BILLIG VARME fra DYRT VÆRK LEMVIG VARMEVÆRKS NYE VARMEFORSYNING TIL LEMVIG, NØRRE NISSUM OG KLINKBY ER MED EN PRIS PÅ 109 MILLIONER KRONER LEMVIGEGNENS DYRESTE BYGGERI I NYERE TID.
TEKST: ALLAN DAMGAARD. FOTO: HENRIK VINTHER KROGH
Det begyndte så absolut i det små for 53 år siden. Med blot 15 forbrugere på den samme vej i Lemvig. Og med en betydelig skepsis fra det omkringliggende samfund: Skulle varmeforsyningen nu være en fælles sag, som kommunen skulle blande sig i ved at give garanti for et lån til et nyt varmeværk i Lemvig? I dag er der sikkert ingen, der stiller spørgsmålstegn ved at have en fælles varmeforsyning. Og slet ikke i Lemvig for tiden. Det går nemlig forrygende med varmeprisen, der fra 2015 til 2016 faldt med en tredjedel og gør Lemvig Varmeværk til et af landets billigste varmeværker. Samtidig har Lemvig Varmeværk opført et nyt varmeværk lige syd for Lemvig by. Et værk til den nette sum af 109 millioner kroner, hvis ledningen fra det nye til den gamle værk regnes med. Varmen skal stadig distribueres fra det gamle værk på Industrivej inde i byen. Det nye Lemvig Varmeværk er Lemvigegnens dyreste byggeri. Måske ikke ligefrem det dyreste nogensinde, men det er i hvert fald det dyreste i ’nyere tid’.
NYT VÆRK ER RETTIDIG OMHU Forklaringen på udflytningen skal findes inde på det gamle værk, der ligger lidt klemt inde mellem industri og beboelsesejendomme. Både den gamle biogasmotor og fliskedlerne var ved at være udtjente, og valget stod mellem at renovere det gamle værk eller bygge nyt uden for byen. ”Det var meget fornuftigt at bygge et nyt varmeværk frem for at foretage store investeringer på det gamle Lemvig Varmeværk. Vi kan jo kalde det rettidig omhu”, siger Svend Erik Bjerg, driftsleder på Lemvig Varmeværk.
42
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 04 | NOVEMBER 2016
Han overtog roret på varmeværket i 2012, og fortiden hos A.P. Møller-Mærsk fornægter sig ikke. Den maskinmesteruddannede Svend Erik Bjerg sejlede nogle år for A.P. Møller-Mærsk, hvor både grundlæggeren og efterfølgerne levede og stadig lever efter det legendariske motto om at udvise rettidig omhu. Det var tilbage i efteråret 2013, at Lemvig Varmeværks bestyrelse tog hul på diskussionen om at bygge et nyt varmeværk uden for byen – og fandt ud af, at dét ville være den bedste løsning. ”Den gamle biogasmotor var efterhånden ved at være udtjent. Der var behov for en ny og større biogasmotor, så vi kunne aftage mere biogas og producere mere strøm og varme. Samtidig nærmede fliskedlerne sig også en udskiftning. Der var generelt behov for et up-to-date-værk med den nyeste teknologi”, siger Svend Erik Bjerg. ”Vi kom ret hurtigt frem til, at det var mest fornuftigt at bygge et nyt værk. Pladsen var efterhånden for trang på Industrivej, og rent miljømæssigt så Lemvig Kommune også gerne, at vi flyttede til en adresse uden for byen i stedet for at ligge klos op ad et boligkvarter inde i byen”, siger Niels Stidsen, formand for Lemvig Varmeværk. Svend Erik Bjerg skønner, at det ville koste 60-75 millioner kroner at foretage de nødvendige investeringer på det gamle varmeværk. Biogasmotor med større kapacitet Netop biogassen spiller en central rolle på Lemvig Varmeværk i disse år, og derfor har det været givtig at få en ny biogasmotor. Den har nemlig en kapacitet, der er 50 procent større end den gamle motor. Det giver Lemvig Varmeværk mulighed for at aftage en større mængde biogas, og det kan Lemvig