Grønlandshistoriens blinde vinkler

R E P L I Q U E

Replique, 7. årgang 2017 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian E.Skov,

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

Grønlandshistoriens blinde vinkler

GRØNLAND – Er det blot en moderne myte opfundet til lejligheden, at Grønland ikke var en ”ægte” koloni? Nej, svarer historiker Jens Wendel-Hansen, som peger på et historisk tæt bånd mellem Danmark og Grønland, og kritiserer en sort-hvid fremstilling Grønlandshistorien.

Jens Wendel-Hansen

D. 30. januar bragte Politiken en kronik af ph.d. Iben Bjørnsson, hvori hun hævder, at Grønland efter alt at dømme entydigt har været en dansk koloni med den mængde af udbytning og racisme, der hører med til et sådant koloniforhold. Iben Bjørnsson kritiserer den af flere politikere og debattører frembragte opfattelse, at Grønlands ikke var en ”ægte” koloni og opfordrer i samme forbindelse den danske stat til at undskylde de handlinger, Danmark har begået over for Grønland – ikke bare i den formelle koloniperiode, men også under den efterfølgende moderniseringsproces. I denne forbindelse nævner Bjørnsson bl.a. bygdelukninger og daniseringen som særlig beskæmmende og et udtryk for, at koloniforholdet i virkeligheden varede ved efter den formelle afkolonisering. Bjørnsson daterer fortællingen om, at Grønland ikke var en ”rigtig” koloni til efter 2. Verdenskrig, hvor det pga. sejrherrerne USA’s og Ruslands negative holdning til kolonialismen ikke længere var opportunt at have kolonier.

TIDLIG DISKUSSION OM GRØNLAND Dette sidste er imidlertid forkert. I en dansk sammenhæng blev spørgsmålet om Grønlands kolonistatus taget op knapt hundrede år tidligere. I en ophedet debat i 1855-56 om Grønlands statsretslige forhold til Danmark gik begge Rigsdagens kamre imod den daværende regeringens opfattelse af, at Grønland kunne beskrives som en koloni. Af debatten fremgår det, at man med kolonibegrebet forstod et investeringsobjekt – ligesom f.eks. Dansk Vestindien – hvis formål for riget var udspillet i det øjeblik, kolonien ikke længere var rentabel, hvilket også ses af, at det første forslag om salg af øerne blev lanceret i 1846. Få år inden debatten om Grønland havde salget af Vestindien igen været diskuteret, hvor forslagsstillerne havde omtalt øerne som ”en Afløbskilde for Byen Kjøbenhavn, et Slags Afløbsrende for Befolkningen her, idet man til Øerne har sendt alle Slags Drukkenbolte, Billardspillere og andre Dagdrivere, for at de der kunde prøve, om de enten kunde døe eller gjøre deres Lykke, og i mange Tilfælde naaede de ogsaa Et af disse To”.

MERE END ET INVESTERINGSOBJEKT Grønlands tilknytning til Danmark var et ganske andet pga. den kulturelle og historiske tilknytning. Den kontekst, debatten faldt i, er kompleks og skal ikke udførligt uddybes her, men nok er at sige, at Rigsdagen endte med at give afkald på at forvalte Den Kongelige Grønlandske Handels overskud mod dog at beholde kontrollen med det danske styre i Grønland.

Det økonomiske var altså ikke det eneste interessante i forholdet til Grønland.

Side 31

R E P L IQ U E 7. årg. s. 31-34 Grønlandshistoriens blinde vinkler Af Jens Wendel-Hansen

Blandt de præmisser, som forliget blev indgået på, var, at Grønland på udvalgte områder ikke meningsfuldt kunne betragtes som koloni, hvilket regeringen altså accepterede.

Grønland havde ligeledes siden afståelsen af Norge i 1814, sammen med Island og Færøerne, et heraldisk symbol i rigsvåbenet, hvilket ingen af de øvrige kolonier havde. Det er i samme forbindelse relevant, at den danske statsretslitteratur i 1870’erne, 1880’erne og 1890’erne beskrev Grønland som et ”biland”, ligesom direktøren for KGH og tidligere inspektør for Sydgrønland H.J. Rink i en pjece fra 1877 gjorde det samme, mens Dansk Vestindien i samtiden fortsat blev beskrevet som en koloni. Betydningen af disse forhold kan overdrives, men at benævnelsen ikke bruges i selve imperialismens storhedstid, er bemærkelsesværdigt.

