NYE VINDE OVER NØRRE VOSBORG TEKST: KAMILLA HUSTED BENDTSEN. FOTO: HENRIK VINTHER KROGH
EN STORSTILET JULEKALENDERUDSTILLING OG NYE KONCERTNAVNE SKAL TRÆKKE FLERE TIL HERREGÅRDEN VED VEMB. DET ER EN DEL AF DIREKTØR TRINE JEPSENS FREMTIDSPLANER FOR STEDET. Den 1. juni 2015 startede et nyt kapitel i den vestjyske herregård Nørre Vosborgs historie. Trine Jepsen, kendt af mange som performer, skuespiller og sanger, tiltrådte som ny direktør. Hun har nu haft godt otte måneder til at komme på plads som ny slotsfrue og fortæller gerne om de visioner, hun har for stedet. Umiddelbart ligner Nørre Vosborg dog sig selv, som det hele tiden har set ud efter sin store restaurering i 2008. De slidte trægulve i gallerigangen, der vidner om mange generationers travle hverdag. Buster af konger og dronninger, malerier af etatsråden og hans slægt. Værelserne i hver sin farve, møbler og tapet nydeligt afstemt. Det blå kontor for eksempel,
12
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 01 | MARTS 2016
der rummer både skrivebord og etatsråd Andreas E. M. Tangs rejsebibliotek med læderindbundne Deutsche Classiker. Sengen hvor H.C. Andersen sov, hans papirklip og hans telt, som han havde medbragt for at kunne sidde i læ for den bidende vestenvind. Det er nogle af de ting, man husker Nørre Vosborg for. Det er der alt sammen endnu. Og det skal det blive ved med, understreger Trine Jepsen. Hun sidder i dag i den gule karnapstue i en af de magelige, flot restaurerede stole. Det må man nemlig godt. Sidde i møblerne. Det kommer bag på mange, fortæller hun.
”Nørre Vosborg er åbent alle hverdage, hvor man kan komme og købe billet, og så kan man frit se sig om i huset. Man har mulighed for at købe sin eftermiddagskaffe og kage i restauranten og ved særlige lejligheder nyde dem i stuerne, og man må gå på gulvene og sidde i møblerne. Det er vigtigt, at Nørre Vosborg ikke fremstår som et støvet, gammelt museum. Det skal bruges. Man skal kunne nyde det smukke sted, selvfølgelig med respekt for rammerne”, forklarer hun.
NYE ERFARINGER Og det var da også med en hel del respekt og lidt ærefrygt, at Trine Jepsen for et års tid siden takkede ja til direktørposten. Men mest med glæde. En stor glæde og et stort smil. ”Jeg kendte godt Nørre Vosborg, for jeg havde besøgt gården en del gange, og jeg var vild med stedet.