanø og Rømø etableret to indsatsområder, henholdsvis på den nordlige og den sydlige del af øerne. Mandø blev defineret som ét stort, velafgrænset indsatsområde, mens Sneum Digesø blev valgt ud fra de meget store og tætte bestande af ynglefugle, og fordi der her, hvor Darum-Tjæreborgdiget og Sneum Å mødes, er gode ledelinjer for flere af målarterne (især mink) for projektet. Se områdernes beliggenhed på kortet beliggenhed på kortet på side 5. Et grundlæggende udgangspunkt for projektet er også, at reguleringsindsatsen ikke bør stå alene. Den virker klart bedst, hvis den kombineres med andre indsatser, som både kan have en begrænsende faktor på bestanden af prædatorer og en positiv effekt på levestederne for de berørte, jordrugende fugle. Et tiltag, som
har en særlig effekt i forhold til begge parametre er selvsagt rydning af opvækst af buske og træer i indsatsområderne, for det begrænser flere af prædatorernes skjule-, udsigts- og ynglesteder samtidig med, at det skaber bedre levesteder for ynglefuglene i de lysåbne naturtyper. Det er her, at både kommunernes og Naturstyrelsens håndtering af bl.a. indsatsen i de relevante Natura 2000-områder kan spille en afgørende rolle for de samlede effekter af prædationsprojektet. Forholdet mellem rovdyr og byttedyr Det er en del af kredsløbet i naturen, at der findes byttedyr og rovdyr, men hvis menneskelige aktiviteter på forskellig vis påvirker arternes livsbetingelser eller eventuelt indslæber dyrarter til områder, hvor de fra naturens hånd ikke findes, kan der opstå ubalance i forholdet mellem dem. Især arter, der ikke er hjemmehørende og som måske spredes hurtigt, kan have en 9
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Dværgternen er en af de arter, der vurderes at have fordel af en regulering af rovdyr i nærheden af dens yngleområder. For den som for de andre arter gælder, at de yngler på jorden og er meget sårbare over for forhold som forstyrrelser og prædation. Foto: Jan Tandrup
betydelig negativ effekt på det naturlige dyreliv. Det er de såkaldt invasive arter, og dem er der i projektet særlig fokus på. Da mange af ynglefuglene i forvejen er trængte og i tilbagegang af forskellige årsager som intensivering af landbrugsdriften i engene og tiltagende tilgroning i klit- og strandengsområder, får effekten af selv svagt forbedrede forhold for rovdyrene eller indvandring af nye arter af rovdyr en forholdsvis stor effekt. Derfor er følgegruppens erklærede mål med projektet at forbedre ynglesuccesen hos en række jordrugende fuglearter i Nationalpark Vadehavet gennem en målrettet regulering af antallet af ræve, mårhunde, mink og krager i indsatsområderne. Den konkrete indsats Store dele af Nationalpark Vadehavet er som nævnt udpeget som Natura 2000-område, og i de tilhørende handleplaner er bekæmpelse af visse rovdyr én af de indsatser, der skal forbedre levevilkårene for mange af områdets fuglearter. Blandt de forskellige metoder, der tages i anvendelse i prædationsprojektet er: • Målrettet og intensiveret jagt på de fire arter • Reguleringsjagt efter dispensation – usædvanlige tidspunker og metoder • Jagt og fangst fra kunstgrave – også med SMS-teknologi • Fælder – herunder forsøg med forskellige typer • Andre metoder – bortskræmning, afværgning m.v. • Også gerne forsøg og udvikling af nye metoder Rovdyrene reguleres af jægere, der er tilknyttet projektet i de seks indsatsområder. Alle jægerne har gennemført et kursus i reguleringsjagt, som Danmarks Jægerforbunds konsulenter har stået for, og gennem projektet udveksles der løbende erfaringer med de berørte arter og de forskellige metoder. Naturstyrelsen, der er ansvarlig for lovgivningen på området og for udstedelsen af dispensationer til regulering under særlige forhold og i særlige situationer, er gennem deltagelsen i projektgruppen hele tiden
10
11
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Kolonirugende fugle som fx måger og terner – her er det splitterner på Langli – er meget sårbare over for prædation. Blot et enkelt rovdyr kan gøre ubodelig skade på kolonien. Foto: John Frikke
En stigende bestand af ræve udgør en af de største trusler mod de jordrugende fugle. Derfor bekæmpes ræven på mange måder, fx gennem jagt, regulering, fælder og fangst i kunstgrave. Foto: Colourbox
Det er en kunst at fange rovdyr i fælder, men heldigvis kan nationalparken drage nytte af erfaringer fra andre projekter rundt om i landet. Her ses Peter Smærup, konsulent i Danmarks Jægerforbund, i færd med gøre en rævefælde klar. Foto: Danmarks Jægerforbund
