Issuu on Google+

Eik Skaløe er den mest mytologiske skikkelse i dansk rockhistorie. Sammen med Steppeulvene udgav han i 1967 det skelsættende dansksprogede album Hip og døde året efter i Indien 25 år gammel. Denne bog med rejsebreve går bag om myterne og det offentlige billede af Eik for i stedet at tegne et anderledes portræt af en ung mands udvikling. En ung mand, der i slutningen af sin indre og ydre rejse er ved at træde i karakter som menneske – og som forfatter. Foto: Iben Lassesen

Hvad tænkte en ung, intellektuel fyr i 1964? Hvad fik ham i 1966 til at appellere til fornuften i det danske retsvæsen, da han i sin celle i Helsingør ventede på en af landets første narkodomme? Hvad drev hippierne til at tage på vanvittige trip til Østen? Disse omkring 100 hidtil upublicerede breve fra årene 1964-68 giver Eiks egne svar og refleksioner. Teksterne er ledsaget af de mange fotos, tegninger og vignetter, som brevene var fyldt med. Derudover kan læseren på fem kort år for år følge vejen af rågummi­ såler – fra Sjælland til Nepal.

Breve fra vejen af rågummisåler

Steppeulven Eik Skaløes intense breve beskriver en rejse i tid og rum: fra de tidlige 60’eres Paris over sommeren 1967 med Steppeulvene i København til den sidste rejse i Nepal i 1968. Samtidig fortæller de historien om en ung mands udvikling fra naiv forfatterspire til hardcore hippie-on-the-road – og kunstner.

Eik Skaløe

Breve fra vejen af rågummisåler inviterer læseren med på en magisk ydre og indre rejse.

Eik Skaløe

Breve fra vejen af rågummisåler

Foto: Flob

www.lindhardtogringhof.dk

eik SMUDSomslag.indd 1

Lindhardt og Ringhof 4/9/13 10:45 AM


Eik Skaløe

Breve fra vejen af rågummisåler Udgivet og kommenteret af Iben Lassesen

Lindhardt og Ringhof

eik matHR.indd 3

3/9/13 9:59 AM


Hvor begynder historien... om Eiks drøm om ordliv? Begynder det her ?

– i 1961 – umiddelbart før Eik flyttede

hjemmefra, med et helt bevidst ønske om og vilje til at blive et menneske, der lever af ord og sprog, at blive forfatter.

Billedet her, som Eik selv fik lavet hos en fotograf, vidner om det ønske. Man fore-

stiller sig tydeligt billedet anvendt på bagsiden eller på omslagets flap af den unge forfatters første bog. Det var også i den

periode, han valgte sit kunstnernavn, Eik Skaløe, som han udsøgte og købte efter

lange og grundige overvejelser. Fødenav-

net „Sørensen“ var lidt for banalt. En mening, han delte med den øvrige familie;

Eik Skaløe, født 28. maj 1943.

puslede med tanken om at ændre efter-

i Europa og det nordlige Afri-

vores forældre gik i samme periode og

navnet, men det blev skrinlagt i de svære år, der fulgte.

Han har foretaget flere rejser ka samt flere lande i Østen. Af tidligere udgivelser kan

nævnes pladen „Hip“, udgivet i 1967, og digt- og prosasamlingen „Ønsket om Ordliv“, udgivet i 2002.

– noget i den stil kunne han have set for sig.

9

eik matHR.indd 9

3/9/13 9:59 AM


– eller begynder det her . . .

Skolefoto 1950. Fordybet i studier – og blikket vendt mod verden. – begynder historien om et menneskes liv i ord det sted, hvor bogstavet læres?

Dette nye: At begynde at mestre læsning og skrivning? – det begynder nok snarere endnu tidligere:

Eik og jeg voksede op med en dyrkning af formuleringsevnen.

Kedelige sporvognsture – ventetider på perroner – siddende på køkkenbordet, når mor vaskede op eller lavede mad: Alle stunderne

blev fyldt med glæden ved ordlege, rimegåder, ordspil – en altid livlig pingpong med ord. Hjemmelavede krydsordsopgaver og „laveord-af-ord“.

