Læseprøve - Dræsinen af Carl-Henning Wijkmark by MØLLER

DrĂŚsinen

Dræsinen Oversat fra svensk efter Dressinen

Originaludgave © Carl-Henning Wijkmark 1983 • Dansk udgave © MØLLER 2015 • Published by agreement with Norstedts Agency • Grafik: Leo Scherfig • Sats: Jacob Møller Overgaard • Korrektur: Jørgen Letham • Tryk: Bookwell • 1. udgave, 1. oplag • Printed in Finland • ISBN 978-87-92927-22-4 • www.moellerforlag.dk

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer

Oversættelsen er støttet af Nordisk Ministerråd

Carl-Henning Wijkmark

Dræsinen Roman

Efterord af Torbjörn Elensky

På dansk ved Anne Marie Bjerg

Møller

1 Det var mig der opdagede dem først. Det var en aften i slutningen af april. Jeg sad som jeg plejede om aftenen på trappen til mit lille hus og kiggede ud i det varme mørke. Ved siden af mig sad den unge jernbaneingeniør. Dittel hed han, Jean Dittel. Jeg pegede på de glitrende huller i urskovens sorte kulisse, øjnene der reflekterede bålene på den åbne plads neden for os hvor jernbanearbejderne sad og drak og snakkede. De hvide formænd og håndværkerne ved deres to bål, for flamlænderne og vallonerne kunne ikke sidde ved det samme, og de sorte arbejdere ved deres. - Dér! sagde jeg og pegede. – Og dér! - Det må være aber, sagde Dittel. – De sidder oppe i træerne. Tre par øjne betragtede os opmærksomt. Jeg bad ham om ikke at sige noget til de andre. En af de hvide ville sikkert føle sig tilstrækkelig opblæst af øl eller vin til at begive sig ud og kalde på dem og skræmme dem væk. Eller få den idé at bøsserne skulle frem. Aften efter aften sad vi dér og så disse øjenpar i forskellige grupperinger. For hver gang syntes vi at de kom nærmere jorden. Men dristige eller nærgående var de ikke, slet ikke endnu. Ganske vist havde de den smalle flodseng som en voldgrav foran sig, og blev stemmerne omkring bålene for højlydte, kunne de forsvinde en tid. Men de vendte altid tilbage. Det var således i 1914 dette skete, i Congo, tres-halvfjerds kilometer fra kysten. Det var en sidebane der blev bygget, til tømmertransporter. Arbejdsstyrken var nok en halvtreds mand. Jeg var lidt over de tredive og temmelig nybagt som præst i Afrika. Min opgave var at leve blandt disse mænd, være til rådighed for

dem, tage imod deres skriftemål, høre på dem når de var syge eller længtes hjem, holde gudstjeneste om søndagen. Det blev betragtet som en fremskudt post, næsten farlig, og dermed som en ærefuld opgave. Det var i det mindste det man forsøgte at bilde mig ind; jeg havde mere grund til at tro at det var en forvisning. Under alle omstændigheder burde, ifølge mine formænds mening, disse jernbanearbejdere være nogenlunde som sømænd, forhærdede på en barnlig måde eller ved at blive det, truet på sjælen af vildmarkens nedbrydende og på en uklar måde tærende indvirkning. Så slemt var det nu heller ikke, syntes jeg. De kom helt flinkt til mine gudstjenester, især flamlænderne, og deres skriftemål var rørende enkle og ligefremme, mindede mig om dem man kan høre fra rekrutter. Junglen havde ingen indvirkning på deres sjæle, hverken tærende eller nedbrydende. (Derimod ville de have haft brug for en læge, men det blev anset for at være overflødigt så tæt ved kysten). De levede helt i arbejdet og frem for alt i kammeratskabet. Lidt onani og bordelbesøg skriftede de selvfølgelig somme tider, sådan som de havde lært det. Men det var kirkens fikse idé, ikke deres. Det naturlige er ikke skamfuldt, hvor blev den sætning af? Dengang ville jeg ofte ønske, og det gør jeg stadig, at kirken interesserede sig lidt mere for det sjælelige, især ude i missionsmarken. Men jeg har rigtignok aldrig været den rette til at give kirken råd. Og med årene er jeg blevet dømt fra kjole og krave som man sagde før i tiden. Men det er aberne jeg vil fortælle om. Først nogle ord om min ven Dittel. Eller snarere om dræsinen, for det var takket være den at aberne overvandt deres skyhed og lod sig introducere i vores lejr. Dittel var med rette meget stolt af sin dræsine. Det var ikke nogen almindelig lille dræsine til overvågning af banen eller til inspektion som blev sparket eller trådt frem som en cykel eller drevet med en trækstang af én mand. Nej, det var en vældig indretning, stor som en skrællet godsvogn, en såkaldt pumpedræsine.

Bevægelsen fremad krævede mindst én mand for hver ende af en lang, kraftig stang af træ. På midten var stangen fastgjort til en aksel, og når den blev pumpet op og ned, blev vognhjulene via tandhjul og kæder sat i bevægelse. Der var ingen frakobling, så ned ad bakke, hvor besætningen ikke længere kunne følge med i stangens tempo eller standse den med håndkraft, gjaldt det om at gå til side for de voldsomme kølleslag, kaste sig over bremsehåndtaget og håbe det bedste. Efterhånden aftog farten hvis bremsen var som den skulle være. Der var sket ulykker, dog aldrig under Dittels kommando; uøvede banemedhjælpere var blevet slået ihjel af stangen eller havde ladet dræsinen løbe ”løbsk” og var i panik sprunget af og var blevet knust mod banelegemet. Et køretøj af denne art blev kaldt for en transport- eller arbejdsdræsine, og man kunne fragte betydelige mængder personale og byggemateriale på den. Var det nødvendigt med endnu mere, kunne en mindre trolje tages på slæb. En kran til at løfte sveller med kunne også påmonteres, men det blev anset for at være unødvendigt da arbejdskraften var så billig. Ud fra den eksisterende konstruktion, der skal have været almindelig ved jernbanebyggerier dengang, havde Dittel nu i løbet af sine år i Afrika udviklet dræsinen med nogle forbedringer af egen opfindelse. Ingen af dem i den hensigt at forbedre sikkerheden, men det siger nok mere om tiden end om manden, der passede godt på sine folk og som var afholdt af alle, også af de sorte arbejdere. Det sidste var noget meget usædvanligt for en hvid arbejdsleder. For det første havde min ven med egne hænder forstærket dækket med et ekstra lag træ og bygget en kommandokabine ligesom en kahyt bagtil, hvor der også blev opbevaret værktøj; det var det første beskedne skridt i retning af den personlige frembringelse der senere skulle få hædersnavnet La Dittel. Det næste skridt var at åbne en luge på et par meters bredde i vogngulvet et stykke foran kahytten, så man kunne stå bekvemt derinde og

undersøge banen mens man kørte hen ad den, i stedet for som tidligere at sidde eller ligge allerforrest med dårlige muligheder for at holde sig fast og i farlig nærhed af pumpestangen. Lugen var forsynet med hængsler og kunne åbnes og lukkes som en kælderlem. ”Fint indrammet som operationssår,” hørte jeg ham sige ved en demonstration, ”kan jeg se banens syge steder aftegne sig dernede. Ved hjælp af graderingen på lugens kanter kan jeg hurtigt og sikkert kontrollere sporvidde, afstanden mellem boltene og afstanden mellem svellerne. Og er jeg nødt til at foretage et indgreb, giver kanterne mig en løftestangseffekt.” Lugen var en succes. Selskabet udtrykte sin store anerkendelse og hævede ovenikøbet hans løn. Opmuntret af succesen fortsatte han ufortrødent. Den næste innovation var ”knivskovlene”: skarpe leer som, når det behøvedes, blev fastgjort tæt ved hjulenes periferi og stak halvanden meter ud til siderne. Ved høj hastighed mejede de meget effektivt den vegetation af krat og lianer ned som med en utrolig hast og grokraft generobrede den smalle frie zone som holdene af banearbejdere med stor møje ryddede. Han troede at ideen med de roterende knive var ny, og jeg kunne ikke få det over mit hjerte at fortælle ham at romerne havde prøvet det samme på deres stridsvogne, hvor hensigten selvfølgelig var at køre ind i fjendens infanteri og skære så mange ben over som muligt. Og romerne måtte have haft det samme tekniske problem som Dittel: risikoen for at sidde fast hvis farten blev for lav, eller fjendens ben eller benskinner blev for mange. Til at begynde med kunne han kun bruge knivene i høj fart ned ad bakke, men han kom snart på en udmærket løsning med brede knive i bøjeligt stål der gav efter for tykke grene. De blev så bagefter hugget over med håndkraft. Men problemet med vognens ujævne hastighed lod ham ikke i ro. Og en dag kom han hjem med ivrige barneøjne fra et besøg ved kysten og udviklede en forbløffende idé: sejldræsinen. Dette blev først anset for at være ekstravagant, og man var bange for

at det ville gøre selskabet til grin. Men Dittel lod sig ikke standse. Han ofrede en uges fritid, og med sin sorte assistents hjælp, en ualmindelig dygtig og intelligent ung mand, monterede han simpelt hen mast og bom lige foran kahytten, og på dem et rustrødt sejl som han havde bestilt i byen. Derefter ventede han på gunstig vind og indbød så et par af chefingeniørerne til en prøvetur. Desværre kunne jeg ikke komme med på jomfrurejsen, men vinden var åbenbart den rigtige, og det lykkedes ham at vise sejlets evne til hurtigt at få hastigheden op ved starten og på de så godt som åbne lige strækninger, hvor dræsinen nu nåede op på en hastighed som pumpemandskabet ikke kunne udvirke eller bare følge med i. Som en torpedo kastede den sig ind i junglen! Som et urskovens klipperskib pløjede den vegetationens grønne bølger! Sådan udtrykte man sig dengang. Ingeniørerne blev budt på champagne om bord og var henførte. Deres henrykkelse over oplevelsen var både teknisk og så at sige romantisk. At forene disse to opfattelser var førkrigstidens store drøm der også oftere blev opfyldt dengang end det senere har været muligt; i tierne skulle det ske, menneskehedens gennembrud til oplysning og velstand og herredømme over jordens rigdomme. Dittel fik et gratiale og blev hyldet af selskabet med en middag i byen hvorfra han rødøjet og glad vendte tilbage med en stor bronzeskulptur i favnen – en lillesøster til Frihedsgudinden lignede den, men den symboliserede tydeligvis selskabet og dets civilisatoriske gerning. Han stillede i øvrigt statuetten op i sin kahyt oven over den smalle briks det var lykkedes ham at presse ind dér, ”til langture” som han sagde. Det var altså den sejlende dræsine, Jean Dittels gave til den jernbanebyggende menneskehed. Dermed har jeg også beskrevet en vigtig side af manden: Han gik op i sit fag som et barn i sin leg. Men var legen rationel? Det tror jeg ikke; ikke sådan som han bedrev den. La Dittel var et kunstværk i sig selv, et selvportræt af en mand der i grunden var ligeglad med de praktiske formål

som den tilfældigvis kunne opfylde på sin glade færd. Han var en stolt, naiv opdager og overvinder af den vilde natur, et barn der piller i et ur som er i stykker, i den tro at han kan lave det. En anden side af ham var hans moralske karakter som helt igennem var en moden mands. Den vil jeg vende tilbage til. Når dens tur kommer. La Dittel er en hovedperson i min fortælling, Dittel selv bare dens første offer.

2 Måske i en uges tid fortsatte vores øjenkontakt på afstand med de tre aber – hvis nu det var aber, og hvis man fra deres synspunkt kunne kalde det kontakt. Det var altid ved titiden om aftenen de dukkede op, altid på nogenlunde samme sted, og det skete aldrig at de trak sig tilbage inden vi gik i seng. Vi bildte os selvfølgelig ikke ind at det var os de kom for at kigge på, for os var det indlysende at det var bålene og aktiviteterne rundt om dem der lokkede de nysgerrige, men forsigtige dyr til vores station. Vi bevarede vores hemmelighed, men begyndte at opgive håbet om at vi ville få mere at vide om væsenerne bag ved øjnene, inden nogen fra mandskabet fik øje på dem og ødelagde det hele. Men så en eftermiddag kom Dittel op til mig og fortalte at han omkring en kilometer inde i junglen fra sin dræsine havde set tre aber. - Du standsede vel op? spurgte jeg og prøvede på at lyde lige så småinteresseret som han. - Ja, det gjorde jeg da. De stod på jorden et stykke fra banelegemet og kiggede på dræsinen. Alle tre. Tæt ved hinanden, sådan som du og jeg står nu. - Og det er aber? - Ja. Det er skam aber. Men – - Hvad? - Nja, jeg ved ikke rigtig. Det er en slags som er ny for mig. Men jeg ved ikke ret meget om aber. Jeg kan kende forskel på en gorilla og chimpanse, men ikke meget mere. Han så forvirret ud. Det var usædvanligt at man måtte hale oplysningerne ud af ham.

- Men store aber var det da alligevel? - Åh ja. Han samlede sig og blev lidt mere udførlig. – Midt mellem chimpanse og gorilla måske. Hvad skal man sige: som en tolvårs dreng. De stod ikke særlig oprejst. - Men lidt alligevel. Hvornår rejste de sig op? - Det kan jeg ikke rigtig huske. Lige da vi kom, tror jeg. Når de ikke bevægede sig. Når de ville se rigtigt på os. Og det gjorde de virkelig et par gange. - Hvordan så de ellers ud? - Noget rigtigt nærbillede fik jeg jo ikke. De holdt sig hele tiden på afstand, man kunne se at de var parat til at stikke af når som helst. Men de var temmelig lyse i pelsen, med nøgne pletter. - Og ansigterne? Nu havde jeg svært ved at beherske min iver. - Tja, abeansigter. Mest i retning af gorillaer, vil jeg sige. Men ret lyse i det. Ikke så læderagtige. Jeg ville jo gerne have spurgt om mere, men holdt inde. Frem for alt var jeg nysgerrig efter at vide hvordan de sorte havde reageret, de ved meget mere end vi om aber. Men nu gjaldt det for mig om at få dem at se. Jeg ville helst have bedt om at køre med ud på dræsinen straks. Men jeg ville ikke virke for ivrig. Det var bedst at runde af med en spøg. - Du kan jo tage dem med hjem næste gang I ser dem. Invitere dem op at køre. Den slags kan aber jo lide. Aber er jo nemme at more, havde jeg nær sagt, men ændrede mening i tide. Han lo, ligesom jeg, en tør latter. - Selvfølgelig. - Vi inviterer dem til middag, spåede jeg uden at lade mig mærke med hans modstand. Men denne gang lo han slet ikke. Hans humoristiske sans var borte for den dag.

I de følgende dage havde jeg ingen kontakt med Dittel og hans hold af arbejdere. De kunne tilbringe helt op til en uge ude på

banen; de ryddede vegetation, byggede banelegeme, skovlede sand til ballastlaget. Arbejdet blev altid forceret i de sidste uger inden de store regnvejr der plejede at sætte ind i løbet af april og gøre en ende på arbejdssæsonen. Man havde proviant med, Dittel sov i sin kahyt, arbejderne i telte eller under åben himmel. Selv sad jeg tilbage i mit hus på den næsten affolkede station og havde egentlig ingenting at bestille. Til at begynde med var jeg i ungdommelig iver fulgt med banearbejderne ud på arbejdspladserne, men jeg mærkede snart at det irriterede dem at have en præst i nærheden når de arbejdede. Deres liv var strengt opdelt, og religionen hørte fritiden til. På den måde fik jeg rigelig tid tilovers til mine biologiske studier der ærlig talt interesserede mig mere end sjælesorgen. Jeg skal måske sige nogle ord om baggrunden for det, det var nok ret tidstypisk. Stridighederne om den rette lære kørte for fuld kraft inden for kirken i de år. De ortodokse og protestanterne havde opfundet bibelkritikken og den liberale teologi, og vores ”modernister”, som de blev kaldt, fulgte efter. Skabelsesberetningen skulle skrives om, det var helt sikkert. Jeg gik på jesuiterseminarium i Louvain, og de fleste af mine lærere var selvfølgelig imod dette nye. Men jeg lod mig påvirke af modernisterne og blev interesseret i at spore oprindelsen til deres teser. Og jeg nåede snart frem til det som nu er en selvfølge, at det var forrige århundredes evolutionisme og især Darwins opdagelser der lå bag det hele. Men nu forenkler jeg, egentlig gik jeg den omvendte vej og prøvede på at finde ud af hvilke konsekvenser de nye teologiske ideer måtte få. Det kunne ikke så godt blive andet end en ny opfattelse af mennesket, af dets plads i skabelsen. Og muligheder for yderligere udvikling. Eftersom der nu fandtes en udviklingslinje tilbage fra mennesket til de øvrige pattedyr, og via dem til alt organisk liv på jorden, hvordan og hvornår havde overgangene fundet sted? Og kunne man på den baggrund stadig hævde at skabelsen var afsluttet med mennesket, eller rettere: med netop det nuværende

menneske? Det var mine grundspørgsmål, og med iver og lidenskab søgte jeg svarene hos Mendel og de Vries og Le Roy, og også i Teilhard de Chardins private forelæsninger som jeg fik lejlighed til at høre da jeg gik på Institut Catholique i Paris. Teilhard var allerede dengang i færd med at forsøge at besvare disse spørgsmål inden for troens rammer. Han konstruerede en stige hvor udviklingen under sin klatren opad hele tiden har mennesket for øje, ikke som mål, men som sin bevidsthed om sig selv: Mennesket er udviklingens selvindsigt. Kosmos har en naturlig drift til liv, livet til at blive menneskeliggjort, og mennesket til at – ja, til et stadium af forædlet menneskelighed. Og til sidst vil sjælen frigøre sig fra sin materielle støbeform og blive genløst af den kosmiske Kristus. Nå, her kunne jeg ikke rigtig følge med, det virkede på en del punkter for bekvemt, en nødløsning uden fakta som grundlag, desuden svævende i ordvalget for ikke at gå dogmerne for nær. Og nu er der nok ingen som tager Teilhard alvorligt, han bliver ovenikøbet anklaget for forfalskning af materielle beviser, med hvilken ret ved jeg ikke. Det som især interesserede mig, var spørgsmålene om menneskets tilblivelse. Det var altså sket gradvist. Men hvor gradvist, hvor langsomt? Der indtraf en mutation, der skete noget. Es kam etwas hinzu, som Haeckel sagde, og den frase kørte i årevis rundt i hovedet på mig. Kunne man bare finde eller nærme sig et svar på det spørgsmål, burde man også kunne danne sig en mening om hvordan trinnet oven over homo sapiens, homo humanus, ville se ud. Naive ideer, synes vi i dag. Forædlingstanken blev forrået til racisme, vi kan se nederlaget i øjnene. Men sådan tænkte mange mennesker dengang, og jeg må indrømme at det var tanker som fyldte mit liv med uro og utålmodighed. Glimtvis drømte jeg nok om at blive en mennesketilblivelsens Mendel og finde ”the missing link”. Kort sagt, jeg ville ud af det dogmatiske miljø, især efter at modernisterne var blevet fordømt af paven. Og min orden ville af med mig, man havde jo set hvordan det stod til med mig.

Så kom jeg til Afrika. Først som lærer i en klosterskole i Stanleyville, derefter til jernbanebyggeriet. Nå, det var lidt om min baggrund. Der sad jeg nu en varm aprildag og ventede på at min ven Dittel skulle komme tilbage til lejren. Jeg bladrede lidt adspredt i mine notater, og fra mit skrivebord foran vinduet kiggede jeg af og til ud for at se om dræsinen ikke kom glidende langs flodbredden. De burde komme hjem i dag, det var en lørdag; men det trak ud. Solen bevægede sig langsommere end sædvanlig ned mod den dybgrønne mur af skov der rejste sig på den anden side af floden, ligesom direkte op af det rødbrune vand. De tykke rødder holdt med gulhvide fingre flodbredden i sit greb og borede sig ned i flodlejet. Hele denne hysteriske vegetation syntes snarere at have slået sin klo i jorden end være groet frem af den. Stammerne stod som pæle der var rammet ned med en mægtig kraft, og løvhanget så også ud til at stræbe nedad, undtagen enkelte forvildede totter det stejlt skød op mod himlen. Men jeg skulle bare dreje blikket nogle grader for at se et landskab af en helt anden slags, en akvarel fra Ile-de-France som jeg havde hængt op på vinduesrammen for kontrastens skyld, med fritstående, lette træer i et vidunderligt svæv mellem markerne og den lyse himmel. Men den dag længtes jeg ikke hjem, og landskabet udenfor tyngede ikke mit sind. Mit blik vendte hele tiden tilbage til det punkt til venstre i synsfeltet hvor skinnerne løb ud af skoven. Jeg var ikke alene om at undre mig over at det trak ud, der samlede sig små grupper af depotpersonale nede på lejrpladsen og på skråningen til højre hvor barakkerne lå. Jeg tog min kikkert og kunne se hvordan de alle kiggede i samme retning; da skumringen kom, talte de knap nok sammen mere, men stod ubevægelige og spejdede som efter skibe på havet. Virkelig ængstelse for kammeraterne var det nok ikke, man ventede mest fordi dræsinens hjemkomst var en lille begivenhed, og det ville man tage vare på efter en trist arbejdsuge. For mig

var det lidt anderledes, jeg havde mine ubestemte anelser. Det vi til sidst fik at se i den stille, smukke aften, overgik alle fornuftige forventninger. Kikkerten var ikke hurtig nok da dræsinen lydløst og uden varsel skød frem fra skovbrynet med de tre aber stående ranke som lys og med den ene hånd let støttet mod masten og kahyttens vægge; ubevægelige, men elegant gav de efter i knæene da de parerede opbremsningen, nøjagtig som mennesker i metroen i Paris i myldretiden. De havde alle tre øjnene rettet mod Dittel der stod midt imellem dem og dirigerede opbremsningen samtidig med at han krøllede det røde sejl sammen i sin favn. Det så ud som om de var hans livvagter. Eller, slog det mig senere, når jeg tænkte tilbage på denne første aften, som om de havde taget ham til fange. Dræsinen standsede i triumf lige foran lejrpladsen. Dittel var den første nede på jorden i et drengeagtigt spring, og jeg kunne se i kikkerten at han strålede over hele ansigtet. Jeg lagde også mærke til at han straks så op mod mit vindue med en fræk og drillesyg mine. Jeg styrtede ud og løb vinkende ned ad skråningen. Jeg slap ikke aberne med blikket mens jeg løb, og jeg husker tydeligt min skuffelse da de gik ned på alle fire inden de sprang ned og derefter blev stående rådvilde med hænderne støttet mod jorden. Deres værdigt tobenede entré i lejren havde lovet for meget, og mens jeg kom løbende dér og gispende tænkte mig om, måtte jeg jo indrømme at de havde været nødt til at rejse sig på bagbenene for at kunne holde sig sikkert fast under rejsen. Sådan gjorde både gorillaer og chimpanser. Og disse her – jeg tvang mig til ikke at kigge på dem da jeg forpustet nåede hen til Dittel og gav ham en hjertelig omfavnelse. Han besvarede den en smule reserveret, en anelse ærgerlig ovenikøbet, jeg forstod ikke hvorfor. Jeg nærede hele tiden en skræk for at røbe en overdreven interesse, og det fik mig til at handle bagvendt i denne højst dramatiske situation. Jeg turde ikke granske aberne nærmere før jeg

var klar over de omkringståendes reaktion. Det var vel også en skyhed ved et i lang tid med længsel ventet møde – det var som pludselig at stå over for en berømthed man i årevis har dyrket på afstand. Nu løb mine blikke nervøst fra mand til mand. De hvide, der havde stået og ventet eller som nærmede sig fra barakkerne, så ivrige og henrykte ud, nogle af vallonerne måske en kende ironiske eller medlidende. De sorte som havde været med på dræsinen, virkede ude af den eller ubehageligt til mode, og de trak sig hurtigt tilbage for sig selv, hvad de for øvrigt næsten altid gjorde. Hvis jeg tolkede deres miner rigtigt, var dette et fjollet og unødvendigt påfund der ville bringe uheld med sig. De indfødte i disse egne kunne ikke lide aber, og jeg skulle snart opdage at antipatien var gensidig; helt naturligt eftersom aber jages voldsomt i det sorte Afrika, især ungerne skal være velsmagende. Blandt de hjemvendende hvide var vallonerne og også franskmændene – der var et par stykker – allerede blevet trætte af det hele. Flamlænderne var derimod oprømte som aldrig før og havde omgående adopteret aberne som de mødte med en påfaldende ømhed, næsten kælent. De lod ikke til at bemærke at deres adfærd ikke fandt genklang hos aberne som jeg nu endelig vovede at se nærmere på. De gjorde det helt fra begyndelsen klart at de ikke opfattede sig som selskabsdyr. De stod ved siden af en klynge buske som de øjeblikkelig trak sig tilbage til ved synet af så mange mennesker. De vejrede, flyttede uroligt forbenene, holdt vores bevægelser (men ikke vores ansigter) under observation, viste med andre ord alle tegn på at være parat til flugt. Jeg betragtede dem med hjertet i halsen. Dette øjeblik kunne blive afgørende. Sådan opfattede vi det alle, undtagen en lille flamsk kernetrop som havde fundet på at man kunne lokke dem nærmere ved at kaste pinde hen for fødderne af dem. Især udmærkede en lille tyk og jovial mand sig der hed Walcher. Han opførte en slags dans for aberne der trak sig nærmere til hinanden og ikke så ud til at more sig, men heller ikke var så ængstelige som jeg havde ventet; det lod endda til at

de slappede lidt af. Og da han strakte et af sine redskaber frem mod dem – et lille spyd, så vidt jeg husker – gik den største af dem ovenikøbet hen og rørte ved det. Ja, han tog til min store forbløffelse imod det, rejste sig på bagbenene og svingede lidt kejtet med det mod sine kammerater. Det vakte selvfølgelig en umådelig jubel hos flamlænderne. Og isen syntes faktisk at være brudt. Det flamske hold stablede et stort bål op på det sædvanlige sted, og det lykkedes dem ved hjælp af rå kødstumper at lokke aberne til at nærme sig bålet, hvis flammer mærkeligt nok ikke skræmte dem det mindste; jeg fik helt bestemt indtryk af at de havde set ild på nært hold før. Jeg forstod at min tidligere gisning om at ilden havde været med til at holde dem på afstand, var helt forfejlet; den havde snarere virket tillokkende, sådan forekom det nu. Endelig udløstes min spænding, og jeg kunne uforstyrret observere dem fra alle sider. Gorilla-chimpanse-alternativet syntes jeg straks at jeg kunne affærdige. Det havde Dittel jo allerede gjort da han opkastede tanken om en krydsning, måske mest i spøg. Jeg kiggede på dem mens de krøb sammen bag Walcher der tog sig af bålet, og jeg overvejede den mulighed at de kunne repræsentere det som af og til nævnes i faglitteraturen som et tænkeligt stadium i hominidernes forhistorie. Men jeg kunne se at kæbepartiet var påfaldende lidt fremspringende og profilen i det hele taget mere lige end hos nogen gorilla eller chimpanse jeg havde set. Øjenbrynenes buer var dog markeret, og panden var lav og skrå. Men en pande var det alligevel, med en markeret hårgrænse. Gennemgående var behåringen både lysere og mindre tæt end på de kendte menneskeaber; deres pels virkede blød og på en eller anden måde plejet og havde en varm, gulbrun farve, om end mattere end menneskehår. Jeg var godt i gang med at indprente mig disse detaljer for at sammenligne med håndbøgerne i min reol, da aben der havde ladet sin profil stille til skue for mine observationer, pludselig

vendte sig imod mig. Afstanden var kun et par meter, og den havde de samme forskende og bebrejdende rynker om øjnene som et menneske har, der opdager at en anden i smug iagttager det. Jeg blev også nøjagtig lige så genert som den der bliver overrasket ved den slags lejligheder, og lod som om jeg så forbi hende. Jeg skriver ”hende”, for da jeg til sidst vovede at møde det fornærmede blik, var det ikke længere fornærmet, men havde et drømmende, nysgerrigt udtryk der var så fortættet kvindeligt at jeg rødmede. Kvindeligt, ja, men hvorfor tænkte jeg ikke øjeblikkelig ”menneskeligt”? Jeg ved det ikke; sådan var det bare, det som slog mig, var det primært kvindelige i udstrålingen. Jeg tror også at det var fra det øjeblik jeg holdt op med at tænke på dem som aber, selv om jeg også fremtidigt brugte denne betegnelse. Det føltes i begyndelsen som et forræderi, men jeg ville så længe som muligt holde mine spekulationer for mig selv. Nu kunne jeg mærke at jeg selv blev iagttaget i smug, det var Dittel der med en ironisk mine var vidne til vores tavse tete-a-tete. Da han så at han var blevet opdaget, kom han hen og satte sig ved siden af mig. - Vi har givet dem navne, sagde han. – Det er Mathilde. ”Mathilde” vendte sig langsomt bort fra os og så ind i ilden. Bevægelsen havde noget belevent over sig. Hun var mindre end de to andre, én tredive, måske én fyrre, fra top til tå. - Hannerne har vi døbt Paul og Jakob. Paul er den store førerhan. Paul var kraftig og sikkert et hoved højere end Mathilde. Hans holdning var respektindgydende, jeg havde allerede set hvordan de andre kiggede i hans retning efter ordrer. Jakob var den mest urolige og mest bevægelig af dem, formodentlig var han ikke helt udvokset, huden i hans ansigt var lysere end de andres. Imens blev dræsinen rullet til side, hen ad sit stikspor der ikke var synligt fra lejrpladsen. Aberne fulgte med blikket dens sortie og udvekslede hastige øjekast som jeg ikke kunne tolke.

Kødet var stegt færdigt på sit spid. Walcher og en anden flamlænder skar store stykker ud og rakte rundt. Også Paul fik et stykke som han noget forbavset tog imod. Jeg bøjede mig nysgerrigt frem. Alles øjne var rettet mod ham, man holdt op med at tygge, glas og flasker standsede foran åbne munde. Paul lod ikke til at ænse opmærksomheden. Han løftede kødstykket op til munden, snusede til det nogle gange, bøjede sig så forover i sin hugsiddende stilling og lagde det forsigtigt som en fremmed, skrøbelig genstand en meter foran sig på jorden. Alle aberne spiste bagefter rå indvolde med god appetit, men ingen af dem så en eneste gang på det stegte stykke kød som Dittel og jeg til sidst forbarmede os over.

3 Næste morgen var aberne stadig i lejren. Eller var tilbage igen. Ingen kunne sige hvor de havde opholdt sig om natten. Da jeg kom ned til morgenmad i marketenderiet, var de rigtig i gang med at besigtige flamlændernes kolonihaver. Jeg kan ikke finde noget bedre ord end ”besigtige”, for de lignede fuldstændigt gæster langvejsfra som betaler med hyklet interesse for værtsfolkenes kæpheste. Men dér tog jeg fejl. De interesserede sig virkelig for alle disse grønsager og blomster, og på en hensynsløs og teknisk måde ligesom virkelige flamske franciskanermunke, ikke sværmerisk sådan som helgenen havde tænkt sig. Det var den lyse farve på deres pels og hovedhår som straks gav mig associationen til fransciskanere og flamlændere. Som næsten alle frankofone belgiere havde jeg svære fordomme mod vores flamske brødre. Jeg burde have gjort op med en så uvidenskabelig holdning på et tidligt stadium, for den førte mig tit på vildspor, ikke mindst i min tid i Afrika. Men den havde i mit tilfælde en særlig baggrund som jeg måske bliver nødt til at vende tilbage til. Nuvel, der spadserede så nu de tre gådefulde væsener rundt mellem bedene, til min ikke ringe overraskelse. Det så helt fornemt ud, selv om de for det meste støttede sig på den ene arm eller det ene forben, som de dog manøvrerede lige så elegant som en gammeldags boulevardløve sin spadserestok. De pedantisk nydelige haver var flamlændernes protest mod junglen og det tunge slid med jernbanebyggeriet. Den var en kammeratlig indbyrdes kamp om prestige der blev udkæmpet

om morgenen hvor alle andre sov, om søndagen hvor vallonerne og de sorte snakkede og drak og spillede kort, og desuden hver eneste ledig eftermiddagstime. Det var en flugt fra ét kropsligt arbejde til et andet, fra det ufri til det selvvalgte. Og det genspejlede sig nøjagtigt, om også delvis ubevidst, i udformningen af det dyrkede. Alt hvad der hørte sammen med arbejdet på banen, havde den døde, geometriske karakter der udmærker al virksomhed som bedrives tvangsmæssigt og hierarkisk efter tegninger og instruktioner. I kontrast hertil var de lige så minutiøst og møjsommeligt udformede stykker have i grunden planløse og en hån mod al rationalitet, men også mod den tropiske naturs glubske, men lovbundne vitalitet. De var pedantiske i det små og kaotiske i det store ligesom et barns frimærkesamling og fulgte kun ét princip: den størst mulige variation og brogethed på den mindst mulige overflade. Den grønne farve blev undgået så langt det overhovedet lod sig gøre, og når man langsomt kørte forbi på skinnerne og kunne overskue det hele, skød de blå, gule, lilla, ja, endda sorte punkter frem som små nålestik eller kny af fortvivlelse mod de skramlende vogne og den grønne monotoni rundtom. Og det var ikke af mangel på plads at alting var småt og trykkede sig tæt op ad banelegemet. Også det var en demonstration i to retninger: mod junglen fordi den umætteligt rykkede frem, og mod selve jernbanen for dens hverdagsagtighed og nytte. Og mod begge dele tilsammen fordi de var store, dynamiske processer. Man havde fundet svaret på den élan vital der blev prædiket og også praktiseret med så stor overbevisning dengang: den fornemme hobbys lufttomme rum. Jeg tænkte naturligvis ikke at aberne delte mine indtryk af flamlændernes havekunst, men ellers begyndte jeg at tiltro dem lidt af hvert i min ophedede fantasi. Jeg havde brugt den halve nat på at spekulere over mine aber og lede efter dem i den smule faglitteratur jeg havde tilgængelig. Men ingen steder fandt jeg et signalement der stemte.

Jeg må tilstå at de følelser der mest plagede mig i denne fase, var egoisme og forfængelighed og måske jalousi. Hvis I fortsætter med denne flamske fraternisering, sagde jeg i ånden til dem mens de gumlede rødbeder der blev rakt frem til dem, så bliver I taget fra mig og låst inde i en eller anden zoologisk have i Europa. Men det er måske det I vil, fortsatte jeg bittert mine refleksioner. Spøg til side, det var ikke så meget flamlænderne eller de andre håndværkere og formænd der ængstede mig. Deres interesse for aberne varierede meget, men for dem var der tale om usædvanligt tamme aber, hverken mere eller mindre. Der kom nogle næsten tamme aber til lejren, ville de sige når de kom ud til kysten om en måneds tid, eller deromkring. Kameraer var forbudt på byggepladsen, og jeg bemærkede aldrig nogen fotografere i smug. Så fra den side truede ingen afsløringer. I første omgang var risikoen den at der skulle komme gæster fra ”civilisationen”, en eller anden fra selskabets direktion som kom på inspektion – det skete ikke så sjældent i slutningen af sæsonen – eller bare en eller anden forretningsmand eller eventyrer der kom forbi; det hændte også nu og da. Konflikter mellem aberne og de sorte arbejdere var også en mulighed man måtte tage i betragtning. En sort arbejder med hjemlandsby eller pårørende i nærheden kunne meget vel slå en abe ihjel og slæbe den med hjem som bidrag til husholdningen. Men jeg troede alligevel ikke på det eftersom de sorte måtte have forstået at konsekvenserne fra flamlændernes side ville blive forfærdelige. Der var endnu en risiko, den jeg var mest bange for: min ven Dittel. Han havde utvivlsomt forstået at der var sket noget meget usædvanligt. Om ikke andet havde han sluttet sig til det af min underlige optræden, så det var til dels min egen skyld. Skulle jeg nu tage skridtet fuldt ud og betro mig til ham? Jeg besluttede at afvente lidt endnu og udsætte afgørelsen. Jeg drejede om på hælen for at slippe for at se narrespillet mellem bedene. Bag mig var aberne under anførsel af Paul gået

over til med lette, effektive ryk at lænse sit tredje rødbedebed på ti minutter. Under flamlændernes jubel. Men i samme øjeblik jeg ville gå min vej, blev jeg stående ubevægelig og stirrede ned i jorden. Det var fugtig, nyvandet jord, og aftrykket af en nøgen fod aftegnede sig lige så skarpt som en gipsafstøbning. Jeg vendte mig brat om og lod som i en flimren blikket feje hen over flamlændernes fødder. Som jeg havde ventet, var ingen af dem barfodede; det var for risikabelt i junglen. Jeg skammede mig som den amatør jeg var, jeg havde forsømt at foretage den mest elementære kontrol; storetåens position. Aftrykket i den bløde jord stemte overens med et platfodet menneskes, stortåen lå parallelt med de andre tæer som den havde gjort det i hundredtusinder af år siden vi forlod træerne og begyndte at gå på to ben. De store aber der havde haft større eller mindre held med miljøet og aldrig var blevet tvunget til denne dramatiske forandring, har beholdt den udaddrejede storetå som tillader greb om grenene. Jeg følte mig både højtidelig og komisk da jeg listede mig hen for at kigge på Pauls storetå. Han stod lidt afsides og så mig komme; Jakob og Mathilde var omringet af flamlændere. Et eneste blik var nok. Hans storetæer var tydeligt drejet udad fra foden, nogenlunde som vores tommelfingre. Så abeagtigt som man kunne forlange. Fortumlet sad jeg bagefter og pirkede til min morgenmad. Det som pinte mig mest ved sceneriet udenfor og de andre harmløse påfund med aberne, var at det virkede umuligt nogensinde af blive alene med dem, at studere dem uforstyrret og på nært hold. Der var forskere som gerne havde dræbt en af dem for med kniven i hånden stilfærdigt at gennemgå tænder, strubelåg, bækken, hjernevolumen og de andre kritiske punkter. Men jeg hørte ikke til den slags forskere. Min drøm var at komme til at leve sammen med dem alene i uger og måneder og observere dem fra morgen til aften og føre omhyggelig protokol. Jeg ville med glæde have

ofret alt for det, men jeg kunne ikke se nogen muligheder for at opnå det og havde heller ikke noget at ofre. Det gjorde mig rastløs og fortvivlet. Jeg følte mig spærret inde. Da jeg kom ud på pladsen foran barakkerne, var dræsinen og troljen ved at blive læsset med dynger af sveller og skinner. Aberne hjalp ikke til, men som en selvfølge havde de taget plads på vogndækket. Som rutinerede jernbanerejsende sad de med ryggen mod kahytten og ventede på at komme af sted. Denne hjemmevanthed ved det temmelig skrækindjagende køretøj var så meget mere forbløffende som de ikke udviste den mindste smule legehumør. Deres holdning var ikke mindre praktisk og saglig end besætningens. Dræsinen var parat til at komme af sted. Dittel råbte til mig: - Tager du ikke med i dag og ser hvordan de opfører sig? - Nej tak! råbte jeg og prøvede på at lyde lige så sorgløs. – En anden dag. To afrikanere greb fat i hver sin ende af pumpestangen, og dræsinen begyndte at køre. - Aber er det ikke. Dittel vendte sig mod mig og lo. – De spiller bare komedie! Jeg kiggede ufrivilligt forskrækket på de lodne passagerer. De rørte ikke en muskel. Jeg syntes i min nervøse tilstand at de så for ubesværede ud. Nogenlunde som mennesker der bliver forulempet, men som ikke kan finde noget dræbende at svare.

4 ”Tobak! Postkort! Blade!” Som for at opfylde mine værste anelser havde vi fået besøg fra kysten. Det var en omrejsende sælger der plejede at dukke op et par gange i løbet af hver sæson, fortrinsvis hen mod slutningen, hvor mandskabet havde nået at samle penge sammen og desuden havde stor appetit på alt hvad der mindede om civilisationen. Selvfølgelig kunne vi fra min specielle synsvinkel have fået en mere uvelkommen gæst, og som det skulle vise sig, kom han på en uventet måde til at føre mig nærmere genstandene for mine studier. Han hed Turner og var englænder, en midaldrende herre af en noget anløben pænhed, som rejste gennem junglen med sin lille, sorte medhjælper der formodentlig havde pygmæblod i sig. Denne Turner havde været frikirkeprædikant, og det var en blandet fornøjelse for mig som kollega at studere hans metoder som han helt uændrede fra sit tidligere fag havde overført til næringslivet hvor jeg syntes de passede bedre. Men det var måske bare mit jesuitiske snobberi, kristendom og forretninger har jo senere vist sig at være en meget succesrig kombination som også vort gamle firma har fundet det for godt at tilegne sig. Nå, Turner havde ikke kun sin svada, han var også et stort sprogtalent og falbød sine varer på alle de sprog der blev talt i lejren, hver for sig og dygtigt blandet alt efter publikums sammensætning, som han med et øvet blik for fysiognomier straks var helt på det rene med. Den lille neger satte den aflange kasse, som han havde båret i remme på ryggen, ned i et skyggefuldt hjørne af lejrpladsen der var blevet anvist til denne handel. Turner havde før haft vanskeligheder med selskabet der havde ham mistænkt for at sælge

spiritus til mandskabet, hvilket var strengt forbudt. Det var dog aldrig blevet bevist, og jeg tror nok at han på det punkt var uskyldig. Der var nemmere og billigere måder at få fat i spiritus på for den som ønskede det. Et totalt spiritusforbud i arbejdssæsonen var indskrevet i ansættelseskontrakten, et fornuftigt forbud når man tænker på de umådeligt hurtige og hærgende virkninger et spiritusmisbrug ville få i dette miljø. Men naturligvis forekom der et vist drikkeri blandt de hvide som ingeniørerne dog så gennem fingre med så længe der ikke var nogen inspektør fra selskabet i nærheden. Kassen med varer var en sindrig konstruktion med løse bunde og rum der kunne foldes ud, og jeg iagttog med stor fornøjelse hvordan Turner, assisteret af negeren, ligesom en tryllekunstner med lækre, besværgende bevægelser tog forbløffende mængder af tryksager og genstande frem som han arrangerede på et rødt silkeklæde på jorden. Han ville give kunderne tid til at strømme til og havde ikke travlt. Under hele præsentationsarbejdet mælede han ikke et ord, og selv en så lidt varekyndig mand som jeg kunne på en næsten fysisk måde mærke hvordan købelysten blev ladet op i tavsheden. Da han var færdig, havde der samlet sig omkring tyve. Walcher og hans hold var kommet, og nogle skridt bag ved dem, lidt for sig selv, stod de tre aber. De så ud til opmærksomt at betragte Turners sortiment, men det anede mig at det var det røde klæde som interesserede dem. Handlen begyndte i tavshed med at negeren lod nogle illustrerede blade fra Europa gå rundt, eksemplar for eksemplar. Det var engelske, franske endda tyske magasiner, temmelig slidte og mindst et halvt år gamle, nogle af dem op til et par år. Man bladede roligt og fredeligt, vekslede et par ord over et eller andet billede og sendte videre. Som jeg ventede, kom turen snart til aberne; en rødblond kraftig mand, en af Walchers makkere, gik hen til dem med et opslået nummer af Illustrated London News. Jeg gik nærmere for at se deres reaktion.

De opslåede sider var dækket af en farvelagt tegning på glittet papir der forestillede Titanics forlis. Den var stærkt dramatisk og naturalistisk udført med randen af det skæbnesvangre isbjerg gnistrende til venstre som et hævnens sværd i lyset fra det grelt illuminerede skib hvis stævn allerede var under vand. Tegneren måtte tænkes at befinde sig i en af de få redningsbåde i forgrunden, hvor folk stod op med ansigtet vendt mod det stadig storslåede, men på grund af sin forskubbede ligevægt forfærdeligt ensomme skib. Man kunne se profiler i stum rædsel, oplyst af skæret fra det overdrevent udtrukne spejlbillede i det blanke vand der i øvrigt var ubevægeligt sort som himlen. Man kunne også se mennesker på selve skibet, enkelte mennesker i bevægelse fremad, og tætte masser på agterdækket i andægtig retstilling over for det uundgåelige og vendt mod det berømte orkester som man kunne skelne på blinket i blæseinstrumenterne. Det var et umådelig suggestivt billede, forfærdeligt og samtidig med en endnu mere uhyggelig sødme der opstod af det paradoks at et ubevægeligt hav kunne opsluge dette uhyre af glitrende og pralende civilisation. Det var lykkedes tegneren at få de to hinanden modstridende karaktertræk i skibet frem: Det var kæmpemæssigt, det var imponerende, men samtidig uvirkeligt og tyndt, som en kulisse der var blevet smidt ud af sit scenebillede og havnet blandt naturens massive realiteter: det ironisk fredelige hav, himlen med en bleg måne, isbjerget med den grå, slumrende bagside. Da jeg så op et øjeblik og junglens evige grønne barriere stod der som før med den grå dis højt oppe, mens Titanic stadig lå og svævede på nethinden, følte jeg en hjælpeløshed og forladthed så stærk at jeg med en gysen måtte lægge en hånd over øjnene. Men det gik over i løbet at et øjeblik, og jeg kiggede forsigtigt frem mellem mine fingre på aberne. Jeg tager mig omhyggeligt i agt for at overdrive når jeg siger at de stod som hypnotiserede af billedet. Det gjaldt i hvert fald Paul og Mathilde; Jakob kiggede lige så meget på deres ansigter som

på billedet. Måske var det de usædvanlige farver, måske var det lyseffekterne som fascinerede dem; i hvert fald var det første gang jeg ikke tvivlede på at der var en bevidsthed som arbejdede i dem, at de var i stand til en eftertanke der heller ikke savnede en følelsesmæssig tilsætning, kort sagt en form for kontemplation. Det varede kun et øjeblik, for Paul mærkede straks at jeg iagttog ham på en anden måde end flamlænderne der ganske vist også kiggede på ham, men på deres sædvanlige adspredte og godmodige måde. Han sendte mig et underligt stikkende blik som jeg aldrig før havde set hos dem, og var bagefter fuldkommen ligeglad med billedet. I stedet bevægede han sig hen mod det røde klæde som næsten var forsvundet under kamme, spejle, barberkoste, sammenrullede livremme og dåser med tobak, snus og pomader og flasker med patentmedicin. Turner sad på hug ved siden af sine varer, og jeg kunne se at det lille intermezzo med aberne og Titanic havde standset ham i hans tilløb til at begynde på handlen; hans mund stod stadig halvt åben, men han lukkede den hurtigt da han så aberne nærme sig. Jeg fulgte lige i hælene på dem og gjorde et forsøg på ligesom at afskære dem fra deres sædvanlige eskorte. Til alt held lykkedes det mig til en vis grad: Walchers makkere bladede videre i tidsskrifterne så snart de så at aberne standsede blot et par skridt fra dem. Nu gjorde Turner noget meget uventet. Han glemte sine forretninger, det var som om han havde glemt at han nogensinde havde prøvet på at sælge noget. Og ikke nok med det, han lod til at glemme alle omkringstående undtagen de tre aber. Han begyndte at tale appellerende og indtrængende, han henvendte sig udelukkende til dem, men frem for alt udviklede hans nys så udtryksløse skikkelse et repertoire af mimik og gestus som jeg aldrig havde set magen til. Fra en dynge kolorerede hæfter trak han et eksklusivt billedværk frem, tilsyneladende splinternyt, et turistprospekt i luksusudførelse som helt var helliget Titanic, ”Verdens sejlende

under”, som der stod på omslaget. I løbet af et øjeblik lykkedes det ham at indfange alle de tre aber i sin tryllekreds. Han fik dem til opmærksomt at pendle mellem billederne og den pantomimiske udlægning, mens han vellystigt bladede skibets eksteriør frem i alle tænkelige aspekter, og så fortsatte han med de forskellige saloner, restauranter, biografer, kahytterne på første klasse og så videre. Ét billede især berørte mig, det var af et danseorkester i en skinnende tom balsal og teksten underneden: ”Her øver Hartley’s Ocean Band sig på de specielt komponerede melodier som Titanic skal bringe med til Den Nye Verden på sin jomfrurejse. Vi gætter på at de vil slå an derovre …” Men Turner bladede videre. Det var alt sammen fotografier på tykt, blankt papir, og hæftet sluttede med et kort der forestillede Europa, Atlanten og Nordamerika med skibets rute indtegnet. Indsat i cirkler på kortet så man New Yorks skyline og silhuetter af kendte bygninger i London og Paris. Denne sidste side syntes især at interessere aberne – Jakob lagde endda sin hånd over billedet som for at få det til at blive – og det ansporede Turner til et højdepunkt af pædagogisk dramatik. Snart var han Titanic der kom dampende over havet, snart passagererne der spejdede efter – ja, hvad spejdede de efter, land? – derpå også de ventende på kajen i New York der forgæves holdt udkig efter skibet. Til sidst lavede han en fantastisk fremstilling af selve kollisionen med isbjerget og den først langsomme, derpå stadigt hastigere rejse ned i dybet; han lagde sig ovenikøbet til rette på havbunden for evigt, som det lod til. Aberne var dybt imponerede, det var der ingen tvivl om. Mine følelser var blandede. Titanics forlis var en ganske frisk begivenhed der blev diskuteret verden over. Jeg tænkte på de tusinder af ofre i det sorte iskolde vand, og mændene som sad dér et stykke fra os, gjorde sikkert det samme; de blev generte over Turners opvisning og greb begærligt ud efter de pornografiske postkort som den lille knoglede neger med uudgrundelig mine begyndte

at sende rundt. Jeg så ikke om det var Turner der gav tegn til det, men han opfattede sikkert stemningen blandt mændene, for han dæmpede stemmen og henvendte sig endnu mere direkte til aberne med beherskede, men af den grund ikke mindre udtryksfulde bevægelser. Det er ikke nogen overdrivelse at sige at det lykkedes mr. Turner at sælge Titanic til aberne. Dette kyniske udtryk er helt præcist. Nu troede jeg selvfølgelig ikke et øjeblik at de forstod hele det forløb han så dygtigt fremstillede, eller at de overhovedet fik nogen sammenhæng mellem billederne, men deres tanker arbejdede for fuld kraft. Og et par elementer i tid og rum måtte de have knyttet sammen, det mærkede jeg ved at de eftergjorde, ikke efterlignede, men bevidst repeterede et par af Turners særligt udtryksfulde konkretiseringer. Jeg kan den dag i dag se ham for mig sådan som han forsøgte at forklare dem hvad havet var. Han holdt et af sine lommespejle frem, lod dem kigge i det; det interesserede dem ikke, de var vant til spejle, hvad han syntes at have forudset, for han gjorde nogle bølgende håndbevægelser hen over spejlfladen og pegede derefter på floden som, rolig og blank og med dræsinen i forgrunden, løb forbi os nedenfor. Så henledte han deres opmærksomhed på kortet, hvor han lagde flere spejle op ad hinanden så de dækkede Atlanten. Aberne blinkede på en måde som jeg var begyndt at tolke som at de forstod noget. Hvad det nu var de forstod, det var sandelig et andet spørgsmål som jeg indtil videre lod stå hen. Turner holdt en pause for at trække vejret. Han løsnede sin stive flip lidt og blottede en rød rand som celluloiden havde trykket ind i huden, ligesom mærket af et halsjern. Hans ansigt havde genvundet en fuldkommen udtryksløshed, men den tomme hverdagsagtighed stak så voldsomt af mod den uhyggelige livfuldhed i hans lystmord på Titanic – jeg kan huske at det netop var det udtryk der faldt mig ind – at jeg blev grebet af bange anelser. Jeg forstod at jeg havde taget fejl af ham. Denne mand havde

minsandten ikke glemt sine forretninger. Vagt kunne jeg mærke at hans ageren indgik i en plan der var rettet mod aberne. Med sin intelligens og erfaring måtte han øjeblikkelig have indset at han var stødt på noget enestående, og den forestilling han lige havde opført for dem, var hans måde at undersøge varen på, at sondere mulighederne for en verdenssensation. Jeg besluttede at gribe ind for at få ham til at vise sine hensigter. Samtidig ville jeg udnytte denne første virkelige lejlighed til at danne mig en opfattelse af abernes mentale funktioner. Jeg velsignede de pornografiske postkort der, så længe de var i omløb, holdt mandskabet lidt på afstand af mig af respekt for mine præstelige følelser. Dog var kortene ret uskyldige i tidens buttede, hvidhudede stil som man allerede dengang begyndte at finde komisk; der var en vis selvironi i branchen som dog var spildt i dette miljø. Den seksuelle sult i lejren var tilstrækkelig stor til at selv en fnisende dame der bed i sit slør, var en seriøs opfordring til ensomme forlystelser. Helt falsk henvendte jeg mig til Turner og spurgte om han havde flere landkort på lager. Jeg havde selvfølgelig for længst set at han havde en slags populæratlas i en af sine stabler. Han sendte mig et kort, mistænksomt blik og halede modvilligt bogen frem som ganske rigtigt var et skoleatlas af tysk tilvirkning. Afbrydelsen kom ubelejligt for ham, det kunne man tydeligt se, men han så ikke nogen mulighed for at ignorere et forlangende fra en af lejrens standspersoner. Da han mærkede at jeg havde tænkt mig at vise aberne bogen uden hans medvirken, syntes han dog at det var for meget, og påtog sig selv demonstrationen. Hvilket var lige netop det jeg havde håbet. På den måde ville jeg helt kunne koncentrere mig om at iagttage dem. Han tog bogen fra mig, slog op på Centralafrika og gik i gang. På et øjeblik koblede han sin utrolige mimiske snedighed til. - Her! råbte han og satte sin finger på nogenlunde det sted

hvor vi befandt os. – Her! gentog han så og pegede energisk på jorden mellem Pauls fødder, og bagefter igen på kortet. Det gav et lille forskrækket sæt i Paul, men han fulgte lydigt pegefingeren frem og tilbage mellem jorden og kortet. De to andre fulgte hans eksempel. - Dér, fortsatte han og pegede på floden bag ved os, fulgte dens løb med små bølgebevægelser med pegefingeren indtil det punkt hvor den forsvandt ud af syne bag grønne forhæng. Derpå samme bevægelse, bare i forkortelse, langs den tynde blå linje på kortet helt ud til kysten. Dér knyttede han an til Titanicnummeret og forsøgte at anskueliggøre en sørejse langs Afrikas kyst op til Europa, en rejse fuld af havbrusen og bølger (lånt fra vores lille stykke flod) og af røg fra Titanics skorstene. Atlanten blev igen markeret med spejle. Jeg iagttog Paul hele tiden. Jeg syntes jeg i hans øjne kunne se små glimt af forståelse der tændtes og slukkedes igen. Et udtryk kunne skimtes i det flade, indelukkede dyreblik. I nogle sekunder blev jeg opfyldt af den svimlende forestilling at han forstod parallellen mellem kortet og virkeligheden, i det mindste indtil flodens udløb i havet. Jeg bildte mig også ind at han sammenlignede kortets jungle, der var holdt i en mørkegrøn farve, med den rigtige jungle omkring os. Men jeg besindede mig hurtigt. Det ville jo indebære at han begreb kortets princip, den skalamæssige formindskelse. Det var en meningsløs tanke. Det var imidlertid en kendsgerning at han gjorde nogle usikre bevægelser med hånden mod floden, mod kortet, mod sine egne fødder, der kunne tolkes som at han pegede. Og jeg siger endnu en gang: Det så ikke ud som når chimpanser aber efter, det så ud som en øvelse, indlæring. Jakob og Mathilde derimod delte deres opmærksomhed mellem Turner og Paul og gjorde ikke forsøg på at følge med eller eftergøre. Deres interesse gjaldt selve hans ageren.

Jeg så ikke bort fra at det også for Paul kunne være personen og hans usædvanlige bevægelser, ikke hvad de udtrykte, der var det interessante. Hver gang han så ud til at tabe tråden, søgte han på ny Turners ansigt med blikket. Turner var nu gået videre til et andet kort og dampede videre forbi Spanien op mod England. Hans tykke langfinger pressede sig langsomt frem over spejlene, mødte storme og bølgegang, vinden tudede fra hans trutmund og spejlene vippede. Da han bemærkede at Paul fik svært ved at følge med, skyndte han sig at løbe ind til London og gik over til mere konkrete midler. Rask fik han fat i en dynge postkort, smuttede elastikken af og bladrede hjemmevant de motiver frem som han ville have. Det var Tower Bridge, Big Ben, broen over Firth of Forth i de tidlige postkorts matte, skyggeløse lys. Med en bemærkelsesværdig intuition over for publikum – han havde aldrig set aberne så meget som i nærheden af dræsinen – viste han også billeder af berømte tog, fra Stephensons Rocket til det splinternye hurtiglokomotiv Brighton Rocket. Han kunne ikke have ramt mere præcist. Pauls planløse anstrengelser, Jakobs og Mathildes adspredthed var som blæst væk; de bøjede sig ivrigt frem over kortene, skubbede næsten til hinanden, og Mathilde rejste sig smidigt og let på to ben for at se over de andres skuldre. Når de stod i vejen så hun ikke kunne se, daskede hun utålmodigt til dem. Deres blikke kærtegnede togene der skinnede muntert tilbage med kornede farver som blev hårde i det stærke, tropiske lys. Jeg så mig omkring. Flokken bag os havde valgt deres franske postkort og begyndte at mase på mod abernes rygge for at se hvad Turner havde at byde på. Aberne virkede uberørte af den nærgående kontakt. En af mændene lagde endda kammeratligt armen om skulderen på Mathilde uden at det lod til at berøre hende særligt; hun var helt opslugt af postkortene. Jeg fik en indskydelse. – Har De noget andet teknisk motiv? Han forstod mig øjeblikkeligt. – Ja, jeg viste dem jo Titanics

maskinrum, men det var de ligeglade med. Tog skal det åbenbart være. Han så grundende på mig. Så så han hastigt op og fandt åbenbart at så mange kunder som han rimeligvis kunne håbe på, havde samlet sig rundt om kassen og det røde klæde. Eller måske egentlig om aberne, hvilket han også var helt klar over, for da han ”åbnede mødet” på ny – jeg kan ikke finde noget bedre udtryk for hans måde at opføre sig på – var det ikke sine varer han talte om. Han lod sit domptørblik feje hen over de forsamlede, men undgik omhyggeligt at fæste det på nogen bestemt. Han tog en dyb indånding. - Disse rare aber, begyndte han i en let tone. – Går de frit ind og ud her i lejren, eller tilhører de nogen? Hans nonchalante facon var der ingen der lod sig narre af. Der blev helt stille. Flere end jeg havde åbenbart ventet på at spillet om aberne blev åbnet. Vallonerne trak på skuldrene, og man hørte spredt latter. De indfødte holdt sig som sædvanlig på afstand når aberne var med. nu havde de ganske vist under alle omstændigheder intet at hente hos Turner, de havde næppe penge at købe for. Og hans specielle ”sortiment for indfødte” havde de al grund til at fnyse ad; det bestod ikke direkte af glasperler, men næsten, ikke andet end værdiløse galanterivarer langt under jernbanearbejderniveau. Flamlænderne kiggede på Walcher der tydeligvis blev usikker. Han var en rå, men enkel sjæl og på ingen måde en styrkeprøve med Turner voksen. - Ja, det vil sige … Det er jo mest mig og drengene der har taget os af dem. Givet dem kød og sådan. Han gjorde en håndbevægelse i retning af sine kammerater. - Kød? Englænderens strenghed og endnu mere hans forskrækkelse var helt og holdent spillet. – Ved I ikke at det kan være farligt? At give store aber kød? De kan blive voldelige. Jeg brød hurtigt ind. Walcher var knust, nu gjaldt det om at standse Turner.

- Det var ingeniør Dittel som opdagede dem. Jeg vil tro at han gør krav på dem på grundejerens vegne. Jernbaneselskabet, med andre ord. Den dumme Walcher så med tilfredsstillelse at hans modstander et øjeblik var blevet gjort tavs, og troede at jeg hjalp ham. Turner rynkede øjenbrynene. - Hvor kan jeg træffe monsieur Dittel? spurgte han mig på fransk. - Vent lidt. Jeg spejdede efter Dittels assistent, men kunne ikke se ham. Jeg gik hen til en af flamlænderne. – Gå ind og bed hr. Dittel om at komme herned, sagde jeg højt. – Sig at det drejer sig om hans aber, tilføjede jeg hviskende og gav hans arm et klem. Turner var for nervøs til at kunne sidde stille og vente. Han gik frem og tilbage og granskede aberne fra alle sider. Han lignede mere og mere en cirkusdirektør, og jeg kunne med lethed forestille mig ham med en pisk i manegen. Jeg havde aldrig før mødt et menneske der ændrede sig så hurtigt. Dittel nærmede sig fulgt af flamlænderen som så spørgende på sine makkere. - Lige præcis, sagde Dittel uden omsvøb og stillede sig mellem købmanden og aberne. – Jeg ejer aberne hvis selskabet nu ikke vil have dem, og det tror jeg ikke det vil. Det er ikke i den branche. Hr. Walcher og hans venner er deres røgtere. Abbé Moulin her er formodentlig deres sjælesørger. Han sendte mig endnu en gang det ironiske sideblik jeg havde lært grundigt at kende siden aberne kom ind i vores liv. Det var meget dygtigt løst af ham. Han fik Turner affærdiget, formildet Walcherpartiet og gav mig et lille hib i ét og samme åndedrag. Jeg var ham imidlertid meget taknemmelig. Hvis Walcher havde tænkt så langt som til at slå mønt af aberne, hvilket jeg betvivlede, så havde chefens sikre optræden nu gjort en ende på de tanker. Dittel var så godt som ufejlbarlig for sine underordnede. Indtil videre.

Turner ville sikkert allerhelst have pakket sammen og være gået sin vej med det samme. Men grådigheden tog overhånd, og han forvandlede sig på ny til den lille omrejsende sælger. Men hans salgssvada var uden schwung, og jeg besluttede at forbarme mig over ham for al hans ulejlighed. Jeg købte Titanichæftet og et kompas af ham for kirkens penge. Han sendte mig et tomt blik, da han rakte mig byttepengene. Min modvilje mod denne usædvanlige mand var så stærk at jeg først senere kom til at tænke på at det var ham der åbnede vejen til aberne for mig. Men der var også andre grunde til at det trak ud. Episoden med Turner blev nemlig optakten til konflikter der varede hele den tid jeg endnu var i lejren.

5 Det begyndte med at der forsvandt værktøj fra de forskellige skure. Deriblandt ting som man ikke kunne undvære. Blandt andet kunne man i flere dage ikke lave de indsnit i svellerne der var nødvendige for sporenes hældning i kurverne. Fra dræsinens værktøjslager forsvandt der ingenting. Først forsøgte man at kaste mistanken på Turner. Det var lagerforvalteren der stod bag, han vidste at ledelsen ikke kunne lide Turner. Turner skulle være hæler for en eller anden i lejren, og den lille neger skulle have taget imod tyvekosterne mens al opmærksomheden var vendt mod Turner. Ganske vist var det sandt at noget af værktøjet var eftertragtet og let at sælge på andre jernbanebyggerier i Afrika; der var mange af den slags i disse år. Mistanken var alligevel latterlig og måtte opgives, eftersom de forsvundne stykker værktøj var så tunge at de to allerede fuldt belæssede mænd aldrig kunne have fået dem med sig. Tyverierne blev aldrig opklaret. Den næste hændelse var at en stor gruppe blandt de indfødte arbejdere, måske femten i alt, protesterede voldsomt imod af aberne nu også skulle opholde sig i lejren om natten, i et telt som Walcher og kompagni havde stillet op til dem i nærheden af samlingspladsen. De rasende eller snarere fortvivlede mænd truede med at forlade byggeriet hvis ikke aberne blev slået ihjel eller i det mindste blev fjernet fra lejren om natten. De spåede katastrofale ulykker for os alle, og eftersom deres skræk syntes at have religiøs baggrund, eller overtroisk, som man sagde dengang, blev jeg bedt om at prøve på at finde en løsning. Så mange arbejdere kunne man ikke undvære.

Jeg fandt intet gehør overhovedet hos disse mænd der helt igennem var hedninge; desuden forstod jeg næsten ingenting af deres sprog. Så opgaven var vanskelig. For dog at få oplyst et eller andet om det hele opsøgte jeg Dittels assistent, Boko, som jeg kendte godt fordi han var en af de få sorte der deltog i mine gudstjenester og kom og skriftede hos mig. Det skyldtes nok mindre fromhed end en vilje til at forbedre sit franske hvilket var naturligt hos en fremtrædende indfødt. Han brugte simpelt hen skriftemålene som sprogundervisning, men det havde jeg ikke noget imod og korrigerede flinkt hans fejl. At jeg gennemskuede ham, tog han sig ikke af, og han var nok på det rene med at det var så som så med min trosiver. Denne opvakte unge mand spurgte jeg nu direkte hvorfor de sorte nærede sådan en skræk og afsky for disse rare og praktisk taget tamme aber. Han begyndte forsigtigt at påpege at han ikke var fra egnen (hvad jeg vidste), at han tilhørte det oplyste bowindafolk hvis medlemmer var høje af vækst (og boede langt østpå), og ikke kendte noget nærmere til den lokale overtro. Men, fortsatte han efter en pause, han troede at uroen skyldtes at aber af denne usædvanlige slags visse steder blev betragtet som guddommelige. Den slags forestillinger havde også eksisteret inden for hans nation, og man havde betegnet den slags væsener med ordet nakawete der betyder magt-aber. I en del stammer, tilføjede han med et lille voltairesk smil, fortalte man stadig primitive historier om store krige i en fjern fortid mellem magtaberne og deres egne forfædre. Nogle folk havde endda kæmpet på magtabernes side. Men disse onde styrker var efterhånden blevet frygteligt decimeret af fremtrædende feltherrer som flere stammer mente var deres, og var blevet fordrevet til dybe, utilgængelige skove, hvor de skulle være smeltet sammen til ét folk af abemennesker. Han formodede at disse eller lignende historier nu spøgte blandt de temmelig tilbagestående, indfødte arbejdere.

Boko, eller Monsieur Boko som han helst ville kaldes, blev ganske vist betragtet som en overløber af de andre sorte og havde næppe deres tillid, men jeg tvivlede ikke på at han tolkede deres fjendtlighed over for aberne rigtigt. Jeg rådede stationens ledelse til at respektere den og fik også udvirket at man flyttede abernes telt til en græsbevokset plet i nærheden af det stikspor hvor dræsinen blev stillet op om natten. Det blev anset for at ligge uden for lejren, og kompromiset blev efter nogen diskussion godkendt af de utilfredse. Men der var en anden side af Bokos fortælling som interesserede mig mere end løsningen af den banale konflikt som jeg ikke opfattede som nogen virkelig trussel mod aberne, fordi flamlænderne aldrig ville have tilladt af de blev fordrevet og endnu mindre at de blev slået ihjel. Det var selvfølgelig spørgsmålet om en eventuel kerne af sandhed i de ”historier” han henviste til. Jeg havde så meget begreb om den nyere forskning i de afrikanske folkeslags historie at jeg vidste at deres mundtlige traditioner nu blev tilskrevet større pålidelighed end det europæiske overmod tidligere havde villet indrømme. ”Dybe utilgængelige skove” kunne man jo roligt kalde de afsnit af junglen hvor jernbanen nu med så stor møje borede sig frem. Det var en helt uudforsket, sandsynligvis ubeboet lomme af urskov der skød sig ind fra nord som en kile på omkring hundrede kilometers bredde mellem de koloniserede områder mod vest og øst. Og alligevel – hvor mange tusind år gammel måtte sådan en tradition ikke være for at indeholde skyggen af en sandhed! Og hvor trofast må den ikke være blevet bevaret! Kunne man virkelig skelne historiske sandheder på sådanne dybder? Dag og nat drømte jeg og grublede over disse ting. Jeg må indrømme at det gjorde mig til en meget dårlig sjælesørger, og det var i denne tid jeg i mit stille sind tog afsked med det kald som aldrig havde været særlig stærkt i mig. Havde der været noget ved det, burde min sjæl da vel være blevet oprørt når troen trak

sig tilbage. Men mine aber gav mig ingen tid til at kæmpe med Gud, de var blevet alting for mig. Sandheden om dem var det jeg tragtede efter, jeg ville have at den skulle åbenbare sig for mig. Det kom så vidt at jeg faktisk snød mig fra mine pligter så tit jeg kunne. Men ét skriftemål husker jeg tydeligt, fordi det i sin naive form kom tæt på de spørgsmål jeg hele tiden for mig selv tumlede med. Det føltes befriende. Det var en flamlænder, en ganske ung dreng, ikke tyve år endnu, jeg tror endda han var stukket af hjemmefra. Hans sjælekvaler havde udelukkende med aberne at gøre, han var vred over at de blev behandlet så respektløst, at man bare pjattede med dem og lavede sjov med dem i stedet for at tage dem alvorligt. Og at han selv under pres fra kammeraterne blev tvunget til at holde gode miner til set spil og deltage i miseren. Jeg havde stort besvær med at beherske min spontane sympati for drengen og holde mig til kirkens hjerteløse lære. - Hvilken respekt mener du at vi skylder aberne? spurgte jeg forsigtigt. Da kom det. – Det er ikke almindelige aber, hviskede han med brudt stemme. - Måske ikke. Men andet end aber kan de ikke ret godt være. - Det er mennesker! Eller – han tøvede et øjeblik, men fortsatte ivrigt – tænk, hvis de nedstammer fra mennesker? Jeg havde lyst til at slå den grimme skriftestol i stykker og omfavne ham. Ødelæg nu ikke alting, sagde jeg til mig selv. Træk det ud. Men helt kunne jeg ikke lægge bånd på mig selv. - Kirkens lære kan desværre ikke hjælpe os på dette punkt. Men en meget stor filosof har sagt at hvis det engang skulle vise sig at de store aber er mennesker, så beder han dem på forhånd undskylde at han kalder dem aber. Og det kan kun vise sig på én måde: At vi hører dem tale. - Men jeg tror de forstår hvad vi siger, fortsatte han ivrigt. Enfoldigt nok tænkte jeg lige i det øjeblik ikke på hvad det var

han sagde. Jeg gav mere agt på mig selv end på mit skriftebarn. Jeg afbrød ham. - Har du hørt en eneste lyd fra dem? - Nej, det er netop det! Alle store dyr har jo lyde af en eller anden slags. Men disse her tier. De prøver ikke engang på at tale! Netop derfor tror jeg at de kan tale. Men de vil ikke give sig til kende fordi de bliver behandlet så dårligt. Eller måske har de kunnet tale for ikke så længe siden og håber på at lære det igen. Det sidste ramte mig lige midt i hjertet. Jeg havde selv været inde på den samme tanke. Men jeg klamrede mig til mit forsæt om ikke at åbne mig for nogen. - Men alle er jo flinke mod dem, sagde jeg fejt. – Giver dem mad og den slags. Jeg blev led ved mig selv i det øjeblik. Havde jeg ret til denne ”forskeregoisme” som jeg kaldte det? Drengen blev utålmodig. Jeg kunne mærke hans ånde gennem bambusgitteret. - Ja, som man er mod cirkusdyr. Men de venter sig noget andet. Venter og venter. Ja, det var sandt. I deres attitude var der en slags venten. Tålmodig venten under stigende forbavselse. Hvor længe ville tålmodigheden strække til? Det lykkedes mig at afslutte samtalen med nogle undvigende fraser og få mig sporet ind på mine skrifteformler. Det var skammeligt, men jeg opfattede det som nødvendigt. Drengen gik skuffet sin vej, og jeg tror heller ikke at han betroede sig til nogen anden. Han opsøgte mig ikke mere, kom heller ikke til de sidste to gudstjenester jeg holdt. De sidste den sæson og de sidste i mit liv som præst. Jeg hærdede mig og undgik hans blik lige til det sidste.

6 Tænk at glide af sted gennem junglen for svulmende sejl med en grøn brusen om ørerne! Lysegrønne savanner, forpinte af solen, mørkegrønne tunneller der lukkede sig om én, og hvor man først ingenting kunne se når solen pludselig forsvandt. Kviste og blade som føg omkring dræsinen når den pløjede sig vej gennem de saftduftende skyer fra knivskovlene, mens den herreløse pumpestang gik op og ned i en vanvittig fart som ingen kunne følge med i eller bare se på uden at blive søsyg. Sejlet svulmede rødt mod alt det grønne og mod himlens disede flimmer foroven. Det var en dyb og barnlig glæde som jeg ikke kan sammenligne med noget andet, en fornemmelse af som et amfibievæsen fra livets morgengry at beherske både havets og jordens elementer, og i selve vægtløsheden i dets fremfærd også luftens. Jeg var Dittel dybt taknemmelig for at han havde skabt forudsætningerne for denne svimlende oplevelse. Det var på høje tid jeg benyttede mig af Dittels tilbud. Den første regnnat havde vi allerede bag os, og jeg vidste at jeg ikke ville få flere lejligheder til at se aberne i arbejde som Dittel kaldte det. Nogle præcise planer for hvordan jeg skulle kunne studere dem for fremtiden, havde jeg ikke. Når lejren snart blev opløst – næsten i bogstavelig forstand – på grund af de store regnskyl, ville arbejdsstyrken spredes for alle vinde. Ganske vist skulle der stadig være et par nøglepersoner til ved hjælp af dræsinen at hindre banen i at gro til i løbet af sommeren, men der var ikke noget som talte for at jeg skulle få mine principalers tilladelse til at blive tilbage hos så lille en flok. Der var mere brug for mig andre steder. Min opgave var at hjælpe mennesker, ikke at studere aber,

om end aldrig så menneskelige, og sidstnævnte motiv for at blive kunne der jo ikke være tale om overhovedet at nævne. Siden jeg kom til Afrika i 1911, havde jeg måttet bruge regnperioderne til at undervise ved missionsskoler i de større byer. Sådan ville det sikkert også blive nu. Det havde jeg ikke vantrivedes med, tværtimod, men nu var alting så forandret for mig. Allerede et par uger tidligere havde jeg skrevet til generalforstanderen og bedt om at få lov til at blive på stationen, en anmodning som jeg fuldkommen falsk motiverede med de ekstraordinære sjælelige belastninger for den lille skare der skulle blive alene tilbage i junglen – ”i mørkets hjerte” som jeg citerede Conrad for – under afskyelige klimatiske forhold. Der var ikke kommet noget svar, og der ville nok heller ikke komme andet end en tør ordre til at stille den og den dag på den og den skole. Jesu selskab er ikke en diskussionsklub, var det i hvert fald ikke i min tid. Og selv om jeg mod enhver formodning fik lov at blive, hvem garanterede så for at aberne fik lov at blive? Måske Dittel, – han var den eneste jeg kendte med tilstrækkelig indflydelse. Måske var det på tide at jeg betroede mig til ham. Disse bekymringer optog mig da vi langsomt pumpede os ud fra stationen. Jeg støttede mig til kahytten og holdt mig lidt ængsteligt fast i masten og kiggede stjålent på aberne der sad på hug omkring den åbne luge foran mig. De tog ikke øjnene fra sporet som løb forbi dernede, og det gule sand syntes at bevæge sig som gennem et timeglas mellem de blanke skinner. Jeg hørte at de altid stod sådan på vejen ud og ligesom ventede på at vognen skulle standse og Dittel begynde at ”operere” gennem hullet. Chefen stod selv i sin kahyt og holdt udkig gennem det åbne vindue og kastede af og til et blik ned gennem lugen. Bag kahytten og rundt om lugen sad der syv-otte mand, hvide og sorte, og to kraftige sorte med nøgen overkrop arbejdede ved pumpestangen. Boko stod agterude og passede sejlet, og allerforrest sad de to formænd og dinglede med benene ud over kanten.

Efter omkring en kilometer, så jeg at det gav et sæt i Jakob der sendte de andre et hurtigt øjekast, hvorefter han kiggede forventningsfuldt på Dittel. Dittel gik ud på dækket, han havde hørt en mislyd fra sporet. Han gav ordre til at bremse op. Cirka halvtreds meter længere fremme holdt vi stille. Så bakkede vi, hvilket foregik på den måde at pumpestangen og dens tandhjul blev drejet en halv omgang. Vi rullede langsomt baglæns, og alle stirrede på sporet for at få øje på det mistænkelige sted. Det skete ofte at sporet blev deformeret i varmen. Eller at en kraftig rod masede sig frem og skubbede en svelle ud af leje. Nu fik jeg endelig set Dittel ”operere”. Mændene var hoppet ned og havde skubbet vognen frem og tilbage over et sted hvor det knagede og hvinede en smule. Nu holdt vi stille, og Boko og Dittel gjorde klar til operation. Sammenligningen med et kirurgisk indgreb var faktisk meget rammende. Boko stod parat ved siden af lugen med et batteri af tilsyneladende skrøbelige løftestænger og brækjern, lange hamre og skruenøgler og ejendommeligt formede målestokke. Dittel bøjede sig frem over hullet og satte en lille kikkert for øjet, den lignede et teaterkikkert. Så rakte han hånden ud, mumlede et eller andet, og fik et instrument med hvilket han med lette, præcise drejninger og slag bearbejdede det syge sted. Sin ene fod trykkede han mod et jern der forsigtigt bøjede skinnen til side, samtidig med at han med målestokken i den anden hånd prøvede sig frem som med en sonde. Der herskede fuldkommen tavshed. Alle var fascinerede af hans måde at arbejde på, og jeg var ingen undtagelse. Der var uden tvivl noget civilisatorisk-suverænt over det. Enkle, smukke, rene linjer, skinnende instumenter der aftegnede sig storartet mod omgivelsernes dæmpede farver, og forvoksede, forvredne, ligesom fugtsyge former. Det kunne minde om et mytologisk billede af ildens og smedekunstens gud der stiger op fra jordens indre for

at rette på naturen, fjerne en hindring på menneskenes vej eller reparere et hængsel i en af Trojas porte. Min og besætningens respektfulde spænding kunne imidlertid ikke sammenlignes med den glødende opmærksomhed der kom til syne i de tre abers øjne og kropsholdning. De hang med hagen ud over kanten på lugen og gloede uafbrudt på det punkt som blev angrebet. Pauls massive krop skyggede så jeg først ikke kunne se hvad Jakob havde for, men pludselig opdagede jeg at han bemærkelsesværdig smidigt gentog Dittels håndbevægelser. Han brugte højre hånd, hvilket en chimpanse måske også ville have gjort når den giver sig til at efterligne, eftersom forbilledet var højrehåndet, men jeg havde allerede tidligere set tendenser til højrehåndethed hos dem og lovede mig selv omhyggeligt at holde øje med dette i fremtiden. (Jeg skal måske her indskyde at den såkaldte lateralitet allerede dengang var kendt, det vil sige sammenhængen mellem præference for den ene hånd og evne til at tale). Dittel afsluttede operationen, vi rullede igen nogle gange hen over stedet og fortsatte vores færd. Boko tørrede kærligt instrumenterne af og stak dem igen ned i en sæk der lignede et hylster til golfkøller. Vi nåede frem til byggepladsen som var kantet med sveller og skinnestykker på en strækning på et par hundrede meter. Så snart arbejdet kom i gang, lagde jeg mærke til at aberne virkelig deltog; jeg havde troet at Dittel gjorde grin med mig når han talte om deres ”arbejde”. Man var i gang med at flytte sand fra store dynger og lægge det ud som ballastlag på det færdige banelegeme. Trillebøre blev fyldt, blev kørt hen og tømt, et andet hold spredte sandet ud og planerede det. Aberne havde fået deres egen trillebør og et par spader, sikkert på initiativ fra Walcher og hans hold, for disse fire-fem mænd skævede af og til henrykt og stolt hen mod deres protegeer. Solen stod næsten i zenit og lå tungt på vores tropehjelme, loddede dem ligesom fast til issen. Dittel sad ubevægelig på

dækket under en parasol og overvågede arbejdet. Jeg afslog at sætte mig ved siden af ham, bange for at blive forstyrret i mine observationer, bange for hans kommentarer. Jeg undskyldte mig med at jeg ikke ville ses af aberne mens jeg studerede dem, hvilket også var sandt, og satte mig i kahytten som havde en batteridrevet ventilator under loftet. Jeg betragtede aberne gennem vinduet. De arbejdede i et højt tempo, og ved første øjekast forekom deres måde at arbejde på helt adækvat. Jakob og Mathilde hjalpes ad med at fylde trillebøren fra grusbunken, Jakob kørte den hen til banelegemet hvor Paul ventede og spredte gruset ud. Tre hold sorte arbejdere udførte det samme arbejde efter samme arbejdsfordeling; den ene af dem tog grus fra samme bunke som aberne. På banelegemet stod formændene og dirigerede spredningen af gruset så det blev jævnt, og stampede det til hist og her når det var nødvendigt. Temmelig hurtigt opdagede jeg imidlertid at der var noget ved abernes aktivitet som ikke stemte. Det var kun tilsyneladende at de underordnede sig helheden. Deres balance på to ben var der ikke noget i vejen med, deres bevægelser var i sig selv velovervejede og koordinerede, men hensigten med arbejdet, den overordnede plan, gled dem ligesom af hænde efter den første runde. De bevægede sig i en anden verden end de andre. De arbejdede ikke sammen med dem, de arbejdede parallelt, nogenlunde som småbørn når de imiterer de voksnes forehavender. Pludselig syntes Mathilde at formændenes stampen så morsom ud, og begyndte at stampe for sig selv ved siden af sin grusbunke. Jakob med trillebøren tabte målet af syne eller blev lige pludselig træt og væltede indholdet ud på halvvejen. Men tempoet blev ikke sænket. Hvor planløst de end agerede, opretholdt de det samme geskæftige, lidt rykvise hastværk som jeg antog at de havde indstuderet ved tidligere lejligheder, for jeg så dem ikke en eneste gang kigge hen på de andre arbejdere for at få vejledning. Derimod kiggede de ofte på formændene som stod og nikkede til dem og lo og trak på

skuldrene, hvilket tydeligvis havde en opmuntrende virkning på dem: De så øjeblikkelig geskæftige og optagede ud og øgede tempoet så meget at Mathilde nærmest strittede sandet omkring sig, og Jakob kørte i underlige snirkler med sin trillebør, mens Paul hoppede med samlede fødder oppe på banelegemet. De lignede en parodi på de forskellige led i arbejdet, og formændene lo så meget de kunne i varmen. De sortes irritation steg; de skævede til dem og mumlede indbyrdes. Jeg satte kikkerten for øjnene og granskede abernes ansigter. Det var ikke nogen leg, ikke nogen dans. Det var et ritual. De havde et dybt alvorligt, næsten sammenbidt udtryk. Det rykvise og det automatagtige i bevægelserne var der stadig, og det opskruede tempo understregede, ligesom karikaturen understreger det typiske ved at løsrive det fra de normale proportioner, at det var arbejdernes indarbejdede tics og reflekser de eftergjorde. De havde opdaget det moderne arbejdes ritual, mønstre af håndgreb og bevægelser hvis formål er ligegyldige for den enkelte arbejder. Mennesker kan kun udholde det af tvang og ved at flygte fra sig selv. Det lod til at aberne opsøgte det og elskede det. Og dog havde arbejdet for dem ikke engang det formål som holdt de andre i gang: at opretholde livet. Dette arbejde var fuldkommen tomt. Eller var det ikke det? Kunne det være sådan at de gennem disse handlinger, ordnet i en serie der uafbrudt blev gentaget, fik kontakt med en dimension som havde været ukendt for dem: tiden? Noget andet som jeg havde tænkt på tidligere, men som nu virkede særligt slående på mig, var deres totale tavshed. Når de nu åbenbart gjorde deres bedste for at tage ved lære af deres arbejdskammerater i så godt som alting, hvorfor efterlignede de så ikke deres snak og latter og sang, eller bare deres tunge stønnen som varmen og anstrengelserne pressede frem? Chimpanser stønner jo også, grynter, piber, gør og tuder. Men nej, ikke en lyd. De forekom uberørte af alting undtagen flamlændernes blikke, beherskede, ikke engang anstrengte.

Jeg blev vækket af mine funderinger af en slags intermezzo dernede. Jeg tog mig omhyggeligt i agt for at forlade min kahyt, men jeg kunne se i kikkerten at et par af de indfødte arbejdere havde puffet Mathilde omkuld i grusbunken. Paul og Jakob kom styrtende, og flere af de sorte nærmede sig med løftede spader. Walcher stod oppe på banelegemet og råbte et eller andet, og jeg kunne se gennem det andet vindue hvordan Dittel fløj op fra sin stol. Det var ikke svært at forstå hvad der var sket. De indfødte havde til sidst mistet humøret. Aberne var i vejen for dem, lagde beslag på værktøj som de havde brug for til at opfylde deres akkord, og syntes oven i købet at gøre grin med deres arbejde, mens formændene jublede. Det var tilstrækkeligt til at drive disse forslidte og dårligt behandlede mennesker til raseri. De var parate til at hugge ind på de forhadte væsener uden at tænke på følgerne. Da kom signalet. Fra Dittels trillefløjte, som jeg aldrig før havde hørt ham bruge, kom der en skærende skarp og høj tone. I den smertende middagssol fik den også en slags lyseffekt, som et pinefuldt stik af lys mod nethinden. Virkningen var øjeblikkelig. Aberne slap alting og styrtede mod skovbrynet og forsvandt op i træerne. Men ikke en lyd kom over deres læber. De sorte sænkede forbløffede deres spader. Jeg havde siddet stiv af skræk, sveden føltes pludselig kold. Først troede jeg at aberne ville blive slået ihjel, så kom chokket med fløjtesignalet lige ind i hovedet på mig. Men alt andet blev fejet til side af den ophidselse jeg følte, da jeg så aberne flygte hen over rydningen og ind i den tætte jungle. I denne truende situation var der ikke tid til andet end de oprindelige, medfødte reflekser. Det var sandhedens øjeblik: to ben eller fire? Ingen gorilla eller chimpanse løber nogensinde kun på bagbenene, ingen dressur i verden kan få dem til det. Men Paul, Mathilde og Jakob, dem alle tre – nej, de løb ikke, de hoppede af sted på bagbenene, to små hurtige skridt og et spring, to skridt

– spring, som man af og til kan se børn løbe for sjov, af ren motorisk vitalitet. Sådan så det ud da aberne løb for livet. Det kastede et ejendommeligt lys over den firbenethed vi somme tider havde set dem praktisere. Alle stod tavse nogle øjeblikke og stirrede ind i løvmasserne. Det raslede lidt derinde, så blev også dér stille. Der faldt en dyb lettelse og afspændthed over arbejdspladsen, det var som om et køligt vindpust kom forbi. Dittel gav tegn til formændene, og alle gik tilbage til arbejdet. Aberne viste sig ikke mere den dag. Da vi kørte hjem om aftenen, blev der ikke sagt ét ord. Dittel sad vranten på sin stol og kiggede ikke på nogen. Jeg forsøgte at fange hans blik, men det lykkedes ikke.

7 I de næstfølgende dage fik jeg andet at bekymre mig for end de forsvundne aber. Søndag den 10. maj – jeg husker stadig datoen – var der ikke flere kartofler. Som jeg måske har nævnt tidligere, plejede man at afbryde arbejdet i april der var en af regnmånederne i disse egne, og næsten hele personalestyrken blev splittet et par måneder. Men i dette ulyksalige år 1914 lod den store regn vente på sig; det var et usædvanlig tørt år over hele verden. I hele april måned og helt hen til midten af maj fik vi kun et par kortvarige byger af og til om eftermiddagen. Selskabets ledere gned sig selvfølgelig i hænderne, de så en mulighed for at få banen færdig hurtigere end beregnet. Arbejderne var slidte og ville derfra, men kunne ingenting gøre fordi terræn- og vejrforholdene skulle opnå en vis grad af uegnethed – omhyggeligt defineret i kontrakten – inden arbejdet måtte afbrydes. Hvad der imidlertid også var fastslået i kontrakten, det var at der skulle indgå kartofler i den daglige kost for alle der måtte ønske det. Det gjorde samtlige hvide og den minoritet af de indfødte som ikke foretrak yams. Nu havde selskabets inspektører med en for tiden og breddegraden typisk nonchalance ikke kalkuleret med at arbejdssæsonen kunne blive en måned længere end sædvanlig. Protesterne blev voldsomme da søndagsmiddagen blev serveret uden kartofler. Ingen af de hvide ville spise yams, og ikke engang ekstra kødrationer kunne formilde dem. Chefen på stedet telegraferede til hovedkontoret og bad om et lokomotiv og et par vogne for straks at kunne hjemsende den hvide styrke. Det blev afslået med den motivering at det var at

udfordre formændene at lade de indfødte arbejde videre uden dem, og desuden farligt for de hvide som blev alene tilbage. Den virkelige grund var sikkert at man ville udnytte den tid man havde fået foræret, og ikke for alvor regnede med en strejke så tæt på regntidspausen. Man lovede kartofler hurtigst muligt, og mandskabet fik besked om at de ville komme i løbet af ugen. Jeg hørte mange diskussioner den aften og fik nærmest den opfattelse at uroen ville lægge sig. Der var ingen rigtig lyst til at begynde at strejke når man så snart ville komme derfra uden ballade. Det havde hovedkontoret ret i. Til en vis grænse. Men om tirsdagen (tror jeg det var) var der ikke mere øl. Samtidig viste det sig at en køkkendreng og to arbejdere, alle tre sorte, var forsvundet fra lejren. Det tydede på tyveri fra ølkælderen, formodentlig i stor skala, og ledelsen og køkkeninspektøren undlod ikke at udnytte syndebukkene. Man benyttede sig også af lejligheden til at give de tre bortrømte skylden for tyveriet af værktøjet og prøvede på at aflede det flamske raseri ved at foreslå en fridag med klapjagt på forbryderne. Ikke engang det perspektiv kunne standse flamlænderne. De gik øjeblikkelig i strejke og fik alle formænd og arbejdere med. Vallonerne ville nok helst have arbejdet videre, eftersom de hellere drak vin end øl, og de sorte, som havde deres palmevin, var gerne taget med dem ud på banen, for deres kontrakt så anderledes ud og garanterede ingen bestemte dagsrationer af levnedsmidler som de hvides. Men jeg kunne straks mærke at fristelsen til at give selskabet én over næsen blev for stærk for mine vallonske landsmænd, endda stærkere end modviljen mod les Flamingants. De havde jo deres vin, så hvorfor skændes med flamlænderne over at de ikke havde øl? Altså strejke. Trusler og løfter blev opregnet og afvist. Jeg har aldrig set belgiere så enige hen over sproggrænserne. Og de indfødte gik ovenikøbet med. Det gik aldrig op for mig hvordan de ræsonnerede: Formodentlig syntes de bare at formændene

lige nu var farligere end selskabet. De var i hvert fald flere end selskabets embedsmænd der egentlig kun var chefen, lagerinspektøren-telegrafisten og Dittel. For mit eget vedkommende havde jeg retten, og i øvrigt også pligten, til at stille mig helt uden for arbejdskonflikter. Det stod der i min kontrakt. Nu kom spiritusflaskerne frem fra gemmerne, så jeg fandt det klogest at trække mig tilbage til min bolig lige efter middagen. Jeg satte mig som sædvanligt ved mit skrivebord foran vinduet og hørte hvordan forbrødringen steg dernede. Kikkerten lå foran mig. Jeg ventede. Af og til spejdede jeg over mod skovbrynet med kikkerten. Det begyndte at støvregne. Jeg læste i Ratzels Anthropogeographie. Det var næsten mørkt da Dittel bankede på. Han trådte ind og satte sig i min kurvestol med ryggen mod vinduet. Han undgik at se mig ind i øjnene. - De er her, sagde han og kiggede op i loftet. - Hvor? - I deres telt. Vær ikke ængstelig, jeg har flyttet det et stykke længere ud ad banen. De venter på mig der. - Hvordan venter? - Jeg kører ud til dem i morgen. - Men hvem skal køre dig? Boko strejker vel også? - Ja selvfølgelig. Jeg har givet ham lov til det. Han er meget taknemmelig. - Det forstår jeg. Men du kan da ikke køre dræsinen alene. Der er jo ingen vind. - Det er derfor jeg er her. Du kan måske hjælpe mig. Nu mødte han mit blik. Der var noget vedholdende i hans udtryk. Noget ophidset også. Han havde nok drukket en del. Jeg sukkede. – Men det kan jeg ikke. Det kan du da forstå. I denne situation er du jo i mandskabets øjne selskabet. Især hvis du holder fast ved at tage ud og arbejde. Jeg kan ikke tage parti på den måde.

