Livet er ikke altid lige sexet

Page 1

Livet er ikke altid lige sexet 21-årige Astrid Breum har som aseksuel intet behov for sex. Efter at have fundet frem til begrebet på nettet for nogle år siden efterlyser hun nu større fokus i samfundet om aseksualitet, så unge for fremtiden ikke skal stå med den samme tvivl, som hun gjorde. Af Magnus Laursen og Daniel Niebuhr ”Da jeg var 19, kom jeg sammen med denne her fyr. Det var fantastisk, og jeg var forelsket; men der var et eller andet, der ikke helt føltes rigtigt.” Det er blevet forår. Udenfor bærer omgivelserne præg af den nu overståede, milde vinter, og de 10 plusgrader på termometret smitter ikke kun af på folks humør, men også på de inderste instinkter, der med forårets ankomst igen er blevet vækket fra sit vinterhi. Op og ned ad en travl hovedgade lidt uden for København, nærmest limet sammen og med flettede fingre, vandrer adskillige (ny)forelskede kærestepar. Et kort kys bliver det sommetider også til, men så heller ikke mere. Først når de kommer hjem under dynerne kan de være lige så intime med hinanden, som de har lyst til, når deres følelser for en kort stund bliver til en nærmest dyrisk lidenskab. På en lille café midt på gågaden sidder Astrid Breum på 21 år. Af og til retter hun blikket ud mod de mange forbipasserende. Hun kan sagtens relatere til følelserne af at være forelsket i et andet menneske; men når det kommer til sex, står hun af, for hun vil aldrig nogensinde komme til at tænde seksuelt på vedkommende. Astrid er heteroromantisk aseksuel. Selvhjælp på nettet Man anslår, at 1-2% af verdens befolkning er aseksuelle. Det svarer til 50.000-100.000 herhjemme. Som aseksuel har man intet seksuelt behov, men det betyder ikke nødvendigvis, at man aldrig har sex. Astrid har


tidligere været i to forhold, hvor hun i begge tilfælde havde samleje. Men hun indså, at hun ikke havde det samme behov som de fleste. “Indtil da havde jeg troet, at jeg ikke havde mødt den rigtige endnu. Det samme sagde mine veninder,” siger hun, ”men da jeg var i det første forhold, havde jeg bare ikke lyst til sex. Jeg forstod ikke rigtigt hvorfor, for jeg var vild med ham, og jeg elskede ham. Jeg vidste jo godt, at det ikke havde noget med ham at gøre.” Denne tvivl er dog meget normalt for unge aseksuelle, mener Astrid Højgaard, der er specialist i Klinisk Sexologi ved Aalborg Universitet. “Det karakteristiske for teenageårene er jo netop tvivlen. Mennesker sammenligner sig selv med andre, og som ung aseksuel er det største dilemma nok, at resten af verden reagerer anderledes, når man ikke selv har et seksuelt behov,” siger hun. For Astrid Breum gav det hele først mening, da hun en dag faldt over ordet “aseksuel” på nettet. “Jeg fandt Asexual Visibility and Education Network (AVEN). Her var der andre mennesker, der beskrev, hvad det ville sige at være aseksuel, og satte ord på præcis samme følelser, som jeg havde. Og så var jeg ikke længere i tvivl.” Det internationale netværk AVEN bliver også genkendt hos Sex & Samfund. Dog er det begrænset, hvor meget viden der er ellers er at finde på området, siger projektleder Jeppe Hald. For uden noget lignende alternativ til AVEN herhjemme er det svært for de fleste unge at finde oplysninger om aseksualitet. Og derfor er det de færreste, der overhovedet kender til begrebet. Tidligt fokus, tak Astrid forlader caféen og den menneskefyldte bymidte og befinder sig kort efter på små, stille landeveje med udsigt til Lyngby sø. Selv kunne hun også godt have brugt en større viden om sin egen seksualitet, da hun i teenageårene prøvede at overbevise sig selv om, at hun bare ikke havde mødt det perfekte match. “Hvis man gerne vil vide noget om aseksualitet, så er der jo også viden at hente på nettet. Men det er da klart, at hvis der havde været et større fokus og mere viden i samfundet, kunne det have hjulpet mig meget tidligere.” Jeppe Hald mener, at der for at hjælpe de unge bedst mulig skal sættes fokus på aseksualitet allerede i folkeskolen. Og helst i lige så høj grad som der bliver på eksempelvis homo- og biseksualitet, som i forvejen er nemmere at opdage. “Aseksualitet skal også inkluderes, når man har seksualundervisning i skolerne. Det er vigtigt at få forklaret, at der findes mennesker, der hverken har lyst til eller behov for sex, og at aseksualitet er et ligeværdigt alternativ til andre seksualiteter. Det er en ret væsentlig pointe i forhold til at løfte vidensniveauet om aseksualitet hos befolkningen,” siger han. Caféborde er blevet til kollegieværelse. Astrid sætter sig ved sin sofa. Om natten bliver den transformeret til en dobbeltseng, der optager størstedelen af gulvpladsen. Hun håber på, at der i fremtiden vil blive sat mere fokus på aseksualitet, så unge fremover ikke skal stå med den samme tvivl som hende. Alligevel er hun glad. Glad for at hun fik svar på tvivlen, og glad for at omgivelserne var helt indforståede med hendes egen erkendelse.


“Mine veninder var virkelig cool omkring det, og det kom vist heller ikke som den store overraskelse for dem. Det samme gjaldt mine forældre. Altså lige bortset fra, da min far spurgte, om han så nogensinde ville få børnebørn,” griner hun. “Jeg har ikke udelukket muligheden for børn. I det 21. århundrede er det er heldigvis også muligt uden nødvendigvis at have sex.”

Forskellige aseksualitetstyper Disse er ikke de eneste “typer” af aseksuelle – ej heller følger alle, der identificerer sig med disse begreber, dem til punkt og prikke. Dette er blot information for at give et overblik over, hvor forskellige aseksuelle kan være fra hinanden. Indifferent aseksuel: Aseksuel person, der hverken har et ønske om at have sex eller nærer en særlig afsky over for det, som ville få dem til at foretrække at undgå det. Dybest set, så er de neutrale over for tanken om personligt at deltage i seksuelle aktiviteter. Afvisende aseksuel: Aseksuel person, der vil foretrække at undgå at deltage i seksuelle aktiviteter, men ikke er helt frastødt af tanken. Frastødt aseksuel: Aseksuel person, der ønsker at undgå at deltage i seksuelle aktiviteter og føler ubehag herved eller er direkte frastødt af tanken herom. Nonlibidoist: Person, der ikke har nogen sexlyst og derfor ikke oplever seksuelle drifter eller begær af nogen art. Kilde: http://lgbtungdom.dk/radgivning/sociale-netvaerk/aseksuelle/


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.