SUPERVISION
I ORGANISATIONER
Metoder Processer Teori
SUPERVISION I ORGANISATIONER
BIRGITTE BONNERUP
OG ANNEMETTE HASSELAGER
SUPERVISION I ORGANISATIONER
METODER, PROCESSER, TEORI
AKADEMISK FORLAG
Supervision i organisationer. Metoder, processer, teori
Birgitte Bonnerup og Annemette Hasselager
© 2025 Akademisk Forlag, København
– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node, se: www.tekstognode.dk/kopier.
Forlagsredaktion: Sidsel Fabech og Mette Schilling
Omslag: Harvey Macaulay | Imperiet
Sats: Demuth Grafisk
Forsideillustration: Birgitte Ahlmann
Illustrationer: Birgitte Ahlmann
Bogen er sat med: Lava, Tungsten og Univers Tryk: ScandinavianBook
Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne bogens forfattere. Tegningerne er bragt med tilladelse fra pågældende klienter.
1. udgave, 1. oplag, 2025
ISBN: 978-87-500-6485-5
Akademisk Forlag
Vognmagergade 11 1120 København K www.akademisk.dk
Akademisk Forlag støtter børn og unge
Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
INDHOLD
INDLEDNING
SUPERVISION ER BEVÆGELSE
Hvad er supervision? Hvad kan det bruges til i arbejdslivet, og hvordan arbejder man i praksis med supervision? Hvad er teorien bag supervision, hvilke metoder kan man anvende og hvordan? Hvilke kompetencer har en supervisor brug for, og hvordan udvikles de? Det handler denne bog om.
Supervision er en særlig samtaleform, hvor den, der modtager supervision – supervisanden – får hjælp til at forstå og håndtere en oplevet problemstilling. At give eller modtage supervision handler om at få øje på og have øje for usete sammenhænge, vægtige følelser og nye muligheder.
Supervision er bevægende og ofte følelsesfuldt. Supervision bevæger sig i ryk. Sommetider ved man ikke rigtigt, hvad der sker, men man ved, at der sker noget. At supervision er bevægende betyder, at der kommer noget anderledes ud af supervisionen end det, der kom ind. Supervision uden bevægelse hjælper ikke. Bevægelse kan til gengæld betyde meget: fornyet faglig indsigt og bedre fagligt funderet praksis, at få erfaring med at blive set, hørt og forstået. Bevægelsen kan også betyde, at man kan tænke bedre, kan regulere sine følelser, bruge sine følelser som syn for sagen og blive klogere på følelsesfulde problemstillinger.
Det er ikke kun supervisanden, som bevæges. Supervisanden og supervisor indgår i et samarbejde, hvor hver har sin rolle. Supervisanden har sit udbytte af supervisionen, men også supervisor kan blive bevæget af indsigten, forståelsen og de mulige handlinger, som supervisanden får øje på og øje for. Det er både berigende og krævende for supervisor, som kommer på arbejde med sin viden, sine metoder og sine personlige kompetencer.
Bogen præsenterer en teoretisk funderet og praksisnær tilgang til supervision i organisationer på et psykodynamisk grundlag. Vores intention er, at bogen først og fremmest skal være en konkret hjælp og inspiration til,
hvordan supervision kan tilrettelægges og gennemføres. Læseren får hjælp til en reflekteret praksis med blik for og input til at forstå og intervenere i supervisionens mange processer. Først og fremmest er det en metodebog, der lægger vægt på, at især de, der yder supervision, gør det på et solidt og eksplicit teoretisk fundament.
