Kampen om konservatismen

R E P L I Q U E

Replique, 7. årgang 2017 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian E.Skov,

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Kampen om konservatismen

ANMELDELSE – Mellemkrigstiden var en brydningstid for dansk konservatisme, som har været skelsættende både for Det Konservative Folkeparti og den konservative bevægelse i bredere forstand. Christian E. Skov fortæller historien om konservatismen i mellemkrigstiden i sin nye bog, som Nikolaj Bøgh her anmelder.

Nikolaj Bøgh

Det Konservative Folkeparti er et kunstprodukt, som ikke skylder sin oprindelse nogen folkelig strømning eller social bevægelse, som tilfældet snarere er for Danmarks tre andre ”gamle” partier, Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Partiet blev etableret med køligt overlæg som en regulær fusion af eksisterende, mere eller mindre veletablerede partidannelser, med partiet Højre som rygraden, men kraftigt suppleret af De Frikonservative, som var brudt ud af Højre i protest mod partiets uforsonlige linje under forfatningskampen, samt en del af Det Moderate Venstre, som var en løs partidannelse, der oprindelig havde været Venstres højrefløj. Det var en uens flok, og selvom det lykkedes at blive enige om et ret kortfattet partiprogram i 1915, så lå der talrige konflikter gemt blandt de mange strømninger og svært bøjelige personligheder, der var forsamlet inden for rammerne af det nye parti. De fleste læsere vil vide, at denne tilstand viste sig temmelig kronisk for partiet, og vel sådan set kan identificeres den dag i dag.

STRIDBARE KONSERVATIVE KRÆFTER Men mange grundlæggende kampe blev kæmpet i partiets første årtier, og det er denne spændende og dramatiske historie, som historikeren Christian Egander Skov grundigt, veloplagt og overbevisende udfolder i sit imponerende værk Konservatisme i mellemkrigstiden, som er en viderebearbejdning af hans ph.d-afhandling om emnet. Kamp måtte der til for at få en nogenlunde klar politisk kurs for partiet, og kamp blev der, for konservative kræfter var og er ofte stridbare, og det gjaldt ikke bare for det unge konservative partis folkevalgte, men i høj grad også for den imponerende underskov af organisationer og frie politiske tænkere, litterater og intellektuelle, som prægede dansk konservatisme i perioden. I organisationer som Det Unge Danmark, Den Konservative Klub og Skatteborgerforeningen trivedes således særdeles engagerede konservative strømninger, som hver især forsøgte at påvirke partiets og samfundets kurs, og som også i et vist omfang leverede aktive konservative politikere.

Det er således ikke som sådan en partihistorie, men netop en historie om dansk konservatisme i perioden, som var andet og mere end det, der foregik i Det Konservative Folkeparti eller i Rigsdagen for den sags skyld. Bogen kredser om partiets udvikling, men fortæller først og fremmest historien om den bredere danske konservative bevægelse i mellemkrigstiden og de aftryk, den efterlod på partikonservatismen.

Side 21

R E P L IQ U E 7. årg. s. 21-25 Kampen om konservatismen Af Nikolaj Bøgh

DE LIBERALE STRÆKKER VÅBEN Allerede kort efter partiets stiftelse måtte mere liberale kræfter strække våben, ikke mindst redaktør Asger Karstensen, som havde været medstifter af det nye parti, men havde forestillet sig det som et liberalt midterparti. Den tanke led hurtigt skibbrud. Partiet blev konservativt, som navnet også fastslog, og Christian E. Skov identificerer herefter tre væsentlige strømninger i periodens konservatisme, som er styrende for bogen, nemlig for det første højrekonservatismen, som længtes efter den gamle samfundsorden fra før 1. verdenskrig, og som også havde sympati for den økonomiske liberalisme, der havde præget dansk politik i førkrigstiden. For det andet nykonservatismen, som var klart antiliberal, og drømte om at skabe en ny orden på et udpræget nationalt og kristent grundlag. Endelig socialkonservatismen, som voksede frem i kredsen omkring John Christmas Møller, og som blev den sejrende linje i det nye parti med sin højere grad af accept af parlamentarismen, den bestående samfundsorden og en større evne til at spille det politiske og taktiske spil end de to andre, mere samfundskritiske retninger, der ofte indtog en mere filosofisk rolle.

