Temahæfte #1
Møller
i Vadehavets landskab Kulturhistorisk introduktion til det danske Vadehav
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK
1
Sønderho Mølle. FOTO: Destination Sydvestjylland
TEMAHÆFTET UDGIVES AF: Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet ”Møller i Vadehavets landskab,” der blev afholdt i 2010. Temamødet og temahæftet er skabt i et samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet. Udarbejdelsen er finansieret med tilskud fra Kulturministeriet og Kulturaftale Vadehavet som en del af projektet: Synliggørelse af Vadehavets kulturhistoriske landskab. Udgivelsesdato: Udgivet første gang i A5 format i oktober 2010. Redesignet og genudgivet i december 2015 Redaktør: Lene Feveile (2010) Anne Marie Overgaard, Museum Sønderjylland (2015) Forsidefoto: Mandø Mølle – medvind.dk Design og layout: Nationalpark Vadehavet – Søren Christensen Tryk: Rosendahls, Esbjerg ISBN: 978-87-995234-1-2
2
TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Møller i Vadehavets landskab Der er mange historier at fortælle om Vadehavsregionen, det sydvestligste hjørne af Danmark. Det kan ikke undgås at rigtig mange historier tager udgangspunkt i de spor som mennesket har afsat ved at bo, arbejde og færdes her, gennem århundrede. Får man kendskab til sporene der er afsat i landskabet og kan man tyde dem, bliver historien levende, og landskabet får tidsmæssig dybde. Dette hæfte handler om et af de markante kulturhistoriske elementer i Vadehavets landskab: Vand- og vindmøllerne. Hæftet fortæller ikke historien om alle møller i området, men dykker punktvis ned i fortid og nutid. Håbet er at skabe en nysgerrighed og at inspirere læseren til selv at opsøge de mange andre spændende vand- og vindmøller, at aflure dem de gode historier og fortælle dem videre. Hæftets første afsnit giver en indføring i det overordnede mølleris historie med udgangspunkt i de lokale møller i vadehavsregionen. Hvorfor ser de sådan ud og hvornår kom de? Med Højer Mølle, Mandø Mølle og Sønderho Mølle giver hæftet detajlhistorier. Det følgende afsnit fortæller om vandmøller og landskabet de er placeret i. Hvordan har de påvirket dette og hvordan arbejder man med vandmøller og landskab i Vadehavsområdet i dag. Bagerst i hæftet er et kort, her er afmærket de vind- og vandmøller som stadig kan ses meget synligt eller har efterladt sig spor i Vadehavets landskab fra Varde i nord til Tønder i syd. Enkelte vandmøller ligger noget væk fra kysten, men er medtaget da åerne i sig selv er en del af Vadehavets landskab. Nogle møller er stadig velbevarede mens andre er stærkt ændret af tid og brug. På kortet er også medtaget enkelte eksempler på nutidens møller i Vadehavets landskab.
INDHOLD Træk af dansk mølleris teknologihistorie....................................................4 Højer Mølles historie og lidt om møllerne på egnen..............................15 Mandø Mølle en hollandsk mølle fra 1830'erne........................18 Sønderho Mølle sømærke og samlingspunkt.................................20 Vandmøller, vandløb og snæblen.........................22 Vadehavets kulturmiljø........................................26 Hvor er møllerne i dag?.......................................28 På gensyn derude.................................................30
God fornøjelse
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK
3
I middelalderen anlagdes en kæmpe dæmning i Ribe. Her byggedes tre vandmøller. Ydermøllen fik i midten af 1800-årene et Poncelet vandhjul med krumme skovle. FOTO: Lise Andersen
4
TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Træk af dansk mølleris teknologihistorie Af Lise Andersen, museumsinspektør, Nordjyllands historiske Museum
Mølleriet – et privilegeret erhverv
Ifølge de middelalderlige landskabs-love kunne enhver, der havde dam og damsted (dæmning) frit bygge sig en vandmølle. I praksis var det dog kun kirken, adelen og kongen, der byggede møller, og for kongens møllers vedkommende blev der hurtigt tale om en monopollignende tilstand, idet Kronens bønder blev pålagt møllepligt, dvs. kun at bruge Kronens møller. Efter enevældens indførelse i 1660 blev møllerne pålagt betydelige skatter. For at sikre, at mølleejeren nu også kunne betale sin skat, var man nødt til at beskytte ham mod, at der opførtes nye møller inden for det område, der udgjorde møllens naturlige kundekreds. Hermed indførtes det privilegerede mølleri, hvor det at bygge en ny mølle eller at forbedre en eksisterende krævede en kongelig bevilling – et privilegium. Endnu strengere var reglerne i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor man havde mølletvang. Mølletvang betyder, at hver bonde under trusler om bøder og konfiskering af korn skulle bruge en bestemt mølle, og kun den.
Han skulle også udføre hoveri på møllen, når dammen skulle oprenses, nye møllesten lægges ind osv. De monopollignende tilstande var et fiskalt gode, men de var samtidig en stopklods for den teknologiske udvikling. Ligegyldigt hvor dårligt møllen malede, var den jo stort set sikret kunder.
Vandmøller
Vandmøllerne introduceredes i Danmark samtidig med kristendommen,og meget tyder på, at det var de munke, der i 1100-årene byggede klostre i Danmark, der bragte kundskaben om møllebyggeri med sig. Møllerne måtte placeres, hvor der var vand nok og et tilstrækkeligt fald i terrænet. I det flade Danmark er der ikke mange ideelle møllesteder, så ofte var det nødvendigt at foretage meget omfattende anlæg af dæmninger og kanaler for at skabe de nødvendige vandforhold. I Ribe by lagde man f.eks. i midten af 1200-årene en dæmning på tværs af Ribe Å, hvor man byggede Kongens Mølle. Inden middelalderens udgang lå der hele tre møller, ved den kolossale dæmning.
Vandmøllerne har således været med til at sætte deres umiskendelige præg på landskabet. Den typiske danske middelaldermølle havde padlebladshjul. Det bestod af entræring, hvori skråtstillede padleblade var fastgjort. Hjulringen var forbundet med vandhjulsakslen ved hjælp af gennemstukne eger. Vandet blev ledt fra mølledammen og frem til hjulet, som det ramte forneden, hvorfor man kalder typen for underfaldshjul. Vandet skubbede til hjulet, så det drejede i strømmens retning. Efterhånden begyndte man at bygge underfaldshjul med ”svøb”, hvilket vil sige med to ringe eller karme, som skovlene er placeret imellem. Underfaldshjul kan arbejde med en ret lille faldhøjde, men skal gå tæt på bunden og er derfor sårbare over for grøde og sand. I 1400-årene var man i stand til at bygge så store opstemninger, at det gav mulighed for at bruge et brystfaldshjul, hvor vandet ledes ind lidt højere, men dog stadig i den underste del af hjulet. Nu virker vandet ikke kun ved at skubbe hjulet rundt, men også ved sin vægt i skovlene. Brystfaldshjulet kan
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK
5
Stubmøllerne var almindeligt udbredte indtil omkring 1800. Her ses Sønderho Mølle omkring 1890. Efterhånden blev de erstattet af hollandske møller. I dag er kun 18 stubmøller bevaret i Danmark. Ingen af dem står i vadehavsområdet. FOTO: Sognearkivet Sønderho
Vinkelgearet – de to hjul, der mødes i en vinkel, må opfattes som en sand revolution på mølleriets område og er forudsætningen ikke blot for alle vandmøller med lodretstående hjul, men også for vindmøllerne. ILLUSTRATION: Lise Andersen 1: vandhjul, 2: aksel, 3: gravhjul, 4: krondrev, 5: kværnsten. Gravhjulet og krondrevet danner vinkelgearet.
