Steffen Frandsen LYD Daniel Johansen LYD Godlyd.lixen@gmail.com
Mikkel Rud SPORT Sport.lixen@gmail.com
Mathias Damborg FOTOGRAF Damborgfoto@gmail.com
Hvad er journalistens rolle?
Af Agnes-Marie Larsen
Denne Leder er et udtryk for chefredaktørernes holdning.
Jeg er blevet undervist i, at en god journalist skal være objektiv. At vi skal holde vores egne holdninger ude og lade fakta tale. At vi skal kigge magthaverne efter i sømmene, og være kritiske. Men vi må for guds skyld ikke tage et standpunkt, og hvis vi tager et, skal det være det ledige. Men efterhånden spørger jeg mig selv: Er det ikke at tage et standpunkt når man tier stille? Er det ikke også et valg at undlade at råbe op, når bomberne falder, menneskerettigheder bliver krænket og en civilisation udslettet for øjnene af os?
DR forbyder deres medarbejdere at skrive under på støtteerklæringer for Palæstina. Berlingske siger, at man ikke må dække Palæstina, hvis man har underskrevet. Argumentet er neutralitet. Men neutralitet kan også være ansvarsfralæggelse. Det er ikke en journalistisk dyd at trække sig tilbage, når det bliver ubehageligt eller risikabelt.
Vi har i branchen allerede accepteret, at objektivitetsnormen er under forandring. Klimakrisen er ikke længere en sag med to “ligeværdige” sider. Vi dækker den som et faktum, som magthavere skal stå til ansvar for. Hvorfor gælder den logik ikke, når EU-kommissionen og en uafhængig kommission konkluderer, at der foregår krigsforbrydelser og folkedrab i Gaza?
Hvorfor bliver journalistikken pludselig bange for sin egen skygge, når det gælder Gaza?
Journalistens rolle er ikke at være en passiv mikrofonholder. Det er at være en kritisk vagthund: at grave, afsløre, konfrontere og stille magthavere til ansvar, også når det er upopulært, også når det er risikabelt.
Objektivitet betyder fairness og faktualitet, ikke at man skal være blind for uretfærdighed. Og selvom faktaen, altså kommisionernes resultater, tydeligt viser, at der foregår et folkedrab i Gaza, tager vi ikke stilling i journalistikken. Vi beder derimod vores medarbejdere om ikke at skrive noget, der er for kritisk og ikke at vise, at de har en privat holdning til sagen. Ved at gøre det svigter vi ikke bare den danske og palæstinensiske befolkning, men også vores journalistisk løfte om at fortælle virkeligheden som den er.
Journalister skal ikke gå rundt med mundkurv. Vi skal udpege systemiske problematikker, så samfundet på oplyst grundlag kan tage stilling. At tie stille, eller at bede sine medarbejdere tie stille, er ikke neutralitet, det er medskyldighed.
Jeg vil ikke leve i en branche, hvor jeg skal frygte for, om min integritet og min moral gør mig uansættelig. Hvis journalistik reduceres til at beskytte institutionernes ry i stedet for at beskytte borgernes ret til sandhed, så er det ikke et sted, jeg vil lægge vores arbejde. Jeg vil ikke være en brik i et system, der kalder frygt for neutralitet. Jeg vil være en journalist, der tør tage ansvar. En journalist, der er kritisk, ikke kun over for magthaverne, men også over for vores arbejdspladser, og som tager højde for systemiske skævvridninger. Det er sådan en journalist burde være, og det er den journalist jeg vil være.
Kampen om storbyerne: Socialdemokratiets borgmesterposter i fare
Alle øjne vil være rettet mod Københavns Rådhus den 18. november. Her udspiller sig et opgør om overborgmesterposten, som Socialdemokratiet risikerer at tabe for første gang siden embedets indførelse i 1938. Men det bliver ikke kun i København, partiet har noget at miste.
Pernille Rosenkrantz-Theil, Peter Rahbæk Juel og Anders Winnerskjold. Illustration: AI genereret med ChatGPT & Copilot
Af Mikkel Berg
København, Aarhus og Odense er ikke blot Danmarks tre største byer - de er også Socialdemokratiets højborge. Socialdemokratiets historiske dominans i landets største byer ser dog ud til at være under pres forud for kommunalvalget.
København
Tidligere minister og nuværende overborgmesterkandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, har gjort sig bemærket i valgkampen op til kommunalvalget. Hun skød for alvor valgkampen i gang, da hun i august smed en valgbombe. Hun vil gøre børnehaver og vuggestuer gratis for børnefamilier i København. Socialdemokratiet forventer, at forslaget vil koste omkring 800 millioner kroner årligt. Den anden topkandidat til posten som overborgmester er Sisse Marie Welling fra SF. For at Welling kan vinde posten ser det ud til at kræve støtte fra borgerlige partier på rådhuset. Selvom Pernille Rosenkrantz-Theil har formået at sætte dagsordenen i valgkampen, er det først på valgnatten, vi får at se, om hun fortsætter traditionen med en socialdemokratisk overborgmester.
Aarhus
I 2024 trak Aarhus´ borgmester Jacob Bundsgaard sig tilbage. Det skete efter en række møgsager. I stedet tiltrådte den dengang 32-årige Anders Winnerskjold, der skulle være et ungt og frisk pust. Jacob Bundsgaard havde siddet på posten i 13 år og var dermed en del af den lange tradition med socialdemokratiske borgmestre i Aarhus. I løbet af de sidste 100 år har byen i de 97 af årene haft en socialdemokratisk borgmester, men noget tyder på, at en ny og ung borgmester ikke er tilstrækkeligt til at vende partiets nedadgående prognoser. Opbakningen til partiet har ikke været stigende. Men alt kan ske på valgnatten.
Odense
Peter Rahbæk Juel har til dette kommunalvalg fået sig en uventet modstander. Nemlig tidligere minister fra Venstre,
Lars Chr. Lilleholt. Siden 1925 har der kun været to perioder i Odense, hvor det ikke har været en socialdemokratisk borgmester. Lars Chr. Lilleholt kom lidt i en kattepine tidligere i år, da han ved et uheld videresendte en mail til TV2 Fyn, hvor hashtagget #knivemodpeter indgik. Altså Peter Rahbæk Juel. Manden, der skrev mailen, var Venstres formand i Odense, Mads Graves Larsen. Alt tyder på, at Peter Rahbæk Juel kan se frem til et uforudsigeligt kommunalvalg, da også den morddømte og tidligere HA-rocker Jørn 'Jønke' Nielsen stiller op til byrådet.
Det kommende kommunalvalg bliver dermed afgørende for, om Socialdemokratiet kan fastholde sin position som det mest magtfulde parti i landets tre største byer – eller om valgnatten den 18. november 2025 bliver historisk.
Kommunalvalg: Lokaldemokratiet under pres
Op til kommunalvalget har partier svært ved at finde kandidater. Samtidig stiger trusler og chikane mod lokalpolitikerne. ”Et problem for demokratiet”, mener Niels Bjørn Grund Petersen, ekspert i digitalisering og velfærdsteknologi.
Af Mikkel Berg
»Jeg tror, at næsten alle herinde har oplevet chikane
Sådan sagde statsminister Mette Fredriksen i sin åbningstale i Folketinget d. 7. oktober. Anledningen til opråbet var ikke blot åbningen af Folketinget, men en påmindelse om en stigende udfordring, som alle politikere står over for – både nationalt og kommunalt. Nemlig chikane.