Supervision er en udbredt praksis
Supervision i organisationer er en udbredt praksis. I mange sammenhænge er det i dag helt almindeligt at opsøge supervision på sine arbejdsopgaver, sin rolle og/eller sin håndtering af arbejdslivets adskillige krav, dynamikker og udfordringer. Supervision er almindeligvis en fast bestanddel af arbejdet inden for behandlingsmiljøer, psykiatri, uddannelse og sundhed. Supervision har for længst også fundet vej ind i ledelse, projektledelse, teamudvikling og samarbejdsudvikling, også under andre betegnelser som især coaching, executive coaching og sparring. Supervision er i nogle uddannelser og autorisationer et krav, bl.a. hos psykologer. Krav om deltagelse i supervision kan være et politisk eller organisatorisk besluttet tiltag, der skal bidrage til at forebygge og forhindre forskellige former for nedslidning eller uhensigtsmæssig håndtering af kerneopgaven.
Hvem er bogen skrevet til?
Supervision i organisationer henvender sig til dem, der arbejder med supervision og med superviserende samtaler i praksis, til modtagere af supervision og til dem, der i forskellige sammenhænge lærer om supervision både praktisk og teoretisk. Mange kan have glæde af bogen: interne og eksterne konsulenter, der arbejder professionelt med supervision, og HR-afdelinger, der understøtter og sætter rammer for udvikling af samarbejde, trivsel og professionalisme i deres organisationer.
Bogen henvender sig også til ledere, der har det som en del af ledelsesopgaven at supervisere andre, og til fagprofessionelle, der selv superviserer eller uddanner andre fagprofessionelle. Helt oplagt har psykologer og flere andre fagprofessionelle ofte væsentlige opgaver i forhold til at supervisere
yngre fagkolleger. For mange organisationspsykologer er supervision en ganske væsentlig del af arbejdsopgaverne. Bogen vil også være relevant i uddannelsesmæssige sammenhænge, både for studerende og for undervisere, hvor supervision indgår som metode, ligesom organisationer, der arbejder med forandringsprocesser og udviklingsprocesser, hvor supervision indgår eller kan indgå, kan have glæde af bogen.
BOGEN I OVERBLIK
Det er vores intention og ambition, at supervisorer og supervisander får inspiration til den indsigtsgivende og meningsfulde opgave, som supervision i organisationer er. Her i bogens indledning indkredser vi og definerer supervision: Hvad er supervision, og hvad kan supervision bruges til? Vi kommer tættere på, hvad det er for arbejdsopgaver og andre organisatoriske forhold, som supervision er velegnet til at arbejde med. Vi præsenterer begrebet dybden i øjeblikket, som indfanger væsentlige karakteristika ved psykodynamisk supervision.
Kapitel 1 giver et historisk blik på psykodynamisk-systemteoretisk supervision og systemisk supervision, og vi præsenterer udviklingslinjer og hovedbegreber samt fremhæver væsentlige forskelle og ligheder mellem de forskellige tilgange til supervision. Dernæst har vi en overordnet undersøgelse og diskussion af psykodynamisk-systemteoretisk supervision i forhold til især systemisk supervision, som gennem mange år har været og stadig også er en udbredt praksis.
I kapitel 2 præsenterer vi nogle grundlæggende teoretiske begreber til forståelse af og arbejdet med processer i psykodynamisk supervision. Først præsenterer vi to procesbegreber: association og refleksion. At skelne metodisk mellem association og refleksion er vokset frem gennem mange års praksisarbejde med supervision, både i egen praksis og som mangeårige undervisere på masteruddannelsen i organisationspsykologi på Roskilde Universitet. Vi udfolder dette begrebspar teoretisk sammen med en diskussion af, hvordan kompetence til hhv. association og refleksion kan udvikles,
og hvad de to begreber især kan bruges til. Derfra trækker vi nogle særligt centrale begreber frem, som vi definerer og diskuterer: overføring, modoverføring og parallelprocesser samt containing og holding. Bogen er ikke en grundlæggende introduktion til psykodynamisk systemteori. For de særligt interesserede i dette henviser vi til Bonnerup (2024), Gabriel (1999) samt Heinskou og Visholm (2004). Det kan være en fordel, at læseren er bekendt med den grundlæggende tænkning, men det er ikke en forudsætning for at forstå hverken den teoretiske eller den praktiske del af bogen.