køre med faldhøjder på ned til 1 m, og er mere effektivt end underfaldshjulet. Langt mere effektivt var dog det senere opfundne overfaldshjul, som vandt udbredelse i Danmark i slutningen af1600-årene. Her ledes vandet op på toppen af hjulet, og det er primært vandets vægt på hjulets skovle, der driver det rundt. Dette hjul drejer modsat underfaldshjulet og brystfaldshjulet; og da dets omdrejningsretning er modsat det bortflydende bagvand, må det placeres så højt, at bagvandet ikke når op til hjulet, da vandet ellers vil virke som bremse. Overfaldshjulet kræver en faldhøjde på mindst 2-3 m. Det giver gode driftsforhold og er robust over for grøde.
Overfaldshjulet er effektivt, men det kan ikke bruges alle steder. Valg af vandhjulstype vil altid afhænge af naturforholdene. Den vandrette aksel, som vandhjulet sidder fast på, kan ikke direkte bruges til at drive de vandret liggende møllesten. Derfor gør man brug af vinkelgearet, der består af et lodretstillet hjul, gravhjulet, hvis kamme (”tænder”) er anbragt på siden af hjulet og griber ind i et vandretliggende hjul, kaldet krondrevet. Den vertikale bevægelse omsættes hermed til en horisontal bevægelse. Samtidig giver størrelsesforholdet mellem de to hjul mulighed for regulering af hastigheden (opgearing). Fra krondrevet går en aksel op til kværnen, hvor den driver den øverste møllesten med rundt.
Frem til 1700-årene har de vandtrukne kornmøller, der blev bygget i Danmark, ikke adskilt sig væsentligt fra middelalderens møller, hvad gangtøj angår. Gangtøjet er de hjul, drev og aksler, der transmitterer kraften fra vandhjulet til maskinerne. De havde alle kun ét gear, nemlig vinkelgearet. Det betød, at hvis man havde brug for to eller flere kværne, måtte man bygge to eller flere vandhjul.
De ældste vindmøller – stubmøllerne
Vand er en mere stabil kraftkilde end vind – man kan oplagre vand men ikke vind. Vandmøllens begrænsning er imidlertid dels, at den ikke kan male i særlig tørre somre, eller når frosten binder vandet,
Vandhjulets udviklingshistorie: På de ældste mølletyper ledes vandet ind forneden på hjulet og skubber det rundt. Først omkring 1430 brugtes egentlige opstemninger, der gav mulighed for ud- viklingen af brystfaldshjulet, hvor vandet ledes ind lidt højere, men dog stadig i den underste del af hjulet. Langt mere effektivt er det i renæssancen indførte overfaldshjul. Her ledes vandet hen over toppen af hjulet, og det er primært vandets vægt på hjulets skovle, der driver det rundt. ILLUSTRATION: Lise Andersen
6
TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
dels at den ikke kan anlægges hvor som helst – ikke alle områder af landet kunne mønstre fald og vand nok. Vindmøllens introduktion var derfor et stort fremskridt i mølleriets udvikling, omend man i flere århundreder kun byggede dem, hvor man af den ene eller anden grund ikke kunne bygge vandmøller eller som supplement til en vandmølle, der i perioder havde for lidt vand. På dansk område nævnes vindmøller første gang i Uetersen i Holsten i1234. I det nuværende Danmark er det ældste sikre vidnesbyrd et dokument fra 1259, der nævner en vindmølle i Fløng på Sjælland.
Afbildning af stubmølle i Dronninglund kirke. Kalkmaleriet er dateret til 1513-1523. FOTO: Lise Andersen
Model af Stubmølle: 1: fundament med krydsfod 2: stubben 3: skråstivere 4: saddel 5: kværn 6: vinkelgear ILLUSTRATION: Lise Andersen
De første vindmøller var stubmøller. De kaldtes sådan efter stubben, enkraftig central lodret aksel, hvorom hele møllen skal drejes for at vindfanget kommer op mod vinden.Stubben bæres og støttes af et sæt skråstivere mellem en krydsfod af svært tømmer og en tømmerramme, kaldet sadlen, lige under møllehusets nederste bjælkelag. Stubben afsluttes foroven med en tap, der går op i en tværgående bjælke – stenbjælken, der igen bærer to hovedbjælker. Stenbjælken har fået sit navn, fordi det er på den, møllestenenes vægt hviler. På denne konstruktion hænger hele møllehuset. Den ældste afbildning af en dansk stubmølle findes på et kalkmaleri i Dronninglund kirke, og er dateret til1513-1523. Umiddelbart ser det pudsigt ud, at møllen tilsyneladende står på fire ben, der stritter ud i alle retninger, og man kunne få den tanke, at kunstneren ikke vidste meget om møller. Men hvor de bevarede stubmøller alle står på et fundament ovenpå jorden, så stod middelalderens stubmøller på fire nedgravede fødder af træ, der understøttedes af nedrammede stolper, der var stabiliseret med stenfyld i en dybde af ca. 1,3 m. Dronninglund møllen er firevinget, med dobbelt vingefang. Det vil sige at sejlfladen var symmetrisk omkringvinge armen, mens vingearmen på senere møllevinger sidder forskudt. Mindre møller med dobbelt vingefang har været i brug i Danmark langt op i 1800-årene og kendes
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK
7
ner, og der kunne foretages en hidtil uset opgearing afhastigheden. Ved at indskyde flere stjernehjul efter hinanden – hvilket kaldes “forlagt tøj” – kunne hastigheden yderligere forøges. Det betød, at man nu kunne bygge møller med både 2 og 3-trins gear.
Stjernehjulet var den hollandske mølles største bidrag til møllebyggeriets udvikling i 1800-årene. Stjernehjul og drev virker som møllens ”gearkasse”. Her fra Højer Mølle. FOTO: Lise Andersen
Danmarks første hollandske mølle blev bygget i København i 1619, men først i 1700-årene begynder den at dukke op rundt omring i landet, og i visse egne gik der meget lang tid. Der er to forskellige typer hollandske vindmøller, alt efter hvorfra krøjningen foregik – dvs. drejningen af møllen, så vingerne kommer i vind.
stadig på Bornholm, men er ikke bevaret i Vadehavsområdet.