Timevis af oplæsning – de gamle klassikere, prosa og poesi. Og altid en glidende naturlig forklaring på ordenes betydning. Far sid-

dende ved reolen og med sin bog i hånden – atlas, globus og ordbøger inden for rækkevidde, parat til at slå alt det op, som vi ikke vidste. . . endnu.

10

eik matHR.indd 10

3/9/13 9:59 AM


Vores far ved reolen hjemme ca. 1960.

Mor var den, der lagde for, når vi skulle ud på eventyr, både praktisk og på idéplanet. Vores far ved reolen hjemme ca. 1960

Sang. Vi lærte hundredvis af sange, mens viskestykket konkurrerede med mors hurtighed ved opvaskebaljen. Tostemmigt og tre-

stemmigt. Hos mor var det højskolesangbogen og vandresange. Hos far mere politisk bevidste sange.

Vi gennemtrawlede København for hver eneste statue – stukkatur –

sandstenssøjle og malerisk baggård. Kirker endevendtes for sære figurer. Gennem mors fantasifulde beretninger blev slotte og gamle gårde befolket med slægters skæbne. Vi så ikke en ovnkrog uden

den gamle, kloge kone, som engang havde siddet her og kogt grød. Ikke en vinduesniche, uden synet af kniplingsklædte kavalerer

med intriger springende mellem sig. Hver mark, vi så, syntes at

gemme på gåder om gamle guldhorn – der lå nok stadig mere der-

nede. Strandens skaller blev for vores indre blik fyldt med liv af det væsen, som engang havde beboet dem – dybt ude i havets katedraler.

Vi lærte fædrelandet at kende på cykel, pr. kano og i tog. Hele fa-

milien med rygsække og køjesække. Hunden som glad ledsager, altid var vi ivrigt snakkende. Altid i telt, altid med sang og ord- og

iagttagelseslege. År efter år var vi på spændende ekspeditioner, så

landet fra vinkler, der ikke er enhver beskåret. Far fandt vejen frem til de pittoreske oplevelser med kort og kompas.

11

eik matHR.indd 11

3/9/13 9:59 AM


Familiebilleder ca. 1959

Ferier foregik i naturens favntag – så langt fra civilisation som muligt med indleven i naturens egen lov. Alt blev belivet af fantasiens favntag. Vores idealer voksede i fortællingerne om Holger Danske, som i ædel kappestrid opslog sin hjelm. Ivanhoe til hest med fæl-

det lanse mod uretfærdighedens skalkagtige skurke. Robin Hood, som med gnistrende overmod kom de fattige til hjælp på de riges regning.

1957 Penge havde heller ikke vi – men vi følte os uendeligt rige som grever og baroner – for vi ejede hele verden.

Klædt som de fleste i vor tid og miljø, i omhyggeligt stoppede, ny-

vaskede trøjer, altid velpudsede støvler, og til pinse nykridtede lærredssko, som blev sat til tørre i forårssolen. Hjemmesyet og hjemmestrikket. Efterkrigstiden bød kun på den ekstravagance, som

vilje og livlig fantasi kunne skaffe til veje. Kosten var enkel, men

nærende. Hunden altid velplejet og altid i familiens midte som et elsket centrum.

12

eik matHR.indd 12

3/9/13 9:59 AM


Eik og jeg kunne skændes og rives. Den fandenivoldske faun af en rødhåret bajads kunne med ganske få ord drive sin lillesøster til

fnysende raseri, så dørene drønede, og loftspudset ramlede ned.

Men kom fjenden udefra, var Eik min ubestridte væbner, og jeg følte mig altid tryg. Ingen af hans venner har vovet at komme med

noget, der lignede en nedsættende bemærkning, hverken til mine forældre eller mig. Det var helt utænkeligt.

Ansigt til ansigt kunne vi slås, men ryg mod ryg stod vi sammen i verden.