- Det er på grund af aberne, sagde han med sagte stemme. Jeg opretholdt min beklagende mine. Blikket der stadig så spændt på mig, slukkedes pludselig. - Jeg er nødt til det, sagde han. – Banen gror til. - I løbet af nogle dage? - Nuvel, sagde han og rejste sig op. – Jeg finder nok ud af noget. I værste fald må jeg vel sejle på floden. Han lo pludselig. - Mod strømmen? Uden ror? Jeg prøvede på at lyde lige så spøgefuld, men det lykkedes mig lige så dårligt. Nu så han ikke på mig længere. Men da han skubbede mig til side for at gå hen mod døren, gav han mig et lille stød med knytnæven på skulderen. Der var noget udfordrende i denne gestus selv om den skulle forestille at være kammeratlig og resigneret. Det var sidste gang vi talte med hinanden.

Næste morgen hørte jeg ved morgenmaden at Dittel var taget tidligt af sted med dræsinen. Det var selvfølgelig ikke populært blandt de strejkende. Da jeg gik hen over lejrpladsen og tilbage til mit hus, kunne jeg ikke undgå at opsnappe en del kommentarer, og det var nok også meningen. Dér stod de i grupper og krøb sammen under den dryppende regn. Nogle forsøgte at få gang i et bål som hvæsede ynkeligt i fugten, et vallonsk og et flamsk på de sædvanlige steder. Gårsdagens fraternisering var der ikke mere af, det var dagen derpå i begge lejre. De uforenelige folkeslag var dømt til at være adskilt, her som i hjemlandet, ingen fælles fjende kunne i længden holde dem sammen. Men indtil videre strejkede de samtidig, dog ikke længere i fællig og ikke med den samme beslutsomhed. De sammenbidte var naturligvis flamlænderne som havde startet det hele, men også blandt dem så jeg stjålne blikke mod den blygrå himmel, og dem tolkede jeg som bønner om den store regn. Når den kom, ville der blive givet signal til at opløse lejren, og alt ville blive

glemt og være overstået. Jeg var sikker på at hvis det trak ud i endnu et par dage med skybruddet, ville vallonerne med de sorte i hælene vende tilbage til arbejdet. Jeg standsede op ved de to bål og prøvede på at snakke lidt. Det gik trægt, man nærede ikke længere nogen tillid til mig. Det var ærgerligt, men det bekymrede mig mindre end den tydelige hadefuldhed mod Dittel, og jeg kunne snart mærke at den var det eneste bånd som stadig forenede arvefjenderne og holdt strejken i gang. I en fart havde alle husket sig selv på at han var fra Alsace, og dermed var han blevet forvandlet fra at være en vellidt chef til for flamlænderne at være franskmand og for vallonerne tysker. Især vallonernes svig syntes jeg var oprørende, men jeg beherskede mig for ikke – ja, jeg havde mine grunde. Og ærlig talt var der et spørgsmål som interesserede mig mere: Hvordan var han kommet af sted? En enkelt mand kunne umuligt få gang i pumpestangen. Og vinden var næsten ikke til at mærke. Jo, fik jeg som svar da jeg forsigtigt hørte mig for, ved daggry havde der blæst en våd lille brise, og så havde han set sit snit til at hejse sejl, fa’en ta’ ham. Det var første gang nogen bandede mig lige op i ansigtet. Jeg noterede mekanisk at jeg ikke længere havde den tillid der var nødvendig for mit arbejde blandt disse mænd. Men jeg lod mig ikke mærke med noget. Andre ting var vigtigere nu. Jeg fik en indskydelse. Han kørte måske til byen? spurgte jeg den mutte flamlænder. For at skaffe øl? Næ, nej, ud ad banen. Og var ikke set siden? Nej. Jeg takkede ham og fik en grimasse som svar. Da jeg gik, kunne jeg mærke deres fjendtlige blikke i ryggen. Hjemme lagde jeg mig til at sove i nogle timer. Jeg kunne ane at der ikke ville blive megen søvn i de kommende nætter. Ved middagsmaden viste det sig at ledelsen ikke havde nogen tanke om at opløse lejren. Vallonerne ville ikke strejke en dag til,

forsikrede man, og øl og kartofler var på vej. Jeg gjorde opmærksom på at den store regn måske var nær, for floden var begyndt at stige. Den skal være her inden vi opløser, lød svaret. Man overrakte mig et telegram. Jeg blev beordret til at melde mig ved ordenens hovedkvarter i Léopoldville så snart jeg vendte tilbage fra lejren. Jeg gik hjem og satte mig på min post ved vinduet. Støvregnen fortsatte.

Jeg faldt i søvn igen med hovedet på skrivebordet, og da jeg vågnede, var det allerede skumring. Men synsfeltet havde fået sine kontraster tilbage. Himlen var overskyet som før og nu næsten sort, men oven for randen af skoven lå der en brandgul stribe nøgen himmel. Sigtbarheden ned over skråningen var god, regnen var midlertidigt hørt op, men det dryppede stadig omkring huset som før, den stædige dryppen mod bliktaget og regnvandscisternen som man spandt melodier til i de første timer, men hadede når der var gået et døgn. Der var tykt af mennesker på lejrpladsen. Også hos de indfødte var alle mand af hus. Jeg åbnede det duggede vindue for bedre at kunne se og satte kikkerten for øjnene. En tung duft af rådnende vegetation slog mig i møde. For første gang i månedsvis kunne jeg høre floden helt op til mit vindue. Jeg skænkede det ikke en tanke at Dittel kunne være i fare, når han kom tilbage med dræsinen. Også fra de strejkendes synsvinkel måtte han jo være i sin fulde ret til at foretage inspektionsture alene med sin dræsine selv om det ærgrede dem; noget arbejde kunne han umuligt udføre på egen hånd og dermed heller ikke sabotere strejken. I øvrigt vidste jeg jo at det med få undtagelser drejede sig om ordentlige folk, og der skulle meget til for at forvandle dem til pøbel der ville lynche ham. Men at stemningen derude var spændt, det behøvede jeg ikke nogen kikkert for at finde ud af.

Der stod de nu alle vendt i samme retning og ventede på dræsinen som så mange gange før. Men da den endelig kom, blev alting meget værre end nogen kan have tænkt sig. Jeg troede jeg kendte Dittel. Nok vidste jeg at han, som de fleste teknikere, kun brugte en lille del af sit klare hoved. Men noget så idiotisk som denne entré i lejren havde jeg dog aldrig tiltroet ham. Det begyndte med at der kom bevægelse i folkeskaren; hænder blev løftet og pegede mod skovbrynet. Jeg søgte med kikkerten, og ganske rigtigt: Det røde sejl flammede op mellem løvmasserne, men så forsvandt det pludselig; jeg formodede at Dittel tog det ned for at kunne komme til at standse op ved den lille perron. Jeg fæstnede mig ved at farten var usædvanligt høj. Så var der slet ingenting at se i nogle sekunder, derpå kom køretøjet farende ud af skoven med en vanvittig fart; jeg så Dittel ligge på bremsehåndtaget med hele overkroppen og sprælle med benene efter fodfæste, mens to aber hoppede med samlede fødder ved hver sin ende af drivstangen og pumpede som besatte i et tempo som ingen mennesker kunne have hamlet op med. Det så ud som om han råbte noget til dem, men de tog ingen notits af ham, deres profiler var ubevægelige, udtryksløse, mens kroppene frenetisk hoppede videre. I næste øjeblik forsvandt dræsinen bag ved en lav, langstrakt barak, men alligevel ikke helt, for i kikkerten kunne jeg se hvordan et abehoved dukkede op oven over taget og ligesom afhugget hvilede på tagryggen, men kun for øjeblikkelig at blive trukket væk og erstattet af sit eget spejlbillede lidt længere borte. Til trods for at de ikke var synlige samtidig, syntes de to profiler at betragte hinanden, og den besynderlige procedure blev gentaget tre gange inden hus, aber og alting blev opslugt af den grønne frodighed ovre ved kolonihaverne. Billedet med hovederne der hastigt gled af sted hen langs tagryggen og alvorligt betragtede deres spejlbillede som netop var forsvundet, slog mig som et symbol på et eller andet, udviklingen måske, eller teknikkens hæmningsløse bestræbelse. Måske var det Janus, trafikkens gud med det dobbelte ansigt jeg i tanken ledte

efter. Under alle omstændigheder er dette syn aldrig blegnet i min erindring, og når jeg nu ser tilbage på det, forekommer det mig mere symbolsk end nogensinde. Nogle minutter senere kom dræsinen mageligt trillende tilbage, af sig selv lod det til, drevet af banens svage hældning. Dittel stod ved bremsen med det lyse hår klistret fast til panden, han så dødtræt, men lettet ud. På en eller anden måde som jeg aldrig skulle finde ud af, havde han fået aberne væk fra drivstangen, de sad oprejste og ligesom slukørede ved masten, og inde i kahytten kunne jeg skimte den tredje, jeg tænker at det var Mathilde. Vognen stod stille, han trådte ned på perronen. Folkeskaren gjorde front mod ham og nærmede sig langsomt. Jeg kunne skelne et par kraftige flamlændere i spidsen. Så skete alting meget hurtigt. Jeg styrtede ud og løb ned ad skråningen. Da jeg standsede op halvvejs, kunne jeg se at Dittel var sprunget op på dræsinen igen. Jeg kunne høre ham råbe noget på flamsk der lød som tysk. Hvorfor appellerer han ikke til vallonerne i stedet, tænkte jeg, nu gør han det bare værre for sig selv. Når der var valloner til stede, blev der altid talt fransk, eftersom flamlænderne for det meste forstod begge sprog. Måske var han så rystet oven på den halsbrækkende tur at han ikke lagde mærke til at hele lejren var på benene. Nu havde et par mænd bordet dræsinen. Dittel trak sig tilbage og stillede sig ligesom beskyttende foran aberne. Ville flamlænderne tage sig af dem – jeg kunne se at Walcher var med – eller tugte dem som ”strejkebrydere”? Det fik jeg aldrig at vide. I hvert fald var det forbi med abernes venskab med deres tidligere beskytter. Men denne gang flygtede de ikke. De blev stående og viste tænder. Hvæsede de også? Det ville jeg gerne have hørt, men jeg vovede mig ikke nærmere. Jeg kunne ikke slå mig igennem en ophidset folkemængde. De to grupper stod på vognens dæk og fikserede hinanden, der blev udvekslet nogle ord. Et øjeblik så det ud som om der ikke

ville ske mere. Måske havde vognens vilde fart fremad lige før haft en dæmpende effekt. Men nej, Walcher gik igen et par skridt frem. Mod aberne? Mod Dittel? Det blev jeg aldrig klar over. Jeg kiggede fortvivlet over mod marketenderiet. Ingen af cheferne var at se. Jeg kaldte. Men Dittel havde ikke alle imod sig sådan som jeg troede. Det viste sig at vallonerne i virkeligheden var kommet derned for at forsvare ham. Knap var Walcher rykket frem, truende eller ej, før en halv snes stykker kom styrtende under eder og forbandelser og halede ham og hans kammerater ned fra vognen. Og så var slagsmålet i gang. I samme øjeblik kom regnen, den store regn. Jeg følte mig uendelig lettet. Ikke fordi regnen gjorde en ende på slagsmålet, men den afkølede hurtigt de indfødtes lyst til at kaste sig ind i det. Normalt tog de altid vallonernes parti i de belgiske racestridigheder, og de havde masser af regnskaber at gøre op med de flamske formænd. Men nu løb de nærmest alle som én tilbage til deres barakker. De få, som blev stående af nysgerrighed, forholdt sig helt passive. Det gjorde Dittel og aberne også. Uden at de kæmpende tilsyneladende bemærkede eller tog sig af det, pumpede Paul og Jakob på et tegn fra Dittel dræsinen til side i retning af stiksporet. Selv foretrak jeg at løbe hjem igen og afvente den videre udvikling. Mørket faldt nu hurtigt på. Men i kikkerten kunne jeg stadig gennem slør af vand se hvordan slagsbrødrene gik løs på hinanden dernede. De stod i mudder til anklerne og sloges to og to, skvattede på enden og gled et par meter og rejste sig igen og fortsatte sammenbidt – det hele under en underlig tavshed som gjorde denne dans af blege silhuetter endnu mere uvirkelig sådan som den fremtrådte i kikkerten: Flade skiver med menneskekontur blev skudt ind i hinanden som spillekort i et spil, og vandet og mudderet lagde en blank, fed glasur over slagmarken. Da de endelig blev trætte og travede bort i små sjoskende grupper, var det nok mere mørket end regnen der havde taget

pusten fra dem. Det sidste jeg så inden det blev sort, var en flagren af noget hvidt ovre ved stiksporet; jeg mere anede end så hvordan Dittel arbejdede med at få et telt op på banelegemet, midt på sporet. Samtidig hørte jeg et par vilde skrål fra barakkerne; da de igen kom ind i tørvejr, fik de talens brug tilbage. Nu kunne det ikke nytte noget at gå i seng. Ordren til opbrud næste dag ville sikkert komme i aftenens eller nattens løb. Vi skulle stuve os sammen på dræsinen, tage af sted i to eller tre omgange. Jeg begyndte at lægge mine papirer i orden. Og endnu en gang faldt jeg i søvn med hovedet på mit skrivebord.

8 - Hvor er Dittel? Der var nogen som havde banket hårdt på ruden. Med et sæt for jeg forvirret op og åbnede vinduet. Det var pladschefen selv, hr. Frechkop, iført oilskinsfrakke. - Vil De ikke komme indenfor? Jeg prøvede på at få orden i tankerne. - Nej tak, jeg har ikke tid. Hvor er Dittel? - Jeg havde netop tænkt på at se til ham. Han er nok nede ved dræsinen. - Du godeste, i det vejr. - Ja, jeg så ham der for lidt siden. Sammen med aberne. Jeg havde allerede fået min regnfrakke på. Frechkop slog ud med armene så det stænkede på mit skrivebord. - Ja, hver sin smag. Pænt af Dem at gå derned. Vil De sige til ham at vi tager af sted i morgen, og vi er taknemmelige hvis han har dræsinen parat klokken otte. De kommer forresten med i første omgang. Min boy henter Deres bagage klokken halv otte. Jeg nikkede. - Dejligt at regnen kom, endelig. Så får alting sin naturlige opløsning. Ja, men så godnat. Han lukkede vinduet efter sig og forsvandt gennem regnkaskaderne som væltede ned fra taget. Det var mærkeligt. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var fuld af bange anelser da jeg med foroverbøjet hoved og stormlygten i hånden masede mig frem gennem slagregnen ned mod stiksporet. Klokken var omkring ét, der var mørkt i hele lejren, vinduesskodderne var lukket overalt.

Jeg kom ned til sporene. Der lå teltet ganske rigtigt på stiksporet som en hvid trekant i mørket, blot nogle få meter fra hovedsporet. Et stykke længere inde på stiksporet kunne jeg ane omridset af dræsinen. Jeg entrede banelegemet og gik hen til teltet. Det jeg nu skulle få at se, har forfulgt mig lige siden, og det blev afgørende for hele mit liv. Jeg har også på min måde påtaget mig skylden for det, egentlig mod enhver rimelighed, ligesom stedfortrædende for de virkeligt skyldige som ikke kunne bære den. Jeg løftede dørfligen til side og rakte lygten ind. Dér lå Dittel faldet forover på det leje af sække, fyldt med græs, som han havde sørget for til aberne. Jeg kaldte hans navn et par gange i håb om at min første skræktanke, eller snarere vished, skulle vise sig ubegrundet. Han rørte sig ikke. Han lå med udbredte arme. Jeg greb fat i den ene arm og vendte ham om. Han var blevet kvalt. Et kvalt menneskes øjne er et uhyggeligt syn. På halsen kunne man se et par frygtelige tommelfingeraftryk der gjorde morderens identitet lige så klar for mig som hvis jeg havde set ham dræbe. Kun en kraftig abe kunne have efterladt disse mærker. Jeg for af sted over svellerne hen til dræsinen. Aberne var ikke at se. Jeg undlod med vilje at kigge under vognen. Men ”med vilje” er de forkerte ord. Under indtryk af chokket handlede jeg instinktivt og søvngængeragtigt. Derfor kan jeg heller ikke sige, eller bebrejde mig selv det, at der lå en beslutning bag ved det jeg gjorde i de nærmeste timer, og som kan sammenlignes med at jeg i ét spring overgav mig til en gudsdom. Det var et diktat som førte mig, eller måske selve gudsdommen. Hurtigt tog jeg fat på de dikterede handlinger som jeg overhovedet ikke kunne overskue, som jeg undgik at overskue. Jeg lod alting være som det var, indtil videre, og gik hjem. Der var en sti bag ved et forhæng af buske hvor jeg kunne gå uden at blive set fra lejren. Den brugte jeg.

Jeg pakkede. Men alt hvad der havde været synligt i mit værelse da Frechkop havde kigget ind ad vinduet, lod jeg blive liggende som det lå. Kufferterne rørte jeg ikke, men puttede alt det jeg havde brug for, ned i et par køjesække: kort, nogle bøger – deriblandt Turners Titanicbog – papir og blyanter, undertøj, nogle skjorter, et minimum af toiletsager. Kikkerten. Bagage til en weekend kunne man sige. Men jeg glemte ikke at pakke min bedste soutane ned; præstetøj har man nytte af hvor man end kommer hen. Jeg lod lyset brænde da jeg gik, og møjsommeligt slæbte jeg mine ting ned ad stien. Lygten kunne afskærmes, og det gjorde jeg også for en sikkerheds skyld. Da jeg kom derned igen, klatrede jeg op på dræsinen, gik ind i kahytten der som ventet var ulåst, og skubbede mine sække ind under briksen. Så gik jeg ud på dækket og prøvede på at se mig om. Flodens brusen overdøvede regnen, og jeg kunne næsten høre hvordan den steg og steg. Sporet løb parallelt med floden, og for bare nogle dage siden havde afstanden til flodbredden været godt tyve meter. Nu var den sikkert ikke mere end det halve, og jeg syntes et par gange at jeg kunne se en bræmme af skum glitre dernede. I værktøjskassen i kahytten fandt jeg et koben, og med det i hånden famlede jeg mig frem til et af skurene hvor lageret af levnedsmidler var. Med en behændighed som jeg aldrig havde anet jeg var i besiddelse af, og som sikkert havde noget at gøre med min choktilstand, for den kom aldrig tilbage senere, brød jeg den kraftige og velaflåste dør op. Indenfor vovede jeg at tænde lygten igen og lyse mig vej hen langs hylderne. På gulvet stod der stabler af kasser med forskellige slags konserves og tørrede levnedsmidler. Jeg stak nogle poser med salt og hugget sukker og te ned i en sæk af oilskin som jeg fandt; nogle bakker med æg kom også med. Jeg slæbte og bar af fire-fem omgange og stuvede det hele ind i kahytten. Kød- og fiskekonservesdåserne lå i flade trækasser, og jeg trak jeg af med et par stykker af hver gennem mudderet;

nogle kasser med yams og tørret frugt lagde jeg også beslag på. Jeg efterlod selvfølgelig spor, men det var jeg ligeglad med. Jeg regnede, det må jeg erkende, med at indbruddet ville blive betragtet som et sidste angreb fra de tre indfødte som var forsvundet, men jeg må vel også til mit forsvar tilføje at jeg regnede med at de ville forblive forsvundne. Og det havde jeg gode grunde til, myndighederne havde på ingen måde kontrol over urskovsområderne dengang. Inden jeg for sidste gang forlod lageret med levnedsmilder, gik jeg en runde med lygten og var så heldig at finde en praktisk taget tom vandbeholder af blik som det med stor møje lykkedes at rulle og skubbe foran mig ned til banelegemet. Der blev den stående foreløbig, det lykkedes mig ikke at få den op alene ved hjælp af mine armkræfter. Mens jeg forgæves kæmpede med den store dunk, kom jeg til at tænke på at jeg havde brug for reb, ikke kun her og nu, men til mange andre ting fremover. Der var givetvis reb et eller andet sted på stationen, men jeg kunne umuligt huske hvor det var. Jeg slap dunken og rebproblemet og gik hen til teltet. Liget af min ven Dittel lå der som før. Han lå der fordi han ridderligt havde villet beskytte dem som han troede var svage og truede. Men disse svage væsener havde slået ham ihjel, og jeg troede jeg forstod hvorfor. På den tro byggede jeg i hvert fald mine handlinger den nat. Jeg stillede lygten fra mig på de tørre sække og gik ud og trak presenningen væk fra en stabel sveller som lå et stykke derfra, mellem hovedsporet og floden. Inde i teltet klædte jeg liget af, hvilket var vanskeligere og mere tidkrævende end jeg havde troet, og lagde det på presenningens tørre side, rullede det ind og trak det ud på sporet. Til sidst samlede jeg omhyggeligt sækkene sammen og tog teltet ned, og det rullede jeg sammen med sækkene indeni for at de ikke skulle blive våde. Jeg tog Dittels tøj og tropehjelm ind under regnfrakken og gik ind i kahytten; teltet lod jeg

blive liggende ude på dækket. Mine forberedelser var afsluttet, jeg var parat til afgørelsen. Jeg satte mig lidt på sengen og pustede ud. Alligevel følte jeg mig ikke særlig træt, besynderligt nok. Min vej var afstukket. Jeg tog Dittels tøj frem fra teltrullen, tog mit eget af og tog hans hvide tropeuniform på. Han var lidt større end mig, men det betød ikke noget. Jeg tog støvlerne af smerting på og hans viklers, selv cigaretetuiet og solbrillerne der plejede at stikke op af hans brystlommer, fandt jeg i kahytten og anbragte på deres pladser. Hans tropehjelm kunne jeg ikke bruge, den faldt ned over ørerne på mig. Men jeg havde min egen med der så ligesådan ud. Jeg tog den på og undersøgte helhedsindtrykket i toiletspejlet på væggen. Trods det makabre i denne maskerade kunne jeg ikke lade være med at smile lidt tilfreds. Jeg lagde mig på sengen og ventede. Klokken var lidt over halv fire. Om to timer ville det være lyst. Regnen væltede ned med uformindsket kraft.

At Dittels død var abernes værk, tvivlede jeg som sagt ikke på efter at have set mærkerne af kvælertaget på hans hals. Næsten lige så overbevist var jeg om at de ikke var langt borte, og at de når som helst ville træde ind ad kahyttens dør. De fik aldrig en bedre lejlighed end nu. Min hypotese var at deres leder, Paul, havde ryddet Dittel af vejen fordi han stod som en hindring mellem dem og dræsinen; og at dræsinen var det de lige fra begyndelsen havde haft for øje da de havde nærmet sig vores lejr. Mordet måtte derfor betragtes som overlagt og koldblodigt og på ingen måde udsprunget af dræberinstinkter og dyrisk raseri. Det var en kontrolleret dåd. Når jeg tog ofrets tøj på og blotstillede mig for morderne, var det altså ikke for at skaffe mig vished om hvem de var. Men jeg var interesseret i at se om der skulle vise sig et glimt af ”samvittighed”

eller i det mindste ubehag, måske spøgelsesskræk, hos dem når de genså den hvidklædte skikkelse i den mørke kahyt. Min egentlige hensigt var dog en anden. Ved at overtage Dittels ydre fremtoning og arrangere hans genopstandelse håbede jeg at give aberne et eftertrykkeligt chok og få dem til at tabe ansigt over for mig, i bedste fald for al fremtid. Jeg ville arve hans magt over dem som – hvis jeg gættede rigtigt – byggede på hans overnaturlige herredømme over dræsinen. At han var en konkurrent og en hindring der måtte skaffes af vejen, burde ikke, i deres øjne, have mindsket hans format. Budskabet i mit forklædningsnummer var med andre ord at her havde de et menneske med samme vidunderlige tekniske magt som han, men en som, til forskel fra ham, delte deres urokkeligt hensigt, sådan som jeg forstod den: at erobre den vidunderlige løbevogn, sejle den ud af junglen og med den opdage verden. Jeg ventede, og der skete ingenting. Regnen trommede monotont på kahyttens tag. Jeg blev nervøs. En hane begyndte at gale, alt for tidligt ganske vist, den var sikkert forvirret af omslaget i vejret. Der var længe endnu til morgengry. Men det beroligede mig overhovedet ikke. Det vækkede altid nogen, og jeg var mig smerteligt bevidst at det nu var for sent at kalde til retræte og genoprette det væv jeg havde revet i stykker i nattens løb. Eller havde det været muligt? Det spørgsmål stillede jeg mig ofte senere. Jeg lå og talte hanens fanfarer, i skybruddets besynderlige akustik lød de som en sprukken højtaler. Jeg var nået til den ellevte da jeg endelig hørte hurtige trin på dækket. Jeg rejste mig op på albuen og skubbede tropehjelmen ned i panden så den øverste del af ansigtet var skjult. Det varede et par minutter inden døren blev lukket op, minutter der var fyldt med metalliske lyde som af tunge genstande der bumpede mod dækket. Med vilje havde jeg anbragt et par dunke med spiseolie lige inden for døren, og da den nu blev åbnet – resolut og troskyldigt – fulgte der straks en frygtelig skramlen og lyden

af et par tunge skridt der kom imod mig. Gudskelov faldt han ikke – jeg kunne se på silhuetten at det var Paul – men han var nødt til at støtte sig med den ene hånd mod gulvet. Jeg kunne se hans øjne lige foran mig da de lynhurtigt tog min hvide, næsten selvlysende skikkelse i øjesyn. Jeg spændte alle muskler og holdt vejret og afventede hans reaktion. Nu skulle gudsdommen komme. Til min umådelige lettelse så jeg ingen skræk i ham, blot forbavselse og forvirring. Samvittigheden havde ikke ramt ham, men det var mig som havde fået overtaget. Jeg tændte straks petroleumslampen, og da jeg kiggede op igen efter at have ordnet vægen, havde Pauls udtryk ændret sig på en uventet måde. Forvirringen var slået over i en slags listig tilfredshed, med næsten begærlige blikke sank han hen i min hvide skikkelse. Imens var de to andre kommet ind i kahytten, og jeg var nysgerrig efter at se om de ville rette sig efter lederens attitude. Deres blikke søgte ham straks, og de faldt ind i geleddet. Jeg følte at det var lykkedes mig, i det mindste midlertidigt. Det var mig der havde kommandoen på dræsinen. Jeg sad så opfyldt af det at det varede lidt inden jeg lagde mærke til at Mathilde havde favnen fuld af værktøj, og at Jakob havde en tyk rulle wire på nakken! Der havde vi altså værktøjstyvene, nøjagtig som jeg havde anet og håbet i en uges tid. Jeg ville gerne have omfavnet dem alle af glæde over at det lod til at stemme så godt overens med mine teorier. Pauls opmærksomhed havde vendt sig mod proviantkasserne. Han snusede i sprækkerne på en frugtkasse, forsøgte kejtet at åbne den, snusede igen – så så han på mig med et nyt forbavset blik. Men det var en forbavselse hvori der også var et glimt af saglig erkendelse, næsten taknemmelighed, bildte jeg mig ind. Han slog et par gange med åben hånd på oliedunkene, satte sig pludselig ned på gulvet og stirrede frem for sig med indadvendt blik. Jakob og Mathilde blev afventede stående ved døren.

Nu gjaldt det om at udnytte initiativet, inddrage aberne i en kæde af praktiske arbejdsopgaver. Jeg rejste mig fra sengen, kastede oilskinsfrakken over mig og gik ud på dækket. Jeg undersøgte om lugen i gulvet var ordentligt lukket, og så mig undersøgende omkring. Det var endnu ikke morgengry; lygterne uden for barakkernes døre blinkede meget fjernt, det var som om de skiftevis blev tændt og slukket af regnen. Jeg vendte mig om og så ud mod flodbredden med lygten løftet foran mig. Den var nu rykket endnu nærmere, der kunne ikke være mere end seks-syv mudrede meter til den blanke, brune vandflade. Strømmen var mindre strid nu efter at det var lykkedes den lille flod at gøre sit leje bredere. Bylten med Dittels lig lå dér som en pinagtigt tung silhuet mod banelegemet. Jeg skyndte mig at vende ryggen til. Ved siden af vognen stod vandtanken lige ubevægeligt grå. Jeg tog nu skridtet fuldt ud, som det føltes, og gav besætningen min første ordre. Jeg stak hovedet ind i kahytten og råbte sådan som jeg havde hørt Dittel råbe så mange gange: - Paul! Han sad stadig på gulvet og kiggede bare fraværende på mig. Jeg følte min nervøsitet stige. Jeg var bange for at tabe ansigt hvis jeg kaldte en gang til, så jeg nøjedes med at stirre ham stift ind i øjnene. De andre gjorde ligesådan, forekom det mig; især Mathilde så lige så utålmodig ud som jeg. Endelig rejste han sig op og kom hen imod mig. Det virkede som om han lige var vågnet, var lidt slukøret. Jeg rørte ved hans arm, pegede ud i regnen. Han skælvede ved berøringen, men fulgte min arms retning med øjnene. Dér lå stablen af sveller uden sin beskyttende presenning som jeg havde brugt til ligklæde, og skinnede gul og regnblank som en dynge guldbarrer. Skæret var stærkere end naturligt i det svage lys fra morgengryet; det var som om plankerne havde oplagret sollys i løbet af de varme måneder og nu lod det strømme ud igen som en guldholdig damp.

Det var nu min tanke at vi burde kunne køre dræsinen af sporet henne ved sporskiftet, dér hvor stiksporet begyndte. Der var cirka ti meter derhen. Men først gjaldt det om at lægge et leje af sveller ud som vognen kunne rulle på for derefter at glide ned ad den svagt skrånende flodbred og ud i vandet. Jeg pegede og prøvede på at demonstrere proceduren med mimiske midler i stil med Turner. Det lod ikke til at han forstod mig. Eller tøvede han bare? Eksisterede den store plan kun i min indbildning, kunne jeg have taget så meget fejl? Men formodentlig mente han at så længe der var skinner, skulle man også køre på dem. Han var jo dog bare en abe. Det beroligede mig lidt at tænke sådan. Jeg kunne også mærke at det forvirrede ham at have mig så tæt ind på sig, så til sidst gik jeg alene ud og greb fat i en af svellerne og rykkede den ned fra stablen. Knap var den rutsjet ned i mudderet, før jeg kunne mærke at han stod bag ved mig. Jeg vendte mig langsomt om for ikke at skræmme ham og gjorde tegn til ham om at løfte i den anden ende. Til min store lettelse bukkede han sig ned og lagde hånden på det gule træ. Men så rejste han sig op igen og gik hen mod kahytten. Jeg kunne mærke hvordan regnen begyndte at sive ind under kraven på regnfrakken. Jeg var nær ved at give op. Men så kom Paul til syne igen med udviskede konturer gennem regngardinet. Han klatrede ned fra dækket og kom hen mod mig, fulgt af de to andre. Jeg blev først glad, bagefter bange. Måske syntes Paul at det var på tide at gøre det af med mig nu. Mine råb om hjælp ville næppe kunne høres gennem skybruddet. Men de gik stille og uden at tøve i gang med arbejdet. De lod et stykke tid som om de ikke bemærkede mig. De bar og slæbte tømmerstokke hen mod sporskiftet hvor stiksporet begyndte. Så langt havde Paul fattet min hensigt. Med fornyet håb forsøgte jeg at gøre dem klart at det ville være lettere bare at trille dem ud én

for én fra stablen og på den måde få et tæppe af træ på hvilket man bagefter kunne trille nye stokke i begge retninger. Floden opslugte mere og mere af den lave bred; afstanden mellem sporskiftet og vandet var nu ikke mere end fem meter. Jakob var den første som forstod princippet, jeg kunne se hvordan der pludselig kom et glimt i hans øjne. Først så Paul misfornøjet ud, men sendte mig så et temmelig menneskeligt sideblik der viste at han forstod det. Da svellerne lå på plads, var det let at fortsætte. Jeg skiftede sporet, og ved hjælp af et brækjern under det ene forhjul fik jeg vognen til at løbe af sporet til den rigtige side. Det tog os kun nogle minutter at få den i vandet på de glatte tømmerstokke. Den gled blidt ud i vandet som et stykke sæbe, den nejede sig som ved en rigtig stabelafløbning og flød ubesværet. Jeg havde ikke glemt at forsyne den med en fortøjningsline, klippet af Pauls wire. Jeg rakte ham den løse ende. Han knugede den i begge hænder og så tilfreds ud. Han havde forstået og godkendt at vi skulle flygte på vandet. Så langt var også jeg tilfreds og forhåbningsfuld. Dræsinen så virkelig ud som et fartøj, ikke som en forulykket jernbanevogn. Med sin mast og sin kahyt syntes den endelig at være kommet i sit rette element, og pumpestangen fik mig til at tænke på en muddermaskine. Men det som bidrog mest til forvandlingen, var at hjulene ikke kunne ses i det lerfarvede vand. Fartøjet virkede afgjort sødygtigt. Det stak selvfølgelig dybt i vandet, men det ængstede mig ikke dengang. Balancen forekom god. Via den improviserede bedding fik vi også vandtanken om bord som jeg klemte fast under pumpestangen med låget åbent så regnvandet kunne strømme ind. Mere ømtåleligt var det selvfølgelig med bylten med Dittels lig, og jeg vovede ikke at se på Jakob da jeg gjorde tegn til ham om at tage fat i den anden ende. Men han adlød uden den mindste tøven. Jeg bemærkede dog at Paul og Mathilde så den anden vej da pakken blev trukket om bord og surret fast på lugen i gulvet.

Men den vanskeligste afgørelse var tilbage. Kunne vi nå at skjule sporene efter os, så man ville tro at vi var taget af sted på skinnerne? Det ville give os et måske afgørende forspring, men hvis aberne nægtede at samarbejde, ville tiden ikke slå til. Klokken var snart fem, og det lysnede hurtigt. Med stigende angst kastede jeg mine blikke op mod forlægningen, hvor der når som helst kunne dukke nogen op og kalde på mig – nogen som havde svært ved at sove forud for opbruddet eller som bare var morgenfrisk. For at holde styr på nerverne prøvede jeg at sige til mig selv at jeg på den afstand ved så dårlig sigtbarhed sikkert ville blive taget for Dittel. At Dittel rumsterede omkring ved stiksporet i den årle morgen var jo bare naturligt, og stedet hvor den sejlende dræsine lå, var heldigvis usynligt deroppefra. Beslutsomt satte jeg brækjernet under den nærmeste tømmerstok der lå halvt sunket ned i mudderet. Over skulderen kunne jeg se hvordan Paul og Jakob stivnede og stirrede på mig. De var på vej ind i kahytten efter, som de troede, veludført opgave; Mathilde havde allerede gjort sig det bekvemt indenfor. Jeg fik tømmerstokken op oven på de andre og trillede den møjsommeligt op mod det som var tilbage af stablen. Paul stod stadig ubevægelig og gjorde ikke mine til at ville hjælpe mig. Jeg gestikulerede opfordrende, intet resultat. Rasende sparkede jeg stokken foran mig. - Nå, så det passer jer ikke! råbte jeg. – Men I skal gøre det, ellers bliver der ingen rejse. Jeg går hjem i seng! Jeg smed brækjernet fra mig og tog nogle skridt op ad skrænten. Så stod jeg stille og gloede ned i mudderet hvor støvlerne langsomt forsvandt, og jeg kunne mærke hvordan fugten krøb dybere ind i kroppen på mig som for at overbevise mig om det vanvittige i mit projekt. Med et ryk vendte jeg mig om og så hvordan Jakob stod og fumlede for at få fat i brækjernet; det så ud som om han ledte efter sine fødder, og jeg kunne ikke lade være med at le højt. Paul var blevet stående på dækket som før.

Ved Jakobs hjælp fik jeg til sidst tømmerstokkene på plads i bunken, hvor de blev skyllet rene for øjnene af os. Sporene efter dem på flodbredden var også ved at blive slettet. Jeg var frygtelig træt. Det var allerede fuldt dagslys da vi endelig kunne kaste los. Det sidste jeg så af lejren, var rækken af kolonihaver langs sporet, et håbløst pløre af skrigende farver, som dagen efter et karneval.

9 Vogue la galère! Jeg havde hægtet bommen løs fra masten for at have noget at stage med. Vi kom hurtigt ud i strømmen hvor den var stærkest, og blev revet af sted med en voldsom hast. Jeg blev forskrækket og prøvede at bremse med bommen, men det var selvfølgelig forgæves; den kunne ikke nå bunden. Jakob stod ved siden af mig og fulgte mine bevægelser med en slags kammeratlig opmærksomhed. Det føltes faktisk beroligende. Paul havde siddet og surmulet inde i kahytten sammen med Mathilde, men da de kunne mærke at vi var i bevægelse, kom de ud og så sig forbavset omkring. Snart så de alle tre tilfredse og afspændte ud, som om vi kørte af sted på de trygge skinner. Selv var jeg ikke så lidt bekymret over farten og var et par gange nær ved at falde over bord fra det smattede dæk. Aberne lod ikke til at have nogen vanskeligheder med at stå fast, og jeg kan huske at jeg igen var bange for at de skulle udnytte at det var dem som havde overtaget, og skubbe mig over bord. Jeg kom på den idé at fæste den frie ende af fortøjningswiren ved masten og derpå lægge den i en løkke om livet på mig selv, hvorved wiren blev spændt og holdt mig fast. De betragtede opmærksomt proceduren, men jeg tror ikke at de nogensinde forstod hvorfor jeg lænkede mig fast på denne måde. Flodens bredder fór diffust forbi som grønne strøg i forskellige nuancer, og floden gurglede og brusede omkring os, somme tider grøn, somme tider brun, en enkelt gang rødbrun, men ingen steder gennemsigtig. At prøve på at undgå træstammer og andre forhindringer under vandet var helt udelukket; jeg vidste og kunne mærke at de var der, men kunne ikke se dem, og jeg kunne kun håbe at dræsinens vægt og

stabile konstruktion ville redde os fra havari. Sten som stak op, var der heldigvis ikke på denne strækning, i hvert fald troede jeg det ikke, og jeg så heller ingen. Vi sad fast af og til, men for det meste kun i nogle sekunder; vi væltede fremad i sådan en fart og med sådan en vægt at de skarpe hjul simpelt hen huggede sig frem gennem de rådne lianer og stammer på vores vej. Mine forsøg på at styre med bommen var selvfølgelig rent symbolske og gav mig ingen illusion om at være herre over fartøjet. På hele flodrejsen brød jeg mere og mere min hjerne med hvordan jeg skulle kunne få fat i et ordentligt ror. Mit kongerige for et ror! Efter knap en kilometer gennem ubeboet jungle forsvandt jernbanen ud af syne og fortsatte sydpå, mens floden og vi drejede af mod vest. Lukulu hed den for resten. Fyrre kilometer senere ville den munde ud i Chiloango, et betydeligt mere storslået vandløb der var grænseflod først mellem Belgisk og Fransk Congo og derefter – de sidste tredive sejlbare kilometer til havet - mellem Fransk Congo og den portugisiske kystenklave Cabinda. Aberne blev snart trætte af at stå udenfor i skylregnen og kigge på mig. Så snart jeg blev alene på dækket, afbrød jeg den komedie med styreåren som jeg tappert havde spillet videre på grund af dem. Samtidig var jeg lettet over at de forsvandt, for jeg vidste fra feltkortet at vi nærmede os beboede egne, små landsbyer og handelsstationer langs floden. Jeg havde grublet en del over hvordan jeg skulle få aberne uden for synsvidde hvis vi på nært hold passerede forbi mennesker. Men det viste sig foreløbig at det var en unødig bekymring. De få mennesker jeg så da de små anløbsbroer og skure dukkede op, syntes alle at stræbe efter at komme væk fra det stigende vand og var i øvrigt fuldt beskæftiget med at slæbe ejendele bort som de forsvandt med i skovbrynet. Det føltes som om de flygtede fra os. Sandheden var at de næppe kunne have set mig, selv om de havde villet, for der lå et lag af varm dis over vandet, så jeg sad som i et dampbad.

Jeg kravlede hen ad dækket for at se efter om vandtanken og den arme Dittel lå hvor de skulle. Det gjorde de. Den store tank – sikkert en hundredliterstank – var allerede fyldt en tredjedel op. Med samme forsigtighed ålede jeg mig tilbage på de glatte brædder og åbnede døren til kahytten. Der sov de tre mordere ubekymret i hver sit hjørne. Briksen havde de overladt til mig. Den så uendeligt fristende ud. Jeg havde aldrig i mit liv været så træt, og dette var kun rejsens første dag – denne vanvittige rejse der i sin uvished lod til at falde sammen med det som var tilbage af mit eget liv. For at bekæmpe trætheden slæbte jeg mig ud igen, fyldte et blikkrus med vand fra tanken og lavede te på Dittels spritapparat. Jeg tvang på ny mig selv ud i regnen og satte mig ude i forenden med min tekop, en hurtigt opblødt stump brød og nogle bananer. Forinden havde jeg lagt passende portioner ud til mine kammerater på gulvet i kahytten. Mens jeg sad dér og kunne mærke teen finde vej rundt i hjernen som en kløe og vække den stykke for stykke, nærmede vi os et skarpt sving hvor passagen forekom ualmindeligt snæver lige efter et lille fald. Jeg kantede mig tilbage til agterenden og hentede stagen. I forbifarten dunkede jeg hårdt på kahyttens væg for at vække aberne. Knap havde jeg gjort det, før jeg fik øje på en samling mennesker på bredden lige ved flodens krumning. Det var mænd og kvinder i små grupper, tydeligvis optaget af at fiske. Aberne kom forsovede ud med bananer i hånden, men det var for sent at standse dem. Jeg husker at jeg med en slags forfærdelse noterede mig at de ikke længere viste den mindste smule tegn på at være firbenede. Let og oprejst kom de trippende som på et dagligstuegulv, mens jeg måtte kravle på alle fire. Abelegen med forbenene var nu endegyldigt afsløret, de gad ikke engang forstille sig for mig mere. De spiller bare komedie – Dittels ord dukkede op i erindringen. De var som mennesker i karnevalskostumer, spøgefugle med velkendte ansigter bag

dyremaskerne. Så menneskelige var de at jeg kunne havde undt dem regnfrakker i stedet for de sparsomme pelse der pjuskede så sørgeligt i al væden. Jeg forsøgte at sætte af med stagen for at styre os forbi faldet, men jeg følte mig så besværet over for de indfødte at jeg manøvrerede klodset og ukoncentreret. Med et voldsomt stød ramte flådens undervogn bunden; jeg var meget nær ved at blive kastet over bord. I sidste øjeblik fik jeg fat i pumpestangen. Bag mig så jeg hvordan aberne smidigt afparerede stødet, bøjede sig blidt i knæene på deres sædvanlige facon. Men det var tydeligt at de var blevet temmelig opskræmte, for de satte sig ned på hug og holdt hinanden om skuldrene. Da de kunne mærke at vi ikke længere bevægede os, rejste de sig langsomt op. Min første tanke var: Vi ligger stille, lad os se at få sovet. Men jeg afviste fristelsen og tog et overblik over vores situation. Inde på bredden, bare ti meter fra os, stod der måske tyve mennesker og stirrede. Det var ikke så sært. Flåden hang fast midt i den otte-ti meter brede passage sådan at forendens venstre side stak et stykke op af vandet. Det venstre forhjul var halvvejs synligt, og jeg kunne se en knivskovlklinge stikke op over vandoverfladen. Først syntes jeg at alle stirrede på den, men lagde så mærke til at det var aberne der var genstand for deres nysgerrighed, eller snarere bestyrtelse. Jeg fangede Pauls blik, og han reagerede sådan som jeg håbede: Bøjede sig hurtigt forover, vendte sig helt om ved hjælp af forbenene ligesom en gorilla og luntede ind i kahytten fulgt af de andre der gjorde på samme måde. Det gik først op for mig nu at folkene inde på bredden var en temmelig særegen forsamling. Jeg havde aldrig før set så primitive mennesker. Kvinderne var nøgne på nær nogle store hatte af flettede blade der var fæstet om livet på dem så de dækkede enden. Mændene forekom helt nøgne, men underligt ru i huden, indtil jeg opdagede at deres kroppe var dækket af eller snarere viklet ind

i tøj af bark. De gjorde ikke tegn til at ville komme os til hjælp, men udviste hverken skræk eller aggressivitet. Efter at aberne var forsvundet ud af syne, var nysgerrigheden væk, og mændene satte sig igen på hug ved bredden med deres net og fiskestænger. Kvinderne lod mest til at være der for at holde dem med selskab. Vi stod hårdt på grund, det var der ingen tvivl om. Jeg stillede mig i agterenden og følte mig for med stagen. Den tog godt fat i bunden, men skønt jeg hængte mig over den med hele min vægt, kunne jeg ikke rokke flåden sidelæns. Skulle jeg sætte sejl? Det troede jeg ikke meget på, men klatrede alligevel op på kahyttens tag og trak det tunge sejl efter mig. Bommen havde jeg allerede hejset op. Og hvorfor kaldte jeg ikke aberne hen til pumpestangen? Det skyldtes ikke så meget at jeg ville gemme dem væk, for disse mennesker så ikke ud som om de stod i nogen nærmere forbindelse med hvide myndigheder som de kunne rapportere os til. Men hele min ængstelse kredsede nu om dræsinens følsomme underliv, jeg var bange for at drivkæderne, hvis ikke de allerede var beskadigede, så ville blive revet over, hvis mekanismen blev pumpet i gang. Og uden den var hele min plan forfejlet, uden den havde jeg aldrig skænket det en tanke at kaste mig ud i mit store eksperiment. På Sydatlanten om sommeren med dens store bælter af vindstille ville jeg ikke komme langt hvis jeg udelukkende satte min lid til strømmene og et lille sejl. Vi måtte kunne skovle os frem, ellers var alting tabt på forhånd. Jeg hægtede bommen fast på masten og fæstede derpå løkkerne i sejlets kanter ved krogene på bom og mast. Så bandt jeg skødet fast på enden af bommen og klatrede ned. Det blæste ikke meget i den snævre rende gennem skoven, der lod kun til at være plads til regn. Jeg trak bommen mod venstre og mod højre og fandt til sidst en position hvor sejlet ligesom modvilligt blev spændt ud af en svag vind. Det raslede under mine fødder, og flådens bageste del krængede langsomt over til den ene side. Men

forenden sad stadig lige så fast som før. Vi lå på tværs af floden, med stor risiko for at kæntre. Jeg kunne næsten være hoppet i land fra agterenden. Da sejlet var oppe, havde jeg jo ingen bom at stage med. Der var kun én anden mulighed: pumpestangen. Jeg forsøgte at overtale mig selv til at det trods alt var klogt at afprøve maskineriet i dets nye element, mens det stadig var muligt at vende tilbage. (Hvis det nu var det. Måske kunne jeg udtænke en historie om at vi var blevet taget til fange af indfødte. Men jeg gjorde det ikke, jeg ville kun lige akkurat strejfe muligheden for et nederlag. Give op efter ti kilometer ad en lille biflod, hvilken fiasko!) Jeg gik ind til aberne som jeg syntes kiggede meget appellerende på mig. Jeg følte mig som en togkonduktør der bliver bestormet med spørgsmål: Hvorfor holder vi stille? Kan vi indhente forsinkelsen? Jeg gjorde nogle overdrevne pumpebevægelser i luften og prøvede på at se glad og overbevisende ud. Det sidste var fuldkommen overflødigt, de var lige ved at træde hinanden ned i døråbningen, og Paul og Jakob stillede sig hurtigt på deres post ved hver sin ende af stangen. Jeg standsede dem med en myndig håndbevægelse sådan som jeg havde set Dittel gøre. (Hvor var for resten hans trillefløjte, den kunne jeg godt have brugt!) Efter hvad jeg kunne bedømme, var det klogest at prøve på at bakke op mod strømmen, men så gjaldt det om først at stille flåden parallelt med strømmens retning igen. Jeg tog så med stort besvær sejl og bom ned, for det våde sejl var frygtelig tungt, og det var formodentlig det rene held at det ikke fik os til at kæntre ned ad det lille vandfald. Ved Pauls hjælp lykkedes det mig så at stage agterenden op så vi stod næsten lige i strømmen. Nu gjaldt det. Jeg skubbede vandtanken til side og drejede pumpen rundt så den stod på bak. Jeg var meget vågen nu. Lykkedes det os at bakke os fri mod strømmen, havde skovlene givet en strålende prøve på deres evner.

Jeg løftede hænderne op over hovedet. – Pump! råbte jeg og foretog et voldsomt øksehug gennem luften. Ved det første forsøg med at pumpe skete der ingenting. Ved det andet knagede og raslede det under os, og jeg kunne mærke hvordan vi kom los tyve-tredive centimeter. Den samme iver og spænding forenede os alle. Mathilde stod ved siden af mig i agterenden, og jeg kunne mærke at hun skælvede af ophidselse. Tredje gang: Paul løftede sig op på stangen og kastede den nedad. Det raslede på ny. Så kunne jeg mærke – kunne vi alle fire mærke – at båden var kommet flot og gled frit baglæns. Jakob tog fat i sin ende af stangen og Paul igen. Afstanden til vandfaldet var fire-fem meter. - Fortsæt! Jeg råbte og gestikulerede og slæbte mig så hurtigt som jeg turde hen langs den ene kant til forenden. Jeg prøvede på at stage os ind på en anden kurs som skulle føre os forbi kanten af vandfaldet på den side der vendte mod de fiskende indfødte. - Stop! Dræsinen stod stille et øjeblik, blev så grebet af strømmen og skød fart ind mod bredden. Jeg stod skrævende på forenden for at støde fra og så straks foran mig hvordan mændene rev deres kurve og andre redskaber til sig og veg tilbage fra flodbredden. Jeg stødte hurtigt et par gange ind mod den mudrede bred; bommen var lige ved at sidde fast, og da jeg trak den voldsomt til mig, kom jeg til at vælte en af kurvene omkuld så dens indhold blev tømt ud på jorden. Jeg ved ikke hvorfor, men dette er et af mine stærkeste minder fra hele rejsen: De gråblå fisk som gled ud i mudderet med en slags drømmeagtig langsomhed, mens jeg selv fór forbi på min flåde og fægtede med stagen. Jeg så hvordan en af mændene truede ad mig og råbte noget jeg ikke kunne høre. Han bukkede sig ned for at samle sine fisk op igen. Så forsvandt hele sceneriet bag flodens krumning, urskoven lukkede sig omkring os igen, det var som om disse brune kroppe, lige før så tæt ved og håndgribelige, aldrig havde eksisteret. Min eneste virkelighed var flåden, aberne og vildmarken. Jeg begyndte

at føle mig som det eneste menneske i et fællesskab af halvmennesker. Og det var til min overraskelse en tryg fornemmelse.

Det var derfor en blandet oplevelse for mig at jeg hen mod aften så floden udvide sig, og de små landsbyer komme tættere og tættere efter hinanden. Det var ganske vist som et tryk der lettede, da de grønne mure trak sig tilbage på begge sider og gjorde plads for himlen; det var et halvt år siden jeg havde set så megen himmel. Det føltes besynderligt i hovedet, det var ligesom at kaste los fra skuldrene og svæve op i rummet; til det bidrog også at dræsinen i den stadig svagere strøm gang på gang snurrede rundt og gled ud af flodens strøm. Manglen på midler til at styre med blev et mere og mere påtrængende problem, og vi måtte arbejde meget med pumpestangen for at komme tilbage på ret kurs. Sejlet ville have hjulpet os meget, eftersom der kom en ordentlig brise agterind, men jeg orkede simpelt hen ikke at hejse det trods timelange anstrengelser. Det var tungt som bly af regnen som uformindsket øsede ned. Men det værste var at vi begyndte at vække opmærksomhed. Pirogger padlede op på siden af os, man pegede på aberne med årerne og råbte kommentarer. De fleste lød opskræmte og fjendtlige. Efterhånden som skumringen faldt på, tog trafikken af, og det klogeste havde selvfølgelig været at udnytte natten, hvor floden lå øde, og fortsætte rejsen mod havet. Men jeg vidste at jeg ikke kunne holde mig vågen ret længe endnu, og jeg turde ikke løbe risikoen for fosser og vandfald længere nede. Der var ingen angivet på kortet, men jeg stolede ikke på det. Så snart der ikke var nogen bebyggelse i sigte, pumpede vi os ind til den venstre flodbred og fortøjede flåden ved roden af et kraftigt træ hvis grene hang ud over vandet og skjulte os. De lukkede også det meste af regnen ude, og jeg hængte sejlet op over pumpestangen for at det kunne løbe lidt af i nattens løb.

En anden lille biflod havde forenet sig med os et par hundrede meter tidligere, og det betød ifølge kortet at vi nu befandt os på portugisisk territorium. Det gav mig den nattero som jeg havde så megen brug for. Jeg kunne se at aberne var lige så trætte som mig, så det var egentlig en unødvendig forsigtighedsforanstalning at jeg lukkede kahytsdøren efter os og stablede et par blikdåser op mod den. Da jeg sank ned på briksen, var aberne allerede faldet i søvn på deres sædvanlige pladser på gulvet. Jeg åbnede vinduet i den tro at kahytten ellers ville blive fyldt af stanken fra deres våde kroppe. Men da jeg bøjede mig ned over Jakobs arm og snusede, kunne jeg ikke opfatte den ringeste duft. Og jeg husker at min søvn blev anstrengt den nat, jeg vågnede flere gange af mine kværnende drømme, og hver gang var luften fugtig, men fuldkommen ren og duftløs. Det forbavsede mig meget og gav mig en slags ny fortrøstning som jeg så sov godt på et stykke tid, indtil jeg igen fór op, udmattet og ængstelig for morgendagen og alle de kommende dage.

10 Den tredje dag om eftermiddagen fik vi byen Landana i sigte. Et par timer tidligere var vi gledet ud ad Chiloangoflodens sidste store krumning ti kilometer inden den løber ud i Atlanten. Regnen var hørt op allerede om morgenen; nu slog en ny fugt os i møde, den friske, syrlige brise fra havet efter al indelukketheden. Jeg gik ud på dækket og trak vejret dybt et par gange med udspilede næsebor. Mathilde der iagttog mig, gjorde det samme på sådan en morsom måde at jeg lo og gav hende et knus. Det føltes som om det værste nu var overstået; en tåbelig følelse. Alting var gået godt i de seneste dage. Floden var blevet stadig bredere og mere flegmatisk, og jeg havde ikke set flere vandfald eller farlige hvirvler. Ganske vist var trafikken taget mere og mere til, men den holdt sig midt i strømmen, og forsigtigheden krævede derfor at jeg holdt mig langs bredderne, hvor vandet skred af sted nærmest umærkeligt med en overflade så blank og ren som et gulv. Vi kom ikke hurtigt frem på den måde, og jeg kunne mærke at langsomheden, selve fredsommeligheden om bord og omkring os gik aberne på nerverne. Især de to hanner blev utålmodige; det storslåede sceneri havde ikke nogen beroligende indvirkning på dem, de så sig uafladeligt om efter noget at foretage sig og kiggede misbilligende på mig når jeg sad og røg eller læste. For at stimulere dem lod jeg dem hjælpe mig med at sætte sejlet der nu næsten var tørt. Jakob fremstod som den smidigste og mest fingernemme af dem, og det lod ikke til at han havde noget imod at Paul var mellemled. Men man kunne se at Paul havde svært ved at finde sig i at være stikirenddreng. Der har vi snart en konflikt, tænkte jeg.

Min hensigt var at foretage et hastigt besøg i Landana næste dag for, om muligt, at løse spørgsmålet om roret. Men med sejlet oppe skød vi så god fart at vi sikkert kunne nå frem inden det blev mørkt. Så skulle roret – hvis jeg fik fat i et – kunne monteres i aftenens løb, og hvis vi så stak til havs med det samme i ly af mørket, ville vi undgå en masse nysgerrige blikke. For slet ikke at tale om nærgående spørgsmål, for der var masser af europæere og sikkert også telegraf i Landana. Der var én ting som nødvendigvis skulle gøres, inden jeg gik i land: Jeg måtte begrave Dittel. Jeg havde helst givet ham en sømandsbegravelse ude på havet, men hvis jeg lod ham gå over bord hvor strømmen var stærkest, kunne jeg altid håbe på at den ville føre ham ud i havet. Med min stola mellem fingrene satte jeg mig ved siden af ham der hvor han lå gemt i den stadig våde presenning, og læste sjælemessen over ham på latin og fransk samtidig med at jeg holdt øje med trafikken ude på floden; så snart der opstod et tilstrækkelig stort ophold, ville vi pumpe os ud hvor strømmen var stærkest. Der gik et godt stykke tid inden der kom en lejlighed. Da jeg satte mig ved siden af liget og lagde hånden på presenningen, havde aberne diskret trukket sig tilbage til kahytten – ja, jeg kan ikke udtrykke det anderledes. Nu kaldte jeg dem ud til pumpestangen, og de adlød med usædvanlig hurtighed. Men de undgik mine blikke; jeg havde i øvrigt svært ved at se til deres side hele den aften. Sådan sad jeg altså på det vidtstrakte vand og tog afsked med min ven og spekulerede på hvad han ville have tænkt om min måde at bruge hans opfindelse på. Jeg sagde til mig selv at det sikkert ville have tiltalt hans tekniske fantasi der var så meget større end min, og det lykkedes mig næsten at overbevise mig selv om at det eventyr jeg nu havde kastet mig ud i, ikke ville have været ham fremmed. Jeg sendte også en taknemmelig tanke til hans omhu med at smøre dræsinens maskineri forud for det store

regnvejr; jeg havde set ham beskæftiget med fedt og oliekander i dagene op til strejken. Jeg ville gerne have svøbt ham i trikoloren, han havde været ret patriotisk om aftenen når vi sad og snakkede om krigen som han mente ville komme. Presenningen kunne jeg nok også have haft brug for til andre ting på rejsen, men nu var der ikke noget at gøre ved det. Jeg skubbede det ene af vores to brækjern ind mellem wiren og presenningen og vippede ham varsomt ud over kanten med fødderne forrest. Han blev ført af sted hurtigere end os og flød længe, så længe at jeg blev nervøs og tænkte på at hale ham ind igen. Men så løsgjorde boblerne sig endelig, og den blygrå bylt forsvandt fra vandoverfladen.

Landana er – eller var – en lille portugisisk havneby i det nordvestlige hjørne af Cabindaenklaven. Den ligger i læ af den landtange som skiller Chiloango fra havet på de sidste ti kilometer af dens løb. Da vi nåede frem, var det allerede mørkt. Jeg gjorde flåden fast til en brygge i udkanten af havnen. Aberne var netop ved at falde i søvn i kahytten, så det virkede risikofrit at lade dem være alene et stykke tid. Hidtil havde de ikke vist nogen som helst lyst til at forlade fartøjet som de formodentlig betragtede som deres hjem og deres ejendom, med mig som et, indtil videre, nødvendigt tilbehør. For en sikkerheds skyld tog jeg lidt frugt op af kassen (som de endnu ikke havde vovet sig i lag med) og lagde det i tre bunker på gulvet. Havnekvartererne var meget livlige, barer og butikker var åbne, virkelig vidtåbne, for væggen ud mod gaden manglede for det meste. Små bål og fyrfade lyste op overalt. På markedstorvet var handlen og folkelivet i fuld gang, man var vel ivrig efter at udnytte opholdsvejret der sikkert ikke ville vare ret længe. På lang afstand så jeg en skibshandel et stykke oppe ad en tværgade. Men jeg gik ikke derop, jeg gik hen til håndværkerne

som sad nede ved bryggerne og arbejdede ved deres bål. Jeg vidste at Cabindas indbyggere, der kaldte sig bafiote, var meget dygtige sømænd og bådebyggere, og jeg håbede at jeg ville kunne få tilvirket et ror og monteret det, så det passede til mit underlige fartøj og kunne holde til en lang rejse på havet. Jeg regnede også med at en håndværker ville være billigere end skibshandlen. Uden vanskeligheder fik jeg fat i en venlig og verdenserfaren lille mand som talte godt fransk. Han vinkede sin læredreng til sig, og han gik med os bærende på et bor og en tommestok. Han fortrak ikke en mine da han fik min flåde at se, og hverken pumpestangen eller aberne lod til at vække hans interesse; han måtte dog have fået et glimt af dem i kahytten da jeg gik ind efter min lygte. Han gik med det samme hen til agterenden og bøjede sig ned for at se hvor dybt flåden stak. Hvis han opdagede hjulene – og det gjorde han nok, for han søgte ind under bunden med en lang stok – så viste han det i hvert fald ikke. Han borede et par steder og sendte så drengen af sted, efter at han havde vist ham nogle mål på tommestokken. Drengen kom tilbage sammen med en kammerat, og de slæbte og bar på tre forskellige roremner som mesteren omhyggeligt synede og afprøvede mod dækkets stykkelse. Jeg holdt lygten for ham. - Jeg gør det i morgen tidlig, sagde han til sidst. - Og hvad koster det? spurgte jeg. - Tres francs, monsieur. Han nikkede venligt og forsvandt. Jeg havde ikke de tres francs, jeg havde måske halvdelen – i belgiske francs. Han troede tydeligvis at jeg kom fra den franske side ovre på den anden flodbred. Hvis jeg forklarede ham at det gjorde jeg ikke, ville han måske gå ind på en ny aftale. Men hvad skulle jeg betale ham med? Jeg havde meget få ting af værdi: kikkerten, et krucifiks af guld, min revolver. Tidligt næste morgen blev vi ganske rigtigt vækket af stød og dunken mod skroget. Aberne så først bange ud, så fik nysgerrigheden overtaget. Det var morsomt at se hvordan de forsigtigt

nærmede sig tømreren og drengen. Arbejdet forvirrede dem i høj grad, og det var først da roret sad på sin plads og manden afprøvede det ved at bevæge rorpinden frem og tilbage, at der gik et lys op for dem. Men så forstod de det også fuldt, og det var rørende at se deres begejstring. De skubbede til hinanden for at komme hen og håndtere pinden og kiggede tilfredse ned på hvirvlerne der opstod i vandet. Roret virkede meget solidt og sødygtigt. Men jeg kunne mærke at det tunge blad ville blive svært at håndtere fordi pinden måtte gøres så kort for ikke at kollidere med skødet. Der var snæver plads i agterenden, men der var ikke noget at gøre ved det. Nok havde Dittel tænkt langt, men ikke længere end floderne rakte. Nu var det aberne og mig der tog over. Nu gjaldt det så betalingen. Jeg bad manden træde ind i kahytten og skænkede en cognac op. Han takkede høfligt nej. Jeg forklarede at jeg ikke havde nogen franske eller portugisiske penge og holdt mine belgiske francs frem. Han rystede på hovedet, og jeg kunne se hvordan hans kæbemuskler blev stramme. Jeg tog guldkrucifikset frem som jeg bar i en tynd kæde om halsen. Nu så han tøvende ud, men fik så pludselig en idé. Han pegede på Mathilde der stod lige uden for døren, og gik hen mod hende med udstrakt hånd som for at tage hende i armen. Hendes reaktion blev heftig og overraskende. Hun viste tænder og trak sig baglæns langs rælingen under vred fnysen. Manden vendte sig bebrejdende mod mig. - De kan være farlige, sagde jeg for at vinde tid. – De er kun vant til mig. De er ikke så tamme som de ser ud til. Nu havde jeg bestemt mig. På en eller anden måde var det Mathilde der havde valgt for mig. Hun havde valgt at blive hos mig, syntes jeg. Den smule der var tilbage af min skræk for aberne, var forsvundet. Jeg lod kikkerten hænge på sin krog og rakte ham revolveren. Den undersøgte han tilsyneladende ligegyldigt. Den var

sikkert hundrede francs værd. Jeg åbnede magasinet og viste ham det, rakte ham æsken med patroner. Mekanismen var han ligeglad med, jeg formodede at han ikke havde tænkt sig at beholde den, men sælge den. - D’accord, sagde han og stak revolveren ind under skjorten. Da jeg strakte krucifikset og pengene frem, skubbede han min hånd tilbage. I stedet tog han cognacglasset og tømte det i ét drag, hvorpå han trykkede min hånd og gik uden så meget som et eneste blik på aberne. Et civiliseret menneske. Hans værdighed og hurtighed var som en åbenbaring for mig efter alle de sendrægtige flamlændere og underernærede, kuede negre. Da det efter alt at dømme var det sidste menneske jeg havde at gøre med inden for en overskuelig tid, måske i det hele taget, var jeg glad for at det var netop ham. I ånden var jeg allerede ude på Atlanterhavet. Men jeg tog fejl. Han var ikke den sidste.

Da jeg trådte ind i skibshandelen for at købe nogle enklere fiskeredskaber og andre småting, ventede der mig en ubehagelig overraskelse. Henne ved disken stod den handelsrejsende Turner med sin pygmæ af en håndlanger og rodede i en kasse med værktøj. Desværre var jeg allerede ved at tale med den hollandske skibshandler da jeg fik øje på dem, så jeg nåede ikke at trække mig tilbage i tide. Turner vendte sig om og så på mig, men han hilste eller reagerede ikke før jeg var færdig med at handle og forlod butikken. Så gik han efter mig ud på gaden. Han var alene. - Nå, hr. abbed, hvad bringer Dem hertil? sagde han. Eller noget i den retning. Sådan lidt lumsk, som om han havde grebet mig i noget forbudt. Jeg standsede op og så ham ind i ansigtet. Han havde nået at få orden på sine ansigtstræk, eller også havde jeg taget fejl af hans tonefald; der var i hvert fald ikke noget lumsk i hans mine.

- Jeg er på vej til Boma, mr. Turner. Boma er den vigtigste havneby ved Congoflodens udløb og var udgangspunktet for vores jernbanebyggeri. - Men det er dog alligevel en omvej for Dem. Jeg syntes han kom ubehageligt tæt op på siden af mig. Jeg gik et skridt til side og betragtede ham på ny. Der var intet at se af skarpheden og kraften fra opvisningen med aberne i lejren. Alt hvad jeg så, var en slags puritansk forfald, øjnene havde gullige omgivelser, og huden var underligt gråbleg for en afrikaveteran. Måske var det hans normale udseende, skønt det havde nået at forsvinde ud af min hukommelse. Men det slog mig at hans tøj var mere nusset nu. - Ikke hvis man må tage søvejen, sagde jeg og tvang mig til at smile overbærende. – De forstår, stationen er isoleret på grund af uvejret. Banelegemet er styrtet sammen flere steder, og vi har ikke midler til at reparere. Men al arbejdskraft er nødvendig for at holde stillingen deroppe. Derfor har jeg tilbudt at prøve på at tage rundt ad søvejen og bede om hjælp. Han så øjeblikkeligt det svage punkt. – Men hvad med telegrafen? Hvorfor ikke telegrafere efter hjælp? - Selvfølgelig, men vi havde mytteri blandt de indfødte i forrige uge. Maden er ved at slippe op. Regnen satte en stopper for det indtil videre, men de kom til at slå telegrafen i stykker. Klogt fra deres synsvinkel. Jeg håbede et øjeblik at jeg havde blokeret ham. Men nu så jeg hans modtræk, og det kom også lynhurtigt. - Men hvorfor telegraferer De ikke herfra? Nu havde han fået kløerne frem. Jeg turde ikke se på ham. - Er der telegraf her? Hvor er det? - På telegrafkontoret, selvfølgelig. Hans tonefald sank midt i replikken, som om en ny tanke lagde beslag på hans opmærksomhed. Jeg antog at han var ved at få sit billede af situationen klart, men ville fundere over de sidste brikker i puslespillet.

- Udmærket, sagde jeg for at afslutte samtalen. – Så går jeg derhen. Dér burde jeg have sat punktum eller spurgt ham hvor telegrafen lå. Så var jeg måske blevet af med ham. Men desværre fortsatte jeg, som om jeg havde brug for at forbedre min historie. - Men det hindrer ikke at jeg er nødt til at fortsætte til Boma. Det er umuligt at komme op ad floden som det er nu. Nogle steder er der vandfald. Det gav ham det stikord han aldrig burde have fået. – Nå, sagde han, beskeden på ny; men nu vidste jeg at det var bedragerisk. – Så er det heldigt at De har klaret Dem så langt. Hvad er det for en båd De har? Jeg lod som om jeg ikke hørte spørgsmålet og standsede op for at tage afsked. – Kan De fortælle mig hvor telegrafen ligger, så ville jeg være taknemmelig. Men nu var det for sent, og nu var det hans tur til at lade som om han ikke kunne høre. Han så mig længe ind i øjnene inden han sagde noget, og nu kunne jeg kende den formidable mand som havde holdt aberne tryllebundet og lokket sider frem i dem som jeg selv kun havde anet. - Jeg tror Dem ikke, sagde han til sidst. Han lød ikke uvenlig eller hånlig, bare stilfærdigt overlegen. – De er simpelt hen stukket af. De er træt af præstejobbet og vil hjem til Europa. Det kunne jeg se på Dem da vi mødtes forleden. Jeg kan genkende symptomerne, for jeg har gjort det samme. Jeg var missionær engang. Han sukkede. Jeg kunne mærke at der var mere på vej, så jeg sagde ikke noget. - Hvordan har De tænkt Dem at bære Dem ad? Jeg kan måske hjælpe Dem. Mere blev det ikke til. Jeg standsede igen og så ligesom mildt chokeret på ham. - Men kære mr. Turner, nu tænker De nok mere på Deres egne

erfaringer. Jeg har ingen tanker om at svigte min opgave hernede. Desuden har jeg ingen penge. Vi gik videre og rundede en lagerbygning. Dræsinen lå foran os for enden af bryggen. Aberne var ikke at se. Nu var det hans tur til at standse brat op. Hans forbavselse virkede ægte. - Du godeste! udbrød han. - Ja, hvad mener De? sagde jeg med en latter. – Da floden gik over sine bredder, havnede dræsinen i vandet. Og da vi ikke havde nogen anden båd, kun et par kanoer, så syntes vi at jeg burde gøre et forsøg med denne her. Og det er gået godt, hertil i hvert fald. - Men hvordan kan De – De er da vel ikke alene? - Nej, kom om bord, så skal De se. Aberne sad i kahytten, hvilket jeg først var meget taknemmelig for. Så opdagede jeg at Paul og Mathilde var i gang med en slags parringsleg, mens Jakob sad et stykke fra dem og prøvede på at se ubesværet ud. Turner kiggede ind over skulderen på mig. - Aberne! råbte han med anstrengt dæmpet stemme. Jeg noterede mig hans beherskelse som et tegn på at han ikke ville have udenforstående ind i vores mellemværende. - Netop, sagde jeg glad. – De er mine matroser. Der var ikke andre som meldte sig. Han gik forbi mig ind i kahytten og satte sig på briksen. – Prøv nu bare ikke, sagde han og stirrede mig ind i øjnene. – De har taget dem med for at slå mønt af dem. - De er umulig! Jeg kunne høre at min latter denne gang lød lidt falsk. Jeg hældte cognac op til ham i tømrerens glas og tog et frem til mig selv. – Men det er bemærkelsesværdige aber, forbløffende lærenemme. Det bemærkede De sikkert da De besøgte os. Skål! Hans måde at gribe om glasset på og vippe det ind var ikke til at tage fejl af. En rigtig alkoholiker. Spiritussen slog midlertidigt

alt andet ud af hans bevidsthed, så jeg fik en lille frist til planlægning. Jeg ville som sagt helst have ventet til om aftenen med at fortsætte rejsen. Jeg ville ikke efterlade så stærke erindringsbilleder hos folk i Landana at det lettede kommende efterforskninger. Samtidig vidste jeg at kommunikationen mellem Congo og Cabinda var så godt som ikkeeksisterende på grund af antipatien mellem de to koloniers forvaltninger. Det betød at jeg kunne føle mig ret tryg selv om jeg blev en dag til i Landana. Efterlysninger fra Congo ville ikke nå hertil på så kort tid, og ingen i Landana ville få den idé at rapportere min tilstedeværelse til belgierne. Men Turners opdukken ændrede det hele. Hans holdning var så snagende og truende at jeg havde al mulig grund til at holde ham borte fra telegrafen så længe jeg kunne. Og aberne? Hvordan reagerede de da de genså deres vækkelsesprædikant? Turner var optaget af cognacen og gjorde heldigvis ikke noget forsøg på at komme i kontakt med dem, men der var ingen tvivl om at de genkendte ham. De hang ved hans læber og ventede på at han åbnede spillet. De indledte aldrig nogen kontakt med et menneske, endnu en gang fik jeg det bekræftet. Uden formaliteter havde jeg hældt en ny dram op til ham som han mekanisk hældte i sig. Jeg lod den synke ind. Så rejste jeg mig pludselig og stillede flasken til side. - Nu, sagde jeg, – skal vi vise hvad vi kan. Siestaen var begyndt, det var stadig overskyet, men opholdsvejr og meget varmt. Alting klæbede. Næsten alle mennesker i havnen lå som lammede i deres både og skure. Ingen ville orke at forundre sig over et par dresserede aber der hoppede rundt på en flåde. Turners tanker havde været langt borte, men nu begyndte hans øjne at flakke. Nysgerrighed? Ængstelse? Umuligt at afgøre. Blikket var ikke længere så klart at det viste noget som helst. De næste timer blev anstrengende, men også temmlig kostelige. Jeg kastede los i en fart og stødte fra, drengene bemandede

stangen, og inden Turner fattede hvad det var der skete, var vi langt ude på floden. Så rystede han hurtigt cognacen af sig og begyndte at kredse om aberne og studere deres ageren fra alle sider. Først var han stum af ophidselse, men indvendig arbejdede han sig op, og til sidst brød han ud i sin bedste sælgersvada. - Utroligt. Utroligt ... En sensation! Du godeste, Moulin, her har De jo en formue som De sejler omkring med til ingen nytte. Jeg har rejst en del, og jeg ved at aber aldrig før har kunnet dresseres på denne måde. Og de har noget uhyggeligt menneskeligt ved sig ... Disciplineret arbejde på kommando! Er det Dem? Dittel? Hvordan har De båret Dem ad? Her lykkedes det mig at afbryde ham. Jeg fortalte at Dittel sørgeligt nok var blevet slået ihjel af de indfødte under mytteriet, men at det helt og holdent var hans værk at aberne var blevet tæmmet, og at det var frugten af meget hårdt arbejde. - Hm, nå, meget sørgeligt, men nu har De overtaget hans værk, ikke sandt. De er i det mindste moralsk set ejer af disse fantastiske dyr ... Men hør nu her, Moulin. Tag ikke til Boma! Der er for langt, det er for risikabelt, en livsfarlig kyst. - Nå, så nu tror De mig, sagde jeg tørt. – Men jeg skal til Boma. Mine kammeraters liv står på spil. De har forskanset sig i pladschefens hus. Får de ikke snart hjælp, sulter de ihjel eller bliver slået ihjel af de indfødte. Og aberne tilhører selskabet, det var på dets jord at de blev opdaget. - Til helvede med selskabet! råbte han og gjorde en foragtelig gestus ind mod det kontinent vi var ved at forlade. Han blev nu mere og mere sådan som aberne huskede ham, og begge drengene (som jeg nu kaldte dem) holdt op med at pumpe for opmærksomt at følge ham med øjnene, samtidig med at de bevægede læberne ligesom for at efterligne ham. Jeg åbnede munden for at protestere, men han kom mig i forkøbet. - Kammeraterne, selvfølgelig, naturligvis. Men hvor længe har De nu været borte? I tre dage? I løbet af den tid har de enten

slået oprøret ned eller er blevet ædt alle sammen. Og inden De når ned til Boma ... Mindst en uge. Der er ikke nogen fornuftig grund til at De løber sådan en risiko. Lad i det mindste mig tage mig af aberne for Dem, lad os blive kompagnoner. Landana er ingenting, ikke andet end et hul, vi tager op til Pointe-Noire, kun tyve kilometer oppe ad den franske kyst. Jeg lejer et lokale, sørger for opvisninger ... Jeg påpegede at det var umuligt for mig at navigere flåden uden aberne, og at jeg ikke ville se dem som cirkusdyr. Men lad mig i det mindste tage mig af hunnen indtil videre, bønfaldt han, så kunne jeg jo komme senere med eller uden de andre. Men jeg forblev urokkelig. Mens vi skændtes på denne måde, stadig ganske venskabeligt og for øjnene af en undrende Mathilde, begyndte vi at kunne mærke søgangen ude fra havet. Det var højvandet der kom imod os, og vi lå mere eller mindre stille, men da vinden fra syd samtidig fik mere spillerum og floden løb i nordlig retning, satte jeg sejl, og vi kunne lænse videre med ret god fart. Synet af sejlet og dets åbenbare effekt syntes at gøre Turner eftertænksom. Han holdt inde med sine overtalelsesforsøg og fulgte tankefuldt mine manøvrer der på dette tidspunkt må have virket temmelig kompetente, og min måde at dirigere Paul og Jakob på med bestemte tegn og råb som de havde lært at tolke. - De har temmelig meget forråd, sagde han pludselig og satte sig ved siden af mig ved rorpinden på det smalle sæde som tømreren havde sømmet fast for mig. - Ja, selvfølgelig, sagde jeg. – Det er en lang og besværlig vej til Boma, det har De selv påpeget. Jeg følte mig temmelig nervøs da jeg sagde det, og jeg tror han kunne mærke det. Han var meget observant. - Jamen, du godeste! råbte han og fór op igen. – De mener da vel ikke – De har da vel ikke tænkt Dem at prøve på at tage til Europa på denne flåde? Med ét var han helt hektisk igen, ja,

mere end nogensinde. Først var det en slags ren ophidselse, derpå slog det over i ængstelse. Han lo hysterisk og så sig vildt omkring som om han ville tilkalde hjælp; måske var det afstanden til den nærmeste bred han prøvede på at bedømme. Der var mindst to hundrede meter derind, og floden så ikke behagelig ud, den var grønbrun og bevægede sig sine steder i stærke hvirvler som følge af mødet mellem floden og det indstrømmende tidevand. Jeg syntes det var det rette øjeblik at sætte ham en skræk i livet; jeg kunne jo altid senere bortforklare det som en spøg, hvis det var hensigtsmæssigt. - Ikke til Europa, sagde jeg helt roligt som om jeg korrigerede en naturlig misforståelse. – Til Amerika. Han sank ned på sædet igen og sagde ingenting i flere minutter. Jeg flyttede mig ikke fra roret og så ikke på ham, men jeg kunne høre på hans vejrtrækning at han kæmpede med forskellige udveje af situationen. - Hent lidt cognac til os hvis der er noget tilbage, sagde jeg venligt. Men han rystede bare på hovedet og stønnede lidt. - Sæt mig af, kom det til sidst, knap hørligt. - Her? Midt i junglen? De må vente til vi kommer rundt om odden. Så sætter jeg Dem af lige midt ud for Landana. Det kan ikke være mange hundrede meter at gå. Han tænkte sig om et øjeblik. – De skal altså under alle omstændigheder til Boma? Han skottede sky til mig. Jeg forstod på hans tonefald at han hældede til at jeg var en gal mand som man måske kunne påvirke lidt, hvis ikke man sagde ham imod. - Hvor jeg end skal hen, så vil jeg ikke have Dem med. Så meget proviant har jeg ikke. Men, som sagt, jeg giver gerne et glas til. Denne gang gik han ind og hentede flasken. Han tog nogle slurke, rakte mig den og sank derpå igen hen i sine egne tanker. Det begyndte at skumre, i det mindste under den høje venstrebred, hvor jeg var styret ind for ikke at være i vejen for trafikken.

Derude i den lyse sejlrende gik store sejlskibe på vej til Landana, et par sorte motorsejlere gled forbi. Vi havde ikke mange hundrede meter ind til odden, men endnu kunne vi ikke se havet og horisonten. Flodbredderne omkring udløbet fladede ikke ud til lave savanner som jeg havde ventet, og som de gør ved Congoflodens udløb; det var den samme tætte, høje urskov som siden rejsen begyndte. Men oven over vandet, ved spidsen af odden og på bredden lige overfor, lå der et intenst grågrønt lys; ikke nøgent sollys selvfølgelig, men det skarpe akvarielys der opstod da solen gik ned bag skyerne derude. Jeg havde ikke set sådan et dagslys i måneder. Jeg stirrede længselsfuldt lige ind i det og fik ondt i øjnene. Aberne var allerede holdt op med at pumpe mens jeg satte sejlet, og nu forlod de fordækket og smuttede ind i kahytten som lyse skygger mod den dystre flodbred. Jeg troede de lagde sig til at sove, men jeg tog fejl. Endelig rundede vi odden. Solen var ganske rigtigt gået ned i en skybanke ude i horisonten, en lysende gul rand markerede stedet. Et kæmpemæssigt dybblåt stykke himmel faldt ned foran os som et gardin. Det var som at se himlen for første gang. Jeg havde gået og været så underernæret af den lille grå stump himmel deroppe, set som fra bunden af en grøn flaske, at alt dette nedfaldende blå gav mig en følelse af at blive kastet forover, lige ud i verdensrummet. Det skyldtes nok også at vandet ikke længere bar os fremad som det havde gjort i fire dage på flåden. Det føltes som at komme ud på et nyt underlag, et andet vand som var tungere og sejere. Fornemmelsen af at falde forover blev siddende lidt, jeg forsøgte at bryde den ved at se mig om. Turner sad og så fraværende ud, fra aberne kom der ikke en lyd. Vi gled tæt forbi odden; helt inde ved den, i dyb skygge, lå der et par krokodiller. For sent ude, tænkte jeg, I kan ikke få fat i os længere. Farvel med jer! Vi glider ud af Afrika, bort fra krokodiller, lianer, rødder og mudder. Vogue la galère.

100

Jeg drejede af mod syd. Jeg håbede at jeg kunne gå tæt ind under kysten og sætte Turner i land et par kilometer længere nede, ud for Landana. Det var højvande, og så langt burde kysten ifølge søkortet være ufarlig. Søndenvinden som kom imod os, var jævn, men nu blev vi stillet over for en afgørende faktor som jeg længe havde gruet for. Kunne det lade sig gøre at krydse med dræsinen? Det burde ikke være muligt at krydse uden køl. Men det gik; ikke hurtigt, men alligevel fremad, uden afdrift og drejninger til siden, og roret holdt. Jeg kan kun forklare vores evne til at krydse med det jeg i mangel på teknisk viden kaldte ”understellet” – det vil sige hjulene og den bastante langsgående midteraksel som forbandt hjulakslerne. Alt dette fungerede åbenbart som køl. Da vi således krydsede udad, friskede det mere og mere op, og flåden begyndte at hugge lidt. Ikke noget foruroligende, men nogle skvæt saltvand fik vi over os, og det var nok til at der blev uro om bord. Turner tørrede sig i ansigtet med bagsiden af hånden, og jeg kunne mærke at der blev sat noget nyt i gang i ham; med ubehag lod han blikket feje hen over det blå himmelrum der blev stadig mørkere og mere højtideligt, mens disen over floden fordampede bag ved os. Jeg kunne også høre hvordan aberne kom på benene med et par nervøse ryk, og deres anspændte årvågenhed trængte ud til mig igennem trævæggen. Jeg gjorde tegn til Turner om at tage rorpinden og holde kursen og gik ind i kahytten. Derinde var der mørkt, jeg kunne kun høre åndedrættet, kort, uroligt. Jeg famlede mig frem til petroleumslampen, tændte den og vendte den mod aberne. Først troede jeg selvfølgelig at det var søgangen som skræmte dem, og forsøgte at berolige dem, at få dem til at lægge sig til at sove igen. Men det var ikke det, jeg mærkede snart på deres sikre bevægelser at det ikke rørte dem den mindste smule. De viste ingen tegn på søsyge. Der var noget de ville sige til mig. Jeg kunne ikke blive klog på hvad det var, og vendte mig om mod døren for at gå ud igen. Da løftede Jakob sin højre arm

101

og pegede ud gennem sidevinduet. Jeg kunne ikke se andet end hav udenfor. Så forstod jeg det. De pegede mod nord. Bestemt, krævende. Kunne det være muligt? Jeg stak hovedet ud og råbte til Turner at jeg straks ville afløse ham. Så tog jeg mit atlas frem, rev Afrikakortet ud og satte det fast på væggen oven over den lille hylde hvor lampen stod. Da jeg havde forvisset mig om at de fulgte mine bevægelser, trak jeg med blyanten først en lille streg mod syd – vores nuværende kurs – og så en lige, energisk streg lige op over Guineabugten til egnen omkring De Kapverdiske Øer. Så bladede jeg frem til kortet over Atlanterhavet i Titanicbogen, trak den samme streg dér og fortsatte stregen op til London. Jeg holdt bogen frem for næsen af hver enkelt af dem efter tur og pegede så igen på kortet på væggen. Forstod de det virkelig? I hvert fald blev de roligere, først Jakob, så de to andre. Jeg lod dem sidde og grunde over kortene og lod lyset brænde da jeg gik ud. Turner var tydeligt lettet da jeg overtog roret. Det var på tide at vende; jeg håbede i næste vending at komme direkte ind mod landtangen ud for Landana, hvis lys allerede kunne ses. Vendingen gik godt, sejlet blafrede og smældede, bommen gled langsomt hen over vores hoveder, og jeg kunne mærke at manden ved siden af mig tøede op og blev lettere om hjertet; han ville sikkert snart sige noget. For mit eget vedkommende kunne jeg mærke modviljen vokse indvendig mod denne påtrængende kræmmer der forvirrede mine rejsekammerater og ødelagde vores første møde med oceanet, og jeg skammer mig over at måtte sige at jeg gerne havde lempet ham over bord i stedet for Dittel. Det ærgrede mig at aberne så villigt accepterede ham og ikke kunne mærke at han i langt højere grad var vores fjende end den mand de så koldblodigt havde slået ihjel. Men måske havde de været ligesådan i minutterne inden de dræbte Dittel, lige så rolige og fredelige, med den samme dis af indskrænkethed og dumhed over øjnene? Sådan

102

sad jeg og kælede for en vrede der steg for hver meter vi lagde bag os i den forkerte retning. Så kom da Turners lille tale som jeg ventede på; han syntes nok at trygheden var så nær nu, at han kunne vove et sidste forsøg. Han begyndte forsonligt, næsten beundrende. – Nu forstår jeg det, sagde han. – Det er Dem der har iscenesat alt dette. Planlagt flugten i hver en detalje, afventet det rette øjeblik. Længe inden mytteriet blandt de indfødte, hvis der overhovedet har været et mytteri. Han holdt en lille pause for at lade mig svare, men jeg sagde ikke noget. - Men det jeg ikke kan forstå, fortsatte han lidt utålmodigt, – er hvordan De vil bringe dette til en god afslutning. Hvor vil De egentlig hen? Jeg mener nu ikke Europa eller Amerika eller Sydafrika – det sidste virker jo mest sandsynligt. Ny pause. Jeg sad stadig tavs. Det anede mig at et nyt forslag til at slå en handel af var på vej. - Sydafrika er nok det jeg ved nærmere eftertanke ville satse på. I hvert fald til at begynde med. Han blev mere ivrig og vendte sig for første gang undervejs mod mig. Men jeg blev ved med at se ligeud mod lysene der blev stadig mere tydelige. – De bemærkede jo i lejren at jeg havde et ret godt tag på disse aber. De lyttede til mig som til et evangelium og var som fortryllede af mine billeder og kort. Det ville vi kunne bygge videre på. Sammen ville vi ... - Nej, sagde jeg og kiggede op mod sejlet. – Der bliver ingen handel. De skal ikke vises frem for penge. Nu var det ham der blev tavs og stirrede ligeud. Så kom udbruddet, og man kunne høre at vendingerne havde ligget parat for det tilfælde at den bløde linje skulle slå fejl. – Javel, begyndte han hadefuldt. – Man foragter handel. Man vil være berømt som idealist og eventyrer. Den første som sejler over Atlanten med tre aber på en dræsine! Vanvid! Det kan kun være en forløben vanvittig jesuit der kommer på sådan en idé. Vanvittig og snedig. Jeg

103

kender godt sådan én som Dem, De er ikke enestående. Jeg kan godt gennemskue Dem. En eller anden forrykt idé har De nok også i baghovedet. At gøre aberne til mennesker og så begynde forfra i Paradisets have eller frelse dem eller noget i den retning. ”Lad aberne komme til mig.” Afskyeligt! Sygt! Han snappede efter vejret, og det var tydeligt at han var temmelig beruset trods havluften. Jeg vogtede mig for at imødegå hans svada der jo var temmelig rammende, selv om den viste hans begrænsning. Det var bedst at lade ham hvæse færdig. Da han stadig ikke fik noget ud af mig, forsøgte han sig med et nyt angrebspunkt. – Ham den dygtige ingeniør forresten, hvad blev der af ham i den historie? Han passede jo som en mor på sin dræsine, han ville i hvert fald ikke risikere at tage den ud på Atlanterhavet. Hvordan døde han egentlig? Jeg følte mig afklædt. Den mand var ikke dum. Jeg fandt på et overraskelsesmodtræk der på en vis måde også var et svar på hans spørgsmål. Jeg greb hurtigt hans hånd og klemte den sammen om rorpinden, og i to skridt var jeg henne ved kahytsdøren. - Paul! råbte jeg. – Jakob! Så gik jeg ind og lukkede døren efter mig. Det varede ikke mange sekunder før han begyndte at råbe. Som jeg havde regnet med, turde han ikke slippe roret, kunne ikke gøre andet end at sidde dér og tude. - Moulin! Moulin! lød det gennem væggen og brændingen. – Misforstå mig ikke, kom det bagefter, næsten som en hulken. – Jeg var bare nysgerrig. Jeg holdt ham lidt på pinebænken inden jeg kom ud igen. Han var meget spag og føjelig helt ind til stranden, selv om han mere og mere fattede mod, jo nærmere vi kom. Da vi girede langs en lille sandrevle der skød sig ud i en halvkreds fra stranden, kom han meget hurtigt på benene, og knap havde hjulene stødt på, før han sprang i land. - Derhenne har De sikkert en vej, sagde jeg og pegede på et par oplyste huse der så europæiske ud. – Held og lykke.

104

Men han gjorde ikke mine til at gå. Han stod skrævende i sandet og pegede på mig. Han kastede et hurtigt blik over skulderen for at forvisse sig om at retræten var sikret. - Stop lidt, sagde han med kæk stemme. – Sæt en af aberne i land. Ellers angiver jeg Dem. Det var et træk jeg havde regnet med. Han forbavsede mig ikke længere. Jeg trådte ned i vandet ved siden af ham og begyndte at skubbe flåden udad, og det var jo svar nok. Men da jeg var kommet om bord og lagde roret om for at få vinden agterind, kunne jeg ikke lade være med at sende ham en afskedshilsen. - Så henvend Dem til vores pladschef i Boma, råbte jeg muntert. – Telegrafér og sig at jeg er der om tre dage! Det var naturligvis dumt at give ham så god en adresse hvis han tænkte på at angive mig. Men det lod ikke til at han hørte efter, han gjorde bare en foragtelig gestus med hånden som om han kastede mig ud til hajerne eller en anden sikker undergang på havet. Så gik han langsomt bort op over stranden, og da jeg lidt efter vendte mig om, kunne jeg ikke længere se ham. Jeg troede ikke på hans trussel. Hvad havde han at vinde? Han havde et temmelig dårligt rygte, og mit indtryk var at han passede alt for godt på sin bevægelsesfrihed til at indlade sig med myndigheder og store selskaber hvis ikke der var tvingende grunde. Værre blev det selvfølgelig hvis man fandt Dittels lig, men det ville være et helt utroligt uheld hvis det skete inden for de nærmeste uger. Og Turners sidste gestus da han gik inde på stranden, tydede på at han hellere ville glemme mig end hævne sig på mig. Endnu i dag tror jeg at han tav stille om vores ejendommelige møde og ikke blandede sig i de undersøgelser som fulgte. Under alle omstændigheder: Farewell, Mr. Turner! Der var endnu en ting jeg frygtede mere end hans trusler, og det var at ebben skulle sætte ind inden vi nåede tilstrækkelig langt ud til havs. Jeg ville helst være sluppet for at gå ud den nat, jeg havde behov for en sidste nat i hvile og tryghed før det store spring. Jeg

105

ville samle mig lidt, forberede mig sjæleligt på de farer og lidelser som ventede. Men her sad jeg nu og styrede mod nordvest, den kurs som aberne havde udpeget for mig, og vinden tog mere og mere til og pressede stadig stærkere mod sejlet. Kammeraterne sov inde i kahytten, de var overhovedet ikke vågnet da jeg kaldte på dem. Havde de angrebet Turner, hvis jeg havde givet dem tegn til at gøre det? Eller angreb de kun efter egne impulser? Ville for eksempel knaphed på proviant udløse sådan en impuls? Sådan var mine tanker i den nat hvor jeg forlod Den Gamle Verden, og de fremkaldte en ængstelse i mig som sørgede for at jeg ikke faldt i søvn ved roret. Jeg husker at jeg prøvede på at skubbe dem væk, i hvert fald at få dem på afstand, og min fantasi slyngede dem op mellem to stjerner der stod lidt til venstre for min kurs. Der genfandt jeg dem så aften efter aften, og det føltes som en første sejr over ensomhedens tvangstanker og et godt varsel for mit fortsatte eventyr.