Den hollandske mølle
I Nederlandene havde man i 1500-årene oplevet en kraftig økonomiskvækst, der ansporede til en effektivisering af møllerne. I 1573 byggede den flamske møllebygger Lief Jansz Andries en mølle i Alkmar, hvor kun den øverste del – hatten – skulle drejes, for at vingerne kom op i vind. Fordelen ved denne mølletype, der herhjemme kaldes ”den hollandske mølle”, var, at når kun hatten skulle drejes, betød det ikke noget, hvor tung møllekroppen iøvrigt var. Man kunne bygge møllen nøjagtig så høj, som det var nødvendigt, for at den kom op i vind, og så rummelig, som det ønskede maskineri
nødvendiggjorde, og man kunne bygge i mere holdbare materialer uden at skele til deres vægt. Den vigtigste nyskabelse i forhold til stubmøllerne og dét, der var den hollandske mølles største bidrag til møllebyggeriets udvikling som sådan, var imidlertid stjernehjulet. Stjernehjulet er et stort horisontalt kamhjul, hvorkammene (tænderne) sidder radiært ud fra hjulet. Stjernehjulet er fastkilet på den stående aksel. Herfra kan kraften ledes ud til en række drev. Stjernehjulets betydning rakte langt ud over den hollandske mølle, for det vandt i løbet af 1700-årene indpas også i stubmøller og vandmøller. Nu blev det muligt at fordele kraften på mange flere maski-
Skallekværn og grynvifte i Mandø Mølle. Skallekværnen er åbnet – så man kan se stenen og kippen. Grynviften er forsynet med sorterbord til fjernelse af skaller og rensning af gryn. FOTO: Mandøforeningen
8
TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Jordhollændere, som f.eks. Mandø Mølle, krøjes (drejes) fra jorden. De kan have kælder af forskellig dybde, eller de kan stå direkte ovenpå jorden evt. på en lille kunstig bakke. Højden afgøres alene af, hvor gode vindforholdene er og hvor meget maskineri, der skal være plads til. Gallerihollændere, som f.eks. Højer og Sønderho Møller, står på en undermølle, der kan være af træ eller sten,og har et galleri, der går hele vejen rundt om møllen, og hvorfra møllen kan krøjes. Gallerihollændere fandt især udbredelse i byerne. Deres højde gjorde dem mere velegnet i bymæssig bebyggelse, hvor det var svært at få møllerne op i vind. Når vi finder gallerihollændere på landet, er det enten møller, der har haft svært ved at komme op i vind, eller møller, der har haft særlig brug for lagerplads. De sidste er som regel møller, der er bygget efter 1852 og som har malet til salg i modsætning til de gamle kundemøller, hvor bonden kom med sit korn, fik det malet og tog melet med sig hjem bagefter. Dette er f.eks. tilfældet for Højer Mølle, der i sin nu værende form som gallerihollænder er opført i 1857. Med den hollandske mølle fik man for første gang et rigtigt godt alternativ til vandmøllerne, og i flade landskaber som Vadehavsområdet og ikke mindst på øer, hvor der kun er ubetydelige og korte vandløb havde den især sin berettigelse.
Den lille Mandø Mølle, bygget ca. 1833, har to skallekværne til gryn, hvilket er usædvanligt for så lille en mølle. Måske har man malet proviant til søfolk? Billedet er fra ca. 1900. FOTO: Lise Andersen
Grynværkerne
Lige så vigtig som brødet i almuens kost var grøden kogt på byggryn. Når byggen var tærsket med plejl lod man stude eller heste trampe rundt i kornet. Siden blev det kastet over logulvet for at skille avnerne fra og endelig blev det renset gennem et sold. Når byggen så skulle bruges til grød, blev den ristet i bageovnen og ”knækket” på en håndkværn. Herefter skulle den ”drøftes”, dvs. at den blev kastet op i luften, for igen at blive fanget i drøftetruget. Under processen blev støv og skaller skilt fra, og grynene var klar til at koges – til dagligt i vand, men ved højtiderne i mælk til sødgrød. Denne omstændelige proces blev i slutningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene overflødiggjort af de nye moderne grynværker, som overalt blev indført i de danske møller. Grynværket består af en skallekværn, hvori der ligger én stor sandsten. Uden om stenen er placeret en jernplade med slåede huller – som et rivejern. Når kornet styrtes ned på den hurtigt roterende sten, slynges det ud mod skallepladen, hvor skallerne rives og slibes af kernen. Skallerne og den afskallede kerne sorteres derefter ved hjælp af en gryn-
blæser. En luftstrøm blæses gennem det afskallede korn, hvorved de lette skaldele skilles fra de tungere gryn. Efter afskalningen knækkes grynene på grynkværnen, og til sidst sorteres de efter størrelse. Man behøvede ikke bevilling til at bygge en grynkværn eller en mølle kun til grynproduktion, men man skulle betale afgift af den. I kystegne ser man ofte møller med mere end én grynkværn. Selv den lille Mandø Mølle har to grynk-
værne. Langs kysten havde man gode muligheder for at eksportere/udskibe gryn til eksport, og ofte havde man også brug for gryn til proviant for sømænd. Grynene holdt sig langt bedre om bord end mel og brød.
Mølleriet liberaliseres
Privilegiesystemet var udtryk for protektionisme og var i høj grad med til at forhindre den teknologiske udvikling af møllerne herhjemme.
Automatisk krøjning (drejning) af møllehatten var med til at effektivisere vindmøllerne i slutningen af 1800-årene. Da Sønderho Mølle blev opført efter brand i 1895 fik den et komplet jerntøj fra Frichs fabrikker i Århus. FOTO: Sognearkivet Sønderho
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK
9
Mandø Mølle – en hollandsk mølle fra 1830’erne. FOTO: Mandøforeningen
Efter Englandskrigene og statsbankerotten i 1813 ønskede man fra statens side at få det danske mølleri gjort konkurrencedygtigt. En kommission blev i 1824 nedsat til at undersøge mølleriets tilstand, og herefter blev der givet mulighed for at driftige møllere og møllebyggere kunne søge patenter og tilskud til udvikling af bedre møller og møllerimaskiner. Dette
10 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
blev starten til en meget voldsom og hurtig udvikling af dansk møllebyggeri. Der blev især eksperimenteret meget med forbedringer af vindfanget. Mølleren brugte sædvanligvis en del tid på at regulere sejlene alt efter vinden. For at opnå en mere stabil gang og en tidsbesparelse for mølleren, eksperimenterede man med forskellige muligheder for hel eller delvis
automatisk regulering af sejlene. Det system, som vandt størst udbredelse, var en engelsk opfindelse af en type vinger med klapper, der som jalousier åbner og lukker sig alt efter vindtrykket. Systemet kaldes også selvsvikning. Man begyndte også at bygge små vindroser på hatten, så hatten kunne
omlagt og vægten blev flyttet over på kreaturhold. Omlægningen af landbruget gik hårdt ud over fabriksmølleriet, der mistede sin status som vores største eksporterhverv. De store havnemøller måtte derfor lægge produktionen om, og satse på det indenlandske marked. Hermed blev de konkurrenter til det gamle kundemølleri, der mere og mere måtte afstå brødkornsformalingen til fabriksmøllerne og slå sig på fodermaling. Det endelige ”dødsstød” fik kundemølleriet, da bønderne efterhånden anskaffede små vindmotorer, der kunne drive tærskeværket og en kværn. Mange møllere måtte nu helt eller delvis gå over til handel med korn og foderstoffer.