med som vejleder og rådgiver. Således er fagligheden i højsædet, når nationalparken gennemfører projektet. Formidling og opfølgning Indsatsen for de ynglende fugle i nationalparken skal formidles ud til den brede offentlighed, og det sker/er sket gennem både Nationalpark Vadehavets og Danmarks Jægerforbunds hjemmeside, artikler i dagspressen og i fagblade, samt ikke mindst gennem en stort opsat artikel i Nationalparkmagasinet 2016. Seneste skud på stammen var afholdelsen af et offentligt temamøde om prædation i juni 2016, som samlede flere end 70 interesserede. Gennem projektet er det hensigten, at den samlede viden om regulering af rovvildt i naturen skal øges og udbredes så vidt muligt, ligesom projektet bliver gennemført i bedst mulig overensstemmelse med de erfaringer, som der er gjort andre steder med regulering af prædatorer. Nationalpark Vadehavet har over en treårig periode
12
afsat et større, årligt beløb til projektet, og i 2015 blev projektet tilmed begunstiget af et tilskud på 125.000 kr. fra Naturstyrelsen, som bl.a. muliggjorde, at flere frivillige jægere kunne komme på kursus og blive uddannet som reguleringsjægere. Det er indtil videre planen, at projektet afrundes i 2018 med at samle de høstede resultater og erfaringer i en rapport. Denne vil både omfatte de rent reguleringsmæssige resultater i form af antallet af indsatser og fjernede rovdyr, men forhåbentlig også data, der kan vise, hvad reguleringen har haft af effekt på de jordrugende ynglefugles succes. På længere sigt er det hensigten, at de lokale jægere skal overtage projektet og de tilhørende, vigtige opgaver.
13
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Gråsælen er Danmarks største rovdyr og blev reguleret helt væk fra de danske farvande. Først for nyligt er den begyndt at yngle i Danmark igen. Foto: Casper Tybjerg
TEKST: Peter Smærup, konsulent og projektleder, Danmarks Jægerforbund
Prædationsbekæmpelse – hvad er det og hvorfor? I Danmark har vi en lang tradition for at jage og „regulere“ det vildt, som af den ene eller anden årsag var et problem i relation til vores husdyr, den afgrøde, vi dyrkede på vores marker, eller det vildt, vi nedlagde, og de fisk, vi gerne ville fange. Det har blandt andet medført, at eksempelvis kronvildt næsten blev udryddet i Danmark og ulven og vildsvinet helt udryddet. Gråsælen, som tidligere var almindelig, forsvandt og er først for nylig begyndt at yngle i Danmark igen. Vi har som samfund gjort op med tidligere tiders hadkampanger mod enkelte arter og har nu et mere nuanceret billede af, hvilke arter vi skal regulere og hvordan. Eller har vi? Forskellen på regulering og jagt Men hvad er forskellen på jagt og regulering? Jagt er som udgangspunkt begrænset til en periode uden for vildtets yngletid – primært fra september til 14
februar. Jagten foregår med skydevåben eller bue og er indskrevet i lovgivningen via jagtloven. Herudover er der en mængde love og bekendtgørelser, der bestemmer, hvordan jagten kan udøves. Regulering kan ske hele året med skydevåben og fælder – også i vildtets yngletid, hvis det findes påkrævet. Regulering er styret gennem „bekendtgørelse om regulering af skadevoldende vildt“ og er en mulighed for at kunne regulere vildt, som forvolder skade. Der skal oftest søges om tilladelse for at kunne regulere vildtet, og reglerne for regulering er forholdsvis komplicerede. Det er i Danmark „Miljø og Fødevareministeriet“, der har ansvaret for at udarbejde regler samt udstede de tilladelser, der skal til for at kunne regulere. Det betyder også, at der er en stor grad af kontrol forbundet med reguleringen. 15
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Vaskebjørnen stammer fra Nord- og Mellemamerika. I løbet af 1900-tallet blev der i Tyskland udsat et mindre antal vaskebjørne, ligesom der også er undsluppet en del fra pelsfarme. Herfra har arten spredt sig. Naturstyrelsen skønner, at de spredte fund, der er gjort af Vaskebjørne i Danmark, er dyr, der er undsluppet fra fangenskab, hvor de enten har været holdt som kæledyr eller i pelsdyrfarme. Foto: J.C. Schou/Biopix
Invasive og hjemmehørende prædatorer Regulering kan ske for at bekæmpe eksempelvis invasive arter som blandt andet mårhund, mink og vaskebjørn. Fælles for disse arter er, at de ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark og er en trussel mod de naturlige hjemmehørende arter. De førnævnte arter er særligt en trussel mod vores vadefugle og jordrugende vandfugle, da de har specialiseret sig til at leve i de samme naturområder. De invasive arter er en gruppe af dyr og fugle, som Danmark har en forpligtelse til at bekæmpe gennem de regler, som vi har tilsluttet os, og som er fastsat af EU. Bekæmpelse af en række arter som ovenstående har karakter af udryddelseskampagne, og det er præcis, hvad det er. Arterne er uønskede i hele EU, og der er til dels en national samt en fælles plan for at forvalte disse arter.
