TUR GENNEM
gamle spor
produceret i samarbejde med Holstebro Kommune, Nissum Fjord Netværket, Naturpark Nissum Fjord og Geopark Vestjylland
I LANDSKABET HUSBY KLITPLANTAGE FÅR NY VANDRERUTE CERTIFICERET SOM ’PREMIUMWEG’ UNDER DEN TYSKE VANDREFORENING, DEUTSCHES WANDERINSTITUT E. V., DER KVALITETSSTEMPLER RUTER OVER HELE EUROPA.
TEKST: KAMILLA HUSTED BENDTSEN . FOTO: MIKKEL JEZEQUEL, ALOPEX MEDIA
Her kan man skue ud over storheden, og man kan føle sig lille midt i det udstrakte landskab. Her kan man møde den forløsende ensomhedsfølelse: Lille, alene og alligevel forbundet til det uendelige og smukke. Den beskrivelse vil sikkert vække genklang hos mange, der holder af at vandre ved Vesterhavet og i det vestjyske klitlandskab. Men når man vandrer, er man aldrig alene. Man vil altid gå i fodsporene fra alle dem, der har gået her før. For en kort stund former man selv landskabet en ganske lille smule med sine egne fodaftryk, indtil de viskes ud igen af vind, vejr eller andre støvler, hvorefter de for evigt indgår i rækken af spor sat her gennem tiden. Husby Klitplantage har lagt navn til den nyanlagte vandrerute Husby Klitplantage-ruten, og plantagens egen historie startede faktisk netop med en historisk
4
MAGASINET VESTKYSTEN | NR. 01 | MARTS 2018
vandring. I plantagen går man i fodsporene af fire gæve klitbønder, der i 1856 snørede vandreskoene og gik hele vejen til kongen for at klage sognets nød: Husby var ved at drukne. Ikke i Vesterhavets ellers så glubske bølger, men i sand. Sandflugt har været en problematik, der har præget området og livet her i mange generationer. Helt tilbage i 1500-tallet forbød kongen, at man fjernede vegetation fra området. Alle planter kunne være med til at holde på det flyvske sand. Men i 1856 blev det alligevel for meget. Markerne sandede til, og Husby Sogn ville snart også dækkes. Sandet nåede nu allerede op i bunker foran kirken. Heldigvis var kongen, som på dette tidspunkt hed Frederik den 7., lydhør over for bøndernes problemer. Han gav dem vist endda en sjat rejsepenge, så de i det mindste ikke skulle gå hele vejen tilbage igen,
og i 1858 ankom den første klitplantør, Drewsen, til Husby. Det blev startskuddet til Husby Klitplantage og dermed enden på den voldsomme sandflugt.
EN VARIERET PLANTAGE De fire bønders vandretur til kongen har på den måde efterfølgende sat sit aftryk på hele området. Klitplantør Drewsen plantede i første omgang bjergfyr, som gav god læ, og herefter en række andre træarter, som han yndede at eksperimentere med at få til at gro. Derfor fremstår Husby Klitplantage i dag med en meget varieret natur, med mange forskellige træer og dermed levesteder for mange forskellige planter og dyr. Træerne blev plantet direkte på de store sanddyner, og det gør, at underlag og stier i plantagen snor sig og går op og ned i det, efter vestjyske standarder, meget kuperede terræn.