Men så snart Eik trådte ud fra vores lille klan, var han, skønt altid

1961

omgivet af venner, også altid lidt alene. Det var svært at være en

helt, som alle drenge gerne vil være, når man af krop var en bitte

lille, rødhåret splejs, blandt de langt større, jævnaldrende drenge. Skarp i replikken og ubændigt lystig i konstant overtempo – det

eneste, der kunne kompensere for hans ringe korpus. Det var først i 16-års alderen, Eik indhentede en naturlig størrelse, men da var

den grundliggende karakter allerede dannet. Hans store forbillede,

frihedskæmperne, gjorde også hans stræben svær. Når DET nu ikke længere var en aktuel rolle i livet, hvad skulle man så kæmpe for?

· · · Som tiden gik, så jeg mindre og mindre til min forgudede, irriterende storebror. Først var det spejdervæsenet, hvor han som stor

spejder fik nok at gøre og blev redaktør på „stafetten“, som divisionens blad hed.

Eik begyndte for alvor at stile mod at blive skrivende. Journalist? Forfatter?

For at „få et ben indenfor i branchen“ søgte han ind på Hirsch­

sprungs Forlag. Det blev en stor skuffelse, med lutter lavpandede opgaver og intet, der på nogen måde kunne relateres til indsigt i

forlagsarbejde. Efter et halvt års prøvetid sagde han farvel, til alles og mest sin egen tilfredshed. Han takkede direktøren for friheden ved at overrække ham et tomt hundehalsbånd ved afskeden.

Det var nu i 1961, og Eik var 18 år gammel. Akademisk Studenter-

13

eik matHR.indd 13

3/9/13 9:59 AM


kursus blev næste, men for så vidt også den sidste målpind i den

mere bevidste stræben. I den rastløse skare, der var tilmeldt, be-

gyndte Eiks indre uro for alvor at tage fart. Jeg tror, han havde glædet sig til at fordybe sig i virkeligt intellektuelle emner. I stedet for havnede han i en klasse med unge, der mest var indstillet på tids-

fordriv eller udforskning af Københavns bagsidemiljø. Det var lidt af et chok for ham og fik ham til momentvis at falde tilbage i un-

derskoletidens klovnerolle. Men det vakte også en glubende appetit på helt nye sider af livet.

Så kom tiden i 1962 med Atomkampagnen. Det varede ikke længe, før Eik trængte ind i kampagnens kerne. Eik og jeg klistrede kampagnemærker op overalt, og Eik indgik i redaktionen i „Alterna-

tiv“, kampagnens blad. Her mødte han de første, virkelige, litterære udfordringer. Som i alle nye organisationer var der også sten i Atomkampagnens barnesko.

Et brevudsnit fra denne periode vidner om hans engagement:

(...) ALTERNATIV har på det smerteligste erfaret dette. Hundredvis af unge går omkring med Kampagnens mærke og venter på informationer, der kan sætte dem i gang med et politisk arbejde, med at læse den rette litteratur, se de rette teaterstykker osv. Men Kampagnen svigter. Vi frygter at ledertyranniet er grunden. Ingen andre steder finder man en ledelse, der på samme vis som herhjemme sætter sig i højsædet som enevældigt bestemmende. Det er i ALTERNATIV mange gange tidligere blevet fremhævet, at Kampagnen mod Atomvåben er en folkebevægelse og ikke en forening. I Kampagneorientering skriver redaktøren af Holbæk amts Venstreblad: „Vi er alle høvdinge“. Det lyder godt, men har ingen bund i virkeligheden. I aviserne læste vi med forbløffelse at Scharnberg, Hind, Foghmar og Hougaard truede med opløsning af Kampagnen, 14

