Arla Esbjerg vinder pris Foran mere end 260 deltagere er Arla Esbjerg netop blevet kåret som den mest rummelige virksomhed i Esbjerg og Fanø kommuner. Prisoverrækkelsen fandt sted ved Det Lokale Beskæftigelsesråds konference ”God arbejdslyst giver mening”. De deltagende virksomheder i konkurrencen er målt på en række kriterier, der bl.a. omhandler: En særlig indsats for at få unge tilbage på sporet, en bemærkelsesværdig reduktion af sygefraværet, vedvarende fokus på medarbejdertrivsel samt rummelighed og ansættelse af udsatte grupper, fx udviklingshæmmede, tosprogede og unge med særlige behov.
Iransk-irakisk mejerisamarbejde Private kræfter i Iran har investeret godt 17 mio. kr. i bygning af et mejeri i Irak, skriver Dairy Industries International. Det nye mejeri producerer godt 50 tons mejeriprodukter dagligt, og disse mejerivarer skal afsættes i bl.a. Najaf, Erbil og Bagdad.
Arla anmeldt for vildledning Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening har anmeldt Arla til fødevaremyndighederne for vildledende markedsføring. Anmeldelsen skyldes fem reklamefilm under Arlas kampagne ”Tættere på naturen”, hvor man bl.a. ser en polarræv og en vaskebjørn samt en lille storbydreng, der sammen med en ko på mystisk vis havner ude på en bølgende kornmark i et bakkelandskab. Reklamefilmene giver forbrugerne et helt forkert indtryk af moderne fødevareproduktion, fordi de idylliserede film intet har at gøre med de metoder, der bliver benyttet hos de fleste konventionelle danske landmænd og i forædlingsprocessen, udtaler Camilla Hersom, Forbrugerrådet til Jyllands-Posten. Arla er klart uenig med Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening. - Vi vil gerne vise, at vi som virksomhed har respekt for naturen, og at vi tænker naturen ind i hele produktionskæden, replicerer Anne With Damgaard, Arla Foods global marketingdirektør til samme avis. (Foto: Arla Foods).
NR. 25-26
Milko frasælger til Foodmark Den svenske mejerikoncern Milko har frasolgt sit varemærke Fjällbrynt til fødevarevirksomheden Foodmark, skriver atl.nu. Foodmark, der står bag mærker som Rydbergs salater og saucer samt Gottrids charcuteriprodukter, ønsker at markedsføre Fjällbrynt i Sydsverige. Aftalen med Foodmark har givet en kapitalindsprøjtning til Milko og er samtidig en gevinst for et fremtidigt planlagt samarbejde mellem de to virksomheder. (Foto: Milko).
Foss - millionbyggeri og prisvinder Pladsen er blevet trang for Foss-koncernen i Hillerød, som nu har besluttet at investere 200 mio. kr. i bygning af et nyt innovationscenter. Her vil koncernen samle udvikling, salg, marketing, IT og HR på 10.000 kvadratmeter, der skal tegnes af arkitektfirmaet Sahl, der også står bag Arlas nye hovedsæde i Århus. Det skriver Børsen. Foss’ produktion skal fortsat foregå på Hillerød-fabrikken, der er blevet renoveret for et tocifret millionbeløb - samt i Höganäs i Sverige og i Kina. Men de øvrige aktiviteter flyttes altså ud i det nye byggeri i det sydlige Hillerød. Foss har i øvrigt netop modtaget Nordeas Erhvervspris 2010, fordi analysevirksomheden er vokset støt gennem årene og dermed været med til at styrke og udvikle erhvervslivet og beskæftigelsesmulighederne i lokalområdet.
Karolines Køkkenkneb Danmarks mest udbredte kogebog, Karolines Køkken, som siden 2003 har været en del af Arla Foods, har netop lanceret en ny webbaseret madskole med navnet Karolines Køkkenkneb, der tilbyder alle interesserede at lære nyt indenfor madlavningens kunst. Madskolen består af små pædagogiske videoer og læringsquizzer, der trin for trin indfører brugeren i forskellige råvarer og madlavningsteknikker. - Vi har især haft de yngre generationer i tankerne, fordi vi ved, at de ikke får overleveret madlavningskunsten fra deres mødre på samme måde, som det skete tidligere. Men de fleste kan have glæde af køkkenknebene, udtaler Tove Færch, leder af Karolines Køkken. - På www.arla.dk/ Karolineskokkenkneb kan alle interesserede derfor få køkkentips og ideer. (Foto: Arla Foods).
MÆLKERITIDENDE 2010
15