Minken er blevet indført fra Nordamerika til danske minkfarme i 1930'erne. Men nogle af minkene stak af fra farmene, og de lever i dag vildt i den danske natur. De vilde mink er ikke alene et problem i forhold til fugle, de konkurrerer også med de naturligt hjemmehørende mårdyr om føde og levesteder. Foto: J.C. Schou/Biopix Mårhunden, der er på størrelse med en ræv, stammer fra Østasien. Den blev udsat i den vestlige del af det tidligere Sovjetunionen, og det er herfra, den siden har bredt sig mod vest til bl.a. Tyskland og Danmark. Foto: Colourbox
Der er dog en række hjemmehørende arter af prædatorer, som kan udgøre en trussel mod fuglelivet og den øvrige flora og fauna. Generalist-prædatorer som ræv og krage kan optræde meget talrigt og er ikke truet af jagt eller regulering. Når de findes i de samme områder, som nogle af de ynglefugle, der er fåtallige og pressede i forhold til bestandstæthed og antal, kan regulering og jagt udført korrekt være med til at sikre en større mulighed for, at disse arter bevares for eftertiden. To typer af regulering Regulering kan opdeles i to kategorier. Dels en reducering af lokale bestande af dyr eller fugle, som alene ved deres antal og adfærd under fødesøgning påfører skade på husdyr, afgrøder eller skade på flora eller fauna. I disse tilfælde reguleres der generelt i bestandene, og reguleringen foretages mest effektivt i foråret inden yngletiden for at nedbringe antallet af ynglende individer. Derudover reguleres de på de pågældende steder og tider, hvor de udøver skaden. Den anden type af regulering sker ved regulering på enkelte dyr eller fugle, som udøver skade, og der ikke kan findes en anden løsning. Denne regulering er oftest
16
mere restriktiv og kræver altid forudgående tilladelse. I mange tilfælde skal det være forsøgt at afværge og skræmme vildtet væk først, inden tilladelsen kan gives. Reguleringsjægerne At regulere stiller dog store krav til de personer, som skal udføre denne. Dels skal jægerne have det fornødne lokale kendskab til vildtet i området og kende til adgangsforhold. De skal kende betingelserne i bekendtgørelser og lovgivning samt vide, hvilke metoder der er mest hensigtsmæssige at anvende. Endelig skal der investeres et stort antal timer til at udøve reguleringen. At lære sig fangst med fælde og effektivt kunne udnytte fælden som et værktøj i reguleringen, det kræver megen energi og entusiasme. Typisk vil der gå flere måneder, før fælden indgår som et naturligt element i omgivelserne. Samtidigt skal jægeren afveje, hvilke typer af lokkemad der skal anvendes – afhængigt af årstid, og hvilket dyr der ønskes fangst af. Skal der fanges ræv i vinterperioden, skal både rævens foretrukne menu på den pågældende lokalitet bruges som lokkemad, men derudover kan ræven tiltrækkes ved at udfordre dens hævdelse af sit revir for eksempel ved at påføre lidt urin eller andet rovdyrfært i nærheden af fælden. Der stilles således krav til at kunne sætte sig ind i vildtets vaner og behov afhængigt af art og levevis. Hvad motiverer de frivillige? I Nationalpark Vadehavet har vi mere end 30 frivillige jægere, som deltager i projektet. De bruger deres fritid til dels at uddanne sig og forbedre deres kompetencer, og efterfølgende bruger de mange timer på reguleringsarbejdet. Hvad opnår jægeren ved det? Meget af det vildt, som vi prøver at beskytte, er fredet og må ikke jages. De arter, som må jages i området, trives rigtig godt, og det vil derfor kun have en begrænset effekt på disse bestande med en øget regulering. At jægerne går aktivt ind i rollen med en naturbevarende og forvaltende indsats, er en lige så naturlig del af jagten, som det 17
