33-årige Abed har gjort sin drøm til virkelighed Side

Skrædderen fra Syrien

TEKST: JEANETTE LUND · FOTO: ANDERS TRÆRUP

33-årige Abed Hussin har gjort sin drøm til virkelighed i Struer efter en flugt, der har sat sig spor i hans sind.

Hver dag kl. 11.30 åbner syriske Abed Hussin døren til ”Struer Skrædder” i Søndergade. Det er hans egen butik og værksted – og han er tydelig stolt på en ydmyg måde. I Syrien var han også sin egen chef og arbejdede som skrædder sammen med sin familie.

- Det har hele tiden været min drøm at starte min egen virksomhed her i Danmark, det er ikke nemt at have en chef, når man er vant til at være sig selv, forklarer han med et forsigtigt smil og på flot dansk.

I værkstedet specialtilretter han tøj, syr lynlåse i, reparerer sko, ombetrækker møbler og syr tøj om, og i butikken sælger han blandt andet tasker i ægte læder og sytilbehør. Da han for seks år siden kom til Danmark efter en voldsom flugt, virkede drømmen om at blive selvstændig dog temmelig uoverskuelig: Han kom til et land, han ikke kendte, en kultur, der var ukendt, et sprog, der var svært at lære… men med en stærk vilje og hårdt arbejde, åbnede han i efteråret ”Struer Skrædder og blev selvstændig i sit nye land.

En præstation som Struer Erhvervsforening i februar i år anerkendte ved at indstille ham til prisen som ”Årets Iværksætter”. Han vandt ikke, men indstillingen betød rigtig meget for ham og har givet ham god reklame.

Stor beslutning

Da Abed var midt i tyverne rasede krigen i Syrien, og han ville ikke selv gå i krig.

- Jeg var i en dårlig situation og kunne slet ikke se en fremtid for mig i mit eget land, fortæller han.

Sammen med sin familie – mor og far og fem søskende – flygtede han til Libanon. Det hjalp ikke ret meget på situationen, for de kunne ikke få arbejde og skabe sig en almindelig tilværelse, og der var hele tiden risiko for at blive sendt tilbage til Syrien. Det var meget stressende.

Abed tog derfor en stor beslutning: Han ville bruge sine sidste penge på at rejse til Europa. Han ville gerne til Danmark, men kender ikke noget til stedet. Familien var ikke begejstret, men de lod ham rejse.

- Jeg så videoer på youtube om Danmark. Alle smilede og hjalp hinanden, og der var ingen racister, det virkede som et godt og trygt sted, forklarer Abed.

300 i lille båd

Men rejsen hertil har sat sig varige spor i hans sind, for tingene gik ikke, som han havde håbet. Abed forklarer, at han først fløj til Algeriet og derefter kørte til Libyen. Herfra skulle han sejle til Italien. - Vi skulle sejle til midnat, når det var mørkt. Vi var 300 mennesker i en meget lille båd i flere etager. Folk fra Afrika sad nederst. Vi sad helt op og ned af hinanden, forklarer han, mens han viser med hænderne, hvor tæt han sad op af de andre.

Han havde fået at vide, at sejlturen ville tage tre dage og i de tre dage, var der ingen vand, mad og toiletbesøg… Efter kun to timer går skibets motor i stykker, og de sejler på må og få. Motoren bliver fikset, men så kommer der storm.

Abed forklarer: - Jeg er bange. Meget bange. Hvis vi kæntrer…der er børn og kvinder ombord, og vi har jo ikke redningsveste på… Hans mørke øjne bliver endnu mørkere og fyldt med tårer. Ordene kan ikke rigtigt komme ud, og han må sunde sig, inden han fortsætter:

- Det værst tænkelige sker – vi kæntrer, siger han og stemmen knækker over igen.

- Mr. Arthur har hjulpet mig så meget. Med at finde lokaler, indrette det og komme i gang. Jeg er dem meget taknemmelig, siger Abed.

Abed svømmer i to timer, inden han bliver samlet op af et skib. Hvad der skete med alle de andre, ved han ikke. Han sejler to dage med det nye skib, inden de er i Italien.

- Så turen endte med at tage fem dage. Min familie troede jo, det var tre dage, og de så billederne i tv fra forliset, så de var sikker på, at jeg var død. Min mor græd, da jeg ringede hjem, fortæller Abed med en klump i halsen. Flugten fortsætter, og via fly kommer han til Milano, og derfra finder han nogle folk, der hjælper ham med at blive kørt til Danmark.

Hvor fa…. ligger Struer?

- Jeg kommer til Sønderborg, hvor jeg taler med Politiet gennem en tolk. Jeg er meget lettet. Der er roligt i Danmark, og jeg kan endelig slappe af, fortæller han. Efter seks måneder i Sønderborg får han opholdstilladelse og får at vide, at han skal flytte til Struer.

- Struer? Jeg aner ikke, hvor det er. Men sammen med en syrisk ven, jeg lærte at kende i Sønderborg, bliver vi kørt hertil, og her står en sagsbehandler og venter mig med en tolk. Hun viser mig min lejlighed, og jeg starter på sprogskole i Holstebro. Det er stort. Hun hjælper mig også med at få en bank og alt papirarbejdet, forklarer Abed med lettelse i stemmen.

Ansat hos Mr. Arthur

Skrædderdrømmen lever stadig, og i de to år Abed går på sprogskole, tænker han over, hvordan han kan få drømmen til at gå i opfyldelse.

- Efter sprogskolen er tingene begyndt at blive nemmere, fordi jeg bedre forstår dansk. Jeg får arbejde i Mr. Arthur i gågaden.

Arbejdet i herretøjsbutikken er lige Abed, og han er glad for at kunne arbejde og få danske kolleger, og han fortæller dem også om sin drøm om at blive selvstændig. Efter to år i butikken, synes han, at tiden er inde. Han har forberedt sig i flere år ved at købe maskiner og inventar, som han har haft stående i kælderen.

- Mr. Arthur har hjulpet mig så meget. Med at finde lokaler, indrette det og komme i gang. Jeg er dem meget taknemmelig, siger Abed.

Butikken åbnede han i august 2018, og han arbejder stadig hver formiddag fra 8-11 hos Mr. Arthur for at have lidt fast indtægt, indtil butikken kan bære helt.

Syg far

Han er glad for endelig at blive selvstændig igen. Men han savner sin familie. De bor stadig i Libanon under dårlige forhold og kan ikke komme videre med deres liv. Og han kan ikke komme og besøge dem. I 2017 blev hans far alvorligt syg af kræft, og familien bad ham om at komme hjem.

- Jeg rejste med det samme og tog flyet til Beirut. Da jeg lander, får jeg ikke lov at komme ind i landet – de sender mig tilbage. Jeg forstår ikke hvorfor. Fem dage efter er hans far død, og han har ikke set ham og sagt farvel.

Det er en af priserne for at have forladt sit land. Abed har ar på sjælen, men drømmer videre. Med hans alder, kunne man tro, det handlede om at stifte familie, men det er ikke det første, han siger:

- Ja, jeg tænker da, at jeg skal åbne flere butikker. Lemvig, Holstebro og Skive skal også have en skrædderbutik, siger han fuld af energi.

Han drømmer også om familie, men har ikke tid, for al tiden går med at arbejde.

- Men måske kommer der en dag en kunde herind, og så tænker jeg ”det er lige dig”, siger han og griner højt og forlegen.

“Han er glad for endelig at blive selvstændig igen. Men han savner sin familie. De bor stadig i Libanon under dårlige forhold og kan ikke komme videre med deres liv. Og han kan ikke komme og besøge dem.”