Page 1

100mm

153mm

32,5 mm

EN PLAN OM AT KIDNAPPE LIONEL MESSI

T

En varm og farverig historie om at finde modet til at kaste sig ud i livet, selvom man risikerer at begå fejl og tabe ansigt.

226mm

jekken Vaclav Krakowiak betragter livet som et skakspil og er panisk angst for fejl. Han driver et agentur hvor han hjælper andre med at undgå fejltagelser. Krakowiak finder ro i altings forudsigelighed, indtil han en dag bliver opsøgt af en ung mand med en pose appelsiner under armen. Før han ved af det, er den forsigtige Vaclav blevet draget ind i et usædvanligt eventyr, der ikke bare forandrer hans eget liv, men også inddrager en række personer i nabolaget og huset han bor i.

Fejltagelsernes bog

Jeg ved at nogle finder trøst i at håbe det bedste – personligt har jeg altid været mere tilbøjelig til at forberede mig på det værste. Det er derfor det er så ubegribeligt hvordan jeg kunne ende her. Fanget i Prags lufthavn af en vulkan-askesky fra Island. I transit mellem Barcelona og Milano. Uden at ane hvad mit næste træk skal være, eller om Eyafjallajøkull reelt allerede har sat mig skakmat. Lige siden mit fly blev endeligt aflyst ved middagstid i dag, har jeg vandret hvileløst op og ned ad gangene i denne sært lammede lufthavn og stirret ud på de groundede fly der klynger sig sammen som kvæg med ryggen mod vinden. Et uudholdeligt limbo. I dette øjeblik må Leonid være på vej fra Barcelona til den første semifinale i dette års Champions League i Milano på tirsdag. Fem dage fra i dag. Dinho befinder sig hjemme i Barcelona og venter på miraklet. Og jeg, der burde være i Milano for at gøre alting klar til Den store rokade: Jeg er fanget her i Prag af asken fra en islandsk vulkan. Hvilken absurd ironi efter de mange forberedelser!

FOTO / LES KANER

ET HUS I BARCELONA

100mm

SANNE BJERG

EN TJEKKISK SKAKSPILLER

153mm

SANNE BJERG er født i København i 1965 og debuterede som forfatter i 1987 med romanen “Papaya-passionen”. Hun har siden primært arbejdet som dramatiker, librettist og teaterleder.

ISBN 9788711564141

9 788711 564141 >

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Uddrag fra bogen OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

Fejltagelsernes.bog.indd 1

22/12/2016 14.29


SANNE BJERG

FEJLTAGELSERNES BOG

Lindhardt og Ringhof

Fejltagelsernes bog.indd 3

03/01/17 9:31 am


Fejltagelsernes bog Copyright © 2017 Sanne Bjerg All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-56414-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Forfatteren takker Statens Kunstfond og Frederiksberg fonden.

Fejltagelsernes bog.indd 4

03/01/17 9:31 am


Til min søn, Mingus

Fejltagelsernes bog.indd 5

03/01/17 9:31 am


PERSONER Hr. Vaclav Krakowiak – Agent Leo – Leonid Maria Brown – Krakowiaks klient, Ramblaens Messi Hr. Sardi – Barindehaver Fru Sardi – Køkkenchef Cassandra – Datter af hr. og fru Sardi Duncan – Skibsværftsarbejder, Cassandras britiske kvartalskæreste Dinho – Søn af Cassandra, Drengen med den gyldne bold Kropotkin – Den gamle anarkist Afdøde Madame Fabregas – Tidligere beboer af den nu forladte lejlighed G.O./ “George Orwell” – Ung britisk skateboardkunstner Fru Gonzalvez – Vagt på Camp Nou Tristan – Hendes søn Hr. Singh – Rejseagent Hr. Bhatti – Indehaver af gave/souvenir-butikken Nam Thip – Thailandsk ladyboy og lotterisælger Lili – Akupunktør Girlie – Filippinsk tjener fra en italiensk restaurant i El Born Angelica og John – Leonids forældre fra Mexico Salvatore – Afdøde Madame Fabregas’ afdøde søn Carlo – Fuldmægtig på rådhuset John Smith – Tidligere klient hos Krakowiak Hr. Orlando – Direktør for et gravstens-firma Fu Manchu alias hr. X – Taskenspiller Fru Inez – Indehaver af aviskiosken Hr. Lopez – Nummerpladesamler

6

Fejltagelsernes bog.indd 6

03/01/17 9:31 am


Dronning Victoria – Hans hund Ahmed – Den libanesiske barber Hr. Al Khayat – Skrædder Santiago – Vogntog Hr. Sanchez – Automekaniker Roberto – Græspasser på Camp Nou Gloria Facius – Fu Manchus kæreste El Mendoza – Fodboldagent Den lille havfrue Metalsøgeren Sandbyggerne Pete – Liverpool-fan Thomas og Henry – Petes teenagesønner Adèle – Krakowiaks ungdomskærlighed Hr. Lieberman – Krakowiaks afdøde skakmentor Elizaveta Krakowiak – Vaclavs afdøde mor Ján Krakowiak – Vaclavs afdøde far

7

Fejltagelsernes bog.indd 7

03/01/17 9:31 am


Fejltagelsernes bog.indd 8

03/01/17 9:31 am


BYGNINGEN I EL PARAL·LEL

Hr. Singh

Kropotkin

Leonid

Fru Gonzalvez og Tristan

Vaclav Krakowiak

Hr. og fru Sardi

Forladt

Afdøde Madame Fabregas

Forladt

Hr. Bhatti

Lili

Cassandra, Dinho + Duncan

Nam Thip

Mezzanin

Girlie og andre filippinere

Krakowiaks Agentur

Sardis Bar

Hr. Bhattis gavebutik

Kælder

G.O.