1 Da dagen gryede, var kysten ikke engang en kilometer bag os. Ganske vist var vi drevet ud med ebben, hvilket jeg ikke havde tænkt på forinden, men vinden var løjet af i nattens løb, og jeg fik et ubehageligt indtryk af at kysten med dens dis var ved at hale ind på os, at Afrika havde opdaget vores flugt og satte efter os. Jeg surrede skøde og ror på en snedig måde som jeg netop var kommet i tanker om, og kommanderede drengene til pumpestangen. De gjorde sig ikke kostbare, det skulle tværtimod vise sig at det var svært at holde dem borte fra den. De lagde naturligvis mærke til at den drev os fremad, men frem for alt var den deres kæreste legetøj – eller snarere en drift eller et narkotikum for dem, for de viste ingen glæde når de håndterede den. De bevægede sig som automater og fik et søvngængeragtigt udtryk i ansigtet, de afskærmede sig mod omgivelserne. Mathilde havde ikke nogen del i det, hun forekom helt uinteresseret i pumpestangen. Hun søgte til mig når drengene pumpede, eller blev liggende i kahytten og sløvede og pudsede sig. Det var mandag den 18. maj 1914. Jeg nævner det særskilt og ikke uden skamfølelse, for det var den sidste dato jeg med sikkerhed kunne huske. Min eneste undskyldning var at jeg var helt udmattet af søvnmangel i de første døgn. Det blev bedre senere hen da jeg vovede at sove om natten og stole på at roret holdt den kurs jeg havde fastgjort det i, så længe vinden var stabil. Da gik det også op for mig hvor farligt det var for moralen at leve uden almanak, og tilvirkede derfor en (med månefaser og det hele) på et par blade i min notesbog. Der viste sig senere at være en fejl på et par dage, men det gjorde jo ikke noget. Hovedsagen var at jeg

109

bevægede mig på et skinnelegeme af dage, at der var et fremad og et bagud i tiden, at tiden ikke bredte sig endeløst i alle retninger ligesom lyset og havet omkring mig. En sådan cirkulær, centrifugal tid eller ikke-tid oplevede jeg nogle gange i korte anfald af panik som var modbydelige mens de stod på, og føltes som om bevidstheden blev revet i stykker ved fuld bevidsthed – nærmere end sådan kan jeg ikke beskrive det. Den kamp for tilværelsen som jeg kæmpede, var mere end alt andet en kamp for at opretholde kontrollen over tilværelsen, og dér var det lige så vigtigt at holde rede på dagene som at holde kursen. Eller rettere sagt: Det vigtige var den subjektive forestilling at man gjorde det, for, som det skulle vise sig, gjorde jeg i virkeligheden ingen af delene. Jeg talte om det blå gardin der blev trukket ned foran mig da vi rundede den sidste odde, og havet pludselig lå åbent. Hver gang jeg tænker tilbage på mine måneder til havs, finder jeg det barmhjertigt sænket over minderne fra den tid. Samtidig kan jeg ikke nægte at jeg gjorde optegnelser så godt som daglig på rejsen; det er også lykkedes at bevare de fleste af dem. Men jeg føler altid ubehag når jeg blader i dem, for de former sig aldrig til en historie. Det jeg finder, er en masse detaljer, men ikke nogen tråd der binder dem sammen. Den tråd skulle have været mig. Men min personlighed var for svag. Nietzsche, som jeg og mange andre bar med mig dengang, taler om ”følelsens frihed” der ledsager den som opsøger store genvordigheder og problemer. Det havde jeg jo gjort, men følelsens frihed – nej. Det stræbte jeg ikke med. Jeg var aldrig på niveau med mine genvordigheder og problemer. Jeg måtte lade mig nøje med udmattelsen på slagmarken som han også taler om og formodentlig kendte bedre. Det var som om naturen havde rullet mig flad mellem evigt vand og evig sol, dag ud og dag ind, og havde lagt mig opvredet til tørre om natten. Vindene var mere venlige mod mig: Jeg slap for storme, og da jeg en eneste gang blev ramt af vindstille, blev jeg mirakuløst reddet fra undergang gennem menneskelig indgriben.

110

Noget jeg ofte grublede over, med forskelligt resultat, var om mine medrejsende stod på naturens side på godt og ondt, eller om de var mine brødre og trofaste kammerater. Uden dem havde jeg selvfølgelig aldrig haft en chance for at klare mig, deres indsats ved pumpestangen var nødvendig. Og jeg slap for den totale ensomhed der givet ville have gjort mig vanvittig. Og dog var jeg ensom, måtte tvinge mig til at være det ved at distancere mig fra dem og observere dem sådan som man observerer forsøgsobjekter. Der udgik nemlig et kraftigt sug fra dem, et sug ind i et fællesskab hvis betingelser jeg kun kunne ane. Og det ville lige så sikkert som ensomheden om bord have nedbrudt min psyke, og på en endnu mere forfærdelig måde. Det var det dilemma jeg levede i, og trods alt overlevede. En rigtig odyssé kræver en helt der kan tæmme elementerne; jeg kunne ikke engang tæmme tre halvtamme aber. Jeg blev trukket og skubbet fremad af gunstige vinde og strømme, af abernes muskelkraft og venlige mennesker. Min egen indsats indskrænkede sig til at jeg tillempede en viden som jeg havde skaffet mig på land, viden om navigation efter stjernerne, og om hvor de store havstrømme og passaterne går. Mine eneste hjælpemidler var kort og kompas og kikkert, og et stort spansk søkort over Sydatlanten. Jeg ville gerne have haft en sekstant, og jeg tænkte tit på det geometrisk smukke eksemplar jeg havde set i skibshandelen i Landana, men ikke kunnet købe. Senere forstod jeg at det antagelig blev min redning at jeg ikke kunne navigere bedre. Forsynet fik frie hænder. Naturligvis var det slet ikke min tanke at søge mod Europa. Dér ventede der mig ikke noget godt, aberne ville blive taget fra mig, jeg ville blive sat fast og efterforsket, måske sendt tilbage til Congo. Desuden havde jeg hørt at man rustede sig til krig deroppe. Hellere død eller forsvundet for den gamle verden og et nyt liv i Sydamerika. Hvis det nu virkelig lykkedes mig at komme derover, kunne jeg måske skjule mig en tid og senere dukke frem

111

med mine aber, eller leve videre i al stilhed som nybygger og fortsat studere dem i de nye omgivelser. Min nærmeste hensigt var at styre videre mod nordvest og tilsyneladende føje mig efter abernes vilje, for jeg tvivlede ikke længere på at de ville til det land som Turner havde tryllet frem med sine billeder, ”England”. Med den kurs ville jeg kunne ride på Benguelastrømmen i en bue mod vest helt ud til midten af Sydatlanten. Hvis mine kort stemte, burde jeg først og fremmest tage mig i agt for at komme for langt mod nord, hvor der ikke alene var bælter af vindstille, men også vinde og strømme der førte tilbage til den kyst jeg havde forladt. Jeg måtte også tage mig i agt for sydøstpassaten der i vinterens løb – og det var jo den sydlige vinter der lå foran mig – har en mere nordlig retning og ikke drejer så stærkt af mod vest. Helst burde jeg passere tæt forbi øen Ascension på den atlantiske centralryg; måske kunne vi blive der en tid og hvile og proviantere. Men chancerne for at ramme sådan en lille ø helt nøjagtigt var selvfølgelig ikke store. For overhovedet at opdage den måtte man være inden for en afstand på tres-halvfjerds kilometer i klart vejr. Det gjaldt altså om at få vand og proviant til at strække til også uden mellemlanding. Min optimisme på det punkt kan forekomme vanvittig, men den byggede, som jeg syntes, på velbegrundede forhåbninger. Midt ude på Atlanten skulle vejen ned ad bakke begynde: Den hurtige sydlige ækvatorialstrøm skulle tage over, og ved passatens hjælp skulle den slynge os mod Sydamerikas østlige spids eller deromkring i løbet af et par uger. Turen ud til midten beregnede jeg til at vare en måned.

Efter seks dage med dejligt frisk og klart vejr og en jævn brise agterind fik jeg ret forude en ø i sigte. Det måtte være Annobón, den portugisiske ø som jeg havde set fra dampskibet da jeg tre år

112

tidligere var kommet fra Europa. Jeg lagde straks om til en mere vestlig kurs for ikke at risikere at blive trukket ind i Guineastrømmen der meget hurtigt ville have bragt os tilbage nogenlunde til udgangspunktet; jeg håbede bare at det ikke allerede var for sent. Det varede ikke mange minutter før drengene reagerede; de pegede i samdrægtighed og bebrejdende på øen og opfordrede mig med blikke og håndbevægelser til igen at styre mod den. Der var ikke andet at gøre end at kalde dem til en ny demonstration på kortet. Med blyant tegnede jeg den vej ind som vi havde tilbagelagt. Det forstod de uden at jeg behøvede at pege agterud eller tydeliggøre det på anden måde, men de forekom skuffede. Alligevel havde vi rejst næsten tusind kilometer på seks døgn, en hastighed som vi aldrig siden skulle overgå på egen hånd. De udviste ikke alene utilfredshed, men også en utålmodighed som jeg havde svært ved at tolke. Var det rejsens ensformighed der pinte dem? Kunne de huske og se frem mere end én dag ad gangen? Eller var det simpelt hen havet, det evigt bevægelige underlag, der gik dem på nerverne så de længtes efter at føle fast grund under fødderne? Eller skinner under hjulene? Jeg bestemte mig for at de simpelt hen havde forregnet sig, fordi vi ikke var nået længere i løbet af en tid som de formåede at opfatte som meget lang. Havet var for dem et overgangsstadium, et nødvendigt onde. Deres nedslåede stemning varede i endnu et par dage; så længe øen var synlig i horisonten, stod de alle tre ved masten og så længselsfuldt efter den. Så vendte de tilbage til deres daglige rutine, stadig bedrøvede, men med den samme disciplin som før. For det bemærkelsesværdige var at de i løbet af den tid, hvor de må have været utilfredse med mig og måske endda troede at jeg snød dem, ikke gjorde det mindste forsøg på at rokke ved min stilling som den der havde kommandoen, og som delte mad ud. Det sidste forbavsede mig måske allermest, samtidig med at det utaknemmeligt nok fyldte mig med bange anelser. Sulterationer var der sandelig heller ikke tale om i denne fase, og kosten var

113

varieret: tørret frugt, kassavarod som jeg kogte giften ud af på spritapparatet, nogle tilmålte strimler af noget konserveret kød som jeg hele tiden var bange for ikke skulle kunne holde sig. Men alligevel: Hvor havde de lært den selvbeherskelse de udviste over for de kasser som de vidste var fulde af mad? Jeg blev snarere lettet når de af og til dunkede i gulvet med deres tomme krus for at demonstrere at de ville have mere end det ene krus vand de fik til hvert måltid. Men længere end som så gik de ikke, og jeg ville gerne tro at det skyldtes mit gode forbillede, for jeg spiste eller drak aldrig ud over de fælles måltider og var omhyggelig med at vise at jeg gav mig selv nøjagtig de samme portioner. Her var der altså ingen problemer, men jeg havde alligevel en fornemmelse af at deres loyalitet byggede på en tavs forudsætning eller rettere en modpræstation fra min side, nemlig at jeg ikke bevægede mig ind på deres monopol med at pumpe. Jeg kunne ikke blive klog på deres kærlighed til dette hårde og monotone arbejde som de betragtede som deres privilegium, og som på en eller anden måde var den drivende motivering bag deres handlemåde lige siden den dag hvor de for første gang kom i kontakt med jernbanebyggeriet. Det var på en måde deres mest menneskelige side i den henseende at det drejede sig om et arbejde der ikke direkte tilgodeså deres animalske behov. Men også den mindst menneskelige for så vidt at anstrengelsen og gentagelsen åbenbart var en værdi i sig selv for dem (som man måske kan se hos børn når legen slår over i ritual). Stadig med undtagelse af Mathilde. Hendes adfærd svarede mere til mine konventionelle begreber om menneskeaber og blev netop derfor overraskende, set op mod hannernes fanatiske fiksering ved en bestemt arbejdsopgave der fra en normal abesynsvinkel måtte tage sig meningsløs ud. Det var i en vis forstand en karikatur på arbejdsfordelingen i den europæiske menneskefamilie, hvor der ikke var behov for noget hjælpeløst afkom at tage sig af, for at kvinden skulle blive i hjemmet. Men omgivelserne om bord var

114

jo heller ikke normale, og jeg besluttede mig til at skubbe disse spørgsmål til side indtil videre. Der var masser af andre problemer som var mere akutte. Der var først og fremmest spørgsmålet om drikkevand. Under rejsen ned ad floden havde regnen ganske vist næsten fyldt vores tank, men da vi brugte cirka to liter om dagen, ville det ikke slå til ret meget længere end til fyrre dage, hvis ikke vi fik ny regn, og det var der ikke noget som tydede på. Allerede da der var gået en uge, syntes jeg at niveauet i tanken var sunket betragteligt, og jeg begyndte at blive ængstelig for at vandet fordampede i varmen, til trods for at jeg meget omhyggeligt holdt tanken tillukket. Eller var det netop det som var fejlen? Jeg syntes jeg kunne se en misfarvning af den dunkle overflade derinde. Jeg kom på den idé at stille beholderen på højkant og stikke så meget som muligt af den ned gennem lugen i dækket, så indholdet i det mindste delvis kunne blive holdt køligt af det nu temmelig kolde havvand. Aberne bevidnede mine foranstaltninger med forundring, men gjorde ikke mine til hverken at hjælpe mig eller at protestere. Et andet forsøg på at forebygge vandmangel var at lave te af og koge kassavarødderne i saltvand; jeg havde hørt, eller læst, at man kunne klare sig på saltvand i kortere perioder uden at tage skade. Aberne nægtede dog at spise kassavaen efter den behandling, ligesom at drikke saltvand, og jeg fulgte snart deres eksempel efter at jeg havde fået smerter omkring nyrerne og udslæt på hænder og fødder; udslættet skyldtes dog, som det viste sig, udvortes indvirkning af saltvandet. Jeg knugede også omhyggeligt ferskvandet ud af de fisk det lykkedes at fange, men desværre var mit held som fisker ikke så stort at det fik nogen betydning. Der kom af og til et krus vand ud af det som ganske vist ikke var salt, men det havde noget kvalmende ved sig. En anden ting som jeg efterhånden fik lært på den smertelige måde, var at øjnene måtte beskyttes mod de stærke solreflekser

115

fra havoverfladen. Jeg holdt blikket fæstet på det rødbrune sejl der blegnede mere og mere, og prøvede på at lukke øjnene så meget som muligt. Det sidste var nok også godt for min sjælelige ligevægt, eftersom jeg i mange år havde været så vant til at meditere med lukkede øjne at tankerne automatisk ordnede sig i beroligende mønstre, så snart jeg lukkede øjnene. Hos drengene, der ligesom jeg selv var ude på dækket hele dagen, bemærkede jeg også at øjnene blev irriterede, men trods stædige demonstrationer lykkedes det mig ikke at få dem til at holde øjnene lukkede bare i et par sekunder; de blinkede bare uforstående eller måske trodsigt mod mig. Så gav jeg dem huer på af den slags jeg selv gik med mod solen, fordi tropehjelmen i længden havde vist sig at være alt for tung og klodset. Det var runde hvide huer med blød skygge, såkaldte crickethuer, som jeg havde købt billigt i skibshandelen i Landana (jeg ville tro at de stammede fra Turners sortiment). Abernes hoveder var tilpas små til at skyggen let kunne trækkes ned og beskytte øjnene. Til min glæde kom de til at holde meget af disse huer og ville knap nok tage dem af om natten. De bidrog på deres måde til samhørigheden mellem os, og ingen af os havde derefter nævneværdige øjenproblemer. Men vi blev sandelig mere magre alle sammen. Paul og jeg tabte hår i store totter hvilket syntes at more de unge, og jeg fik en del udslæt som jeg altså først troede skyldtes at jeg havde drukket saltvand, senere at der manglede noget i kosten. Jeg var forfærdelig bange for at det skulle udvikle sig til de store sår og bylder som jeg vidste at mangel på næring kunne medføre. Efterhånden gik det imidlertid op for mig at udslættet – eller rettere vablerne – skyldtes bølgerne der skyllede ind over dækket når vinden stod på. Ikke at jeg havde regnet med at komme tørskoet over Atlanten, men skal jeg afveje strabadserne mod hinanden, må jeg sige at saltvandet i denne form blev en større pine end både sult og tørst, nattekulde, vind og sol. Ikke nok med at vandet trængte ind i kahytten trods mine forsøg på at tætne væggene

116

ved gulvet; under dette arbejde, der kun kunne udsætte det øjeblik hvor alting var gennemblødt, stod jeg i saltvand og havde med saltvand at gøre så længe at hænder og fødder og underben var oversået med vabler når der var gået et par timer, og det var enfoldigt af mig ikke straks at se sammenhængen. Men selv vablerne kunne jeg vel have taget som en mand, hvis bare jeg kunne være sluppet for de tvangsforestillinger på grænsen til hallucinationer som overskylningerne fremkaldte i mig. Allerede på lang afstand kunne jeg se de regelmæssigt tilbagevendende høje bølger tage form som fast stof, tunge og knusende, som en rulle af sten der kom væltende mod mig for at knuse mine fødder. Når bølgen brød ind over dækket, prøvede jeg med fortvivlede hop at undgå den, eller jeg klatrede op i masten og videre op på taget, hvor jeg dog ikke turde blive af skræk for at bommen skulle feje mig over bord til en sikker død. Aberne som hverken var plaget af vabler eller var bange for bølgerne, fandt denne opførsel meget pudsig; de blev roligt stående på dækket og holdt sig fast i stangen mens bølgen passerede, hvorefter de opførte en lille dans og løssluppent efterlignede mine krumspring. Men jeg lagde mærke til at Mathilde snarede efterlignede drengene end mig, og ved et par lejligheder sendte hun mig et sideblik jeg tolkede som medlidende. Disse intermezzoer begrænsede sig til de få lejligheder hvor vindstyrken nærmede sig det man kalder kuling, og hver gang måtte jeg erkende at vi ikke svævede i nogen nævneværdig fare, så længe vi holdt os ordentligt fast. Og dog var den skræk jeg følte, meget virkelig, og den bitre lektie af dette var at jeg på ingen måde, sådan som jeg havde troet, psykisk var bedre rustet til rejsens belastninger end mine kammerater. Og ikke nok med det: Min svaghed var åbenlys for dem, det virkede somme tider som om de direkte hånede mig. Måske hentede de deres styrke i forestillingen om at sørejsen snart ville være overstået. Oceanets vældighed kunne ikke

117

rummes i deres snævre hoveder. Min stadigt tilbagevendende skræktanke var selvfølgelig at jeg ville miste min autoritet hvis jeg sprang op i masten for ofte, at aberne ville gøre mytteri og smide mig i havet. Mine manøvrer med sejl og ror måtte jo allerede efter nogle dages forløb have forekommet dem enkle nok til at de turde overtage fartøjet på egen hånd. I de øjeblikke savnede jeg bittert min revolver og min trygge tilværelse i lejren. Men til min forbavselse skete der ingenting. At jeg lod mig ydmyge af et hav som ikke skræmte dem, ændrede øjensynlig ikke deres indstilling til mig og min rolle om bord. Deres morskab på grund af mig var måske godmodig (overbeviste jeg mig selv om), i det mindste så længe jeg ikke tabte kontrollen over flåden. Efterhånden blev vinden roligere, og jeg med den. Den blev til og med lidt for rolig. Og andre grunde til ængstelse kom i stedet.

Da vi havde været til søs i omkring femogtyve dage, stod det mig klart at vi var ved at sejle forbi Ascension på stor afstand. Selve øen lokkede mig ikke ret meget, jeg vidste at den blev forvaltet af den engelske flåde og formodentlig bevogtet derefter. Men jeg ville meget gerne se den for at få sikkerhed for at vi var på ret kurs, og min tanke var over for aberne at identificere den på kortet som en af Azorerne. Eftersom den sydøstlige vind løjede mere og mere af, var vi imidlertid drejet kraftigt af mod syd. Mine observationer af stjernerne var entydige: Vi befandt os et godt stykke syd for den tiende breddegrad, ikke nord for den, som vi skulle. Det kunne være en fordel på den måde at vi kom hurtigere ind i sydøstpassatens hovedstrøg, men min længsel efter land – et hvilket som helst land, om det så bare var en befæstet vulkansk klippe midt i oceanet – var nu så stærk at jeg ikke kunne føle andet end skuffelse. Desuden så det ikke ud til at vi kom ind i bedre vind. Tværtimod: Trods det at jeg holdt min

118

kurs mod vest, og at drengene arbejdede hårdt ved pumpen, var det som om stærke strømme ufravigeligt førte os mod et vindstille centrum mod syd. Hvad hjalp det at sejle mod vest for en stadig svagere vind, hvis underlaget bevægede sig mod syd med den tredobbelte hastighed? At det var sådan det forholdt sig, fik jeg bekræftet langt senere på et kort over strømme, der var bedre end mit eget. Dér kunne jeg også se at vi var havnet allernederst i det knippe strømme som falder af fra hovedretningen og munder ud som en flod i midten af Sydatlanten, sydvest for Sankt Helena. Men, som sagt, det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Og fortsatte med kurs mod vest sådan som jeg troede, og håbede på at vinden ville komme, og at provianten ville strække helt til Amerika.

Efter endnu femten dage hvor drengene havde slidt tappert ved stangen og fået meget lidt hvile, fik jeg, først skeptisk måbende, men derefter til min ubeskrivelige glæde, land i sigte. En umiskendeligt sort prik lige forude, for massiv til at være et fartøj. Med skælvende hænder surrede jeg roret fast og styrtede ud på dækket under vilde hyl. Jeg sprang rundt om drengene og pegede med strakt arm, men det lod ikke til at de kunne se den. Modvilligt forlod de pumpen og begyndte også at danse, ligesom for at gøre mig tilpas og møde en tosse inden for hans eget system; de stod og rokkede tungt på stedet, ligesom bjørne. Så vendte vi tilbage til vores poster. Først et par timer senere pegede Mathilde, der holdt mig med selskab ude i agterstavnen, spontant på den sorte prik. Den var nu vokset til en vorte på horisonten. Høj og flad og stadig sort. Ascension trods alt? Havde jeg læst forkert i mine stjerner? Øen der lå foran os, havde en meget særegen kontur. Hen mod aften, da solen gik ned bag den, og alle aberne så den og glædede sig på deres tørre måde, lignede den en sejlende ligkiste, og jeg tænkte, midt i glæden, på Dittel.

119

Og nu tvivlede jeg ikke længere. Ascension er ganske vist også høj, men har en spids top i den ene ende. Tristan da Cunha vidste jeg ikke hvordan så ud, men jeg udelukkede den af flere grunde. Så langt mod syd kunne vi ikke være kommet. Ingen der er blevet opdraget med Frankrigs historie, kunne tage fejl af omridset. Det var Sankt Helena, Napoleons ø. I løbet af fyrre dage på havet havde vi beskrevet en mægtig cirkelbue på tre tusind kilometer. Min kalender viste den 25. juni 1914, torsdag.

2 I nattens løb pumpede vi os langsomt nærmere, ingen af os ville sove selv om vi var i en temmelig dårlig forfatning. Det var næsten stille, luften var lun og fuld af dufte fra land. De vakte en ubeskrivelig længsel, en lidenskab i mig, men alligevel var jeg beklemt. Den sorte blok foran os voksede uhyggeligt i måneskinnet, vi blev suget ind som mod et mægtigt gab, hvor det takkede omrids med små spidse toppe dannede en uregelmæssig række tænder. Da dagslyset kom, virkede øen pludselig mindre igen. Et øjeblik blev jeg bange for at strømmen skulle rive os væk fra den, men det var et synsbedrag. Den udvidede sig på ny, mørkeblå, næsten violet; i kikkerten kunne jeg skelne nogle gullige, lodrette striber som jeg antog var størknede lavastrømme. Det blæste lidt op og var frisk og køligt, vi havde vinden i ryggen som sædvanlig. På forbløffende kort tid havde klippevæggen bredt sig ud i horisonten og skød meget hurtigere i vejret mod himlen end jeg havde troet. Og lige så hurtigt kom der bevægelse omkring os. Søfugle i stort antal sejlede rundt i luften, tavst og spøgelsesagtigt mod den mørke baggrund, og for første gang på rejsen så jeg på afstand et par hajfinner. Aberne så sig om lige så forbavsede som jeg, også lidt ængstelige. Ingen både, bygninger eller andre tegn på menneskeligt liv var at se, og det var som om det ikke hjalp at vi endelig var omgivet af levende væsener og havde hvile og drikkevand inden for rækkevidde. Den døde kolos foran os syntes at knuse enhver tanke om liv og redning under sin lodrette tyngde, og aldrig havde jeg på det åbne hav følt mig så ynkelig og udleveret som jeg nu gjorde.

121

Aberne syntes at dele min følelse. Jeg ved ikke rigtig hvordan det gik til, men uimodståeligt søgte vi mod hinanden, og længe sad vi tæt sammen op ad kahytsvæggen, stille og beklemte. Da jeg lagde hånden på Jakobs arm, så han længe på mig, ikke i øjnene, hans blik vandrede hen over hele mit ansigt. Ikke en lyd kom der fra ham, ingen af dem havde nogensinde ytret andre lyde end fnysen og gispen, ikke engang af smerte eller sult. Men tavsheden var nu så fortættet, så fyldt med broderskab i en vanskelig situation som vi alle delte, at den insisterede på endelig at blive brudt. Måske var de, ligesom jeg, blevet ramt af en form for chok. Begreberne om tid og rum havde været så spredte og opløst af hav og himmelrum at de næsten var holdt op med at eksistere. Og da bevidstheden nu igen vandt fodfæste og vågnede til live i en brændende sult efter variation for øjet, så rejste denne forfærdelige mur sig som, i stedet for at give den længselsfuldt ventede næring, berøvede bevidstheden dens gamle sulteration af vand og himmel og sol. I mig havde den lange række af ens dage fremkaldt de samme mangelsymptomer i sanser og bevidsthed som et ophold i enecelle gør; og hvad det ville sige, vidste jeg, den erfaring havde jeg gjort nogle gange i mit liv. Ensomheden kræver en rituel livsførelse der forstærker følelsen af uvirkelighed, og jeg havde mistet enhver spontan viden om hvor længe jeg havde været ude. Havde jeg ikke kunnet støtte mig til min hjemmelavede almanak, kunne jeg lige så godt have gættet på tyve eller hundrede dage som på fyrre. Nu var det som om nærheden til land, til huse og veje og mennesker, havde revet den barriere ned som jeg havde bygget op mod aberne. Jeg så en mulighed for endelig at slippe ud af naturen og træde over i en menneskelig dimension der uventet krydsede min vej – fra nord til syd, så at sige, som et fartøj fra Europa og historien som foregik dér langt borte. - Jakob, sagde jeg og trykkede hans hånd. Jeg husker at jeg var opfyldt af et sentimentalt overmod i det øjeblik, det var som

122

om jeg ville have sagt: Herregud, lad os nu ikke gå her og stille os an længere, vi er jo alligevel mennesker! Det sekund jeg udtalte hans navn, står stadig med en særlig aura i min erindring, og jeg husker også min lige så kortvarige forvisning om at han ville svare mig. Han svarede ikke, men drejede langsomt hovedet og så på mig igen. Han så på mine læber. Så løftede han sin venstre hånd og rørte ved dem. Jeg syntes at hans læber skælvede.

3 Foran os og over os den lodrette klippe, mørkebrun på nært hold og flere hundrede meter høj. Højt deroppe en hvid sky som en hue på dens hoved. Vi tog sejlet ned. Jeg var bange for at komme for tæt på. Det var sent om eftermiddagen, vi lå i dyb skygge, en ligblå uhyggelig skumring længe før solnedgang. Vi var kommet med vinden fra sydøst og lå nu omkring hundrede meter fra land, ganske tæt ved den nordlige odde som det gjaldt om at runde for at komme om på læsiden. Kun fra den side havde vi en chance for at nå land uden at blive slået i stykker mod klipperne. Dér lå også, vidste jeg, øens eneste by og eneste havn: Jamestown. Men jeg var kommet i en meget nøgtern sindsstemning og forstod at det gjaldt om at undgå kontakt med mennesker. Ganske vist havde jeg udtænkt en troværdig forklaring på vores opdukken, i hvert fald mere troværdig end sandheden, men jeg var fast besluttet på at udsætte en konfrontation længst muligt og bevare min handlefrihed. Selv hvis min historie blev troet, ville myndighederne på øen sikkert sætte os i en slags karantæne, og blev den ikke troet, ville alle vores strabadser være forgæves og ende i fangenskab og fornedrelse. Min vej var afstukket trods alle de vanskeligheder der forestod, og som jeg endnu kun kunne ane. Afvente natten, runde odden og prøve på at gå i land i ly af mørket, helst i nærheden af havnen. Der lå vi nu og vuggede på de krappe bølger, og jeg fordrev tiden med i kikkerten at følge bjergkammenes omrids højt oppe, mens skyen hastigt opløste sig, og lyset trak sig tilbage. Nogle steder kunne man se kanoner og murede brystværn der ikke virkede helt moderne; den høje signalmast var dog up to date. Jeg

125

så på den med ubehag og tænkte på at det ville tage et øjeblik at underrette fastlandet om vores tilstedeværelse. Da alt var sort, for månen var skjult de første af nattens timer, satte vi igen sejl og sejlede i en stor bue uden om odden der viste sig at være to odder med en bugt på et par kilometer imellem. Øen var endnu stejlere og mere utilgængelig end på østsiden, og der var ikke andet at gøre end at fortsætte. Vi havde godt to timer inden daggry, men jeg havde ikke regnet med de to odder og med at Jamestown ville ligge så langt borte. Så jeg sagde til drengene at de skulle pumpe. Efter fire timers rejse lå vi endelig på det blanke vand neden for byen. Bevæget så jeg de kunstige lys som blinkede svagt derinde. De var ikke mange, men de varmede efter alle de kolde stjerner over havet. Jeg slukkede vores eget lys og styrede på respektfuld afstand forbi byen hen mod den sydlige ende af lysrækken som lå lavest. Vandet var ganske vist blankt og stille, men snart kunne jeg mærke en lang dønning under os som sugede i maven på en ubehagelig måde. En lang stenkaj dukkede op til højre. Vi hjalp hinanden med at vende på stangen for hurtigt at kunne bakke, og jeg løsnede bommen og gik frem i forenden, parat til at støde fra. Jeg kunne skimte nogle fiskerbåde længere inde i havnen. Der var ikke en levende sjæl at se. Dræsinen stødte let mod kajen. Jeg løftede mig op på den fugtige, riflede stenlægning med fortøjningslinen i hånden og gjorde den fast ved en af de jernstænger med reb imellem som kantede kajen. Aberne stod samlet i forenden, ivrige efter at følge efter mig. De så på en eller anden måde rørende og bønfaldende ud. Du har da vel ikke tænkt dig at forlade os? Syntes de at sige. Jeg betragtede dem tankefuldt. Hvis jeg stødte flåden ud nu, tænkte jeg, og virkelig forlod dem, hvordan ville de så reagere? Ville de prøve at lægge til land igen? Hvis det mislykkedes og de drev til havs, hvordan ville de så opføre sig? Hvor længe ville de klare sig? Ville de prøve at opretholde den orden jeg havde

126

bygget op om bord? Hvem ville tage roret, Paul eller Jakob? Eller måske Mathilde? Det var som om de havde anet mine svigefulde tanker, for de begyndte at trampe uroligt i dækket og sende mig blikke som for at kalde mig tilbage til virkeligheden. Stå ikke dér og tænk på gale streger, sagde de med øjnene. Det er ikke det du får penge for! Jeg afbrød min tankeleg; nogen virkelig fristelse var det ikke. Nu mente jeg at jeg skyldte dem en orientering inden vi steg i land. Jeg sprang ned på flåden igen og gjorde tegn til dem om at gå med mig ind i kahytten. Da jeg havde tændt lampen, gik jeg hen til kortet og satte resolut fingeren på England som, så meget desto bedre, så temmelig lille ud dér øverst oppe, og som desuden var skåret over på midten. Og hvad skulle de sammenligne med? Afrika var jo kæmpestort på kortet. Der stod de, eftertænksomme oven på deres lykkelige ankomst til London. Paul rynkede panden som om han anstrengte sig for at forstå, de to andre så velvilligt interesserede ud, men måske ikke helt overbeviste. Mathilde vendte snart tilbage til sin sædvanlige adspredthed. Men ingen af dem virkede ængstelige eller misfornøjede som de gjorde da vi satte kursen mod syd uden for Landana. Jeg gav dem i øvrigt ikke pusterum til at fundere ret længe. Jeg tog en rask beslutning og gik ud på dækket med lygten tændt, og vi klatrede alle op på kajen. Jeg så mig mere og mere rådvild om, og til sidst gik sandheden op for mig. Så langt lygtens lyskreds rakte, kunne jeg kun se sten, ru, men kompakte, uden en eneste lille vig eller odde, og frem for alt uden en eneste smule vegetation at skjule vores fartøj bagved. Og de samme himmelhøje, lodrette bredder som på den anden side af øen. Abernes opmærksomhed bevægede sig ad mere nærliggende baner. Mens jeg stod der med min lygte og spejdede hen langs kystlinjen, trak Jakob mig pludselig i armen og pegede på kajens korte ende der kun lå et par skridt fra os. Jeg så nu at den var

127

formet som en bred trappe med lave, brede trappetrin. Og da gik det også op for mig at aberne ikke havde tænkt sig at efterlade dræsinen ved kysten. Den skulle med op på land, det var tydeligt, den var deres hjem; formodentlig troede de at hvor der var land og bebyggelse, var der også skinner. Men hvordan kunne de tro at det var muligt at få den tunge vogn op på kajen? Jeg satte mig på en stenpullert og overvejede, måske sløvt til at begynde med. Hvordan var det med tidevandet herude? Måske blev vandstanden snart højere så man kunne lirke den op på land? Jeg sukkede og tog bukser, strømper og sko af og begyndte at gå ned ad trappen. To trappetrin var synlige oven for vandoverfladen. Jeg gik videre ned i vandet, det var temmelig koldt. Jeg gøs og kunne mærke kulden stige op i benene. Snart stod jeg i vand til livet, og alligevel var trappen længere. Jeg drog den slutning at vandet nok ikke ville stige så meget mere, og vadede hurtigt op igen. Aberne havde først forhåbningsfuldt fulgt mine forehavender, men da ikke skete noget, forlod de mig og begyndte at udforske kajen i den anden retning. De forsvandt næsten øjeblikkelig ud af syne i mørket. Jeg burde ikke slippe dem ud på egen hånd, tænkte jeg, men orkede ikke at gøre noget ved det; jeg var næsten apatisk de første minutter på land. Reddet og dog ikke reddet, tænkte jeg. En ærgerlig stump melodi kørte i hovedet på mig. Dér sad jeg nu våd og kuldegysende. Kvalme havde jeg også og var svimmel. Mens jeg forsøgte at trøste mig selv så godt jeg kunne, med at det ville gå over når jeg først fik vænnet mig til at grunden under mig ikke gyngede, lød der et frygteligt brag fra mørket, hult som af tomme bliktønder. Og det var lige hvad det var. Da jeg forfærdet styrtede af sted hen ad kajen, kom en slingrende benzin- eller petroleumstønde rullende imod mig med Jakob lige bagefter. Han var lige så bange som jeg og forfulgte tønden for at standse den. Men inden nogen af os nåede frem, tumlede den ud over kanten og ned i vandet.

128

I den dobbelte stilhed der fulgte efter, slog en tanke mig. Hvis der var flere tomme tønder, kunne man måske presse dem ned under flådens forreste del og få den til at løfte sig så meget at den kunne trækkes op ad trappen med hjulene løbende på masten og bommen som på skinner. Og så ville tønderne forskubbe sig mod agterenden og gøre det lettere at trække. Og tønder var der, et helt lager. Vi vrikkede og drejede en fem-seks stykker af dem ud over kajen så stille vi kunne. Aberne forstod det først ikke, men adlød mine instruktioner. Og det fungerede. Efter en times hårdt arbejde, hvor også Mathilde deltog, stod dræsinen på kajen på sine fire hjul. Og den kunne også køre. Jeg efterså hjul og tandhjul og drivkæder. De forekom ubeskadigede, men alt fedt var selvfølgelig borte. Nu gjaldt det om at komme rusten i forkøbet. Jeg tørrede de følsomme steder af med en klud og smurte dem ind i den tykke olie jeg havde købt i Landana. Den eneste alvorlige skade var at bremsen var ødelagt. Sandsynligvis havde Dittel ikke nået at smøre den. Vi ville blive nødt til at bremse med pumpen og med bremseklodserne. Jeg bildte mig ind at min listige manøvre med tønderne ville vække en form for påskønnelse hos mine kammerater. Men de indtog deres sædvanlige attitude og betragtede alt teknisk som naturligt og indlysende. De var sagligt og glædesløst interesserede, men ikke mere. Alt menneskeligt var dem fremmed – både mit mismod og senere min glæde og lettelse. Vi fejrede landingen med et ordentligt morgenmåltid. Frugten og kassavaen begyndte at se dårlig ud og var ikke noget at gemme på, syntes jeg. Og nu lugtede der afgjort grimt fra vandtanken, så jeg kogte vandet inden vi drak det. Letsindigt nok betragtede jeg proviantproblemerne som løst da vi nu endelig havde fået fast grund under fødderne. Lysene fra den lille by var nu skjult. Jeg mere anede end så de sorte klippesider der rejste sig foran os. Luften var kølig og stille.

129

Dønningerne brusede som langsom orgelmusik omkring kajens fundament under os. Det var som i en kirke. Aberne kvikkede op af maden og viste tydeligt at de ville videre. Paul og Jakob stillede sig på deres pladser ved pumpestangen. Jeg nikkede til dem at de skulle begynde, men gjorde samtidig en dæmpende bevægelse med hånden. Vi bevægede os langsomt fremad hen over kajen, i retning mod byen. Det lød ikke så slemt som jeg havde troet, en stilfærdig buldren mod stenlægningen, ingen hvinen. Dittel havde taget godt vare på sin øjesten. Jeg gik foran vognen og lyste med lygten. Efter cirka halvtreds meter signalerede jeg stop. Kajen udvidede sig indefter, og dér lå der en lav, gul lagerbygning. Jeg stod af og gik hen for at undersøge den. Trissende skridt kom efter mig, aberne var lige så nysgerrige som jeg. Der var to huse, solide stenbygninger i to etager med åbne glugger et stykke under taget. Intet lys, intet liv. Jeg kiggede ind i det lille stræde der gik mellem dem, og som endte ved klippevæggen. Jeg ventede mig en mørk skakt, men til min overraskelse strakte der sig to brede, lyse striber lige op ad klippesiden så langt øjet rakte. Vi rullede ind i strædet, og efter tyve meter var vi fremme. Vi stod for foden af en stejl kampestenstrappe. Selve trappen var så smal at to knap kunne passere forbi hinanden, men den var flankeret af to lysere felter af sandsten. Det hele fortabte sig højt oppe som en sand himmelstige. Paul pegede op ad trappen og kiggede myndigt og appellerende på mig. Jeg forstod hvad han mente. Han troede det var en slags skinner. Slutningen var givet; jeg begyndte efterhånden at kende deres tankebaner. Troede jeg i hvert fald. Men Jakob så afvisende ud. Han forstod tydeligvis at trappen var alt for stejl til at vi ville kunne rulle dræsinen op ad den uden en eller anden hejseanordning. Jeg så Paul stift ind i øjnene

130

og rystede på hovedet. Og sandelig om ikke Jakob gjorde det samme, flere gange oven i købet. Vi ville begynde at bakke ud igen, da jeg opdagede at det ikke var nogen blindgyde vi stod i. Til venstre for trappen viste der sig en smal vej som tilsyneladende fortsatte langs klippen oven for byen. Med lidt held kunne vi måske komme forbi bebyggelsen inden det blev lyst. Og vi havde ikke noget valg.

Jeg vil ikke trætte med at fortælle om alle de små sidelæns løft, trælse og forfærdelig anstrængende, som vi blev nødt til at foretage for at komme ind på vejen og blive der. Mange gange var jeg parat til at give op og lægge mig til at sove. Det som reddede mig, var ikke koncentration, men to tvangsforestillinger der jævnt afløste hinanden ligesom i en særlig slags pinagtige drømme; jeg bevægede mig også i et grænseområde mellem vågen tilstand og drøm. Den ene var vejen foran mig, de få meter som var synlige, og som jeg stædigt stirrede på for at regne ud hvilken retning den ville tage når den næste gang drejede. Den anden var drømmen om målet, om bjergets anden side. Jeg burde vel hellere have været opmærksom på tegn på mennesker og bebyggelse, men det strakte mine kræfter ikke til. Nu var det mine sidste reserver jeg tærede på, men det orkede jeg heller ikke at tænke på. Aberne var sikkert lige så trætte som mig, men de udviste en beundringsværdig udholdenhed, og jeg gad vidst om ikke de ville have maset videre selv om jeg var faldet sammen inde i kahytten. Nå, jeg holdt mig oppe, beordrede fremad og stop og tilbage og ledede de besværlige kursændringer, og da det første lys kantede den runde klippetop foran os, var vi allerede godt en kilometer forbi de sidste huse i Jamestown. Først nu kunne jeg se at vejen var gået lige oven for byen, langs foden af klippen med den høje stentrappe. På reden kunne man kun se småbåde, ingen havgående fartøjer. Den lille by syntes stadig at sove uberørt, men på

131

en fornem, hvid bygning midt i mylderet af huse ved havnen var der nogen som havde nået at hejse Union Jack. Det så frisk og optimistisk ud i morgenlyset. Den næste kilometer blev meget tung fordi stigningen blev stejlere, og jeg fik endda lov at tage fat ved pumpestangen. Vejen var ellers udmærket og ret lige og førte ovenikøbet gennem helt ubebygget terræn. Ved syvtiden da der var fuldt dagslys og byen var forsvundet bag en bjergvæg, fik jeg imidlertid et hus i sigte et stykke fra vejen. Jeg gik i forvejen på stive ben for at rekognoscere. Det var en ubeboet rønne af træ i en tilgroet have. Her, tænkte jeg i min halvt bevidstløse tilstand, kører vi vognen ind mellem buskene og lægger os til at sove. Det havde formodentlig været ensbetydende med afslutningen på eventyret. Dræsinen kunne ikke gemmes effektivt så tæt ved landevejen. Jeg blev vækket af min opgivenhed ved lyden af vand der rislede. Jeg troede først at det var en forvildelse, men jeg gik efter lyden og fandt ganske rigtigt et lille vandfald bag ved huset. Med tårer i øjnene så jeg den tykke skummende stråle styrte frem blandt akacier og bambuskrat. Vi slukkede tørsten, og med fornyede kræfter rullede vi vandtanken derhen. Jeg havde åndsnærværelse nok til først at tømme den helt og skylle de rådne dunster ud, i det mindste de værste. Så hvilede vi os et kvarter inden vi rullede videre. Vejen gik stadig opad, mindre stejlt. Jo højere op vi kom, jo mere saftig blev vegetationen, og luften blev køligere. Alligevel var jeg taknemmelig for at solen slet ikke viste sig, men forblev skjult bag de lave, drivende skyer lige oven over bjergtoppene. Jeg var overbevist om at en direkte kontakt med solen den dag ville have suget den sidste kraft ud af mig. Hvad jeg ikke vidste, var at vi, ved at begive os fem hundrede meter op over havets overflade, skiftede den tropiske vinter ud med en slags middelhavsvinter, og at solen slet ikke ville vise sig for os i de næste uger.

132

Efter cirka syv kilometer ad en lige vej kom vi ind på en strækning med vinkelrette kurver for hver anden kilometer. På ny blev landskabet mere nøgent, og kold og stivnet bredte den nøgne vulkanske sten sig omkring os. Vi havde endnu ikke set nogen andre levende væsener end på afstand et par geder, og jeg blev aldrig klar over om det var normalt, eller om vi bare havde været fantastisk heldige den dag. Endelig kom vi til en sidevej til venstre som jeg havde haft på fornemmelsen ville komme. Ingen skilte fortalte hvor den førte hen, men jeg tøvede ikke et øjeblik og sprang ned fra vognen og udpegede den nye kurs. Arbejdet med at løfte hjulparrene blev gjort ekstra besværligt denne gang, fordi hældningen tvang os til at lægge klodser bag hjulene. Denne vej var smallere, men stadig jævn og fin og fuldstændigt lige, så langt øjet rakte. Stigningen blev i begyndelsen ikke mindre, snarere tværtimod, og mens jeg gjorde mit bedste ved pumpestangen (mest på Jakobs side fordi han var svagere end Paul) gav jeg ængsteligt agt på drengene der svedte kraftigt og gispede betænkeligt. En kollaps eller konflikt nu ville føre til en sikker katastrofe. For ikke nok med at vejen var stejlere end nogensinde, jeg så til min forfærdelse at vi kom stadig længere ud på et smalt næs som sprang frem mellem to afgrunde. Bjergryggen som vi pressede os op ad, var ikke meget bredere end vejen, og der var ingen som helst sikkerhedsforanstaltninger som kunne hindre os i at styrte ned, hvis aberne pludselig slap taget i pumpestangen. Jeg begyndte at se mig selv som en Sisyfos der ikke alene mister kontrollen over stenblokken, men også bliver knust under den. Forstod de faren? Det tror jeg ikke. Som sædvanlig når de arbejdede, så de sig slet ikke omkring, de holdt aldrig inde et øjeblik for at få et overblik over hvad der var blevet udrettet og hvad der stadig skulle gøres, sådan som vi mennesker. Nuet var alt. Deres øjenlåg var halvt lukkede, blikket tomt, i hvert fald

133

den smule man kunne se af det, de lyttede indad, lyttede til deres kroppe, sådan virkede det, mens armene kørte på som maskiner: op-ned, op-ned. Hvad der så ud som åndsnærværelse i farens stund, var i virkeligheden et totalt fravær af alt undtagen dræsinens funktion som de indordnede sig helt under; de drev den ikke fremad, de var en del af den. Sådan ville jeg beskrive deres holdning. I mig havde landskabet, og nu også bevidstheden om direkte livsfare, igen fremkaldt erfaringen hvad angår begivenhedernes rækkefølge i tiden. Jeg samordnede igen tid og rum, ordnede dem omkring vejen vi færdedes ad, og som lå som et målebånd over virkeligheden og beherskede den. Aberne var derimod forblevet i deres afskærmning mod omgivelserne og i den blot mekanisk virksomme apati i hvilken også jeg var sunket ned i ugerne på havet. Det var et af deres store handicaps, men nu blev det måske vores redning. Jeg prøvede forgæves at følge deres eksempel og ikke kigge ned i de uhyggelige dyb. Værst var det på venstre side: en mægtig, tragtformet kløft, mørkebrun med dybe, sorte furer; det var som om dagslyset ingen magt havde på den side. Ned ad siderne gik der mindre sprækker og raviner som længere nede mundede ud i hinanden i et forpint siksakmønster; det så ud som en forbrændt hjerne hvis vindinger ikke var formet af naturen og tiden, men stanset ud med maskine eller med et brændejern i et eneste ødelæggende stød. Dybest nede på bunden kunne man ane en sort gryde der forekom relativt jævn. Jeg kiggede i vejret med en skrækslagen grimasse der må have set rædselsfuld ud, men aberne så hverken mig eller afgrundene omkring sig. Stod vi virkelig på samme side mod den hånligt leende natur? I min oprevne tilstand følte jeg at jeg blev nødt til at tro at vi gjorde det. Vores strabadser svejsede os sammen – ikke sandt? Gjorde de os ikke til kammerater og ligemænd? Endelig nærmede vi os toppen. Vi var så højt oppe at horisonten mødte vores blik, havet lå dér foran os. Jeg glemmer aldrig

134

det stød af forbavselse og befrielse dette syn gav mig. Havet som befrier efter blot et par timer i land! Men hvilke timer. Jeg er ved at gå i stykker, tænkte jeg, det er forbi med sammenhængen i min personlighed. I’m turning ape, mumlede jeg indvendig, og jeg tænkte på Turner. Men jeg fik nye sigtepunkter som gav mig noget at støtte mig til. Det havde jeg brug for. Først et tag, så et par stykker til, de mødtes i rette vinkler. Så et par hvide kubeformer som først syntes at ligge midt på vejen. Men de var gjort fast til portstolper. Vi var fremme. Vi rullede ind gennem portåbningen der var så stor at to dræsiner kunne have mødtes der. Det var den eneste åbning jeg kunne se i den lave, delvis sammenstyrtede mur der omgav husene. Var der nogen hjemme? Det kunne jeg ikke længere tage mig af, men et instinkt sagde mig at husene var tomme. Efter al den ulejlighed jeg har gjort mig, sagde jeg til mig selv med den desperates logik, må de være tomme. Jeg har været ude for så meget ondt at intet mere kan ske mig. Og jeg orkede ikke engang at kigge efter, jeg sank bare om i græsset på gårdspladsen. Aberne var jeg ligeglad med. Det sidste jeg gjorde inden jeg gik ud, var at trække huen ned over ansigtet mod lyset.

4 Fugten og den kølige vind vækkede mig. Det var mørkt. For mørkt til at se på uret, men jeg vidste at jeg havde sovet meget længe. Jeg havde en underlig susen og raslen i ørerne, måske var det af den jeg var vågnet. Lyden omsluttede mig fra alle sider. Jeg var bange, men samtidig i en uvirkelig stemning der gjorde nærliggende forklaringer fjerne for mig. Et godt stykke tid drejede jeg mig rundt på alle fire inden jeg forstod at det var vinden som pløjede gennem det høje græs, og at den usædvanlige lyd kom fra de kraftige, sabelformede græsstrå der raslede mod hinanden. Denne lyd fulgte mig længe som en skygge, og jeg glemmer den aldrig; den lød så sorgfuld og forladt at jeg næsten savnede havets brusen, og det vil sige en hel del. Situationen vendte langsomt tilbage til mig: aberne, vognen, huset. Det begyndte nu at lysne, jeg måtte have sovet i næsten tyve timer. Jeg gned mine stivfrosne lemmer. Omridset af huskomplekset aftegnede sig mod himlen i øst. Jeg rejste mig op og spejdede omkring i halvmørket. Aberne var ikke at se hvor jeg så dem sidst, de var heller ikke at høre. Det græsklædte plateau omkring mig trådte frem, blev indrammet af grå klippeskråninger og mod nord af horisonten, eller rettere sagt af havfladen; jeg befandt mig så højt oppe at synsranden syntes at have flyttet sig halvvejs op ad himlen. Alligevel skrånede jorden svagt opad i den retning, og plateauet og havet dannede en vinkel som på én gang var besynderligt kold og ubestemt, men samtidig suggestiv og ligesom fra tidernes morgen – ligesom en første skitse til den kendte verden, hvor perspektivet endnu ikke var kommet i orden. Det var netop

137

sådan jeg følte det, at alting var den første gang. Der lå et dagslys fra min tidligste barndom over skråningen. Jeg rev mig løs fra min fordybelse og gik hen til lavningen ved siden af huset hvor vi havde rullet dræsinen ned. Den var forsvundet. Min følelse af at bevæge mig i en drøm faldt over mig igen. Jeg gik ned i fordybningen; den strakte sig hen mod husets gavl og havde form som en ejendommeligt dybt nedsænket, bred og totalt lige havegang. Mens jeg nærmede mig huset, som for en stor dels vedkommende var dækket af et buskads, kunne jeg lige akkurat se ud over græsskråningerne på begge sider. Omkring ti meter fra den lave gavl standsede jeg brat. Det forekom mig at jeg hørte en stemme, enstonig og i korte stød. Det varede kun et par sekunder, og jeg slog det hen som sansebedrag, et eller andet der spøgte i mit rystede nervesystem. Samtidig fik jeg øje på dræsinen der stod halvvejs skubbet ind i buskene. Den forreste del stak frem, men det gjorde ikke så meget, for på grund af fordybningen var den alligevel godt beskyttet mod indsyn fra vejen og indkørslen. Jeg funderede længe over hvordan aberne kunne have fået den derhen på egen hånd. Jeg klatrede forsigtigt op på vognen, bøjede et par tornede grene til side og lagde øret til kahytsdøren. Men da jeg åbnede den, sad de i hver sit hjørne af kahytten hvor der var meget mørkt på grund af vegetationen tæt op mod vinduerne; med eller uden vilje havde de opnået en grøn indelukkethed som mindede om den jungle de havde forladt. De så i fællesskab på mig som om jeg forstyrrede dem. Måske så de også ud lidt som om de var blevet overrasket. Det var nu min tanke som et eksperiment at lade som ingenting, et stykke tid at være ligeglad med dem. Jeg var meget sulten og tørstig, og det forbavsede mig mere end nogensinde at aberne ikke havde forsøgt at få fat i de ganske vist ynkelige rester af grønsager der stadig var i kasserne. De burde være endnu mere sultne end mig efter alt det de havde udrettet dagen forinden.

138

Men de skulle nok komme og minde mig om det, jeg var faktisk ligeglad med dem netop nu. Broderskabet fra i går var forsvundet under den lange søvn, og det var åbenbart gensidigt. Jeg samlede lidt værktøj og toiletsager sammen og en portion pænt tøj – Dittels tøj som jeg havde gemt på hele rejsen og lagt i pres under madrassen. Så gik jeg ud uden at se til aberne og lukkede døren efter mig.

Hovedbygningen var en T-formet bungalow, tydeligvis uden kælder, lagt oven på jorden som et lysthus. Midterlængen var hvidpudset, de to fløje var rosafarvede med grønne vinduesskodder der var lukkede. Jeg gik hen til hovedindgangen der var i gavlen på den hvide længe, gik op ad en lille stentrappe og kom ind i en snavset glasveranda. Døren var selvfølgelig låst, det var en fløjdør. Den nederste del så ud til at være angrebet af termitter, men tømmeret var temmelig nyt og låsen var ikke ret mange år gammel. Det var imidlertid her jeg ville ind og ingen andre steder. Som en anden indbrudstyv så jeg mig om til alle sider inden jeg stak brækjernet ind mellem dørene og brækkede til. Allerede i første forsøg begyndte låsens rigel at løsne sig, og en lille strøm af pulveriseret træ faldt ned på stengulvet. Efter endnu to forsøg løsnede låsen sig helt fra sin indfatning og blev hængende i den intakte fløj af døren. Jeg trådte over tærsklen. En indelukket dunst slog mig i møde, gulvet knirkede forladt. Det var et stort rum med vinduer af den engelske guillotinemodel i begge langvæggene. Midt på gulvet stod der et kolossalt billardbord der fyldte halvdelen af gulvfladen. Det grønne klæde var usynligt under en hvid lærredsdug eller et lagen, men jeg kunne se konturerne af kanterne og tre kugler. Det blegblå tapet havde fugtblærer der lignede vand som løb, og ukendte naturkræfter havde ligesom bidt og revet i det. Eller måske var det souvenirjægere. Men jeg gættede på mus, fordi det

139

var værst angrebet nede ved gulvpanelet. Mellem de to vinduer til venstre var der en åben pejs med et stort spejl ovenover. Ellers var stuen helt tom for møbler og prydgenstande på væggene. Jeg satte mig på kanten af billardet og så mig selv i spejlet. Jeg blev forskrækket over mit udseende. Naturligvis havde jeg ikke barberet mig under rejsen og heller ikke set mig i spejlet i lang tid, for mit barberspejl var på et tidligt tidspunkt revnet og gengav kun et usammenhængende og ligesom sjusket sammenlappet ansigt. Nu så jeg mit rigtige ansigt, brunt, udmarvet og rynket, den lille smule af det der kunne ses mellem tjavserne, og med et skræmt dyrisk blik. Efter mit orgie i frihed så jeg ud som en syg burfugl eller en fange i Sibirien. Overkroppen med dens døde læderagtige hud mindede om et gammelt hestekadaver. Jeg kunne ikke holde synet ud, men flygtede ind i det næste rum. Det var noget mindre, men havde samme aflange form med pejs og spejl. Her var der et spillebord og et par lænestole i empirestil, og over for pejsen stod der et skab med en portrætbuste ovenpå. Jeg gik hen mod den næste dør, midt på den korte væg som de foregående. Den var flankeret af to store globusser, hver især ophængt i en rund holder der hvilede på en trefod. Den ene var blå, en himmelglobus. Jordglobussen fangede min interesse, jeg gik hen til den for at rekapitulere vores rejserute. Men lige da jeg havde drejet den i stilling, hørte jeg forsigtigt listende skridt nærme sig inde fra huset, skridt som jeg ikke kunne genkende som en af abernes. Dånefærdig af skræk og sikkert også af sult krøb jeg sammen i krogen bag globussen og holdt vejret mens jeg fikserede en gul bi i tapetets mønster. I næste øjeblik stod Jakob indrammet af døråbningen. På fødderne havde han røde lædertøfler. Han så oplivet ud og tyggede på noget. Straks slap min lammelse taget, og jeg masede forbi ham for at finde frem til køkkenet. Vi gik igennem et mørkt og uhyggeligt rum der måtte være spisestuen med dens tunge buffet, kom derefter ind i en korridor

140

med mat glasloft der søvnigt slap lyset ind gennem et tykt lag støv. Skyggerne var filtreret væk, det var som at træde ind i en daguerreotypi; håndgribeligt som et omslag i vejret ændrede atmosfæren sig til midten af 1800-tallet. Korridoren førte, som man kunne forvente, ud til et stort køkken der syntes at udgøre et hus for sig selv. Inventaret var temmelig moderne med meget zink og støbejern og virkede velholdt og intakt. Jeg tænkte på hvor hurtigt et ubeboet hus forfalder i troperne, og gættede på at køkkenet havde stået ubrugt i højst et par måneder. På det store sorte bord i køkkenet sad Paul og Mathilde med en brødkasse mellem sig. De sad roligt og gumlede på nogle tvebakker. Da jeg kom ind, holdt de inde ligesom af høflighed og for at invitere mig til at deltage. Jeg kiggede i kassen, der var ikke mange tilbage. Jeg tog et par stykker, de var hårde og smagte som de skulle, men det gjorde ondt i ganen og tandkødet. Jeg åbnede en kasse magen til der stod på skænken; den indeholdt et halvt brød der var gråskægget af mug. Mens jeg tyggede på tvebakkerne med den smule spyt jeg havde tilbage, åbnede jeg døren til spisekammeret. Aberne stod øjeblikkelig ved min side. Det gav et sæt i mig af nervøsitet, og jeg spurgte mig selv om de virkelig ikke kunne lukke andre døre op end kahytsdøren, eller om de stadig betragtede mig som forsørgeren, maduddeleren. Der var ikke meget på hylderne ud over et par ordentlige stabler af konservesdåser med engelske etiketter, mest tunfisk og makrel, og en enlig dåse gåseleverpostej. Desuden et par vinflasker som jeg bevæget tog ned, velkendte franske chambertinvine. Mad til måske en uge, alt i alt. Men det tænkte jeg ikke på før senere. Det var alt for vidunderligt endelig at føje maven og slippe for at tænke på rationer. Vi spiste tavst og koncentreret til vi var mætte, og det var vi temmelig snart. Maven kunne ikke klare et solidt måltid, det kunne aberne mærke lige så godt som jeg. Men dumt nok tog jeg for mig og gav mig ikke tid til at hente vand

141

fra dræsinen, vi drak alle sammen af den temmelig sure vin. Jeg blev omtåget og fik lidt kvalme og betragtede ængsteligt mine følgesvende. Men de blev bare trætte og faldt snart i søvn på køkkengulvet. De havde sikkert sovet mindre end mig efter at vi var nået frem.

Opfyldt af mit næste forsæt efterlod jeg dem der. Nu skulle jeg have mit bad! Jeg fandt badeværelset længst væk i den venstre fløj. Det lille siddebadekar af kobber var for meget nylig blevet beskidt, og vinduet stod åbent; det var altså dér de var kommet ind. Udenfor kunne man ane kahytten – jeg siger ”kunne ane”, for en tæt, hvid tåge havde lagt sig udenfor; den blev i øvrigt liggende længe. Jeg hilste den velkommen, for nu kunne jeg varme mit badevand på komfuret uden at behøve at afvente mørket på grund af den afslørende røg. Jeg fik fat i en stor kedel og fyldte den i det lille bassin som jeg havde set i haven. Vandet virkede langtfra drikkeligt, men kunne vel gå an at tage bad i. I en krog af køkkenet stod en brændekasse med uventet tørt og fint brænde. I løbet af en time havde jeg mit bad parat. Den næste halve time var måske den fysisk mest lykkelige på hele rejsen, fyldt af de saligste fornemmelser. Endelig i ferskvand! Jeg halvvejs lå i mit kar og lod den kølige tåge vælde ind ad det åbne vindue og lægge sig som vat på mine solskadede øjne. Et stykke sæbe som jeg fandt, bedøvede næsten mine svage sanser. Jeg følte en mærkværdig magt over mine funktioner, jeg syntes jeg kunne døse hen og vågne op igen som det passede mig, hallucinere lidt som det lystede mig. Et øjeblik fór jeg af sted i mit badekar hen over bjergkamme og afgrunde hvor vi for lidt siden møjsommeligt var kravlet frem; nu styrede jeg med lette fingerbevægelser gennem luften i vellystige sving og dyk. Borte var den knusende vægt af de uger som var gået, den bestandige

142

mishandling på havet, fangenskabet i naturen som de tre dyrs nærvær, deres tomme, vågende øjne pludselig symboliserede for mig. Jeg følte hvordan jeg svævede ind i noget andet, en menneskeligere verden, men uden levende mennesker. Alligevel var der et møde, var der nogen eller noget, som ventede mig. Jeg vidste endnu ikke hvad jeg skulle kalde det. Det var ikke noget håndgribeligt, ikke huset med dets beskedne møbler og rekvisitter, kun lysfornemmelser indtil videre, dagslys som uventet ændrede sig ligesom i et ansigt hvis træk jeg længtes efter at komme til at se tydeligere. Da vandet kølnede, blev jeg mere klar i hovedet og så mig nysgerrigt omkring. Ved den modsatte væg stod der en toiletkumme helt af træ, ældgammel, et rigtigt museumsstykke. Ved siden af toilettet opdagede jeg en lille tapetdør, uden håndtag, meget diskret. Jeg stod straks op af badet og tørrede mig nødtørftigt. Et let tryk var tilstrækkeligt til at den spinkle dør gik op. Jeg befandt mig i et soveværelse. Det var tilskoddet og mørkt, men i lysstriben fra badeværelset kunne jeg se jernsengen i hjørnet til højre, en kanapé vendt mod den åbne pejs til venstre, et lille, rundt bord midt på gulvet, som var dækket af et slidt gulvtæppe med et mønster af kraftige cirkler der tangerede hinanden. Alting så ud til at stå og vente på en der ville komme om et øjeblik. Sengen redt med tæppet betænksomt foldet til side og natskjorten på puden, vokslyset på natbordet parat til at tænde, morgenkåben over stoleryggen. I lysstriben som faldt hen over gulvet, kunne man se mærker efter et par fødder foran stolen, nej, efter Jakobs tøfler, det var her han havde fundet dem. Han havde været her før mig. Det bekymrede mig ikke. Jeg kom til at tænke på noget, men det smuttede for mig. Igen faldt trætheden over mig som en tung sæk. Uden tøven lagde jeg mig i sengen og faldt næsten øjeblikkelig i søvn. Jeg sank, flygtede, blev skyllet bort, og langt nede i søvnen blev jeg puffet til af skyggeløst lys og hvid tåge: akvarielyset

143

fra kĂ¸kkenkorridoren, lyset gennem badevĂŚrelsesvinduet, hvide skyer der sejlede forbi rundt om mig og hĂ¸jt oppe.

5 Nogle dage efter lettede tågen. Om morgenen gik vi ud af vores hi – aberne havde mest holdt til i kahytten – og stod lidt på det græsdækkede stykke foran indgangsdøren og missede mod solen der havde gjort en kort entré den dag. Jeg havde indtryk af at det var første gang de så og opfattede landskabet og udsigten som en helhed. De virkede en smule forbavsede over at se havet igen, som om de havde troet at det var borte for altid; i stedet så de fra vores ophøjede position mere hav end nogensinde før. De så en afstand fri for besvær, og et jævnt og ubevægeligt hav. Overmodigt kiggede de ud over de blågrå vidder. De følte sig trygge heroppe og troede sikkert at de havde besejret havet. På en mere beskeden måde delte jeg deres lettelse over at se havet på afstand, at stå på fast grund og selv have lov til at bevæge sig, ikke omvendt. Jeg bemærkede samtidig at jeg havde svært ved at få dybde i det storslåede maleri, det rykkede alt sammen frem mod mig som kulisser i samme højde. Det skyldtes nok det uvante ved at se så langt, eller at øjnene var blevet svagere på grund af underernæring. Jeg ville have givet meget for at vide hvordan abernes billede så ud. Mens de stod der i en ubevægelig gruppering og stædigt spejdede mod nord, let tilbagelænede som påskeøfigurer mod den sydøstlige vind, lod jeg blikket vandre ad vejen vi var kommet, så den forsvinde bag toppen og vende tilbage nede i dalen. I kikkerten kunne jeg skelne et æsel der trak en kærre med en mand på. Ellers var der lige så tomt for liv som den dag vi kom. Hvor holdt alle folk til?

145

Og hvorfor kom der ingen i retning af os? Vejen fortsatte jo forbi os og virkede velholdt og benyttet, den måtte da føre til beboede huse? Måske forholdt det sig sådan at det plateau hvor vi befandt os, var fredet område, og at ingen følgelig havde noget at gøre her når gården midlertidigt stod tom. Spørgsmålet om hvordan vi skulle tage imod en eventuel gæst, måtte foreløbig lægges til side. Den tid, den sorg. Jeg sank tilbage i mit mismod og min passivitet som dunkelt irriterede mig, fordi jeg kunne mærke at jeg lod mig styre af abernes sindsstemning. For at stritte lidt imod prøvede jeg på at gætte hvad der rørte sig i dem. Så langt er vi altså kommet, forestillede jeg mig at de tænkte, og de stod så tæt sammen at jeg fik den tanke at de tænkte unisont. Så langt er vi kommet – ved egen kraft, men under ledelse af denne mand som var det bedste vi kunne få fat på i den foreliggende situation, men hvis hensigt vi ikke ved noget om. Bør vi også fortsat stole på ham? For selvfølgelig må vi fortsætte, dette sted er jo ikke som på billederne, det er knap nok bedre end den jungle vi forlod. Ingen nævneværdige tekniske udviklingsmuligheder, efter alt at dømme mangel på mad, huset lugter af død og menneskeligt forfald. Og det blæser koldt heroppe! Dette er ikke den verden vi fik lovning på, der må foreligge en fejl. Vi er trætte nu, og frem for alt ser vores skipper dårlig ud, vi må hvile os og samle et nyt forråd af mad, men så er det på tide at bryde op over vandet til billedernes forjættede land! Jeg kunne næsten høre hvordan de tænkte alt det. Og vist havde de ret, vi måtte bort herfra. I den første udmattelse havde det føltes fristende at blive her, det var let at skubbe tankerne til side om den opdagelse der måtte komme, fangenskabet, skilsmissen fra aberne. Men nu kom eftertanken og viste at opbruddet var nødvendigt. Der var for koldt heroppe, især for aberne der stædigt blev boende i deres kahyt. Tøj og tæpper burde jeg i øvrigt finde frem.

146

Det sidste var en idé som fik mig til at vågne op, og jeg ruskede op i mig selv for at samle lidt energi. Samtidig kom der liv i aberne, Jakob og Mathilde vendte sig forventningsfuldt mod mig; jeg begyndte at gå op mod huset, og de fulgte straks efter. Vi var ikke nået mange meter før vi hørte en kraftig tuden bag os, fulgt af en vred fnysen. Vi vendte os om, og jeg tror at de to unge var lige så overraskede som jeg. Paul stod foran et lille egetræ der var meget medtaget af vind og vejr. Han holdt med begge hænder om stammen og begyndte næsten i raseri at bide og gnave i den. Jeg forstod at han var ude efter det hvide bløde lag under barken, jeg havde set dem søge føde på den måde i junglen, men der var noget så voldsomt og fortvivlet i hans angreb på træet at jeg impulsivt løb hen for at standse ham. Og nu skete der noget bemærkelsesværdigt. Paul vendte sig om og fikserede mig. Så rakte han sin højre arm lige i vejret, greb fat i den nederste gren på træet og løftede sig lynhurtigt op og gled videre op mellem grenene – hele tiden uden at tage blikket fra mig, et blik fuldt af foragt og tilbageholdt vrede, som ikke slap mig før hele skikkelsen var forsvundet mellem bladene. Mere demonstrativt kunne han ikke have åbnet den afgrund som skilte os. Det var åbenbart også hans hensigt, og virkningen på mig slog heller ikke fejl. Jeg stod som trykket ned i jorden og stirrede op i træets krone. Samtidig havde hans handling netop ved sin forsætlighed noget menneskeligt over sig, men det trøstede mig ikke lige i det øjeblik, det gik ikke engang op for mig. Allerede da han gik løs på barken med tænderne, følte jeg et stik af håbløshed; jeg havde bildt mig ind at jeg i min rolle som proviantfordeler havde fikseret dem i menneskelige kostvaner, ligesom de havde accepteret mig som arbejdsleder om bord. Jeg skævede stjålent til de andre og syntes at de så forlegne ud. Det var måske ønsketænkning, men de vendte sig i hvert fald bort med tomme ansigter; igen forekom det mig at de bar maske, hvor

147

de menneskelige træk tittede frem i næsten umærkelige sprækker. Og da jeg drejede om på hælen og gik ind i forstuen, fulgte de på ny med mig, selv om jeg ud af øjenkrogen så at Mathilde tøvede lidt og snarere gik med Jakob end med mig; han gjorde i øvrigt et lille tegn til hende. Paul var isoleret. Vi gik ud i den lille gård uden for køkkenet. På den modsatte side lå der en lang længe, ikke stort andet end en barak, der indeholdt tre små rum ved siden af hinanden. Med Jakob og Mathilde i hælene gik jeg gennem de to første der var fyldt med kasser og kufferter, mere eller mindre ødelagte møbler og andet skrammel. Det var næsten mørkt derinde, jeg kunne mærke spindelvæv mod ansigtet og mus der løb hen i krogene da vi kom. Det tredje rum duftede friskere, eller der duftede i det mindste af naftalin. Det var garderoben. Jeg åbnede vinduerne og vinduesskodderne. På en lang stang ved den ene væg hang der tøj og fyldte op bag et gråt gardin som jeg trak til side. Det var som at se en påfuglehale blive slået op. Mine øjne havde så længe været vant til matte, kolde, monotone farver, og nu følte jeg mig som et barn der havde ventet i mørket og ser fødselsdagsbakken blive båret ind. Der var uniformer i grønt og blåt, røde herrekjoler og liberier med guld- og sølvtresser, falmede, men alligevel som en trodsig fanfare i de triste omgivelser, flotte sjaler og kjoler i alle mulige pastelfarver. Foran tøjet stod der en papkasse med sko: lange støvler og korte støvler, sko med sølvspænder, damesko der så ud som balletsko. Jeg hægtede store favnfulde tøj ned, trykkede det i favnen på Jakob og Mathilde – Mathilde fik kjolerne – og gennede dem hen mod døren. Selv kom jeg bagefter, slæbende på kassen med sko. Jeg gelejdede dem ind i det rum der optog østfløjen i hovedbygningen, og som var adskilt fra soveværelsesfløjen af spisestuen midt i huset. Det var biblioteket – eller var ved at blive det, for væggene var dækket af nyopsatte bogreoler som stadig lugtede

148

af maling. I øvrigt var rummet nøgent og tomt da jeg fandt det, på nær et langt bord i midten og grupper af bøger der var stillet tilfældigt op, blandt andre den prangende række af Le Moniteur som dominerede rummet i deres lyserøde skindbind. Her havde jeg nu indrettet mit studerekammer, stillet min egen håndfuld bøger op ved siden af de andre og flyttet globusserne og et par lænestole ind og den største olielampe fra soveværelset. For at foregå med et godt eksempel fandt jeg en uniform frem der virkede som om den passede i størrelsen, en mørkeblå sag med sølvtresser og trenser om skuldrene og snævre hvide lange bukser til. Jeg stillede mig op foran spejlet på væggen og tog uniformen på. Den var lidt for vid, men passede i længden. Der kom en stilfærdig oprømthed over mig, ligesom i en drøm der endelig vender sig til det bedre. Det var ikke selve stadsen som sådan – så naragtig var jeg ikke – men proceduren, den legende forvandling; det var som at komme under tag til sidst, hjem til kendte mønstre. Det var netop det komiske ved maskeraden der var det befriende, fordi det som sit komplement syntes at forudsætte en normal og udholdelig virkelighed; ellers ville det jo ikke være passende at more sig på denne måde. Det styrkede jeget ved at gøre det til to, af hvilke det ene eksemplar morede sig med at betragte det andet gennem en sværm af associationer. Det var netop i det forhold befrielsen lå. Jeget blev udvidet eller befriet gennem historien, gennem kulturen, hvis karakter jeg i dette øjeblik oplevede som luksushandlinger, som underholdning. Der stod jeg og ordnede mit hår over sølvkraven og blev forbavset over hvor meget lettere alting blev gennem form og distance, ved at klæde naturen ud i kultur foran spejlet. Jeg havde ikke tænkt mig at slippe den formel. Jeg var rødblond dengang, og da jeg den første aften havde barberet mig, havde jeg ladet nogle ordentlige bakkenbarter stå i en endnu ubevidst, men rigtig fornemmelse for hvad der passede i dette miljø. Og det passede storartet. Selvtilfreds smilede jeg til mig selv i spejlet og tænkte

149

højt sådan som jeg havde fået for vane i ensomheden. ”De arme aber,” sagde jeg lidt slapt, ”dem får jeg ikke i tøjet! De har nok i det tilstrækkelige og når aldrig frem til det overflødige!” Knap havde jeg sagt det, før jeg i spejlet så Jakob klatre op på bordet bag min ryg, iført grønt liberi, oversået med guldskinnende belægninger og possementer. Kjolejakken nåede ham næsten ned til fødderne, men over brystet fyldte han den perfekt ud. Bukserne af grønt silke sad som pølseskind om hans kraftige lår og endte neden for knæene. Han lignede Toussaint l’Ouverture på godt og ondt. (Jeg er ikke racistisk, tværtimod, men hvis man censurerer sanseindtryk, er overbevisningerne ikke meget værd). Han rettede sig stolt op i sin fulde højde og piruetterede koket med de lodne underben. Min monolog var bragt til tavshed. Samtidig var det min hemmelige drøm der vågnede til live efter en lang dvale. Det var jo bare logisk: Var lysten til at klæde sig ud til stede som et overskudsbehov uden sammenhæng med mimicryfunktionen i naturen – ja, så var selviagttagelsen og bevidstheden det også, kunne i det mindste ikke være langt borte! Påklædte chimpanser var jo ikke noget nyt, jeg havde selv set dem i cirkus i min barndom og var blevet ilde berørt af det uselvstændige i deres måde at bære tøjet på; det var fornedrende ligesom når ufølsomme pårørende prakker gamle mennesker ”praktisk” tøj på som passer til unge mennesker. Efterabning var det heller ikke. Jakob tog sig overhovedet ikke af mig da han foran spejlet stod og baksede med guldknapperne, og Mathilde, der stadig var nede på gulvet, arbejdede dybt koncentreret med en kjole som desværre var for lille til hende. Jeg tænkte på hvordan de på rejsen havde forholdt sig til mit tøj. De havde ikke været uinteresserede, somme tider havde de pillet lidt ved tøjet når jeg ikke havde det på, men noget tilløb til selv at tage det på havde der ikke været. Huerne var noget andet: Jeg havde simpelt hen trykket dem fast på hovedet af dem indtil de

150

foretrak selv at gøre det. Hensigten, at beskytte dem mod solen, syntes de ikke at forstå. Der var en behagelig temperatur i rummet. Jeg havde siddet der aftenen forinden og læst og havde tændt op i den åbne pejs; fugten havde ikke nået at vende tilbage. Der kunne således ikke være tale om at de klædte sig på for at få varmen. Klædte de sig på for at gå ud? En sådan forudseenhed troede jeg ikke på, og i øvrigt var det tydeligt at spejlet var deres mål – hvis ikke deres puslen med tøjet i sig selv var et mål for dem. At de af blufærdighed ville skjule deres nøgenhed var så søgt en tanke at den dårligt nok faldt mig ind. Jeg hørte en fnysen henne fra døren. Der stod Paul. Han kiggede ligesom åndsfraværende ind i rummet, hans blik gjaldt alle og ingen. Han havde en stor dukke i favnen, en trædukke, næsten en meter høj, et vidunderligt stykke håndværk, gammeldags af udseende. Jeg havde ingen anelse om i hvilken mørk krog han kunne have fundet den. Måske havde han udspioneret os fra træet og set os gå ind i pulterrummene. Det kunne mærkes at han stadig var lidt sur, og han snusede nogle gange omkring sig med kritisk mine. Men han bestemte sig trods alt til at blive hos os og begyndte at skæve til vores forehavender mens han forsigtigt stillede dukken fra sig på bordet. Så dykkede han beslutsomt ned i tøjet. Først fandt han ikke noget der tiltalte ham, men rykkede et par gange i skøderne på Jakobs liberi som om han ville tage det af ham. Men Jakob trak sig væk og lod sig ikke forstyrre; hele hans interesse gjaldt knapperne, han knappede hele rækken oppefra og ned, knappede op og knappede igen, gang på gang. Paul lod ham være og rodede i tøjet, prøvede den ene frakke efter den anden; de var alle sammen for snævre om maven. Til sidst fik han en uniform på af meget fint og blødt stof og i samme facon som min, men den var grøn og ikke nær så glitrende; kun epauletterne og en enkelt påsyet ordensstjerne lyste op. Den blev kun holdt sammen hen over

151

brystet af nogle usynlige hægter, og det gav plads til at maven kunne stikke frem nedenfor. Så tog han fat på bukserne. Jeg kunne ikke nænne at gøre ham opmærksom på at der skulle være en vest under livkjolen. Til min forbavselse passede de gule bukser perfekt, til trods for at han afgjort var kraftigere bygget end Jakob. Stolt klatrede han op på bordet og stillede sig ved siden af ham. Uniformen sad som støbt. Nu burde han også have haft støvler på, men jeg indså det umulige i at få hans brede, flade fødder ned i så snævert fodtøj. Helhedsindtrykket var bemærkelsesværdigt nok endda. For ligesom at trøste os begge satte jeg de skinnende ringe med sporerne fast om hans kraftige ankler. Han lod mig ikke alene få lov, han strakte villigt fødderne frem. Dér stod han, den lille satte skikkelse i den grønne uniform. Vi så alle sammen på ham, der blev helt stille. Han fik en mærkværdig autoritet. Det var uden tvivl Paul selv der var mest grebet. Jakob så lille og kuet ud i al sin stads og trådte ufrivilligt et skridt baglæns. Mathilde sad og måbede med en netop iturevet musselinskjole om livet. Paul havde befæstet sin lederstilling fuldstændigt. Måske følte jeg mig selv en smule truet, for jeg prøvede på at bryde stemningen ved at gå hen til trædukken og undersøge den. Jeg havde en svag erindring om at have set noget lignende, om at der var noget særligt ved sådan en dukke. Den havde en slags orientalsk dragt på med lang, vid frakke og turban. Det var en ung dreng, mørkhudet, med et lille, smalt overskæg. I hænderne, som var sænket ned mod skridtet i let krummede arme, holdt han en tværfløjte af sølv. Jeg ledte i hukommelsen og undersøgte fløjten der så temmelig autentisk ud. Helt ude på den ene ende fandt jeg et par ord indgraveret med små bogstaver: Vaucanson fec. Så vidste jeg hvad jeg skulle lede efter. Først følte jeg hen over ryggen på figuren, men den var helt glat. Ligesådan benene. Jeg skammede mig lidt over at kropsvisitere dette elskværdige væsen. Men jeg løftede alligevel frakkesømmen, og dér, lige oven over

152

anklen, fandt jeg hvad jeg søgte. Skruen. Den havde to vinger. Jeg drejede den, den var træg og knirkede modvilligt. Så gik den i stå. Jeg så mig rådvild om. Aberne havde taget øjnene fra spejlet og fulgte spændt mit forehavende. Jeg prøvede at trække skruen ud. Det lod sig ikke gøre. Så trykkede jeg den ind, og det var det rigtige. Der lød en summen inde fra dukken. Så kom der et skarpt smæld, og en mere dump summen gik i gang. Værdigt og eftertænksomt begyndte den at løfte armene, en smule rykvist i en række afgrænsede tempi, indtil fløjten hvilede mod munden. Der blev stille, en ladet pause. Så spillede den, helt rent, med vidunderligt trilrende toner, ingen summen var mere at høre. Den lille skikkelse i den røde turban spillede Plaisir d’amour. Melodien fyldte rummet med sin smukke bølgebevægelse. Se, mennesket, tænkte jeg. Jeg var rørt og stolt. I den østerlandske forklædning spillede det gamle Europa for os. Aberne var mindre imponerede. Og ikke nok med det. De begyndte at danse, lod bare til at have ventet på denne lejlighed. Tilsyneladende uden kontakt med hinanden trampede de omkring på stedet, stive og indadvendte som om de ville gøre automaten tilpas. Paul og Jakob på bordet, Mathilde på gulvet med stofpjalterne flagrende om knæene. Jeg ved ikke hvad der fór i mig, måske ville jeg have gang i dem eller bare deltage under en eller anden form – i hvert fald greb jeg fat i den jordkugle der stod henne i krogen og satte den i rotation, bearbejdede den som en tromme med taktfaste slag. Så fortsatte jeg hen til himmelkuglen og satte også den i gang. Det havde en mærkelig effekt. Paul standsede brat i sin bevægelse, stirrede med ophidsede øjne fra den ene kugle til den anden, flyttede rykvis hovedet frem og tilbage som for at fange dem samtidig i ét blik. Så standsede jordkuglen. I to spring var han nede fra bordet og henne ved globussen og begyndte som en besat at slå på den,

153

ikke afmålt og taktfast som jeg, men med store, daskende bevægelser, og stampede samtidig af alle kræfter så sporerne klirrede mod gulvet. Tempoet blev stadig mere vildt, havde ikke længere nogen sammenhæng med musikken som han druknede fuldstændig. Det var ikke en hånd som slog, men en pote der svingede, løs i håndleddet, som et dødt stykke værktøj. Var det henrykkelse eller raseri? Forfærdet trykkede jeg stjernehimlen ind mod brystet så den brat standsede. Til min forbløffelse efterlignede han straks min gestus, overdrevent og parodisk; så stod vi der og gloede på hinanden med hver sit stykke af universet i favnen. Jakob og Mathilde stod spændt og så på os; Jakob var trådt ned og havde sat sig på kanten af bordet. Stilheden blev kun brudt af en stille raslen fra dukken der havde afsluttet sin koncert og sænkede armene. Det lød som om den rømmede sig beskedent. Pauls tilstand skræmte mig. Jeg slap min blå globus og rettede mig forsigtigt op. Han blev stående i samme krampagtige stilling og fikserede mig, hans overlæbe var trukket op i den ene mundvig så et par tænder blev blottet. Jeg kunne mærke hans hån og fortvivlelse; det var som om han udfordrede mig til at komme og tage jordkuglen fra ham, hvis jeg turde. Et øjeblik kunne jeg se det komiske i situationen, scenografien og den grønne uniform var på en eller anden måde velkendte, måske fra en gammel engelsk karikaturtegning af Vilddyret i færd med at opsluge verden. Hr. de Vaucansons automatiske dukke tav nu helt og holdent og kiggede uudgrundeligt på mig der stod mellem Jakob og Mathilde. Sammen dannede de en afventende gruppe. Jeg måtte hurtigt finde på noget forløsende. Jeg ledte med fingeren mellem mine stjerner og fandt Sydkorset. Så lod jeg langsomt fingeren glide frem som for at markere en strækning på en rejse. Ville han blive ved med at efterligne mig? Ja, han karikerede overdrevent mine bevægelser og pløjede

154

med strakt pegefinger hen over jordoverfladen. Så kiggede han op med en stiv grimasse og ventede på mit næste træk. Hans adfærd havde noget af den hadefuldhed over sig som man kan se hos hæmmede personer når de er berusede. Et øjeblik tænkte jeg på at tænde for dukken igen og lade musikken forløse os. Men det ville tage for lang tid. Situationen tålte ingen udsættelse. Med øjnene søgte jeg støtte hos Jakob. Da jeg ikke fik nogen reaktion – de stod som trædukker med tomme øjne – bevægede jeg mig langsomt hen over gulvet mod Paul; for at beskytte mig selv skubbede jeg den tunge metalglobus frem foran mig. Jeg tog udfordringen op, jeg måtte forsvare min autoritet. De to globusser karambolerede svagt med en hul lyd. Han stod med spændt opmærksomhed, men rørte sig stadig ikke, og jeg strakte mig forsigtigt hen over min stjernehimmel og satte pegefingeren mod jorden midt på Afrikas kyst dér hvor vores rejse var begyndt. Hans smalle, brune hånd med mørke hår som en frynse omkring håndleddet lå strakt hen over det halve af Atlanterhavet, og hans fingerspidser trykkede så hårdt at neglene hvidnede. Da min finger nærmede sig på vej mod England, så han først ud til at ville trække hånden til sig, men lod den så langsomt retirere hen over Canada og Alaska. Jeg kunne uforstyrret fuldføre min rute til London. Imens forsøgte jeg at smugkigge på vores virkelige position, det lille sandskorn i oceanet. Men jeg kunne ikke finde det. Der hvor Sankt Helena burde ligge, var der kun nøgent metal, et stykke af papiret var revet af, og man kunne se dybe mærker efter negle rundt om. Jeg stirrede på hærværket og følte mig dunkelt grebet på fersk gerning. Mærkerne var uden tvivl blevet lavet i raseri og af personligt fjendskab mod øen. Paul kunne ikke have lavet dem ved en fejltagelse, for de var ikke friske – den tanke fór netop gennem hovedet på mig, da jeg kunne mærke at Pauls blik var standset

155

på samme sted. Langsomt sænkede han ansigtet tæt ned til globussen og snusede hen over neglemærkerne, pillede i dem med pegefingeren. Hans lave pande var rynket i smertelig intellektuel anspændelse. I næste øjeblik gik der et ryk gennem ham, og han slog armene om globussen og løftede den lige op i luften. Jeg trak mig tilbage. Han greb fat i holderen den var ophængt i, og fik det hele op oven over hovedet; træsoklen slog ham i panden, han vaklede, men holdt balancen og gik et skridt fremad som for at slynge globussen imod mig. Dette er afgørende, tænkte jeg. Jeg stod bomstille og tvang mig selv til ikke at tage øjnene fra hans ansigt. Flygtede jeg nu, var spillet tabt. Paul var ved at eksplodere. Ville han slå mig ihjel eller finde en udladning på anden måde? Jeg så hvordan han kæmpede med sin stumhed, munden gabte og trak sig sammen, det virkede som om han var lige ved at bryde gennem hindringen, han stønnede voldsomt et par gange, læberne skælvede som spændte læderremme, og den røde tunge slog som en fanget fisk inde i den snævre mundhule. Men hæmningen var for stærk, han fandt ikke sin stemme. Jeg gav op, sænkede blikket, ventede på at slaget skulle falde. Da kom brølet. Jeg så op igen. Han gloede stift forbi min skulder og hylede lige ud i luften. Så sænkede han globussen ned i brysthøjde og vendte sig brat mod de to ved bordet; det sure pust af hans ånde fejede hen over mit ansigt. Han stillede sig skrævende foran Jakob, stod og vippede på hælene, truede lidt med globussen. Men udbruddet var stilnet af. Da presset blev for hårdt, havde det fundet afløb. Ved sprogets afgrund (forekom det mig) flygtede han til skriget; i stedet for at slå mit hoved i stykker, var han i sidste øjeblik veget til side og havde angrebet – eller ladet som han angreb – Jakob. Mathilde var imidlertid gået imellem; måske netop fordi det

156

ikke så så farligt ud længere. Hun trykkede sig ind til Jakobs arm samtidig med at hun hang med hovedet og så ud til at være ved at besvime. Jeg syntes at jeg ville kvikke hende op med lidt musik og prøve på at glatte det ud som var sket. Chokket og lettelsen bagefter havde gjort mig letsindig. Temmelig forvirret var jeg også. Taknemmeligt betragtede jeg den lille østerlænding som stod dér som et åndevæsen fra Tusind og Én Nat og smilede ad abespillet rundt om sig. Men da jeg ville gå hen til ham, stillede Paul sig i vejen for mig med en vredladen bevægelse. Først nu opdagede jeg at han var i færd med en slags overtalelse af Jakob. Han holdt ham i overarmene med et ligesom indtrængende udtryk, og læberne skælvede. Men Jakob vred sig løs og trak Mathilde med sig baglæns hen mod bogreolen. Da kom der en ny vending: Mathilde besvimede virkelig. Det var forløsende, hele den seje prestigekamp forduftede. Vi styrtede til alle tre, og i bedste fælles forståelse, men uden at se på hinanden, løftede vi hende op imellem os. Vi hjalp hinanden med at svøbe hende ind i en falmet mørkeblå frakke som jeg fik fat i – og dunkelt genkendte – og bar af sted med hende til det lille kammer ved siden af badeværelset. Der stod en briks som vi varsomt lagde hende på. Jeg bredte frakken ud over hende, hun så meget tynd og lille ud. Hun klagede sig nogle gange, men faldt derefter i søvn med roligt åndedræt. Jeg havde ventet at drengene ville bære hende ud i kahytten hvor de følte sig mest trygge, men nu lod det til at de var tilfredse med at give slip på hende. Der var noget jeg havde lagt mærke til i de seneste dage, nemlig at de ikke så gerne ville have hende tæt ind på livet, hun måtte tit gå for sig selv, og om natten opholdt hun sig i flere timer alene i badeværelset, jeg havde hørte hende trampe og sukke derude og kaste op et par gange. Og nu forsvandt de hurtigt ud i køkkenet, lidt skamfulde, forekom det mig. Men jeg spekulerede ikke nærmere over det.

157

Jeg fulgte med dem ud i køkkenet, for jeg ville helst ikke have at de skulle tage deres mad selv. Men først gik jeg ind i biblioteket og hentede mit sædvanlige tøj. Da jeg kom tilbage til køkkenet igen med mine kakipjalter over armen, sad de fine i tøjet på deres pladser ved bordet. I Pauls ansigt var der ingen spor af den sindsbevægelse han havde været igennem. At vente på mad var alt hvad der kunne aflæses af hans ansigt, og blikket var stift rettet mod spisekammerdøren. Det samme med Jakob der sad ved siden af ham. Efter et kort, forventningsfuldt blik på mig blev deres øjne som af en magnet draget tilbage til spisekammerdøren. Som en trøst for de prøvelser vi netop havde gennemgået, dækkede jeg op med et solidt måltid der praktisk taget tømte spisekammeret. En ekspedition efter proviant måtte jo komme før eller senere; denne middag betød at den måtte komme den dag i morgen. Vinen havde den sædvanlige virkning på dem, de faldt fredeligt i søvn på køkkengulvet. I de stive stillinger som tøjet påtvang dem, lignede de væltede legetøjsdyr på gulvet i et barneværelse. Jeg rystede på hovedet ad deres hårdførhed og deres korte hukommelse og trak mig tilbage til mit soveværelse. Mathilde lå og sov som før da jeg gik gennem kammeret, og hun rørte sig ikke da jeg forsigtigt stillede mad og vin på gulvet ved siden af sengen. På tærsklen ind til sovekammeret slog en skarp og klar solnedgang mig i møde; de vinrøde gardiner glødede. Jeg trak dem fra og sugede de uvante farver og kontraster til mig, de saftige skygger og havets horisont der endelig var kommet tilbage.

