Jørgen Thaarup 2010
Metodismens, Baptismens og Missionsforbundets forhistorie i Skandinavien i 1800-tallet Den skandinaviske kristendoms historie er fast forankret i den kontinental europæiske kristendom. Udviklinger og bevægelser i kristendommen i de skandinaviske områder følger i de store og afgørende linier de udviklinger og bevægelser, som kendetegner kristendommen på det europæiske fastland. De områder og kraftcentre, hvorfra inspirationen er udgået, har været skiftende afhængig af kirkelige reform- og vækkelsesbevægelser og teologiske nybrud. Ligeledes har de politiske forhold og tidens skiftende magthavere, der under den konstantinske samfundsmodel har administreret statens og kirkens forhold, haft stor indflydelse på kristendommens udvikling. Uanset om indflydelsen kom fra Rom eller Paris, Cluny eller Clairvaux, Worms eller Prag, Wittenberg eller Genève, Halle eller Leiden, så har det fra et skandinavisk perspektiv været inspirationen fra syd, inspirationen fra kristendommens latinske æra. Kristendommens første mission i Skandinavien var ikke entydig fra syd, selvom missionen under Ansgars ledelse og med Hamburg stift som brohoved, blev den sejrende mission i det lange perspektiv og dermed bestemmende for den ekklesiologiske struktur, som Skandinavien efterhånden blev indlemmet i. Mission over havet fra den Keltiske kristendom og mission via det russiske flodnet fra den Byzantinske kristendom hører også til kristendommens historie i Skandinavien.1 Disse indflydelser har været gældende i perioder og sat sig spor i historien. Det generelle billede er dog, at Skandinavisk kristendom er knyttet til den kristendom, som hørte til på det centrale og vestlige, europæiske kontinent.2 1800-tallet betyder imidlertid et markant skift i teologisk og kirkelig påvirkning af Skandinavien. Det gælder, såvel hvorfra påvirkningen kommer, som hvilket indhold denne påvirkning har. Den forandrede teologiske og kirkelige geografi betyder ikke, at inspirationen fra central- og vesteuropæisk kristendom forsvinder. Den tyske fagteologi er dominerende frem til Den Anden Verdenskrig. Men forandringen under 1800-tallet i hvorfra den teologiske og kirkelige påvirkning udgår, markerer en afslutning af den æra, hvor den latinske kristendom var altdominerende, og hvor den angelsaksiske eller anglo-amerikanske kristendom viser stor inspirationskraft udenfor egne grænser.3 Den periode, hvor anglo-amerikansk kristendom har været dominerende teologisk og kirkeligt, ser, ved afslutningen af 1900-tallet, ud til at blive afløst af en ny æra, hvor kristendommens indflydelse flytter til den sydlige halvkugle, Latinamerika, Asien og Afrika.
Angelsaksisk kristendom i 1800-tallet Det blev England, som sejrede i kampen om de europæiske kolonier på det nordlige, amerikanske kontinent. Helt frem til midten af 1700-tallet kæmpede Spanien, Frankrig og England om overherredømmet i kolonierne. De 13 kollonier fra Maine i Nord til Georgia i syd 1 2 3
Janson Balling & Lindhardt McLeod
1