Kælder

9

Fejltagelsernes bog.indd 9

03/01/17 9:31 am


Fejltagelsernes bog.indd 10

03/01/17 9:31 am


Transithallen, Prag Lufthavn, fredag den 16. april 2010 Jeg ved at nogle finder trøst i at håbe det bedste - personligt har jeg altid været mere tilbøjelig til at forberede mig på det værste. Det er derfor det er så ubegribeligt hvordan jeg kunne ende her. Fanget i Prags lufthavn af en vulkan-askesky fra Island. I transit mellem Barcelona og Milano. Uden at ane hvad mit næste træk skal være, eller om Eyafjallajøkull reelt allerede har sat mig skakmat. Lige siden mit fly blev endeligt aflyst ved middagstid i dag, har jeg vandret hvileløst op og ned ad gangene i denne sært lammede lufthavn og stirret ud på de groundede fly der klynger sig sammen som kvæg med ryggen mod vinden. Et uudholdeligt limbo. I dette øjeblik må Leonid være på vej fra Barcelona til den første semifinale i dette års Champions League i Milano på tirsdag. Fem dage fra i dag. Dinho befinder sig hjemme i Barcelona og venter på miraklet. Og jeg, der burde være i Milano for at gøre alting klar til Den store rokade: Jeg er fanget her i Prag af asken fra en islandsk vulkan. Hvilken absurd ironi efter de mange forberedelser! Det er som om alle mit livs brikker er blevet fejet af brættet. Jeg ser ikke andet end fejl og mangler. Aner ikke hvad jeg bør 11

Fejltagelsernes bog.indd 11

03/01/17 9:31 am


gøre. Jeg kan ikke holde op med at spekulere over hvad der vil ske med Dinho hvis han mister denne sidste chance for at blive helbredt. Det er forfærdeligt at tænke på de mulige konsekvenser af min improviserede to-dages mellemlanding her i Prag, ikke bare for den stakkels dreng, men for hele bygningen. Hvordan ét forkert træk fra min side ikke bare har væltet mig af brættet, men måske betyder at spillet som sådan er tabt. Da jeg ankom fra Barcelona for tre dage siden, svimmel efter to timers lammende flyskræk, blev jeg overvældet af lufthavnens hektiske aktivitet. Den lufthavn jeg huskede fra min ungdom som en grå ørken af bureaukratiske forhindringer, var blevet til et livligt indkøbscenter fuldt af forlystelser, hvor folk styrtede forvildet rundt som myrer hvis tue er blevet væltet over ende. “Die Ameisen, die verdammte Ameisen,” hørte jeg ekkoet af min for længst afdøde skaklærer hr. Liebermans stemme. “De ynkelige myrer.” Men nu er alt gået i stå. Og det er næsten endnu værre. Folk sidder og stirrer tomt ud i luften. Eller vandrer rundt uden retning i det trøstesløse landskab af bøjet stål, imiteret læder, hensygnende palmer og mørkeblå tæpper der er så nistrede at det er umuligt at se det uundgåelige skidt. Et mekanisk klaver med en død tangent spiller Jesus Bleibet Meine Freude i et uendeligt hullet loop – “Je… Bleibet …ne Freude” – og minder mig om når min mor hørte pianisten Edwin Fischer i radioen da jeg var dreng. Hun syntes det var uendeligt grin­ agtigt at tælle hvor mange fejl han kunne lave i bare et enkelt klaverstykke. Jeg plejede at holde mig for ørerne, og vente på at hun satte sig ind til klaveret for selv at spille de samme stykker fejlfrit. Selvom dette er mit fædreland, er alt fuldkommen fremmed efter 20 års adskillelse. Jeg hører folk tale mit modersmål 12

Fejltagelsernes bog.indd 12

03/01/17 9:31 am


og ser det på skiltene, men jeg føler mig ikke hjemme. Tværtimod er det som om denne forvrængede genkendelighed kun gør mig mere urolig. Kunne jeg så bare tage ind til byen igen, men jeg kender ingen her længere, og hotel har jeg ikke råd til. Desuden gjorde det mig utilpas at være der allerede forleden. Den måde det var Prag, og så alligevel slet ikke det Prag jeg kendte for mere end 20 år siden. Nærmere en slags kunstig efterligning hvor slottet, Karlsbroen og alt det andet mere lignede de blanke kulisser fra en technicolor-produktion end den grynede sort-hvide verden hvor min barndom udspillede sig. Det var mig umuligt at erindre hvad jeg i det hele taget havde forestillet mig at få ud af at tage hertil. For at skabe bare en smule følelse af orden har jeg prøvet at sætte mig med mit magnetiske rejseskak et par gange. Jeg mangler stadig de afgørende træk i det klassiske parti mellem dr. Lasker og hans helt, Steinitz. Jeg har altid været fascineret af det parti fordi det var dér Lasker slog Steinitz ved at benytte sig af Steinitz’ egen strategiske teori. Men i dag har det ikke kunnet gribe mig. Den store rokade er sat i gang - og jeg sidder her og kan hverken gøre fra eller til. Brættet er splintret, brikkerne spredt i alle retninger, og det er ikke til at se hvem modstanderen er. Ventetiden. Uvisheden. For ikke at blive drevet til vanvid af dette kaos bliver jeg nødt til at prøve at forstå hvordan det kunne komme så vidt. Hvilken – eller hvilke – fejl har ført mig så langt på afveje? Det eneste jeg ved med sikkerhed, er at det ikke er mere end et år siden jeg havde fuldkommen styr på mit liv.

