Geoparken åbner officielt TEKST: ERIK POULSEN . FOTO: SØREN PALMELUND
EN HEL UGES AKTIVITETER MARKERER, AT GEOPARK VESTJYLLAND NU ER INTERNATIONALT ANERKENDT SOM EN GLOBAL GEOPARK SAMMEN MED 168 OMRÅDER I RESTEN AF VERDEN. Efter 10 års forarbejde fik Geopark Vestjylland i foråret den internationale blåstempling som officiel UNESCO Global Geopark. Midt under en global pandemi skete det ret uset på et onlinemøde i UNESCO’s Styrelsesråd, hvor en lille håndfuld repræsentanter for Geopark Vestjylland deltog digitalt fra Isværket i Lemvig og blev budt velkommen i det verdensomspændende netværk. I april var Danmark fortsat underlagt corona-restriktioner, hvilket lagde en dæmper på trangen til at holde en folkefest i anledning af den ellers længe ventede udpegning. Geopark Vestjylland nøjedes derfor i første omgang med at udsende en pressemeddelelse, hvor geoparkens formand, Steffen Husted Damsgaard, forklarede, hvilket muligheder der tegner sig med den internationale godkendelse: ”Med anerkendelsen fra UNESCO har vi fået et stærkt brand, som vi skal bruge til skabe stor synlighed af Vestjylland, så vi kan tiltrække flere gæster og flere nye borgere. Vi har stor opbakning fra Holstebro, Lemvig og Struer Kommuner og har fået massiv støtte fra Region Midtjylland og en lang række fonde. Sammen med vores mange samarbejdspartnere skal vi nu have sat ekstra fart på vores partnerskabsprogram, så UNESCO-brandet også kan understøtte udviklingen for turisterhvervet og lokale producenter”.
AKTIVITETER I HELE EFTERÅRSFERIEN UNESCO Global Geopark Vestjylland lovede dog, at udpegningen ville blive markeret på passende vis, når landet igen var åbnet op. Det sker i efterårsfe-
4
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 2 | OKTOBER 2021
rien, hvor Geopark Vestjylland helt i projektets ånd har arrangeret et væld af offentlige aktiviteter over hele den landfaste del af de 4.760 kvadratkilometer, som geoparken dækker. Det vil sige Lemvig, Struer og Holstebro Kommuner, hvor man fra kysterne kan se ud over vanddelen i Nordsøen og den vestlige del af Limfjorden. Indvielsen sker med cirka 35 store og små arrangementer i hele uge 42. Blandt andet guidede busture til hele området, gåture ved en del af geoparkens 96 udpegede sites samt foredrag flere steder. ”Med efterårsferiens mange arrangementer vil vi gerne signalere den store opbakning fra lokale aktører, som geoparken har haft samarbejde med helt fra start. Aktiviteterne er arrangeret i samarbejde med både offentlige institutioner, kommuner, museer, oplevelsesaktører og de mange forskellige frivillige, som vi har et partnerskab med”, siger Thomas Holst Christensen, daglig leder af Geopark Vestjylland.
SAMARBEJDE MED FRIVILLIGE Thomas Holst Christensen og en nyansat geolog er geoparkens eneste medarbejdere, men har en stor gruppe frivillige engageret som blandt andet guider. Formidlingen af områdets kvaliteter er i det hele taget meget afhængig af samarbejdet med frivillige, institutioner og virksomheder i området. Langt de fleste initiativer er samarbejde med eksisterende aktører, der kan se fordelene i at være en synlig del af geoparken og bruge UNESCO-stemplet, når der for eksempel skal søges penge.
Det gælder blandt andet ildsjælene, der holder gang i den historiske Aa-Mølle ved Remmerstrand. Den langt over 500 år gamle Aa-Mølle er med sit særlige romerske drev den sidste fungerende af sin slags i Nordeuropa. Der males ikke længere korn for de lokale bønder, men gennem levendegørelse af møllen fortælles, hvordan mennesket i århundreder har udnyttet vandets bevægelse gennem landskabet ned mod Nissum Bredning. I dag er det kun regnvand og et kildevæld fra det fredede egekrat, der leverer vand til møllesøen, hvor geoparkens gæster kan opleve møllen i brug i efterårsferien. Her kører møllen, og ’møllersvendene’ byder på kaffe og kage, mens de viser rundt i den gamle mølle. Geopark Vestjylland hjælper det private Aa-Mølle Laug med at søge penge til bevaring af den udendørs trækonstruktion ved møllehjulet, ligesom man understøtter møllelauget med formidling af attraktionen og det omkringliggende område op mod Toftum Bjerge. Blandt andet med sammenhængende stiforløb, skilte, hegn og en informationsskærm inde i selve møllen. Et samlet projekt for et større område som finansieres med en kvart million kroner fra Velux-fonden og skal bringe lokale aktører tættere på hinanden. ”Det grå guld i form af frivillige omkring Aa Mølle vil vi gerne bringe i kontakt med professionelle oplevelsesudbydere og overnatningssteder i nærheden. Møllen ligger for eksempel tæt på tre campingpladser, og der er jo ingen grund til, at gæsterne der