LIXEN OKTOBER 2023

LIXEN 26. årgang

4. nummer

oktober 2023

»ALL RUZZIANS ARE GUILTY«

BLIKFANGET: LIXEN RETTER BLIKKET MOD DEMONSTRATIONER I VILNIUS

JONAS RISVIG PUSSY RIOT SENDTE KLAR BESKED TIL KONCERT I MALMÖ:

»DER ER ALLEREDE 500 BØRN, DER ER BLEVET DRÆBT AF DEN RUSSISKE HÆR. VÆR SØD IKKE AT VÆRE LIGEGLAD. LÆS NYHEDERNE. STØT UKRAINE«

»Jeg pitchede min nye biograffilm ved at sige, lad os lade vær med at lave en biograffilm«

2 LEDER

OKTOBER 2023 BRANCHEN

Tre ting jeg lærte på 2. semester

Er du introvert, ekstrovert eller bare midt imellem? Læs med og find ud af, hvad det har af betydning for dit virke som journalist.

Bare fordi 2. semester står i nyhedsjournalistikkens tegn, skal du ikke forvente, at det giver dig forudsætninger for at opnå vished om, hvad en nyhed er. Entydigt bliver det i hvert fald aldrig, for ikke engang underviserne er enige. Ej heller nødvendigvis enige med de store medier, så træd varsomt – især i eksamensperioden. Det er åbenbart ikke i nogens interesse at høre om unge journaliststuderende, der i en periode med mangel på praktikpladser, trods alt hellere vil undvære en praktikplads end tage til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Alligevel pryder historier om uddannelsessteder i provinsen, der ikke kan tiltrække studerende, senere samme sommer, sendefladen hos DR og TV 2. Instituttet må hellere kontakte deres nyhedschefer, eller måske skulle nyhedscheferne kontakte instituttet. Så vi i fælleskab kan fastlægge, hvad en nyhed er.

SAMFUND

Ønsker du en uddybning af din eksamenskarakter af en underviser, der ikke har sin daglige gang på SDU, kan du risikere at vente længe. Fjorten uger, tre beskeder og en henvendelse til uddannelseslederen senere, er vedkommende stadig tavs. P.S. Vi er flere grupper, der venter. #stopghosting

HVABEHAR?

Vigtigheden af at optage alle interviews og vejledninger. Dette vil redde dig fra megen tvivl og besvær, og samtidig gøre dig til en bedre journalist. Med beviser i bagagen risikerer du ikke at citere forkert. Samtidig kan ingen klandre dig for at pynte på sandheden.

Har du også glemt, at der er krig i Ukraine? Det russisk-feministiske rockband, Pussy Riot kastede vand på publikum og sendte klar besked til koncert i Malmö: »VÅGN OP, VESTEN!«

KULTUR

Siger navnet Mattias Kolstrup dig noget? Nej, ja? Hvis ikke, hvad så med Dúné? Ja, det er ham - eller, det var ham, for nu er han gået solo! LIXEN har været forbi ham til en snak om, hvordan det gik til.

Utilbørlighedsloven strækker sig længere end til blot at forbyde koranafbrændinger; heriblandt “utilbørlig omgang” af andre religiøse symboler. LIXEN har taget en snak med den danske billedkunstner, Augusta Atla, der har fået nok.

Hvem vogter vogterne? Det gør vi. Da TV 2 oplyste, at der var mere end 19 millioner ukrainske flygtninge, måtte vi til tastaturet, for var det i virkeligheden godt halvdelen af Ukraines befolkning, der var flygtet? Svaret var naturligvis: NEJ!

PORTRÆT

Den danske filminstruktør, Jonas Risvig, fik Centrum, Salsa og Grænser frem på lærrederne i danskernes stuer. Nu er han på vej med sin allerførste spillefilm, der skal på biografernes lærreder. LIXEN har været forbi til en snak om hans atypiske, kunstneriske metoder.

KRIMI

Kærlig hilsen

Vil du være krimijournalist? Så bør du nok lige lytte en gang til Stine Bolthers gode råd.

Sonny Majeske Kastberg

BLIKFANGET

Fotojournalistik er tilbage! LIXEN var til to demonstrationer i Vilnius i Februar 2023. Se med, hvis I er nysgerrige på, hvad Litauens folk såvel som russiske aktivister mener om krigen i

OPINION

I denne omgang har vi tre skribenter på banen, der taler frit fra leveren. Her får I en kort opridsning: Bare fordi, at pasta kødsovs er Danmarks nationalret, kan du godt droppe tryghedsnarkomanien, når du rejser sydpå på ferie. I øvrigt bør du tænke over, hvilket aftryk, du gerne vil efterlade som gæst i et andet land. Tak. Mandeidealet er ude af trit med virkeligheden og efterlader mænd i spillegæld, stoffer og kriminalitet, fordi vi har en misforstået opfattelse af, at mænd skal klare alting selv.

Politikerne skal have mere i realløn, men de skjulte tillæg kan de godt droppe.

WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk OPLAG: 400 eksemplarer

FORSIDE-FOTO: Søren Lynggaard

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Sonny M. Kastberg Chefredaktør & BLIKFANGET-redaktør

Alex M. A. Horan Chefredaktør & BLIKFANGET-redaktør

Alberte Stæhr LIXEN LYD-redaktør

Ann Sofie Bay Bertmann ILLUSTRATOR

Lea Johanne Pedersen SOME-ansvarlig

Signe Nautrup Nielsen BRANCHEN-redaktør

Sia Olivia Sommer Keil BRANCHEN-redaktør

Sarah Weibel SAMFUND-redaktør

Mads Lund Pedersen SAMFUND-redaktør

Mia Krogh KULTUR-redaktør

Amalie Windahl KULTUR-redaktør

Emilie Broe KRIMI-redaktør

Anna Madsen KRIMI-redaktør

Asger Denert-Nielsen HVABEHAR?-redaktør

Mathiias Hansen HVABEHAR?-redaktør

Cecilie Engelbrecht Nielsen OPINION-redaktør

Jeppe Seiding Olsen OPINION-redaktør

BRANCHEN

OKTOBER 2023

3

Mest introvert eller ekstrovert? Din personlighedstype præger, hvordan du arbejder som journalist Hvordan har du det med at ringe en fremmed kilde op? Din personlighedstype påvirker den måde, du arbejder på som journalist. Og det starter allerede, når du ringer din første kilde op.

»Det, nogle ville gøre, er at sørge for, at de kan lade deres energi op på andre tidspunkter. Det kan være i fritiden uden for arbejdet ved eksempelvis at gå en tur i haven frem for at tage på café med nogen«, fortæller Lene Thomsen.

Selvom det for Charlotte Ostergaard ikke alene er telefonsamtaler med kilder, der dræner hende, sørger hun også for at lade sin energi op i sin fritid. Det gør hun ved at have huller i sin kalender og holde sine aftener fri. »Jeg sørger helt generelt for, at der er huller i min kalender, så for eksempel fredag, lørdag og søndag ikke er booket op med mennesker og meget selskabelighed. I hvert fald ikke tre dage i træk. Så ville humøret og energien ryge helt i bund, og der vil gå flere dage af den kommende uge, før jeg er på toppen igen,« forklarer hun.

Journalister, der har en mere introvert personlighedstype, vil ofte foretrække at skrive en mail til en kilde, hvis der er tid til det.

Af Signe Nautrup Nielsen Foto: Signe Nautrup Nielsen

F

aktisk er det de færreste, der enten er introverte eller ekstroverte. De fleste ligger midt på skalaen og kaldes ambiverte. En slags blanding af de to yderpoler. Derfor taler denne artikel også om introverte som de af os, der har flere introverte end ekstroverte personlighedstræk og omvendt.

Lene Thomsen er erhvervspsykolog og har igennem 20 år arbejdet med coaching af introverte og ekstroverte. Selvom hun ikke har arbejdet konkret med de personlighedstræk, der gør sig gældende for journalister, har hun en bred viden om, hvordan de forskellige personlighedstyper typisk foretrækker at arbejde.

Ifølge Lene Thomsen er en af de helt store forskelle mellem de to personlighedstyper, at ekstroverte får deres energi gennem samspillet med andre, mens introverte får det af at fordybe sig i noget med færre sociale krav. Men introverte kan også få energi af at være sammen med andre. Det kræver bare, at det er nogle, de kender godt.

Kunsten at ringe kilden op Når det kommer til at ringe fremmede kilder op, fortæller Lene Thomsen, at de mere ekstroverte journalister typisk vil have nemmere ved det. »Ekstroverte er bedre til at tænke: Hvis det her ikke lykkes med denne her person, så ringer jeg bare op til den næste«, fortæller hun.

Samtidig kan ekstroverte ofte have en præference for det talende. De vil altså foretrække at ringe en kilde op i stedet for at sende en mail. Modsat vil introverte foretrække at skrive en mail til kilden, hvis der er tid nok til det. Lene Thomsen understreger, at introverte naturligvis også sagtens kan ringe op til fremmede kilder. Det kræver bare mere energi af den introverte end af den ekstroverte.

Netop dét oplever Charlotte Ostertag. Hun er journalist og har gennem 20 år arbejdet ved DR i Nordjyl-

land. Nu er hun selvstændig og laver podcasts. En af hendes podcasts er »Podcast om at være introvert«, hvor hun udforsker sin introverthed gennem interviews med andre introverte og eksperter. »Selvom jeg har været i faget i over 20 år, har jeg stadig dage, hvor jeg går rundt om telefonen og prøver at overbevise mig selv om at ringe en kilde op«, fortæller hun.

Derfor bruger Charlotte Ostertag også mere tid på at reflektere over formålet med interviewet. »Det betyder nok bare, at jeg bare har tænkt mere over, hvad jeg vil med kilden, før jeg laver opkaldet«, forklarer hun.

Det ser Charlotte Ostertag som en vigtig journalistisk styrke. Til gengæld synes hun, det risikerer at kamme over, hvis man kommer til at overtænke interviewet.

Dét at være bevidst om, hvorfor jeg havde det dårligt med at ringe en kilde op og havde svært ved at tage ordet til møder, giver en tryghed, fordi det ikke bare betyder, at jeg er helt håbløs eller langsom.

CHARLOTTE OSTERTAG Selvstændig journalist og podcaster Men også vaner spiller en rolle. For ifølge Lene Thomsen kan der opstå en slags rutine i at ringe kilder op hen ad vejen. På den måde kan den introverte over tid øve sig i at ringe kilder op hurtigere.

Simpelthen ved at gøre det flere gange.

Kan introverte have et »ekstrovert« journalistjob?

Et job, der kræver mange opkald til fremmede kilder, kan en smule karikeret kaldes et ekstrovert journalistjob, fordi det typisk kræver mindre energi af den ekstroverte. Men ifølge Lene Thomsen kan introverte sagtens tilpasse sig et sådant job.

Bevidstheden om at være introvert Charlotte Ostertag har levet i mange år uden at vide, at hun var introvert. Men nogle af tegnene viste sig allerede på journaliststudiet. »På studiet kunne jeg godt mærke, at det med at hænge ud i fredagsbaren ikke rigtigt sagde mig noget. Så mange mennesker på ét sted, som jeg ikke kendte. Det var for meget for mig«, fortæller hun.

Da Charlotte Ostertag var ansat i DR, havde hun et kursus, hvor hun skulle tage en Myers-Briggs-test. Myers-Briggstesten er en af de mest udbredte personlighedstests. Testen viste, at Charlotte klart hældte mest til den introverte side. Det var først der, hun blev opmærksom på, at der overhovedet var noget kaldet introvert. »Dét at være bevidst om, hvorfor jeg havde det dårligt med at ringe en kilde op og havde svært ved at tage ordet til møder, giver en tryghed, fordi det ikke bare betyder, at jeg er helt håbløs eller langsom«, forklarer hun.

Desuden har bevidstheden givet Charlotte en større selvindsigt, som hun kan bruge til bedre at forstå sine reaktioner i forskellige situationer. »Den bevidsthed gav mig en form for bedre kendskab til mig selv. Og når man har bedre kendskab til sig selv, så ved man også bedre, hvordan man vil reagere på ting. Hvis jeg bliver ked af det over, at jeg skal til en fest, så ved jeg, at det er derfor«, fortæller hun.

Charlotte understreger desuden, at hun ikke føler, hendes introverthed er noget, der spænder ben for hende. »Det er selvfølgelig en del af mig, men det er jo ikke noget, der skal stå i panden af mig. Jeg har det bare som viden i baghovedet«, tilføjer hun.

Vi kan til en vis grad ændre personlighedstype På trods af at de fleste er ambiverte og læner sig mere eller mindre op ad den ekstroverte eller introverte yderpol, kan det godt udvikle sig. »Hvis man ikke er særlig markant på sin personlighedstype, så kan man godt svinge lidt frem og tilbage, afhængigt af hvilke sammenhænge man er i«, forklarer Lene Thomsen.

Det vil sige, at den introverte i visse mængder vil kunne få energi af at udforske det, der typisk er ekstrovert adfærd. Modsat vil nogen, der er meget ekstroverte, gennem livet kunne finde mere glæde i at tilbringe tid alene. Folk bliver altså mere og mere komfortable med den adfærd, der lægger sig til den modsatte personlighedstype. På den måde kan deres personlighedstræk nuanceret i takt med, at de bliver ældre.

SAMFUND

4

OKTOBER 2023

I 11 år har Pussy Riot kæmpet imod Putin: Ny verdensturne skal belyse deres kamp for frihed Pussy Riot er for tiden på en omfattende verdensturné, der skal minde os om ikke at glemme. LIXEN er taget til Malmø for at overvære den politisk-aktivistiske optræden, som sætter fokus på, at kampen for frihed fortsætter.

Pussy Riot-medlemmerne Olga Borisova (t.v) og Diana Burkot (t.h) fremfører sangen “Putin Pissed Himself” på Moriska Paviljongens scene i ‘Stora Salen’.

Af: Sarah Weibel & Amalie Windahl Foto: Amalie Windahl & Sarah Weibel

U

rsäkta mig, siger en travl sikkerhedsvagt, der på effektiv vis placerer de sidste afspærringshegn op til Moriska Paviljongens hovedindgang. Det summer af sensommer på denne lune septemberaften i Folkets Park i Malmø. Selve paviljongen er badet i et roligt violet lys. En stemning der med ét bliver brudt, da selvsamme sikkerhedsvagt fjerner rebet fra entreéns kustodestænger. Det er en stærk energi, der møder én inden for spillestedets døre. Foyeren er badet i flyers fra organisationen ‘Malmö against the war’, som selv er til stede for at udbrede budskabet om deres aktivistiske arbejde. Placeret i midten er endnu en frivilligorganisation, ‘Malmö stands with Ukraine’, der har igangsat et bogsalg med det formål at sende overskuddet i retningen af den ukrainske modoffensiv. Omkring os ser man også flere ukrainske flag repræsenteret på diverse t-shirts og klistermærker. I gæstekøen finder vi blandt andet Tanja Nannarelli, som har fulgt gruppen tæt siden deres etablering: »Foruden, at de er inspirerende, er dette også et større momentum. Disse personer har vovet så utrolig meget, og derfor er vi her for at vise, at vi står med dem i solidaritet«, fortæller hun.

Der hersker ingen tvivl om, at aftenens show, og turnéen i sig selv, stikker langt dybere end en systemkritisk kulturoplevelse.

Man fornemmer et større politisk apparat, med en klokkeklar dagsorden.

Violin, neonfarvede cykelshorts og risikofyldte budskaber Det feministiske punkkollektiv blev dannet tilbage i 2011, og har siden da været præget af stor aktivitet med utallige demonstrationer og politiske happenings. Verdenen blev for

alvor kendt med Pussy Riot, da de i 2012 indtog alteret i den ortodokse Frelserkatedral i Moskva, hvor de iført farverige balaclavaer fremførte protestsangen ‘Punk Prayers’.

Denne optræden udløste en fængselsdom på to år og otte måneder til tre af medlemmerne.

Heriblandt Maria Alyokhina, som er del af aftenens show her i Malmø.

Apropos aftenens show, så har bandmedlemmet Alina Petrova og hendes violin netop indtaget scenen. Hele salen bliver stille.

Alle kigger mod et kontrastfyldt billede af saglig akustisk violinspil, styret af en kvinde i neonfarvede cykelshorts og en gedin aviator læderjakke. Musikkens intensitet forstærkes langsomt, og frem fra bagtæppet dukker de resterende kvinder op, der alle placerer de sig ved hver sin mikrofon, hvorefter de for alvor åbner ballet med deres måske mest kendte protestsang, “Putin Pissed Himself”.

På væggen bag dem vises der visuals, som indeholder optagelser fra den aktion, hvor sangen for første gang blev fremvist. Man ser dem med el-guitare og balaclavaer på ‘Den Røde Plads’ i Moskva med Kreml i baggrunden. Oppe øverst på bagvæggen kører der en engelsk oversættelse, som skal formidle de russiske tekster til publikum. Nogle tekster, med et risikofyldt budskab.

Vågn op Vesten og vigtigst - forbliv vågne På den blå oplyste scene står der et klapbord i plast, fyldt med kildevand. Til tonerne af trommesolo og hypnose-lignende violinspil og trancemusik, stiller frontfiguren, Maria Alyokhina, sig med fronten væk fra publikum og åbner en flaske vand. Da hun hæver den over sit hoved, gennemvæder hun sit hår i et langsomt, men kalkuleret tempo. Samtidig tager gruppemedlemmet, Olga Borisova, en flaske vand fra bordet, og tager en tår, hvo-

refter hun hælder resten udover publikum.

Demonstrativt vender hun sig rundt, tager en ny flaske fra bordet og gør det igen. Sådan fortsætter det i et par minutter, indtil gulvet er drivvådt, og der er dannet en halvcirkel om scenen - der hvor folk blev mest ramt.

Det får tankerne hen på noget større end os, der er mødt op denne torsdag aften. Måske et opråb til verden?: “Vågn op! Ha’ en reaktion på det, der sker foran næsen på jer! Gør nu noget!”

I forbindelse med Pussy Riots udstilling på det danske kunstmuseum Louisiana, blev Maria Alyokhina interviewet af DR. Her udtrykker hun b.la. sin bekymring for, at Vesten glemmer krigen, og det resulterer i en sejr til Putin: »Efter min mening venter de bare på, at I (Vesten red.) giver op. Og holder op med at støtte Ukraine. Og så kommer deres afgørende skud«.

I aften er der ingen, der glemmer krigen. Den hænger som en sort sky i rummet og giver anledning til opråb og handling. Da de fire damer træder ind på scenen igen for at give deres ekstranummer, er det iført de ukrainske farver. Et bifald lyder fra publikum, mens en QR-kode til at donere penge til et børnehospital i den ukrainske hovedstad Kiev dukker op bag dem: »Der er allerede 500 børn, der er blevet dræbt af den russiske hær. Vær

sød ikke at være ligeglad. Læs nyhederne.

Støt Ukraine«, siger Maria Alyokhina som en afsluttende kommentar, inden lyset igen tændes i salen, og vi er tilbage i Malmø.

Vi får et par reaktioner fra en af de fremmødte ved navn Frederik Larsen, som vi spotter iført en balaclava - Pussy Riots ikoniske mundering: »Jeg er fuld af energi. Jeg har lyst til at gå ud og lave noget aktivisme«, fortæller han.

Ruslands forbudte stemmer Når man står her indenfor en armslængde af punk-kollektivet, kan det være nemt at glemme, hvor alternativ en virkelighed de egentlig lever i. Fængselsdomme, husarrest og forgiftningsforsøg er alle farer, som truer medlemmerne i deres daglige liv. Det har en stor personlig pris at leve i opposition til det

Frederik Larsen har fulgt Pussy Riot i mange år, og er taget fra Aarhus for at overvære dem live for første gang.

SAMFUND 5

OKTOBER 2023 russiske regime, hvilket gør, at de færreste russere er udtalte omkring systemkritiske holdninger. Iblandt publikum møder vi Kendra Valgreen, som mener at aftenens show også er en stemme for netop dét fortiede Rusland: »Jeg tror mange glemmer, at mange russere også er ofre i den her konflikt. Pussy Riot er ligesom et eksempel på, at der er russere som også er gidsler af staten i det her«, udtrykker Kendra Valgreen.

Helt tydeligt bliver det i den sidste del af aftenens optræden, da koncertsalens bagvæg pludselig oplyses af utallige ansigter og navne. Alexey Gorinov, Vsevolod Korolev og Olga Smirn er bare nogle af de personer, der tillægger konsekvenserne et menneskeligt ansigt. De er alle politiske fanger, som sidder fængslet for at ytre modstand mod det russiske regime.

