Page 1

MARIANNE ANDERSEN, født 1958, er cand.mag. Hun er tidligere gymnasielærer, nu foredragsholder og forfatter, og har gennem en årrække nedskrevet og

Velkommen i Møllehaves vidunderlige og vidtfavnende verden!

redigeret Johannes Møllehaves udgivelser. Marianne

Hvad har forfatteren, formidleren, foredragsholderen

Andersen har skrevet om sin onkel i bogen Bag om

og præsten m.m. JOHANNES MØLLEHAVE mon sagt

ordene – et portræt af Møllehave, 2008.

om adspredelse, ensomhed, kærlighed, ondskab, selvbedrag og tro? Om H.C. Andersen, Blicher, Kierkegaard og Shakespeare? Om erotik, had og længsel; Bibelen, Blixen og Hemingway? DEN STORE MØLLEHAVE-BOG er et alfabetisk ordnet opslagsværk, som er lige egnet til systematiske opslag og til spontan lystlæsning. Den giver læseren mulighed for at orientere sig bredt i Møllehaves tanker, forfatterskab og livsfilosofi og dermed ende med en solid humanistisk ballast og alsidig viden.

Den

165 mm

Den

LINDHARDT OG RINGHOF

MØLLE HAVE

bog

  

flap: 118 mm

STO RE

STO RE

i dansk og psykologi – og Johannes Møllehaves niece.

58 mm

JOHANNES

MØLLEHAVE

1937 Født i København som søn af skoleinspektør Axel Møllehave og lærer Ester Volf 1957 Gift med Herdis Møllehave 1967 Cand. theol. 1967 Seminarielektor 1964-69 Kaldskapellan i Greve-Kildebrønde 1969-73 Andenpræst i Statsfængslet i Vridsløselille 1973-87 Sognepræst i Virum Kirke 1975 Debut som forfatter 1987-91 Præst ved Den Danske Kirke i Bruxelles 1996 Modtager af H.C. Andersen-prisen 2012 Tildelt Publicistprisen

MØLLEHAVE bog 165 mm

flap: 118 mm


Den

store Møllehave-bog Redigeret af Marianne Andersen

Lindhardt og Ringhof


N

nadver

537

N nadver Den svenske instruktør Ingmar Bergman lavede for en del år siden en film, som hed Nadvergæsterne. Hovedvægten i filmen lå ikke – som man skulle tro efter titlen – på skærtorsdag – men på langfredag. En moderne forsker af Det nye Testamente, Norman Perrin, hævder med sikkerhed, at det var Jesu stadige bordfællesskab med alle, der var deklasserede og udenfor, der var den egentlige årsag til, at han blev stillet for retten og dømt til døden. En afgørende vedtægt i den jødiske kultur, Jesus levede i, var, at man ikke kunne sidde til bords med andre end rettroende jøder. De mennesker, man sad til bords med, havde man fællesskab med – man blev, som de var. At folk kom til at stå hinanden nær, fordi de spiste sammen, har vi en mindelse om i hverdagssproget: Hvis vi siger om nogen, at de er »sammenspiste« – så mener vi i hverdagssproget, at de står last og brast, at dét, den ene siger og gør, gør den anden også. (Du ved din dommer har ført din sag)

nidding Kong Saul var en lykkemand, indtil David fortrængte ham og gjorde ham til nidding. David havde taget pladsen som den lykkelige, stærke, fremgangsrige og beundrede. Derfor nærede Saul nid og nag til David. Det er præcis den figur, der i Israel, men som sagt også i sagaen, opfattes som en nidding. Saul prøver flere gange at dræbe David. Det mislykkes, fordi man ikke kan rydde en lykkemand af vejen. Det ender da


538

noge t

N

også med, at Saul gør det mest forbudte i Det gamle Testamente: Han går til en spåkone for at høre om sin fremtid. Det er absolut forbudt. Da hun maler fremtiden sort, rejser han sit farligste våben, sit spyd, med spidsen i vejret. Han kaster sig over det, så det gennemborer ham og går ud gennem ryggen. (»Lykkemand og nidding« i En himmerlandsk mundfuld) ‰ Se også: misundelse

noget H.C. Andersen sagde, at humoren var saltet i hans historier. Og det tør siges. Man behøver kun at se hans indledninger og slutninger. Folkeeventyret, som han overtog og gendigtede i de første eventyr (han havde hørt dem under humlehøsten i Odenses udkant som barn), er jo ofte stereotypt. Der var en gang – Der levede for mange år siden – Med den slags formler indledes de gerne lidt trættende. Og de slutter ofte lige så rituelt: Så giftede de sig og levede lykkeligt til deres dages ende. Når man tager H.C. Andersen ned fra hylden og læser hans indledninger, kan man se, at det er en helt ny verden, han skaber allerede i sine første linjer. Han kan begynde med en vittighed: »I China ved du jo nok, er kejseren en chineser, og alle de han har om sig, ere chinesere. Det er nu mange år siden, men just derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den.« (Nattergalen) Eller med hovedpersonens død – det er vist sjældent i verdenslitteraturen, at folk dør i første sætning: »Der var en luftskipper, ham gik det galt, ballonen sprak, manden dumpede og slog sig i stykker.« (Loppen og professoren) Eller sådan: »Der var en stolt thepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke


N

noge t

539

om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre.« (Thepotten) For at se forskellen på H.C. Andersens måde at fortælle en historie på og folkeeventyrets, behøver man kun at læse de første linjer af et eventyr (Snedronningen, Lykkens galocher, Skyggen). Det er en helt anden verden, og ikke mindst på grund af stemmeføringen – og humoren. Humoren kan være over i det vandede, som når han om lappekonen siger, at hun sad og lappede; eller om den lille, vilde pige, at hun blev helt vild af glæde – og vild var hun i forvejen. Eller når han fortæller om de glubske hunde uden for røverslottet, at de ikke gøede »for det var forbudt«, eller når han om græshoppen siger: »Græshoppen var i grøn uniform og det var medfødt«, eller om elverpigen: »Rygløs var hun – men ellers meget anstændig klædt på.« Men hans humor kan også være farlig som i Fyrtøjet, rykke tæt ind på læseren og læserens selvoptagethed i en enkelt sætning: »Der flød en pind i rendestenen – og den tænkte i hele verden ikke på andet end pind – og det var den selv.« Eller om sneglen i Sneglen og Rosenhækken: »Den havde meget i sig, den havde sig selv.« »Det er ligesom om man lå i en våd grøft! er man ikke glad ved det, så elsker man rigtignok ikke sit fædreland.« (Skarnbassen) Fortælleren og humoristen H.C. Andersen står fuldt udfoldet i det første eventyr. Alligevel sker der en udvikling i retning af det dybere og farligere. Det kan ikke undgås, at den, der kan skabe en så suveræn virkelighed på blændende illusion, får en mistanke om, at virkeligheden er en illusion. På den ene side kan kunsten gøre os så meget godt, som vi ellers næsten kun kan opleve gennem kærligheden, på den anden side er der dæmoni i kunsten, især når kunstneren lider af den sygdom, at han ser alt for godt. I Nattergalen er det endnu ret uskyldigt, at folk tager fejl af den sande kunst og den kunstige – det er jo værst for dem selv. Det er de dannede, der tager fejl. De umiddelbare og naturlige tager ikke fejl. H.C. Andersens sympati er hos de besiddelsesløse, de undertrykte, hos folket, hos den forvoksede krøbling i baggaden, hos tiggerpigen og hos den fordrukne vaskekone.


540

noge t

N

Edvard Lehmann skrev det engang: »Husk, at det var vor første læsning, at al denne ømhed for de forskudte fulgte med i vores første begreber om menneskelivet. Vi hørte om at sulte og fryse, om at kues og hånes, af én, som vidste, hvad han talte om, og af en digter, som kunne udtrykke det sådan, at det blev selve menneskelivet, der talte. Selve virkeligheden; thi fra den er hvert træk hentet fra kasketskyggen, som er itu, til hjertet, som bløder.« Derfor er det også i Nattergalen den fattige fisker og den lille pige, der løber med madrester til sin mor gennem skoven, som kan definere kunstens betydning, dvs. den ægte nattergal. »Den fattige fisker, der havde så meget andet at passe, lå stille og lyttede, når han om natten var ude at trække fiskegarnet op og da hørte nattergalen. »Herre Gud, hvor det er kønt!« sagde han, men så måtte han passe sine ting og glemte fuglen; dog næste nat, når den igen sang, og fiskeren kom derud, sagde han det samme: »Herre Gud! hvor det dog er kønt.«« Det er også de fattige fiskere, som er de eneste i riget, der ikke lader sig overbevise af kunstfuglen, der siger: »Det klinger smukt nok, det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad.« Den lille pige i køkkenet, som får lov at bringe sin mor levninger fra bordet siger: »Når jeg så går tilbage, er træt og hviler i skoven, så hører jeg nattergalen synge! Jeg får vandet i øjnene derved, det er ligesom om min moder kyssede mig!« Endelig siger nattergalen selv til kejseren i slutningen af eventyret, at dens sang skal gøre »glad og tankefuld tillige«. Så kan kunsten vel heller ikke nå længere, heller ikke H.C. Andersens, end at være så beåndet, at fiskeren siger »Herregud, hvor det er kønt,« end at det føles, »som om moder kyssede mig«, end at gøre »glad og tankefuld tillige«. (Det sidste udtryk er baggrunden for, at H.C. Andersen drilagtigt kan slutte eventyret med ordene: »Nu har du hørt historien; nu kan du jo tænke over den.«.) Så må kunstneren være tilfreds. Og dog. Hvis kunst er illusion, der bliver til virkelighed – hvad så med virkeligheden? Forsvinder den som illusion? Er kunstens opgave at tilsløre virkeligheden? Er det derfor, man gerne støtter den – fordi man nødigt vil have med virkeligheden selv at gøre?


N

noge t

541

I Skyggen stilles spørgsmålet uhyggeligt og nærgående. Hvis digtningen er tilsløring, bliver der en opgave tilbage for digterens skygge: afsløringen. Skyggen river sig løs fra den lærde mand, som kun vil vide af det sande, det gode og det skønne. Og bliver selvstændig: »Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt, hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler og hat, der kunne smækkes sammen, så at den blev bar puld og skygge, ikke at tale om, hvad vi allerede ved, her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentligt godt klædt på, og det var just det, som gjorde, at den var ganske et menneske.« Og den fortæller: »Jeg skammede mig som menneske ved at gå, som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneskefernis, som gør et menneske kedeligt. – Jeg tog vej, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg tog vej til kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte jo ikke på, hvor meget hun gemte; først om aftenen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kilder så dejligt i ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind ad de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede, hvor ingen kunne kigge, og jeg så, hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget, at det var noget at være det! Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så,« sagde skyggen, »hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, den var blevet læst! Men jeg skrev lige til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer, hvor jeg kom. De blev så bange for mig! Og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig nye klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – og så blev jeg den mand, jeg er! Og nu siger jeg farvel! her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr.« Sådan bliver den uhyggelige skygge til noget. Hvad er det for noget? Hvad er det at være ‘noget’? Er det andet end illusion? For mennesket er det ikke nok at være. Det må være


542

noge t

N

‘noget’, og helst noget mere end andre. Fra 1844 spiller H.C. Andersens eventyr ofte over forholdet mellem at være og at synes, mellem sein og schein. En af de mest blændende historier, han har skrevet om blændværket, hedder netop Noget: »»Jeg vil være Noget!« sagde den ældste af fem brødre, »jeg vil være til nytte i verden; lad det være nok så ringe en stilling, kun at det er godt, det jeg udretter, så er det noget. Jeg vil lave mursten, dem kan man ikke undvære! så har jeg dog gjort noget!« »Men noget altfor lidt!« sagde den anden broder, »det, du gør, er så godt som ingenting; det er håndlangerarbejde, kan udrettes ved maskine. Nej, så hellere blive murer, det er dog noget, det vil jeg være. Det er en stand! Ved den kommer man ind under laugene, bliver borger, har sin egen fane og sin egen kro; ja, går det godt, kan jeg holde svende, bliver kaldet mester, og min kone bliver mesterinde; det er noget!« »Det er slet ingenting!« sagde den tredje, »det er udenfor klasserne, og der er mange klasser i en by, langt over mesters! Du kan være en brav mand, men du er som mester dog kun, hvad man kalder ‘simpel’! nej, så ved jeg noget bedre! jeg vil være bygmester, træde ind på det kunstneriske, det tænkende, komme op til de højerestående i åndens rige; vel må jeg begynde nede fra, ja, jeg kan gerne sige det lige rent ud: jeg må begynde som tømmerdreng, gå med kasket, skønt jeg er vant til at gå med silkehat, løbe for de simple svende at hente øl og brændevin, og de siger du til mig, det er graverende! Men jeg vil bilde mig ind, at det hele er en maskerade, det er maske-frihed! imorgen, – det vil sige, når jeg er svend, går jeg min vej, de andre kommer ikke mig ved! Jeg går på akademiet, lærer at tegne, kaldes arkitekt – det er noget! det er meget! jeg kan blive højædle og velbyrdige, ja lidt til både for og bag, jeg bygger og bygger, ligesom de andre før mig! det er altid noget, man kan stole på; det hele er noget!« »Men det noget bryder jeg mig ikke om!« sagde den fjerde, »jeg vil ikke gå i kølvand, ikke være copie, jeg vil være genie, være dygtigere end I alle tilsammen! Jeg skaber en ny stil, giver ideen til en bygning, passende for landets klima og materiale, landets nationalitet, vor tidsalders udvikling og så een etage til for mit eget genie!«


N

noge t

543

»Men når nu klimaet og materialet ikke duer!« sagde den femte, »det vil være slemt, for det har indvirkning! Nationaliteten kan også let blive så udvidet, at den bliver affekteret, tidsalderens udvikling kan lade dig løbe løbsk, som tit ungdommen løber. Jeg ser nok, at ingen af jer bliver egentlig til noget, ihvor meget I selv tror det! Men gør som I ville, jeg skal ikke ligne eder, jeg stiller mig udenfor, jeg vil ræsonnere over, hvad I udrette! der er altid noget galt ved enhver ting, det skal jeg pille ud og omtale, det er noget!« Og det gjorde han, og folk sagde om den femte: »Ham er der bestemt noget ved! han er et godt hoved! men han gør ikke noget! – Men derved var han noget. Se, det er kun en lille historie, og dog får den ikke ende sålænge verden står.« H.C. Andersen fortæller rask, hvad der blev af de fem brødre. At høre historien er næsten som at se en tryllekunstner løse en knude op uden at røre det reb, den er bundet på. Hvad er det ‘noget’, vi tillægger noget? Ustandseligt spiller H.C. Andersens ironi på det lille gentagede ‘noget’, næsten som han i eventyret om ‘det utroligste’ spiller på dét ord hele historien igennem. De fem brødre dør i hurtig rækkefølge. Om murermesteren hedder det, at han nåede at bygge et yndigt hus – for han giftede sig, det var jo noget – »og laugsfanen vajede udenfor og svende og læredrenge råbte: hurra! jo, det var noget! og så døde han, det var også noget.« Arkitekten – der ville »være genie og finde på noget aparte og een etage til« – byggede virkelig også en etage til, det var noget! »Men den knak af for ham og han faldt ned og brak halsen, – men han fik en dejlig begravelse med laugsfaner og musik, blomster i avisen og på gaden hen over brolægningen, og der blev holdt tre ligtaler over ham, den ene meget længere end den anden, og det ville have fornøjet ham, for han holdt meget af at tales om; der kom et monument på graven, kun een etage, men det er altid noget!« Så er der kun kritikeren tilbage. Han, der ikke udrettede noget, men kritiserede de andre, så folk sagde: »Han er bestemt noget!« (Kritikere havde H.C. Andersen af gode grunde altid et æselspark til. I Hvad man kan hitte på optræder en ung mand, der vil være digter, helst til påske, senest til pinse – men det ærgrer ham, at alt er


544

noge t

N

taget op, før han kom til verden: »Nu er verden digtet ud, hvad skal jeg kunne digte ind?« spørger han, og da han lægger endnu mere fantasiløshed for dagen, får han at vide, at han ikke kan blive digter hverken til påske eller til pinse – men han kan blive kritiker allerede til fastelavn!). Kritikeren dør som den sidste af de fem brødre. Han kommer til at stå uden for himlens port sammen med en gammel kone. Hun var ikke noget. Der var ingen, som lagde mærke til hende. Men da hun lå i sit hus og så, at det stormede op, og at isen ville bryde, og de mange mennesker, der var ude på isen, ville drukne – da satte hun ild på sit hus for at redde dem. Alle så branden og løb ind. Alle blev reddede, inden isen brød. Men hun brændte inde. Og nu står hun uden for himlens port sammen med kritikeren. Hun er jo ikke noget, tænker han, det er nok for kontrastens skyld, at jeg og denne usselige sjæl skal komme her på én gang. Englen kommer og lukker op. Konen bliver lukket ind, for hun har jo frelst andres liv og ofret sit eget, men kritikeren bliver afvist. Konen går i forbøn for ham, fordi hans ældste bror, som han ikke regnede for noget, forærede hende mursten til det hus, hun ejede: »»Hans bror har gjort og givet mig alle de sten og stumper, hvoraf jeg klinede mit usselige hus, det var grumme meget for mig arme stakkel! kan nu ikke alle de stumper og stykker gælde som een mursten for ham? Det er en nådens gerning! Nu trænger han til den og her er jo nådens hjem!« »Din bror, den, du kaldte den ringeste,« sagde englen, »den, hvis dont i al ærlighed var dig nedrigst, giver dig sin himmeriges-skærv. Du skal ikke vises bort, du skal have lov til at stå herudenfor og tænke over, se at ophjælpe dit liv dernede, men ind kommer du ikke, før du i god gerning har udrettet – noget!«« Det var jo ikke nogen særlig luthersk-evangelisk slutning på historien. Skal man først have udrettet noget, bliver vi nok nogle stykker udenfor! Og hele dette jordiske noget – belyst ved disse roller, disse kostumer – denne indbildte herlighed! Han blev færdiguddannet, det var noget! Så giftede han sig, det var noget! Og så døde han – det var også noget!


N

nu

545

(Man kan læse Et godt Humeur, når man har læst Noget. Her går fortælleren ud på kirkegården og betragter alt det, der engang var noget – og hvad er det nu? – og hvad var det da? Disse illusioner og dette blændværk: »Her hviler, ja, det er nu så meget sørgeligt! – her hviler en mand, som i syv og tredsindstyve år havde tænkt på at sige et godt indfald; han levede alene for at få et godt indfald, og så fik han virkelig et, efter egen overbevisning, og blev så glad, at han døde i det, døde af glæde over at have fået det, og ingen nød gavn deraf, ingen hørte det gode indfald. Jeg kan nu tænke, at han ikke engang har ro i sin grav for det gode indfald, thi sæt, at det var et indfald, der måtte siges til frokost, når det skulle gøre virkning, og at han som død kun kan, efter almindelig mening, komme frem ved midnat, så passer ikke indfaldet til tiden, ingen ler og han kan gå i graven igen med sit gode indfald. Det er en sørgelig grav.«) Som sagt var slutningen på Noget ikke særlig luthersk-evangelisk, det er derimod den fine sløjfe, H.C. Andersen binder historien sammen med. For da kritikeren er blevet afvist, står han og tænker over englens ord: »Det kunne jeg have sagt bedre!« tænkte ræsonnøren, men han sagde det ikke højt, og det var nok allerede Noget.« Digteren, der skabte det blændende kunstværk, vidste også, når livet var kunstigt blændværk, og afslørede det med humor og ironi. (»Illusion og virkelighed. Fornuftens solbeskinnede land: Eventyret – en H.C. Andersen-læsning« i Læsehest med æselører) ‰ Se også: eventyr; væren • Læs videre: H.C. Andersens salt

nu Hvad er så flygtigt som et øjeblik. Det korte sekund, som det tager øjet at blinke? Det latinske ord for ‘øjeblik’ er ‘momentum’, udsagnsordet er ‘movere’, det vil sige det, som bevæger sig hele tiden og forsvinder.


