Mopælappen Læreplan 2023

Page 1

e 23 gav 20 t ud

r Ko

DEN STYRKEDE PÆDAGOGISKE LÆREPLAN FOR

Børnehuset HVOR LEG & NÆRVÆR BLIVER TIL LÆRING & LIVSDUELIGHED

”Alle børn på Ærø har krav på en sund og tryg opvækst” ”Alle børn på Ærø har krav på at blive anerkendt, som dem de er” ”Alle børn på Ærø skal udfordres af kompetente medarbejdere, så de bliver så dygtige, de kan” (Ærø Kommunes Børne- og Ungepolitik)


HVAD ER DEN STYRKEDE PÆDAGOGISKE LÆREPLAN? Alle daginstitutioner i Danmark skal beskrive, hvordan man i den enkelte institution ser på og arbejder med børn og alt det, der omgiver deres institutionsliv. Beskrivelsen skal laves efter en bestemt opskrift og kaldes Den Styrkede Pædagogiske Læreplan. Her er Børnehuset Mopælappens Styrkede Pædagogiske Læreplan 2023 i en kort udgave. Den giver et overblik over, hvilke tanker, der ligger bag alt det, vi gør i vores hverdag med børnene. Vi evaluerer løbende vores praksis, og Den Styrkede Pædagogiske Læreplan skal i følge DTL revideres hvert andet år.

PLANENS INDHOLD Planen indeholder ni pædagogiske mål for, hvordan vi vil arbejde med sammen­hængen mellem: VORES pædagogik i Mopælappen, og DIT barns trivsel, udvikling og læring. Planen indeholder også seks læreplanstemaer, der fortæller noget om, hvilke områder børnene skal lære noget indenfor. Alle seks læreplanstemaer hænger sammen, og det er svært at lave en aktivitet med ét bestemt fokus, uden at det også griber ind i et eller flere af de andre temaer. For at sikre, at vi løbende arbejder med alle seks læreplanstemaer, har vi et pædagogisk årshjul med emner, gældende for hele børnehuset.

2


FAKTA OM BØRNEHUSET MOPÆLAPPEN Børnehuset Mopælappen ligger i Marstal. Mopælappen er en integreret institution med vuggestue og børnehave. Huset ligger på en dejlig stor kuperet grund, tæt ved skov, strand, havn og by. Vi har et afgrænset natursted på grunden kaldet ”Ved Bålhytten”. Her har vi en lille skov, bålsted, bjælkehytte mm. Vi har ikke nogen øvre grænse for antallet af børn i Børnehuset. Børnehaveafdelingen består af tre stuer: Søstjernen, Blæksprutten og Søhesten. Her er børnene mellem 3 og 6 år. Vuggestueafdelingen består af to grupper. Muslingen med de yngste børn og Krabberne med de ældste børn, som er på vej i børnehave. Vores personale består både af mænd og kvinder. Mopælappens rammer inviterer til alle former for aktivitet, fordybelse, stimulering og sunde udfordringer, ude såvel som inde. Vi har madordning. Vores børnekok laver sund og varieret mad hver dag, og maden er 80-90 % økologisk. Vi bruger vores nærmiljø i rigt omfang på ture ud af huset.