Kapitel 3 og 4 er to store metodekapitler og på den måde bogens krop. I kapitel 3 indleder vi med en grundig præsentation af supervision i sin enkleste form: 1:1-supervision mellem en supervisand og en supervisor, som vi folder ud under overskriften ”ramme og dybde”. Vi går tættere på, hvilke problemstillinger supervisander bringer til supervision og hvorfor. Vi beskriver rammerne for supervision, fysisk og konkret, tidsligt og kontraktuelt. Og derfra folder vi en grundmodel ud, som består af en række delelementer, der er en systematisering af supervisionsprocessens mange elementer. Vi giver konkrete eksempler på spørgsmål, der kan stilles i supervisionsprocessens enkelte dele, samt eksempler på helt konkrete problemstillinger, som supervisander bringer ind i supervisionsprocesser. Kapitel 3 fortsætter herefter med en præsentation af supervision i gruppe. Her vil vi både beskrive supervision i grupper og supervision af grupper. Supervision i grupper er den form for supervision, der praktiseres, når enkeltpersoner arbejder med deres respektive problemstillinger i en gruppe med en supervisor. Det kan være en gruppe på en arbejdsplads, hvor deltagerne på skift får supervision på deres arbejdsopgaver, eller det kan være en gruppe, hvor deltagerne ikke har det samme organisatoriske tilhørsforhold, men måske arbejdsforhold eller professionelle roller, der er identiske. Det kan være psykologer i autorisationsforløb, det kan være HR-konsulenter eller udviklingskonsulenter eller ledere, der gerne vil have supervision, og som enten ser en fordel i at modtage supervision ”ude af huset” eller opsøger supervision, fordi det ikke er noget, der praktiseres i deres hjemmeorganisation. Kapitlet beskriver, hvordan gruppen på mange måder er et
aktiv. Det er både en berigelse af de associative og refleksive processer og dermed en kvalitet, der kan dyrkes og udfoldes i supervisionsprocesserne, og en mulighed for spejling i de andre gruppemedlemmers problemstillinger. Gruppesupervision er også supervision af gruppen. Grupper, der arbejder sammen om en opgave, ofte en ledelsesopgave, hvor selve samarbejdet og samarbejdet om opgaven kan bringes i fokus. Her er det altså gruppen som helhed, der er til supervision. Vi præsenterer og diskuterer en arbejdsmodel, hexagonet, og nogle variationer over processer, som gruppesupervision kan bygges op omkring.
Kapitel 4 er det andet af bogens to store metodekapitler. Her beskriver vi en række metoder, der inddrager forskellige elementer i supervision. Vi kalder det triangulær supervision. Metoderne er vokset ud af vores mangeårige praksis. Nogle har vi selv udviklet, andre er vi blevet inspireret til i de faglige miljøer, vi har arbejdet i. Læseren vil blive præsenteret for supervision med billeder, både med billedkort, med (kopier af) kunstværker og med fotografier, som ikke er supervisandens egne. Læseren vil møde supervision med fotos, som supervisanderne enten selv tager, eller som er fotos af supervisanden selv. Det kalder vi hhv. fotomatrix supervision og fotobiografi. Vi præsenterer og beskriver supervision med tegninger. Inden for den psykodynamiske tradition er der en tradition for at bruge tegninger i organisationspsykologisk udviklingsarbejde. Vi har udviklet måder at bruge tegninger på i supervision, som bliver præsenteret. Vi viser også, hvordan man kan inddrage drømme og andre forestillinger som metode i supervision, og endelig præsenterer vi supervision med konkrete fysiske objekter. Vi præsenterer begrebet evokative objekter og viser, hvordan man kan arbejde med ting og figurer i supervision. Ved alle metoderne giver vi konkrete bud på, hvordan en supervisionsproces kan designes og afvikles. Læseren vil møde illustrative cases, forslag til strukturering og opgaver for både supervisand og supervisionsgruppe. Kapitlet indeholder også diskussioner af, hvornår de enkelte metoder kan være velegnede, og hvornår de måske ikke er det, opmærksomhedspunkter og forbehold, som supervisor med fordel kan tage med i betragtning. Der er ikke tale om færdige opskrif-
ter, men om præsentationer, der skal give læseren inspiration og blod på tanden i forhold til selv at prøve kræfter med andre former for supervision og give inspiration til selv at tænke med og inddrage egen kreativitet.
