At blive præsenteret for sine rødder

R E P L I Q U E

Replique, 7. årgang 2017 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian E.Skov,

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen

At blive præsenteret for sine rødder

KRONIK – Hvad skal binde vores samfund sammen, når Danmarks gamle pligtkultur ligger i ruiner? Sådan spørger Henrik Jensen i månedens kronik og peger på fædrelandskærligheden som svaret. Men denne kommer ikke af sig selv, og derfor er dannelsen af de kommende generationer afgørende.

Henrik Jensen

Dannelse er oppe i tiden, men dannelse er et hus med mange indgange. Jeg bladrede forleden i en af disse antologier, hvor en række ”kendte” blev hørt om deres vinkel på dannelse. Den blev her mere eller mindre identisk med netop det, der havde gjort dem til de myndige, succesfulde, i nogle tilfælde magtfulde personer, de lykkeligvis var blevet. Hver især. Dannelse var her noget individuelt pynt.

DANNELSE SOM FÆLLESSKAB Men dannelsesdiskussionen er mest interessant der, hvor det handler om den folkelige dannelse. Et menneske er dannet sådan formulerede forfatteren Villy Sørensen det i 1999 - når det engagerer sig ud over sig selv i det fælles. Dannelse er et fællesskab. Man er ikke bare dannet for sig selv.

Det er ikke en ting man fremdrager ved at grave i sine egne driftsmæssige afgrunde, sådan som vi bilder os ind at det forholder sig med ”kreativiteten”, denne elendighed. Nej, det handler om at tilegne sig traditionen, for at derefter - måske - komme med et eget bidrag.

Dannelse sker i et samspil mellem kontinuitet og fornyelse og forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder. Den enkelte kan komme til at føle sig rodfæstet, når han får lov til at føle sig som et aktivt medlem af et virkeligt fællesskab, der formidler kulturen og kan danne skjold mod kaos.

Vores verden er meget anderledes end den verden, vi kommer fra, hvor man gjorde tingene, som man altid havde gjort dem, netop fordi man altid havde gjort sådan. Vi lever i et forandringssamfund, betinget af en rivende teknologisk udvikling, der griber dybt forandrende ind i tilværelsen flere gange i en almindelig levetid. Fødder, ikke rødder, forsøger reklameindustrien at sælge os som livsvisdom. Vi prøver at følge med, ofte med vore rødder uerkendt slaskende efter os.

ORDENTLIGHED ELLER SELVREALISERING Engageret, altså - måske endda forpligtet, ud over sig selv i det fælles. Men hvad er det fælles? Samfundet? Nationen? Hvad er det - for os i dag?

For nogle år siden udgav jeg debatbogen Det ordentlige menneske, som handlede om netop dette - det ordentlige menneske, som engang var en norm, man måtte efterstræbe. Nu er den herskende norm snarere, at man skal blive et kompetent menneske, som forstår at navigere i selvrealiseringssamfundet.

Det ordentlige menneske, som vi alle har i os, men som i stigende grad bliver derinde, ser sig netop som forpligtet ud over sig selv i det fælles. Det er et produkt af

Side 97

R E P L IQ U E 7. årg. s. 97-99 At blive præsenteret for sine rødder Af Henrik Jensen

den folkelige dannelse – et menneske, der formår at trække grænser for sig selv, underordne sig helheden i rimeligt omfang, og stille krav til andre. Et menneske, som får dette med pligter og rettigheder til at balancere. Dannelsen er her et centralt brohoved. Igennem opdragelse og skolegang får man de nødvendige og tilstrækkelige redskaber. Eller rettere: fik.

VELFÆRDSSTATENS UDVIKLING I en verden af ordentlige mennesker kan der udvikle sig et loyalt fællesskab omkring ordentlighed i det civile samfund.