3


DE NI PÆDAGOGISKE MÅL FOR MOPÆLAPPEN 1. Børnesyn Børn er forskellige, skal behandles forskelligt og har forskellige måder at deltage på. Det er forskelligt, hvad det næste, de kan lære eller har brug for at lære, er. Vi tror på, at alle børnene kan noget og kan lære noget. Vi støtter det enkelte barn til at trives, lære og udvikle sig ud fra, hvem de lige præcis er, og hvor de befinder sig i deres udvikling. Vi prøver altid at forstå det, børnene oplever fra deres side. Børnenes egne ideer, fantasi, interesser og nysgerrighed er vigtige for os. De skal være med til at bestemme. 2. Dannelse og børneperspektiv Vi fortæller børnene, hvad de må, og hvad vi forventer af dem. Det gør, at børnene kan føle sig trygge og har ro til at lære og udvikle sig. De kan fokusere på deres egen deltagelse. Både når børnene leger selv, og når vi har bestemt aktiviteterne, lærer vi dem, at de skal skiftes, deles om, vise interesse for andre, hjælpe og være venlige. De lærer, at de nogle gange selv må bestemme, andre gange være med til at bestemme. På den måde giver vi dem muligheden for ”at kunne selv” og lære at deltage. Vi arbejder med at lære børnene at forstå de andre børn og kunne mærke deres reaktioner og følelser, samt behandle dem med respekt. 3.-4. Leg & læring Legen er meget vigtig og i fokus hos os i Mopælappen. Gennem legen lærer børnene. Gennem legen kan de udvikle sig indenfor alle områder. Vi sørger for, at legen er med i de daglige rutiner og i de lærings-aktiviteter, som vi voksne bestemmer. Vi prioriterer, at børnene selv har tid, plads og mulighed for at finde på lege, og vi inspirerer og støtter dem i deres leg. Vi har indrettet både vores inde- og ude-områder sådan, at alle børn kan finde steder i vores børnehave, hvor de kan lege og lære, udfordres og udvikle sig. 5. Børnefællesskaber Børn udvikler sig i fællesskab med andre, og derfor er det vigtigt for os at arbejde for, at alle har mulighed for at deltage i fællesskaberne uanset, hvem de er, og hvad de kan. Vi går ind for, at børnefællesskaber er en sammensætning af børn med forskellig alder, køn og baggrund, og at børnene kan lege sammen på tværs af hele huset. I ydertimerne og i timerne på legepladsen mellem kl. 12 og 14 er huset samlet til et stort børnefællesskab. Her kan børnene danne relationer på tværs af stuer og alder.

4


6. Pædagogisk læringsmiljø Vi sørger for, at dagligdagens indhold i Mopælappen gør det muligt for børnene at trives, lære, udvikles og dannes. Vi giver mulighed for, at børnene kan bruge kroppen, alle sanser, deres nysgerrighed, være rolige og fordybede. Vi voksne er klar over, at måden vi er på, gør ting på, er sammen med børnene på, er en meget vigtig faktor for, at de kan have det godt hos os og udvikle sig. Vi sørger for planlagte aktiviteter, men vi er også spontane. Når vi planlægger eller indretter, tager vi altid med i overvejelserne, hvordan en aktivitet eller et område i børnehaven vil se ud med børneøjne. Ofte er det børnenes behov og forskelligheder, der er årsag til, at vi møblerer om. Vi har rigtig gode muligheder for at være udenfor, enten på legepladsen eller i nærområdet, og vi er som regel udenfor hver dag. Vi dyrker udelivet, når det giver mening i forhold til dagligdagens gang, børnegruppens behov og læreplanstemaerne. Udenfor kan børnene udfolde og udvikle sig – uden at rydde op – men vi er også bevidste om, at udelivet kan være overvældende for nogle. 7. Samarbejde med forældre om børns læring Vi inviterer jer på besøg, inden jeres barn skal starte hos os, og vi afholder en samtale efter tre måneder. Vi informerer jer ugentligt om vores pædagogiske aktiviteter, leg og læring. Vi vil altid gerne snakke med jer forældre om jeres børn. Både, når I afleverer og henter jeres barn, eller ved en samtale. Vi er åbne overfor nysgerrige spørgsmål og kommentarer om vores dagligdag og tankerne bag vores praksis. Vi har et tæt samarbejde med vores forældrebestyrelse. 8. Børn i udsatte positioner Alle børn skal have mulighed for at være en del af og bidrage til fællesskabet på deres egen måde. Vi synes, forskelligheder er en styrke – og det lærer vi også børnene. Vi er deltagende og opmærksomme voksne, der hjælper børnene med at udvikle sig ud fra der, hvor de er i deres udvikling. Vi har støtte- og ressourcepædagoger ansat til at støtte børn, der har udfordringer, og vi samarbejder med fx ergoterapeuter, fysioterapeuter, talepædagoger, familierådgivere, psykologer, hvis nødvendigt. 9. Sammenhængende skolestart Vores tanke er, at børn skal have lov at være børnehavebørn, så længe de går i børnehave. For at skabe sammenhæng til skolen, igangsætter vi for de 5-6-årige aktiviteter og opgaver, der svarer til deres udviklingsniveau og forbereder dem på skolelivet. Vi afholder trepartssamtaler med skolerne inden skolestart, og sammen med børnene besøger vi skolerne, og børnehaveklasselærerne besøger os.