eik matHR.indd 14

3/9/13 9:59 AM


hvis den blev lagt meninger i munden, den ikke havde. Og vi tænkte, hvem er da disse fire mænd med denne vældige magt? Vi ser undrende at Kampagnen censurerer plakattekster på atommarcherne, funderer over hvem der ser sig i stand til at formulere, hvad vi alle mener, hvad vi må mene, og frem for alt hvad vi ikke må mene. Vi bliver måbende klare over, at Kampagneledelsen har nægtet at samarbejde med den nyoprettede, internationale fredsfederation, fordi den kræver fuld afrustning. Og vi spørger vor altvidende landsledelse: Jamen hvad kræver vi da? Der er naturligvis ikke på nogen måde tale om, at Kampagnen skal opgive at virke på et tværpolitisk grundlag. ALTERNATIV har i sit arbejde da også bevaret denne meget vigtige forudsætning. Der er behov for en bred, kulturel og politisk orientering. Der skal distribueres politisk informationsmateriale, der provokerer til hver enkelts personlige stillingtagen i diverse spørgsmål, og der skal vejledes til kulturelle ståsteder. Det er blevet hævdet at Kampagnen ville svigte den hidtidige økonomiske støtte ved at udvide sit arbejdsfelt, men det er fejlagtigt. Den første del af Kampagnens mission, at sprede oplysning om atomfaren samt at skabe en folkeopinion mod prøvesprængninger og oprustning, er allerede ført til ende. Opinionen er i dag skabt, og det næste skridt må være at gøre den til en sprængfarlig røst, der er medbestemmende, hvor afgørelserne tages. Kampagnen er ikke farlig, den har pæne og acceptable meninger, den kan snakkes i stykker. Konklusionen af situationen idag må være, at Kampagnen tager skridtet og vedkender sig en skarpere målsætning, der f.eks. har den engelske som forbillede. ALTERNATIV har valgt denne linie, og vi 15

eik matHR.indd 15

3/9/13 9:59 AM


tror, at Kampagnen stadig kan nå at blive den samlende organisation, der står som eksponent for de sandhedssøgende, politiske og kulturelle bestræbelser herhjemme. Ikke gennem isolation, men bredt og jernhårdt favnende. Vi må erkende, at det er på høje tid. At Kampagnen og det fikse mærke står i fare for at kulminere i at være en møjsmart topmode. Fordi kvaliteten er kvalt i kvantitetsleflen. Nej, vi er ikke sure. Men irriterede? Ja. Eik Skaløe I perioden flyttede Eik til Vardegade. Senere til andre, og mere løse

opholdssteder. Fra det øjeblik, han kastede sig ud fra den hjemlige rede og mærkede luften under egne vinger, trådte hans „tvilling“jeg ind i en ny fase. Altid omgivet af mange mennesker, politisk

engagement og rejser. Men sjældent følte han sig mere ensom, end når han strålede i mange menneskers midte, en personlig udfor-

dring, han ofte selv vender tilbage til i sine selvransagende noter.

Og, som man fornemmer det, dels i starten af -64 alene af sted med Iben, men ikke mindst i de sidste vandringer i Nepal – kun alene på de små bjergveje, hvilede han endelig roligt i sig selv.

Veninden, Iben, mødte han i Atomkampagnen i 1962. I hende

fandt han en klangbund, begge opdraget i litteraturens og ordenes verden. Begge dybt engagerede politisk og etisk, begge de eneste, hvis forældre stod ved deres side gennem alle de problemer, deres tilværelse snart skulle byde på.

Året 1963 indleder Eik med følgende betragtninger om sig selv:

6/1-63 Er dette det endelige gennembrud eller blot almindelig ekstase. Sprængningen, der blot føles som den umådelige træthed i lemmerne og hjernen afventende og tilbagetrukket. Føler mig som en eneste slowmotionbevægelse, der skulle karakterisere hæmningernes 16