Som nævnt hidrører dette bl.a. fra den historiske tilknytning. Således var formålet med både Christian IV’s ekspeditioner i starten af 1600-tallet og Hans Egedes mission i 1720’erne en genetablering af et tidligere eksisterende forhold, og ideen om, at det dansk-grønlandske forhold ikke var et kolonialt, har formodentlig været til stede i det dansk-grønlandske forhold siden denne genetablering.

Iben Bjørnsson gør altså en fejlslutning ved at hævde, at dette forhold – at Grønland ikke var en ”ægte” koloni – hidrører fra det behov, der for Danmark efter 2.

Verdenskrig opstod en pinlig situation ved, at man på en gang var medlem af FN, og på den anden side besad overhøjhed

over et ikke-selvstyrende område, som det hed i FN-pagten. Det bunder i en noget længere historie, hvor forholdet også er blevet problematiseret i perioder, hvor det ellers ikke var problematisk at have kolonier. Grønland havde generelt en særstatus, hvor rigsdelen knyttedes stærkere følelsesmæssigt til Danmark end de øvrige kolonier. Dette ses også ved, at et salg af Grønland ikke på noget tidspunkt blev foreslået fra dansk side, mens salget af de øvrige kolonier blev gennemført, så snart kolonierne viste sig urentable, og man vel at mærke havde fundet en køber. Det trak ud med Dansk Vestindien.

FØLTE GRØNLÆNDERNE SIG KOLONISERET? At man fra dansk side havde dette ekstra aspekt med i betragtningen af Grønland som en koloni, udelukker naturligvis ikke, at grønlænderne har følt sig behandlet som en udbyttet kolonibefolkning. Det var imidlertid også en opfattelse, som ledende grønlandske politikere og intellektuelle delte. Umiddelbart efter besættelsens afslutning og genetableringen af forholdet til Danmark skrev den grønlandske seminarielærer Frederik Nielsen imidlertid: ”Officielt betegnes Grønland som Danmarks Koloni; men ud fra det almene Begreb af Betegnelsen Koloni er denne Betegnelse misvisende. Ved en Koloni forstaas oftest et Omraade, hvor den besiddende Magt sender sit Befolkningsoverskud hen for at udnytte Landet uden Hensyntagen til den oprindelige Befolkning. Ingen af Delene har Danmark gjort overfor Grønland.” Frederik Nielsens konklusion endte med at blive, at han mente, at Grønland netop på denne baggrund skulle knyttes

Side 32

R E P L IQ U E 7. årg. s. 31-34 Grønlandshistoriens blinde vinkler Af Jens Wendel-Hansen

tættere til Danmark, hvilket skete med integreringen i 1953, hvor Grønland blev et dansk amt.

Man kan selvfølgelig hævde, at dette skyldes, at Grønland var et også i intellektuel henseende lukket land, og at den grønlandske elite ikke havde bedre uddannelse, end moderlandet tillod dem at få.

Det er for det første en grov miskendelse af det refleksionsniveau, der kendetegnede denne generation, og som litterære og sproglige eksperter fortsat fremdrager som særligt bemærkelsesværdige i en grønlandsk kontekst. For det andet skygger det for det reelle og store engagement på deres lands vegne hos de grønlandske politikere i årtierne op mod integreringen.

Beskrivelsen af Grønland som en tvetydighed i kolonisammenhæng blev altså ikke skabt til lejligheden, da koloniforholdet faldt i unåde, men derimod var det så gængs en opfattelse i både Grønland og Danmark, at de ledende grønlandske politikere kunne benytte den som et argument for, at man aktivt ønskede en integrering i det danske rige. Som Augo Lynge sagde det i forbindelse med vedtagelsen i 1952 af landsrådsbeslutningen om, at Grønland skulle have amtslig status og rigsdagsrepræsentation: ”Her vil vi gerne benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret til et initiativ til at knytte Grønland fast til moderlandet.”

STÆRKT OVERDREVET HERREMENTALITET Når nu tvetydigheden synes at have en længere historie, så bliver det omvendt interessant at stille sig selv det spørgsmål,

hvor den utvetydige opfattelse, at Grønland var en koloni med det fulde mål af de dårligdomme, der følger hermed, stammer fra. Den er noget nyere. Den stammer fra 1960’erne og 1970’erne og er baseret på den samtidige venstreorienterede imperialismekritik. Denne historieopfattelse byggede på en opstilling mellem udbytteren Danmark og den udbyttede Grønland, hvor den udbyttede part enten var kolonimagtens viljeløse redskaber eller dens lakajer. Dermed blev der ikke plads til at forestille sig, at der forinden faktisk kunne have været en aktiv og reflekteret grønlandsk offentlighed.