5


DE SEKS LÆREPLANSTEMAER I MOPÆLAPPEN 1. Alsidig personlig udvikling Vi giver plads til, at børnene gennem den leg, de selv finder på, kan skabe bånd til hinanden og være i nogle fællesskaber, hvor de føler sig trygge og tør være nysgerrige. Gennem de aktiviteter og lege, som vi voksne igangsætter og finder på, får børnene erfaringer med, hvad de kan, hvad de ikke kan, og hvad de ikke vil være med til. De får også en forståelse for deres forskelligheder, deres vilje, lyst og evner til at deltage. I dagligdagens gøremål får børnene mulighed for at arbejde med at udvikle sig og lære selv. 2. Social trivsel Vi sørger for, at børnehaven rummer gode lege-muligheder, der kan understøtte den sociale trivsel. Vi støtter børnene i deres sociale lege, enten ved at deltage, give dem gode råd, eller finde genstande, de kan bruge til legen. I de store fællesskaber giver vi børnene gode ideer til, hvordan de kan deltage og støtter dem, så de føler sig trygge. Når børnene kommer med ideer, tager vi fat i ideerne, så de mærker, hvordan de kan være med til at bestemme. Vi arbejder med børnenes evner til at kunne forstå andre og sætte sig ind i, hvordan andre har det. I dagligdagens rutiner lærer vi børnene, hvordan de kan hjælpe hinanden, og at de skal kunne vente på tur, lytte, samtale og acceptere forskelligheder. 3. Kommunikation og sprog Vi tror på, at børnene i den leg, som de selv finder på, skal have plads til at samtale og udtrykke sig. Det giver dem gode erfaringer i at være sociale, snakke og vise, hvad de mener. De kan her lære at forhandle, udtrykke behov og tanker, og vi voksne hjælper gerne til, når det er svært. Vi er dog meget opmærksomme på, at vi ikke skal afbryde eller overtage samtalen for dem. Vi sørger for, at børnene har mulighed for at udvikle deres sprog og kan udtrykke tanker og behov ved at tale med dem, højtlæse, spille spil og synge. Vi arbejder i små grupper efter udviklingsniveau med fokus på sproglig udvikling.

6


4. Krop, sanser og bevægelse Børnene udvikler fx deres sanser og bevægelse på legepladsen, hvor de på vores redskaber kan løbe, cykle, klatre, gynge, balancere, trille, rulle, bygge. I skoven og på stranden kan de lege frit i ujævnt terræn. De kan trille på skrænter, klatre i træer, gå balancegang på træstammer. Vi sørger for aktiviteter som fx bål, byggeri, formning, fodbold, musik, massage, men også i hverdagens rutiner har vi fokus på, hvordan vi styrker krop, sanser og bevægelse. 5. Natur, udeliv og science Både i de lege, som børnene selv finder på og i de aktiviteter, som vi voksne finder på, dyrker vi at være i og opleve naturen. Vi undersøger naturens mange fænomener, processer og kredsløb. Både på vores egen grund ved børnehaven og på vores ture i nærområdet kan børnene lege i og undersøge naturen. Hjemme igen undersøger vi de ting, vi har oplevet nærmere. Vi slår op i leksika, bøger og på Ipad for at uddybe og udbrede emnet, samt udvide børnenes horisont. Vi har særligt fokus på miljøet og bæredygtighed. 6. Kultur, æstetik og fællesskab Når børnene leger sammen, bidrager de med noget forskelligt til legen og oplever, at de er forskellige og kommer fra forskellige familier. Vi giver mulighed for, at børnene kan lege sammen, deltage i fællessamlinger og stuefælleskaber, selv om de er forskellige i alder, køn eller kulturel baggrund. Vi afholder demokratiske afstemninger. Vi samles om fælles traditioner og aktiviteter. Vi holder sommerfest, jul, fastelavn og påske på Ærø-manér.

7


Tekst: K-Art-House • Tryk: Mark & Storm Grafisk

HVOR LEG & NÆRVÆR BLIVER TIL LÆRING & LIVSDUELIGHED

Adresse: Halvejen 20 · 5960 Marstal Tlf: 63 52 64 20 Mail: slu@aeroekommune.dk www.mopaelappen.aula.dk

Åbningstider: Mandag – torsdag 6.30 – 17.00 Fredag 6.30 – 16.00


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.