Page 1

Stine Ballisager (f. 1976) har undervist i religion på Ørestad Gymnasium siden 2007. Er medforfatter til Film skal ses i religion (Gyldendal, 2015) og har udgivet artikler i Religion (2005) og sammen med Ann-Louise Ljungcrantz i Kritisk forum for praktisk teologi (2006). Anne-Mette Thiel Hansen er cand. mag. i Religionshistorie, KU og underviser bl.a. i kristendomskundskab og historie på Øster Farimagsgades Skole. Thomas P. Larsen er lektor i religion og historie ved Egedal gymnasium og medforfatter til fx Danmarkshistorie – dannelse og forandring og Flere sider af KS – Grønland (Lindhardt og Ringhof Uddannelse). Ann-Louise Ljungcrantz (f. 1977) er cand. mag. i religion og dansk og har undervist på Christianshavns Gymnasium siden 2005. Er medforfatter på en ny bog om Sikhisme, som udgives på Lindhardt og Ringhof sommeren 2018.

Mikkel Thrane Lassen underviser i historie og religion på Gefion Gymnasium. Medforfatter til Italiens historie, Lindhardt og Ringhof Uddannelse (2016).

Religioner lever giver en grundig fremstilling af verdens centrale globale religioner fra kristendom til sikhisme. Bogen indledes med en introduktion til religionsfagets teori og metode og til de fænomener, der studeres i faget. Herefter følger kapitler om de tre Abrahamsreligioner (jødedom, kristendom og islam), de tre store religioner fra det indiske kontinent (hinduisme, buddhisme og sikhisme) samt to kapitler om de kinesiske og japanske religiøse traditioner. Bogens sidste kapitel handler om fantasygenren – studeret gennem religionsfaglige briller. På bogens hjemmeside er der til hvert kapitel læsespørgsmål og forslag til tekster, der sætter bogens fremstilling i perspektiv, samt forslag til videre læsning.

RELIGIONER LEVER GRUNDBOG TIL RELIGION

GRUNDBOG TIL RELIGION

Eva Ravn Møenbak (f. 1951). Cand. mag et art i fransk, religion og hebraisk fra Københavns Universitet. Har undervist på Christianshavns Gymnasium siden 1995.

REBECCA NATASHA ALBINUS STINE BALLISAGER ANNE-METTE THIEL HANSEN THOMAS P. LARSEN ANN-LOUISE LJUNGCRANTZ EVA RAVN MØENBAK MIKKEL THRANE LASSEN (RED.)

RELIGIONER LEVER

Rebecca Natasha Albinus (f. 1978) er cand. mag. i dansk og religionsvidenskab og underviser på Gefion Gymnasium.

LINDHARDT OG RINGHOF


RELIGIONER LEVER GRUNDBOG TIL RELIGION

REBECCA NATASHA ALBINUS STINE BALLISAGER ANNE-METTE THIEL HANSEN THOMAS P. LARSEN ANN-LOUISE LJUNGCRANTZ EVA RAVN MØENBAK MIKKEL THRANE LASSEN (RED.)

LINDHARDT OG RINGHOF


INDHOLD

Forord (Mikkel Thrane Lassen)  4 Religion i bevægelse (Ann-Louise Ljungcrantz)  6 Religionsfagets metode (Anne-Mette Thiel Hansen)  32 Jødedom (Ann-Louise Ljungcrantz og Eva Ravn Møenbak)  36 Kristendom (Rebecca Natasha Albinus og Eva Ravn Møenbak)  58 Islam (Stine Ballisager og Ann-Louise Ljungcrantz)  94 Hinduisme (Anne-Mette Thiel Hansen)  124 Buddhisme (Thomas P. Larsen)  156 Sikhisme (Ann-Louise Ljungcrantz)  186 Kinesisk religion (Rebecca Natasha Albinus og Thomas P. Larsen)  214 Shinto (Stine Ballisager og Ann-Louise Ljungcrantz)  244 Fantasygenren i en religionsfaglig optik (Anne-Mette Thiel Hansen)  266


FORORD MIKKEL THRANE LASSEN

NÅR RELIGIONER TALER Selvom vi ofte fokuserer på det konfliktfyldte forhold mellem religioner, så er der langt mere, der binder forskellige religioner sammen, end der adskiller dem. Et religiøst menneske forstår instinktivt det religiøse og de religiøse følelser hos et andet religiøst menneske. Religioner deler følelser og verdensopfattelser i bred forstand. Religiøse mennesker forstår intuitivt hinanden, når de taler om det religiøse, om det hellige. De forstår de følelser, der er forbundet med den religiøse oplevelse – eller med den religiøse krænkelse. Religioner har med andre ord et fælles religiøst sprog og en fælles begrebsverden.

NÅR VI TALER OM RELIGION Religiøse mennesker ser således deres religion indefra – men skal vi studere religioner som fænomener udefra, har vi behov for et fagligt sprog. Dette sprog kalder vi religionsfænomenologi. R ­ eligionsfænomenologi er de begreber, teorier og metoder, vi anvender, når vi taler fagligt om religion. Det er ord som myte og ritual, som de fleste kender, men også begreber som liminalitet og eskatologi, som nok er mindre kendte. Den første del af denne bog er en

BOGENS HJEMMESIDE Bogen Religioner lever indeholder en grundig fremstilling af verdens centrale religioner. På bogens hjemmeside findes forslag til gode tekster der kan læses til de enkelte temaer. Der er lagt vægt på at finde både klassiske tekster og moderne tekster, samt forslag til anvendelige film, bøger og internetbaseret materiale. Hjemmesiden er delt op efter bogens kapitler, og for hvert kapitel findes desuden forløbsforslag til de enkelte temaer med elevøvelser. Forløbsforslagene kan anvendes som inspiration til et minimumsforløb i det enkelte tema – eller som inspiration til et forløb, man selv laver. På hjemmesiden findes også en oversigt over den anvendte litteratur til bogens kapitler.

4

RELIGIONER LEVER


introduktion til dette sprog og den begrebsverden, som vi anvender for at kunne tale fagligt om religion. Her er de religionsfænomenologiske begreber, man skal anvende, både når man arbejder med de enkelte religioner, og når man sammenligner religioner med hinanden. Det kan være en god ide at læse dette kapitel først, men man kan også vende tilbage til det, når der er noget, man vil have uddybet.

NÅR RELIGIONER BEVÆGER SIG Religioner er ikke statiske fænomener. De forandrer sig voldsomt over tid. De forandres af historien, og de forandrer historien. De forandres også af de samfund, som de er en del af, ligesom de selv forandrer disse samfund. For at forstå den første del, nemlig hvordan religioner både påvirkes af og selv påvirker historien, er det nødvendigt at arbejde religionshistorisk: Hvordan er religionen opstået, hvilket miljø er de religiøse kilder blevet til i, og hvordan har de religiøse udøvere forstået sig selv og deres religion gennem historien? Når man arbejder med religionernes og samfundenes gensidige påvirkning i nutiden, anvender man religionssociologi. Det danske samfund virker fx ind på såvel kristendom og islam og alle andre religioner, der eksisterer i vores samfund. Men disse religioner påvirker og forandrer samtidig det samfund, de er en del af. En almindelig metode til at undersøge denne vekselvirkning er feltarbejdet, som også uddybes i bogen.

RELIGIONER LEVER – I SPROG, HANDLING OG ERFARING Religion er altså det fænomen, der opstår i spændingsfeltet mellem tre elementer: religionsfænomenologien (dvs. det man tror på, det man læser, det man gør), religionshistorien (hvordan er religionen opstået, hvordan har den udviklet sig, hvilke brudflader er særligt vigtige i dens historie) og religionssociologien (hvordan kommer religionen til udtryk i samfundet, hvordan påvirker det omgivende samfund religionen, hvordan ytrer den levede religion sig, og er den forskellig fra den officielle). Religion kan kun forstås, hvis alle disse tre elementer medtænkes. Man kan sige, at disse tre elementer udgør en trekant, inden i hvilken begrebet religion befinder sig. Det er denne bogs formål at gøre disse aspekter af religion til et samlet hele. Forfatterne ønsker at takke Esben Andreasen, Marianne Qvortrup Fibiger, Johanne Louise Virenfeldt Christiansen, Satnam Singh, Hanne Kjærgaard Walker og Bent Nielsen for gode råd og faglig sparring undervejs i processen.

FO R O R D

5


SIKHISME ANN-LOUISE LJUNGCRANTZ

SIKH-IDENTITET Sikhisme er en moderne, global religion, som med sine ca. 22 millioner tilhængere desuden er den 5. største religion i verden. Der findes sikher i det meste af verden, om end de fleste lever i Punjab-regionen i Indien. De kan være lette at genkende med farvestrålende turbaner og skæg, men de kan også undslippe den religiøse radar i en sådan grad, at mange i Vesten forveksler sikher med såvel hinduer som muslimer. Den religiøse påklædning, som nogle sikher bærer, kan vække fordomme til live – det fik et amerikansk sikh-tempel at føle, da en mand i 2012 skød løs i templet, opslugt af had Sikhisme er en pluralistisk størrelse, og netop den sprag­ lede mangfoldighed forsøgte det fotogra­ fiske kunstprojekt “The Singh Project” fra 2014 at indfange. Med fotografisk æstetik viste udstil­ lingen, med hvilken variation moderne sikher i dag for­ holder sig til den religiøse påklædning (bl.a. turbanen) og til deres sikh-identitet.

