Moralisme og forfatteridentitet

R E P L I Q U E

Replique, 8. årgang 2018 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen http://aarsskriftet-critique.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Moralisme og forfatteridentitet

OPINION – Moderne danske forfattere er fangede i et manikæisk verdensbillede, når de behandler flygtninge- og indvandrerdebatten. De interesserer sig ikke for modstanderens synspunkt. I stedet bedriver de alt for ofte identitetspolitik og understreger eget godhedsmonopol.

Anne-Marie Vestergaard

Tillad mig et spring tilbage til 2006 og Trisse Gejls populære roman Patriarken: 11. september er i relativt frisk erindring, krigene raser i Irak og Afghanistan, og Muhammedkrisen har lige sat sindene og debatten i kog. Hovedpersonerne i romanen er den aldrende spinatfugl Harald og hans fiktionsskrivende datter Helle. Harald er højtråbende borgerlig strammer og islamkritiker, Helle er på den venstresnoede, flygtningevenlige fløj og mener at alt drejer sig om den gode tone, om åbenhed og den rette integrationsindsats.

FREMMEDFRYGT Far og datter har ikke været på talefod i fem år. Helle er i færd med at researche til sin nye roman, der følger en ung palæstinensisk mands vej mod terrorisme. Hun mener at faderen ligger under for fremmedfrygt, men må langsomt erkende at hun selv lider af det. Hun har ikke styr på sin romanfigur, der er ved at vokse sig til et frygtindgydende monster, og desuden tror hun at naboens logerende med fremmed baggrund er en bombemand. Angst æder sjæle op, og en forsoning med

faderen er en del af kuren i denne familiehistorie.

Stemmerne i romanen er interessante repræsentationer af typiske holdninger i samtiden - og i dag. På den ene side en konservativ, islamkritisk holdning, på den anden side en multikulturalistisk, inkluderende holdning der er stærkt kritisk overfor Vestens fremfærd, og som ser udbredt racisme i Danmark.

FLYGTNINGEKRISE Peter Højrups roman Til stranden er til gengæld fra 2017 og blev nomineret til Montanas litteraturpris. Mellem de to romaners udgivelse ligger der væsentlige begivenheder: Det arabiske forår, borgerkrigen i Syrien og flygtninge- og migrantkrisen, samt adskillige terrorangreb i Europa, inklusive et i Danmark.

Netop flygtninge- og migrantkrisen og dramaet på Middelhavet er rykket frem i selve historien og tematikken. Personerne er en gruppe gamle venner med venstreorienteret hipsterbaggrund i København.

En af dem, Ernst, vil gerne redde verden med sin fotojournalistik, men er i sin fortravlethed lige ved at miste sin nye kæreste. Gruppen holder ferie på en tyrkisk ø tæt på Lesbos, som tidligere år, men nu er flygtningekrisen kommet helt tæt på. Der refereres til både og skibe i horisonten, kontrapunktisk i forhold til de ferierendes driverliv.

Endvidere spiller en konkret flygtningebåd en vigtig rolle i historiens klimaks. I afsnittene veksles der mellem de forskellige personers perspektiv. Et vigtigt tema i

Side 133

R EPLI QUE 8. årg. s. 133-136 Moralisme og forfatteridentitet Af Anne-Marie Vestergaard

romanen er forholdet - og diskrepansen mellem de små og de store problemer, mellem det privilegerede liv og dramaet på havet. Kærlighed, frustrationer og ambitioner hos de ferierende hovedpersoner stilles overfor nødstedte og druknende flygtninge på havet lige ud for den paradisiske ferieø.

Til sidst bliver rollerne vendt om, så det er en af de ferierende der reddes op af vandet af bådflygtninge. Et fikspunkt i romanen er det autentiske billede af den druknede dreng på stranden fra 2015. En af de lokale kvinder har set det døde barn skyllet op på stranden og fortæller om det. Hermann, en af personerne, bliver tavs. Om aftenen starter øens vinfest, og Hermann holder privat vinsmagning.

SKYLD OG HANDLINGSLAMMELSE Er det frygt og angst der synes at være hovedproblemet i Patriarken, er det i Til stranden skyldfølelse og handlingslammelse.

