Den kreative klasses tyranni

R E P L I Q U E

Replique, 9. årgang 2019 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Den kreative klasses tyranni

ANMELDELSE – Den kreative klasse ser sig selv som moralsk overlegen, hvorfor den helt underkender legitimiteten af sine modstanderes synspunkter og dermed er hævet over enhver diskussion. Dermed er den ikke blot en trussel imod venstrefløjen, men også imod Danmark.

Rasmus Ulstrup Larsen

De Lærdes Tyranni af Kaare Dybvad Bek er et pragteksemplar af en debatbog fyldt med analytisk sans, klargørende anekdoter og sproglig klarhed. Da jeg læste bogen lavede jeg æselører hver gang der var en analyse, der fortjente opmærksomhed.

Men da bogen var færdiglæst, var der så mange æselører, at jeg ikke selv kunne holde styr på dem til sidst. Men bogen indeholder ikke kun interessante analyser, den er også så sprogligt velskrevet, at man sluger den på ingen tid.

De Lærdes Tyranni er en klassisk debatbog, og har som formål, at fortælle hvordan den kreative klasse skaber større social ulighed, ødelægger vores eksportindustri, efterlader tusindvis af unge uden jobmuligheder og centraliserer og akademiserer den offentlige sektor.

Men bogen gør mere end det. Den er først og fremmest brugbar som en udvidelse af ens begrebsapparat til at sætte et knivskarpt skel mellem den kreative og den folkelige venstrefløj, og hvordan den kreative venstrefløj er ødelæggende for både venstrefløjen og Danmark som helhed.

Side 55

VENSTREFLØJENS TO STRØMNINGER Dybvad forsøger i bogen at indkredse politiske udviklingstendenser på venstrefløjen og hvordan disse står i modsætning til den socialdemokratisme Dybvad selv repræsenterer. I den forstand er bogen en samtidsdiagnose, men i ligeså høj grad også en intern uppercut til den venstrefløj, der har glemt hvad deres mål og udgangspunkt er. Bogen skal derfor også læses som et forsøg på at sætte Socialdemokratiet og den resterende venstrefløj på ret kurs igen.

Dybvad opererer ved at opsætte to markante politiske strømninger, der på overfladen begge er venstreorienterede, op imod hinanden: Varetagelsen af det folkelige Danmark på den ene side, og varetagelsen af den kreative klasse på den anden side. Dybvad selv tilhører den fløj, der kæmper for det folkelige Danmark.

DEN FOLKELIGE VENSTREFLØJ Den folkelige fløj er kendetegnet ved klassisk socialdemokratisme, der vil sætte fokus på ulighed, arbejdervilkår og et Danmark med sammenhængskraft. Den kreative klasse fokuserer derimod på etnisk og seksuel mangfoldighed, kreativitetsudfoldelse og selvrealiseringsmuligheder for ”den enkelte”, og denne enkelte er sjovt nok altid kendetegnet ved, at være højtuddannet, københavnerfikseret og tilhørende den lærde elite.

Der er i den forstand ikke nogen sammenhæng mellem varetagelsen af det folkelige Danmark og varetagelsen af den kreative klasse, ud over at de begge bekender sig til at være venstreorienterede. De har i realiteten intet tilfælles med hinanden, og

R E P L IQ U E 9. årg. s. 55-58 Den kreative klasses tyranni Af Rasmus Ulstrup Larsen

nærer grundlæggende en dyb foragt over for hinandens værdier, levevis og politiske tilgang.

EN VENSTREFLØJ FOR OVERKLASSEN Den kreative klasse genkender vi tydeligst i mødet med Alternativet og til dels Det Radikale Venstre, der med sit ensidige fokus på mangfoldighed, københavnerkultur og hardcore individualisme, udgør rygraden i den værdipolitik, der gennemsyrer venstrefløjen i disse tider.

Det interessante ved analysen af denne venstrefløj i bogen er, at det bliver enormt tydeligt, at den kreative venstrefløj helt har opgivet at kæmpe for de klassiske venstreorienterede sager, såsom arbejdernes vilkår, lighed og interessevaretagelse for de økonomisk dårligt stillede i samfundet.

I stedet vil de kreative være en venstrefløj for overklassen. Det er den del af venstrefløjen hvor støtterne først og fremmest skal findes blandt universitetsstuderende på humaniora og samfundsvidenskab i storbyerne, og ikke blandt håndværkere eller ufaglærte i provinsen.

Den kreative klasse udgør i den forstand en venstreorienteret overklasse, som i kraft af sit kulturelle overklassetilhørsforhold hverken har noget tilfælles med den økonomiske overklasse eller den økonomiske underklasse. Den kreative overklasse er kendetegnet ved at anse den økonomiske overklasse i Hellerup som åndsløs og materialistisk og den økonomiske underklasse i provinsen som dum og politisk uansvarlig.

De kreative er derimod en kategori for sig, der springer den økonomiske opdeling af sociale klasser. De kreative er rige på

kulturel kapital, og interesserer sig på overfladen ikke for økonomisk kapital. I stedet interesserer de unge kreative sig gevaldigt for at være de moderigtige, der sidder og drikker økologisk hvidvin på fortovs-caféerne på Vesterbro, hvor de med deres for korte bukser og sko uden sokker i drøfter de nyeste diskursteorier om, hvordan tonen i udlændingedebatten er med at til skabe problemer.