186

RELIGIONER LEVER


mod islam. Gerningsmandens mål var muslimer, og det antog han disse sikher for at være. Men turbanen kan også være en stærk identitetsmarkør for sikher i en vestlig kontekst, hvor den religiøse identitet generelt er under pres. Sikherne udgør en farverig mangfoldighed, og religionen rummer mange fascinerende kontraster. Sikhismen er kendt for sin fromhed, men også sine krigere. Sikhismen fastholder indædt sin særegne religiøse identitet, men understreger samtidigt, at alle religioner er forskellige veje til frelse. Det er ikke let at indkredse, hvem og hvad en sikh er, for som i alle andre religioner afhænger svaret i høj grad af, hvem man spørger. Sikher udgør en broget skare, hvoraf nogle besidder de ydre religiøse kendetegn, andre slet ingen. En autoritativ definition på en sikh blev formuleret af en nedsat komité ved navn “Shiromani Gurdwara Parbandhak” i 1925, hvis formål var at skabe en klar definition af religionen. Beskrivelsen, som først blev færdig i 1945, lyder: “En sikh er en person, der tror på én Gud og de ti guruers lærdom, som bevaret i den elvte guru, sikhernes hellige bog, Guru Granth Sahib, som ikke har en anden religion, og som tror på det at tage Amrit,

SIKHISME

For nogle sikher er turbanen en del af den religiøse beklædning, og den rummer mange betydninger. Ofte vil sikher forklare turba­ nens symbolik med ord som åndelighed, ære, selvrespekt, mod og fromhed. Den kan også opfat­ tes som et symbol på uafhængighed, for i sikhismen står ingen mellem den enkelte og Gud.

187


Sikher involverer sig gerne i velgørenhed. At være sikh handler både om individets egen individuelle frelse og om socialt engagement. Det er menneskets egoisti­ ske selvcentrering, som er den største forhindring i vejen til frelse.

sikhernes dåb.” Der blev desuden nedsat fælles retningslinjer for, hvad den enkelte sikh skal efterleve. Disse leveregler er udarbejdet på baggrund af ældre lovdokumenter og bliver kaldt Rahit. De udgør sikhismens generelle leveregler. En sikh skal blandt andet: “1. Studere de hellige skrifter dagligt. 2. Leve ifølge guruernes lære. 3. Tjene menneskeheden (seva)”. Sikh betyder elev eller discipel, og en sikh er en, der har påbegyndt vejen til frelse under vejledning af guruerne. Denne rejse er kendetegnet ved såvel en inderlig kærlighed og opmærksomhed rettet mod Gud, en etisk og kontemplativ opmærksomhed rettet mod sig selv og en social, aktivistisk opmærksomhed rettet mod fællesskabet. GURUBEGREBET En guru er en religiøs lærer og vejleder. I sikhismen får guru-begrebet desuden også betydning af Guds åbenbaring til mennesket.

SIKHISMENS OPRINDELSE Sikhismen opstod i Indien i 1400-tallet, og som det altid er tilfældet, opstår tanker og forestillinger ikke uafhængigt af den kontekst, de indgår i. Indien

188

RELIGIONER LEVER


var på det tidspunkt en smeltedigel af forskellige religiøse traditioner, især har hinduismens bhakti-tradition og sufi-islam været inspirationskilder i den erkendelse, den første guru fik. Når en religion opstår, kan den definere sig selv gennem et fortolkningsbrud med andre religiøse traditioner. I sikhismen ses især en kritik og afstandtagen til andre religioners ritualiserede side, som ifølge sikhismen er overtroisk og indholdstom. Denne kritik markeres selv i dag, hvor sikher ikke må spise rituelt slagtet kød. Sikhismen har også til alle tider udtrykt en stærk kritik af hinduismens kastesystem. Ifølge sikhismen er alle lige. Der er én Gud, én menneskehed, og alle kan få del i Guds nåde (nadar). En religion i sin tilblivelse definerer sig dog også ved på synkretistisk vis at forene elementer fra andre religiøse traditioner og gøre dem til sine egne. I sikhismen findes en tydelig inspiration fra bl.a. hinduismens bhakti-tradition og sufi-islam i middelalderens Indien. Her følger en kort beskrivelse af de to retninger: Bhakti betyder på sanskrit hengivelse/tilbedelse/kærlighed, og det betegner den frelsesvej i hinduismen, som lægger vægt på, at frelsen går gennem den inderlige og kærlige hengivelse til guden som en måde at overvinde karmas lænker på. Kabir, som menes at have levet ca. 1440-1518, anses for at være en inspirator for sikhismen. Kabir var en del af bhakti-traditionen, og gennem sine poetiske hymner understregede han monoteismen og gudshengivenheden som et centralt element i den religiøse udøvelse. Kabir betonede desuden religionens individuelle aspekt, men også relationen mellem en person og en guru er af betydning for den sande relation til Gud. Flere af Kabirs digte indgår i sikhismens helligskrift Adi Granth. Sufi-islam er en mystisk praksis inden for islam, hvor målet er at opnå en enhed med Allah gennem hengivenhed og særlige ritualer. Sufi-islam er også forankret i en lærer-elev-relation, hvor den spirituelle vejleder (kaldt sheik) skal hjælpe den enkelte på sin rejse med at blive ét med Allah. Der indgår flere sufi-digte i helligskriftet Adi Granth. Sikhismen har indoptaget elementer fra disse religiøse traditioner og skabt sin egen religiøse identitet og selvforståelse, der i særlig grad lægger vægt på det individuelle og det spirituelle. I sikhismens egen selvforståelse forklares lighederne med, at sikhismen bygger videre på tidligere gudsgivne traditioner. At sikhismen har bevæget sig i både brud og dialog med andre religiøse traditioner, fratager ikke religionen, at den har sin egen religiøse udtryksform med selvstændige religiøse forestillinger og ritualer. Det, som er åbenlyst i sikhismens egen selvopfattelse, er imidlertid ikke altid så åbenlyst for udenforstående. Mange i Vesten blander sikhismen sammen med andre religiøse traditioner, og selv den dag i dag (2017) står religionen registreret som en hinduistisk eller hinduistisk inspireret menighed i kirkeministeriets liste over godkendte trossamfund.

SIKHISME

189


GURU NANAK Guru Nanak har stor betydning i sikhismen. Sym­ bolet i hans hånd er “ek onkar”, som betyder “Gud er én”. Det er de første ord i indledningshymnen i Adi Granth (som også kaldes Mul mantra). Biografier om guru Nanak hedder Janamsakhi, og de er skrevet af hans tilhængere. Fortæl­ lingerne er en hagiografi, en særlig slags mytisk biografi, som benyttes inden for flere religioner. Den har ikke som almindelige biografier udeluk­ kende til hensigt at give et indblik i personens liv. Hagiografien knytter også religionsstifterens liv sammen med religionens specifikke indhold for på den måde at legitimere religionens særlige værdier og selvforståelse.

GURU SOM GUDS ÅBENBARING Sikhismens oprindelse tog sin begyndelse i Punjab, en delstat i Indien, med grundlæggeren guru Nanak, som levede fra 1469-1539. Den viden, vi har om guru Nanak, stammer fra biografierne Janam-sakhi (der kan oversættes med fødselsbevidnelserne) skrevet af hans tilhængere og fra hans egne hymner, som indgår i sikhernes helligskrift Adi Granth. Sammen tegner de et portræt af guru Nanaks liv og lære, som centrerer sig om Guds enhed, menneskers lighed, karma og genfødslernes kredsløb og menneskets mulighed for frelse og indsigt gennem Guds nåde. De biografiske fortællinger udgør en særegen blanding af myte og historie og må derfor betegnes som en hagiografi. En af de vigtigste begivenheder, som skildres i den hagiografiske litteratur, er guru Nanaks kaldelse og åbenbaring som 30-årig. Fortællingen beskriver, at guru Nanak en dag ved sit daglige morgenbad i floden forsvinder på mystisk vis. Hans tøj, som ligger ved bredden, gør hans venner bekymrede for, om han er druknet, og de leder forgæves efter ham i tre dage. Fortællingen skildrer, hvordan guru Nanak i de tre dage har et direkte møde med Gud, som forvandler ham på afgørende vis. Den skildrede åbenbaring har karakter af et overgangsritual eller en initiation, hvor guru Nanak symbolsk genfødes som en guru med indsigt i den absolutte sandhed. Mødet er også skildret i en af guru Nanaks egne hymner, hvor det fortælles, at han i flodens dyb tilbydes et bæger med nektar af Guds navn (Naam). I dette møde