Det ligger mere eller mindre latent, samtidig med at frustrationer, begær og ambitioner optræder hos de forskellige personer.

Romanen synes også at udtrykke skyld på et metaplan, for personerne bliver hængende i deres privilegerede liv mens verden brænder, og grænserne bliver lukket.

Selv Ernst, der vil dokumentere flygtningekrisen, har uklare motiver, for han virker først og fremmest egoistisk og ambitiøs. Hermann og hans venner taler om det de ser som en generel udvikling, hvor folk på venstrefløjen for længst har forskanset sig i deres privilegerede, kulturdyrkende boble.

Side 134

Problemet er desuden at de fattige stemmer på dem der bidrager til at gøre uligheden i verden større. Forfatteren taler vist her, anfægtet og selvransagende, men uden at vise en vej ud af den bekvemme, venstreorienterede livsstil. Diskrepansen er imidlertid et relevant tema der rammer alle velbjærgede, uanset politisk observans, hvilket tjener romanen til ære.

ROMAN SOM AFLADSHANDEL? Men den indlagte politiske analyse peger alligevel på en form for løsning der ligger udenfor hovedpersonerne selv, så de kan unddrage sig et politisk ansvar. De sætter jo allerede deres kryds det rigtige sted.

Hvis ikke de fattige stemte forkert (læs: på højreorienterede og populister), ville problemerne ikke være så store.

Det er med andre ord en meget velkendt forklaringsmodel fra venstrefløjen. De ressourcefattige bliver dermed delagtige i den stigende fattigdom, ufrihed og pres på grænserne, hvilket ligger i tråd med den velkendte udlægning: De indvandringskritiske er dem der ikke ved bedre. Der skelnes i romanen heller ikke mellem fattigdomsflygtninge og krigsflygtninge men det er selvfølgelig en af sidstnævnte noble slags der optræder som redningskvinde i romanens dramatiske klimaks.

Desuden undgår forfatteren at forholde sig til andre faktorer i krisen, for eksempel fejlslagne stater i Mellemøsten, den verdensomspændende islamistiske ideologi eller velkendte integrationsudfordringer i Danmark og andre vestlige lande, grundet kultur og religion. Er romanen så i virkeligheden en afladshandling for

R EPLI QUE 8. årg. s. 133-136 Moralisme og forfatteridentitet Af Anne-Marie Vestergaard

handlingslammelsen, trods talerørets politiske analyse? Drømmer forfatteren om uegennyttig aktivisme?

Trods romanens ubesvarede spørgsmål er det tydeligt at mange yngre forfattere har travlt med at vise - både i deres bøger og i debatter - at de abonnerer på det samme simplistiske verdensbillede, ja, det er næsten blevet en form for mainstream i visse forfatterkredse. Det falder i tråd med meget udbredte teorier om magt, strukturel racisme og sexisme, poststrukturalistiske teorier som er udgået fra amerikanske universitetsmiljøer, og som er sivet til Danmark.

IDENTITETSPOLITIK I LITTERATUREN Teorierne er samtidig blevet vigtige våben i den identitetspolitik som har fået mange tilhængere i Vesten. Ytringer om den globale og hjemlige politiske virkelighed indgår i forfatternes værker, der indeholder alt muligt andet, også private, intime bekendelser. Samtidig betones tilhørsforholdet til en minoritet.

Således reflekterer Asta Olivia Nordenhof over sin identitet som psykisk skrøbelig kvinde med underklassebaggrund; Caspar Eric reflekterer over sin identitet som ung mand med cerebral parese; Lone Aburas reflekterer over sin identitet som brunt barn med en dansk mor og en egyptisk far.

Indimellem får forfatterne ytret deres mening om flygtningepolitik og danskernes syn på flygtninge og indvandrere. De fremmede bliver i forfatternes optik, konsistent med den Foucault-inspirerede strukturteori, opfattet som en homogen Side 135

masse bestående af udsatte, fattige mennesker med en anden religion. De hævdes udsat for diskrimination og racisme af systemet og af danskerne i almindelighed.

Alle tre forfattere bringer deres betragtninger ind i en kritik af kapitalismen og dens menneskesyn. Lone Aburas kører linen ud med en heftig agitatorisk stemme i bogen Det er et jeg der taler (Regnskabets time) med undertitlen Agitprop fra 2017.