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Mange lystfiskere er trætte af at se ske skarven tage for sig af arter af laksefisk, som i forvejen er pressede. Foto: J. Madsen/Biopix
at nedlægge byttet. Hvad der motiverer den enkelte kan være forskelligt, men ønsket om at kunne færdes i naturen og have muligheden for at se en variation af forskellige dyr og fugle er nok en væsentlig drivkraft. At det så kun er et fåtal af disse arter, som jægeren reelt går på jagt efter, er ikke væsentligt. De fleste jægere er bevidste om, at de evner og færdigheder, man udvikler som jæger, også kan anvendes til et fælles mål om at rykke på balancen mellem byttedyr og rovdyr. Danmarks Jægerforbund har i den øvrige del af landet mere end 500 uddannede reguleringsjægere, der har påtaget sig denne frivillige opgave. Regulering kan ikke stå alene Er regulering af skadevoldende vildt så det eneste, der skal til? Nej, lad os med det samme slå fast at uden egnede naturarealer af en vis størrelse og udstrækning, kan vi ikke ændre på nedgangen i antallet af ynglende arter. Regulering kan aldrig stå 18
alene. Det hjælper ikke at fjerne prædatorer, hvis ikke yngleforholdene er i orden. Det skal derfor sikres, at de tiltag, som tilgodeser de enkelte arter, bliver iværksat samtidig med en indsats med regulering. Eksempelvis skal strandenge og marskland have den fornødne pleje i form af korrekt afgræsning eller alternativ slåning for at sikre dækning og redeskjul og mulighed for fødesøgning for de unger af vadefugle, som er i området. Samtidig skal fjernelse af opvækst af træer og buske, som fungerer som skjul og redetræer for krager, være en naturlig del af plejen. Det bør selvfølgelig afvejes, om omkostningerne til en indsats står mål med det, man vil opnå! Samtidig bør det nøje overvejes, om en type terrænpleje, der er godt for én art, måske skader en anden. En grundig gennemgang og analyse af terrænforholdene og en langsigtet plejeplan, bør derfor iværksættes, når der er en reel mulighed for en blivende virkning. Skal man blande sig i naturens orden? Danmark består af en natur, der er formet af vores udnyttelse igennem flere tusind år. De historiske kulturspor i landskabet
findes i 90 procent af vores natur. Man kunne så spørge, om vi skal lade naturen råde, eller om vi fortsat skal justere for at skabe den balance, som vi ønsker? Det kan være svært at svare entydigt på og er helt afhængigt af, hvad den enkelte eller „de andre“ ønsker.
Sandheden skal måske findes et sted midt imellem. Reelt er der en mulighed for at gå ind og påvirke balancen ved at regulere og bortskræmme skarver i de områder og på de tidspunkter, hvor den kan påvirke bestanden af laksefisk negativt, eksempelvis i gydesæsonen.
Et eksempel er Skjern Å-projektet i 1960’erne, hvor man i et for den tid dyrt projekt og i fremskridtets navn rettede åen ud for at sikre effektiv udnyttelse af den landbrugsjord, der lå langs med åen. Siden har Skjern Å fået reetableret sit naturlige forløb til gavn for dyrelivet i området og alle de forskellige grupper af naturbrugere, der nyder den rekreative værdi, et sådant naturområde har.
Hjælp på bekostning af en anden art Man bør derfor nok betragte regulering som en mulighed for at kunne justere i naturens orden ved at hjælpe en art på bekostning af en anden. Der er en bred accept af, at denne metode kan hjælpe til at skabe den fornødne balance i et økosystem, som ved menneskelig påvirkning har fået skabt ændrede vilkår for det dyreliv, der er i området. Ønsker vi dette, er den model, som er valgt for de udpegede indsatsområder i Nationalpark Vadehavets prædationsprojekt, måske en mere brugbar løsning end de metoder, vi hidtil har opereret med.