Tilbage i 2022 måtte Maria Alyokhina også se sig nødsaget til at flygte fra en daværende husarrest. Forklædt som et pizzabud lykkedes det hende at undslippe til Europa, hvor hun nu har fået opholdstilladelse i Island. Dette ændrer dog ikke på hendes tilhørsforhold samt ønske om en dag at kunne vende hjem.

Noget hun udtrykker meget klart, da LIXEN sætter hende stævne efter aftens show. »Jeg er russer. Selvfølgelig er jeg russer.

Jeg repræsenterer et Rusland«, lyder det bestemt fra Maria Alyokhina.

Maria har netop signeret aftenens sidste bog. Fra hendes lyse krøller falder der stadig dråber, efter hun gennemvædede sit hår på scenen. Hun underretter os om, at hun har et interview om syv minutter og derfor meget lidt tid. Ja, arbejdsdagen er åbenbart langt fra slut for Pussy Riot, som ellers lagde en energiudladning af dimensioner på scenen for bare få minutter siden. Vi vil dog meget gerne have hendes personlige besyv på, hvad hun ønsker publikum tager med fra deres politiske optræden: »Vi vil have, at folk skal høre vores historie om den politiske undertrykkelse, der foregår i Rusland. Samtidig skal de tænke på deres eget land og deres egne rettigheder«.

Pussy Riot har været klare i spyttet. Denne

kamp må ikke forlade vores synsfelt, for så snart Vesten sænker foden fra speederen, står Putin klar til at udnytte det.

Riot Days touren fortsætter året ud med 22 shows i Nordamerika, hvor de fortsat vil sprede selv samme budskab i kampen for et vestligt opgør med Putins Rusland.

Jeg er fuld af energi. Jeg har lyst til at gå ud og lave noget aktivisme FREDERIK LARSEN Pussy Riot-tilhænger

Olga Borisova gennemvæder publikum mens Maria Alyokhina hælder vand i eget hår som et segment i deres optræden.

Dig og fagforeningen:

Stressrådgivning

Det bør ikke ske. Det må ikke ske. Men det sker. Alt for ofte. Som studerende kan det til tider blive for meget og man mærker symptomer på stress eller overbelastning. Vi står altid klar til at hjælpe.

Ring hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Bliv medlem på journalistforbundet.dk

@stinestregen

6 KULTUR

OKTOBER 2023

Tilbage til Ateliererne Utilbørlighedsloven afslører, at regeringen ikke har forstået, hvad kunst betyder for demokratiet, lyder kritikken fra Augusta Atla. Bjørn Nørgaard stemmer i: »Kunsten er gået ud i det offentlige rum for lang tid siden.« Af: Lucas Harder Anderschou Foto: Augusta Atla

D

a kunstner Augusta Atla i slutningen af september arbejdede på nogle nye collager, forstod hun, at hendes kunstvirke havde forandret sig. Pludselig var det som om, at hun ikke kunne lave et værk uden Bibelen. Det ville næsten føles som pyntekunst, og sådan havde hun aldrig tænkt om sin praksis før.

Regeringens lovforslag om at forbyde utilbørlig behandling af genstande “med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” var rykket ind i hendes arbejde. Lovforslaget blev præsenteret som et svar på sommerens koranafbrændinger foran udenlandske ambassader. Men forslaget - som det ser ud ved Lixens deadline - rammer bredere end den såkaldte “nålestiksoperation”, regeringen i første omgang lagde op til. Loven sigter mod alle, der måtte ytre sig, også kunstnerne. Augusta Atla betragter det som ”et nyt censurelement”, der giver magten tilbage til religionerne. »De grupperinger, der står og opildner til had – lad os sige, det er en håndfuld mennesker – de er fuldstændig bittesmå fisk i et kæmpestort demokratisk hav. Det her er en meget mere grundlæggende debat,« siger hun til Lixen.

Justitsminister Peter Hummelgaard har udtalt til Ritzau, at loven bliver genfremsat i en revideret udgave i slutningen af oktober. De to eneste partier uden for regeringen, som støtter et lovindgreb, Alternativet og De Radikale, har tidligere foreslået at ændre linjen om kunsten. Men kulturlivets hårde reaktioner har ikke fået regeringen til at gentænke kunstens grundlæggende rolle i loven. Lovens brede formulering skal nemlig undgå “en situation, hvor Rasmus Paludan i morgen springer ud som performancekunstner”, forklarede justitsministeren i DR-podcasten Slotsholmen i september.

I skrivende stund er den reviderede udgave ikke blevet offentliggjort. Men Augusta Atla støtter heller ikke loven, hvis den undtager kunstneriske ytringer. »Det vil jeg ikke gå med til under nogen omstændigheder. Kunst er også politisk, så det er noget værre tosseri. Man kan ikke adskille kunst og Augusta Atlas installation “Ver Sacrum”. Bestående af metalkar, bøger, græske bibler, marmor, vand og pigment.Viborg politik.« Kunsthal, 2016. Foto: Augusta Atla.

Mal, hug, tegn I 1970 fremførte kunstner og billedhugger Bjørn Nørgaard sin berømte aktion Hesteofringen på en mark i Kirke Hyllinge. En hest blev slagtet og fyldt på syltetøjsglas, mens Ekstra Bladets udsendte tog billeder til avisens spiseseddel. I filmen kan man se en kvinde bære på et kors. Også Bibelen indgår i aktionen.

Bjørn Nørgaard er kendt for at udfordre religion i sine værker. For eksempel står han bag en skildring af den sidste nadver i Christianskirken i Fredericia, hvor halvdelen af disciplene er kvinder. »Vi lever ikke længere i et liberalt demokrati.

Vi lever i en konkurrencestat. Den kommercielle frihed står over både den kunstneriske og den almindelige ytringsfrihed. Det lyder meget pænt med rigets sikkerhed, men det man reelt forsvarer, er virksomhedernes muligheder for at tjene penge og eksportere til de her lande,« siger Bjørn Nørgaard til Lixen på en telefonlinje fra Møn.

Justitsministeriet har oplyst til Politiken, at

kors og davidsstjerner ikke betragtes som hellige genstande. Katolske krucifikser - figurer med den lidende Jesus på korset - er til gengæld omfattet af den nye lov. Juraprofessor på Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller understreger i en mail til Lixen, at der formentlig vil blive “pudset lidt på forslaget”. Men sondringen mellem kors og katolske krucifikser er ikke overbevisende, siger han.

Bjørn Nørgaard mener, at forslaget peger på et gammeldags kunstsyn. »Jeg bemærkede, at justitsministeren udtalte, at det berørte jo ikke, når kunstnerne malede, huggede i sten og lavede tegninger,« siger han med henvisning til fremlæggelsen af forslaget, hvor Peter Hummelgaard opfordrede kunstneren Firoozeh Bazrafkan til at finde en anden måde at kritisere det iranske præstestyre end at skænde koranen. »Kunsten er gået ud i det offentlige rum for lang tid siden. Derfor kan man ikke jage kunstnerne hjem i atelieret,« lyder det fra Bjørn Nørgaard.

Vi lever ikke længere i et liberalt demokrati. Vi lever i en konkurrencestat. Den kommercielle frihed står over både den kunstneriske og den almindelige ytringsfrihed. Det lyder meget pænt med rigets sikkerhed, men det man reelt forsvarer, er virksomhedernes muligheder for at tjene penge og eksportere til de her lande.”

BJØRN NØRGAARD Kunstner Augusta Atla står bag flere værker, der forholder sig kritisk til religion, og havde i 2016 en installation hos Viborg Kunsthal, hvor hun lagde græske bibler fra den ortodokse kirke i blød i vand

og pigment. Loven afslører, at regeringen ikke forstår, hvad kunst betyder i et demokrati, mener hun. I stedet er den reduceret til en sektor i samfundet, man kan flytte rundt i forhold til, hvad der er bekvemt.

Får vi så ikke bare andre forslag i fremtiden, der også kommer til at underminere kunstens autonomi? »Jo, altså hvis det her viser, hvor ignorante de er i forhold til, at kunsten er et instrument i et fungerende demokrati – og det har den været i 100 år og især siden 2. verdenskrig – så kan det da virkelig gå hurtigt ned ad bakke.« Lov mod idioter Augusta Atla er åben for ideen om en midlertidig lov, der for eksempel vil gøre det ulovligt at brænde bøger. Antidemokratiske bevægelser har gennem historien brugt den type aktioner til at undertrykke kritiske idéer. Den katolske kirke brændte jødiske manuskripter i 1400-tallet, og i samme periode blev kunstneren Sandro Botticellis sekulære værker tilintetgjort. I 1980’erne blev Salman Rushdies roman ”De Sataniske Vers” ligeledes brændt.

De grupperinger, der står og opildner til had – lad os sige, det er en håndfuld mennesker – de er fuldstændig bittesmå fisk i et kæmpestort demokratisk hav. Det her er en meget mere grundlæggende debat.”

AUGUSTA ATLA Kunstner Hvorfor mener du, at vi alligevel skal tage det hensyn? »Du spørger i virkeligheden: Hvorfor gør man ikke bare ingenting, står på mål ligesom Macron (Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, red.) og opruster sikkerhed, terrorefterforskning og PET. Og så bruger man lige 100 milliarder på det?« omformulerer hun Lixens spørgsmål. »Det synes jeg også er en løsning. Politiet har jo i forvejen hjemlen til at stoppe de her grupperinger, men det her beviser jo bare, at de ikke er dygtige politikere.« Bjørn Nørgaard mener, at loven i sit udgangspunkt er håbløs. »Selvom de laver den her lov, får buret et par kunstnere inde og straffet nogle journalister, vil der stadig være idioter. Og de vil stadig gøre et eller andet idiotisk. Og så skal man lave en ny lov, som omfatter de idioter. Det er en misforståelse at tro, at man på den måde kan sætte skel mellem tåber og almindelige mennesker.«

KULTUR

OKTOBER 2023

7

Mattias Kolstrup ugiver album i eget navn: »Det er allerede en kæmpe succes, for hold kæft, hvor har det været fedt at lave.« Af: Emma Elisabeth Hansen

V

ejen hen til Mattias Kolstrup er ikke den nemmeste at finde, hvilket egentlig kun gør det mere punk. Man skal gennem en mere eller mindre skjult opgang, hvor lugten af bajere bider bidsk i næsen.

Måske den kommer fra supermarkedets flaskeautomat, som man skal passere på vejen til de hemmelige lokaler. På allerøverste etage står den nyudsprungne soloartist og venter. De gyldne lokker er ikke til at tage fejl af - han ligner sig selv.

Mattias Kolstrup er 35 år gammel, oprindeligt fra Skive og så kender de fleste ham nok bedst fra tiden som forsanger i bandet Dúné.

Bandet var aktuelt i hele 17 år, men gik i opløsning i 2018. Bruddet havde ligget og luret i noget tid, og Kolstrup reflekterer således over optakten dertil: »Set i bagklogskabens lys, var den kreative energi udtømt imellem os, og jeg var blevet temmelig apatisk i hele den proces der, og overlod meget ansvar til de andre. Når jeg lavede musik, var det lidt som om, at det lige skulle overstås, så jeg kunne komme videre og gøre noget andet«.

Selvom Dúné kommercielt set peaker, bliver beslutningen om et brud stadig ført igennem. Sidste koncert bliver afholdt i Store Vega, og især ét minde står stadig soleklart i den tidligere forsangers hukommelse: »Jeg kan bare huske at sidde backstage efter den sidste koncert helt alene. Jeg kunne høre hvordan de andre festede ovenpå, og jeg sad bare dernede i sofaen, og var sådan, det var bare det helt rigtige, og samtidig den der now what?«

Jeg havde mange problemer med min stemme efter alle de år, og skulle faktisk lære at synge igen, og på samme tid lære at være en soloartist og ikke have sine bandkammerater at læne sig opad.

Under corona udgiver Mattias Kolstrup to mini-albums under navnet Liberty. Først “Haven’t Felt This Great Since 1988” i 2020, efterfulgt af “Moon Child Set On The Sun” i 2021. »Første plade udkom midt under corona, og endte med, at være det her coronaprojekt, hvor jeg et eller andet sted lærte at være soloartist. Samtidig gik det op for mig, hvordan jeg havde lyst til – og ikke havde lyst til at lave musik«.

Han beskriver det som en vigtig del af den frigørelsesproces, som han selv kalder den, der har ledt op til i dag at kunne bruge sit borgerlige navn som kunstnernavn. »Jeg havde ikke nogen sange eller nogen idé om, hvordan min musik skulle udfolde sig, og det har taget lang tid at genfinde den der ægte kærlighed og den leg, der er i musik«.

Problemer med stemmen I slutningen af tiden i Dúné får den vovemodige vokalist svære udfordringer med

crazy outrageous selv, med stil og power«.

Musikverdenen er i dag meget præget af en kultur, hvor der bliver udgivet singles på stribe. På samme tid er det ikke længere så ofte vi møder et helt sammenhængende album, der ikke ‘bare’ er en samling singles med et par enkelte ‘fyldnumre’. Mattias Kolstrup forklarer, at han i sit nye album forsøger at bryde med den kultur. »Jeg har virkelig insisteret på at lave et album i en tid, hvor det er underligt at lave et album«.

Og man må i den grad sige, at det er et album, der på mange måder sparker røv, og ikke bare er en samling af singles, men faktisk er et sammenhængende værk. Det lynhurtige og legesyge synthpop-univers afspejler virkelig Mattias Kolstrups genfundne kærlighed til musikken.

Det er som om vi besøger en form for scifi galakse, hvor Lars Mikkelsen er guden, der taler til os ved den brændende to(r)nebusk, og Mattias Kolstrup er englekoret, der tryllebinder os med sine himmelske popnumre og mageløse vokal.

Jeg kan bare huske at sidde backstage efter den sidste koncert helt alene. Jeg kunne høre hvordan de andre festede ovenpå, og jeg sad bare dernede i sofaen, og var sådan, det var bare det helt rigtige, og samtidig den der now what?

Mattias Kolstrup i hjørnet af sit ‘rockstjernekontor’. Foto: Emma Elisabeth Hansen stemmen, og må gå helt back to basics og lære at synge igen. »Jeg havde mange problemer med min stemme efter alle de år, og skulle faktisk lære at synge igen, og på samme tid lære at være en soloartist og ikke have sine bandkammerater at læne sig opad«.

Mattias Kolstrup forklarer, at det faktisk har været sundt for ham at skulle face sine stemmeproblemer. »... altså fordi det på en eller anden måde skyder luftkastellet ned - jeg er forsangeren i Dúné. Jeg er vigtig«.

Selvom det på mange måder river gulvtæppet væk under en, når ens vigtigste instrument går i stykker, har sangeren dog en enkelt indrømmelse. »Jeg kan faktisk bedre holde ud at lytte til min stemme, end jeg kunne før«.

Lyshastighedens legende vender tilbage Vi er i det bagerste lokale. Til højre står der

en computer i et virvar af forskelligt musikudstyr og synthesizere. Men der er noget der gemmer sig i hjørnet. Det er nok det mindste inventar i rummet - men uden tvivl det med størst betydning. Det er guldpladen, Dry Lips, fra Dúné-tiden, indrammet og højst sandsynligt med stor affektionsværdi for den garvede musiker. Et ægte rockstjernekontor. Iblandt instrumenterne og minderne står en sofa.

Her sidder Mattias Kolstrup. Han ser tilfreds ud, for fredagen inden vores samtale, har han udgivet sit helt eget album; Return Of The Light Speed Legend.

En ‘Light Speed Legend’, er måske ikke lige en karakter, man er stødt på før, så han hjælper selvfølgelig lige med at tegne et billede for os. »Det er et alter ego på en måde. Hvis jeg piller huden af, så kommer den her guldperson ud. Det er i virkeligheden bare symbolet på den her frygtløse skabelse. At man kan manifestere det ind i sin virkelighed, og har lyst til at inspirere folk til at være deres mest

Og ja, du hørte rigtigt. Lars Mikkelsen er virkelig med på albummet. Med sin dragende fortællerstemme speaker han os ind i galaksen, hvor knivskarpe og stilede powernumre som Glam og King Of The Universe, overbeviser lytteren om, at Mattias Kolstrup er tilbage med lynets hast. Han har genfundet sig selv, og dette sprudlende album sætter rammen for den musikalske ilddåb af det nyfødte alter ego. Dette alter ego er ifølge sangeren selv ikke så langt fra hans virkelige jeg. »Jeg har virkelig prøvet at lære at frygtløst følge min intuition, når jeg lavede musikken og coveret, og når jeg har tænkt - ej, er du ikke lidt for meget, når du maler dig selv guld?

Det virker sindssygt teatralsk, men det er faktisk bare helt vildt meget mig«.

Altid Mattias Kolstrup Det er tydeligt at mærke på den rutinerede musiker, at overgangen til at blive soloartist har været en lang, men lærerig proces. »Ligemeget hvad jeg foretager mig, er jeg Mattias Kolstrup, så derfor bliver det også mere personligt«.

Den stilede superstjerne sætter sig på kanten af sofaen og slutter selvsikkert: »Jeg har været vant til, i mange, mange år, at folk omtalte mig som Mattias fra Dúné, og det er bare en del af den måde folk anskuer mig på, og det velkommer jeg«.

8 HVABEHAR?

Oktober 2023

Undskyld TV 2, men HVABEHAR? Ligesom Yahya Hassan, da han i en TV 2-udsendelse i 2015 blev spurgt om, han var i stand til at “lytte”, og med et let smil på læben svarede “hvabehar?”, gør vi her på LIXEN det samme, når vi med et glimt i øjet stiller TV 2 spørgsmålet, HVABEHAR?

Af: Alex M. A. Horan Ilustration: Ann Sofie Bay Bertmann

T

ilbage under starten af Europas nye krise, krigen i Ukraine, kunne den danske befolkning i en visual storytelling-artikel på TV 2 løbende holde sig opdateret om krigens udvikling helt frem til d.

23. august 2022, hvor artiklen blev opdateret for sidste gang. I artiklen forsynede TV 2 os med data over ukrainernes og russernes fremskridt, tilbagetog og kampe. Det lignede et velresearchet stykke journalistik, men læste man lidt videre, var der en statistik over de ukrainske flygtninge, og hvordan de fordelte sig i Europa.

“Samlet antal flygtninge: 19.080.271”, stod der, da jeg først læste artiklen.

“Hvabehar?” var min første tanke, selvom jeg også tænkte, at tallene jo måtte være rigtige, når de nu kom fra et af landets største medier. Eller hvad? Efter en internetsøgning gennem FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, kunne jeg konstatere, at TV 2’s tal var ret så fejlbehæftet. For blot en måned og ni dage før TV 2’s sidste opdatering af artiklen, d. 13. juli 2022, lå antallet af ukrainske flygtninge, der havde fordelt sig i Europa, på 5.8 millioner. Et enormt højt tal, bare ikke højt nok til TV 2.

Selv så sent som d. 31. januar 2023 lød tallet på 8.046.560 millioner flygtninge i Europa – altså slet ikke i nærheden af de 19 millioner flygtninge, som TV 2 nævnte. I dag er tallet i øvrigt faldet til 5.828.000 ukrainske flygtninge i Europa og 369.200 i resten af verden.

Hvor kom TV 2’s 19 millioner “flygtninge” så fra? Jo, nu skal I høre. TV 2 havde ikke fat i en statistik over ukrainske flygtninge, men derimod grænseovergange. Det vil sige, at en hvilken som helst person kunne krydse den ukrainske grænse og tælle som “flygtning”, og

krydsede denne person grænsen flere gange, vil personen tælle som flere flygtninge i TV 2’s statistik.

Men for at være helt ærlig, har jeg ingen anelse om, hvor TV 2 rent faktisk fik deres statistik fra, for det stod ikke nævnt i artiklen. Eksempelvis, d. 22. august 2022, stod der blot ”Data hentet 22. august, 19:10”, samt at kilden til det grafiske kort var “New York Times”. Det skal endvidere siges, at selvom

artiklen som sagt sidst blev opdateret d. 23. august 2022, blev statistikken over grænseovergange fortsat opdateret og nåede først op på 19.080.271 i løbet af februar 2023.

Vi havde unægteligt stået i en langt større flygtningekrise, hvis knap halvdelen af den ukrainske befolkning havde fordelt sig på tværs af kontinentet. Det er en underdrivelse at sige, at artiklen gav danske læsere noget af et forvrænget virkelighedsbillede.

D. 3. marts 2023 gjorde jeg TV 2 opmærksom på fejlen i en e-mail. Jeg fik aldrig svar, medmindre man tæller det automatiserede e-mail-svar som korrespondance. TV 2 har dog ændret fejlen, omend på en lidt alternativ, uortodoks måde, jeg næppe havde forventet. Nu står der nemlig: “Samlet antal grænseovergange: 19.080.271” Godt nok er statistikken nu korrekt, men man kan klø sig i nakken over, om denne statistik har nogen som helst relevant information knyttet til sig. Og en lille søgning på WayBack Machine, som er et online arkiv, der på tilfældige intervaller gemmer en hjemmeside, kan man snildt gå tilbage til dengang, TV 2 mente, at det var det samlede “antal flygtninge”, statistikken dækkede over.

Det skal siges, at hvis man den dag i dag går ind på artiklen, står der ”Data hentet d. 6. marts, 13:10”, hvilket jeg må gå ud fra er tre dage efter, de modtog min e-mail og efterfølgende ændrede “flygtninge” til “grænseovergange”. Selve statistikken er de også holdt op med at opdatere, og artiklen er nu i en form for limbotilstand.

Vi lader tvivlen komme TV 2 til gode – dette må have været en såkaldt “brain fart”, mangel på faktatjekkere eller blot tidspres, der har givet anledning til disse fejlfakta.

LIXEN har forsøgt at kontakte TV 2 og holdet bag denne visual storytelling-artikel. Dog, ligesom sidste gang, blev vi mødt af blot et automatiseret e-mail-svar. Efterladt i en suspenderet monolog, må vi kaste spørgsmålet ud:

Billedet er hentet fra WayBack Machine (web.archive.org), som er et online arkiv, der jævnligt gemmer hjemmesider, og viser TV 2’s statistik fra d. 22. august 2022.

Undskyld TV 2, men HVABEHAR?

JONAS RISVIG

OKTOBER 2023

PORTRÆT

»Jeg foretrækker, hvis ikke det er et krav, at i hvert fald én af mine skuespillere, selv skal have emnet, f.eks. spiseforstyrrelse, tæt inde på livet, hvis de ikke selv lider af det«

9

10

PORTRÆT

OKTOBER 2023

»Jeg pitchede min nye biograffilm ved at sige, lad os lade vær med at lave en biograffilm« Filminstruktør Jonas Risvig opererer med en bred palette af journalistiske metoder, når han skal fremtvinge det autentiske i sine serier og første kommende spillefilm.

Af: Josephine Hartvig Foto: Christian Torp & Søren Lynggaard

N

ysgerrig og selektiv »I er ikke inviteret - I må gerne være her, men I er ikke inviteret«. Sådan beskriver Jonas Risvig sin fængende intro til serien Salsa, om to søstre, der i sine unge sabbatår skal navigere i sin seksualitet, veninder og angst. Det er nemlig helt bevidst, at serien indleder med en kort musikvideo af unge, der euforisk svinger hoved og håndtegn til tonerne af Kesi. »Grunden til at Salsa starter som en musikvideo af pigerne, der synger med på et kesi-nummer på Enghave Plads, er for at fortælle mine forældre, at det her skal de ikke forstå«.

En lørdag eftermiddag i sensommersolen på en lille rustik hjørnecafe med vinduesudsigt til Enghave Plads træder en mørkskægget mand med en hoodie ind. Han bestiller en danskvand ved siden af sin isamericano. Tilbagelænet og med ro i stemmen giver han ud af sine bedste råd, der alle bunder i et af hans mest dybe karaktertræk... nemlig nysgerrighed.

Nysgerrigheden til at drible ind og grave i ungdommens facetter, kommer til ham fra alle kroge af sit eget liv. Selv til familiesammenkomster vælger Jonas, der i øvrigt er i gang med sit 29. leveår, ikke at alliere sig med sine jævnaldrende. I stedet lader han sig inspirere af de unges livsfilosofi, der kredser om

sine kollegaer. liv eller død. »Der er mange instruktører, der ikke er »Min kæreste snakker med mine ældre sammen med deres skuespillere, men jeg fætre om politik og arbejde, men jeg er mest bruger hele aftenen på at opsnappe præcis, interesseret i at høre, hvorfor min yngre hvad de synes er fedt ved manus, og hvad de kusine og hendes veninde ikke er veninder synes er mindre fedt«. længere«.

Arbejdstiden for Jonas og hans skuespillere Svaret kommer bag på Jonas. starter nemlig lang tid før kameraerne ruller. »Hun talte for meget om sig selv«, siger Der bliver brugt tid på at finde de helt rigtige Jonas, mens han understreger, hvor inspirremedier, som skal erende den sort/hvide danne rammerne om verdensopfattelse, som det miljø, de unge skal unge mennesker har, er. trives i, når optagelsSvaret vander en lille erne begynder. spire, der senere skal »Jeg finder ligesom gro sig fast om ideen til Der er aldrig nogle af mine sin næste serie. ideer, der er bedre end ud af, hvorfor og hvor, vi holder fest - og så Spiren skal nurses, mine skuespillere er det de unge, der plejes, vedligeholdes og indretter rummet. De udfordres, før den bliver bestemmer, hvem der sendt ud til det tildelte skal med, og hvilken musik, der skal spilles«. publikum. Her finder Jonas paletten frem, Serien Salsa bygger blandt andet på en rækder indeholder forskellige greb og sceniske ke workshops med unge i sabbatsårsalderen, elementer, der alle er med til at fremtvinge der alle kom med input til, hvordan man den autenticitet, der for ham er et bestræbedst muligt skulle lave en serie om sex, hvor belsespunkt. ideen om datingappen ‘Drift’ blev skabt. En app, hvor formålet var at rate sine sexpartneKildehåndtering, interviewteknik og re efter samleje. research Når miljøet er fastslået, rammerne sat fuldEt gentagende karaktertræk for Risvigs seristændig på plads, skal skuespillerne plottes er er den fiktive autentiske kontrakt, der opind. Castingprocessen er alfa omega, når hisstår mellem seer og skuespiller. En sandfærtorien skal vækkes til live. dighed, der i mange år har været gemt under »Jeg foretrækker, hvis ikke det er et krav, at tæppet i ungdomsgenren. Jonas giver selv et i hvert fald én af mine skuespillere, selv skal bud på, hvorfor han skiller sig ud i forhold til

have emnet, f.eks. spiseforstyrrelse, tæt inde på livet, hvis de ikke selv lider af det«.

Det kan være svært at arbejde med unge, der er i en sårbar fase af deres liv, og samtidig fremprovokere en ellers gemt side af dem selv. Derfor går Jonas meget op i at vælge skuespillere, der både har et godt bagland, men som samtidig kan skelne mellem deres fiktive karakter og deres personlige jeg. »Det er ikke altid dem, som vil det mest og som er klar til at lægge alt til side for rollen, som er den rette«.

I arbejdet med sårbare kilder og unge går Jonas dybt ned i processen under og efter optagelserne. »Vi har et stort sikkerhedsnet, hvor der både er psykologer, intimkoordinatorer og ungeansvarlige, der er med til at styrke de unges trivsel«.

Stikker blev i 2020 udgivet som et børne-

og ungdomsshow på DR Ultra. Serien centrerer sig om karakteren Gio, der har fået delt en pinlig video af sig på Instagram-profilen. Nu går spørgsmålene så på, hvem der har startet profilen.

Centrum blev udgivet i foråret 2020 under corona-epidemien. Det var en YouTube-serie, der udfolder sig i 22 episoder, hvor man følger Luna og Agnes’ venskab i en tid, hvor nærvær ikke er nemt.

PORTRÆT

OKTOBER 2023

Fra virkelighed til fortælling Ethvert menneske oplever en skelsættende oplevelse, der vender op og ned på verdensopfattelsen. Jonas’ blev krøllet sammen, revet fra hinanden og smidt tilbage sammen igen, da han i 2020 udgav serien ‘Stikker’ på DR Ultra. En serie, som det unge publikum tog imod med tomatkasteri og buh-lyde. Det tvang den ellers populære instruktør tilbage til tegnebrættet, hvor der skulle tegnes nye linjer på papiret. »Under corona, da vi lavede Centrum, så jeg, hvor lidt jeg behøvede at komme med, før at de unge mennesker tog bolden og løb med den - her gik det op for mig, at jeg skal skyde bolden op i luften, og så skal jeg sørge for, at vi bliver inden for banen«.

Hele miseren bragte en ny tilgang til den kreative proces. Her lærte Jonas, at man ikke altid skal have planlagt alt ned til mindste detalje, men lade sig rive med i sine omgivelser.

Noget han har pointeret en gang eller to til journalisterne på DR. »Jeg besøgte Aftenshowet til et interview på et tidspunkt. Her kunne jeg mærke, hvor forberedte de var med spørgsmål og det hele.

Og nogle gange behøver alt ikke være planlagt. Det lærte jeg med ‘Stikker’«.

Den kreative proces er kun god indtil den ikke er god mere. Derfor har Jonas ikke et

facit, men et skelet der skal sættes kropsdele på løbende. Her inddrager han inspiration fra sine skuespillere og følgere på de sociale medier. »På en eller anden måde hiver jeg ting fra virkeligheden og sætter dem sammen til en fortælling«.

Men selvom det autentiske sker med udspring i inspirationer fra virkeligheden, er det langt fra det bærende element. Jonas benytter sig nemlig også af input fra sine skuespillere.

Lidt ligesom en slags sparringspartnere. »Der er aldrig nogle af mine ideer, der er bedre end mine skuespillere« Her understreger Jonas, hvordan han adskiller sig fra sine kollegaer. Samtidig opfordrer han også andre til at tænke ud af boksen og ikke være så fastbesluttet på en historie, vinkel eller et verdensbillede. Den bedste ide opstår sjældent ved at opfinde den dybe tallerken. »Sæt dig der, hvor der er mange mennesker, og lyt. Hvis alle så snakker om EM, så lav noget om det, men gør det på den fede måde. Vælg den skæve vinkel«.

Livsfilosofien om at vælge den skæve vej og alternative rute fremad. Netop dét, har bragt ham, hvor han er i dag.

Et tomt glas med halvsmeltede isterninger

står nu tilbage, da sensommerens eftermiddagssol så stille kolliderer med horisonten ved Enghave Plads. Små enkelte solstråler titter ind af vinduet. I tavshed sidder vi og aflæser hinandens sidste kommentar, inden arbejdsdagen er ovre for mig, mens hans blot lige er begyndt. Jonas afslutter sidste anekdote af interviewet med et smørret smil og kommentaren: »Jeg pitchede min nye biograffilm ved at sige, lad os lade vær med at lave en biograffilm«.

11

Sæt dig der, hvor der er mange mennesker, og lyt.

Hvis alle så snakker om EM, så lav noget om det, men gør det på den fede måde. Vælg den skæve vinkel

12

KRIMI

OKTOBER 2023

Stine Bolther: »Hvis man gemmer sig bag et synonym eller en telefon, skal man ikke lave krimijournalistik« Af: Emilie Broe Pedersen og Anna Mosbjerg Madsen Foto: Emilie Broe Pedersen og Anna Mosbjerg Madsen

S

tine Bolther sidder tilbagelænet med benene over kors i et hvidt og minimalistisk arbejdslokale, der på mange måder står i kontrast til hendes karriere. »Det er ikke så tit, folk gætter, at en med lange, kunstige negle, lyst hår og høje hæle er krimireporter«, siger hun og holder øjenkontakten. Selvom Stine Bolther, efter egen mening, ikke ligner den gængse krimireporter, har det altid ligget i kortene, at hun skulle den vej. »Under min tid på månedsbladet Chili var det altid de lyssky emner, jeg bragte op: Falskmøntneri eller hæleri«.

Krimireporter er blot en af mange titler, hun bærer rundt på til daglig. Selv har hun svært ved at huske dem alle og må finde sin Instagram-profil frem for at genkalde dem: »Jeg arbejder som selvstændig. Du kender mig måske også som forfatter, podcaster, krimireporter og TV-vært på Kanal 5, TV3 og Ekstra Bladet«, læser hun op fra sin selvskrevne biografi. Foruden dét er hun også kone og mor.

Vi må ikke oplyse, hvilken by, Stine Bolther er fra. Det er af en særlig grund: »Fordi jeg er krimireporter, har jeg altid haft hemmelig adresse. Man ved jo aldrig, om man bliver uvenner med dem, man interviewer«, fortæller hun. På trods af dette forbehold, sætter Stine Bolther en ære i at stå på

mål for sin journalistik: »Jeg går meget op i at kunne se folk i øjnene bagefter. Derfor går jeg også op i at stå frem med navn og telefonnummer, så alle kan få fat i mig, hvis de har behov for det«, slår hun fast og tilføjer, at hun altid hellere vil gå i dialog med en kilde, der føler sig uretfærdigt behandlet end at gemme sig. »Gennem tiden har jeg stødt på mange andre krimi-reportere, der var nervøse - hvad sker der nu, hvis jeg skriver det her, og skal jeg egentlig have en byline på?«. Til dette har Stine Bolther et særligt budskab: »Hvis man gemmer sig bag et synonym eller en telefon, skal man ikke lave krimijournalistik«.

Det er ikke så tit, folk gætter, at en med lange, kunstige negle, lyst hår og høje hæle er krimireporter

Med livet som indsats?

Det er sent på aftenen, og det kulsorte mørke har sænket sig. Det eneste lys er fra stjernerne, og det er derfor umuligt at se, hvad der omgiver en. Stine Bolther er taget med sin

fotograf ud til en bande i Køge for at lave et interview om en konflikt. Et stykke væk fra bilen har fotografen sat lys op og trukket flere ledninger.

Interviewet går sin gang, men pludselig bliver tonen skarp og gennemborende. »Vi viser dem en video med indhold fra den rivaliserende bande og beder dem om en kommentar. Så råber de: »I skal fucking skride! Jeg kunne mærke, at det skal vi vist«, fortæller Stine Bolther. Hun bevæger sig ud mod bilen, der holder parkeret i mørket. På det tidspunkt er fotografen

ved at hente lys og ledninger. »De bliver lidt nærgående og faktisk sådan lidt…« Stine Bolther holder en pause for at trække vejret, inden hun fortæller videre: »eg tænkte, at det her godt kunne udvikle sig til et overgreb eller lignende.Jeg sætter mig ind i bilen og tænder lygten«.

Fotografen er endnu ikke vendt tilbage med udstyret. Derfor sidder Stine Bolther alene i bilen. Da bilens lygter tændes, bliver hun mødt af en mur af mennesker stående foran bilen: »Så står der omkring 50 bandemedlemmer.

KRIMI

OKTOBER 2023

Jeg har bare ikke kunne se dem. Den ene af dem står med en lille maskinpistol foran sig. Fotografen er endelig vendt tilbage til bilen og med dyb alvor ser Stine Bolther sin kollega i øjnene: »Vi kører, og det er lige nu!«.

Det er bare én af mange historier, Stine Bolther kan fortælle om den mere nervepirrende del ved at være kriminalreporter. Hun understreger dog, at det ikke er en hverdagsting at havne i sådan en konfrontation med sine kilder. Selvom Stine Bolther har oplevet mange sager af den kaliber, er det alligevel sager om færdselsuheld, der rammer hende mest.

Så råber de: I skal fucking skride! Jeg kunne mærke, at det skal vi vist

At banke på døren efter en tragedie »Det kan ofte være svært at skulle ringe på hos nogen, der står i en situation, hvor man selv ville hade at blive interviewet«, fortæller Stine Bolther med alvor i stemmen.

Dog tvivler hun ikke selv på, at det er det rigtige at gøre. For som det står på hendes opslagstavle: »De skal altid have buddet. Man skal huske på, at det godt kan være, de også har noget, de gerne vil have sagt. Derfor skal de have tilbuddet om en fremstrakt mikrofon«,uddyber hun.

Stine Bolther kommer i tanke om en bestemt sag. »Der var en familietragedie, hvor en mand havde slået sin kone ihjel. Derefter havde han skudt hovedet af sig selv. Deres børn var ikke hjemme. Den yngste var lige blevet student, og de andre var lidt ældre.

Mine kollegaer interviewede naboerne, der fortæller, at konen netop har forladt manden, og at han ellers var en flink fyr. Da jeg selv sad og researchede på Facebook, kunne jeg tydeligt se, hvem deres børn var«, fortæller hun og fortsætter med en mere anspændt tone: »1, 2, 3, så sidder man og kigger på et telefonnummer, der blinker, og man ved, at det kun er 3 timer siden, de har mistet både mor og far«.

Grundet naboernes ellers positive udtalelser, valgte Stine Bolther at foretage opkaldet, hvilket skulle vise sig at være godt.

Den ene søn var netop kommet ud fra krisecentret på Rigshospitalet, men indvilgede alligevel i at komme med en udtalelse: »Jeg kan fortælle dig, at vores far har holdt os fanget i et psykisk og fysisk fængsel gennem hele min opvækst«, havde svaret lydt fra den anden ende af telefonen. I fællesskab blev de efterfølgende enige om, hvordan artiklen skulle se ud. »På den måde synes jeg, at han er et godt eksempel på, at selvom man står i en kæmpe krise, har man også et behov for at få sin historie fortalt«, konkluderer hun.

Med en papirblok som skjold I et job med mange facetter kan det for nogle godt være svært ikke at tage arbejdet med hjem. For Stine Bolther er det især sager, hun kan relatere til: »Selv synes jeg, at det er sværest, når det er sager, der kunne have ramt mig eller min familie - færdselsuheld eller tilfældigheder«. De mange år i bagagen som krimireporter har da også påvirket Stine Bolthers rolle som mor: »Kør opmærksomt«, er et hyppigt budskab fra Stine Bolther til sine børn, når de er på vej ud af døren: »Hold kæft, hvor har de hørt meget på det, så det er de rigtig trætte af«, siger hun grinende.

En anden type sag, der har sat sig i Stine Bolther, er Ubådssagen, hvor journalisten, Kim Wall, blev brutalt myrdet. En sag, der fyldte i medierne og ikke mindst for Stine Bolther og hendes kollegaer: »Jeg dækkede også Ubådssagen, og der brugte vi hinanden, os journalister. Det var måske særlig slemt for os, fordi vi jo allesammen var journalister. Vi kunne alle sammen have været i den situation”, fortæller hun lavmælt. »Jeg ville anytime have gået ned i den ubåd, fuldstændig uden at blinke«, tilføjer hun: »Sådan skal det også helst være. Men det var bare en ekstraordinær hård sag, og det var nogle ret voldsomme videoer, vi så i forbindelse med sagen«. Om sådanne sager, hvor indholdet kan have langt mere personlig betydning, mener Stine Bolther, at det er vigtigt ikke at blive for følelsesmæssigt involveret. Man er derfor nødt til at kunne slippe historien igen.

Indimellem er det sådan, man finder ud af, om man kan holde til at være kriminalreporter eller om man skal søge andre veje inden for journalistikken.

Et af Stine Bolthers vigtige redskaber, når hun er i marken og laver interviews, er papirblokken: »Det er altid godt at have en blok foran sig, fordi det virker som et skjold«, fortæller hun og uddyber, at man så signalerer over for sin kilde, at man er på arbejde. På den måde sættes rammen for, hvordan samspillet mellem kilden og journalisten skal være. Stine Bolther giver nemlig udtryk for, at nogle kilder kan have svært ved at respektere den grænse. Derfor er hendes bøn følgende: »Opbyg et godt netværk på begge sider af loven. Men bliv ikke venner med nogen af dem«.

1, 2, 3, så sidder man og kigger på et telefonnummer, der blinker, og man ved, at det kun er 3 timer siden, de har mistet både mor og far.

at bringe det hele.

Skriv det ned, kig det igennem og tænk: vil han eller hun kunne lide det bagefter? Vipersonen stadig kunne holde ud at læse det om 2 år? Man må passe på sine kilder, da de ikke nødvendigvis kan passe på sig selv. Nogle af dem er endda så sårbare, at de ikke aner, hvad de har sagt«.

Det er heller ikke nok at beskytte sin kilde mod offentlighedens mulige reaktioner. Man skal også gøre det overfor sin chef: »Chefen har intet forhold til kilden og vil ofte bare sige, at det er en pissegod historie, der skal ud«, fortæller Stine Bolther.

Generelt er ansvar et gennemgående tema i Stine Bolthers beretninger. Man skal tage ansvar for sine kilder, sine historier og sig selv som journalist. Man skal stille sig selv til rådighed

og være villig til at stå på første parket, når det hele brænder på. Samtidig skal man kunne nulstille hjernen og være forælder og ægtefælle, der ordner vasketøj og smører madpakker. For Stine Bolther er det vigtigt at dyrke de dele af tilværelsen, der ikke omhandler blå blink: »Jeg bager også boller til børnene, går tur med hunden og drikker champagne på en onsdag. På den måde prøver jeg at skabe en balance«. Alligevel har Stine Bolther svært ved at slippe sin interesse helt, når hun har fri: »Mens jeg bager boller, lytter jeg måske til en podcast omkring en massemorder i USA«.

Bolthers guide til: KRIMIJOURNALISTIK - Sæt dig i din kildes sted - Alle skal altid have buddet - Ha’ fakta på plads - Opbyg et godt kildenet på begge sider af loven - Lad være med at tro, at du ved, hvad kilden føler, ud fra deres ansigtsudtryk - Er der tale om en kriminel begivenhed eller bare en ulykkelig begivenhed?

Et erhverv med ansvar Det vigtigste, en journalist har, er et godt kildenetværk. Stine Bolther fremhæver især vigtigheden af at behandle sine kilder, som man selv ville ønske at blive behandlet. Dette gælder især sårbare kilder: »Lad nu være med

13

14

BLIKFANGET

OKTOBER 2023

»Vi er trætte. Men vi har ikke råd til at være trætte. Vi skal vinde« Kampen for et frit Ukraine og et Europa uden krig udkæmpedes med slagord, skilte og solidaritet. LIXEN var med i forreste geled i Vilnius, Litauen, da to demonstrationer fandt sted i forbindelse med årsdagen for invasionen af Ukraine.

Af: Sonny M. Kastberg & Alex M. A. Horan Foto: Alex M. A. Horan

Vilnius, 24. februar 2023. Årsdagen for den russiske invasion af Ukraine. Demonstrationen startede med taler, og endte i optog og slagsang gennem gaderne. “Slava Ukraini!” (på dansk Ære være Ukraine) blev der råbt, mens flag flagrede og skilte på litauisk, ukrainsk, russisk og engelsk blev holdt op over hoved og øre i den bidende februarkulde.

Etniske russere udgør 14% af Vilnius’ befolkning, og over halvdelen af Litauens samlede befolkning taler russisk. I nogle byer udgør den russiske befolkningsminoritet et flertal.

OKTOBER 2023

BLIKFANGET

Litauens fortid som en del af Sovjetunionen og den igangværende krig i Ukraine har sat præg på forholdet mellem etniske russere og litauere.

Litauen grænser ikke direkte op til Rusland, men den russiske enklave, Kaliningrad, samt Hviderusland. Afstanden mellem Kaliningrad og Hviderusland er blot 104 kliometer, hvor Litauen deler grænse med Polen.

Liz Zakutska (venstre). Nikita Gil og Rasa Taner (højre) er mødt op for at vise solidaritet med Ukraine.

Liz er selv ukrainer. Om det er kulden eller krigens rædsler, der har slukket gløden i hendes øjne, kan ikke afgøres. Halvt-opgivende fremstammer hun dog: »Vi er trætte. Men vi har ikke råd til at være trætte. Vi skal vinde«.

15

16

BLIKFANGET

OKTOBER 2023

Vilnius, d. 25. februar 2023.

Det russiske mindretal og russiske aktivister, der har måttet flygte fra Rusland, er alle mødt op for at vise, at selvom de er russere, så tager de afstand fra deres lands ageren. Udrustet med neutrale flag men værdiladede ord.

Ordene, der er russiske, udløser dog harme hos en ældre litauisk kvinde, der midt under en tale udbryder: »I BØR TALE UKRAINSK, IKKE RUSSISK!«

En beskadiget russisk T-72Bkampvogn fra østfronten i Ukraine, der for en stund har hjemme foran katedralen i Vilnius. Blot minutter senere gav kampvognen anledning til slagsmål, da en gruppe mennesker efterlod blomster på selv samme.

OKTOBER 2023

OPINION 17

Højere grundløn, færre skjulte pensionsgoder til vores folketingspolitikere, tak!

Af: Frederik Plank Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

V

ed du, hvad en politiker får i løn for at sidde i Folketinget? Det er der muligvis nogle få mennesker, der kan svare på, men for et ganske ordinært menneske er det simpelthen umuligt at finde hoved og hale i. Tiden er derfor inde til at få rettet lønnen til for de folkevalgte på tinge.

Lad mig starte med at slå fast med syvtommersøm, at jeg ikke argumenterer mod, at hele den nuværende løn- og pensionspakke er for lav.

En årlig løn på 1.252.000 kroner er selvfølgelig højt og en helt fair aflønning, men det er værd at bemærke, at grundlønnen ”kun” udgør 678.000 kroner. Det er ikke en grundløn, der kan konkurrere med mange andre topstillinger i det private erhvervsliv, hvor man ovenikøbet har mere fritid og ikke er væk fra sin familie fem dage om ugen.

Folketingspolitikerne har simpelthen alt for mange skjulte goder og lukrative pensionsforhold Folketingspolitikernes lønog pensionsforhold er et emne, der er til evig debat og for alvor kan splitte vandene. Debatten blomstrer til tider op, men lige så hurtigt visner den ud igen. Det skal der gøres op med. Folketingspolitikerne har simpelthen alt for mange skjulte goder og lukrative pensionsforhold, men en alt for lav grundløn, der ikke står i stil med det ansvar og arbejde politikerne i folketinget besidder.

Det er klart, at der er nogle, der mener, at politikerne skal aflønnes endnu lavere end i dag. På den flanke har vi SF´s Jacob Mark, der på populistisk vis fremstår som modstanden for en værdig løn til politikerne, hvilket selvfølgelig er et helt legitimt synspunkt, men som jeg på ingen måde deler. Senest var Jacob Mark fremme med endnu et beslutningsforslag i Folketinget.

På den anden flanke har vi blandt andet den tidligere Venstre-profil og skatteminister, Karsten Lauritzen, der siden sit exit fra politik har turneret som en ivrig fortaler for en omfordeling af grundløn og pensionsforhold. Måske ikke helt tilfældigt, Lauritzen først for alvor tager bladet fra munden efter sit politiske exit, da denne debat vækker furore hos mange mennesker.

Vi skal have flittige og dygtige mennesker til at gå ind i politik. Det får vi ikke ved at gøre vilkårene dårligere.

Tilbage i 2014 nedsatte regeringen bestående af Socialdemokratiet og Radikale Venstre sammen med SF, Venstre og Konservative en Vederlagskommission, der skulle gøre op med den fuldstændige uigennemsigtige politikerløn, som så skulle erstattes af en lønpakke, der ikke havde skjulte pensionsordninger og andre goder. I januar 2016 afleverede Vederlagskommissionen så sine anbefalinger til, hvordan vores folkevalgtes løn skulle blive mere transparent. Anbefalingerne fra kommissionen ville betyde -vigtigst af alt - at politikernes løn ikke ville blive hævet med én eneste øre.

Derfor skal der tages et opgør med den måde løn- og pensionspakken er skruet sammen på. Den skal ikke hæves, men der skal kigges på fordelingen af pengene. Jeg deler til fulde Vederlagskommissionens anbefalinger, der lyder på en grundløn på 959.000 kroner plus 17% i pension. Vi skal have flittige og dygtige mennesker til at gå ind i politik. Det får vi ikke ved at gøre vilkårene dårligere.

18

OPINION

OKTOBER 2023

Det misforståede maskuline ideal: Hvorfor Batman ikke har svaret på det gode liv Jeg tæsker insekter med min Batman action-figur. Jeg er nok 7-8 år. Jeg havde lært fra filmen, at Batman i retfærdighedens navn udfører heroisk selvtægt gennem vold for at beskytte samfundet. Det kræver styrke, intellekt, dedikation og enorm rigdom til en underjordisk base, en butler og en batmobil. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde et problem med insekterne, måske så de bare fjendtlige ud. Det er i hvert fald tydeligt nu, at insekterne måtte lide under min stræben efter det mandlige helteideal manifesteret gennem min actionfigur.

Af: Jeppe Seiding Olsen Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

D

Unaturligt ideal Måske er livet bare hårdt for mænd, og survival of the fittest gælder? Jeg tror det ikke.

Det giver heller ikke mening ud fra et biologisk standpunkt. Gennem evolution har menneskearten udviklet sig til at samarbejde, det er derfor vi er sociale dyr. Vi har udviklet os væk fra hierarkiet, man blandt andet ser hos chimpanser, som det nævnes i bogen Menneskedyret af Thomas Thaulov Raab, hjerne- og adfærdsbiologi forsker:

en heroiske heltefortælling er ikke problematisk for mig. Problemet er, at det bliver set som et maskulint ideal og er overrepræsenteret i populærkulturen.

Den mest sete biograffilm i Danmark var i 2022 Topgun: Maverick. En kølig og garvet topklasse jagerpilot, der skal redde verden ved at lede en række unge jagerpiloter på en højrisikomission. I 2021 Dune en sci-fi prins der på universets farligste planet, enemand skal redde og sikre hans families fremtid. I 2020, James Bond No Time to Die, behøver næsten ingen forklaring, men alligevel. Hemmelig superagent, der i 26 film har overvundet alverdens skurke i skræddersyede jakkesæt uden at få krøllet skjorte en eneste gang og overskudsagtigt nok har tryllebundet enhver kvinde på vejen. Ingen pres.

Få stræber nok efter at være Batman eller James Bond en til en. De er blot arketyper af den ideelle mand, ser man bort fra, at Batman er klædt latterligt ud som flagermus.

Populærkulturen maler naturligvis et urealistisk idealbillede, men behøver vi overhovedet stræbe efter noget lignende? Er det en konstruktion, der stammer fra et gammeldags industrielt og patriarkalsk samfund, hvor vækst var over velfærd? Hvor fattige mænd arbejdede hårdt for at brødføde familien, fordi manden klarede alt selv? Hvor unge mænds dumdristige mod blev brugt til krigsførelse, der nærmest betød den visse død ?

Urealistisk ideal Jeg tror, jagten efter mandeidealet resulterer i, at flere mænd giver op. Vi stresser over at være kompetente i alle områder af livet. Bare se på nettet, hvor mange der kapitaliserer på forvirrede mænd ved at sælge dem en maskulin idealmanual. Der er et klart marked for mænd, der ikke føler de er gode nok. For at finde ud af, hvor sandt det er, kontaktede jeg Steen Baggøe, PhD i kønsstudier, som sagde følgende:»En del mænd klarer sig rigtig dårligt i samfundet. Maskulinitetsforskningen peger på, at maskulinitet er en skrøbelig konstruktion, vi alle forsøger at kæmpe for at opretholde. Mænd er magtfulde, beskytter folk og samfundet og tager hånd om risici.

Det beror på, at mænd hele tiden er ovenpå og har styr på tingene. Mange mænd er fucket. De klarer sig på bedste beskub, bliver ædt op af spillegæld, kriminalitet og stoffer Det er en del af omkostningen ved at opretholde den almene forståelse af, at mænd bare skal passe sig selv, løse problemerne og klare det hele. Det er at stikke folk blår i øjnene at sælge et quickfix, hvor man løser problemer og øger selvtilliden gennem korte kurser. Det betyder dog ikke, at det ikke kan hjælpe folk på vej«.

Helt konkret menes udviklingen af menneskets sociale adfærd at være foregået ved, at individer, som under andre forhold måske ikke ville have haft mulighed for at sætte deres vilje igennem, kunne slå sig sammen og danne fælles front mod individer, som forsøgte at dominere eller undertrykke dem.’’

Mange mænd er ruinerede. De klarer sig på bedste beskub, bliver ædt op af spillegæld, kriminalitet og stoffer

Ideen om alfahannen er altså noget, vi adfærdsbiologisk har bevæget os væk fra. Dog har alfaen gjort et kulturelt comeback. Steen Baggøe mener, at dette maskuline ideal, hvor man tager magten og har styr på alt selv, er problematisk.

DMan kan ikke ordne ting alene, vi er utroligt afhængige af andre mennesker og relationer i et sådant kompleks samfund. Forandringer har dog været undervejs siden 70’erne med de bløde mænd. Før 70’erne grinede man af mænd med barnevogne, i dag er det, hvad man forventer. Mange mænd melder ud, at de gerne vil være mere nærværende med deres børn. De oplevede deres far som overarbejdet og distanceret fra familiens følelsesliv.

De fremstod som træmænd«.

Jeg er selv underlagt mandeidealet. Men hvor meget skal jeg virkelig stresse over det?

Hvor meget lykke skal jeg egentlig koble til succes, arbejde og magt? Forskning tyder også på, at der er en stærk sammenhæng mellem lykke og mængden af nære relationer.

Jeg tror, det er et positivt skift i samfundet at idealisere tanken om at være mænd, der nærer og prioriterer tætte relationer i stedet for arbejde, og at klare verdens problemer på egen hånd. Nok kan man drømme om at være Batman. Men helt ærligt. Jeg tror, han lever et ensomt, stresset skod liv uden nok sollys.

Jeg tror ikke en jagt efter det nuværende mandeideal er en jagt efter det gode liv. Det tror jeg er en stærk misforståelse.

OPINION

Oktober 2023

19

Kald mig bare charterkulturens Thomas Treo, men at tage ansvar er ikke en smagssag Af: Cecilie Engelbrecht Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

I

noget, der minder om et lægehus’ kliniske venteværelse, tager min kæreste og jeg plads på blå plastikstole med et matchende havebord. En ældre herre står og fylder lemonade fra koncentrat i sit glas, og tager en skål cocopops med tilbage til sit bord. Jeg har spist mad i Kenyas fattigste egne, hvis indhold af næring, kærlighed og engagement oversteg dette, men til en mikroskopisk brøkdel af prisen end her i den syditalienske kystby, Sorrento. Befinder vi os i en kantine på en middelmådig folkeskole eller i bistroen på en tankstation? NEJ. Vi befinder os i spisesalen på byens dyreste charterhotel. De eneste italienere i sigte er dem, der får penge for at være her. Kun nordiske gæster tager ukritisk for sig af varerne.

Min kæreste og jeg havnede her tilfældigt i går aftes i manglen på ledige alternativer.

Hotellet havde fremragende anmeldelser, så hvorfor ikke give det et skud? Det er mit livs første møde med et charterhotel, og nok nærmere den nordiske ’all-inclusive’ charterkultur i Sydeuropa. Jeg er ikke just begejstret, og nok nærmere flov over mine landsfæller.

Hvad med en god udsigt over Sorrentos smukke solopgang langs bjergvæggene?

Den har de dækket til med vinduesfolie. Måske er det hotellets forsøg på at beskytte de lokale på deres morgengåtur fra synet af storforbrugende, smaskende turister. Vi sidder i rudens hvide ramme og er et maleri af manglende ansvarstagen og kritisk sans.

Her vil mine kritikere sige, at det er en smagssag, hvilken ferietype man foretrækker.

Du tænker måske allerede, at jeg er charterkulturens bitre Thomas Treo, men det handler om at kere for nationalkultur og bæredygtighed i lokalbefolkningen, og det er ikke en smagssag.

Et krydstogtskib på land Charterturismen overbefolkede for alvor himlen i 1970’erne og frem. Mange forbinder pakkerejsen med Simon Spies, hvis priser gjorde danerne rejsedygtige. Jeg vil kalde det for den moderne charterrejses anden æra. Den første æra for pakkerejsen opfandt Thomas Cook, en engelsk forretningsmand, i 1840’erne.

Ligesom, at Simon Spies tæmmede luften til Sydeuropa, tæmmede Thomas Cook jernbanerne i England og Frankrig. Spoler vi frem

til i dag, har Simon Spies gjort pakkerejsen en del mere folkelig. Når danskerne rejser til udlandet foregår det primært i Sydeuropa, hvor badeferie og hotelophold står øverst på podiet. Når charterferie er en af de mest populære måder at holde ferie på, bør vi så ikke snart få en tredje æra i all-inclusive-rejserens historie, hvor vi indtænker bæredygtighed for lokalbefolkningen?

Mange områder i Sydeuropa lever af turisme, og det er et endnu større incitament for at tage ansvar som turist, når det kommer til ens forbrug. Når man køber en pakkerejse, er det ikke utænkeligt at fly, hotel og transfer er

Hvor meget hjælper vi egentlig de lokale, vi besøger, når souvenirene er fra Kina, øllen fra Danmark og fisken fra opdræt i Norge?

Charterferien er tryghedsnarkomani, forklædt i badetøj og 28 grader.

Uagtet hvilken sydeuropæisk destination, vi besøgte denne sommer, bestilte turisterne pasta-kødsovs og Tuborg på spisestederne, når de endelig ulejligede sig til at forlade det landlige krydstogtskib. Jeg køber ikke argumentet, at man bestiller pasta med kødsovs, uanset hvor man er, fordi man foretrækker

skaber, som overholder netop dette. Måske har du ikke opdaget ”Travellife- certifikatet.”

Det havde jeg heller ikke, og jeg bebrejder ingen turister for at misse det.

Det er ikke en smagssag, når vi bestiller mad, bruger transport, køber souvenirs, bruger guider, der alt sammen er lokalt. Det er ansvar.

Der er nemlig intet at misse, for kun en forsvindende lille håndfuld af de 24 medlemmer i RID har mærket. Her er det kun Apollo, Sunweb og TUI, der træder ind i bæredygtighedens bifald.

Selvom det lille grønne og orange mærke for ”Sustainability in Tourism” ikke er blevet mainstream endnu hos de danske charterselskaber, kan man forsøge at have det med i pakken, når man rejser. For mærket sørger for, at man automatisk drikker Sorrentos lokale citronsaft og ikke limonade fra koncentrat sammen med cocopops, Grækenlands egne fisk eller spanske auberginer, samt at medarbejderne på hotellerne får en ordentlig løn og behandling. ejet af rejsekoncernen, selv guiderne er danske, og maden i kantinen er importeret fra udlandet. Man behøver ikke forlade hotellet én eneste gang, fordi alt er sørget for dig på forhånd.

Jeg køber ikke argumentet, at man bestiller pasta med kødsovs, uanset hvor man er, fordi man foretrækker det frem for alt andet på menuen.

“Ressortområder er ikke nødvendigvis noget, der kommer lokalbefolkningen til gode.

Et godt billede på ressortområder er et krydstogtskib. Det er et lukket økosystem, der smider tusindvis af gæster af sig i et kort tidsrum, men som bruger meget få penge i lokalområderne, fordi det egentlige forbrug er på skibet,” siger Jane Widtfeldt Meged, turismeforsker på Roskilde Universitet.

det frem for alt andet på menuen. Hvordan ved man det, hvis man ikke har smagt den lokale mad? Hvorfor rejser man overhovedet, hvis alt skal ligne hjemlandets tankstationer og færdiglavede måltider til forveksling?

Charterferien er tryghedsnarkomani, forklædt i badetøj og 28 grader.

Det er turisternes ansvar at trække vinduesfolien af Det kan være svært at gennemskue hjemmefra, hvilke rejseselskaber, der tager sin tørn for bæredygtighed. 24 danske rejseselskaber er medlem af foreningen RID, Rejsearrangører i Danmark. De har et såkaldt bæredygtighedsmanifest. Her fremgår det, at rejseselskaberne skal opfordre turisterne til at have lokalbefolkningen for øje, samt at drive forretning, der støtter socio-økonomien i området. Altså bidrage til beskæftigelse, vækst, uddannelse, økonomisk stabilitet.

Til min overraskelse har rejsebranchen sit eget Fairtrade-mærke for at hjælpe forbrugerne på vej til at gennemskue, hvilke sel-

Forsker Jane Widtfeldt Meged peger på, at mærket kan gøre charterbureauerne mere transparente for kunderne. ”Meget ligger skjult i charterkonceptet. Det er ikke gennemsigtigt for kunden, om f.eks. hotellet er lokalt- eller internationalt ejet. Det er et mix af, at det kan være svært at gennemskue som turist, hvem pengene kommer til gode, og at man selv skal være bevidst om sit forbrug,” siger Jane Widtfeldt Meged.

Det er ikke en smagssag, når vi bestiller mad, bruger transport, køber souvenirs, bruger guider, der alt sammen er lokalt. Det er ansvar. Vi hopper ikke mindst over bord på krydstogtskibet, men vi starter også den tredje ære i charterrejsens historie – æraen, hvor man kan fjerne rudens vinduesfolie, så de lokale tør kigge ind til kantinen på deres morgengåtur.

Nu er der nogle gæster, som vil dem.

BAGSIDEN

KaJO GENERALFORSAMLING Efterårets generalforsamling i KaJO er lige rundt om hjørnet!

Aftenen byder på beslutningstagen, mad, fest og alkohol (kan man gøre det på nogen som helst anden måde i Danmark?).

Generalforsamlingen er kun for medlemmer af Dansk Journalistforbund, men festen er åben for alle, tykke såvel som tynde.

Det foregår på Medietorvet d. 28 oktober.

Tildmeldingsfrist er d. 25. oktober 2023 klokken 23:59. Tilmelding sker gennem en formular, der kan findes på FaceBook-begivenheden “KaJO Generalforsamling 2023”.

Generalforsamlingen starter kl. 16.00 – og hvem ved, hvor natten tager os hen...

Sæt kryds i kalenderen d. 28. oktober og kom glad!