Fejltagelsernes bog.indd 13

03/01/17 9:31 am


Fejltagelsernes bog.indd 14

03/01/17 9:31 am


El Paral¡lel

Fejltagelsernes bog.indd 15

03/01/17 9:31 am


Fejltagelsernes bog.indd 16

03/01/17 9:31 am


Leonids ankomst Som jeg ser det nu, startede det hele den dag sidste år da Leonid kom til Barcelona. På det tidspunkt var alt i den skønneste orden. Jeg kendte spillebrættet, jeg kendte brikkerne, jeg kendte reglerne der lå til grund for deres bevægelser på brættet. Jeg havde perfektioneret min evne til at vælge såvel kampe som modstandere med omhu. Jeg havde mine egne cirkler og kerede mig kun om menneskene i min bygning og mit kvarter når de bevægede sig ind på mit bræt. Mit agentur, Krakowiak International Agencies Ltd., kørte støt og stabilt. Jeg var på højden af mine evner som agent, omend finanskrisen havde lagt en vis dæmper på strømmen af klienter. Jeg tog mine vante gåture til stranden og tilbragte to eftermiddage om ugen med at spille skak på Rambla de Raval. Derudover var jeg helt fokuseret på mit agentur og arbejdet med min bog. Dagen startede som alle andre dage. Jeg var blevet vækket ved daggry af kanariefuglenes kvidren i skakten uden for mit soveværelsesvindue. Det har altid undret mig hvordan fuglene ved at det er daggry, i betragtning af det evige halvmørke der fylder skakten. Men det gør de. Dag efter dag som et urværk. Først er der en der bryder den mørke, fløjlsagtige stilhed, deres leder, måske? Men det varer ikke 17

Fejltagelsernes bog.indd 17

03/01/17 9:31 am


mange øjeblikke før alle de andre kommer med. Jeg plejede at kunne sove fra det, men den morgen var den skarpe lyd trængt ind i min søvn, så jeg vågnede badet i sved med drømmerester om Adèle, der i raseri strøg lange rækker af glas ned fra bordet på den cafe i Prag hvor jeg så hende sidst for 28 år siden. Da jeg endelig havde kæmpet mig ud af sengen og fortiden, lagde jeg, som alle andre morgener, en plan for min dag. Det var lørdag, så jeg ventede kun én klient i mit agentur, og havde derudover hele dagen til at arbejde på min bog. Planlægning er en af de vigtigste forudsætninger for at undgå fejl. Altid at være mindst fem træk foran. Min landsmand, den store skak-reformator Steinitz, har sagt det tydeligt: Ethvert parti er i balance – indtil en af spillerne begår en fejl. Tag for eksempel vasketøj. Hvis jeg ikke holder regnskab med hvor tit jeg skifter skjorte, kan jeg ende med at være nødt til at gå på renseriet på en fredag hvor der er urimeligt lang kø. Den slags tidsspild er i mine øjne ganske uacceptabelt. Jeg stod op og lavede mit daglige træk i hvert af de otte skakspil jeg altid har i gang for at holde mig i form. Det ene voldte mig visse vanskeligheder da jeg havde svært ved at genkalde mig den kombination det drejede sig om. Jeg husker at jeg resten af morgenen var generet af denne usædvanlige forglemmelse og brugte en del energi på at prøve at finde en forklaring. Derefter gjorde jeg mine daglige ærinder i kvarteret. Bygningen hvor jeg bor, ligger på en lille plads for enden af en gade med ældre ejendomme der løber nærmest parallelt med den renoverede Avinguda del Paral·lel. Som altid startede jeg min morgentur med at krydse pladsen diagonalt for at sætte lidt liv i mine stive led. Bagefter gik jeg ned til bageren for at købe et daggammelt brød til halv pris. Selvom det nybagte lugtede guddommeligt, fulgte jeg som altid det gamle råd om at andendagsbrød er bedre for fordøjelsen. 18

Fejltagelsernes bog.indd 18

03/01/17 9:31 am


Da jeg grundlagde mit agentur for omtrent 20 år siden, kort efter jeg var flyttet fra Prag, var den store mængde af agenturer der fyldte nabolaget, den vigtigste grund til at jeg valgte netop dette kvarter. Alle vegne op og ned ad gaderne omkring hovedfærdselsåren El Paral·lel så jeg døre og butiksfacader med skilte der annoncerede en bred vifte af agenturer. Bare på min egen lille gade er der stadig adskillige internationale agenturer hvor man kan få taget hånd om ethvert kommunikationsbehov – telefoni, transport osv. Som så ofte før fik de mange skilte om pengeoverførsel mig den morgen til at spekulere over hvorfor alle disse mennesker ikke bare benytter sig af en almindelig bank. Man må gå ud fra at det er fordi pengene ikke er helt rene, men jeg har ikke den fjerneste ide om hvordan det fungerer. Selv har jeg aldrig haft hverken penge at overføre, eller nogen at overføre dem til. Foran et af kommunikations-agenturerne havde der dannet sig en trafikprop af folk på vej ind og ud. Gaden var blokeret af en varevogn, så jeg kunne ikke komme udenom. Da jeg endelig var kommet igennem flokken af ansigter fulde af smertefulde historier udvekslet med Baghdad, Manila, Tanger og Timbuktu, var jeg så overvældet af deres kærlighed, sygdom og sorg, mislykkede forretninger og nyfødte børn at jeg snublede over skiltet foran skrædderen. Jeg kom hurtigt på benene og kastede et beroligende blik ind i forretningen til den gamle pind af en skrædder der som altid, undtagen om fredagen, sad bøjet over den antikke Singer-maskine bagerst i sin huli-muren-butik hvor stabler af tøj og stof dækker væggene i halvmørket. Jeg har altid haft en ubestemt følelse af slægtskab med ham og hans specialiserede arbejde. Dag ud og dag ind ændrer han på frakker, bukser og kjoler – beklædningsgenstande der måske engang har passet, måske aldrig har, eller måske bare har fået brug for at blive tilpasset dette års mode. Skuldre bliver smallere, barme bliver mindre, og hofter bliver 19