De arter af laksefisk, som er i tilbagegang, er på flere områder pressede, og mange lystfiskere er trætte af at se skarvene tage for sig af fiskene i de samme områder, hvor både samfundet og private har gjort en kæmpe indsats for at skabe bedre betingelser for laksefiskene. De fleste ornitologer vil dog nok hævde, at skarvens prædation er et naturligt fænomen, der er i balance.
vadefugle, hønsefugle og andefugle, vil efter min mening kunne give os et værdifuldt forspring i forhold til at kunne hjælpe de andre arter og sikre, at de får flere fugleunger på vingerne. At prædationsprojektet i Nationalpark Vadehavet er et fælles projekt, hvor alle lokale interesser er repræsenteret, giver en langt større sikkerhed for, at projektet kan afløses af et varigt arbejde med at beskytte disse arter af fugle og deres levesteder i Vadehavet. Både lodsejere, ornitologer, jægere og myndigheder samarbejder for at nå det fælles mål samlet at skabe bedre betingelser for et varieret dyreliv i området.
Ræve fotograferet med vildtkamera ved fælder. At bruge fælder som et værkstøj i reguleringen er ikke ligetil. Bl.a. vil der typisk gå flere måneder, før en fælde indgår som et naturligt element i omgivelserne.
At man i de særlige indsatsområder i Vadehavet har en række udvidede beføjelser til at regulere prædatorer for at sikre de forskellige jordrugende fugle, 19
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
TEKST: Ole Noe, vildtkonsulent Naturstyrelsen Vadehavet
Den enes død Prædationsprojektet i Nationalpark Vadehavet handler om at begrænse forekomsten af nogle vildtarter for at øge overlevelsen og forekomsten af andre vildtarter. I projektet drejer det sig konkret om, at vi mennesker giver særligt en række sårbare vadefugle en hjælpende hånd ved at dræbe en tilpas mængde af vadefuglenes naturlige fjender på det rigtige tidspunkt. Derved øger vi forhåbentligt både overlevelse og bestand af de pågældende vandfugle.
gennemføres forskellige niveauer af indsats mod prædatorerne. Lige fra at man alene fjerner enkelte prædatorer med en uønsket adfærd og så til en mere omfattende indsats, hvor målet er generelt at sænke bestanden af en eller flere prædatorer i et område.
De praktiske og tekniske sider af organisering og gennemførelse af projektet beskrives i de andre artikler. Denne artikel opridser kort det lovgivningsmæssige grundlag, og den giver et kig ned i kassen med værktøjer, der kan bringes i spil.
1. Jagt: De fleste af de prædatorer, projektet fokuserer på, har en almindelig jagttid i efterår/vinter-perioden. Jagttiderne reguleres gennem „Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle mv.“
Ynglefuglenes naturlige fjender betegnes prædatorer, og det, at disse prædatorer æder æg, yngel eller voksne vadefugle, kaldes prædation. For at begrænse prædationen på ynglefuglene kan der
2. Regulering: Regulering bruges til efterstræbelse af vildtarter uden for normal jagttid og eventuelt med andre metoder end ved jagt, når der er et veldefineret/anerkendt formål med
20
Der er ikke frit spil i forhold til at fjerne prædatorer. Det er jagtloven med tilhørende bekendtgørelser og de jagtetiske regler, der sætter rammerne:
reguleringen. Reguleringsmulighederne defineres gennem „Bekendtgørelse om vildtskader“. 3. Jagtetik: Ud over det formelle indhold af jagtloven og ovennævnte bekendtgørelser, så er der udarbejdet et sæt jagtetiske regler, der kan opfattes som et kodeks for jægerens adfærd. De jagtetiske regler har måske ikke samme juridiske tyngde som lovbekendtgørelserne, men i forhold til prædationsprojektet er det dog værd at bide mærke i, at de jagtetiske regler blandt andet siger; • „Alle vildtarter er ligeværdige“ • „Jagt må ikke reduceres til bare at være skydning. Nedlagt vildt skal, så vidt det er muligt, anvendes til føde eller pelsværk, som trofæ eller på anden fornuftig måde. Det gælder også for vildt, som nedlægges efter reglerne i bekendtgørelsen om vildtskader.“
De fleste af de prædatorer, som projektet fokuserer på, har en almindelig jagttid i efterårs/vinter-perioden. Ræve må skydes mellem solopgang og solnedgang i perioden fra 1. september til 31. januar. Foto: Max Steiner 21
Tema: Prædation
Nationalpark Vadehavet
Der er fastsat jagttid på de mest almindelige prædatorer. I projektet i Nationalpark Vadehavet drejer det sig eksempelvis om arter som ræv, mink og gråkrage. Disse arter må jages i perioden 1. september til 31. januar, og jagten må foregå i døgnets lyse timer og med skydevåben. Denne mulighed kan anvendes som en generel mulighed på de arealer, hvor jagt er tilladt.
Prædatorer er ikke kun firbenede. Kragen er en af de tobenede og flyvende prædatorer, og da den er både forsigtig og intelligent, kan den være vanskelig at regulere. Foto: Colourbox
Udover jagt kan der gennemføres regulering. Hvilke arter, der må reguleres på hvilket tidspunkt og med hvilke våben, afhænger af situationen og formålet med reguleringen. Regulering kan gøre det muligt at efterstræbe vildtarter på tidspunkter af året, hvor de normalt er fredede, og med midler der normalt ikke må anvendes til jagt – eksempelvis fældefangst. På det felt adskiller de to begreber jagt og regulering sig principielt fra hinanden.
Bekendtgørelse om vildtskader definerer seks overordnede formål, der kan udløse mulighed for at regulere en vildtart. Et af disse formål handler om beskyttelse af flora og fauna. Det er det hensyn, der gør det muligt at bruge reguleringsværktøjet i Nationalpark Vadehavets projekt, der jo har til formål at beskytte en række prioriterede vadefuglearter. I nogle tilfælde kan reguleringen af en vildtart gennemføres uden forudgående tilladelse. Forudsætningerne for dette fremgår af et særskilt kapitel i bekendtgørelse om vildtskader. I andre tilfælde kræver reguleringen, at der først udstedes en konkret reguleringstilladelse. Det er Naturstyrelsen, der behandler ansøgninger om tilladelse til regulering og på den baggrund eventuelt meddeler de nødvendige og relevante tilladelser. Grundlaget for at gennemføre prædationsprojektet i Vadehavet er således sat sammen af flere elementer. Det kan illustreres ved at se på mulighederne for at begrænse rævenes prædation på vadefuglene. Ræven har almindelig jagttid, hvor den kan jages. Derudover er det muligt uden forudgående tilladelse at regulere ræv og/eller rævehvalpe i et par perioder uden for jagttiden i områder, hvor den gør skade på den øvrige fauna, eller hvor den gør skade på husdyr. Og slutteligt kan Naturstyrelsen i særlige tilfælde give tilladelse til regulering af ræve af hensyn til faunaen på tider af året, hvor det er relevant. Hvor langt man vil strække mulighederne for at efterstræbe ræven i et projekt som dette, afhænger så blandt andet af etiske og jagtetiske hensyn.
TEKST: Preben Clausen, seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Rovdyrbekæmpelse redder ikke Vadehavets ynglefugle alene Statens tællinger af fuglebestandene i den danske del af Vadehavet og dets baglande viser, at de rastende bestande med enkelte undtagelser stortrives. De samlede bestande af gæs, svømmeænder og de fleste arter af vadefugle er stabile eller stigende. Og i de få tilfælde hvor det ikke er tilfældet, har vi oftest konkret viden om, at det ikke er forvaltningen i Vadehavet, men udefrakommende faktorer, der trykker arterne. Helt anderledes ser det ud for ynglefuglene. Som nævnt andre steder i dette hæfte står det skidt til for flere af disse, men især for engfuglene og de kolonirugende arter som klyde, måger og terner. Det er særdeles grundigt dokumenteret fra Tøndermarsken, hvor årlige tællinger af ynglefuglebestandene er udført fra 1975 til i dag. I årene 2002-2015 har vi også udført forskningsprojekter for at udrede, hvad årsagerne er til den udvikling, vi har set. Vi har haft særligt
22
fokus på engfuglene, som Tøndermarsken i 1980’erne var Danmarks suverænt vigtigste område for.
korte udgave af svaret er: begge dele! Og at vi godt kan forvalte både rovdyr og ynglefuglene bedre, end vi gør.
Omfattende dokumentation De samlede resultater er præsenteret på 485 sider i seks rapporter udgivet i 2003-2016. Vi giver også en række anbefalinger til, hvad man kan gøre i Tøndermarsken for at ophjælpe ynglefuglebestandene. Men da udviklingen for ynglefuglene er den samme – eller værre – i Ballum- og Ribemarsken, på Mandø og i Varde Ådal, så kan man umiddelbart overføre anbefalingerne til disse områder.
Langt færre engfugle Efter en markant fremgang fra omkring 800 par i 1975 toppede det samlede antal ynglende engfugle i Tøndermarsken i 1983-86, hvor der årligt ynglede 2400-2500 par i Margrethe Kog og de ydre koge (Frederikskogene og Rudbøl Kog). Der var flest viber med mere end 1600 par, men også omkring 500 par rødben, 200 par stor kobbersneppe, 50 par af både dobbeltbekkasin og brushøne samt enkelte par af den sjældne engryle. Langt de fleste (75 %) ynglede i de ydre koge. De seneste fire år 2012-2015 har der i gennemsnit ynglet 750 par, fordelt med godt 500 par viber, 125 par rødben og 110 par stor kobbersneppe. Dobbeltbekkasin og brushøne yngler ikke årligt, og når de gør det, er der bare et-to par. Engryle er uddød. De fleste (60 %)
Overordnet set giver vi svar på, hvad der er op og ned på landbrugets og naturbeskyttelsesorganisationernes evige diskussion om, hvorvidt det er intensivering af arealdriften eller rævenes og andre rovdyrs fremgang, der er skyld i, at det står så skidt til med antallet af ynglende engfugle i Tøndermarsken. Den
23
Tema: Prædation
Det tager omkring to måneder, fra første æg bliver lagt, til en vibeunge er flyvefærdig. Den første månedstid går med rugning, som kun gennemføres, hvis reden ikke bliver trådt af græssende dyr, og æggene ikke tages af (især) ræve. Dernæst går der en måned mere, før ungen kan flyve, hvis den altså ikke tages af (især) rovfugle – og de ikke omkommer, fordi engene er for tørre, og der ingen føde er. I Tøndermarsken er det de fleste år under en tredjedel af rederne, der klækker, og halvdelen af ungerne der når at flyve. Foto: 1-4 Kent Olsen, Calliope Consult, 5 Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk
Nationalpark Vadehavet
1
2,0
1,5
Dobbeltbekkasin Brushane Rødben Stor kobbersneppe Vibe
Rudbøl Kog med Sønderkog
Margrethe Kog (syd)
Gammel Frederikskog
Rickelsbüller Koog
Ny Frederikskog med Lillevade
1,0
0,5
0 2,0 2
Margrethe Kog (nord)
3
Ynglepar/ha
1,5
1,0
0,5
0 2,0
1,5
4
5
1,0
De seks søjlediagrammer viser gennemsnitlige tætheder for de fem almindelige engfugle, vibe, stor kobbersneppe, rødben, brushane og dobbeltbekkasin i 5 års-perioder fra 1975-2014 i Tøndermarsken. I de to områder anført øverst, Margrethe Kog (nord) og Rudbøl Kog med Sønderkog, er langt de fleste tidligere græsfenner 24
i dag opdyrket, hvorfor der ses meget lave tætheder af engfugle. I Margrethe Kog (syd) og Rickelsbüller Koog – lige syd for grænsen, er der en engfuglevenlig drift af engene, med sikring af fugt over større arealer og sen udbinding af kreaturer. Det er ikke tilfældet i Gammel og Ny Frederikskog samt Lillevade, hvor størstedelen af area-
2010-2014
2005-2009
2000-2004
1995-1999
1990-1994
1985-1989
1980-1984
1975-1979
2010-2014
2005-2009
2000-2004
1995-1999
1990-1994
1985-1989
1980-1984
0
1975-1979
0,5
lerne dog også henligger som vedvarende græsarealer. Der bekæmpes også ræve i hele området. For Margrethe Kog er tallene fra 1975-79 fra Frederikskog forland, før det fremskudte dige blev opført. Der er ikke anført tal for dette område i perioden 1980-84, fordi data, der sondrer imellem nord og syd, ikke eksisterer. 25
Tema: Prædation
yngler i Margrethe Kog, på trods af at det samlede engareal i denne kog kun udgør omkring 20 % af Tøndermarskens enge. Mange flere ræve, der tolder på æggene Både væksten i ynglebestanden fra 1975 til midt-80’erne og det efterfølgende fald kan bl.a. forklares ved store svingninger i rævebestandens størrelse. På grund af tre udbrud af hundegalskab fra 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne
FAKTA Vil du vide mere? Den seneste rapport fra 2016 sammenfatter resultaterne og uddyber vore pointer om optimeret engfugleforvaltning. Clausen, P., Hounisen, J.P., Asferg, T., Thorup, O., Nielsen, H.H. & Vissing, M.S. 2016. Ynglefugle i Tøndermarsken og Margrethe Kog 1975-2014. En evaluering af effekt af en intensiveret rævebekæmpelse på antallet af ræve og ynglefugle, eksempler på optimeret engfugleforvaltning og anbefalinger til forvaltningstiltag. DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 84 s. – Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 160. http://dce2.au.dk/pub/SR160.pdf
Nationalpark Vadehavet
bekæmpede man rævene ved at gasse dem i gravene, og grævlingerne røg med i købet. Derfor var rævebestanden i hele Sønderjylland bekæmpet ned til omkring 20 % af, hvad den er i dag, og grævlingerne formentlig endnu mere. Vi ved fra senere udbrud af sygdom i rævebestanden, som halverede rævebestanden, at to-tre gange så mange af æggene i viberederne klækkede i disse år. Derfor var der en høj ungeproduktion, når rævenes antal var lave. Vi ved også, at det omfattende ægrøveri, som de høje rævebestande i dag er skyld i, bevirker, at de ynglende vadefugle ofte ikke producerer nok unger til at erstatte de gamle fugle, der dør naturligt. Det vil sige, at bestanden ikke er selvsupplerende. Sikring af redernes overlevelse Heraf kunne man udlede den konklusion, at man bare skal bekæmpe rævene. Men forsøg i Tøndermarsken viser, at det ikke er løsning nok. Tøndermarsken er så attraktivt et område for ræve, at nye bare vil løbe til området fra baglandet, straks et ledigt territorium opstår inde i marskens koge. Derfor er det vores klare anbefaling, at man i Tøndermarsken – såvel som andre steder i Vadehavet – skal arbejde på at sikre ynglefuglenes reder og unger bedre overlevelsesbetingelser. Det gælder både om at reducere rævenes antal ved fx at fjerne selvdøde får, hvis kadavere er en vigtig fødekilde for dem, og bekæmpe rævene direkte (særligt på øerne). Man skal også fjerne træer og buske, som er redesteder for krage- og rovfugle. Desuden skal man også begrænse høje udbindingstætheder af græssende kreaturer og gerne forsinke tidspunktet for udbinding, ideelt til efter æggene i de fleste reder er klækket. Det vil sige til omkring 15. maj, hvis der især yngler viber, men til hen i juni, hvis man skal tage særlige hensyn til de sjældne og senere rugende arter som engryle og brushøne. Uden fugtige enge ingen fugleunger Opdyrkning af engarealer er katastrofalt for engfuglene. Der yngler kun omkring en fjerdedel så mange viber på en opdyrket mark som på en eng – og de fem andre arter af engfugle yngler ikke
26
på marker, kun på enge. I marsken er det vigtigt at sikre ungernes overlevelse ved at fremme fugtige enge fremfor at dræne disse. Det skyldes, at der er mange flere smådyr, som ungerne lever af i fugtige enge, hvor ungerne typisk vil være flyvedygtige efter fem uger. På opdyrkede arealer tager det otte uger. Engfuglevenlig forvaltning, der batter Hvis man ikke satser på at forbedre på alle disse forhold – men kun tyer til rovdyrsbekæmpelse, så får man ikke et afgørende resultat. Men hvis man tager fat i alle vores anbefalinger, og indfører det, vi betegner som optimeret engfugleforvaltning, så er der mulighed for at få mange af de forsvundne ynglefugle tilbage til marsken. Den påstand underbygger vi ved at vise, at den langt mere engfuglevenlige forvaltning af statens arealer i Margrethe Kog og i Rickelsbüller Koog lige syd for grænsen faktisk har resulteret i markant højere bestande af ynglende engfugle end i resten af Tøndermarsken – og det på trods af ræve. Ja, faktisk yngler de sjældne brushøns og engryler lige syd for grænsen. Så indsatsen bærer frugt!
Kreaturer er fremragende og nødvendige naturplejere i Tøndermarsken, fordi de sikrer, at engene ikke gror til, og de tramper de fugtige grøftekanter op. Både optrampningszonen, og kokasserne, de efterlader, giver gode vækstbetingelser for insekter, som vadefugleungerne kan leve af. Men for at undgå at rederne nedtrampes skal kreaturerne ikke udbindes for tidligt og heller ikke i for store tætheder. Foto: Preben Clausen
Heste som græssere på engfuglearealer er en mindre god idé. De tramper dobbelt så mange reder som kvier, fordi de er så livlige! Foto: Preben Clausen
Fugtige partier jævnt fordelt på engene kan sikres ved at undgå dræning. Fra Tøndermarsken ved vi, at de fugtige områder tiltrækker ynglende engfugle. Det skyldes, at der er flere smådyr i fugtige områder sammenlignet med tørre. Men selvdøde får skal fjernes, hvis de ikke skal ligge som spisekammer for rævene. Foto: Preben Clausen
27
Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. +45 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30, DK–6972 Rømø, tlf. +45 72 54 36 52 www.vadehav.dk, vff@vadehav.dk