SKØN november 2018

Page 29

MAKEUPSKOLEN

SÅDAN TAGER DU HØJDE FOR DIN ØJENFORM Du har nu lært, hvilke farver der i teorien klæder dig, men det er også relevant at lægge en makeup, som passer godt til din øjenform. Her får du derfor et par tips til, hvordan du kan fremhæve eller underspille dine træk og skabe en fin balance i dit look.

Nedadvendte øjne:

Dine ydre hjørner af øjet vender en smule nedad. Tips til at balancere: Læg gerne en flydende eyeliner, hvor du lader ‘vingen’ gå en smule opad i yderste øjenkrog. Du skal altså ikke følge øjets form, men snyde det opad. Du kan også lægge en lys øjenskygge midt på øjet, derefter en lidt mørkere farve fra midten og ud og så en endnu mørkere farve yderst på øjenlåget. Det er her vigtigt, at du trækker den mørke skygge lidt op i siderne for at løfte øjet.

Glatte øjenlåg:

Du har ingen synlig globelinje og ikke ret meget øjenlåg sammenlignet med resten af dit øje og huden omkring. Tips til at balancere: Læg en lys skygge/highlighter under brynet og på det meste af den hud, du kan se, når øjet er åbent. Mens du har åbne øjne, afmærker du med din valgte øjenskygge, hvor du gerne vil have, at øjenskyggen skal kunne ses. På den måde ved du, hvor langt op du skal lægge din øjenskygge. Læg eventuelt lidt sort liner langs den øverste vippekant, og tvær den ud en smule, så stregen ikke bliver for hård.

Dyb globelinje:

Du har en meget tydelig globelinje og masser af synligt øjenlåg. Dette øjenlåg kan virke lidt ‘hult’. Tips til at balancere: Med denne skarpe globelinje og masser af glat hud og synligt øjenlåg bliver man nemt fristet til at give den gas. Det kan du også sagtens, men en god idé er at undgå for meget mørk skygge i globelinjen. Brug en mørk skygge langs vipperne eller en eyeliner, som du tværer let ud med en pensel, og læg en lysere skygge på resten af øjenlåget.

Fremtrædende øjne:

Ser man dine øjne i profil, vil man se, at de træder frem fra dit ansigt. Du har derfor både øjenlåg over og under dit øje. Tips til at balancere: For at få dine øjne til at syne mindre fremtrædende kan du lægge en relativt mørk øjenskygge på hele dit øjenlåg, fra vippekanten og op til globelinjen og under øjet. Blend ud med en highlighter i inderste øjenkrog for at lysne øjet op.

Tunge øjenlåg:

Dine øjenlåg er skjult af hud fra den øvre del af dit øjenlåg. Tips til at balancere: Tunge øjenlåg kan godt gemme øjnene lidt, og det gælder derfor om at gøre dine øjne så synlige som muligt. Brug en lys øjenskygge/highlighter under brynet og i inderste øjenkrog. Læg herefter en lidt mørkere skygge på den del af øjenlåget, som egentlig er dækket af hud. Læg den op til globelinjen, og blend farverne sammen. Du kan også sagtens bære en eyeliner, så længe den ikke bliver for tyk.

Øjne, der sidder langt fra hinanden:

Afstanden mellem dine øjne er længere end bredden på et øje. Tips til at balancere: Undgå highlighter i indre øjenkrog, da dette blot får dine øjne til at syne længere fra hinanden. Læg hellere en mørk skygge på hele øjenlåget fra inderste til yderste øjenkrog op til globelinjen, hvor du blender den godt ud, specielt inde ved næsen. Brug eventuelt en smule lysere skygge i yderste øjenkrog for at blende den mørke nuance lidt ud. Afslut med en flydende eyeliner langs den øverste vippekant og helt ind i øjenkrogen.

Tætsiddende øjne:

Afstanden mellem dine øjne er kortere end bredden på et øje. Tips til at balancere: For meget mørk/sort skygge vil få dine øjne til at syne mindre og tættere. Sørg for at lysne op med lyse farver, og brug gerne masser af highlighter i din inderste øjenkrog og under brynet. Læg eventuelt en helt tynd liner kun over øjet for at give intensitet til dine vipper.

Mandelformede øjne:

Dine øjne er velbalancerede, og dine ydre hjørner af øjet vinkler en smule opad. Tips til at balancere: Du kan bære alle typer øjenmakeup. Heldige dig!

SKØN 27


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.