Velfærdsstatens venner og fjender

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Velfærdsstatens venner og fjender

ANMELDELSE – Der eksisterede aldrig en ideologisk masterplan for velfærdsstatens udvikling. Hvordan blev den så til? Lasse Horne Kjældgaard har i sin seneste bog undersøgt vekselvirkningen mellem litteratur og velfærdsstat i 1950-80; en tid, hvor forfattere talte ind i samfundslivet og ikke bort fra det.

Anders Orris

Det er et snedigt træk at udgive en doktorafhandling i kondenseret form som bog.

Dels i rent uselvisk form: flere læsere stifter bekendtskab med ens forskningsresultater. Dels – og mere pointeret – i den forstand, at ophavet i en doktorafhandling giver bogen et stærkt autoritativt præg. Der er tale om fagfællebedømt arbejde på allerhøjeste akademiske niveau, der med bekendtgørelsen om doktorgraders ord ”[bringer] videnskaben et væsentligt skridt videre”.

Hvad gør en anmelder så? Han går upåvirket til værks. Det gælder sagen. Ovenstående er konstaterende selvfølgeligheder der kan sammenfattes nogenlunde i den værdipræmis, at den her anmeldte bog – Lasse Horne Kjældgaards Meningen med velfærdsstaten – naturligvis er ”god”.

Men hvordan og i hvor høj grad er den så det? Det skal der gives svar på i det følgende.

GRUNDLAGET Det er den først og fremmest fordi den problemstilling, Horne Kjældgaard har sat sig for at undersøge, ubetinget opfylder et relevanskriterium. Der undersøges et dialektisk forhold mellem en samfundsmodel i form af velfærdsstaten og så (værker af) toneangivende skønlitterære forfattere i perioden 1950-80. Det fremgår måske ikke så tydeligt af Horne Kjældgaards fremstilling, men relevanskriteriet er så at sige negativt motiveret: det dialektiske forhold, der kan defineres både ved eksistensen af en vekselvirkning og ved nogle kvalitative, så at sige retoriske krav til denne vekselvirkning, er i vore dage reelt ophørt.

Her findes forfatterens anstødssten. I klart sprog: dengang talte forfatterne (heldigvis) ind i samfundslivet, nu taler forfatterne (desværre) bort fra samfundslivet. Det er i parentes bemærket en kendt betragtningsmåde, ikke noget Horne Kjældgaard blot postulerer.

Hermed er der basis for en nydelig fremstilling, der præges af en solid internalisering af de undersøgte flaskeposter – Horne Kjældgaards fikse betegnelse for de undersøgte tekster – og så en klædeligt afdæmpet adresse til samtiden. På plussiden tæller det afgjort, at Horne Kjældgaard har undersøgt en stor mængde velvalgte tekster. Forfatteren er hjemme, både i primær- og sekundærlitteraturen, og det er ikke vovet at forudsige, at Meningen med velfærdsstaten bliver et referenceværk i fremtiden. Det er dem der giders fortjeneste.

Side 71

R EPLI QUE 8. årg. s. 71-74 Velfærdsstatens venner og fjender Af Anders Orris

SKEMATIK Dele af afhandlingsformen er bibeholdt i form af en noget skematisk tilgang, hvor en omstændelig begrebsafklaring sætter rammen – en enkelt alarmklokke ringer måske, når der arketypisk begyndes med Brandes – og herefter gås der lovlig kronologisk og systematisk fremad. Det giver stedvis bogen et uinspireret præg, som antydet mest hvad det stilistiske angår. Formuleringer af typen ”i dette kapitel vil jeg” skurrer i hvert fald noget i nærværende anmelders optik. Omstændeligheden i begrebsafklaringen støder også noget sammen med den almene udsigelse af samme, for Horne Kjældgaard refererer det basale historiefaglige faktum, at velfærdsstatens opbygning i bemærkelsesværdig grad ikke fulgte nogen overordnet plan eller strategi. Der vekselvirkes altså med en vagt defineret samfundsmodel, dog uden at det får afgørende negative konsekvenser. Velfærdsstaten er nemlig i udpræget grad et stykke tavs viden, de allerfleste slæber rundt på, så det går nok med det. A priori ved de fleste hvad der tales om – eller gør de? Mere om det senere.

Den opmærksomme læser af et vist sindelag kan desuden ikke undgå at hæfte sig ved, at Hans Jørgen Lembourn på skønlitteraturens og Poul Møller på politikkens vegne kaldes frem gang på gang som forladte og alene kritikere af velfærdsstatsopbygningen. Der kunne nok findes andre; Horne Kjældgaard afslører her en blind plet, han dog næppe er alene om at have.

Mænd som Iver Poulsen synes i hvert fald

at være bortviskede fra Danmarkshistorien.

FORM OG INDHOLD Det er der til gengæld andre, der ikke er.

Det er nemlig i kildegrundlaget Horne Kjældgaard har boret dybt, for persongalleriet er ikke just overraskende. Rifbjerg er der, Henrik Stangerup og Anders Bodelsen – pænt tak for det – ligeså, og så navnlig Villy Sørensen, der er en slags gennemgående figur og bogens bud på en overdommer. Svend Åge Madsen er dertil det bedste bud på én der med bogen tilbydes en litterær genkomst, og det er svært at vurdere om den er fortjent. Det er nemlig ikke til at gå i nærkamp med alle disse forfattere og deres værker i en relativt kortfattet anmeldelse, men der kan skrives noget om Horne Kjældgaards udvælgelse og læsning af stoffet. Der ofres i den forbindelse en del plads på såkaldt kontekstualisering, dvs. enhver læsning forudskikkes af en endog meget grundig indplacering af det pågældende værk, og det er i høj grad en smagssag om man synes dette afspejler grundighed og glæde i forhold til stoffet, eller om det snarere er udtryk for en lidt anmassende stiløvelsesmentalitet.