6 Jeg lå i min jernseng og kunne ikke falde i søvn. Det var første gang i lang tid jeg havde den bekymring. Petroleumslampen, der var skruet helt ned på laveste blus, oplyste kun en lille kreds af rummet. Cirkelmønstret i gulvtæppet steg og sank, trådte skarpt frem og flød ud når jeg fikserede det med halvt lukkede øjne, og jeg lod tankerne sejle omkring som de ville og døsede hen indimellem. Paul, tænkte jeg, har nu forstået hvor vi befinder os. Han er ophidset. Føler sig bedraget. Jakob har vist forstået det i lang tid, men han stoler på mig. Jeg tror at han evner tillid. I hvert fald holder han sig til mig så længe han tror på min overlegenhed, men uden åbent at trodse Paul. Han følger vores magtkamp. Han er svagere og mindre erfaren end Paul, dummere end mig. Det får ham til at holde sig på måtten. Spørgsmålet er nu om Paul vil stikke til søs igen så snart som muligt, eftersom der intet er at hente på denne ø. Det ville jo passe mig udmærket, vinden virker passende, der er ingen sol som brænder … Det gælder bare om at få samlet proviant. På den anden side lader det til at han har knyttet sig til huset her. Holder af at gå til et dækket bord, kan lide at klæde sig ud. Viser smag for indskrænket livsførelse trods sine storslåede drømme om England. Hvis ellers han stadig har dem. Er det virkelig muligt at han husker Turners billeder? At han stadig længes efter alle disse vidunderlige ting: Togene, broerne, de endeløse spor … Hvorfor ikke? Han har jo et vist begreb om kortet. Men tænk nu hvis han har fået nok af havet og vil blive hvor han er. Må det så ikke pine ham at han ikke kan bruge dræsinen?

159

Men det tror han måske at han kan, og så er hans liv fuldendt. Og jeg bliver overflødig, nøjagtig som Dittel en nat for længe siden. Men Dittel havde en afløser. Det har jeg ikke. Det gælder altså om at vise at dræsinen ikke kan manøvreres uden mig. Desuden fik han jo i dag at se at forråd af mad kan blive tømt og ikke bliver fyldt op igen af sig selv. Lige præcis, madspørgsmålet er nøglen til det hele. Vi skal gå ud og fange fisk i morgen, kun Jakob og mig. Paul skal holdes udenfor … Men vi må ikke drille ham for meget. På kortet fandt jeg i går en sti ned til Prosperous Bay. Ingen bebyggelse omkring den … Men kortet er gammelt. Måske finder vi en kilde ved vejen. Og i udhuset så jeg en ketsjer … Faldt jeg i søvn? Fraser fra den bog jeg havde haft som sengelekture, blandede sig i mine overvejelser. Eller drømte jeg allerede? Jeg så Paul ligge der hvor jeg lå, i den blå uniform. Han talte! Og han talte med en jeg ikke kunne se, der stod bag ved hans hovedgærde, som om væggen ikke eksisterede. - Er der kommet citroner? spurgte han. Han rørte sig ikke. Heller ikke læberne bevægede sig. - Nej, svarede den anden stemme. - Mandler? - Nej. - Granatæbler? - Nej. - Rosiner? - Nej. - Vin? - Nej, ikke på flaske, kun på fad. - Hvad har vi så fået? Kom der ikke noget med det skib? - Kvæg. - Hvor mange kreaturer? - Fyrre. - Hvor mange får?

160

- To hundrede. - Hvor mange geder? - Ingen geder. - Hvor mange høns? - Ingen. - Hvad har vi da fået? Har vi fået nødder? - Nej. - Nødder kan man få i kolde lande, ikke sandt, mandler i varme lande. Er citronerne gode her? - Ja. - Og granatæblerne? - Ikke efter hvad jeg har set. - Har vi fået citroner … granatæbler … mandler? Jeg ville gribe ind, få en ende på det. Men jeg kunne ikke komme ind i billedet, jeg var magtesløs, udenfor. Der var ingen nysgerrighed i spørgsmålene, bare et maskineri i tomgang. Spørgsmålene pinte mig. Nej, ikke spørgsmålene. Kvantiteterne, størrelsesforholdene. Jeg prøvede på at følge med i varesorterne og mængderne, det gjaldt om at forvandle tallene til kubeformede blokke af tilsvarende størrelse, og med det rigtige indhold. Men der kom stadig nye varesorter, jeg var forpint af mine tomme kuber. Jeg svedte. Det var feber jeg havde! Jeg lå jo på mit yderste. Snart ville alting være forbi. Paul var borte, det var mig der lå her. Her? Der? Manden stod stadig bag ved hovedpuden. Jeg kunne ikke se ham. Jo, hans arm der hang ned og strejfede min kind. Men ikke nogen hånd. Et tomt ærme. Lige pludselig var der fugtigt i værelset. Små tågeskyer kom imod mig og stænkede mig i ansigtet. Jeg kunne høre messeklokker. Jeg havde ingen smerter, men jeg jamrede. - Hvor jeg lider, hvor har jeg det ondt … Jeg kan ingenting mærke indvendig, mine indvolde er borte … Nu er det min tur … Her ligger jeg. Det er forbi med mit hovmod – Åh, mig! Åh, stakkels mig! … Ingen kan hjælpe mig … Jeg er næsten død …

161

Jeg vågnede. Jeg sad på gulvet. Lampen brændte som før, og der var ikke noget lys at se i sprækken ved gardinet. Jeg rejste mig fortumlet og øm i leddene, blytung af træthed som efter en fortvivlet kamp. Jeg sank sammen på sengen og faldt øjeblikkelig i søvn.

7 Jeg vågnede ikke af mig selv, men ved at nogen listede omkring mig. Da jeg forsigtigt åbnede øjnene, fik jeg et glimt af et rødt kjoleskøde der flagrede i halvmørket. Lampen var gået ud, men erindringen om nattens drøm – eller feberfantasi – stod meget tydeligt for mig i rummet. Jeg var lige pludselig lysvågen. Feberen var borte. Nu så jeg hvem det var. Mathilde. Hun havde en højrød kjolejakke af fløjl på og stramtsiddende, lyse bukser i en farve der mindede om menneskehud, broderet med guldsnirkler langt ned ad lårene. Også ærmerne og opslagene på kjolejakken glitrede af guld. De lodne lægge stak frem af knæbukserne med en overraskende dyrisk effekt. Jeg lå stille og iagttog hende, hun gled uroligt hen langs med væggene som om hun ledte efter en udgang. Jeg rejste mig fra sengen, forsigtigt for ikke at skræmme hende, men hun standsede brat og vendte sig om mod mig. Så slappede hun af og kiggede lidt spørgende. Hun ville mig noget, det var tydeligt. Måske bare vise sit smukke tøj frem. Jeg gik hurtigt ud i badeværelset og lod døren stå åben. Hun var blevet stående i det indstrømmende lys og så stadig på mig, uroligt som det forekom mig. Men hun virkede ikke syg længere. Kjolen og bukserne tilføjede hende noget spændstigt og energisk. Jeg havde sikkert sovet til langt op ad dagen. Det var overskyet igen, jeg kunne ikke lokalisere solen, lyset var jævnt spændt ud over himlen. Mit ur var gået i stå; mærkeligt at det havde gået så længe som det havde gjort, urværket var sikkert fuldt af salt. Først almanakken (som jeg dog havde forsøgt at rekonstruere), så uret: Det ene lag tid efter det andet faldt af mig, lag

163

af menneskelighed der blev skrællet af og opløste sig i havet, i disen, i den skræmmende mangelfuldhed og mennesketomhed omkring mig. Ensomheden indhentede mig igen. Dato og klokkeslæt havde styret mit liv, og det eneste jeg havde tilbage af en lineær og ordnet tilværelse i tiden, var dette dukkehus i ødemarken. Men netop dér var tiden med vilje blevet sat i stå for cirka hundrede år siden. Jeg besluttede at jeg, næste gang solen viste sig, ville beregne klokkeslættet og sætte det gamle portalur på skrivebordet i gang. Mathilde havde lagt sig i min seng. Hun kunne godt lide at gøre sig det bekvemt, det havde jeg tit lagt mærke til. Eller var det min kropsvarme der trak? Da jeg stillede mig selv det spørgsmål, slog det mig for første gang at hun måske var gravid. Men jeg ville ikke tænke på det nu. At skaffe mad til fire var besværligt nok. Drengene var ingen steder at se, ej heller at høre. Jeg trak badeværelsesvinduet op. Det forholdt sig som jeg troede, de havde rullet dræsinen ned i den forsænkede havegang. Jeg havde sovet så tungt at jeg ingenting havde hørt. Nu var de åbenbart kørt fast efter cirka tyve meter og var ved at grave sig fri; jeg kunne se deres bøjede rygge stikke frem bag vognen. De var nøgne – dræsinen havde slået liberierne af marken. Javel, tænkte jeg, de har allerede fået nok af menneskelegen. Eller var de bare praktiske? Det rørte mig at de havde crickethuerne på, det var første gang siden vi kom til huset. Åbenbart forbandt de huerne med dræsinen og det hårde liv om bord. Jeg så på dem gennem en lille kikkert jeg havde fundet i skrivebordsskuffen. Jeg så Paul som en flad papfigur, han rettede ryggen og gestikulerede med sin frie hånd. I den anden holdt han en spade. Jeg funderede over deres arbejde. Imiterede de bare de greb de havde set mig udføre, eller fulgte de en plan? Var deres hukommelse andet og mere end en række reflekser? Havde de et levende minde om det de havde set Dittel og hans banearbejdere gøre tidligere i månedsvis? Foreløbig skubbede jeg disse

164

spørgsmål til side. Det som interesserede mig, var forholdet mellem Jakob og Paul. Hvordan gik det til at Jakob lod Paul tage føringen så snart de var alene, til trods for at han åbenlyst var mere intelligent og dermed bedre udrustet til et liv i skyggen af et menneske? Var respekten for den ældre han så stærkt et instinkt af det holdt ham tilbage? Jeg sænkede kikkerten. – Jakob! råbte jeg. Han kiggede først frem bag kahytten og begyndte at gå hen mod køkkendøren. Paul stod stille lidt og kiggede på os. Så slap han spaden og kom luntende bagefter.

Det var ikke uden ængstelse at jeg kaldte dem ind til morgenmad den dag. Måltidet bestod næsten bogstaveligt af vand og brød bare med nogle besynderlige knoldede rodfrugter til, som jeg havde gravet op i det som engang havde været en køkkenhave. Det var ikke koldere indenfor end udenfor, tværtimod, og min forbavselse var stor da de indfandt sig i køkkenet med uniformerne på. Det var næppe Mathildes indflydelse, hun kom først lidt efter og så søvnig og åndsfraværende ud. For et hastigt blik lignede de en samling misfornøjede hoffolk som de sad dér og bed i deres ynkelige brødstumper. Tøjet tvang dem til stive og afmålte bevægelser, og det gav naturligvis noget menneskeligt. Men samtidig fik deres ansigter og hænder på grund af kontrasten en stærkere dyrisk karakter der, besynderligt nok, alligevel passede godt sammen med tøjet, måske fordi de hørte til i en epoke hvor man ofte karikerede mennesker som dyr. Da maden nogle minutter senere var spist op, var forstemtheden stor omkring bordet. De underlige roer ville de ikke engang smage på da de så at jeg ikke rørte min; jeg havde tænkt mig at afprøve det nye på dem. Det var Jakob der havde øjnene med sig, han sendte mig et vemodigt blik og skubbede den rødlige rodfrugt til side. Paul blev vred og hamrede sit eksemplar ned i

165

bordet indtil der ikke var andet end stumper tilbage. Mathilde sad apatisk og kiggede på. Det gjorde mig ondt at se dem. Jeg gik hen og hentede ketsjeren og en spand i redskabsskuret og stak dem i hænderne på Jakob. - Kom! Sagde jeg. – Det er på tide. Det kort over øen, som jeg havde revet ud af en bog, stak jeg til mig foruden de skorpestumper jeg kunne feje sammen. Det var nu blevet meget overskyet og helt vindstille. Udmærket fiskevejr. Jeg kastede Mathildes blå frakke over skuldrene og gik ud i støvregnen. Jakob fulgte efter, men tøvede lidt. Han standsede op i døren og kiggede ned på sit tøj. Jeg gav ham ingen betænkningstid, men fjernede mig med store skridt. Så kom han løbende efter mig med sin spand og sin ketsjer. Jeg passerede forbi bagsiden af husklyngen og fortsatte mod øst. Der lå havet nærmest. Der skulle også være en sti ned ad klippen. Det kort jeg havde, var sikkert hundrede år gammelt, men stien var der stadig. Vi gik gennem noget høj buskvegetation ned mod Prosperous Bay. Der var ingen bebyggelse at se, og intet vand i bevægelse. Meget snart lagde jeg mærke til at det, som frygtet, var helt udelukket at trække dræsinen denne vej ned. Nedturen tog knap tyve minutter. Ved første øjekast så stranden slet ikke ud til at fortjene navnet Prosperous Bay. Det var de samme stejle lavaklipper som jeg havde set overalt, da vi sejlede rundt om øen. Der var imidlertid en smal strimmel strand at gå på; måske havde den været nok til at vække navngiverens begejstring. Jeg gik straks i gang og strøede en håndfuld krummer ud i vandet mellem et par store lavaklumper der stak op lige i vandkanten. Vandet var meget klart. Meget snart kom nogle store fisk ind mellem stenene og snappede efter krummerne. Grå og flade fisk som slog dorsk med

166

halen. Jeg sænkede forsigtigt ketsjeren. Jakob stod lige ved siden af mig som han ofte gjorde da jeg fiskede fra flåden. Han holdt vejret. Jeg ventede tålmodigt på at de skulle spise sig nærmere. Da fór med en utrolig hurtighed en guldsmykket arm gennem luften og slog til mod vandfladen. Vandet sprøjtede, fisken stod et øjeblik bedøvet, og jeg trak ketsjeren op. Fanget! Henrykt klappede jeg Jakob på ryggen, og det var lige før han klappede igen. Jeg smed flere skorpekrummer ud lidt længere væk, og Jakob slog igen til med poten, og gang på gang lykkedes det. Fiskene virkede døsige og umistænksomme, måske var de meget sultne. Efter et par timers forløb havde vi fyldt spanden, otte-ti store fisk, mad til flere dage. Meget tilfredse med os selv og hinanden gik vi hjemad. Men først belønnede jeg mig selv med et par slurke cognac og gav også Jakob, der faktisk nippede lidt og lavede grimasser. Da vi var kommet et stykke op ad stien der gik i furen mellem to stejle bjergkamme, blev vi indhentet af en lille lysebrun hund. Lodden og glad var den og havde et halsbånd om halsen. Jeg begyndte at småløbe op ad den stejle sti for at komme ind i strækningen med buskene der skjulte os. Jakob bagefter med hunden i hælene. Det var selvfølgelig fisken den var interesseret i. Den ville ikke godvilligt slippe færten, og ejeren var måske ikke langt borte. Jeg besluttede at ofre en fisk for at redde vores retræte. Med et blik som jeg nu kunne genkende, viste Jakob at han bifaldt min foranstaltning. Hunden standsede brat og gav sig til at rive i byttet med tænderne. Men fisken sprællede stadig, og hunden trak sig forskrækket tilbage et par gange. Jeg kunne se at min følgesvend opfattede det komiske i dens adfærd. Ikke langt hjemmefra så jeg på afstand et par grå kaniner fare forbi mellem buskene. Jakob gjorde ingen tilløb til at sætte efter dem, men han slog i luften efter dem – spøgefuldt, forekom det mig. En hentydning. Og det gav mig en idé: Hvorfor ikke sætte

167

fælder op? Nedsaltet kaninkød ville være vidunderlig rejsekost. Der var et par gamle haglgeværer i huset, men jeg havde ikke tænkt mig at bruge dem, det ville høres over den halve ø. Men drengene der var så ivrige efter at grave, ville nok kunne grave nogle passende huller hist og her på plateauet hvor jordlaget ikke var så tyndt. Man kunne bruge nogle stumper fisk som madding, eller måske roerne, for kaniner var da vel vegetarianere? Slog det fejl, var det bare at blive ved med at fiske. Hvorfor ikke lave net af de umådelige mængder tekstil der var i huset? Kun i nødsfald ville jeg kaste mig over gederne og i så fald lige før vores afrejse; så fattigt som der lod til at være her, ville ejeren formodentlig savne en forsvunden ged og gå ud og lede. Men stjæle sig til at malke kunne man måske vove. Jeg så mig om til alle sider inden vi trådte ind på pladsen bag husene. Hunden var ikke fulgt efter os, der var intet liv at se. Jeg troede jeg ville finde Paul ved dræsinen, men der var ingen. Derimod kunne jeg nu se hvad de havde arbejdet så ihærdigt med. Vognen var slet ikke kørt fast, men var med vilje blevet standset foran et sted hvor den forsænkede gang blev krydset vinkelret af en anden. Under Pauls ledelse havde de gravet et af de hjørner væk som hindrede dræsinen i at dreje ind på den krydsende gang. Projektet var forbløffende fordi vognen med lethed kunne køres videre ad den vej den var slået ind på, og via en svag stigning opnå en større bevægelsesfrihed på det jordniveau hvor den ellers var. Men Paul ville det altså anderledes. Han ville måske slet ikke herfra, men havde tænkt sig at slå sig til ro med at trafikere to havegange, et England en miniature. Jeg smilede først lidt ad mine overvejelser og søgte Jakobs blik da jeg havde vænnet mig til at finde fælles forståelse. Men han vendte ansigtet bort. Da huskede jeg mine gamle bekymringer, og det gik op for mig at perspektivet slet ikke var så morsomt. Hvis Paul havde til hensigt at blive, ville der opstå konflikter når vi skulle bryde op. Og hvis han havde valgt en lille

168

statisk dræsineverden, hvor han havde tænkt sig at herske over sine egne, en verden i en skala der passede til hans hjerne, så ville jeg dermed blive en overflødig storhed. Det var det jeg aflæste af Jakobs skyldbevidste ansigtsudtryk. Men i næste øjeblik mistroede jeg min egen mistro. Det var jo muligt at de bare ville slå tiden ihjel på den måde de bedst kunne lide. Og var det ikke godt at dræsinen blev holdt i gang i fugten? Måske havde jeg malaria i kroppen. Jeg ventede uroligt på at feberen skulle vende tilbage.

Fisken blev en succes. For at drøje på kosten havde jeg kogt suppe på den. Især Paul spiste med glimrende appetit, og at han ikke havde været inviteret med ud at fiske syntes ikke at genere ham. Han var selvfølgelig udhungret som os andre, og jeg fandt det klogest at låse suppen inde i spisekammeret bagefter og stikke nøglen i lommen. Om eftermiddagen gik jeg ud med Jakob for at grave kaninfælder. Da vi hentede spaderne i kahytten, lå Paul og sov eller lod som om han sov. Han rørte sig ikke, men jeg tror han iagttog os i smug. Det passede mig godt, for jeg ville stadig have at han skulle føle sig udenfor, det indgik i min plan at styrke Jakobs selvfølelse og vinde ham for den kommende magtkamp, som jeg håbede ville udspille sig mellem dem med mig som tungen på vægtskålen. Jeg sørgede også for at vi holdt os i nærheden, så Paul ikke forblev uvidende om hvad vi foretog os. Jeg gravede et par huller selv og lod så Jakob overtage det. Det forbavsede mig først at vi hele tiden stødte på flaskeglas. Men så huskede jeg mig selv på at her var der blevet ført stort hus: I fem år havde fyrre personer med dyre vaner levet sammentrængt i disse bygninger. Jakob gravede ivrigt og effektivt, men forstod tilsyneladende ikke hensigten, ikke engang da jeg spiddede fisketrævler og roer på nogle kæppe som jeg stak ned i bunden af

169

hullerne, hvorefter jeg camouflerede dem med spinkle kviste og efterlignede en kanin der strakte sig efter ådslet og forsmædeligt trådte igennem. Det var lige før jeg bad en bøn om held på jagten, og jeg glædede mig på forhånd over den nyttige indsigt det ville give Jakob at se byttet sprælle i fælden.

Trods regnen og tomheden havde bevægelsen i den frie luft kvikket mig op, og jeg følte mig moden til et eksperiment jeg havde spekuleret over i dagens løb. Der var temmelig fugtigt inden døre, så jeg tændte op i pejsen i biblioteket, trak de tykke gardiner for og tændte et par petroleumslamper. Jeg tog en grøn slåbrok på og satte mig til at læse mens mit tøj tørrede på kakkelovnsskærmen. Jeg ventede på aberne, overbevist om at varmen ville lokke dem ind. Og ganske rigtigt, de troppede op, én efter én, og i deres flotte tøj. De gik alle tre hen til pejsen uden at lade sig mærke med min tilstedeværelse, og jeg kunne snart mærke at det ikke kun var på grund af varmen; det var lige så meget spejlet der lokkede. Paul mødte mandigt sit eget blik som om han netop havde detroniseret huset Braunschweig, og Mathilde spærrede de søvndrukne øjne op mens hun drejede kroppen helt ind til spejlglasset for at få et glimt af kjoleskøderne. Kun Jakob var utilfreds: Hans våde liberi slaskede, guldbroderiet havde mistet glansen og så snavset ud. Det havde jeg forudset og taget en anden uniform frem til ham, mørkeblå, med dolman. Han takkede mig med blikket og skyndte sig at skifte. Så legede vi igen vores lille udstyrsstykke. Men det var som om dekorationen havde skiftet, som om den store tomhed udenfor åd sig ind alle vegne. Revnede møbler, hul i gulvtæpperne, fugtpletter på tapetet, musene der galoperede hen over loftsgulvet – havde det virkelig været sådan da vi kom? Måske var det bare fugten og gråvejret der gjorde det hele så håndgribeligt, men pludselig syntes jeg at det var os der havde fået tiden til at tikke i

170

gang igen i disse lukkede æsker med balsameret fortid. Der havde sikkert ikke boet nogen her i hundrede år, af pietet, om ikke andet, huset havde stået forseglet på sin klippehylde i oceanet, når intendanten var på inspektion, holdt han efter alt at dømme til i annekset. Så da vi kom hertil og brød forseglingen med den skibbrudnes ret, satte forgængeligheden ind som ved en gravåbning. Sådan føltes det. Derfor var det på høje tid med mit lille eksperiment. Inden vi forlod dette hus, ville jeg med de hjælpemidler som var til stede, prøve at få dem til at fatte hvad fortiden ville sige. Jeg mente at dette var et strategisk punkt i deres mentale udvikling. Lykkedes et gennembrud her, ville nye veje åbne sig for dem, nyt liv og handlemønstre der kunne føre til den afgrund hvor dyret endte, men måske også til springet, mutationen. Deres adfærd under rejsen, ja, allerede tidligere, havde vist at de ikke var fanget i nuet og i den umiddelbare behovstilfredsstillelse. De havde en vis evne til, om ikke selv at planlægge, så dog til at forstå planlægning. Det var den første begyndelse til en tidsfornemmelse. Jeg ville nu undersøge om det var muligt at føre dem videre til det som for mig allerede dengang var den egentligt menneskelige og værdiskabende dimension: oplevelsen af fortiden, vores bane gennem tiden. Jeg bar globussen ud midt på gulvet. Jeg håbede at kunne vise at vores fælles rejse ikke kun var en bevægelse i rummet og på kortet, men at den også var et tidsrum der kunne udtrykkes med at solen, dagslyset, trådte frem og forsvandt et bestemt antal gange. Først så det ud som om de var vrangvilligt indstillet over for globussen efter det som var hændt dagen før, og de skottede uoplagt til trædukken med fløjten som smilede blidt i sin krog. Men usædvanlige lyde vakte altid deres interesse, så jeg knipsede hårdt med pegefingerneglen på globussen; det lød som et standur der slog. Det fungerede: De nærmede sig alle tre forventningsfuldt. De ville have underholdning.

171

Jeg pegede på Sankt Helena, eller rettere på det bortkradsede sted i Atlanten. Så pegede jeg på gulvet foran deres fødder. Så på Sankt Helena igen. Jeg gentog det nogle gange. De genkendte proceduren, de forstod det. Så stillede jeg petroleumslampen som en sol midt på bordet og skruede vægen op. Da de blinkede mod det skarpe lys, pegede jeg befalende lige op i luften og strakte samtidig lampen op over hovedet som en fakkelbærer. Jeg var nu stærkt fristet til at falde tilbage på det ptolemæiske verdensbillede der jo er nemmere for os alle, og som frem for alt havde den fordel at jeg kunne bære lampen rundt om globussen i stedet for det modsatte. Men nej – ingen kompromiser! Da jeg troede at de havde begrebet at lampen repræsenterede solen, stillede jeg den igen på bordet, løftede den tunge kugle op i favnen og bar den møjsommeligt rundt om ”solen”, omgang efter omgang, og sørgede for at dreje globussen så lyskilden snart belyste og snart ikke belyste den side hvor vi befandt os. Samtidig markerede jeg hvert døgn ved at knipse på globussen, et knips, to knips og så videre. Pauls opmærksomhed slappedes snart, og efter hans eksempel også Mathildes. Men Jakob var stadig interesseret, og jeg besluttede at fortsætte lektionen. Først ville jeg dreje uret tilbage til nuet og gå alle omgangene tilbage rundt om bordet, men globussen var for tung, så jeg nøjedes med at vise dem med hånden i retning mod uret og akkompagnere med knips, hvorved jeg talte baglæns højt. Som pædagogik var det måske ikke så vellykket. Især mine knips virkede mest forvirrende på dem, og det vigtige var jo at formidle tidens ufravigelige gang, ikke dagenes antal. Men da vi så var genforenet på samme tidsplan, samlede jeg deres blikke til et nyt forsøg. Alle så uforstående ud, men Jakob ville i det mindste forstå, det kunne jeg se. Med en stor håndbevægelse satte jeg fingeren på Afrikas vestkyst, udgangspunktet for vores rejse. Jeg skulle lige til med fingeren at trække vores rute på globussen

172

op, samtidig med at jeg viste de fyrre omgange rundt om lampen med den anden hånd, da jeg kunne mærke at der skete noget med Jakob. I nogle sekunder stod han og forholdt sig anspændt lyttende som et stykke vildt. Så begyndte han at gå baglæns og mod uret rundt om lampen! Endnu den dag i dag spørger jeg mig selv om han tænkte rigtigt, men jeg glemmer aldrig det svimlende indtryk af at overvære et intellektuelt gennembrud i et andet væsen, et gennembrud som jeg desuden selv havde banet vejen for. Han bakkede uøvet, men stædigt videre rundt om lampen der med sit skær spaltede hans dybt koncentrerede ansigt i en lys og en mørk halvdel. I min første vildelse syntes jeg også at han talte omgangene, men så standsede han op adskillige omgange for tidligt og pegede med stille triumf på Afrika omtrent dér hvor jeg selv havde peget. Jeg viste på alle måder min påskønnelse af hans præstation og forsøgte oven i købet at danse rundt med ham. Men så gjorde han sig værdigt fri og satte på ny fingeren på Afrika med et udtryk i ansigtet som en mønsterelev. De andre følte sig fuldkommen udenfor og pillede utålmodigt ved deres tøj. Nå, her havde jeg i hvert fald én der gjorde sit bedste, mens de andre bare stod dér sløve og uforstående, én som ikke kun fysisk deltog i rejsen. Jeg lovede mig selv at jeg, ikke mindst for hans skyld, ville gøre mit yderste for at føre rejsen til ende, syg eller ikke syg, og uanset hvilke strabadser som ventede.

8 Om aftenen havde jeg feber igen. Jeg var fortvivlet. Jeg kunne ingen medikamenter finde i huset ud over et glas med påskriften arsenik. Og jeg frygtede at jeg, hvis jeg gik i seng nu, måske aldrig ville komme op mere. Utålmodigt gik jeg frem og tilbage i sovekammeret og ventede på at drengene skulle trække sig tilbage til kahytten for natten. Det gjorde de også, punktligt som altid, når mørket faldt på. Jeg hørte også hvordan Mathilde lagde sig til rette på sit leje i kammeret, vendte sig nogle gange for at finde den rigtige stilling, sukkede. Jeg ventede lidt indtil stilheden lød pålidelig og det eneste der kunne høres var den evindelige, vandlidende vestenvind som pressede mod den tynde væg og mod badeværelsesvinduet der rykkede i sine hasper. Jeg tog min sengelampe og gik ud i udhuset. Hele dagen havde jeg tænkt at jeg ville undersøge de kasser som stod der. Nu blev det livsvigtigt. Jeg måtte adsprede mig selv, bortlede tankerne fra sygdommen. Dvalen ville ind i mit hoved ligesom disen og tågen ville ind i huset; jeg måtte holde lyset brændende for ikke at blive overrumplet. Der var pløret ude i gården, jeg skrabede snavset af mod tærsklen og trådte ind ad den lave dør til barakken. Der opstod selvfølgelig panik blandt musene som jeg drev foran mig, men de faldt til ro da jeg ikke gik helt ind i garderoberummet. Jeg standsede i det midterste rum, og jeg kunne mærke hvordan de sad og lyttede opmærksomt derinde med løftet snude. Jeg hævede lampen og lyste omkring mig. Der stod cirka ti store kasser, delvis stablet oven på hinanden. Jeg åbnede låget

175

på dem jeg kunne komme til. Det var solide pakkasser, meget fint lavet. På et par af dem kunne jeg se en blegnet, men fuldt ud læselig påskrift: Gde Armée Maison Impériale Det lod til at de fleste indeholdt bøger. Man havde nok pakket dem ned her inden man begyndte at renovere biblioteket. De var i god stand så vidt jeg kunne se, mest indbundne bøger fra 1700-tallet. Romersk historie, rejseskildringer, lettere romaner. Jeg åbnede en bog om Mexico af Humboldt: Forfatterens egenhændige og ydmyge tilegnelse dansede for øjnene af mig. Jeg orkede knap nok et øjebliks forbavselse over at der virkelig lå originaler herude, det havde jeg ikke troet. Jeg lagde bogen til side, det nyttede ikke noget at prøve at læse nu, feberen og blæsten susede i mit hoved. Men jeg tvang mig selv til at lede videre i kasserne, jeg kunne mærke at det gjorde mig godt. Jeg var træt af min krop, træt af hele tiden at anspore den til praktiske gøremål. Når jeg sad her og pillede, kunne jeg lade den sløve hen. Mine øjne var trætte af at spejde ud over mægtige afstande og nød lampelysets snævre synskreds. Jeg følte mig som et langsynet menneske der pludselig er blevet nærsynet. Det var velgørende som afveksling og fremkaldte en slags indre ligevægt. Men først og sidst var det berøringen med et menneske jeg havde brug for, og jeg ledte videre. Jeg havde fundet en kasse fyldt til randen med billeder, indrammede og som løse blade, malerier, tegninger, gravurer. Og hele tiden det samme menneske, fra spædbarnet på den naive tegning som kravlede på et gulvtæppe med homeriske figurer i mønstret, til manden på dødslejet med hans store udmattede hoved, omgivet af lettede mennesker i bedrøvede kropsstillinger. Mange af disse billeder havde jeg set før. Det bedste fra hver periode lagde jeg til side for at tage det med. Måske

176

kunne det hjælpe aberne til at begribe enheden i et menneskeliv, individets vandring gennem tiden. Jeg var ved at falde i søvn, måske sov jeg et sekund, i hvert fald begyndte en ny sekvens i min bevidsthed med at jeg sad med en kuvert i hånden. Først åbnede jeg den ikke, men så mig om som en fremmed, som om jeg ikke havde set rummet før. Det havde jeg nok heller ikke rigtig gjort, for nu opdagede jeg at der ikke alene stod kasser, men også møbler. Ved et hastigt blik i halvmørket lignede de almindelige gamle, slidte møbler på et pulterkammer. Men da jeg rakte lampen hen mod et par af stolene, kunne jeg se at de ikke var i stykker eller udtjente i almindelig forstand. De virkede systematisk mishandlede. Kunne det være et resultat af fugtigheden? Det så snarere ud som om lynet var slået ned. De polstrede armlæn så ud som revnede bylder hvor det gule pus væltede frem og ned på gulvet. På ryglænene var stoffet revet i laser og ryggene revnet midti. Feber eller ikke feber, disse underlige skader gav stolene et vildt udtryk, næsten et minespil, der skræmte mig; jeg fik den tanke at jeg så nogle efterladenskaber efter usandsynlige hændelser. Al okkultisme er mig fremmed, men jeg må gribe til ordet okkult for at beskrive den atmosfære jeg oplevede i pulterkammeret. Selvfølgelig havde jeg et vagt kendskab til at huset havde gennemgået en periode med vanrøgt, at der havde været hestestald i sovekammeret og hønsegård i biblioteket, men det jeg så her, tydede ikke på blind påvirkning. (Først langt senere, hvor jeg ikke længere kunne undersøge skaderne, kom jeg til at tænke på at det kunne være Paul der havde været på spil. Måske var han gået herind efter intermezzoet med træet og havde mishandlet møblerne da han ikke turde kaste sig over mig – en slags kulturstorm, med andre ord?) Jeg lukkede kuverten op. Den indeholdt tre uindrammede daguerreotypier. To af dem var landskabsbilleder som jeg straks kunne genkende trods det at de var spejlvendte, sådan som daguer-

177

reotypier plejer at være. Det første var udsigten fra soveværelset hvor jeg boede. Linjerne i landskabet lignede sig selv, men de manglede skygger i endnu højere grad end i virkeligheden, og hele atmosfæren var en anden – hvad enten det nu skyldtes pladens guldtoning eller måske bare at det var spejlvendt. Det andet forestillede hovedbygningen set skråt forfra, cirka fra havelågen. Alting vidnede om den største efterladenhed og vanrøgt, naturens ødelæggelsesværk så ud til at være blevet fremskyndet. Vinduerne var uden glas eller var sømmet til på en klodset måde, i forgrunden døsede to kalkuner, og en hest eller et muldyr – det var svært at afgøre – stod bundet uden for billardstuen. Alle daguerreotypier har et lys over deres motiver der lige så sikkert som stod det skrevet på dem, tidsfæster dem til midten af 1800-tallet. Et køligt afbleget lys som på en død planet. Jeg vidste selvfølgelig hvad det skyldtes: Den lange eksponeringstid der ikke alene opløste alle legemer i bevægelse, men også viskede skyggerne fra stillestående genstande ud, fordi også solen er et legeme i bevægelse. Skyggerne eksisterer kun i de korte rækker af øjeblikke som er den virkelighed vi fornemmer. Det som et daguerreotypi viser, er en meget lang række, en syntese der ligger uden for vores fatteevne: et billede af et tidsrum, ikke af en kort række øjeblikke. Det er en stivnet blok af tid eller, bedre udtrykt: Et tidsfilter hvor kun rummets statiske bestanddele sidder fast. Jeg havde engang set et datuerreotypi af en gade i Paris i myldretiden; gaden lå øde hen på nær en skopudser og hans kunde. Et uhyggeligt billede, det var som om det illustrerede tomheden efter de millioner af døde der aldrig kom tilbage fra de store krige i Europa. Jeg husker at jeg tænkte sådan fordi dette billede – skønt det i al sin morgentomhed havde den moderne parisiske gades fysiognomi – var taget i slutningen af 1830’erne. Og landskabsbilledet som jeg sad fordybet i, måtte være fra samme epoke. Det viste nøjagtig det landskab hvor jeg havde

178

siddet fanget i en uge. Selv disen var med, takket være feberen i mine øjne. Det var fuldkommen tømt for liv, ikke engang en ged var kommet med, det var som om også buskene og de enkelte træer var groet for hurtigt til at kunne hænge fast på pladen. I min virkelighed var de til stede som flaskegrønne stænk hist og her, og når jeg sad med kikkerten ved vinduet, syntes jeg at de spredte geder i det fjerne var som små eksplosioner af liv. Landskabets konturer var nok nogenlunde de samme som på Elba og Korsika, men skrællet rene som på månen, forstenede som på et daguerreotypi med hundrede års eksponeringstid. Jeg gøs, eller var det snarere en let feberrysten, og den satte gang i min tankeflugt. Jeg tvang mig til at lægge panoramaet til side og gik videre til det sidste billede. Og dér, på det tredje billede, lå han død i sin kiste. Havde ligget der i tyve år, hvis jeg huskede rigtigt. Da kom der en sortmalet fregat og hentede ham. Kisten han lå i, var anbragt i en anden kiste der igen var anbragt i en tredje, så det var som om skikkelsen var føjet ind i en bred maleriramme med tre lister. Han var iført en mørk uniformsfrakke med ordener, hvide bukser og støvler. Medaljer og epauletter var blevet sorte. Hovedet var nøgent og meget stort, ligesom hos et foster. Hele skikkelsen havde karakter som af kønsløs fyldighed. Højrehånden lå strakt ud ned ad låret, men den venstre hånd lå halvt åben og løftet lidt i en blød gestus som om den havde sluppet en fugl løs og ventede på at den skulle komme tilbage. Den trekantede hat var ligesom sjusket smidt hen over det højre ben. Støvlerne var de eneste der ikke have tålt opbevaringen, støvlenæserne var revnede og nogle gule tæer stak frem. Ansigtet var en død, ung mands. Panden var bred og glat. Håret på issen manglede, som sagt, men de smalle, sorte øjenbryn var der stadig. Kun nogle enkelte hår af øjenvipperne kunne jeg skelne på det forbløffende skarpe billede. Næsefløjene var

179

sunket ind, og kødet havde også i øvrigt trukket sig tilbage fra næsen, og det gav den et skarpt fremspringende træk som man ikke genkendte. Men det var først da jeg kom til munden og hagen, at jeg blev slået af en forskydning af balancen, af noget der ikke stemte, noget unaturligt og deformeret. Højre kind virkede opsvulmet og hang lidt ud over kindbenet, mens den venstre havde forskubbet sig ind mod midten og trykkede mod næsen og læberne der var adskilt en anelse i et ligesom snappende udtryk. Underlæben var også gledet ned i højre side, så et par uvirkeligt hvide tænder skinnede frem. Pludselig kunne jeg se hvad der var forkert. Ligevægten var i bogstavelig forstand blevet forskubbet. Man havde klodset kisten op på grund af fotograferingen, men fået den anbragt lidt skævt; havde formodentlig støttet den mod et træ eller rækværk som bagefter var blevet retoucheret bort. Der var også en anden ejendommelig detalje som jeg først ikke opdagede; den vender jeg tilbage til. Men intet kunne forstyrre det udtryk af lyttende koncentration der udgik fra skikkelsen som helhed. Ansigtets dybe hensunkenhed stod i intens forbindelse med hånden der så ud som om den strakte sig ud efter noget – måske var det det som straks fængslede mig så stærkt i billedet at jeg ikke kunne slippe det med øjnene. Dette var på én og samme gang evighed og øjeblik, de yderligheder som omslutter vores historiske tid og unddrager sig vores greb. En Buddha i et gult Nirvana, eller en kongemumie, lyttende i sin kabine. Men allernederst ved hans fødder var der en besynderlig kontrast, en til at begynde med usynlig genstand; som for at markere dens banalitet og flygtighed havde der lagt sig et lag mug netop dér. Jeg skrabede det af, og der var ingen tvivl om hvad det var jeg så. Det var et halstørklæde smidt eller tabt foran kisten, et helt almindeligt småternet halstørklæde. Hvordan havde det fået lov til at blive liggende, og hvorfor var det ikke

180

blevet retoucheret væk? Havde kunstneren moret sig med mødet mellem det banale og det sublime? I så fald var han forud for sin tid. Daguerreotypiet måtte være blevet lavet da liget blev hentet hjem fra Sankt Helena, det var i 1840, nu huskede jeg årstallet. Men billedet var aldrig blevet offentliggjort; så ville jeg have set det og næppe kunnet glemme det. Sandsynligvis var det blevet anset for at være makabert. Og så var det blevet konfiskeret og var blevet herude. Og billedet af den sidste bolig, profaneret til hønsehus og hestestald, bør også have været politisk dynamit: Udstillet i Paris ville det have vakt en folkestorm mod England midt under et anglofilt regime. Det uskyldigt tomme landskab var også røget med i fordømmelsen, for hvis det var blevet vist alene, ville fraværet af mere interessante motiver have vakt undren. Og så havde man holdt mund med at der havde været en daguerreotypist med på rejsen. Derfor havde kunstneren ladet halstørklædet blive liggende: som en protest mod at hans værk var blevet censureret. Det var min første hypotese. Men jo længere jeg betragtede billedet, desto mere blev jeg overbevist om at der var en anden forklaring. Halstørklædet var blevet der, fordi det havde vakt en eftertanke hos fotografen. Først tænkte jeg at det var en slags romantisk ironi: ”Der er kun ét skridt fra det ophøjede til det latterlige.” Det var jo nærliggende. Men i 1840 var en sådan billedvittighed og en sådan respektløshed næppe mulig. Den tanke forkastede jeg. I stedet læste jeg refleksioner ind der passede bedre til epoken. De første fotografer var ikke almindelige motivjægere, det vidste jeg. Oprindelig var de malere og tegnere i en stil som vi synes er smagløs, men også tekniske pionerer, opfindere. De fleste havde været historiemalere, og døden og tiden var temaer de var meget fortrolige med. Intet levende menneske kunne forholde sig stille i de ti-femten minutter i træk som eksponeringen tog. Det kunne de døde og var derfor efterspurgte af

181

daguerreotypisterne. Portrætfotografiet blev født ved dødslejerne og i lighusene i Paris. Og hvilken død kunne være mere efterspurgt end denne? Der har skullet meget til for at afstå fra sådan et billede. Trusler, appel til ædlere følelser, klingende overtalelse – formodentlig det hele. Først har kunstneren måske nægtet at retouchere billedet for at gøre det præsentabelt, derefter fået løfte om et stort beløb for helt at ødelægge det. Men det havde han ikke haft hjerte til at gøre og havde smuglet det videre til efterverdenen i en kasse med skrammel. Men halstørklædet, hvad betød det? Jeg stirrede på de velkendte firkanter, jeg havde selv haft et magen til. Det faldt virkelig ud af rammen, det var som om det var blevet indkopieret bagefter, det hørte til et andet rum, til en anden tid. En død genstand burde da ikke være mere levende end et dødt menneske, men det var dette stykke stof. Halstørklædet så på mig, så ind i kameraet, dets folder var levende. Det var tæt på, lignede en bevægelse der foregik nu, man kunne se den levende hånd for sig som netop havde lagt det eller tabt det eller som lige skulle til at samle det op. Her forløb hverdagstiden, halstørklædet var med i den trivielle tidsstrøm hvor jeg selv bevægede mig, vi stod i direkte kontakt med hinanden. Den var natur. Manden i kisten derimod, han var tragisk og historisk, ikke kun fordi han var den han var, men sådan som ethvert dødt menneske er når vi betragter det, tilbagelænet, tilbageskuende, for tung til at kunne rokkes af tidens gang. Når skikkelsen som her virkede indrammet fik det desuden føjet en illusion af kunstværk til; af malet billede der helt og holdent løftede det ud af tiden. Billedet af den døde blev en streng komposition hvor alle detaljer – det nøgne hoved, tæerne der stak ud af støvlerne, den åbne ventende hånd – så ud som tilsigtede af kunstneren der, som alle kunstnere, ville trodse tiden, og hvor det ternede halstørklæde lå dér foran billedet som om det lige var blevet glemt af en sjusket museumsgæst der når som helst kunne komme og samle det op.

182

Naturen ser vi bevæge sig, den er altid nær. Historien – vores egen fortid inklusive – ser vi kun i stillbilleder på kortere eller længere afstand. Sådan opfattede jeg den for længst afdøde fotografs vemodige og ironiske, måske fortvivlede budskab. Måske noget tilspidset i mit ophedede hoved, men på den måde kom det til at berøre mig dybere end det ellers ville have gjort. Naturen og menneskene: I årene omkring 1840 kunne deres spejlbilleder for første gang fikseres direkte uden at passere gennem et menneskes øje og bevidsthed og manuelle dygtighed. Dermed åbnede der sig en afgrund til den foregående epoke, omtrent som dampskibene og togene kørte fra de førindustrielle mennesker på deres heste og sejlskibe. Manden i kisten må have forstået at dette ville komme og kunne have fremskyndet det. Men han ville ikke teknificere historien. Dampskibets opfinder lod han smide ud som projektmager. Hans krigskunst var ikke ny, men en mere intelligent tillempelse af den gamle. Han var en afslutning, ikke en begyndelse. Plutarch var hans ideolog, ikke Saint-Simon. Hans mål var ikke den moderne verdensstat, men det nye Rom. Først med ham sluttede antikken – møbelhandlerne havde fuldkommen ret. De første fotografier må havde gjort et okkult indtryk på mange mennesker. Man havde sikkert også en dunkel fornemmelse af noget forbudt og profanerende: Billedskabelsens under blev et spiritistisk trick. Og da jeg nu betragtede billedet af manden i kisten, kunne jeg se lige ind i denne okkulte overgangszone – ikke længere 1700-tal og endnu ikke industrisamfund – der begyndte i hans sidste år som levende død i Longwood House, Sankt Helena. En voldsom feberrystelse kom over mig. Mine hænder rystede så jeg måtte lægge billedet fra mig. Vist var det malaria, jeg havde, andendagsfeber. Jeg rystede pludselig over hele kroppen mens jeg prøvede på at lægge daguerreotypierne i kuverten. Jeg lod det blive liggende da jeg tog de andre billeder under armen og gik ind på mit værelse igen.

183

Der lå Mathilde afklædt i min seng og sov. Jeg havde ikke kræfter til at smide hende ud, og noget afholdt mig fra at bruge hendes egen seng i kammeret. Uden at tænke, som en beruset, kastede jeg den blå frakke over mig og gik ud og lagde mig på billardet. Først tog jeg det hvide stykke stof af. Jeg syntes det lignede et ligklæde.

9 Jeg vågnede efter et par timers døs som var opfyldt af overtydelige drømme. Det var typiske feberdrømme som i erindringen flød sammen med min tankeflugt i pulterkammeret. Allertydeligst var billedet af en mand hvis ansigt jeg ikke kunne se, men som gang på gang blokerede min vej: til toilettet hjemme i Belgien, til Sydamerika, til en kvinde hvis armhuler jeg kunne skimte. Så følte jeg med fingrene hen over det usynlige ansigt, og så vidste jeg besked: Den mand var mig. Det vækkede mig selvfølgelig, og det føltes som om jeg havde fået et afgørende budskab. Men hvad betød det? At jeg spægede mig og gjorde det vanskeligt for mig selv? Banalt i så fald, det havde jeg jo gjort hele mit liv. Det fik så være, men aldrig før med egne vovelige hensigter. Måske var det det som min samvittighed forsøgte at sige. På den anden side var jeg opdraget til ikke at nære tillid til samvittigheden i denne form; drømme og andre ytringer af udisciplineret sjæleliv var ikke i høj kurs hos mine lærere og foresatte. Men denne drøm rokkede for mig ved den doktrin og blev ved med at forurolige mig. Den førte til at jeg begyndte at betragte forandringerne i min egen psyke som en del af det eksperiment jeg havde kastet mig ud i. Endnu en gang var feberen og kuldegysningerne væk. Det var trods alt noget at glæde sig over. Hvis det var malaria jeg havde, lod det til at være i en mild form. Jeg klatrede ned fra billardet og smækkede vinduesskodderne op. Flere gange i morgenens løb havde jeg hørt de velkendte lyde fra dræsinen, men så godt indlejrede i mine drømme at jeg ikke var blevet vækket. Og minsandten om ikke de havde fået gang i

185

trafikken udenfor. Dræsinen var netop på vej hen over pladsen foran indgangen, og i løbet af et øjeblik var den med stor fart rullet ned i en af voldgravene. På en eller anden måde var det lykkedes dem at få masten og bommen op og endda sejlet, men skødet var for stramt, så sejlet blafrede og smældede bare i vinden. Alligevel var der god fart på, og jeg nåede ikke at få meget mere end et glimt af drengenes nøgne overkroppe og overdelen af kahytten før det hele forsvandt rundt om hjørnet ved soveværelset. Mathilde løb ved siden af på græskanten og sakkede bagud, men forsvandt også hurtigt ud af syne. Jeg ventede på et brag, en tung kollision. Her klarer vi os over det halve Atlanterhav, tænkte jeg, og så kører de dumme aber båden i stykker og måske sig selv af lutter kådhed! Men der skete ingenting. Ikke engang sejlet kunne høres med dets lille teatertorden, der var helt stille. Jeg styrtede ud ad hoveddøren og løb hen til gangens udmunding. Straks kunne jeg se dræsinen på cirka tredive meters afstand, den var blidt blevet opfanget af stigningen i den anden ende og virkede uskadt. Drengene ventede på mig i deres positioner ved pumpestangen. At det var Paul der havde kommandoen, det kunne man se på lang afstand. Da jeg nåede derhen, kiggede de stolt ned på mig. Mathilde sad upåklædt på kanten af voldgraven og sparkede fornøjet med benene. For første gang i lang tid stod hendes øjne vidtåbne, og der var intet at se af hendes upasselighed. Fortroligheden med de andre var tydeligvis også genoprettet. Mine følelser ved denne sceneforandring var blandede, og netop derfor overdrev jeg da jeg skulle udtrykke min påskønnelse. - Bravo! råbte jeg. – Strålende! Og jeg klappede i hænderne af alle kræfter for at overdøve sejlet der stadig smældede, om end noget mere slapt hernede. Nu skete der noget meget uventet. De besvarede min applaus. Alle tre. Afmålt, uden hjertelighed. Samtidig så de mig ind i øjnene med et tilfreds og ligesom forskende udtryk.

186

Jeg holdt selvfølgelig gode miner til slet spil, men situationen var i virkeligheden dybt foruroligende. Nu er det forbi, tænkte jeg. De slutter op om Paul. Og han vil blive her. Nu bliver det afgørende spørgsmål stillet: mig eller ham? Jeg var i forvejen tør i munden af feberen, og da nu angsten kom til, var det pludselig som om selve mit åndedræt tørrede ud, og jeg troede jeg skulle kvæles. Jeg pegede på min åbne mund og skyndte mig af sted ind i køkkenet for at drikke vand. Jeg håbede ikke at de så min angst, for det var noget jeg frygtede mere end alt andet. Flere gange havde de vist en fin intuition for angst, de opdagede symptomerne med det samme og blev enten aggressive eller selv bange. Den tanke var mig ikke fremmed at det var en angstrefleks i et følsomt øjeblik der afgjorde Dittels skæbne. Vandet kvikkede mig op. Det var på høje tid at inspicere kaninfælderne. Optimistisk tog jeg et par jutesække over armen og gik ud til dræsinen for at hente Jakob. Endnu ville jeg ikke opgive min splittelsestaktik. De var netop ved at tage sejlet ned. Det så jeg til min store lettelse og ville allerhelst have gemt det for dem. I dag var sigtbarheden dog dårlig, og farven var falmet til svagt rosa, men i klart vejr ville sejlet kunne ses tydeligt i den halve dal, især hvis det på grund af pendulfarten i gangene vajede frem og tilbage som en fane. Jeg kunne mærke at jeg var ved at tabe tålmodigheden med dem. Var det ikke på tide at de begyndte at bruge den intelligens de havde, og udvise lidt sund fornuft? Jakob ville nødigt gå med mig. Det blev det sædvanlige ritual: Et spørgende blik til Paul der surt vendte sig om. Men så kom han alligevel da jeg demonstrerede ved at gå min vej; det hørte også med til ritualet, ligesom hans ligegyldige mine. Jagtudbyttet var over forventning. Fire fuldvoksne kaniner var gået i fælden; i et af hullerne fandt jeg to. De skælvede over hele kroppen og trak vejret svagt og gispende. I deres forsøg på at komme op havde de kradset sidernes løse jord ned og trykkede

187

sig nu udmattede ind mod den lille dynge tør jord. Desværre var en af dem død og delvis ædt op, formodentlig af rotter. Det var et ubehageligt syn, og jeg skyndte mig at skovle hullet til over kadaveret. De tre levende kaniner tog jeg i ørerne og stak ned i sækkene som jeg overlod til Jakob. Han opretholdt sin reserverede mine og viste hverken forbavselse eller interesse for vores fangst. Jeg tænkte på hvor ivrig han havde været da vi gravede fælderne. Jeg stillede pindene op igen og satte nye stumper fisk på som madding. Jeg inspicerede også de andre huller og så at lokkemaden var urørt. Jakob gad ikke engang se efter hvad jeg foretog mig, men stod bare og så apatisk ud ved det genopfyldte hul med de svagt sprællende sække hængende om benene. Det var som om vores spændende jagt efter føde ikke længere angik ham. Jeg var ilde til mode. At Jakob tog hensyn til Pauls førerstilling når han var til stede, det kunne jeg forstå. Sådan optrådte en søn jo mod sin far, også efter at han er blevet sig en fysisk og måske intellektuel overlegenhed bevidst. Men denne fjernkontrol fra Pauls side, var den ikke noget nyt? Jeg ransagede min hukommelse, men kunne ikke komme i tanker om noget sådant, ikke engang i den første tid i lejren. Noget var kommet til, eller var faldet væk, der var sket noget som holdt dem sammen mod mig i en enig front der var stærkere end selve driften til at søge føde. Jeg stirrede ned i hullet for mine fødder, og det forekom mig at jeg selv var omgivet af faldgruber nøjagtig som de stakkels kaniner. Ville jeg blive ædt op eller gravet ned? I næste øjeblik lo jeg højt ad mine bekymringer. Jakob skottede usikkert til mig, og det styrkede mit mod yderligere. Det var simpelt hen på tide at vi kom af sted, det ville løse alle problemer. Min autoritet var blevet undergravet af manglen på meningsfuld beskræftigelse, og fordi de troede de kunne klare sig uden mig; måske også af noget så banalt som at jeg ikke var inden for deres synsfelt i store dele af døgnet.

188

Nu gjaldt det om at planlægge afrejsen, der var ingen tid at spilde. Der var kun to forudsætninger som manglede. Den ene var mere proviant, den anden var et motiv der overbeviste aberne om at vi ikke kunne blive. Spørgsmålet om proviant så jo ud til at kunne løses: Med fortsat jagtheld kunne vi begive os af sted om et par dage med ti nedsaltede kaniner, og det kunne sikkert lade sig gøre at fylde en kasse med rødder og græs fra haven. Ved kilden nede i dalen havde jeg også set brøndkarse i store klynger. Og hvis vi, den nat vi brød op, stjal en ged eller to med, ville det så ikke være undskyldeligt? Vi var jo trods alt strandede søfolk. Men det andet problem var vanskeligere at løse. Hvordan skulle jeg, efter det jeg havde set i dag, kunne formå aberne til at give sig i kast med havet under min ledelse? At afstå fra den selvstændighed som Paul var ved at generobre for dem, træde ned fra det niveau, den rolige tilværelse som det så ud til at de hævdede selv at have opnået. Hvorfor skulle de frivilligt vælge noget sådant? Og hvordan skulle jeg kunne tvinge dem til det? Selvfølgelig kunne jeg forgifte Paul, den mulighed havde allerede flere gange strejfet mig. Men de dyr som jeg var på vej til at gøre til mennesker, kunne i mine øjne ikke blive dyr igen. Derfor ville det være mord. Kun i yderste selvforsvar ville jeg begå denne handling, og den situation var endnu ikke opstået. Jeg kunne selvfølgelig fremprovokere den, men det ville jo også være mord, bare endnu mere lumsk. Og for resten, hvordan skulle vi klare dræsinen uden Paul? Vi ville ikke engang få den i søen igen. Jeg gik langsomt hen til Jakob og greb ham i overarmen, et broderligt greb, syntes jeg. - Jakob, sagde jeg alvorligt. – Vi må herfra. Jeg slap mit greb, og med al den overbevisning jeg havde, skubbede jeg begge armene ud fra brystet som for at skubbe os ud på havet. Han tøvede. Jeg kunne se hvordan han var i tvivl og tænkte sig om. Jeg ville selvfølgelig se det, men jeg så det bestemt også.

189

Paul og Mathilde, iført deres flotte tøj, havde allerede sat sig i køkkenet. De så forventningsfulde og utroligt veltilpassede ud. Især Paul. Med opkomlingens glæde ved dekorum sad han dér rank i ryggen med alle knapper knappet, hænderne hvilende på kanten af bordet og hænderne let knyttede. Det ritual jeg havde indført ved måltiderne, var tydeligvis undtaget fra hans revolte mod min lederstilling. Hvis det nu var en revolte, når alt kom til alt. Måske ville han bare imponere os alle lidt, hævde sin integritet? En sidste gang tøvede jeg over for det skridt jeg nu havde tænkt mig at tage. Der var noget af en øjentjener over Jakob, og det kunne jeg ikke lide. Som nu hvor han så at de andre havde klædt sig på til maden: Øjeblikkelig ville han af sted og følge deres eksempel. Men jeg standsede ham og tog mig af sækkene inden han fik lov til at gå. Kaninerne rørte sig ikke længere, og inden Paul og Mathilde nåede at opfatte noget, havde jeg puttet dem ned i brændekassen og lukket låget i. Så øste jeg vand op i krusene og forlod hastigt køkkenet for at hente Jakob. - Jakob! råbte jeg. Men da jeg var kommet ud i korridoren, gik jeg forbi ham og lige ind i badeværelset. Jeg tog glasset med arsenik ud af skabet, lettede på låget og tog en lille bitte smule op mellem tommel- og pegefinger. Da jeg var kommet ud i køkkenet igen, låste jeg døren til spisekammeret op og øste suppeportionerne op derinde. På bunden af Pauls tallerken lagde jeg det hvide pulver og så hvordan det opløstes i suppen. Jeg var helt rolig; jeg regnede med at så lille en dosis kun ville give ham kvalme. Og jeg regnede rigtigt. Knap havde han spist op, før han lagde sig ned på gulvet med en jamren og begyndte at kaste op. Han brækkede sig flere gange og rallede ynkeligt indimellem. Jeg kom styrtende og fiskede skinhelligt et ben op af sølet på gulvet til almindelig beskuelse. Så gav jeg ham vand og badede oven i købet

190

hans pande med en våd klud. Jeg opfangede et glimt af taknemmelighed i hans forskrækkede øjne og skammede mig frygteligt. Samtidig glædede det mig at hans tilstand ikke virkede alvorlig. Han så frem for alt bange og overrumplet ud. Vi hjalpes ad med at slæbe ham ind i sovekammeret hvor vi strakte ham ud på sengen. Jeg løsnede de øverste hægter i uniformen og stillede et krus vand på natbordet. Lænestolen trak jeg hen til sengen og anbragte Mathilde i den. Så tog jeg et skridt baglæns og betragtede billedet. Kombinationen var fuldbyrdet. Der lå han nu i den grønne uniform, lukket inde i det kammer mellem himmel og hav der forestillede historien, ubevægelig på den lille jernseng som jeg i går havde genkendt på et billede af et værelse i Kreml med ikoner fra gulv til loft. Men dø skulle han ikke, og jeg skammede mig ikke længere. Jeg havde handlet til alles bedste. Han stønnede og gispede lidt endnu, så faldt han i søvn. Det så ud som om han drømte. Selv fik jeg ingen feber den aften, malariaanfaldet var forbi. Det var som om jeg havde væltet min svaghed over på ham. Jeg ville ikke med det samme begynde at forberede opbruddet, for jeg var bange for at Jakob skulle fatte mistanke. Jeg syntes allerede at han sendte mig nogle underlige blikke i smug mens vi stod og så på Paul. I stedet gik jeg ind i biblioteket og tændte op i pejsen, fandt frem til en bog i reolen og satte mig foran ilden. Jeg havde allerede læst lidt da Jakob kom ind og satte sig i den anden stol. Han bevægede sig næsten lydløst; han var den eneste af dem der forstod at den som læser, er optaget og ikke vil forstyrres. For at vise min påskønnelse, men uden at se på ham, med øjnene i bogen eller på ilden, begyndte jeg at læse højt for ham. - 22. marts. Antommarchi er et asen. Hans brækmiddel mod min påståede maveinfektion giver mig forfærdelige smerter. Jeg rullede mig på gulvet og ønskede intet andet end at dø, endelig at opnå dette endegyldige velbefindende. Smerten var så umådelig

191

at jeg til sidst blev mere rolig. Man kan ikke lide mere end til en vis grænse. – 31. marts. I fjorten dage har jeg ikke forladt mit værelse. Hudson Lowe der ville forsikre sig om at jeg stadig var der, kiggede på mig gennem et hul som han selv lavede med et bor. Først ville han bryde døren til mit værelse op. – 2. april. Mine tjenere har set en komet mod øst. Heldigvis kender de ikke klassikerne. Non alias coelo ceciderunt plura sereno Fulgura nec diri totiens arsere cometae. Det er tegnet der varsler Cæsars død. Styrtet eller ej, jeg har dog være Herrens salvede. – 11. april. Jeg kastede op fire gange på tre timer. Jeg kan ikke længere holde noget i mig. Marchand har skiftet mit sengelinned fire gange. – 13. april. Jeg lod slåen skyde for min dør og dikterede i to timer mit testamente til Montholon. Jeg lå ubevægelig, lænet op ad mine puder, og glemte næsten mine smerter. – 19. april. Bertrand læser endnu en gang Hannibals felttog for mig. Jeg er næsten i godt humør. Brasekartofler kunne jeg tåle, men den tyndeste suppe kaster jeg op. Men suppen har en smag af arsenik. – 20. april. Bertrand læser en sang af Iliaden for mig. Natten tålelig. Feber. – 22. april. Alt er i orden. Hvis jeg skal blive her, håber jeg at jeg kommer til at ligge i piletræets skygge i nærheden af den kilde som har forsynet mig med vand siden jeg kom hertil: Hutt’s Gate. – 25. april. Lægerne står rådvilde: Jeg har kastet noget sort op der ser ud som kaffegrums. Jeg er ikke bange. Hikke. – 28. april. Indimellem taler jeg i vildelse, tygger de samme fraser igen og igen, men bagefter følger en dyb klarhed. Sort opkast. – 1. maj. Øjeblikket nærmer sig. Jeg skal forlade dette hylster som er tynget af bitterhed og smerte. Jeg skal flygte fra leden i dette kød der styrter sammen. Jeg har elsket dette forgængelige kød som min mor gav mig; det er gennem det at jeg har fornemmet verden, opfattet livet, fanget vellysten, tæmmet

192

folk, trodset materien og ændret skæbnens gang. I denne stund føler man det forgæves i dette. Min dødelige krop har behersket andre dødelige kroppe, men har jeg nogensinde hersket over en sjæl? Jeg ransager mig selv, og jeg besinder mig på det vanvittige hovmod i min eksistens. Måske havde det været bedre hvis jeg aldrig havde eksisteret. Jeg takker Gud for at han har skånet mig for drømmen om at være en gud. Men jeg har været alt hvad et menneske kan være på jorden. Min sjæl er i Guds hænder. Han skal gøre med den sådan som der skrevet står. Amen.” Jakob sad tavs og stille mens jeg læste. Men så kom der et knald, usædvanlig kraftigt, fra et vådt brændestykke i pejsen, efterfulgt af en hvæsen. Det gav et sæt i ham, og han trak sig tilbage fra ilden, så han næsten kom til at sidde bag ved mig. Jeg afbrød ikke læsningen, men noterede mig det ud af øjenkrogen. Jeg syntes siden hen at det var et varsel om hvad der snart skulle ske.

Da jeg kiggede ind til den syge, sov han roligt, lige så roligt som Mathilde der havde lagt sig påklædt ved siden af ham. Den fuldkomne sygeplejerske, tænkte jeg. Prøver på at berolige patienten. Jeg bar lidt mere bouillon og vand ind til dem, skruede lyset ned til vågeblus og trak mig tilbage. Det var aften nu, men lyst måske en time til. Skulle jeg gå ud og fiske lidt? Nej, ikke alene og uden net. Jakob var allerede gået i seng i kahytten, jeg ville ikke forstyrre ham. Det var bedre at falde i søvn tidligt og stå tidligt op i morgen. Jeg havde fundet et gammelt lagen som jeg havde tænkt mig at rive i strimler og knytte et net af. Det tog jeg på armen og gik ud ad køkkendøren for at finde mit nye sovekammer. Det lå i den sydlige længe bag ved køkkenet. Jeg tænkte at dette skulle blive min sidste nat på Sankt Helena, og jeg havde ikke noget imod at tilbringe den i netop det værelse.

193

Det var et meget lille sovekammer, men det havde en kvindelig karakter og virkede derfor mere beboet end rummene i hovedbygningen. Udstyret og indretningen var også her tidligt 1800-tal, og der var intet håndgribeligt, ingen moderne genstande som tydede på at her havde boet nogen for nylig. Men der var en duft, en svag, men tydelig parfumeduft. Jeg lå på ryggen på den hvide seng og inddrak den med lukkede øjne. Jeg kan ikke nægte at den foruroligede mig, og at det var den uro der tiltrak mig. Det ville ikke være rigtigt at sige at parfumen vakte et minde i mig, eftersom selve erindringen lå skjult i min tidlige barndom, men den var det duftende spor af et minde. Der havde været mangel på parfumeduft i mit liv, og måske var det derfor sporet havde holdt sig så frisk. Og denne gang vovede jeg at følge det, fordi det var den første og den sidste nat jeg lå her. Den hellige Bernhard advarer især mod duftene som fristerinder til synd. Billeder formes, ånder, kommer nær. Munde og skød åbner sig. Jeg forstår at man kan undre sig og spørge om ikke kødet plagede mig uimodståeligt i løbet af denne lange rejse, hvor jeg helt manglede støtte i omgivelsernes kontrol, og desuden havde revet mig løs fra embedets krav. Selvfølgelig gjorde det det. Og jeg skal ikke prale af min indre disciplin; sandheden er den at jeg kun af selvopholdelsesdrift kunne afholde mig fra selvbesmittelse. Fantasier havde jeg, og kropslige anfægtelser, men jeg faldt aldrig for fristelsen – undtagen én gang – simpelt hen fordi det ville have knækket mig moralsk. Så dybt sad min opdragelse, den var en anden rygrad der var blevet jaget ind som en kæp under huden på mig. Og er det ikke lykkedes kirken, min kirke, at udføre sine egentlige opgaver her på jorden, så er det i hvert fald lykkedes den at påtvinge de fleste af sine tjenere denne koldsvedte ”renhed”, en renhed der er så fysisk modbydelig, så bogstaveligt ildelugtende, at den i sig selv tager brodden af fristelserne i

194

samme øjeblik de opstår. Man lærer at afsky sin egen krop, og pollutionerne i drømme, der jo ikke kan undgås, får derfor sådan en giftig bismag at de må betragtes som syndfri, hvad de i kirkens øjne også er. Nu ville jeg jo bort fra alt det, for jeg ville ikke være præst længere. Men det var ikke så let, og først på mine gamle dage har jeg fået ro for mine seksuelle funktioner. Måske bør jeg her nævne at jeg er barn af Brüssels slum. Jeg voksede op på katolske børnehjem, jeg har ikke nogen erindring om min mor, min far er ukendt. Mit modersmål er flamsk, skønt jeg aldrig nåede længere end til at pludre på det. Hvad kirken gav mig, var et halmstrå i kaos, et sprog, et jeg. Og halmstrået voksede og hærdedes til denne kæp i ryggen, som netop de kropslige tabuer har gjort så hård. Jeg kunne holde op med at tro, jeg kunne flygte fra mine løfter og opgaver som præst, men jeg kunne ikke så godt knække ryggen på mig selv. Kirken havde gjort mig til den jeg var, uden den ville jeg ikke kunne genkende mig selv. Hvis ikke … Hvis ikke de to første år af mit liv, de glemte år hvor min mor tog sig af mig, trods alt formede mit jeg. Om Freuds teorier vidste jeg dengang intet; alligevel søgte jeg mere og mere i den retning. Min flugt og mit eventyr tvang mig til det, fordi de i den grad overraskede mig selv. Leden ved det liv jeg havde levet i Afrika, forskerens nysgerrighed – selvfølgelig var det vigtige drivkræfter, og jeg troede stadig lige fast på at aberne havde umådelige sandheder i beredskab til mig. Men det var ikke tilstrækkelig forklaring. Af kundskabstørst alene bliver en præst ikke eventyrer og flygter fra det menneskelige fællesskab. Og jeg havde begået kriminelle handlinger og var blevet medskyldig i en vens død. Dette var en kendsgerning, og det stemte slet ikke overens med den del af min fortid som jeg kunne overskue. Noget der lå dybt nede i barndommen, var dukket op og begyndte at styre mig. Den svage parfumeduft var et spor der førte tilbage, og det ville jeg følge denne sidste nat inden eventyret fortsatte. Det var

195

en slags fetichisme, om man vil, en ensom mand der søgte sin lykke i en duft han havde erfaret i sine første barneårs mørke. Men afholdenheden gør jo alle til fetichister, og den forløsning jeg håbede på, var kun lyset over et værelse med to personer der var mig og min mor. Så ville jeg også få klarhed – troede jeg – over mig selv og mine virkelige motiver i det nyfødte liv jeg havde levet i de seneste par måneder. Kan en parfumeduft blive hængende i et rum i hundrede år? Det ville jeg bilde mig selv ind, for denne fjernhed var endnu et berøringspunkt med duften i min barndom der var dækket af så mange lag. Dette var for hundrede år siden fru de Montholons værelse, det vidste jeg fra de planskitser jeg havde set i biblioteket. Fornuften sagde mig selvfølgelig at duften måtte stamme fra den sidste franske intendants kone. Men jeg hørte ikke efter. Jeg søgte i min duft, vendte og drejede den indtil jeg ikke længere opfattede den. Værelset var uopvarmet, og der begyndte at føles koldt. Jeg lagde mig under det hvide, hæklede sengetæppe og knyttede med stive hænder videre på mit net. Jeg tænkte på Penelope og prøvede at huske versene om hendes bestandigt uafsluttede vævearbejde. Lidt efter flød det sammen med mit eget, og jeg faldt i søvn. Gennem søvnen tikkede uret som jeg havde stillet på kanten af bordet for ikke at glemme tiden og den lange dag som ventede.

10 Jeg blev vækket af kanontorden. Nej, tænkte jeg og faldt i søvn igen, det er bare tordenen der ruller. Men så kom jeg i tanker om at det aldrig tordner på Sankt Helena, og så blev jeg rigtig vågen. I samme øjeblik kom der en ny eksplosion. Det var tæt ved, tænkte jeg og kom op af sengen. Det kom nordfra; de skyder på Flagstaff Hill. Klokken var halv seks, det var næsten lyst. Min første indskydelse var at se hvordan aberne tog det. Jeg kiggede ind i kahytten. Jakob sad op i sengen og sendte mig et stort spørgende blik. Hos ham var der ikke noget i vejen. Jeg løb videre ind i huset. Paul og Mathilde stod trykket ind til hinanden på gulvtæppet i sovekammeret. De så skrækslagne ud og kiggede ængsteligt og appellerende på mig. Udenfor drønede skuddene videre, hvert femtende sekund cirka. Indtil nu havde jeg talt otte. Jeg fortsatte straks gennem den lille stue, fik den lange kikkert med i forbifarten og gik ud på trappen. I intervallerne kunne man høre lyden af kirkeklokker og signalklokker. I baghovedet tænkte jeg: Sådan ville det have lydt hvis man havde forsøgt at befri fangen fra havet ved et kup. Og hvordan ville han have ræsonneret? Jeg troede jeg kunne gætte det. Forlade huset. Holde sig skjult. Finde den rigtige kyst. Jeg satte kikkerten for øjet. Først rettede jeg den mod dalen, fulgte vejen mod Jamestown. Endnu var alting roligt, vejen lå øde hen som sædvanlig. Så drejede jeg den over mod nord. Jeg kunne ikke se kanonen på Flagstaff Hill; den stod selvfølgelig på den side der vendte ud mod havet. Men jeg kunne se en tynd, hvid røg stige op over

197

toppen der aftegnede sig skarpt mod den lyseblå himmel. Disen var borte, det så ud til at blive en tindrende klar dag. Når som helst ville solen vise sig i horisonten. Så længe jeg havde været på øen, havde signalmasten stået tom øverst på klippen. Nu var der tre flag oppe. Jeg kom på den idé at konsultere en gammel admiralitetskalender som stod i biblioteket. Men noget holdt mig tilbage. Jeg ville tage hele vejen rundt om øen sådan som jeg plejede. Jeg begyndte med Jamestown. Selve byen lå skjult, men jeg kunne se reden ud for. Den plejede at være tom på nær et par pramme af og til. Men det var den ikke nu. Der lå et krigsskib for anker. Jeg følte det som et stød i hjertekulen. Et mellemstort skib, lysegråt, med kanoner for og agter. En jager, måske, eller en minestryger. Jeg vidste næsten ingenting om den slags. Nu fik jeg travlt med at komme ind i biblioteket. Marinekalenderen var fra 1822, men jeg satte min lid til søfolks konservatisme. Jeg huskede at jeg havde set en signalfortegnelse bagest i bogen. Jeg fandt den og styrtede ud igen med bogen opslået i hånden. Fyldt af en voldsom frygt stirrede jeg på de farvelagte firkanter på papiret. Jeg fandt signalet for krigstilstand og løftede kikkerten. Nej, det var ikke på masten. Noget mere rolig ledte jeg videre indtil jeg var klar over meddelelsen. ”Almindelig mobilisering.” – ”Al orlov inddraget.” – ”Alle reservister til deres enheder.” Det anede mig hvad det ville betyde for os. Den øvrige verden orkede jeg ikke at tænke på lige i det øjeblik. Der ville måske komme flere krigsskibe og patruljere rundt om øen. Tropper ville marchere på vejene og gå i stilling på bastionerne ved kysterne. Som om vi ikke havde tilstrækkeligt i naturens prøvelser! Knap nåede vi at forlade den gamle historie før vi blev kastet ind i den aktuelle!

198

Skulle jeg give op og lade mig internere? Nej, og atter nej! Jeg har altid været en fredens mand, men kanonbragene og flagene vakte en slags kampånd i mig. Jeg blev forbavset over mig selv. Men var det ikke naturligt, atavistisk? Jeg havde mine protegéer at tage ansvar for, og jeg ville forsvare dem. De var bange. Jeg fandt dem samlet i kahytten. De sad tæt sammen, næsten på skødet af hinanden. Jeg holdt om dem, strøg med hånden ned ad deres hårede rygge der gav sig til at skælve ved hvert kanonskud, så dem ind i øjnene så venligt og beroligende jeg kunne. Jeg sagde ingenting. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg ville virke stærkest på dem gennem handling, ved at give et eksempel. Så jeg gik rask hen til buskene i skovbrynet og begyndte at brække kviste af, samle dem op og bære dem tilbage i favnen. Det gjaldt om at camouflere den del af dræsinen der ikke blev skjult af buskadset ved husvæggen. Jeg gik i gang med det samme. Som forudset blev de nysgerrige efter lyden og kom ud, Jakob først, derefter de andre. Jeg arbejdede videre uden at lade mig mærke med noget. Det fungerede. De kiggede på mig lidt og begyndte så at gøre det efter. Når jeg gik hen for at hente flere kviste, fulgte de villigt med og brækkede og samlede op og bar ligesom jeg. I løbet af ikke meget mere end et kvarter var dræsinen så godt som usynlig, man kunne kun se et stort busket krat. Skyderiet var holdt op. Jeg ved ikke om jeg talte rigtigt, men jeg fik det til otteogtredive skud. Jeg besluttede at se efter i kalenderen hvad det kunne betyde, men det blev ikke til noget den dag. Jeg havde vigtigere ting at tage mig af.

Solen strålede. Det var som om tæppet var gået op for en enorm scene. Men hvordan jeg end søgte af fantasere om skæbnesvangre begivenheder og sammenhænge hinsides horisonten, var der ikke noget at stille op over for dette rolige hav i sol. Kanoner og

199

krigsskibe kunne ikke fremture med deres forfærdelige hensigt i så vidunderlig en indfatning, men fik noget festligt over sig der besynderligt nok smittede af på mig. Det var et rent vitalt fænomen, der var ingen anden undskyldning for det. Bonjour soleil, mon ami! At jeg allerede var så glad for at se solen igen – det ville jeg ikke have troet for et par uger siden. Det var en dag hvor intet undtagen nuet og rummet havde realitet. Verdenssituationen, vores egen håbløse situation, alle abstrakte perspektiver fordampede i det mægtige, solfyldte rum. Derfor handlede jeg mere sikkert end jeg plejede, tænkte kun på hvad jeg lige havde for hånden, måske lige på det næste jeg havde for, og allerhøjst på at vi burde gemme os i skoven til mørket faldt på; måske gå ned til Prosperous Bay og fiske. Hvordan vi senere skulle komme af sted usete i det måneskin som kunne ventes, det var et spørgsmål som endnu ikke eksisterede for mig. At hele øen var i alarmberedskab, skænkede jeg heller ikke en tanke. Aberne var stadig urolige. Kanonaden tolkede de som torden, den skyfrie himmel beroligede dem ikke. Mens vi camouflerede dræsinen, havde de hver gang drønet kom rullende, gjort anstalter til at krybe ind under dækket. Men da de så at jeg ikke var bange, tyede de mere og mere til mig. De slap mig ikke med øjnene og fulgte mit eksempel i alting. Det lod ikke til at de længere tænkte selv, og de udvekslede ikke de sædvanlige blikke indbyrdes. De sugede mine bevægelser og greb til sig som hypnotiserede; deres ansigter var tomme, de forstod ingenting, men så snart jeg gjorde noget håndgribeligt, ville de gøre ligesådan. Men jeg måtte først give dem et bekræftende blik, først da satte de sig i bevægelse, det var som at trykke på knappen til en maskine. Jeg måbede over deres motoriske dygtighed og til en vis grad over min egen, som de jo slavisk efterabede. Men alligevel syntes jeg at de aldrig havde været så lidt menneskelige som nu. På den måde lykkedes det mig i hvert fald at få dem til at feje rent i køkkenet og korridoren, hvor vi havde efterladt de

200

tydeligste spor af vores tilstedeværelse, og at læsse de sække og kasser om bord som jeg havde pakket. Møblerne blev stillet tilbage på deres gamle pladser, og snart så alting ud som dengang vi kom – kun det lyse lette støvlag kunne vi ikke genoprette. Jeg luftede ordentligt ud og lukkede derefter alle vinduesskodder og vinduer, hvorpå vi trak os tilbage til køkkenet til et sidste måltid. Tøjet havde de fuldkommen glemt i dag, jeg havde i øvrigt allerede pakket det ned. Paul var stadig ret svag i knæene, og jeg havde forståelse for at han meget bestemt nægtede at have noget at gøre med suppen. Lidt grønsager og bouillon var alt hvad han ville have. Også de andre stak modstræbende til suppen. Jeg blev først færdig – det var let gjort – og gik ud til kaninfælderne. Kun to små stakler var gået i dem i nattens løb. Der havde jeg virkelig forregnet mig, men som jeg sagde lige før: Ingen bagslag bed på mig den dag. Da jeg gik tilbage med sækken over skulderen, legede jeg med tanken om at jage med skydevåben. Hvis nu hele øen og måske hele verden greb til våben, burde et skud mere eller mindre dog ikke vække nogen opmærksomhed. På den anden side måtte jeg jo indrømme at jeg ikke havde hørt et eneste skud andre steder end fra kanonen på Flagstaff Hill. Så jeg lod tanken falde. At slagte og salte ned var der ikke tid til i dag. Kaninerne måtte komme med levende i deres sække. En stor dåse salt var allerede stuvet om bord. Aberne var holdt op med at spise da jeg kom ud i køkkenet for at lægge mit bytte ned i brændekassen. De sad stadig på deres vante pladser som om de var udstoppede; kun øjnene fulgte mig. Jeg passerede ind og ud og lod som ingenting; endnu var det ikke tid til at sætte dem i bevægelse. Jeg gik ind i billardstuen hvor jeg havde lagt mærke til en ting da jeg lukkede vinduesskodderne: En stribe lys der faldt ind gennem et hul i den ene skodde lige under øjenhøjde. Jeg satte den lange kikkert til hullet. Den passede nøjagtigt.

201

Synskredsen var den jeg havde ventet. Opkørslen til huset i den udstrækning den kunne ses herfra, vejen til Jamestown. Men nu var det forbi med tomheden. Flere æselkærrer var i bevægelse i dalen, en rytter som dog var på vej til byen kunne jeg også se. Det støvede omkring hovene, vejen var allerede blevet tør. Fra den modsatte retning kom fem mand marcherende i en lille støvsky, kakiklædte, med bare knæ. Jeg prøvede på at skelne om de var bevæbnede, men sløret af støv gjorde dem utydelige. Naturligvis behøvede de ikke at være på vej mod os, der var i hvert fald to andre sideveje de kunne dreje fra ad. Og selv om de skulle i retning af os, havde vi godt og vel tyve minutter til rådighed. Men dette var et signal til opbrud, så godt som noget. Øjeblikket var inde. Jeg vendte tilbage til aberne og gav dem hver især et stød med blikket. De lod til at have ventet på det, for de rejste sig øjeblikkelig og kom hen mod mig. Jeg delte net, ketsjer og sække ud til dem, selv tog jeg kikkerten og den bedste forskærerkniv og gik udenfor. De fulgte efter mig i usikker gåsegang da jeg gik hen mod stien, ivrige efter at holde sig i nærheden af mig. Da vi kom ned til kysten ved Prosperous Bay, fandt jeg til min store lettelse at vi ikke var synlige fra klippetoppen ovenfor, hvor udkigsposterne sandsynligvis var bedst bemandede. I hvert fald ikke hvis vi holdt os inde i vigen. Det lod til at heldet stadig fulgte os. Aberne var meget mere rolige nu. Jeg gættede på at de havde for vane at gå ned i dalene når det blev tordenvejr; sådan opførte almindelige chimpanser sig i hvert fald. Nede ved havets overflade følte de sig mere trygge, og de kiggede næsten længselsfuldt ud over de blanke vidder. De havde foretaget en indre kovending. Det lovede godt for den fortsatte rejse, men måske ville det blive svært at få dem tilbage til dræsinen når aftenen kom. Jeg regnede med kulden som en forbundsfælle. Ikke engang nu var det særlig varmt.

202

Jeg vadede et stykke ud i vandet og gjorde mit net fast mellem to takkede lavasten der stak op; jeg havde taget mål af afstanden sidste gang. Den nederste kant af nettet gjorde jeg fast til bunden med løse sten. Så var det bare at vente. Det bedste ville være hvis vi kunne sove nu, natten ville blive anstrengende. Jeg strakte mig ud på sækkene et par meter fra vandet. Inden jeg lagde huen over ansigtet, kiggede jeg hen langs kystlinjen og ud over havet. Aldrig havde jeg set en mere klar dag. Nært og fjernt trådte lige skarpt og detaljeret frem, søfuglene som kredsede derude, hang ligesom i et lufttomt rum af ubegrænset udstrækning, de vatrede aftegninger på deres fjer skiftede lige så tydeligt mellem mat og skinnende som hvis jeg havde holdt dem i hånden. Jeg kunne også se deres øjne, runde og kolde som skydeskiver. Kunne en verdenskrig bryde ud på sådan en dag? Inden jeg faldt i søvn, hørte jeg nogle slæbende lyde af kroppe der lagde sig til ro på jorden, et par tunge vejrtrækninger. Så stilhed. Jeg vågnede ved at noget der lød som om en fisk slog i vandets overflade. Jeg blev glad og tænkte på nettet og åbnede øjnene. Solen var borte bag klipperne, vi lå i dyb skygge. Så hørte jeg en raslende, skrabende lyd fra samme retning som plasket og kom på benene i en fart. Det jeg så, måske ti meter borte, var en stor skildpadde der var på vej op på kysten. Det var et utroligt held, og jeg har ofte tænkt på det senere. Dengang tog jeg det som noget naturligt. Jeg vidste at havskildpadder kun kommer op af vandet for at lægge æg i sandet. Men her var jo ikke noget sand, ikke på hele øen. Den havde forspildt sin chance for at lægge æg med nogle tusind kilometer. Og her landede den lige præcis på det stykke lava hvor jeg tilfældigvis befandt mig. Nu havde skildpadden indset sin fejltagelse, for den vendte langsomt om mod vandet igen. Med nogle spring var jeg henne

203

og spærrede vejen for den, greb fat i dens ene forben og vendte den om på ryggen. Den var vel ikke just noget pragteksemplar, men sikkert en halv meter lang. Hjælpeløs lå den dér og klatrede med benene i luften. Jeg gik tilbage og hentede forskærerkniven og en sæk. Aberne sov stadig roligt op ad hinanden. Jeg slagtede skildpadden med et stik i halsen og rystede den ud af skjoldet. Jeg skar maven op og gravede med hænderne i den ubehageligt lunkne krop; jeg tænkte på de gamle romerske præster da jeg trak indvoldene ud og smed dem i vandet. Jeg sigtede mod nettet for at lokke fiskene til, men fuglene var meget hurtigere; de afbrød straks deres kredsen derude og styrtede som projektiler ned mellem godbidderne. Aberne sov ubekymret videre mens fuglene skreg og sloges. Jeg skar kødet i tre store stykker og stak dem ned i sækken. Mad til mindst en uge! Jeg ville gerne have taget vare på det smukke skjold, men vi havde ikke plads til det. Da fuglene havde trukket sig tilbage med de sidste kødtrævler, gik jeg ud til nettet. Det var tomt. Jeg havde frygtet at det ville gå sådan, når vejret slog om. Men med skildpadden i sækken kunne jeg tage det med ro. Og lejlighed til at fiske ville der ikke mangle fremover.

Vi kom hjem da mørket faldt på. I huset var alt som før, ingen spor af gæster. Dræsinen var læsset og parat. Det eneste der var at foretage sig, var at vente og lade øen falde til ro efter en omtumlende dag. Jeg fordrev tiden med at smøre de følsomme metaldele på vores fartøj ind. Ligesom tidligere på dagen fik jeg helhjertet bistand fra aberne. De engagerede sig virkelig og forekom lige så ivrige efter at komme af sted som jeg. Da jeg vækkede dem ved vandet, og de

204

ikke ville derfra, behøvede jeg blot en mimisk antydning om dræsinen, så kom der gang i dem. De havde hukommelsen på stilke i dag. Ved nitiden hørte jeg at der blev blæst tappenstreg fra tre forskellige retninger, tydeligst fra øst. Det sidste signal kom efter alt at dømme fra skibet på reden. Og for første gang hørte jeg klokkerne fra katedralen. Det var vemodigt, højtideligt. Vinden var frisket en smule op, men det var ikke længere den trykkende, triste vind over Longwood Plain som Adam havde indlagt i sin sørgemusik, men en optimistisk brise som passede til opbruddet. Det føltes som en brusen af flag gennem luften. Nu var månen stået op og lagde en bred lysstribe ud over havet. Det var jo fatalt for os, men det var så smukt at jeg ikke kunne nænne at tænke nærmere på det. Vi rullede langsomt ud af løbegravene. Uden for indgangsdøren stod jeg af for at trykke døren i en sidste gang og sørge for at rigelen sad ordentligt på plads. Jeg gik ud på vejen og så mig om til alle sider. Kysten var klar. Vi skubbede vognen foran os, forsigtigt. Genlyden fra den hårde vejbane var stærkere i det klare vejr, ligesom i en stor banegårdshal. Jeg fortrød at jeg ikke havde viklet tæppe- eller madrasstrimler om hjulene; nu var det for sent. Om otte timer gryede morgenen, og så måtte vi være langt ude til havs. Det var højst usikkert om det ville lykkes os. Det burde jo være hurtigere at komme ned end op, men det ville også blive mere vanskeligt og farligt at manøvrere. Jo stejlere skråningen var, som nu i begyndelsen, desto langsommere måtte vi køre for ikke at miste herredømmet over dræsinen. Værst var de første to kilometer ned til vejskellet. Jeg spejdede forgæves efter et træ eller en sten vi kunne bruge som blokering når vi skulle fire vognen ned ad bakke, skridt for skridt. Vi stemte imod i forenden alle fire, aberne måtte gå baglæns størstedelen af strækningen. Selv gik jeg ved siden af det ene forhjul med en

205

bremseklods i hånden og bundter af friske kviste som jeg af og til stak ind mellem vejdækket og hjulet for at bremse; for en sikkerheds skyld havde jeg også taget et tykt stykke brænde med til samme formål. På den måde flyttede vi os af sted ligesom i korte spring, irriterende langsomt, men nogenlunde sikkert. Aberne klarede det storartet, og vi nåede vejskellet uden uheld. Men det havde taget os næsten tre timer. Så kom den bredere vej med svagere hældning, men med de tre skarpe kurver. Det gik lettere, men jeg havde hjertebanken hele tiden, for tænk hvis vi mødte nogen, og jeg holdt øje med forskellige buske og mørke lavninger hvis vi skulle blive nødt til at køre væk fra vejen og skjule os. Men vi mødte ingen; landskabet lå mere dødt hen end nogensinde i månelyset, det var som om den døde planet selv spejlede sig i det. Gråhvid hævede Mount Pleasant sig bag os. Jeg var glad for at komme væk fra Sankt Helena, og det lod til at mine kammerater følte det på samme måde. Vi gjorde holdt ved huset ved vandfaldet som ifølge kortet hed The Briars. Vi kørte vognen så tæt hen til vandet som muligt og hjalp hinanden med at trille vandbeholderen derhen. Mens vi stod og så det rene vand strømme ind, tog jeg en vigtig beslutning. Vi skulle ikke tage vejen lige forbi byen som da vi kom. Efter en dag hvor sensationelle begivenheder var indtruffet, ville der sandsynligvis være folk i bevægelse på gaderne hele natten. Derfor skulle vi dreje af ad den første vej til venstre som førte op til Ladder Hill, bjerget med himmelstigen der gik direkte ned til havnen. Inden vi fortsatte, plukkede jeg en masse brøndkarse ved kildens bredder. Der var også saftigt græs til kaninerne som jeg lod aberne plukke. Den nye vej som vi snart kom ind på, havde de ulemper jeg havde ventet. Den var stejlere og gik i en stor bue. Det var altså en længere vej, men risikoen for at blive opdaget var mindre, sådan som jeg havde håbet.