Fejltagelsernes bog.indd 19

03/01/17 9:31 am


bredere. Det er bare tyngdekraften, der regerer, som der stod på skiltet jeg stillede op igen. På hjørnet ligger aviskiosken der bliver passet af en ældre dame som holder øje med alle i kvarteret når hun ikke har travlt med at pakke ud og stable aviser, blade, dvd’er, plakater og alt muligt andet ragelse. Den morgen var hun så optaget af at vippe et 3d-postkort med et billede af en langhåret helgen der skiftevis bøjede sit hoved og foldede hænderne i bøn, at jeg måtte vente flere minutter før hun fik øje på mig, og jeg kunne komme til at købe det nye skak-blad. Bagefter udvekslede jeg meteorologiske iagttagelser med nummerpladesamleren på hjørnet af Avinguda del Paral·lel mens jeg fodrede hans hund med en stump af mit brød. Da jeg så ud over den bølgende flod af morgentrafik, følte jeg mig et øjeblik fristet til at krydse den store strøm og gå en tur over til Boqueria-markedet for at købe appelsiner. Lige siden jeg første gang besøgte Barcelona med mine forældre i 1968, har det marked været mit yndlingssted i byen med sine farvestrålende stabler af duftende appelsiner, citroner, ferskner og frugter jeg aldrig havde set i Prag. Men jeg besindede mig. En umotiveret lystvandring af den karakter bare for appelsiner ville få hele min dagsplan til at vælte. Min opmærksomhed blev momentant fanget af en forstyrrende uregelmæssighed i asfaltens glatte flade. Først da det var lykkedes mig at identificere det som omridset af en fladmast due, kunne jeg gå tilbage op ad den næste gade, forbi garagen hvor mekanikeren var på sin plads under en rusten vogn, og ind til slagteren der skar mine fem daglige skiver skinke. Alt sammen var med til at give mig den ro der var nødvendig for at klare den sidste del af turen – altid en særlig udfordring om lørdagen hvor kvarterets børn ikke er i skole. På trods af skiltene om boldspil forbudt er det som oftest netop hvad børnene gør når de har fri: spiller fodbold på plad20

Fejltagelsernes bog.indd 20

03/01/17 9:31 am


sen. Drenge i T-shirts med navne og numre, piger med mu­ slimske tørklæder og små størrelser der dårligt kan gå, allesammen styrter de rundt efter en bold. Jeg prøvede at få øje på mønsteret i børnenes kaotiske bevægelser for at finde en sikker vej at krydse over pladsen og frem til mit agentur. Ofte så det ud som om der var adskillige kampe i gang samtidig inden for det samme lille område. Men det lod ikke til at genere børnene der tilsyneladende uden problemer holdt styr på hvilken bold de skulle spille, hvem de var på hold med, og hvem der var modstandere. De manøvrerede let uden om hinanden på jagt efter deres egen bold og kolliderede kun sjældent. For mig derimod krævede det dyb koncentration at tilrettelægge en bane der kunne bringe mig helskindet gennem tumulten. Jeg havde udviklet en teknik hvor jeg holdt posen med mine indkøb op foran mig som beskyttelse, og tog så pladsen i etaper. Med hurtige skridt tilbagelagde jeg fem meter ad gangen. Standsede og orienterede mig i børneflokkens bevægelser. Fandt det punkt hvor der i det øjeblik var mindst aktivitet, og ilede derhen. Hvis jeg var uheldig, kunne det blive til en hel del etaper på kryds og tværs over pladsen, men den dag gik det relativt smertefrit. Lettet nåede jeg frem til min bygning og låste mig ind på mit kontor. Jeg grundlagde oprindelig mit agentur fordi mine mange år som skakspiller havde givet mig en særlig indsigt i nødvendigheden af at undgå fejl, og det gik op for mig at denne forståelse kunne være til hjælp for mennesker hvis bane gennem livet igen og igen blev forstyrret af tåbelige fejl. Kernen i min teori er enkel: Livet er et brætspil. Hvert menneske er en brik der er underlagt visse muligheder og visse begrænsninger. Derfor er noget af det vigtigste i livet at finde sin plads på et bræt hvor man er i stand til at overskue situa21

Fejltagelsernes bog.indd 21

03/01/17 9:31 am


tionen. Den der kan definere brættet, gennemskue stillingen, forstå reglerne og er i stand til at identificere sin modstander, kan være heldig at blive konge på sit eget bræt. Men selv hvis det viser sig at man er landet i et parti hvor man dybest set er bonde eller springer i en andens spil, er det afgørende at kende reglerne til bunds så man ikke risikerer at blive ofret i den første den bedste gambit. Da jeg havde åbnet skodderne, startede jeg arbejdsdagen med at demontere den model af kirkegården som jeg havde haft i brug til mødet med hr. Orlando den foregående dag. Hr. Orlando er tredjegenerations-direktør for et mindre gravstensfirma. Efter hans far døde, og hr. Orlando overtog det fulde ansvar, har han været en af mine faste klienter. Primært fordi gravstensbranchen i stadig mindre grad efterlader rum til fejl. Hvis fragtmanden taber en sten, går den i stykker. Hvis gravøren laver en stavefejl, er stenen tabt. Det hele løber op i enorme summer. Derfor mødes hr. Orlando og jeg en gang om måneden hvor jeg monterer modellen af kirkegården, og vi gennemgår alle felterne og alle brikkerne fra stenbrud til graver så vi kan få antallet af uundgåelige tab ned på et minimum. I praksis er det hr. Orlando oftest har brug for, dog en påmindelse om rammerne for hans foretagende, da han har en tendens til at tabe brættet af syne og give sig hen til fritsvævende fantasier om nye områder hvor hans forretning kunne ekspandere. De mere komplekse strategiske overvejelser ligger til min tilbagevendende skuffelse langt uden for hans evner. Bl.a. derfor kan det til tider føles ude af proportion at arbejdet med hr. Orlando er det der kræver den mest omfangsrige og uhåndterlige model. Da alle delene af kirkegårdsmodellen var på plads i deres kasser og æsker, tog jeg mælken fra køleskabet og hældte den nøjagtige mængde op i stålkanden der stod klar på blusset som 22