Mølleriets særlige forhold i Slesvig
Som nævnt havde mølleriet i hertugdømmerne været underlagt langt strengere restriktioner end i de kongerigske dele af landet. Da møllernæringen blev givet fri i 1852 (med en 10-årig overgangsperiode), gjaldt loven ikke for hertugdømmerne, der dog slap for det forhadte tvangsmølleri.
drejes automatisk ved vindens hjælp. Da Frichs Fabrikker i Århus i 1850’erne begyndte at massefremstille vindroser og selvsvikningsmekanismer, blev deoverkommelige i pris og spredtes over det ganske land. Efter 1873 faldt kornpriserne på verdensmarkedet. Det danske landbrug blev
For at komme tvangsmølleriet til livs måtte den danske stat betale enorme summer i erstatning til de slesvigske og holstenske møllere. Selv om der beviseligt var mølletrang (mangel på møller) især i Nordslesvig, var man tilbageholdende med at give tilladelser til at bygge nye møller, idet man frygtede så at skulle betale endnu større erstatninger til de gamle tvangsmøller. I Sønderjylland slap man først fri af privilegiesystemet, da man kom under preussisk herredømme efter 1864. Mens mølleriet i kongedømmet kom i problemer i 1870’erne, så var situationen nu en helt anden i området syd for Kongeåen. I Preussen havde man en ret høj indførselstold på korn og kornvarer, hvilket nu gav de slesvigske og holstenske møller langt bedre vilkår, end deres naboer mod nord. Derfor var der mange flere sønderjyske vindmøller, der nåede at blive udstyret med valsestole og plansigter m.v. end tilfældet er nord for Kongeåen. De gyldne tider fik dog en brat ende, da sønderjyske møllere efter 1920 blev
underlagt dansk lovgivning, og nu skulle konkurrere på danske vilkår.
Højmølleri
I slutningen af 1800-årene dukkede et helt nyt maleprincip op, da valsestolene blev introduceret. Formalingen skete nu ikke længere mellem møllesten men mellem valser af jern eller porcelæn. I en forknuser blev kornet knækket. Herefter blev det kørt gentagende gange gennem en valsestol med riflede valser. Efter hver tur gennem valsestolen blev melet sigtet fra, mens kliddene og dunsten fik en ny tur. Når kliddene var malet helt rene, blev de skilt fra og den sidste dunst udmalet på en valsestol med glatte valser. Når man malede hvede, gjaldt det om at male nænsomt, så kliddene ikke gik for meget i stykker. Det ville gøre melet mørkere og bageegenskaben mindre. Ved maling af rug var det ikke så vigtigt, og ofte blev rugen malet mere hårdhændet end hveden. Sigterne, der blev brugt sammen med valsestolene, var ofte af en type, der kaldes centrifugalsigter. De er opfundet i Tyskland i 1867 og kan ses som en videreudvikling og forbedring af tromlesigten. Der blev også opfundet plansigter, der var mindre plads og energikrævende. Enkelte af dem satte dog møllebygningen i voldsomme rystelser. Mølleri har alle dage været hårdt arbejde. For at lette møllerens arbejde blev indført elevatorer med små kopper, der kunne hejse kornet op fra et lager og til påfyldning af de forskellige maskiner. Til sideværts flytning af kornet brugtes snegleformede transportører, en slags Arkimedes skrue. Selv om antallet af fabriksmøller steg voldsomt i 1800-årene, havde det i starten ikke den store indflydelse på vandog vindmølleriet, da de henvendte sig til forskellige markeder. Den nye lov, der gav alle og enhver lov til at opføre møller, resulterede i, at fra 1840 til 1897 steg vandog vindmøllernes antal fra 1700 til 2800, hvilket naturligvis gav en stor indbyrdes konkurrence. Det var især hollandske møl-
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 11
ler, der blev bygget, og møllebyggerfaget blomstrede. Den hektiske byggeaktivitet fik dog en brat – men ikke uforudsigelig – ende. Omkring 1900 gik mange møllebyggere fallit. Andre omstillede sig til at være maskinbyggere. Under de to verdenskrige, kom mange allerede nedlagte møller i brug igen, men de lukkede stort set alle igen, da freden kom. Fra direkte trækkraft til el-producerende møller I 1890’erne udførte den danske fysiker Poul la Cour en række forsøg med en mere effektiv udnyttelse af vindkraft. La Cours idealmølle var en klapsejler – en firvinget, selvkrøjet mølle på et jernstativ. Han arbejdede også meget med problemerne omkring oplagring af energi, og vindenergien blev nu omsat til elektricitet i stedet for direkte trækkraft. Omkring 1. verdenskrig udførte ingeniør Poul Vinding nye forsøg med aerodynamiske møllevinger og propelmøller, som allerede var udbredt i Amerika. Nogen særlig stor Poul La Cours, 18 forsøgsmøller i Askov, 1890'erne.
12 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
betydning fik disse forsøg ikke straks – dertil var brændstoffer som kul og olie for billige. 1970’ernes energikrise gjorde, at der nu blev sat et stort spørgsmålstegn ved en energipolitik, der næsten udelukkende var baseret på kul og olie. Interessen for det, der lidt misvisende kom til at hedde de alternative energikilder – vand- og vindkraft – blev igen vakt. Siden er der rejst i hundredvis af el-producerende vindmøller. Det var dog ikke kun vindmøllerne til el-producenter. Flere gamle vandmøller fik vandhjulet erstattet med en turbine, og da møllen gik af brug som kornmølle, blev opstemning og turbine brugt til at producere strøm – i starten ofte kun til møllegårdens eget brug, men i flere tilfælde også som et egentligt el-værk. Eksempler herpå er Brøns Mølle Elværk, Lydum Mølle (Nr. Nebel Elværk), Ribe Midtmølle og Stampemølle. •
Liberaliseringen af dansk mølleri midt i 1800-årene befordrede udviklingen af bedre maskinerier. Pænt hvidt mel forudsatte rent korn, så i mange møller fik man nu kornr- ensemaskiner. Tegningen viser en rensema- skine, der blev bygget til Bachmanns mølle i Tønder. ILLUSTRATION: Lise Andersen
I marskegnene mod vest var be- og afvandingsmøller et helt almindeligt element i landskabet før i tiden. I dag er de erstattet af pumper. I Ballum enge står stadig to møller med de karakteristiske arkimedessnegle til at hæve vandet op eller ned. FOTO: Hans Hagge
Ribe Midtmølle. Anlagt i 1500-årene. I 1906 blev møllen omlagt til el. I 1940 blev vandhjulet udskiftet med en 100 hk turbine. Den nuværende bygning fra 1924 er fredet.
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 13
Højer Mølle, en hollandsk mølle af galleritypen på ikke mindre end 7 etager. Opført i 1857. FOTO: Museum Sønderjylland
14 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Højer Mølles historie – og lidt om møllerne på egnen Af Anne Marie Overgaard, museumsinspektør Museum Sønderjylland - Højer Mølle
Møller på egnen
Højer Mølle er sammen med pumpemøllerne i Ballum de sidste gamle vindmøller i Tønder Kommune. I den sydlige del af Vadehavsområdet har antallet af vandmøller været lille i forhold til den nordlige del. Der kendes til ti vindmøller på Højeregnen, hvoraf den ældste er fra 1500-årene. To var stubmøller og seks var af hollændertypen. De sidste to kendes ikke. Fire af de ti møller var pumpemøller til be- og afvanding af marsken. De andre vindmøller blev brugt til at male mel og gryn.