206

Dalstrøget som vi langsomt arbejdede os op af, var det mest velplejede jeg havde set på Sankt Helena. Det var næsten et kulturlandskab. Bevoksningen var frodig og virkede tugtet, og der var tilplantet skov. Lige op ad skovbrynet lå nogle geder, stille og ubevægelige som sten. Endnu en gang var jeg i tvivl om hvorvidt jeg skulle stikke kniven i en af dem og tage den med som proviant. Men jeg kunne stadig mærke ubehaget efter skildpaddedrabet, og sangvinsk som jeg var når det gjaldt forsyningerne, mente jeg at vi havde tilstrækkelig mad, bare vi trak lidt fisk op en gang imellem. Faktisk var vi næsten lige så velforsynede som da vi forlod Afrika, og kvaliteten var bedre. Så til sidst bestemte jeg mig for at lade gederne være i fred. Jeg var nok også en lille smule bange for disse tavse gestalter i måneskinnet, og jeg måtte konstatere at jeg forlod Sankt Helena betydeligt mere overtroisk end da jeg kom dertil. Jeg gik bag ved dræsinen med min klods i hånden mens drengene pumpede løs med rolige, jævne tag. Hvilke motiver de end havde haft, var jeg dem taknemmelig for at de havde holdt dræsinen i gang i de uger som var forløbet. Det havde sandsynligvis reddet den fra at ruste sammen på vigtige steder, og frem for alt beherskede de den nu på en helt anden måde end før. De kunne ændre farten efter hældningen, og de vidste nøjagtig hvornår de var nødt til at holde igen mod stangens bevægelser for at kunne bremse helt op på et vist punkt, når vi måtte løfte os ind på en ny kurs. I ingen af disse sammenhænge behøvede jeg længere at føre an, det var tilstrækkeligt at jeg satte klodsen på plads og tog fat foran sammen med de andre. Måske ville det ikke vare ved, men det syntes som om vi var kommet ind i en periode af samstemthed med hinanden. De havde overvundet skrækken fra i morges og den blinde afhængighed af min ledelse som den havde fremkaldt. Sammen havde vi lagt en periode med statisk tilværelse bag os og endnu en gang betrådt den episke og lineære bane gennem verden. Efter alt at dømme var de lige så glade for forandringen

207

som jeg. Kunne de virkelig, som jeg, opleve at tiden igen fik liv, blev rullet ud som et endeløst tæppe foran os, og samtidig kraftigt blæste os i ryggen? Var deres glæde ikke rent motorisk, en glæde ved bevægelserne, redskaberne, farten fremad i et rum uden tid eller med en cyklisk tid? Det var i hvert fald den nye dygtighed de udviste i kunsten at manøvrere dræsinen, der gav mig ro til mine refleksioner. Mens vi banede os vej op ad Ladder Hill, tænkte jeg på selve langsomheden i vores rejse der for mig gjorde øen så stor. Hvor er min ø lille! sagde manden på Longwood. Og havde man rejst Moskva-Paris nonstop med hestevogn i en epoke hvor hestens tempo var den siden historiens begyndelse eneste kendte tidsmåler for rejser til lands, måtte øen virkelig være meget lille. For mig var den derimod blevet stor igen, eftersom jeg forbandt alle længere og for bevidstheden egentlig ufattelige strækninger med bilens og togets hastighed. Hvis opfattelsen af tid og rum nu har så grundlæggende en betydning for hjernens funktion, burde en sådan forskydning i virkelighedsoplevelsen så ikke kunne sammenlignes med den som engang forvandlede menneskeaber ligesom mine til de første mennesker? Nej, sådan kunne det ikke være. Tid og rum var kun overfladisk blevet anderledes for os på grund af de nye befordringsmidler, bevidstheden havde endnu ikke nået at omstille sig. Så indviklede funderinger havde jeg ikke haft i lang tid. Det måtte være rejsefeberen, tænkte jeg, måske også den gode og afvekslende mad i de seneste dage. Nu nærmede vi os toppen. Vejen begyndte at flade ud, jeg kunne høre dønningernes brusen og kunne mærke den syrlige havluft mod ansigtet. Nogle punkter af lys trådte frem i mørket, og jeg kunne ane omridsene af en lang husrække. Nu gjaldt det. Jeg satte mit håb til at kun fattige indfødte kunne bo så dårligt, i disse tarvelige længer. Og var det virkelig kaserner, så boede officererne sikkert et andet sted. Jeg gjorde tegn til Paul om at sætte farten ned, og vi rullede ind i den smalle gade; ekkoet af

208

hjulene mod stenlægningen skramlede mod husvæggene. Jeg gik stift bag ved vognen og stirrede lige frem – jeg ville ønske at jeg havde haft skyklapper på. Jeg kom forbi i højde med et oplyst vindue og kunne ikke lade være med at kigge ind. Der sad en farvet mand ved sit morgenbord. Med ryggen mod vinduet sad en kvinde der i samme øjeblik vendte sig om. De kiggede begge to udtryksløst på dræsinen og nåede ikke mere end at strejfe mig med blikket, inden jeg vendte ansigtet væk. Jeg havde mit kakitøj på. Det var ikke særlig pænt mere, men jeg håbede at det ville bidrage til at vores underlige ekvipage blev betragtet som en slags ekstraordinær militær transport. Selve hensynsløsheden i den støj vi lavede, burde tale for det. Jeg gik også nærmest ved vinduet for at tiltrække mig opmærksomheden, så vognen og aberne bare ville blive en vag silhuet der drog forbi i løbet af et par sekunder. Men i disse få sekunder havde knap en meter adskilt mig fra de to der sad dér som i en montre, og det havde en ejendommelig indvirkning på mig. Den stumme menneskelige nærhed med kun en glasrude imellem gav mig et stød i hjertekulen, gjorde mig bestyrtet og ængstelig. Jeg havde ikke set et menneske i øjnene i så lang tid (andet end på billeder), en tid der føltes meget længere end den var. Og da jeg nu endelig gjorde det, var jeg nødt til at undgå kontakt, vende ansigtet væk. Det gjorde disse mennesker uvirkelige, det var som om de sad på havets bund. Knap havde jeg set dem, før de forsvandt igen, opløste sig bag min ryg, jeg stødte dem tilbage til de døde, de genfærd som jeg havde omgåedes med i ugerne på Longwood. I omgangen med de døde havde jeg haft overtaget, for hvad var Austerlitz’ sol mod den der skinnede nu, på mig? Jeg levede, de kunne aldrig træde ind i min konkrete tilværelse. Men det kunne de to bag vinduet der var levende mennesker som jeg, og som jeg dunkelt følte at jeg svigtede ved ikke at lade dem berøre mit liv, til trods for at de var levende. Dette

209

svigt gjorde mig selv uvirkelig, i det mindste i nogle øjeblikke. Sådan var det, jeg kunne ikke vende ryggen til kendsgerningerne. Jeg blev fjern og fremmed for mig selv. Og aberne kunne ikke hjælpe mig, for i det øjeblik vidste jeg at de ikke var mennesker. Langtfra. Vi var nået hen til det øverste af trappen. Her var der ingen beboelseshuse, kun forladte bastioner og et par gamle kanoner. Et gammelt skur til ildledelse betragtede os med sine tomme glasruder (der underligt nok var hele). Bag os var morgengryet på vej, et svagt gråt lys klippede bjergtoppenes silhuetter ud. Det første jeg gjorde, var at lede efter noget der måtte være her for ikke at al vores møje skulle være forgæves: et hejseværk, et spil af en eller anden slags. Ellers hjalp det ikke meget at trappen var kantet af skinner og at de tilfældigvis passede til vores hjulbredde som jeg havde bemærket da vi gik i land. Tør i halsen af ængstelse trampede jeg i mørket omkring på stenplatformen inden jeg fandt hvad jeg søgte. En mægtig vandret liggende trisse med en tyk oprullet wire og en bom midt igennem til at dreje den rundt. Lidt rustent og forsømt så det ud, men brugbart. Især wiren var jeg glad for, for jeg var bange for at vores egen ikke var lang nok. Det var en hård tørn der forestod, og til trods for at morgengryet billedlig talt brændte mig i ryggen, indså jeg at vi var nødt til at hvile os lidt. Jeg satte mig på det øverste trappetrin, og aberne satte sig på række neden for mig på trappen hvis trin var så smalle at der knap kunne sidde to ved siden af hinanden. Aberne sugede havluften ind gennem næseborene og fyldte brystet, nøjagtig som jeg havde set dem gøre da vi forlod Landana. I selve denne gestus var der en forhåbning og livskraft som rørte mig. Jakob sad nærmest ved mig, mine fødder strejfede hans hofter. Der var noget over den bløde runde ryg og det lille bagoverbøjede hoved der var så hjælpeløst og samtidig så sikkert i sin overbevisning, at jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne se lidt af hans profil: Han fikserede

210

månen. Han var fascineret, det var som om han så den for første gang, og jeg forestillede mig at han var ved at opdage dens banes bundethed. Jeg rakte ham den lange kikkert og justerede den for ham. Jeg hørte en kort udånding af forbløffelse, næsten et råb. Til sidst tog han kikkerten fra øjet og kiggede forundret på mig som om han ville have svar på en hel masse spørgsmål. Jeg gjorde en mine til ham der skulle betyde ”senere, når vi får tid”, tog kikkerten igen og rettede den mod orlogsfartøjet. Det lå på den anden side af byen, måske tre hundrede meter fra kysten. Der var kun et par lanterner at se af det, og at dømme efter afstanden mellem dem, vendte skibet profilen til. Noget i lysenes indbyrdes position sagde mig at et stykke af agterstavnen lå skjult af klippen lige over for os. Naturligvis var der vagt om bord, men det var alt for mørkt til at kunne skelne nogen bevægelser. Trappen lå stort set i mørke. Måneskinnet kom ind skråt fra højre og ramte kun en kant af trappen så sandstenen lyste som en smal stråle ned mod kysten. Den højre side af dræsinen ville altså være belyst når vi firede den ned, men næppe sådan at det kunne ses fra skibet. Fra havnen blev vi selvfølgelig synlige, men ikke fra selve byen; klippen lukkede for synsfeltet. Risikoen for at vi skulle blive opdaget, var selvfølgelig stor nok endda, især hvis hejseværket knirkede. Og hvis vi ikke nåede ned i tide. Mit ur, stillet efter tappenstregen, viste halv fem. Vi havde højst en halv time til at komme ned. Jeg havde læst at trappen havde seks hundrede og nioghalvfems trin, det vil sige en strækning på hundrede og femoghalvfjerds meter, hvis man talte fire trappetrin for hver meter ad skinnerne. Et hundrede og femoghalvfjerds meter i sneglefart. Det populære navn for trappen var Jakobsstigen. Den morsomhed satte jeg ikke pris på lige i det øjeblik. Det var på høje tid at komme i gang. Jeg klappede Jakob på ryggen og gik hen til hejseværket. Enden af wiren havde trævlet

211

sig op til en kvast. Jeg satte spillet i bevægelse, det løb forbavsende let, og det knirkede ikke mere end at lyden næsten druknede i havets brusen. Jeg viklede en passende ende ud og gjorde den fast med ordentlige knuder i dræsinens bagaksel. Så kom det afgørende øjeblik. Jeg låste hejseværket med en bolt og skubbede med Pauls og Jakobs hjælp forsigtigt forhjulene ud over kanten. Så langt holdt wiren. Så tilbage til spillet. Jeg lagde hele min vægt imod og nødede dem alle tre til at stemme imod. Hvad ville der ske hvis jeg løsnede sikringen? Jeg kunne tydeligt se for mig hvordan vi i næste øjeblik ville ligge forslåede dernede, måske hårdt kvæstet, mens dræsinen dansede ned ad Jakobsstigen og blev knust mod husvæggen nedenfor. Men jeg greb jernbolten og trak den ud. Først et ryk, ikke ligefrem svagt, men udholdeligt. Så bakkede vi langsomt på hver sin side af bommen indtil vi kunne mærke hele vognens vægt. Begge hjulpar var ude på sporet. Det var meget tungt, men vi klarede det. Så langt altså. Og wiren knagede, men holdt. Dræsinen var på vej. Det sværeste var nu at finde fodfæste samtidig med at vi hele tiden blev presset bagover. Der var nogle udhugninger i stenlægningen, men de var ikke brede nok til fire par fødder. Der lød små skrig fra aberne når de kom til at træde på hinanden. Men ingen af dem slap. Jeg måtte beundre dem. Det andet problem var at bøje sig under wiren for hver omgang. Paul var ved at hænge fast med nakken en af de første omgange. Han fortrak ansigtet af smerte, og jeg mimede til ham hen over hjulet at han skulle kaste hovedet fremad, hen over bommen. Han kom los, men det gav et forfærdeligt ryk, og jeg var meget nær ved at tabe balancen. Med en voldsom anstrengelse klarede jeg det. Og Paul slap ikke taget. På et vist tidspunkt i vores kredsgang baglæns i trædemøllen kunne jeg se en strimmel af byen ved vores fødder. Månen herskede endnu over morgengryets lys, men de to slags lys begyndte

212

at blande sig, skyggerne blev svagere og lyset mere jævnt fordelt. Der var allerede lys i omkring ti vinduer. Jeg søgte bønfaldende efter en sky på himlen, en aldrig så svag antydning af dis. Men der var ingen. Dræsinen kunne anes som en mørk lille klump langt nedenfor, der kunne ikke være langt igen. Eller så jeg forkert? Aberne stønnede tungt, selv var jeg helt færdig. Fristelsen til at slippe taget var stærk, at lade gå de sidste meter. Men det stod for mig som en tvangstanke at nogen netop nu kunne være på vej op ad trappen og blive knust under hjulakslerne. Jeg kæmpede videre og kunne hele tiden mærke at aberne stemte mindre og mindre imod. Jakob skævede ængsteligt til mig. Endelig kom det lille stød jeg længtes efter og derpå lettelsen af trykket. Forhjulene stod på flad jord. Et par omdrejninger til. Det var overstået. For en sikkerheds skyld låste jeg spillet. Vi sank sammen som små bunker på stenfliserne. Et øjeblik var jeg helt væk, måske i flere minutter. Da jeg slog øjnene op igen, var det en grad lysere omkring os. Jeg gav aberne et knus, én for én. De kunne mærke min bevægelse, og de var selv rørte, måske mest af udmattelsen. Vi vaklede ned ad trappen på følelsesløse ben. Den forekom uendelig. Jeg standsede halvvejs og løftede kikkerten mod skibet. Jeg kunne se et par skikkelser ved rælingen. På en redningsbåd kunne jeg se et navn på stævnen, meget kort, men det lod sig ikke gøre at skelne bogstaverne. Ingen af mændene lod til at have opmærksomheden rettet mod os. Jeg havde gjort tegn til aberne om at fortsætte nedad, og de ventede på mig i kahytten. De havde forstået at det var bedst ikke at kunne ses. Vi gjorde wiren løs og rullede ud på den sydlige ende af kajen, samme vej som vi var kommet. Vandstanden virkede uforandret. Skulle vi gentage manøvren med tønderne? Nej, intet måtte sinke os nu, og det ville larme for meget. Bare ned i vandet!

213

Det var en stor fejl hvad der senere skulle vise sig. Jeg styrede vognen hen mod trappetrinnene der førte ned i vandet, og tog et fast tag i fortøjningslinen. Og så skubbede vi på. Det første hjulpar plaskede tungt i, kahytten rystede. Som kom den lille nejen, og dræsinen flød igen.

11 Der blæste en frisk vind, og vi lænsede af sted med god fart mod nordvest. Vi havde stadig heldet med os. Solen nåede ikke mere end lige at vise sig oven over bjergkammene før både øen og krigsskibet blev svøbt i en barmhjertig dis. Ikke sådan at de forsvandt ud af syne helt og holdent; vi var stadig nær ved land, der var højst en kilometer derind, og jeg behøvede ikke kikkert for at se hvordan havnen vågnede til live, og matroserne bevægede sig omkring på skibsdækket. Vi kunne se dem, og de kunne uden tvivl se os. Men de var ligeglade med os. Formodentlig havde de ikke noget kendskab til Sankt Helena og tog os for en hjemmelavet fiskerbåd. Så var det noget andet med de rigtige fiskerbåde som mødte os på vej ind fra nattens trawlfiskeri. Ikke på hele rejsen blev vi stirret på som af disse mørkhudede magre mænd i deres åbne både. Men deres interesse var helt passiv, måske tog de os bare for et påskud til at hvile lidt på årerne. I hvert fald fremkaldte vi ikke nogen aktivitet hos dem, de sagde ikke en lyd, så os bare glide forbi som et spøgelsesskib, uforklarligt, men uden betydning. Jeg følte selv noget lignende for dem, og det var ikke første gang jeg bemærkede at dårlig sigtbarhed svækkede virkelighedskontakten; det var som om vi befandt os i forskellige verdener. Allerede ved middagstid var Sankt Helena ude af vores synsfelt. Det var næsten beskæmmende, og først nu gik det op for mig at vores flugt fra et Sankt Helena i alarmtilstand sandsynligvis grænsede til det mirakuløse. Siden det første kanonskud i morges var tiden gået i en eneste sekvens af heldige såvel som søvngængeragtige handlinger. Vi havde bevæget os gennem

215

landskabet under en usynlighedshat, og heldigt var det jo, men jeg havde også følt mig usynlig for mig selv, som en velafrettet automat. Jeg tænkte på den fløjtespillende dukke med det tomme blik og det åndsfraværende smil på læberne. Og jeg tænkte på aberne. De havde fået tøjet på igen. Vinden var kølig. Mathilde sad ved siden af mig ved roret og havde kvalme, måske var hun søsyg. Paul havde jeg anbragt foran kortet for en time siden; der stod han måske stadig væk. Jeg havde udpeget kursen for ham som, hvis den blev holdt, førte i retning af New York. Jakob havde undgået mig hele dagen, jeg gad vide hvorfor. Nu havde han lagt sig til at sove. Det var på tide at følge hans eksempel. Jeg låste roret fast, rebede sejlet en smule og kastede mig dødtræt på briksen. Begge drengene lå og sov på gulvet. Lige inden jeg faldt i søvn, foresvævede det mig at jeg egentlig var ved at vågne, men at det netop var det jeg ikke længere orkede at gøre. Dagen for vores afrejse fra Sankt Helena var, efter min tidsregning, den 18. juli.

Om oplevelserne til havs vil jeg også denne gang fatte mig i korthed. Jeg er ikke nogen søhelt, og jeg vil helst ikke tænke tilbage på himmel- og havperioderne. Vi gjorde rigtignok en agtværdig indsats for at overleve, men jeg vil gerne understrege noget som jeg ikke forstod dengang: At vi først og sidst kunne takke heldige tilfældigheder for at det lykkedes for os. Det gælder både flugten fra Sankt Helena og flere tilsyneladende håbløse situationer. Den bedste beskrivelse af vores anden etape til søs er at rutinerne blev genoprettet. Det lyder jo betryggende, og var det sikkert også, men på mig havde det en deprimerende virkning. Eftersom det i allerhøjeste grad berørte mit forhold til mig selv og til aberne, vil jeg forklare mig nærmere.

216

Jeg er ikke mindre praktisk anlagt end folk i almindelighed. Min tekniske opfindsomhed er temmelig stor når man tager min baggrund i betragtning. Men jeg manglede evne til sjæleligt at udholde en tilværelse der dag efter dag bestod af de samme bevægelser og greb i uændret rækkefølge. Eller: Denne evne havde en bestemt grænse. Selvopholdelsesdriften havde presset mig ud over denne grænse, og prisen for det var at psyken ikke kunne følge med. Jeg kom igen til at leve i en blytung uvirkelighed, mistede mit jeg, blev en levende død. Sådan virkede den kropslige vanes magt på mig: destruktiv, sjæledræbende. Men sådan lever jo den store masse af menneskeheden, ikke sandt? Netop. Det er den kollektive søvn. Deri ligger også den afgørende hindring for menneskets udvikling. Det forladte sjæleliv hævner sig ved at gøre sig forhadt. Det er stadig min overbevisning. Og jeg fandt den bekræftet på et andet plan hos aberne. Ved hver større forandring i den ydre situation, over for hvert nyt problem de mødte, tog de et spring fremad i deres udvikling. Og så snart en vanemæssighed dannedes, stagnerede de igen og blev også sværere at nå som individer. Det var også tydeligt at det var Paul som havde sværest ved at udvikle sig, og som altid var parat til tilbagetog. Men så længe situationen var sådan at en håndgribelig afvigelse fra rutinerne betød fysisk undergang, måtte jeg selv lede tilbagetoget der sjæleligt ramte mig hårdere end de andre. Mit ideale mål, at beholde min egen menneskelighed og ved hjælp af den gøre aberne mere menneskelige, krævede åbenbart dramatiske kriser og omslag, eller med andre ord at livet eller i det mindste friheden blev sat på spil. Derfor måtte det indtil videre træde tilbage for det primære mål at overleve, hvor meget jeg end led og måske også tog skade af det. Værst var det selvfølgelig når jeg prøvede på at bryde ud af min afstumpede tilstand. Det var når aberne sov, at jeg indimellem orkede at gøre sådan et forsøg. Så læste jeg, tvang mig selv til at tænke med pennen i hånden og få et overblik over mit

217

forehavende. Efterhånden overbeviste jeg mig selv, i det mindste halvvejs, om at den indre dvale jeg levede i, var en biologisk nødvendig forsvarsforanstaltning, en tilpasning til havets forfærdelige tomhed og tomheden i de ansigter der omgav mig. Måske var det min redning at jeg ikke kæmpede imod, at mine åndsevner ikke var lige så aktive som på den første etape over havet. Jeg syntes også at mine erfaringer fra ordenslivet hjalp mig til at holde ud; de havde lært mig, lad det så være i den mest ikke-biologiske form, at leve under rutinernes pisk. Dagene gik hurtigt: Det var en anden fordel ved monotonien i min tilværelse. Den var desuden et fintmasket net, når jeg kunne overkomme at bruge det, til at indfange afvigelser i abernes adfærd. På den måde blev jeg opmærksom på noget som jeg længe havde lukket øjnene for, nemlig at Mathilde ikke havde haft menstruation siden de første dage efter vores afrejse fra Afrika. Det var altså næsten to måneder siden. Hendes kvalme fik dermed sin forklaring: Hun var ikke blevet forgiftet af vandet i karret på Longwood, og hun var formodentlig ikke søsyg nu. Hun var simpelt hen gravid, og befrugtningen måtte være sket i løbet af rejsens første uger. Jeg foretog et hastigt overslag og kom frem til at hun burde nedkomme i begyndelsen af februar næste år, hvis hun fulgte chimpansens drægtighedstid, eller i slutningen af samme måned hvis hun fulgte menneskets. Hvis hun overhovedet kom til at opleve den dag. For til alle andre farer og forhindringer på vores vej kom nu også krigen. Hvis det nu virkelig var en krig og ikke kun en øvelsesmobilisering. (Med tiden fik jeg at vide at den engelske flådes beredskab i midten af juli netop havde været en forsøgsmobilisering for at advare centralmagterne. Den virkelige krig var først brudt ud et par uger senere). Hvem var det der sloges? Tyskland, kunne man formode. Men hvem andre? At englænderne traf foranstaltninger på havene, betød ikke nødvendigvis at de var krigsførende. Var Frankrig inddraget? Og hvad skete der med Belgien?

218

Under alle omstændigheder syntes jeg at vi med vores vestlige kurs burde være på vej bort fra den farlige halvkugle. At den vestlige hemisfære ville tage del i vores europæiske krige, faldt ikke mange ind dengang, og det kom jo også til at vente nogle år. Men hvad mig selv og aberne angik, så tog jeg fejl. Vi lænsede direkte ind i søkrigen. Men nu kommer jeg begivenhederne i forkøbet; der skulle gå nogle uger inden det kom dertil.

De første dage til søs lod jeg kaninerne gå løse rundt om bord og spise af græstotterne som jeg havde kilet fast mellem dæksplankerne. Jeg håbede at de ville kvikke op og begynde at forplante sig, men da de ikke viste nogen tilbøjelighed til det, og græsset gulnede, stak jeg dem ned i sækken og druknede dem ved at holde dem under vandet. Så saltede jeg dem ned efter at have taget indvoldene ud. Aberne fulgte proceduren med interesse. Da der var gået en uge, kunne jeg mærke at et par af mine tænder sad løst. Heldigvis ingen af fortænderne. Det gjorde ikke ondt, kløede bare lidt, men snart løsnede fire sig helt, og jeg var nødt til at pille dem ud. Til trods for at jeg havde børstet tænder hver dag, gav det mig underlige skyldfølelser der havde en vagt seksuel undertone, måske fordi det kløende tandkød mindede om den slags anfægtelser. Det føltes som en slags naturens straf for min letsindighed i almindelighed, og jeg opfattede det som særligt ildevarslende at det skete nu hvor jeg endelig havde adgang til varieret føde. Det var faktisk et hårdt slag for mig. Heldigvis lod de andre tænder foreløbig til at blive siddende, men der gik ikke mange timer i tiden derefter uden at jeg ængsteligt følte efter med min tørre, stive tunge. I de følgende ti dage havde vi passatvinden i ryggen med uforandret styrke. Vi blev båret fremad. Jeg holdt hele tiden udkig efter Ascension på vores styrbords side, men horisonten forblev tom. Jeg ville tro at vi ramte godt hundrede kilometer ved siden

219

af øen. Det spillede jo ikke nogen rolle fordi vi ikke havde noget at hente dér, men jeg ville alligevel have sat pris på støtte i dette faste punkt. I stedet løb vi ind i et bælte af vindstille. Det værste var at også den gunstige strøm var ophørt, ja, alle strømme i det hele taget. Vi var kommet for langt mod nord og var blevet kastet ud af ækvatorialstrømmen der drejer af mod syd ud for Sydamerikas østligste punkt og derefter følger den brasilianske kyst. Og nu havde passaten så forladt os. Vi pumpede os langsomt mod sydvest, arbejdede hårdt i den kvalme dis. I en endeløs uge knoklede vi på uden at kunne se en ende på den stive blanke vandflade som stank af rådne alger der flød over det hele. Jeg var meget mismodig. Provianten begyndte at blive knap selv om vi indtil videre var velforsynede med drikkevand. Der var næsten aldrig bid, kun et par flyvefisk hoppede lige ind i sejlet som jeg på grund af dem havde hejst om natten og lå derpå bedøvede på kahyttens tag. Men min største bekymring var båden. Efter at vi var blevet nødt til at pumpe for alvor, lød der stadig oftere knagen og sprængen fra understellet som om hele metalkonstruktionen var ved at rive sig løs; somme tider gik der ubehagelige ryk gennem hele flåden. Jeg fortrød min dumme iver og at jeg ikke havde villet ofre nogle minutter på at lempe den forsigtigt i søen. Det var naturligvis dér skaden var sket. Med den største modvilje kravlede jeg ned i det stinkende vand og dukkede ind under dækket. Jeg havde set flere hajer kredse omkring os efter at vi var kommet ind i det vindstille område, og jeg forsøgte at instruere Jakob i at stå på vagt ved rælingen med en jernstang i hånden. Vandet var for grumset, jeg kunne ingenting skelne nedenunder. Tanggrene sugede sig fast om arme og ben. Men jeg dykkede igen og igen og famlede mig frem til de steder hvor jernchassiset var fastgjort til dækket.

220

Det var umiddelbart efter en af disse dykninger at det utrolige hændte. Jeg lå i vandet med hænderne på rælingen og snød det snavsede vand ud af næsen. Jeg havde netop opdaget et brud på et metalstag hvis funktion jeg ikke rigtig kendte til. Da fik jeg øje på en tynd genstand agterude som stak op af vandet på et stenkasts afstand, og som hastigt nærmede sig. Først troede jeg det var en haj og fik travlt med at komme op på dækket. Men så begyndte genstanden at bevæge sig sidelæns uden at den velkendte hajprofil kom til syne. Da anede det mig hvad der var tale om. Jeg havde svært ved at tro at det var sandt. Den beskrev en halvcirkel på vores styrbords side, afstanden var måske tyve meter. Så lå den stille et halvt minut. Derpå hævede den sig langsomt, udvidede sig til en blanksort blok. Det var som en af Dorés helvedesvisioner: Af en mat, blyfarvet flade stikker der noget op, en ubestemmelig detalje af en rædselsvækkende helhed som kun kan anes. Skrækken udløstes da jeg kunne skelne noget så menneskeligt som bogstavet U og tallet 27. Det var tårnet på en undervandsbåd. Alt er at foretrække frem for det ukendte. Til sidst var skroget synligt i hele sin længde. Det så ud som en strandet hval med tykt filtret søgræs hængende ned over siderne. Det var første gang jeg så en undervandsbåd. Dengang var de ikke lange og smækre sådan som de blev senere hen. Den var trind på midten og spids i enderne, nogenlunde som en okarina. Jeg hentede kikkerten. I forbifarten så jeg at aberne stod og stirrede; de måbede faktisk også. Var de virkelig så forbløffede, eller gjorde de bare det de havde set mig gøre? Mine forvirrede tanker blev afbrudt af at tårnets luge blev slået op. En hvid kasket viste sig, fulgt af et bredt, glatbarberet ansigt der var mærkværdigt sammentrykt i højden, så det passede nøjagtigt ind i kikkertens synskreds som en medaljon. Så stærkt var mit behov for et levende menneskeansigt som jeg ikke behøvede at flygte fra eller gemme mig for, at jeg ikke

221

tænkte på at det kunne være et farligt møde. Sandheden var jo at jeg ikke kunne flygte selv om jeg havde villet. Jeg fortsatte skamløst min granskning, glemte at jeg næsten var nøgen, og at det er meget ubehøvlet at stirre på folk i kikkert på så nært hold. Først da manden gjorde en lille grimasse ad mig, skammede jeg mig og sænkede kikkerten. Det komplicerede i situationen gik lige pludselig op for mig. Jeg havde båret mig ad som et barn eller en af de vilde som for første gang ser en hvid mand. Var der krig? Var han englænder eller tysker eller noget andet? Han førte ikke noget flag. Ganske vist forekom snittet på hans kasket mig mere tysk end engelsk ligsom formen på tallet 7 på tårnet. Men hvad vidste jeg om den slags? Manden i tårnet så lige så forbløffet ud som jeg, og det var jo ikke så sært. Det han så, var en flåde med en så godt som nøgen rødskægget mand som pillede tangtrævler ud af håret. Synlige på dækket var også to aber, ligeledes nøgne, men med runde hvide huer på; den ene abe holdt en jernstang foran sig i forvarsstilling. Jeg syntes det var klogest at lade den anden sige det første ord og dermed røbe sin nationalitet. Men han blev stående ubevægelig i sit tårn, så eftertænksom ud og tav. En ny spænding steg frem. Det begyndte vagt at gå op for mig at hvis der virkelig herskede krigstilstand, kunne jeg udgøre en fare for ham; jeg kunne jo møde andre fartøjer og fortælle om hans tilstedeværelse i farvandet. Tavsheden blev ved. Nu tvivlede jeg ikke længere på at der var krig. Vi var ikke individer mere, havets broderskab var ikke længere gyldigt. Vi var udløbere af stater med en usynlig grænse mellem os; vi var tilbage i naturtilstanden. Det var Paul som tog det forløsende initiativ. Jeg kunne mærke hvordan flåden med et stød satte sig i bevægelse under mig; jeg var nær faldet omkuld. Jeg vendte mig om og så Paul trykke pumpestangen ned med hele sin vægt. Da han således havde fået styr på flåden og sat den i bevægelse, foretog han nogle

222

spring forbi mig, greb roret og styrede op mod ubåden samtidig med at han vinkede til Jakob at han skulle pumpe videre. Jakob adlød øjeblikkelig. Det var som et forberedt kup. Det var første gang de handlede helt selvstændigt i en kritisk situation, selv udførte en manøvre uden så meget som at skæve til mig. Min første følelse var taknemmelighed. De havde brudt dødvandet, ført situationen videre. Jeg fik pusterum nok til at gå ind i kahytten og i en fart tage kakitøjet på. Da jeg kom ud igen, lå vi langs med ubåden på kun nogle meters afstand. Et ubesværet smil havde jeg også fået taget på. Jeg stod der som en stolt cirkusdomptør og lod muntert blikket spille mellem publikum og mine protegeer, som om jeg ville sige: ”Og hvad synes man så om disse krabater?” Manden var meget berørt, det var der ingen tvivl om. Men samtidig trak det i hans mundvige, og til sidste virkede det som om han ikke kunne dy sig længere. Han forsvandt ud af syne, men lod lugen stå åben, og jeg kunne høre ivrige stemmer stige op fra skrogets indre. Dumpt, rungende; jeg kunne ikke identificere sproget. Mens jeg ventede på hvad der nu ville ske, kastede jeg et blik på aberne. Mathilde var blevet lokket udenfor på grund af opstandelsen, og nu stod de alle tre så tæt op ad rælingen som muligt uden at falde over bord og slugte det ejendommelige fartøj med hele kroppen. Det var længe siden jeg havde set dem så fascinerede af noget. Troede de at det var et tog? Der var jo en generel lighed med et lokomotiv, de pansrede, runde former; en mand der stak hovedet op af en kahyt. Desuden mindede den mørkegrå farve om det lokomotiv vi havde set tøffe ud af junglen og forsvinde igen. Manden med kasketten dukkede op igen. Han løftede sig beslutsomt op af tårnet og sprang lidt stivbenet ned på dækket. Han var klædt på som en nordsøfisker i skindvest og

223

rullekravetrøje. Jeg kunne ikke se noget der lignede militære gradsbetegnelser. Et nyt hoved viste sig i tårnets luge. Rødmosset og pjusket, uden kasket. Også han klatrede op og sprang ned ved siden af den anden. Tysker eller englænder? Det var stadig lige uklart for mig, og de havde tydeligvis bestemt sig for ikke at påbegynde samtalen. Til sidst stod der fire mand opmarcheret foran os og fikserede aberne uden at sige et ord. Deres nordeuropæiske ansigter udtrykte en behersket nysgerrighed. Jeg opgav det tavse tovtrækkeri. Jeg havde bestemt mig. - Et smukt skib, sagde jeg på flamsk. Jeg henvendte mig til manden med kasketten, kaptajnen. Han lyste straks op. Så forstod jeg. Englænderne forstår ikke flamsk. - I sådan en båd, fortsatte jeg, – er man ikke afhængig af vind og vejr. Han smilede overbærende og rystede på hovedet. - Doch doch. Der er ikke mange som ved det, men det er kun i undtagelsestilfælde at vi går i position under overfladen. Vi må spare på batterierne. Og når vi bevæger os i overfladeposition og bølgerne går højt, kan vi ikke ride på bølgerne som almindelige skibe og ændre vores deplacement, vi skærer lige igennem. Vi er altid overskyllet, så at sige. Men i de seneste dage er skidt i skruen vores eneste … - Er der krig? Afbrød jeg ubehersket. Den uventede ordflom efter måneders tavshed fik mig til at tabe fatningen. - Nå, det ved De ikke? Stemmen var pludselig skarp. – Vi spekulerede netop på hvad De var for én. Måske en minefælde, tænkte vi, så vi dykkede. Jo, krigen er gået ind i sin anden uge nu. Han faldt til ro igen. Smilet vendte tilbage. Besætningen havde ikke fortrukket en mine. - Alene på en flåde midt i Atlanterhavet. Og med tre aber! Så skylder De mig en forklaring. Og endda midt under krigen!

224

Jeg ville gerne have spurgt mere om krigen. Men nu måtte jeg komme med min historie, ellers ville det gå galt. Det kunne jeg mærke. I de minutter som var gået, havde jeg vaklet mellem to nødløgne. Jeg besluttede at kombinere dem og stole på mit gehør. - Jeg er videnskabsmand, begyndte jeg. Ingen reaktion. - Jeg har indgået et væddemål, fortsatte jeg med en ironisk grimasse som jeg håbede ville formidle det jeg ville have sagt, for jeg var ikke sikker på den tyske glose. – Med to kolleger. Jeg er docent ved det naturhistoriske museum i Kapstaden. Mit navn er Meulen. Jeg bukkede stift og sendte ham et blik som fra den ene embedsmand til den anden. - Kaptajnløjtnant König. Han accepterede min præsentationsleg. Den var heller ikke så absurd som den lyder. Kun nogle meter vand skilte os, det var blankt som et stuegulv i det totale vindstille, og vi stod dér ligesom i spidsen for hver vores delegation og fikserede hinanden. - Jeg har altså indgået et væddemål, fortsatte jeg mere ubesværet, – der går ud på at det skulle være muligt for en enkelt mand, med en abefamilie som besætning, at sejle over Atlanten på en flåde med sejl. Det ville i så fald kunne forklare visse ligheder i den højere dyreverden mellem Afrika og Sydamerika. Også visse kulturelle ligheder, tilføjede jeg. - Aha, sagde kaptajnen. Han så skeptisk ud. – Så vidt jeg ved findes der ikke menneskeaber i Sydamerika. Det var jeg forberedt på. Nu måtte jeg for alvor til at bluffe. - Det er sandt, sagde jeg som til en lovende elev. – Men det har der antagelig gjort. Det tyder nogle inkakunstværker på. - De mener at de gamle ægyptere eller romerne … - Netop. Ægypterne. Jeg er tilhænger af denne hypotese og vil gerne hjælpe med til at bevise den. - Det forstår jeg. Meget interessant. Og om krigen ved De

225

ingenting. Han blev lidt mere blid i sin holdning og lod til at godtage min historie. Han stod tavs lidt og kiggede tankefuldt på aberne. Jeg var glad for at de ikke havde uniformerne på. Selv om jeg var en tosset videnskabsmand, ville aber i maskeradedragter have været for meget af det gode for ham under de herskende omstændigheder. På Pauls initiativ havde de trukket sig nogle skridt tilbage fra rælingen og sad nu på hug med knoerne støttet mod dækket – denne hykleriske attitude over for nye mennesker som jeg så udmærket kendte. Deres blikke fór hen over skibet og dets besætning. - Jeg formoder at De er afrikaaner? genoptog kaptajnen samtalen i en næsten kammeratlig tone som om han var ligeglad med svaret og bare konstaterede det som en kendsgerning. Men i virkeligheden noterede han sig omhyggeligt mit bekræftende svar. – Hvad krigen nu angår, fortsatte han tydeligt lettet, – så har der siden første august hersket krigstilstand mellem de to store alliancer i Europa. Og deres besiddelser, selvfølgelig. Jeg ville helst have spurgt ligeud om Belgien, men beherskede mig. - Og hvilken dato har vi i dag? Jeg smilede genert. - Den tiende. Har De ikke fulgt med? - Jo, men vist ikke helt nøjagtigt. Jeg troede det var den syvende. Vi har været ude i to måneder. - Respekt. Han så undersøgende på os igen, eftertænksomt. Så lod han blikket vandre hen over flåden. Han havde rynker i panden. Stemningen blev igen anspændt. Et eller andet hobede sig op i ham. Jeg forsøgte med et diplomatisk smil for at komme det stød i forkøbet som var på vej. Han gav sig tid. Han skævede til sin besætning, så glattede hans ansigt sig ud, og han brast i en skraldlatter. De andre gjorde det samme, og jeg skyndte mig at smile bredere. - En jernbanedræsine, sagde han da han var faldet lidt ned igen. – Havde man sådan nogle i det gamle Ægypten?

226

- I princippet, ja. Deres stridsvogne … Han vinkede afværgende. Latteren boblede op igen. Han var besejret. Om han var overbevist, var nok mindre sikkert. Men det tog han sig ikke af. At få lov til at le var det vigtigste lige nu. - Na gut. Udmærket. Han hostede lidt for at afslutte latteren. – Er der noget De har brug for? Jeg tøvede ikke med svaret. – Brød og vin, sagde jeg. – Og cognac. Petroleum og tændstikker. - Vin har vi ikke. Øl kan De få. - Tak. Og så håber jeg selvfølgelig at De hjælper os ud af dette vindstille. Jeg ville have at det skulle lyde som en spøg. I virkeligheden var det en fortvivlet bøn som jeg fandt det klogest at fremføre på denne måde. Tyskeren så ud til at more sig. – Men hvordan går det så med væddemålet? Han vendte sig om til manden ved siden af, den rødmossede. – Hvad siger du, Max, kan vi medvirke til den slags snyd? De lo lidt og drøftede det lidt lavmælt. Max var tydeligvis næstkommanderende. - I krig er alting tilladt, afbrød jeg med en listig mine. – Og tager De os på slæb, så kan man da godt sammenligne det med en nordøstlig storm som kaster os mod Sydamerikas kyst. Det sidste var jo helt unødvendigt, spøgen var overstået for deres vedkommende, men jeg kunne ikke holde min snakkelyst tilbage. Virkningen var ubehagelig. De samtalende afbrød brat sig selv og stirrede bestyrtet på mig. Da forstod jeg min fejltagelse, men da var det jo for sent. - Hvordan ved De at vi skal til Sydamerika? Han hvæsede ordene frem. Jeg holdt afværgende hånden i vejret. - Aber meine Herren, der er jo kun to kontinenter at vælge

227

imellem, og De ved jo i hvilken retning jeg er på vej … Hvorfor mistro en afrikaaner? Vi er venner af Tyskland. - Formelt er De i krig med os, er jeg bange for. Men Deres venskabelige indstilling er jo bekendt. Han lyste op igen. – Hören Sie mal, jeg foreslår at min næstkommanderende får lov til at gå om bord og undersøge Deres båd, og har De ingen radio eller andet mistænkeligt, så er sagen klar. Vi tager Dem på slæb mod Abrolhos. - Værsågod. Jeg bød dem om bord med en håndbevægelse. En mand fra besætningen stak en bådshage frem, vi trak flåden nærmere hen til det allerede tørre metalskrog, og den rødmossede steg om bord. Jeg måtte blive stående ved rælingen for at hindre aberne i at klatre over i modsat retning. Mandskabet på ubåden gav mig ingen hjælp, tværtimod; de begyndte straks at lave sjov med aberne og lokke for dem. Aberne svarede med en slags indsmigrende henrykkelse som de ikke engang havde udvist over for flamlænderne i lejren. Det sved mig i brystet; jeg mærkede til min forbavselse at jeg faktisk blev såret og jaloux. Var det ikke åbenbart at de hellere end gerne ville have forladt mig og være gået over til fjenden? Fjenden, ja. Der var endnu en ting jeg måtte have klarhed over, et spørgsmål som jeg møjsommeligt havde holdt tilbage. Jeg henvendte mig til kaptajnen. - Sig mig, kaptajn, hvordan er det med Holland og Belgien? Dér har jeg familie, forstår De. Jeg sagde det i det letteste tonefald jeg kunne opbyde, hvilket naturligvis var fuldkommen forkert. Men jeg var nødt til at overdrive for at skjule min sindsbevægelse. Han så mig ind i øjnene. Unødvendigt længe, syntes jeg. Senere har jeg sagt til mig selv at han simpelt hen måtte tænke sig om, hvorvidt Holland var blevet overfaldet eller ej. Til sidst kom svaret.

228

- Vi er gået ind i Frankrig og Belgien. Holland er neutralt. - Er Belgien ikke neutralt? Spørgsmålet kom hurtigt, det smuttede ud af mig. Det lød mere som en protest end som et spørgsmål. Men det lod ikke til at han bemærkede noget, han var i defensiven. - Jo. Han talte mere til sig selv end til mig. – Men vi er jo nødt til det på grund af englænderne. At sikre kysten, mener jeg. - Jeg forstår. Jeg havde igen fået kontrol over mig selv. – Så landet er altså helt besat? - Det tror jeg nok. Der opstod en pause. Kaptajnen spejdede ud langs horisonten. Det forekom mig at han undgik mit blik. - Og hvem vinder krigen? Det løste op for ham. – Na wir! Das ist doch klar. Wir haben das bessere Material. Han klappede på tårnet så det dundrede i metallet. – Og desuden bedre menneskemateriale! Han lagde armen om skuldrene på den mand der stod nærmest, og smilede bredt mod mig. Det overraskede mig at den gemytlige stemning så hurtigt blev genoprettet og med så enkle midler: den blotte tanke om krig og krigsmateriel. Jeg kom til at tænke på noget som en tysk præst engang havde sagt til mig, at tyske folkeviser næsten altid er vemodige – undtagen soldaterviserne. Max kom ud fra kahytten som han havde inspiceret. Han smilede og rystede på hovedet, medlidende og foragteligt. Jeg gættede på at det var hans reaktion på vores primitive udrustning. - Ingenting, rapporterede han. – Overhovedet ingenting. Kaptajnen nikkede. Han havde besluttet sig. - Slæbetov! råbte han først lige ud i luften. Manden som han lige før så fortroligt havde lagt armen om, rettede sig straks op og forsvandt ned gennem lugen. Han kom øjeblikkelig op igen med en trosse, tyk som en arm, som blev hægtet fast i en metalløkke på ubådens agterstavn og derefter i dræsinens forreste hjulaksel, hvilket krævede et par dyk i det slammede vand. Dykkeren fik ordre til at rense skruen når han alligevel var dernede.

229

Kaptajnen spurgte om jeg ville komme om bord og spise til middag inden vi startede. Det ville jeg selvfĂ¸lgelig, dog helst uden aberne. Men han insisterede pĂĽ at de skulle med. - Det bliver lidt afveksling for drengene, sagde han.

12 Man kan ikke sige at de var vanskelige at overtale. Aberne altså. De nærmest masede sig hen til lugen og gled smidigt ned ad den smalle stige. Især Paul var ivrig og beslutsom og nød den totale autoritet hos sine egne. Så meget desto mere respektfuld var han over for mandskabet, næsten indsmigrende. Mig havde de knap set på siden ubåden dukkede op, og gjorde det heller ikke i lang tid, med undtagelse af et par skæve blikke til mit tøj; jeg gættede på at de gerne ville have klædt sig fint på for de nye mennesker. Men nysgerrigheden var stærkere. Ved kaptajn Königs middagsbord ville jeg nok normalt have følt mig vel til mode. Rigeligt med kød og kartofler på tallerkenen, øl og genever i glassene; menneskeligt at tro mig i sikkerhed en tid fremover og et mægtigt spring nærmere målet for vores rejse. Men der opstod ikke nogen følelse af befrielse. Jeg følte mig frygtelig ydmyget den aften, og jeg husker den stadig med sviende ubehag som noget der gik i stykker, og aldrig rigtig kunne repareres. Det blev til en fuldstændig forbrødring mellem aberne og besætningen, hvor jeg efterhånden blev holdt helt udenfor. Det gik da an i begyndelsen af måltidet, hvor barrieren mellem messen og mandskabets spisekrog stadig holdt. Jeg sad med Mathilde og de to officerer og måtte fortælle om alle vores oplevelser, hvorved jeg naturligvis fabulerede en del og fortav andre ting (for eksempel besøget på Sankt Helena der sikkert ville have vakt deres mistænksomhed). Men meget snart blev stemningen så høj ved mandskabets bord, hvor øllet flød, at mine værter blev nysgerrige og bad oppasseren om at hente de to andre aber der var

231

blevet adopteret af hver sin matros – men måske var det rigtigere at sige at Paul havde taget kommandoen over dem alle. Og snart også over officererne der til min bestyrtelse blev revet med i den folkelige tummel og glemte både mig og maden og serveringen. Disciplinen gik i opløsning i løbet af nogle få minutter, alle råbte og trak aberne rundt i alle skibets kroge og hjørner og lod dem pille ved instrumenter og regulatorer under for mig uforståelige kommentarer der blev efterfulgt af brølende lattersalver. Imens sad jeg glemt i messen og stak til min mad, for naturligvis gjaldt det om at spise forsigtigt efter at jeg i så lang tid havde været på sultekost. Det gjorde mig jo ikke gladere, men den store skuffelse var alligevel abernes svigt, at blive nødt til at indrømme over for sig selv at de sandelig var i stand til at vise spontan sympati over for mennesker, men at det ikke længere var mig som fremkaldte den, og måske aldrig havde været det. Det var denne slags mennesker de blev tiltrukket af, mennesker i naturlig omgang med køretøjer og maskiner – eller måske var det netop kombinationen, så at sige hybriden mellem menneske og maskine der henrykkede dem så voldsomt. Jeg var ikke ven med tingene, jeg var af en anden slags. Det havde de mærket, og derfor forlod de mig nu. Denne ringeagt og mangel på taknemmelighed for hvad jeg trods alt havde afstedkommet, krænkede mig dybt. Jeg burde selvfølgelig have vidst bedre end at moralisere over dyr. Ret snart faldt aberne i søvn af øllet, og det var forbi med løssluppenheden. Lidt slukørede satte vores værter sig igen, og kaffen blev serveret. De sovende aber måtte bæres ind i messen, for der var ikke plads til dem andre steder; dér lå de nu væltet om på gulvet, delvis inde under bordet, og snøftede af og til i søvne ligesom lænkehunde. Hverken König eller Max sagde meget mere den aften. De drak cognac og sad tankefuldt og betragtede aberne – eller de dele af dem de kunne se fra deres pladser, en fod her og et halvt hoved dér. Jeg kunne se på kaptajnen at et spørgsmål var på vej,

232

han tog et par dybe indåndinger, men det blev alligevel ikke til noget. Til sidst rejste han sig op, stadig genert, syntes jeg i hvert fald, og foreslog at vi blev om bord, i det mindste denne nat. - Ganske vist er det roligt nu, sagde han, – men med den fart vi skal holde, bliver I rystet fuldstændig sønder og sammen på flåden. Vent i det mindste til i morgen og sov på det. Jeg accepterede taknemmeligt hans forslag, for jeg var meget ængstelig for hvad der ville ske, hvis jeg vækkede aberne nu og forsøgte at få dem over på flåden. Paul ville sikkert blive besværlig at have med at gøre, og jeg kunne ikke så godt forgifte ham igen. Det behøvedes heller ikke. Da motorerne dunkende kom i gang, og ubåden satte sig i bevægelse, rystede skroget så kraftigt at aberne vågnede og skrækslagne fór op. Så begyndte de at se ud som om de havde kvalme, først Mathilde, derefter Paul. Og det var heller ikke langt fra at jeg selv følte mig dårlig. Her havde vi klaret et par tusind kilometer på en flåde uden at blive søsyge, og så kom den da vi endelig var i tryghed på et rigtigt fartøj. König trøstede mig med at ubådssyge var næsten uundgåelig det første døgn, men at man snart vænnede sig til det. Han foreslog at vi skulle trække lidt luft i tårnet og se hvordan flåden klarede sig. Han havde en kraftig lampe med og lyste ud i natten. Dræsinen gled roligt og jævnt af sted i vores kølvand som en lille pram, og jeg kom til at tænke på de værdige pramme jeg havde set hver dag i min hjembys kanaler. - Den ser ikke ud til at ryste så slemt, sagde jeg. Kaptajnen lo. – Den ryster forfærdeligt. Vent til i morgen, så skal De se. - Bare den ikke ryster i stykker. Jeg betroede ham min ængstelse for det beskadigede metalstag. Han lovede at det ville blive undersøgt. I øvrigt troede han ikke at der var nogen fare. - Den er jo solidt bygget. Men i Deres kahyt er der sikkert meget rodet nu. Det er bedst at De fastgør det vigtigste.

233

Nede i messen havde aberne lagt sig ned igen, men nu lå de tæt op ad hinanden med Paul i midten. Han sov, eller lukkede i hvert fald øjnene, mens de andre så efter mig da jeg gik forbi. Det trøstede mig lidt. Jeg blev anvist plads for natten i underofficerernes kahyt, hvor der var blevet lagt en madras ud på gulvet. Tre mand lå allerede og sov i køjer, stablet oven på hinanden. Medtaget af de uvante drikke strakte jeg mig ud på mit leje. Jeg lå på ryggen og kiggede op i loftet og prøvede på at fæste blikket for at overvinde min svimmelhed. En blå lampe brændte svagt øverst oppe, skælvende og blinkende under rystelserne. Det gav en besynderligt svimlende fornemmelse at ligge på bunden af dette vertikalt indrettede rum, der var mere snævert end en sovevognskupe, så min madras fyldte hele gulvfladen. Jeg formoder at det var kontrasten til det vindstille havs umådelige horisontale verden som vendte op og ned på min rumfornemmelse. Det føltes som om jeg steg og sank som en elevator i rummet og svævede i samme højde som snart den ene, snart den anden af mine sovende kahytskammerater. På hver etage var der et skab og en hylde som nemt kunne nås fra køjen hen over afgrunden; det var som tre private værelser oven på hinanden, hvert med sin egen atmosfære og uden kommunikation med de andre. Denne særprægede segmentering af så lille en verden fascinerede mig. Jeg kiggede på de små pyntedyr af stof, dukkerne med fletninger, fotografierne af pårørende; til sidst flød segmenterne sammen for mig til en slags destillat af det nordeuropæiske menneske, dets sjæl, jeg kunne skimte min egen oprindelsesverden, det barn jeg engang havde været, liggende på et gulv med blikket vendt opad. Så slog det mig med ét – måske krængede båden, måske sov jeg allerede: Alt blev krop, hele rummet én krop der stod og vaklede med den blå lampe som hovedknop, og det var mig selv som stod dér og blinkede og vajede som et siv i bølgerne, inden alting endelig slukkedes og forsvandt.

13 Efter otte døgns så godt som uafbrudt sejlads fik vi Abrolhosklipperne i sigte. Solen var lige ved at gå ned, månen hang allerede bleg i kulissen, parat til at træde frem, de lave klipper stod skarpe og sorte mod den røde himmel. Turen havde været noget af en lystrejse. Dagen efter afrejsen havde kaptajn König vist mig sit søkort. Vi befandt os cirka fem hundrede kilometer lige øst for Kap São Roque, Brasiliens østligste punkt, måske fem grader syd for ækvator, og ubåden skulle fortsætte på en sydvestlig kurs indtil vi nåede farvandet nord for Rio de Janeiro og den dystre øgruppe der kaldes Abrolhos, eller Santa Barbaras øer, på atten grader sydlig bredde; en strækning på to tusind kilometer. Der havde fartøjet en eller anden opgave at udføre som kaptajnen ikke ville ind på. Efter to dage på ubåden følte jeg mig udhvilet og bad om at måtte vende tilbage til flåden. Det var fristende at lade aberne blive om bord, det ville besætningen hellere end gerne, men risikoen var selvfølgelig at de ville komme til at føle sig alt for meget hjemme dér og unddrage sig min kontrol. Jeg besluttede derfor at prøve på at få en af dem med mig. Som ventet var det Mathilde der viste sig mest medgørlig; jeg gættede at det var det bekvemme leje af sække i kahytten der lokkede hende tilbage. Vi fik et storslået forråd af fornødenheder i kurve og blev sat over på flåden. Max gav mig også en lille line med som jeg skulle trække i hvis der var fare på færde. Så ville en klokke begynde at ringe nede i ubåden, forklarede han. Hvis de for deres vedkommende så noget mistænkeligt og måske måtte dykke, skulle han

235

trække i sin ende, og han instruerede mig i at binde et kasserollelåg eller noget lignende fast i linen så det kunne høres. En lystrejse blev det takket være det dejlige vejr og den lige så dejlige lediggang, men måske frem for alt takket være forsyningen af mad og drikke der for første gang var tilstrækkelig. Rystelserne i flåden var ikke så generende som kaptajnen havde troet, og i virkeligheden mindre mærkbare end nede i ubåden. Allerede den første dag kom vi ud af det vindstille bælte og red derefter på de blide dønninger med lette vinde i ryggen; jeg fangede dem i mit sejl som jeg havde fået op igen ved Max’ og Mathildes hjælp. Uordenen i kahytten var hurtigt afhjulpet, intet lod til at være gået i stykker. Vi lå så den ene dag efter den anden på vores senge, Mathilde døsede og gnaskede nødder som hun havde fået med af kokken, jeg læste tyske romaner fra ubåden med et glas cognac i hånden. Cognacen var af den søde type som jeg normalt ikke ville røre, men som i disse dage blev mit et og alt. Mathilde kom også til at holde af drikken, måske fordi hun uundgåeligt faldt i søvn af den, og der var ingenting hun hellere ville.

Jeg stod med kikkerten ude foran og granskede øerne og noget der stak op bag ved dem, og som så ud som master, da jeg hørte kasserollelåget klapre inde fra kahytten. Samtidig aftog motorens dunken fra ubåden. Jeg gik ind og vækkede Mathilde, og vi skyndte os at tage sejlet ned. Vi sugede os fast til trossen og halede os op på siden. Lette små bølger klukkede mod tømmeret. Aftenluften var meget klar. Kaptajnen dukkede op i tårnet, barhovedet denne gang. - Her skilles vore veje, sagde han kort. – Vi dykker om fem minutter. Så forsvandt han igen. Nogle utydelige replikker steg op fra åbningen, så kom Jakob klatrende og sprang ned ved siden af mig. Han viste ingen iver efter at forlade ubåden, heller ingen

236

modvilje; virkede bare saglig på en menneskelig måde. Ingen forsøg på at simulere firbenethed, han bevægede sig helt oprejst. Jeg prøvede på at fange hans blik, men han udgik mit. Ny mumlen fra tårnets indre. Næste mand der kom op, var ikke Paul, men en matros med en køjesæk i hånden. Jeg rakte en hånd ud og hjalp ham om bord. - Her er lidt at tygge på, sagde han gemytligt og klappede på sækken. Men han virkede spændt. – Den gamle har ofret en af sine flasker sekt som tak for selskabet, tilføjede han. Han forsikrede sig om at ingen kunne se ham fra ubåden, og viste med en håndbevægelse at han ville låne min kikkert. Jeg rakte ham den, og han rettede den straks mod øerne i horisonten. - Ligger fjenden derovre? spurgte jeg forsigtigt. – Har De tænkt Dem at angribe? Han svarede ikke. Så hastigt horisonten rundt og afleverede kikkerten til mig igen. På vej ned i tårnet vendte han sig om med en grimasse. – Hr. Paul vil ikke ret gerne forlade os. Måske er det bedst De kommer om bord og hjælper til. Men i næste øjeblik klatrede han op igen for at gøre plads. Det var Paul som langsomt og uvilligt forlod ubåden. Det lod til at nogen skubbede på nedefra. Hovedet var pjusket og usoigneret som om han lige var blevet trukket op af søvnen, hans udtryk var skamfuldt og forvirret. Matrosen hjalp ham varsomt ned på dækket. Han smilede på ny som for at undskylde kammeraten. - Unrasiert und fern der Heimat, sagde han. Det lød som et citat, men jeg har aldrig kunnet placere det. En sømandsvise formodentlig. Som beskrivelse af Paul lige i det øjeblik var det meget rammende. - Vi ville gerne beholde ham, fortsatte han hviskende som om han var bange for at Paul skulle forstå det. – Men chefen siger nej. Det gør De nok også.

237

Jeg nikkede. – Vi kan ikke manøvrere uden ham. Men tak skal De have. De har virkelig været venlige. Han forsvandt hurtigt ned gennem lugen. Aberne var igen samlede omkring mig. Vi kiggede alle i forskellige retninger. Også Mathilde virkede rystet. Pauls blik hang bedrøvet ved tårnet. Matrosen var tydeligvis hans særlige ven. Kaptajnen dukkede op igen. Nu var det afsked, det kunne jeg se på ham. - Jeg ville råde Dem til at styre lidt ud til havs og gå i land syd for Rio. Hans tonefald var forretningsmæssigt. – Her bryder det snart løs. - Er det krigsskibe man kan se derovre? Jeg pegede mod øerne. - Det må vi håbe, svarede han barsk. – Det er den engelske flådes kulstation. - Lige op ad den brasilianske kyst? Min indignation var selvfølgelig påtaget. - Nun, das ist das Rule Britannia! Han stod tavs lidt og funderede. – Deres aber, begyndte han og tøvede lidt. – De har da vel menneskeblod? Jeg tøvede lidt inden jeg svarede. – Det har vi en mistanke om, sagde jeg til sidst. Jeg syntes jeg til en afveksling skyldte ham et ærligt svar. - Javel. Han syntes at miste interessen for emnet. – Og nu farvel og held og lykke. Hold jer borte når vi dykker. Han vinkede. Jeg vinkede. Også Jakob, en tydelig vinken. - Farvel kaptajn König. Tak for alting. Og god jagt! Det sidste fortrød jeg øjeblikkelig og har angret det hele mit liv. Det var sentimentalt og karakterløst. Jeg rødmer stadig så snart jeg tænker på det og kan råbe højt i min ensomhed for at overdøve erindringen. Men jeg var simpelt hen taknemmelig, syntes han havde reddet mit liv og min rejse. Han svarede ikke. Det var allerede halvmørkt, men jeg syntes jeg kunne se en lille trækning af afsky i hans ansigt, om det nu

238

var af ridderlighed mod fjenden eller at han tænkte at hans videre skæbne ikke vedkom en civilist. Han nikkede afmålt. Det sidste jeg så af ham, var hånden som trak lugen til. Det var trods alt hjerteskærende at se Paul da ubåden langsomt borede stævnen ned og forsvandt, opløste sig i bobler og skum. Med tunge blikke der efterhånden blev tømt for udtryk, fulgte han havets lokomotiv i det han måske troede var undergangen. Huskede han Titanic hvis uhyggelige skæbne Turner havde levendegjort så anskueligt? Det var jo også muligt at han huskede at ubåden dukkede op af dybet for ikke så mange soldøgn siden, og at han simpelt hen savnede sine venner. I hvert fald blev han siddende længe ved rælingen og stirrede utrøsteligt ud over vandfladen, og jeg syntes det var så synd for ham at jeg næsten overvandt min jalousi og håbede at uhyret ville dukke op igen.

14 Jeg har tit spekuleret over min sindsstemning i de dage. Trods min skuffelse over aberne var det jo alligevel noget af et mirakel at en venlig hånd havde grebet os og ført os tæt på målet og redningen. Men jeg var mistænksom over for mirakler; min dobbelte baggrund som jesuit og evolutionist havde lært mig det. Selv for de troende skaber de mere forvirring end lykke, i det mindste til at begynde med. Jeg gennemgik mine fakta så lidenskabsløst jeg kunne. Sydamerikas kyst lå kun nogle kilometer fra os, det var der ingen tvivl om, indtil videre usynlig lå den bag ved øerne derovre. Vi ville kunne være fremme på et par dage, og den proviant vi havde, strakte mere end rigeligt til denne sidste etape. Vind og strøm var også gunstige. Men der var en skjult trussel i det smukke maleri, krigen lå på lur under vandet og bag klipperne. Hvis U 27 gik til angreb, ville vi styre lige ind i krigszonen. En anden grund til at følge Königs råd og fortsætte sydpå var at jeg længtes efter et tempereret klima, og det gjorde aberne også hvis jeg havde forstået dem ret. Vi havde fået nok af junglen og ækvator, vores hu stod til civilisationen eller i det mindste til de himmelstrøg hvor den trivedes. Alligevel satte jeg kurs mod vest, mod de fire nøgne guanoklipper som netop blev opslugt af mørket. Hvorfor gjorde jeg det? Eventyrlyst var det i hvert fald ikke; den slags havde jeg ikke meget tilbage af. Søkrig var jeg ikke nysgerrig efter, og et nyt møde med ubåden ville under sådanne forhold ikke blive venskabeligt. Og denne del af kontinentet lokkede mig som sagt ikke. Nej, jeg gjorde det fordi jeg følte at der måtte ske noget, at en

241

fortsat monoton sørejse ville føre til en krise om bord. Intermezzoet med ubåden havde ændret meget mellem mig og aberne, også mellem aberne indbyrdes. Vi sad i samme båd igen, men var ikke på den samme rejse. Vi havde glemt både sult og uvejr, kampen for tilværelsen forenede os ikke længere. Ingen lod til at have brug for de andre, vi var som de søskende i et folkeeventyr der venter på opbruddets øjeblik, hvor de drager af sted i hver sin retning for at søge lykken på egen hånd. Og hvis det øjeblik forpasses eller udskydes for længe, vender de sig mod hinanden med al deres opladede energi. Det var altså på tide at søge noget uventet og forbavsende, noget der overvældede os på ny. Jeg ville ikke ønske nogen noget ondt og ville absolut ikke se krig på nært hold, men samtidig havde jeg ikke noget imod at aberne blev lidt opskræmt af selve naboskabet til farlige og uforståelige kræfter. En kort kanonade uden at nogen kom til skade, ville være nok til at svejse os sammen igen forud for den sidste etape på rejsen. De ville, kort sagt, have brug for mig igen. Det var mine tanker da jeg låste roret på kurs mod land og gik ind i kahytten for at gå i seng. Drengene sov allerede, Mathilde havde som sædvanlig varmet sengen op til mig og ville kun uvilligt afstå pladsen. Men også som sædvanlig formildede jeg hende med et glas af tyskernes cognac som hun ikke nåede mere end at synke før hun faldt i søvn igen på sin sovemåtte.

Daggryet den følgende dag viste til at begynde med ingen anden sceneforandring end at kysten var kommet nærmere. Befandt vi os stadig på tilskuerpladsen, eller var vi uafvidende gledet ind på scenen? Jeg rettede kikkerten mod klippeøerne foran os. Bag dem kunne man nu se den blåsorte kystlinje, selv havde de antaget en lysegrå farve i morgenlyset. Men de smalle farvande mellem dem var udfyldt af felter i mørkere gråt, dele af et gigantisk panserskrog.

242

Til trods for at man kun kunne opfatte brudstykker af det, brød formens regelmæssighed på en truende måde klippernes omrids med deres sjuskede naturlighed. Men det mest skræmmende var alligevel ikke skrogets grå masse eller kanonerne (som jeg i øvrigt kun lige kunne ane), det var den kraftige mast, øverst spaltet i tre, der glubsk skød i vejret som en gaffel mod himlen ligesom Poseidons trefork vredladent løftet op af havet. Det var et slagskib. Jeg vidste det straks skønt jeg ikke engang havde set et moderne slagskib på billeder og næppe kunne sige hvad ordet betød. Solens første stråler lynede i mastetoppene. Næsten i samme øjeblik satte kolossen sig i bevægelse. Stævnen skød frem ude til venstre for den sydligste odde, og forbløffende hurtigt var fartøjet ude på åbent vand og styrede mod syd. Nej, nu blev det kortere. Jeg stod som forstenet. Det girede ud mod havet. Hvis det fortsatte på samme kurs, ville det passere forbi os på blot et par hundrede meters afstand. Hvor var ubåden? Det var min første tanke. Lå den i nærheden af os og ventede stille og roligt på at komme på skudhold med sine torpedoer? Da så det ilde ud for os. Men den burde være nået ind mellem kysten og øerne i nattens løb. Måske havde den allerede angrebet, men ikke ramt målet? Det virkede ganske vist umuligt, men jeg håbede det og ville også gerne tro at det på en eller anden måde var vores fortjeneste. Vi havde måske sinket den, eller aberne havde fingereret ved nogle knapper så den ikke kunne ramme præcist. Så ville mit tarvelige ønske være sonet. Men så gjaldt det på den anden side om ikke at støde på den igen. Jeg så mig om for at se hvor jeg havde aberne. De havde ikke bemærket noget endnu. De sad alle hver for sig i deres sædvanlige revir, pillede og puslede med sig selv. Paul gloede ned i vandet og rugede over sit sunkne paradis. Med en forfærdende hast nærmede slagskibet sig. I et desperat behov for at gøre os usynlige ville jeg tage sejlet ned og fik

243

Jakob til at hjælpe med. Og nu så han fartøjet. Han udstødte et lille råb for at varsko de andre. Vi samlede os foran kahytten og rakte kikkerten fra den ene til den anden. De var alle tre blevet rykket ud af deres sløvhed. De var skrækslagne, især drengene. Det maskinmæssige og naturstridige tiltrak dem, men der var åbenbart en grænse, selv for Paul: Dette monster var for stort, for monstrøst. Han afleverede hurtigt kikkerten som om den kunne være besmittet, og gemte sig i kahytten. Der gik timer før han på ny vovede sig ud på dækket. Nu var slagskibets langside lige ud for os. Afstanden var højst fem hundrede meter. Morgensolen var den samme som dengang vi forlod Sankt Helena, pansermetallets farve var den samme som på det skib vi så dengang, men det drengede og festlige var der ikke længere. Dette var et uhyre i sin knusende klodsethed. Jeg ved ikke hvor moderne det var, men det virkede ældgammelt, dinosaurisk. Nøjagtig ligesom tidlige biologiske former manglede det helstøbthed, nitter og samlinger var skamløst eksponeret, ligesom sjusket, kanontårnene der så ud som kasser, lignede noget som et barn havde stablet op. Skroget var tykkest ved vandlinjen og forstavnen konveks som på en isbryder. Så jeg ikke dette misfoster som en krigens kæmpeøgle, dømt til at dø i sit tykke panser? Nej, dengang troede man at teknikkens gigantomani havde fremtiden for sig. Vi var skræmmende tæt ved nu. Jeg så en masse mennesker bevæge sig langs rælingen, men ingen lod til at tage notits af os. Småfolk som os må se sig for på havet, har man atten kanoner, behøver man det ikke. Jeg bemærkede at jeg var alene på dækket. Jeg sænkede kikkerten; det forekom mig pludselig at det var en komisk tanke at den lille U 27 skulle kunne tilføje denne kæmpeøgle mere end en ridse i metallet. Og helt irrationelt, midt i ængstelsen for mit eget liv, holdt jeg fra det øjeblik op med at bekymre mig for krigens udgang. Jeg syntes det var synd for kaptajn König, og drevet af

244

en slags ansvarsfølelse tvang jeg mig selv til metodisk at spejde ud over vandfladen med kikkerten. Men intet periskop var at se, ingen torpedo kom fræsende gennem bølgetoppene. Slagskibet havde vendt agterstavnen mod os, ligesom i foragt, og dampede af sted i sin egen sorte sky. Under flaget agterude nåede jeg at skelne navnet: HMS Canopus. Da jeg gik tilbage til kahytten for at puste ud efter spændingen, var det første jeg så et insekt der lå på gulvet. En hilsen fra land; så tæt ved var vi altså. Aberne sad langs væggene og døsede igen. De kunne mærke at faren var ovre, og var udmattede efter mødet med uhyret. Men da jeg stod i døren og betragtede det pansrede kryb på gulvet, blev jeg bevidst om at et andet meget opmærksomt blik fikserede det samme punkt. Det var Mathilde. Ført troede jeg at jeg tog fejl, hendes øjne var næsten lukkede og kroppen slap som de andres. Men hun var totalt fordybet i sit studium. Det var en slags kakerlak som lå ubevægelig med den ubeskyttede bug i vejret. Den så død ud. Måske var også den bare udmattet, den måtte have fløjet flere kilometer. Det mørke mønster på bugen havde en rørende skarphed, som om naturen med spids pen havde indtegnet en formel eller et bomærke. Det så først symmetrisk ud, som et træ eller årerne i et blad, men i en endnu mere gammeldags kalligrafi. Så fik jeg øje på et par afvigende linjer, afskårne og opsvulmede i enderne, og nu syntes jeg at det var indvoldene jeg så gennem huden som på en anatomisk planche. En underlig suggestion kom over mig, den steg op fra underlivet og bredte sig i hele kroppen, en sødlig besvimelse af halvt seksuelt velbehag, og det forekom mig at det var min egen krop som lå blottet dér med nøgne indvolde, hjælpeløs, måske død, ac si cadaver esset, som jeg en eller anden gang havde set den i drømme. ”Intet jeg, kun krop.” Samtidig fornemmede jeg overtydeligt en småkornet substans på tungen som gav en blid, men intens nydelse. Men da besvimelsen tog til, forsvandt min

245

egen identitet ud af de bløde linjer og former, det var livets egne indvolde jeg så, det fælles urværk for alle levende væsener. Det varede kun nogle sekunder, visionen sank bort. Jeg tog blikket til mig og så på Mathilde. Hun lod til stadig at være i sin trance, men pludselig opdagede jeg at blikket bevægede sig i den smalle sprække under øjenlågene, flyttede sig hastigt mellem insektet på gulvet og hendes egen hånd som hun holdt i skødet med den årede rygside opad. Hun sammenlignede, det var der ingen tvivl om, og hele hendes holdning vidnede om at hun var stilfærdigt henført af det hun så. Af alle mine oplevelser i rejsens løb var dette måske den smukkeste, og den greb mig dybest. Jeg var bedrøvet over at Paul og Jakob stod uden for dette øjeblik, og jeg vidste samtidig at det ikke kunne nytte at prøve på at inddrage dem bagefter, og at oplevelsen aldrig kunne formidles til dem. Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe dem over på min side? I samme øjeblik jeg tænkte det, var det som om jeg troede at Mathilde allerede var der. Men også den illusion var hurtigt ovre.

Da vi var kommet os oven på Canopus’ passage, blev det meste som før den vindstille periode og ubåden, i det mindste på overfladen. De ophævede på en eller anden måde hinanden. Vi var igen tre besætningsmedlemmer og en passager, Mathilde. Jeg greb kompasset og satte kurs mod syd, og snart var øerne og kysten forsvundet i soldisen. De uger som fulgte, var den behageligste etape på hele rejsen. Kosten var god og tilstrækkelig, og ridende på Brasilienstrømmen med jævn vind i ryggen blev vi hurtigt ført mod målet. De ubehagelige lyde og rystelserne fra undersiden af båden var hørt op siden den venlige ubådsmand – det glemte jeg vist at sige – havde slået en wire et par gange rundt om ”forskibet” inden vi skiltes. König havde fortalt mig at der langs det sydlige Brasiliens kyst går en kølig strøm mod nord som markerer afslutningen på

246

det tropiske klima. Jeg havde sat mig for at vi, når vi mødte den, skulle søge ind mod land. Jeg holdt så lang afstand til kysten at jeg lige akkurat kunne se den, og kom således til at ligge midt imellem kysttrafikken og de oceangående både. Min tilfredshed med dette var så overdreven at jeg har spekuleret over grunden; ja, faktisk slog jeg mig næsten på lårene når jeg tænkte på min utrolige fiffighed. Jeg hælder nok snarere til at den tyske ubådsproviant indeholdt en eller anden slags lykkestof der hjalp besætningerne til at holde ud i deres blikdåser. Det ville også forklare hvorfor alting lykkedes så godt for mig på det sidste. Jeg troede at jeg nu endelig var inde på en mere verdslig udgave af den klarhedens vej der i Loyolas sjæleøvelser følger efter lutringens. Det var også på tide. Men som et korrektiv til mit gode humør havde jeg forfærdelige mareridt om natten. De handlede næsten alle sammen om min egen voldsomme død, og der var ingen forspil og omsvøb; efter en hastig opladning af angst kom det dræbende slag. Det var altid en eller anden velkendt genstand på flåden som ramte mig i panden eller i nakken, det kunne være bommen eller jernstangen, og det var altid den samme ukendte hånd som lod den falde. Mit hoved blev knust, men så fulgte en vidunderlig lettelse der på én gang var ensbetydende med min død og min opvågnen. Skønt disse drømme var ligefremme nok, havde jeg svært ved at forstå mig på dem. Først tolkede jeg dem – med en overtroiskhed der måske kunne undskyldes så tæt på målet – som vink om at havet var ude efter hævn, og at jeg snarest burde gå i land. Men så slog det mig at havet aldrig forekom i dem, kun dele af dræsinen, og bag ved dem anede jeg efterhånden omridset af min fjende Paul. Jeg bævede halvt ubevidst for at han ville afkræve mig en slags regnskab når vi kom i land. Ikke fordi jeg syntes at jeg havde forbrudt mig specielt mod ham, men jeg følte mig skyldig i andre henseender og så at sige i videre forstand; og i dybere lag af mit jeg var syndens sold stadig døden som jeg i drømmens forklædning søgte

247

for derefter at vågne befriet op. Den ukendte hånd som dræbte mig, var min egen; det var at dø og dog ej dø, som en ven senere udtrykte det med en digters ord, da jeg fortalte ham om mine oplevelser. Nu ser jeg mere nøgternt på dette intense drømmeliv der stod temmelig isoleret i min erfaring dengang. Det var nok først og fremmest en opsummering og en bearbejdelse af rejsens mere ulidelige sider der vovede sig frem, da kysten var så nær og den virkelige livsfare endelig trak sig tilbage.

III

1 Vi havde et par dage sejlet langs en flad sandstrand med en klippefyldt horisont i det fjerne. Jeg holdt mig stadig nærmere land, og en morgen ved højvande hvor stranden så lavere ud end ellers, styrede jeg lige ind mod den. En duft af forrådnelse slog os i møde. Jeg gættede på at der lå strandsøer med stillestående vand længere inde; sådan så det ud på kortet. Den 20. september kunne vi mærke land under forhjulene, en blød grundstødning. Jeg var sikker på datoen denne gang, for siden vi mødte ubåden, havde jeg hver dag sat en streg i vægkortets gulnede margin. Den sidste uge havde Jakob imidlertid på eget initiativ overtaget denne bestilling som han passede med stor alvor. Jeg fantaserede om at dette var skriftens oprindelse: Stregen der markerede den nye dag. Jeg sprang i vandet og begyndte at skubbe flåden ind mod land. Drengene fulgte efter nogen tøven mit eksempel, mens Mathilde stod agterude og så forbavset ud. Vandet var behagelig køligt og sandet blødt mellem tæerne. Jeg gav mig ikke før forhjulene var kørt ordentligt fast. Så gik jeg op på stranden og drev jernstangen så dybt ned jeg kunne, og fortøjede ved den; noget naturligt fortøjningspunkt var der ikke inden for synsvidde. Vi var gået i land på en sandrevle der ikke var mere end et par hundrede meter bred der hvor vi befandt os. Midtpå groede der en stribe græs, og mod nord kunne man se buskvegetation og klynger af træer. Den subtropiske skumring faldt på, og det begyndte at regne, en tæt og vindløs regn. Jeg gik ind i kahytten og trak kaptajnens vinflaske frem for at fejre vores ankomst til den nye verden. Jeg

251

sad på briksen med mine følgesvende foran mig på deres lejer. Mens de drak, så jeg på dem én ad gangen og funderede. Vi havde været ude i fire måneder, hvoraf mere end de tre var til søs, hvis man fraregner ugerne på Sankt Helena. Først og fremmest var jeg dybt taknemmelig, også mod aberne, for at jeg var nået velbeholden frem. Jeg var stolt af hvad vi havde udført sammen. Men på et andet plan var jeg skuffet, eller jeg så klart, som jeg i min midlertidige eufori ville kalde det. Aberne havde ikke svaret til mine forhåbninger. Hvad var det da jeg havde håbet på? Det kan være svært at forstå i den verden som nu hersker, hvor næsten alle intellektuelle af en vis kvalitet har opgivet udviklingsideerne og en del oven i købet prædiker vores genforening med naturen. Sagen var den at jeg delte den naive udviklingstro som var almindeligt udbredt i begyndelsen af århundredet. Den var min nye religion, og for den havde jeg forladt de katolske trossætninger der så grundigt var blevet præget ind i mig i spæd alder. Men på det tidspunkt hvor vi steg i land i Sydamerika, var en indsigt begyndt at vokse frem i mig om at jeg måske ikke havde forladt dem så fuldstændigt som jeg havde troet, eller rettere sagt at den nye lære ikke havde bestået den ganske vist frygtelige prøve som vores atlantsejlads indebar. Hensigten med dette store vovespil stod mig nok ikke helt klart da vi drog af sted fra den sovende banearbejderlejr en tidlig morgen for fire måneder siden. Den afgørende impuls dengang var en lyst til at flygte fra et kollektivt kaos til et risikabelt, men disciplineret eventyr, hvor aberne skulle være min familie, afhængig af mine beslutninger og min dygtighed. Og i den henseende, det jeg ville kalde flugten til friheden, fik jeg aldrig nogen grund til at fortryde. Men der var allerede helt fra begyndelsen et andet moment som voksede i betydning efterhånden som rejsen skred frem. Det var det jeg endnu på Sankt Helena ville have kaldt den objektive sandheds lidenskab, eller, krassere udtrykt, den

252

videnskabelige forfængelighed. Eller, som jeg nu ville udtrykke det: behovet, det meget subjektive behov, for at befæste min nye tro. Set i det lys var rejsen et forsøg på at skabe en eksperimentel situation, der så langt som muligt stemte overens med den som gjorde de første mennesker mulige, og som måske aldrig siden var blevet gentaget. Mit teoretiske udgangspunkt var den endnu i dag almindeligt udbredte hypotese at en ernæringskatastrofe i det vante miljø engang for hundredtusindvis af år siden drev en flok menneskeaber ud på lange vandringer gennem helt fremmede miljøer og dermed også ud på den vej som førte til menneskeblivelsen. Nøglen til dette sublime sidste skridt i den biologiske udvikling var altså ikke overensstemmelse med miljøet, men uddrivelsen af det dyriske paradis, ørkenvandring, strabadser, storslåede genvordigheder under stadigt vekslende ydre forhold. Gorillaen og chimpansen er forblevet hvad de er, ved at være perfekt tilpassede til deres omgivelser, aldrig at behøve at lægge planer for morgendagen eller møde vanskeligheder der på én gang svejser gruppen sammen og differentierer forskellige færdigheder hos de enkelte medlemmer. At opsøge vanskeligheder blev altså udviklingens lov, og den var som skrevet for den heroiske opbrudsstemning der herskede i den vestlige verden da jeg var ung. Det var altså ikke så sært at jeg syntes jeg havde iscenesat det fuldkomne eksperiment. Jeg havde taget en gruppe menneskeaber – og en naturlig gruppe, ikke tilfældigt sammensat – havde isoleret dem på en flåde og drevet dem ud i helt uanede vanskeligheder og oplevelser. Jeg var selv fulgt med for at hjælpe dem og observere dem – det var naturligvis en mangel i eksperimentet, men jeg undskyldte mig med at det, for at afgrænse undersøgelsen inden for en menneskealder, var nødvendigt at springe et par led over. Jeg ledte gruppen, det var ubestrideligt, de ville ikke have overlevet uden mig (vi overlevede knap nok endda), men min tanke bag dette var at forkorte vejen for dem ved at være

253

deres forbillede og lærer i kunsten at være menneske. Hvis det lykkedes for mig – hvis det lykkedes for dem – ja, så ville verden (også den videnskabelige) sikkert bære over med ”genvejen over Atlanten” (som jeg kaldte det i mine dagdrømme) til løsningen på gåden om menneskets tilblivelse. Men det forudsatte naturligvis alt sammen at mine rejsekammerater ikke var ”almindelige aber”, men noget andet, noget der stod mennesket nærmere end chimpanser og gorillaer. De menneskelige træk i deres fysik og adfærd havde jo allerede fra begyndelsen forbløffet mig, og de havde heller ikke undgået skarptseende personer som Dittel, Turner og König – ja, for Dittels assistent Boko var væsener som disse åbenbart velkendte storheder i hans stammes mundtlige tradition. Bokos stamme hørte hjemme i isolerede egne i Østafrika hvor man har fundet rester af paranthropus erectus, og det åbnede det fantastiske perspektiv for mig at mine aber kunne være ætlinge, om end blandede, af disse tobenede menneskeaber. En sådan hypotese virker i dag helt dilettantisk, men man må ikke glemme at dengang var Piltdownfundet frisk og diskussionen rettet mod meget kortere overgangstider mellem menneskeabe og menneske end dem man nu anser for mulige. Siden hen har Piltdownkraniet jo vist sig at være en forfalskning, måske under medvirken af min ordensbroder Teilhard som jeg engang beundrede så meget. For at yde mig selv retfærdighed må jeg tilføje at jeg allerede dengang regnede med andre muligheder. Jeg udelukkede ikke en krydsning med et menneske; hvad jeg ikke kunne vide dengang, var at den slags krydsninger altid fører til sterilitet hos afkommet, og at Mathildes graviditet, hvis den viste sig at være autentisk, ville eliminere dette alternativ. Min tredje hypotese var at jeg havde med en blanding af gorilla og chimpanse at gøre der havde levet isoleret i et umådeligt tidsrum og nået at udvikle sig til en ny art. Jeg var selvfølgelig heller ikke fremmed for at sandheden kunne ligge i en eller anden kombination af mulighederne.

254

Man kan ikke se bort fra at jeg sandsynligvis lagde for lidt vægt på miljøfaktorerne og rendyrkede en genetisk synsvinkel. Det lå også i tiden. At aberne blev tiltrukket af jernbanebyggeriet og de hvide banearbejdere, kunne jo skyldes at de havde set den slags tidligere og lært at det betød lettilgængelig mad og et bekvemt liv. Men jeg var tilbøjelig til at tolke et biologisk slægtskab ind og desuden et raceslægtskab, især fordi de afskyede og undgik sorte mennesker. Den mere nærliggende forklaring tog jeg ganske let, nemlig at de sorte plejede at jage alle slags aber, især ungerne, på grund af kødet; især hjernen blev regnet for en lækkerbid. Måske havde Mathilde selv oplevet at se sine unger blive grebet om benene og slået mod et træ så kraniet flækkede. Men hvad sandheden om deres herkomst nu end var, så var jeg skuffet over deres udvikling. Jeg frygtede mere og mere at de var inde på en vej hvor de ville blive et overfladisk set måske sensationelt, men i grunden unødvendigt og måske skadeligt appendiks til menneskeheden. De ville højst kunne blive ophav til en slags slavekaste der, at dømme efter hvad jeg hidtil havde set, var mere egnet til at betjene maskiner end mennesker. De lod udelukkende til at interessere sig for mekaniske processer, men der var ingen intellektuel nysgerrighed i deres interesse, eller bare en orientering mod den nytte som værktøj og maskiner kunne gøre. De ville se og mærke hvordan de døde ting holdt sig i bevægelse, uanset formålet; sådan havde det været den første gang jeg så dem nærme sig dræsinen, og sådan var det forblevet helt og holdent. Den lange, vanskelige rejse havde ikke beriget deres tekniske erfaring, og dog havde vi fra start til slut været helt afhængige af at vores usædvanlige fartøj fungerede. De havde kort sagt ikke noget sammenhængende sjæleliv, ingen suite dans les idées. De tog næsten aldrig selv initiativet, elementerne til en aktivitet skulle først gives dem i hånden. Det var denne mangel på fantasi og dristighed, eller et ekstremt tryghedsbehov, der gjorde dem repetetive og – det troede jeg i det mindste

255

– ude af stand til at udvikle sig yderligere. De skulle beskæftiges af andre. Det var et ikkemenneskeligt træk. Men hvordan havde jeg selv del i dette nedslående facit? I retfærdighedens navn må jeg sige at jeg aldrig undgik det spørgsmål, og dermed kunne jeg også beholde en rest af min oprindelige optimisme. Var det ikke min egen fejl at de var blevet ensidigt sporet ind på praktiske og tekniske funktioner? Og var det ikke sandsynligt at min del-og-hersk-taktik havde hindret dem i at udvikle sig i fællesskab og harmonisk? Selvfølgelig var det selvopholdelsesdriften der i begge tilfælde havde bestemt min handlemåde. Men var det ikke nærliggende at formode at min egen manglende erfaring og Dittels afskrækkende skæbne, hvis baggrund ganske vist var dunkel for mig, havde fået mig til at overdrive risiciene? Det var tænkeligt, men måske var det den relative tryghed på Brasiliens kyst der fik mig til at se sådan på det. Det var sværere at forsvare over for mig selv at jeg aldrig for alvor havde undersøgt abernes sproglige muligheder. Ude til havs havde jeg været for træt og for presset af det elementært nødvendige, det får være. Men på Sankt Helena. Der havde jeg haft tid, men den tid havde jeg mest brugt til at flygte ind i historiens menneskelighed og kølighed. Naturen og aberne havde jeg holdt på måbende afstand. Men havde jeg ellers overlevet? Jeg må, for at nuancere billedet, tilføje at jeg i alle mine pessimistiske overvejelser i det mindste halvvejs gjorde en undtagelse med Mathilde. Hun var det håb om udvikling jeg endnu klamrede mig til. Hun var nu i fjerde måned ifølge mine, ganske vist usikre, beregninger. Hendes uro og irritation var i det hele taget borte, og hun havde ikke kvalme mere. Brunst og menstruation havde hun lagt bag sig, og i hendes øjne kunne jeg allerede se den vordende moders rørende selvfølelse der slår igennem som et menneskeligt udtryk hos alle højerestående dyr, og som på en eller anden måde er hævet over kløften mellem menneske og dyr og midlertidigt dækker over mennesketilblivelsens gåde. Hvis jeg

256

var glad og taknemmelig for at sørejsens farer og strabadser var forbi, var det lige så meget på hendes vegne som på mine egne. Glad og taknemmelig … en broder i Jesu Selskab, om så også forløben og frafalden, var rejst over oceanet på en flåde og var med al ret taknemmelig for dette mirakel. For et mirakel var det, jeg kunne ikke slippe ordet. Var det da ikke givet hvem han skulle rette sin taknemmelighed mod, især da hans nye tro på naturens kolde hensigtsmæssighed syntes at have svigtet ham? Det kan se sådan ud, men nogen taknemmelighed mod Gud ville ikke indfinde sig. Det var de håndgribelige ting jeg takkede: Flådens solide konstruktion, solen, de milde vinde, og det gav sig ikke udtryk i ord, kun i blikke. Gud var blevet på den anden side af havet, måske havde han aldrig forladt Europa. Han virkede utilnærmelig for altid, og den forening med ham som i Loyolas system er det højeste stadium i meditationen, forekom ikke alene illusorisk som den altid havde været, men latterlig – jeg mente egentlig gudsbespottelig, men det var jeg ikke klar over på det tidspunkt. Hvad Gud end gør, forene sig med os gør han ikke. Og er han virkelig så ivrig efter at vi fra vores side prøver på det? Han taler ikke til os, han beskæftiger sig ikke med os – sikkert i håb om at vi skal forstå vinket og lade ham være i fred. Han vil have tavshed hernedefra. Og det er et rimeligt ønske hos en sjusket skaber at få lov til at trække sig tilbage med sin selvironi og sin halve fiasko. Gud må under ingen omstændigheder tales til, helst ikke nævnes; det var den fromhed jeg var nået frem til, og jeg kunne helt og holdent takke mine rejseoplevelser for at jeg havde tilpas meget religion i behold. Den materialistiske anskuelse som havde været en drøm for mig da jeg startede, var blevet dementeret alt for mange gange, dels af aberne, dels af mere menneskelige erfaringer, men også bortset herfra havde jeg nok som ren selvterapi måttet lempe den over bord, simpelt hen fordi den alt for godt harmonerede med rejsens mest triste og langstrakte perioder der var vanskelige nok i sig selv at udholde. Således blev

257

jeg da sluttet i deismens lune, men urolige favn, hvor så mange nysgerrige og ængstelige katolske præster før mig har fundet ikke fred, men frihed i sindet.

Om morgenen var vandet ganske rigtig sunket igen. Vi stod ikke helt på det tørre land, men forhjulene var sunket helt ned til skovlene. Solen stod allerede højt på himlen. Jeg gik i land på stranden hvor sandet hurtigt blev tørt, og fandt frem til det højeste punkt jeg kunne finde i nærheden. Jeg så mig omkring. Mod syd bredte der sig en næsten flad sandørken; strandsøer glimtede hist og her som striber af feldspat. Langt ovre mod vest, mange kilometer borte, løftede fastlandet sig med bølgende konturer. Mod nord skrånede sandet svagt opad, og et par hundrede meter borte var der bambustræer og enge med strandgræs som et tegn på at landtangen blev bredere. Hvis jeg havde tolket landmærkerne rigtigt efter kortet og søkortet, befandt vi os ud for den nordlige del af Patoslagunen der adskilles fra havet af en mægtig landtange af sand, mere end to hundrede kilometer lang og tyve til fyrre kilometer bred. Inderst i lagunens nordvestlige vig, måske hundrede og halvtreds kilometer fra det sted hvor vi var landet, lå Porto Alegre, hovedstad i Rio Grande do Sul, Brasiliens sydligste provins. Omtrent lige så langt mod syd, ved lagunens smalle åbning, lå byen Rio Grande. Nærmere end det var der ingen byer af betydning. Jeg indrømmer villigt at min første tanke, da jeg stod med kikkerten i hånden og kiggede på det nye kontinent, var at tage præstedragten på, skrabe en madpose sammen til en uge og vandre af sted mod Porto Alegre. I den retning ville jeg snart støde på bebyggelse og før eller senere få kørelejlighed til byen i kraft af min dragt. Når jeg først var nået frem, ville jeg søge logi i ordenshuset, diske op med en fabel om fromme opgaver og gå på visit hos biskoppen som jeg vidste residerede på stedet. Jeg ville

258

få ordentlig mad, sove mellem lagener og tale med dannede mennesker. Civilisationen ville åbne sin favn for mig. Men jeg vidste selvfølgelig at dette var umuligt. Aberne ville straks følge i hælene på mig og kompromittere mig, og rystede jeg dem af, ville de for altid være tabt for mig og rejsens højere formål være forfejlet. Desuden kunne jeg ikke som jesuit opholde mig i en stor havneby med moderne forbindelser uden at blive afsløret i løbet af nogle uger. Nej, en residensstad med biskopsæde var det sidste sted jeg kunne slå mig ned. Det bød mig også imod at snyde mine gamle kammerater, men jeg har ikke tænkt mig at påstå at det var den afgørende grund. Det afgørende var aberne, mine nye kammerater, som jeg ikke ville svigte, men først og fremmest min afsky ved tanken om at blive afsløret og dermed sætte min frihed på spil. Noget jeg derimod gerne ville skilles fra, var dræsinen. Den havde gjort sin pligt. Jeg nærede en vis hengivenhed for den, men vi havde slidt hinanden op i løbet af det lange samliv, og et tydeligt varsel om det var de mange modbydelige drømme i den seneste tid, hvor dræsinen i forskellige former gjorde tjeneste som mordredskab mod mig. Selve det vedholdende i disse voldsdrømme tydede på at mit følelsesliv var nedslidt af alle de monotone belastninger, at variation var strengt nødvendigt for mig, at der ikke kunne udvikle sig noget nyt og frisk af mit forhold til havet og det fartøj der havde båret mig mellem kontinenterne. Derfor syntes jeg det var velkomment og højst symbolsk at det sted hvor vi var landet, med dets bløde sand ikke frembød nogen fremkommelig vej for dræsinen at forsætte ad. En etape i mit eksperiment og en linje i abernes udvikling havde nået sit naturlige endepunkt. Hvor meget ret jeg havde i dette, forstod jeg ikke til fulde før jeg kiggede nærmere på flådens position ved stranden. Det viste sig at hjulene allerede havde gravet sig meget dybere ned end jeg havde troet muligt på så kort tid. Ville de komme løs igen når det

259

blev højvande, og vandet forsøgte at løfte dækket? Jeg besluttede at vente og se, for trods alt ville jeg ikke efterlade vores trofaste fartøj som et vrag i strandkanten. Det lod til at aberne havde den samme opfattelse, for efter at de havde prøvet pumpen lidt og fundet at skovlene bare piskede skum op til overfladen uden af rokke dræsinen ud af stedet, satte de sig roligt på dækket. De havde huerne på, de plaskede legende med fødderne i vandet, og deres blikke var forventningsfuldt fæstet på kystlinjen. Det virkede som om de var helt i overensstemmelse med hinanden, som havde de på forhånd diskuteret hvad der nu skulle ske, og vidste at de alle tre tænkte på det samme. Men hvad tænkte de på, ud over at vandet ville stige og sætte flåden i bevægelse? Havde de nogen forestilling om hvor de befandt sig? Hvis ikke, hvordan ville de reagere hvis de fik det at vide? Efter at vi med ubådens hjælp havde sat kursen mod syd, havde jeg ment det var klogest indtil videre ikke at orientere dem mere på kortet, og de havde heller ikke vist nogen interesse for det som de havde gjort i begyndelsen af rejsen. Hvordan skulle det tolkes? Var de blevet ligeglade, fatalistiske, havde de tabt den overfladiske nysgerrighed efter omverdenen som de dog havde haft for ikke så længe siden? Måske havde det noget at gøre med kosten. Da jeg tænkte tilbage på rejsen med støtte i mine optegnelser, fandt jeg at deres vitalitet og opmærksomhed, deres tilknytning til mig, var kulmineret i perioder hvor maden havde været knap, lige akkurat tilstrækkelig, eller når situationen og omgivelserne var blevet drastisk ændret. Men hvilken af disse faktorer var stærkest? Opbruddet fra lejren tydede på at forandringen var en stærkere magnet for dem end den trygge forsørgelse, lad så være at urolighederne blandt forsørgerne kan have fået dem til at ane at hvedebrødsdagene var talte. Da havde de udvist virkelig pionerånd. Men nu syntes situationen at være den modsatte: Den tyske

260

flådes rationer lokkede mere end at overskride tærsklen til det forjættede land. Jeg skulle snart komme til at erfare, og det med blandede følelser, at jeg havde bedømt dem forkert og undervurderet deres udholdenhed og opfindsomhed.

