6 minute read

Besøg på Phillips-Medisize Side

Phillips Medisize giver kronisk syge et bedre liv

TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP

Advertisement

Frekvens har besøgt Phillips Medisize i den store, grå bygning på Gimsinglund i udkanten af Struer for at finde ud af, hvad virksomheden, der på halvandet år er vokset med 55 til 150 medarbejdere, egentlig laver?

FAKTA

PHILLIP MEDISIZE’S HISTORIE:

1989: B&O udforsker medicoområdet og hjælper med udvikling og produktion af insulinpenne til Novo Nordisk 1998: B&O stifter Medicom selskab 2001: Bygger på Gimsinglundvej og flytter ind 2007: Solgt fra B&O 2015: B&O træder helt ud 2016: Købt af Phillips Medisize 2016: En del af Molex koncernen 2018: Når en omsætning på over 200 mio. kr., med et godt overskud 2019: Køber bygningen på Gimsinglund selv 2019: Udvider med 55 til 150 medarbejdere 2019: Åbner afdeling i København

- Bygningen ser udefra tillukket ud, og laboratorierne og produktionen er lukket for adgang. Men heldigvis fortæller administrerende direktør og Vice President i Phillips Medisize, Søren Jacobsen, gerne om, hvad der sker bag de lukkede døre.

- Dem vi egentlig hjælper, er kronisk syge som for eksempel gigtpatienter og sclerosepatienter, indleder han. Det viser sig nemlig, at halvdelen af al medicin som bliver udskrevet, ikke bliver taget af patienterne – og det betyder, at de er længere om at blive raske, samfundet har flere genindlæggelser, og i det hele taget koster det dyrt for alle.

Derfor har Phillips Medisize specialiseret sig i at lave løsninger, som hjælper især kronisk syge patienter med at få deres medicin rigtigt.

Elektronisk trend

Søren Jacobsen viser et lille apparat – en elektronisk autoinjektor – som har elektronik og motor indbygget. Det vil sige, at når patienten skal have sin medicin, hjælper apparatet patienten med at tage medicinen sikkert og sender via bluetooth information om, hvornår og hvor meget medicin der er taget, til en app på mobiltelefonen.

- Så kan både patienten, og hvis patienten tillader det, pårørende og lægen holde øje med, om der er taget den rette mængde medicin. Det vi prøver at opnå er, at mange flere faktisk får taget den medicin, de har brug for, og at andre kan hjælpe med at holde øje med det, forklarer Søren Jacobsen.

I fagsproget hedder det ”connected healthsystem” og Phillips Medisize var de første i verden til at få det godkendt

i USA og Europa. I USA bliver sådan et produkt reguleret som medicin og skal igennem en hel speciel godkendel- sesprocedure sammen med medicinen. I dag har afdelingen i Struer specialiseret sig i at udvikle disse apparater til forskellige medikamenter og patientgrupper.

- Populært sagt udvikler vi apparatet rundt om medicinen, så det er brugervenligt for patienten. Det er ikke rart, at skulle stikke en nål ind i sig selv, og der forsøger vi at gøre det så nemt og behageligt for patienten som muligt, samtidig med at man får den elektroniske information til sin mobiltelefon, forklarer han.

Det er præcis denne trend mod elektronik i medicinalverdenen, som Phillips Medisize forfølger, og den nye ejer gør det muligt at investere i teknologier og produkt platforme indenfor disse områder.

Dyb forståelse

Phillips Medisize er udsprunget af B&O tilbage i 1989, hvor B&O udforskede nye områder – blandt andet medicinalverdenen. Som det første hjalp B&O med at udvikle og producere insulinpenne for Novo Nordisk til insulinpatienter, og dem har firmaet tidligere solgt mange millioner af. Det er bl.a. denne succes, som Phillips Medisize i dag bygger sin erfaring på.