Møllerne og landskabet
Marsklandskabet har haft stor betydning for, hvilke opgaver møllerne har skullet lave. Af de ti møller på Højeregnen ved man, at mindst fire var pumpemøller, medens resten forarbejdede korn til
enten mel eller gryn. Omkring Tønder kender man gennem tiden til elleve møller, hvoraf kun tre var kornmøller, medens resten var pumpemøller. Her ses sammenhængen mellem mølletype og landskab tydeligt. Som følge af marskens inddigning var (og er) der et særligt behov for at kunne pumpe vand ind og ud af kogene. Landskabet har desuden haft stor betydning for vilkårene for mølledriften på gryn- og kornmøllerne. Stubmøllen i Højer var en arvefæstemølle, hvilket bandt den pågældende møller til stedet og forhindrede ham i at søge andre næringsveje, hvis forretningen gik dårligt. Helt anderledes forhold gjorde sig gældende for jorden i Gl. Frederikskog, som blev inddiget i 1692. Her var jorden oktrojeret – dvs. at borgerne, der havde tilvejebragt den nødvendige kapital til inddigningen,
blev tildelt særlige privilegier af hertugen til brugen af den inddigede jord. I forhold til mølledrift betød det, at der i Gl. Frederikskog - i modsætning til i Højer – var fri møllenæring. Enhver der ønskede det, kunne altså bygge en mølle og drive mølleri. I 1748 søger mølleren i Højer, Wulf Wulffsen, om tilladelse til etablere en grynmølle og et afskalleværk, med den begrundelse at tre grynmøller i Frederikskogen og området omkring den, tog kunder og dermed indtægt fra hans arvefæstemølle i Højer. Ansøgningen blev imødekommet.
Højer Mølles storhed og forfald
I 1853 ejes stubmøllen i Højer af møller Emil Roll, og i 1856 overtager han også grynmøllen i Nørremølle syd for Højer. Samme år lader han begge møller rive ned og genbruger det kraftige egetøm-
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 15
Højer Mølle, før 1889. FOTO: Højeregnens Lokalhistoriske Arkiv
mer til at opføre en ny stor hollandsk vindmølle i Højer – den nuværende Højer Mølle. Den nye Højer Mølle blev bygget i 1857 med ikke mindre end syv etager: kælder, stueetage (butik og kornmagasin), broloft (her kom melet ned fra kværnene via meltudene og blev videre forarbejdet i sigten), kværnloftet (med de fire store melkværne samt valsestol), stjernehjulsloftet (med stjernehjulet, der gør det muligt at have flere kværne), lorisloftet (som indeholder hejseværket) og hatloftet (hvor vingeaksel og kronhjul overfører kraft til kabunkel og kongevelle). Udover selve møllen blev der også opført en møllerbolig i 1858. I 1889 opføres et kornmagasin syd for møllen, og i 1904 endnu et nordøst for møllen. Møllen var og er alene på grund af sin størrelse, 22 m, en på alle måde imponerende og dominerende bygning i Højer by og det flade marsklandskab.
16 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Allerede da Højer Mølle stod færdig havde vindkraften fået en alvorlig konkurrent – nemlig dampkraften, som man for alvor var begyndt at udnytte i 1800-årene. Møllen blev i 1912 udstyret med en dampmaskine, der i 1920 erstattes af en dieselmotor. Fra 1940 erstattes dieselmotoren med en elektromotor, der stadig kan ses på broloftet i dag. Møllen var i funktion frem til 1972. Under Anden Verdenskrig blæste vingerne af Højer Mølle, og der blev ikke påsat nye. I 1960’erne tog forfaldet kraftigt til, og da den sidste møller, Jacob Smidt, gik på pension i 1972, var Højer Mølle stort set nedrivningsklar.
Redningen af Højer Mølle
En kreds af Højerborgere skaffede fra 1974-77 de nødvendige midler til restaurering af Højer Mølle. Efter restaureringen stod Højer Mølle nu atter i al sin pragt. Møllen og magasinerne blev indrettet til museum, og i 1992 blev Højer Mølle- og Marskmuseum en del af Tønder Museum.
Siden er møllen atter restaureret for godt 3,5 mio. kroner, blandt andet som følge af stormskader efter stormen 3. december 1999. Redningen af Højer Mølle er et lysende eksempel på, hvad visioner, beslutsomhed og sammehold kan føre med sig. I dag er et næsten oprindeligt miljø med mølle, kornmagasiner, møllerbolig og have samlet under museets hat, og et enestående kulturmiljø er bevaret. • Byskilt ved Højer, 2008. FOTO: Højer Museum
Højer Mølle forfaldt kraftigt op gennem 1960’erne og var stort set nedrivningsklar. FOTO: Museum Sønderjylland
Pumpemøller ved Vidåen, ca. 1910. FOTO: Museum Sønderjylland
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 17
Mandø Mølle. FOTO: Mandøforeningen
Mandø Mølle – en hollandsk mølle fra 1830’erne Møllen
Nord for Mandø by ligger Mandø Mølle og er øens højeste bygning. Den første mølle på Mandø var en stubmølle opført i 1820’erne. I 1830’erne blev den erstattet af den nuværende mølle, som er en hollandsk vindmølle med jordomgang, dvs at møllen krøjes fra jorden med håndspil. Undermølle i grundmur,
18 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
overmøllen er af træ og beklædt med pap. Hatten er bådformet og beklædt med lærkebrædder på klink. Vingerne har hækværk til kludesejl. Møllen har været indrettet med 2 skallekværne, grubbekværne til grynfremstilling og en skråkværn til at brække gryn på, male groft mel og grutning.
Møllere på møllen
17. februar 1776 beder landfoged på Mandø Jens Knudsen om lov til at opføre en liden vejrmølle her på Øen, hvorpaa vi kunde faa det lidet nødvendige Brødkorn malet til Mel. Mandøboerne var på det tidspunkt forpligtet til at lade deres korn male på
Skallebæk Mølle i Seem sogn, øst for Ribe. Møllebyggeriet bliver dog i første omgang opgivet på grund af de hårde årlige afgifter, som grevskabet Schackenborg afkræver for at miste indtægten i Seem. Først i 1820’erne får Jens Knudsens bror Peder Gregersen en kongelig bevilling, og stubmøllen kan opføres. I 1830erne erstattes den af en hollandsk mølle med ”træsejl”. Da de ikke virker tilfredsstillende, syr møllerens kone Anne Cathrine rigtige sejl til møllen. Sønnen Hans Pedersen er i folketællingen 1850 opført som møller, og den gamle møller er på aftægt.
ny klædedragt. I 1987 blev træværket under møllehatten samt krøjeværk igen fornyet. Endelig kunne man i 2004 efter flere års indsamling påbegynde den større restaurering, som gør at Mandø Mølle atter står som et stolt vartegn i Vadehavets landskab. Denne artikel er sammenskrevet primært på baggrund af ”Møllen på Mandø” et hæfte om møllen udgivet
af Mandøforeningen og tilrettelagt af arkitekt m. a. a. Vagn Østergaard Kristensen. Heri findes også henvisninger til yderligere litteratur. Møllen ejes af Mandøforeningen – en hjemstavnsforening med cirka 300 medlemmer. •
I 1874 overtager Hans Pedersens søn Peder Hansen Pedersen driften og ejer møllen til sin død i 1921. Fætteren Peder Nielsen overtager møllen og bliver den sidste møller på møllen. Han sælger den forfaldne mølle i 1937.
Møllens ofre
En gammel opfattelse siger, at enhver mølle før eller senere vil kræve et dødsoffer. Det er også tilfældet for Mandø Mølle. 24. maj 1889, blev en 12-årig dreng Peder Hans Thomsen dræbt af møllevingerne, som han kom for tæt på.I Ribe Stifttidende står følgende d. 27. maj 1889: Dræbt af Møllevinge. I Fredags blev paa Manø en 12 års dreng ramt i hoved af en Møllevinge og afgik natten efter ved Døden, som følge af Slaget.
Nye vinger sættes på i 2008. FOTO: Mandøforeningen
Også en af møllerens sønner, Hartvig Pedersen var tæt på, da han var kravlet op på en møllevinge. Han nåede at få en tur rundt, inden hans far fik stoppet møllen igen.
Restaurering
I slutningen af 1940’erne blev møllen opkøbt af selv samme Hartvig Pedersen. Møllen er meget forfalden og har kun en vinge tilbage. Hartvig Pedersen videregav møllen til Mandøforeningen. Herefter startede en lang proces med at genrejse møllen. Møllen blev istandsat så den i 1947 igen knejsede smukt nord for byen. I 1959 led møllen alvorligt haveri, da akslen og en vinge brækkede. I 1964 og 1970 fik møllen nye vinger og
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 19
Stubmøllen v. Sønderho. Thobølls Matrikelkort 1820. FOTO: Fonden Gl. Sønderho
Sønderho-dag, 2009. FOTO: Per Hofmann Hansen
20 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Sønderho Mølle i forfald. Årstal ukendt, men da mølleladen er revet ned må det være efter 1923. FOTO: Fonden Gl. Sønderho
Sønderho Mølle – sømærke og samlingspunkt Møllen
Lige nord for byen Sønderho står møllen i dag på toppen af en sandklit. Den første lovlige mølle, der bygges i Sønderho i 1701, var en stubmølle. Den efterfølges gennem årene af yderligere 2 stubmøller. Den nuværende hollandske vindmølle med galleri og vindrose er opført i 1895. Undermølle i grundmur. Og den ottekantede overmølle er i træ beklædt med pap. Overmøllen indeholder 3 lofter, et højt kværnloft, et meget lavt stjernehjulsloft og et hatteloft. Hatten er løgformet, beklædt med pap. Fra kværnloftet er der udgang til galleriet. Vingerne har hækværk til sejl. Møllen krøjer med vindrose. Hele krøjeværket af jern kom fra Frichs Fabrikker i Århus.
Møllere på møllen
Den første mølle i Sønderho blev opført af sognepræst Christian Engelstoft i 1701. Fanø var dengang krongods og øboerne var forpligtiget til at få malet deres korn på Kongens Mølle i Ribe. Selv om de nu havde fået en mølle i Sønderho, kørte mange alligevel forbi den lokale mølle med den strenge præst, for at få malet deres korn på Nordby Mølle i den nordlige ende af øen, eller de sejlede kornet til Kongens Mølle i Ribe. Det skabte utallige stridigheder mellem præsten og Fanøs bønder. Pastor Engelstoft døde i 1742, og hans to døtre og svigersønner blev ejere af møllen. De solgte den hurtigt videre til Sonnich Jensen Møller, der var hovedmanden i frikøbet af Sønderho sogn fra Kronen i 1741.
Han drev møllen i mange år og efter ham kom hans søn Thomas Sonnichsen. Efter ansøgning af 22 . september 1760 fik Thomas Sonnichsen tilladelse til at flytte/genopføre møllen et par tusinde skridt nærmere byen, til det sted, hvor den nuværende mølle står. Det var dog på betingelse af, at det blev publiceret for de søfarende, da møllen tjente som sømærke. Sønderhos anden mølle nedbrændte, 10 år efter, i 1770, og en ny stubmølle blev opført samme sted. Stubmøllen fungerede i 124 år. Om aftenen den 29. september 1894 gik der ild i møllen, og den nedbrændte totalt. Året efter blev den nuværende hollandske mølle opført.
Møllegravstenen i Sønderho kirke
At både Sonnich Jensen Møller og Thomas Sonnichsen har næret stor kærlighed til Sønderho Mølle kan man næsten se ud af deres gravsten. På dem har de begge fået afbilledet en stubmølle, hvor den
ene engel drejer vingerne rundt og den anden engel drejer møllen op i vinden. På stenen kaldes Thomas Sonnichsen også for møller. Gravstenene ligger endnu i dag i gulvet i Sønderho Kirke.
Forfald og restaurering
I 1928 var møllen næsten faldefærdig og en kreds af beboere oprettede Fonden Gamle Sønderho, med det hovedformål, at bevare deres gamle mølle for eftertiden. På Sønderho-dagen i 1943 havde møllen fået nyt galleri. Pengene dertil fik man ved at sælge krondrevet, vellen, stjernehjulet og kværndrevene, der var af metal. Gangtøjet blev i 1990 retableret med drev og aksler fra Nørlanggaard Mølle, og møllen fremstår i dag, som meget velholdt og fuldt funktionsdygtig. Den er 1 ud af tre hollandske møller i Vadehavets landskab. De andre to er Mandø Mølle og Højer Mølle. Møllen ejes af Fonden Gamle Sønderho. •
Udsnit af skibsakvarel af ”Anna Hedevig” vest for Fanø. I klitten foran stævnen ses Sønderho Mølle. Malet af Jes Ollesen i 1842. FOTO: Fonden Gl. Sønderho
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 21
Af Jan Steinbrink Jensen, biolog Naturstyrelsen Ribe
Vandmøller, vandløb og
snæblen I takt med den stigende industrialisering ophørte de fleste vandmøller med den egentlige drift. Enkelte møller f.eks. midtmøllen i Ribe og Bachmanns Mølle i Tønder blev for en kort overgang ombygget til el-produktion ved isætning af en turbine, men for langt de flestes vedkommende ophørte driften helt, og mange af mølleopstemningerne mistede derfor efterhånden deres oprindelige formål. Med udbygningen af dambrugserhvervet især efter 2. verdenskrig fik opstemningerne imidlertid ny nytte. Ved mange af de gamle mølleopstemninger blev der etableret dambrug til opdræt og produktion af ørreder. Navnene på flere af de store og mellemstore dambrug i den sydvestlige del af Jylland vidner om, at de blev etableret i tilknytning til
mølleopstemninger, f.eks. Jedsted Mølle Dambrug ved Kongeåen, Endrup Mølle Dambrug i Sneum Å og Gørding Mølle Dambrug i Holsted Å.
