helse: interview
Både Bodil Jørgensens mor og mormor fik også demens, og sygdommen kan være arvelig, men det er ikke noget, hun går rundt og bekymrer sig over.
i Kort om Bodil • Født den 3. juni 1961. • Læste engelsk litteratur ved Aarhus Universitet 1980-1983. • Statens Teaterskole i København 1986-1990. • Gift med filmfotograf Morten Søborg. • Børn: Johannes, 18, Østen, 14 og Rigmor, 7.
10
helse / august 2015
F
or to et halvt år siden døde Bodil Jørgensens mor efter mere end ti år som demenspatient. Hun besluttede sig for at holde op med at leve, to måneder efter hendes livslange kærlighed døde af en hjerneblødning. For det var kærligheden og den aldrig svigtende støtte fra ægtemanden, der gav Rigmor Eskesen, som hun hed, livsgnist lige til det sidste. – Det var smukt midt i al elendigheden, siger Bodil Jørgensen, der selv mærkede, hvor vigtig familiens støtte var, da hun sidste år kom alvorligt til skade under filmindspilninger. Bodil Jørgensen voksede op på en gård i Vejen sammen med sin storesøster, Kirsten, og sin lillebror, Anders. Hendes lillebror er journalist, og hendes storesøster er læreruddannet men arbejder i dag som organist ved tre små, jyske landsbykirker. Moderen var den effektive bondedatter med lærerjob, køkkenhave og stort hus samt en evig dårlig samvittighed over, at hun som den ene af to i søskendeflokken på syv, havde fået lov til at læse videre. Bodils far, Frede Jørgensen, der også var lærer, var den upraktiske, drømmeren, og børnene havde mange pligter derhjemme. – Jeg husker mor som travl. Vi havde tit gæster, og hun havde også den egenskab, at hun tog sig af de svage. F.eks. havde hun elever hjemme og gav dem timer i ekstralæsning uden at sige det højt. Hun var også typen, der ikke kunne lide at lade sig varte op på et hotel, så hun redte selv sin seng og ryddede op efter sig efter morgenbuffet’en. Hun var ret enestående, og hun havde altid tid til alle. Samtidig kunne min far provokere hende med sin langsommelighed, når vi skulle ud af døren, og når han kørte bilen, sagde hun: ”Kør nu, den bli’r ikke grønnere,” hvis han ikke trådte på speederen i det sekund, lyssignalet skiftede. Mor kørte i øvrigt bil meget bedre end far, siger Bodil Jørgensen. De første tegn på moderens begyndende demens viste sig ved, at hun blev glemsom.
– Hun begyndte at spørge om det samme flere gange. F.eks. kunne hun spørge min søn Johannes: ”Hvad er du så i gang med nu?” Og fem minutter efter spurgte hun igen. Hun begyndte også at gå og flytte rundt på tingene derhjemme. Min far var lynende klar i hovedet og opmærksom på de små ændringer, så han fik hende til lægen. Hun blev scannet i hjernen, og sådan konstaterede de demensen. Det viste sig, at Bodil Jørgensens mor havde en demenstype, der hedder afsmalning af hjernebarken. I begyndelsen klarede Bodils forældre sig derhjemme. Frede overtog madlavningen, for pludselig kunne moren ikke huske, om smørret skulle i før melet, når hun lavede sovs. Men det blev sværere, da Frede faldt ned af en stige og blev sengeliggende en længere periode. Moren kunne finde på at stå op om natten og tænde for kaffemaskinen, selv om der ikke var vand på, og bundet til sengen kunne