I en rundspørge fra DR til alle landets byrådsmedlemmer sidste år, svarede 72 procent, at det er blevet sværere at finde kandidater til kommunalvalget. Og i en undersøgelse fra marts 2023, udarbejdet af KL og Aarhus Universitet, svarede 5 ud af 10 kommunalpolitikere, at de havde oplevet chikane, hvilket er en stigning på 10 procent siden 2017.
Over halvdelen af lokalpolitikere oplever online-chikane
»Man kan sige, at chikane er meget udbredt blandt politikere og lokalpolitikere,« siger Niels Bjørn Grund Petersen, der er seniorforsker hos forsknings- og analysecenteret VIVE.
Siden sidste kommunalvalg har han været med til at lave en undersøgelse blandt lokalpolitikere, som viser, at 52 procent har oplevet digital chikane. Ud over online-chikane, er der også andre ting, der volder problemer for lokalpolitikerne og partierne.
»Cirka 30 procent havde modtaget trusler, og 11 procent sagde, at det havde påvirket deres lyst til at stille op næste gang,« siger han.
Forskning viser også, at chikanen rammer politikerne skævt.
»I det forskningsprojekt, jeg har lavet, kan vi også se, at chikane rammer forskelligt, altså forskel på, hvad man som mand og kvinde bliver udsat for. Hvor kvinder i højere grad bliver udsat for sexisme, og mænd i højere grad bliver udsat for fornærmelser,« forklarer Niels Bjørn Grund Petersen.
At være folkevalgt er i sig selv et unikt job. Man bliver ansat af befolkningen, og man er med til at træffe beslutninger, der påvirker borgerne i samfundet. Derfor er kritik og sammenstød med andre aktører uundgåeligt og også en nødvendighed. Men det bliver et problem for demokratiet, hvis jobbet som politiker bliver så barskt, at det forhindrer borgere i at stille op, fortæller Niels Bjørn Grund Petersen.
»Jeg tror, at mange, der stiller op, eller har lyst til at stille op, er indstillet på, at det er
Har du husket at sætte et kryds i kalenderen den 18. november? Det er nemlig dagen, hvor der er 102 valg i hele Danmark. Der er valg til byrådene i alle landets kommuner, og der skal vælges medlemmer til de fem regionsråd.
I Danmark har vi som regel en høj stemmeprocent til Folketingsvalget, men anderledes står det til ved kommunalvalgene. Det har faktisk været faldende siden 2013. Ved sidste kommunalvalg var der kun 67 procent af de stemmeberettigede, der stemte.
Så husk at deltage i demokratiet, og tag ned og stem den 18. november
Illustration: AI genereret med ChatGPT
»Chikane er meget
udbredt blandt politikere og lokalpolitikere
lidt en hård branche, og det er jo et problem. Det er jo et demokratisk problem, fordi det frasorterer nogen,« forklarer han.
Truer det repræsentative demokrati
Fri adgang til politisk deltagelse er en grundlæggende forudsætning for et repræsentativt demokrati. Men grundet den stigende polarisering i både samfundet og det politiske system er denne forudsætning under pres. Det vurderer Center for Terroranalyse (CTA), som hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET). At chikane rammer politikere skævt vil dermed medføre en skævvridning i den demokratiske selektion af politikere.
»Det, man kunne frygte, er, at der er nogle grupper, for eksempel kvinder eller minoriteter, som i højere grad selekterer sig ud af politik. Altså som vælger ikke at være i politik eller forlader politik, hvis de har oplevet konsekvenserne af chikane, og at vi dermed ikke får et repræsentativt udsnit af befolkningen, som er politikere,« fortæller Niels Bjørn Grund Petersen.
Det stigende trusselbillede mod politikere kan ikke kun få betydning for, hvor repræsentativt demokratiet er, men kan også betyde, at samfundet går glip af nogle af de mest kompetente personer til at varetage jobbet.
»Så frygten er jo, at man mister de mest kompetente. Vi risikerer, at dygtige kandidater vælger ikke at stille op, fordi de ikke har lyst til at opleve chikane. Det er der jo ikke nogen, der har lyst til,« forklarer Niels Bjørn Grund Petersen. t til dialog
Rasmus Schjødt Kold (A) er første
Fra digital debat til dialog Rasmus Schjødt Kold (A) er førstegangskandidat ved kommunalvalget i Svendborg Kommune. Inden han besluttede sig for at stille op, havde han gjort sig nogle overvejelser om, at der potentielt kan være nogle risici forbundet med at være lokalpolitiker – blandt andet i form af chikane og trusler.
»Jeg har overvejet det. Det snakkede jeg faktisk også med borgmesteren om, og han sagde, at det er der jo selvfølgelig potentielt en risiko for,« fortæller han.
Foto: Rasmus Schjødt Kold
Ligesom de 52 procent af adspurgte byrådsmedlemmer, der har oplevet chikane online, er det især de sociale medier, der vækker bekymring.
»Jeg har tænkt meget over det med den rå tone på sociale medier. Det har jeg faktisk spekuleret en del over. Det betyder, at jeg ikke tager debatter på Facebook, fordi jeg simpelthen synes, at tonen bliver for grim og dum,« siger han.
Når mødet med vælgerne flyttes væk fra den digitale debat og over til den personlige kontakt, oplever han, at dialogen bliver mindre konfrontatorisk.
»Jeg har stor gavn af at gå rundt og stemme dørklokker, hvor jeg snakker med folk. Der er tonen god. Jeg tror, jeg har været rundt ved omkring 400 husstande indtil videre,« fortæller han.
Cykelhjelm: Hot or not?
Får du “the ick,” når din date kommer rullende på jernhesten med en cykelhjelm på hovedet? Eller er det i virkeligheden et stort green flag at værne om sin sikkerhed?
Illustration: AI-genereret af ChatGPT
Gruppen af 16-25 årige udgør den del af befolkningen, der kører mindst med cykelhjelm. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. Det er også denne gruppe, der har oplevet den mindste stigning i brugen af cykelhjelm, siden man begyndte at måle det. Men det overrasker vel ikke nogen.
Jeg har cyklet med cykelhjelm hele mit liv. Måske med et par undtagelser i mine teenageår, hvor jeg gerne ville være sej. Men nu føles det som at køre i bil uden sikkerhedssele. Jeg føler mig nøgen uden den. Men jeg undrer mig over, at så mange af mine jævnaldrende ikke har det på samme måde. Så det har jeg sat mig for at undersøge.
Er det københavnersmart at cykle uden hjelm?
Min redaktør, Sofia Lundgren, kører ikke med cykelhjelm. Hun bor i København, og jeg ved ikke, om det har noget at skulle have sagt. Jeg har en lille fordom om, at københavnere kører mindre med hjelm end folk på landet eller bare i en mindre by som Odense, hvor jeg selv bor. Sofia cykler hver dag i indre København, og ifølge hende er det kaotisk, især midt i myldretiden ned ad Nørrebrogade.
»Det kan godt være lidt noieren,« fortæller hun om hendes cykeltur til og fra Hovedba -
negården, som hun dagligt cykler.
Sofia har overvejet at købe en cykelhjelm, efter hun er flyttet til København, men har dog ikke fået det gjort.
»Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi ikke har gjort cykelhjelmen sej nok endnu. Altså sådan cool agtig.