EN UKONSERVATIV KONSERVATIV? Hvor de to første retninger drømte om væsentlige samfundsforandringer, så var socialkonservatismen således i højere grad en pragmatisk politisk retning inden for det bestående politiske, og som sådan en torn i øjet på mange konservative kræfter, der så med stor bekymring og modvilje på samfundsudviklingen, ikke mindst i lyset

af den tiltagende socialdemokratisering af landet. Christmas Møller var en stridbar og besværlig person, men også en meget dygtig og engageret politiker, som blev et stort forbillede for flere generationer af yngre konservative, der kom til at præge partiet langt op i det 20. århundrede.

Christian E. Skov forklarer indgående om hans holdningsmæssigt udvikling og gør også nuanceret op med hans ry som en relativt ukonservativ konservativ. Det var langtfra tilfældet i mellemkrigstiden, hvor ikke mindst kampen for fædrelandets forsvar opfyldte ham stærkt, selvom visse af konservatismens (andre) grundlæggende kulturelle symboler lod ham kold. Med Christmas Møllers pragmatisme og socialkonservative prægning af partiet var linjen lagt mange år ud i fremtiden, og fra ham og helt frem til Poul Schlüter lå linjen nogenlunde fast, om end der vedblev med at være betydelige meningsforskelle inden for partiets rækker, som ofte nok martrede det og gjorde det indadvendt i sin stridbarhed.

IMPONERENDE GRUNDIGHED Det er et imponerende persongalleri, der oprulles i bogen, hvor man ikke mindst hæfter sig ved de mange litterater og kulturpersonligheder, som var erklæret konservative og påvirkede meningsdannelsen flittigt med bidrag i bøger, aviser og tidsskrifter. Det er en verden af i går, som er stort set glemt og ukendt i dag, hvor nogle til nød kender Harald Nielsen og måske Hakon Stangerup, mens Henning Kehler, Thorkild Gravlund, Arne Stevns m.fl. nok er glemte af de allerfleste. Men de var der,

Side 22

R E P L IQ U E 7. årg. s. 21-25 Kampen om konservatismen Af Nikolaj Bøgh

og de bidrog til en levende politisk og kulturel debat inden for konservatismen, som er spændende og inspirerende at læse om.

Skov har tilsyneladende læst det hele, lige indtil den mindste kommentar i Vort Land, Den ny Tid eller Ugens Tilskuer, og det væves alt sammen til en spændende mosaik af holdninger til nation, kultur, tro, demokrati m.m. Det er grundigt, imponerende grundigt. Nogle gange skal man holde tungen lige i munden, når Skov fører os med fast hånd gennem de intense debatter om meningen med det hele, men vi finder altid tilbage til hovedsporet og får præsenteret relevansen i den store sammenhæng, som en kort overgang syntes at være tabt.

PARLAMENTARISMEKRITIK Med parlamentarismen havde mange konservative det mere end svært, og debatten var der konstant som en understrøm i partiet helt fra dets dannelse og frem til det forslag til en ny grundlov, som Christmas Møller kæmpede for i 1939, men som faldt ved folkeafstemningen.

Ganske vist var hele hensigten med det nye parti bl.a. at skabe et bedre grundlag for at virke inden for parlamentarismens rammer, men der var fortsat væsentlige kritikpunkter, ikke mindst fra den nykonservative gruppering, som kritiserede parlamentarismen for at repræsentere det uhæmmede demokrati, som til sidst ville udarte sig i flertalstyranni og fordummelse.

I stedet tænkte man tanker om at supplere med en form for korporatisme, hvor f.eks. væsentlige erhvervsfolk kunne være repræsenteret og udgøre et fornuftigt korrektiv til de folkevalgte. Korporatismen

var et væsentligt element i den italienske fascisme, som da også påkaldte sig interesse fra flere konservatives side, ikke mindst den senere partileder Ole Bjørn Kraft, som oprindelig var en nøgleperson i Det Unge Danmark. Han blev meget udskældt i årenes løb for at have været fascistsympatisør, ikke mindst på grundlag af en bog, han skrev i 1932 om den italienske fascisme, men i virkeligheden var hans interesse ikke fascismen som sådan, men mere korporatismen, der indgik som et element i fascisternes politik.

