helse: klumme
KONSULTATION Corona Det sker sjældent, at vores verdensbillede forrykkes, at tiden står helt stille samtidig med, at vi selv rystes – heldigvis. Den onsdag aften, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, er en sådan sjælden oplevelse. Siden er alvoren kun blevet tydeligere og er nu en del af hverdagen i alle danske hjem. Vi var ellers næsten blevet overbevist om, at vi kan alt. At det er os, der har kontrol. At alt kan udregnes, planlægges og tæmmes. Med teknologi, viden, indsigt og forsikringer. Vi var næsten blevet overbevist om, at vores egne behov stod foran fællesskabet, og at den stærkeste overlever. Nu er vi for alvor blevet mindet om, at livet er skrøbeligt, at vi er sårbare, og at den verden, vi er en del af, ikke kan kontrolleres. Hvad kan vi så, hvis vi alligevel ikke kan kontrollere de vigtigste ting i vores liv? Jeg sad i dag med Tove, der er 80 år i min konsultation. Inden hun kom, havde jeg ringet til hende i et forsøg på at klare det over telefonen. Hun var nødt til at komme. Derfor blev hun placeret i et særligt lokale, der var sprittet af, inden hun kom. Jeg sprittede hænderne af på vej ind i konsultationen og hilste på afstand. Hun smilede og sagde, at hun ikke ville give hånd for at passe på mig. Jeg gengældte hendes smil med et nik, og vi fik klaret undersøgelsen. Da vi var ved at være færdige med konsultationen, spurgte jeg, om hun var bekymret. Hun tænkte lidt og svarede så: Det er nu ikke min sygdom eller den der corona, jeg er mest bekymret for. Det er altså mine børnebørn, for deres forældre er lige blevet skilt, og jeg tror, de har brug for mig. Der blev stille lidt. Vi talte om, hvordan man kan være sammen på afstand, og hvordan den bedste måde at passe på andre på, nogle gange kan være at passe på sig selv først. Jeg kan ikke huske, hvornår vi i Danmark sidst har vundet noget, der er større siden EM i 92, altså noget, der er større end det, som Tove så fint illustrerede ved sin måde at tænke på. Hun har som så mange andre vist, hvad vi i Danmark er i stand til. Dialog, samarbejde, hjælpsomhed, samfundssind. Det gør stort indtryk og vidner om et land og en nation, man ikke skal dømme ude. Faktisk om et folk, man kan regne med. Når det handler om at løfte i flok, om at hjælpe og beskytte de svageste, har vi denne gang vist, at der
22
alligevel er noget særligt ved at være dansk – uanset hudfarve i øvrigt. Det kan godt være, at vi ikke vinder den næste slutrunde, men vi har vundet noget meget mere vigtigt denne gang. Selvrespekt og fine værdier, som har været danske værdier i generationer, og som vi næsten havde glemt. Selv om en virus som corona kunne gøre mig mere utryg og vidne om, at det er farligt derude, har det faktisk haft den modsatte effekt. Jeg er tryg. Ikke fordi jeg ved, hvad der kan komme, men fordi jeg ved, hvad vi kan og vil gøre sammen, når det er nødvendigt. Verdensbilledet forrykkede sig en smule, det blev i virkeligheden justeret. Vi har fået lov til at se lidt mere klart. Se, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt. Vi er blevet mindet om, at det ikke er den stærkeste, der overlever ved at være sig selv nærmest, men at vi sammen er stærke ved at holde afstand og tage hensyn. Hensyn til fællesskabet og hensyn til de svageste.
Henrik Rasmussen Praktiserende læge i Lægehus Nord i Kolding. Ud over at være speciallæge i almen medicin interesserer Henrik sig for led-, muskel- og skeletsygdomme, akupunktur og kognitiv terapi. Henrik arbejder desuden med udvikling af kvalitetssikring i almen praksis.
Jeg er tryg. Ikke fordi jeg ved, hvad der kan komme, men fordi jeg ved, hvad vi kan og vil gøre sammen, når det er nødvendigt.