Krop+fysik
tekst Pia Smith Baun, journalistpraktikant
foto Privat og Ole Astrup Sejfert.
FOKUS:
”Idræt og foreningsliv er verdens bedste genoptræning”
tion Amputa
Som 18-årig mistede Johnny Sort Jensen sin ene arm i en togulykke. I dag underviser og inspirerer han andre til at få et bedre liv når skaden er sket – og her er idræt, kultur og foreningsliv omdrejningspunktet.
J
ohnny Sort Jensen er nem at kende. Det er manden med kun én arm. Han binder snørebånd med én hånd og siger goddag med venstre. Noget som andre måske studser over, men for Johnny er det hverdag. Det som andre dog ikke kan se, er at han efter en fejloperation også lever i konstant smerte og hele tiden har følelsen af en krop i syre og en kanyle i nakken. Livet før ulykken Johnny har altid dyrket meget idræt. Kigger man på hans gamle altetikpræstationer fra folkeskolen, er det helt tydeligt at han kunne have haft en strålende fremtid inden for sportens verden. – Jeg har altid været utrolig aktiv og har dyrket mange former for idræt. Var der en bold, så var jeg der også, siger Johnny, som ikke lægger skjul på at han så et stort talent i sig selv. Johnny er den type som nok havde fået en ADHD-diagnose, hvis den ellers fandtes dengang. En dreng med krudt i røven. Derfor skulle man også tro at en mistet arm ville slå ham helt ud af kurs, men sådan gik det ikke. ”Jeg døde tre gange” Dagen som ændrede Johnnys liv, var fredag
44
042016
den 13. tilbage i 1981. Johnny skulle hente nogle venner ved toget, men gled på det isglatte underlag og endte bevidstløs mellem togskinnerne. – Toget kørte mig over med seks vogne og hen over min højre arm, der lå på skinnerne, siger Johnny, som oplevede at få nærdødsoplevelsen med en tunnel og lys på tæt hold. – Jeg døde tre gange den aften, og jeg kan svagt huske at jeg er vågnet tre gange. Derfor var jeg heller ikke overrasket da jeg vågnede op med en amputeret arm. Følelsen som gennemstrømmede Johnny efter ulykken, var mest at han var taknemmelig over at være i live. Han ville derfor rette blikket frem og se muligheder frem for begrænsninger. Dagen efter ulykken lærte John-
Toget kørte mig over med seks vogne og hen over min højre arm, som lå på skinnerne. Jeg døde tre gange den aften
ny at binde snørebånd med én hånd og skrive med venstre. Fem dage efter ulykken blev Johnny udskrevet, og ti dage efter var han allerede i gang med at spille volleyball og badminton igen. Identitetskrise For Johnny blev det vigtigste ord: at prøve. I stedet for at gemme sig væk og have ondt af sig selv var det vigtigt for Johnny at han kom ud og i gang med at være aktiv igen. Det var hans identitet før, og det ville han gerne holde fast i. – Det jeg var god til før, kunne jeg lige pludselig ikke mere. Jeg skulle vænne hele min krop til at være venstrehåndet, og det kan godt være ret svært i sportsgrene som håndbold. Jeg var nødt til at starte fra bunden, og det var en kæmpe udfordring, siger Johnny, som fremhæver at han undgik at ramme kulkælderen ved at komme hurtigt i gang med idrætten og ved at bevare sit sociale netværk. Det som Johnny blandt andet fandt styrke i efter ulykken, var billard. Efter at hans venner opfandt en speciel klods til ham, som skulle erstatte den mistede hånd, var han flyvende. Så var opgaven bare at være ligeglad med hvad andre tænkte.