Kapitel 5 præsenterer ideer til intern supervision i organisationer, hvor supervisor enten er en kollega eller leder. Kollegial supervision kan være tillokkende. Det kan synes enkelt og mindre omkostningstungt, at en gruppe, som i forvejen samarbejder om en opgave eller har en fælles faglig praksis, også giver hinanden supervision. Vi kommer med ideer til, hvordan det kan gøres, og hvilke forbehold der skal tages ved kollegial supervision. Kapitel 5 fortsætter med at undersøge temaet lederen som supervisor. Kan en leder fungere som supervisor for medarbejdere? Hvilke temaer og emner kan være velegnede, og hvilke skal man holde sig fra? Vi beskriver, hvordan man kan sætte en ramme op omkring en superviserende samtale, når lederen er supervisor.
Kapitel 6 handler om at arbejde som supervisor. Vi viser de afveje en supervisor kan komme ud på, og vi diskuterer, hvilke kompetencer en supervisor skal have, og hvordan de udvikles. Vi afslutter kapitlet med nogle overvejelser om, hvordan supervisor kan holde til arbejdet i mange år.
HOVEDOPGAVEN I SUPERVISION
Helt overordnet skal supervision bidrage til at kvalificere arbejdet med organisationens hovedopgave gennem støtte og kvalificering af supervisandernes rollevaretagelse og faglige praksis. Supervision kan være rettet mod den faglige opgaveløsning, fx ledelsesopgaven, det pædagogiske eller terapeutiske arbejde med borgere/beboere/patienter, håndtering af kunder og samarbejdspartnere og af forandringsprocesser i organisationen. Supervision kan også være rettet mod samarbejdet omkring opgaven, det kan være ledelsessamarbejdet, samarbejdet i teams, samarbejdet i organisationen som helhed, eller mod den belastning, arbejdet med hovedopgaven udgør.
Samtalen er grundværkøjet i supervision. Supervision er i sin grundform en særlig dialog mellem supervisor og supervisand/supervisions-
gruppe. Supervisionsdialogen kan understøttes af forskellige kreative metoder, som kan bidrage til at belyse og give mulighed for at arbejde med skjulte, usete og ubevidste dynamikker i organisationen og/eller i supervisandens praksis. Supervision bliver da en samtale mellem tre: en supervisor, en supervisand (i ental eller flertal) og en tredje part i form af et objekt, fx et visuelt objekt (foto, tegning, billede, kunstværk), et fysisk objekt (et evokativt objekt, figurer) eller et mentalt ”objekt” – en drøm. Det kalder vi triangulær supervision. At inddrage objekter i supervision giver nogle særlige muligheder for at få adgang til noget af det, der hidtil ikke er tænkt, følt eller sanset. Heri ligger der kreative ressourcer, der kan bringes i spil og være med til at føre supervisanden nye steder hen. Grundmodeller og metoder til supervision folder vi ud i kapitel 3 og 4.
Udbytte
Supervision giver mulighed for faglig udvikling, følelsesmæssig bearbejdning, personlig og fælles indsigt, læring og relations- og samarbejdsudvikling og ikke mindst ændrede handlings- og beslutningskompetencer.