2 Jeg blev vækket af nogle knagende og skrabende lyde der syntes at opstå lige underneden. Jeg stod op af sengen og fandt at gulvet hældede, og at vandet stod ti centimeter højt i kahytten. Diverse genstande, blandt andet mine sko, sejlede omkring i det svage lampelys. Proviantsækken og de lasede sække som aberne plejede at sove på, var dog reddet og lagt op på stolen. Aberne selv var ikke at se. Jeg bjærgede skoene og sjaskede ud på dækket. Det stod under vand på nær et stykke af forenden. Det var klart måneskin sydfra, og jeg fik med det samme øje på aberne. De stod i vand til livet. Den ene af dem arbejdede med jernstangen for at få det nærmeste baghjul fri, mens de andre pressede på flåden bagfra. Det var Paul der håndterede stangen. Han var tydeligvis ikke tilfreds med de andres indsats, for han rettede sig op og vadede hen til dem og formanede dem med forargede bevægelser med armene. Men han åbnede ikke munden, fnøs ikke engang. Det virkede som om de bevidst ville holde mig udenfor. Så gik han over til det andet baghjul, stak jernstangen ind og pressede. Nu gav det resultat. Flådens bagkrop lettede fra bunden og steg op til overfladen med et tungt, sidelæns ryk; jeg måtte gribe fat i dørkarmen for ikke at glide omkuld. Også forhjulene var kommet los. Vi flød igen og drev langsomt udad. De havde ikke lagt mærke til mig da jeg stod i døren, og jeg gav mig heller ikke nu til kende, men trak mig tilbage ind i kahytten. Situationen var lige med ét kompliceret, og jeg havde brug for et øjebliks eftertanke.

263

Her blev mit dilemma pludselig stillet på spidsen: Hvordan komme af med dræsinen uden at miste aberne, og jeg kunne se at det måske ville blive mere besværligt end jeg havde troet. Det enkleste og bedste, når vi nu flød igen, var selvfølgelig at fortsætte langs landtangen ned til Rio Grande. Det ville være meget mere bekvemt end at gå til fods og slæbe proviant med sig, og måske ville jeg kunne sælge dræsinen dernede, som sejlflåde eller måske som dræsine; kortet viste at der udgik en vigtig jernbanelinje fra Rio Grande. Men flådens bevægelser under mine fødder – den blev allerede vedholdende gennet ind mod land under højlydt stønnen agterude – oplyste mig om at en ny etape til havs nu hvor vi endelig var kommet i land, ikke ville blive accepteret af aberne, i hvert fald ikke så længe det var Paul der bestemte. Men det var lige så lidt troligt at de ville lade deres amfibiske hjem i stikken på en øde sandstrand for at følge med mig på en uvis vandring gennem ørkenen. Desuden ville vi ad landevejen ikke nå helt frem til Rio Grande (hvis ikke vi gik hele vejen rundt om lagunen, hvilket var udelukket), men blive standset yderst ude på landtangen lige over for byen, måske uden muligheder for at komme over. Vi ville være fanget i en sæk af sand, og en mere forsmædelig afslutning på rejsen var svær at tænke sig. Problemet forekom i øjeblikket uløseligt, for jeg var helt overbevist om at dræsinen ikke kunne føres frem over sandet der, vådt eller tørt, var alt for blødt til den tunge vogn med dens smalle hjul. Vi ville uundgåeligt køre fast ligesom vi jo allerede havde gjort én gang. Men jeg skulle hurtigt få noget andet at vide. Døren blev åbnet, og Paul stod på tærsklen, ivrig, men behersket; de dybe rynker ved næseroden gav ham et befalende udtryk. Jeg rejste mig straks, næsten ufrivilligt, og gik med ham ud på dækket. Vi lå stille nu, men en let hæven og sænken sagde mig at vi stadig var fri af bunden. For- og agterude stod Jakob og Mathilde

264

og holdt flåden i position. Jeg så spørgende på Paul. Hvad skulle der nu ske? Jeg husker at jeg holdt vejret af spænding. Han gjorde en pegende håndbevægelse mod stranden. Ville han gøre mig opmærksom på noget eller simpelt hen opfordre mig til at gå i land? Jeg kunne ikke se noget bemærkelsesværdigt på stranden. Jeg lod blikket dvæle ved en lille sandrevle der skiftevis blev overskyllet og blottet af bølgeslaget; for hver gang den blanke, næsten umærkelige bølge trak sig tilbage, tørrede sandet, og den fugtige glans skiftede til mat. Jeg kom til at tænke på en lunge der spændtes og slappedes. Paul gled ned i vandet og opfordrede mig med blikket til at følge hans eksempel. Det gjorde jeg. Vandet nåede mig til livet, ham til højt op på brystet. Han vadede i land med lange skridt og jeg bagefter. Ti meter oppe på stranden standsede han. Nu forstod jeg hvad han ville, eller troede at jeg forstod det. Ved hans fødder lå der en nydelig lille bunke bambusstænger, fem meter lange cirka, og tykke som et håndled. De var helt afløvede, og jeg gættede på at han havde fundet dem blæst ned i den nærmeste bambuslund. Det jeg troede at jeg forstod, var at han havde husket på den bunke af sveller der havde spillet så afgørende en rolle ved vores afrejse fra banearbejderlejren. Og at han nu havde tænkt sig at lægge sine stænger ud som et tæppe foran dræsinen for at rulle den op på stranden og måske videre mod et eller andet mål der spøgte i hans tågede bevidsthed. Men jeg havde undervurderet ham groft. Så groft at det stak i mig af ængstelse og pludselig tvivl på min egen dømmekraft. Han løftede to af stængerne op, gav mig den ene og vadede ud i vandet igen. Et par meter foran dræsinen standsede han. Samtidig med at han gjorde tegn til de andre om at skubbe den mod land, jog han den smalleste ende af stangen ind under det ene forhjul og stillede sig på den anden ende! Da det var gjort, vendte han sig

265

om så godt det lod sig gøre i hans balancerende stilling, og så på mig med et gribende udtryk af opfordring og stolthed. Jeg blev fuldkommen overrumplet. Som i en drøm gik jeg ud i vandet og trykkede min stang ned under det andet hjul og stod dér som en fugl på en pind. Jeg følte mig latterlig. Nok var jeg vel efterhånden selv kommet på det, men Paul (eller Jakob, det anede mig at ideen var hans) var et skridt foran. Sagen var klar: De havde opfundet det bærbare skinnelegeme. Det var, om ikke menneskelig kreativitet, så dog en kombinationsevne som hos et begavet femårsbarn. Da blev jeg slået af en mistanke. Dette var ikke nogen pludselig genial idé, det var noget de havde gjort tidligere. Under menneskers ledelse, måske under menneskers tvang. Hvem vidste hvor mange banearbejderlejre de havde besøgt? Måske havde de i månedsvis båret skinnestumper og hjulpet til med at føje dem sammen, uden at føle kedsomhed, uden evne til at føle kedsomhed! Hvilke perspektiver åbnede der sig ikke! Jeg sank ned i så dybt et mismod at det skræmte mig. Drengene ville lægge spor op på land, blive fikseret ved dette arbejde; vi ville bevæge os i sneglefart og først i Porto Alegre nå frem til en rigtig jernbane, der måske havde en anden sporvidde eller som på anden måde var utilgængelig for os. Og inden vi kom så langt, ville vi have været undervejs i uger, og midt ude i sandet ville provianten slippe op. Desuden ville jeg jo ikke til Porto Alegre! Jeg ville til Rio Grande. Der var der også jernbane. Hvis bare jeg kunne forklare drengene det. Men hvordan skulle vi nogensinde komme dertil når havet var lukket bag os? For nu kunne jo intet afholde drengene fra at bruge deres jernbane af bambus. De ville ikke sky nogen anstrengelser. Jeg kunne indtil videre kun håbe at den ikke ville fungere. Men det så den faktisk ud til at gøre. Stængerne blev presset ned under forhjulenes vægt, og jeg vaklede frem og tilbage mellem min tekniske nysgerrighed og håbet om at vi skulle køre fast.

266

Men stranden skrånede så svagt at det lykkedes os med forenede kræfter at skubbe forhjulene op af vandet. Paul gjorde tegn til os om at holde fast mens han løb frem og lagde to nye stænger på plads. Men det var stadig usikkert om baghjulene ville hage sig fast på sporene. Det hastede, for det føltes allerede som om agterenden sank ned i sandet. Drengene forstod det, og de anstrengte sig fortvivlet. Jeg blev revet med og skubbede på alt hvad jeg kunne. Men vi stod stille; sank ikke længere, men kom heller ikke fremad. Jeg slap et øjeblik med den ene hånd, stødte Paul i siden og pegede på pumpestangen. Først så han mistænksom ud, men så nikkede han. Jeg klatrede op på dækket og løftede mig op på stangen, hængte mig over den. Den sank langsomt, uendelig langsomt, men så klikkede det i understellet, og stangen gav lidt efter. Vi var på sporet. Jeg løb over til den anden ende og pressede den ned; det gik lettere nu. Det var den bageste ende af pumpen jeg nu håndterede, og jeg kunne se op over land. Det var første gang jeg så det fra en position så højt oppe. Og ved månens hjælp kunne jeg se en skinnende, ubrudt stribe dér langt borte. Lagunen. Så nær var den altså. Der var løsningen på mit problem. Jeg blev så lykkelig at jeg var nær ved at slippe taget om stangen, lykkeligere end da jeg først så land, fordi det som nu skete, befriede mig fra akut ulykke og fra den ydmygelse som blandede følelser fremkalder. Lagunen kunne ikke være mere end cirka tyve kilometer borte, og da jeg kunne se den herfra, måtte jorden være så flad at vi burde kunne klare landtangen på et par dage med vores medbragte skinner. Så var det bare i ro og mag og bedste samdrægtighed at sejle ned til Rio Grande, og vi ville sikkert vække mindre undren og opmærksomhed hvis vi kom derfra. Og jeg tænkte allerede på hvordan vi skulle gøre vores entre i byen. Men det vender jeg tilbage til.

267

Nu havde vi fået dræsinen op på stranden, og der blev stor forbrødring. Vognen stod solidt på flad grund, og vi slæbte gladeligt vores stænger op over sandet og ind mod land. På det tørre underlag havde vi ingen vanskeligheder med at rykke fremad. Allerede efter et par timers forløb, da dagen gryede og jeg åbnede nogle af ubådens sardindåser til morgenmad, havde vi tilbagelagt en halv kilometer. Efter maden, i den gemytlighed som spisningen skænker, sørgede jeg for at vise dem den rute jeg tænkte mig, på kortet. Og jeg forsømte ikke at fremhæve, med gestus og tegninger, at vores mål var den rigtige jernbane der udgik fra Rio Grande. Det var tydeligt at de forstod det og glædede sig. Da orienteringen var overstået, omfavnede jeg dem alle og fik dem til også at omfavne hinanden. Det var første gang jeg så dem gøre det i vågen tilstand, og det morede dem helt åbenlyst. Mathilde havde jeg før givet et knus, men aldrig drengene; desværre skulle det aldrig gentage sig.

3 Mørket faldt på, og vi bevægede os langsomt frem mod lysene fra Rio Grande der så ud som om den flød på vandet. Jeg havde aldrig set en by ligge så lavt på en kyst. Men jeg havde selvfølgelig aldrig set Venedig og kom derfor mest til at tænke på nordsøkysten, Holland eller Friesland. Måske var det også luften som gjorde det: Den var varm, men med en kølig nordeuropæisk undertone. Vi havde pumpet os frem en uge i klart og stille vejr; om aftenen lå lagunens lave vand så blankt at vi kunne spejle os i det. Det var første gang vi kunne det, men det morede mig mere end aberne der efter et par sekunder blev trætte af den banale fornøjelse. Det lod ikke mere til at det vakte minder om Turner og hans ocean af spejle på kortet. Drengene var igen sløve af rejsens ensformige møje og bevægelser, Mathilde fordybet i, så det ud til, sit kommende moderskab. Jeg havde bildt mig ind at vi ville forsvinde i mængden af små og store fartøjer når vi løb ind i havnen. Men sådan blev det slet ikke. Kystboerne var tydeligvis ikke sømænd, vi havde kun mødt nogle pramme der lignede flodpramme, og et par blankpudsede søndagssejlere med motoren på. Og havnen var ikke så stor som jeg havde troet, i det mindste ikke den side der vendte ud mod lagunen. Jeg vidste ikke at dybhavshavnen for nylig var blevet flyttet et par kilometer sydpå ude på havsiden af det næs hvor byen ligger. Uantastet kunne vi lægge til ved en cementmole hvor der lå et par sandpramme; der var slukket i kahytterne, og hele havnen lod til at være faldet i søvn for at sove hele natten. For at beskytte mig mod nysgerrige spørgsmål havde jeg iført mig

269

præstedragt, men der var intet liv at se da jeg klatrede op på kajen og fortøjede for og agter ved en pullert. Jeg lagde mig ikke til at sove den nat, men lå oven på sengen med soutanen på. Jeg lovede mig selv at det var min sidste nat til søs. Det var hverken varmt eller koldt, og båden lå helt stille, så jeg følte mig allerede på land. Aberne sov dybt og næsten lydløst som de plejede. Selv kunne jeg ikke sove, tusind ængstelige tanker og planer holdt mig vågen. Om nogle timer skulle jeg – og aberne – møde samfundet og menneskeheden igen; jeg havde lampefeber på alles vegne. Skulle jeg møde dem som præst eller som nyankommen kolonist, eller måske begge dele? Hvordan ville aberne reagere? Hvordan skulle jeg få fat i penge hvis ikke det lod sig gøre at sælge dræsinen? Og hvis det lykkedes mig at sælge den, ville aberne så følge mig eller dræsinen? Da daggryet begyndte at sive ind mellem plankerne i kahytten, stod jeg op og satte min tyske kaffe over; det var alligevel ikke muligt at sove. Efter morgenmaden gik jeg en tur på molen og så mig om. Jeg kunne ikke se nogen steder hvor vi kunne rulle dræsinen op, hele kystlinjen var dækket med kajer og anløbsbroer så langt øjet rakte. Da jeg kom tilbage, var jeg helt rolig, sådan som man kan være det når meget står på spil, og man ikke har sovet. Jeg havde min plan parat og tog fat på forberedelserne. Da alt var gjort, tog jeg en højtidelig mine på og vækkede aberne. Det var søndag. Hvis jeg ikke havde talt forkert igen trods Jakobs bistand, så var det søndag den 4. oktober. Gaderne i Rio Grande ville fyldes med folk der havde fri og penge på lommen, og på denne sandsynlige forudsætning byggede jeg min plan for vores entré i byen. Jeg vækkede dem med deres yndlingsmorgenmad: tvebakker, marmelade og te. Forinden havde jeg pakket deres flotteste Sankt Helenatøj ud og lagt det ved siden af dem i nette bunker med de fjerbuskprydede sejlerhuer ovenpå. Det røde kjolesæt til Mathilde, lakajliberiet i blåt og sølv til Jakob og til Paul den

270

grønne jægeruniform der ganske vist var vendt og lidt slidt, men som blev lyst op af den store ordensstjerne. Selv havde jeg barberet skægget af og gjort omhyggeligt toilette. Præstedragten beholdt jeg på, den føltes fremmed på min afmagrede krop. Vejrbidt var jeg og rødøjet, men jeg så stadig ud som en præst. Jeg serverede for dem efter tur, jeg var venlig, næsten blid over for dem, men samtidig ligesom dæmpet og fraværende. Jeg ville have at de skulle mærke at der var noget særligt ved denne dag, at noget nyt var begyndt. Det lykkedes vist, men i så fald var det tøjets fortjeneste: De opdagede det straks, fordi bunkerne lå der som brogede fugle der direkte fra søvnen førte dem ind i minderne fra øen, og det kom til at vare længe inden deres øjne blev rigtigt vågne igen. Jeg var glad for at jeg havde gemt tøjet væk på rejsen fra Sankt Helena og ikke ladet dem se det og slide på det. Nu kom det åbenbart som en dejlig, næsten uvirkelig overraskelse for dem. Fortidens dragning var så stærk at de øjeblikkelig tog tøjet på uden at give sig tid til først at smage på maden. Det var ritualerne fra Longwood der dukkede op igen. Og da de så begyndte at spise, ændrede de straks stil og tilpassede deres bevægelser til tøjet, sådan som de havde gjort dér. Men det var mere besværligt nu, de havde lagt sig kendeligt ud alle tre, et par udsatte knaphuller strammede mere end før. Jeg iagttog opmærksomt Mathilde da hun kæmpede med bukserne – var det allerede graviditeten som var i vejen? Jeg skyndte mig at klippe dem op i livet bagtil hvor det alligevel ikke kunne ses; hun sendte mig et forvirret blik. Jeg lod dem spise og spejle sig i fred og ro. Ingenting hastede, de tidlige lyde fra byen kom kun sparsomt. Jeg ville gerne været gået endnu en recognosceringstur, men turde ikke lade aberne være alene nu hvor jeg havde gjort mig så megen umage for at få dem under min indflydelse. Dræsinen var for en gangs skyld ikke i drengenes tanker, ikke engang i Pauls. Nu afhang alting af at de også fremover fik noget andet at tænke på.

271

Klokken var hen ad otte inden vi kom af sted. Jeg gik i spidsen med faste skridt, de andre fulgte efter i afmålt gåsegang, for bukserne strammede. Luften var klar, og det føltes som om det ville blive en varm dag, men ikke tropisk varm, mere som en varm forårsdag ved Middelhavet. Det gjorde mig i godt humør. Selve byen kunne også godt have ligget ved Middelhavet hvis man så bort fra noget ligesom konfektionsagtigt ved husene der var grå eller gule og sjældent havde mere end to etager. Man kom lige ind i gadenettet uden forudgående stigning eller trapper, og fladt som et gulv bredte byen sig foran os med sine gader og huse i rette vinkler. Måske var det det som gjorde et lidt uhyggeligt indtryk på mig, måske var det mennesketomheden en tidlig søndag morgen, eller bebyggelsens mangel på karakter – i hvert fald kan jeg bedst beskrive Rio Grande ved bagefter at sammenligne den med Chiricos berømte malerier som blev til i netop disse år; ikke engang statuerne manglede, men ventede os i centrum af byen. Det hele så trist og afvisende ud, men friske dufte fejede gennem de øde gader, og jeg følte mig stadig nysgerrig og forhåbningsfuld. Det hele var uvirkeligt endnu for mine udsultede sanser. Det var som i teatret. Dette var mit første indtryk af Sydamerika, og det blev naturligvis hængende. Det var så ulig det påtrængende Afrika jeg kendte, så reserveret. Det var en slags Europa, men jeg opdagede snart at ligheden forblev på overfladen. Alligevel skal man huske på at der dengang stadig var en smal stribe kultur langs kysterne; de rige var ikke udelukkende optaget af hestesport og kapitalflugt, de intellektuelle sad endnu ikke fuldtalligt samlet i Paris. Bedst som jeg gik og funderede over hvor europæisk det egentlig var, mødte vi det første menneske. Pudsigt nok så han typisk nordeuropæisk ud; havde han ikke været så bleg og hærget, kunne han have været en af matroserne på U 27. Dengang vidste jeg ikke at det polske og skandinaviske og især det tyske indslag er meget markant i denne provins. Mandens lidt medtagne forfatning så i øvrigt ud til at være midlertidig, jeg havde på fornemmelsen at

272

han var på vej hjem fra et eller andet bordel eller en spillebule, og at han var temmelig beruset. En ung mand, kontorist, gættede jeg på. Vi befandt os stadig i det jeg antog var mindre pæne kvarterer, og måske bidrog det til den endnu større forbavselse jeg kunne læse i hans ansigt, at se en katolsk præst og tre prangende kostumerede aber – eller var det ikke aber? – komme gående imod sig. Han fremskyndede sine skridt og gik over på den anden side af gaden mens han hele tiden stirrede på os. Han virkede ikke tilbøjelig til at ville tale med mig. Men jeg havde tænkt mig at tale med ham og afprøve mit nye levebrød. En mand med syndens friske spor i ansigtet burde være et passende offer. Jeg tog Jakobs hat af og indhentede ham med hatten strakt frem. Forskrækket standsede han brat op. - Til den nye klokke, sagde jeg på tysk, – kirken i Santo Nicolau. Jeg havde fundet navnet på kortet. Det var en lille by i det nordvestlige hjørne af provinsen, i nærheden af den argentinske grænse. Manden sendte mig et bange blik og så derpå ned i gaden der bestod af tiltrampet sand. Han gravede nervøst i jakkelommerne og fik et par sølvmønter frem. - Bitte, mumlede han og lagde dem i hatten. - Gott vergelt’s dir, mein Sohn. Jeg smilede venligt til ham. Han så faktisk kvikkere ud da han gik videre. Jeg følte mig opmuntret. Jeg viste Jakob de blanke mønter og gav ham hatten igen. De andre kiggede nysgerrigt på, mens han forundret synede den og til sidst tog den på igen. Vi kom ind i brolagte gader og nærmede os centrum. Husenes facader blev højere og mere elegante. Der kom folk i gaderne, mest tjenestepiger, så det ud til. De fleste kiggede nysgerrigt på os, men min dragt beskyttede mig mod at blive talt til, sådan som jeg havde regnet med. Uden intermezzoer nåede vi frem til det torv jeg var ude efter: ikke torvet ved kirken, heller ikke det ved rådhuset, men torvet ved jernbanestationen.

273

Pladsen lå øde hen i det bagende solskin. I husenes stueetager var der tilskoddede butikker. I et endnu skyggefuldt hjørne var en café åbnet, en mand i hvid skjorte og forklæde stillede borde og stole ud på gaden. Foran stationsbygningen stod der en statue af en skægget herre i diplomatfrakke, formodentlig ham der havde bygget jernbanen. Han var omgivet af en række palmer med stenbænke imellem. Igen havde jeg en fornemmelse af teater. Nu kom der folk og satte sig på bænkene. De fleste var gamle mænd i gammeldags søndagstøj, men nogle midaldrende par fandt også hen i palmernes skygge. Efterhånden fik nogen øje på os, og til sidst kiggede alle i vores retning, stift, men udtryksløst, som om de ventede på at forestillingen skulle begynde. Vi stod foran caféen. Jeg var rådvild. Skulle jeg gå videre til stationsbygningen og finde ud af togtiderne? Ingen af de typiske toglyde var at høre, måske gik der ingen tog om søndagen? Det var måske lige så godt, for blev aberne klar over at der var tog i nærheden, ville det blive svært at gøre dem interesserede i noget andet. Der var ikke noget at se af baneterrænet herfra. Det var bedst at blive hvor vi var. Men hvordan skulle jeg få dem til at optræde, så jeg kunne gå rundt og samle penge ind bagefter? Jeg så på dem som for at appellere til dem, men også for at slippe for at møde mængdens blikke. Jeg havde hjertebanken, jeg svedte efter min søvnløse nat. Den lange ensomhed havde gjort mig menneskesky. Jeg følte mig som en skoledreng til eksamen der efter en god indledning pludselig har glemt alt. Og mine kammerater hjalp mig ikke videre. De så lige så forlegne ud som jeg. Til sidst måtte der ske noget, og jeg satte mig ned ved det nærmeste cafébord. Drengene fulgte mit eksempel, men da der kun var tre stole ved bordet, blev Mathilde stående. Jeg skulle til at hente én til hende, da Jakob til min store overraskelse rejste sig og kom mig i forkøbet. Det var ikke helt sådan at han skubbede den ind under hende, men det så alligevel pudsigt og chevaleresk ud. En

274

påskønnende mumlen hørtes fra publikum. Overgangen var fundet. Spillet var begyndt. Tjeneren havde fulgt os med blikket, han stod i døren til caféen og trådte nu ind på scenen. Jeg sprang ud i det, og på noget som jeg håbede var portugisisk, bestilte jeg fire limonade. Jeg gættede på at svirebroderens skillinger ville strække til. Vogue la galère! Mit håb vågnede igen. Og aberne ville ikke svigte mig. Tjeneren skænkede op for os, og de var ikke mere tørstige end at de håndterede deres glas med den samme afmålte sikkerhed som i køkkenet på Longwood; de havde ikke mistet den mindste smule af deres gamle manerer under sørejsen. Klæder skaber folk, tænkte jeg muntert. Jeg understregede scenen ved at lade som om jeg konverserede dem med gestus og mundbevægelser. Nu kom der liv i tilskuerne. De havde rejst sig fra bænkene og kom nærmere. Nogle satte sig ved bordene, om end på en vis afstand. Nu måtte jeg gå videre. Jeg klappede diskret i hænderne, og tjeneren kom styrtende; han var allerede vores ven: Vi lokkede kunder til caféen. Jeg bestilte skinkeomelet til fire. Det var et vovestykke, for jeg vidste ikke hvordan aberne ville reagere på æg i denne form, men jeg kunne ikke komme i tanker om nogen anden ret som jeg kunne udtale på portugisisk. Der kom tallerkener og bestik på bordet. Også servietter – det kan de ikke klare, tænkte jeg. Men jeg tog udfordringen op og foldede langsomt min serviet ud og gjorde den fast inde under min runde præstekrave, samtidig med at jeg stirrede stift på dem på den måde jeg plejede at gøre når jeg ville have dem til at følge mit eksempel. Og det utrolige skete: Paul og Jakob fik jeg med. Mathilde så bare uforstående ud, men det gjorde ikke så meget. Folk rykkede sig forventningsfuldt nærmere. Der var også kommet nogle børn til; de pegede og kommenterede højlydt, men blev tysset på af deres mødre.

275

Nu kom værten selv med en stor omeletpande; et vidunderligt måltid mad som jeg ikke kunne betale. Han serverede for os, jeg tog nogle mundfulde. Noget så godt havde jeg ikke smagt siden jeg forlod Europa for snart tre år siden. Og aberne var situationen voksne. De snusede først som de altid gjorde når jeg bød dem noget nyt; men kun meget lidt. Derefter håndterede de deres bestik beundringsværdigt og spiste med god, men behersket appetit. Mængden – for nu var det en sådan – blev først helt tavs. Så begyndte man at klappe, og der kom henrykte udråb fra både børn og voksne. Det var en stor succes, og jeg skammede mig grundigt over alt det nag jeg havde følt mod aberne. Måtte man ikke sige at de sluttede op bag mig? Havde nogen af dem svigtet i en krise? Caféen var allerede fyldt, der var ikke en stol ledig, og flere borde blev flyttet ud. På alle sider omkring os sad folk så tæt på at de kunne have rakt hånden ud og rørt ved os. Min nervøsistet vendte tilbage: Når som helst ville de begynde at sige noget til os. I en åbning mellem bordene kunne jeg se tjeneren gå hen over torvet og vinke en fotograf til sig med stativ og det hele. Jeg begyndte at føle mig fanget, lukket inde. Jeg lagde servietten og rejste mig. Nu kunne jeg se en mand i uniform stå på trappen til stationsbygningen, oppe over mængden, og betragte sceneriet. Der var fuldkommen stille omkring mig. Jeg stod dér med alles blikke på mig. Nu var der ingen vej tilbage. Jeg havde tænkt mig helt stilfærdigt at gå rundt med min hat, mumle lidt om klokken i Santo Nicolau og i øvrigt lade aberne tale for sig selv. Men nu måtte jeg tale til folk, alt andet ville være flugt og nederlag. Jeg lod øjnene løbe hen over dem, og på en blanding af portugisisk og spansk udtalte jeg nogenlunde følgende: - Borgere i den vidt berømte by Rio Grande, mine kære børn! En simpel jesuiterpater bringer jer i kærlighed sin hilsen fra brødre og søstre i den gamle verden. Vi levede endnu i fred, da

276

budskabet fra Rio Grande do Sul nåede os, og jeg blev sendt ud for at hjælpe de tapre kolonister som bryder ny jord i junglerne mod nordvest. Symbolet på vor hjælp er den nye kirkeklokke der skal skænkes til junglebyen – nybyggerbyen – Santo Nicolau. Men lad mig præsentere mine rejsekammerater: Ramses, Victor og Pernilla har fulgt mig på rejsen over havet, og de er de første af deres slægt som er gået i land på Latinamerikas kyst. De er kommet for at glæde jer alle og især de små med deres løjer og på deres måde hjælpe med at give Santo Nicolau, som er børnenes helgen, hans nye klokke. Som I ved er det i dag Sankt Franciscus’ dag, den mand der omfattede alt levende, mennesker og dyr og planter med en inderlig kærlighed. Gør også ham ære ved at ofre rundhåndet når vi nu anmoder jer om støtte! Gud vil lønne jer! Jeg tog min runde hat af og så på aberne med det specielle blik for at de skulle gøre det samme. Mathilde viste ikke nogen lyst til at tage hatten af, og det var måske også bedst, men efter nogen tøven rakte drengene mig deres, og jeg lod dem gå rundt i forskellige retninger. Mens indsamlingen stod på, begyndte en kirke i nærheden meget passende at ringe til messe. Jeg løftede min hånd mod klokkeklangen og føjede nogle flere ord til: - Til fordel for Santo Nicolau vil også den sejlende flåde blive solgt til højestbydende på hvilken jeg i dag, med disse mine venner som besætning, er kommet fra Porto Alegre. Velkommen til lagunehavnen efter messen. Klokken ét begynder auktionen! Jeg satte mig ned mens folk klappede. Jeg så nogle glimt af hattene der vandrede mellem bordene, og fotografen prøvede, så godt han kunne, at bane sig vej genem trængslen for at komme på skudhold. Jeg var glad for afbrydelsen, for jeg vidste ikke rigtig hvad jeg nu skulle gøre, og indtog den pålagte positur med aberne omkring mig. Imens kom hattene tilbage, og jeg hældte straks indholdet ud på bordet foran os. Det var ikke nogen dårlig høst, mest småmønter selvfølgelig, og folk jublede højlydt over deres egen gavmildhed. Uniformerne lynede, og børnene råbte; det var

277

et muntert øjeblik. Jeg kan når som helst genoplive det i erindringen, for fotografiet er i mit eje. Det er, så vidt jeg ved, det eneste billede der er blevet taget af aberne, i hvert fald af os alle, sammen; i tiden derefter kom vi til at opholde os i egne hvor kameraer var lige så usædvanlige som koncertflygler. Jeg ser lige ind i kameraet med armene om skuldrene på Paul og Jakob, men jeg kan huske at jeg lige forinden havde skævet til dem fra siden, uvant ved at have dem så tæt op ad mig. Det forbløffede mig at de netop på nært hold så underligt livløse ud, som voksmannequiner med voksgule stive ansigter. Og igen grundede jeg over det paradoksale i at jo mere påklædte de var, desto mindre menneskelige så de ud, ikke dyreagtige denne gang, men kunstige, noget i stil med trædukken på Sankt Helena. Jeg gad vide hvordan fotografen og de omkringstående opfattede dem. Eftersom de var indstillet på almindelige menneskeaber, gik de ubevidst ud fra at tøjet skjulte dyredetaljer – tyk, mørk hårvækst, klodset talje og andet som i virkeligheden ikke var der, eller kun i lille omfang. Havde jeg vist dem frem nøgne, var det formodentlig blevet et chok for mange og ville have fremkaldt ængstelse og indignation. Jeg blev selv forbløffet over hvor fremmede de virkede, og jeg må anstrenge mig for at huske på hvor levende og næsten menneskelige de havde set ud da de vågnede blot nogle timer tidligere og nysgerrigt plirrede med øjnene mod lyset; de var i den grad væsensforskellige fra de hårdt sminkede dukker jeg nu trykkede ind mod mig med den ene hånd hårdt knuget om den stive epaulet på Pauls skulder. I virkeligheden burde jeg have forstået at de spillede komedie ligesom mig og var lige så nervøse som mig; evnen til at spille komedie var jo et af de første træk jeg lagde mærke til hos dem. Men også her er Mathilde en undtagelse: Hun sidder ligesom åndsfraværende i udkanten af billedet og hænger med hovedet, så den store hat skjuler det meste af ansigtet. Hun er også den eneste af os som ser naturlig ud.

278

De tilskuere som det er lykkedes at stikke ansigtet ind i billedfeltet, gør det mindst af alt. Det er interessant at se at kun én af dem har øjnene på aberne. De fleste kigger selvfølgelig ind i kameraet, men ikke så få fikserer de opdyngede penge på bordet, og de smiler ikke som de andre, men har et lurende og oven i købet mistænksomt blik. Ligesom sammensætningen af publikum var mere broget end jeg i min nervøsistet opfattede – der var mange folkeslag repræsenteret og alle sociale lag med undtagelse af de højeste – så var stemningen blandt disse mennesker ikke så ensartet hjertelig som jeg bildte mig ind. Situationen kunne nok ganske let have taget en risikabel vending. Men følelsen af min egen dristighed og veltalenhed omsluttede mig som et panser, og jeg mærkede ikke noget til disse undertoner. Det eneste der forstyrrede min eufori, ligger uden for billedet. Det var den uniformerede mand der stod som før på trappen uden for stationsbygningen. Jeg kastede af og til et stjålent blik mod ham, og især husker jeg at jeg gjorde det lige efter fotograferingen, hvor jeg ragede pengene sammen og med noget besvær stak dem i lommerne, samtidig med at jeg også måtte tage drengenes lommer til hjælp. Det var naturligvis min hensigt – det bør jeg måske sige – til sin tid at sende pengene anonymt til mine kolleger i Santo Nicolau, men det hindrede ikke at jeg følte mig en smule ilde berørt, da jeg i folks og måske også politiets påsyn indkasserede min uretmæssigt optagne kollekt. I grunden havde jeg meget større skrupler over det forestående salg af dræsinen. Ikke at jeg på dette stadium længere betragtede den som tyvegods: Efter det vi havde udholdt sammen, syntes jeg nok at jeg havde ret til at kalde den min. Men jeg følte stærkt at aberne havde et legitimt krav på den. Derfor var det en slags judasgerning jeg skulle til at udføre, og det havde været lettere for mig at komme gennem den, hvis jeg først kunne være gået over til jernbanestationen og have spurgt om togtiderne og vist aberne togene og skinnelegemerne. De havde så fået nye tog og skinner

279

at interessere sig for, måske endda nye dræsiner, og navlestrengen til det gamle fartøj ville være bristet af sig selv. Men så snildt gik det altså ikke. Politimanden eller officeren der stod i vejen for os, så ubehageligt autoritativ ud, og jeg havde ikke kræfter til at møde ham lige nu med lommerne fulde af byens borgeres penge. Jeg kaldte på værten for at betale for vores måltid – det var ikke svært, for han havde lænet sig beskyttende ind over os under fotograferingen og smiler bredere end nogen anden på billedet. Men han sagde nej og slog det hen med begge hænder, sådan som jeg havde håbet. Han skulle rigtignok ingen penge have, det havde været en glæde og en ære at have os som gæster, og vi skulle være hans gæster på ny når som helst vores veje førte os tilbage til Rio Grande. Jeg accepterede uden ret mange protester, og fulgt af hans ønsker om at det måtte gå os godt, forlod vi caféen og vendte tilbage til havnen. Vi mødte kun nogle grupper af forsinkede kirkegængere der skyndte sig videre uden at ænse os, som om vi allerede hørte til i bybilledet.

4 Med fødderne målte jeg afstanden mellem sporene op. Drengene stod på perronen og fulgte opmærksomt mit forehavende; Mathilde benyttede sig af lejligheden og satte sig på den svulmende køjesæk. Jeg gav et lille taknemmeligt udråb fra mig. Det vakte et øjebliks forbavselse i deres ansigter, så glemte de alt andet for et lokomotiv der kom bakkende under voldsom prusten. Sporvidden var næsten en fod større end i Congo! La Dittel i dens nuværende tilstand ville aldrig kunne bruges til at køre her. Havde afstanden mellem hjulene passet, havde det jo nærmest været utilgiveligt ikke at indføre min vens skabelse i den nye verden trods alle de komplikationer det ville have medført. Som det var nu, sendte jeg ham en varm tanke og håbede at han ikke ville tage mig det ilde op. Hvilken lettelse at støde på en konkret hindring der endegyldigt standsede dræsinen, uden at min egen bekvemmelighed, ærgerrighed og magtkamp med aberne behøvede at blive taget i betragtning. Sporvidde: et vidunderligt, urokkeligt begreb, ventet med lige så stærk længsel som endelig at få fast grund under fødderne. Og som nu at komme til at køre med et rigtigt tog, sidde under tag på polstrede sæder og blive trukket ind i et nyt kontinent af et hvæsende damplokomotiv! Selvfølgelig ville det have været kønt og symbolsk igen at hejse sejl og pumpe dræsinen ind i nye jungler. Men når det nu ikke lod sig gøre, burde jeg så have sendt den herreløs ud til havs? En uklar pietetsfølelse talte for det; måske havde denne diskrete løsning også været den klogeste af hensyn til min sikkerhed. Men

281

jeg havde brug for penge til vores nye liv. Derfor havde jeg indbudt til auktion. Abernes demonstration af pumpeanordningen havde vakt mere undren end købelyst hos det ikke særlig talrige publikum på kajen. Det var jo også dumt af mig at prøve på at lave skibsforretninger under søndagssiestaen. Der kom ikke mange bud, og efter bare to-tre stykker måtte jeg lade dræsinen gå for halvtreds cruzeiros, hvilket jeg samme dag fik at vide var prisen på en rejse med skib til Europa på turistklasse. Køberen var en italiener som bedrev en slags kysttrafik, og han var lige ved at kræve pengene tilbage da jeg bad om at få lov til at blive boende på flåden til den følgende dag. En ydmygende situation. Jeg var flere gange lige ved at vælte hele spillet og afsløre mig som søhelt. ”Dette, mine herrer,” ville jeg udbryde, ”er ikke nogen almindelig flåde med sejl, det er en enestående dræsine af Dittels konstruktion med hvilken en præst og tre aber har besejret Atlanten!” Med den replik havde jeg sikkert slået belejringen af Antwerpen af marken (som jeg skrækslagen læste om aftenen) på forsiderne i Brasilien. Risikoen var der selvfølgelig også for at jeg ville blive betragtet som sindssyg, så jeg berherskede mig og fik manden til at tage imod fornuft. Uden min præstedragt var det næppe lykkedes for mig. Så det blev endnu en nat om bord. Om morgenen stod jeg tidligt op, bedøvede aberne med en flaske vin jeg havde købt på en bar aftenen inden, og gik op i byen. På jernbanestationen fik jeg at vide at der skulle gå et tog til Santa Maria klokken tolv, en rejse på otte timer. Jeg købte billet til første klasse, kun én billet – hvis man forlangte billetter til aberne, var jeg parat til at gå med dem ud i bagagevognen. Så gik jeg tilbage til flåden efter at have købt en lille kurvekuffert og en hel del småting og madvarer. Da det var på tide at bryde op, vækkede jeg kammeraterne og overlod fartøjet til italieneren der allerede havde indrettet sig på dækket. ”Er kølen solid?” var hans sidste spørgsmål til mig.

282

”Meget solid,” sagde jeg. ”Prima belgisk jernbanejern.” Det føltes godt endelig at få lov til at tale sandt, og beskeden lod til at berolige ham. På aberne spildte han ikke et ord, knap nok et blik. Ingen af os så sig tilbage da vi forlod kajen. Halvsovende gik aberne gennem byen og vågnede ikke op før de fik øje på skinnerne og jernbanevognene. Og der var vi nu, lokomotivet blev koblet på, afgang om ti minutter. Skramlen og stød forplantede sig gennem vognene til drengene der gav udtryk for genkendelsens glæde. Vi gik om bord og satte os i en stor kupé, rigtig nydelig og bekvem. Den var tom på nær en tyk herre i lyst tøj der sad og sov i det ene hjørne. Toget satte sig i bevægelse. Aberne sad først stille og granskede kupeen fra gulv til loft og samlede sig derefter ved vinduet. De virkede glade, men samtidig dybt forvirrede. De anstrengte sig for at lægge mærke til alt hvad der foregik omkring dem, deres øjne var årvågne, men tomme, bevidstheden kunne ikke følge med i den pludselige ophobning af begivenheder og indtryk efter tomheden og monotonien på havet. Sådan tolkede jeg i hvert fald deres ligesom marionetagtige adfærd, og det undrede jeg mig ikke over, jeg havde selv svært ved at følge med. Men her i toget vil jeg samle alle trådene, tænkte jeg, jeg vil se tilbage og sammenfatte, tiden vil indhente mig. Det gjorde den også meget hurtigt. Knap havde jeg fundet en bekvem stilling på den skindbetrukne bænk, førend Afrika indhentede mig. Det var som om det bare havde ventet på at jeg gik i land på et nyt kontinent for at kaste sig over mig med sine ubesvarede spørgsmål. Nej, det er forkert udtrykt: Det var mine egne ubesvarede spørgsmål til Afrika det drejede sig om. Hvad trode man derovre om min og Dittels skæbne? Havde krigen sat en stopper for efterforskningerne? Var Congo ligesom moderlandet blevet angrebet? Havde jesuiterordenen afskrevet mig som død og anbefalet bønner for min sjæl?

283

Det blev for meget på én gang. Jeg koblede tankerne fra og tvang mig selv til at kigge ud ad vinduet. Vi var netop ved at forlade byen. Overgangen kom brat, den sidste række huse lå pludselig bag ved os som en kulisse vendt på vrangen; da husene blev bygget, havde man åbenbart ikke forudset at man skulle nærme sig byen fra den side. Til venstre strakte der sig en grønplettet ørken, tuer og totter af græs med nøgen jord imellem. Til den anden side gik der en smal vig af lagunen, flad i det flade, ligesom et indlæg af sølv i en plade af ben. Aberne var faldet i søvn. Selv døsede jeg hen, men blev vækket af hjulenes brusen mod skinnerne der fejede kraftigt ind i kupeen og blev klippet over da døren smækkede i igen. Jeg så op på den der kom ind. Jeg konstaterede at jeg ikke var overrasket. Det havde jeg ventet mig. Det var manden i uniform fra i går morges. Nu huskede jeg at han også havde stået på perronen da vi kom tilbage til toget, men da havde jeg haft så meget andet at holde øje med at jeg næsten havde fortrængt det. Han satte sig på bænken over for mig. Det var også det jeg havde ventet. Nu kunne jeg tydeligt se, jeg vidste ikke rigtig af hvad, at det var en politiuniform han havde på. Samtidig så han meget flink og menneskelig ud, næsten lidt bohemeagtig. Han havde et stort uplejet overskæg der hævede og sænkede sig på en pudsig måde da han et par gange viftede sig med sin kasket. Ikke sådan at han virkede fremmed i sin uniform, men der var alligevel et eller andet ud over erhvervet i hans ansigt og holdning. Noget resigneret. Noget som det kunne lade sig gøre at tale med. Det beroligede mig. Han betragtede aberne indgående, men uden at vise nogen forbavselse. Han havde jo set dem før. Vi havde været på vej i næsten en time, da vi standsede første gang. ”Pelotas” stod der på skiltet. To passagerer kom ind, midaldrende mænd som de andre. Der var temmelig livligt på

284

perronen, og jeg forstod at vognene på tredje klasse var godt fyldte på dette tidspunkt. De nyankomne kastede et kort blik på os inden de gik videre og satte sig ved siden af den tykke mand i den anden ende af kupeen. Jeg undrede mig en smule over at de sovende skikkelser i deres brogede tøj ikke vakte større opmærksomhed. Men jeg vidste af erfaring hvilken tavshed og forstemning en præst kan fremkalde omkring sig. Så meget desto mere en præst sammen med en politimand. Jeg følte det som om jeg blev grebet på fersk gerning i mine tanker, da politimanden pludselig så mig ind i øjnene og smilede. Jeg smilede afventende tilbage. - Skal De rejse langt, padre? Det gav et sæt i mig. Der var ingen tvivl om at ordene blev udtalt som et høfligt spørgsmål. Men der var ikke noget spørgsmål i hans blik, det var som om spørgeformen kun lå på overfladen. Denne undertone af alvidende kommentar ramte mig dybt, selv om jeg straks affærdigede den som indbildning. - Til Santa Maria. - Dér bliver De? Nu var det et spørgsmål og ikke andet. Lidt forhørsagtigt, syntes jeg. Jeg tænkte mig om inden jeg svarede. - I dag, ja. Han lod til at være tilfreds med beskeden og sagde ikke mere et stykke tid. Vi rullede ud af Pelotas der viste sig at være mindst lige så stor en by som Rio Grande, med kilometervide forstæder og store slagteriområder. Det ensformige firkantmønster af kvægfolde – og menneskefolde – så langt øjet rakte, virkede beklemmende på mig, omtrent som de drømme om endeløse talrækker jeg havde haft på Sankt Helena. Underligt nok generede det mig ikke at sidde over for en politimand der sandsynligvis anede at jeg ikke var den jeg lod til at være, og som sikkert ville blive ved med at stille mig spørgsmål. Det havde noget at gøre med hans fredelige udseende, skønt jeg

285

forstod at det kunne være bedragerisk og snarere tydede på høj intelligens hos en politimand. Men hvad der var vigtigere, det var at en politimand som havde henvendt sig til mig og havde påbegyndt en venlig samtale, rimeligvis måtte tage mit parti eller ved sin blotte tilstedeværelse virke afskrækkende, hvis konduktøren eller andre passagerer fandt på at trakassere mig på grund af aberne. Og frem for alt: I bagagen havde jeg mit belgiske pas, udstedt til Hendrik Meulen. Hvis en efterlysning af mig ved et tilfælde havde fundet vej helt hertil, hvilket var meget usandsynligt, ville den med al sikkerhed lyde på Henri Moulin – for den ikkesprogkyndige et helt andet navn. Mit virkelige navn, det som stod i passet, var kun kendt af mine overordnede i Belgien og nogle ganske få andre. Og mens krigen rasede, med fjenden i landet, havde man sikkert andet at tænke på end at undersøge disse ting og efterforske en forsvunden præst, som man i øvrigt burde have alle grunde til at betragte som død i Congos jungler. Derfor følte jeg mig forholdsvis tryg hvor jeg sad. - Politikaptajn Bellini. Freden var forbi! Præsentationen kom helt uventet, men den må have anslået en streng i min dårlige samvittighed, for det var som om den sprang frem af mit eget hoved. Igen smilede han venligt, men nu var jeg virkelig på vagt og gengældte ikke hans smil. - Fader Hendrik Meulen, svarede jeg afmålt og flyttede straks mit blik fra ham. - På vej til Deres kolleger, forstår jeg. Du godeste! Jeg sad som forstenet af min egen tankeløshed. Jeg trillede jo lige ind i et af verdens klassiske jesuiterterritorier! Bevidstheden om det havde været som blæst ud af hovedet på mig på hele rejsen, men nu var det der pludselig igen med navne, årstal, antal … Her var der hundredvis af jesuitter, området omkring de store floder hvor Argentina, Paraguay og Brasilien støder sammen i urskoven havde siden 1600-tallet været propfyldt af fanatiske ordensbrødre, nu flest tyskere. Men det måtte

286

jeg spekulere over senere hen – nu måtte jeg svare. Men hvad? Jeg ordnede mine ansigtstræk til en afvisende maske. - Nej, sagde jeg koldt som for at afslutte samtalen. – Jeg er ikke udsendt for at møde kolleger. Dermed havde han jo ikke fået meget at vide, men lod som om han var tilfreds med svaret og insisterede ikke. Jeg havde en mistanke om at det kun var midlertidigt. Gjort ham tavs havde jeg i hvert fald ikke, han kastede sig ud i en lang monolog om forholdene i det indre af provinsen hvor han tydeligvis havde sin gerning, selv om han slet ikke præciserede hvor. Han holdt sig hele tiden til almene betegnelser, nævnede ingen navne på steder eller personer. Han fortalte at indvandringen fra Europa var ved at ebbe ud som følge af krigen, men at den sidste bølge af søfolk og værnepligtsunddragere fra de krigsførende lande netop nu strømmede ind fra Porto Alegre og bredte sig over højsletten ved grænsen til Argentina. Besværlige folk, var hans opfattelse, han ville få meget at gøre i den nærmeste tid. Endelig tav han, og jeg kunne vende tilbage til landskabet og mine spekulationer. Nu skrånede det opad, og vegetationen tog til. Længe kørte vi af sted gennem vinmarker med lave terrasser som næsten umærkeligt afløste hinanden. Aberne var vågnet og syntes også at være fordybet i udsigten. Jeg tog vin og brød og soltørret skinke frem som jeg havde købt, og vi spiste med god appetit. Abernes sirlige håndtering af føden vakte selvfølgelig interesse, og jeg fik spørgsmål at besvare. Et indlæg fra den tykke mand henne i hjørnet gav mig lejlighed til en lille erklæring som først og fremmest var beregnet for Bellinis ører. - Naturligvis er det dresserede dyr, sagde jeg, – født i fangenskab. Der er tale om en usædvanlig stamme af chimpanser som lever i vild tilstand i det sydlige Congo. Nogle Brasilienvenner i Belgien ville skænke dem til den zoologiske have i Porto Alegre hvor denne art naturligt nok mangler, og eftersom min orden sendte mig hertil lige før krigen brød ud, påtog jeg mig at tage

287

dem med. Men ved min ankomst til Porto Alegre ville de pågældende herrer ikke tage imod dem. Det var cirkusdyr, mente de, og de ville kun have vilde dyr i deres have. Ja, mine herrer, hvad skulle jeg gøre, det var jo ikke lige den modtagelse man kunne forvente af en gave fra det voldtagne Belgien. For mig var der ikke andet at gøre end at tage de venlige dyr med mig til den mission jeg har fået som opgave at grundlægge. Måske vender de dér tilbage til den vilde livsform, forplanter sig og bliver et nyt tilskud til Brasiliens vidunderlige fauna. Jeg fremførte dette med en vis lavmælt patos der gjorde indtryk på tilhørerne. Kun den tykke sad mut og sur og meldte sig dermed ud af fællesskabet. Jeg forstod hvorfor. Han var tysker. Det voldtagne Belgien var ikke noget for ham. Men også de andre tav stille efter nogle deltagende kommentarer som delvis var henvendt til aberne der dog ikke reagerede på deres tilråb og smæld med tungen. Bellini fordøjede tankefuld mine oplysninger, og jeg kunne ane at han samlede sig til nye spørgsmål. Men nu var jeg parat, jeg havde udformet en forsvarslinje. Det fik så være at jeg havnede i et område med mange jesuitter. Det var ikke min hensigt, men det kunne have sine fordele i samkvemmet med almindelige mennesker: Jeg passede ind i billedet, tilhørte en anerkendt kategori. Ulempen var selvfølgelig at jeg kunne støde på kolleger, og så ville der komme spørgsmål, måske undersøgelser; informationssystemet inden for ordenen er særdeles veludviklet. Den plan jeg besluttede mig for, var derfor at undgå de etablerede centre og blande mig med de nyankomne kolonister i terrænet lige uden for byen, hvor jordlodderne skulle fordeles og samfundsstrukturen stadig var flydende. Bellini havde givet mig en værdifuld om end vag orientering om hvor den slags områder var at finde; jeg troede jeg havde fået de holdepunkter jeg havde brug for. Jeg skulle deponere de tyve cruzeiros der krævedes, og få mine fireogtyve hektar. Der skulle jeg så med abernes hjælp rydde og brænde og så dyrke hervabuske eller hvad det nu

288

var som passede bedst. Kom det frem at jeg var jesuit, spillede det måske ikke så stor en rolle i det miljø, folk var jo vant til at møde os i alle mulige beskæftigelser og sammenhænge. Det som især lokkede mig, var at mit arbejde med aberne ville kunne genoptages på en ny basis. Det var en utroligt fantasiæggende tanke at de nu ville få chancen for at springe jæger- og samlerstadiet over, hvor mennesket begyndte engang og derefter blev i titusinder af år. Jeg fantaserede om hvad det ville betyde for dem at slippe for stenalderens ørkenvandring og i ét eneste spring passere de primitive jægerfolk som stadig levede på jorden, deriblandt de indianere som ville blive vores naboer i urskoven. Jernbaner og rejser over oceanet havde været for meget for dem, eller for lidt. De gav ikke fodfæste til at klatre opad, degraderede dem bare til maskiner. En retræte til nybyggerstadiet ville måske give dem en ny start på et mere realistisk niveau. I disse tiltalende dagdrømme hentede jeg mod til at indse hvor naiv jeg havde været i selve forudsætningerne for mit eksperiment, hvor vagt jeg havde tænkt. Et mål havde jeg haft, en drøm om det afgørende skridt, men ikke nogen metode til at virkeliggøre det. Den møjsommelige opgave: At opdyrke et stykke vildmark, var i sig selv den logiske, den naturlige metode. En rystelse i toget bragte mig tilbage til nuet. Jeg kiggede ud. Vi var oppe på det store plateau og befandt os netop i et område hvor landskabet var revet op af en eller anden slags grubedrift der var gået til værks med store kløer, men som åbenbart havde forladt sit bytte. Ikke et køretøj, ikke engang en vej var at se, kun nogle grå stenrønner ved afgrundens rand. Det var første gang jeg mindedes Sankt Helena og den forfærdelige døde kløft jeg havde kigget ned i den første morgen på øen, ligesom i et gammelmandsansigt, rynket sammen i smerte. Jeg vendte mig bort fra det mishandlede panorama – aberne skænkede det ikke engang et blik – og opdagede at Bellini i samme øjeblik havde gjort nøjagtig den samme bevægelse. Vi

289

smilede ufrivilligt til hinanden, rollerne var borte. Vi genkendte hinanden som mennesker der på forskellig måde var noget andet end det vi udgav os for at være. I et blink var det forbi, men et øjeblik udveksledes der en ægte varme mellem os. Så lo vi det væk, stadig samtidig. Noget burde siges, men eftersom vi havde strejfet hinanden så personligt, ville ingen af os sige noget. Måske reddede det min fortsatte bevægelsesfrihed at det spørgsmål som den anden kunne have stillet i det øjeblik, aldrig blev stillet.

5 Nogle minutter over otte nåede vi Santa Maria, næsten præcis ifølge køreplanen. Det var allerede mørkt. Den sidste time havde vi kørt gennem jungle, en mindre tæt jungle end i Congo og med mørkere og koldere farver. Men himlen var lysere her, og aftenluften kølig. Vi frøs i den uopvarmede vogn. Toget gik ikke videre, men jeg vidste at dette var et stort jenbaneknudepunkt, de lange immigranttog fra Porto Alegre kom her forbi. Jeg var besluttet på at prøve at tage det første som kom, og fortsætte nordpå. Det ville i det mindste bringe os til Cruz Alta og måske endnu længere mod nordvest, mod den argentinske grænse. Af Bellinis redegørelser havde jeg forstået at jernbanen stadig var under opførelse dér, hvor langt den var færdig, kunne jeg ikke få ud af ham med mine forsigtige spørgsmål. Så snart jeg satte foden på perronen, forstod jeg at der ikke ville komme flere tog den aften. Toget tømtes, og der blev hurtigt slukket, og rejsende og personale forsvandt i forskellige retninger ud over det dårligt oplyste baneområde. Politikaptajnen tøvede nogle øjeblikke som om han havde tænkt sig at gøre mig selskab, men med aberne og bagagen som påskud gav jeg mig god tid. Så nikkede han bare til mig og fjernede sig i retning af stationsbygningen. Formodentlig var han bange for at være nødt til at hjælpe mig med kufferten, og jeg velsignede hans dovenskab. Der stod vi nu alene og gøs af kulde. Aberne var tydeligt forvirrede da toget så at sige slukkedes og døde for øjnene af dem; de stirrede vantro på den tomme vogn hvis mørke ruder bare viste deres eget udviskede spejlbillede. Det havde selvfølgelig været bedst hvis vi kunne have overnattet derinde, men konduktøren

291

der slukkede i vognene, havde også låst dørene. Der var ikke andet at gøre end at søge efter tag over hovedet et andet sted. På ny var jeg nødt til at desorientere dem, rive dem løs fra et køretøj som de havde knyttet sig til. Det vil sige Paul og Jakob; Mathilde havde for længst gjort sig fri af denne fiksering, hvis hun nogensinde havde haft den. Hun var nysgerrig efter alt som var nyt, som virkede spændende uden at være farligt, men hendes interesse blev hurtigt forflygtiget. At se tilbage og savne noget tabt syntes at være hende fremmed, hendes naturlige tilstand var halvt døsende at lade nuet flyde forbi. Havde hun noget pejlemærke, så var det mig, det blev jeg stadig mere overbevist om. Med drengene var det anderledes. De kunne savne ting der blev taget fra dem, især hvis det var teknisk legetøj, og fandt sig ikke uden videre i at blive skilt fra dem. Bedrøvet så de til mens jeg rykkede i dørhåndtaget for at gøre dem klart at toget var tabt, og at jeg beklagede det lige så meget som de selv. Men de resignerede efterhånden, og da jeg vandrede bort mod den lille by med Mathilde ved min side, løftede de af sig selv kufferten op mellem sig og fulgte efter. Forinden var jeg klatret ned i mørket mellem to vogne og havde skiftet præstetøjet ud med det slidte kakitøj. I en by med et jesuiterseminarium følte jeg mig friere sådan.

I sine centrale dele var Santa Maria en pæn, men meget beskeden lille by. Et typisk nybyggercentrum, ligesom anlagt i hast og uden ambitioner om noget varigt. Gadebelysningen var dårlig, men det havde jeg ikke noget imod. Med raske skridt for at holde varmen holdt jeg mig til udkanterne på jagt efter et logi hvor man var villig til at tage imod os. Efter flere afslag fandt jeg et vognmandsfirma hvor vi fik lov til at ligge i hestestalden. Før vi nåede så langt, havde vi en ejendommelig oplevelse som gjorde et voldsomt indtryk på aberne. Selv blev jeg dybt rystet,

292

skønt menneskeligt set på en helt anden måde. Det var et temmelig uhyggeligt intermezzo, og det kunne være gået meget galt. Vi kom ind i et lille område med nogle rønner af træ, der var intet lys at se, bag hytterne lå urskoven som det endegyldige mørke. Jeg troede først vi var kommet ind i en spøgelsesbydel, husene virkede forladte. Jeg skulle lige til at vende om, da jeg så en bevægelse som af levende ild der blev kastet tilbage fra en bræddevæg; selve lyskilden var skjult, og jeg var ikke sikker på om jeg havde set rigtigt. Jeg blev nysgerrig og gik hen til gadekrydset – et upræcist ord, for det var svært at skelne vejbanerne i det rodede terrain vague som omgav os. Ganske rigtigt, der brændte et bål på det åbne område hvor bebyggelsen endte. Rundt om bålet sad, stod og bevægede sig mennesker, mest kvinder og børn. Det var nok affald der brændte, tænkte jeg, men det så tiltalende ud på afstand, og der var noget besynderligt og suggestivt i billedet som jeg først ikke kunne forklare. Jeg skævede hastigt til aberne som jeg så ofte gjorde når det gjaldt om at bedømme noget på afstand – de havde skarpere øjne end mig. De virkede pludselig lysvågne, nervøst oplivede sådan som jeg i lang tid ikke havde set dem. Og da vi nu nærmede os med venlige miner, fik jeg greb om det besynderlige der på afstand havde pirret mig, den skjulte overgang i billedet. Jeg havde set det helt fra begyndelsen, men trængt det ud af bevidstheden som en effekt af flammerne der slog højt i vejret og belyste ansigterne skarpt. Men nu kunne jeg se det: Alle disse mennesker var lyshudede og mere eller mindre lyshårede, flere af dem næsten hvidblonde. Og de var bogstavelig talt klædt i pjalter eller var snarere halvnøgne, det var løse stofstumper der hang på deres kroppe. Bedst klædt var to kvinder som havde lasede sække på med hul til hoved og arme. At se mennesker af så umiskendeligt nordisk herkomst i en tilstand af den yderste nød var jo allerede dengang et paradoks i sig selv som det tog lidt tid at fordøje. Men før jeg overhovedet havde nået at begynde, ramte

293

endnu en modsigelse mig lige i synet: Disse mennesker i pjalter og omgivet af et ubeskriveligt forfald var åbenlyst velnærede. Og ikke alene det, man kunne se på deres skikkelser, på deres gestus og bevægelser, at de aldrig havde givet sig af med kropsligt arbejde – ikke i generationer, var mit spontane indtryk. Og da jeg standsede op på måske ti meters afstand og fra detaljerne vendte tilbage til helheden, var det som at se et stykke teaterslum, slapt spillet af aktører der var mere vant til salonkomedie. Men så snart vi trådte ind i lyskredsen og de fik øje på os, spillede de så meget desto mere ud. Jeg nåede ikke engang at hilse eller åbne munden før de som sad ned, fløj op, og alle begyndte at jage os væk med rasende håndbevægelser. En stor Siegfriedtype med lille hoved og lange ben kom hen imod mig og råbte på et ukendt tungemål og med en underligt presset stemme, som når man skælder nogen ud i en sovendes eller døendes nærvær. Jeg retirerede selvfølgelig under undskyldninger på flamsk og tysk som manden dog ikke lod til at forstå. Et øjeblik spidsede han ører med en spørgende mine, så begyndte han igen at skælde ud. Han fulgte ikke efter mig, men blev i udkanten af lyskredsen; jeg fik lejlighed til at samle mig lidt og så mig om efter aberne. Mathilde var uden for fare, hun havde været hurtigere til at flygte end jeg og trykkede sig ind mod et plankeværk bag ved mig. Men drengene var kommet galt af sted. De blev angrebet med sten og jordklumper af en hel lille horde af børn, de fleste halvvoksne. De troede vist først at det var for sjov, men da den første forbløffelse var overstået, begyndte de at smide sten og jordklumper tilbage igen og trak sig langsomt sideværts tilbage med ryggen trykket op mod en husvæg. De bjæffede og tudede og viste hele tandrækken mod fjenden, det var som om læberne var skåret bort fra munden. De var stadig langt væk fra mig, og jeg løb hen for at komme dem til undsætning. Da jeg nåede derhen, var kampen allerede forbi, men vreden og raseriet sad stadig i deres ansigter. Jeg har glemt at sige

294

at de havde briller på, uden glas selvfølgelig, smalle stel af metal som jeg havde købt i Rio Grande for at more medpassagererne i toget, hvilket også lykkedes; mine venner fik et plirrende, underfundigt udtryk som var meget menneskeligt. Det gjorde nu at de med deres blottede tænder og vildt rullende øjne lignede vanvittige professorer eller intellektuelle generaler. Eller måske endnu mere – hvis man så bort fra de glitrende uniformer – lærde munke af en bestemt stridbar humanistisk slags som jeg altid havde afskyet, men som jeg nu fandt at jeg følte en broderlig samhørighed med. Og midt i alle de truende og skrækslagne øjekast og slag i luften mod børnene (der allerede var tilbage ved bålet) var der et udtryk som man måtte kalde såret forventning. Jeg kunne mærke at jeg selv erfarede noget lignende. Her søgte vi i en fremmed vildmark hen til et venligt bål med en gruppe mennesker omkring som ganske vist forekom meget fattige, men dog så ud som landsmænd eller i hvert fald stammefrænder, og som i abernes øjne ganske sikkert mindede om flamlænderne og de tyske ubådsmænd som de satte så stor pris på. Og så blev vi brutalt overfaldet og jaget bort! Det var et grimt chok, og jeg tror det satte dybe spor i mine venner. Min eneste trøst, ud over at vi var kommet helskindet bort, var at Mathilde virkede temmelig uberørt af episoden; hun havde højst nogle medlidende blikke tilovers for drengene som gik dér og kæmpede med deres sindsbevægelse, og som først langt ud på natten faldt til ro på deres sække, tæt op ad hinanden i en tom bås. Selv fik jeg ikke søvn i øjnene den nat. Bestemte billeder fra intermezzoet blev ved med at træde frem i min hjerne. Jeg syntes at jeg i glimt så de forfærdeligste ting bevæge sig i flammerne, der delte sig i midten på en ejendommelig måde og lignede en brændende vagina. Jeg syntes jeg så en spoleformet bylt derinde, en lille krop, viklet ind i pjalter. Skrækbilledet af et dødt barn i flammerne bed sig fast i mit forpinte hoved, syner af et kannibalistisk måltid der netop skulle til at begynde da vi dukkede op på scenen, der virkelig var en scene fra helvede, et Hexenküche med

295

blonde, nordiske hekse, store som valkyrier, og med lyse, vandede øjne. Forgæves søgte jeg at overbevise mig selv om at det havde været en pattegris der var i bylten, eller en død hund som man ikke orkede at grave ned i den hårde jord, eller måske slet ingenting. Kvindernes runde arme fik en uhyggelig glans der på en eller anden måde hånede og tilintetgjorde alle godartede tolkninger. I løbet af denne rædselsfulde nat som jeg aldrig glemmer, og som forekom mig at være en djævelens hævn for mit fritænkeri og min afsværgelse, bukkede jeg endelig under for mit ophidsede og dødtrætte kød.

Hesteudlejeren havde rådet mig til at gå ned til stationen inden klokken seks næste morgen hvis jeg ville være sikker på at komme med immigranttoget. Det fulgte ikke nogen bestemt køreplan, hævdede han, men kom næsten altid mellem seks og otte og kørte videre efter et par minutters ophold. Jeg fandt det klogest at undgå stationsbygningen, og et godt stykke tid stod vi dér alene på en perron i den skarpe morgensol. Jeg havde overvundet en usund impuls, nemlig at se stedet for nattens intermezzo i dagslys; fristelsen var stærk, men aberne så så mutte og udmattede ud at jeg ikke ville plage deres nerver yderligere. Ved sekstiden begyndte der ganske rigtigt at dukke folk op ved stationen, heste- og æselkærrer kom kørende; en halv time senere blev en af de store pumper bemandet som fyldte vand på lokomotiverne, og lidt før syv kom toget dampende ind med fire overfyldte vogne. Som jeg havde ventet, var drengene lyst lidt op da de genså jernbanen og toget fra i går som stadig holdt på samme sted. Da nu det nye tog kom imod os, begyndte de næsten at ligne sig selv igen. Måske er der alligevel håb, så det ud som om de tænkte, måske var det uhyggelige i nat bare noget vi drømte.

296

Omkring tyve mennesker stod af, mest unge par, og nogle ventende agenter tog sig af dem. Jeg banede mig vej hen mod den vogn hvorfra der var stået flest af. Ingen konduktør var at se, ingen prøvede at hindre os i at gå om bord. Vognens indre var et nedslående syn. Det var ganske vist en personvogn, men træbænkene på de korte sider var de eneste som var tilbage, alle de andre var revet af, og folk sad tæt sammen over hele gulvet, mellemrummene efter dem som var stået af, var straks blevet fyldt op. Mange sov ryg mod ryg, der var ikke plads til at strække sig ud. Tunge kropsodører fyldte vognen. Det var landbefolkning fra Mellemeuropa i medtaget søndagstøj som måske havde været pænt da rejsen begyndte, opsvulmede forvågede ansigter, jeg kunne se hvordan tøjet gnavede og klæbede. Natten måtte have været kold, de var netop ved at tø lidt op i den første solvarme, et barn, svøbt i et sjal, fik sit morgenmåltid ved moderens bryst. Det var utænkeligt at bede disse mennesker flytte sig for vores skyld. Jeg blev stående i døren indtil toget satte sig i gang, så trak jeg mig ud på togvognens perron hvor drengene allerede havde sat sig med ryggen mod væggen; Mathilde var krøbet sammen på kuffertens låg. Jeg fik kjolejakken af og bredte den ud over hende, hvorpå hun øjeblikkelig faldt i søvn. Jeg var glad for at jeg ikke var genkendelig som præst. Da havde det været forbi med freden, for der var noget over de mennesker derinde som sagde mig at de var katolikker. (Det blev snart bekræftet: De var polakker). De ville uden tvivl pånøde mig en siddeplads – men frem for alt pånøde mig sig selv, deres oplevelser på rejsen, deres gamle og nye elendigheder, deres fejltagelser og forhåbninger. Jeg ville ikke tage imod al denne menneskelighed, ikke døbe barnet der var blevet født på rejsen, ikke være skraldespand for oplagrede småsynder som nu endelig kunne lukkes ud i skriftemål. Aldrig mere præst, det var min faste beslutning. Især ikke fattigpræst. Det havde jeg fået nok af. Men det var ikke kun det: Jeg ville simpelt hen være i fred med mine aber. De var blevet min familie.

297

Var jeg blevet smittet af deres menneskeskyhed? Havde de narret min overlegenhed og erobret mere af mig end jeg af dem? Jeg var alene mod tre i en lukket kreds. De accepterede at jeg var den som førte an, men det var mig der kom udefra. Så længe jeg undgik kontakt med andre mennesker, var jeg gæst i en familie af menneskeaber. Miljøet var deres, vores relationer udspillede sig inden for grænser som var trukket af dem, og som jeg ikke havde kunnet rokke ved siden hvilepausen på Sankt Helena. Sådan ønskede jeg det ikke. Men bare vi kom til ro i et beskyttet miljø, ville alting blive anderledes. Støttet mod perronens gittergelænder sad jeg med solen i ansigtet og funderede over disse ting. Jeg havde på en eller anden måde mistet fodfæstet, og jeg var nødt til at udrede for mig selv hvorfor jeg, der var flygtet fra én jungle fire måneder tidligere, nu var på vej ind i en ny jungle på den anden side af oceanet. En mere skånsom jungle ganske vist, en slags fugtig savanne. Vist var det et forræderi mod abernes forhåbninger, hvis ellers der var noget tilbage af deres civilisationsdrømme. Men dette var jo dog en natur de var vant til, og hvordan skulle jeg kunne føre dem til storbyer når de ikke længere kunne tåle mennesker, i det mindste ikke i store doser? Hvis denne og andre hindringer ikke havde eksisteret, hvad ville da New York ikke have kunnet give dem, den store røde plet på kortet som Paul havde været så henrykt for! Højbanen, for eksempel, og oceandamperne i havnen, og alle bilerne og elevatorerne og rulletrapperne! Var det virkelig muligt at gøre aberne til nybyggere? Var vi ikke dømt til at gå under længe inden? Ikke mange af disse fortvivlede og udsultede mennesker i toget ville klare sig, det stod skrevet i deres kraftesløse ansigter. Endnu var det ikke for sent at vende ryggen til denne forbandede jungle, tage toget tilbage til Porto Alegre og vente på næste båd til New York. Penge lod sig altid skaffe, det havde jeg næsten fået smag for. Som belgier ville jeg sikkert blive godt modtaget deroppe.

298

Jo, selvfølgelig, en tid. Derefter ville det blive billige cirkusser og varieteer. Hvor skulle jeg ellers tage hen med mine aber? Jeg havde jo ingen videnskabelige meritter. Jeg måtte se sandheden i øjnene: Jeg var en forløben præst, og det lukkede alle udveje. Så længe jeg holdt fast ved aberne, måtte jeg leve som en charlatan i alle civiliserede lande. Og jeg var led og ked af alle løgnene. Men var det virkelig det jeg veg tilbage for? Følelsen af at være svejset sammen med aberne for altid, som jeg oplevede så stærkt og som jeg tilskrev vores fælles prøvelser og triumfer på rejsen. Var det ikke en slags helvede som jeg halvt ubevidst havde pålagt mig selv som straf for synder og fiaskoer jeg ikke magtede at bære? Var Dittel ikke faldet som offer for min forsømmelighed der er den klassiske synd i et selvisk hjerte? Og var det ikke mislykkedes for mig at tænde den menneskelige gnist i mine protegeer netop fordi jeg ikke elskede dem sådan som de var, i deres dyriske begrænsning, deres stædige og måske rørende fiksering ved teknisk legetøj, ved alt hvad der ruller og rasler, men som alligevel er dødt? Var det dem eller mig selv jeg ville straffe for dette ved at binde dem til mig hele livet? Skulle vi altid pine hinanden med at huske hinanden på gamle drømme og vores kommen til kort, med vores gensidige utilstrækkelighed? Disse spørgsmål angreb mig som en kløende eksem på hele den langsomme, skumplende, endeløse togrejse, og jeg gned og kradsede i den for at blive den kvit, men forgæves. Men jeg havde ét håb tilbage, og det hjalp mig til endelig at falde i søvn. Det var tanken om det barn som skulle fødes i en hytte i junglen om nogle måneder. Mathildes barn som jeg ville se som den endelige gudsdom over mit eksperiment. Ille faciet, det barn ville komme til at træffe afgørelsen, og hvordan denne afgørelse end blev, lovede jeg mig selv at acceptere den.

6 Jernbanen gik ikke helt til Santa Rosa dengang. Der var for resten heller ikke noget Santa Rosa. Vi var standset i en rydning i junglen. Der var ingen stationsbygning at se, kun en lang lagerbygning af træ. Ingen mennesker, ingen heste- eller æselkøretøjer ventede os, ingen tegn på liv. Det var verdens ende, den navnløse endestation på vores rejse. Vi havde været på rejse i fjorten timer fra Santa Maria. Ved frokosttid nåede vi Cruz Alta, hvor omkring halvdelen af vores medrejsende blev læsset på store, hestetrukne charabancer og forsvandt ind i skoven. Vi der blev tilbage, måske i alt hundrede personer, måtte traske gennem landsbyen med vores bagage til den smalsporede jernbane som skulle bringe os videre. Jeg tøvede ikke længere, jeg traskede med, og aberne fulgte føjeligt med. Men de sørgede omhyggeligt for at vi holdt os for os selv, og blev ængstelige så snart jeg nærmede mig nogen for at få oplysninger. Cruz Alta var det første sted vi så indianere i større grupper. De stod tavse langs vores vej og betragtede os værdigt og alvorligt som om vi var et begravelsesfølge. Aberne vred sig af ubehag når vi kom forbi dem. Efter et par timers pinagtig venten uden beskyttelse mod solen og uden vand, kørte toget ind, og vi gik om bord. Denne gang kunne vi få plads i en kupé, siddepladser oven i købet, men aberne var ikke til at rokke fra togvognens perron. Det var nok også det bedste, for det var en varm dag, en tidlig sommerdag i virkeligheden. Den nye jernbane var, som sagt, smalsporet. Jeg målte ikke, men jeg spurgte senere, og sporvidden var nøjagtig den samme

301

som i Congo. Det var ironisk at tænke på at dræsinen her ville havde været i sit rette element. Nå, det var jo ligegyldigt, for der var hverken vand eller veje at fragte den hertil på. Dette tog var endnu langsommere end det forrige, og det tog os syv timer at nå vores endestation til trods for at vi kun standsede én gang på vejen, i San Angelo. Dér stod en masse italienere af, to vogne blev koblet fra, og kun vores polske vogn blev tilbage. Nu var vi altså nået frem, og skumringen faldet på. Den lille lysning virkede beklemmende snæver da vi stod dér tæt sammen og forsøgte at se os om. De to agenter for regeringen havde siddet låst inde i deres egen kupe på hele rejsen – det var jeg som gratist selvfølgelig taknemmelig for eftersom vi på den måde undgik kontrol (der var ikke nogen konduktør med på turen). Men nu trådte de pludselig ud på togvognens perron – de forlod slet ikke toget – og fortalte os på tysk og polsk at vi ville blive afhentet af andre agenter som ville udmåle vores lodder. De var bare lidt forsinkede, men skulle snart komme og vise os til rette den nat; aftensmad skulle vi også få. Knap havde de sagt det, før toget fik dampen op og bakkede af sted mod civilisationen med de to funktionærer venligt vinkende på perronen; den ene af dem viste endda sin gode vilje ved at træde ned på trinnet og stå og vinke. I løbet af et par sekunder var de borte, og det var godt det samme, for det havde været umuligt at få drengene til at fjerne sig mere end et par skridt fra toget. Nu stod de dér med en lang næse, og vores situation havde fået noget uigenkaldeligt over sig hvilket besynderligt nok føltes befriende lige i det øjeblik. Jeg har egentlig aldrig kunnet forklare det, men polakkerne rundt om os syntes at føle det på samme måde. Det som absolut ikke kan ændres, har måske den indvirkning på os. Også aberne var efter alt at dømme grebet af den samme fatalisme. Man kunne jo ellers synes at de til forskel fra os andre havde grund til at føle sig hjemme her. Men de tyede til mig som

302

før og viste ikke den ringeste lyst til at forsvinde i urskoven. Mørket fortættedes hurtigt, men der kom ild i lygter som man samlede sig omkring. Grupperne talte lavmælt sammen, det var som om mørket, stilheden og de høje træer der omgav os, stemte til respekt og forsigtige bevægelser. Madkasserne kom frem, de sidste rester blev spist, og vi spiste ligesom de andre. Det var som om vi alle sagde til os selv, at nu var rejsen forbi, nu venter der noget nyt, det nye liv begynder. Næsten ingen havde vand tilbage, men alle styrkede sig ved naiv fortrøstning til morgendagen. Det var underligt at jeg med de erfaringer jeg havde, blev grebet af sådan en kollektiv stemning, men sådan var det. Og det nye liv begyndte med vand som en gave fra oven. Først nogle dråber der plaskede mod de tomme blikkrus; derpå øsede regnen ned, tæt og vedholdende, som for at vise at forsynet ikke havde glemt os. Alle trak sig ind blandt træerne; krus og blikæsker måtte blive stående og opsamle vand. En opdagede at lageret var låst, men han fik hjælp, og snart var låsen brudt op. Alle skyndte sig derhen, tæpper og frakker blev bredt ud på jordgulvet indenfor, og uden at klage faldt de dødtrætte udvandrere i søvn mellem råddent hø og stabler af sveller. Petroleumslampen der hang på dørhåndtaget, var det sidste billede på nethinden inden jeg døsede hen.

Mens morgentimerne gik og ingen modtagelsesagenter viste sig, vendte stemningen fuldstændigt hos polakkerne. Jeg var vågnet som en af de første – småbørnene allerførst – og var gået alene ud for at se mig om. Stedet så lidt anderledes ud i dagslys end det gjorde aftenen forinden. Det var ganske rigtig en lysning i urskoven, men ikke helt den udpost som jeg havde syntes i tusmørket. På den anden side af bufferen (som mest var symbolsk og let kunne flyttes) fortsatte jernbanen; der burde altså være banearbejdere længere fremme, eller i det mindste et sjak ryddere der holdt

303

banen fri mens byggeriet stod på. Måske skulle vi føres videre ad den vej, måske ligefrem på en dræsine? Mit smil ved denne tanke var temmelig bittert, men det var lige før jeg ønskede det for at se abernes reaktion. Kunne de tro andet end at jeg havde forvirret dem med hensyn til tid og rum og bragt dem tilbage til Afrika? Jernbanen gik altså videre, men jeg opdagede også en smal vej eller grænselinje der gik snorlige mod nord i junglen, vinkelret på banen. Der var også antydninger af stier og spor af mange dyr i den røde jord som var ved at blive tør efter nattens regn. Jeg følte mig iagttaget fra alle lysningens vægge hvor jeg end gik; vi var nok ikke helt så alene som det lod til, og der var noget som sagde mig at der også var mennesker i den usynlige overvågningskæde. Aberne sluttede sig diskret til mig, og med et ryk i hukommelsen vendte den første klare morgen på Longwood tilbage, dengang vi stod på pladsen uden for huset og så ud over havet og måbede over den høje horisont. Her var horisonten endnu højere og påtrængende nær. Men de kiggede ikke opad, mine venner, de så fremad mod det punkt hvor skinnerne forsvandt i den trykkende vegetation. Jeg forstod hvad de tænkte, hvad de ventede på, jeg så det så tydeligt i deres øjne: Snart kommer vores dræsine, bort herfra, bort fra de ukendte mennesker, kun vi skal rulle herfra, rulle, rulle … Hellere end gerne, tænkte jeg, men lad det gå hurtigt. Der skete selvfølgelig ingenting, og jeg overlod aberne til deres drømme. Jeg havde tænkt mig at spadsere lidt hen ad den lille skovvej og prøve at finde noget spiseligt. Men jeg nåede ikke mange meter før jeg hørte råb og skridt bag mig. På hele rejsen havde polakkerne virket fuldkommen uinteresserede, men nu havde de pludselig opdaget os. En kvinde trak mig i ærmet og sendte mig et blik som jeg kun kendte alt for godt: Det blik som det fromme eller i det mindste bange katolske menneske sender sin præst. For at holde på ham, få ham til at høre efter, for at presse trøst ud af ham. Jeg havde svært ved at beherske min

304

vrede. Jeg havde omhyggeligt gemt alle præsteattributter væk i min bagage, men nu havde de altså nået at rode et eller andet frem der afslørede mig. Formodentlig netop denne kvinde, skønt hun selvfølgelig aldrig ville indrømme at hun havde været i nærheden af mine ting. Hun var stor og blond, og hun så modbydeligt beslutsom ud. Da jeg standsede, greb hun bedre fat i mig, greb om hele min arm. Da hændte noget som aldrig før var sket, og som jeg aldrig havde ventet mig: Aberne greb ind for at forsvare mig. Den samme vrede fnysen som ved intermezzoet i Santa Maria, de samme dyriske tandrækker som blev blottet. Denne gang retirerede de dog ikke, men nærmede sig truende. Kvinden slap min arm sådan som man slipper en spedalsk, og flygtede tilbage til gruppen af mænd og kvinder som stod afventende ved husvæggen. Jeg blev selvfølgelig nødt til at berolige begge parter, først aberne, som jeg næsten elskede i det øjeblik, derpå den stakkels kvinde med nogle ord på tysk som et par af mændene lod til at forstå. På mindre end et minut var hele kolonien samlet omkring mig uden for indgangen. Jeg tvang mig selv til at se på hvert eneste af disse mennesker. Det kostede mig stor viljefasthed at se de første fem i øjnene, derefter kom der en lumsk vanemæssighed ind i spillet, en fristende slendrian. Jeg rødmede; jeg følte mig grebet på fersk gerning af mig selv og hele verden. Jeg hadede dette sug i brystet af professionel medlidenhed og kunne samtidig mærke at den voksede. Det var uden for enhver tvivl at det var frygteligt synd for disse forarmede mennesker hvis land nu blev sønderrevet af fremmede hære, og som stod bedragne og forladte i en fremmed verdensdel, kastet ud i vildmarken og uden mad på stedet. Jeg følte den kristne fristelse: Tjen disse mine mindste brødre, opgiv dit hovmod for deres skyld. Men jeg kæmpede imod, jeg ville ikke ofre mig, udslette mig selv, give afkald på mit personlige eventyr, disse fire måneders ensomme kamp der nu var mig! Min bane skulle

305

have lov til at fortsætte, nu ingen sidespor, ikke styrte sammen så tæt ved målet, hvad det så end var. Men lige nu gjaldt det bare om at beherske sig og holde gode miner til slet spil. Vi havde ingen steder at flygte hen. Jeg måtte pænt genoptage mine gamle funktioner, døbe børn og tage mod skriftemål, jeg fik ikke et roligt øjeblik hele dagen. Da intet tydede på at agenterne var på vej, blev jeg grebet af en dyb håbløshed som jeg havde svært ved at skjule: Det var som at forrette nøddåb og besøge dødslejer. Mere hengivne katolikker havde jeg aldrig mødt, og det gjorde det ikke bedre. Messe nægtede jeg dog at holde eftersom der manglede brød og vin, ligesom alt andet spiseligt; vand var det eneste vi havde. Jeg forstod at jeg ville få svært ved at redde aberne ret meget længere, og at de uden min autoritet ganske sikkert ville være blevet slået ihjel allerede om morgenen. Derfor kom det som en lettelse for mig at omkring halvdelen af polakkerne – måske tyve i alt under ledelse af en af de mest kraftfulde mænd – erklærede at de havde fået nok af at vente. De gik hen til den lille vej og forsvandt lige ind i junglen med al deres oppakning. Det var allerede sent ud på eftermiddagen og således et nærmest vanvittigt foretagende, men de som vandrede af sted, havde i det mindste fortvivlelsens mod, mens de andre bare var fortvivlede. Og var det ikke lige så vanvittigt at blive? Jeg gjorde i hvert fald ikke noget for at hindre dem i at gå. Det havde heller ikke nyttet noget. Og ved sekstiden besluttede jeg mig til selv at bryde op; da havde jeg fået direkte henstillinger, om end stadig høflige, om at aberne måtte slagtes. Heldigvis var der ingen børn i den gruppe som var blevet, men jeg kunne ikke andet end love at aberne ville blive ofret hvis det blev nødvendigt. Jeg stillede det dog som betingelse, eller snarere bad dem om at vi forinden gjorde et sidste forsøg på at komme i forbindelse med agenterne eller i det mindste menneskelige bopladser. Jeg foreslog at vi fortsatte videre ad

306

banelegemet; mislykkedes det, kunne vi jo altid vende tilbage ad samme vej, selv om det var mørkt. Oppakningen burde vi helst efterlade, sagde jeg. Jeg forstod at de ikke ville være med til det, men dermed havde jeg i hvert fald markeret at jeg ikke havde tænkt mig at lade dem i stikken. Den eneste redning for os alle var snarest muligt at få forbindelse med agenterne. For abernes vedkommende drejede det sig om timer. Men lykkedes det, sagde jeg til mig selv, blev vi virkelig reddet en gang til, så måtte det derefter være nok. Færdig med at rejse, færdig med præsteriet. Jeg havde ikke tænkt mig at tilbringe resten af mit liv som sjælesørger hos polske nybyggere. Jeg ville gerne have hjulpet dem, og havde jeg været læge eller agronom, ville jeg måske have gjort det. Men nu var det som præst de ville have mig. Det kunne jeg ikke gå ind på, jeg kunne ikke vende tilbage til den livsløgn jeg én gang havde forladt. Det måtte i det mindste være en ny. Derfor måtte vi skilles så snart vi ikke mere var i livsfare.

Det var ikke svært at få aberne til at gå forrest. De mærkede tydeligt truslen fra de andre og holdt sig omhyggeligt på afstand af dem. Lige efter aberne kom jeg. Al bagage ud over vandflasken havde jeg efterladt i huset. Polakkerne havde deres med, så vores fremrykning gik langsomt. Jeg havde god tid til at foretage mine observationer hen langs banelegemet. Jeg så tomme konservesdåser og kasserede skinnesøm der ikke virkede alt for rustne, en stump af en avis som kun var fjorten dage gammel, og som fortalte om slaget ved Tannenberg. Og overalt lå der glasskår som altid ved civilisationens yderste forposter. Nøjagtig ligesådan havde der set ud omkring den nybyggede bane i Congo. Efter et par kilometer gjorde jeg holdt. Banen krummede sig foran mig, og jeg syntes at skoven blev mindre tæt. Det var

307

endu lyst, men ville ikke være det ret længe endnu. Skulle der ske noget, måtte det ske nu. Jeg foreslog et hvil. Det var ikke for tidligt: Polakkerne var meget trætte. Men jeg tilføjede at eftersom jeg stadig var i rimelig kondition og ikke havde noget at slæbe på, ville jeg recognoscere et stykke videre frem inden vi vendte tilbage til huset til natlogi. Der kom ingen indvendinger. Formodentlig havde de stolet på mig, selv om jeg havde haft min bagage med. Jeg var bange for at nogen skulle sige noget om at aberne burde blive tilbage hos dem. Men de var nok for trætte til at tænke på det. Jeg gik mindst tre kilometer i rask tempo, fulgt af aberne. De havde ikke svært ved at følge med. Allerede om morgenen var de begyndt at rive blade af træerne og spise dem; de var mere i vigør end jeg. Et andet træk i deres adfærd, som jeg først troede var et synsbedrag, var at de mere og mere bøjede sig forover og støttede sig på knoerne når de gik. Det blev endnu mere påfaldende efterhånden som tiden gik og skumringen faldt på. Jeg håbede at det var en midlertidig reaktion på den belastning de blev udsat for. Jeg havde ingen lygte med. Polakkerne havde selvfølgelig lygter, men jeg turde ikke bede om en da jeg begav mig af sted, jeg var bange for at vække mistanke. Jeg skulle jo bare ud på en kort udflugt. Himlen var overskyet, så da mørket kom, kunne jeg næsten ingenting se, kun en mat refleks fra skinnerne når jeg bøjede mig ned. Til sidst gik jeg med den ene fod på sporet for ikke at snuble. Aberne syntes derimod ikke at have problemer med underlaget. Jeg var for længst holdt op med holde rede på skridtenes antal og tiden da jeg så et lys foran os på sporet. Jeg troede først at det var indbildning, men så kunne jeg mærke på aberne at de også havde set det: Deres vejrtrækning og bevægelser blev hurtigere og mere rykvise. Jeg kaldte og begyndte at løbe, men faldt øjeblikkelig og slog mig på knæet. Styrtede op og humpede videre.

308

Aberne ventede og holdt sig bag ved mig med deres sædvanlige forsigtighed. En hest prustede længere fremme. Så lød der højlydte stemmer. Pludselig tav de, og to svingende lygter kom imod os; skinnerne lyste som hvide streger. Vi var blevet opdaget. Mændene med lygterne var en indianer og en europæer. Bag dem på banelegemet stod et mulæsel læsset med kurve på begge sider. Vi søgte at gøre os forståelige på forskellige sprog, men ingen af dem var fælles, så de gjorde tegn til mig om at jeg skulle komme med. De talte med hinanden, syntes at fortsætte deres afbrudte uenighed på et sprog der lød som indiansk. Jeg pegede ivrigt på min åbne mund, og indianeren løsnede en stor kalabas fra mulæslets ryg og rakte mig den. Det var første gang jeg smagte maté, den kvalmende, fade te der spiller så stor en rolle i disse egne. Senere har jeg altid undgået maté der bedst kan sammenlignes med en puritaners drøm om den syndefri drik, men i dette øjeblik elskede jeg den. Da varmen spredte sig i kroppen, steg tårerne op i mine øjne. Jeg så på mine redningsmænd gennem de våde linser, men lygterne blændede mig, og mine klodsede omfavnelser formidlede en bevægelse jeg endnu ikke orkede at føle. De to mænd stod tavse og generte, aberne vendte sig bort. Nu gjaldt det om at komme polakkerne til undsætning. Jeg vendte mig mod den hvide og pegede hen ad sporet ind i junglen. Han gik samtidig i gang med en blanding af spansk og portugisisk med en besynderlig udtale og sagde at Guarani – jeg troede det var indianerens navn, men det var et helt folkeslag – ville ride videre med proviant til kolonisterne. Spørgsmålet var om de skulle tage ad landevejen som mulæslet ville, eller ad banelegemet som det ikke ville, men som var kortere og mere tørt. Jeg talte meget eftertrykkeligt for banelegemet og forsøgte at forklare at vi var brudt op sammen, og at de sikkert ikke var langt borte. Det blev oversat for indianeren der på ny forsøgte at få dyret til at gå, men forgæves.

309

Der opstod en lidt rådvild pause, og jeg så mig om. Først nu lagde jeg mærke til at en landevej, rød og pløret, krydsede sporet blot nogle skridt fra os. Et stykke borte til venstre for banen kunne man skimte en hest og en tohjulet vogn. Den hvide fulgte mit blik og rømmede sig som tegn på at han nu kom frem til sit egentlige ærinde. - Dom Kustavo venter Deres højærværdighed, meddelte han med sin særegne accent som jeg lige så lidt som hans ansigt kunne placere på det europæiske kort; man kunne høre at titlen var indlært til denne lejlighed. Jeg kiggede på ham. Han var et velvoksent, atletisk mandfolk iført en jakke der havde set bedre dage, og som passede foroven, men som sad for løst om livet. Langsomt begreb jeg endelig at jeg var reddet, at rejsen virkelig var forbi. - Værsågod at tage plads. Han strakte armen ud på militærfacon og begyndte at gå hen mod vognen. Pløret sprøjtede om støvlerne. Jeg fulgte efter. Jeg deserterede. Selvfølgelig burde jeg have fulgtes tilbage sammen med indianeren til mine ulykkelige rejsekammerater, have taget afsked med dem i det mindste. Men det var sikkert blevet svært. Jeg havde intet mod, ingen kræfter tilbage. Nu måtte det være nok. Jeg satte mig ved siden af kusken, aberne klatrede op bagi. Jeg kunne høre på deres lette bevægelser at de var i godt humør. De havde sikkert opfattet polakkernes sultne blikke og forstod lige så godt som jeg at de var reddet. Og så kom de endda op at køre! Kusken hægtede vognlygten fast som han havde båret i hånden, og vi rullede af sted. Vi fik tæpper om knæene mod kulden der begyndte at kunne mærkes. Aberne sad ranke som lys. Med stive lysende øjne fikserede de kuskens ryg. Det så rigtigt ud at de skulle sidde der i det gule lygteskær og køre i hestevogn. For første gang siden Sankt Helena kom uniformerne til deres ret. Mellem drengenes hoveder flakkede indianerens lygte svagere og

310

svagere. Mulæslet havde ikke rørt sig ud af flækken. Jeg vendte dem beslutsomt ryggen og så fremad. - Hvordan kan De vide hvem jeg er? spurgte jeg lige ud i luften. Manden ved siden af mig blev pludselig snakkesalig. Han havde måske bare været genert. - Jo, forstår De, indvandreragenterne kom til Dom Kustavo for et par dage siden. Deres gårde ligger ude mod vest, men når toget skal komme, så gæster de os. Nu i går aftes sad herrerne og lyttede efter togets fløjten. Han vendte sig halvvejs om mod mig og førte sin pegefinger op mod øret. – Men der kom ingen fløjten. Herrerne var nu temmelig trætte, men vi andre hørte heller ikke noget. De måtte have glemt at bruge fløjten. - Det er nok sandt, indskød jeg. – Jeg kan ikke huske noget signal. - Nå, i morges da agenterne sov, talte jeg med Dom Kustavo om det. Og vi sendte et par indianere til stationen for at se efter. De kom tilbage og fortalte at der var tre rige abemennesker og en højærværdighed. Og en masse almindelige blancos, selvfølgelig. Dom Kustavo blev meget glad og gav indianerne nye støvler og befalede at jeg skulle hente Deres højærværdighed med aberne. Og indbyde ærbødigst. Hans snaksomhed hørte brat op, og han fordybede sig i sin kørsel. Og det væsentlige var vel også sagt. Jeg svarede at jeg var meget taknemmelig for indbydelsen der havde reddet mig og især aberne ud af en meget vanskelig situation. Men jeg tilføjede temmelig skarpt at jeg kun kunne tage imod hans gæstfrihed under den forudsætning at man snarest kom kolonisterne til undsætning, og at agenterne godtgjorde hvad de havde forsømt. Min bagage måtte jeg også hente. Han nikkede bare, og jeg ved ikke om han forstod det. Jeg besluttede at tage det op med min vært så snart vi nåede frem.

7 Vi rullede ind gennem en høj port af udhugget træ, kronet af et våbenskjold. Det føltes som at forlade virkeligheden og begive sig ind i et festligt vanvid. Det skulle vare noget inden jeg kom ud af det. Vejen blev mere jævn og begyndte at skråne opad i blide bugter. Den var kantet af gadelygter som lyste ud over noget der lignede en engelsk park. Da vi kørte ud af en kurve, åbnede der sig et ejendommeligt syn. Til højre for vejen, midt på den stejle skråning, lyste en hvid flisevæg imod os. Pludselig trådte den frem som en abstraktion af den mørke vegetation og lod til at hænge frit i skæret fra kraftige lamper. I næste øjeblik fik jeg øje på huset lige overfor, eller snarere på et par store vinduer, høje og smalle, hvorfra lyset strømmede ud. Disse blændende flader i natten og vildmarken virkede på mig som en åbenbaring. Med deres vidunderlige regelmæssighed var det som om de ophævede al den formløshed og uorden jeg havde oplevet siden jeg forlod Europa, og som de geometriske figurer de var, udstrålede de en klarhed der egentlig ikke gjorde noget klart, men som var tom og ikke engang kunne overbevise mig om at de faktisk eksisterede i virkelighedens verden. Jeg kan mærke at det lyder som nonsens, men sådan opfattede jeg det, og sådan var den stemning jeg befandt mig i. Jeg var havnet i en tilstand hvor virkelighed og abstraktioner skød sig ind i hinanden ligesom i drømme. Forestil Dem et menneske, der lige fra begyndelsen var svagt rodfæstet i tilværelsen, og som kommer til at opleve det som jeg havde oplevet i de seneste måneder! Det er da ikke så mærkeligt at de sidste holdepunkter vakler over for det totalt uforudsete.

313

Meget længe havde virkeligheden forekommet mig diffus, den åbenbarede sig stødvis; allerede på et tidligt stadium havde nærkampen med elementerne og alle smerterne og strabadserne rystet den sønder og sammen i mit arme hoved som i et kalejdoskop. Og i mine drømme og tilstande af vildelse, især hen mod rejsens slutningen, var den blevet hærdet til truende abstraktioner som forekom mig at træde direkte ud af kroppens nød, af en fysisk fortvivlelse uden bevidsthedens indblanding. Disse visioner eller hvad jeg nu skal kalde dem, blev så håndgribelige for mig at de, til forskel fra de virkelige hændelser, overhovedet ikke er blegnet i min erindring. Der står de tydelige i et rum uden luft og tid, nøjagtig som de store lysende firkanter da de åbenbarede sig for mig i Dom Kustavos park. Men det jeg nu følte, var ikke angst, det var befrielse, og jeg begyndte at ane at de formationer som havde bygget sig op i mine drømme, var et jegets sidste mønstring, et forbitret forsvar mod en stadigt angribende virkelighed, mod vanviddet og den psykiske tilintetgørelse. Mens sjælen gravede sig ned i drømmene og overlevede dér, kunne resten af mig optræde med et panser af dyrisk åndsnærværelse som måske delvis var en tilpasning til aberne. I kritiske situationer havde jeg handlet automatisk på en måde som havde forekommet mig skabagtig og fornedrende, hvis jeg havde været ved fuld bevidsthed. Men kun ved således til en vis grad at afstå fra mig selv og min umiddelbare oplevelse af virkeligheden – sådan tænkte jeg nu – havde jeg holdt ud til slutningen og kunne nu rulle ind blandt kulturens symboler og tage min integritet tilbage. Vi kørte op langs med stengobelinen. Inden den forsvandt, fik jeg øje på en frise i jugendstil der af en eller anden grund stødte mig. Så kiggede jeg ned i dybet og så at der lå blokke og småstumper af fliser for foden af skråningen. Endelig forstod jeg det: Det var simpelt hen et bassin der var styrtet sammen sådan at den ene langvæg var blevet stående alene tilbage med et stykke af bunden hængende som en balkon ud over afgrunden.

314

Det dramatiske syn slukkedes bag os og vi svingede helt op og standsede ud for huset. Det var en herregård helt i træ, gulmalet og med en lang række vinduer der fik mig til at tænke på russiske romaner. Tykke, hvide søjler flankerede indgangen. Kusken hjalp os høfligt ned fra vognen. Jeg spurgte om det var muligt at gøre sig lidt i stand inden vi skulle møde Dom Kustavo; over for al denne uventede kultur føltes skægstubbene pludselig generende. Han svarede at det havde Dom Kustavo tænkt på, og vi blev vist ind på et toilet i forstuen. Derinde var der barbersager og rindende varmt vand. Lykkelig og rørt lod jeg det skylle ud over hænder og underarme. Hænderne så sørgelige ud med revner og hård hud; mærkerne af det olierede hejseværk på Sankt Helena sad der stadig. I spejlet kunne jeg se at skægvæksten var grånet. Mathilde pirkede nysgerrigt til vandstrålen og blev forundret over skummet i mit ansigt. Drengenes øjne var mere livlige end de længe havde været, men de spillede sagligt rundt i rummet, lod sig ikke imponere. Kusken ventede i forstuen og førte os videre ind til en stor og lys stue med rokokomøbler. Interiøret var ikke prægtigt, snarere slidt på en distingveret måde. En enlig herre stod under krystallysekronen. Han var høj og bred og gulskægget og lignede en ungdommelig hjerter konge. Jeg gik hen til ham, og nu talte han; det lød som når en russisk aristokrat taler fransk i en vaudeville. - Godaften, hr. abbed, velkommen hertil. Jeg er Gustave Alexandre Ernrott fra Finland. Han trykkede hjerteligt min hånd. Jeg sagde mit navn og nævnte min nationalitet og takkede ham fordi han ville bistå en rejsende i knibe. Det viftede han af. - En selvfølgelighed, min herre. Han nikkede over skulderen på mig. – Vil De ikke præsentere Deres ledsagere? Aberne var blevet stående ved døren, måske var de bange for den gnistrende lysekrone. I denne belysning opdagede jeg hvor medtagne uniformerne var, maltrakterede som de var blevet, først

315

af historien og derefter af naturen og rejsens hårde arbejde. Trykket ind til hinanden stod mine kammerater og trådte ængsteligt frem og tilbage, mere medynkvækkende end flotte og mere abelignende end nogensinde. De pillede oven i købet på hinanden på almindelig abevis, det var noget jeg aldrig før havde set dem gøre. Min egen slidte kakidragt med store oliepletter gjorde det ikke bedre, jeg var ikke mere pyntelig selv. Jeg skammede mig. Jeg løftede tappert blikket. Manden smilede venligt. - Det er Mathilde, Paul og Jakob, fik jeg sagt. – Men først og fremmest må jeg fortælle … Han afbrød mig, og jeg bed mig selv i læben. Uvant med at tale som jeg var, havde jeg lydt mere utålmodig end jeg havde haft til hensigt. - Jeg forstår at Deres tanker er hos den vildfarne hjord i skoven. De skal ikke nære nogen ængstelse, jeg lover at man tager sig af dem. I morgen tidlig er agenterne fremme. Der bliver slået telte op, der bliver fordelt jordlodder. De kan være helt rolig for Deres folk. Nu så jeg så overrasket ud at han måtte have lagt mærke til det. Jeg havde slet ikke tænkt på de stakkels polakker, men på min efterladte bagage som undskyldning for den usoignerede påklædning. - Og jeg hørte netop af Urpo, fortsatte han som om han kunne gennemskue mig, – at Deres bagage stadig ligger i lageret ved jernbanen. Vi henter den i morgen, hvis det passer Dem. Jeg formåede ikke andet end at nikke. - Men nu har De alle sammen brug for mad og hvile. Souperen er straks færdig. Souper! Et pendulur viste ti minutter over et. Mit eget ur var ti minutter over to; vi havde bevæget os ind i en ny tidszone undervejs med toget. Han så mit ansigt og lo. Jeg lo med, men det gjorde ondt, for det var længe siden sidst, og den nybarberede hud strammede.

316

En fløjdør blev slået op, en tjener i hvid jakke stod og bukkede på den anden side af tærsklen. Da aberne så det dækkede bord, vovede de sig endelig nærmere og satte sig ubesværet på de pladser som værten anviste dem. Deres forbløffelse havde allerede lagt sig. Det har min stadig ikke. Ankomsten til Ernrotts gård var den store sceneforandring i mit liv, og jeg er aldrig kommet over den. Misforstå mig ikke. Et eventyrslot i vildmarken hvor bordet står dækket, forfejler naturligvis ikke sin virkning på en sulten og vildfaren vandringsmand, og det store vendepunkt i et eventyr bør jo have et sådant sensationelt aspekt. Men det som virkelig overvældede mig, var dog værtens personlighed, hans blotte nærvær på et sted hvor der ikke burde findes nogen personligheder. Når man først havde accepteret at han faktisk befandt sig her, var herregården i junglen en naturlig konsekvens. Jeg syntes at det var den første rigtige stemme jeg hørte siden jeg talte med Turner en aften for længe siden; de mennesker jeg siden havde talt med, var kun utydelige ansigter og en brusen i hukommelsen. Måske havde rejsen forrået mig, men jeg måtte tilstå at jeg glædede mig over endelig at se et menneske der var velopdragen og velstillet, en mand med form og tilbageholdt kraft. Det overraskede mig så meget desto mere som de skandinaver jeg tidligere havde mødt, havde været løse i konturerne, skiftevis ubeslutsomme og storsnudede, omtrent som nordamerikanere, men uden disses vitale målbevidsthed. Da jeg havde slukket den værste tørst med to glas champagne, lagde det hedenske ord kalokagathia sig som en sval obol på min tunge, og jeg smilede ved tanken om hvor uendelig fjernt dette begreb havde været nogle timer tidligere. Bordet var dækket til syv, og jeg fik at vide at de tomme pladser var tiltænkt de to indvandreragenter der desværre nok – han sagde det uden den mindste misbilligelse – var for berusede til at kunne gøre os selskab. Jeg benyttede lejligheden til at oplyse ham om at polakkerne kun ved et tilfælde var blevet mine

317

rejsekammerater, at jeg ganske vist var præst, men ikke var på rejse i tjenesten, og at jeg ville være taknemmelig for at få lov til at sove ud næste morgen. Ernrott virkede tilfreds med beskeden og lovede at jeg ikke ville blive forstyrret. Meget mere blev der ikke sagt den aften. Min venlige vært kunne se hvor underernæret og dødtræt jeg var, og udviste en rørende omsorg for min bedring. Han lagde sikkert også mærke til at aberne – som han diskret observerede – var betydeligt kvikkere end jeg. Uden at fortrække en mine gik han ind på mit forslag om at give dem deres eget værelse; han spurgte ikke engang om de var stuerene og fri for utøj. En nat uden dem, sagde jeg, var noget jeg havde længtes efter i lang tid. Og jeg forsikrede at hvis man stillede et par baljer eller spande ind hos dem, ville de ikke snavse til. Om deres egenskaber i øvrigt og om hensigten med vores rejse lovede jeg at fortælle den følgende dag.

8 Efter middagen sad vi i en smuk hjørnestue med indbundne bøger fra 1700-tallet og portrætter af russiske tsarer på væggene. De lyse møbler frapperede mig her som overalt i huset. Værtens niårige datter, Hélène, havde trukket sig tilbage efter maden for at læse lektier. Meget modvilligt, for hun kunne ikke få nok af abernes selskab. Jeg gættede at det i en vis udstrækning var hendes fortjeneste at vi så hurtigt var blevet undsat og inviteret op til gården. Aberne var sammen med os, vi sad i lænestole foran ilden. Regnen slog mod ruderne, og det beroligede mig at vide at polakkerne var under tag og havde fået forplejning. Agenterne var kommet dem til undsætning om morgenen. Ernrott havde selv kørt vognen med mad og vin fra gården. Da jeg kom ned til frokosten stod min bagage allerede i forstuen. Der manglede intet undtagen et krucifiks som jeg af hjertet undte finderen. Nu var sandhedens øjeblik inde som jeg havde forberedt mig på hele dagen. Hvilken sandhed? Flere versioner af mit eventyr stod mig åbne, og til hver af dem var der knyttet en rolle som jeg måske var nødt til at spille videre resten af mit liv. Mere eller mindre vanskelig, måske også farlig, mere eller mindre tillokkende. En del havde jeg allerede bundet mig til aftenen forinden, da værten sagde godnat til mig uden for døren til mit soveværelse; aberne var lige blevet installeret i værelset ved siden af. Smukke uniformer, sagde han, hvor har De fået dem fra? Vi kommer lige fra Sankt Helena, kunne jeg ikke lade være med at svare. Det forstærkede naturligvis hans nysgerrighed, og jeg gentog mit løfte om at fortælle alting under fire øjne, når bare jeg var kommet mig lidt.

319

Om morgenen var jeg gået ind til aberne som ikke virkede mindre betagede end jeg af at vågne op mellem lagener. Morgenmad havde vi også fået ind, og vi stod ved vinduet og gumlede på marmelademadder mens vi så ud over landskabet. Værelserne vendte ud mod bagsiden, neden for os lå en græsplæne – usandsynligt velplejet, fugtet af regnen som lige var begyndt, jævn og blank som et vandspejl. En revet havegang førte hen til et ekkotempel på en høj. På næste niveau tog urskoven over, men et fjernperspektiv var hugget ud, så man kunne se helt ned til bunden af sænkningen hvor en lille flod glitrede. Det var smukt og enkelt gennemført, passende kunstigt til at sætte den usorterede natur på plads, og utvivlsomt meget krævende at vedligeholde. Jeg besluttede at den som havde afstedkommet dette, havde fortjent sandheden om vores rejse, skønt det heller ikke kunne blive hele sandheden. Jeg kastede et hastigt blik på aberne. De bemærkede ikke noget, de lod til at være fanget af den samme udsigt som jeg, af den samme perspektiviske linje. Jeg læste mine egne tanker ind i deres øjne som i et spejl, illusionen var så vildledende tydelig at det gamle, vilde håb vågnede igen et øjeblik. Hvis I bare kunne forstå dette, ville jeg sige til dem, så ville vi kunne fortsætte sammen og aldrig været nødt til at skilles! En slags løssluppen fortvivlelse greb mig, jeg stillede mig foran dem og gestikulerede galgenhumoristisk, pegede på deres hoveder, pegede på mit eget, pegede ud ad vinduet. Er I indespærrede mennesker, sagde jeg med høj stemme, så giv jer til kende nu! Har I virkelig stået stille på hele rejsen, vil I ikke komme mig i møde? De rørte sig ikke, blinkede bare og så lige igennem mig mod det samme punkt som før. Jeg gættede at det var vandløbet som havde fanget deres interesse, eller måske var det bare regnen. Ville de ud i regnen og danse? Jeg havde jo set små tilløb til chimpanseinstinkter i begyndelsen af vores bekendtskab. Måske havde de trods alt udviklet sig.

320

De syntes i hvert fald tilfredse med at stå hvor de stod. Jeg kunne mærke det var umuligt at nå frem til dem, sikkert fordi de var alt for forbavsede over de nye omgivelser, alt for mange holdepunkter var blevet taget fra dem på det seneste: havet, dræsinen, til sidst også jernbanen. En ny rutine måtte etableres mellem os inden jeg kunne få kontakt med dem, det havde rejsen lært mig. Indtil da var de som sten.

Og der sad vi nu i en halvkreds, jeg i en lånt, mørk habit der var for stor, aberne i hvide skjorter og kolossale bukser, såkaldte bombachas; jeg havde bedt om det for at spare lidt på uniformerne. Alles blikke, også abernes, var forventningsfuldt fæstet på mig. Og jeg begyndte at fortælle. Jeg fortalte hele vores historie; ikke lige så udførligt og oprigtigt – eller næsten oprigtigt – som jeg gør nu, men næsten. Det jeg betroede min vært, var den ”videnskabelige” version, de intellektuelle og filosofiske motiver til min handling. Det private holdt jeg for mig selv. Men inden for denne ramme fortav jeg ingenting, alle mine forhåbninger og visioner kom med, paranthropus erectus med krydsninger og det hele, selvfølgelig i den lutrede og selvironiske belysning jeg nu så dem i. Jeg glemte ikke min glæde over de små tilløb til fremskridt, men gjorde mere plads til tilbageslagene og den almindelige skuffelse som jeg nu følte. Han afbrød mig med en håndbevægelse mod aberne. – De mener at De nu endegyldigt har accepteret at de er almindelige aber? Han så skuffet ud. - Ikke helt almindelige. De er ikke chimpanser, ikke nogen kendt art i det mindste. Endnu mindre gorillaer. Sandsynligvis en krydsning mellem dem som er blevet forskudt af begge lejre, så at sige. Denne lille gruppe har ført et omkringstrejfende liv og formodentlig været i kontakt med mennesker inden de dukkede

321

op hos os. Måske har de specialiseret sig i jernbanearbejdere. Er det sådan, kan det desværre forklare alting. - Men Mathilde er jo gravid som De siger. Det kan i øvrigt ses. Sammenkrøbet var hun faldet i søvn i lænestolen. Hendes mave bulede svagt mod skjorten ligesom et hoved mod en teltdug. Drengene hang med hovedet og glippede med øjnene mod varmen i pejsen; de havde smagt grundigt på bordvinen. - Ja, det ser sådan ud. Det kan være falsk alarm. Jeg håber selvfølgelig at det er ægte, og at hun føder et barn om et par måneder. Derfor vil jeg ikke rigtigt give op endnu. Det er jo også muligt at jeg ser lysere på det hele når jeg har fået hvilet ud og har gennemgået mine optegnelser. Og jeg tilføjede at jeg gerne ville gøre et forsøg med jordbrug af den allerenkleste slags, finde et udviklingsniveau der var menneskeligt, men måske alligevel inden for deres rækkevidde; måske bare kvæghold til at begynde med. Det var den tanke, sagde jeg, der havde bragt os helt hertil hvor jorden var billig og den offentlige kontrol kun lidt udviklet. Endelig lod jeg forstå at jeg betragtede mig som skilt fra min orden, og at jeg havde brændt alle skibe bag mig i Europa, at jeg, kort sagt, var kommet for at blive. Det eneste der kunne ændre ved det, var et stort gennembrud i abernes udvikling, men der havde jeg, som sagt, ikke længere større forhåbninger. - Rejsen har lært mig, sagde jeg, – at jeg egentlig ikke tilhører de mennesker som lever for et mål. Jeg tilhører de mennesker som vil være frie. Mit mål er friheden, og det er det samme som ikke at have noget mål. At kortet ikke stemmer, forbavser mig ikke, jeg betragter det som fuldkommen naturligt. Ernrott lyste op og lænede sig frem i stolen for at sige noget. - Aberne derimod, fortsatte jeg, – de har et mål. Eller havde det. Billeder af et mål. Men jeg kunne ikke bringe dem derhen. Og nu er jeg bange for at det er visket ud af deres arme hoveder. Jeg sank tilbage mod ryglænet og lukkede øjnene. Aldrig i

322

hele mit liv havde jeg talt så længe. Jeg var vredet tør som en svamp. Der blev stille lidt, jeg kunne kun høre ilden der hvæsede lidt, og de sovende abers vejrtrækning. Nu talte Ernrott. Jeg lukkede mine øjne op. - Deres fortælling, begyndte han, – er ikke alene vidunderlig og næsten utrolig – samtidig med at den er troværdig på hvert eneste punkt. Den berører også mig stærkt. Også jeg har foretaget en rejse til friheden, som de nok kan tænke Dem. Men før jeg kommer ind på det, føler jeg at jeg skylder Dem at sige at man ikke kan leve af jordbrug herude. Ikke alene. I så fald må aberne gennemgå en meget hurtig udvikling. Og kvæg alene duer ikke her. - Og De selv? spurgte jeg skønt jeg kunne gætte svaret. - Dette jordbrug kan ikke betale sig. Men jeg har store ejendomme i mit hjemland. Jeg får penge sendt hertil, til en bank i Porto Alegre. Og somme tider til Buenos Aires for at de ikke skal vide for meget om mig her. Men hvorfor kom jeg overhovedet herover? spørger De. Jo, det skal jeg fortælle Dem hvis De orker at sidde oppe lidt endnu. Hen hentede en uåbnet flaske cognac i et skab og skænkede op i to glas. Aberne var ude af spillet, lå spredt på tæppet foran pejsen. - Jeg kommer altså fra Finland, gentog han efter en første mundfuld, – fra det som tidligere blev kaldt Det Russiske Sverige. - Europakortet er mig bekendt, indskød jeg en smule stødt. Men så skammede jeg mig, for jeg kunne se på ham at han bare ville prøve min opmærksomhed. - Selvfølgelig, undskyld, det er jeg ikke så forvænt med hernede. Nuvel, jeg var tsarens undersåt. Min far tjente trofast de herrer – han gjorde en håndbevægelse hen mod portrætterne på væggen – men i halvfemserne begyndte de at russificere vores land og tage vores gamle rettigheder fra os. Embedsmændene gjorde passiv modstand, jeg var selv jurist i administrationen. Da russerne

323

fik klø af Japan, blev det en overgang nemmere, men så blev det værre end nogensinde. Vi var mange der ikke kunne holde det ud under Nikolaj, og der opstod en bevægelse for udvandring til Sydamerika. Han holdt en pause og styrkede sig på ny ved glasset. I begyndelsen var jeg for træt til at høre ordentlig efter om disse fjerne anliggender, men efterhånden blev jeg mere interesseret. - Det var mest unge mænd fra de dannede klasser, rentierer, universitetsfolk, militærpersoner der måtte flygte eller som tog deres afsked i protest. Vi ville bort fra despotiet, søge lykken i den tropiske natur. Vildmarksromantik, simpelt hen, de fleste af os havde penge nok. Var der krassere motiver, blev der ikke talt højt om dem. Projektet var nok godt planlagt, en berømt etnograf var sjælen i det hele, han havde rejst rundt hernede og fået garantier af myndighederne. Bort fra det udlevede Europa, tilbage til naturen! Leve Nueva Finlandia! Sådan lød det, og alting forekom fortræffeligt. Vi kom da så hertil i 1907. Eller til Argentina, rettere sagt, det var der vi skulle have jord til vores koloni, på den anden side af grænsefloden. Hundrede kilometer herfra. Og der sidder de stadig, de få som stadig er der, og dyrker deres herva. For hvordan gik det? For det første var jorden dårlig, det viste sig allerede hurtigt, og det var ikke så let at komme af med hervaen som man havde lovet. For det andet vidste hverken embedsmændene eller løjtnanterne eller magistrene i filosofi den mindste smule om tropisk jordbrug! Hjertens flinke mennesker, men totalt upraktiske! Og det værste: De havde penge på lommen og tænkte at det haster heller ikke med jordbruget, det kommer nok i gang med tiden. Og klimaet var jo fint, så de blev boende i deres telte i to år. Alt hvad de byggede, var en kro, hvor de kunne sidde hele dagen, og om aftenen var det kjole og hvidt med ordener. Kan De se stilen? Det kunne jeg. Da han havde forvisset sig om det, fortsatte han:

324

- Det gik jo slet ikke. En del slog sig på flasken eller fik Tropenkoller og gik mere eller mindre til, men de fleste rejste hjem da pengene var brugt op, og familien ikke ville sende flere. Nogle tog med mig her til den brasilianske side hvor myndighederne var mere rå, men jorden meget bedre. Resten blev og får det vel langsomt bedre. De klarer sig på spareblus. Men det er ikke de samme mennesker – sjæleligt er de knækket. Den kulturelle fernis er løbet af dem. Og hvad så, siger De måske. Men det som kigger frem, er ikke det sunde tømmer, det naturligt fine menneske vi drømte om. Det er – ingenting! Kollaps! Bare et tomrum. Han spredte hastigt benene og stirrede ned i tomrummet mellem dem. Meget illustrativt. - Og naturen tåler jo ikke tomrum, allermindst naturen hernede. De har vel mærket hvordan klaustrofobien kommer listende når man intet udsyn har, og skoven står som en fugtig væg rundt om én til alle sider. Man synes ikke man kan få vejret, man vil ligesom hugge sig fri … Hvad var det jeg ville sige? Jo, i disse tomme hoveder samlede der sig en masse skrammel, en del blev læsere, andre kommunister, andre igen skrev servile breve til tsaren og bad om rejsepenge. Læserne var der flest af, selvfølgelig. Men det var ikke det. Det jeg ville sige, var at det jo er ligesådan med Deres aber, ikke sandt? Bare omvendt! Og værre! Nu satte han ikke flasken fra sig, men fyldte glasset mellem slurkene. Sætningerne blev mere og mere abrupte. - Kort sagt: Alle disse mennesker … rejste ud i friheden. Men varmen – og fugten – og dorskheden tog dem. De kom for tæt på naturen – kulturen løb af. Han rejste sig med flasken i hånden. - Det var kun Dem og mig som nåede frem! Aberne? Nej, desværre. Sørgeligt. Måske ikke for dem – men for Dem. Kolonisterne? Nej. Sørgeligt også det. Han så forundret på flasken og strammede sig an. - Og nu er flasken tom. Godnat, hr. abbed. I morgen – han

325

standsede op midt i sit skridt som en jagthund og lyttede koncentreret efter noget â&#x20AC;&#x201C; i morgen tidlig finder vi en plet hvor De kan dyrke jorden. Hvad mener De om det? Godnat.

9 I ydre forstand ender min rejse her og dermed min egentlige fortælling. Det som er tilbage, er den epilog på halvtreds år som er resten af mit liv, og når jeg nu skal skrive den, må jeg gå anderledes til værks og mere rapsodisk end før. Mit nye liv var ikke lige så episk, det er vanskeligere for hukommelsen at holde orden på kronologien, især fordi jeg har været sparsommelig hvad angår flytning og andre håndgribelige forandringer. Min rejse fra jungle til jungle havde ikke varet mere end fem måneder, men dem havde jeg oplevet i minutter og timer, mens målestokken for mit senere liv blev måneder og år. Dog er der nogle hændelser som stadig står med uformindsket styrke. De har alle aberne i centrum; så længe de stadig var i mit liv som en uløst gåde, er der også en tråd i min fortælling, selv om den tilsyneladende falder fra hinanden i episoder og scener. For aberne var rejsen ikke forbi; et barn skulle fødes, de stod over for store forandringer. Om mit liv med aberne kommer den således til at handle, så længe det varede, lige til det klimaks der satte punktum for hele eksperimentet. Jeg har leget med tanken om at gengive denne del af min fortælling i tredje person. På den måde, har jeg tænkt, ville jeg komme til at se mere objektivt på mig selv, som i et spejl, se et menneske og tre menneskeaber og deres indbyrdes forhold. Fra et frit bevægeligt punkt uden for mig selv ville jeg observere min egen rolle, måske opdage ting som jeg ikke før havde set, endelig blive fri af dette fjerne eventyr og med et nyt klarsyn kunne opsummere mit liv. Selv om jegformen var den rigtige så længe jeg fortalte om min kamp med elementerne, passede den måske slet ikke som medium for det mere statiske liv der nu tog sin

327

begyndelse; jeg var bange for at blege materialet med en selviagttagelse som dengang fyldte mindre i min tilværelse end den gør nu. Det var på tide, tænkte jeg forleden aften, at jeg trådte ind på scenen i min egen historie, blev kaldt ”han” og ”Moulin” som et menneske af kød og blod. At fremture i jegformen kunne sammenlignes med at undersøge sine egne træk ved med hånden at føle hen over ansigtet i stedet for at se sig i spejlet. Men alle disse gode argumenter har jeg kasseret til sidst. Omstillingen ville blive for drastisk, man kan ikke skifte hest midt i vadestedet. Måske var det spejlet der skræmte mig. Jeg kan huske alle spejlene på gården Nova Sesta – sådan hed den, af hvilken grund har jeg glemt. Jeg kan huske den lille herre som var mig, som så forunderligt var blevet reddet ud af naturens kløer; jeg husker hvordan han gik omkring i sin lånte habit og spejlede sig, genfandt sig selv som fysisk skikkelse, mærket af det han havde gennemgået, men intakt og stadig ungdommelig. Jeg er måske uretfærdig, men jeg kan ikke lide ham og vil ikke se ham i min fortælling. Så jegformen må blive. Det kan godt være at den er subjektiv som optisk instrument, og begrænset i sin rækkevidde, men billedet bliver skarpere. Nu var det virkelig sådan at jeg var usædvanligt selvoptaget i de første uger efter min redning, og min opmærksomhed med hensyn til aberne slappedes. Delvis var jeg vel undskyldt af min usle tilstand. Jeg var mere medtaget end jeg selv kunne ane, og det var på høje tid at jeg hvilede mig og spiste ordentligt og tilstrækkeligt. Jeg kom mig også hurtigt under Ernrotts generøse omsorg; han sendte endda bud efter en læge fra Santa Maria der undersøgte mig grundigt og opstillede en kostplan til mig. Måske gav han mig også en eller anden slags droge, jeg ved det ikke, men jeg opdagede efterhånden at jeg havde været ret omtåget et stykke tid, omtrent en uge er næsten visket ud af min hukommelse. I hvert fald, da min normale bevidsthed satte ind igen, havde visse forandringer fundet sted omkring mig. Aberne

328

var tydeligvis utålmodige og så allerede ud til at vantrives i kulturen, måske var de også ængstelige fordi de ikke havde kunnet komme i kontakt med mig som de plejede; det lod til at de ikke var blevet sluppet ind i mit sygeværelse. Spredte billeder af Mathilde stående ved fodenden af sengen foresvævede mig, men det kan have været en drøm. Det første jeg bemærkede, var at de ikke længere ville have tøj på. Det virkede derfor som om det var stadsen ved uniformerne der havde lokket dem, ikke det at være påklædt. Og brillerne som jeg havde givet dem på, var forsvundet; jeg fandt dem senere klemt sammen til ukendelighed under deres vindue. Sammen med uniformerne lagde de også deres bordmanerer fra sig, de havde ikke engang lyst til at sidde og spise sammen med os andre. Den tilberedte mad mistede nyhedens interesse for dem, deres kostvaner forandrede sig. Jeg prøvede at give dem noget der lignede den jævne, men menneskelige føde som de havde fået på rejsen, men det passede dem ikke længere. De blev mere og mere vegetariske, kartofler og bananer skyllet ned med maté var deres livret som de indtog siddende på gulvet i deres værelse eller endnu hellere på græsplænen udenfor. Det kan jo skifte med forskellige perioder, prøvede jeg på at sige til mig selv. Værre var det med de tendenser til et ændret bevægelsesskema der syntes at være blevet frigjort da de kom af med tøjet. Ikke sådan at de blev firbenede igen, som de havde været, eller som de havde givet det udseende af at være i lejren hos banearbejderne, men de bevægede sig afgjort mere foroverbøjet og rullende når de gik – de første tegn i den retning havde jeg jo set på vores sidste natlige etape på banelegemet. Armene daskede foran kroppen, de så mindre ud og dermed mindre menneskelige. Det var et tydeligt tilbageskridt, men det bør ikke overdrives sådan som jeg måske var tilbøjelig til at gøre dengang. De menneskelige træk var der jo stadig. Intet kunne tilsløre at deres profiler var lige, og at øreflipperne var små og lå ind til hovedet.

329

Armene var menneskeagtigt korte, benene uforandrede lige og forholdsvis lange. Det klovneagtige i chimpansens bevægelser og det latterligt pompøse hos gorillaen der støder os som parodier på os selv, kunne heller ikke konstateres hos dem. Man kan sige at det menneskelige i en vis forstand blev fremhævet ved så at sige at blive ladt i stikken af adfærden. Og dog … Noget var blevet slukket. Vores kontakt var ikke den samme. Deres øjne ”svarede” ikke længere på mine blikke. Jeg skal ikke gøre dette indviklet, men jeg har med tiden forstået at det også skyldtes mig selv. Jeg talte lige før om min normale bevidsthed der vendte tilbage efter krisen jeg havde gennemgået. Men helt så sikker burde jeg ikke være, selv om jeg var det dengang. Også hos mig var der indtruffet en forskydning. En anden krise var overstået, en moralsk og en intellektuel. Min skuffelse over at de ikke længere udviklede sig, havde lagt sig. Mødet med ubåden var det fatale vendepunkt: Jeg accepterede det. Jeg accepterede at de var aber og ikke mennesker, eller i hvert fald overvejende aber. Jeg kunne dog ikke glemme at jeg var draget ud som en ny Colombus for at finde et Indien, men var strandet i Amerika, at det spørgsmål jeg havde stillet, var: Hvordan opstår et menneske, ikke: Hvad er en abe? Det fremkaldte en slags træthed, en kulde over for disse væsener der måske havde kunnet, men som ikke ville blive mennesker, og det kunne de formodentlig mærke. De kunne, om ikke andet, mærke at jeg ikke længere gav så nøje agt på dem, at jeg holdt dem i løsere tøjler, og derfor gik de deres egne veje. Mine gamle relationer til dem, venskabeligt ømme med Mathilde, ambivalente med Jakob, spændte og fjendtlige med Paul – hele dette følelsesspil var hastigt blegnet, eksisterede dårlig nok længere. Selvfølgelig skulle eksperimentet fuldføres, et fælles liv som agerbrugere skulle prøves. Men begejstringen var borte. Den var aldrig blevet besvaret, og mange episoder fra rejsen fremstod nu i et mere nøgternt lys. I øvrigt tænkte jeg ikke ret meget på den dengang, eller kun så flygtigt at den blev knuget sammen i

330

erindringen til en glideflugt hen over vandet, tæt op ad bølgetoppene; dette blev ligesom den visuelle formel der hjalp mig med at skubbe alle de plagsomme minder til side.

Måske var der alligevel et paradoksalt håb som ikke forlod mig. Det håb lå i deres stædige tavshed. De viste ingen ansatser til at begynde at knevre som aber, rigtignok heller ikke til at tale; de var og forblev tavse. Jeg kunne fornemme en slags vilje og planmæssighed bag denne tavshed, og det gjorde indtryk på mig. Der lå en slags løfte i det – nej, ikke noget løfte, snarere noget afventende, som om de ventede på et aftalt signal. Der var stadig en gåde at løse, noget som blev holdt i reserve og ventede på at blive født – ja, lige præcis, noget som for mig var knyttet til det nye individ, den fremtid som Mathilde bar i sit skød. Næste fase blev imidlertid endnu et skridt tilbage. Drengene ville ikke mere bo i møblerede rum. At de ville vænne sig til senge og sengetøj havde jeg vel ikke regnet med; de havde jo sovet på gulvet i kahytten under rejsen, også på Sankt Helena hvor der var senge til rådighed. Men nu duede ikke engang soveværelsesgulvet, det var tydeligvis selve samlivet med mennesker de skyede. Ikke sådan at de udviste aggressivitet; snarere ligegyldighed, de trak sig simpelt hen tilbage. Strejfede om på egen hånd, dog aldrig uden for synsvidde fra huset. Deres bolig fik de i den bekvemme hestestald, hvor lille Hélène bar mad ud til dem på bestemte tidspunkter. Men Mathilde blev boende i sit værelse, og jeg havde en mistanke om at drengenes fraflytning også kunne hænge sammen med hendes graviditet der nu var meget tydelig. Noget lignende var jo sket under hendes upasselighed på Longwood. Hun lå mest i sengen og forlod kun sjældent værelset. Jeg var meget inde hos hende og prøvede på at gætte og opfylde hendes ønsker. Hun reagerede knap nok på min omsorg, men lod sig pusle om som

331

var det en selvfølge. De eneste tegn på nervøsitet hun viste, var at hun hele tiden flyttede om på puder og andre småting i værelset; hun rev også et par gange lagenerne i stykker og sad så og rev og pillede i laserne nede på gulvet. Drengene lod det til at hun havde glemt. Da hun ved et par lejligheder så dem fra sit vindue, lod hun ligegyldigt blikket vandre hen over græsplænen og vendte så tilbage til sine sysler.

10 Den 12. februar 1915 nedkom Mathilde med en velskabt dreng. Svangerskabet havde varet i otte og en halv måned, godt og vel, sådan som jeg kunne bedømme det. Hvordan kunne jeg det? Skal vi sige at jeg havde gjort visse erfaringer i begyndelsen af rejsen der siden blev bestyrket af fortsatte observationer. Chimpansen bærer normalt sit foster i fireogtredive uger, mennesket op til en måned længere, så udsvinget viste under alle omstændigheder ikke noget klart; som abe var drengen sen, som menneske tidlig i sin ankomst til denne verden. Den sidste måned var jeg flyttet ind til Mathilde og havde ængsteligt iagttaget hendes tilstand; jeg havde glædet mig over hver dag som gik uden at der skete noget, for dermed blev der lagt endnu en tomme menneskelighed til hans vækst – med stedfortrædende moderlighed forestillede jeg mig hele tiden at det ville blive en dreng. Da det store øjeblik kom, slap hele husstanden på Nova Sesta sit arbejde og samlede sig om den lille fødende hun – dog med undtagelse af drengene som ikke i flere uger havde været til at formå til at sætte deres ben i hendes værelse. Det lod dog ikke til at bekymre hende det mindste. Den finske husholderske fungerede som jordemoder mens hun med stor tapperhed stod den temmelig vanskelige fødsel igennem. For drengen var stor, især hovedet, og det var jo fra en menneskelig synsvinkel endnu et plus. Der blev han nu løftet op for vores forbløffede øjne og skreg med et menneskebarns stemme, mens jordemoderen holdt ham i underbenene. Alle vidste vel mere eller mindre at de højerestående aber som nyfødte er meget lig vores egne spædbørn, hårløsheden,

333

proportionerne og så videre. Især jeg burde jo vide det. Alligevel var det noget meget uventet vi nu fik at se. Han var virkelig et barn. Blårød og rynket var han, hårløs undtagen på issen, med næse, mund, pande, penis – det hele var menneskeagtigt og velskabt ligesom fingrene og tæerne. Og efter at øjenlågene var blevet badet, slog han også et stort og forskende brunt blik op mod os alle. - Det var som pokker, sagde Ernrott. Mere blev der ikke sagt længe. Jeg gav ham navnet Bertrand efter en af paladinerne på Sankt Helena. Naturligvis døbte jeg ham ikke og var besluttet på aldrig at gøre det. For hvis han var eller blev menneske, ville han være den første af en ny urstamme som ikke havde eksisteret dengang dåben blev indstiftet, og som stod uden for både arvesynden og forsoningen. Jeg udviklede denne tankegang for min ven, naturligvis som en spøg, for jeg troede ikke længere på alt det. Ikke på den religiøse del af det, selv om jeg måtte indrømme at jeg blev så fortumlet af denne fødsel at jeg var mere modtagelig end sædvanlig for de gamle formler. Men som evolutionist havde jeg fået nyt håb. Jeg holdt det omhyggeligt inden for rimelighedens grænser, garderede mig til alle sider. For at fastslå at han var den første i en ny human genesis, sådan tænkte jeg, er de ydre symptomer på menneskelighed ikke tilstrækkelige. Han kunne jo være et blændværk, en zombie, en tilfældets dygtige efterligning, tilvirket af helt eller delvis fremmede bestanddele. Han måtte først manifestere sig som menneske på den eneste sikre måde: ved at tale. Jeg huskede på Humboldts orakelagtige ord at ”mennesket er kun menneske i kraft af talen, men for at opfinde talen må det allerede være menneske”. Hvordan skulle det tolkes og tillempes i dette tilfælde? Det begyndte lovende. Mathilde pludrede med den lille ligesom en hvilken som helst anden mor, og han pludrede som svar. Jeg var fyldt af optimisme. Men efter et stykke tid blev hun træt

334

af det. Han blev tavs. Jeg tror at omslaget hang sammen med at drengene kom ind i billedet igen, men jeg kan ikke huske det helt præcist. De var kammeratlige mod hende som altid, broderlige om man vil, og de legede lidt adspredt og under tavshed med det nye familiemedlem. Tegn på faderinstinkter kunne jeg ikke opdage hos nogen af dem. Mathilde udviste ingen irritation over drengenes tilstedeværelse, hun lod knap nok til at bemærke dem, men hun virkede hæmmet eller stækket på en eller anden måde. Ikke at hun var mindre øm over for sin søn end før, hun var hele tiden en udmærket mor, lige indtil omstændighederne blev hende overmægtige. Men det var som om mund og ører var blevet lukket af som kontaktveje mellem dem; hvis hun indimellem smaskede eller klynkede, var det ikke længere med adresse til ham, hun gjorde det bare for sig selv eller lige ud i luften. Måske hang det et par enkelte gange sammen med at hun skreg op for at advare ham mod noget. I øvrigt opdrog hun ham udelukkende håndgribeligt, og deres taktile kommunikationer var der aldrig noget i vejen med. Det er klart at denne nye fase, denne bratte standsning i en løfterig udvikling, kom som et hårdt slag for mig – også for Ernrott som var den eneste jeg havde indviet i abernes hemmelighed sådan som jeg så den, og som havde lovet ikke at bringe den videre (inden det endegyldige gennembrud som vi trods alt håbede på under vores somme tider temmelig våde aftener sammen). Vi gjorde alt for at få dem i gang igen, vi isolerede mor og barn fra drengene der uden synligt savn vendte tilbage til deres stald, vi forsøgte at stimulere dem med alle tænkelige akustiske attraktioner, blandt andet husets store tragtgrammofon der var berømt på hele egnen, og som nu vækkede Mathilde og Bertrand om morgenen med musik af den ukendte Sibelius. Men al vor møje var forgæves. Mathilde hørte efter, men tav, og Bertrand forblev stum trods det at han viste tegn på en fortræffelig hørelse.

335

Det er muligt at jeg gav op for tidligt. Men da efteråret kom, det vil sige foråret på disse breddegrader, mente jeg at forsøget med jordbrug ikke kunne udsættes længere. Jeg har ofte bebrejdet mig selv min utålmodighed, men jeg kan forstå de motiver som drev mig dengang. Først og fremmest var jeg urolig ved tanken om at Paul og Jakob skulle glide ud af mit greb og unddrage sig menneskelig indflydelse. Jeg havde jo også ansvaret for dem. Jeg så med sorg at de ikke blev vilde igen – det havde været slemt nok, men dog noget af et vitalt udbrud – men blev lammet i deres livsvilje og sank ned i apati. De gjorde ikke engang forsøg på at gå på opdagelsesfærd og udvide deres revir, tværtimod, de flyttede sig knap nok fra deres halmlejer i stalden. De mistede appetitten, fældede hår og faldt helt hjerteskærende af på den. Jeg bar nag til dem for deres negative indvirkning på min og husets øjesten, Bertrand, og forstod ikke at de måske sørgede over gruppens splittelse, at sultestrejken – eller livsstrejken – kunne være en ynkelig demonstration af deres troskab mod Mathilde og barnet. Havde jeg forstået det, kunne jeg måske også have undgået den fejltagelse det var, udelukkende at lægge beslag på drengene da jeg skulle lege bonde, mens Mathilde og Bertrand blev efterladt på Nova Sesta. Der fik de ganske vist mere omsorg end jeg kunne have givet dem, og jeg kunne ikke føle andet end taknemmelighed for al den venlighed – hos lille Hélène vokset til kærlighed – som blev vist dem. Nej, min store fejltagelse var selve udflytningen. Den blev en total fiasko. Ernrott havde sørget for at vi kunne få lov til at tage os af et stykke jord i nærheden som han i sin tid havde købt for en god ven i sit hjemland. Men vennen havde aldrig forladt Finland, et eller andet var kommet i vejen. I stedet havde han sendt sin gartner der imidlertid ikke trivedes i det fugtige klima, og som snart stak af med forskudsbeløbet, sandsynligvis med Canada som endeligt mål. Tilbage lå der så et utæt lille hus og de næsten udslettede spor af hans rydningsarbejde. Ernrott tænkte at vi blot

336

gjorde hans ven en tjeneste ved at dyrke hans jord, og hvis han mod enhver sandsynlighed skulle dukke op eller ville sælge, måtte vi skaffe os noget andet. Parcellen lå på skråningen ovre på den anden side af floden, jeg kunne se et stykke af den fra mit vindue. Ernrott stillede et æsel og en kærre til rådighed for os, og en skønne dag drog vi af sted, drengene og jeg, med to grise og diverse møbler og fornødenheder på læsset. Kærren var nødvendig på flere måder, men ikke mindst som lokkemad for Paul; et lille glimt af interesse tændtes i hans trætte øjne da jeg demonstrerede den på gårdspladsen. Jakob havde endda mistet sin nysgerrighed med hensyn til køretøjer og tog kun med fordi Paul gjorde det. Deres afsked med Mathilde og Bertrand var vemodig, og jeg burde have tolket den med større indlevelse. Men jeg var forblindet af min nybyggeridé. Mor og barn sad blomstrende på en kanapé: Bertrand var allerede så stor at han kunne sidde selv. I døren stod drengene magre og luvslidte og hang forlegne med hovedet. Det var som at se en velbjærget godsejerfrue tage imod to fattige slægtninge, for slægtskabet kunne man ikke tage fejl af. Det jeg burde have forstået, var at familien var moden til genforening, at Bertrand var nået så langt at den for drengene tabubelagte periode omkring hans fødsel var ovre. De kunne sandsynligvis have tilpasset sig herregårdslivet, kunnet køre i kalechevogn og måske lært at ride, at udforske de mekaniske genstande i huset, have spist sig velnærede og i største almindelighed have befundet sig godt. Men nej. Jeg kunne kun se ét middel til helbredelse mod deres forfald: ordnet kropsarbejde under min direkte ledelse. Det var i virkeligheden vores samliv om bord jeg ville rekonstruere på landjorden. Desuden ville jeg beskytte den velopdragne dreng og hans mor mod den forhutlede far og farbror, eller hvordan slægtskabsforholdene nu var. Jeg husker hvordan jeg stod sentimentalt fordybet i billedet: Mathilde hvis lille dyrehoved stak op fra en bølgende hvid kjole, Bertrand i sømandskjole og med

337

stort menneskeansigt, mens drengene som markens hyrder stod måbende og forsagte i periferien. Med dette billede på nethinden satte jeg mig op i den forspændte kærre. Paul så skeptisk ud, men klatrede op til sidst, fulgt af den viljeløse Jakob. Urpo, forvalteren, var også med for at lære mig at tumle æslet og hjælpe os til rette den første dag. Vi trillede hen over den lille flod på en bro som allerede var faldefærdig. Forbavsede kiggede vi ned i vandet, der på afstand havde været så blåt og glitrende, men som nu så ud som blod på grund af al den muld det bragte med sig. Huset var beboeligt, men ikke meget mere. Med Urpos hjælp gik jeg straks i gang med at reparere det. Redskabsskuret var brudt op og plyndret, tørrehuset til hervaen slået i stykker. Der var meget at gøre, og jeg fortrød allerede at jeg havde afslået tilbuddet om at få en indiansk karl til hjælp i den første tid. Til alt held var det aftalt at Urpo eller en anden fra gården skulle komme med levnedsmidler to gange om ugen. Det var meningen at vi skulle sætte nogle hundrede hervaplanter som et forsøg og desuden majs, batater og bønner. Allerede den første dag var vi med økser og spader ude at rydde og grave. Aberne arbejdede uden lyst, blev hurtigt trætte og ville hele tiden spise udsæden. Det at de faktisk fik appetitten igen, var jo på sin vis glædeligt og fortsatte, men da de andre ting at glæde sig over stort set udeblev, begyndte jeg at tabe modet. Jeg sled hårdt i det og fik meget lidt hjælp af aberne, og succesen blev derefter. Ånden fra dræsinen var der ikke noget af, jeg havde svært ved overhovedet at få kontakt med dem. De undgik mig så meget de kunne, og lå helst og dasede på deres sække som de havde bredt ud i en krog hvor jeg ikke kunne se dem fra min seng. Samtidig vidste jeg jo at de ikke var dovne, men de krævede at få lov til at betjene et maskineri, at arbejde blindt efter et indøvet skema. Måske skulle der også være knaphed på mad,

338

eller de skulle føle sig truet på livet. Jeg forsøgte at komme dem i møde i arbejdet: Delte alting op i letoverskuelige pensa, målte den jord op som skulle bearbejdes, og markerede med pinde og snore. Til at begynde med virkede det som om de var fristet og pirkede en formiddag i firkanterne som, efterhånden som jeg satte mine fordringer ned, kom til at ligne de flamske bede i Congo. Men dér var maden blevet gravet op i stedet for, som her, at blive gravet ned; det var unægtelig en vigtig forskel, og det varede ikke længe før de opdagede den. Alligevel fortsatte de et godt stykke tid, udelukkende drevet af den svært forståelige henrykkelse som monotonien udøvede på dem. Men så var der ikke mere. Jeg kunne vise og gentage så mange greb og procedurer det skulle være – de bed ikke på. Jeg fik en anelse om at værktøjet var for simpelt og uanseeligt; det så næsten ud som om de foragtede det. Paul var som sædvanlig den aktive, Jakob skævede bare til ham og gjorde det samme. Jeg greb dem i at gå og sparke til spaderne og den lille håndplov, endda til vognhjulene. Pudsigt nok har jeg senere set en lignende foragt hos nybyggere og andre moderne indstillede mennesker: Det er som om man ville ødelægge alt hvad der virker slidt og primitivt, men som alligevel fungerer – så man må anskaffe nyt. Nok om det, jeg arbejdede videre alene, for jeg skammede mig ved at give op. Og jeg må nok indrømme at drengene var til nytte i én henseende der kom som en overraskelse for mig. De fodrede og passede vores to grise som de blev meget glade for. Denne sympati for grise skulle i øvrigt blive betydningsfuld i en senere fase af vores liv. Jeg holdt ud i to måneder. Jeg var en bedre jordbruger end aberne, men ikke tilstrækkeligt meget bedre. Måske burde vi i stedet være mødtes på halvvejen – spøgefuldt udtrykt – og have mødtes på jæger- og samlerstadiet. Et omkringstrejfende liv passede bedre til mit temperament, og jeg beklagede oprigtigt at det var umuligt. Jeg ville kun have haft små chancer for at overleve

339

sådan et eksperiment i junglen, og endnu mindre for at overvåge mine forsøgspersoner. Men en skam var det. Med den slags galgenhumor på tungen trillede jeg ind på Ernrotts gårdsplads med mine aber og grise. Han stod på trappen og lo højt, de havde set vores forsmædelige tilbagetog på lang afstand. - Vi har slagtet fedekalven, skogrede han. Hélène kom løbende med Bertrand i favnen. Alle var virkelig glade for at se os. Sådan en velkomst var noget helt nyt i mit liv, og jeg indrømmer at jeg græd af rørelse. Ganske vist havde Ernrott hele tiden sagt at jeg altid var velkommen til at vende tilbage, og selvfølgelig havde han forudset vores fiasko. Men der var ingen skadefryd i modtagelsen, kun det venlige drilleri som er varmere end følsomme scener.

Ved velkomstmiddagen var vi alle samlet. Det var endda lykkedes mig at få aberne til at deltage. Sky sad de i deres lappede uniformer som de ikke længere kunne fylde ud, på kanten af stolen som på en pind og lignede papegøjer der pustede sig op. Men det var jo alligevel et fremskridt. Der var lidt liv i dem igen selv om de stadig stak til maden. Jeg var helt stolt over det jeg havde afstedkommet, i det mindste indtil jeg bemærkede at det eneste der interesserede dem, var Mathilde; de flyttede knap nok øjnene fra hende under hele måltidet. I min uskyld havde jeg ikke rigtig gjort mig det klart at de som følge af deres særlige forestillinger om svangerskabets hellighed, havde været afskåret fra hendes køn lige siden Sankt Helena. Selv kiggede jeg mest på Bertrand. Han kunne gå nu, selv om han helst ville bevæge sig omkring ridende på sin mors ryg. Hélène og Mathilde flankerede ham som han sad dér i en hvid sømandskjole på en høj barnestol. Jeg var så småt bekymret over at pigetøjet, som han overtog efter Hélène, kunne forvirre hans begreber om hans eget køn.

340

Så muntert og selvironisk jeg kunne, fortalte jeg om vores genvordigheder som nybyggere og gjorde mit bedste for med gestus og tonefald at engagere drengene i fremstillingen, hvilket ikke lykkedes. Mere og mere papegøjeagtige sad de og vippede utålmodigt, ligesom på spring, og stirrede længselsfuldt på Mathilde, der værdigt – nej, værtindeagtigt – nu og da sendte dem et adspredt blik. Da jeg var færdig, sad Ernrott tankefuld lidt og drejede sit glas mellem fingrene. - Ved De hvad, sagde han til sidst og så op uden at fæste blikket specielt på nogen. – Vi må have drengene tilbage til udgangspunktet. Du godeste, tænkte jeg sødsurt. Ikke en atlanterhavsrejse til. Jeg kunne til min forskrækkelse mærke at han mente det alvorligt. Men så kom det: - Lad os finde frem til dræsinen! Javel, ja. Det var jo noget andet. Tanken forekom mig næsten lige så udsigtsløs, men udførelsen ville afgjort blive mindre belastende. Jeg strittede imidlertid imod, jeg ved ikke hvorfor. Jeg påpegede at selv om det lykkedes at finde dræsinen, hvilket ville være et lykketræf efter mere end et år, så måtte aberne på deres nuværende stadium betragtes som tabte for den. Historien gentog sig ikke, ikke engang i abernes verden, rundede jeg slapt af. - Men De siger jo altid at gentagelsen er deres livsluft! Måske kan de springe på toget igen fra det punkt hvor de faldt af sidste efterår. Siden da er det sandelig gået tilbage for dem. Men vi skal da give dem en chance! - Der er bare det ved det at vi ikke kan få dræsinen hertil, selv om vi finder den, sagde jeg lidt træt, allerede halvvejs overtalt. Jeg følte en vis bitterhed mod min ven over at han – så at sige uden at forlade sin lænestol – havde overtaget den udviklingsoptimisme på abernes vegne som endegyldigt var blevet slukket hos mig under de ensomme dagværk i fugten og varmen. Men jeg fortrød det øjeblikkelig. Formodentlig forstod han ikke at jeg havde givet

341

op, men gjorde meget fintfølende min formodede ønskedrøm til sin: for at gøre det lettere for mig at acceptere en rejse jeg ikke kunne betale for. - Måske ikke, indrømmede han. – Men det ville sikkert kvikke dem op at se den. I øvrigt skal der gang i jernbanebyggeriet igen – nå, ja, gang og gang … Her hos os, mener jeg. Til foråret. Det ville da være noget for drengene. Ringen sluttet, og så videre. - Ja, selvfølgelig. Ringen sluttet. Og så kommer de ikke videre ad den vej. - Men de ville måske blive mere lykkelige? Han sendte mig et kort, undersøgende blik. Måske. Det kom bag på mig. Jeg vidste jo ikke hvad uroen i banearbejderlejren havde betydet for deres beslutning om at bryde ud. Og jeg havde aldrig tænkt på dem på den måde, som individer med ret til at blive lykkelige. Men kunne der findes en lykke i den evige gentagelse af bestemte greb? Så hellere dræsinen et eller andet afsides sted end et nyt jernbanebyggeri med nye arbejdere og ingeniører. - De tænker mere humant end jeg. Som om de allerede var mennesker. - Se på Bertrand. Han lænede sig frem og smilede til drengen, der ikke gengældte smilet, men blinkede på en pudsig måde som om han forstod det og ville svare. I hvert fald lød han allerede sit navn. - Det gør jeg. Men jeg ville også gerne høre ham. Har han stadig ikke sagt noget? Det var grusomt af mig. Ernrott rystede på hovedet, og lille Hélène så bedrøvet ud. Der blev stille. Her sad jeg som den vantro Tomas. Et underligt nag havde grebet mig. - Misforstå mig ikke, lykkedes det mig til sidst at få frem. – Det er vores erfaringer med jernbanearbejdere, der er mindre gode. Lad os lede efter dræsinen. En rejse til kysten ville gøre os godt.

342

Jeg mente det oprigtigt. Meget talte for en fornøjelsesrejse netop nu. Hvad som helst hellere end at vende tilbage til husmandsstedet, og næsten lige så bittert ville det være for mig, i det mindste i den nærmeste tid, hver morgen at se ud på de friske spor af mit nederlag fra soveværelsesvinduet. Det var nok også det som foresvævede den venlige Ernrott. Når vi kom tilbage, ville naturen have nået at brede et provisorisk slør ud over elendigheden.

11 Nogle dage senere sad vi i toget. Vi rejste mere bekvemt denne gang. På vejen til stationen mødte vi et par af mine polakker. De gik straks af vejen for vognen og hilste venligt. Åbenbart huskede de mig ikke som den svigefulde præst, men som præsten der skaffede hjælp, og tog mig det ikke ilde op at jeg var forsvundet ud af deres tilværelse. Jeg havde også hørt at de klarede sig rimelig godt på deres jordlodder. Ernrott havde haft held til at reservere en halv vogn til os i alle de tre tog som rejsen omfattede – en eventyrlig præstation som for første gang lod mig ane omfanget af hans økonomiske ressourcer. Madkurven var så stor at vi måtte være to om at bære den fra tog til tog, og meget velfyldt. Stemningen var den bedste: Hélène og Bertrand glade og kåde, Mathilde animalsk tilfreds, og drengene i det mindste velvilligt neutrale og mere madglade end længe. Vi var som to familier der havde slået sig sammen om en udflugt, den ene glad ansporende, den anden af prestigegrunde mere reserveret, men i grunden lige så fornøjet. Selv stod jeg vel med et ben i hver lejr, men den der virkelig havde bestemt sig for at more sig, det var Ernrott. Han var munter som en dreng, og det var ikke langt fra at han fik revet drengene med. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Han kastede lille Bertrand op i luften som en bold så han tabte vejret af glæde og forskrækkelse, trak huen ned over øjnene på ham og satte ham op på bagagehylden i kupeen. Den forestående eftersøgning efter dræsinen beskæftigede ham hele tiden, og han viste en næsten overdreven nysgerrighed efter hver eneste detalje i dens konstruktion. Han tvang mig praktisk taget til at tegne den med fingeren på den støvede rude og gav sig

345

ikke, før alt var kommet med og forklaret. Den fremstod bemærkelsesværdigt levende i lange perioder, især da junglen tætnede udenfor, og jeg sad tavs og fordybet i erindringsbillederne der så ud som om de trådte frem i relief ligesom i en mørk krystalkugle. Aberne kiggede også, selv Bertrand blev stille i nogle minutter. Men hvad så de? Hvad huskede de? Det vidste jeg ikke noget om, og jeg havde mistet ethvert håb om at få det at vide. De vitale, søgende væsener der havde levet med i Turners billeder og fulgt med på kortet og globussen, eksisterede ikke længere, havde ikke eksisteret siden Sankt Helena. Var det Pauls udbrud mod de drejende globusser som var vendepunktet, ikke mødet med ubåden? Og hvis det var dengang det skete, hvad var det så der skete? Jeg ved det ikke, får det aldrig at vide. I Santa Maria, mellem to tog, spadserede Ernrott og jeg hen ad de plørede perroner mens Hélène prøvede på at få aberne til at spille bold, ikke uden succes. Vi kiggede ind mod den triste by i lavlandsdisen, og jeg fortalte om den nat vi havde tilbragt der, og om de besynderlige pjalteklædte wagnerskikkelser rundt om bålet. Ernrott havde ikke hørt om dem, men mente at den slags tilfælde af kulturtab var mere almindelige end man ville indrømme hernede. Han fortalte om den svenske gruppe fra egnen omkring polarcirklen der var kommet hertil som skuffede revolutionære efter en tabt strejke. På mindre end tyve år var ni af ti af disse mennesker forvandlet til salmesyngende syfilitikere der drømte om flaget og kongen og midnatssolen. Og et endnu mere ironisk tilfælde: en tysk bosættelse i Paraguay, Nueva Germania, grundlagt af Nietzsches søster og svoger. De kom over i slutningen af firserne, hovedsagelig folkeskolelærere og provinsredaktører, særlinge med rousseauske ideer. Men deres altoverskyggende lidenskab var den germanske races overlegenhed: Under ingen omstændigheder skulle man blande blod med artsfremmede elementer, det var grundlaget for hele projektet. Og hvad skete der?

346

Jo, efter at lederen havde skudt sig på grund af forretningssvindel og hans ægtefælle var vendt tilbage til Tyskland for at udnytte sin sindssyge bror, havde kolonien smidt alle hæmninger over bord og væltet sig i raceblanding og drikkeri og andre udsvævelser. Dette Nueva Gomorra var nu hærget af sult og sygdomme og isoleret fra omverdenen af myndighederne; det var langsomt, men sikkert ved at blive opslugt af junglen. Selvfølgelig var disse to undtagelsestilfælde, fortsatte han. Men det var interessant at se at netop de kolonister der var drevet af fanatisme og fikse ideer, var dem der lettest blev nedbrudt af prøvelserne. De som rejste ud for at blive millionærer, klarede sig bedst; de var praktisk indstillet og sjæleligt egnet til miljøet, det vil sige vildmarken. Det jeg havde set i Santa Maria, var formodentlig resterne af en eller anden sværmerisk sekt der var flygtet fra et skeptisk Europa for uforstyrret at kunne hengive sig til vegetarisk kost, ikkestramtsiddende påklædning eller måske bare et fejlfortolket bibelsted. - Men kannibalisme, udbrød jeg. – Det var en kannibalistisk ceremoni, det er jeg næsten sikker på. Han virkede ikke chokeret. – Afsløringer af kannibalisme er forekommet, sagde han. – Og blevet dysset ned, selvfølgelig. Han standsede op og vendte sig mod mig. – Og det besynderlige er at det netop var blandt vegetarianere der havde mistet fodfæstet – De forstår, ydre modgang, misvækst, klimaet og så videre. Inkompetence, kort sagt. Han sendte mig et ironisk blik. Jeg smilede godmodigt, men det sved stadig en smule. - Vegetarianere der begynder at æde hinanden, fuldførte han med en opgivende håndbevægelse. – Hvad siger De som teolog? Der var ingen ironi i hans spørgsmål. - Som teolog er jeg ikke forbavset. Det er jo en variant af syndefaldet: Man spiser af den forbudne frugt. Som menneske ser jeg det som en form for selvmord. Man har givet op og vælger

347

at fornedre sig til det yderste som straf for at man er blevet en fiasko. - Et almindeligt selvmord virker mere enkelt. Ned til bunden med det samme, ligesom en sten falder ned i en brønd. - Det bliver for sagligt og for værdigt for den slags mennesker. Desuden er det svært at ordne kollektivt. Man vil brænde og nyde og jamre sig sammen, mens man falder. Snart nok er det forbi. - Ja. Der er kolonier som er forsvundet sporløst. Men der er også undtagelser fra undtagelsen, sværmere som har en sej livsvilje. Har De hørt om jeremitterne? - Flygtigt. Jeg var forbavset over hans interesse. – Er det ikke en protestantisk sekt i Rusland? - Ikke længere. Nu er de her, og i Canada. Måske et par tusind her i Sydamerika. Hvad angår fanatisme er de forud for alle andre. De er sekterismens sigøjnere og aristokrater, de er blevet hærdet gennem århundreders forfølgelser i alle mulige lande. De er ældre end jesuiterordenen. De almindelige sekter er blot civilisationens tilbagestående børn; de løber til skovs en overgang, en del er uheldige og går under, de andre vender tilbage. Deres overbevisning har ikke ret dybe rødder og kan let rives op. Men jeremitterne er gjort af et andet tømmer, de giver sig aldrig. Han blev afbrudt af Rio Grande-toget som bakkede ind langs perronen hvor vi stod. Børn og aber blev talt op, og vi gik om bord. Ernrott snakkede løs, helt opslugt af sit emne. Aberne kunne mærke at der var noget usædvanligt ved ham, og betragtede ham spørgende så længe han talte. En konduktør dukkede op, viste os hen til vores kupé og forsvandt hastigt med rigelige drikkepenge. - Hvad er det som holder sammen på dem? Ikke stærke ledere, den slags må ikke opstå, reglerne gør det umuligt. Ikke traditionerne i historisk forstand, de lever uden for historien, tolererer ingen uddannelse højere end folkeskoleniveau. Og det er ikke selve læren, en underlig forstening af regler og forbud, det meste om rene bagateller. Som religion er det nærmst sindssvagt; noget

348

religiøst eller åndeligt liv kan man ikke tale om i deres kolonier. De er ikke mere religiøse end sigøjnerne. Og hvad holder sigøjnerne sammen? Et system af vaner, bestemte ydre tegn. Det er det perfekte fællesskab, intet levende indhold og program at kives om, derfor ingen splittelse. Alle tornene udad: en konsekvent ikke-tilpasning til alle andre samfund. Så snart kirker eller statsmagter kræver noget af dem, om så aldrig så lidt, så flytter de straks videre. Redegørelserne om skolepligtens og værnepligtens velsignelser fortoner sig uhørte; jeremitterne rejser med let bagage og er allerede på den anden side af grænsen. Der er noget ukropsligt og duftløst ved deres eksistens, deres herkomst fortaber sig i reformationstidens mørke, deres sprog er 1500-tallets bibeltysk. Gud taler tysk, siger de. Jeg var fængslet, jeg følte at det angik mig direkte, men hvordan, det kunne jeg ikke straks komme på. Der lød en utålmodig fnysen fra en af aberne. Måske undrede han sig over at alle, også han selv, sad og gloede på den talende. - De vil ingenting bevise, har ikke noget budskab til verden. I stedet for at missionere forplanter de sig, strikt inden for sekten. De er sig selv nok, som en art i naturen. De beskæftiger sig kun med jordbrug, og deres bosættelser ser ud som russiske landsbyer i 1700-tallet hvor de én gang for alle fastlagde deres livsførelse. Ingen moderne teknik forkludrer deres liv og arbejde, al ekspansion er bandlyst, fra naturen henter de kun det tilstrækkelige, som én dyreart blandt andre. Biologisk er de altså helt tilpassede, i balance med miljøet. Nu vidste jeg hvad det var jeg søgte efter i hans fortælling, et par nøgleord havde vejledt mig. - De lever altså i den blinde gentagelse, naturens eget liv. Kredsløbet, trædemøllen. Alligevel er de ikke primitive mennesker. De har udgrenet sig fra den historiske menneskehed, har grundlagt en ny stamme. De sprang af vognen netop da den del af menneskeheden selv udgrenede sig fra naturen for at udnytte den

349

ved hjælp af teknikken. De stillede sig udenfor ved en fanatisk viljesakt eller måske på grund af udstødelse, formodentlig begge dele, det spiller ikke nogen rolle. I et par hundrede år fulgte de med ude i den europæiske udviklings margen, men i 1700-tallet blev de kaldt til Sydrusland for at hjælpe til og kolonisere. Elisabeth havde hørt tale om deres dygtighed som jordbrugere. Der fik de deres store chance. Da kunne de standse urene, da blev bruddet definitivt. Siden da har de søgt mod de hvide pletter på landkortet. Det er logisk. De har uforstyrret kunnet leve videre som bønder i 1700-tallet. Men hvad sker der med dem her i junglen? Her har de jo ikke noget 1700-tal rundt om sig! Kun jordens urtid, hvor det agerdyrkende menneske aldrig har sat sine ben, kun jagende og fiskende indianere. Virkelige 1700-talsmennesker ville ordentligt have rumsteret omkring her og prædiket civilisation for de vilde – hvis ikke de sværmede for den ædle vilde, selvfølgelig, men den slags blev her kun sjældent ret længe. Tænk bare på Deres ordensbrødre! Der var tvangsdåb og hårde metoder, det kan jeg forsikre. Resterne af deres missionslandsbyer ligger endnu i junglen; de ligner fangelejre. De er, med andre ord, heller ikke 1700-talsmennesker. Men en ny slags mennesker. Man kan ikke sammenligne dem med mennesker på det oprindelige stadium. Der var en bestandig skræk for at falde tilbage til naturen. Jeremitterne kan åbenbart klare naturen og indretter sig godt i alle slags klima. Det de er bange for, er civilisationen, for at blive suget tilbage – eller falde fremad, om man vil – til udviklingens hovedstrøm. Blive sat ind i geleddet igen. Andre hvide kan true dem, men ikke naturfolkene, ikke naturen. Jeg giver dem højst tyve år endnu i Sydamerika. Så må de flytte igen. Men hvorhen? Til Grønland? Til Antarktis? Jeg havde et spørgsmål på læben, men stillede det ikke. Først ville jeg tænke lidt nærmere over det han havde sagt. Der var langt endnu til Rio Grande, vi skulle nå frem om eftermiddagen.

350

Vi var ude af junglen. Det nøgne, bakkede landskab væltede sig dystert forbi udenfor. De voksne aber sov. Hélène var faldet i søvn med hovedet i Mathildes skød. Men lille Bertrand plirrede nysgerrigt mod Ernrott som for at spørge hvorfor han tav netop da det var allermest interessant. Jeg tog ham på skødet, og vi faldt begge i søvn i vores hjørne.

Jeg har dvælet temmelig udførligt ved Ernrotts fortælling fordi det var det eneste af betydning som skete på rejsen til kysten, og fordi jeg med tiden skulle få noget at gøre med jeremitterne under besynderlige omstændigheder. Abernes interesse for tog og jernbaner havde aftaget mærkbart i løbet af det år som var gået. Ikke engang Paul gad vende sin opmærksomhed mod til- og frakoblinger og sporskifter og andre procedurer som vi blev vidne til når vi skiftede tog. De stod af og på med adspredte miner som alle andre rejsende. Det var kun Bertrand der havde spjættet af nysgerrighed, men ikke mere end jeg anså for normalt for et barn på hans alder. I stedet viste de sig seksuelt aktive, især på tilbagerejsen. Jeg havde aldrig tidligere set så stærk brunst hos dem. Ernrott mente at det var togets rytmiske rystelser der ophidsede dem. Både Paul og Jakob gik efter tur til angreb på Mathilde som ikke var uvillig. Vi gjorde alt for at forhindre det hele af hensyn til børnene, og det lykkede os til sidst at få de elskovssyge ind på toilettet, hvor de stillede deres voldsomste lyster under en frygtelig stønnen og kradsen på væggene. Hélène vågnede imidlertid ikke, og Bertrand så bare forladt og forvirret ud. Det var meget varmt da vi nåede frem til Rio Grande. Heldigvis blæste det frisk fra havet. Vi tog en hestedroske ned til lagunehavnen, hvor Ernrott gik omkring blandt sømænd og havnearbejdere og myndigt, måske alt for myndigt, stillede spørgsmål om dræsinen. Det var en livlig dag hvor mange mennesker var i

351

bevægelse. Aberne blev nervøse i trængslen, og jeg fandt det mest passende at bringe dem bort derfra og spadsere ud ad molen der beskyttede lagunens munding. Da vi forlod Ernrott, havde han samlet en lille skare omkring sig og tegnede en skitse af dræsinen med en kæp i sandet. Jeg må indrømme at det gav et stik i mit hjerte da jeg så havet ligge åbent foran mig. Det var som at gense et menneske, det havde et blik, et minespil som jeg straks genkendte. Med blandede følelser ganske vist, men også de blev på en vis måde besvaret. Havet var mere menneskeligt end den brogede ørken hvori jeg nu levede. Jeg er sikker på at aberne følte noget lignende. De stod stille, ligesom andægtigt, og vejrede mod blæsten som strøg deres bløde hovedhår bagover. Det var rørende at se Jakob løfte lille Bertrand op for at han skulle se bedre. De så små og skrøbelige og vemodige ud, og jeg kom igen til at tænke på den morgen på Longwood hvor vi stod på samme måde i en spredt gruppe og grundede over havfladens vældighed. Jeg vendte mig om og så Ernrott komme imod os med stokkehåndtaget trykket mod hatten; hans hvide jakke flagrede. Han så irriteret ud, men stadig energisk. Han fortalte at han havde talt med nok halvtreds mennesker, men ingen havde set eller hørt om så besynderligt et fartøj, og heller ingen vidste noget om nogen italiener der svarede til min beskrivelse. Der var ganske vist hurtig omsætning af mennesker i en havneby med mange immigranter, men det forekom os alligevel temmelig bemærkelsesværdigt at en så aparte foreteelse kunne gå i glemmebogen i løbet af godt et år. Vi kørte videre til den store havn. Ernrott gik op til havnefogedens kontor for at bede om at se hans logbog. Vi andre gik hen ad de lange kajer, og jeg forhørte mig lidt på må og få hos de ledige havnearbejdere. Oceandamperne lå tæt, mange var fanget her på grund af blokaden og ubådskrigen, og jeg følte mig komisk med mine spørgsmål angående en lille flåde med mast og

352

kahyt. Der blev fnyst og rystet på hovedet som svar; mange gad ikke engang svare, så bare den anden vej. Denne gang så Ernrott temmelig slukøret ud da han kom tilbage. Trods en ordentlig bestikkelse – der var blevet modtaget – eller måske på grund af den, var han praktisk taget blevet smidt ud fra havnekontoret. Ingen havde set, hørt eller kunne overhovedet forestille sig en sejlende dræsine. Men vi fik den trods alt at se. Vi havde søgt hen til den fineste kro i havnen for at skylle vores træthed og skuffelse ned. Da vi stillede vores sædvanlige spørgsmål til de omkringstående, uden meget håb, var der endelig en smule bid. En af tjenerne fortalte at der fandtes en slags bådkirkegård et stykke syd for havnen, ved o estuario, det lille delta. Mest pramme og småbåde, selvfølgelig. Noget bedre til mode, skønt også neddæmpet ved udsigten til at få et vrag at se, spadserede vi tilbage gennem havnen. Men pludselig strejkede Hélène; hun var dødtræt og hendes sædvanlige tapperhed flød hen i tårestrømme. Hendes far måtte køre hende til et hotel sammen med Bertrand som hun grædende nægtede at skilles fra; på den måde faldt Mathilde også fra i vores søgen efter dræsinen. Drengene og jeg travede videre ad stranden lige indtil den røde aftenstund. Kajerne endte brat, og det nøgne sand og tomheden strakte sig ud foran os. En halv kilometer længere henne kunne man se en stribe buske som løb ud mod stranden og sladrede om et vandløb. Det var en å der skar sig frem gennem sandet og med to arme mundede ud i havet. Der var ikke meget delta, men jeg forstod at dette var stedet, for der stak et par gamle skrog op af sandet som var usædvanlig hvidt og blødt. Jeg så mig om, ikke et menneske var at se, men aberne sendte mig nogle sideblikke som jeg først ikke forstod. Da så jeg i den retning de åbenbart ville have mig til at se. I nærheden af det sted hvor åen forgrenede sig, kunne jeg mellem buskene ane noget der så ud som en vaskebro. Det var det også: Jeg gik

353

nærmere, og der stod et par vaskebaljer af blik som så ud til stadig at blive brugt. Endelig forstod jeg hvad aberne med det samme havde været klar over. Dér lå, halvvejs sunket ned i sandet, forvandlet, men umiskendelig – dræsinen. Hvordan kunne den være havnet her i løbet af kun femten måneder? Drengene lod sig ikke mærke med nogen sindsbevægelse, men jeg kunne se at de forstod det. De kunne genkende deres fartøj til trods for at kahyt og mast og ror var forsvundet. Pumpestangen var også forsvundet, men en stump af maskineriet stak op som en rusten torso. Lugen var der og var lukket. Dræsinen stod på tværs, og omtrent halvdelen skød sig ud i vandet der var så klart at jeg kunne se overdelen af et hjul som i øvrigt var opslugt af sandet. På jernbjælken som bar dækket, kunne jeg gennem vandet læse navnet Lunéville, rustent, men tydeligt; det var fabriksbyen. Hvor uendelig fjernt og fortidigt var alt dette ikke, og det var som om dræsinen havde valgt dette sølle sted og denne nedsunkethed i to elementer for symbolsk at belyse det hele. Og minsandten om ikke Paul begyndte at sparke og slå med en gren på den uformelige metalpæl der ynkeligt pegede mod himlen! Man kunne ikke længere aflæse dens funktion, alt løst var fjernet. Igen denne fjendtlige reaktion mod alt hvad der virkede medtaget og gammelt. Pludselig lagde jeg mærke til at han selv var blevet gammel; han så træt og krumbøjet ud, og der var grå hår på hans hage. Jakob var mere forsigtig eller måske mere ligeglad. Lidt slapt prøvede han på at lirke lugen op med neglene. Metalhåndtaget var borte. Jeg hjalp ham, men lugen sad fast, havde sikkert suget sig fast i det fugtige sand underneden. Millimetermarkeringerne på kanterne kunne stadig klart skelnes. Tydeligt, takket være en lysere farve på plankerne, var også det sted hvor kahytten havde stået. Hvor var den dog lille, den firkant hvor vi havde spist og sovet i måneder! Jeg satte mig i hjørnet hvor min briks havde

354

stået, og frem i erindringen trådte loftet og væggene, kortet og Dittels absurde statuette og den tidlige morgen ikke langt herfra hvor mine sko sejlede rundt på det oversvømmede gulv – den morgen hvor drengene opfandt de bærbare skinner. Jeg vinkede til dem at de skulle sætte sig ned ved siden af mig og dele mine minder, men de vendte sig uforstående bort og så ud over havet med udtryksløse ansigter.

12 Det var en morgen i foråret 1918. Vi sad ved morgenbordet, Ernrott og jeg, og læste hver sin avis som vi plejede. Under hele krigen var det lykkedes Ernrott at holde en engelsk og en fransk avis der kom med en måneds forsinkelse, men som vi studerede med nok så stor interesse som de hjemlige; ofte sad vi hele formiddagen over aviserne. Vi plejede at sidde tavse, og diskussioner var nok også overflødige: Vi sympatiserede begge med ententen og nærede ingen ængstelse for den endelige sejr. Måske blev det rent ud sådan at vi fulgte krigshandlingerne med en vis adspredthed og hellere bladede hen til det der stod at læse om det almindelige liv bag fronterne. Således undgik en notits i begyndelsen af krigen os ikke om en præst og en ingeniør der under uklare omstændigheder var forsvundet fra et jernbanebyggeri i Congo, og som sandsynligvis var omkommet i junglen. Ernrott kommenterede den ikke, men jeg kunne mærke på ham at han havde læst den. Det ændrede dog ingenting mellem os. Når jeg taler om at vi begge var fortrøstningsfulde med hensyn til ententens sejr, må jeg straks tilføje at der for Ernrotts vedkommende var et vigtigt forbehold: Rusland måtte først besejres. Og sådan blev det jo også. Men situationen var uklar, og efterhånden som nyhederne begyndte at komme om revolutionen og borgerkrigen i Rusland, blev han mere og mere rastløs og indadvendt; hans eget land blev jo i højeste grad berørt af begivenhederne. Han fik for vane selv at tage af sted og hente aviserne ved jernbanen der nu blev trafikeret hver anden dag. Men denne morgen, hvor den besked kom som afgjorde alt for ham, var han af en eller anden grund ikke taget af sted. Vi sad der og bladede

357

som sædvanlig da jeg kunne mærke lige igennem bordet hvordan måneders spænding udløstes i ham, jeg kunne se det på fingrenes greb om avisen inden han sænkede den og ansigtet blev synligt, helt forandret. - Vores har stormet Tammerfors. Jeg rejser hjem. - Men der er jo krig, smuttede det ud af mig af ren og skær forbløffelse. Det var selvfølgelig en dum indvending, men jeg måtte indrømme at den igangværende tyske forårsoffensiv i Frankrig gik mig mere på end borgerkrigen i Finland – eller frihedskrigen som min ven kaldte den. Men han hørte ikke på mig. - Jeg rejser hjem. Og samme dag begyndte han at pakke, eller gav ordre til det, og rejste alene til Porto Alegre. Efter en uges tid var han tilbage igen med vogne og flyttemænd; han havde solgt huset til et mæglerfirma og sørget for billetter til hjemrejsen. Der var også en til mig, og han bad mig indtrængende om at tage med ham og bo på hans gård i Finland. Og fuldføre Hélènes opdragelse, som han udtrykte sig. Det argument kunne jeg ikke tage så alvorligt. Ganske vist havde jeg læst nogle timer hver dag med pigen som var meget lærenem, men hun ville bestemt klare sig lige så godt med en anden lærer, og hendes opdragelse i øvrigt tog han sig udmærket af på egen hånd; der var i øvrigt ikke meget at tilføje. Da han forstod at jeg var umedgørlig, fortalte han at han havde stillet som betingelse ved salget at jeg havde lov til at blive boende mindst to måneder eller indtil den nye ejer flyttede ind. Og derefter skulle det ordnes på anden måde for mig; det lovede han at sørge for. Alt dette var jo meget generøst, men oprigtig talt havde jeg ventet det af ham, og jeg tog imod det uden at skamme mig. Nogen økonomisk stolthed har jeg aldrig haft, måske fordi jeg aldrig har haft nogen økonomi at være stolt af. Men jeg værdsatte hans gestus og forstod at jeg ikke behøvede at være ængstelig for min materielle fremtid. Det anede mig også at tiden på Nova

358

Sesta havde været det nærmeste jeg nogensinde ville komme et hjem og en familie. Hvorfor tog jeg så ikke med dem til Europa? Havde jeg kunnet gøre valget om i dag, havde jeg formodentlig gjort det. Men jeg var bange for Europa, bange for at blive afsløret. Det var sikkert en unødvendig frygt. I de sidste dage inden afrejsen sad Ernrott og jeg på gårdspladsen i kurvestole og så bohavet blive båret ud, mens vi drak så meget vi kunne overkomme af vinkælderen, som han ikke mente kunne tåle endnu en sørejse. Da kom vi også til at tale om lidt af hvert og kom hinanden nærmere end nogensinde. Han vendte tilbage til sin invitation til mig om at rejse med og gjorde alt for at overtale mig. ”Tilbage til kulturen!” var hans slagord da, og det var ikke langt fra at jeg gav efter. Jeg forblev dog standhaftig, men prisen for det var at jeg blev nødt til at tale næsten åbent om de dunkle punkter omkring min afrejse fra Afrika. Mit pas var udløbet, sagde jeg blandt andet (hvilket var sandt), og jeg kunne af forskellige grunde ikke give mig til kende for det belgiske konsulat og få det fornyet. Jeg ved ikke hvad han troede. Han spurgte ikke om noget, men forsikrede at han nemt nok kunne sørge for et pas til mig på det endnu fungerende tsarrussiske konsulat hvor han havde venner, og gik det ikke, var han mand for med klingende håndtryk alligevel at få mig om bord. Og var jeg først om bord, troede han, så skulle da pokker om ikke jeg også ville komme i land i Europa. - Nej, netop, sagde jeg. Det var landstigningen der bekymrede mig. Han så eftertænksom ud, spurgte stadig ikke om noget og lod endelig emnet falde. Ifølge den kodex han havde bragt med sig fra et land med despotisk styre, måtte en gentleman i konflikt med øvrigheden ikke udspørges, men heller ikke lades i stikken; det var et problem for ham, og han gjorde sit bedste for at løse det. Sådan så jeg det dengang, og sådan var det sikkert også til dels. Men jeg har senere forstået at det ikke var hele sandheden.

359

Han var simpelt hen et godt, sandt og smukt menneske. I mine mere klare øjeblikke var jeg nok ikke dummere end at jeg allerede dengang forstod det, ikke mindst i de sidste timer hvor vinen og afskedsstemningen oplyste min dømmekraft. Men min indsigt blev stadig forplumret af ressentiment. Jeg er en opkomling, og det ærgrede mig at han sad her med sit vinglas, utilgængelig for småting, og næppe bemærkede hvordan andre svedte over hans kufferter og fine møbler. Let for ham, tænkte jeg. Let at være venlig over for alle når man aldrig har behøvet at leve under knappe eller bare ordinære forhold, aldrig har behøvet at konkurrere eller nedlade sig til at nære mistro til folk, eftersom man alligevel for dem var ubetvingelig. Let også ubekymret at praktisere friheden og foragte trygheden i dens banale former. Men samtidig skammede jeg mig over min billige psykologi, for jeg elskede denne mand og den forfinede og hedenske sundhed der strømmede ud fra ham. Det gode, det sande og det skønne – det er netop den retorik min generation forkastede, og det lyder stadig letkøbt og tomt i mine ører. Men det hindrer ikke at man straks tror på disse værdier når man støder på dem i det virkelige liv, sådan som jeg denne ene gang havde haft det held at gøre. Hvordan et sådant fænomen kan opstå, er et andet spørgsmål som i hvert fald jeg med al min teologi ikke magter at besvare. Kristendommen der ligesom jeg har sine rødder i slummen, giver overhovedet ikke nogen ledetråd til denne form for noblesse. Jeg er tørret noget ind med årene, men mindet om G.A. Ernrott strømmer stadig frisk. Alle mennesker har en absolut værdi og er lige, men nogle er unægtelig mere interessante og mere tiltrækkende end andre. Ernrott var sådan et menneske. Blandt mine venner, aberne, var der en lignende rangorden hvor Bertrand, siden han blev født, indtog den første plads. Det var åbenbart for alle, også for aberne selv, og det førte selvfølgelig til konflikter da den ernrottske familie skulle forlade os. Hélène bad rørende om at få drengen med på rejsen, men ved at tolke

360

Mathildes grynten som et afgjort nej lykkedes det mig at afværge det og oven i købet at formilde pigen med argumentet at der var alt for koldt i Finland til en lille abedreng. Hendes far forholdt sig neutral, men jeg havde en anelse om at han var temmelig glad for at slippe for at vende hjem sammen med en abe til et land som netop havde rejst sig efter århundreders undertrykkelse. Mit eget motiv var naturligvis at jeg ville beholde abefamilien intakt i en for dem nogenlunde gunstig biotop. Måske var det også i grunden derfor at jeg sagde nej tak til tilbuddet om at rejse med til Europa. Hvad Bertrand angik, så var han på ingen måde moden til at blive skilt fra sin mor. Han var snart tre og et halvt år, stadig menneskelignende, stadig stum, motorisk kejtet af en abeunge at være, men fremmelig for et menneskebarn. Intet kunne ligge mig mere på hjerte end at følge hans fortsatte udvikling, selv om Ernrotts kulturnostalgi ikke var helt uden indvirkning på mig. Den var i øvrigt ikke stærkere end at han efterlod en del af sin bogsamling hos mig, en gave der rørte mig dybt. - Jeg får nok ikke så megen ro til at læse derhjemme, sagde han for at gøre det lettere for mig at tage imod den. – Nu begynder der en ny tid for Finland. Der bliver meget arbejde. Jeg fulgte dem til Porto Alegre, mens aberne blev passet af en indiansk familie som Ernrott havde ansat i den tid jeg blev boende i huset. Togrejsen blev løssluppen: Far og datter og husets folk glædede sig til at komme hjem til et befriet land som den lille Hélène kun kendte gennem historier og billedbøger. Men også vemodig, da vi alle vidste at vi snart skulle skilles for altid. Da vi nåede Porto Alegre, fandt vi byen sydende af rygter om tyske gennembrud på vestfronten; jeg kan stadig opleve den forfærdelse jeg følte, da nogle tyskere på en restaurant råbte at Paris var faldet. Rygterne blev ikke dementeret før mine venner var rejst, og det dannede en mørk baggrund for vores afskedsord og for dampskibets forsvindende omrids som jeg fulgte med øjnene så længe jeg kunne. Men forinden havde Ernrott taget mig med

361

hen til en bank hvor han åbnede en konto for mig på et anseeligt beløb, hvis afkast jeg stadig lever af. Da jeg forsøgte at protestere, gav han mig ovenikøbet et stykke papir som gjorde mig til ejer af den jordlod jeg med så lidt succes havde dyrket et par år tidligere. Han havde fået den billigt af sin ven i Finland, sagde han; vennen havde for længst slået Brasilien ud af hovedet, og det var ikke troligt at han ville ændre mening efter at fædrelandet var blevet frit. Jeg begyndte at takke, men han afbrød mig øjeblikkelig. Huset var jo ikke noget i sig selv, erklærede han kort. Og at jorden ikke var til at leve af for en enlig, upraktisk mand, vidste jo ingen bedre end jeg. Men jeg kunne jo lade bygge et nyt mens jeg gik og ventede på at den nye ejer af Nova Sesta skulle dukke op. Jeg nikkede og tav, og så talte vi om andre ting. En time senere gled han bort med sit skib og var ude af mit liv. Hans sidste ”Tilbage til kulturen” sidder mig stadig i ørerne, og jeg havde en følelse af at jeg engang ville følge hans parole. Ordene fik et ejendommeligt ekko langt senere da jeg læste at man netop den sommer tog livet af titusinder af mennesker i Finland. I de breve jeg fik i de følgende år, fortalte han dog ingenting om det. De drejede sig mest om hans personlige liv, men også om skovrydning og faren fra øst. Selv skrev jeg om det vigtigste der skete her hos os, og om aberne selvfølgelig, men han kommenterede det sjældent, og jeg blev aldrig klog på om det stadig interesserede ham. I 1935 kom der et brev fra hans datter Hélène som helt upersonligt meddelte at han var død. Jeg ville gerne have vidst hvordan, men tonen i brevet afholdt mig fra at spørge. Det har jeg siden fortrudt; måske var der en helt uvedkommende grund til at hun udtrykte sig som hun gjorde. En sidste hilsen fra min ven fik jeg nogle uger senere, da min bank i Porto Alegre adviserede at den havde modtaget et bundt aktier til mig. Aktierne var ledsaget af et egenhændigt skrevet gavebrev, dateret en måneds tid før hans død, som i hjertelige ord genkaldte mindet om vores fælles år i Brasilien. Der var intet som tydede på

362

sygdom eller selvmordstanker med undtagelse af et par linjer til slut, hvor han – helt overflødigt – håbede at jeg ville bevare ham i min erindring. Således sluttede dette venskab som er det eneste jeg har fået lov til at opleve, der fortjener sit navn.