eik matHR.indd 16

3/9/13 9:59 AM


opløsning. Hvornår vil legemet følge intentionerne. Jeg trænger til subjektiv styrke, vilddyret, berettigelse, ikke blot gennem ord. Den evige ekstase, den varige inhalerende gaben. Flugten ind i mig selv, for at legemet kan blive min bolig og ikke flygtige tilholdssted, hvortil jeg kun sjældent finder vej. Jeg har ofte talt til fordel for pladsen i loftshjørnet, men heri ligger handicappet, fremkaldt af mangel på personlig styrke. Hellere gang på gang afsløringen af egen svaghed end det umenneskelige skuespil, der dog ikke kan narre mig selv. Hellere 100% ægte værdighed end 100% falsk. Længes efter reaktionen, ekstasen som menneske, det legemliggjorte og ikke alene intellektuelle. Men kan dette opnås i kraft af viden, hvis ikke lad mig da leve evigt drømmende – bestandig beruset, lad grimassen dannes af mit kød og ikke af min maske. Lad mine ord flyde fra munden og ud og ikke som hagl fra et sted, hvor jeg ikke er. I juli 1963 løsrev han sig, rystede københavnerstøvet af støvlerne og begav sig på sin egen første rejse. Til Paris. Hvor nye og gamle venner ventede med piller og røg. Glitrende som en eventyrhule lå

byen i et fortryllet skær. Den nye, uprøvede narkotika pumpede

blomster så store som elefanter og vennetale så genial som Sokra-

tes’ ind i hans eventyrlystne blod. Eik greb rejsen – den indre som den ydre – med begge hænder og ilede direkte derind. Han havde

medbragt guitar, som han spillede på blandt andet under broerne, hvor han camperede – som i barndommens primitive lejrliv. En

vidunderlig vagabondering, der brat tørnede mod virkeligheden, repræsenteret af det franske politis rå og destruktive vold. Gen-

nemtævet og med den knuste guitar kastet i Seinen, måtte Eik erkende en ny side af livet, som lå helt uden for hans erfaring.

Efter nogle måneder kom han hjem, men var mærket af en rastløs uforløsthed.

Korrespondancen hjem fra denne første rejse er desværre bortkommet.

Året 1963 afsluttes med følgende statement:

17

eik matHR.indd 17

3/9/13 9:59 AM


Betragtninger 15/12-63 Hvis dette læses af Sartre, Camus el. Iben – bedes disse undskylde gentagelserne og det selvfølgelige, der skyldes en for ringe ånds mangel på matematisk overskuen, og måske de konkrete begivenheders influeren. –S  om Camus går vi ud fra tilværelsens meningsløshed – en fornægtelse af livet efter døden. Vi placeres i tilværelsen, der blot er og ikke kan forklares. –D  et drejer sig herefter om vor reaktion på dette, at vi placeres i tilværelsen. Er vi passive eller aktive. Venter vi at modtage noget af livet. Hvad skal vi søge og hvilken konsekvens bør vi drage af vor erkendelse. –E  rkender vi – går ud fra – tilværelsens meningsløshed, kan enkelttingene ikke have en forudbestemt værdi – HELLER IKKE VI SELV – Vi kan altså ikke vente os noget af livet ifald vi stiller os afventende over for det. Dets meningsløshed vil fylde os med fortvivlelse – livet vil overvælde os i kraft af, at vi finder det uden objektiv værdi. –V  or passivitet til trods kan livet være udholdeligt – ja endog skønt – i tre tilfælde. Dels, hvis der ikke reflekteres over dets tilskikkelse (dette har vi udelukket). Dels hvis det tillægges en objektiv, måske foreløbig værdi (dette har vi tillige udelukket) Og endelig (hvilket i og for sig er identisk med det første eksempel) hvis vi ikke – eller kun i ringe grad – har været overladt til ensomheden og den følgelige personlige erkendelsesdrift. – I det øjeblik kan vi med rette stille os selv spørgsmålet: Er livet værd at leve. Det vil blive umuligt, under indflydelse af stadig erkendelse om livets objektive urimelighed, at finde nydelse i passiviteten. Passiviteten forudsætter, at livet har noget at give én. Men livet er uden mening og har intet at give i sig selv. – J eg kan ikke sige meget om konsekvenserne af livets udfordring til det enkelte menneske. Camus har sagt: Man kan kaste sig ud af det – eller man kan kaste sig ud i det. Det første er at overgive sig til livet. Den yderste konsekvens er selvmordet, der imidlertid kræver mere end passivitet. Selvmordet som løsning, kræver noget af 18