Fejltagelsernes bog.indd 22

03/01/17 9:31 am


jeg derpå tændte. Jeg skilte espressokanden ad, vaskede den, målte vand af og pressede den fint malede kaffe sammen i filteret med det helt rigtige tryk. Så passede det med at den var parat til at blive sat over netop som mælken var lige før kogepunktet hvor den skulle tages af blusset. Og på den måde var der lige præcis tid til at sætte det rene service fra dagen før på plads og tørre bordet af inden espressokanden kom med sit velkendte ka-thuff, og jeg kunne hælde kaffen i koppen netop i det øjeblik hvor cremaen var perfekt. Når jeg havde hældt mælken langsomt i så cremaen ikke blev ødelagt, og stillet mælkekanden i blød i vasken, var jeg klar. Kaffen havde netop den rigtige nuance af brun og den perfekte balance mellem varmt og koldt, sødt og bittert, der skal til for at det bliver en god dag. Jeg satte mig til rette i min stol for at arbejde videre på Fejltagelsernes Bog, som skal være syntesen af alt hvad jeg har lært i mine mange år som agent. Mens jeg dyppede det tørre brød i min kaffe, overvejede jeg hvordan jeg kunne forfine min taksonomi over fejl. Et par dage før var jeg løbet ind i nogle sproglige udfordringer omkring forskellen mellem fejl, fejltagelser og misforståelser som jeg nu brugte de første timer på at afklare. Klokken var præcis 12 da min trofaste klient, Carlo fra rådhuset, trådte ind ad døren. Han havde brug for hjælp til at finde ud af hvordan han skulle håndtere et forslag om at forbyde tiggeri i byen. Jeg havde svært ved at se hvad han kunne have imod det. Men Carlo forklarede ivrigt at hvis han ikke spillede klogt, kunne konsekvensen være et forbud der også ville ramme alle de optrædende på Ramblaen, hvilket for ham at se ville betyde et stort tab af indtægter til byen. For at finde ud af hvordan han skulle navigere gennem forhandlingerne, lavede vi en hurtig gennemgang af brikkerne 23

Fejltagelsernes bog.indd 23

03/01/17 9:31 am


på brættet i dagens parti. En af Carlos store udfordringer er at han har svært ved at affinde sig med de begrænsninger der er givet af hans position på rådhuset. Det fører jævnligt til diskussioner hvor jeg må indskærpe at han er nødt til selv at sørge for at definere brættet så han ikke ender som springer eller en løber i en anden spillers parti. “Der er ingen tilfældigheder. Der findes en optimal strategi,” måtte jeg som sædvanlig gentage indtil Carlo blev så irriteret at han knækkede spidsen på sin pibe. Men lidt efter lidt hjalp jeg ham til at se at den virkelige modstander i denne sag ikke var borgmesteren, men formanden for foreningen af handlende på Ramblaen. Og straks blev det meget enklere for ham at gennemskue hvem der var de vigtige officerer i det kommende slag, og hvilke felter der sandsynligvis ville blive mest truet. Efter en halv times analyser stod det klart at Carlo skulle benytte sig af en bondekæde for at fremtvinge en remis der kunne give ham tid til at hverve flere officerer til sin side inden næste parti. Da Carlo var gået, blev jeg stående i døråbningen for at trække frisk luft mens jeg på sikker afstand iagttog børnene på pladsen. En af dem havde ofte tiltrukket sig min opmærksomhed. En letbenet mørk knægt på omkring ti år der selv med mit ringe kendskab til fodbold fremstod som den klart dygtigste i flokken. For mig selv kaldte jeg ham drengen med den gyldne bold. Jeg tror det var hr. Bhatti fra gavebutikken ved siden af der havde givet ham den særlige bold. Nu spillede han aldrig med nogen anden, ligesom han altid spillede i en gammel fodboldtrøje med navnet Ronaldinho på ryggen, selvom jeg havde hørt de andre børn kalde ham Dinho. Jeg overvejede om det måske var ham der var pladsens konge. Jeg vidste han var barnebarn af barmanden Sardi der, så vidt jeg vidste, på mange måder var bygningens konge. På den anden side be24

Fejltagelsernes bog.indd 24

03/01/17 9:31 am


vægede han sig alt for frit, alt for uforudsigeligt til virkelig at kunne kontrollere brættet. Bolden kunne springe, danse, flyve over en mur og hele tiden trække drengen med sig i en kort snor. Der var tilsyneladende altid lige en ting mere som han måtte se om han kunne få bolden til. Det virkede på mig som om han interesserede sig mere for bolden end for spillet og modstanderne. Luften var stadig tæt af røgen fra Carlos pibe, så jeg lod døren stå åben for at lukke den lune forårsbrise ind. Det træk jeg ikke havde kunnet huske om morgenen rumsterede stadig i min bevidsthed. Jeg besluttede at give det en chance mere og satte brikkerne op på det bræt jeg havde på kontoret. Sættet var egentlig en af varerne fra det lager hr. Bhatti fra gavebutikken havde i hjørnet af mit kontor, men jeg havde tilladt mig at bruge det på trods af de latterlige brikker – små menneskelignende dukker klædt i fodboldtøj. De hvide brikker var dog i hvidt, mens de sorte var i Barcelonas blå-røde striber. Jeg var dybt optaget af at gennemtænke de forskellige mulige kombinationer der kunne vende stillingen til min fordel, da den gyldne bold pludselig kom flyvende ind gennem døren. Opslugt af mit parti lod jeg den ligge, og da det lidt efter puslede, gik jeg ud fra at det var denne Dinho der havde taget mod til sig og var kommet for at hente sin bold. Jeg havde længe haft lyst til at høre hvordan han selv opfattede de mange sære spil han spillede. Men jeg havde aldrig vidst hvordan jeg skulle overvinde den mur af modvilje som børnene havde bygget omkring mig. Uden at jeg kunne gennemskue hvorfor, var det tilsyneladende blevet mig der var den uhyggelige gamle mand der måske skal være i alle børns mytologiske kortlægning af deres nabolag. Nu sad jeg helt stille med hovedet bøjet over skakbrættet og overvejede hvad jeg kunne sige der ikke ville få ham til at løbe ud ad døren. 25

Fejltagelsernes bog.indd 25

03/01/17 9:31 am


“Undskyld mig,” sagde en lys stemme. “Tag du bare bolden,” sagde jeg. “Tak, drengen turde ikke selv gå ind.” Overrasket løftede jeg blikket og fik øje på en spinkel ung mand med halvlangt sort hår jeg aldrig havde set før. Med en vadsæk over skulderen og en stor pose appelsiner stod han midt i rummet med den ene fod på den gyldne bold. “Han mener De er en trold,” grinede han og så sig nysgerrigt om i mit kontor. “Jeg er agent,” sagde jeg mekanisk, hypnotiseret af appelsinerne som jeg havde længtes efter hele dagen. “Det må være et tegn! Jeg er netop på udkig efter en agent,” sagde den unge mand og fortsatte mens han satte sin vadsæk på gulvet: “Jeg er lige ankommet med båden fra Mexico. Vil De have en appelsin?” sagde han og trak en op af posen. Jeg skulle lige til at forklare at jeg aldrig tog imod nye klienter uden forudgående aftale, men i lyset af hvordan forretningen var sløjet af på det seneste, måtte jeg hellere benytte mig af muligheden for at skaffe en ny klient, sagde jeg til mig selv og tog imod appelsinen. Den duftede himmelsk. Mens jeg skrællede den omhyggeligt, fik den unge mand øje på mit skakspil. Uden et ord gik han hen til brættet, studerede stillingen et øjeblik, og tog så med et raskt tag og rykkede den sorte (altså i dette tilfælde blå-røde) springer til d3 hvorved hvid blev mat. Det træk jeg havde prøvet at komme i tanke om hele dagen. “Kendte du opstillingen?” spurgte jeg forundret. “Nej, det så bare ud som om det ville være det bedste angreb,” svarede han og smilede til mig. “Smart måde at træne taktik,” sagde han og pegede på skakbrættet. “Vil De være min agent? Jeg vil gerne spille for FC Barcelona.” Så længe jeg kan huske, har jeg været et skakmenneske. Ud over børnenes leg på pladsen var fodbold en støjen26

Fejltagelsernes bog.indd 26

03/01/17 9:31 am


de forstyrrelse – som når Ramblaen og Plaça de Catalunya blev spærret af ophidsede fans, eller byen blev oversvømmet af hooligans fra rivaliserende hold. I vid udstrækning havde jeg betragtet fodbold som et underlegent spil. Groft og kaotisk. Men fra det øjeblik den unge mand trådte ind på mit kontor med en lugt af havet omkring sig, var det som om luften var begyndt at knitre og gjorde det umuligt for mig at handle i overensstemmelse med mine regler og principper. Jeg kunne ikke aflæse ham som jeg plejede at kunne læse folk. Det ene øjeblik var jeg overbevist om at han var løber-typen der altid ville bevæge sig i skarpe diagonaler uden blik for spillets overordnede formål. Men så lavede han pludselig en uventet manøvre der var langt mere springeragtig, og jeg blev grebet af tanken om at han vidste noget om angrebsspillet som jeg havde brug for at lære. Jeg kunne kort sagt ikke gennemskue om jeg skulle betragte ham som en mere eller mindre gavnlig brik på min side, eller om han tværtimod var en potentiel og muligvis farlig modstander. “Mit navn er Leonid Maria Brown,” sagde han og rakte mig hånden. “Har du noget imod at jeg kalder dig Leo eller Leon?” spurgte jeg da det generede mig at blive mindet om Bresjnev og den russiske invasion der havde lagt mørke skygger over min barndom. “Jeg ville være smigret hvis De kaldte mig Leo. Det er et godt tegn,” sagde han med eftertryk. Det var ikke første gang nogen havde taget fejl af mit agentur. Som regel har folk taget det for et Agencia de Investigacion, men lejlighedsvis også Agencia de Inteligencia, Agencia di Viajes, eller ligefrem et Agencia de Servicios de Compania eller Agencia de Publicidad. Og selvom ingen af disse kommer bare i nærheden af de særlige tjenester mit agentur har at tilbyde, 27