190

RELIGIONER LEVER


fuldbyrdes de mirakuløse og spirituelle hændelser med en afsluttende prøve, ikke helt ulig hagiografier om Muhammed, da Gud siger til Guru Nanak: “Hvordan kan mit navn prises. Reciter!” Guru Nanak reciterer en hymne, som vidner om hans spirituelle niveau, og han bliver kaldt til at være den, der skal dele åbenbaringen. Hans første ord, da han vender tilbage efter den religiøse oplevelse, lyder: “Der er ingen hindu eller muslim, så hvis lære skal jeg følge? Gud er hverken hindu eller muslim, og læren jeg skal følge er Guds.” Der er mange fortællinger i hagiografien, som vidner om guru Nanaks fuldkomne visdom. En fortælling handler om guru Nanaks mange rejser, som til og med fører ham så langt som til Kabaen i Mekka. Ved Kabaen falder han i søvn, og han vækkes af en belærende vagt, som irettesætter ham for at sove med fødderne mod Guds hus. Guru Nanak svarer ham, at han bare kan prøve at flytte fødderne i retningen af et sted, hvor Gud ikke befinder sig. Det er underforstået, at denne mulighed ikke findes, da Gud er allestedsnærværende. Budskabet, som begyndte med guru Nanak, fortsatte gennem den efterfølgende kæde af ti levende guruer, som hver især bidrog til at institutionalisere og grundfæste religionen som en selvstændig tradition. Guruerne blev udpeget af den siddende guru, men efter fjerde guru gik rollen i arv til guruens søn. Indefra set betragtes de ti guruer som en fysisk manifestation af det samme budskab, som skal hjælpe den troende til indsigt. Rækken af menneskelige guruer stoppede efter den tiende guru Gobind Singh, som ifølge fortællinger understregede, at den guddommelige guru herefter ville manifestere sig i helligskriftet. Adi Granth anerkendes derfor som en evig guru på linje med de ti guruer og tituleres også som Guru Granth Sahib, der kan oversættes med “den ærede bog, som er guru”. Sikhismens helligskrift udgør på mange måder et centrum i sikhismen. Det blev samlet af guru Arjan omkring 1603-1604. Den tiende guru, Gobind Singh, inkluderede enkelte hymner, og dermed havde helligskriftet fået sin endelige form. Helligskriftet er ikke skrevet i prosa og formidler derfor ikke kronologiske historier. Adi Granth er derimod lyrisk poesi med fokus på mødet med det guddommelige og frelse gennem meditation på Guds navn (Naam). Helligskriftet anses for at være en fysisk manifestation af Guds ord og dermed en privilegeret talesituation. Man kan på mange måder opfatte Adi Granth som sikhismens egentlige og reelle axis mundi. Dens betydning understreges af det rituelle kodeks og de mange tabuiseringer, der er koblet til brugen af Adi Granth selv den dag i dag. Bogen behandles rituelt som en levende guru. Om natten har den sin egen seng og pude. Den skal vækkes, underholdes og klædes på. Ved højtlæsning viftes der med en vifte som symbol på respekt. I centrum for religionen står helligskriftet, og det viser sig ved den centrale placering i rummet, hvor man ofte kan finde bogen på en trone under en baldakin.

SIKHISME

191


DE TI GURUER OG DERES GURU-PERIODE • Guru Nanak (1469-1539) var sikhismens grund­ lægger. • Guru Angad (1539-1552) skabte sikhernes hel­ lige skriftsprog, gurmukhi. • Guru Amar Das (1552-1574) institutionaliserede religionen og indrettede de første pilgrimsdestinationer. • Guru Ram Das (1575-1581) grundlagde den hel­ lige by, Amritsar. • Guru Arjan (1581-1606) opførte før sin død forløberen til Harmandir, det gyldne tempel. I 1604 samlede han helligskriftet Adi Granth,

192

som blev et omdrejningspunkt for sikherne. • Guru Hargobind (1606-1644) grundlagde hæren, så sikherne kunne forsvare sig mod mogulerne. • Guru Har Rai (1644-1661). • Guru Har Krishan (1661 -1675). • Guru Tegh Bahadur (1664-1675) blev henrettet af den muslimske kejser Aurangzeb i 1675 i et forsvar for hinduers ret til at praktisere deres religion i fred. • Guru Gobind Singh (1675-1708) indstiftede Khalsa-broderskabet, og han afsluttede ræk­ ken af levende guruer og proklamerede Adi Granth som evig guru.

RELIGIONER LEVER


CENTRALE FORESTILLINGER Indledningshymnen i Adi Granth kaldes for rod-verset eller Mul mantra, og den tematiserer væsentlige aspekter ved de religiøse forestillinger i sikhismen. Hymnen begynder således: “Gud er én (Ek onkar). Hans navn (Naam) er den højeste sandhed, Alle tings skaber og den altgennemtrængende ånd. Han er uden frygt og fjendskab. Han er tidløs, Og han er ikke født og vil ikke dø til en genfødsel. Han eksisterer ved egen vilje, Og han kan blive kendt ved sin nåde som guru”. Mul mantra indleder med en monoteistisk betoning af, at der kun er én Gud. Ofte kalder danske sikher det guddommelige princip i universet for Gud, men egentlig er begrebet misvisende i en vestlig kontekst, for Gud opfattes i sikhismen ganske anderledes end fx i islam og kristendom. I sikhismen opfattes Gud som en upersonlig kraft, som universets essens og som den ultimative virkelighed og sandhed. Gud er en energikraft, der gennemsyrer hele universet, og som både er immanent til stede i verden, men som også transcenderer, dvs. overskrider denne verden. Dette kaldes for panenteisme. Ligesom salt i vand ikke kan ses, men dog smages, er Guds essens på samme måde i alt og kan med den rette bestræbelse erfares. Gud er formløs, uendelig og ubeskrivelig, og derfor er Gud hinsides alle menneskelige kategorier. Mul mantra definerer Guds navn (Naam) som den højeste sandhed. Forestillingen om Naam overskrider, hvad man måske normalt forbinder med et navn. Fx er der forskel på Guds navne, som er

BEGREBSAFKLARING Begreberne shabad (ordet), guru og Naam (navnet) er sammenlignelige, idet de alle kan opfattes som Guds åbenbaring til mennesket. Begrebet guru består af “Gu” og “Ru”, som af sikher oversættes som lys og mørke. En guru er således den, som oplyser mennesket og bringer det ud af det spirituelle mørke. Sandhed formidlet af en guru kaldes shabad (ordet). Shabad er derfor Guds ord og er bevaret som tekstform i Guru Granth Sahib. Sandhed, som det erkendes og opleves af mennesket, kaldes Naam (navnet). Naam er således essensen af at opleve Gud i det indre.

SIKHISME

193


GURU-BEGREBET I sikhismen bruges begrebet guru om de ti gu­ ruer, men også om helligskriftet, Adi Granth, der anses for at være den sidste, evige guru. Guru Granth Sahib, som helligskriftet også kaldes, be­ tragtes som en levende og nutidig vejleder til det guddommelige. Begrebet guru har dog en endnu

videre betydning, eftersom Gud opfattes som den højeste guru. Et af Guds mange navne er bl.a. Satguru, som kan oversættes som sandhedens guru. Gud opfattes som den første, absolutte og egentlige guru, og budskabet fra de ti guruer og Guru Granth Sabih opfattes som en fysisk manife­ station af den egentlige gurus, Guds, ord. Guru er med andre ord ikke bare en religiøs lærer. I sikh­ ismen er en guru Guds måde at åbenbare sig for mennesket på. En guru har nemlig virkeliggjort det guddommelige i sig og kan derfor tolkes som Guds ord (shabad).

ÅBENBARINGSOPFATTELSE

Guru Granth Sahib er opbevaret i sit eget rum om natten. Derfor bæres den i procession ind i templet hver morgen, og om aftenen bæres den tilbage.

194

Åbenbaring betyder, hvordan Gud giver sig til kende for mennesket, og i sikhismen er guru det centrale redskab for Guds åbenbaring. En guru har virkeliggjort guddommen i sig og kan derfor formidle Guds ord, shabad. Både de ti menneske­ lige guruer og skriftens guru er en fysisk manife­ station af Guds ord.

RELIGIONER LEVER


talrige (bl.a. Waheguru, Akal Purakh, Satnam, Allah, Gud etc.) og Guds navn (Naam). De forskellige navne kan udtrykke aspekter af og kvaliteter ved Gud, hvorimod Naam er den totale sum og essens af, hvad Gud er. Fortællingen om guru Nanaks kald kan måske illustrere betydningen, for han modtager som tidligere beskrevet et bæger med nektar af Guds navn og essens. Navnet beriger ham med en oplysning, en åbenbaring, som gør ham i stand til at erkende den absolutte realitet. Forandringen udfolder sig med andre ord i hans indre, idet han drikker nektaren. Navnet, symboliseret ved nektaren, er på den måde en port til indsigt om Gud. En del af frelsesvejen i sikhismen indebærer derfor en meditation og tilbedelse af Guds navn (Naam), som et middel til at bringe sig selv tættere på Gud. Naam kan berige den enkelte med en absolut konceptualisering af, hvem Gud er, for Gud åbenbarer sig selv for mennesket i navnet. Gud beskrives som immanent, altgennemtrængende og iboende i verden. I Adi Granth beskrives det på følgende måde: “Der er et lys i alle og dette lys er den Ene”. Gud gennemstrømmer hele skabelsen, og hver enkelt skabning har kimen til det guddommelige i sig. En guddommelig gnist plantet i sit indre, som skal genfindes, således at mennesket kan fuldbyrdes gennem en forening med Gud. En søgen efter Gud er derfor noget, man gør i det indre gennem meditation, musik (kirtan) eller recitation af Guds navne (simran). I Mul mantra betones det, at Gud eksisterer ved egen vilje og derfor ikke er afhængig af andre væsener og magter. Gud kan plante en erkendelse i menneskets indre, der gør det muligt at forstå Guds ord, shabad, formidlet af guruerne og på den måde nå oplysningen af egen kraft ved meditation på Naam.

