
3 minute read
Danmarks ældste camping- vogn kommer fra Bremdal Side
from Frekvens #3
by Lydensby
Ole og Fridas fjollede fristed
TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP
Advertisement
Danmarks ældste campingvogn bor i Bremdal
Der bliver dyttet og vinket. Mange overhaler og kører ind og tager billeder, når de kommer forbi. Ja, Ole og Frida kan ikke være i fred, når de er på campingtur. Men så er det jo godt, at de begge to rigtig godt kan lide at snakke med folk.
- Ja, vi har mærkeligt nok altid nogen at snakke med, når vi er på tur, siger Ole Tanderup med et af sine mange skæve grin.
Han bor i Bremdal, og hver sommer tager han sin 8-årige datter med ud på eventyr i sin lille orangerøde Fiat 500 med tilhørende campingvogn.
Direkte fra Italien
Fiat’en opdagede han ved et rent tilfælde, da han for 12 år siden var med sit arbejde, Vestas, på job i Italien. - Jeg så den stå i et hjørne på en udstilling, og jeg havde faktisk aldrig set en Fiat500 før, men jeg vidste bare med det samme, at sådan én ville jeg have, fortæller han.
Det gik stærkt. Han kiggede på lidt forskellige i den samme uge og slog til, da den orangerøde viste sig.
- Jeg fik transporteret den gratis hjem med en stor Vestasbil – det kunne man dengang, men det ville da aldrig gå i dag, siger han smilende.
Langfart til Fyn
Hjemme elsker han at tøffe rundt i Fiat’en fra 1971, som indeni får moderne bilers instrumentpaneler til at virke temmelig vulgære. Fiat’en klarer sig nemlig med tre enkle knapper – og et speedometer – som Ole Tanderup griner af, viser op til 130 km/t, for det kan den jo slet ikke køre. Bilen har dobbeltkobling og har indtil nu kørt 77.422 km. På bagsædet har han en rød retroradio af mærket LUMA stående.
Det længste han har tilbagelagt i det orangerøde lyn er en tur til Fyn, hvor han sammen med tre venner var så tæt på at komme for sent til brylluppet, at gæsterne troede det var bruden, der kom, da kirkedøren gik op. - Vi havde vist lidt overvægt, griner han.
Danmarks ældste campingvogn
En dag faldt han over en campingvogn på nettet, som ville passe fuldstændig forrygende til hans elskede veteranbil.
- Jeg ringede til ham, der ejede den, men han ville ikke sælge. Jeg ringede tre år i træk, men han var ikke til at hugge og stikke i. Kun hvis vi lovede, at vi ville bruge den til at campere i, ville han sælge den. Det ville vi jo – og det lovede jeg ham – og så fik jeg lov at købe den, fortæller Ole Tanderup.
Han har nu alle rettigheder til campingvognen, som er fremstillet af Fynsk Camping. Oprindelig var den gul, men Ole har malet den i samme farve som Fiat’en, og han har papir på, at det er Danmarks ældste campingvogn.
Rolig ferie med Kaj og Andrea
Siden købet har han hver sommer været på flere campingture med sin datter Frida. Turene er gået til Samsø, Lemvig, Holstebro og campingpladser lige omkring Struer, og sidste år besøgte de også Venøfestivalen. Til daglig bor Frida mest ved sin mor, og er hos Ole hver anden weekend.
- Frida får tit lov at bestemme, hvor vi skal hen. Men det skal ikke være for langt væk. Vi kan køre 60 km/t med campingvognen på, men så skal vi også holde pauser indimellem, for den bliver hurtig varm, siger Ole og smiler igen skævt. Han synes, det er skideskægt.
- Det er det, man kalder en rolig ferie, og vi får helt vildt meget opmærksomhed. Frida får også hurtigt nogen at lege med rundt omkring, og de må gerne bruge den som legehus. Jeg er ikke så øm over den, siger han.
Indeni kan bordet slås ned, så der i bredden er en ¾ seng, i vinduet holder Kaj og Andrea vagt, og ellers kan der lige være lidt retromøbler og det særlige retro-fortelt i den, som Ole også har fået syet til campingvognen.
Kufferten bag på bilen ser lidt hærget og mør ud, men det snyder åbenbart, for Ole siger: - Der har vi øllene!
