Krop+fysik-2020-01

Page 6

+ NYHEDER

sund aldring SIMPLE ØVELSER KAN FORHINDRE ÆLDRE I AT FALDE Ældre hjemmeboende mennesker får bedre livskvalitet og balance hvis de gennemfører et program med enkle fald-forebyggende øvelser. Det viser et norsk forskningsprojekt. 155 hjemmeboende på 67-97 år deltog i studiet. Alle var faldet en eller flere gange inden for det sidste år. Deltagerne fulgte et træningsprogram gennem 12 uger, mens en kontrolgruppe levede som de plejede. Programmet indeholdt øvelser for balance, styrke og bevægelighed, og de ældre trænede selv, men fysioterapeuter vejledte dem undervejs. Øvelserne og intensiteten blev tilpasset den enkeltes behov og formåen, og sværhedsgraden blev gradvist øget. Øvelserne var lette at udføre og knyttet til hverdagens aktiviteter (se th.). Deltagerne blev stærkere og mere aktive i hverdagen, fx til at gå, lave køkkenarbejde, gå på trapper og holde balancen. De fortalte desuden at de godt kunne lide udfordringerne. Faldulykker kan føre til lavere livskvalitet, dårligere funktion i hverdagen eller at de ældre ikke længere kan klare sig i eget hjem. Helt op til 30-40 pct. af ældre over 65 år falder mindst én gang om året, viser norske tal. Målrettet træning kan forebygge faldulykker, og det er vigtigt at komme i gang så tidligt som muligt. Kilde: Forskning.no. Studiet er udført på OsloMet, se www.oslomet.no

FIRE ENKLE ØVELSER DER KAN FOREBYGGE FALD 1. Sæt dig på en stol uden at bruge dine arme eller stolens armlæn. Når du bliver god til det, kan du lukke øjnene samtidigt, eller forsøge dig med en lavere stol. 2. Skift mellem at gå på tæer og på hele foden. Når du bliver bedre, kan du prøve kun at gå på tæer, og med tiden forsøge at lukke øjnene samtidigt. 3. Gå i 8-taller. Når du bliver bedre, kan du gøre det med lukkede øjne. 4. Gå på trapper, både op og ned.

Brætspil og krydsord holder hovedet skarpt Det kan være ganske hyggeligt at holde hjernen ung. Aktiviteter som brætspil, kort, skak, krydsord og sågar bingo ser nemlig ud til at have en beskyttende effekt på hjernens skarphed, hvis man skal tro ny forskning fra University of Edinburgh. Her brugte forskerne data fra knap 1100 personer, hvis kognitive funktion (dvs. evnen til logisk tænkning, hukommelse, sprog og problemløsning) blev kortlagt da de var 11 år, og igen da de var 70, 73, 75 og 79. Det viste sig at de som ofte spillede spil, havde bedre kognitiv funktion end dem som ikke spillede. Tidligere studier har indikeret samme sammenhæng. Men selvom det nye skotske studie har taget højde for andre faktorer som fx uddannelse, indtægt, køn og fysisk aktivitet, kan det ikke med sikkerhed siges at det er spillet som fører til bedre kognitiv funktion. Man ved heller ikke om nogle spil har bedre effekt end andre. Endelig påpeger forskerne at andre faktorer naturligvis også bidrager til bedre kognitiv aldring, for eksempel at være fysisk aktiv og at undgå at ryge. Kilde: Forskning.no. Studiet er publiceret i Journals of Gerontology

6

012020


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.