Drøftelse af uddannelsens fremtid – Lars Dalsgaard, Jens Termansen og Lilia Ahrné

from Mælkeritidende nr. 7, 2021 Jubi

Mejeriingeniør uddannelsen gennem tiderne

I anledning af 100-årsjubilæet har Mælkeritidende bedt tre personer med tæt tilknytning til uddannelsen om at drøfte uddannelsens status, udfordringer og fremtid.

Lars Dalsgaard

– Senior Vice President med ansvar for Product and Innovation i Arla Foods. Uddannet mejeriingeniør i 1983. Er bl.a. formand for Mejerikontaktudvalget på KU Food.

Jens Termansen

– COO/Supply Chain Director I EckesGranini/ Rynkeby. Uddannet mejeringeniør i 1990, formand for Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen (IbM), som repræsenterer ca. 25 virksomheder med interesse i uddannelsen.

Lilia Ahrné,

Professor v. KU Science med tilknytning til mejeriingeniøruddannelsen. Uddannet Food Engineer i Portugal.

Der skal lyde et stort tillykke med mejeriingeniøruddannelsens 100 år fra Foreningen af mejeriledere og funktionærer

Forstår du mælken, kan du håndtere alle fødevarer

Hvad adskiller Mejeriingeniøruddannelsen fra andre akademiske fødevareuddannelser?

Jens: Det specielle ved mejeriingeniøruddannelsen er naturligvis, at omdrejningspunktet er én råvare – nemlig mælken. For at forstå mælken bygger man en lang række kompetencer på de studerende, herunder mikrobiologi, kemi og andre hjælpefag. Teknologiforståelse og procesforståelse frem mod konkrete slutprodukter er hele tiden i centrum, hvilket gør faget vældig konkret. Arbejdet med applikationer, som kan afprøves direkte i praksis og ofte er direkte hægtet op på en konkret fødevarevirksomheds behov, findes heller ikke på samme måde i andre fødevareuddannelser.

Lars: Samtidigt med at uddannelsen er specialiseret på et snævert fundament i form af mælk, er den utrolig bred og generisk, fordi mælken rummer så utroligt mange stoffer og elementer, som går igen i andre fødevarer. Og så er teknologi og procesforståelse helt central og anderledes i forhold til de andre fødevareuddannelser. Til sammenligning er kandidater fra fødevareuddannelser fra andre universiteter mere videnskabelige i deres uddannelse og nogen med større fokus på ernæringsdelen – og det er faktisk fint at have alle uddannelser repræsenteret i firmaet.

Lilia: Jeg kan tilføje, at den tætte kontakt til industrien gør det lettere for os undervisere at udfordre de studerende med aktuelle trends og problemstillinger relateret til de forskellige produkter.

Er den nuværende uddannelse og struktur optimal?

Jens: Det korte svar er ja. Det baserer jeg på, at uddannelsen leverer det nødvendige antal kandidater og de involverede virksomheder i Industrigruppen (IbM) er tilfredse med tilgang og mulighederne for at rekruttere kandidater.

Rent indholdsmæssigt skal fagene naturligvis fortsat tilpasses – det gælder især i en tid med stor fokus på bæredygtig fødevareproduktion. Her mener jeg dog igen, at netop uddannelsens fokus på ’food efficiency’ rammer ned i denne megatrend, så de nye mejeriingeniører med ny teknologi har fantastiske forudsætninger for at bidrage til emnet.

Lars: Jeg er helt enig med Jens. Vi er dog meget opmærksomme på fortsat at udvikle uddannelsen og er på vej med en workshop her i efteråret, hvor de forskellige interessenter kan komme med indspark.

Jeg vil samtidigt nævne, at jeg er bekymret over det seneste regeringsudspil, hvor man peger på en decentralisering af flere akademiske uddannelser, hvilket formentligt skal finansieres med en 10 pct. nedskæring

Leverandør af Mejeriingeniører i 100 år

Department of Food Science Rolighedsvej 26 • DK-1958 Frederiksberg C

af budgetterne på de centrale uddannelsesinstitutioner. Vi er dybt afhængige af et højt forsknings og undervisningsniveau, hvilket er svært at forene med regionalisering og med store besparelser. Min bekymring gælder også overvejelser om at begrænse antallet af udenlandske studerende, som udgør en fantastisk ressource både for Instituttet og for os virksomheder.

Lilia: Det er min vurdering, at når man står på en 100årig platform, så har man et fantastisk fundament, som gør en forskel i forhold til mange andre mindre uddannelser.

Hvordan skal uddannelsen håndtere det aktuelle behov for plantebaserede fødevarer?

Lars: Som vi tidligere talte om, er mælk jo den unikke råvare med fedt, protein og alle de vigtige næringsstoffer. Derfor kan man udnytte stort set al viden til andre fødevarer, herunder de plantebaserede. Jeg kan jo også konstatere, at mange plantebaserede drikke og fødevarer er kopier af de animalske produkter og derfor kalder på den samme procesviden.

Lilia: Visse fag skal naturligvis tilpasses til også at integrere plante eller blandingsprodukter, men vi taler ikke om en revolution.

Jens: Jeg ser ikke nogen konflikt mellem mejeribranchen og planteproducenterne, for vi får brug for al den knowhow og kompetence, vi kan mønstre til alle de fødevarer, vi skal producere i fremtiden.

Ser I behov og muligheder for et tættere samarbejde med udenlandske virksomheder og uddannelsesinstitutioner?

Jens: Vi mangler lidt en dynamo blandt udenlandske fødevareinstitutter, som kan udfylde rollen som udviklingspartner for mejerikompetencerne. Det er svært, når disse ikke har traditionerne. Her kan de store internationale mejeriselskaber og leverandørvirksomheder være mindst lige så interessante som samarbejdspartnere, hvilket også vil være med til at gøre uddannelsen endnu mere synlig og attraktiv blandt unge i virksomhedernes hjemlande.

Lars: Jeg er enig i, at vi fortsat skal øge det internationale samarbejde både med udenlandske fødevareinstitutter, udenlandske virksomheder og gerne flere udenlandske studerende. Fra Arla Foods side ser vi heller ikke noget problem i, at andre, internationale mejeriselskaber knyttes tættere til uddannelsen. Det ser vi som en winwinsituation.

Lilia: Jeg ser også fortsat yderligere perspektiver i internationalt samarbejde, som bl.a. vil kunne udbygges med mere undervisning i onlinemoduler.

Et eksempel er et ERASMUS+projekt, som vi netop er i gang med at udvikle sammen med både Arla Foods, KU, Kold College og UCL, og som er støttet af IbM og i øvrigt er forankret i det veletablerede samarbejde i AEDIL (Association of European Dairy Industry Learning). ERASMUS+projektet skal netop styrke mejeriuddannelsen og samarbejdet på tværs af landegrænser.

Hvordan vurderer I praktikkens betydning og fremtid?

Lars: Praktikken er jo en stor del af uddannelsens identitet og det, som adskiller uddannelsen fra andre. Det er og har været helt afgørende for branchen, at vi fastholder praktikken i det nuværende omfang på et semester. Aktuelt er vi udfordrede af, at forholdsvis mange søger mejeripraktik, og vi har færre produktionsanlæg med mulighed for at tilbyde praktikpladser, hvilket skal ses i sammenhæng med finansiering af forløbene.

Jens: Og så skal vi fortsat udvikle den nuværende struktur, hvor halvdelen af praktikforløbet er på mejeri, mens den anden halvdel kan være på beslægtet virksomhed. Som vi startede med at konkludere, så er mælken helt central for uddannelsen, så mejeridelen skal der ikke ændres på. Den anden del kan dog godt tilpasses, så andre fødevarevirksomheder samt ingrediens og udstyrsproducenter kan få lettere ved at tilbyde pladser.

Lilia: Praktikkens betydning kan ikke overvurderes, fordi den er unik for mejeriingeniøruddannelsen. Hvis vi rører ved den, risikerer vi at få en uddannelse, som kommer til at minde om andre akademiske uddannelser.