Sansning - mellem mennesket og verden

I denne bog giver 10 forskere et fascinerende et indblik i, hvordan sanser og sansning optræder og behandles inden for en række forskningsområder – fysiologi, evolution, kognition og idehistorie, fænomenologi, kultur, etnografi, æstetik, filosofi og teknologi.

Sansning - mellem mennesket og verden henvender sig til studerende og forskere på uddannelser og fag, hvor sanser og sansning indgår i studiet, og hvor man ønsker en bredere forståelse af emnet. Men bogen kan læses af alle med interesse for den store fortælling om vores sanser.

Med bidrag af: Peter K.A. Jensen · Hans-Jørgen Schanz · Simo Køppe · Søren Overgaard Ole Thyssen · Lilian Munk Rösing · Tine Damsholt · Jacob Wamberg Lars-Henrik Schmidt · Jan Kyrre Berg Friis

www.akademisk.dk

SANSNING - MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Vi møder alle verden individuelt gennem vores sanser. Men menneskets historie, civilisation og kultur er konkrete manifestationer af vores kollektive sansning og tænkning. Fortællingen om sanserne handler altså ikke blot om, hvordan vi hver især opfatter verden, men også om, hvorfor verden er, som den er, og ser ud, som den gør.

Peter K.A. Jensen · Hans-Jørgen Schanz · Simo Køppe · Søren Overgaard Ole Thyssen · Lilian Munk Rösing · Tine Damsholt Jacob Wamberg · Lars-Henrik Schmidt Jan Kyrre Berg Friis

SANSNING - MELLEM MENNESKET OG VERDEN AKADEMISK FORLAG

Sansning – mellem mennesket og verden

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 1

29.01.2020 09.08

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 2

29.01.2020 09.08

Peter K.A. Jensen · Hans-Jørgen Schanz · Simo Køppe · Søren Overgaard · Ole Thyssen · Lilian Munk Rösing · Tine Damsholt · Jacob Wamberg · Lars-Henrik Schmidt · Jan Kyrre Berg Friis

Sansning – mellem mennesket og verden

Akademisk Forlag

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 3

29.01.2020 09.08

Sansning – mellem mennesket og verden Peter K.A. Jensen · Hans-Jørgen Schanz · Simo Køppe · Søren Overgaard · Ole Thyssen · Lilian Munk Rösing · Tine Damsholt · Jacob Wamberg · Lars-Henrik Schmidt · Jan Kyrre Berg Friis © 2020 Akademisk Forlag, København Et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Morten Tinning Sørensen og Martin Blok Johansen Omslag: Berger Joa Sats: Per Demuth Tryk: Scandinavian Book

Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern. Egmont har fortalt historier i over 100 år, laver film i Oscarklasse og fortæller historier gennem nyheder, bøger og magasiner. Egmont er en dansk fond, som hvert år giver næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN: 978-87-500-5393-4 Akademisk Forlag Vognmagergade 11 1148 København K www.akademisk.dk

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 4

29.01.2020 09.08

INDHOLD Forlagets forord 1 Sanser og sansning i evolutionært perspektiv Af Peter K.A. Jensen Om sansning, tænkning og bevidsthed Neuroner og nervesystemet Udviklingen af sanseapparatet hos primaterne Udviklingen af visuel analyse hos tidlig Homo Udviklingen af mental syntese hos Homo sapiens 1.

9 11 11 17 18 23 25

35 2 Træk af sansningens filosofiske idehistorie Af Hans-Jørgen Schanz Antikkens filosofi generelt 36 38 Sansning i græsk tænkning, Platon Sansning i græsk tænkning, Aristoteles 39 Skolastikken 43 Rationalisme og tidlig oplysningsfilosofi 46 Oplysningsfilosofi 46 Oplysningstænkning og tysk idealisme 48 52 Sansningens historisering og videnskabeliggørelse Det tyvende århundrede 54 2.

59 3 Sansning og betydningsmodaliteter Af Simo Køppe En amodal sans?

62 Sensorium commune 64 Objektkonstans 65 Neoteni 66 Sansers samfundsmæssighed 67 Sensibilitet 68 Afslutning 69 3.

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 5

29.01.2020 09.08

4 Sansningens (vide) grænser: Et fænomenologisk perspektiv 71 Af Søren Overgaard Ekstrem egenskabsminimalisme 74 Kritik af den ekstreme minimalisme 76 Fænomenologisk maksimalisme 81 Konklusion 88 4.

91 5 Sansning, æstetik, kunst Af Ole Thyssen Sansning og iagttagelse 91 93 Æstetik og kunst Kunst er kommunikation 94 Det sansede, det imaginære og det stemte 95 Den klassiske kunst 98 Den moderne kunst 99 Kunstsystemet 103 5.

6 Litteraturen og sanserne Af Lilian Munk Rösing At sanse sproget som materie Inkarnation eller repræsentation Det poetiske blik At fremstille sansninger Fra synssans til høresans 6.

109 109 112 113 115 118

123 7 Sansninger mellem hjemlighed og fremmedhed Af Tine Damsholt Hjemlige og fremmede lugte 123 Sanseindtryk og komparativ etnografi 127 Maden – den synes jeg ikke om 129 Man kan virkelig mærke, man har fået statsborgerskab 131 Man kan føle, at man næsten synger med 135 Afslutning 140 7.

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 6

29.01.2020 09.08

8 Sansningen og dens teknologiske udbygning: Et biokulturelt overblik Af Jacob Wamberg Sanser, kropsorientering og evolution Uexküll i et udvidet felt: sanser og teknologi Sanserne – medieret og remedieret Værenshierarkiets genkomst: sanser og biokulturel evolution Coda: Nærsansernes mediale genkomst 8.

143 146 156 162 165 176

9 Sådan nogen som os Af Lars-Henrik Schmidt I: Sanselighedens orden II: Såvel nærvær uden hervær som hervær uden nærvær

179

10 Det sanselige menneske, den sanseløse teknologi Af Jan Kyrre Berg Friis Teknologier og sanselighed – en indledning Det sansende menneske Teknologi og sanselighedens endeligt Tanke eller glemsel

199

Om forfatterne Litteratur

225 229

9.

10.

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 7

180 190

201 207 215 222

29.01.2020 09.08

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 8

29.01.2020 09.08

FORLAGETS FORORD Begrebet sansning udspringer af det latinske sensus, der betyder både ’følelse’ og ’fornuft’, og som er afledt af verbet sentire, at mærke eller føle.

Sanser og sansninger angår således kort fortalt menneskets indre muligheder for at opfatte ydre påvirkninger. Denne bog handler om vores fem sanser, der på hver deres måde og tilsammen udgør det komplekse og fascinerende interface mellem mennesket i verden og verden i mennesket.

Sanserne og sansning har fortrinsvis været et forskningsfelt for naturvidenskaberne: biologien, fysiologien, neurovidenskaben etc. Bogen her forsøger at udvide forståelsen af sanser og sansninger og af deres forskningsmæssige tilhørsforhold. En god del af bogens kapitler er derfor også skrevet af forskere fra forskningsfelter, der ikke nødvendigvis associeres med en mere snæver forståelse af sanser og sansninger. Og dog har disse forskere, inden for hvert deres fagområde, beskæftiget sig med feltet i adskillige år, og deres bidrag trækker på en omfattende forskning i og omkring sanser og sansninger.

Emnet sanser og sansning er vidtfavnende og enormt. Tænker man lidt efter, indser man hurtigt, at sanser og sansninger ikke blot påvirker, men spiller en afgørende rolle i stort set alle aspekter af vores tilværelse. Derfor ville man også uden problemer kunne fylde et helt bibliotek med interessante perspektiver på sanser og sansninger. Alligevel finder vi, at det med valget af bogens 10 meget forskellige perspektiver på sanser og sansninger er lykkedes at kortlægge et spændende emne, som har stor betydning for os alle.

God læselyst Forlagets forord

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 9

9

29.01.2020 09.08

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 10

29.01.2020 09.08

1 SANSER OG SANSNING I EVOLUTIONÆRT PERSPEKTIV 1.

Af Peter K.A. Jensen

Vore sanser og den måde, de er udviklet på, spiller en afgørende rolle for, hvordan vi opfatter verden omkring os. Studiet af menneskets forhistorie er også studiet af sindets og bevidsthedens oprindelse og af den enestående menneskelige evne til at analysere verden og udtrykke vores syn på verden og tilværelsen i symbolsk form. Vores bevidsthed omfatter evnen til at danne billeder og tanker uden om de direkte sanseindtryk. Under bevidsthedens udvikling blev evnen til at danne en omverdensrepræsentation ændret, så det blev muligt at danne et forestillet omverdensbillede, der ikke var knyttet til direkte sanseindtryk. Denne evne skabte mulighed for at overskue og vurdere konsekvenser af handlinger i den virkelige verden, før disse handlinger blev sat i værk. Til grund for denne evne ligger den egenskab, der betegnes mental syntese. Mental syntese er det, der gør den menneskelige bevidsthed unik, og det, der ligger til grund for de unikke menneskelige karaktertræk. Mental syntese erhvervedes trinvist over flere millioner år. Formentlig er evnen til mental syntese kun fuldt udviklet hos Homo sapiens, mens evnen til visuel analyse, der er grundlaget for mental syntese, blev udviklet allerede for 2 millioner år siden hos tidlig Homo.

Om sansning, tænkning og bevidsthed Vore sanser, syn, hørelse, følelse, lugt og smag, og den måde, de er udviklet på, spiller en afgørende rolle for, hvordan vi opfatter verden omkring os. Alt, hvad der når hjernen, kommer ind via sanseapparatet. Sanseapparatet er en del af centralnervesystemet, og udviklingen af menneskets sanser er tæt forbundet med udviklingen af den øvrige del af centralnervesystemet, herunder ikke mindst bevidstheden. Som det vil fremgå, har 11

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 11

29.01.2020 09.08

sanserne også spillet en kritisk rolle for udviklingen af de unikke menneskelige træk som redskabsbrug og -fremstilling, sprog, musik, dans, fortællekunst, poesi, kunst og anden symbolsk adfærd (DeSalle, 2008).

Man skal skelne mellem sansning og perception, der er to adskilte, men nært beslægtede processer. Sansning er input fra den fysiske verden, som vi modtager via vore sanseorganer, mens perception er den proces, hvorved hjernen udvælger, organiserer og fortolker disse sansninger; perception giver på den måde mening til vore sansninger. Perception af de samme sansninger kan variere fra person til person, fordi hvert individs hjerne fortolker sanseinput forskelligt afhængig af individets erfaring, hukommelse, følelser og forventninger.

Et godt eksempel på, hvordan man skelner mellem sansning og perception, er det følgende: Når vi ser en bygning på afstand, synes den lille.

Når vi bevæger os frem mod bygningen, synes den at blive større. Men vi bliver alligevel ikke overraskede over, at bygningen vokser i størrelse, fordi vi ved, at bygningen har den størrelse, som den altid har haft; det er kun vores relative afstand fra bygningen, der får denne til at vokse eller skrumpe.

Sansninger er passive i den forstand, at vi ikke behøver at være bevidst engagerede i sanseprocessen. Derimod er perception, hvad vores hjerne aktivt gør: Den fortolker sansningerne. Hvis du f.eks. taler med en anden person, opdager du måske ikke, at en tredje person går gennem værelset, selv om du sandsynligvis hørte døren gå op og lyden af fodtrin. Men din hjerne fortolkede ikke denne information, hvorfor du ikke opfattede, at personen gik ind. Eksemplet viser desuden, at det meste af verden i virkeligheden går upåagtet hen for os.

Hjernen er proaktiv i sin behandling af sanseindtrykkene. Mens vi udforsker verden, sender eksempelvis sansereceptorer i nethinden en stor mængde nerveimpulser via synsnerven til synsbarken i hjernens bagerste del. Man kunne nu tro, at synsbarken behandler alle synsindtrykkene, efterhånden som de når frem – så vi ser alt det, som nethinden ser. Men synsbarken ser imidlertid ud til at være langt mere avanceret: Den er opbygget af flere lag af nerveceller, og i stedet for at analysere synsindtryk, i takt med at de når frem, arbejder synsbarkens yderste cellelag på at forudsige, hvilke 12

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 12

29.01.2020 09.08

synsindtryk hjernebarkens inderste lag modtager via synsnerven. Hjernebarken danner sin egen model af verden – og bruger derefter de virkelige sanseindtryk fra synsnerven til at afprøve, om modellen stemmer.