MENNESKETS PROBLEM OG VEJEN TIL FRELSE Sikhismen fastholder, at der er en forbindelse mellem det partikulære og det universelle, det immanente og transcendente, det ene og det mangfoldige. Når menneskets sande element er foreningen med Gud, er spørgsmålet, hvad der forhindrer mennesket i at opnå dette? For at forstå det bør man først undersøge, hvordan sikherne opfatter verden og Guds skabelse. Gud er altings skaber, og derfor opleves verden grundlæggende som god og som reelt fysisk eksisterende. Desværre har den fysiske verdens blændværk og menneskets tilbøjelighed til at fokusere på sig selv en tendens til at tvinge opmærksomheden væk fra Gud og således forhindre mennesket i at se og opleve Gud. Denne misforståelse og fejllæsning af livets sande og overordnede formål kaldes i sikhismen for maya. I østlige religioner som buddhisme og hinduisme betegner maya verdens illusoriske karakter, men sådan skal det ikke opfattes i sikhismen. Maya er ikke en illusion (i betydningen et sansebedrag), men nærmere bestemt en vrangforestilling af falske værdier. Disse vrangforestillinger gør, at man retter fokus på sig selv frem for

SIKHISME

195


FANTASYGENREN I EN RELIGIONSFAGLIG OPTIK ANNE-MET TE THIEL HANSEN

Hvad er fantasy og har det overhovedet noget med religion at gøre? Formålet med dette kapitel er ikke kun at besvare disse spørgsmål – det er også at vise, hvordan man kan arbejde religionsvidenskabeligt med emnet. Der er nemlig en stigende interesse for feltet, også blandt religionsforskere. Det er der flere årsager til, og en af dem er, at fantasygenren har dybe rødder i de myter, sagn og folkeeventyr med mere, som religionshistorien ofte udnytter som kilder til fortidens kulturer og religioner. Fantasygenren er populær. George. R.R. Martin (f. 1948), forfatteren til serien “A Song of Ice and Fire” har solgt over 60 millioner bøger. Harry Potter-serien, som er skrevet af J.K. Rowling (f. 1965), er blevet solgt i over 500 millioner eksemplarer. Desuden har “The Lord of the Rings”, skrevet af J.R.R. Tolkien (1892-1973), solgt i omegnen af 150 millioner kopier – og der er intet, der tyder på, at efterspørgslen falder. Hvordan kan det være? Nogle vil hævde, at fantasy appellerer til så mange, fordi fortællingerne er så simple, at alle kan forstå dem. Andre ser fantasy som en form for eskapisme (virkelighedsflugt), som i værste fald forfører folk til at søge tilflugt i en fantasiverden, når virkelighedens alvor kræver nærvær og handlekraft. Begge synspunkter kan have noget på sig, afhængigt af fortællingens komposition og læserens forudsætninger. Der er imidlertid også andre forhold, der peger på, at genren kan have en betydning for andre end blot dem, der ønsker letfordøjelig underholdning eller en pause fra livets jammerdal. En betydning som har potentiale til at påvirke læsernes værdier, forestillinger og handlingsmønstre på en måde, der minder om religiøse tekster. Dette kapitel indeholder konkrete eksempler på dette betydningspotentiale, og belyser også de fællestræk, der forbinder fantasygenren med det, man kan kalde traditionel mytologi.

DEFINITION OG BEGREBSAFKLARING: HVAD ER FANTASY? Fantasy kan defineres som fortællinger, hvor “det fantastiske” spiller en væsentlig rolle, blandt andet i forhold til tema, miljø og plot. Genren, som stort set altid markedsføres som fiktion, er ikke bundet til et specifikt medie – fortællingerne finder i vores tid udtryk i såvel computerspil, som brætspil,

266

RELIGIONER LEVER


rollespil, litteratur, film og andet. “Det fantastiske” bruges i dette kapitel som et udtryk for det transempiriske: det, der bryder med erfaringer af, hvad der er fysisk muligt. Fantasy er en genre, som hele tiden udvikler sig i samspillet mellem forfattere og læsere, og der er ikke altid enighed om, hvor skellene skal sættes. Der findes mange former for fantasy, fx “samtidig fantasy”, som foregår i nutiden. “Paranormal fantasy” har gerne et persongalleri bestående af vampyrer, varulve og dæmoner. “Urban fantasy” finder sted i storbyer – og listen kan fortsættes. Ikke desto mindre er der nogle træk, som præger mange af fortællingerne. I afsnittet nedenfor tages der afsæt i den form for fantasy, der betegnes “episk fantasy”. Episk betyder egentlig bare “fortællende”, men bruges ofte om storladne, detaljerige og medrivende fortællinger, som fx det hinduistiske epos “Mahabharata” og Homers fortælling om Trojas fald, “Iliaden”. Kendte eksempler på episk fantasy er blandt andet J.R.R. Tolkiens “The Lord of the Rings”, Margaret Weis’ (f. 1948) og Tracy Hickmans (f. 1955) “Dragonlance”-serie og Ursula K. Le Guins (f. 1929) “Earthsea”-serie. Det skal bemærkes, at ikke alle emnerne nødvendigvis optræder i en given fantasyfortælling, men ofte vil flere af dem være til stede.

TYPISKE TRÆK VED FANTASYFORTÆLLINGER MAGI

Den verden, fantasyfortællingen foregår i, indeholder ofte magiske elementer. Med “magi” forstås som regel en evne til at manipulere den fysiske verden ved hjælp af ikke-fysiske midler. Et eksempel kan være evnen til at flytte objekter ved tankens kraft. Der er tale om kræfter, vi – i den faktuelle verden – vil betegne som metafysiske, hvorimod disse kan være en integreret del af den fysiske virkelighed i fortællingens univers. Et eksempel er det magiske system i “Wheel of Time”-serien af Robert Jordan (udgivet 1990-2013). Her findes der Den Ene Kraft (The One Power) og De Fem Kræfter (The Five Powers), som er luft, jord, ild, ånd (spirit) og vand. De Fem Kræfter kan væves sammen ved hjælp af Den Ene Kraft, og dette er en nærmest fysisk proces, hvor de forskellige elementer så at sige foldes, som om der var tale om stykker af stof. Før i tiden skelnede forskerne som regel skarpt mellem magi og ritual, hvor magi blev kædet sammen med laverestående kulturer. Det er man sidenhen holdt op med, for både magi og ritual fungerer på samme måde: Begge dele er repræsentative handlinger, der er udformet til at ændre eller opretholde deres objekt. Den form for magi, som ofte forekommer i fantasy, henter inspiration fra religiøse ritualer verden over, blandt andet ved at bruge traditionelle rituelle virkemidler som besværgelser og håndbevægelser til at iscenesætte magien som virkningsfuld.

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

267


Myten om Kong Arthur og jagten på den Hellige Gral har inspireret mange kunstnere og forfat­ tere gennem tiden. Denne akvarel er skabt af den skot­ ske maler William Dyce (1806-1864), og baserer sig på Le Morte d’Arthur – Kong Arthurs Død – af den engelske digter Sir Thomas Malory (1405-1471). Afbildet ses bl.a. Kong Arthur, rid­ deren Lancelot og dronning Guine­ vere. Den engelske titel lyder: “Piety: The Knights of the Round Table about to Depart in Quest of the Holy Grail”.

Systemet er samtidig også forfatterens egen konstruktion, og set med religionsvidenskabelige briller er denne syntese af tradition og nytænkning interessant, fordi den fortæller noget om, hvordan der kan skabes et rum for “det fantastiske” i naturvidenskabens tidsalder. VERDENSOPBYGNING

Hvordan man bygger en solid, sammenhængende og holdbar fantasyverden er nærmest en videnskab i sig selv. Overordnet kan man sige, at en fantasyverden, som er rig på detaljer og har veludviklede historiske, kulturelle og sproglige elementer, virker dyb og solid. Her har Tolkiens arbejde med udviklingen af Arda (det univers, hvori hans fantasyfortællinger finder sted) været mønsterdannende for fantasygenren. Ikke alene skabte Tolkien sine egne myter, som var inspireret af vor egen verdens traditionelle mytologi – han opfandt også sine egne sprog, med alt, hvad dertil hører af fungerende grammatik, etymologi og fonologi.

268

RELIGIONER LEVER


Selvom det ikke altid er tilfældet, er den europæiske middelalder ofte forbillede for fantasyverdenens opbygning. Graden af historisk nøjagtighed kan dog være stærkt varierende. Der er nemlig ofte tale om et romantiserende billede, som fx bygger på de idealbilleder af heltemodige riddere og dånende skønjomfruer, som vi kender fra fortællingen om kong Arthur. En sådan romantisering af fortiden forekommer i megen traditionel mytologi. Et indflydelsesrigt eksempel på denne tendens finder man i de myter, der tilskrives den oldgræske digter Hesiod. Her finder man udtrykket “guldalder”, som i fortællingen “Værker og Dage” betegner en mytisk og heroisk tidsalder, hvor mennesket var ædelt, sorgløst og tættere på det guddommelige. Efter guldalderen forfalder storheden støt, og efterfølges af sølv-, kobber- og jernalderen, hvor livet er barskt og nådesløst. Guldalder-tanken finder man i mange andre myter, fx i den nordiske mytologi, hvor “Frodefreden” betegner en særligt sorgløs og berigende periode under sagnkongen Frode Fredegod.

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

269


Beorn spiller en vigtig rolle i “The Hobbit”. Han kan skifte ham, og er halvt bjørn, halvt menneske. Beorn er et glimrende ek­ sempel på en figur, som befinder sig i en kontinuerlig tilstand af liminalitet.

270

I en religionsfaglig sammenhæng er det interessant at sammenligne verdensbilleder i traditionel mytologi med verdensopbygning i fantasyfortællinger. Både ligheder og forskelle kan nemlig berige vores forståelse af de sociale og kulturelle processer, hvormed vi som mennesker skaber sammenhæng i den verden, der omgiver os – og religion er netop sådan en proces. DET MONSTRØSE

Det latinske ord “monstrum” betegner en afvigende forekomst – et tegn på, at der er noget galt med naturens orden. Det monstrøse opfattes ofte som grimt, frastødende og måske endda ondt, selvom der også findes undtagelser fra reglen. I den traditionelle mytologi vrimler det med monstre. I den nordiske mytologi findes fx Midgårdsormen og Fenrisulven, som falder inden for kategorien i kraft af deres overnaturlige størrelse og kræfter. I den vediske mytologi er slangen Vritra stor og mægtig nok til at sno sin krop rundt om – og dermed tilbageholde – de livgivende vande. Og i “Jobs Bog” finder man det store ildspyende søuhyre, Livjatan, som er så mægtig, at kun Jahve kan slå det ihjel. I forskningen har der længe været en tendens til at læse det monstrøse i myterne allegorisk – så monstrene forstås som symboler, fx på døden. Der går imidlertid en pointe tabt, hvis man ikke prøver at forstå den virkning, det monstrøse i sig selv har i fortællingen. Denne virkning kan med fordel udforskes ud fra det begreb om liminalitet, som den engelske antropolog Victor W. Turner (1920-1983) har udviklet (læs mere om ritualets liminale fase på s. 20-21).