546

næstek ærlighed

N

Vi kan ikke leve i fortiden, den er jo borte, selv om den er i erindringen – vi kan ikke leve i fremtiden, den ligger jo foran os, og når den kommer til os, er den nutid. Og hvordan skulle vi kunne leve i nuet? Hvilket nu? Dette nu. Jamen, det er jo allerede gået, mens vi taler om det. Så det næste da. Også det er nu forbi. Kun hos mystikerne hører vi om, hvordan nuet er evigt, Mester Eckhart (ca. 1260-1328) skriver om tidens magt: »Gud er i denne magt som det evige nu. Hvis ånden altid var forenet med Gud, ville et menneske aldrig blive gammelt. Sandelig det nu, hvori Gud skabte det første menneske, og det nu, hvori det sidste menneske vil dø, og det nu, hvori jeg taler – der er alle lige Gud og ikke andet end ét og det samme nu. Se! Dette menneske i ét og samme lys sammen med Gud: Det er derfor, der i ham hverken er lidelse eller succession, men kun en forskelsløs evighed. I sandhed, dette menneske er for forundring, og i ham er alle ting nærværende i deres væsen. Han dvæler i ét eneste nu, som altid og uophørligt er nyt ...« Det danske ord for ‘nu’ er beslægtet med ordet ‘nyt’. På græsk er der to ord for ‘tid’. Det ene er ‘kronos’, som vi kender fra ord som ‘kronik’ og ‘kronometer’ – med ‘kronos’ menes den tid, som forsvinder og gør alt til intet, som i myten, hvor Kronos æder sine børn. Det andet ord for ‘tid’ på græsk er ‘kairos’. Det er den tid, som har glæde, indhold og dybde. Forventningens, lykkens og livsfyldens tid. (»Det evige nu« i Det tabte sekund) ‰ Se også: fotografi; følelse; gnistpunkt; øjeblik

næstekærlighed Kierkegaard har i Kjerlighedens Gjerninger et tankeeksperiment. Hvis man forestiller sig en skuespillertrup, som havde fordelt rollerne mellem sig sådan, at én spillede kongen, en anden dronningen, en tredje fyrsten, en fjerde bonden, en femte hyrden, en sjette en straffefange osv. – hvis man forestiller sig, at disse skuespillere en aften efter tæppefald troede, at de var de personer, de spillede i stykket, så den skuespiller, der spillede konge, blev ved med at gå rundt og tro, han var konge, og den, der spillede hertug, blev ved at tro, han


N

næstek ærlighed

547

var hertug osv. – hvordan ville man så betragte disse skuespillere? I første omgang ville man vel mene, at de var blevet vanvittige alle sammen. De havde i dén grad levet sig ind i rollerne, at de troede, at de var ét med dem. Men i næste omgang ville man vel også finde det komisk. Hvorfor finder man det så mindre komisk, at man ude i livet glider sammen med sin rolle? Navnlig, hvis det er en overordnet rolle, én af dem, vi har givet betegnelsen ‘over–’: en overtolder, en overlæge, en overkontrollør, en overborgmester osv. Der er mennesker, der er så glade for deres rolle i det virkelige liv, at de ikke bare sætter titlen på deres dør og i telefonbogen, men også ønsker at have den stående på deres grav, så enhver, der kommer forbi, kan se, at her hviler en overtolder – og ikke bare en almindelig tolder. Og her er igen en parallel mellem de to skrifter. I Sygdommen til Døden var det en alvorlig fare at tabe sig selv. At man tabte sig til rollen. I Kjerlighedens Gjerninger er det en alvorlig fare for kærligheden, at man tager rollen mere alvorligt end personen. Man kan godt have H.C. Andersen i tankerne. Hans vittige historier om Noget handlede jo fundamentalt om rollerne og personerne, der troede, at de var deres roller. Kierkegaard henviser til lignelsen om det store gæstebud (Lukas, kap. 14): En mand ville gøre et gæstebud og inviterede først en række mennesker, der undslog sig og bad sig undskyldt. Den ene havde købt en mark, den anden et par okser, den sidste havde lige taget en kone til ægte. De kunne ikke komme. De havde vigtige ting for – i deres roller. Så sendte han sin tjener ud for at indbyde halte, blinde, lamme, fattige – og de kom, og han gjorde et festmåltid for dem. Det, Kierkegaard fremhæver ved denne fortælling, er, at vi til daglig ikke laver den slags gæstebud. Hvis vi inviterer nogen, skal det være nogen, vi beundrer eller holder af eller er på linje med, eller som kan gøre gengæld, når vi inviterer dem. Anderledes med dette gæstebud. Og ikke alene fordrer den kristne kærlighed – som er næstekærlighed, og som derfor ikke gør forskel på rollerne – at vi skal invitere halte, lamme, blinde og


548

næstek ærlighed

N

fattige, men den forlanger ydermere, at vi skal kalde det et gæstebud, dvs. en fest. Hvis man endelig mandede sig op til at invitere mennesker, der ellers ikke blev indbudt, ville man betragte det som en god gerning og som en smuk præstation. Og bagefter ville man sukke og sige: Nu er det overstået! Men kristendommen vil, at vi endda skal betragte det som en fest at være sammen med disse mennesker. Hvad forhindrer os i at gøre det? At vi tror lige så blindt på rollerne som skuespillerne i den tænkte forestilling, der ikke kunne komme ud af deres roller igen. Som om den, der er rask og spiller en stor rolle i dag, ikke kunne være halt, blind og lam i morgen. »At elske næsten er, forblivende i sin jordiske forskellighed, som den er en anvist, væsentlig at være ligeligt til for ethvert menneske ubetinget.« Man har sagt, at Søren Kierkegaard mistænkeliggør den naturlige, driftsbetonede kærlighed. Det gør han ikke. Han gør bare opmærksom på forskellen mellem den naturlige, driftsbetonede kærlighed – og næstekærligheden. I den naturlige kærlighed kan det ikke undgås, at selvkærligheden er med. Hvis en ung mand er yderst tilfreds med sig selv og derefter forelsker sig i en ung pige, som synes, hun er pragtfuld – og hvis nu han siger til hende »du er pragtfuld«, og hun siger til ham »du er vidunderlig« – er det så ikke selvkærlighed, der er blevet ganget med to? Har den første konflikt mellem dem ikke netop noget at gøre med, at den ene ikke længere vil dyrke og forgude den anden, og at det var det, de hver for sig ønskede: at blive dyrket og forgudet? Eller den naturlige kærlighed drømmer om at finde den fuldkomne genstand for kærligheden, mens næstekærligheden er opmærksom på, at enhver kan være genstand for kærligheden – og at den, der talte om den og levede den, ikke søgte de fuldkomne, men elskede de ufuldkomne: »Kristi kærlighed var grænseløs, som den må være det, når dette skal fuldkommes: i at elske at elske det menneske, man ser. Dette er meget let at indse. Hvor meget nemlig og hvorledes end et menneske forandres, han forandres dog vel ikke således, at han bliver usynlig.


N

nåde

549

Er dette – umulige – ikke tilfældet, så ser vi ham jo, og pligten er at elske det menneske, man ser. I almindelighed mener man, at når et menneske væsentligt har forandret sig til det værre, han da er således forandret, at man er fritaget fra at elske ham. Hvilken forvirring i sproget: at fritages – fra at elske, som var det en tvungen sag, en byrde, man ønskede at kaste af sig! Men kristendommen spørger kun: kan du da på grund af denne forandring ikke mere se ham? Dertil må svaret blive: vistnok kan jeg se ham, jeg ser jo netop, at han ikke mere er værd at elske. Men ser du det, så ser du egentlig ikke ham (hvad du dog i en anden forstand ikke kan nægte, du gør), du ser blot uværdigheden, ufuldkommenheden og indrømmer derved, at du, da du elskede ham, i en anden forstand ikke så ham, men blot så hans fortrin og fuldkommenheder, som du elskede. Kristeligt forstået, derimod, er det at elske netop at elske det menneske, man ser. Eftertrykket ligger ikke på at elske de fuldkommenheder, man ser hos et menneske, men eftertrykket ligger på det menneske, man ser, hvad enten man nu hos dette menneske ser fuldkommenheder eller ufuldkommenheder, ja, hvor sørgeligt end dette menneske har forandret sig, da han jo ikke har ophørt at være det samme menneske.« (»Identitet og kærlighed« i Læsehest med æselører) ‰ Se også: ansigt

nåde For mig er der ingen tvivl om, at Grundtvig, som hele livet læste Johannesevangeliets indledning igen og igen, har tanken herfra. I det var liv, og livet var menneskenes lys. Lys og liv hænger sammen og lader os forstå, hvem Gud er, og hvem vi selv er. Julenat bliver Guds væsen åbenbaret: »Vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne søn har den fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.« Det utrolige er, at Johannes med de få sætninger får sagt det hele. Ingen steder finder man en så enkel beskrivelse af Guds væsen: »Fuld af nåde og sandhed.« Punktum!


550

nåde

N

Der er alt sagt. Er verden fuld af synd, og det siger man jo, så er Guds væsen fuld af nåde, og så stor er den nåde, at al verdens synd ikke kan udtømme den. Man kunne jo tænke sig, at man en dag sagde: Nu slap nåden op. Nu er den forbrugt, nu er synden dog større end nåden. Men det kan aldrig ske, for Guds væsen er »fuld af nåde og sandhed«. Det græske ord for ‘sandhed’ betyder – ‘det øjeblik, da tæppet trækkes væk fra det tilhyllede’. Afsløringsøjeblikket. Det er jo på en vis måde også det, vi mener, når vi siger: »Nu kom sandheden frem« – altså: Nu blev alt det, der før var tilhyllet, afdækket – afsløret. Ja, den bedste oversættelse af sandhed fra græsk er nok ‘afsløring’. Det er jo et ord, som bruges meget, når vi vil have skandaler frem: Afsløring! Nu er det hele sagt. Nu er der ikke noget at dække sig bag, sammenhængen er afsløret. Men når Guds væsen afsløres, så er – siger Johannesevangeliet – det, som skjuler sig: nåden. Nåden er sandheden – og sandheden er nåden. Samtidig siges der ved den afsløring noget afslørende om os og verden. Vi kan ikke nøjes med mindre end den fuldkomne nåde. Den må vi leve af. Den må vi klynge os til. (»Ordet blev et menneske« i Hvad er et menneske?)

n Nåden er din dagligdag, Hverdagen, det nære. Mennesker at leve med, Nåden er at være. Nåden er den kærlighed Som blev grundløst givet. Nåden er den hverdag, som Binder dig til livet.


N

nåde

Nåden er et ord fra Gud Over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, At få alt tilbage. Nåden er hver levet dag, Hvert tilfældigt møde. Nåden er det levende, Som opstår af døde. Uden håb og uden Gud Lar’ vi døden råde. Tro og håb og kærlighed Får vi kun af nåde. (Den nye Salmebog, nr. 522)

551


784

vĂŚren

V


Den store Møllehave-bog © 2013 Johannes Møllehave og Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt Bogen er sat med Chronicle hos Christensen Grafisk Trykt hos Bookwell ISBN 978-87-11-39889-0 1. udgave, 1. oplag 2013 Printed in Finland 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


MARIANNE ANDERSEN, født 1958, er cand.mag. Hun er tidligere gymnasielærer, nu foredragsholder og forfatter, og har gennem en årrække nedskrevet og

Velkommen i Møllehaves vidunderlige og vidtfavnende verden!

redigeret Johannes Møllehaves udgivelser. Marianne

Hvad har forfatteren, formidleren, foredragsholderen

Andersen har skrevet om sin onkel i bogen Bag om

og præsten m.m. JOHANNES MØLLEHAVE mon sagt

ordene – et portræt af Møllehave, 2008.

om adspredelse, ensomhed, kærlighed, ondskab, selvbedrag og tro? Om H.C. Andersen, Blicher, Kierkegaard og Shakespeare? Om erotik, had og længsel; Bibelen, Blixen og Hemingway? DEN STORE MØLLEHAVE-BOG er et alfabetisk ordnet opslagsværk, som er lige egnet til systematiske opslag og til spontan lystlæsning. Den giver læseren mulighed for at orientere sig bredt i Møllehaves tanker, forfatterskab og livsfilosofi og dermed ende med en solid humanistisk ballast og alsidig viden.

Den

165 mm

Den

LINDHARDT OG RINGHOF

MØLLE HAVE

bog

  

flap: 118 mm

STO RE

STO RE

i dansk og psykologi – og Johannes Møllehaves niece.

58 mm

JOHANNES

MØLLEHAVE

1937 Født i København som søn af skoleinspektør Axel Møllehave og lærer Ester Volf 1957 Gift med Herdis Møllehave 1967 Cand. theol. 1967 Seminarielektor 1964-69 Kaldskapellan i Greve-Kildebrønde 1969-73 Andenpræst i Statsfængslet i Vridsløselille 1973-87 Sognepræst i Virum Kirke 1975 Debut som forfatter 1987-91 Præst ved Den Danske Kirke i Bruxelles 1996 Modtager af H.C. Andersen-prisen 2012 Tildelt Publicistprisen

MØLLEHAVE bog 165 mm

flap: 118 mm


Den STORE Møllehave bog læseprøve  

Stor opslagsbog: Møllehave guider læseren gennem sine rige verden fra A-Z

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you