Denne implicitte passivitet har bl.a. haft som konsekvens, at den virkelig markante gruppe grønlandske politikere, der fra 1930’erne markedsførte ønsket om en stadig tættere tilknytning til Danmark og et deraf følgende moderniseret Grønland, heriblandt Nielsen og Lynge, er forsvundet i fortællingen. Det demonstrerer Iben Bjørnsson selv ved at gøre bygdelukninger og danisering til emner, som Danmark entydigt skal stilles til ansvar for. Inden Grønlands integrering i Danmark i 1953 havde det grønlandske landsråd på de ledende grønlandske politikeres initiativ og på trods af de danske myndigheders udtalte skepsis allerede flere gange vedtaget lukninger af bygder. På forespørgslen om, hvorvidt der var noget principielt problem i på denne måde at nedlægge en bygd uden lokalbefolkningens tilsagn svarede landsrådsmedlem Gerhardt Egede ved en af disse lejligheder, at man ikke havde spurgt den foregående gang, og at det var

Side 33

R E P L IQ U E 7. årg. s. 31-34 Grønlandshistoriens blinde vinkler Af Jens Wendel-Hansen

der ikke nogen, der tog anstød af – et synspunkt, landsrådet støttede. Samtidig var også de skoleophold i Danmark og den intensiverede danskundervisning, der senere er blevet problematiseret som dansk kulturimperialisme, og som Iben Bjørnsson også retter øjet mod i sin kronik, et udtalt ønske fra landsrådene i 1930’erne og 1940’erne. Når disse elementer blev implementeret eller fortsat under moderniseringsprocessen i 1950’erne og 1960’erne, skal det altså også ses som en videreførelse af et grønlandsk initiativ – initiativer, som skulle løse en række af de konkrete uddannelsesmæssige og infrastrukturelle problemer, som det grønlandske samfund stod i, for at berede vejen for muligheden for ophævelsen af den monopolhandel, som de grønlandske politikere selv ønskede fortsat i en kortere periode, indtil den ønskede moderniseringsproces var igangsat. Bygdelukninger og danisering var altså ikke, som Iben Bjørnsson lader til at mene, danske redskaber til ødelæggelse af det grønlandske samfund, der blev påtvunget Grønland, men en virksom grønlandsk offentligheds initiativ, der skulle hjælpe Grønland til en højere grad af selvbårenhed inden for Kongeriget Danmarks rammer.

hold mellem i reglen danske embedsmænd og den grønlandske befolkning ikke også visse steder fik racistiske implikationer i form af herrefolksmentalitet, og det vil ligeledes være svært forståeligt, hvis ikke også indehaveren af overhøjheden over Grønland forsøgte at få noget økonomisk ud af besiddelsen. F.eks. nærede administrationen vedvarende det håb igennem den danske koloniperiode, at man på et tidspunkt må finde f.eks. mineraler i undergrunden.

MANGEL PÅ NUANCER Betyder dette udtrykte særlige forhold så, at den grønlandske koloniperiode ikke har været præget af racisme, udbytning eller på anden måde diskutabel adfærd fra dansk side? Nej, det gør det naturligvis ikke. Det vil i allerhøjeste grad være mærkværdigt, hvis det asymmetriske for-

Jens Wendel-Hansen er ph.d. i historie, adjunkt ved Grønlands Universitet og redaktør på Årsskriftet Critique.

Imidlertid nødvendiggør dette særlige koloniforhold, som i tidens løb har været den udtrykte opfattelse hos både grønlændere og danskere, at der føjes en række omfattende nuancer til Iben Bjørnssons noget entydige beskrivelse. Hvorvidt den danske regering skal give Grønland en undskyldning for enten det ene eller det andet, betragter jeg som en politisk diskussion, som jeg egentlig ikke ønsker at udtrykke en mening om som fagmand. Hvad jeg imidlertid omvendt har en meget klar faglig holdning til, er, at hvis der skal undskyldes, så skal dette gøres på et oplyst og sagligt grundlag. Dertil kan Iben Bjørnssons unuancerede sort-hvid-fortælling om Grønlands kolonitilværelse ikke bruges.

Side 34