RELIGIONER LEVER


Den liminale fase er et virkemiddel i overgangsritualet, og det er kendetegnet ved antistruktur: Separations- og inkorporationsfasens faste strukturer er ophævet. Den normale orden er vendt på hovedet, og alt er muligt Det er netop i den liminale fases anti-struktur, at det monstrøse hører til. Både i den traditionelle mytologi og i fantasygenren er det liminale en truende kategori, fordi den har potentialet til at forstyrre og ødelægge alt det ordnede (dvs. kosmos). Dette er et problem, fordi orden er en forudsætning for, at teksterne kan give mening. I George R.R. Martins “A Song of Ice and Fire” er The White Walkers monstre, som hverken er rigtigt døde eller rigtigt levende. De er hverkeneller, og befinder sig i en evig tilstand af liminalitet. Selvom fortællingens verden konstant er under pres på grund af menneskers grådighed og magtbegær, er The White Walkers den ubetinget største trussel mod menneskeheden og verdensordenen. Herskere kommer og går – det er en del af magtens spil. Men The White Walkers har potentialet til at lægge alt øde i en evig vinter, som leder tankerne hen på den nordiske mytologis Fimbulvinter. HELTENS REJSE

The Hero’s Journey betegner et mønster, som ifølge forskeren Joseph Campbell (1904-1987) optræder i fortællinger verden over. Campbell, som trækker på den schweiziske psykiater Carl Gustav Jungs (1875-1961) hypotese om det kollektivt ubevidste, betegner Helten som en arketype, og Heltens Rejse som et struktureret forløb, der typisk kan deles op i 12 stadier. Nedenfor gengives blot de overordnede mekanismer i fortællemønstret: 1. Helten, som hidtil har levet i det, Campbell kalder Den Ordinære Verden, kaldes til handling på grund af en ydre trussel, som må håndteres. Helten føler sig samtidig utilpasset i forhold til det omgivende samfund, og tumler med en indre konflikt. Helten kan først nægte at forholde sig til truslen – fx på grund af en frygt for det ukendte – hvorefter en mentor-skikkelse guider ham eller hende. Helten finder et indre reservoir af mod og styrke, og udstyres måske også med magi og/eller våben, som kan hjælpe vedkommende i kampen mod truslen. Denne fase minder om separationsfasen i Turners beskrivelse af overgangsritualets struktur. 2. Nu skal Helten forlade den kendte verden og krydse grænsen til det ukendte, som Campbell kalder Den Særlige Verden. I denne fase bliver Heltens mod, viljestyrke og handlekraft sat under pres. Han eller hun møder sine fjender, men finder også potentielle allierede. Sammen forbereder de sig på at konfrontere den store trussel, som typisk er indbegrebet af alt, hvad Helten frygter. Han eller hun ser døden i øjnene, men

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

271


overvinder truslen. Der kan være en skat eller en anden form for præmie, som Helten nu tager i sin besiddelse, hvorefter hjemrejsen begynder. Denne fase minder om den liminale fase i overgangsritualets struktur. 3. I denne fase må Helten erkende, at der stadig er en vis fare for, at missionen kan fejle og skatten tabes. Ofte når fortællingen sit klimaks, lige inden Helten krydser tærsklen til den Ordinære Verden. Helten udfører et afsluttende offer, som kan tage form af død og genfødsel. Dette offer tjener til at reintegrere Helten i den verden, han eller hun forlod, og løser den indre konflikt, som plagede Helten i begyndelsen af fortællingen. Helten er for evigt forandret, og har også potentialet til at transformere den Ordinære Verden – typisk til det bedre – ved hjælp af den skat, vedkommende har vundet. Denne fase minder om overgangsritualets inkorporationsfase. Campbells hypotese har været udsat for megen kritik, blandt andet fordi den harmoniserer uligheder mellem forskellige kulturers fortællinger på en måde, som underkender betydningen af signifikante forskelle. Ikke desto mindre er mange af mønstrets elementer ofte forekommende i mange fantasyfortællinger. Den amerikanske filmproducent George Lucas (f. 1944) har endda formet “Star Wars”-sagaen ud fra denne skabelon, for at skabe en fortælling, som kunne have universel tiltrækningskraft. Det må man sige, at han har haft held med. GODT OG ONDT

I en verden, hvor de institutionelle religioners indflydelse er mindsket, er opfattelsen af det gode og det onde som absolutte kategorier også under pres. Dette efterlader mange mennesker i det, der kan opleves som et værdimæssigt tomrum, hvor alting kan debatteres og alle værdier er relative. Selvom der findes fantasy, hvor den samme værdirelativisme er dominerende (her er George R.R. Martins serie bemærkelsesværdig), findes der også mange andre eksempler på, at kategorierne er forholdsvis nemme at identificere. Et klassisk eksempel er “The Lord of the Rings”, hvor antagonisten Sauron og alle hans håndlangere er de frie folks ultimative fjender. Man kan arbejde religionsvidenskabeligt med teksternes opfattelse af godt og ondt ved at tage udgangspunkt i den måde, hvorpå mange myter iscenesætter forholdet mellem kosmos og kaos. Her kan det gode fremstilles som de kræfter, der skaber orden i kaos – og dermed tilvejebringer betingelserne for liv. Det onde fremstilles som de nedbrydende kaoskræfter, som ødelægger grundlaget for liv og hermed menneskers eksistens. Det er dog de færreste fantasyfortællinger, som tager udgangspunkt i et så forenklet verdensbillede. Tænker man på hinduismen og den måde, Shiva tilbedes som både livbringende og destruktiv, mindes man om, at begge

272

RELIGIONER LEVER


aspekter er uløseligt forbundet. Ingen af delene kan eksistere uden sin modpart. I “The Lord of the Rings”, som ellers ofte kritiseres for at præsentere læserne for et unuanceret og enøjet syn på godt og ondt, møder man faktisk denne forståelse af samhørigheden mellem kosmiske og kaotiske kræfter. Et eksempel er forholdet mellem den selvopofrende hobbit Frodo og væsnet Gollum, som på grund af Herskerringen er blevet en ondsindet og selvisk skygge af den hobbit, han selv var engang. Det viser sig nemlig, at Frodo – da han endelig er nået til kløfterne ved Mount Doom, som er det eneste sted, hvor Ringen kan tilintetgøres – er ude af stand til at undslippe Herskerringens såvel fysisk som moralsk fordærvende kraft. Han magter ikke at smide den ned i kløften. I kraft af en hændelse, som kan tilskrives tilfældet eller skæbnen, afhængig af læserens egen forståelse af teksten, får Gollum fat i Herskerringen, hvorefter begge falder ned kløften med lava og udslettes. Pointen er, at frelsen kun bliver en realitet, fordi både Frodo og Gollum er til stede i det afgørende øjeblik. Spørgsmålet om, hvordan man overhovedet kan skelne godt fra ondt, er også meget udbredt i mange fantasyfortællinger. Det hænger ofte sammen med evnen til at skelne det sande fra det falske. I mange moderne samfund har logikken en særlig ophøjet plads, og det samme gælder klassiske naturvidenskabelige metoder til indsamling af empiri. I fantasygenren kan man til gengæld ofte opleve, hvordan sanseerfaringerne kan lede folk ad vildveje. I stedet opfordres protagonisterne (hovedpersonerne i fortællingen) til at lytte til det, deres følelser eller intuition fortæller dem. Et eksempel på, hvordan de ydre sanseindtryk stilles op imod inderlighed og intuition, finder man i filmen “Star Wars: Episode IV – A New Hope”. Her er en scene, hvor protagonisten Luke Skywalker øver sig på at parere laserstråler med sit lyssværd, men har svært ved at ramme dem. Af sin læremester, en ældre, skægget herre ved navn Obi Wan Kenobi, opfordres Luke til at tildække sine øjne, da dette vil hjælpe ham med bedre at fornemme Kraften (The Force). Nu, hvor synssansen ikke længere blokerer for Lukes fornemmelse af Kraften, kan han pludselig parere laserstrålerne. Intuition trumfer dermed empiri. Fra et religionsvidenskabeligt perspektiv er det interessant at overveje, i hvor høj grad fantasyfortællingernes fremstilling af godt og ondt afspejler nutidens værdirelativisme, og hvordan fortællingerne arbejder med de problematikker, som kan opstå, når forskellige verdenssyn kolliderer og de etablerede religioners verdensbilleder holder op med at give mening for nutidens mennesker.

EKSEMPLER PÅ TILGANGE TIL STUDIET AF FANTASY Fantasy er fiktion, og bliver oftest også præsenteret for læseren som fiktion. Man kan derfor mene, at studiet af fantasy hører hjemme på et fag som litteratur- eller medievidenskab, hvilket det naturligvis også gør. Der er dog et

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

273


stigende antal religionsforskere, som mener, at fantasy med fordel kan udforskes ved hjælp af religionsvidenskabelige teorier og metoder. I Danmark har religionsforskerne Laura Feldt (f. 1973) og Markus Altena Davidsen (f. 1981) skrevet afhandlinger om henholdsvis det fantastiske i religiøse fortællinger fra det Gamle Testamente og spirituelle bevægelser, baseret på J.R.R. Tolkiens fiktive univers og George Lucas' Star Wars-univers. I denne bogs indledende kapitel blev den danske medieforsker Stig Hjarvards (f. 1960) medialiserings-teori sat i forbindelse med fantasy, og denne tilgang er særdeles relevant, eftersom religion og religiøs kommunikation har ændret karakter, funktion og struktur som følge af medialisering. Er fantasy mon et udtryk for, hvad der kan ske, når religion og moderne massemedier mødes? Andre forskere zoomer mere snævert ind. Det kan fx være på et emne som “fantasy og kulturel appropriation”, som drejer sig om det potentielt problematiske i, at en fantasyforfatter tilegner sig fremmede folks traditionelle fortællinger, hvis disse stadig har status af hellige. Skylder man i så fald de pågældende folk at afholde sig fra at digte videre på deres traditioner? Man kan også vælge at rette opmærksomheden mod sproget, og dermed anlægge en filologisk (dvs. sprogvidenskabelig) vinkel på det religionsfaglige studie af fantasy. Sprog er såvel mundtlige som skriftlige ord, symbolsprog, billedsprog og kropssprog, og dermed kan den filologiske tilgang bruges til at studere fantasy i film, computerspil og rollespil med mere. Filologi handler også om at undersøge den måde, sproget forbinder fortid og nutid på. Det er en opgave, der er særlig relevant i forhold til studiet af fantasy, fordi genren i stor stil omfortolker og genanvender fortidens for-

INTERTEKSTUALITET Religionsvidenskaben er kendetegnet ved sin tværfaglige tilgang. En disciplin, som i stigende grad vinder indpas i religionsforskningen, er lit­ teraturvidenskab, og det er også herfra, begrebet om intertekstualitet er hentet. Intertekstualitet er en betegnelse for tekster, der forudsætter og hen­ viser til andre tekster. Det er vigtigt at huske på, at en tekst ikke kun betegner det skrevne – der kan også være tale om eksempelvis film, compu­ terspil, kunst eller andet. I religionsforskningen er en kortlægning af intertekstuelle referencer

274

en metode, som blandt andet kan hjælpe med at kaste lys over hvornår en given tekst blev skabt, hvilken status den havde og hvad den betød for dem, der læste den. Et velkendt eksempel er måden hvorpå det Nye Testamentes forfattere legitimerer påstanden om Jesus som Messias – det sker nemlig blandt andet ved hjælp af referencer til profetier fra det Gamle Testamente. De intertekstuelle referencer tjener også til at underbygge den pointe, at Jesus på én gang er den skikkelse, de gamle profete­ rede om, samtidig med, at han på specifikke punk­ ter afviger markant fra idealbilledet.

RELIGIONER LEVER


tælletraditioner. Vi tænker måske ikke over det til dagligt, men rigtig mange af de ord, vi bruger, har været i anvendelse i lang tid. Den måde, ordene gennem tiden er blevet brugt på, har indflydelse på den betydning, ordene har for os i dag. Derfor kan man sige, at historiens gang faktisk kommer til udtryk i sproget. Rigtig meget fantasy skaber en sammenhæng med fortiden ved hjælp af intertekstuelle referencer til det, man kan kalde traditionel mytologi (et udtryk, som i dette kapitel bruges til at samle flere forskellige typer af fortælletraditioner under én hat: myter, sagn, legender, eventyr og folkeviser, m.m.). Når man arbejder religionsvidenskabeligt med emnet, må man derfor forsøge at kortlægge disse referencer for at skabe et overblik over den relation til fortiden, som er på spil i teksten.

HVAD ER TRADITIONEL MYTOLOGI? OM MYTER OG DERES FUNKTION Fra et religionsvidenskabeligt synspunkt er det en vigtig pointe, at alle myter først og fremmest må anskues som menneskers kulturelle frembringelser. Myter er fortællinger, som har nogle særlige formelle og indholdsmæssige kendetegn, og de kan have været (eller er stadig) forbundne med en kult. Der er ofte tale om meget gamle tekster, som har været i omløb så længe, at ingen længere husker, hvem der fortalte dem første gang. De kan have været mundtligt overleveret igennem mange århundreder, indtil de på et tidspunkt er blevet indsamlet, nedskrevet og bearbejdet, fx af digtere, historikere og missionærer. På den måde er dele af fortiden blevet bevaret, så vi også i dag har mulighed for at læse de gamle fortællinger. Der ligger imidEt billede af de to finske brødre Poavila og Triihvo Jamanen, som er eksempler på den type af infor­ manter, som man mente var i stand til at gengive særligt autentiske versioner af den gamle folk­ lore. Billedet er dateret til 1894.

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

275


Dette færøske frimærke er et fint eksempel på, hvor­ dan mytologiske motiver kan bruges til at underbygge forestillinger om en national identitet.

276

lertid mere end blot almindelig nysgerrighed bag disse tekst-indsamlinger. I den nordiske middelalder var den islandske politiker og forfatter Snorri Sturluson (1179-1241) særligt indflydelsesrig. Det er ofte Snorri, som tildeles æren for at have skrevet “Heimskringla” og “Snorris Edda”. Begge værker kan beskrives som gendigtninger af nordiske kongesagaer og myter, og blev skabt i et forsøg på at styrke den islandske skjaldekunst over for tilstrømningen af udenlandske kulturelementer. Alligevel så Snorri tilsyneladende intet selvmodsigende i at modellere de nordiske myter efter et græsk-romersk forbillede. I Danmark stod historikeren Saxo Grammaticus (ca. 1160-1208) bag værket “Gesta Danorum” (“Danernes Bedrifter”), som i vid udstrækning bygger på mundtligt overleverede myter og sagn. På Saxos tid var det danske rige under pres fra flere sider, og formålet med værket var at glorificere og dermed styrke fædrelandsfølelsen ved hjælp af rammefortællingen om danernes heroiske fortid. Af samme grund betragtes Saxo gerne som den første nationalhistoriker i Danmark. I nyere tid har blandt andre den danske teolog og digter Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), de tyske filologer Jacob Ludwig Carl Grimm (1785-1863) og Wilhelm Karl Grimm (1786-1859), samt den finske filolog Elias Lönnrot 1802-1884) ihærdigt arbejdet på at indsamle folklore – dvs. mundtligt overleverede fortællinger, skikke, viser, remser, ordsprog, musik og dans. Man opsøgte fortrinsvist ikke-bogligt uddannede mænd og kvinder, bosiddende på landet, og gerne de ældste i slægten. Tanken var, at man her ville finde de mest autentiske versioner af det, man forestillede sig, var ældgamle mundtlige traditioner. Så enkelt forholder det sig dog ikke, og faktum er, at blandt andet Brødrene Grimm i en vis udstrækning har stræbt efter at give disse fortælletraditioner et ensartet udtryk ved at “hugge en hæl og klippe en tå”, når materialet ikke artede sig som forventet. Bruger man den traditionelle mytologi som kilder til religiøse forestillinger og skikke fra en fjern fortid, må man være varsom og tage mange forbehold. Det har dog ikke forhindret det tyske nationalsocialistiske parti (Nazistpartiet) i at bruge blandt andet Brødrene Grimms arbejde som grundlag for en påstand om, at Tyskland også for mange århundreder siden havde sin egen nationale identitet – med andre ord, at det tyske folk i meget lang tid havde været genetisk, kulturelt, sprogligt og historisk forbundet. Som historien viser, brugte nazisterne denne påstand til at ekskludere en masse mennesker, heriblandt jøderne, hvis afstamning, religion og sprog blev betragtet som fremmede og uvelkomne elementer. Snorri, Saxo og Brødrene Grimm er alle eksempler på, hvordan gamle myter er blevet hældt på nye flasker for at underbygge forestillinger om en stærk national identitet, som kan stå imod ydre trusler. Mon en lignende funktion er på spil, når moderne fantasy genbruger de samme fortællinger? Faktum er, at spørgsmål om nationalt tilhørsforhold, med alt, hvad dette

RELIGIONER LEVER


begreb inkluderer, stadig optræder med jævne mellemrum i den politiske og offentlige debat verden rundt, så emnet er stadig uhyre aktuelt.

FANTASY VS. RELIGION Een ting er, at det ubestrideligt vrimler med intertekstuelle referencer til traditionel mytologi i moderne fantasy, men handler religion ikke om tro – og er der rent faktisk nogen, som tror på, at en fiktiv verden, befolket af fiktive væsner, har noget som helst med virkeligheden at gøre? Det er som regel nemmere at forestille sig, at folk var mere villige til at acceptere og tro på det mærkelige, overnaturlige og mirakuløse “i gamle dage”, og straks sværere at tro, at nogen i nutidens videnskabeligt oplyste verden oprigtigt tror på, at der findes elverfolk. Det er imidlertid problematisk at bruge begrebet “tro” – forstået som en mental indstilling eller følelse – som en slags lakmustest for religion. Problemet er, at man aldrig helt kan vide, om folk forstår det samme ved begrebet “tro”, som man selv gør. Tilsvarende kan man heller aldrig være helt sikker på, om folk taler sandt, når de siger, at de tror på noget. Der kan jo være mange grunde til at lyve om ens religiøse overbevisning – tænk blot på kristenforfølgelserne i det Gamle Rom. Så fremfor at tage udgangspunkt i et flygtigt begreb om tro, giver det videnskabeligt set bedst mening at lede efter religiøse udtryk, der rent faktisk er konstaterbare i den tekst, man forsøger at læse og forstå. Når man tager udgangspunkt i det, der rent faktisk er indeholdt i teksten selv, bliver det også muligt at beskrive forskelle og ligheder mellem religion og fantasy på en systematisk måde. Her er den danske religionshistoriker Jørgen Podemann Sørensens (f. 1946) begreb om “religionens retorik” velegnet til at belyse de retoriske virkemidler, som bringer religiøse udtryk i stand inden for rammerne af den pågældende tekst. Retoriske virkemidler er de sproglige kneb, der fx kan fremkalde bestemte forestillinger og følelser, hos dem, der læser teksten. Den ekstraordinære talesituation, som adskiller myten fra hverdagens sniksnak, er netop sådan et virkemiddel. Det kalder på den forestilling hos læseren, at myten formidler en særlig privilegeret viden, som det ikke er menneskeligt mulig at have. Selvom læseren naturligvis kan vælge at afvise denne påstand, ændrer det ikke på, at det retoriske virkemiddel er til stede i teksten – og at det dermed er tilgængeligt som den empiri, en religionsvidenskabelig tekstanalyse kan tage udgangspunkt i. Sådanne retoriske virkemidler er også til stede i mange fantasyfortællinger, hvilket belyses i afsnittet nedenfor. TOLKIEN-INSPIRERET SPIRITUALITET

Begrebet “religionens retorik” er særlig relevant, når man – som den danske religionsforsker Markus Altena Davidsen – beskæftiger sig med det, han kalder for fiktive religioner. Det vil sige religioner, som er baseret på et fik-

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

277


TOLKIEN OG C.S. LEWIS John Ronald Reuel Tolkien (1892-1973) var profes­ sor i angelsaksisk filologi, forfatter og pionér i udviklingen af moderne fantasy. Med “The Lord of the Rings” som sit mest udbredte værk bliver Tolkiens fantasi og evne til at gøre fortiden ak­ tuel på en – for mange af hans læsere – meget gribende måde, ved med at gøre sig gældende. Ikke mindst har den amerikanske filmproducent Peter Jacksons (f. 1961) filmatiseringer, først af “The Lord of The Rings”, senere af “The Hobbit”, gjort Tolkiens univers tilgængeligt for et endnu bredere publikum. Tolkien var ekspert i oldengelsk sprog og kultur. Han havde en passion for komparativ (dvs. sammenlignende) mytologi og sprogvidenskab i almindelighed, og havde et skarpt øje for såvel de enkelte kulturers unikke elementer, som de almene fortællemønstre, der kan forbinde men­ nesker på tværs af tid og sted. Tolkien havde et indgående kendskab til fx finske, nordiske, jødiske og germanske fortælletraditioner, som har funge­ ret som inspiration for mange af de skikkelser og

278

temaer, man kender fra hans eventyrlige univers. Samtidig var han, som overbevist katolik, dybt inspireret af det kristne evangelium, og Tolkien betragtede selv sine tekster som en genskrivning af og hyldest til det kristne evangeliums sandhed. Tolkien delte sin begejstring for myter og sit syn på evangeliet med sin ven, den engelske forfatter C.S. Lewis (1898-1963), som især er kendt for “The Chronicles of Narnia”. Denne serie handler, kort fortalt, om fire søskende, som i et gammelt klædeskab finder portalen til en anden verden, Narnia, som er befolket af mange mær­ kelige, fantastiske og magiske væsner. Børnene bliver hurtigt involveret i en kamp mellem gode og onde magter. Det gode er personificeret ved løven Aslan, som er den retmæssige konge af Narnia, og det onde optræder i skikkelse af hek­ sen Jadis, som kalder sig Dronningen af Narnia. C.S. Lewis beskrev selv Aslan som en kristusfigur, og serien er generelt velanset blandt kristne, som en måde hvorpå kristne forestillinger og værdier kan formidles til et ungt publikum på en pædago­ gisk måde.

RELIGIONER LEVER


tivt univers. I den forbindelse har Davidsen undersøgt, hvordan Tolkiens fantasyfortællinger har affødt reaktioner af religiøs/spirituel karakter hos nogle af læserne. Det drejer sig om mennesker, for hvem Tolkiens værker har status af noget andet og mere end blot fiktion. Ifølge Davidsen findes der eksempler på tilhængere, som hævder, at de er genetisk og/eller spirituelt beslægtede med Tolkiens elverfolk. Et eksempel er forestillingen om, at nogle mennesker besidder en overmenneskelig sjæl, som ved en fejl er blevet fanget i en menneskelig krop. Ifølge Davidsen har denne forestilling vundet indpas gennem de seneste 20 år i de Tolkien-inspirerede spirituelle miljøer, og den ledsages ofte af overbevisningen om, at disse overmenneskelige sjæle har deres sande hjemsted i en “Otherworld”, en anden verden, som mange af tilhængerne identificerer som Arda. Denne idé om sjælens oprindelse går hånd i hånd med en forestilling om, at Tolkien ikke har opfundet sit litterære univers: Han har nærmere kanaliseret en viden, som er blevet ham åbenbaret. Tilhængerne af sjæleteorien finder grundlag for deres forestillinger flere steder. Dels i “Silmarillion”, som er beretningen om Ardas skabelse, dels i Tolkiens notater og breve, hvor det fremgår, at han på forskellige måder har leget med idéen om at fremstille sine fortællinger som beretninger om en tidsalder i verdenshistorien, som ingen længere husker. Som det fremgik ovenfor, er tro et vanskeligt begreb at arbejde religionsfagligt med. Selvom det er fristende at spørge, om sjæleteoriens tilhængere ikke bare har gang i en mere avanceret form for fantasileg, så er det jo dybest set et spørgsmål, man kan stille til alle troende. Derfor må man undersøge forholdet mellem fantasy og religion på et mere holdbart grundlag, og her kommer den filologiske tilgang til sin ret. Som det også blev beskrevet i denne bogs indledende kapitel, er der et retorisk virkemiddel ved myten, nemlig “den privilegerede talesituation”. Myten sætter en privilegeret (eller ekstraordinær) talesituation, hvorfra den kan fortælle om forhold ved verden, som det ikke er muligt for noget menneske at kende til. Påstanden om, at Tolkien har kanaliseret en viden om Ardas skabelse, indretning og historie, indebærer netop sådan en ekstraordinær talesituation. Det er det samme retoriske virkemiddel, som er på spil i myternes religiøse sprog, og det er dette virkemiddel, som sidestiller Tolkiens litteratur med åbenbaringer fra andre religioners grundtekster. Samtidig hermed mytologiseres forfatterskikkelsen, så Tolkien fremstår som en slags medium for sandheden om Ardas eksistens. Man kan derfor konkludere, at fiktion (og dermed fantasy) godt kan fungere som en moderne form for myte, hvis fortællingen sættes i scene som en privilegeret talesituation. Samtidig tjener det faktum, at fantasy digter videre på fortidens gamle myter, til at underbygge fornemmelsen af, at fortællingerne har en særlig autenticitet og tyngde. Når fantasy trækker på det

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

279


religiøse sprogs virkemidler, kan konsekvensen også blive, at fiktionen bliver til noget andet og mere end ren og skær underholdning. RELIGIØSE REAKTIONER PÅ FANTASY

Bogafbrænding har gennem historien haft en stor sym­ bolsk betydning. Middelalderfor­ skeren Alexander Murray oplister over 200 tilfælde af bogafbrændinger i middelalderen, primært foretaget af den katolske kirke. Meget tyder på, at sådanne handlinger har haft en rituel karakter, og at selve destruktionen af de kætterske skrifter har været sekundær, hvis det overho­ vedet har haft en betydning. Ofte blev forfatteren til værkerne tvunget til at kaste sine tekster på bålet, som en of­ fentlig bodsøvelse.

280

Som sagt kan fantasy have en betydning, som har potentiale til at påvirke læsernes værdier, forestillinger og handlingsmønstre, på samme måde som religiøse tekster. Denne vurdering er religionsforskningen ikke alene om at foretage. Nogle mennesker er nemlig så overbeviste om, at fantasy har et stærkt moralsk fordærvende potentiale, at de føler sig kaldet til at bekæmpe udbredelsen af genren. “Harry Potter”-bøgerne er fx blevet kaldt djævlens værk, bl.a. af amerikanske fundamentalistiske kristne. For dem er serien et på overfladen harmløst eventyr, målrettet børn og unge, som imidlertid motiverer til ukristelig adfærd, okkultisme og hedensk magi. Fortællingerne bliver opfattet som en åben port til helvede for millioner af børn og unge, og som en konsekvens har bl.a. The Christ Community Church i Alamogordo i New Mexico i 2001 foretaget afbrændinger af bøgerne. Når fantasy som “Harry Potter”-serien kan fremkalde så voldsomme reaktioner som offentlige bogafbrændinger, skyldes det ikke nødvendigvis, at fantasyfortællingerne afviser doktrinerne eller kommer med blasfemiske ytringer. Den amerikanske litteraturforsker Brian Attebery (f. 1951) forklarer i stedet reaktionerne med henvisning til den måde, fantasygenren fortolker og anvender traditionelle myter på. Nogle af disse traditioner er stadig omgærdet af doktriner og ritualer. Andre optræder i en sekulær kontekst, løsrevet fra den religiøse betydning, de måske engang har haft. Fantasygenren sætter de gamle fortællinger i en ny ramme, genfortolker og “leger” med myternes symbolik, så der skabes en ny betydning, der netop har potentialet til at påvirke værdier, forestillinger og handlingsmønstre hos et moderne publikum. Denne legende tilgang til de traditionelle myter strider især (men ikke kun) mod fundamentalistiske udlægninger af religiøse tekster. I sådan en udlægning er der ikke plads til tvetydighed: Teksterne skal ikke afmytologiseres, men forstås ganske bogstaveligt. Faktum er dog, at tekstlæsning i al almindelighed altid indebærer et element af fortolkning, og mange religiøse konflikter er netop opstået, fordi folk har været uenige om fortolkningen af deres hellige skrifter. Det, striden står om, er autoriteten (og dermed magten) til at afgøre, hvordan skrifterne skal udlægges. Denne magtkamp er slet ikke relevant for en genre, som med få undtagelser markedsfører sig selv som fiktion. Imidlertid kan den “uautoriserede” brug af de traditionelle myter virke som en rød klud på dem, som overvåger, ekskluderer og fordømmer uortodokse udsagn. Et eksempel fra nyere tid, som har haft markante konsekvenser for forfatterens frihed, er den indiskbritiske forfatter Salman Rushdies gendigtning af den uortodokse myte om Allahs døtre i bogen “De Sataniske Vers” (udgivet 1988).

RELIGIONER LEVER


FANTASYGENRENS SOCIALE OG KULTURELLE BETYDNING I MODERNE TID Som det fremgik af denne bogs indledende kapitel, Religion i dialog og bevægelse, er nutidens verden blevet beskrevet som “af-fortryllet”: Det fantastiske, mirakuløse og monstrøse har trange kår i en tidsalder, hvor videnskabelige forklaringer erstatter myternes ætiologier. Samtidig er der også noget, der tyder på, at der finder en form for “gen-fortryllelse” sted, og fantasygenrens popularitet kan betragtes som sådan et tegn. Brian Attebery beskriver fantasygenren som et helle, hvor myternes sprog kan fungere på egne præmisser, frem for kun at blive betragtet som tidligere tiders fejlslagne forklaringer. Fordi fantasyfortællinger stort set altid markedsføres som fiktion, er genrens forfattere i vid udstrækning frie til at “lege” med traditionel mytologi. I en verden, hvor mange leder forgæves efter svar på eksistentielle spørgsmål hos de institutionaliserede religioner og i videnskaben, er fantasygenrens brug af myternes sprog et reelt alternativ. Dette synspunkt underbygges af Markus Altena Davidsens studie af Tolkien-inspireret spirituelle miljøer. Endnu et aspekt ved fantasy er den måde, hvorpå genren er med til at redefinere forholdet mellem nutidens læsere og de traditionelle myter. Selvom mange af de traditionelle myter er bevaret i skriftlig form, så er meget af den information, som sandsynligvis har ledsaget den mundtlige formidling af myterne, gået tabt. Det kan fx være fortællerens kropssprog og stemmeføring, publikums respons, rituelle handlinger, sansestimuli i form af dufte, lyde, etc. Attebery peger på, at fantasy kan ses som et forsøg på at genskabe denne tabte sammenhæng. Samtidig gør det modsatte sig også gældende: Fantasy bringer det moderne menneskes erfaringer ind i myternes verden, og er derfor med til at påvirke vores opfattelse af os selv og de fællesskaber (nationale, religiøse, sproglige, m.m.), vi indgår i. Det religionsvidenskabelige studie af fantasy er endnu ungt, og som nævnt er genren i kontinuerlig udvikling. Alligevel tegner der sig et omrids af et fænomen, som med fordel kan studeres i kraft af teorier om religion – ikke mindst med henblik på at kortlægge det religiøse landskab i moderne og postmoderne samfund.

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

281


BEGREBER: FANTASYGENREN Allegori: Betegnelse for en fortælling, hvis indhold (personer og begivenheder) symboliserer noget, der ligger uden for teksten selv. Antagonist: Et litteraturvidenskabeligt begreb, som betegner den eller de personer i fortællingen, hvis formål modarbejder protagonistens. Betydningspotentiale: Den samlede betydning, en tekst rummer. Den liminale fase: Et virkemiddel i overgangsri­ tualet. Den liminale fase er kendetegnet ved sin anti-struktur. Det fantastiske: En betegnelse, som i dette kapitel bruges om de trans-empiriske elementer i teksten. Det monstrøse: Et retorisk virkemiddel, som inden for rammerne af teksten skaber en tilstand af liminalitet. Det trans-empiriske: Det, der bryder med erfarin­ ger af, hvad der er fysisk muligt. Eskapisme: Virkelighedsflugt. Fiktion: Betegner det, som er opfundet. Står som litterær genre i modsætning til ikke-fiktion, som fx er lovbøger, avisartikler og lærebøger. Fiktive religioner: Religioner, som er baseret på et fiktivt univers. Et område, som den danske religi­ onsforsker Markus Altena Davidsen har udforsket. Filologi: Sprogvidenskab. Filologi har særligt fokus på et sprogs historie, kultur og tekster, og adskiller sig dermed fra lingvistikken, som har et generali­ serende syn på sproget og dets strukturer. Fimbulvinter: I den nordiske mytologi betegner Fimbulvinteren en tre-årig periode, som efterføl­ ges af Ragnarok (kosmos’ undergang). Folklore: En samlebetegnelse for mundtligt overle­ verede traditioner, bl.a. fortællinger, skikke, viser, remser, ordsprog, musik og dans. Genre: Et litteraturvidenskabeligt begreb, som bru­ ges til at afgrænser typer af fortællinger. Guldalder: En betegnelse for en mytisk og heroisk tidsalder, som ofte følger umiddelbart efter ver­ dens skabelse. Komparativ mytologi: Betegnelse for den systema­ tiserede sammenligning af myter fra alle verdens kulturer.

282

Kult: En religionsvidenskabelig betegnelse for de religiøse handlinger, som et religiøst fællesskab udfører på bestemte tidspunkter af året. Kulturel appropriation: En (muligvis uretmæssig) tilegnelse af andre folks kulturelle “arvegods”. Litteraturvidenskab: Det videnskabelige studie af litteratur. Magi: Et begreb, som i fantasykapitlet bruges til at betegne evnen til at manipulere den fysiske ver­ den ved hjælp af ikke-fysiske midler. Bruges ikke længere i så høj grad inden for religionsforsknin­ gen, idet de fleste forskere betragter “ritual” som en mere neutral fagterm. Medialisering: Et begreb, som Professor i medievi­ denskab Stig Hjarvard definerer således: “Mediali­ seringen er den proces, hvor samfund og kultur i stigende grad underlægges eller bliver afhængige af medierne og deres logik. Denne proces er kendetegnet ved en dobbelthed af, at medierne integreres i andre samfundsinstitutioners virke, samtidig med at medierne selvstændiggør sig som en institution i samfundet.” Monstrum: Latin for “afvigende forekomst”. Ordet har en bibetydning af, at der er noget galt med naturens orden. Nation: Latin for “afstamning”. Bruges som beteg­ nelse for en gruppe af mennesker, som har opfat­ telsen af at være beslægtede, fx i kraft af genetik, historie og/eller kultur. Nationalitet kan (men behøver ikke nødvendigvis) være forbundet med en statsorganisation. Okkultisme: “Occultus” er latin for “skjult”. Okkul­ tisme bruges inden for religionsvidenskaben som en betegnelse for spiritualistiske grupper som fx The Hermetic Order of the Golden Dawn, men er gennem historien blevet forbundet med djæ­ velskab og heksekunst, primært i forhold til den katolske kirke. Otherworld: Bruges i dette kapitel som en generel betegnelse for en verden, som er helt adskilt fra den ordinære verden. Protagonist: Et litteraturvidenskabeligt begreb, som betegner en fortællings hovedperson. Der kan være flere protagonister.

RELIGIONER LEVER


Retoriske virkemidler: Sproglige midler, som sigter på at fremhæve eller øge effekten af ens argumentation eller tale, fx brugen af metaforer eller iscenesættelse af talesituationen som særlig privilegeret. Begrebet er en central del af Jørgen Podemann Sørensens myte- og ritualteori. Sjæleteorien: Et begreb, som jf. religionsforskeren Markus Altena Davidsen bruges til at betegne den forestilling, at sjælen stammer fra en anden ver­ den og ved en fejl er blevet fanget i denne verden. Skjaldekunst: Kaldes også skjaldedigtning. En særlig form for norrøn digtekunst, med stramme regler for digtenes form. Har formentlig været mundtligt overleveret i lang tid, før man i 1200-tal­ let begyndte at skrive dem ned. Ifølge traditionen blev skjaldekunsten betragtet som en gave fra Odin (asernes overgud ifølge den nordiske myto­ logi). The Hero’s Journey: Betegnelsen for et fortælle­ mønster, som ifølge myteforskeren Joseph Camp­ bell er universelt forekommende. Traditionel mytologi: En betegnelse, som i fanta­ sykapitlet bruges om både mundtligt og skriftligt overleverede traditionelle fortællinger – eventyr, sagn, legender, sagaer, folkeviser, gåder, besvær­ gelser og rim. Verdensopbygning: Svarer til det engelske udtryk “world-building”. Den proces, hvormed en fiktiv verden konstrueres, så den forekommer solid og dyb. Værdirelativisme: Et kendetegn ved modernitet og senmoderniteten. Betegner et syn på værdier som subjektive og uden fast forankring i et empirisk eller religiøst grundlag. Ætiologi: Oldgræsk for “læren om (tings) årsager”. Jf. religionsvidenskabelig terminologi forklarer ætiologiske myter hvordan verden og dens for­ hold og fænomener kom i stand.

FA N TA S YG E N R E N I E N R E L I G I O N S FAG L I G O P T I K

283

L&r religioner lever bladrebog udvalgte sider  
L&r religioner lever bladrebog udvalgte sider