Smerten lynede gennem Jasons sind. Hans krop brændte væk et lag ad gangen som et løg. Så ændrede billedet sig. Jason befandt sig stadig ved ulve huset, men nu var han helt lille – højst to år gammel. Foran ham knælede der en kvinde, hvis citrusagtige duft var så velkendt. Hendes ansigtstræk var udvandede og utydelige, men han kunne genkende hendes stemme: klar og sprød som det tyndeste lag is på en hurtigstrømmende flod. Jeg kommer tilbage efter dig, min skat, sagde hun. Vi ses snart. Hver gang Jason vågnede op fra dét mareridt, havde han svedperler i hele ansigtet, og hans øjne sved af tårer. Nico di Angelo havde advaret dem: Hades’ Hus ville vække deres værste minder, få dem til at se ting og høre ting fra fortiden. Deres egne genfærd ville begynde at røre på sig. Jason havde håbet, at lige nøjagtig det genfærd ville holde sig væk, men hver aften blev drømmen en tand vær re. Og nu var han på vej op til ruinen af et palads, hvor en hær af genfærd havde samlet sig. Det betyder jo ikke, at hun er der, sagde Jason til sig selv. Men han rystede ikke desto mindre på hænderne. Hvert skridt føltes hårdere end det forrige. “Næsten fremme,” sagde Annabeth. “Lad os …” BUMM! Hele skråningen rumlede. Et sted bag bakke kammen hujede en folkemængde begejstret som tilsku ere i et amfiteater. Lyden fik det til at krible hele vejen ned ad ryggen på Jason. For ikke særlig længe side havde han kæmpet for livet i Roms Colosseum foran et jublende publikum. Den oplevelse var han ikke synderlig ivrig efter at gentage. 13
Olympen-5_Olympensblod_indhold.indd 13
14/11/14 15.12