Det ovennævnte kaldes også predictive coding og gør det muligt for hjernen at navigere ud fra ganske få synsindtryk, fordi hjernen bruger vores tidligere erfaringer til at danne et brugbart billede af verden. Det er neuronerne i synsbarkens yderste lag, der laver forudsigelserne af, hvordan verden ser ud, og hvordan den opfører sig, mens de dybere lag sammenligner forudsigelserne med de synsindtryk, som hjernebarken hele tiden modtager. Hvis der er for stor uoverensstemmelse mellem forudsigelserne og den virkelige verden, sender neuronerne i bunden besked om forskellen til neuronerne i toppen, som derefter forbedrer deres model. Hjernen danner en slags indre billeder, der repræsenterer omgivelserne – og som hele tiden opdateres med detaljer, så den bliver mere og mere præcis (Østergaard, 2015).

Ved tænkning forstås i al almindelighed processen at producere tanker eller bearbejdelse af de idéer, som resulterer fra tænkningen. Tænkning er en mental proces, som tillader os at modellere verden – og hermed håndtere verden i henhold til vores mål, planer og ønsker. Tænkning giver os mulighed for at skabe mening, at fortolke, repræsentere eller modulere den verden, som vi erfarer. Begreber, der er beslægtet med tænkning, omfatter bl.a. føleevne, bevidsthed og fantasi.

Selvom tænkning og tanker er en eksistentiel menneskelig aktivitet, der er velkendt for alle, er der ikke generel enighed om, hvad tanker er, hvordan de skal forstås, og hvordan de skabes. Fordi tænkning danner grundlag for de fleste menneskelige aktiviteter, har en forståelse af dens fysiske og metafysiske ophav, dens processer og virkninger optaget mange akademiske discipliner i årtier.

Spørgsmålet er bl.a., hvordan det er muligt at opleve en bevidst erfaring (sansning) alene på basis af elektrokemiske processer i hjernens grå substans. Og hvordan kan man forklare, at f.eks. en persons ønsker kan aktivere nerveceller i centralnervesystemet og forårsage en præcis og hensigtsmæssig muskelkontraktion. Det er nogle af de spørgsmål, der har beskæftiget filosoffer i det mindste siden René Descartes (1596-1650).

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 13

13

29.01.2020 09.08

De unikke menneskelige karaktertræk, der er nævnt i det foregående, er det, der gør os forskellige fra andre organismer. Og fordi vores sansning af verden har spillet en kritisk rolle for udviklingen af disse menneskelige træk, er det bl.a. forhold ved vore sanser, der adskiller os fra andre organismer. Lugt og smag har dog kun perifer betydning for sprogevnen, redskabsfremstilling, musikken osv. Hvis vi derfor skal forstå det unikt menneskelige, er det ikke smags- og lugtesansen, vi skal beskæftige os med, men derimod hørelsen og ikke mindst synet. Lugt og smag kan dog have meget stor betydning for kommunikationen hos andre organismer.

Så mens synet er den vigtigste sans for mennesket, er lugtesansen vigtigst for hunden; det betyder, at de to, mennesket og hunden, lever i to forskellige, men dog overlappende verdener.

For til fulde at kunne forstå, hvorfor og hvordan der udvikledes mennesker udstyret med de for dem unikke karaktertræk, er det helt afgørende at få viden om vore forfædre. F.eks. er adfærden hos nutidens mennesker et produkt af vores udviklede hjerne og vores evolutionære fortid. Havde vi udviklet anderledes neurale netværk i hjernen, ville vi have reageret anderledes på de selektionstryk, som vi har været udsat for gennem vores udviklingshistorie, og vi ville have udviklet helt anderledes adfærdsmønstre. At forstå hvorfor vi tror, føler og opfører os, som vi gør, afhænger af en forståelse af, hvorfor vi udviklede os på den måde, som vi rent faktisk gjorde.

Studiet af menneskets forhistorie er også studiet af sindets og bevidsthedens oprindelse og af den enestående menneskelige evne til at analysere verden og udtrykke vores syn på verden og tilværelsen i symbolsk form – ikke kun med ord, men også ved hjælp af nonverbal kommunikation: gestikulationer, maleri, skulptur, musik, dans og ritualer.

Menneskets psyke er grundlæggende sammensat af tre komponenter: 1) kognition, dvs. evnen til indlæring, logisk tankevirksomhed og problemløsning, 2) følelser som f.eks. sorg, nedtrykthed, glæde, opstemthed og 3) bevidsthed, der sætter os i stand til at vide, hvad vi ved. Bevidsthed er så at sige alt, hvad du erfarer (Koch, 2018). Bevidstheden forsyner os med et „indre øje“, så vi kan erkende vore egne følelser og vores egen adfærd. Således udstyret er vi i en stærkere position til at fortolke – og forudsige – andres følelser og adfærd end organismer uden bevidsthed.

14

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 14

29.01.2020 09.08

På samme måde kan sproget – foruden at være et middel til at give instruktioner og til at udveksle idéer og tanker om den verden, vi er omgivet af – opfattes som bevidsthedens værktøj til at skabe nye verdener. Som eksempel kan man bruge billedet af et simpelt trækors, der for en kristen ikke blot er to stykker træ gjort fast til hinanden på en bestemt måde, men som i stedet repræsenterer kærligheden til Gud og ofringen af Hans søn. På samme måde er en totempæl for visse amerikanske indianere ikke blot et stykke træ med udskæringer, men er selve legemliggørelsen af deres forfædre og udtryk for vrede mod guderne.

Vi tænker anderledes end andre organismer, og vi kan dele vore tanker med hinanden på måder, som andre organismer end ikke kommer i nærheden af. Skønt vi deler Jorden med millioner af andre arter, lever vi også i en verden, som andre organismer ikke har adgang til. Vi lever i en verden fuld af abstraktioner, muligheder og paradokser. Vi bruger en stor del af hver dag til at fundere over, hvordan tingene kunne have udviklet sig, hvis begivenhederne var indtruffet på en anden måde. Vi fortæller historier om vore virkelige erfaringer og opfinder historier om forestillede erfaringer, som vi bruger til at indrette vort liv. På den måde lever vi vore liv i en fælles virtuel verden. Døren ind til denne virtuelle verden blev åbent i og med opfindelsen af sproget, fordi sproget ikke kun er en måde at kommunikere på, men også et ydre udtryk for en usædvanlig måde at tænke på – nemlig ved anvendelse af symbolske repræsentationer. Uden symbolsk adfærd kan den virtuelle verden ikke nås, den er utænkelig. Måden, hvorpå sproget repræsenterer objekter, begivenheder og relationer, giver os uendelige muligheder for at skabe nye repræsentationer og en unik metode til at forudsige begivenheder, organisere hukommelsen og planlægge adfærd. Sproget former vores tænkning og måden, hvorpå vi erkender den fysiske verden (Deacon, 1997).

Vi mennesker er de eneste organismer, hvis adfærd, som beskrevet i det foregående, er et resultat af symbolske mentale processer: Vi opbryder den omgivende verden i et enormt antal sproglige og mentale symboler, som vi derefter kombinerer igen og igen i vores bevidsthed med henblik på at beskrive alternative verdener og situationer baseret på evnen til at danne en næsten ubegrænset række af meninger (ord, sætninger) fra et begræn1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 15

15

29.01.2020 09.08

set antal elementer (bogstaver). Som resultat heraf lever vi i en verden, som er vores egen konstruktion. F.eks. kan ordet „brød“ symbolisere noget spiseligt, men i visse, særlige sammenhænge kan det også symbolisere Kristi legeme. Vi bruger symboler til at demonstrere personlig eller social identifikation og til at demonstrere magt (Nørmark 2007).

De fleste organismer reagerer meget direkte på indkommende stimuli, men deres reaktioner kan ikke desto mindre være ganske subtile og sofistikerede. Alligevel synes ingen andre end mennesket at rekonstruere verden i deres hoveder, som vi gør. Dyr erfarer de fysiske og sociale omgivelser i store træk, som disse bliver præsenteret for dem. Denne måde at opfatte verden på betyder dog ikke nødvendigvis, at ræsonnement og forståelse af sammenhænge dermed er udelukket, for intuitive processer kan helt klart føre til komplekse reaktioner.

Ydermere er det sådan, at menneskets reaktioner i høj grad er styret af ubevidste ræsonnementer, der formentlig er en arv fra tidligere stadier i hjernens meget langvarige evolution. Inde i vore kranier har vi stadig „fiskehjerner“, „krybdyrhjerner“ og „primitive pattedyrhjerner“ foruden hele det neurale apparat, som menneskeaberne har til rådighed. Men tilsyneladende er det kun os, der har en overlejring af mental symbolsk manipulation, der gør det muligt for os at udforske omverdenen på en helt ny og enestående måde. Vi gør derfor ikke kun, hvad vore forfædre gjorde, bare på en lidt bedre måde. Vi har derudover nogle unikke adfærdsmønstre, der repræsenterer et kvalitativt spring ind i en helt ny bevidsthedsverden.

Vor bevidsthed omfatter også evnen til at danne billeder og tanker uden om de direkte sanseindtryk. Under bevidsthedens udvikling blev evnen til at danne en omverdensrepræsentation på et vist tidspunkt ændret, så det blev muligt at danne et forestillet omverdensbillede, dvs. et billede eller en tænkt omverdensrepræsentation, der ikke var knyttet til direkte sanseindtryk. Denne evne skabte mulighed for at overskue og vurdere konsekvenser af handlinger i den virkelige verden, før disse handlinger blev sat i værk. Vore forfædres efterladenskaber viser, at selv tidlig Homo sapiens for 100.000 år siden eller før ikke var begrænset i deres bevidsthedsmæssige oplevelser af den fysiske verden, men var i stand til at syntetisere nye bevidsthedsmæssige oplevelser ved hjælp af den egen16

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 16

29.01.2020 09.08

skab, der i denne artikel betegnes mental syntese. Mental syntese er det, der gør den menneskelige bevidsthed unik (Vyshedskiy, 2008).

Der er al mulig grund til at tro, at mental syntese ligger til grund for de unikke menneskelige karaktertræk, der er nævnt ovenfor. Mental syntese er selv et unikt menneskeligt træk, der erhvervedes trinvist over flere millioner år. Formentlig er evnen til mental syntese kun (fuldt) udviklet hos Homo sapiens, mens evnen til visuel analyse, der ligger til grund for mental syntese, blev udviklet allerede for 2 millioner år siden hos tidlig Homo (Homo ergaster). Mental syntese og visuel analyse omtales nærmere senere.

Neuroner og nervesystemet Alle levende organismer har et behov for at kunne reagere i forhold til påvirkninger fra omgivelserne. De må være i stand til at finde og optage den næring, som omgivelserne tilbyder, og de må kunne udløse afværgereaktioner, hvis omgivelserne truer organismens fortsatte liv. Dvs. at der i organismens indre må findes nogle strukturer, som afspejler verden i den form, der er nødvendig for organismens overlevelse. Det gælder for alt liv fra encellede organismer til planter, svampe og dyr. Egentlige nerveceller (neuroner) findes dog kun hos dyr. Dette hænger efter al sandsynlighed sammen med, at dyr kan bevæge sig. Svampe og planter er rodfæstede, de møder omverdenens udfordringer gennem vækst og ændring af vandtrykket i deres organer, men dyrene kan bevæge sig – de har en adfærd, og denne formidles gennem nervesystemet (Foltmann, 2008).

Flercellede organismer må endvidere være i stand til at koordinere og styre vækst og aktivitet i deres forskellige organer. Den interne koordination af vækst og stofskifte formidles i det væsentligste gennem et system af kemiske budbringere (hormoner). Disse spredes med legemsvæskerne overalt i organismen, og på denne måde kan der ske en samtidig og koordineret påvirkning af flere forskellige organer. Det er imidlertid gennemgående et ret langsomt virkende signalsystem, og i forhold til påvirkninger fra omverdenen har dyrene i mange tilfælde brug for hurtige reaktioner, således som det kan ske gennem neuroner. Alle dyr har et sanseapparat, men det er ikke nok for dyrets liv, at det blot kan sanse 1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 17

17

29.01.2020 09.08

omverdenen; de modtagne signaler skal bearbejdes og omsættes til en adfærd. Disse processer udspilles først og fremmest i nervesystemet.

Opfattelse af signaler fra omgivelserne beror på receptorer (proteinmolekyler, der sidder i cellemembranen), der findes hos alle levende organismer. Sanserne er udviklet ved tilpasning og specialisering af disse membranproteiner. Når der bindes et stof til receptoren, sker der en konformationsændring af receptormolekylet, hvilket udløser en kaskadereaktion inde i cellen, der igen resulterer i, at cellen afgiver et elektrokemisk signal. Synet er specielt, idet der her er tale om at omsætte lysets elektromagnetiske energi til kemiske reaktioner.

Nervecellernes funktioner har deres oprindelse i de encellede dyrs omverdensorientering. Efter sansning af omgivelserne dannes der en intern repræsentation af den ydre verden, som derpå kan danne baggrund for en adfærd. Et forøget omfang af de neurale kredsløb skaber mulighed for en differentieret omverdensrepræsentation, og det kan konstateres, at gennem dyrenes udvikling er der netop sket en sådan forøgelse af nervesystemets omfang. Dette har i sidste ende resulteret i pattedyrenes veludviklede hjerner.

Den del af centralnervesystemet, der benævnes hjernestammen, indtager en væsentlig rolle i bearbejdningen af sanseindtrykkene. Her befinder sig nemlig en struktur kaldet thalamus, der er den port, hvor de fleste sanseindtryk skal igennem, inden de kan viderebearbejdes i hjernebarken.

Alle sanseindtryk bortset fra lugtesansen skal gå via thalamus, før de når hjernebarken; lugtecellerne i næsehulen har som de eneste sanseceller direkte kontakt til hjernebarken via den såkaldte lugtelap.

Udviklingen af sanseapparatet hos primaterne Primaterne omfatter foruden mennesket også menneskeaberne, aberne, de såkaldte spøgelsesaber og halvaberne. Primaterne er én blandt mange ordener af pattedyr, der igen er én blandt mange klasser af den store dyregruppe, der kaldes hvirveldyr. Hvirveldyrene omfatter foruden pattedyrene også fuglene, krybdyrene, padderne og fiskene.

Primaternes specialisering ligger først og fremmest i sanseorganernes og nervesystemets udvikling. Hos primaterne ses en tendens mod en grad18

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 18

29.01.2020 09.08

vis forkortelse af snuden og en affladning af ansigtet. Hermed er forbundet en gradvis formindskelse af lugtesansens betydning og en stigende afhængighed af synet. I modsætning til andre pattedyr er hænder og fødder i varierende grad udviklet som griberedskaber. Disse specialiseringer skal utvivlsomt ses i sammenhæng med en specialisering til et liv i træer i tropiske og subtropiske økosystemer. Her har f.eks. lugtesansen ringe værdi, hvorimod synet er af afgørende betydning (Jensen, 2015).

Lugtesansens udvikling De tidlige hvirveldyr udviklede lugtesansen for at opdage kemiske stoffer opløst i det vandige miljø, hvori de levede. Hvirveldyrenes stamform udvikledes for mere end 500 millioner år siden, og i denne forbindelse blev nerverne i den forreste del af det primitive nervesystem samlet til en fortykkelse, der rummede lugtesans og synssans. Alle hvirveldyr har desuden strukturer som formidler høre- og balancesans. Hos de kæbeløse fisk, der udvikledes for omkring 400 millioner år siden, udgør de to løgformede lugtelapper ca. halvdelen af storhjernen (Allman, 1999).

Hos pattedyrene skete der en yderligere udvikling af lugtesansen.

Dette skete ved genduplikation1, hvor generne for olfaktoriske (lugte-) receptorer blev kopieret igen og igen. Lugt blev en meget følsom sans ikke kun til at lokalisere byttet, men også til at opbygge en hukommelse, der skal hjælpe indfangningen af fremtidigt bytte og til at undgå potentielt giftigt og på anden måde farligt bytte. Det blev desuden en vigtig mekanisme for social kommunikation, som kunne fremme reproduktionen.

Den tidlige udvikling af storhjernen hos pattedyrene var på den måde domineret af olfaktoriske input og funktioner. Det vil sige, at storhjernen startede som en struktur primært beregnet til at behandle olfaktoriske input og lagre information herom. Som eksempel kan nævnes, at elefantens syn er elendigt, men dens lugtesans er uovertruffen. Den enorme snabel, næserummet og svælget kan i virkeligheden opfattes som én stor 1 Ved genduplikation forstås, at det genetiske materiale ændres, så et individ får flere kopier af et eller flere gener. Dette har været en vigtig drivkraft for evolutionen.

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 19

19

29.01.2020 09.08

lugtecomputer. Elefanter kan opfange lugten af et enkelt molekyle, og mængden og hastigheden af lugtemolekyler, der sanses, giver elefanten et ret komplet billede af omgivelserne. Elefanter ser så at sige med snablen, og dens lugtesans opfylder samme formål som vores synssans.

De fleste pattedyr har omring 1.000 lugtegener, der koder for lige så mange lugtereceptorproteiner; elefanten skiller sig ud, idet den har ikke mindre end 2.000 lugtegener! Lugtegener udgør således omkring 5 % af alle pattedyrenes gener, hvilket vidner om lugtesansens store evolutionære betydning. Hos elefanter, hunde og mus er alle lugtegener aktive, men hos mennesket er ca. 60 % af lugtegenerne degenereret til såkaldte pseudogener, der er uden funktion. Det kører ikke meget bedre for menneskeaberne, men hos aberne og halvaberne er antallet af aktive lugtegener noget større (Jensen, 2015).

Høresansens udvikling Reptiler, fugle og padder har kun én mellemøreknogle, stigbøjlen. Men pattedyrene har tre, idet de sidste to er udviklet fra knoglerne, der indgår i kæbeleddet. Dette betyder, at pattedyrenes hørelse er blevet markant bedre, og pattedyr kan høre lyde af en langt højere frekvens end andre dyr.

Det sidste skyldes dog også ændrede forhold ved hårcellerne i det indre øre. Fordelen ved at kunne høre lyde ved høj frekvens er, at pattedyrene kan høre de lyde, som et insekt giver ophav til, hvilket igen betyder, at de nemmere kan fange dette. Evnen til af høre høje lyde betyder endvidere, at pattedyrene kan høre nødskrig fra deres unger; dette giver pattedyrmoderen og ungen en privat lydkanal, hvorigennem de uforstyrret kan kommunikere; potentielle fjender kan ikke høre lyden. Den forbedrede hørelse er på den måde tæt knyttet til udviklingen af forældreomsorg. Hos mennesket har udvikling af hørelsen og høreorganet været en meget væsentlig forudsætning for sprogets udvikling (Allman, 1999).

Synssansens udvikling Både tidlige og nulevende primater er jægere, som først og fremmest anvender synet. Primater anvender deres gribehænder til at bevæge sig rundt på de fine grene i regnskovens top, hvor de udnytter den rige fore20

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 20

29.01.2020 09.08

komst af frugt og insekter, der findes der. Skarpt syn og en eminent koordination mellem øje og hånd (visio-motorisk koordination) kræves for at kunne overleve i dette miljø, der er et unikt, komplekst visuelt miljø, hvor grenene svajer og bevæger sig, og hvor straffen for fejlberegning kan være døden. I overensstemmelse hermed udgør synsbarken hos primater en uforholdsmæssig stor del af hjernebarken (Allman, 1999).

Alle primater har fremadrettede øjne med et tredimensionalt, stereoskopisk syn, hvor synsfelterne overlapper. Det har stor betydning for bl.a. afstandsbedømmelsen. Der er dog også ulemper ved fremadrettede øjne, fordi det meget store, panorama-lignende synsfelt, der findes hos andre pattedyr, er stærkt indskrænket hos primaterne, og dermed også primaternes muligheder for at opdage fjender, der kommer bagfra. Men tabet af panoramasynet blev hos primaterne kompenseret ved dannelse af sociale grupper – multiple par af øjne kompenserede for sårbarheden ved det indskrænkede synsfelt. Svaret på det indskrænkede synsfelt var derfor udviklingen af neurale systemer for socialt samarbejde og produktionen af vokaliseringer, der kan advare mod fjender (Allman, 1999).

Farvesynet Farvesynet hos mennesket siges at være trikromatisk, idet nethindens celler indeholder pigmenter (opsiner), der er følsomme over for lys med en af de tre farver rød, grøn eller blå. De tre typer af pigment kodes af hvert sit gen, S (blå), M (grøn) og L (rød). S-genet sidder på menneskets kromosom 7, mens M- og L-generne er placeret ved siden af hinanden på det kvindelige kønskromosom, X. Næsten alle hvirveldyr har et S-gen, der er det oprindelige af de tre; de fleste ikke-primate pattedyr har desuden et L-gen; disse har et dikromatisk syn. Kun nogle primater har foruden S også både M og L. M-genet er dannet ud fra en kopi af L-genet på primatlinjen; efterfølgende er der opstået ændringer (mutationer) i både M- og L-generne, der derved er kommet til at afvige fra hinanden i deres spektralfølsomhed. Herved udvikledes det trikromatiske farvesyn, der indebar, at i stedet for blot at kunne skelne nogle få farver blev det nu muligt – ved at kombinere input fra de tre pigmenter – at skelne mellem et nærmest ubegrænset antal farvenuancer.

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 21

21

29.01.2020 09.08

Dette inkluderer f.eks. farver som magenta, der er en ren opfindelse af bevidstheden, men helt fraværende fra det fysiske lysspektrum. Hos nocturne primater, som f.eks. galagoen (”bushbaby”) har mutationer inaktiveret det kortbølgede pigmentgen, så disse dyr har kun L-pigmentet og er derfor monokromater.

Mennesket, menneskeaberne og Den Gamle Verdens aber har alle S, M og L og er derfor trikromatiske. Hos Den Nye Verdens aber har kun nogle af hunnerne trikromatisk farvesyn; alle hanner plus en tredjedel af hunnerne har dikromatisk farvesyn. De fleste af Den Nye Verdens aber har et S-gen og et L-gen. Men blandt Den Nye Verdens aber er der flere varianter af L-genet med lidt forskellig spektralfølsomhed. Da hunner har to X-kromosomer (mod hannernes ene), kan de nedarve to forskellige varianter af L-genet (der kan være følsomt over for rødt, grønt eller i nogle tilfælde gult lys) og på den måde få trikromatisk farvesyn. Men en tredjedel af hunnerne har tilfældigvis arvet to ens varianter af L-genet, hvorfor de er dikromatiske.

Det trikromatiske farvesyn har helt klart indebåret en overlevelsesfordel i forhold til den dikromate tilstand: Farven af moden frugt står ofte i skarp kontrast til det omgivende løv, men dikromater har ofte svært ved at opfatte denne kontrast, fordi de har lavere følsomhed for farveforskelle i det røde, gule og grønne spektralområde. En forbedret evne til at identificere spiselig, moden frugt har øget overlevelseschancen, hvorfor den trikromatiske egenskab hurtigt blev spredt blandt Den Gamle Verdens primater (Allman, 1999).

Det kan tilføjes, at der i forbindelse med synssansens udvikling hos mennesket synes at være opstået et kritisk misforhold mellem den biologiske og den kulturelle evolution, idet menneskets sanseorganer er udviklet til at reagere på pludselige, kortvarige forandringer i vore omgivelser: Vore sanser holder omgivelserne konstante for os, så vi bedre er i stand til at opdage små, pludselige ændringer såsom tilsynekomsten af noget spiseligt, en artsfælle af det modsatte køn eller en fare. Hurtige reaktionsmønstre er programmeret ind i vores hjerne, så vi kan håndtere disse situationer. Derimod er vi ikke gode til at opfatte gradvise ændringer, der indtræffer over lang tid, f.eks. klimaforandringer. Vores sanseapparat er 22

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 22

29.01.2020 09.08

ikke indrettet til dette, fordi det ikke var brugbart for vore forfædre, der alligevel ikke havde nogen mulighed for at influere på sådanne forandringer. Men i dag er trusler, der varierer fra global opvarmning over tab af biodiversitet til spredningen af teknik og knowhow til at lave ødelæggende kernevåben, gradvise forandringer i vore omgivelse, som vi har skabt og derfor kan påvirke. Desværre er dette misforhold, hvad angår vort sanseapparat, kun lidet kendt.

Vores manglende evne til at opfatte de globale trusler mod vores eksistens hænger sammen med, at vi er udviklet som dyr, der er meget afhængig af synssansen. Vi reagerer stærkest mod, hvad vi kan opfatte med synet. Var vi udstyret med visse dyrs eminente kemoreceptive sans (lugtesans), ville vi for længst have reageret mod tilstedeværelsen af syntetiske, hormon-lignende kemikalier i miljøet. Hvis vi var i stand til at se visse frekvenser af UV-lys, ville ozonkrisen måske aldrig være opstået; hvis himlen antog en grøn farve, når kuldioxidkoncentrationen oversteg et vist niveau, ville forbruget af fossile brændstoffer måske havde været standset for længst (mus kan lugte kuldioxid!); hvis, så længe menneskeheden overskred Jordens bæredygtighed, en kvindes ansigt blev purpurfarvet med den tredje graviditet, ville menneskenes reproduktive adfærd sandsynligvis være ændret (Ehrlich, 2000).

Udviklingen af visuel analyse hos tidlig Homo Der er grundlæggende to måder at genkende et delvist dækket objekt på. Én måde er at supplere det, der kan ses, med den manglende information om resten og derefter matche det rekonstruerede billede med hukommelsen. Dette kaldes visuel amodal komplettering eller holistisk visuel identifikation. En anden måde er at matche det synlige (f.eks. en øre eller en hale) direkte med lagrede objekter i hukommelsen uden mellemtrinet med amodal komplettering; dette kaldes visuel analyse. Mennesket mestrer begge metoder, hvor holistisk visuel identifikation via amodal komplettering foregår i højre hemisfære, mens visuel analyse foregår i venstre hemisfære (Vyshedskiy, 2008).

Det holistiske identifikationssystem lagrer komplette objekter i hukommelsen. Det fungerer bedst, når hele objektet er synligt i synsfeltet.

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 23

23

29.01.2020 09.08

I denne situation kan systemet hurtigt matche objektet i synsfeltet med billedet, der er lagret i hukommelsen, og derefter kan det besluttes, hvad den mest hensigtsmæssige handling er. Selv når billedet af objektet er delvist dækket, kan det holistiske identifikationssystem genkende objektet. Det anvender hertil amodal komplettering for at udfylde den manglende information, inden matchning med billedet i hukommelsen finder sted. Men det holistiske system kan være lidet effektivt, når kun en lille detalje hos objektet er til stede i synsfeltet.

Det visuelle analysesystem dissekerer automatisk objektet i meningsfulde elementer og lagrer alle disse elementer i hukommelsen. Når en hvilken som helst detalje ved objektet på et senere tidspunkt dukker op i synsfeltet, matches det direkte, hurtigt og effektivt med et billede i hukommelsen. Homininer2 udstyret med visuel analyse var mere succesrige, når delvist skjulte rovdyr skulle spottes i naturen i forhold til homininer, der havde behov for flere visuelle kendemærker til at konstruere det skjulte objekt, før det kunne matches med et billede i hukommelsen.

Homo sapiens er eminent til visuel analyse, mens andre primater klarer sig med holistisk visuel genkendelse. Homininer, der var gode til både visuel analyse og til at matche visuelle detaljer med billedbiblioteket i hukommelsen, havde en overlevelsesfordel frem for andre, der ikke havde disse evner. Enhver hominin, der ikke var i stand til at identificere et rovdyr baseret på nogle få detaljer, blev ædt og derfor fjernet fra genpuljen.

For godt 2,5 millioner år siden erhvervede det visuelle system de første elementer af visuel analyse, idet der kan argumenteres for, at fremstilling af menneskets mest primitive redskaber (kendt som Oldowan-teknologien) krævede visuel analyse (Vyshedskiy, 2008). Homo habilis, der levede for mellem 2,5 og 2 millioner år siden, var den første systematiske redskabsmager på menneskelinjen. Homo habilis slog ikke blot én sten mod en anden for at få et afslag, men slog i stedet udgangsstenen med en hammersten flere gange på et velvalgt sted for at lave flækken skarpere.

Oldowan-teknologien fra Østafrika er indtil videre den eneste evidens 2 Homininer er en fælles betegnelse for arter på menneskets udviklingslinje, f.eks.

Homo habilis, Homo ergaster, neandertalere og Homo sapiens.

24

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 24

29.01.2020 09.08

for det måske mest fundamentale teknologiske skifte i menneskets adfærd, der har fundet sted – fra fremstilling af redskaber af blødt materiale (planter) og brugen af naturlige sten til den bevidste bearbejdning af stenmateriale med henblik på at fremstille afslag (flækker). Udvikling af en teknologi involverer et antal successive trin, der hver består af en kæde af handlinger understøttet af aktive beslutninger. Hvert trin er en følge af det foregående og muliggør det næste osv.: 1. en forståelse af den måde, som frakturer i sten opstår, der igen afhænger af råmaterialet; 2. bedømmelse af den optimale størrelse og form på udgangsmaterialet; 3. sensorimotorisk kontrol over kraft og præcision i forbindelse med de slag, der er nødvendige for at fremstille et afslag; 4. en rumlig forståelse af sted og vinkel for slagene, så det ønskede afslag fremkommer – og uden at ødelægge kernestenen, så der fra denne kan fremstilles flere afslag.

Det er dog usikkert, om Homo habilis var i stand til at se flækken inde i stenen, dvs. om arten kunne danne en mental skabelon af en flække.

Bedømt ud fra primitiviteten ved de ældste redskaber må man regne med, at den mentale skabelon hos Homo habilis i bedste fald var grov og ustabil, men evnen blev i betydelig grad udviklet hos den senere Homo ergaster, der var i stand til at fremstille smukke, symmetriske håndkiler.

Denne art må have haft evnen til at dissekere synsindtrykket i finere detaljer. Deres hjerner var i stand til at danne skarpe og stabile mentale skabeloner af håndkiler. De var dog ikke i stand til mental syntese, men deres evne til visuel analyse og dannelse af mentale skabeloner kan have været lige så udviklet som hos Homo sapiens.

Udviklingen af mental syntese hos Homo sapiens Som nævnt i det foregående var forudsætningen for udvikling af evnen til mental syntese udviklingen af evnen til visuel analyse. Udviklingen af mental syntese er desuden nært forbundet med udviklingen af bevidstheden.

Bevidsthed defineres i neurobiologisk forstand som evnen til subjektivt at fremstille udvalgte dele af en model af verden, som opbevares i hjernen i form af hukommelse. Modellen består af alle de oplysninger om legemet og dets omgivelser, som til hver en tid er nedfældet i hukommelsen 1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 25

25

29.01.2020 09.08

(Gjedde, 2019). Bevidsthedens vigtigste bidrag til den menneskelige hjernes opgaver er evnen til at forudsige og gennemgå fremtidige forhold ved at fremstille elementer fra hukommelsen i nye fremtidige kombinationer, der giver mulighed for at vælge mellem forskellige handlemuligheder.

Effekten heraf er valget af mere velovervejede og gennemtænkte bevægelser ind i fremtiden.

Ifølge én teori om bevidstheden har mange dele af hjernen adgang til informationen om den konkrete ting, som man på et givet tidspunkt er bevidst om (teorien om global neuronal workspace, se Koch, 2018). Hvis man på den anden side agerer ubevidst, vil informationen være begrænset til det specifikke sensori-motoriske system, der konkret er involveret. Hvis du f.eks. skriver hurtigt på din computer, gør du dette automatisk. Hvis du bliver spurgt om, hvordan du gør, ville du ikke vide det, fordi du kun har ringe bevidst adgang til den information, som er lokaliseret til de neuronale forbindelser, der forbinder dine øjne med hurtige fingerbevægelser (Koch, 2018).

Det visuelle system forsøger hele tiden at matche alle tilgængelige objekter i hukommelsen med alle tilgængelige visuelle elementer. Når det er muligt at matche to objekter i hukommelsen med et visuelt element, vil hjernen skifte mellem de to perceptioner, så individet kan beslutte sig for den bedste aktion baseret på begge fortolkninger.

Når dine øjne er åbne, dannes der et visuelt billede af den visuelle information, der passerer ind gennem dine øjne. Din bevidstheds billede er praktisk taget en direkte repræsentation af, hvad dine øjne ser. Når øjnene lukkes, stopper flowet af visuel information fra dine øjne. Nu kan din bevidsthed rette opmærksomheden på et hvilket som helst billede fra din hukommelse eller danne et helt nyt billede.

Et mentalt billede dannes altså, når øjnene er lukkede, mens et visuelt billede dannes, når øjnene er åbne. Ved mental syntese forstår man den proces, hvorved der skabes (syntetiseres) et nyt, aldrig-før-set billede ud fra to eller flere mentale billeder (Vyshedskiy, 2008). Mental syntese er frivillig og bevidst syntese af nye mentale billeder. Spontan og ukontrolleret dannelse af nye billeder er imidlertid også mulig. Dette fænomen kaldes hallucinationer.

26

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 26

29.01.2020 09.08

Lad os til illustration af begrebet om mental syntese foretage et mentalt eksperiment. Luk øjnene og forestil dig en rød Ferrari placeret et eller andet sted, hvor du aldrig tidligere har set den, f.eks. i din carport. Åbn nu øjnene og gennemtænk de begivenheder, der foregik i din bevidsthed.

Din bevidsthed fremkaldte et billede af en rød Ferrari fra din hukommelse.

Den fremkaldte også et billede af en carport. Derefter integrerede din bevidsthed billederne af Ferrarien og carporten. Dvs. din bevidsthed syntetiserede et nyt billede fra to billeder, som blev dannet af hukommelsen.

Det nye, integrerede billede blev herefter lagret i hukommelsen. Dette er et eksempel på mental syntese. Du har aldrig tidligere set en rød Ferrari i din carport, men du kan nemt danne billedet af en rød Ferrari i en carport i din bevidsthed. Hvis du på et eller andet tidspunkt ser en rød Ferrari i en carport og derefter ved en senere lejlighed vil genkalde dette billede fra din hukommelse, vil der ikke være tale om mental syntese, idet du blot vil frembringe et enkelt mentalt billede fra din hukommelse.

Skabelsen af det berømte „løvemenneske“ er et skoleeksempel på mental syntese. ”Løvemennesket” er en lille statuette af elfenben, der blev fremstillet af tidlig Homo sapiens i Europa for ca. 35.000 år siden. Statuetten, der er sammensat af en menneskekrop og et løvehoved, blev fundet i 1939 i en hule, Hohlenstein-Stadel, ved øvre Donau i Tyskland. Kunstneren har aldrig set et løvemenneske, men han/hun har evnet at fremkalde og fastholde et billede af et menneske og en løve i sin bevidsthed på én gang for at kunne fremstille statuetten; samtidig var kunstneren i stand til at manipulere billederne i bevidstheden og foretage bestemte handlinger, dvs. fysisk at fremstille statuetten af „løvemennesket“.

Mental syntese involverer altså kombination af to eller flere mentale billeder med det resultat, at der dannes et nyt mentalt billede, som ikke tidligere var lagret i hukommelsen. Dyr kan ikke forestille sig noget, de aldrig har set. De kan kun genkalde og lagre, hvad de har set, og de kan ikke ændre på sekvensen af billeder i bevidstheden. Dyr mangler ganske enkelt det neuronale apparat, der kræves for mental syntese.

Mental syntese er medfødt hos mennesket og er et unikt menneskeligt træk, der er fuldt udviklet hos det 3-4-årige barn. Al symbolsk aktivitet, herunder sprogevnen, kunst, dans, musik, fantasi og forestillingsevne, 1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 27

27

29.01.2020 09.08

religion, trang til historie- og eventyrfortælling, skabelse af civilisationer og byer, videnskab osv. er konsekvenser af mental syntese. Evnen til visuel analyse var som nævnt i det foregående utvivlsomt udviklet hos tidlig Homo (Homo ergaster), der bl.a. var i stand til at skabe en mental skabelon af en håndkile i bevidstheden3. Men kun Homo sapiens har med sikkerhed haft evnen til mental syntese, og denne evne er formentlig blevet udviklet inden for de sidste 100.000 år siden.

Vi bruger sproget i dagligdagen, f.eks. i forbindelse med undervisning, foredrag, eventyrfortællinger osv., til at overføre og syntetisere nye mentale billeder i lytterens bevidsthed, hvorfor sproget også kaldes for et syntetiserende sprog. Sproget kan i virkeligheden ses som en indikator på mental syntese: Det menneskelige sprog er således udviklet for bl.a. at muliggøre, at ét individ kan syntetisere billeder i et andet individs bevidsthed. Sproget muliggør direkte syntese af et nyt billede i en andens bevidsthed ud fra de billeder, som det andet individ har lagret i sin hukommelse. Dvs. mennesket bruger sproget som et redskab til at syntetisere nye billeder i lytterens bevidsthed.

Det er sandsynligt, at en vigtig funktion ved menneskets sprog oprindeligt har været at koordinere et angreb under en jagt og koordinere beskyttelse mod rovdyr. Ved koordination af et angreb eller af et forsvar danner lederen en plan i bevidstheden (mental syntese) og deler derefter planen med de andre. I dette tilfælde vælger lederen mentale billeder, der repræsenterer planen, og forklarer indholdet af hvert billede til de andre. Med andre ord anvender lederen sproget til at syntetisere billederne i bevidstheden hos de andre. Billederne, der er syntetiseret i de andres bevidsthed, er identiske kopier af de billeder, der er i lederens bevidsthed.

Det sprog, som chimpanser ved intensiv træning kan lære, er af den ikke-syntetiske form; de kan lære at gentage ord, som de tidligere har lært, men de kan ikke lære meningen med sætninger, når rækkefølgen af ord ændres. Deres sprog er mere som at lære en kode. Selv efter års træning 3 Den berømte renæssancekunstner Michelangelo udtrykte det således: ”Hver stenblok har en statue inden i sig, og det er skulptørens opgave at opdage denne”.

28

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 28

29.01.2020 09.08

kan chimpanser eller andre dyr ikke lære et syntetiserende sprog. Årsagen hertil er med stor sandsynlighed manglen på mental kapacitet til at danne nye mentale billeder. Dyr kan ikke forestille sig noget, de aldrig har set.

De kan kun genkalde og lagre, hvad de har set.

Den markante forskel på symbolsk kunst, som den blev fremstillet af tidlig Homo sapiens og neandertalernes i bedste fald rudimentære evne hertil, indikerer mangel på mental syntese hos sidstnævnte4 (Vyshedskiy, 2008; Jensen, 2015). Der kan desuden argumenteres for, at neandertalernes sprog (hvad dette så end var) ikke var et syntetiserende sprog, men blot et kodesprog. Hvis dette vitterligt var tilfældet, ville en neandertaler, der lærte ordet for rød Ferrari og carport, ikke have været i stand til at syntetisere et nyt mentalt billede af en rød Ferrari i carporten. En neandertaler, der lærte ordene fisk, spise og menneske, ville ikke kunne se forskel på sætningerne „menneske spiser fisk“ og „fisk spiser menneske“.

Dette kræver nemlig evnen til mental syntese. Neandertalere kunne ikke verbalt beskrive redskabsfremstilling; de måtte i stedet demonstrere redskabsfremstilling ved praktisk træning. En neandertaler kunne vise dig, hvordan du skal lave et spyd, men han kunne ikke have forklaret processen ved et foredrag. Det skal dog anføres, at der er stor uenighed om neandertalernes kognitive egenskaber, herunder evt. en rudimentær evne til mental syntese.

En anden unik evne hos mennesket, der hænger sammen med mental syntese, er dannelse af en speciel form for bevidsthed, hvor individet bliver opmærksomt på subjektiviteten eller relativiteten ved tid. Det er denne evne, der gør det muligt for mennesket at rejse mentalt i tiden. Mennesket bliver herved i stand til at genkalde sig fortiden og forudse, hvad der kunne tænkes at indtræffe i fremtiden. Derfor kan mennesket reflektere over, bekymre sig for og lave planer for sin egen og andres fremtid. Homo sapiens har ved at drage den fulde fordel af denne nyerhvervede form for bevidsthed været i stand til at omforme den naturlige verden til en verden 4 Neandertalerne var den sidste overlevende af de gamle mennesketyper, og de forudgik umiddelbart moderne mennesker (Homo sapiens) i Europa og det vestlige Asien.

Den sidste neandertaler uddøde for omkring 40.000 år siden.

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 29

29

29.01.2020 09.08

domineret af kultur og civilisation, som vore forfædre og alle andre nulevende skabninger ikke har kunnet forestille sig.

Den imaginære virkelighed, som jo bl.a. myter og historiefortælling udgør, kan samle mennesker om større formål end blot at skaffe det næste måltid, og det kan få fremmede mennesker til at samarbejde om et fælles mål. Dette øger igen tilpasningsevnen og den innovative adfærd, der uden sidestykke har præget menneskets udvikling de sidste 100.000 år.

Social intelligens og mental syntese og de deraf afledte konsekvenser i form af symbolsk adfærd og et syntaktisk baseret sprog er en integreret del af det, der også kaldes moderne adfærd. Hertil kommer en veludviklet arbejdshukommelse (dvs. hvad man kan fremkalde og fastholde af mentale billeder i sin bevidsthed på én gang og samtidig bearbejde disse), der er en forudsætning for mental syntese og dermed moderne adfærd.

Det neurologiske grundlag for mental syntese Et mentalt billede er et visuelt billede dannet fra hukommelsen. Hvert objekt er repræsenteret i vores hjerne ved en samling af neuroner, der spiller sammen (som et ensemble), der karakteriserer dette objekt. Når hjernen danner et mentalt billede af en genstand fra hukommelsen, aktiveres det pågældende ensemble af neuroner. Neuronale ensembler repræsenterer de facto fysiske objekter i hjernebarken. De består af titusindvis af neuroner (Vyshedskiy, 2008).

Neuronale ensembler er ikke begrænset til at repræsentere visuel information; de kan repræsentere indkommende information fra alle sanser.

Nogle gange kan en lugteoplevelse udløse et klart billede af bedstemor i sin gamle stue med dets karakteristiske og velkendte lugte; bedstemor taler stille og blidt til dig. I dette tilfælde omfatter neuronale ensembler, der aktiveres synkront, både visuelle neuroner, olfaktoriske neuroner og auditive neuroner; neuronerne bindes sammen af en erfaring, der blev gjort for mange år siden, og som nu bliver reaktiveret, så man kan genopleve erfaringen mentalt.

Mental syntese involverer synkronisering af to eller flere ensembler af neuroner, hvor hvert ensemble repræsenterer et objekt lagret i hukommelsen. Hjernen synkroniserer de to ensembler af neuroner, og det er i 30

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 30

29.01.2020 09.08

dette øjeblik, at man opfatter et nyt, aldrig-før-set mentalt billede af en rød Ferrari i carporten.

Der er stærk evidens for, at visuelle og mentale billeder deler de samme grundlæggende neurale processer. De neuroner i hjernebarken, der aktiveres i forbindelse med visuel opfattelse af et objekt, er de samme, der reaktiveres, når man genkalder billedet af objektet fra hukommelsen.

Synsbarken er naturligvis helt afgørende for den visuelle opfattelse af objekter, herunder deres størrelse og afstanden til objektet eller afstanden mellem objekter. Moderne mennesker kan udføre præcis de samme handlinger i bevidstheden med øjnene lukkede ved at forestille sig scenariet og mentalt måle afstand og størrelse – det er de samme neurale forbindelser, der er involveret, hvilket giver evolutionær fornuft, da sådanne processer er meget ressourcekrævende. På den måde muliggøres genbrug af de egenskaber, som er udviklet for den visuelle opfattelse, til dannelse af de korresponderende mentale billeder.

Neuronal aktivitet, der skal komme til og dermed opfattes af bevidstheden, skal ske synkront med de elektriske hjernebølger, der betegnes opmærksomhedsrytmen (Vyshedskiy, 2008). I modsat fald vil den neuronale aktivitet ikke nå bevidstheden. Aktiviteten kan dog forløbe uforstyrret i underbevidstheden. Dette betyder, at en hvilken som helst mental proces kan bringes ind eller ud af bevidstheden ved at skifte fase i forhold til opmærksomhedsrytmen. Det nævnte gælder ikke kun for synsindtryk, men for alle sanseindtryk. Enhver bevidst sansning er som ovennævnt repræsenteret ved synkroniseret aktivitet af visse neuroner i hjernebarken (neuronale ensembler). At genskabe den bevidste oplevelse fra hukommelsen (den imaginære oplevelse) sker ved, at vi reaktiverer og synkroniserer de samme neuroner, som blev aktiveret under den virkelige oplevelse.

Jo mere præcist hjernen kan genskabe det neuronale aktivitetsmønster, jo tættere er den imaginære oplevelse på den virkelige. Den subjektive virkelighed udtrykt ved aktiviteten af et neuronalt ensemble kan være lige så stærkt for imaginære objekter (mentale billeder) som for sansningen af fysiske objekter. Det neuronale ensemble transcenderer på denne måde den fysiske verdens grænse; den forbinder de imaginære og fysiske verdener.

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 31

31

29.01.2020 09.08

Der er stærke indikationer på, at mental syntese primært udføres i den forreste del af hjernebarken (den præfrontale cortex). Den præfrontale cortex synkroniserer ensembler fra hukommelsen lagret andre steder i barken med opmærksomhedsrytmen. Præfrontal cortex er ansvarlig for eksekutivfunktioner, der inkluderer planlægning af kompleks kognitiv adfærd, udtryk af personlighed og moderation af korrekt social adfærd.

Præfrontal cortex syntetiserer nye mentale konstruktioner og muliggør mental planlægning og problemløsning. Præfrontal cortex kan således opfattes som den centrale organisator af mental syntese. Da du tænkte på en rød Ferrari i en carport, blev det neuronale ensemble for henholdsvis rød Ferrari og for carport aktiveret til at være aktive samtidigt; derefter synkroniserede den præfrontale cortex aktiviteten af begge ensembler med hinanden og med opmærksomhedsrytmen og syntetiserede derved et nyt mentalt billede af en rød Ferrari i en carport i bevidstheden. Da de to neuronale ensembler blev synkroniseret med hinanden og med opmærksomhedsrytmen, dannede de samtidigt et nyt neuronalt ensemble, der blev lagret i hukommelsen og kunne reaktiveres på et senere tidspunkt som en enhed.

Det enestående ved menneskets hjerne er af forskere blevet beskrevet som tilstedeværelse af tænkning, dømmekraft, planlægning, fornuft, tilpasningsevne, kreativitet, klogskab, medfødte kognitive evner, moralsk sans, hang til historiefortælling, problemløsning, selvkritik og evnen til aktiv undervisning. Kernen ved alle disse ægte menneskelige karakterer er mental syntese. Det er vores evne til at skabe en imaginær oplevelse af en situation, der tillader os at stille ”hvis”-spørgsmål for at søge relationel kausalitet og demonstrere dømmekraft: ”Hvad ville der ske, hvis jeg satte koppen for tæt ved bordkanten? – en eller anden kunne ved et uheld komme til at vælte koppen ned på gulvet.” ”Hvad ville der ske, hvis jeg efterlod denne is på bordet? – den ville smelte.” ”Hvad ville der ske, hvis jeg overså rødt lys? – min bil ville blive ramt af en anden bil, der kom fra siden.” Vi får svaret ved at forestille os resultatet af vores handling ved hjælp af mental syntese.

Alle unikke menneskelige kognitive evner er fundamentalt baseret på mental syntese. Selvkritik involverer selvrefleksion ved hjælp af mental 32

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 32

29.01.2020 09.08

syntese. Historiefortælling involverer skabelsen af historien ved hjælp af mental syntese og derefter at dele den med andre ved hjælp af et syntetiserende sprog (tilhøreren må naturligvis benytte mental syntese for at kunne forstå historien). Tag f.eks. eventyr eller science fiction. Disse genrer beskriver pr. definition objekter, som læseren aldrig har set (en trehovedet drage eller en kæmpe kyklop). De forlader sig på læserens evne til mental syntese for at danne disse billeder i bevidstheden.

Kreativitet involverer mental syntese af nye objekter; vi kan opfinde en cykel, fordi vi kan forestille os et stel, hjul og pedaler sat sammen. Vi kan visuelt forstå processen ved en kernereaktion og bygge en kernereaktor. Intet menneske har nogensinde set en proton eller en neutron. Men bed en fysiker om at forklare dig kernereaktionen, og han vil male et livfuldt billede af neutroner, der flyver ind i atomkernen og får denne til at eksplodere. Fysikeren har aldrig set reaktionen; han forestiller sig neutronerne og atomkernen. Han syntetiserer mentalt de begivenheder, der indgår i kernereaktionen. Ingen har nogensinde set et sort hul. Men vi kan ved hjælp af mental syntese forestille os en supertæt masse, der tiltrækker al slags energi og materie mod dets centrum. På samme måde anvender arkæologer mental syntese, når de skal få flinteredskaber og andre efterladenskaber til at tale og tegne et billede af vore forfædres liv. Ingen har nogensinde set strukturen af et DNA-molekyle. James Watson og Francis Crick, der i 1953 publicerede deres model af DNA-molekylet, havde kun en sværtning på en røntgenfilm at henholde sig til. De anvendte derefter mental syntese til at sætte de fire nukleotider A, T, C og G sammen til et smukt, dobbelt-strenget DNA-molekyle. De syntetiserede mentalt de fire nukleotider til polymerer og forestillede sig så, hvordan disse polymere konfigurationer kunne omsættes til et billede på en røntgenfilm.

1. Sanser og sansning i evolutionært perspektiv

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 33

33

29.01.2020 09.08

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 34

29.01.2020 09.08

2 TRÆK AF SANSNINGENS FILOSOFISKE IDEHISTORIE 2.

Af Hans-Jørgen Schanz

Ordet sansning er et ord med mange forskellige betydningsrelationer, ligesom det har en række fætre og kusiner – f.eks. sanselig og sensibel. I det følgende vil feltet stort set blive indskrænket – og selv da er det enormt – til sansning, hvis denne direkte kan forbindes med et sanseorgan.

Endvidere vil der blive fokuseret på sansningens roller i filosofien siden antikken, selvsagt kun i udvalgte stationer. En kronologisk og brudløs fremstilling af denne 2500-års historie ville sprænge alle rammer og ville formentlig blot fremstå som et monstrøst kuriosum.

Et andet problem er sansningens forhold til følelser. Det er jo givet, at der mellem nogle følelser og sansning er direkte forbindelse, f.eks. de biologiske basalfølelser lyst og smerte, men det er lige så sikkert, at en række følelser ikke står i direkte forbindelse med sansning, f.eks. medlidenhed, skam og stemthed eller nedtrykthed. Her er det ikke umiddelbart sansningen, der ligger til grund, men turen går ind over bevidsthed og forestillingsevne eller fantasi, til tider, men langt fra altid, ud fra en eller anden form for moralforståelse. I det følgende vil denne dimension blive inddraget i de tilfælde, hvor den synes vigtig.

Da sansningen er det mest elementære forbindelsesled mellem mennesket – ja i det hele taget alt levende – og verden, har sansningen selvfølgelig haft filosofiens bevågenhed fra begyndelsen, også fra en begyndelse, hvor kroppens biologiske og anatomiske opbygning endnu i det store og hele – set fra vores tid – var et stort mysterium.

Da filosofien opstod – fordi man begyndte at undre sig over verdens indretning og menneskets plads i den og tillige mente, at mennesket besad en evne, nemlig fornuften, som var suveræn eller i det mindste i stand til 2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 35

35

29.01.2020 09.08

uden religionens eller myternes eller de foreliggende autoriteter magt og traditioners visdom at tænke selvstændigt – var filosofien endnu så langt fra spaltet ud i enkeltdiscipliner. Ej heller var den blot alle ”videnskabers” moder, for den slet og ret var alle videnskaber. I begyndelsen var det hele alene filosofi.

Men da den store klassiske filosofi opstod med Platon og Aristoteles, begyndte filosofien at blive inddelt i discipliner eller områder såsom metafysik, morallære, naturfilosofi, erkendelseslære etc. Og her fik sansningen vidt forskellige roller at spille i de forskellige discipliner. Fra den helt store rolle i den biologiske naturfilosofi hos Aristoteles til det fuldkomne fravær i metafysikken, også hos Aristoteles.

De tidligere filosoffer, de såkaldte præsokratiske naturfilosoffer, havde kun få tanker om sansningen, hvilket bl.a. kom af, at de faktisk ikke beskæftigede sig med menneskene, derimod var kosmos i fokus. Anderledes så det ud hos deres efterkommere, nemlig sofisterne, de spekulerede ikke over kosmos og dets orden, men havde mennesket i centrum – og de stillede spørgsmål til bl.a. forholdet mellem sprog og verden, til hvordan menneskene erkender, og hvordan de forholdt sig i moralske spørgsmål.

Nu var sansningen rykket ind i filosofien, for man kan dårligt tale om mennesker uden også at tale om sansning. Men nok inddrog de sansningen i f.eks. spørgsmålet om, hvordan vi erkender, men der var ikke tale om nogen udfoldet eller blot antydningsvis systematisk sansningsfilosofi.

Dog, før vi går over til at berette om tænkningen om sansning i antikken, kan det være på sin plads kort at redegøre for nogle helt overordnede forhold i den filosofiske tænkning i antikkens Grækenland.

Antikkens filosofi generelt I græsk tænkning var der en række basale antagelser – oftest af metafysisk art – som sjældent blev ekspliciteret. Det gælder bl.a.: Metafysikken blev anset for at være filosofiens kronjuvel, hvilket betyder, at sansningen sjældent bliver et hovedtema. Metafysik handler om det værende, for så vidt som det er, ikke hvad eller hvordan det er, men AT det er. Eller sagt på en anden måde: Metafysik handler om de vilkår for menneskelivet, som vi er henviste til, og som vi ikke kan forandre. I 36

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 36

29.01.2020 09.08

modsætning til metafysik er sansning altid konkret, og på en bestemt måde. At den er, er vel sikkert, men for så vidt uinteressant metafysisk betragtet, fordi det deler sansning med alt andet, som er.

I antikken og i øvrigt langt op i tiden derefter gælder måske underligt nok filosofisk, at det almene er mere værd end det enkelte. Almenbegrebet træ er mere værd end det faktiske træ. Det har betydning, som, alt andet lige, skubber sansningen bort fra centrum. Sansning er altid konkret og foreligger her og nu. Hertil kommer, at tænkning ses som noget ”højere” end sansning, da den sidste deles med dyrene. I familie med dette synspunkt er den antikke antagelse af, at det uforanderlige er mere værd end det foranderlige og det evige mere værd end det timelige.

Sprogfilosofisk er det sådan, at de store klassiske positioner altid er begrebsrealistiske, om end på lidt forskellig måde, mens nominalismen kun urgeres af sofister og epikuræerne. I begrebsrealismen spiller sansningen ikke nogen fremtrædende rolle, det gør den til gengæld i nominalismen. Begrebsrealismen går ud fra, at begreberne refererer til noget i verden, som har begrebets form i sig, mens nominalisterne benægter dette, her er begreber rene konventioner, vi har opfundet for at kunne bemestre verden. Hvordan verden er i sig selv, kan vi ikke vide noget om, for vi når kun i kontakt med den gennem sansning og tænkning, og de er begge noget, vi ”stempler” verden med. Og det betyder, at der ikke påstås nogen korrespondens mellem begreb og verdens ting.

I antikken og helt frem til nutiden er opfattelsen af sjælen, som sansningen jo knytter sig til, den, at sjælen er historisk uforanderlig. Når Platon eller Aristoteles eller Aquinas eller Descartes taler om sjælen, så er der aldrig tale om en sjæl på et bestemt tidspunkt et bestemt sted. Med andre ord er synspunktet, at sjælen er historisk invariabel og transkulturel i alle sine funktioner. Nok ændrede verden sig, men det gjorde sjælen ikke. Synspunktet ændrede sig først med Locke (uden han drog væsentlige konsekvenser heraf), der beskrev sjælen som en tabula rasa, en ren tavle. Eller sagt på en anden måde: Locke opgav ideen om, at mennesket havde en fast, historisk invariabel natur. Det var jo altid sådan, at når man skulle bestemme menneskets natur, gik man ud fra, at den måtte kunne bestemmes ud fra den menneskelige sjæls særegenhed i kontrast til dyrenes og planternes sjæl.

2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 37

37

29.01.2020 09.08

I den store klassiske filosofi (Platon og Aristoteles) opereres med en afgørende forskel på ”videnskabelig” viden og så meninger. De første er baseret på domsviden, dvs. en viden, der udfolder sig på baggrund af domsudsagn om verden, hvor udsagnene kan begrundes, f.eks.: Jeg sidder nu ved mit skrivebord. Det hedder episteme; meninger kaldes doxa, f.eks.: Jeg kan bedre lide asparges end broccoli – og regnes ikke rigtigt som viden. Meget ofte vil meninger eller doxa netop bero på sansning og primært på sansning, hvorimod episteme aldrig er styret af eller begrundet i sansning, derimod i fornuft og rationelt begrundelige domme.

Sansning i græsk tænkning, Platon Generelt gælder hos Platon, at sansning som regel spiller en sekundær rolle – endda ofte en rolle som prygelknabe. Det hænger til dels sammen med, at hovedpunkter i hans tænkning er moralfilosofi, erkendelsesfilosofi og metafysik. Hvad angår det metafysiske – altså læren om det værende for så vidt det er – er sansning på forhånd udelukket, da den ikke, ifølge Platon, ville kunne bidrage med noget (fornuftigt).

I forhold til erkendelsesteorien eller ideerne om, hvordan vi erkender, slår Platon gang på gang fast, at sansning ikke fører til sand erkendelse.

Den kan vel – måske – indlede en erkendelse, men i sig selv og når den står alene, er den ikke meget bevendt. Sansning når aldrig frem til det sande, og når den – som ofte er tilfældet – tror sig selv i stand til det, fører det til den rene skinerkendelse eller vrangforestillinger. Dette slås gang på gang fast i dialogen Theaitetos, som er den dialog, hvor Platon mest systematisk beskæftiger sig med sansningens status i forhold til erkendelse. Det hedder bl.a., at sansningen kan skaffe forestillinger i sjælen (187a), men det er sjælens bearbejdning via fornuften, som afgør, om disse forestillinger leder til sandhed – det kan aldrig overlades til sansningen.

Sker det sidste, fører det til ubegrundelige meninger, altså doxa.

I en række moralfilosofiske dialoger er sagen ikke bedre, men anderledes: I moralfilosofien er det ikke mindst sofisternes opfattelse af moralsk relativisme, som er skydeskiven. Sofisterne var filosoffer, som ikke beskæftigede sig med kosmos eller metafysik; til gengæld havde de menneskets verden – og kun den – i fokus. De var de første, som stillede spørgsmål til 38

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 38

29.01.2020 09.08

erkendelsens natur: Hvad kan vi vide? Hvordan ved vi? Hvad er forholdet mellem sprog og verden? Etc. En kendt sentens fra sofisterne lød: ”Mennesket er alle tings målestok”. Det tolkede Platon som grundlaget for at hævde, at hver mand i princippet kunne, have sit eget moralsystem og sine egne normer. Altså moralrelativisme. For Platon var dette synspunkt en trussel og en kimære: en trussel mod en sand Polis-struktur (den ideelle samfundsstruktur i det klassiske Hellas) og en kimære, da det førte til kaos og uorden. Fejlkilden til dette synspunkt blev af Platon identificeret til den forkerte opskrivning af sansningen i moralfilosofiske anliggender.

Et af de store problemer ved sansningen ifølge Platon var, at sansningen blev opfattet som begærets kilde. Uden sansning intet begær. Kunne begæret så ikke være neutralt? Måske i sig selv, men i praksis var det fornuftens store fjende, da begæret dels havde en tendens til at sætte fornuften ud af spillet og dels førte sit eget liv og havde sine egne (ufornuftige) mål. Nok var Platon ikke asket, og hans filosofi er heller ikke en bibel for afholdenhed, men det ændrer intet ved, at begæret var det mest dyriske ved mennesket og således også den del af mennesket, der var af mindst guddommelig herkomst. Da Platon generelt var på vagt over for sansning (og begær), rummer hans filosofi nærmest ingen neutral analyse af sansningen. Når og hvor den tages op, er det altid for at sætte den på plads.

Nok indfældede Platon mennesket i kosmos – til forskel fra sofisterne, der aldrig talte om kosmos, og vel glemte Platon ikke mennesket til fordel for kosmos, som tilfældet var hos de store forudgående natur- og kosmos-filosoffer som Heraklit og Parmenides, men når det kom til de metafysiske størrelser, blev mennesket en lille uanselig brik, der i hvert fald ikke var præget af sansning.

Aristoteles opholdt sig i tyve år på Platons Akademi, og selv om mange af de problemer, Aristoteles tog op, var af platonisk herkomst, ændrede billedet sig voldsomt hos ham, og det gælder ikke mindst undersøgelsen af sansningen.

Sansning i græsk tænkning, Aristoteles Aristoteles skrev nærmest udførligt om alt. Han har en langt større respekt for den empiriske iagttagelse end Platon, ligesom hans filosofi i det hele 2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 39

39

29.01.2020 09.08

taget er langt mindre præget af den mistankens hermeneutik, som havde gennemsyret den spekulative filosofi indtil da. Mistankens hermeneutik vil sige, at den verden, vi umiddelbart møder i vor omgang med den, er en verden, der skjuler den sande verden. Hvad vi umiddelbart iagttager og fornemmer, er en fordrejning af det virkeligt sande. Den indstilling prægede den store præsokratiske kosmosfilosofi (Heraklit og Parmenides f.eks.) og Platon, men ikke sofisterne. Her er det, at Aristoteles faktisk følger sofisterne: Verden er i det store og hele den verden, vi umiddelbart møder, og den skjuler sig ikke for os. Denne indstilling betød, at den empiriske iagttagelse kunne opskrives, og det blev den ikke mindst i hans værk om sjælen – De anima (ca. 350 f.Kr.) – som i adskillige århundreder havde status af at udgøre det mest autoritativt deskriptive værk om sjælen, som fandtes. Og ikke med urette. Nok havde de kristne tænkere fra middelalderen en anden opfattelse af sjælens status, f.eks. at den var udødelig, men hvad angår de deskriptive funktioner, fulgte de stort set Aristoteles.

Når Aristoteles her taler om sjælen, indbefatter det sjælen i alt levende.

I øvrigt var det netop sjælen, som var det levende: Igennem åndepustet – pneuma – var der sat gang i livet, altså sjælen, psyche. Ligesom død betød, at det sidste åndedrag forlod sjælen, der da døde (dette var selvfølgelig en opfattelse, som ikke kendte til ideen om hjernedødskriterier).

Der er tre dele i sjælen: det vegetative, det sensitive og det fornuftige, når vi taler om mennesket. Planter har kun en vegetativ sjæl, den sørger for stofskiftet med naturen. Hos dyr, der jo kan bevæge sig, er der yderligere den sensitive del – dyr har jo i modsætning til planter sanseorganer (der ligner menneskets): berøring, smag, hørelse, syn, lugt, og da de er sansende, har de også begær. Dette er i kortform hans model.

Om sansningen (som Aristoteles således udtrykkeligt binder til sanseorganerne) gælder, at den bestemmes som receptiv: Uden for sanseorganet er der en kilde, som på en eller anden måde (oftest antages det at være partikler) sender noget ind i sanseorganet, som således modtager det.

Denne sansningens receptivitet gælder stort set for samtlige teorier om sansningen. Altså fra antikken og frem. Formentlig ligger oplevelsen af lugte empirisk til grund for opfattelsen. Aristoteles er faktisk også den 40

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 40

29.01.2020 09.08

første, der gør opmærksom på en ret så interessant forskel på de fem sanser: Mens syn og hørelse kan genkaldes i bevidstheden, kan de tre andre blot genkendes, ikke genkaldes, hvilket selvfølgelig har betydning for forestillingsevnen og fantasien.

Hos Aristoteles hedder det endvidere, at sansningen er kilden til forestillingsevnen samt bevægelseskilden. I modsætning til Platon, der altid var på vagt over for begæret, mener Aristoteles, at begæret faktisk er neutralt – ligesom han mente det om lysten. I Den nichomakæiske etik har han et større opgør med hedonisterne, altså den position, der mente, at livets mål var lystgevinst. Her mente han, at de tog fundamentalt fejl, fordi lyst er et ledsagefænomen til en aktivitet, og lysten kan således ikke være god eller dårlig i sig selv, men er afhængig af den aktivitet, den knytter sig til. Med andre ord er det aktiviteten, som skal vurderes. På mange måder er hans stillingtagen til begæret skåret efter samme argumentationsform: Begæret er nok igangsætter af aktivitet, men også her gælder, at det er aktiviteten, som skal vurderes, ikke dens igangsætter.

Enkelte steder tales om en fællessans, sensus communis, som den kom til at hedde på latin. Det er ikke en sans ved siden at de fem øvrige, men en slags koordinator, som ligger som potentiale i alle de fem sanser, tillige en koordinator, som er eller kan og bør (for mennesket) være i kontakt med den moralske eller praktiske dømmekraft (phronesis). Og just dømmekraften er helt afgørende, når et menneske skal handle sammen med andre mennesker og i det hele taget leve i et samfund.

I det hele taget opskriver Aristoteles sansningen – i forhold til Platon – ved at gøre den til et helt afgørende organ for tilpasning til og orientering i verden – for alle dyr, herunder også mennesket. Menneskets vigtigste sanser er syn og hørelse, det er primært via disse, at vi orienterer os i verden, og de var de mest spirituelle sanser, resten var mere dyriske, hed det. Den vigtigste sans var synssansen – dette står sjovt nok i modsætning til jødernes opskrivning af hørelsen: I begyndelsen var ordet.

Mens sanserne hos Platon nærmest var fornuftens fjende, er det ikke tilfældet hos Aristoteles – måske kom det dybest set af, at hans filosofi slet ikke er præget af den mistankens hermeneutik, som var tilfældet hos Platon, hvor den sande verden dybest set skjulte sig, og dette ikke mindst 2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 41

41

29.01.2020 09.08

for sanserne. Og i modsætning til Platon mente Aristoteles ikke, at sjælen var udødelig, ej heller opererer han med ideer om reinkarnation.

Nu var bogen om sjælen ikke primært naturhistorie, men havde netop sjælen i fokus, men så lidt som Platon eller for så vidt nogen anden før 1900-tallet havde Aristoteles ideer om evolution. Sjælen var uforanderlig; hverken det vegetative, den sensitive eller det fornuftige var størrelser, som historisk kunne forandre sig endsige udvikle sig. I stedet for en evolutionsteori havde han – og her var han også i selskab med Platon – en ide om, at alt, som foregår i naturen, er bestemt af formål, af teleologi. Således har alle bevægelser – også døde ting, f.eks. en sten – et naturligt mål, der stræbes efter. Når en sten falder og ikke stiger op i luften som en ballon, er det, fordi den stræber mod jorden. Eller: Et menneskes mål i livet er at stræbe efter at blive lykkelig (eudaimonia).

Denne basale teleologiske naturopfattelse udelukkede evolutionsteoretiske antagelser – til gengæld var den absolut ikke uegnet til at beskrive en række biologiske og zoologiske fænomener og led ikke af den beskrivelsesmæssige monstrøsitet, som langt senere indfandt sig i den filosofi – f.eks. hos Descartes – der hævdede en ren mekanisk kausalitet, hvilket bl.a. førte til forestillingen om, at dyr agerer som sjæleløse maskiner uden følelser.

I adskillige århundreder stod Aristoteles’ bog om sjælen som det mest ”videnskabelige”, verden havde set. Og hans indsigter og iagttagelser overgik i storskala, hvad der fulgte efter i den hellenistiske og den romerske filosofi. Her i epoken efter den klassiske filosofi var der et væld af ”skoler” – kynikere, skeptikere, hedonister og stoikere for at nævne de vigtigste, men det førte ikke til nogen større udvikling af beskrivelsen af sansningen. Nok var der vild uenighed om sansningens status i forhold til livslykke (eudaimonia), men nu lå det fast, som Aristoteles havde sagt, at der var fem sanser. Og var uenigheden stor, var den filosofiske udvikling ringe, hvilket i og for sig kan undre, al den stund filosofien i tiltagende grad blev selvterapeutisk. De større forandringer indtrådte, da filosofien blev kristianiseret i middelalderen.

42

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 42

29.01.2020 09.08

Skolastikken Da det romerske imperium nærmede sig sin undergang (omkring år 400), fik kristendommen status af at være eneste offentligt anerkendte og støttede religion. Men hvad var kristendommen egentlig? Den var jo blevet båret af en udgrænset og forfulgt sekt, en minoritet, der ofte i bogstaveligste forstand levede under jorden midt i det romerske rige. Derfor var det nødvendigt med en afdækning og mere eller mindre officiel bestemmelse af, hvad kristendommen egentlig gik ud på. Til det formål blev teologien skabt som en autoritativ, videnskabelig udlægning af, hvad det hele gik ud på, og hvad der således også blev udgrænset. Kristendommen var imidlertid hverken videnskab eller filosofi, den var primært tro, hvilket selvfølgelig også betød, at det ikke primært var fornuften, men derimod troen, der var i fokus. Uden hjælp fra filosofien kunne den ikke udlægge sig selv som en art videnskab. Men da opstod der store problemer, for den filosofi, man kunne bruge, var den græske (den romerske var blot et ekko af den græske), og den havde ingen begreber for det, som var det afgørende i kristendommen, nemlig at Gud havde SKABT Himlen og Jorden og alt imellem ud af INTET. Begreberne skabelse og intet forekom ikke i den græske filosofi. Her lå det helt store metafysiske problem: Hvordan skulle disse størrelser overhovedet filosofisk bestemmes, når man nu ikke havde et vokabular, som matchede problemet? Lidt efter lidt lykkedes missionen og skal ikke opholde os her.

Der var dog også en anden, måske ikke så metafysisk, men ikke desto mindre nok så afgørende størrelse, som dukkede op, nemlig at antropologien eller menneskets sjæl havde ændret sig fra det græske syn på den til det kristne. Selvfølgelig – og det kunne ses af alle – var der den forskel, at i kristendommen var sjælen udødelig, som det hed. Dette kunne enten udtrykkes direkte i forlængelse af græsk filosofi, hvor man kunne læne sig op ad Platons ide om reinkarnation, uden dog at antage selve reinkarnationen, men i stedet bare holde fast i udødeligheden. Eller fænomenet kunne udtrykkes med det nærmest uforståelige mysterium om kødets opstandelse (som jo på en eller anden måde må tænkes som noget andet end sjælens udødelighed). Ligesom skabelse og intet var grænsebegreber for fornuften, var det tilfældet med kødets opstandelse.

2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 43

43

29.01.2020 09.08

Ved siden af problemet om udødelighed eller kødets opstandelse var der en langt mere håndfast fornyelse, som den kristne antropologi bibragte.

Som vi har set nærmest autoritativt hos Aristoteles, blev sjælen bestemt ved de tre dele eller faktorer: det vegetative, den sensitive og det fornuftige. Men nu kom der en helt ny komponent eller faktor til, nemlig viljen, der først i og med kristendommen blev tænkt og fastlagt som en selvstændig sjælelig instans. Og ikke bare det, tillige blev viljen set som det mest afgørende. Første gang denne vilje så dagens lys, var i Paulus’ brev til romerne, siden blev sagen taget op filosofisk og teologisk af Augustin.

Hvorvidt kristendommen opfandt eller opdagede viljen, skal ikke optage os her. Fast ligger det, at det var kristendommens opfattelse af sjælen, der for første gang artikulerede denne voluntas, vilje. Og den havde store konsekvenser for ikke mindst opfattelsen af sansningen og sanserne.

Hos Paulus lyder det: ”Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Romerbrevet, VII, 18-20). Her er det kampen mellem vilje og begær, som er på banen, ikke – som hos grækerne – fornuften kontra begær. Og vi husker: Begæret sidder altid i sansningen.

Problemstillingen uddybes i Jakobsbrevet: ”Ingen må sige, når han bliver fristet: ’Jeg fristes af Gud’; thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død” (Jakobs Brev, I, 13-16).

Problemstillingen omkring den opdagede vilje blev taget op af Augustin, og han uddybede sagen i adskillige teologisk-filosofiske bøger. Det centrale og nye er nu, at viljen på mange måder overtager den plads i sjælen, som grækerne – der aldrig tænkte viljen som en selvstændig sjælelig instans – havde givet fornuften. Og med viljen som en nydannelse og den ændrede grundstilling mellem den tidligere fornuft-begær-relation til fordel for en vilje-begær-konstellation fik sansningen også en ny rolle: Den var dybest set om ikke i sig selv, så qua begærets grundlag, kilden til synden. Synd blev nu nærmest med autoritativ status hos Augustin bestemt som viljen, der – på grund af begæret – vender sig bort fra Gud. 44

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 44

29.01.2020 09.08

I modsætning til grækernes menneskeopfattelse – som nok varierede i de forskellige filosofiske positioner, men som dog havde et særpræg i kontrast til det kristne menneske derved, at det græske menneske ikke var skabt af en gud – bliver det kristne menneske tænkt som en art guddommelig skabning. Og ikke nok dermed: Mennesket var det eneste levende væsen som ikke bare var skabt, men tillige skabt i Guds billede (imago dei). At mennesket var skabt i Guds billede, betød så, at ”afstanden” mellem dyr og menneske voksede. Tidligere var menneskets særegenhed i kontrast til dyrene, at det havde fornuft, nu havde det både fornuft og vilje og var skabt i Guds billede – hvilket intet dyr var.

Som nævnt fik den nye opfattelse af sjælen betydning for sansningen, idet begæret nu blev set som den faktor, der direkte kæmpede med viljen.

Det betyd også, at sansningen fik ny bevågenhed, måske ikke så meget i sine fysiologiske kendetegn, men især i sansningens betydning for synden – man kan sige, at den blev farligere. Synd og sanselighed sås ofte som fast forbundet.

I middelalderteologien og -filosofien (de var ikke radikalt adskilte her) var der svingninger omkring viljens betydning: De platonisk-augustinske orienterede teologer pointerede viljen langt mere end de augustinsk-aristotelisk orienterede med Thomas Aquinas i front. Men hos alle var viljen central. Og viljesproblematikken rakte også ind i gudsopfattelsen. Mens Gud hos Aquinas nærmest var identisk med fornuft, bliver Gud hos senere tænkere i middelalderen som Duns Scotus og Occam til suveræn vilje, der står over fornuften. En opfattelse, der nok kan ses som et ekko af, hvad tilfældet var hos mennesket – for også her havde fornuften byttet plads med viljen.

I forhold til Aristoteles’ kortfattede bemærkninger om fællessansen, altså den sans, der binder de fem sanser sammen, men som ikke har noget egentligt sanseorgan, sker der en tydelig udvikling hos Aquinas. Han kalder som den første fællessansen for sensus communis og bestemmer den som den sans, der dels binder mine fem sanser sammen, og dels forbinder sansningen med forstanden og derved sikrer, at det er den sammen genstand, jeg erkender gennem syn, hørelse, lugt etc. Og ikke nok hermed: Via kombinationen af fællessansen og forstanden er den verden, vi møder 2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 45

45

29.01.2020 09.08

i omgangen med den, en fælles verden og ikke bare min private subjektive verden. Nok fremtræder de enkelte ting ud fra et subjekts perspektiv, men det er ikke tingenes lighed, men derimod deres for menneskene fælles kontekst, der sikrer en fælles verden, og at intersubjektiviteten ikke er en illusion.

Rationalisme og tidlig oplysningsfilosofi I den spekulative rationalistiske filosofi i nytiden efter renæssancen – dvs.

Descartes, Spinoza og Leibniz – sker der ikke meget nyt eller for så vidt noget fremskridt i opfattelsen af sansningen, hvilket måske kom af, at sansningen blev nedskrevet. Til gengæld blev den såkaldte bevidsthedseller subjektfilosofi nu virkelig opskrevet. Subjektfilosofi vil sige en filosofi, som går ud fra, at verden bestemmes som subjektets verden, et subjekt, der gennem sansning og tænkning allerførst konstituerer verden som verden. Og denne verden er indbegrebet af, hvad der byder sig til for subjektets omgang med den. Subjektet opfattes her som bevidsthed (og man bemærker lige, at sproget ikke spiller nogen større rolle). Det er allerførst subjektets bevidsthed, som sætter det værende som objekt for sig.

Hos rationalisterne, f.eks. Descartes med hans dualistiske ontologi – ånd og udstrækning – får sansningen ikke nogen afgørende rolle at spille, hverken for erkendelsen eller moralfilosofien. Sansningen tænkes at være et rent fysiologisk fænomen, der i øvrigt foregår helt igennem mekanisk.

Det betyder, som tidligere nævnt, også at dyr fraskrives en sjæl, for sjælen er nu rent intellekt.

Oplysningsfilosofi Anderledes så det ud i den empiristiske tradition fra Locke. Mens den forudgående filosofi var systembyggende og havde en blind tro på fornuften eller rationaliteten og derfor var tilbøjelig til at tage udgangspunkt netop i tænkningen, blev det med den såkaldte empiristiske tradition verden, som var udgangspunktet. Og nu er vi inde i 1700-tallet. Hos Locke slås det fast, at al erkendelse er baseret på erfaring, og erfaring bygger på sansning. Sjælen er – som det hedder – ubeskrevet eller en ren tavle, 46

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 46

29.01.2020 09.08

ideerne, som er i sjælen, er ikke medfødte eller noget, der ligger i sjælen som sådan. Hele indholdet er baseret på erfaringen. Men der er to arter af ideer: Der er den eksterne perception, der beror på sansningen, og så er der den interne perception, der beror på refleksion. Der er nu to arter af ideer eller indhold i sjælen: simple og komplekse ideer. De simple er i direkte forbindelse med sansningen – enten en enkelt eller flere samtidigt som forbindes med refleksionen, dvs. de gøres bevidste. De komplekse ideer er associationer eller forbindelse mellem simple ideer skabt af bevidstheden.

Fra antikken genopfrisker Locke en distinktion mellem primære og sekundære kvaliteter ved det sansede. Således er de primære kvaliteter noget, som ligger i eller er en del af det sansede – det drejer sig om form, udstrækning, antal, kort sagt det, som let kan måles. For de sekundære kvaliteter ved det sansede gælder, at de ikke hævdes at være i tingene, men er noget, som den sansede tilføjer. Eksempel: En ølflaskes form (der gør, at den kan rumme væske) er en primær kvalitet ved sansningen af den, men om den er grøn eller brun, er en sekundær kvalitet.

Men nyt i forhold til antikken er Lockes opfattelse af hukommelsen.

Den er det grundlag, hvorpå de komplekse ideer dannes. De simple ideer kan i hukommelsen associeres eller forbindes med andre simple ideer, og det er herigennem, at erkendelse opstår. Erkendelsen er således helt og aldeles henvist til erfaringen og herved sansningen.

Det nye ved Locke er således dels opskrivningen af sansningen i erkendelsen og samtidig – og det er en konsekvens af opskrivningen af sansningen – en begrænsning af erkendelsens formåen. For når al erkendelse beror på og er bundet til sansningen, forsvinder det metafysiske perspektiv som dug for solen og ender – som Wittgenstein langt senere beskrev det – som sproget, der er gået på ferie. Her er således opstået en art mistillid til menneskets kognitive evne: Der er grænser for, hvad vi kan erkende, og grænsen er givet med erkendelsens binding til sansningen og erfaringen. Hvor erkendelsen overskrider denne grænse, begynder den at frembringe tågesnak.

Lockes sansningsfilosofi har først og fremmest betydning for hans erkendelsesteori – i sig selv rummer den vel ikke så meget nyt omkring 2. Træk af sansningens filosofiske idehistorie

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 47

47

29.01.2020 09.08

selve sansningens anatomi, men måske åbnede den for en langt mere empirisk undersøgelse af, hvad sansning er for noget, end den spekulative filosofi, som hurtigt blev færdig med sansningens problematik.

Den empiristiske filosofi blev kørt ud i sin yderste konsekvens med den lidt senere Hume: Hos ham slår empirismen om i skepticisme: Ingen af de domme, vi fælder, kan påberåbe sig et højere rationale, end hvad vi kan sanse – og i sansningen sker der ikke noget, som vi kan iagttage med nødvendighed. Kendt er hans afvisning af årsagsbegrebet: Når vi ser billardkugler støde sammen, kan vi ikke slutte til nogen som helt form for nødvendighed i bevægelsen, for vi kan jo ikke sanse nødvendigheden. Men vi bliver dog ikke lige overrasket hver gang; der tegner sig et mønster i bevægelserne, hvilket ikke skyldes nogen form for iagttaget nødvendighed, men simpelthen vaner og gentagelse. Det hele beror på associationer af indtryk eller ideer. For Hume faldt verden af den grund ikke sammen – det hele fungerede jo ganske godt, blot skulle vi afstå fra at fundere noget som helst på nødvendig rationalitet, da den jo ikke kunne bevises.

Nok blev sansningen opskrevet i den empiristiske tradition, og nok åbnede den i og for sig vejen til videnskabelige eller filosofiske undersøgelser over sansningen, idet det metafysiske ikke længere skubbede sansningen bort som noget perifert eller sekundært, men i det store og hele blev sansning sjældent undersøgt i sig selv, men stort set altid i et erkendelsesteoretisk perspektiv. Og da man jo havde sat klare grænser for den menneskelige rationalitet, kunne man være tilfreds hermed: Tænkningen var ikke tvunget ud i at afdække universets grænseløshed og mørke – til gengæld kunne de empiriske felter overlades til videnskaberne med deres afgrænsede genstandsfelter.

Oplysningstænkning og tysk idealisme Hos Kant ser vi et storslået forsøg på at overvinde såvel rationalismen som empirismen og først og fremmest skepticismen. Han inddeler menneskets orientering i verden i sansning, forstand og fornuft. I modsætning til hele den forudgående tradition lige fra Platon og Aristoteles hævder han, at sansning ikke bare er receptiv, den er tillige struktureret. Struktureringen 48

SANSNING – MELLEM MENNESKET OG VERDEN

Sansning – mellem mennesket og verden.indd 48

29.01.2020 09.08