- Sofia Lundgren
»Jeg føler, den er ret besværlig.«
Sofia synes, at den er træls at slæbe rundt på, og hun er bange for, at den vil blive stjålet, hvis hun låser den på cyklen. Hun bekræfter min fordom om, at københavnere ikke gider cykle med cykelhjelm, men fortæller også selv om fordomme om folk, der gør netop dette. Jeg spurgte Sofia, hvad hun ville tænke, hvis en date troppede op med cykelhjelm på.
»Jeg ville synes, at det var et stort green flag, men jeg ville nok også have en fordom om, at han var en lidt følsom fyr. Så jeg ville måske være bange for, om han var lidt kedelig,« fortæller Sofia med en anelse skam i stemmen og fortsætter: »Jeg ville aldrig tænke over, hvis en fyr ikke
cyklede med cykelhjelm. Jeg ville mere tænke over det, hvis han gjorde.«
Cykelhjelmen som trend
Flere af mine venner er begyndt at cykle med hjelm inden for det sidste stykke tid. Jeg oplever, at den nye trend med racercykler og cykling som sportsgren har gjort det til et look at cykle med hjelm. Men hvis man nu ikke er en hurtig Vingegaard på cykelstien, kan man så godt se sej ud med hjelm?
»Jeg kan godt nogle gange se folk komme cyklende med cykelhjelm og tænke ‘Ej det ser faktisk ret stilet ud’,« siger Sofia.
Hun beskriver en type med outdoorstil, rygsæk og en hurtig citybike. Men når hun selv cykler med hjelm, synes hun, at hun ligner et barn. Jeg spørger Sofia, hvorfor hun tror, at så mange unge cykler uden hjelm.
»Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi ikke har gjort cykelhjelmen sej nok endnu. Altså sådan cool agtig,« svarer hun.
Ifølge Sofia, der følger meget med på sociale medier, ville influencere måske kunne påvirke trenden.
»Jeg tænker, at det på et tidspunkt bliver mere socialt acceptabelt og trendy,« siger Sofia.
Jeg håber virkelig, at hun har ret.
Challenge til Sofia
En af Sofias grunde til ikke at cykle med hjem inkluderer, at hun ikke har taget sig sammen til at købe en hjelm endnu. Derfor vil jeg gerne udfordre Sofia til at få købt sig en hjelm.
»Det skal jeg lige prøve at undersøge,« siger Sofia, og vi aftaler at tage vores læsere med på cykelhjelmshopping.
Hvis Sofia holder sit ord, kan du på LIXEN’s Instagram og TikTok, inden længe, følge med i Sofias cykelhjelmseventyr.
Af Sara Engelbæk
På Raya vil folk hellere scoutes end scores
Jeg fik et indblik i kærlighedens mest eksklusive klub. Det kunne jeg godt have været foruden.
Foto: Idalina Hvidtfeldt-Bøjlesen, redigeret i Canva
Af Idalina Hvidtfeldt-Bøjlesen
Eksklusivitet er et ord, jeg først for alvor lærte at begribe, da jeg for et par år siden flyttede fra Jylland til København. Her er der eksklusive restauranter, eksklusive natklubber og eksklusive tøjmærker, som du egentlig ikke kun har råd til, medmindre du har modtaget det i en PR-gave eller som bytte for reklame. Selvom mennesker siden tidernes morgen har bevæget sig i forskellige sociale og økonomiske lag, så overraskede det mig alligevel, da jeg for nyligt opdagede, at fænomenet også har spredt sig til datingkulturen.
Her hedder fænomenet Raya - en datingapp, der havde 10-års jubilæum i september. Den markedsfører sig selv som værende ”et privat netværk for folk i den kreative branche”, og kræver både ansøgning og optagelse fra et hemmeligt udvalg. Kort sagt: det er ikke nok bare at være single – du skal også være nogen eller noget, og vurderes til at kunne bidrage til netop denne kreds af vigtige mennesker.
Apps kan selvfølgelig downloades af hvem
som helst – om du befinder dig i Jylland eller Los Angeles – men jeg har en smule svært ved at forestille mig, at konceptet vil blive andet end misbilliget af personer, der ikke befinder sig i storbyens “pick and choose-kultur.” Måske er det også det, der hurtigt kommer til udtryk i denne kommentar, men faktum er, at jeg for en måneds tid siden faktisk selv downloadede Raya.
I ægte Carrie Bradshaw-stil kommer her mine egne erfaringer.
Welcome to Raya
Inden min ansøgning var jeg nødt til at researche. Ansøgningen krævede adgang til enten min Instagram eller LinkedIn-profil, der ville komme til at stå øverst på min ‘datingside’ –at holde den privat var ikke en mulighed. Jeg vurderede, at min Instagram - desværre - var mest imponerende.
Desuden kunne jeg vælge at referere til allerede eksisterende brugere, der kunne anbefale mig – ikke noget, jeg var i stand til at udnytte,
men noget som de kraftigt anbefalede for at forkorte ventetiden. Jeg dykkede ned i gamle forummer på Reddit og Femina-artikler, der advarede imod årelange ventelister og skrappe regler.
Efter allerede en uge modtog jeg dog en mail med ordene; ‘Welcome to Raya, Idalina’. Om jeg blev accepteret, fordi jeg skrev, at jeg var journalist, eller fordi jeg er en kvinde i 20’erne, ved jeg ikke – men faktum er, at jeg fik adgang. Hvad jeg ikke havde formået at researche mig frem til var dog, at medlemskabet kommer med en pris. 200 kr. om måneden. Jeg lukkede øjnene, forsøgte ikke at tænke månedens budget igennem, og trykkede to gange på min telefons sideknap.
En hemmelig klub
På Raya lader det til, at alle har haft et professionelt photoshoot inden de oprettede deres profil. I baggrunden spiller en selvvalgt sang, (Sade og Kendrick Lamar syntes at gå meget igen?) mens man får lov til at trykke sig igennem 4-5 ultra polerede billeder.
Der er proppet med entreprenører, mindre succesfulde fodboldspillere, modeller, filminstruktører, og skuespillere, der nonchalant skriver, at de ‘er i København et par dage.’ På Raya kan du nemlig ikke vælge din lokation – dine mulige kandidater er fra hele verden.
Efter fem minutter på appen begik jeg første fejl; i et kort uprofessionelt moment tager jeg et screenshot af en profil, der tilhører en verdenskendt sanger. Et stort rødt advarselstegn blinker på skærmen – i Rayas eksklusive ånd er det strengt forbudt at røbe, hvem der er på appen, og herunder at tage billeder af profilerne. Jeg får en advarsel og føler mig lidt dum.
Robotdating?
Jeg har ikke lyst til at røbe, hvilke kendte ansigter, jeg så derinde. Det må forblive i Rayas lukkede kreds. Men jeg må erkende, at jeg mange gange blev dybt starstrucked. Efterhånden glemte jeg, at de mennesker, jeg matchede og skrev med, faktisk var ægte. Profilerne havde ofte ikke en tekst, men i stedet en oversigt over personens foretrukne feriedestinationer og favorit Michelin-restauranter. Lister, som syntes meget mere ekstravagante end min egen, der først og fremmest inkluderede min lokale kaffebar på Amager. Jeg følte helt enkelt ikke, at jeg havde noget til fælles med disse mennesker, og selvom
mange kom med vittige, sjove og flirtende bud på åbningsbeskeder, vækkede det simpelthen ikke nogen interesse i mig. På en mærkelig måde føltes det lidt som at chatte med ChatGPT.
Efter et par uger slettede jeg appen. Ikke i protest, men fordi jeg reelt helt havde glemt, at jeg havde den. Der var aldrig nogen, jeg havde lyst til at skrive med, og endnu min dre nogen, jeg havde lyst til at møde. Raya
føltes som en digital kulisse, hvor alle spiller rollen som succesfulde, interessante mennesker, men hvor ingen reelt er det. Det er måske den mest præcise oplevelse af overfladiskhed, jeg nogensinde har haft. Ikke nødvendigvis i selve datingappen, men i vores, herunder min egen, villighed til at deltage i dens illusion.
Illustration skabt med Canva
Radiohead rummer fire inredienser,
der får hypen
til at vokse
Billetterne blev revet væk, da Radiohead skød billetsalget i gang til fire store koncerter i København.
Musikforsker forklarer, hvorfor der er en hype omkring bandet, som brød igennem i halvfemserne.
Af Victoria Gradert og Karoline Laksáfoss Lauritsen
Du har sikkert hørt om de kommende Radiohead-koncerter i København. Måske fik du tophistorie-notifikationen fra DR-appen, hørte snakken gå på arbejdspladsen – eller måske var du endda en af dem, der opsnappede nyheden på Reddit. Det gik ikke stille for sig, da rockbandet satte billetter til salg til fire koncerter i Royal Arena i december måned, og billetterne blev udsolgt på bare 25 minutter.
Rockbandet, der står blandt andet står bag hittet ”Creep”, har med deres første koncerter i syv år skabt stor begejstring hos dem, der lyttede til Radioheads Billboard-hits, da de først kom frem i 1990’erne. Men noget tyder på, at de også har fat i en yngre målgruppe. Hvordan kan det være, at det britiske rockband, der oprindeligt red sin første store bølge af succes før årtusindeskiftet, kan blive hypet på ny?
Ph.d. og adjunkt i musikvidenskab ved Aarhus Universitet Thomas Husted Kirkegaard peger på fire ingredienser i den perfekte cocktail, som er hypen omkring Radioheads koncerter i København. Han begynder med bandets særlige undergrunds-image.
»Radiohead er blevet et kulturelt symbol på kunstnerisk integritet og autenticitet. Det her image har de fået, fordi de på intet tidspunkt har stået stille i deres lyd. De har hele tiden udviklet sig i nye retninger, også selvom den musik, de havde lavet, var blevet enormt populært,« forklarer han.
Thomas Husted Kirkegaard nævner den musikalske drejning, som Radiohead tog efter den popularitet, de opnåede med albummet OK Computer i 1997. På de efterfølgende albums Kid A og Amnesiac blev guitarerne skiftet ud med elektroniske lyde, et musikalsk valg, der kunne ligne kommercielt selvmord, men som kun cementerede bandet som en gruppe, der ikke ville gå på kompromis med sine kunstneriske visioner.
Ny generation, ny hype
Men der er også noget særligt i den tid, vi lever i nu, som gør, at billetterne til Radiohead-koncerterne var eftertragtede. De sociale medier skaber nemlig mulighed for, at musik fra forrige årtier kan blive aktuelt på nye måder, fortæller Thomas Husted Kirkegaard.
Og lige netop det skete for Radiohead, da sangen ”Let Down”, som udkom i 1997, blev brugt som underlægningsmusik i tv-serien
’The Bear’.
»Efterfølgende begyndte TikTokere at bruge sangen som underlægningsmusik i deres videoer. Pludselig eksploderede interessen helt vildt. Det vil sige, at over 25 år efter, at Let Down udkom, blev det et Billboard-hit.«
Der er altså en ny generation, der er ved at opdage Radiohead, og som har skabt en ny hype omkring bandet.
En af dem, der gerne ville have haft billetter til de udsolgte koncerter i København, er 23-årige Alina Bildsøe Sørensen. Hun lytter ofte til musik fra halvfemserne, blandt andet britpop-bandet Oasis, der er på turné i øjeblikket. Musikken tiltaler hende, fordi hun kender den fra sine forældre, men også fordi hun ofte synes, det er mere originalt end den musik, der er at finde på nutidens hitlister.
»Det er som om, det er mere slow-paced, der har været lidt mere arbejde i det, og det er lidt mere originalt.«
Noget af det, som Alina Bildsøe Sørensen værdsætter ved halvfemsermusik som Radiohead og Oasis, er altså det uforfinede.
»Der var ikke noget autotune, så det kunne godt lyde lidt mere råt nogle gange, ikke lige så perfekt, for det var ikke lige så finpudset.«
Knaphed øger værdien
Der er en stor længsel efter Radiohead i den fangruppe, der har lyttet med siden
begyndelsen, men også i TikTok-fangruppen, forklarer Thomas Husted Kirkegaard. Det skyldes ikke bare bandets autentiske image og udbredelse på sociale medier, men også at det efterhånden er et par år siden, at de sidst har trådt op på de store scener. Bandet har ikke turneret siden 201718, og de har ikke udgivet ny musik siden 2016.
»Og så spiller de ret få koncerter overordnet set i Europa, så det skaber en knaphed. Og knaphed har det med at øge værdien af noget. Det er med til, at det er enormt hypet og nærmest lidt eksklusivt, at de kommer til København,« fortæller Thomas Husted Kirkegaard.
Så både bandets særlige image, knaphed og sociale medier spiller ind i den hype, der er omkring de kommende koncerter i København – og så er der én ting, man ikke kan se bort fra, siger Thomas Husted Kirkegaard.
»Selvom Radiohead er lykkedes med at skabe et image, hvor de fremstår lidt undergrunds-agtige, så er de jo et meget populært og meget indflydelsesrigt band.«
Alina Bildsøe Sørensen ville gerne have haft billetter til Radiohead-koncerterne.
Foto: Victoria Gradert
Ovartacis overgang
Brandts Kunstmuseum udstiller lige nu en stor samling af Ovartacis værker. Kunsten har forbindelse til Cobra-bevægelsen, art brut-genren og det surrealistiske og inviterer gæsten med på en tankevækkende rejse.
Af Andreas Horskjær
Historien om Ovartaci er både magisk og melankolsk: en fortælling om metamorfoser, om sjæle, om mennesker og dyr, om køn, om liv og død. Sammenhæng og søsterskab. Alt flyder, uden faste kategorier, båret af en animistisk anskuelse. Men fortællingen rummer også en tung skygge udpenslet i kampen mellem lys og mørke. Det mærker man tydeligt i Brandts’ udstilling ”Jeg begyndte som en paradisfugl”, hvor man gradvist træder ind i Ovartacis særlige univers gennem malerier og skulpturer.
Fascination af kvinden
Giraf-lange ben, slanke og med højhælede sko. Hoften breder sig ud – kun for at mødes igen under ribbenet. Samme gentagelse sker fra brystet og op i en lang, smal hals. Hovedet er dyrisk med en voldsomt fremskudt underkæbe, fyldige læber, skæve øjne og ører, der rejser sig i en spids. Syv figurer står foran beskueren: seks nøgne, én i smoking. De ligner rumvæsener i foreningen mellem det dyriske og det menneskelige, og samtidig mærker man samhørigheden.
Billedet er det første, man møder, når man træder ind i udstillingen på første sal i Brandts Kunstmuseum. Netop kvinden er den centrale figur i Ovartacis kunst. For at forstå det, må vi først forstå historien om kunstneren. Brandts Kunstmuseum har gjort et glimrende arbejde med at præsentere den besøgende for præcise tekster, der fortæller om Ovartacis liv gennem hele udstillingen. I hjertet af udstillingen er der opstillet et mørkt, lilla rum, hvor en video om Ovartacis liv folder sig ud.
Afhugningen
Kort fortalt i disse spalter starter videoen ved kernen i Ovartacis kunst. På et psykiatrisk hospital i Aarhus er Louis Marcussen, senere kendt som Ovartaci, gået i sløjdlokalet for at amputere sin penis med en skarp høvl. Billederne skabes ved en mandlig fortæller, der tager
mærker det i mellemgulvet.
lytteren gennem afhugningen. Beskueren
Ovartaci blev indlagt på et psykiatrisk hospital, efter hun havde boet seks år i Argentina. Her opholdt hun sig de sidste 56 år af sit liv med diagnosen skizofreni. Herfra udspringer kunsten i en konstant kamp for frigørelse og anerkendelse af sin identitet. Ovartaci var buddhist og havde en stærk tro på, at hun i sine tidligere liv var en kvinde. I 1950 startede rejsen mod et kønsskifte, der, efter modstand fra lægerne, i 1954 endte med, at Ovartaci tog sagen i egen hånd i sløjdlokalet. Kvinden er det lyse, manden er det mørke, som hun udtrykker det i en
af videoerne på udstillingen:
»At være mand er så frygteligt – når man ser et par kvindeben osv. – straks reagerer det inde i én. Jeg hader dette ikke at kunne beherske sit legeme! (…) Jeg vil ikke have, at det skete, at petillen rejser sig. Det må den ikke før forlovelse – før aftale – før kvinden siger: Kom til mig. Når kvinden selv udtaler, at det må ske, da må den stå – ikke før.«
Transformerende universer
I værkerne fornemmer man den direkte adgang, Ovartaci har til forestillingen om andre universer. Steder, hvor tingene forvandler sig. Et spejlbillede af kunstneren selv. Kunsten som hendes liv. I et af værkerne er krybdyr og langstrakte kvindekroppe på rejse med en hestevogn mod Nirvana, det endelige mål, hvor sjælene opnår forløsning og fred. Ovartaci minder os om, at livet er i konstant forandring og altid udvikler sig. Ingenting står stille, alt er altid i overgang. Når man går rundt mellem værkerne, virker det nærliggende at tænke på den gamle græske filosof Heraklit. Han sagde, at ”alt flyder”, at verden er i konstant forandring. Men hvor filosoffen mente, at alt består af modsætninger, der holder hinanden i skak og underkastes en lovmæssighed, mener kunstneren, at overgangene er en vej mod frigørelse. Forandringen forandrer.
I et af hovedværkerne svæver en kvindekrop med sommerfuglevinger over en mark med margueritter. Det er et selvportræt af Ovartaci og hendes dybeste ønsker om at flyve frit og undslippe den modstand, identiteten møder. De fantasifulde verdener er en oplevelse at overvære. Og stadig relevant for en nutid, hvor transkønnede fortsat kæmper for rettigheder og lighed mange steder i verden. Ovartacis sidste overgang skete i 1972 med ordene:
»Jeg hedder Louis Marcussen, og jeg er et mandfolk,« sagde hun, og omtalte sine tidligere tanker som ”fantasterier”.
Hun døde i 1985, 91 år gammel.
Fantasiløst
Brandts Kunstmuseum skal have ros for at udstille Ovartacis kunstsamling. Det er bare ærgerligt, at museet ikke understøtter de magiske og fantasifulde verdener bedre. I museets indretning glipper gæsten en del af den rejse, som det er at komme ind i Ovartacis sind. Man kunne forestille sig, at museet med mere fantasi havde skabt et rum, hvor værkerne ikke skal skabe rejsen i sig selv, men at rummet var forandret til en mere interaktiv tur gennem kunstnerens drømmeverdener. Et rum med flere flydende former. Det ville løfte oplevelsen. Man kan kun gisne om, hvad udstillingens hovedperson ville tænke, men mere ild i sjælen havde hun nok håbet på. Ovartaci sagde på et tidspunkt til sin læge på det psykiatriske hospital:
»Kedelige mennesker har jo ikke nogen flamme; de har jo ingen begejstring. De har jo ikke noget af det, som man beundrer –når et menneske flammer (…) Det er da en hjertefryd uden lige, når man skuer disse flammetalere, ikke sandt?«
Udstillingen løber til den 01/03/2026 og er bestemt et besøg værd!
Fotos: Taget på udstillingen på Brandts Museum i Odense af Andreas Horskjær
Layal Frejie
»Vi svigter menneskene derinde, når vi ikke kan kigge dem i øjnene eller vise dem, at vi er villige til at løbe en risiko for at fortælle deres historier
Af Olivia Emma Greve Hulbæk & Agnes-Marie Larsen
Fotos: Mathias Damborg
Layal Freije har rejst til byer fyldt med kultur, musik og mad, og altid insisteret på at møde mennesker der, hvor de er, og for hvem de er. Hun har været i katastrofezoner, flygtningelejre og set krigsofre i øjnene, men at dække krigen i Gaza er noget af det sværeste, hun har oplevet i sin karriere.
I dag er det ikke alt det, hun har set, der
påvirker hende mest - det er alt det, hun ikke kan se. At dække, hvad der sker i Gaza uden at kunne se de mennesker, hun skriver om i øjnene, er ikke til sammenligning.
»Det er så forfærdeligt at stå på sidelinjen til en krig, der er så blodig og voldsom uden at kunne få lov til at se de mennesker i øjnene, man taler med.«
En stemme til dem, der ikke har nogen
Layal Freije blev færdiguddannet kandi-
dat i journalistik fra RUC i 2017. Allerede i sin praktiktid på Politiken blev hun sat til at dække Mellemøsten, hvilket bestemt ikke gjorde hende noget. Hun har altid været draget af at fortælle om verden udenfor Danmark og give folk et indblik i hverdagen i alt fra Aleppo, når iranske gardister patruljerer gaderne eller til de vilkår, flygtninge i Syrien lever under.
Layal Freije har sprunget en del led over på karrierestigen, hvilket på kort tid har givet hende enormt mange oplevelser på nethinden og i hukommelsen. Hendes talent blev
spottet hurtigt i karrieren, hvor hun et par år efter endt uddannelse flyttede til Istanbul og blev mellemøstkorrespondent for Weekendavisen. Mange historier er blevet formidlet i hendes navn for en række danske, svenske og norske medier.
Hun har set: »steder, der ikke er særligt behagelige og mennesker, der ikke havde det særligt godt«. Men mest af alt har hun set nogle mennesker i øjnene, som har nægtet at lade sig knække. Hun har talt med Afghanske kvinder over Zoom, ofre for Talibanregimet, men mest af alt kunsthåndværkere, som trodsede systemet og i al hemmelighed tjente penge på deres kunst, for at brødføde deres familier. Mænd i mindre bemidlede områder i Tunesien, der fortalte om deres udsigtsløse fremtid, men som alligevel skabte et kulturinitiativ for at styrke det lokale ungdomsfællesskab.
nogen, at hendes journalistiske virke har givet allermest mening. Senest har hun lavet podcastene “Gaza FM” og “Det Lykkelige Arabien” på Radio IIII, og i dag skriver hun om Mellemøsten for Information.
»Det er så forfærdeligt at stå på sidelinjen til en krig, som er så blodig og voldsom uden at kunne få lov til at se de mennesker i øjnene, man taler med.
Hun har da også, som hun selv beskriver det, lavet en masse “rugbrød” gennem tiden, men det har været, når hun har brudt muren og givet stemmer til dem, der ikke selv har
Grotesk og absurd
Alle journalister har styrker og svagheder, og Layal ser helt klart den lange, uddybende, tidskrævende journalistik som sit kald. Hun foretrækker ikke, når det skal gå hurtigt og holdes kort. For hende er baggrundsviden helt essentiel for, at hun kan fortælle folks historier og formidle dem bedst muligt.
Layal kan godt lide, når det “gør ondt i hjernen”, når hun skal sætte sig ind i stof. Men stoffet kan også blive for hårdt og ubarmhjertigt. Det bliver det, når journalister i dag skal dække, hvad der sker i Gaza og på Vestbredden, eller gøre et forsøg på det. Hun beskriver virkeligheden som grotesk og absurd, fordi journalister pludselig skal dykke dybt ned i internationalt anerkendte menneskerettighedsorganisationers arbejdsmetoder for at kunne forklare læserne, hvordan de arbejder, og hvad de siger, frem for selv at dække krigens konsekvenser.
»Hvor er det sindssygt, at vi er kommet til et sted, hvor vi skal kigge på anerkendte organisationers arbejde for at fortælle, hvorfor de er troværdige. Vi har et internationalt system, vi har været så stolte af, troet på og ikke sat spørgsmålstegn ved. Og lige pludselig sidder vi og skal undersøge, om de taler sandt, fordi en krigspart betvivler de her organisationer.«
Hun føler sig enormt utilstrækkelig som journalist, når hun bliver lukket ude fra virkeligheden. Hun beskriver, hvordan dækningen af konflikterne i Gaza er blevet en form for “they said, they said”-journalistik, som er langt fra autentisk. Men hun er taknemlig for det vigtige arbejde, journalister i Gaza laver med en skydeskive på ryggen for at give verden et indblik i, hvad der foregår.
Følelse af utilstrækkelighed
Det er ikke kun det journalistiske virke, der kommer til kort, når journalister lukkes ude af blodige brændpunkter, som verden har krav på at få indblik i. Det gør balancen mellem arbejde og privatliv i høj grad også. Det er så godt som umuligt for Layal ikke at tage arbejdet med hjem og lade det påvirke hende.
»Mit privatliv er vildt påvirket, fordi jeg føler, at jeg ikke kan udføre mit arbejde rigtigt, det er så voldsomt,« fortæller hun og fortsætter:
»Jeg synes, det er et sted, hvor vores journalistik er kommet til kort, fordi vi ikke kan udføre vores arbejde ordentligt. Det er fuld-
hvor jeg sidder og drikker kaffe og spiser mandler, mens de mennesker jeg taler med lider.«
Men hendes privatliv får aldrig lov at komme med på arbejde - og det er helt bevidst. Hun oplever en udvikling i journalisters dækning af verden, hvor fakta pludselig er til debat, hvor der opstår skjult aktivisme, og hvor polarisering raser. Det skræmmer hende, for hvis ikke journalisterne kan leve op til at fortælle om verden, som den er, og hvordan den hænger sammen - om man er enig i den eller ej, hvem kan så?
»Vi er journalister. Vi dækker verden som den er - gennem fakta, menneskehistorier og gode kilder. Det er det vigtigste vi kan gøre, hvis vi skal bevare vores troværdighed.«
Menneskene skal menneskeliggøres
Dækningen af Mellemøsten mangler nuancering og det er en skam, mener Layal. Medierne dækker Mellemøsten med krig, død og ødelæggelse som gennemgående temaer. Menneskene i Mellemøsten får oftest en stemme i offer- og krigsfortællinger, og bliver presset ind i dødstal og statistikker. Hun mener, at det er nødvendigt at kende til deres hverdag, for at forstå deres situation og for at forstå, at de er meget mere end ofre - at de er stærke mennesker. Det er nødvendigt at adskille landene og forstå, at de alle har hver deres smukke unikke kultur, som former, hvem de er. Hun anerkender, at hun selv er en del af problemet.
»Man skal kæmpe lidt mere for kulturhistorierne, for krig og katastrofer er lidt det journalister lever af.«
Men historierne er nødvendige, fordi det giver folk anledning til at sammenligne sig selv med de her mennesker og forstå, at mændene i Tunesien har et stort potentiale, de har svært ved at udleve, på grund af de vilkår, de er sat i. Og at kvinderne i Afghanistan udfolder deres kreativitet, men under nogle helt andre forhold, end dem vi kender herhjemme. Oplevelser former den slags journalist man bliver og den slags journalistik, man vil lave, mener hun. Det er en ufyldestgørende opgave at sidde hjemme i lille Danmark og dække den store verden tilstrækkeligt. Men Layal er et levende bevis på, at det kan godt lade sig gøre, fordi hun har rejst ud i verden, mødt mennesker og skabt tillid.
»Lige nu tænker jeg allermest på, hvordan vi bliver ved med at dække krigen i Gaza på en ordenlig måde. For virkeligheden er, at det bliver sværere og sværere. Det fylder rigtig meget, fordi jeg ikke kan forløse det professionelt.
- Layal Freije
'Under Ombygning' tør mere end at drømme om en inkluderende håndværkerbranche: De bygger den i fællesskab
Håndværkerbranchen er mange steder præget af en kultur, hvor kønsminoriteter skal kæmpe for deres plads om bordet. I 2020 besluttede en gruppe håndværkere sig for at starte et netværk for dem, der drømmer om en bedre fremtid for sig selv, hinanden og branchen.
Deltagerne til 'Under Ombygning's årlige træf samles om at bevare nedslidte vinduer. Foto: Sofie Tasior
Af Andrea Humphries & Sofie Tasior
På en mild efterårsdag tæt på Himmelbjerget er håndværkernetværket Under Ombygning samlet. Ved Gammelgården lidt uden for Ry, hvor deres håndværkertræf finder sted i år, er der en rolig atmosfære. Deltagerne er spredt ud på gårdspladsen, mens de har gang i forskellige workshops.
'Under Ombygning' er et håndværkernetværk for transpersoner, ikke-binære og kvinder. Ideen opstod tilbage i 2019 og gruppen, som er et fællesskab for dem, der endnu ikke føler sig anerkendt af branchen, har mødtes siden 2020.
Netværket udfolder sig på træffet og som en Facebookside og chatgruppe, hvor de kan udveksle idéer og organisere sig.
»Det, at skabe og at have et netværk, hvor man møder andre, som man også kan skabe noget sammen med, er nok det allervigtigste,« fortæller Thea Vind Haugsted, som har været med til at arrangere træffet i år.
Deltagerne får mulighed for at dele erfaringer med andre om at være i et rum, som ikke er lavet til dem I et hjørne af gårdspladsen er en gruppe af deltagerne samlet om at renovere gamle vinduer. De hjælpes ad, mens de i fællesskab bliver klogere på, hvordan de helt konkret kan bruge deres håndværk til at bevare materialer, hvilket også er et vigtigt omdrejningspunkt for Under Ombygning.
Samhørigheden, som opstår på træffet,
bliver en kontrast til det, deltager My Bergmann fortæller om branchen:
»Jeg kunne som 16-årig ikke forstå, at jeg blev frarådet at blive tømrer...
- Elvira P., deltager ved årets træf
»Det er et ret hårdt og mandsdominermiljø. Især hvis man ikke er cis-mandmenogså cis-mænd kæmper for deres plads i de her rum. Så at komme her til træffet er, for mig, en mulighed for at finde samhørighed. Og at dele erfaringer med andre om at være i et rum, som ikke er lavet til dem« fortæller My Bergmann.
Hun har for nyligt startet sit eget murerfirma, efter hun droppede ud af murergrundforløbet. Her oplevede hun, at der hverken var plads til kvinder eller at være transperson.
Elvira P., som også deltager i træffet, fortæller, at det har været en øjenåbner for hende. Det er anden gang hun deltager, men forinden havde hun vænnet sig til altid at være den eneste kvinde eller den eneste blandt to:
»Jeg kunne som 16-årig ikke forstå. at jeg blev frarådet at blive tømrer. Jeg har altid bevæget mig meget i cis-mændrum, og tænkt at det var sådan, det var. Og pludselig finder jeg dette tilbud. Det var faktisk en øjenåbner for mig. Det var virkelig rart ikke at blive sat i en bestemt bås.«
Uddannelserne har et medansvar
Der er et stort skel i kønsfordelingen mellem faglærte lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen. I 2024 var hele 91% af lønmodtagerne mænd, viser nye beregninger foretaget af Dansk Arbejdsg iverforening på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata.
Flere af deltagerne på træffet er ufaglærte og er derfor ikke en del af statistikken. Det skyldes, at det enten var svært for dem at færdiggøre deres uddannelser, eller at de manglede lysten til at starte pga. miljøets ry.
»Jeg er ikke faglig uddannet, jeg er ufag lært. Noget af det, der afholder mig fra at blive det, er det miljø, der er derude,« udtaler Elvira P.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening har andelen af kvinder, der tilgår erhvervsuddannelser, været faldende siden 2016.
Uddannelserne har et medansvar for andelen af kvinder, der tilgår erhvervsuddannelser, været faldende siden 2016. De har et medansvar for at være inkluderende, mener My Bergmann:
»For mig at se, er det svært at gennemføre en uddannelse, hvis man møder op første dag og føler, at der ikke er plads til en. Så skolerne kunne 100 procent blive bedre.«
Til håndværkertræffet har de lavet en workshop med overskriften Utopi, som handlede om, hvordan deres drømme-tekniske skole skulle se ud, hvis de helt selv måtte bestemme faciliteterne, rammerne og strukturerne.
På opslagstavler i deres spisestue hænger lilla og lyserøde post-its fra workshoppen, hvor deltagernes visioner står skrevet. “Mere diversitet i elevsammensætning”, “renoveringsundervisning”, “flere farver”, og “grænser for hvor sent man må arbejde” er bare få ud af mange ønsker fra deltagerne.
’Under Ombygning’s deltagere vil være med til at skabe de gode arbejdspladser i håndværkerbranchen
’Under Ombygning’ drømmer om en anderledes fremtid for håndværkerbranchen og alle dem, der er en del af den.
»Håndværkerbranchen handler om samarbejde og teamwork. Man skal drive et firma på en måde, som er solidarisk, hvor folk har det godt, og hvor man ikke skal føle, at man skal bevise noget hele tiden, eller at man er der på lånt tid, fordi man ikke er en mand
- Thea Vind Haugsted, medarrangør af årets træf.
På deres plakat skriver de, at fremtidens håndværk bør være solidarisk, bæredygtigt, feministisk, intersektionelt og antikapitalistisk. De ved, at det er ambitiøse drømme, men de tror på, at de kan realiseres gennem den organisering, de netop er i gang med:
Hun understreger, at de som kønsminoriteter i branchen også skal være med til at skabe de gode arbejdspladser. Og det kan man gøre ved at snakke sammen og samles på nogle af de arbejdspladser, hvor der allerede er et godt arbejdsmiljø og vise, at det er muligt at have en tømrervirksomhed med mange forskellige mennesker ansat.
’Under Ombygning’ insisterer på at afkræfte foredommen om håndværkerbranchen som en instans, der går hånd i hånd med en gammeldags forestilling om, at håndværkeren repræsenteres af machomanden, styrke og hårdhed. De forsøger i stedet at insistere på, at der i branchen skal være og er plads til andre værdier.
På trods af Taylor Swifts popularitet rammes hun nu også af fænomenet ‘mainstream fatigue’
Med et nyt album, verdensomspændende succes og rekordsælgende turnéer i bagagen er musikeren Taylor Swift ikke bare berømt, men også berygtet. En begyndende modstand mod popstjernen viser, hvordan hype og massiv eksponering kan vende vores fascination af det populære til en form for træthed
Af Emma Ügüden Hadberg
På Lixen Undersøger undrer vi os over, hvordan tidens tendenser påvirker os, og hvordan vi reagerer på dem. I denne udgave vender vi opmærksomheden mod Taylor Swift. Hun kan umuligt være gået nogens næse forbi. Taylor Swift har i rundt regnet 20 år været et popikon, og med mange rekorder i musikkens verden har hun for alvor slået en streg under sit eget navn.
»Vi lærer jo ligesom fra barnsben, at kunst og kultur er noget med unikke, marginaliserede kunstnere, som udtrykker noget kontroversielt, meget følelsesladet eller personligt. Når noget så bliver meget populært og stort, så lyder det lidt som det modsatte
- Anders Reuter, forsker i popmusik og digital kultur på
Lund Universitet
Kritikken lurer på nettet
Hun er elsket og beundret. Mens mange dyrker hende som et ikon, er der også dem, som har deres skepsis og måske ligefrem tager afstand. For selvom hendes succes aldrig har været større, følger en bølge af kritik. Kritikken er ikke nødvendigvis rettet mod selve musikken, men mod hele den hype, der er omkring Taylor Swift. Popularitet har en bagside Du er måske selv en af dem, der mærkes af dette fænomen. Faktisk har det et navn: mainstream fatigue. Fatigue stammer fra det franske sprog og betyder træthed. Det er altså en slags kulturel træthed, der opstår, når noget bliver for stort, for synligt og føles som allemandseje. Det handler ikke kun om Taylor Swift, men om den måde, vi som publikum forholder os til populærkulturen, hvor alt deles, hyldes og måske endda kritiseres.
Det er efterhånden svært at gå på internettet uden at støde på Taylor Swift, og man kan vist roligt sige, at hun deler vandene. Der er dem, der ser hende som et ikon. Og så er der dem, der er blevet mætte af hende. Spørgsmålet, der gik igen hos mig, var: ‘Hvorfor føler folk sig så mættede af Taylor Swift?’. Derfor dykkede jeg ned i de famøse Reddit-tråde, hvor diskussionerne kører i døgndrift.
Debatten om Taylor Swift fylder på den sociale platform Reddit, og flere brugere udtrykker træthed over hendes konstante tilstedeværelse: »Det, der virkelig irriterede mig, var, hvordan hun begyndte at trække hver album-"æra" frem som et brand i sig selv, startende med Reputation. Masser af kunstnere ændrer tingene stilmæssigt fra album til album, men hun så det som en marketing-gimmick at gå selvbevidst igennem "æraer"«, skriver en bruger, som blot er en ud af de mange, der kalder sangerindens karriere for overeksponering.
Nicole Holmstrøm Jeel er Taylor Swift fanogså kaldet Swiftie - og oplever, at det er blevet lidt sværere at sige åbent, at hun er fan.
»Det bunder nok i, at hun er blevet et ekstremt stort navn, og med det følger fordomme. Der følger også en del fordomme i det at være Swiftie«, fortæller Nicole Holmstrøm Jeel.
Anders Reuter er forsker i popmusik og digital kultur på Lund Universitet og har to klare bud på, hvorfor mainstream fatigue opstår
Vidste du, at...?
Under 24 timer efter udgivelsen af Taylor Swifts nye album ‘The Life of a Showgirl’ slog hun sin egen rekord, da sangen “The Fate of Ophelia” opnåede flest streaminger på én dag i Spotify-historien
På bare fem dage slog Taylor Swift rekorden i flest solgte album på en uge med hele 3,5 millioner eksemplarer - en rekord senest slået i 2015 af Adele med 3,482 millioner solgte album
The Eras Tour fra 2023 til 2024 er den første og eneste turné, der har overgået 1 milliard dollars i indtægter. Turnéen har desuden også sat rekord i flest solgte billetter af en soloartist med over 10 millioner solgte billetter
»Vi lærer jo ligesom fra barnsben, at kunst og kultur er noget med unikke, marginaliserede kunstnere, som udtrykker noget kontroversielt, meget følelsesladet eller personligt. Når noget så bliver meget populært og stort, så lyder det lidt som det modsatte«, forklarer forskeren og fortsætter:
»Og så kommer vi også over i det, jeg tror er den anden del. Nemlig, at vi er kodet til at være meget skeptiske over for ting, der lugter lidt af masseproduktion og kapitalisme. Altså det her med, at man har lavet noget så hurtigt og så nemt som muligt, bare for at få succes«
Et kulturelt backlash (læs: tilbageslag) er ifølge Anders Reuter et velkendt mønster i populærkulturen, og han beskriver det som en ‘underlig knivsæg', hvor man enten falder på den ene side af knivsæggen - den ‘rigtige’ side - eller på den anden side, hvor musikken ses som en form for musikalsk junkfood og føles som masseproduktion. Og Taylor Swift, mener forskeren, er et godt eksempel på en kunstner, der ligger lige på knivsæggen.
»Taylor Swift blev jo først anmelderdarling, da hun blev lidt ældre, og folk kunne nærmest ikke kramme hende nok, da hun udgav sin Folklore-plade. Det, vi dog tit diskuterer efter hendes genindspilningen af sine plader, er, om det så et udtryk for, at hun tager kontrol over sin karriere og er et feministisk projekt, eller om det simpelthen bare er sådan et kapitalistisk projekt, som handler om, at hun skal tjene flere penge«, fortæller Anders Reuter.
For fans som Nicole Holmstrøm Jeel, handler begejstringen kun om godt at kunne lide musikken.
»Man føler, at man skal forsvare, hvorfor man godt kan lide hende, og i bund og grund handler det jo bare om den musik, man godt kan lide. Det burde man ikke forsvare eller være bange for at sige«, mener Nicole Holmstrøm Jeel.
Og måske siger lige præcis dét faktisk mere om os som publikum end om Taylor Swift: at vi stadig har det svært med det, der bliver for populært og for elsket.
Det skal du læse, se og lytte til i løbet af dit efterår
Lange skoledage, tungt pensum og begyndende eksamener kan for mange betyde mindre lyst og tid til at gå ombord i fritidsaktiviteter. Derfor vil vi give forslag til dit efterår, som du hurtigt og let tilgængeligt kan læse, se og lytte til uden at gå på kompromis med lektierne.
Af Cecilie Falkesgaard og Freja Koch Rasmussen
Dårlig Stemning med Anida Ren og Anna Olrik
Tag Anida Ren og Anna Olrik med dig på farten, når de i podcasten Dårlig Stemning undersøger den dårlige stemning gennem alt fra valgflæsk til Flying Superkids.
Podcasten kan høres på DR Lyd.
Halloween i Tivoli København
Efteråret duer ikke kun til at sidde indenfor; for selvom vejret er gråt og luften bidende, kan du lade Tivolis halloweenpark dulme efterårshumøret.
I den forladte Villa Vendetta, som på mystisk vis hjemsøges af en spøgefuld familie, kan du for 99 kr. opleve IT: Welcome to Derry i levende live.
Hvis ægte uhygge ikke er din kop pumpkin spice latte, så tag en tur i den gamle rutsjebane, mens du kigger ned på boder med halloweenslik og Tivolihaven fyldt med græskar.
Giovannis værelse af James Baldwin
I 1950’ernes Paris lever amerikanske David et liv på flugt fra sin fortids skygge. En dag møder han Giovanni, en italiensk bartender, der minder David om en glemt længsel og tvinger ham til at genoverveje både sin fortid og fremtid. På 232 sider formår forfatteren James Baldwin at skabe et atmosfærisk billede af Paris efter 2. verdenskrig og vise, hvad samfundets forventninger til race og seksualitet gør ved menneskets opfattelse af selvet.
Bogen kan findes i fysiske bogbu tikker, på på nettet, på dit lokale bibliotek eller der, hvor du bedst kan lide dine e- og lydbøger.
Gilmore Girls af Amy Sherman-Palladino
Serien er en efterårsklassiker, der er svær at komme udenom. Og hvem har egentlig lyst til det, når du kan blive underholdt af hovedrollerne Lorelai og Rorys skarpe replikker og hyggelige efterårs-vibe?
Serien kan ses på Netflix, Disney Plus og Viaplay.
Den interne kamp om det
kontroversielle Red Bull-sæde
Efter flere udskiftninger af Verstappensholdkammerater de seneste år, står spørgsmålet stadig åbent. Hvem kan reelt matche Formel 1-verdensmesteren - og hvem får chancen næste år?
Af Celina Hougaard Eeg Sørensen
Det andet sæde hos Red Bull har i årevis været til debat både internt og eksternt. Efter et nyt kapitel blev åbnet i 2021, har holdet domineret de sidste tre sæsoner med flest sejre, verdensrekorder og to konstruktørmesterskaber. Midtvejs i 2025-sæsonen står spørgsmålet om, hvem der har kompetencerne til at køre ved siden af tredobbelt verdensmester Max Verstappen. Mens hans dominans tidligere var nok til at sikre Red Bull sejrene, har McLaren i år for alvor udfordret dem med næsten alle sejre. Hvor længe vil Red Bull blive ved med at brænde deres egne kørere af?
Den hollandske Max Verstappen fik i 2015 debut i Formel 1 som en af de yngste nogensinde. Det var på Red Bulls søsterhold, i en alder af blot 17 år. Han blev hurtigt kendt som en hård konkurrent med kælenavnet ’’Mad Max’’. Allerede som rookie slog han rekorden som den yngste kører nogensinde til at score point, og året efter fulgte han op med endnu en rekord, den yngste til at vinde et løb. Siden da har Verstappen opbygget et ry for sin kompromisløse kørestil og aggressive forsvar på banen. