UDSIGT OVER BY, MARSK OG HAV Det meste af Nationalpark Vadehavet består af tidevands- eller deciderede havområder, men omkring 300 kvadratkilometer er landområder. Et af disse områder er Ribemarsken, som med Hovedengen kiler sig helt ind i centrum af Ribe. Kun et par hundrede meter fra Hovedengen ligger Ribe Domkirke, og fra udsigtsplatformen i toppen af Borgertårnet har man en forrygende udsigt ud over Ribe Ås slyngninger gennem Ribemarsken og ud til Kammerslusen og Vadehavet, som i luftlinje ligger cirka fem km vestpå. I klart vejr kan man se milevidt - mod nordvest Esbjerg og Fanø og mod sydvest Mandø og Rømø. Men man kan også ’nøjes’ med at kigge nedad og beundre tage, gader, stræder – og mennesker – i Danmarks ældste by. Borgertårnet, der oprindelig er opført som vagt- og stormklokketårn, er 50 meter højt, og der er 248 trin op til toppen. SÅDAN KOMMER DU TIL RIBE DOMKIRKE Ribe Domkirke ligger på Torvet midt i Ribe og er åben for turistbesøg – for åbningstider se: www.ribe-domkirke.dk. Adgang til tårnet koster 20 kroner for vokse og 10 kroner for børn. Billetten giver tillige adgang til Ribe Domkirkemuseum. 60