Hun er vred over at blive sat i bås som brun, nydansk forfatter, samtidig med at hun rystes over dels apartheidagtige tiltag og mistænkeliggørelse i dagens Danmark, dels beretninger om desperate flygtninge der forsøger at komme til Europa. Der er også flashbacks til hendes barndom på Vestegnen, hvor hun har oplevet racisme og fordomme på egen krop.

At hun har tilegnet sig den trendy identitetspolitiske jargon, viser hun da hun i samme frådende tirade angriber den fordomsfuldhed hun bliver mødt med i dag af velmenende danskere: ”…at det faktisk også er pisseracialt, når folk prøver at være flinke og i misforstået solidaritet vil have lov at forklare, hvor kedeligt for ikke at sige hårdt det faktisk er at komme fra Vamdrup, at det er nederen altid at være så leverpostej og fra Jylland, og at jeg trods alt må kunne se nogle fordele…”.

Eksemplet er ufrivilligt komisk og leder tankerne hen på websitet Everyday Feminism, hvor enhver adfærd eller ytring, også den mest forstående og tolerante, kan tolkes som et subtilt udtryk for sexisme.

Lone Aburas’ korte tekst dannede oprindelig ramme for et animationsværk af

R EPLI QUE 8. årg. s. 133-136 Moralisme og forfatteridentitet Af Anne-Marie Vestergaard

samme navn, i samarbejde med billedkunstneren Mo Maja Moesgaard, hvis halvfjerdseragtige tegninger optræder i bogen. Aburas modtog med bogen Montanas litteraturpris, hvilket jo indikerer en vis ideologisk og politisk lydhørhed hos litteraturkritikerne.

Meget tyder på at Lone Aburas har forspist sig på den stadig mere udbredte identitetspolitik og dens verdensbillede.

At hun har oplevet racisme og fordomme både som barn og voksen, står selvfølgelig til troende. Desuden vedkender hun sig klædeligt sin egen utilstrækkelighed (og forfængelighed) som forfatter i forhold til verdens ulykker og magthavere.

LITTERÆR MANIKÆISME Men i en kunstnerisk optik skrumper hun gevaldigt i forhold til to af sine tidligere bøger, fordi hun fremturer med sin enkle opfattelse af hvem de gode og de onde er.

Anderledes nuanceret skrev hun i den delvist selvbiografiske debutroman Føtexsøen fra 2009, om en opvækst og ungdom i Høje Taastrup, samt i romanen Politisk roman fra 2013, om en dysfunktionel, sammenbragt familie og dens halvhjertede forsøg på flygtningeaktivisme. Begge romaner udfolder på nuanceret vis en bevægende historie, med masser af humor og (selv)ironi, ligesom der ikke er entydige helte og skurke, ofre og bødler.

I takt med at udfordringerne er blevet større i Danmark og i Europa, har mange forfattere tilsyneladende forskanset sig i et manikæisk verdensbillede, hvor godt og ondt er skarpt adskilt. Forfatterne tilhører en moraliserende venstrefløj der Side 136

udskammer dem som måtte have en anden holdning til flygtninge og indvandrere, og til muligheden for vellykket integration.

Forfatteren Theis Ørntoft udgav i år den grænsesprængende, dystopiske roman Solar. Hovedpersonen, der i starten af romanen ligner forfatteren selv, udstiller da også sit fjendebillede da han ser en højtråbende mand i kassekøen i Netto. Jeget tænker at denne mådeligt begavede mand sikkert stadig mener at mennesket er centrum i universet: ”…kort sagt lignede han en mand med 4000 venner på Facebook, stor viden om ateisme og Islams reformationsproblem og et fast abonnement på Weekendavisen” (sic).

Men både i den vildt syrede roman og i medierne slår Theis Ørntoft alligevel et slag for tvetydighed, nuancer og gråzoner.

I et interview i Berlingske i foråret kritiserer han netop venstrefløjens godhedsmonopol og griber i egen barm. Han efterlyser et sundere debatklima, hvor man interesserer sig for modstanderens synspunkter. Et eksempel til efterfølgelse…

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi.