OLE FOGH KIRKEBY • POULA HELTH
MENNESKE & LEDER
MENNESKE & LEDER
MENNESKE & LEDER
Bliv den du er
3. UDGAVE
OLE FOGH KIRKEBY · POULA HELTH MAIBRITT ISBERG ANDERSEN AKADEMISK FORLAG
Menneske & leder. Bliv den du er
Ole Fogh Kirkeby, Poula Helth og Maibritt Isberg Andersen © 2025 Akademisk Forlag, København
– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www.tekstognode.dk/undervisning.
Forlagsredaktion: Sidsel Fabech
Omslag: Harvey Macaulay | Imperiet
Sats: Demuth Grafisk
Bogen er sat med: Lyon og DIN
Tryk: ScandinavianBook
3. udgave, 1. oplag, 2025
ISBN: 978-87-500-6832-7
Akademisk Forlag Vognmagergade 11 1120 København K www.akademisk.dk
Akademisk Forlag støtter børn og unge
Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
INDHOLD
Forord 9
Bogens bidrag 10
Indledning: Protreptisk ledelse – at blive herre i sit eget hus 1 5
Filmen om lederens liv 16
Lederen som en del af en kollektiv handlekraft 1 8
Protreptisk coaching 19
Virkeliggørelse af begivenhedens etos 20
De tre elementer i protreptikkens praksis 2 1
Protreptikkens sigte 3 1
Kapitel 1: Lederens stræben efter et menneskeligt liv 3 3
Hvad former lederens frihed? 3 3
Personlighed og rolle 3 5
At være den vært, der modtager sig selv som gæst 36
Friheden som forudsætning for ledelse 38
Mødet med begivenheden – lederes tolkning og brug af frihed 40
Hvordan kommer menneskedimensionen til udtryk? 5 2
Når lederen er på jagt efter mennesket 59
Foreningen af logos, etos og patos 6 1
Patos i humanismens tjeneste 63
Lederens muser 63
Kapitel 2: Når magten bliver menneskelig 67
Magtbilleder 67
Magtens fremtoning hos forskellige ledertyper 75
Er der opstået en ny humanisme? 81
Søgen efter menneskelig anvendelse af magten 8 2
Magtens menneskelige fremtoning hos forskellige ledertyper 8 4
Kapitel 3: Viljen til ordentlighed 87
Forhold, som betinger viljens udfoldelse 89
Autenticitet hos lederen som menneske 9 5
Kapitel 4: At lede ud fra sit liv 97
Intimteknologier 98
Coaching som fænomen 99
Coaching som intimteknologi 100
Coaching som opmærksomhedspraksis 103
Filosofisk samtalepraksis 104
Opmærksomhed på mennesket gennem coaching 107
Fra coaching til protreptik og metacoaching 108
Logos, etos og patos som retoriske elementer i protreptikken 1 12
Ledelse i begivenhedens midte 1 20
At give meningen chancen 1 24
Kapitel 5: Semasiologien – den indre dialog 1 27
Bevidsthedens indhold 1 28
Den indre dialog 1 28
Bevidsthedens centrale problem 131
Er bevidstheden et sprog? 133
Begrebet autoonomatopoiesis 1 40
Kapitel 6: Ny tilgang til ledelse 1 55
Individualisering forstærker sårbarheden 1 56
Management og lederskab 1 57
Organisk ledelse svar på wicked problems 1 58
Eksperimenter rummer et forandringspotentiale 1 59
Nye svar på tidens krav til ledelse: Fællesskabt lederskab 160
Fire former for ledelse 163
Kapitel 7: Protreptik i praksis 179
Hvad sker der i den protreptiske samtale? 1 83
Hvad er protreptik, og hvorfor har det relevans for Den Nye Tids
Leder? 187
Fokus på det menneskelige 1 88
Protreptisk ledelse 191
Protreptiske redskaber i praksis 209
Til inspiration: hvilke protreptiske redskaber benytter jeg? 2 18
Efterrefleksion 223
Litteratur 225
Noter 231
FORORD
Af Ole Fogh Kirkeby
Denne bog har flere historiske lag. Den første udgave blev udgivet allerede i 2007, og anden udgave udkom i 2015 – begge gange med Poula Helth og Ole Fogh Kirkeby som forfattere. På dette tidspunkt var protreptikken relativt ny som perspektiv på ledelse, selvom den som tankekorpus er meget gammel. Den første udgave var faktisk den første samlede præsentation af protreptikken i en moderne ledelseskontekst bortset fra min bog Begivenhedsledelse og handlekraft (Kirkeby 2008) fra året før, hvor sider af protreptikken præsenteres.
Når jeg efter alle disse år genlæser vores tekst, bliver jeg faktisk stolt af os. De vigtige aspekter af ledelse blev her introduceret i et protreptisk lys: lederens selvindsigt og selvværd, hendes eller hans historie med den røde tråd, distancen til coaching, inklusive kritik af intimteknologierne, symmetriproblemet, lederens frihed, begivenhedens rolle, etos, logos og patos i humanismens tjeneste, magtens mange roller, ordentlighed og autenticitet og meget mere. Det jiddische begreb ”ein Mensch” lurede også her i vores forsvar for et radikalt perspektiv på ledelse, der ikke gik på kompromiser med hensyn til den ansvarlighed, som er lederens pligt og fristelse. Samtidig indeholdt bogen en række interviews med ledere, hvilket yderligere beviste dens relevans. Lederne viste sig nemlig ikke blot at forstå budskabet og refleksivt at sympatisere med det, men de gode af dem havde det allerede i blodet.
Hvorfor så egentlig en tredje udgave med endnu en forfatter? Fordi vi som samarbejdspartnere og venner følte, at der manglede noget. Det kan der være mange grunde til. Naturligvis at den teoretiske udvikling af et koncept kræver en styrkelse gennem praksis, og vi var jo først lige kommet i gang. Men også at vi manglede Maibritt Isberg Andersen, som først blev en del af det protreptiske projekt nogle år senere.
BOGENS BIDRAG
Ved gennemlæsningen af det oprindelige manus så jeg, at den idé, som inspirerede mig til at genudvikle protreptikken i sin tid, ikke var blevet behandlet udførligt nok. Jeg tænker her på Platons berømte forbindelse af ”dianoéisthai” = ”dialégesthai” – det at tænke og det at tale – og dermed menings- og betydningsbegrebet i protreptikken. Vi måtte yde ”semasiologien”, altså betydningslæren, mere retfærdighed. Da vi fordelte de reviderede og nye kapitler mellem os, fik jeg derfor denne opgave. Her tog jeg udgangspunkt i den berømte russiske psykolog Lev Vygotskijs bog Tænkning og sprog (2008 [1934]) og konfronterede hans smukke billede med tanken: en sky af mening, hvorfra ordene falder som dråber, med mit eget velprøvede billede, ”plamagen”, vinglasset, der vælter og til sidst trækker sine egne grænser omkring pletten af mening på dugen. Disse grænser er så skarpe og klare, som diskursen formår at være det, og dermed får betydningen den krop, som vinen måske havde, og kan formidles gennem begreber, billeder, idéer og det vigtigste i protreptikken: værdier.
På denne baggrund bliver det muligt at skabe en bedre analyse af den indre dialog. Dette kan ikke mindst udvirkes gennem inddragelsen af etymologien, der binder talen til vores kropslige praksis i et diakront og synkront perspektiv – en uhyre frugtbar mulighed, som jeg i 2007 ikke var tilstrækkeligt opmærksom på.
I mange år var jeg leder af Center for Kunst og Lederskab på CBS sammen med dirigenten Peter Hanke. Her bestræbte vi os på at formidle den indsigt, at lederen selv er og bør være kunstner. Men det blev forbeholdt Peter at føre kunsten og protreptikken sammen i sit i dag meget succesfulde koncept (det går sin sejrsgang i Oxford), hvor ledere får lejlighed til at dirigere og dermed møde den måde, hvorpå deres egen krop udfolder sig i lederskabet.
Poula Helth tager denne tråd op i sit nye bidrag til denne bogs tredje udgave og udfolder via scenekunsten protreptikkens dramatiske dimensioner. Shakespeare var trods alt modernitetens største protreptiker, og King Lear og Macbeth de bedste lærestykker i magtens evne til at ødelægge den, der pietetsløst rager den til sig. I sit bidrag fokuserer Poula Helth først på protreptikkens akilleshæl: dens fokus på lederens individualitet. Når udgangspunktet for det protreptiske projekt er den enkeltes samtale med sig
selv, men endemålet er skabelse af fællesskab, så opstår der nemlig et dilemma:
Ledelse under skiftende betingelser kan kun finde sted, hvis ledere anvender et personligt lederskab, og lederskabet bliver tolket som et fælles anliggende, hvor ingen kan sige sig fri for ansvar.
Dette krav om selvledelse kræver en kreativ og eksperimenterende ledelse, som Poula kalder ”organisk”. Mestrene i at præsentere viden, kunnen og vilje i en organisk form er kunstnerne. Derfor bliver organisk ledelse æstetisk. I kunsten folder det fænomen, som jeg har kaldt ”translokutionaritet”, sig ud i sin fulde rigdom. Det handler oprindeligt om den måde, hvorpå tanker bliver til tanker gennem tale. Først med sig selv og siden med andre. Populært kan det oversættes som: ”Jeg ved ikke, hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger.”
Denne proces kendetegner kunsten. En abstrakt malende kan begynde i et hjørne og dermed efter få strøg være fanget til at forestille sig et bestemt tema og resultat og følge en bestemt fremgangsmåde. Ligeledes kan et helt drama være udfoldelse af en enkelt sætning: ”to be or not to be.” Akkurat det samme gælder lederen – for al sand ledelse er forløsningen af en tanke – og i stærkere grad, for da ledelse handler om andre, så er enhver begyndelse endnu mere forpligtende end ved det enkeltmandsprojekt, som fordomme lærer os, at kunst er.
Et af stoikernes mest vigtige begreber var ”prosoché” – opmærksomhed. Den deler meget med den æstetiske erfaring, fordi den kræver, at vi lærer af vores måde at sanse på, så vi kan sanse skarpere. Denne læreproces ligger også i ledelse, ikke mindst fordi ledelse kan blive en del af en kollektiv læreproces: ”Jamen kan du ikke se, hvor skidt han har det?” formaner man lederen, eller: ”I det, du lige sagde, ligger jo en helt ny selvforståelse af organisationen, der åbner for nye visioner.”
Da jeg sammen med Peter Hanke var leder af Center for Kunst og Lederskab på CBS, bestræbte vi os på at formidle den indsigt, at lederen selv er og bør være kunstner. Poula går også denne vej – især inspireret af scenekunsten. Netop denne indfrier jo det behov for fællesskabsfølelse, som hun efterlyser,
for det besidder ensemblet. Poulas pointe er, at de erfaringer og udfordringer, som æstetisk belyst ledelse kan skabe, først for alvor kan blive virkningsfulde, når de oversættes gennem den protreptiske dialog. Men de skal oversættes nedefra, af medarbejderne. Med andre ord skal lederen formå at absorbere signalerne med respekt og lydhørhed, hvilket Poula kalder ”responsivitet”. Responsivitet er en meget frugtbar forbindelse, fordi den åbner for indgangen til fænomenet selvledelse på den fornødent dybsindige måde.
Endelig er det også vigtigt, at Poula indfører fire nye typer af ledelseskategorier:
1. Æstetisk ledelse, det vil sige at eksperimentere med kreative handlinger i det ukendte rum
2. Refleksiv ledelse, det vil sige en flerstemmig forståelse af, hvad der sker, og hvad der er på spil
3. Transformativ ledelse, det vil sige at vende sig mod det væsentlige og åbne op for en ny praksis
4. Verdens ledelse, det vil sige at forstå sammenhængen mellem os selv og verden omkring os.
Dette sidste, inddragelsen af det globale og dermed ansvaret for kloden som planet og for alle dens mennesker og levende væsener, er den altoverskyggende fremtidsopgave. Vi tror på, at protreptikken kan have en funktion som dialogisk idealtype netop i denne kontekst.
Til slut bidrager Maibritt som helt ny i denne tredje udgave af Menneske & leder. Maibritt lægger ud med at give en karakteristik af Den Nye Tids Leder. Her trækker hun denne type af leders dobbelte forpligtelse ind, som handler om ansvarligheden over for sig selv og over for andre og dermed over for fællesskabet og planeten. Vi kan roligt sige, at denne leders karakteristika sætter det uomgængelige faktum i centrum, at lederskab lige nu har antaget en irreversibel form, hvis centrum er, at den, der ikke kan lede sig selv, ikke kan lede andre. Det er protreptikkens budskab, men det er også kravet fra en klode ramt af miljøkatastrofer og menneskeskabte kalamiteter. Maibritt indleder og afslutter sit bidrag med dette krav. Hvis vi tager det, som ”ansvarets filosof”, Hans Jonas, skriver i sin bog fra 1979, Ansvarets princip, at ansvarlighed
besynderligt nok står næsten ubehandlet hen af filosofien, så er det ekstremt vigtigt, at netop dette fænomen bliver protreptikkens adelsmærke.
Det er derfor ikke underligt, at Maibritt hurtigt bestemmer lederens opgave som ”healende” og dermed introducerer den spirituelle dimension.
Selv har jeg overlagt undgået den spirituelle dimension, så snart den trak på forbindelser til New Age, sådan som Maibritt gør, når hun henviser til filosoffen Ken Wilber. Jeg har kun selv givet det spirituelle plads i protreptikken ud fra mit kendskab til den vestlige, kristne, mystiske tradition hos Eckehart og van Ruusbroec, men jeg har ikke præsenteret det som et erkendelsestrin, den protreptiske samtale skulle nå. Maibritt derimod arbejder overlagt med, hvad hun kalder ”spirituel intelligens”, når hun beskriver, hvad der foregår under en protreptisk samtale, og hvad der ideelt ville kunne foregå.
Jeg er selv overbevist om, at der er et moment af magi i meget vellykkede protreptiske samtaler (og roden til ”magi” er sandsynligvis blot ”*magh-”, at kunne, så hermed er ikke for meget sagt). Protreptikeren er ”mantiker”, en seer; Maibritts ord er ”rhabdomantiske” – en betegnelse, der udtrykker evnen til at finde vand ved hjælp af en pilekvist. Men andre betegnelser kan også bruges på protreptikeren: det jungske ”alkymist” og det kristne ”sjælesørger” og ”forløser” (ikke ”frelser”). Jeg selv bruger undertiden min egen neologisme ”katoptromantisk”, et spil med spejle, og protreptikken benævntes jo også tidligere ”kongespejlet”. Men sådanne begreber behøver ikke udtrykke mere end menneskeforståelse, finfølelse og etisk fantasi og ikke en tro på det esoteriske eller okkulte.
Den dygtige protreptiker skal helst være et skridt foran fokuspersonen på dennes rejse ind i sig selv. Hvordan dette foregår, når det er bedst, ved vi ikke endnu, men Maibritt åbner for behovet for at forstå protreptikkens hemmelighed, hvilket er al sand hjælpekunsts hemmelighed. Platon kaldte det ”anagogé”, at gå med den anden, at slå følge på livsrejsen, ligesom Virgil tog Dante ved hånden.
Jeg personligt føler mig tættest på Freud af alle ”talking cure-eksponenterne”, og han – forfatteren til Totem og Tabu (2013 [1913]) – ville formodentligt udtrykke sin skepsis, hvis hans livsværk blev bragt ind i omtalte kontekst. Men at Freud viger tilbage fra accepten af ”den oceaniske følelses” realitet,
bør ikke holde os tilbage. Der findes, som den østrigske forfatter Robert Musil skrev, en ”dagklar mystik”.
Jeg synes altså ikke, at vi skal udelukke det spirituelle fra protreptikken, ikke mindst fordi flere og flere mennesker har et behov for det metafysiske som basis for livsmening. Jeg synes derfor, at det er et vigtigt bidrag til protreptikken, når Maibritt så grundigt gennemgår Ken Wilbers bevægelse frem mod en højere bevidsthed. I alt fald er bidraget i forhold til mit arbejde såre originalt.
Nu er det sådan for mig, at siden jeg skrev min doktordisputats fra 1994, har jeg arbejdet filosofisk på at ophæve dualismerne mellem krop og bevidsthed, krop og sprog og krop og verden. Ken Wilbers måde er givetvis anderledes, men det at søge en ”ikke-duel-bevidsthed” kan vel siges at være filosofiens store projekt siden tiden før første verdenskrig. Derfor skal protreptikken naturligvis også adaptere denne opgave, og da Wilber er langt mere tilgængelig end os professionelle filosoffer, er det nærliggende at tage udgangspunkt i ham.
Maibritt understreger protreptikkens grundspørgsmål: Hvem er jeg?
Egentlig er det dybt forbundet med G.W. Leibniz’ berømte spørgsmål: Hvorfor er der noget og ikke ingenting?
For ”hvem” bliver nødvendigvis forvandlet til et ”hvorfor”. Hvorfor er jeg til, og hvorfor er jeg blevet netop den, jeg er blevet? Disse grundlæggende spørgsmål besvares gennem det, som Maibritt kalder den ”protreptiske læringscirkel”. Den har fire trin:
Trin 1. Læse, studere, fordybelse, løse opgaver
Trin 2. Egen ledelsespraksis, identificere sin ”hexis”, sin grundindstilling
Trin 3. Individuelle samtaler, feedback, mesterlære
Trin 4. Undervisning, læring, protreptik – gruppedynamisk.
Maibritt indvier os i sin fremgangsmåde, og på den måde lærer vi meget om vilkårene og problemerne for den protreptiske samtale. En række teknikker præsenteres og nye metaforiske indfaldsvinkler som tone (selvkyndighedens klang) og dermed musik samt myretuen som billede på organisationen, samtalekort, billeder, det at tegne og meget andet. Det er en gave for mennesker, der selv arbejder med protreptik, at blive inviteret i Maibritts kunstkammer.
Den gode leder er først og fremmest et menneske, der leder mennesker
Som leder må du hver dag vise dig værdig til din opgave som fællesskabets repræsentant. Det kræver, at du finder ind til din egen menneskelighed, for kun ad den vej kan du blive en ordentlig leder. Og kun ved at blive bevidst om dine egne værdier som leder, som person og som menneske kan du blive en leder af navn og af gavn.
Denne opdaterede og udvidede 3. udgave af MENNESKE & LEDER giver dig indsigt i, hvordan du som leder kan vise opmærksomhed og skabe forandring, så det ikke blot gør en forskel for medarbejderne, men også for dig selv som menneske.
MENNESKE & LEDER præsenterer dig for protreptikken – en dialogisk metode, der hjælper mennesker med at vende sig mod det liv, som de dybest set ønsker sig. Metoden kan hjælpe dig til at blive bevidst om dine egne værdier som menneske og leder og samtidig skabe en ægte relation, værdiafklarelse og motivation imellem dig og dine medarbejdere og kolleger.