Supervision er i nogle sammenhænge en forudsætning for formel autorisation. Supervision tilbyder et rum til at bevare og udvikle evnen til at tænke og kunne bruge følelser relevant og proportionalt. Det skaber mulighed for:
• At det pres, opgavesystemet lægger på supervisanden, den enkelte, relationer og grupper, kan forarbejdes. Supervision kan have et særligt blik for, hvordan hovedopgavens emotionelle dimensioner spiller ind i samarbejde, ledelse og trivsel i organisationen.
• At bearbejde, forstå og håndtere konkrete begivenheder eller indre ønsker/behov.
• Hjælp til at forstå og adskille individuelle, relationelle og organisatoriske problemstillinger, i særdeleshed at forstå, hvordan og måske også hvorfor temaer, problemer eller konflikter skubbes rundt i organisationer/systemer.
• Øget personlig indsigt og øget indsigt i organisatoriske dynamikker, der giver muligheder for at løse og håndtere problemstillinger på måder, der er tilpasset konteksten, og at udvikle sin egen personlige måde at varetage roller og opgaver på.
• Udvikle og styrke faglighed i opgaveløsningen.
• Forbedre samarbejdsklimaet (vedligeholde det, der fungerer godt, eller udvikle det, der trænger til udvikling). For eksempel for ledelsesgrupper, projektgrupper, selvstyrende grupper, medarbejdergrupper og andre, der skal samarbejde om en opgave.
HVAD ER PSYKODYNAMISK SUPERVISION?
Supervision i organisationer skal trække på en solid teoretisk viden om organisationer og organisationspsykologiske processer. Supervision kan basere sig på forskellige teoretiske skoler. Vi har skrevet denne bog på en psykodynamisk organisationspsykologisk grundlag. Ønsker man en grundlæggende præsentation af teoriapparatet, henviser vi til gode fremstillinger som Bonnerup (2024), Bonnerup og Hasselager (2008), Gabriel (1999) og Visholm (2004). Et par grundbegreber skal dog ganske kort nævnes her:
Det ubevidste
Det ubevidste er et grundbegreb i psykodynamisk organisationspsykologi. Som begreb er det ubevidste en abstraktion. Det hjælper os til at forstå tilsyneladende irrationelle handlinger, motiver, angst, individuelt og socialt forsvar, regressive, destruktive såvel som kreative kræfter i individ, gruppe og organisationer (se fx Bonnerup & Hasselager 2017: 161 ff).
Organisationen som et system der løser en hovedopgave Arbejdsliv og organisationer er følelsesfulde steder. Der er følelser forbundet med at løse arbejdsopgaver, med at give og tage autoritet og med at indgå i forandringsprocesser og i langvarige såvel som flygtige relationer til andre (se fx Armstrong 2005). Det handler om opgaver, roller, grænser og
autoritet (se fx Miller & Rice 1967). Erfaringer, oplevelser og problemer finder altid sted i kontekst, så supervision skal altid også medtænke og undersøge konteksten for det, der arbejdes med.
Dynamiske processer
Psykologiske processer udspiller sig i og mellem enkeltpersoner, grupper, afdelinger og i organisationen som helhed. Og psykologiske processer udspiller sig i supervisionsrummet, hvor forståelsen af og arbejdet med disse er supervisors opgave. Supervisionens procesbegreber vender vi tilbage til i kapitel 2.
DYBDEN I ØJEBLIKKET
Supervision er også at have øje for og få øje på noget, som supervisanden ikke selv havde set – på den måde eller på det tidspunkt. Supervisanden kan i supervisionen også komme i kontakt med følelser, som det ikke er behageligt at være i kontakt med – måske afmagt, væmmelse, vrede eller taknemmelighed og glæde. Nogle gange hele paletten i én og samme supervision. Supervisor ser, spejler og oplever til dels de samme følelser, bliver brugt som projektionsskærm og depot for uønskede følelser og skal bruge og udvikle sine containende evner til gavn for supervisanden.