Fejltagelsernes bog.indd 27

03/01/17 9:31 am


har jeg mere end én gang haft held med at skaffe mig en ekstra indkomst fra disse misforståelser. Men jeg gad godt vide hvad Leo egentlig så den dag sidste år. Selvfølgelig kunne han ikke ane at hylderne med BarçaT-Shirts og trofæer på mit kontor ikke var udtryk for at jeg havde en særlig tilknytning til FC Barcelona, men blot var symptomer på at såvel hr. Bhattis gavebutik som hr. Sardis fodboldbar led under en konstant mangel på lagerplads. Men hvad var det ellers der gjorde ham så sikker på at jeg skulle være hans agent? Enhver anden der bare var en lille smule skeptisk, ville have bemærket støvet i hjørnerne, de upudsede vinduer, mine blankslidte bukser, mit fedtede hår, den dårlige barbering, skidtet under neglene – alle de tydelige tegn på at økonomisk succes ikke var en nær bekendt. Men intet af det gjorde tilsyneladende indtryk på Leonid. Han så den dedikerede, erfarne, lokale agent der kendte alle hjørner af branchen. En der ikke var i spillet for de hurtige penges skyld. I stablerne af papir på mit bord så han professionalisme og en blomstrende forretning. Og bunkerne af løsdele til de modeller jeg byggede for mine klienter så han som tegn på et tæt program og vigtige prioriteringer. Kort sagt, han så hvad han ønskede at se. Og han så det jeg ønskede at være. “Fortæl mig hvorfor det skal være FC Barcelona og ikke en anden klub. Hvad gør dig så sikker på at det ikke er en fejltagelse?” spurgte jeg. “En fejltagelse? Hvad mener De?” “Hvis du kom til en anden klub, ville du måske kunne blive kongen, men i FC Barcelona risikerer du at du ikke bliver andet end en bonde.” Leo så forvirret på mig. Så trak han vejret dybt. “Min far har været i koma i mere end ti år. Lige siden han blev ramt af lynet ude på banen hvor han trænede mig, har han 28

Fejltagelsernes bog.indd 28

03/01/17 9:31 am


siddet i en stol foran en fodbold-kanal i fjernsynet. Uden at sige en lyd. Lige indtil Barcelonas semifinale mod Getafe i 2007. Jeg sad og så den sammen med ham, ligesom jeg havde set endeløst mange andre kampe. Men så var det Messi pludselig driblede fem eller seks spillere. Helt vildt. Nøjagtigt ligesom Maradona ville have gjort. Og scorede! Jeg havde aldrig set noget lignende. Og pludselig skreg min stumme far af fuld kraft: ‘LEONID – LEONID – LEONID!’ Først fik jeg bare et chok over at høre hans stemme. Men så gik det op for mig hvad det var han havde råbt. Leonid. Som om det var mig der have scoret. For første gang i ti år sagde han noget. Og så var det mit navn. I det sekund vidste jeg bare at hvis jeg nogensinde ville have min far til at se mig igen, var jeg nødt til at spille for Barcelona.” Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. “De spørger Dem selv,” kom den unge mand mig i forkøbet, “om jeg er god nok. Det er rimeligt nok. Men De må forstå, jeg er fodbold. Hver eneste celle i min krop er formet af fodbold. Når der går rygter om at Messi er Maradonas søn, er jeg fristet til at råbe: Nej, men det er jeg næsten! Men det er en lang historie …” “Kan jeg byde dig en kop kaffe?” spurgte jeg. “Mange tak, hr.,” sagde den unge mexicaner og fortsatte mens jeg gjorde espressokanden klar. “Det hele startede med at jeg blev undfanget i netop det øjeblik da Maradona scorede århundredets mål. Jeg voksede op under Falklandskrigen – eller krigen om Malvinas, som min mor kaldte det.” Leonid talte som om han reciterede en remse han havde lært udenad. Selvom jeg aldrig har været nogen krigs-encyklopædi, måtte jeg afbryde. “Men Falklandskrigen var i 1982, og du kan dårligt være undfanget før omkring 1987,” sagde jeg. 29

Fejltagelsernes bog.indd 29

03/01/17 9:31 am


“22. juni 1986!” “Og hvordan skulle det så gå op?” spurgte jeg utålmodigt. “Ah, De er opmærksom på detaljerne! Vi vil blive et godt hold,” udbrød han. “Så De den kamp? Kvartfinalen mellem England og Argentina under VM i Mexico?” Uden at afsløre at jeg aldrig havde overværet en fodboldkamp på stadion, og dårligt nok set en kamp i fjernsynet, fortalte jeg ham at det havde jeg beklageligvis ikke. Hvis han venligst ville opfriske min hukommelse med detaljerne. “Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set kampen. Når min far sov. Han kunne ikke tåle at se den. Og nu er båndet så slidt at jeg dårligt vover at spille det mere.” Jeg gjorde tegn til ham om at sætte sig, men han insisterede på at blive stående med den gyldne bold trillende under foden. “Spørgsmålet om Guds hånd er egentlig ikke så afgørende. Ikke for mig. Ikke længere. Maradona kom højere op end Peter Shilton, og bolden endte i nettet. Så er den historie ikke længere. Ingen slowmotion, ingen computer-analyseret 3d-optagelse af det historiske øjeblik vil nogensinde bevise med sikkerhed om der var hånd, eller om Gud bare var til stede som sådan. Pointen er at Maradona fire minutter senere, uden skygge af tvivl, scorede århundredets mål der afgjorde kampen.” Jeg listede mig til at tage en appelsin mere mens han begyndte at udspille trækkene fra den åbenbart legendariske kamp på gulvet i mit kontor. “Han gik hele vejen fra midterlinjen, stort set. Driblede og snød, først Beardsley, så Reid, så Butcher, så Fenwick, for til sidst at score forbi Shilton på målet – bang – før han blev tacklet. Det er det mest utrolige mål.” “Og hvad havde det så at gøre med dig og Falklandskrigen?” spurgte jeg da han var færdig med sin dans. 30