Set fra nærværende anmelders stol, bliver det – sammenfattende – trods alt for meget af det sidste; for meget på den ene og på den anden side. Horne Kjældgaard vil nødigt støde nogen, det gør han så utilsigtet, og fremstår derfor ofte som værende uden glød. Tydeligst fremgår det ved gennemgangen af Henrik Stangerups omdiskuterede og i øvrigt fremragende roman Manden der ville være skyldig fra 1973, som Horne Kjældgaard pligtskyldigt

Side 72

R EPLI QUE 8. årg. s. 71-74 Velfærdsstatens venner og fjender Af Anders Orris

kontekstualiserer grundigt, men som han ender med at gøre på det nærmeste ukontroversiel og til en slags forsvar for det, Horne Kjældgaard kalder den åndelige velfærdsstat, dvs. et egentligt frigørelsesprojekt med stort spillerum til kunsten.

Stangerup ”stimulerer paranoia”, hvilket ordret er en alvorlig anklage, og ”sætter tendenser på spidsen” i forhold til velfærdsstaten, dvs. værket er forvrænget på forhånd. Den holder næppe i byretten, men argumentet er kendt: de færreste, heller ikke kulturradikalere eller varmhjertede socialpolitikere, vil kendes ved noget faderskab til skrankepaver, magtmisbrug og bestemmeri. Hverken dengang eller nu. Det hele er jo til den enkeltes eget bedste.

Horne Kjældgaard smider oven i købet en arketypisk og anakronistisk trumf på, da han i noterne citerer Stangerups reverens overfor velfærdsstaten, mange år efter bogens udgivelse og kort før Stangerups død af en kræftsygdom i 1998. Selv opfarende og arge lus i skindpelsen føjede sig altså til sidst. Stangerup selv skal have ordet, reflekterende over sin i øvrigt meget seværdige samtidsfilm Giv Gud en chance om søndagen fra 1970 om en ung præst i eksistentiel krise: På en måde handler filmen om hele generationen af 30-årige kulturformidlere.

Samfundet betaler en vis gruppe mennesker i middelklassen for at gå rundt og fortælle andre hvordan de skal indrette sig menneskeligt og kulturelt – psykologer, præster, sociologer, højskolelærere, alle dem, der er ansat til at være bekymrede på andres vegne.

Præsten er den evigt bekymrede danske kulturformidler med den evige dårlige samvittighed, for sandheden er, at folk skider formidlerne et stykke.

BEDØMMELSEN Så paradoksalt det end kan lyde, så er der noget som hedder sursød sovs. Visse tænker på det asiatiske køkken, men tager fejl og burde lave jævnet sursød sovs til oksespidsbryst og hvide kartofler og servere peberrod og kapers til. Sursød sovs bygger på en minutiøs forening af to modsatrettede ingredienser i gryden, ellers er den mislykket.

Smag er dog subjektiv, og det gør sig nok særligt gældende ved det her anmeldte værk, som kan anses både for et gennemarbejdet referenceværk, men også som en træg akademisk passiar. Sursød sovs kræver som nævnt en harmoni af to modsatrettede ingredienser, og den harmoni kan dog sluttelig godt tilskrives den sammenfatningsvis læseværdige bog. I mere løs form er det skiftevis en skam og påfaldende, at Horne Kjældgaard ikke læser en mere opfindsom roman af Anders Bodelsen end Tænk på et tal. Hændeligt uheld er betydeligt bedre, det ved læsere af årsskriftet Critique besked om. Dertil at en meget læst forfatter som Hans Scherfig og dennes essayistiske forfatterskab i efterkrigsårene slet ikke behandles. Det leder os til det sidste, apropos det konventionelle i Horne Kjældgaards bog, for førnævnte manko vedr. Scherfig skyldes formentlig et vist alment ubehag ved det, der i egenforståelsen stikker ud fra en kulturradikal middelvej. Kommunisme, munkemarxisme, halvfjerdsernes excesser udi

Side 73

R EPLI QUE 8. årg. s. 71-74 Velfærdsstatens venner og fjender Af Anders Orris

dogmatisk fremmedgørelse: sådant er bortvisket fra Horne Kjældgaards renskurede fremstilling. Læst blev det dog.

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER Og til det med velfærdsstaten som samfundsform: måske skyldes usikkerheden – og megen samtidig usikkerhed – at den varme opslutning til velfærdsstaten bygger på en rendyrket sekulær bekendelse.

Det man holder mest af defineres eller nedbrydes jo nødigt i begrebsbrokker. Således kan det også forholde sig med velfærdsstaten. Den ”tages” ikke som principiel debat. Når nogle vil genskabe eller sikre noget, spørges der ikke om det betyder en tidsubegrænset dagpengeperiode som i firserne eller nagelfast sikring af efterløn, pensionsalder eller lignende. Dertil om det så betyder, at vi i al almindelighed får endnu flere driverter. Når nogle vil reformere eller styne noget, spørges der ikke om det betyder at dagpengeperioden skal forkortes yderligere, dertil hvad netop det vil betyde for det altid stabile a-kassekontingent, eller hvad vi skal gøre med alle de mennesker, der ikke har evner eller resurser til andet end de rutineprægede job.

Måske er den afklædte sandhed, at velfærdsstaten taler til egoisten i det enkelte menneske: den er, hvad der gavner mig i min situation. Men – tro mod Horne Kjældgaards problemstilling – ja, så længe ingen spørger, svares der heller ikke.

Lasse Horne Kjældgaard: Meningen med velfærdsstaten. Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede. Forlaget Gyldendal, 2018.

Side 74