Det kræver en veludviklet bevidsthed om pligten. Den tidlige efterkrigsvelfærdsstat var en pligtvelfærdsstat, en velfærdsstat for de værdigt trængende, båret af de bredere skuldre, hvor ingen burde ligge andre unødigt til last. Den var legitimeret som et moralsk foretagende, holdt sammen af ordentlige menneskers loyalitet.

Fra 1970'erne udviklede den sig imidlertid til en rettighedsvelfærdsstat, der i højere grad var legitimeret ved at alle får noget.

Den politiske tanke bag var, at hvis den enkelte får sine behov dækket, vil han udvikle en social empati og samfundsmæssig loyalitet - en accept af at andre også fik deres behov dækket.

Men rettighedsvelfærdsstaten udviklede hverken social empati eller loyalitet i samfundet, snarere udviklede den selvoptagethed og mere krævementalitet.

HVAD SKAL BINDE OS SAMMEN? Men loyaliteten forbliver af afgørende betydning for det tillidssamfund, vi bryster os af, vigtig for demokrati og velfærd. Når

man ikke kan fundere den i rettighedskulturen, hvad skal man så fundere den i?

I min seneste bog Derfra vores verden går et essay om fædrelandskærlighed argumenterer jeg for at den kan og bør funderes i den nationalfølelse, som vi er, eller burde være, fælles om. Fædrelandskærlighed er nemlig enten noget naturligt, eller også er den en pligt. Er den ikke naturlig, er den noget vi skal opdrages til. Men det nationale er blevet stærkt politiseret og forkætret i efterkrigstiden. Mens eliterne blev 'verdensborgere', forblev folk i vid udstrækning borgere i eget land.

Mens det på uddannelsesinstitutionerne var 'menneskeheden', der blev den abstrakte reference for moralen - det nationale sås som et projekt, der havde kørt sig selv i grøften - forblev nationale referencer vigtige i den såkaldt brede befolkning, med rifter i loyaliteten til følge.

NATIONALSTATENS NØDVENDIGHED Nu viser det sig så - for at gøre en lang historie kort, men læs endelig bogen! - at det nationale slet ikke er et tog, der er kørt, men et det insisterer på at blive. Thi hverken det globale eller europæiske har kunnet bidrage med den nødvendige samfundsmæssige loyalitet. Det går nu op for os, at det er i nationalstaten, og kun der, at det har vist sig muligt at udvikle demokrati.

Næste skridt er at indse at intet politisk parti har monopol på fædrelandskærlighed, at denne ikke bør politiseres, men være åben for alle. Samt at det er plausi-

Side 98

R E P L IQ U E 7. årg. s. 97-99 At blive præsenteret for sine rødder Af Henrik Jensen

belt, som George Orwell skrev, at en defensiv patriotisme er det bedste værn mod en aggressiv nationalisme.

MELD BØRNENE IND I NATIONEN I en opdragelses- og uddannelsessammenhæng har det i den forbindelse været katastrofalt, at vi over de seneste generationer har meldt vore børn ud af det nationale, ud af traditionen, ud af historien og dens forpligtende fællesskab.

Hvad skete der med morgensangen i skolen? Hvad skete der med danmarkskortet i klasseværelset? Hvad skete det med danmarkshistorien som en samlet fortælling om os? - ”Det har de nok ikke lyst til”, blev der tænkt, ikke mindst på seminarierne, men børnene blev aldrig spurgt.

Og de skulle heller ikke være spurgt, de skulle bare være meldt ind. Så kunne de siden melde sig ud, hvis det var livet om at gøre. Nu viser det sig i mangt og meget, at de reagerer mod at være blevet holdt ude.

Der er en stigende interesse for alle disse emner. Men interessen for Historien, Naturen, Landet, Vejret, Litteraturen, Sproget, Kunsten, Loven, Staten - i alt: Nationen - skal naturligvis stimuleres for ikke at sygne hen i det almindelige mediebrøl.

Altså hvis vi gerne vil fastholde en fælles bevidsthed om hvem vi er, og hvad meningen er med os.

Henrik Jensen er historiker og forfatter.

Side 99