Fejltagelsernes bog.indd 30

03/01/17 9:31 am


“Sagen er den … min mor – som er fra Argentina – og min far – som er fra England – boede begge to i Mexico City på det tidspunkt. Min mors familie havde forladt Argentina for at holde hendes bror ude af militæret. Og min far var strandet der efter hans far var blevet dræbt da Argentina angreb Falklandsøerne. Så da Argentina skulle spille mod England på Estadio Azteca, var de der begge to. Min mor plejer at fortælle at det var en vanvittigt varm dag. 37 grader. Og fordi kampen skulle vises direkte på tv i Europa, blev den spillet ved middagstid. Af en eller anden grund var hun ikke kommet til at sidde med sin bror, men ved siden af den her englænder. Og så, netop som Maradona scorede det første famøse mål, og alle folk råbte og skreg, skete der noget imellem de to. Det hele gik meget hurtigt, siger min mor altid. Så fire minutter senere, da Maradona scorede igen, denne gang med foden, havde de to, den argentinske pige og den britiske dreng, allerede plantet det frø der skulle blive mig. Min far sagde at det var den uforskammethed at Maradona havde scoret med hånden, der havde gjort at han ikke vidste hvad han gjorde. Og så plejede min mor at sige at det virkelig ikke gjorde nogen forskel om det var Guds vilje, Maradonas hånd eller de 37 grader der havde fået deres kys til at blive til lidenskab. Det afgørende var at de havde fået mig. Det var først bagefter at familiens Falklandskrig virkelig brød løs. Endeløse kampe mellem de to slægter. Konstante grænsestridigheder og gensidige beskyldninger om utilgivelige krigsforbrydelser. Faktisk skete ulykken hvor min far blev ramt af lynet, kort efter vi var kommet hjem fra en forfærdelig familierejse til Argentina.” Pludselig blev jeg opmærksom på lugten af brændt kaffe. Jeg styrtede hen til blusset, men det var for sent. Så opslugt havde jeg været af Leonids beretning at jeg slet ikke havde bemærket 31

Fejltagelsernes bog.indd 31

03/01/17 9:31 am


espressokandens ka-thuff. Nu var al den friske kaffe sprøjtet ud over kogepladen så den var dækket af forkullede pletter. “Jeg er bange for at jeg må bede dig forlade mit kontor, unge mand,” sagde jeg til Leo. Kaffekandens eksplosion havde virket som en alarm der fik mig til at komme til fornuft igen. “Jeg håber virkelig det her kommer til at lykkes,” sagde Leo da han med et stort smil kastede sin vadsæk op på skulderen og forlod mit kontor med bolden hoppende omkring sine fødder.

Fejltagelsernes bog.indd 32

03/01/17 9:31 am


100mm

153mm

32,5 mm

EN PLAN OM AT KIDNAPPE LIONEL MESSI

T

En varm og farverig historie om at finde modet til at kaste sig ud i livet, selvom man risikerer at begå fejl og tabe ansigt.

226mm

jekken Vaclav Krakowiak betragter livet som et skakspil og er panisk angst for fejl. Han driver et agentur hvor han hjælper andre med at undgå fejltagelser. Krakowiak finder ro i altings forudsigelighed, indtil han en dag bliver opsøgt af en ung mand med en pose appelsiner under armen. Før han ved af det, er den forsigtige Vaclav blevet draget ind i et usædvanligt eventyr, der ikke bare forandrer hans eget liv, men også inddrager en række personer i nabolaget og huset han bor i.

Fejltagelsernes bog

Jeg ved at nogle finder trøst i at håbe det bedste – personligt har jeg altid været mere tilbøjelig til at forberede mig på det værste. Det er derfor det er så ubegribeligt hvordan jeg kunne ende her. Fanget i Prags lufthavn af en vulkan-askesky fra Island. I transit mellem Barcelona og Milano. Uden at ane hvad mit næste træk skal være, eller om Eyafjallajøkull reelt allerede har sat mig skakmat. Lige siden mit fly blev endeligt aflyst ved middagstid i dag, har jeg vandret hvileløst op og ned ad gangene i denne sært lammede lufthavn og stirret ud på de groundede fly der klynger sig sammen som kvæg med ryggen mod vinden. Et uudholdeligt limbo. I dette øjeblik må Leonid være på vej fra Barcelona til den første semifinale i dette års Champions League i Milano på tirsdag. Fem dage fra i dag. Dinho befinder sig hjemme i Barcelona og venter på miraklet. Og jeg, der burde være i Milano for at gøre alting klar til Den store rokade: Jeg er fanget her i Prag af asken fra en islandsk vulkan. Hvilken absurd ironi efter de mange forberedelser!

FOTO / LES KANER

ET HUS I BARCELONA

100mm

SANNE BJERG

EN TJEKKISK SKAKSPILLER

153mm

SANNE BJERG er født i København i 1965 og debuterede som forfatter i 1987 med romanen “Papaya-passionen”. Hun har siden primært arbejdet som dramatiker, librettist og teaterleder.

ISBN 9788711564141

9 788711 564141 >

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Uddrag fra bogen OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

Fejltagelsernes.bog.indd 1

22/12/2016 14.29

Fejltagelsernes bog - læseprøve  

"Fejltagelsernes bog" er en varm og farverig historie om fejltagelser og tilgivelse, om skæbne, skak og fodbold, men ikke mindst om at turde...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you