Ina Borstrøm og Dorthe Klint Petersen
Den første
LÆSNING 2
LÆSEBOGEN
Dansk · 2. klasse · Elevbog
Ida
Lone
Farmor
Jan
Hugo
Jonas
Farfar
Ib
Nini
Emil
Den første LÆSNING 2 LÆSEBOGEN
Ina Borstrøm
Dorthe Klint Petersen
Alinea
Indhold Det magiske smykke 52 Hulen 4
Ib i det vilde vesten 68
124
Emil på koloni
Idas bedsteven
Ida gik altid hjem fra skole sammen med sin storebror, Emil. Men i dag skulle Emil over til sin gode ven, Jonas.
4 Hulen
For Olga fandt på så meget sjovt.
Det var Olga, der fandt på at lave bål i haven.
Det var Olga, der fandt på at cykle på ét hjul.
Og det var Olga, der fandt på at kaste med lasso.
“Hej, Ida!”
Der var én, der kaldte.
Men hvor kom det fra?
Ida stod helt stille.
Kunne hun stadig høre noget?
Nej. Nu kunne hun ikke høre en lyd.
“Hej, Ida!
Kig op i det store træ.”
Ida så op.
Helt oppe i det storetræ sad Olga.
5
IdaogOlgai hulen
Olga havde lavet en hule oppe i det store træ. Hun havde bygget hulen sammen med sin far.
“Er det ikke en flot hule, vi har bygget?” spurgte Olga.
“Kommer du op og ser den?”
“Ja,” sagde Ida.
“Men jeg skal lige give Nini mad.”
Ida løb ind for at give Nini mad.
Så løb hun over til Olga igen.
“Må jeg se din hule nu?” spurgte Ida.
“Ja,” sagde Olga. “Kom bare med.”
De havde det sjovt, Ida og Olga. De sad helt stille i hulen og så ned.
Ida og Olga kunne se alle dem, der gik nede på Isgade.
Men når de sad helt stille, kunne de andre ikke se dem.
6
Ida og Olga gik ned i haven for at finde et tov.
Olga satte tovet godt fast i det store træ.
Nu kunne de hejse to blå stole op i hulen.
Ida satte de to stole fast i tovet.
“Vi kan også hejse post op i hulen,” sagde Olga.
Ida satte en rød kasse fast på det lange tov.
Nu kunne de hejse post op og ned i den røde kasse.
Ida løb ind og fandt en lille klokke.
Hun satte den lille klokke fast på den røde kasse.
Ida ringede på den lille klokke og råbte:
“Så er der post!”
De legede i hulen i lang tid.
Så skulle Ida ind og spise.
“Kommer du ud, når du har spist?” spurgte Olga.
“Ja,” sagde Ida.
“Så kan vi finde ud af, hvad vi skal lave i hulen.”
Da Ida kom ud igen, snakkede de om, hvad de skulle lave i hulen.
Det var så sjovt at være sammen i hulen.
De gik først ned fra hulen, da det var ved at blive mørkt.
7
Må vi sove i hulen?
“Ida!” råbte Olga næste dag.
Hun stod i sin have og så indtil Ida.
“Nu skal du bare høre!”
Ida så på sin bedste ven.
“Hvad er der, Olga?” spurgte hun.
“I aften skal vi lave bål i haven,” sagde Olga.
“Min mor siger, at du gerne må være med.”
“Godt!” sagde Ida.
“Men det er ikke det hele,” sagde Olga.
“Jeg tænkte, at vi kunne sove i hulen i nat.
Jeg spurgte min mor i går, da jeg kom ind.
Vi må gerne.”
“Nå,” sagde Ida stille.
Sove i hulen! Det lød sjovt.
Men det lød også uhyggeligt.
8
Ida gik ind i huset.
Idas far, Jan, sad i stuen og læste avis.
“Må jeg sove i hulen sammen med Olga?” spurgte Ida.
“Ja,” sagde Jan. “Det er da en god idé.”
Ida gik ind på sit værelse og pakkede sin taske.
Da hun gik og pakkede, snakkede hun med sig selv.