Opstemningerne – et problem i vandløbene
Opstemningerne – uanset om det er mølleopstemninger, dambrugsopstemninger eller opstemninger, der forsyner engvandingsanlæg – udgør et problem i vandløbene. De forårsager bratte hydrauliske spring, hvorved vandløbenes hydrologiske kontinuitet brydes, og der skabes en barriere for fiskenes frie vandring i vandløbet. Fra Vadehavet trækker adskillige fiskearter hvert år ind i vandløbene for at gyde, men de bremses i vidt omfang af
opstemningerne i de nederste dele af vandløbene. Selvom mange af opstemningerne er forsynet med en fisketrappe, vil en stor del af fiskene ikke finde vej ind i trappen, og flere arter kan eller vil simpelthen ikke svømme gennem en fisketrappe, uanset hvor godt den er udformet. Hertil kommer, at fiskenes yngel bremses op i de opstemmede søer på deres vej ud mod opvækstområderne i Vadehavet og Nordsøen. Herved udsættes de i højere grad for at blive ædt af rovfisk og hejrer. Samtidig skaber opbremsningen risiko for, at fiskeynglen forsinkes og derved ikke når ud i havet inden for det korte tidsrum, hvor de omstiller deres fysiologiske apparat fra tilværelsen i ferskvand til opholdet i saltvand. I de tidligere amters recipientkvalitetsplaner er opstemningerne beskrevet som et stort problem for fiskefaunaen, og problemerne er gentaget i de vand- og naturplaner, der er under udarbejdelse for vore vandløb og internationale naturbeskyttelsesområder.
Snæblen. Laksefisken fra Vadehavet. FOTO: Jan Steinbrink Jensen
22 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Opfyldelse af EU’s naturdirektiver hhv. habitatdirektivet og vandrammedirektivet medfører, at medlemslandene har en forpligtigelse til at fjerne opstemningernes spærrende effekt således, at der etableres fri passage i vandløbene, dels af hensyn til den hydrauliske kontinuitet, dels af hensyn til nogle af de fiskearter,
der indgår i udpegningsgrundlaget for de internationale naturbeskyttelsesområder kaldet Natura 2000 områder. Den danske vandløbslov giver mulighed herfor jf. lovens § 37a.
Vandløbsloven:
§ 37 a. I vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, kan vandløbsmyndigheden efter reglerne i denne lov gennemføre de nødvendige foranstaltninger, herunder regulere vandløbet, for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøkvalitet. Stk. 2. Foranstaltninger efter stk. 1 kan ikke gennemføres, hvis der derved tilsidesættes væsentlige kulturhistoriske interesser. Opstemningerne er til skade for alle fisks frie vandring, men i beskyttelsesøjemed er nogle arter højere prioriteret end andre. Det gælder de fiskearter som er opført på EU’s lister over truede arter, og som indgår i grundlaget for udpegningen af bl.a. de sydvestjydske vandløb som Natura 2000 områder, som f.eks. laks, tre lampretarter, stavsild og majsild. Men i vadehavsområdet er særligt én fiskeart afhængig af fri passage fra Vadehavet til gydeområderne i de mellemste dele af vandløbene, nemlig den lille laksefisk snæblen. Den stiller særlige krav til vandløbenes beskaffenhed, og bryder sig bestemt ikke om opstemninger.
Habitatdirektiv. Det medfører en særlig forpligtigelse for Danmark til at beskytte, bevare, og ikke mindst fremme levevilkårene for den, hvor det er påkrævet. Snæblen lever og vokser op i Vadehavet. I november/december trækker den op i de større sydvestjyske vandløb for at gyde. Kun vandløb med fri passage kan bruges som gydevandløb, fordi den ikke kan benytte fisketrapper. Selv små styrt og opstemninger udgør effektive spærringer. Gydeområderne er strækninger med god strøm, fast bund og forekomst af vitergrønne vandplanter, og gydeperioden er forholdsvis kort, kun 2-3 uger. Efter endt gydning trækker de voksne snæbler ned i de nedre dele af vandløbene. Herfra går de
igen ud i Vadehavet i det tidlige forår frem til maj. Man har kendskab til snæbler, der har gennemført gydninger 5-10 gange. Snæblen kan altså ikke forcere selv mindre forhindringer i vandløbene. For at sikre artens overlevelse, er det derfor blandt andet afgørende at dens gydevandløb er fri for både små og store spærringer, herunder mølleopstemninger. Fjernelse af disse spærringer medfører en række ikke uvæsentlige sidegevinster, idet alle dyr i vandløbene vil drage fordel af den frie passage, som skabes af hensynet til snæblen. Med støtte fra EU’s LIFE fond har Miljøministeriet i de senere år gennemført et større naturgenopretningsprojekt i va-
Fole Dambrug ved Fladså øst for Ribe. Her laves ændringer, så snæblen kan passere frit. FOTO: Jan Steinbrink Jensen
Snæblen – fisken fra Vadehavet
Snæblen, med det latinske navn Coregonus oxyrhuncus, er en fisk fra laksefamilien med en største vægt på omkring 3 kg og længde på omkring 65 cm. Tidligere var den vidt udbredt i hele vadehavsområdet fra Ho Bugt i nord til Den Helder i Holland, men er nu stort set forsvundet fra Tyskland og Holland pga. overfiskning, opstemninger i vandløbene, forurening og inddigninger. Som det eneste sted i verden er der i dag kun i Danmark en lille men stærkt truet bestand. Snæblen er en af EU’s mest truede fiskearter og er udpeget som sårbar på den danske rødliste over truede danske fisk. Derfor er den totalfredet og udpeget som en såkaldt ”prioriteret” art i henhold til EU’s
Fladså ved Årup Hede. Et yndet gydested for snæblen. FOTO: Jan Steinbrink Jensen
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 23
dehavsvandløbene til gavn for snæblen, hvor fjernelse af spærringer er et centralt element. Hertil kommer, at der i forbindelse med regeringens Særlige Vand- og Naturindsats bliver fjernet yderligere spærringer ved dambrug og tidligere mølleopstemninger. Samlet nedlægges ca. 30 opstemninger med tilhørende naturgenopretning indenfor en samlet ramme på ca. 200 mio. kr. Et af de meget markante opstemningsprojekter til gavn for snæblen er gennemført midt i Tønder by – ved Bachmanns Mølle.
Opstemningen ved Bachmanns Mølle i Tønder – et projekt med udfordringer
Vidå-systemet ved Tønder er det mest vitale vandløb for snæblen, hvor der indtil 2006 har været en samlet gydebestand på 1.000 - 2.000 voksne fisk. Bestanden har været faldende over de senere år. Det er derfor afgørende vigtigt for fiskens overlevelse på sigt, at snæblen har fri adgang til de mellemste dele af Vidåen. Opstemningen ved Bachmanns Mølle havde siden 1592 hindret snæblens frie adgang til mange kilometer gydeområde af fineste kvalitet i Vidåen. Under snæbelprojektet blev der derfor gennemført et projekt, der blev indviet i september 2009. Opstemningen ved Bachmanns Mølle blev fjernet, og snæblen har nu fri adgang til de øvre dele af systemet. Og at snæblen har taget godt imod de nye muligheder, kunne konstateres i vinteren 2009/2010, hvor der for første gang i nyere tid blev registreret snæbler ved St. Emmerske et godt stykke opstrøms Tønder By.
Inden man kom så langt, var der en række komplicerede problemstillinger, der skulle tages vare på, før projektet kunne gennemføres. 1. Snæblen skulle sikres fri passage under alle vandføringer. 2. Løsningen skulle have tilstrækkelig vandføringskapacitet til at sikre omgivelserne mod oversvømmelser. 3. Hensynet til kulturhistorien omkring møllebygningen skulle tilgodeses. 4. Møllesøen skulle bevares i en vis udstrækning af hensyn til bymiljøet i Tønder. 5. Vandstanden i den resterende møllesø skulle bevares for at sikre funderingen af de omkringliggende bygninger. Løsningen blev, at der op igennem møllesøen blev etableret en spunsvæg, hvor der på den ene side fortsat er en møllesø med samme vandspejlshøjde som før projektet. På den anden side af spunsen blev der opbygget et nyt vandløb i sten og grus, som er i stand til at modtage de varierende vandføringer, idet vandet ved store afstrømninger løber ud over spunsvæggen, hvorved der ikke sker vandstandsstigninger i møllesøen udover det hensigtsmæssige. Projektet ved Bachmanns Mølle har været en stor succes, og anses for at være et stort aktiv for Tønder By. Projektet viser, at det er muligt at opfylde begge vilkår i vandløbslovens § 37a, nemlig at tilgodese både hensynet til vandløbskvaliteten og de kulturhistoriske interesser omkring vandmøllerne. •
Det nye vandløb af grus og sten ved Bachmanns Mølle. Nu kan snæblen igen komme til de øvre dele af Vidå-systemet. FOTO: Jan Steinbrink Jensen
24 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Bachmanns Mølle i Tønder. Her har været vandmølle siden 1592. FOTO: Jan Steinbrink Jensen
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 25
Vadehavets kulturmiljø I mere end 30 år har Danmark, Tyskland og Holland samarbejdet om at beskytte og bevare Vadehavets særegne natur i de helt kystnære områder. Først i de senere år er man begyndt også at inddrage Vadehavets kultur i dette samarbejde. Da det traditionelle landbrug i området udnyttede både marsken og geesten, og da købstæderne i området havde stor indflydelse på det økonomiske liv i området, synes det oplagt at inddrage et lidt større område, når man taler om menneskers liv og færden i området før i tiden – om den historiske vadehavskultur. Derfor rækker dette hæfte geografisk lidt længere ind i landet, end det er tilfældet for samarbejdsområdet for naturbeskyttelse og Nationalpark Vadehavets udstrækning.
attraktive på boligmarkedet, historiske byer anses for et aktiv for en kommune, interessante kulturhistoriske bygninger bruges som hovedkvartet for at profilere virksomheder, kulturhistoriske oplevelser efterspørges af turister. Der er således mange gode grunde til at integrere de historiske kulturmiljøer i nutidens samfund. Hæftet er blevet til på foranledning af projektet ”Synliggørelse af Vade-
havets kulturhistoriske landskab”, et projekt skabt af medlemmerne i Vadehavets Formidlerforum. Hæfterne indgår som det skriftlige produkt af afholdte temadage og træder ind i rækken af litteratur og projekter der gennem årene har haft til formål at synliggøre kulturmiljøet i Vadehavet som en fremtidig ressource, ikke mindst i sammenhæng med områdets status som Nationalpark. •
Der er mange træk i landskabet, der medvirker til at fortælle historien om menneskers liv og færden i tidligere tider. Nogle er beskyttede i kraft af fredninger, andre har fået betegnelsen bevaringsværdige og atter andre ligger mere upåagtede hen. Det har været intentionen med dette hæfte at vække interessen for såvel de kendte som de mindre kendte historier og bidrage til at holde dem levende. Der er i disse år stigende opmærksomhed på de kvaliteter, der ligger i vore historiske omgivelser: Gamle gårde og huse er
26 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Møller Sonnich Jenssens gravsten i Sønderho kirke, Fanø. FOTO: Per Hofmann Hansen
Begge billeder på denne side er fra indersiden af hatten på Sønderho Mølle. FOTO: Destination Sydvestjylland
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 27
Vindmøller (rød)
Hvor er møllerne i dag? Møller i dagens landskab
I dag kan man stadig se både vand og vindmøller i Vadehavets landskab. Nogle står i al deres pragt, andre er næsten væk eller bruges til noget helt andet.
1. 2. 3. 4. 5.
Sønderho Mølle Vester Land 44, Sønderho, Fanø Mandø Mølle Mandø Byvej 35, Mandø Bevandingsmøllerne i Ballum Enge Møllekilen, Ballum Enge Bådsbøl-Ballum Mølle (stærkt ombygget) Kystvej 5, Ballum, 6261 Bredebro Højer Mølle Møllegade 13, 6280 Højer
Vandmøller (blå)
6. Nørholm Mølle Stokkebrovej 1, Sig, 6800 Varde 7. Hesselmed Mølle Hesselmedvej, 6840 Oksbøl 8. Alslev Mølle Alslev Møllevej, 6800 Varde 9. Øluf Mølle Ølufvad Hovedvej 77, 6715 Esbjerg N 10. Krogsgård Mølle Krogsgårdsvej, 6731 Tjæreborg 11. Endrup Mølle Endrup Bygade 74, Endrup 6740 Bramming 12. Ålbæk Mølle, Sneum Ålbæk Møllevej, 6740 Bramminge 13. Jedsted Mølle Jedsted Møllevej 9, 6771 Gredstedbro 14. Ribe Møller Nederdammen, Mellemdammen og Overdammen, 6760 Ribe 15. Ribe Stampemølle Sønderportsgade, 6760 Ribe 6760 Ribe 16. Skallebæk Mølle Møllehusvej, 6760 Ribe 17. Brøns Mølle Brøns Møllevej, 6780 Skærbæk 18. Ålbæk Mølle, Hjerpsted Ålbækvej, 6280 Højer 19. Lindskov Mølle Møllevej, 6270 Tønder 20. Bachmanns Mølle Kongevej 59, 6270 Tønder
Moderne møller (orange) Mega mølle ved Måde syd for Esbjerg. FOTO: Medvind.dk
28 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
21. Vindmøllerne på Horns Rev I og II 22. Møllerne v. Tjæreborg 23. Møllerne v. Koldby, Ballum 24. Valsemøllen i Esbjerg 25. Mega møllerne i Måde ved Esbjerg
6
7 8 9 11
21
12
24 25
10 22
13 1 14
15 16
2
17
3
4
23
18
5
19
20 WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 29
På gensyn derude Når man bevæger sig gennem Vadehavets landskab, kan man med fordel følge den skiltede Marguritrute, hvis man er i bil, og de skiltede cykelruter, hvis man er på cykel. Vil man vandre kan man benytte sig af den gamle Studedrivervej der gik fra Limfjorden til markederne i Ribe og Nordtyskland – Drivvejen. Der er også mulighed for at benytte både bus og tog i området, ligesom der flere steder er mulighed for at sejle på åerne og på Vadehavet. Desuden er der udarbejdet en lang række foldere, der fortæller om de enkelte dele af området. Yderlige oplysninger om Vadehavet kan fås på Vadehavets Formidlerforums hjemmeside www.vadehav.dk eller hos medlemmerne af Vadehavets Formidlerforum. •
30 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB
Sønderho Mølle. FOTO: Destination Sydvestjylland
WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK 31
Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30, DK–6972 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 52 www.vadehav.dk, vff@vadehav.dk