VAR KONSERVATIV UNGDOM FASCISTER? I det hele taget er Skovs grundige og detaljerede gennemgang af de forskellige strømninger inden for konservatismen egnet til at få en indsigt, der er langt mere indholdsrig og detaljeret end mange af de letkøbte fordomme om totalitære sympatier, der ofte præger omtalen af bl.a. Konservativ Ungdom i 30erne. Sagen er jo, som Skov glimrende redegør for, at de forskellige konservative forbehold overfor parlamentarismen - og i nogen grad også overfor demokratiet som sådan - var varianter i en meget bredt funderet samfundsdebat om det ret nye og ikke særlig rodfæstede demokratiske systems udformning og evne til at håndtere samfundets udvikling på en effektiv og positiv måde. For de forskellige konservative strømninger var målet altid fædrelandets bedste, og der var aldrig tale om, at man indgik i nogen større antidemokratisk strømning, og i det hele taget forblev de fleste af de skarpe konservative debattører i idéernes rige.

Hvor det ikke var tilfældet, blev de efterhånden grundigt sat på plads af Christmas

Side 23

R E P L IQ U E 7. årg. s. 21-25 Kampen om konservatismen Af Nikolaj Bøgh

Møller og hirden om ham og måtte enten vælge at forlade partiet, som den tidligere gruppeformand Victor Pürschel eller den tidligere KU-formand Jack G. Westergaard, eller at indordne sig under partilinjen som den oprindeligt mere ideologisk højtsvævende Ole Bjørn Kraft, der tilmed fik en periode som partileder inden Christmas Møllers egentlige efterfølgere var parat til at tage over i skikkelse af navnlig ”kongerækken” Aksel Møller, Poul Sørensen, Poul Møller og Poul Schlüter.

For mange af den nyere tids konservative synes partihistorien eller konservatismens historie i det hele taget at stå som noget ukendt og formentlig problematisk, tudet ørene fulde som man er blevet fra kulturparnasset af det uheldige i KUs skrårem og strækmarch i 30erne, de store konservative betænkeligheder ved parlamentarismen, roden i forfatningskampen m.m.

Men det er godt at kende sin historie, også – eller ikke mindst – for konservative. Med dybe rødder står man solidere plantet, og er bedre i stand til at modstå stormene fra tidens modestrømninger. Christian E. Skovs værk om mellemkrigstidens konservatisme bør få mange læsere blandt konservative, der har behov for at vide noget om den tradition, de selv er rundet af.

Og bogen vil også i mange år frem i tiden komme til at stå som et uomgængeligt værk om dansk politik i mellemkrigstiden og den stærke og vigtige strømning, som hele den konservative bevægelse udgjorde.

man nu nok snarere vil betegne som kulturkonservatisme, igen fylder en hel del i debatten. Men hvor den mere intellektuelle konservative interesse for fædreland, kultur, dannelse, kristendom m.m. i sin tid var mere eller mindre centreret om det konservative parti, så er der i dag kun sjældent en sådan i grunden frugtbar interaktion mellem parti og et omkransende konservativt miljø. Samtidig vækker det også efter læsning af bogen til eftertanke, at den grundlæggende pragmatisme, som Christmas Møller indvarslede, og som periodevis gav partiet ganske stor parlamentarisk indflydelse, også blev grundlaget for en idépolitisk nødlidenhed, der har præget det gennem årtier, og som har givet rum for partistrømninger, der nok må siges at forvirre billedet af, hvordan partiets politik skal opfattes af vælgerbefolkningen, ganske betydeligt.

Bogen er som sagt en bearbejdning af Skovs ph.d.-afhandling, men absolut læsbar trods det høje akademiske niveau. Enkelte steder er der lovlig meget knald på fremmedordene, men det skal i sammenhængen bestemt være ham tilgivet.

Det er en flot bog, med et nydeligt layout og en interessant og relevant illustrationsside. Desværre har Aarhus Universitetsforlag tilsyneladende sparet korrekturen væk. Det havde den ikke fortjent.

IDÉPOLITISK NØDLIDENHED Den vækker også til eftertanke i en tid, hvor en form for nykonservatisme, som Side 24

Christian E. Skov: Konservatisme i mellemkrigstiden. Aarhus Universitetsforlag, 2016.

R E P L IQ U E 7. årg. s. 21-25 Kampen om konservatismen Af Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol., forfatter, medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg (C).

Side 25