De tror også helhjertet på den økonomiske teori, som Dybvad viser Alternativet bygger sin politik på: Hvis vi bare har tilstrækkelig mange indvandrere, homoseksuelle og andre minoriteter, så vil vi opnå et vækstparadis. Det er ud fra analysen, at mangfoldighed og minoritetstilstedeværelse vil skabe vækst, at Alternativet har så meget fokus på iværksætteri, som ellers for mange har stået som en uforklarlig eller usammenhængende del af deres politiske projekt.

Da typebestemmelsen af den kreative klasse nu er på plads, kan vi gå til de skarpe analyser af den kreative klasses tyranni, som Dybvad præsenterer os for.

MORALSK OVERLEGENHED En af de mest interessante analyser i bogen er den, at den kreative klasse på baggrund af sin isolerede og ophøjede kulturelle position anser sig selv som stående uden for nogen klassisk interessevaretagelse. Den kreative klasse tilhører nemlig ikke noget økonomisk segment og er ikke underkastet en falsk klassebevidsthed, der driver dem. Den kreative klasse er derimod dommerne, der har gennemskuet de andre. De kreative transcenderer i den forstand kategorier, for det er de kreative der analyserer

Side 56

R E P L IQ U E 9. årg. s. 55-58 Den kreative klasses tyranni Af Rasmus Ulstrup Larsen

og kategoriserer de andre igennem deres samfundsvidenskabelige studier og moralske tænkning.

Det er de kreative der kan forklare Trump, Brexit og populismen ved, at folket er dumt og let af forføre. De kreative selv derimod, er immune over for den slags bevægelser, og kan derfor tale sandt om verden og fælde de moralske domme om andre. Som Dybvad skriver, om globaliseringsskepticismen i de folkelige dele af Storbritannien og USA: Når de lærde har analyseret, hvorfor det endte med Brexit i Storbritannien og Trump i USA, har det været ud fra den grundpræmis, at de mennesker der stemte for Brexit, eller på Trump, gjorde det fordi de følte sig truede på deres levebrød. Ikke fordi de var uenige i de politiske valg der blev truffet. De lærde pådutter disse vælgere politiske intentioner, som ikke tillægges andre grupper, og undervurderer deres evne til at træffe et oplyst valg (s. 89).

Den analyse Dybvad her foretager er vigtig at få frem, fordi erkendelsen af, at uenighed kan være begrundet rationelt, er forudsætningen for en fælles samtale.

Hvis ikke man anerkender uenigheden med sin modstander som værende velbegrundet, så sætter man sig nemlig i en position, hvor man ikke behøver tage hensyn til andre interesser end sine egne, da man jo netop ikke blot er en part i diskussionen, men hævet over den – og netop dette er den kreative klasse mestrene i.

HÆVET OVER DISKUSSION Derfor er den kreative klasse også en magtelite, der kan trumfe deres vilje igennem. Deres vilje er jo hævet over blot at

være en part i samfundet, de kreative er derimod nogen der taler alles interesse.

Denne type af analyser formuleres flere steder med en blanding af analytisk skarphed og sproglig klarhed, som i følgende citat: Hvor den økonomiske overklasse ser det som en pligt at træffe beslutninger og prioritere, så vil den kreative klasse altid hævde, at man blot gør det, der er mest logisk eller moralsk rigtigt. I egen selvforståelse tjener de kreative ikke egne interesser, men gør det, alle ville gøre, hvis de havde den samme viden som dem selv (s. 22).

Denne selvforståelse, antager jeg her, har enhver mødt, der har stiftet bekendtskab med tilstrækkelig mange radikale eller alternativister. Oftest kan man kende deres selvforståelse på, at de i en moralsk eller politisk diskussion, hvad enten det er på arbejdspladsen eller værtshuset, føler sig hævet over at deltage i diskussionen, og derfor enten affejer den som irrelevant eller uinteressant. De kreative vil som oftest forlade diskussionen ved slet og ret ikke at anerkende den som værdig at deltage i. De kreative anser nemlig ikke deres holdningsmodstandere som værdige modstandere.

Gennem den form for magt, hvor den kreative klasse har formået at udtale sig fra en højerestående og mere ren position, har de formået af udvikle visse områder i samfundet til deres egen vinding, herunder den markante centralisering og akademisering af den offentlige sektor, på bekostning af varme hænder. De kreatives interesser er nemlig lige så partiske og selvcentrerede som alle andres, de kreative vil

Side 57

R E P L IQ U E 9. årg. s. 55-58 Den kreative klasses tyranni Af Rasmus Ulstrup Larsen

bare ikke stå ved det.

Analyser som disse er der mange flere af end jeg her gengiver, og de gør, at De Lærdes Tyranni ved endt læsning lader den kreative klasse sidde nøgen tilbage. Og det er en skøn følelse at læse en bog, der kan se lige igennem dem, der hævder at se lige igennem andre.

Kåre Dybvad Bek: De Lærdes Tyranni.

People’sPress, 2017.

Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) og klummeskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Side 58