“Hvad nu, hvis jeg savner min mor og far?” spurgte hun.
“Så er de jo ikke så langt væk,” sagde hun til sig selv.
“Hvad nu, hvis jeg bliver bange?” spurgte hun igen.
“Så kan jeg jo bare gå hjem,” sagde hun til sig selv.
Ida gik ind i stuen til Jan igen.
“Nu er jeg klar,” sagde Ida.
“Det var godt,” sagde Jan.
“Går du ind til Olga nu?”
“Ja,” sagde Ida. Men hun gik ikke.
“Hvad nu, hvis jeg savner jer?” spurgte hun.
“Så er vi jo ikke så langt væk,” sagde Jan.
“Men hvad nu, hvis jeg bliver bange?” spurgte hun igen.
“Så kan du jo bare gå hjem,” sagde Jan.
“Ja,” sagde Ida og gik.
9
Båli haven
Olga og Ida sad oppe i hulen og spillede kort.
Så gik de ned i haven.
“Nu skal vi lave bål,” sagde Olgas far til Ida.
Han havde lavet en stor heks.
Ida syntes, den så helt levende ud.
“Er det en levende heks?” spurgte Ida.
“Nej,” sagde Olgas far.
“I gamle dage satte man en levende heks på sit bål.
Det gør man ikke mere.”
Olgas far lavede et stort bål.
Lidt efter kunne de alle se den store heks flyve væk.
“Skal vi lave snobrød nu?” spurgte Olga.
“Ja,” sagde Olgas mor.
“Jeg har det hele klar.”
De sad alle fire ved det store bål.
Ida så på sit snobrød.
Det var helt sort.
“Se! Mit snobrød er helt sort,” sagde Ida.
“Ja, snobrød blivertit lidt sorte,”sagde Olgas mor.
“Det kan jeg ikke lide,” sagde Ida.
10
Da de havde spist snobrød, skulle de vaske op. Olgas mor kom med en balje.
Ida og Olga syntes, at det var sjovt at vaske op.
Men så kom Ida til at tabe et krus.
Det faldt ned og gik i stykker.
“Det gør ikke noget, Ida,” sagde Olga.
“Det skal du ikke være ked af.”
Men Ida var ked af det.
Olga gik op i hulen efter sine kort.
De spillede kort med Olgas mor og far.
Det var sjovt, men Ida var stadig ked af det.
“Du skal ikke være ked af det mere,” sagde Olga.
“Jeg kommer tit til at slå noget i stykker.”
“Ja, men du er også hjemme hos dig selv,” sagde Ida.
“Det er ikke det samme.”
Det var ved at blive mørkt.
Nu skulle Ida og Olga op i hulen.
11
Jeg vil hjem
Både Olga og Ida fik et tæppe og en pude af Olgas mor.
Ida kunne ikke lide sin pude.
Den var ikke så blød.
“Du kan gå hjem efter en blød pude,” sagde Olga.
“Nej, det skal nok gå,” sagde Ida.
“Jeg kan godt sove med den pude.”
Ida og Olga lå i hulen med tæppe og pude.
Nu var det tidtil at sove.
“Hvad gør du, når du skal sove?” spurgte Ida.
“Jeg sover bare,” sagde Olga.
“Læser din mor ikke for dig?” spurgte Ida.
“Jo, men ikke så tit,” sagde Olga.
“Og ikke i dag. Hulen er jo kun for børn.”
“Nå, ja,” sagde Ida stille.
Idas mor læste altid for Ida, før hun skulle sove.
“Det skal nok gå,” sagde Ida til sig selv.
De snakkede lidt sammen.
Så ville Olga sove.
Ida syntes, hun kunne høre en lyd.
12
“Det er bare det store træ, du kan høre,” sagde Olga.
“Det skal nok gå,” sagde Ida til sig selv.
Men Ida kunne ikke sove.
Hun tænkte på den store heks.
Hun tænkte også på sin mor og far.
Hun var bange.
Hun var ked af, at hun havde det sådan.
Hun var jo sammen med Olga.
“Olga,” sagde hun stille. “Sover du?”
“Næsten,” sagde Olga.
“Olga,” sagde Ida igen. “Jeg er bange.”
“Er du meget bange?” spurgte Olga.
“Ja,” sagde Ida.
“Det er da sjovt at sove i hulen,” sagde Olga.
“Ja, det er sjovt,” sagde Ida.
“Men det er også uhyggeligt.
Jeg savner min mor og far.”
“Du er jo sammen med mig,” sagde Olga.
Olga prøvede at trøste Ida.
Det kunne Ida godt høre.
Men det hjalp ikke.
“Olga,” sagde Ida.
“Jeg vil hjem.”
13
En god idé
Olgas mor og far prøvede også at trøste Ida.
“Det prøvede jeg også, sagde Olgas far.
“Jeg skulle sove hos min bedste ven, men så blev jeg bange og ville hjem.”
Olgas mor ringede til Idas mor, Lone, og sagde, at Ida kom hjem.
Ida pakkede sin taske.
“Jeg får en idé,” sagde Olga.
“Jeg kunne jo gå med ind og sove hos dig.”
Olgas mor og far syntes, det var en god idé.
Så ringede Olgas mor til Lone igen. Lone syntes også, det var en god idé.
“Hvad nu, hvis du savner din mor og far?” spurgte Ida.
“Det gør jeg ikke,” sagde Olga.
“De er jo ikke så langt væk.”
“Men hvad nu, hvis du bliver bange?” spurgte Ida igen.
“Det gør jeg ikke,” sagde Olga igen.
“Jeg er jo sammen med dig.”
Så gik de over til Idas hus.
14
Ida og Olga fik et stort knus af Lone.
“Det var godt, du ville sove hos os,”
sagde Lone til Olga.
Lone så på Ida.
“Nu finder jeg et tæppe og en pude til Olga,” sagde hun.
“I må gerne sove oppe på loftet, hvis I vil. Det er næsten som at sove i hulen.”
“Godt,” sagde Ida.
Hun så på Olga.
“Det er sjovt at sove oppe på loftet,” sagde hun.
“Det gør Emil og jeg så tit.”
Olga havde ikke været oppe på loftet før.
“Måske er der rotter på loftet,” tænkte Olga. Men hun sagde ikke noget.
Lone var på vej op på loftet.
15
Rotter på loftet
Oppe på loftet stod Lone og Jans gamle seng.
Ida og Olga gik hen til den store seng.
“Tror I, at I kan sove i den store seng?” spurgte Lone.
“Den er ikke så blød som min seng,” sagde Olga.
“Men det skal nok gå.”
Lone læste for dem i lang tid.
Hun var god til at læse, syntes Olga.
Så sagde Lone godnat.
Hun gav dem et knus og gik ned i stuen.
Nu var Ida og Olga helt alene på loftet.
De snakkede lidt. Så slukkede Ida lyset.
Hun var meget træt.
Nu ville hun gerne sove.
“Ida?” sagde Olga.
“Hvad er der?” spurgte Ida.
Hun var så træt.
“Tror du, der er rotter på loftet?” spurgte Olga.
“Nej,” sagde Ida.
16
“En mus!” råbte Olga. “Er der mus?”
“Nej,” sagde Ida.
“Du skal ikke være bange.
Jeg tror ikke, der er mus.
Det er bare noget, Emil siger.”
“Nå,” sagde Olga.
Der var stille i et stykke tid.
“Ida,” sagde Olga så. “Sover du?”
“Næsten,” sagde Ida.
“Der er meget mørkt på loftet,” sagde Olga.
“Sover du ikke med lys?”
Ida kunne høre, at Olga lød lidt ked af det.
“Nej, jeg sover ikke med lys,” sagde hun.
“Men jeg kan godt finde noget lys, hvis du synes.”
Olga sagde ikke noget.
“Har du det godt, Olga?” spurgte Ida igen.
“Jeg er bange,” sagde Olga stille.
“Er du meget bange?” spurgte Ida.
“Ja!” sagde Olga.
17
Sammen hverfor sig
Så pakkede Olga sin taske igen.
Jan ringede til Olgas mor.
“Det skal du ikke være ked af,” sagde Lone.
Hun prøvede at trøste Olga.
“Jeg blev tit bange, da jeg var lille.
Jeg skulle sove hos min bedste ven.
Men så blev jeg bange og ville hjem.”
Nu havde Olga det godt igen.
“Jeg får en idé,” sagde Ida.
“Måske kan det hjælpe os.
Nu skal du bare se!” sagde hun til Olga.
Ida løb ud af stuen.
Olga kunne høre, at Ida prøvede at finde noget.
Nu kom Ida ind med to krus og en lang snor.
Hun satte den lange snor fast i de to krus.
“Sådan,” sagde hun.
“Nu kan vi sove sammen hver for sig.”
18
Lone gik med Olga hjem.
Olga fik et stort knus af sin far og mor.
Så sagde hun godnat og tak for i dag til Lone.
Det var næsten nat.
Olga sad i sin seng.
Hun kunne se ind i Idas værelse.
Ida sad også i sin seng.
Hun kunne også se ind i Olgas værelse.
“Kan du høre mig?” råbte Olga ind i sit krus.
“Ja, jeg kan godt høre dig,” råbte Ida ind i sit krus.
“Det er sjovt at sove sammen,” råbte Olga.
“Ja!” råbte Ida.
Så slukkede de lyset og faldt i søvn.
Sammen og hver for sig.
19
Alene hjemme
Hjemme hos Jonas
Emil var på vej over til sin gode ven, Jonas. Men han skulle ikke lege med Jonas i dag.
Emil skulle passe Jonas’ lillebror, Kim.
Kim var 2 år.
Jonas skulle i byen med sin mor og far.
Kim måtte ikke komme med.
Emil havde ikke passet børn før.
Jo, han havde passet Ida, men det var ikke det samme, syntes Emil.
Emil kunne godt lide Kim.
Han tænkte på det, de skulle lave sammen.
“Jeg vil være sød og lege med ham.
Hvis han bliver sulten, laver jeg mad.
Når han skal sove, læser jeg for ham,” tænkte Emil. Det skulle nok blive en god dag.
Emil ringede på den lille klokke, og lidt efter åbnede Jonas døren.
20
Jonas havde sin gi på.
Jonas gik til karate sammen med sin far.
Emil kunne se, at Jonas’ far også havde sin gi på.
Karate er en japansk sport.
Jonas’ far var meget god til karate.
Han havde boet i Japan i 5 år for at lære karate.
Jonas’ mor kom fra Japan.
Jonas havde boet i Japan, da han var lille.
Jonas havde en masse film fra Japan om karate.
Emil kunne godt lide at se Jonas’ film
og høre ham fortælle om Japan.
Jonas var god til atfortælle om Japan, syntes Emil.
I dag skulle Jonas og hans far og mor hen på Isby Skole. De skulle fortælle om Japan.
Kim var for lille til at komme med.
Han var også for lille til at være alene hjemme.
Så var det godt, at Emil kunne passe ham.
21
Ris og sushi
Jonas blev gla
“Hej!” sagde Jonas.
“Det var godt, du kom.
Kim vil så gerne lege meddig.”
Emil og Jonas gik ind i stuen.
Emil så hen på Jonas’ mor.
Hun havde taget sin fine kimono på.
Emil syntes, at hun så sødud i den kimono.
Måske tænkte Jonas’ mor påJapan,
når hun havde sin kimono på.
“Det må være svært at komme til et nyt land,”tænkte Emil.
“Vi skal til Japan på feriei år,” sagde Jonas.
“Vi skal være i Japan i en måned.”
“En måned! Det er lang tid,” sagde Emil.
“Nej, en måned er ikke så lang tid,” sagdeJonas.
“Det går stærkt, og du skalmåske også på ferie.”
22
“Bare det går godt i aften,” sagde Jonas.
“Det skal nok gå,” sagde Emil.
“Hvad skal I fortælle om?”
“Først skal vi se en film om karate.
Så skal vi lære dem at tale japansk.
Vi skal også spise sammen,” sagde Jonas.
“Min mor har lavet japansk mad.
Vi skal have ris og sushi, og alle skal lære at spise med pinde.”
Emil havde spist med pinde hjemme hos Jonas.
Det var svært, syntes Emil.
Men Jonas var god til at spise med pinde.
“Nu er jeg klar. Jeg bærer ris og sushi ud i bilen.
Så kan vi køre,” sagde Jonas’ far.
“Kan I nu have det godt,” sagde Jonas’ mor og smilede.
“Ja,” sagde Emil.
Han løftede Kim op på armen.
“Kom, Kim. Vi går ud og ser dem køre,” sagde Emil.
Så var Emil og Kim alene hjemme.
23
Kims værelse
“Værelse,” sagde Kim glad.
Kim talte ikke så godt.
Men Emil kunne godt forstå, hvad han sagde.
“Skal vi gå op og lege på dit værelse?” spurgte Emil.
“Ja! Emil bære mig,” sagde Kim.
“Skal jeg bære dig op på dit værelse?” spurgte Emil igen.
“Kan du ikke selv gå op ad trapperne?”
“Nej,” sagde Kim meget højt. “Kim ikke gå. Armen.”
Og så måtte Emil bære Kim på armen op ad alle trapperne.
Det var svært, syntes Emil. Men han sagde ikke noget.
Når man skal passe børn, må man være sød.
Da de åbnede døren, så Emil, at det rodede på Kims værelse.
“Vi må først rydde op,” sagde Emil.
“Nej,” sagde Kim igen. “Kim ikke rydde op. Emil rydde op.”
“Ja, ja,” sagde Emil.
“Jeg skal nok rydde op.
Men så må du finde ud af, hvad vi skal lege.”
Emil gik i gang med at rydde op.
Det var ikke sjovt at rydde op alene, syntes Emil.
Men han sagde ikke noget.
Nu var der flot på Kims værelse.
“Hvad skal vi lege?” spurgte Emil.
“Biler,” sagde Kim.
Emil fandt en masse biler.
“Vil du have den røde bil?” spurgte Emil.
“Nej. Stor bil,” sagde Kim.
24
Han så op på politibilen. Politibilen stod helt oppe på skabet.
Emil måtte have en stol for at nå.
“Så,” sagde Emil. “Her har du politibilen.
Nu kan vi lege.”
“Nej, ikke stor bil,” sagde Kim så.
“Sort bil. Røvere.”
“Vil du være røvere?
Så kan jeg være politiet,” sagde Emil.
Men nu ville Kim ikke lege med biler mere.
Han ville lege med Lego.
“Biler væk,” sagde Kim. “Lege Lego.”
“Ja, ja,” sagde Emil træt.
25
Et højt tårn
Emil byggede med Lego.
Kim byggede ikke.
“Emil tårn,” sagde Kim.
Så byggede Emil et højt tårn.
Det var sjovt at lege med Lego, syntes Emil.
Han ville gerne bygge et helt land.
Men i dag byggede han kun det, som Kim ville have.
Emil syntes, at det blev et flot tårn.
“Se, Kim,” sagde Emil. “Er det ikke et flot tårn?”
Kim slog ud med armen og væltede Emils tårn.
Emil blev ked af det, men han sagde ikke noget.
Når man skal passe børn, må man jo være sød.
26
Nu var Kim sulten.
“Mad,” sagde han højt. “Og cola.”
Emil gik ned for at finde mad og cola.
Jonas’ mor havde også lavet ris og sushi til dem.
Emil kunne godt lide sushi.
Da Emil kom op med mad og cola, var Kim ikke sulten mere.
“Ikke mad. Lege,” sagde Kim.
Emil var træt af at lege med Kim.
Det var ikke så sjovt at passe børn, som han troede.
Børn ville altid have, at man skulle gøre noget for dem.
“Du må lege lidt alene,” sagde Emil.
Han fandt en blød stol, spiste lidt sushi og læste i et blad. Det var et blad om musik.
Nu havde Emil ikke tid til at passe Kim.
27
Den første
består af:
•Læsebogen
•Arbejdsbogen
•Lærervejledning
•Fri læsning 2
•Fri læsning 2 – Kopiark
9788723009937
LÆSNING 2