Medicinalområdet er et meget reguleret felt, og det kræver, at man kan arbejde indenfor det. - Vi har i dag en dyb forståelse for det her område, også fordi vi kan overholde alle standarderne. Det er det, som gør os attraktive, og globalt en af de førende i branchen, fortæller Søren Jacobsen.

Phillips Medisizes hovedkvarter ligger i Hudson, Wisconsin i USA, og her mødes Søren Jacobsen ofte med den øvrige ledelse af virksomheden, der har afdelinger i hele verden. Struer afdelingen er en de to største ”global udvikling og innovation”-funktioner i det globale firma.

Satser på Struer

Hovedkontoret i USA satser stort på Struer, og på halvandet år er medarbejderstaben vokset med 55 til 150. Men Søren Jacobsen fortæller, at det er blevet sværere og sværere at tiltrække tilstrækkeligt med medarbejdere, særligt fordi medicobranchen er lille, og specialisterne kan være svære at tiltrække til det vestjyske. Derfor har de også netop åbnet en afdeling i København med ti medarbejdere, men med plads til 100.

- Her i Struer har motorvejen hjulpet rigtig meget. Vi har medarbejdere fra hele det midtjyske og fra Aalborg. En del af vores ledere kommer fra København, og de er typisk i Struer fra mandag til torsdag. Vi giver også vore medarbejdere som kommer lidt længere væk mulighed for at leje sig ind og overnatte i nogle lejligheder, vi har til rådighed. Så vi plejer at sige, at vi kommer til at støtte Karup Lufthavn meget mere med vores nye afdeling i København, siger han med et smil.

Bygger ”rent rum”

Et andet tegn på, at der satses på Struer er, at der lige nu bygges et 500 m2 stor såkaldt ”rent rum” indendørs i virksomheden. Der er forskellige renheds krav fra medicinalindustrien til forskellige typer af produkter, forklarer han. Det betyder bl.a. , at de kan udvikle produkter, som kan bruges allerede i de kliniske tests, der typisk skal gennemføres, inden et produkt kan blive godkendt.

- Udviklingsarbejdet tager gerne et par år, og så følger der en testfase, inden produktet kan blive godkendt og taget i brug. I det nye rum kan vi levere de første produkter til den kliniske testfase og dermed komme med langt tidligere, forklarer han.

Struer er dog ikke et produktionssted, men et udviklings- sted.

- Så vi producerer kun få enheder her og beholder kun en lille produktion i Struer. Når produkter med et større volumen er godkendt, bliver det produceret på en af vores mange fabrikker ude i verden, siger han.

- Vores evne til at producere produkter i henhold til de mange standarder indenfor denne industri er yderst vigtig for vores evne til at udvikle og levere produkter, og at vi er i stand til at producere til kliniske test hurtigt er en væsentlig konkurrencemæssig fordel.

Global karriere i Struer

Søren Jacobsen er 60 år, og han har været med på hele rejsen fra B&O og til nu. For ti år siden var virksomheden i krise, og i flere år var virksomheden til salg. Nu er virksomheden på private hænder og er landet et sted, hvor der er godt at være.

- Ja, det er unægtelig sjovere nu end for ti år siden, nu har vi masser af muligheder. Det er rart at være økonomisk konsolideret, og vi har fundet vores styrke og en niche, siger han.

Han stammer fra Viborg, og da han var ung ingeniør havde han aldrig forestillet sig, at han skulle arbejde længe i Vestjylland, men i dag bor han i Holstebro og har en global karriere.

Når man spørger ham, hvad han personligt får ud af at være i branchen, svarer han kækt: - Grå hår! Men uddyber hurtigt:

- Faktisk så gør vi en forskel for meget syge mennesker med de produkter, vi udvikler. Det er vi bare ikke så gode til at huske på i hverdagen mellem computere, støbeforme og plastikdimser. Men vi hjælper folk til at få et bedre liv, og det er da værd at arbejde for.

This article is from: