24
Tid til fritid
I 2017 får vi igen, forhåbentlig, en ny overenskomst. Men inden vi når så langt, har der været meget forarbejde. Et af elementerne, som det endelige overenskomstresultat baserer sig på, er medlemsundersøgelsen, som Finansforbundet foretager op til forhandlingerne. I undersøgelsen bliver alle medlemmer spurgt om, hvilke ting der er vigtige for lige netop dem, at vi fokuserer på, når vi skal forhandle overenskomst. Sjette ferieuge, omsorgsdage og fredagen efter Kristi himmelfartsdag er nogle af de ”frihedsgoder”, vi har forhandlet Toni Madsen Kredsformand os til gennem de seneste mange år. Umiddelbart skulle man jo tro, at mere frihed til andet end arbejde ville være et hit, men faktisk har det sidste par medlemsundersøgelser vist noget andet. Det er ikke sådan, at I, medlemmerne, ikke er glade for den frihed, I har fået, men der er alligevel lidt malurt i bægeret. For det, vi kan se i medlemsundersøgelsen, og det, vi hører på vores medlemsmøder rundtom i landet, er: • ”Vi har ikke brug for mere frihed, vi kan alligevel ikke nå at holde det. Giv os nogle flere hænder og hoveder, så vi kan følge med”. • ”Jeg får dårlig samvittighed, når jeg skal holde ferie, for så knokler mine kolleger endnu mere. Vi er så få tilbage om arbejdet, så det faktisk ikke er muligt både at have ferie, og at nogen er syge samtidig”. • ”Jeg får altid bare mine omsorgsdage overført til Timebanken. Jeg kan simpelthen ikke nå at holde fri”. Set fra min stol kan jeg da godt blive noget ærgerlig over at høre disse udmeldinger, for det er min holdning, at frihed skal være frihed. Men når det er sagt, så kan jeg jo godt høre, hvor svært det kan være at favne både frihed og den arbejdsmængde, der ligger. Der er bare også en anden dimension i denne problematik, nemlig uregistreret over-/merarbejde, skufferegnskab, interessetimer, eller hvad man nu vælger at kalde barnet. Beregninger viser, at vi har overarbejde svarende til 2.500 fuldtidsstillinger i vores sektor hvert år, som ikke bliver registreret. Jeg ved godt, at vores fiktive beregning på side 23 er et meget simplificeret eksempel, men det tjener til forståelse af, hvor meget det kan betyde, at alle tænker over konsekvensen af at arbejde ”gratis”. De nødvendige ressourcer i en given afdeling fastsættes ikke efter det, man tror, men det, man ved, der er brug for. Derfor skal overarbejde kunne dokumenteres. Og det kan det kun, hvis vi har en fælles forståelse af, at man naturligvis registrerer al sin arbejdstid. Jeg håber, du vil hjælpe med at sprede budskabet om, at al arbejdstid skal registreres, ved at klippe artiklen på side 23 ud og tale med dine kolleger om det. Den er lige til at sætte op på opslagstavlen ...
”Beregninger viser, at vi har overarbejde svarende til 2.500 fuldtidsstillinger i vores sektor hvert år, som ikke bliver registreret”