eik matHR.indd 18

3/9/13 9:59 AM


passiviteten. Passiviteten i sig selv er smerten ved livets urimelighed. Og hvorfor passiv? – Jeg gisner, at passiviteten kan være mangel på talent overfor livet. Passiviteten kan væren en subjektiv hæmning, mod hvilken der intet er at stille op. Hvordan kaste sig ud i livet ifald man er arveligt bundet til passiviteten? I hvor høj grad kan miljø og erkendelse løsne de bånd, der har fæstnet et menneske til smerten? – Camus har sagt, at selvmordet kræver en ydre tilskyndelse, der kan vriste mennesket fra passiviteten. Kan vi tro, at den modsatte vej ud af passiviteten ligeledes kræver en tilskyndelse? Er denne tilskyndelse alene den fulde bevidsthed om tilværelsens absurditet? Jeg forudsætter et menneske, der arbejder med erkendelsen om tilværelsen og hans egen placering. At hans pludselige viden om sig selv måske kan bringe ham til passivitetens grænse. Hans tanker om sig selv bygger på tusinder af små opdagelser, der samler sig om dette ene: Jeg har endnu ikke levet i kraft af mig selv. Han opdager sig udleveret til sin egen verden, sin egen aktivitet – eller mangel på samme. Jeg giver ham én mulighed for at vende denne udlevering til ensomheden til sin fordel – til livet: At udbygge den viden, der er blevet ham til del. At erkende sin mangel på personlig aktivitet. At erkende opnåelsen af en sådan som eneste vej. Ikke at vige for sandheden om end konsekvensen af sandheden er uoverskuelig og måske uopnåelig. · · · Vores forældre investerede i et ophold for Eik på Holbæk Kunsthøjskole. Her startede han i januar 1964.

19

eik matHR.indd 19

3/9/13 9:59 AM


SVERIGE

eik matHR.indd 20

3/9/13 9:59 AM


Breve fra vejen af rågummisåler © 2013 Iben Lassesen og Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag og grafisk tilrettelægning: Dan Eggers Principlayout: Åse Eg Kort: Per Diemer Bagside foto: Flob Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-37367-5 1.udgave, 1.oplag 2013 Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

4

eik matHR.indd 4

3/9/13 9:59 AM


Eik Skaløe er den mest mytologiske skikkelse i dansk rockhistorie. Sammen med Steppeulvene udgav han i 1967 det skelsættende dansksprogede album Hip og døde året efter i Indien 25 år gammel. Denne bog med rejsebreve går bag om myterne og det offentlige billede af Eik for i stedet at tegne et anderledes portræt af en ung mands udvikling. En ung mand, der i slutningen af sin indre og ydre rejse er ved at træde i karakter som menneske – og som forfatter. Foto: Iben Lassesen

Hvad tænkte en ung, intellektuel fyr i 1964? Hvad fik ham i 1966 til at appellere til fornuften i det danske retsvæsen, da han i sin celle i Helsingør ventede på en af landets første narkodomme? Hvad drev hippierne til at tage på vanvittige trip til Østen? Disse omkring 100 hidtil upublicerede breve fra årene 1964-68 giver Eiks egne svar og refleksioner. Teksterne er ledsaget af de mange fotos, tegninger og vignetter, som brevene var fyldt med. Derudover kan læseren på fem kort år for år følge vejen af rågummi­ såler – fra Sjælland til Nepal.

Breve fra vejen af rågummisåler

Steppeulven Eik Skaløes intense breve beskriver en rejse i tid og rum: fra de tidlige 60’eres Paris over sommeren 1967 med Steppeulvene i København til den sidste rejse i Nepal i 1968. Samtidig fortæller de historien om en ung mands udvikling fra naiv forfatterspire til hardcore hippie-on-the-road – og kunstner.

Eik Skaløe

Breve fra vejen af rågummisåler inviterer læseren med på en magisk ydre og indre rejse.

Eik Skaløe

Breve fra vejen af rågummisåler

Foto: Flob

www.lindhardtogringhof.dk

eik SMUDSomslag.indd 1

Lindhardt og Ringhof 4/9/13 10:45 AM


Breve fra vejen af rågummisåler læseprøve