13 Et halvt år kom vi til at sidde i uskiftet bo på Nova Sesta. Vi boede som før: Mathilde, Bertrand og jeg i vores værelser der lå side om side i den i øvrigt tomme herregård, Paul og Jakob i stalden. Det var en rolig og begivenhedsløs tid. Min eneste beskæftigelse ud over læsning var at køre over til min grund og inspicere arbejdet på det nye hus som jeg efter Ernrotts råd lod bygge hvor den gamle rønne havde ligget. Det var færdigt i løbet af en måned. Resultatet var ikke ulig det hus jeg havde boet i ved jernbanebyggeriet i Congo, meget beskedent, men fuldt tilfredsstillende efter mine behov; med et minimum af komfort er det lettere at holde sig ung og udistraheret. Jeg ville gerne være flyttet med det samme, men jeg syntes jeg skyldte min velgører at holde stillingen længst muligt på Nova Sesta. Efter disse rolige måneder skete der så meget desto mere. Krigen var forbi, og i massive bølger strømmede der mennesker fra Europas slagne lande ind over Sydamerika. Vi fik set temmelig meget til disse forarmede skarer. Nogle blev på egnen, de fleste kørte videre med jernbanen som nu gik helt til den argentinske grænse. De der ikke havde råd til at køre, gik til fods; en gang så vi et helt kompagni østrigere traske forbi i lasede uniformer direkte fra fangelejrene i Italien. Da havde den nye godsejer allerede installeret sig på Nova Sesta. Det var en hollænder som hed Johannes Heijn; forretningsmand tror jeg han havde været, men jeg er ikke sikker, for han talte aldrig om sit tidligere liv. Han var i halvtredserne, en firskåren og kraftig mand, helt skaldet, forretningslivet eller hvad det nu havde været, havde pløjet dybe furer i hans firkantede ansigt.

365

Der var en særegenhed i hans udseende som snarere tydede på noget med krig i hans baggrund, til trods for at han kom eller opgav at han kom fra et neutralt land. Han havde mistet det ene øre og bar i stedet en protese af gummi som blev trykket fast i øregangen. Det bevirkede at han hørte dårligere og somme tider pludselig kunne tage den ud under en samtale, hvilket i det mindste første gang gjorde et stærkt indtryk på den han talte med. Men han lod sig aldrig mærke med det og sagde aldrig et ord om hvordan han havde mistet øret. Det forblev en hemmelighed som alt andet i hans fortid. Sine planer for fremtiden gjorde han dog ingen hemmelighed ud af; han havde tænkt at kaste sig over svineavl i større målestok. Hans første foranstaltning skulle være at opføre svinestalde på et strategisk sted nede i dalen, tæt ved floden og gennemkørselsvejen. De eneste mennesker jeg så i selskab med ham, var to yngre mænd, også hollændere, tror jeg, som forblev i hans tjeneste lige til det sidste. Hans hustru og datter kom senere, og jeg kom aldrig til at møde dem. Vores vagtskifte på Nova Sesta skete uden mange ord, og skønt vi var nærmeste naboer og kunne se lyset i hinandens vinduer om aftenen, tog det os to-tre år at gøre bekendtskab med hinanden. Hvis man overhovedet kan tale om bekendtskab; begge var vi lige uselskabelige, måske af ens årsager, og havde aberne ikke ført os sammen, var det sikkert blevet ved hilsener på afstand. Det var, hvis jeg husker rigtigt, i efteråret 1921. Jo, det må det have været. Bertrand var nok seks år ved denne lejlighed, en glad og munter dreng med træk som jeg syntes var smukkere og i hvert fald mere menneskelige end de andres. Stor af sin alder var han også. De andre havde også en god periode, de udviste en vis familieånd og havde i lang tid boet sammen i den store stue i huset. Deres velbefindende skyldtes selvfølgelig for en stor dels vedkommende at de var blevet genforenet under samme tag, men jeg tror at det var lige så vigtigt at de nu var omgivet af en uplejet

366

skov, deres naturlige element, og ikke af en engelsk park med åbne felter som på Nova Sesta. Alt var med andre ord temmelig godt, og jeg burde nok have været tilfreds. Men jeg kunne ikke slippe min fikse idé med at beskæftige dem med noget. Ikke sådan at jeg stadig håbede på at de ville udvikle sig mentalt – den tid var forbi. Men jeg gik fortsat og var bange på drengenes vegne, bange for at de skulle synke tilbage i deres letargi ligesom dengang i tiden omkring Bertrands fødsel. Det var ikke let at finde på noget. For et nyt forsøg på at dyrke jorden havde jeg ikke tænkt at kaste mig ud i, så meget var sikkert. Det første havde jo ynkeligt måttet afbrydes, og ikke nok med det: Da vi var kommet tilbage nogle måneder efter for at høste de frugter af vores møje som eventuelt kunne være tilbage efter vildsvinenes hærgen, havde drengene stået der som idioter med hver sin kartoffel som jeg havde taget op til dem, og ikke haft forstand til at grave efter flere. De havde simpelt hen glemt at de havde været der før, eller forstod i hvert fald ikke sammenhængen mellem at plante og høste. Måske lod de som om det forholdt sig sådan for at vise deres mangel på interesse, jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder måtte det være nok med jordbrug for deres vedkommende; jeg var oven i købet smålig nok til at forbyde dem adgang til min lille køkkenhave der nu skulle være min private prydhave. Nuvel, en morgen rullede vi af sted til købmandsbutikken. Alle aberne var med, hvilket var usædvanligt; jeg ville adsprede dem lidt. Vi kørte over den nye bro over åen hvor hollænderens jorder begyndte. På venstre hånd, i vinklen mellem åen og landevejen, lå hans store svinestald. Det var en mægtig længe med cementgulv og et højt, spidst tag der så fremmed ud i landskabet. Vi blev nu mødt af et livligt og pudsigt syn der dog sikkert ikke ville have fæstnet sig i min hukommelse hvis ikke det havde haft sådan en sensationel virkning på mine ledsagere og på de kommende begivenheder. På den indhegnede plads foran huset

367

så man en vrimmel af grise, sikkert omkring halvtreds, og midt blandt dem stod hr. Heijn selv med nøgen overkrop og sprøjtede vand på dem med en slange. Svinene væltede sig mellem hinanden under grynten og hæse skrig, galoperede rundt i kredse, gjorde kast og spring til siden, rejste sig på bagbenene og klatrede op på ryggen af hinanden. Trods den korte afstand var det svært at afgøre om al denne aktivitet foregik i skrækkens eller livsglædens tegn, for de så ud til skiftevis at flygte fra og opsøge vandstrålen, og deres blege øjne uden midtpunkt var komplet udtryksløse. Vandet sprøjtede i solen, det var en varm dag, de buttede kroppe skinnede stadig mere lyserøde, og jo renere de blev, desto mere kom ejeren med sin skaldethed og lyserøde hud til at ligne sine grise, uden egentlig at være fed til, for nu at sige det vulgært, at se ud som et svin. Det var hudfarven som gjorde det, og øjnene der var uklare og svævende i blikket og vandblå som deres. Der var noget usædvanligt og forfriskende over det hele, det var ikke den sædvanlige lumre sløvhed, det var vitalt og kødeligt som hos de store nederlandske malere. Men den fornøjelse jeg følte, var ingenting mod abernes. De udviste en begejstring som jeg havde glemt at de evnede. Ikke engang i deres store øjeblikke med dræsinen eller på ubåden havde de givet los på denne måde. Inden jeg nåede at standse æslet, var drengene nede fra vognen, alle tre drenge, og var begyndt at klatre op på det høje hegn på den anden side af grøften. For første gang glemte Bertrand fuldstændigt sin mor, og den gamle Paul havde noget fanatisk i blikket som jeg ikke havde set i lange tider. Heijn så et øjeblik forbavset ud og sænkede slangen, men vinkede så til mig og pegede mod indgangen. Han rystede på hovedet og lo. Mathilde fulgte ængsteligt i hælene på mig da jeg gik hen langs hegnet, og begge havde vi hele vores opmærksomhed rettet mod Bertrand der nu var den første som var nået frem til svinene. Han løb og sprang omkring dem som en hyrdehund og udstødte små jubelskrig, ganske vist kun korte og straks kvalt, men alligevel

368

rigeligere og mere højlydte end han ellers var kommet med i månedsvis. Men ligegyldigt hvordan han slap sin henrykkelse løs i barnlige krumspring, så holdt han sig hele tiden på to ben og på respektfuld afstand fra grisene. Og Paul og Jakob fulgte omhyggeligt hans eksempel; han var pludselig fløjmand for de voksne. Heijn havde lukket for vandet og kom mig venligt i møde. Drengene stivnede og så skuffede ud da vandslangen ynkeligt slappedes og lå ubevægelig på jorden som en død slange; måske var det vandkaskaderne lige så meget som grisene der havde tiltrukket dem. Og de var meget bange for slanger. Han rakte mig hånden. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke at hans løse øre stak meget tydeligt af fra ansigtets levende dele der havde fået en kraftigere farve af varmen og anstrengelsen. Han måtte have set mit blik, for han tog hurtigt protesen af og stak den i lommen. Jeg roste hans svin og fortalte at jeg måske aldrig før havde set aberne så oprømte og interesserede. Og jeg tog mod til mig og spurgte om vi ikke måtte få lov til at komme tilbage flere gange og kigge nærmere på stalden og dyrene. Selvfølgelig, sagde han, vi var velkomne. Og så stod han lidt og plirrede mod aberne, det var jo første gang han så dem på nært hold. Da sagde han noget jeg havde ventet på i så mange år at jeg ikke længere var forberedt på det: - Ikke fordi det vedkommer mig, men det er da ikke aber. Jeg har set sådan nogle før. Det er halvmennesker. Han så mig pludselig ind i øjnene. – Hvor har De fået fat i dem? - I Afrika. - Tænkte det nok. Der laver de den slags. Mit hjerte hamrede. Selvfølgelig ville jeg spørge ham hvad han mente, men jeg beherskede mig og sagde ingenting. Hvorfor blotte sig for en fremmed når det ikke var nødvendigt? Hvad kunne en hollandsk svinefarmer vide som jeg ikke allerede vidste? Jeg skulle bare høre på hans skipperhistorier.

369

Han forklarede sig ikke nærmere, lo bare. En smule ironisk, men ikke uvenligt. Så lod han til at komme i tvivl. - Især den lille ser sådan ud. Det var ikke svært at gætte hvorfor han var blevet usikker på de andre. De var kommet sig af den første ophidselse, og den gamle Paul var temmelig udpumpet; i hvert fald genoptog de nu for første gang i mange år deres gamle camouflageadfærd over for nye mennesker. De gik ned på alle fire, også Mathilde der stod lidt for sig selv og holdt øje med drengen. Aldrig havde jeg set det i Ernrotts tid, ikke engang i drengenes deprimerede periode i stalden. Ukendte mennesker der mistroisk granskede dem: Da var det de reagerede sådan. Jeg fulgte hans blik og så på Bertrand. Vi stod et øjeblik tavse og betragtede drengen der stadig kredsede nysgerrigt om grisene. De var faldet til ro efter oversprøjtningen, og han vovede sig nærmere. Om et par år ville han være fuldvoksen hvis han var en abe; det havde jeg svært ved at forestille mig når jeg så på ham. Det hindrer ikke at han er stor af sin alder, som jeg sagde, og man kunne allerede nu se at han ville blive højere og slankere end de andre. Trods det at hans stumhed forekom lige så uhjælpelig som de andres, havde han en helt anden evne til at formidle sine tanker og følelser og tiltrække sig menneskers opmærksomhed. Hans glade gemyt kom frem i mange nuancer i hans gestus og minespil. Jeg kunne mærke på hollænderen at drengens charme gjorde indtryk på ham. I den øreløse profil han vendte mod mig, var der både ømhed og forundring – men også et stænk af afsky. Selv var jeg ikke fremmed for disse blandede følelser. Der var en dobbelthed i billedet af Bertrand. Normalt så jeg det raske og lyse i ham, det som jeg helst ville se. Men det skete også at jeg som i et fikserbillede kunne skimte et andet mønster: En imitation eller karikatur af et menneskebarn som var hadefuldt og indsmigrende på én gang, og som aldrig blev spillet ud for hans egne, men kun når et menneske var til stede.

370

Billedet var borte i løbet af et øjeblik, men jeg havde set det endnu en gang, og jeg var sikker på at Heijn havde set det. Billedet af en ond gammel mand, maskeret som et uartigt barn. Der blev ikke sagt meget mere dengang. Efter at han havde fået besked om at mine venner hverken havde utøj eller sygdomme, bød han os velkommen til svinestalden så tit vi havde lyst.

Nu fulgte der nogle gode år, måske de bedste vi kom til at opleve sammen. Aberne havde fået en levende interesse. Så godt som hver dag begav de sig af sted til svinefarmen, i rusk og regn, sommer og vinter; det var næsten kun torden eller sygdom der kunne holde dem hjemme. Til at begynde med kørte jeg dem, men de kunne snart slippes af sted hjemmefra på egen hånd, og de lærte egnen meget bedre at kende end jeg. Mathilde blev mit eneste og meget lidt krævende selskab om dagen; hun tog kun med dem i de første uger, indtil hun blev sikker på at sønnen kunne klare sig selv. Men ved solnedgang kom de hjem, det var helt sikkert, og jeg var stolt og rørt over deres trofasthed mod os derhjemme. Samtidig var jeg lettet over endelig at kunne disponere over min tid som det passede mig. Jeg slap for bekymringen med at finde på en masse praktisk beskæftigelse til dem som jeg selv måtte deltage i for at de ikke for hurtigt skulle blive trætte, men som for mig med min skræk for tomhed var den rene tortur. Nu kunne jeg uforstyrret hengive mig til det liv i studier og optegnelser som jeg altid havde betragtet som det naturlige og efterstræbelsesværdige. Jeg følte min vitalitet vokse, jeg syntes trods alt ikke at mit liv var forspildt, selv om det store eventyr var slået fejl. Det skete at jeg standsede op ved svinefarmen på vej hjem fra købmandsbutikken, eller når jeg kørte ned for at se til mine venner og få lidt frisk kød og nogle grisetæer med hjem til middag. Heijn lod mig ikke ret gerne køre tomhændet derfra, delvis måske for at jeg ikke skulle komme så ofte, men mest, tror jeg, fordi han

371

med tiden fik så megen nytte af drengene at han ville takke mig på denne måde. I begyndelsen var det nok mest leg med vandslangen, men det varede ikke længe før de brugte den med omtanke og kunne blive betroet at gøre stierne og det udendørs indelukke rene. Senere lærte de både at fodre og vogte svinene, havde i det hele taget et godt tag på dem og udviste en omtanke der overraskede mig, og som de egentlig aldrig viste hinanden. Særligt hengivne var Jakob og Bertrand. Paul ældedes hurtigt i løbet af disse år og ville helst sidde på en bænk ved staldvæggen og døse i varmen. Men blive hjemme, det ville han ikke. Jakob var tydeligt generet af ham, måske også skyldbevidst; han havde så at sige for anden gang svigtet ham og var gået over på menneskenes side. Den gamle førerhan udøvede ikke mere nogen autoritet over ham. Men på den anden side viste han ingen interesse for selv at overtage førerrollen der nu naturligt tilkom ham. Hans holdning over for Bertrand og Mathilde var neutral og nærmest ligegyldig, der var intet tilbage af den strenge onkeloptræden som Paul havde lagt for dagen mens han stadig dominerede gruppen. Jeg fandt at ordet familie nu kun kunne bruges om moderen og barnet og tvivlede mere og mere på at der overhovedet var noget blodets bånd mellem de tre voksne. Omstændighederne har ført dem sammen, tænkte jeg, måske en flugtsituation, og nye omstændigheder var nu ved at fjerne dem fra hinanden. Imens havde drengen udviklet sig til en klog og selvstændig ung mand. Med sin ranke og spændstige holdning virkede han allerede højere end de andre, skønt han ikke var fuldt udvokset. Munden var bred og fremspringende, men ikke på den abeagtige måde, for læberne var tykke og svulmende og gav ham en slags ”russisk” udseende og en sensuel udstråling der forekom mig menneskelig. Hans lysebrune hår, der ømt blev plejet af Mathilde, var nu altid stramt vandkæmmet tilbage over issen, en ikke alene menneskelig, men også pudsigt byagtig detalje der syntes at hæve ham over det rustikke miljø. Jeg bør vel også tilføje, skønt det

372

allerede længe havde været svært for mig at se med videnskabelige øjne på mine nærmeste, at storetåen – hvis position hos de andre var forblevet ubestemmelig – hos Bertrand lå helt ind til de andre tæer og absolut så menneskelig ud. Det bedste drengene vidste (det vil sige Jakob og Bertrand, Paul var mere eller mindre ude af legen), var helt alene at vogte grisene på den skovklædte skråning på den anden side af floden. Der kunne de bevæge sig frit uden menneskeligt opsyn, klatre i træer og jage smådyr, og jeg havde en mistanke om at de ikke mindst satte pris på det fordi de så kom væk fra den gamle Paul. Men på varme dage ville svinene ikke gå så langt, de ville helst være ved floden der løb forbi lige bag svinestalden. Dér lå de i staldens skygge og væltede sig dvask i vandkanten. Bevoksningen var ejendommeligt træt og overmoden netop dér, på en eller anden måde fordærvet og skændet; måske skyldtes det kombinationen af fugtighed og skygge, eller et eller andet afløb fra svinestalden. Luften var også en anelse fordærvet og stillestående uden at man direkte kunne sige at den lugtede grimt. Jeg følte mig altid ilde til mode dernede sådan som man kan gøre det bestemte steder uden rigtigt at vide hvorfor. Måske føler vi sådan ved steder hvor mennesker har boet for længe siden, selv om det ikke længere kan ses med det blotte øje, hvor naturen hverken er jomfruelig eller opdyrket. Det var uhyggeligt som det usynlige nærvær af døde der ikke er kommet i jorden. Så længe drengene gjorde tjeneste som svinehyrder, var det hele tiden Bertrand der trods sin ungdom faktisk ledede arbejdet. Han pointerede aldrig sit lederskab, men det var ham som vidste hvor der var godbidder til grisene at rode op, passende træer at klø sig op ad, pytter at vælte sig i. Jakob var hans villige håndlanger. Så snart Bertrand fandt på noget nyt, gjorde Jakob det samme og blev ved med det indtil den næste opfindelse eller forbedring trængte sig på for at blive efterabet. Alligevel undgik de på en mærkelig måde at komme i personlig kontakt med

373

hinanden, og jeg så aldrig at deres blikke mødtes. Det var som om der var en forskel mellem dem der ikke var social, men som stak dybere: forskellen mellem genialitet og middelmådighed. Men jeg skal ikke overdrive drengenes arbejdsindsats. Da det heijnske svineopdræt var på sit højeste, beskæftigede det omkring tyve personer, og antallet af svin nærmede sig et tusind. En ung indianer, Huaco, var den de havde mest at gøre med blandt svinepasserne. Bertrand og han blev meget glade for hinanden. Også jeg kom på god fod med ham, han var en følsom og fantasifuld knægt. Heijn så jeg ikke ret tit og forsøgte snarest at undgå ham for ikke at give indtryk af at jeg ville tiltigge mig hans svinekoteletter. Hans to europæiske formænd, ”ingeniørerne”, som de blev kaldt, stødte jeg hele tiden ind i, men jeg mærkede snart at de var hånligt indstillet over for aberne, måske også over for mig, og nøjedes med at hilse afmålt. I det hele taget havde jeg det dårligt med kolonisterne, med deres brutalitet mod indianerne og deres foragt for alt hvad der ikke hang sammen med materiel standard; det var i øvrigt to sider af samme sag. Jeg har ganske vist kun sjældent haft noget mellemværende med dem, men det skyldes netop at jeg så sjældent har talt med dem. Jeg har foretrukket indianerne, ikke fordi de skulle være mere naturlige, det tror jeg ikke de er, men fordi de er mere menneskelige. Det nærmeste jeg kom til at omgås Heijn og hans familie, var at han bad mig komme og spise til middag og tage Bertrand med. Et så usædvanligt væsen, mente han, ville være en adspredelse i ensformigheden for hans hustru og datter. Han gentog sin indbydelse nogle gange, men det lykkedes mig altid at finde på et eller andet påskud til at sige nej tak. Tanken var mig ubehagelig, jeg forestillede mig at ingeniørerne (jeg har glemt deres navne) skulle være med, og at Bertrand ville blive udsat for en slags besigtigelse. Måske gjorde jeg Heijn uret og føjede endnu en undladelsessynd til mine tidligere. Det har altid været min skødesynd: hjertets distraktion. Hvis jeg havde gidet lære ham at kende, er det muligt

374

at jeg kunne have hjulpet ham og rent ud afværget den katastrofe der var på vej til at ramme ham.

For en katastrofe var det. For hans eget vedkommende blev den total, det sørgede han selv for. Jeg og aberne blev også berørt, ganske vist kun indirekte og på grund af visse følgevirkninger der dog var stærke nok til at ændre vores liv. Med tiden er jeg nået frem til at det var bedst, det som skete, i det mindste for mig selv. Men sådan oplevede jeg det ikke dengang. Jeg var knust, og det tog mig lang tid at komme over det som skete den decembernat i 1925. At Heijn var i alvorlige vanskeligheder, det havde jeg ingen anelse om, selv om Huaco havde fortalt mig at en del svin var syge og måtte slagtes. Ingeniørerne havde man ikke set noget til i et par uger, men det tænkte jeg ikke på før bagefter. Der var meget andet som jeg bagefter kom i tanker om, for eksempel at allerede morgenen før den forfærdelige nat havde været usædvanlig, den havde et blåligt lys. Og om aftenen stod fuldmånen op, pragtfuld på den sorte himmel. Det skulle dog ikke blive nogen smuk måneskinsnat, men en kaotisk nat, hvor en mand tog sit liv og kastede andres liv ud af deres bane, blandt dem mit eget. Det begyndte ved midnat med hyl lige uden for huset, som en rigtig spøgelsesnat. Det var Bertrand der hylede, det kunne han nu: hyle og le og græde. Han var gået udenfor lidt for at forrette sin nødtørft. Mathilde vågnede og stemte øjeblikkeligt i fra sit leje, og jeg kunne høre hvordan de andre fór op og lyttede. Jeg trådte ud på trappen. Et eneste blik var nok. Svinestalden stod i lys lue nede i dalen. Det så besynderlig stort ud da den brændte, det var som om den var kommet nærmere, og ilden oplyste en stor kreds omkring sig. Men foran mig stod Bertrand i måneskinnet. Der herskede en ejendommelig lyskontrast mellem ild og måne i landskabet som

375

jeg aldrig vil glemme, og som fængslede ham midt i al ophidselsen, det kunne jeg se på hans hoveds bevægelser når øjnene vandrede frem og tilbage mellem lyskilderne. I løbet af nogle sekunder havde de andre samlet sig bag Bertrand, selv den gamle Paul, og uden at betænke sig et øjeblik fulgte de ham lige ind i skoven i retning mod ilden. Mig tog de ingen notits af, og før jeg nåede at tage mig sammen og kalde eller gøre noget, var de forsvundet. Kun Mathilde havde givet mig et afskedsblik, ligesom undskyldende. De plejede altid at holde sig pænt til vejen når de gik til svinestalden, og aldrig skyde genvej gemmem skoven. Forvirret som jeg var, gjorde jeg den store fejl – set i bakspejlet – at jeg ikke straks fulgte i hælene på dem ind i skoven. Trods månen syntes jeg at det var for ubekvemt og risikabelt i mørket. I stedet gik jeg hen og spændte for kærren. Men det tog tid inden jeg fik æslet ud på vejen, og da jeg endelig rullede ned ad bakken, var jeg håbløst forsinket. På det tidspunkt bør de have været fremme ved brandstedet som de første. Jeg var ængstelig for hvad de kunne finde på, og spejdede efter dem i kikkerten mens jeg kørte. Den lette vind kom imod mig, og snart kunne jeg mærke den kvalmende lugt af brændt kød i næsen. Havde de også mærket den? Jeg kunne ikke se dem nogen steder. Foran den brændende bygning stod der en flok mennesker, de fleste af dem havde arbejde i svinestalden. De stod i små klynger og kiggede på med tomme øjne, ingen lod til at ville foretage sig noget. Det ville også have været formålsløst. Branden var gået ind i sit mest voldsomme stadium, det brændte ikke kraftigere ét sted og svagere et andet, det var en eneste blok af ild, hvor flammerne som tordnende orgelpiber skød lige op i himlen. Ingen skrig var at høre, intet kunne overdøve ildens tordnen. Jeg så mig om i det skarpe ildskær: Aberne var ikke at se. Det forbavsede mig at Heijn og ingeniørerne ikke var til stede. Jeg opdagede Huaco og gik hen for at spørge ham. Først lod det

376

ikke til at han kunne høre hvad jeg sagde i larmen, han pegede bare på ildmuren. Men så forstod jeg at det var hans svar på mit spørgsmål, dets uhyggelige betydning gik op for mig, og det løb mig koldt ned ad ryggen midt i den brændende hede. Han forklarede at Heijn var derinde sammen med alle dyrene, alene, så vidt man vidste; fra et hus i nærheden havde man set ham gå derind. Bare for nogle minutter siden havde man hørt svinene skrige af angst; han og et par stykker til havde forsøgt at nærme sig dørene der stod åbne, men var blevet tvunget tilbage. De arme dyr var sandsynligvis lukket inde i deres båse, og man kunne bare håbe at røgen hurtigt havde bedøvet dem. Nu styrtede taget sammen på midten, ilden tabte pusten et øjeblik, men kom hurtigt til kræfter igen. Huaco så bort og svælgede et par gange, han pressede læberne mod hinanden. Jeg spekulerede på om hans fortvivlelse gjaldt svinene eller ejeren, men den slags spørger man jo ikke om. Så jeg lod ham være i fred, og idet jeg fulgte en indskydelse, trak jeg mig tilbage fra tilskuerne og gik om til bagsiden af bygningen; jeg gik i en stor bue udenom for ikke at blive set. Jeg var alene, ingen havde tænkt på at gå herom, det var ikke kun mig der skyede dette sted. Ilden var ikke så kraftig her, måske skyldtes det vinden, men det var tilstrækkelig lyst til at jeg kunne overskue skråningen ned mod vandet der kun var en smal bæk efter den lange tørke i efteråret. Der lå et antal svinekroppe spredt omkring, syv eller otte, mere eller mindre forbrændt. Alle forekom livløse, og ingen var nået ned til vandet. Stadig fuld af bange anelser løb jeg ned til bredden og så op over skråningen på den anden side. Der var et fem hundrede meter åbent terræn inden urskoven begyndte. Jorden lyste svagt rødlig i det uvirkelige møde mellem måneskin og ildskær. Jeg rettede kikkerten mod skovbrynet. Det var i absolut sidste øjeblik. Jeg så fire mørke silhuetter mod den svagt rødflammede baggrund: De næsten menneskelige skikkelser som jeg kendte så godt. Først så det ud som om de stod stille, fastholdt af

377

lyset, og jeg tænkte på mændene i den gloende ovn, men de må have bevæget sig meget hurtigt, for pludselig drejede de af mod højre hen over scenen og forsvandt i kulissen som trukket af en snor, eller som om de skyndsomst var blevet kaldt bort. Endnu en gang i denne nat havde jeg set dem forsvinde i et skovbryn, lystrende en uimodståelig indskydelse. Jeg begyndte at tvivle på om jeg havde set rigtigt. Måneskinnets nivellering af landskabet til et scenebillede, den brændende bygning og tankerne om manden og dyrene derinde – alt dette forrykkede min tidsfornemmelse og min virkelighedskontakt, og det forekom mig at de skikkelser jeg havde set svæve bort i et blegrødt fluidum, hverken var mennesker eller aber eller nogen af delene, men simpelt hen noget nyt, en ny begyndelse som det var faldet i min lod at opdage og drage omsorg for. Dette var nu endegyldigt mislykkedes for mig, og derfor forlod de mig. Jeg blev igen opmærksom på ilden der susede bag mig, og vågnede op af min forrykkede tilstand der med det samme forbavsede mig, og som står isoleret i min erindring som en falsk åbenbaring. Jeg vendte om og gik langsomt tilbage op ad skråningen. Jeg havde helst vendt blikket bort fra dyrekadaverne, men jeg tvang mig selv til at se på dem, bøjede mig over hver af disse fornedrede kroppe. Deres vellystigt svungne kropsstillinger havde de stadig, også som ofre. Nogle havde oven i købet stadig det menneskelige og let berusede blik, andre havde knebet øjnene sammen i smerte eller måske mod røgen. Men det ejendommelige var at et par af dem lå i en blodpøl og havde store gabende huller i ryggen. Sårene havde lige kanter, og dyrene kunne umuligt være blevet sådan tilredt med andet end et stykke skarpt værktøj, og mens de stadig var i live. Denne lemlæstelse af levende kroppe havde noget koldt og ondskabsfuldt over sig som gjorde mig umådelig ophidset. Var det Heijn der var gået bersærk mellem sine syge grise? Jeg ville nok have foretrukket den tanke, men jeg kunne ikke tro den. Store kødstykker var borte, og de var blevet

378

skåret ud herudenfor – jeg kunne ikke tro om den ulykkelige Heijn at han skulle have forfulgt de flygtende svin ud på marken, have skåret store stykker ud af dem og så være vendt tilbage ind i ilden med kødet. Nej, her var det mine egne som havde været på færde og forsynet sig. Og det kunne kun være Bertrand, kun hos ham var denne manuelle dygtighed tænkelig. Det var hans første rigtigt menneskelige handling, og den var bestialsk. Det var en knusende opdagelse at gøre eftersom ingen stod mig nærmere end ham. Efter to dages nærmest symbolsk slukningsarbejde – det lykkedes slet ikke at få styr på den brandslange der omsider blev fremskaffet – indfandt der sig tre herrer fra Porto Alegre for at undersøge det skete. De fandt straks de forkullede rester af Heijn i midtergangen i den nedbrændte stald. Omkring ham lå der fem hundrede svinekadavere i pedantiske rækker; de var overhovedet ikke kommet ud af deres båse. Ud over Heijn var ingen mennesker omkommet. Undersøgelsen viste at der havde været en svineinspektør på besøg tre dage inden branden og underkendt hele besætningen på grund af udbredt sygdom. Heijn havde taget det første tog til Porto Alegre for at låne penge til en ny besætning. Det var ikke lykkedes for ham, ved hjemkomsten havde han dog ikke sagt et ord om den fortvivlede situation, men havde småsludret med sin familie som han plejede. Det eneste hans kone havde fundet unormalt, var at han havde gået og nynnet på studenterviser fra sin ungdom. Om aftenen da alle var gået i seng, var han gået ned til svinestalden og havde stukket ild på ved hjælp af petroleum langs væggene inde i stalden. Forinden havde han sørget for at svinene var lukket inde i deres båse, men havde ladet alle indgangsdøre stå åbne for at få bedre træk. Da ilden havde fået fat, måske lige inden taget styrtede sammen – jeg kan se hans sidste blik for mig op mod stråtaget – havde han villet gøre pinen kort og skudt sig en kugle for panden med en revolver der blev fundet ved siden

379

af ham. Men kuglen havde ikke slået ham ihjel, den havde kun pløjet en fure i issebenet, som lægen med stolthed konstaterede; under alle omstændigheder måtte han være død i næsten samme øjeblik eller meget kort tid derefter. Der var noget storslået og dystert mytologisk over denne tragedie som ikke var uden virkning på de sagkyndige. For de arme efterlevende, der havde været uvidende lige til det øjeblik de så himlen rød og opdagede at husfaderen var borte, var dette naturligvis en ringe trøst. Hvis ikke jeg havde haft så gode grunde til at holde mig borte i de dage, havde jeg sikkert opsøgt dem, måske endda som præst. Men jeg ville under ingen omstændigheder inddrages i undersøgelsen, for jeg løb en stor risiko for at blive afsløret som illegal indvandrer og udvist af landet. En anden grund var at jeg ville undgå spørgsmål om aberne, hvis flugt og senere bevægelser sært nok ikke var blevet bemærket. Aberne blev heller ikke sat i forbindelse med de mystiske skader på de svin det var lykkedes at flygte ud af ilden; man tog det for givet at en tyv havde udnyttet situationen og gjort et kup. Så længe politiet var i landsbyen, viste jeg mig ikke udendøre. Jeg lod som om jeg var syg og fulgte undersøgelsen i provinsavisen som min indianske rengøringskone bar op til mig. Jeg bad hende også om at hente Huaco; han var blevet forhørt og havde en hel del at fortælle. Han mente at svinesygdommen havde skyldtes ingeniørernes sjusk, og da Heijn havde stillet dem til ansvar, var de simpelt hen gået deres vej. Mod tavshedsløfte fortalte jeg ham om abernes forsvinden – tidspunktet og omstændighederne beholdt jeg dog for mig selv – og tilbød ham en løn der lå langt ud over den han havde fået hos Heijn, hvis han ville hjælpe mig med at lede efter dem. Han var venlig og deltagende på sin melankolske facon, men han sagde nej tak. Hvorfor, ved jeg ikke; han var jo arbejdsløs nu og burde have haft brug for pengene. Jeg gik så langt som til at tilbyde ham gratis undervisning oven i købet – han var analfabet – men fik bare en ny venlig hovedrysten som

380

svar. Han skulle hjem til sine egne, sagde han, mange bjerge og mange dagsrejser borte. Og han pegede mod syd. Jeg ville ønske at aberne var taget mod syd, så kunne vi have slået følge ad bjergstierne. Jeg var bange for at ride alene. Men i det korte glimt dengang jeg så dem flygte, havde de bevæget sig i nordvestlig retning, mod de store skove. Jeg tog afsked med Huaco og gav ham en lille pakke som jeg bad ham åbne når han kom hjem. Den indeholdt ingen penge, kun et par tegninger jeg havde lavet af Bertrand, og en sølvsnustobaksdåse fra Sankt Helena. Jeg så ham aldrig igen.

14 I de første dage efter branden var jeg i en tilstand af chok og gjorde sikkert klogt i at holde mig i sengen. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at aberne ville komme tilbage: De var jo vant til at strejfe frit omkring på egnen og fandt altid selv hjem. Men jeg kunne ikke lukke øjnene for det beslutsomme træk i deres forsvinden. Jeg havde en stærk fornemmelse af at synet af åben ild havde virket som et signal på dem, at det store bål, ligesom engang lejrbålene i Congo, havde drevet dem til at bryde op mod noget nyt. Og med en voldshandling begyndte det nye liv, nu som dengang. De slog Dittel ihjel, og også nu blev væsener som stod dem nær deres ofre. Det får så være at Dittel blev ryddet af vejen som en hindring (om også ikke udelukkende af den grund), men hvorfor skulle svinene lemlæstes og forbløde? Det var ikke kødet de var ude efter, det kunne jeg ikke tro. De havde aldrig før udvist jagtinstinkter, ikke engang i de magre tider på rejsen hvor de i det mindste havde haft kaninerne – og mig – inden for rækkevidde. Nej, der lå nogle dunklere behov bag disse syndefald der var så pludselige og koldblodige. Jeg blev temmelig demoraliseret af min grublen i de dage, og i stedet for at adsprede mig med læsning som jeg plejede, satte jeg mig ved vinduet og rettede kikkerten mod sørgehuset på den anden side af dalen. Med en slags hæslig videnskabelig nysgerrighed udspionerede jeg den stakkels enke der rådvild gik rundt i sine stuer og ventede på begravelsen. En uge efter var hun borte med sin datter, og Nova Sesta skiftede ejer på ny. Jeg nåede ikke at se den nye flytte ind, for omtrent samtidig var politiet færdig med sine undersøgelser, og jeg vovede mig ud

383

af mit gemmested. Jeg var fast besluttet på at opsore aberne. Ikke fordi jeg savnede dem. Tværtimod, jeg var i virkeligheden dybt såret på grund af den måde hvorpå de havde vendt mig og, syntes jeg, hele menneskeheden ryggen. Men jeg ville se hvad der skete med dem, hvad de var ved at forvandle sig til. Det var den kolde zoologiske nysgerrighed der greb mig på ny. Jeg låste huset af og red af sted på mit æsel. Min oppakning var let: brød, vand, vin, et telt, lidt tøj. Og temmelig mange penge. Jeg forlod landsbyen uden savn. Da jeg så bebyggelsen ligge ligesom kastet ud dernede, uden værdighed, uden kontakt med landskabet, endnu livløs i morgenmørket, syntes jeg ikke den var andet end en tynd skorpe på den røde jord, en gennemgangslejr for lykkeriddere. Som kulturytring var den affald fra Europa, og min eneste trøst var at dette makværk ikke godt kunne blive varigt, at naturen ville kompostere det og barmhjertigt lade det opsluge af jorden. Og netop i dette tilfælde så det ud til at jeg skulle få ret. Byen havde set sine bedste dage. Kolonisterne, de fleste af dem, skulle drage nordpå og beskæftige sig med næringsveje der betalte sig bedre end at dyrke herva. Men det er en senere historie. Jeg red i to uger mod nordvest, i langsomt tempo og med mange afstikkere ind i junglen. Jeg spurgte næsten alle jeg mødte, nybyggerne i landsbyerne, indianerne når jeg kunne gøre mig forståelig. Mange vejrede penge og begyndte at fabulere, men blev snart stumme på grund af mine opfølgende spørgsmål. Ingen kunne sandsynliggøre at han virkelig havde set aberne. Jeg rejste med vilje uden kort, jeg ville føle noget af den spænding som de første jesuitter havde følt, der trængte ind i disse områder tre hundrede år tidligere. Og da jeg var nået halvfjerds-firs kilometer hjemmefra og red langs Uruguayfloden, der danner grænse mod Argentina, kunne jeg se de første rester af deres samfundsbyggeri. Der lå ruiner midt i den tætteste urskov, geometrisk anlagt, sandstensmure som den overdådige vegetation

384

havde fanget i sine garn og ligesom i raseri flået i stykker. Ånden havde dristigt udfordret naturens nøgne muskelstyrke og var blevet besejret, men der var stadig noget som imponerede i disse stendynger, en oplyst fantasi der manglede i den moderne kolonisation, måske også noget fanatisk der imidlertid var blevet lutret så længe under frodighedens herredømme at det var revnet i selvironi. Hvad havde vi at gøre her, syntes de at sige, i denne gudsforgående vildmark hvor Kristi rige ikke har nogen mening? En detalje jeg fæstede mig ved, var at alle disse ældgamle reducciones, i hvert fald de tre-fire jeg så, lå fjernt fra de strøg som nu blev brugt. Det tydede på at der endnu fandtes en overtroisk respekt hos efterkommere af de guaraniindianere som med smukt strengespil var blevet lokket frem fra skoven og indordnet i et fremmed fællesskab. De må have troet at de var kommet i hænderne på magtfulde troldmænd eller uudgrundelige dæmoner. Men hvor glædesløs og kommunistisk tilværelsen end må have været i disse opdragelsesmaskiner, så trøstede jeg mig med at mine kolleger, der var så sikre i troen, alligevel behandlede deres indfødte uendeligt meget bedre og menneskeligere end 1900-tallets nybyggere. Vist var det latterligt at slæbe latinske biblioteker ind i junglen, men på den måde, med klassikerne for øjnene, kunne de i det mindste ikke glemme at de havde med mennesker at gøre. ”Det er ærefuldt for jesuitterne,” skrev Montesquieu i L’esprit det lois, ”at have været de første i disse egne som har vist at religion kan forenes med humanitet.” Det var selvfølgelig ikke kun af historisk nysgerrighed jeg tilbragte nogle nætter i ruinbyerne. Selv om jeg måtte tage grene og blade til hjælp for at få tag over hovedet, føltes det på en eller anden måde mere trygt at sove dér end i mit lille telt, og det foresvævede mig også at murene kunne udøve en slags tillokkelse på aberne der jo i årevis havde været uvante med at sove i det fri. Bertrand havde overhovedet ikke oplevet det, og at det var ham der førte an i deres vandring, var jeg overbevist om. Men her, lige

385

så lidt som andre steder på min vej, fandt jeg det mindste spor af dem. Det var naturligt at jeg mere og mere begyndte at få en mistanke om at jeg ledte mod det forkerte verdenshjørne. Som jeg sagde, var det i Uruguayflodens naboskab jeg bevægede mig, i de store jungleområder på den brasilianske side der siden jesuitternes dage havde været forskånet for kolonister. På den anden side af floden skød den argentinske provins Misiones op i en hundrede kilometer bred kile mellem Brasilien og Paraguay. I Misiones var der masser af europæere, i det mindste på de bakkede sletter mod syd, men det kunne aberne ikke vide, eftersom bebyggelsen kun sjældent nåede helt ned til floden hvor urskoven stod tæt på begge sider. Jo mere jeg kiggede på floden som bred og rolig løb gennem disse egne, desto mere blev jeg fanget af den mulighed at det kunne være lykkedes aberne at komme over på den argentinske side. Jeg måtte jo indrømme over for mig selv at jeg egentlig ikke havde fundet noget der talte for at de i det hele taget havde været her, men det blev en slags tvangstanke for mig at forestille mig hvordan de havde forceret floden. Jeg prøvede at se dem svømmende hoved ved hoved, men det overbeviste mig ikke rigtigt. For pudsigt nok (med hensyn til det vi sammen havde gennemgået) vidste jeg ikke om de kunne svømme. At de forstod sig på flåder, det vidste jeg til gengæld. De kunne meget godt have sat et fartøj sammen af nogle træstammer; der var rigeligt af den slags som var blevet hængende i fremspringende rødder langs bredderne. Efter et par dages søgen dukkede der en lejlighed op til at komme over floden med æslet og oppakningen i behold. Det var temmelig langt nordpå, en flok indianere bedrev fiskeri fra en slags pram de havde staget ud og forankret i floden hvor strømmen var stærkest. Jeg tænkte på dræsinen og blev opfyldt af håb. Jeg råbte til dem og viftede med nogle sedler. De kiggede først mistænksomt på mig, derpå uinteresseret da de så at jeg var alene.

386

Da jeg ikke gav op, men vinkede og råbte mere og mere ivrigt, forbarmede de sig til sidst og stagede ind til bredden. Deres sprog var mig helt ubekendt, men efter en lang diskussion ved hjælp af tegn og hovedrysten blev vi alligevel fragtet over. Penge ville de ikke tage imod. Dengang troede jeg at det skyldtes foragt, men senere har jeg forstået at de faktisk ikke kendte til sedler og til papir overhovedet. Så var jeg da i Argentina. Nogen grænsebevogtning var ikke at se, den slags forekom ikke dengang. Jeg fortsatte mod vest ad skovstier, det gik opad, efterhånden tyndede junglen ud. Nu bredte der sig en højslette med buskvegetation, delvis opdyrket og bebygget til trods for at jordbunden så mager ud. I disse egne boede de hårdt prøvede finner som Ernrott havde fortalt om. Dem så jeg slet ikke noget til. Det var mest italienske og tyske landsbyer jeg kom til, somme tider forfaldne, somme tider ret velstående uden at man kunne få øje på nogen forskel i de naturlige forudsætninger. Somme tider var fattigdommen nok kun tilsyneladende; man havde ikke tænkt sig at blive og satte pengene i banken i stedet for at bruge dem til tøj og bohave. Med det materielle stade skiftede også den måde jeg blev mødt på, nemlig sådan at jeg blev mere venligt modtaget i de mere fattige landsbyer hvor jeg ikke stak så meget ud; jeg så temmelig lurvet ud efter tre uger på æselryg, en fortabt original. Og der fik jeg også en smule opmuntring i min søgen, der kom ordentlige svar på mine spørgsmål, og de fleste stemte rimeligt overens indbyrdes. Ingen havde ganske vist set nogen aber, men man havde hørt. Og jo længere jeg fortsatte mod vest, desto tydeligere ordnede vidnesbyrdene sig til et mønster. Jeg kunne mærke at jeg nærmede mig målet for min opdagelsesrejse.

På afstand var det en landsby som flere andre jeg havde set, en af de ”vellykkede” landsbyer. Den lå naturligt isoleret i en

387

fordybning, en svagt markeret gryde i plateauet. Det var den yderste forpost, på den anden side begyndte junglen. Allerede før jeg nåede frem til de første huse, kunne jeg mærke at her var det ikke den sædvanlige tyske pænhed med stejle tage og stribede vinduesskodder, men en strengere, en ugemytlig variant, om muligt endnu mere renvasket. Landsbygaden var trukket som efter en lineal ligesom rækkerne af træhuse på begge sider. Midt i landsbyen rejste der sig et mægtigt hvidt kors. Det var Loyolas ånd, tænkte jeg: geometri og kristendom. Men han ville aldrig have nøjedes med træhuse og trækirke. Her var tale om protestanter. Jeg husker ikke om jeg allerede på det tidspunkt anede hvor jeg var havnet. Jeg red langsomt ind i landsbyen. Det var sent på eftermiddagen, ved de høje stakitter foran husene stod der rækker af heste forspændt kærrer som var forsynet med soltag; mænd i sorte hatte ligesom Rembrandts klædehandlere var ved at tage seletøjet af dem og trække dem ind i stalden. Jeg tror det var hattene som gav mig den endegyldige vished: Jeg befandt mig hos jeremitterne, den mærkværdige sekt som Ernrott havde fortalt om. Ingen lod til at bemærke mig, og jeg tænkte at så rider jeg videre indtil nogen lægger mærke til mig. Jeg plejer at være frimodig, men her følte jeg mig hæmmet og ville ikke trænge mig på, der var noget i atmosfæren. Endelig blev jeg råbt an; jeg var næsten nået ud af landsbyen. Jeg steg af æslet og vendte mig om mod den der havde råbt. Det var en mager, senet mand som slap bidslet på sin hest og kom hen mod mig. Han havde et meget lyst, næsten albinoagtigt kaninansigt som jeg allerede havde set flere varianter af i landsbyen. - I kommer ikke længere, sagde han på noget der lignede plattysk, men mere gammeldags. – Dette er den sidste landsby. I rider ud i intet. Det var som at høre bibelord. - Javel, sagde jeg og forsøgte at se overrasket ud. – Så må jeg måske bede om natlogi her, inden jeg rider tilbage.

388

Han så ikke glad ud. – Alle vejfarende er velkomne. Også hans ordvalg lød ældgammelt. – Det æsel skal ikke gå længere, tilføjede han strengt og begyndte at føre det væk hen mod hesten der stod ved stakittet og åd af et trug. Jeg tøvede. – Jeg vil gerne tale med oldermanden, sagde jeg til sidst, usikker på det rette ord. Manden vendte sig brat om og fikserede mig. - I ved hvem vi er? - Jeremitterne er velkendte i Europa, svarede jeg svævende. – For deres duelighed og gudfrygtighed. Han lyste op. – I kommer lige fra Europa? - Jeg er belgier. - Vi forlod Rusland for syv år siden, sagde han ivrigt. – Kom med, så skal jeg føre jer til vor oldermand. Det blege ansigt strålede af barnlig venlighed. Det var lige før han tog mig ved hånden.

Oldermanden var en barsk og myndig bondetype, kraftig og med gråt skæg. Han var sikkert over halvfjerds. Vi sad på hver vores side af et kraftigt bord i noget der lignede et herregårdskontor. Manden der havde præsenteret mig, havde straks trukket sig tilbage på et tegn fra den gamle. - Jeg tilhører Jesu orden, begyndte jeg i stedet for at præsentere mig. – Vi var her før jer. I har måske set ruinerne af vore landsbyer. Jeg må tilstå at det er lykkedes bedre for jer. Han smilede svagt. – Det er fordi vi ikke missionerer. Den sande tro missionerer ikke. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret på det punkt. Hvorfor havde man en åbenbaringsreligion hvis ikke man stolede på åbenbaringen? - I har et ærinde? fortsatte han. Nu lød han mere forretningsmæssig.

389

- Jeg kom hertil for nylig fra Europa. Jeg tøvede et øjeblik, så tog jeg springet. – Med mig havde jeg fire protegeer, fire chimpanser af en sjælden slags. De stak af for nogen tid siden, og jeg har grund til at antage at de er søgt hertil. Den gamle mand så spændt og lidt rådvild ud. Jeg forstod at jeg havde ramt rigtigt. Men ”hertil” var et elastisk begreb, og jeg anede at han funderede over om han kunne vildlede mig. - Det er sandt, kom det efter en lang tænkepause. – Vi har taget imod fire usædvanlige væsener her. Han undgik mit blik og fortsatte: – Men vi er kommet til den overbevisning at det drejer sig om mennesker. Grueligt vildfarne mennesker. Nu ved jeg visselig ikke hvad en chimpanse er, tilføjede han forsigtigt og så på mig igen. - En slags menneskeabe. Jeg følte mig ophidset og forvirret. Var min søgen virkelig til ende? - Men hvor er de? kunne jeg ikke lade være med at hægte mig på, skønt jeg forstod at det var forgæves at forsøge på at jage med den gamle mand. - Der kan I se, udbrød han tilfreds og ganske rigtigt uden at ænse mit spørgsmål. – Altså en slags mennesker. Vildmennesker. Han så triumferende ud, som om han havde afgjort en besværlig tvist om læren. - I har dem her? I min iver blev jeg lidt brysk. Han anlagde en utilnærmelig mine. – Nej, min ven, rettede han. – De er ikke hos os længere. Vi slap de tre løs som ikke kunne tilpasse sig. De som viste deres menneskelighed mindst. Men den fjerde har vi optaget blandt os. Hans sjæl er ved at blive forløst. Han taler. Bertrand! Jeg sprang op og bøjede mig frem over bordet. Et sekund var det som om jeg stod på tærsklen til en stor lykke. - Taler? Stemmen knækkede i struben på mig. – I mener at han nynner, laller, raller som en døvstum? - Ikke kun det. Han blev med ét tilknappet.

390

- Men? Oldermanden iagttog mig med en på én gang ængstelig og listig mine. - Han taler i tunger, kom det til sidst. – Han deltager i vore gudstjenester. Jeg var lige ved at gribe fat i den gamle og ruske ham, så skuffet og rasende var jeg. Herreste gud! At komme med den gamle overtro! At tale i tunger! Jeg sank ned på stolen igen. – Jeg vil møde ham, mumlede jeg for mig selv. Jeg ved ikke om han hørte det. Han var nu færdig med at tænke. – Jeg tror ikke at tiden i jeres selskab var lykkelig for vor unge ven, erklærede han roligt og koldt. – Jeg vil ikke vække disse minder på ny i hans sind. Han er en af os nu, tilhører vort fællesskab. Vi har reddet ham fra et umenneskeligt og ugudeligt liv. - Men han er min! råbte jeg ubehersket. Jeg bar mig dumt ad, men jeg kunne ikke holde mig tilbage længere. - Intet menneske ejer et andet, formanede den gamle arrogant som om han stod på prædikestolen. Han nød sit overtag. - Det er ikke noget menneske. Jeg stønnede og trak hånden hårdt hen over mit ansigt, prøvede på at samle tankerne. – Han er ikke den onde vilde, heller ikke den gode for den sags skyld. Hør nu efter. Jeg bestræbte mig på at tale langsomt og pædagogisk. – Det drejer sig om meget usædvanlige – og meget kostbare – aber. Jeg har selv fundet dem i junglen og bragt dem med mig fra en missionsrejse i Afrika. Og jeg har forsøgt at omplante dem her med – ja – videnskabeligt sigte. Den gamle mand havde fået nok af samtalen. – Da må I nøjes med de tre andre, sagde han afmålt og rejste sig. – Hvis I kan opspore dem. Vi afviser aldrig en fremmed der søger husly for natten, men i morgen tidlig må I forlade os. Jeg søgte desperat efter en udvej. At bede myndighederne om at få min ejendom tilbage? Udelukket. Efter at jeg for anden gang

391

havde passeret en grænse illegalt, var den mulighed lukket for mig. Jeg tror han anede det. Fanatiske mennesker er ofte skarpsynede og får hurtigt øje på andres svage punkter; det hører med til kaldet. - At I kunne skille drengen fra hans mor! Kastede jeg frem for at vinde tid. Den gamle mand stod allerede ved døren. - Bestemt ikke, skar han af. – De skiltes frivilligt. - Han er jo kun et barn. Lad mig i det mindste få ham at se! Jeg greb efter sedlerne i lommen, men så klodset at de faldt på gulvet. Han så på dem med afsky og åbnede døren. - Han er min søn! Det brast ud af mig i den dybeste fortvivlelse, blindt, næsten ubevidst. Jeg har aldrig kunnet forklare det. Mit udbrud faldt plat til jorden. Den gamle mand blev nu åbenlyst hånlig. – Ti nu! hvæsede han. – Først en abe, og nu jeres søn! Søn af en jesuit! I er en bedrager. Gå bort herfra! Her har I intet at bestille. Jeg stod som bedøvet, og den gamle mand måtte næsten skubbe mig ud af huset. Da døren smækkede bag mig, vendte hidsigheden tilbage. Jeg flakkede omkring mellem husene lidt uden at se et menneske; jeg formoder at de sad ved aftensmaden. Jeg stirrede på de kolde trævægge, forsøgte at gennemtrænge dem med mit blik. Han var i et af disse huse, måske kunne han se mig i dette øjeblik. Forstod han i så fald at jeg var kommet for at hente ham? Ville han det? Sad han spærret inde og spekulerede på hvorfor jeg ikke kom? Hvordan så han ud, var han ulykkelig, syg, apatisk? - Bertrand! råbte jeg. Trævæggene gav ikke nogen genlyd. Jeg så ham for mig, mager og med hængende hoved, og jeg kunne mærke hvordan håbløsheden kom over mig. Jeg gik langsomt hen til mit æsel. Bonden der havde givet den foder, stod i døren til sit hus og vinkede ad mig. Han så forvirret ud da jeg red min vej igen, han åbnede munden for at råbe noget, men skiftede mening og vinkede på ny.

392

Jeg forlod landsbyen samme vej som jeg var kommet. Skumringen nærmede sig, solen hang rød og diset tæt over randen af skoven bag mig. Da jeg kom op af fordybningen, var det allerede måneskin. Jeg så mig tilbage en sidste gang: Den mørke vegetation skinnede som sølv, og hele dalen mindede mig med sin svage fordybning og perfekte runding om en døbefont. Luften var kølig og tynd heroppe, og jeg gøs lidt. Hvis jeg slog teltet op og prøvede på at sove, ville jeg virkelig komme til at fryse. Der var intet som egnede sig til at tænde op med, så langt jeg kunne se, og jeg besluttede at ride videre; i den klare nat ville månen lyse for mig. I æslets lunterytme blev jeg ved med mekanisk at vende og dreje den mislykkede samtale i landsbyen. Jeg kunne mærke at nederlaget var uhjælpeligt, men jeg kunne ikke lade være med at pine mig selv og tænke på at med lidt diplomati havde jeg sikkert fået lov til at møde Bertrand. På den anden side sagde jeg til mig selv at skilsmissen i så fald var blevet endnu sværere, for jeg indså at det aldrig havde været muligt at få ham derfra. Men det var nu jeg tænkte sådan, hvor jeg var faldet lidt til ro – alt for hurtigt havde jeg beroliget mig selv for at det ikke skulle føles fornedrende. Så overfladiske følelser efter ti års samliv. Jeg skammede mig. Det var som om jeg var en af dem. Jeg havde ikke været på vej mere end en time fra jeremitternes dal da jeg hørte hurtige hovslag bag mig. Et vanvittigt håb om at få Bertrand at se komme ridende i galop fór gennem mit trætte hoved, og jeg vendte mig heftigt om. En ung mand med flyvende lyst hår red op på siden af mig. Han var sikkert ikke mere end atten år, en grim dreng med kaninansigt og kaninagtigt blond, og med tykke, formløse læber. - Må jeg komme med jer? Han var forpustet efter ridtet. Jeg ville helst undgå en ny konflikt med jeremitterne der måske ville sætte efter den fortabte søn. Men der var en virkelig

393

hjælpeløshed i hans bøn der rørte mig. Og jeg var nysgerrig efter hvad han havde at sige. - Jeg kan ikke hindre jer. Jeg undgik at se på ham. Han lod hesten falde ind i mit æseltrav og red tavs ved siden af mig lidt. Så begyndte han at tale. Hans ordforråd var ikke stort. Jeg huskede på hvad Ernrott havde sagt om jeremitternes nødtørftige skoler. Man skulle kunne læse og skrive tysk, det måtte være nok. Højere studier blev regnet for ugudelige, og indskrænketheden er en stærk, sammenholdende faktor. Men her var der ikke gået noget læsehoved tabt. Han fortalte at han ville væk fra landsbyen og menigheden, han kunne ikke holde det ud længere. Han fortalte ikke hvorfor, men det var jo let at gætte. Han ville ud i friheden, i det mindste en tid, klæde sig på som almindelige unge mennesker, drikke øl og vin, måske få en chance for at køre bil – lutter forbudte sager blandt jeremitterne. Jeg syntes det var synd for ham. - Jeg hørte at I talte med oldermanden. Det er min morfar, mor fortalte det da vi sad og spiste. Jeg tænkte at I kunne hjælpe mig. Han havde åbenbart besluttet sig hastigt. Han havde ikke engang hat og jakke på, og jeg kunne ingen oppakning se. - Næppe. Jeg skal over på den brasilianske side, lige gennem junglen. Jeg kom kun for at hente mine aber. Han så sur ud. Jeg havde en fornemmelse af at aberne også for ham var et ømt punkt. - Fortæl mig i det mindste hvordan de havnede hos jer, sagde jeg lidt mere venligt. – Jeg kan måske alligevel hjælpe dig på en eller anden måde. Han spekulerede lidt. – Det var helligtrekongersaften, begyndte han modvilligt. – Da holdt vi fest. Alle står rundt om et stort bål. Da kom de. Vi troede ikke at det var aber, men en slags vilde som vi ikke kendte noget til. Først lod de til at kunne lide os. De måtte hjælpe lidt til med fårene. De kunne godt lide fårene, ville endda bo hos dem. Men de gamle ville have at de skulle bo i et rigtigt hus

394

med senge, og have tøj på og lære noget. Så blev de først meget vrede, og bagefter ligesom trætte. De ville ingenting gøre. Spiste heller ingenting. Vi troede de var syge. Jeg kunne forestille mig drengenes skuffelse. Endnu en gang blev de svigtet i deres kærlighed til homo sedulus, den lyshudede geskæftige slags mennesker, vehikelmennesket. Borte var jernbanearbejderne og ubådsmændene med deres værktøj og larmende maskiner. I stedet blev det rædselsnatten i Santa Maria, så den tilsyneladende arbejdsløse Ernrott, og først og sidst mig selv. Og nu disse dystre maskinløse sværmere, karikaturer på et menneske, der tog dræsinen fra dem, og som de var flygtet fra. Den tilberedte mad de væmmedes ved, og så påklædning igen – grimt tøj! Det blev dråben. Jeg syntes jeg forstod det alt sammen. - De gik knap nok ud længere, så ingen gad bevogte dem. Og så stak de af. - Hvornår var det? - For en uge siden. Midt om natten. Alle mændene var ude at lede, men vi fik kun fat i den unge. Drengen kalder vi ham. Det så ud som om han ofrede sig for at de andre kunne slippe væk. Vi kunne jo høre hvordan de tudede efter ham et par nætter inden de forsvandt. Sådan var det altså. Der var ingen grund til at tvivle på drengens ord. At den gamle ikke havde talt sandt, havde jeg forstået, men jeg havde ikke turdet håbe at de ældre aber var sluppet fra det med livet i behold. Det var alligevel en lettelse. - Så prøvede han at tage livet af sig. Han var låst inde og bevogtet, men han fik fat i et søm som han stak sig med. I halsen. Her. Drengen lagde fingeren mod strubehovedet. - Han er altså i live? - Ja. Det er ikke så slemt med ham. Han ligger på sygestuen. Der er hele tiden fruentimmer som fjanter med ham og gramser på ham. De er helt vilde, et par af dem, vil slet ikke gå derfra. Slås om at få lov til at passe ham.

395

Han var forbitret, man kunne høre jalousien i hans stemme. Min stakkels Bertrand havde slået ham af marken hos en eller anden pige. Fra sygesengen! Vist var det ironisk at han havde vist sin menneskelighed med endnu en voldshandling af den slags som kun mennesker kan begå, og at han med den handling havde villet gøre en ende på sit liv. Eller var han i den grad menneskelig at det var mislykkedes for ham med vilje? Eller … Men så troede jeg at jeg forstod ham. – Kan han sige noget? - Ikke en lyd. Struben er ødelagt, sagde lægen. - Så han taler ikke i tunger? - Ikke nu, selvfølgelig. Drengen kunne mærke at jeg hentydede til noget jeg havde fået at høre, for han sendte mig et blik fra siden og fortsatte. – Det troede de nok. Eller prøvede på at få ham til det, inden … dette skete. Og nu tror de bestemt at det forholder sig sådan. De vil døbe og frelse ham. Han lød dyster da han sagde det, men ikke hånlig som om han fandt tanken absurd. For ham var Bertrand et menneske, måtte være det, fordi han ikke ret godt kunne holde tanken ud om at en abe havde taget hans pige fra ham. Det var som om han anede hvad jeg tænkte på, han kunne ikke tie stille længere. Han måtte ud med spørgsmålet. - Er det virkelig en abe? Jeg havde tre svar at vælge imellem. Det var ikke uvigtigt for denne dreng hvilket af dem jeg valgte, og Bertrand var jo hinsides enhver undsætning. Men jeg svarede oprigtigt, jeg følte at jeg var nødt til det. - Jeg ved det ikke, sagde jeg. – Jeg ved det virkelig ikke. Han sendte mig et ængsteligt blik, som om han havde en mistanke om at jeg gjorde grin med ham, og red derpå længe uden at sige et ord. Jeg troede at han grublede videre over Bertrands gåde, indtil jeg opdagede at han var ved at falde af hesten. Han var faldet i søvn og sov videre på jorden under mit tæppe mens jeg stillede teltet op.

396

Derpå vandrede jeg hele natten rundt om et lille bål som det var lykkedes mig at få tændt og holde liv i. Jeg sank hen i ildens landskaber som skifter mere end noget andet i naturen, hvor den ødelægger og lyser op og egentlig kun marginalt hører hjemme, ved lynets uberegnelige gæstespil. Jo mere jeg betragtede dens former, jo mindre syntes de at gentage sig, et træk der fascinerer os fordi det minder os om vores eget fantasiliv. Ligesom vi selv, tvinger ilden hele tiden en ny mimik frem af naturen, i forbrændingen avler den en verden af relationer og rytmiske forløb som synes beslægtet med udtrykkene og symbolerne i den åndelige skaben. Den er, skønt synlig, egentlig ikke rumlig, men, ligesom musikken, et forløb i tiden. Men hvad betød ilden for aberne, hvorfra kom ildtemaet i deres liv? Af selvopholdelsesdrift havde jeg holdt dem væk fra brugen af tændstikker og altid været omhyggelig med at gemme æskerne. Måske fuldstændigt unødvendigt, for underligt nok havde de aldrig vist nogen interesse for hvordan jeg bar mig ad når jeg fremkaldte ild. De var bange for tordenen og lynene, men var det på grund af brandfaren? Vi havde aldrig set et lynnedslag sammen. Alle de spørgsmål jeg aldrig ville få svar på! I mit natlige bål smeltede de sammen til et svidende savn, som også blev brændt op og døde hen med den sidste glød. Når morgenen kom, ville jeg så snart som muligt se at komme af med min rejsekammerat. Jeg vækkede ham med et krus te som han drak ud med et ynkeligt og åndsfraværende udtryk i ansigtet. Det havde nok ikke været svært at overtale ham til at ride hjem igen, jeg havde en fornemmelse af at han ventede det af mig. Men havde jeremitterne taget Bertrand fra mig, ville jeg i det mindste ikke give dem drengen igen. Jeg ville straffe dem for deres forløjethed og måske også, halvt ubevidst, for deres stærke trosoverbevisning. Jeg gav ham en ret stor sum penge og opfordrede ham til at ride mod vest til Posadas. Han nikkede bare og hævede sig op på

397

hesten, stadig søvndrukken. Jeg fulgte ham med blikket indtil han forsvandt mllem træerne. Nøjagtig som aberne ville han møde en verden som han ikke forstod. Men til forskel fra dem havde han et trygt fællesskab at komme tilbage til. Jeg spåede at han vendte tilbage til fårehuset inden for et par måneder.

15 Sådan endte mit liv med aberne. Jeg var en ensom midaldrende mand der vendte tilbage til sit tomme hus, en mand uden venner og forhåbninger. Først lod det heller ikke til at jeg skulle blive så meget ældre, for bare nogle dage efter min hjemkomst blev jeg voldsomt syg af en eller anden parasitsygdom. Ansigt og hænder svulmede op, rådne væsker cirkulerede i kroppen, i flere uger lå jeg med høj feber. Men jeg overlevede, og siden har jeg levet videre i fyrre år. Det blev en lang ensomhed. Jeg glemmer aldrig den nat hvor feberen slap og jeg pludselig lå dér lysvågen og ventede på lyset, udmattet, men glad for den frihed uden ansvar der bredte sig ud foran mig. Borte var det bitre savn efter aberne som mødet med drengen havde revet op på hjemrejsen, borte også den krænkede faderskikkelse der forbandede jeremitternes forstokkethed og mine egne fejltagelser. Først nu, hvor min fortælling er ved at være til ende, har jeg mødt ham på ny. Jeg forstår ham, men fastholder alligevel at det var bedst, det som skete da aberne og jeg blev skilt ad. Mens jeg lå på ryggen i mørket og med fingrene kunne føle at hævelsen forsvandt og mit ansigt trådte frem igen, lovede jeg også mig selv ikke at lede efter eller undersøge mere om aberne og deres eventuelle afkom, at dette kapitel af mit liv skulle være afsluttet. Det løfte har jeg holdt. Men det er klart at jeg alligevel har beskæftiget mig med dem i tankerne og fantaseret om deres videre skæbne. Det er også sket at folk her i landsbyen har opsøgt mig med rygter om at de skulle være set det ene eller det andet sted, og endnu i halvtredserne dukkede der notitser

399

op i pressen om sensationelle fund af abemennesker i junglerne nordpå. Indimellem har jeg levet i ængstelse for at blive opsøgt af journalister, men der er aldrig kommet nogen, min isolering har været effektiv. Jeg havde ingen forhåbninger med hensyn til Bertrand om at han skulle være sluppet fri og have genfundet de andre; han syntes selv at have opgivet sit liv. Selvfølgelig har jeg været inde på den fantastiske tanke at han kan have fået efterkommere blandt jeremitterne, men jeg kan ikke sige at den tiltaler mig. Den der vil undersøge sagen, får det nok heller ikke let, eftersom de argentinske jeremitter nu har slået sig ned i Paraguay hvor diktatoren Stroessner holder sin hånd beskyttende over dem. Hvad de andre angår, håber jeg bare at det er lykkedes dem at nå frem til det store regnskovsområde omkring Iguassúfaldene. Der var der et miljø som endnu i dag er intakt, så længe det nu varer, og det adskiller sig meget lidt fra det de forlod i Congo. At de på ny skulle søge til mennesker efter de erfaringer de har gjort, er for mig en umulig tanke. Det er en indre overbevisning jeg har, at de endegyldigt har valgt naturen, og jeg formoder at en opmærksom læser af min fortælling når frem til den samme opfattelse. Et andet spørgsmål er selvfølgelig om en gruppe på kun tre menneskeaber, to hanner og en hun, har udsigt til at overleve og grundlægge en ny stamme. I realiteten var de jo kun to, Paul kan næppe have klaret sig ret længe endnu efter vores skilsmisse. Og netop disse to, Jakob og Mathilde, havde altid virket umage og undgået hinanden. Måske var de søskende. Men fik de trods alt ætlinge der lever videre et eller andet sted, kan jeg kun bede til at de bliver ladt i fred. Særlig optimistisk er jeg ikke. Ægyptens nye græshopper æder sig frem gennem de urskove der findes endnu, søgen efter malmforekomster er sat i gang, og kolossale vejbyggerier der river det tynde jordlag op, indianerne udryddes med liv og lyst, om femten år vil verdens største kraftværk tæmme Iguassúfaldene. Mine aber, hvis de eksisterer endnu, vil

400

naturligvis også blive ofre for denne store naturtragedie; flået og med afhugget hoved vil de blive slæbt ud af junglen og eksamineret af forskerne. Det øjeblik vil jeg ikke opleve, til trods for at det ville give mig svar på mange af mine spørgsmål. Jeg burde have søgt de svar mens tid var, med andre metoder. Jeg havde ti år med gyldne lejligheder til det, men jeg forsømte dem. Hvad var det så jeg forsømte eller rettere ikke formåede? Det spørgsmål har jeg allerede længe kunnet besvare, og med fare for at synde mod den gode regel ikke at drage slutninger i en fortælling, vil jeg gøre det nu. Jeg forsømte at tale med dem, i det hele taget at tale, tænke højt i deres nærvær. En mand som Turner ville have gjort det. Han satte gang i det menneskelige i deres hjerner ved at tale til dem og mimisk anskueliggøre det han sagde. Jeg, derimod, havde vist en hel del, men talt alt for lidt. Det var netop kombinationen af sprog og billede der fastholdt deres opmærksomhed. Det forstod jeg nok allerede da Turner lavede sin opvisning, men mit talent og min udholdenhed strakte ikke til. Jeg var en kuet munkesjæl der rev sig løs for sent og ikke orkede at hjælpe dem med deres løsrivelse som var meget vanskeligere. Jeg havde ingen udstråling, kunne ikke fascinere dem. Men hvis jeg nu ikke kunne blive deres forbillede, så kunne jeg da i det mindste, med lidt tålmodighed, være blevet deres lærer, ikke? Under rejsen havde det været for meget forlangt, det havde hverken Turner eller nogen anden dødelig kunnet magte, men på Sankt Helena og på Nova Sesta burde jeg havde rådet bod på det. Selvfølgelig, men det ulykkelige var at min frigørelse fra mit tidligere liv for en stor dels vedkommende var en frigørelse fra netop den åndelige eksercits jeg havde måttet underkaste mig. Afskyen for det skematiske og repetitive i Loyolas øvelser har været en af mine stærkeste drivkræfter, og endnu i dag er jeg overbevist om at gentagelsen er vor fjende og den store ødelægger i vort liv. Samtidig ved jeg jo at man ikke kan lære noget uden

401

gentagelse, og ikke nok med det: Jeg ved at hele min måde at opleve på, at tænke og skrive – fra sætningernes rytme og helt ud i skilletegnene – for altid er præget af Ignatius og hans bog og den triste eksercits der undertrykte min ungdom. Stokken i ryggen – den sidder der endnu. Summen af alt dette blev at aberne kun lærte en eneste ting af mig: At overleve under vanskelige, men samtidig helt enestående forhold, forhold som aldrig, ikke engang fjernt ville blive gentaget. Sammen kæmpede vi en hård kamp for livet, og det lykkedes. Vi overlevede. Men da kampen var overstået, kunne det lærte ikke tillempes til det, materielt set, ubekymrede liv vi siden kom til at leve. Følgen blev at mine kammerater fra de vanskelige dage betragtede samlivet med mig som brugt op; de ventede sig ikke mere af mig. Og jeg havde ikke noget stort håb med hensyn til dem. Allerede efter ubådsepisoden anede jeg at ulykken var sket og spillet tabt. Men først efterhånden, da den nøgne trussel mod livet var borte, forstod jeg at det var mig selv med min eventyrlyst der havde saboteret min egen hensigt med aberne, at det fra deres synsvinkel var en ulykke at de blev inddraget i mit eventyr til havs. De blev vænnet til monotont manuelt arbejde der er en blindgyde i udviklingen. I stedet burde de være blevet sporet ind på sproget som får hjernen til at vokse og fører frem til mennesket. Min eneste trøst er og var at eksperimentet sandsynligvis ville være mislykkedes, selv under ideale forhold. Hele min opfattelse af udviklingen og muligheden for spring i udviklingen var dilettantisk, århundredskifteagtig. Tidsperspektivet var for kort, den genetiske basis for smal. Det havde været nødvendigt med mange generationer og et større fællesskab – flere aber, flere mennesker – for at man overhovedet ville kunne diskutere muligheden for en ny menneskehed. Men det har ikke undgået min opmærksomhed at de seneste fremskridt i genetisk manipulation giver et nyt grundlag for troen på hurtige forvandlinger. Men bortset fra at de

402

ikke stod til rådighed for mig, var det ikke den slags fremskridt jeg var ude efter, og er det stadig ikke. Ikke den slags. Hele mit liv har jeg troet eller villet tro på fremskridtet – først og fremmest det åndelige, som mine venner modernisterne drømte om inden de blev sat på Index, siden hen i det mindste det materielle. Men af dets fremfærd hernede, i en afkrog af verden hvor ingen historie kan stilles op som modvægt mod pionerånden, har jeg forstået at det er slået fejl. Ord som oplysning og udvikling har fået en helt anden betydning end de havde for 1700-talsklassikerne i Ernrotts bibliotek. Kultur og civilisation er gået forskellige veje. Jeg har set massemyrderiet og naturødelæggelsen gå frem over dette land, og hvad kulturen angår, er det med rette blevet sagt at man er gået direkte fra barbari til dekadence uden at gennemleve kulturstadiet. Her er orgier af blod og ødelæggelse og forgiftning som ingen gider skjule – og ikke behøver skjule, fordi ingen samvittigheder kan mobiliseres for indianere og urskove. Egentlig heller ikke for noget andet. Samvittigheden er et produkt af troen på den enkeltes egenværdi, som er den skrøbeligste værdi vi har skabt, så skrøbelig at den kun optræder i de vesterlandske højkulturer der nu ligger bag os. Det som er tilbage, er den mindste fælles samvittighed sådan som den reguleres fra tilfælde til tilfælde af magtkollektiverne gennem massemedierne. Jeg har set udviklingen flakke på kryds og tværs hen over den del af landet hvor jeg nu har boet i halvtreds år. Og når jeg siger at denne udvikling er en tilbagedannelse til død materie, så taler jeg ikke kun om den vilde natur der dræbes gennem rovdrift i forskellige former: Hovedløst jordbrug der udsugede jorden i løbet af en generation, og som måtte nedlægges, skovrydning, blind og destruktiv roden efter olie og mineraler. Jeg mener også at mennesket selv er ved at blive tilbagedannet, og ikke til dyreverdenen, men direkte til materien. Eller der foregår en uhyggelig amalgamering hvor materielt og menneskeligt bytter skikkelse. Vi

403

vil allerede have maskiner til at tænke for os. Men jeg skal blive endnu mere konkret. Mennesket kan ikke smelte ind i naturen, blive en grønsag blandt grønsager. Når det forsøger, antager det et liggrønt udseende, som i jugendkunsten. Vi er nødt til at holde distancen og leve inden for vores fire vægge. Men væggene er tynde som i et lysthus. Opfattelsen af kulturen som et lysthusbyggeri greb mig meget stærkt da jeg kom hertil, endnu stærkere end på Sankt Helena. Jeg kunne mærke truslen fra naturen der krøb nærmere i mørket for hver nat, og jeg kan stadig mærke den, men på en anden måde: mere brutal, død og dødbringende. Det som truer mig herude, er ikke længere den levende natur, men en slags zombienatur, uorganisk, grovfibret, betonstumper, plasticemballage, kemisk affald der misfarver og ætser i stykker. Det er de nye gengangere der hjemsøger os dag og nat, ikke vilde dyr og usalige mennesker, men en fælles fjende der spreder gift og død over alt hvad der lever. Det er ikke mørket der er grund til at frygte, det er fosforlyset fra gruber og motorveje, det syge, kolde lys som oser i natten og forstener alt hvad det lyser på. Og der er også en musik til ødelæggelsen, jeg kan høre den brage fra højtalerne om aftenen, en tomhedens og selvforagtens musik, en musik for besejrede væsener der ikke længere orker at være mennesker, som flygter fra sig selv fordi det er upraktisk og besværligt at være menneske. Metallisk dunker musikken, som stokkeslag mod billigt blik, helt ulig de varme, højtidelige trommer i Afrika. Her, hvor det menneskelige ideal er en indianermorder som træner galopheste, raser menneskene mod sig selv i en vild, folkelig dekadence. Med droger og teknisk legetøj går man løs på bevidstheden for at gøre den tavs, det er en massiv exodus fra det psykiske liv til de døde ting, fra ånden til materien. ”Skabningen blev jo underlagt tomheden,” det er helvede på jorden. Mine kulisser ryster under detonationer der kommer stadig nærmere. Det er på tide at bryde op.

404

Fyrre år er der gået siden aberne forsvandt. Min fortælling er straks færdig. Om lidt skal jeg forlade dette hus for altid. Mit brasilianske pas ligger foran mig; det kostede mig en hel del, men det var det værd. De ti ”historiske” år i mit liv er løbet gennem fortællingens timeglas, let og ivrigt falder de sidste sandskorn på plads, befriet fra fortidens vægt. Pennen farer hen over papiret mod det forløsende sidste punktum, hvor en ny begyndelse tager fat. En ny begyndelse? Det er ikke så ubeskedent som det lyder. Jeg er en gammel mand, og en ny begyndelse betyder for mig at jeg rejser hjem til Europa. Jeg har tænkt mig at iagttage, læse og optegne som før med den forskel at jeg er fri af min fortid og kan vende min opmærksomhed mod andre ting. Det jeg har brug for ud over mad hver dag og mennesker på passende afstand, er et værelse med en seng og et skrivebord. Det er alt. Det er nok. Og så går livet videre en uge eller et par år indtil – for at travestere en gravskrift – døden afbryder mine studier og lærer mig sandheden. I gravskriften står der ikke ”døden”, men ”Gud”, og hvem ved? Men disse fyrre år, var de fuldkommen begivenhedsløse? Til det må jeg svare at jeg aldrig har villet skrive min selvbiografi, endnu mindre et stykke lokalhistorie, men fortællingen om en rejse. Efter at rejsens og eventyrets tråd blev klippet over, har jeg kun haft min egen tråd at vikle videre på, centimeter for centimeter, og dage og uger og år er kommet til at ligne hinanden og har ordnet sig på den dybe led i min erindring, så jeg ser dem i perspektivisk forkortelse. Jeg har levet et statisk liv, følt varighedens byrde og tomhed. Jeg er blevet ladt i fred, og det er jeg taknemmelig for. Mit forhold til verden og menneskene har mere været en stræben efter viden og klarhed end efter samhørighed og livsvisdom. Jeg har ofte været fascineret, sjældent varmet i hjertet. Selvforglemmelsen i det at tjene har ikke lokket mig, måske fordi ingen har næret forhåbninger til mig, efterhånden ikke engang jeg

405

selv. Har jeg mistet mig selv i et liv uden menneskelige bånd? Det er muligt. I moralteologien er tabet af selvet en afgørende synd; måske er det den jeg har begået. Men også selvransagelse ligger uden for denne fortælling. Alligevel håber jeg at det jeg har skrevet, er en tro gengivelse af mine træk, ikke fuldstændig, men sandfærdig, som når et tyndt lag voks bliver trykket mod et ansigt og gengiver alt undtagen blikket. Lige straks binder jeg en snor om manuskriptet og kommer aldrig mere til lægge min hånd på det. I en bankboks i Porto Alegre skal det roligt bie på sine eventuelle læsere. Om tre timer går toget; jeg har god tid. Nu hvor jeg sidder her med kufferterne parat og søger de sidste ord, kommer jeg til at tænke på Patoslagunen som jeg snart skal gense, og som jeg ofte har drømt om i årenes løb. Jeg plejer at drømme at jeg står på den flade sandstrand, og grå, lave dønninger kommer endeløst rullende imod mig og smuldrer ved mine fødder med en lyd som af ris der hældes ud over et bord. Denne lyd der monotont gentager sig, fylder mig med en stigende uro. Så begynder den cementgrå vandflade at rejse sig foran mig, stadig stejlere opad. Da den truer med at vælte ned over mig, vågner jeg med hænderne løftet som beskyttelse for ansigtet og genfinder med uendelig lettelse væggene omkring mig. Alligevel længes jeg mod havet igen. At se horisonterne åbne sig, at hvile i bølgernes åndedræt.

Efterord Af Torbjรถrn Elensky

It was a human face – or at least it was far more human than any monkey’s that I have ever seen. Sir Arthur Conan Doyle, Den forsvundne Verden

I 1912 gik Sir Arthur Conan Doyles roman Den forsvundne Verden [da. 1925] som føljeton i Strand Magazine. Den fortæller hvordan en videnskabelig ekspedition på en isoleret højslette inde i Sydamerikas jungler finder et stykke bevaret urtid med lyslevende dinosaurer og abemennesker. Samtidig med at Doyles føljeton uge efter uge fængslede britiske læsere, blev der af et par amatørarkæologer gravet et mystisk kranium frem i Piltdown i det sydlige England. Det var et sensationelt fund: Det manglende led mellem abe og menneske, med hovedform som et menneske og kæbe som en abes. Virkeligheden syntes at bekræfte fiktionen. Lige siden Charles Darwin i 1859 havde udgivet sin Arternes Oprindelse [da. 1872] havde ideen om det manglende led grasseret. Der måtte jo, tænkte man, et eller andet sted findes et fysisk bevis på springet fra abe til menneske. Hvis et mellemled mellem vore chimpanselignende forfædre og homo sapiens nogensinde havde vandret på vor jord, måtte der eksistere knogler og andre rester at grave op – ligesom man allerede havde gravet mammutter, neandertalere, Troja, Pompeji og meget andet frem; det var den heroiske arkæologis storhedstid. I Piltdown havde man da nu fundet det endegyldige bevis som man hidtil havde savnet. En af de mest begejstrede markedsførere for Piltdownmennesket var jesuitten Teilhard de Chardin, en fremtrædende arkæolog og antropolog som, tro mod de jesuitiske traditioner, ikke veg tilbage for spørgsmålet om menneskets oprindelse. Tværtimod bekræftede han de videnskabelige beviser for evolutionen og så den som endnu et bevis på Guds uudgrundelige visdom. Fortælleren i Dræsinen [1983, da. 2015] er hans ordensbroder og en af hans mange

411

begejstrede tilhængere. Carl-Henning Wijkmark, der i sin skønlitterære debut med Jægerne på Karinhall [1972, da. 2012] stak termometret lige ned i nazismens blegfede røv, rammer med sin efterfølgende roman endnu en gang plet i sin diagnosticeren af Vesterlandets patologi. Piltdownfundet kom som en kulmination på en lang udvikling hvor kontroverserne om Darwins teorier blot er ét aspekt. I årtierne op til første verdenskrig stod Europa på højden af sin magt: Dets imperier omfattede i princippet hele verden, den tekniske og videnskabelige udvikling havde sammen med den industrielle revolution taget mægtige spring, og drømme om en ny velstand breder sig – men også om et nyt niveau i den menneskelige udvikling. Følger man linjen fra Darwin via Nietzsche, er det logisk at nå til den slutning at ligesom mennesket engang har lagt abestadiet bag sig, vil det en dag forlade også det menneskelige stadium og træde ind i overmenneskets tilværelse. Disse drømme blev også næret af ensomme sværmere og hæderværdige statsmænd såvel som af protonazistiske racebiologer og kommunistoider der ventede det Nye Menneskes fødsel gennem den Store Revolution. Drømme som nu, efter at hundredvis af millioner mennesker forgæves er blevet ofret for at virkeliggøre dem, fremstår i al deres religiøst farvede naivitets tarvelige nøgenhed. Dræsinen begynder næsten idyllisk: De jernbanebyggende kolonisatorer i Belgisk Congo i 1914 arbejder i deres ansigts sved. Ganske vist er der modsætninger mellem flamlændere og valloner, og de sorte arbejdere holdes adskilt fra europæerne, men stort set forløber det alt sammen i en stille hverdagsagtig skure. Denne iscenesættelse er umulig at tænke sig uden baggrunden fra Joseph Conrads helvedesvision i Mørkets hjerte [1902, da. 1956]. Ved en konference i Berlin i 1885 blev kong Leopold af Belgien gjort til herre over Congo. Han lovede at standse slaveriet og beskytte de indfødtes rettigheder, men i virkeligheden betragtede han landet som sin private ejendom: et mægtigt gods. De indfødte blev gjort til slaver, blev jagtet og lemlæstet på en måde som bedst kan sammenfattes i de berømte ord hen mod slutningen af Mørkets hjerte: ”Rædslen! Rædslen!” Efter en succesrig kampagne,

412

hvor foruden Joseph Conrad både Mark Twain og Arthur Conan Doyle deltog, blev kong Leopold i 1908 tvunget til at forlade landet. Da Dræsinen udspiller sig, er det værste altså allerede overstået, men mindet om det lever stadig. Fortælleren er en videnskabeligt sindet jesuit på nogle og tredive, udsendt for at sørge for åndelig omsorg for mændene i junglen. Pligtopfyldende lytter han til deres skriftemål, holder messe og uddeler nadver, men han har ikke engang den troens ømme livsnerve som tvivlen kan udgøre: Han opretholder kun de ydre former fordi det er hans arbejde og hans jesuitiske pligt at gøre det. Han vil dog tro, og da der en dag dukker tre meget mærkelige, menneskelignende aber op inde i banearbejdernes lejr, bliver han endelig budt muligheden for en fornyet tro, skønt ikke i kirkens forstand. De sorte er overtroisk bange, vallonerne mildt overlegne, mens flamlænderne straks bliver venner med aberne og ovenikøbet gør dem til deres arbejdskammerater. Det er den unge jesuit der opdager dem, men deres første menneskelige ven bliver ingeniør Dittel, konstruktøren af den mageløse sejldræsine: en pumpedræsine, ”stor som en skrællet godsvogn”. Aberne, menneskeaberne eller halvmenneskene, de menneskeliggjorte aber eller de abegjorte mennesker, disse halvvæsener viser sig at være helt fascinerede af dræsinen. Under ingeniør Dittels ledelse pumper de den med nulstillet koncentration frem og tilbage gennem junglen – mens præsten henført, længselsfuldt betragter dem, overbevist om at de vil kunne åbenbare for ham hvordan mennesket engang i tidernes morgen tog skridtet fra abe til menneske. Denne enlige dræsine, sejlet over Atlanten af en forløben jesuit og tre menneskelignende aber, fra junglen i Belgisk Congo til Brasiliens jungle, med en mellemlanding på Napoleons fængselsø Sankt Helena, hvor aberne klæder sig ud i gamle uniformer og opfører en stumfilmsagtigt rykvis karade som parodierer civilisationens ydre former i al dens storslåede skrøbelighed – samtidig med at the war to end all wars bryder ud længere oppe mod nord. Hvad er der at tilføje? Romanens billeder, både enkelthederne og den overordnede allegoriske struktur, er

413

så virkningsfulde at man dårlig kan kommentere dem uden bare frugtesløst at fordoble dem. Idealet for Wijkmark er, ligesom for Graham Greene i hans bedste stunder, at skrive underholdende og medrivende uden at give afkald på den litterære og idémæssige lødighed. I Dræsinen rammer han plet i enhver forstand: Som tidsbillede, historisk kommentar, filosofisk ræsonnement om civilisation og barbari, kultur og natur er den mangebundet og baseret på en både dyb og omfattende dannelse. Samtidig er den en af de vittigste og mest spændende svenske romaner. Velfortjent førte den også til et internationalt gennembrud: Den blev hurtigt oversat til flere sprog, blev kultbog blandt franske studerende, og Wijkmark – der siden sin ungdoms studieår i Paris taler flydende fransk - blev den første nordiske forfatter der blev viet et eget afsnit af Bernard Pivots i 1980’erne meget indflydelsesrige litterære tv-program Apostrophes. Carl-Henning Wijkmark bevæger sig i sine romaner uden undtagelse rundt i 1900-tallets store begivenheder: Første og anden verdenskrig, Algierkrisen og mordforsøget på de Gaulle, Berlinmurens fald, den svenske neutralitets mentalitetshistorie og de finske krigserfaringer spejles i individuelle erfaringer. Den personlige magtesløshed og det personlige ansvar over for verdensbegivenhederne fremstilles i hans værk som et stadig lige aktuelt menneskeligt dilemma. Men det dybere eksistentielle spor der går gennem alle hans bøger, fra og med Dræsinen, er gentagelsens problematik. Er det muligt at ”gøre om”? At begynde forfra? At gå tilbage? At gøre godt igen? Problemet er oprindelig Kierkegaards. I Gjentagelsen, fra 1843, beskriver han hvordan han en tid har grublet over om gentagelsen overhovedet er mulig, og hvilken betydning den i så fald har. Vinder eller taber noget ved at blive gjort om? Så kommer han til at tænke på at han kan rejse til Berlin, hvor han allerede har været én gang, for selv at erfare hvad gentagelsen betyder. Kierkegaard går så vidt som til at skrive at mens de gamle grækere lærte os at al viden er erindring, så vil den nye filosofi komme til at lære os at livet er en gentagelse.

414

Hos Wijkmark er temaet mest udtalt i den kongenialt betitlede Dacapo [1994]. Hovedpersonen i den er en fotograf som ved tiden for Berlinmurens fald er optaget af at dokumentere europæiske gravmonumenter til pragtværket Nekropa. Men han vil også forsøge sig med en kierkegaardsk gentagelse af sit eget liv, mens historien ubønhørligt ruller videre. I Du som ej finns [1997] er det sønnen af den faldne soldat fra den finske fortsættelseskrig der vender tilbage i sin fars spor til en slags stedfortrædende gentagelse. Mens det i den seneste roman, Den svarta väggen [2002], er en udvandret svensker der efter mange års eksil vender tilbage til sit havarerede fædreland af år 2009 til et forsøg på en både personlig og historisk gentagelse. Wijkmark betragter nok gentagelsen som en praktisk umulighed, og den mislykkes også for hans romanskikkelser – skønt forsøget er nødvendigt, og i den fortættet kammerspilsagtige Du som ej finns fører det i det mindste til en slags personlig forsoning med historien. I Dræsinen er det personlige rykket helt i baggrunden, og den historiske, rent ud naturhistoriske gentagelse er alt. Jesuitten på flåden iagttager sine aber: Deres døde begejstring for den mekaniske pumpen, deres tavshed som han, teologiskadet som han er, opfatter som en bevidst tien. Stadig mere opgivende venter han på at der skal ske et gennembrud: At gnisten skal tændes, at de skal åbne munden, sige deres første ord, og så, for øjnene af ham, forvandle sig, tage skridtet fuldt ud og transsubstantieres til mennesker. Han sætter dem i arbejde, han lægger prangende uniformer frem til dem. Disciplinerer dem. Lærer dem bordskik. Indordner dem i sine planer. Men hvad vil de selv? Har de overhovedet nogen artikulerede tanker i deres abemenneskehoveder? Nogen drømme? Gør de nar af ham? Hvad vil de egentlig? Forstår de hvor de er kommet hen? Ved de hvor de er på vej hen? Hvorfor siger de ingenting? Smeder de planer i stilhed? Den unge forløbne jesuit håber på at hans gentagelse af skridtet ud af junglen til civilisationen vil lade ham få lov til at opleve forvandlingen fra abe til menneske, fra natur til kultur. En stor del af

415

spændingen i romanen kommer af at den udspiller sig så at sige midt i skridtet, på tærsklen – oven over afgrunden. Wijkmark er ikke en rousseausk sværmer som tror på en god naturtilstand – tværtimod ligger hans sympati snarere hos de personer for hvem det lykkes at opretholde et minimum af civilisation i vildmarken/verden. Den tragiske indsigt er her at civilisationen og kulturen over for dommen er så tynd, ligger så meget på overfladen, og at menneskeflokken så hurtigt og gerne tenderer mod at regrediere: ”Den kulturelle fernis er løbet af dem. Og hvad så, siger De måske. Men det som kigger frem, er ikke det sunde tømmer, det naturligt fine menneske vi drømte om. Det er – ingenting! Kollaps! Bare et tomrum.” Imperier falder, bogbål brænder, verdenskrige raser, snigmord, dekadence, rovdrift, fysisk og psykisk mishandling – permanent katastrofetilstand ligger lige om hjørnet. Men modmidlet er ikke selv at kaste sig direkte i afgrunden. Det eneste vi kan dække os med mod barbariet, er personligt ansvar, arbejdsmoral, lyst til studier og langsom, vedholdende insisteren på at forfatte, hvilket også er et fortløbende, stædigt arbejde på kulturens og civilisationens, på Penelopes vævning. I 1953 blev Piltdownfundet afsløret som bluff. Videnskaben kunne nu med stadigt mere forfinede målemetoder, fyrre år efter, bevise at det hele havde været en forfalskning: En eller anden, enten en af amatørarkæologerne eller ligefrem den ansete jesuiterpater Teilhard de Chardin selv, havde kombineret et ganske vist gammelt, ca. 50.000 år, menneskekranium med kæbebenet fra en orangutang. Hovedet og kæben var blevet behandlet med jernoxyd for at se lige gamle ud, og orangutangtænderne var blevet slebet til for at virke mere menneskelige. Skandalen var en kendsgerning. Piltdownmennesket var et bedrag, en ren fiktion. Historien måtte endnu en gang skrives om. Det manglende led står stadig tilbage at finde, det enkleste spørgsmål at besvare: Hvad er det egentlig som gør os til mennesker?

Torbjörn Elensky