Vi har udviklet begrebet dybden i øjeblikket, som bedst kan beskrives som en oplevelse af, at en kortere passage i supervisionen rummer og viser mange dimensioner af supervisionsproblemet på én og samme tid. Som om man nærmer sig hidtil usete, fortrængte elementer, forbindelser og indsigter, en form for kondensat af mange indsigter, mange data. Måske ”ahaoplevelser”, men oftest en oplevelse af eftertænksomhed og en oplevelse af, at her skete noget vigtigt, man endnu ikke har forstået til bunds. Dybden i øjeblikket er det øjeblik, som supervisor og supervisand plukker ud af en muligvis mangfoldighed af øjeblikke, og bevidstheden om, at der både er en grund til, at netop dette øjeblik blev ”udvalgt”, og til, at andre blev fravalgt. Begrebet er inspireret af den amerikanske professor i psykologi Daniel
Sterns begreb om det nuværende øjeblik (Stern 2005) og af den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosas begreb om et ”imødekommende resonansrum, som lader … resonansvirkninger opstå, men ikke fremtvinger dem” (Rosa 2021: 193, Rosas kursivering). For os er det dybe øjeblik et intersubjektivt møde, hvor der kan ske noget nyt, hvis begge parter åbner sig for det. Det dybe øjeblik har potentialet til at ændre (lidt af) oplevelsen af fortiden, og det kan være med til at forme synet på fremtiden. Med dybden i øjeblikket mener vi kort sagt et øjeblik, hvor noget vigtigt sker i en relation mellem mennesker. Det er et øjeblik, som er nuværende i Sterns og Rosas forstand, men som også fortætter ubevidste og fortrængte processer i og mellem individer, grupper, systemer generelt. Sommetider viser der sig noget betydningsfuldt i meget korte øjeblikke. De dybe øjeblikke er som døre ind til en større eller dybere forståelse af supervisionsproblemstillingens kompleksitet eller måske det særlige forhold, der kan træde frem og tydeliggøre, hvad næste skridt må være, eller slå hovedet på sømmet gennem øjeblikkets belysning af problemet. At arbejde med at få øje på, åbne sig over for og have kapacitet til at være i dybe øjeblikke kan forandre supervisors og supervisandens forståelser, indsigter og oplevelse af handlemuligheder. At gribe dybe øjeblikke kan være meget indsigtsgivende og hjælpsomt for supervisanden.
Supervision på psykodynamisk grundlag adskiller sig fra sparring og rådgivning ved, at den psykodynamiske supervision til stadighed forsøger at forstå, hvordan også ubevidste individuelle og organisatoriske dynamikker har betydning for supervisanden. Supervisanden har sin egen livshistorie, sine egne mere eller mindre ubevidste mønstre. Supervisanden kan have bevidste og ubevidste bevæggrunde til at søge supervision, organisationen kan have ubevidste motiver til at bede supervisanden om at tage imod supervision, der er ubevidste processer i organisationens grupper og i en eventuel supervisionsgruppe, og ubevidste dynamikker kan aktualiseres i supervisionen.
Supervision er en særlig form for samtale, der med afsæt i en bestemt problemstilling hjælper supervisanden til øget indsigt og handlemuligheder, til at regulere følelser og blive klogere på komplekse og følelsesfulde problemstillinger.
Supervision i organisationer er til både supervisorer og supervisander. Bogen klæder øvede og nye supervisorer på til supervision og superviserende samtaler i praksis og giver inspiration til design og håndtering af supervisionsprocesser.
For både supervisorer og supervisander er supervision en krævende og engagerende proces. Det er ikke blot en problemløsnings- og afgiftningsmetode, men også en vej til usete og ubrugte kræfter og ideer hos den enkelte og i arbejdslivets grupper.
Bogen kommer blandt andet ind på gruppesupervision og individuel supervision, lederen som supervisor, kollegial supervision, supervisorkompetencer og supervisor på afveje, brug af fotos, billeder, tegninger, figurer og drømme i supervision, supervision i samfundsmæssig og teoretisk kontekst, supervisionsprocessens teoretiske begreber og supervisionens hovedopgave.