
4 minute read
Omann Jensen Side
from Frekvens #3
by Lydensby
- Vi sigter
mod stjernerne
Advertisement
TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP
Færchfondens direktør Claus Omann Jensen sigter højt – for Nordvestjyllands skyld.
Det handler om at gøre en forskel. Både for Nordvest- jylland, men også for Claus Omann Jensen personligt. De sidste ni måneder har han stået i spidsen for Færchfonden som direktør.
- Jeg har altid ment, at man har pligt til at gøre en forskel i samfundet, både ved at deltage, stemme og gøre en indsats for fællesskabet, siger Claus Omann Jensen, da vi møder ham på Færchfondens kontor i Holstebro.
På sin egen måde har han prøvet at flytte verden. Som aktiv i politik, hvor han i fire år var borgmester i Randers Kommune, i et internationalt job og ikke mindst ved selv at drive virksomhed. - Det er med den rygsæk, jeg nu skal bringe Færchfonden videre, siger han. Hans arbejdsgiver er den meget foretagsomme Færchfamilie.
- Det er en uhyre interessant opgave, for familien er meget, meget foretagsom og yderst skarpe i at investere – det giver mig nye og spændende udfordringer, siger Claus Omann Jensen om sit relativt nye job.

Nytte og flytte
Med hans jyske rødder i Randers giver fondens simple principper rigtig meget mening for ham: ”Det ska’ ku’ nyt”, ”Det ska’ ku’ flyt” og ”Det ska’ gøres ordentligt” lyder det.
Fondens fornemmeste opgave er at gøre en forskel for Færchfamilien og for Nordvestjylland. Det var de to entreprenante sjæle Kirsten og Jørgen Færch, der tilbage i 1984 stiftede fonden. Dengang med en startkapital på 750.000 kr. Siden er beløbet vokset væsentligt til over 1,5 mia. kr. efter blandt andet salg af aktier i Skandinavisk Tobakskompagni og senere Færch Plast. I dag investeres formuen bredt i aktier, obligationer, iværksætteri og venturekapital.
Midlerne investeres ikke kun lokalt, men også globalt. - Vores filosofi er at investere globalt – og bruge lokalt. Det er her i Nordvestjylland, at vi har skabt formuen, og derfor er det også her, vi giver tilbage, forklarer Claus Omann Jensen.
OM FÆRCH FONDEN
Færchfonden blev stiftet i 1984 af Kirsten og Jørgen Færch. Fonden er en erhvervsdrivende fond med base i Holstebro. Fondens vision er at gøre en forskel for Nordvestjylland ved at understøtte initiativ, foretagsomhed, og entreprenørskab. Det gør fonden ved at understøtte indsatser indenfor iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse. Færchfonden har bl.a. investeret i etableringen af Sound Hub Denmark i Struer, Holstebro Udvikling p/s, forretningsudviklingsprogrammet Accelerace og i Den Sociale Kapitalfond Invest K/S. Færchfonden har bl.a. også støttet realiseringen af DTA Campus, ombygningen af Holstebro Museum, renoveringen af Bovbjerg Fyr mv. Læs evt. mere på www.faerchfonden.dk
Fonden støtter derfor en lang række projekter og aktiviteter indenfor iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse særligt i kommunerne Holstebro, Struer og Lemvig. Fonden laver også en række større investeringer, som de går aktivt ind i via for eksempel bestyrelsesposter.
Millioninvestering i Sound Hub Denmark
Det gælder for eksempel Sound Hub Denmark i Struer, hvor målet er at tiltrække lydiværksættere fra hele verden. - Det giver virkelig mening for os at bygge videre på den stærke kvalitet i lyd-DNA som B&O er garant for. Derfor har vi her en millioninvestering i inventar og indretning, og vi følger fortsat tæt arbejdet med at tiltrække virksomheder, fortæller Claus Omann Jensen.
Indtil nu er der etableret otte nye virksomheder i Sound Hub Denmark, og dermed er fonden med til at sikre nye arbejdspladser til det nordvestjyske.
- Det handler jo rigtig meget om at skabe nye jobs, og at vi kan tiltrække folk til de jobs, der er. Vi skal også kunne fastholde dem, som allerede bor her med spændende kultur, uddannelser, fritid og natur, forklarer Claus Omann Jensen om tiltrækning og fastholdelse af borgere i det nordvestjyske, som ligger fonden meget på sinde.
Af samme grund er fonden storaktionær i B&O med 5%. - B&O er afgørende for vores område i forhold til arbejds- pladser og udvikling. Deres grundsubstans er kvalitet og godt håndværk, det ønsker vi at støtte, forklarer Claus Omann Jensen.
Søg til projekter
Alle andre, som arbejder med ideer og projekter indenfor fondens fokusområder: iværksætteri, erhverv, kultur og uddannelse, kan også søge om midler fra Færchfonden. Det sker via et ansøgningssystem, som findes på fondens hjemmeside. - Vi er meget nysgerrige på, hvad der sker i området, og vi ser gerne, at ansøgerne bruger os til noget spændende, siger fondsdirektøren.
I sin syv mand store stab har han en projektchef, som man kan ringe til og høre, om ens projekt passer ind i fondens strategi. - Vi vil gerne sparre med dem, som vil søge, og vi stiller ofte en række opfølgende spørgsmål, når man har søgt. Det er bestyrelsen, som suverænt afgør, hvad der skal støttes på baggrund af vores indstilling, forklarer han.
Færchfonden har store ambitioner på Nordvestjyllands vegne, og donationerne går oftest til projekter i Holstebro, Struer og Lemvig kommuner, men er også nået ud til ambitiøse projekter som ”Naturkraft” i Ringkøbing og Limfjordsteatret i Nykøbing Mors.
- Vi sigter højt og går efter fyrtårnsprojekter, men også gerne mindre projekter, hvis de indeholder vores eget grund DNA nemlig foretagsomhed og gør en flytbar forskel. Der er ingen tvivl om, at bestyrelsen sigter mod og stræber efter stjernerne. Ellers når vi aldrig vores mål, slutter han.
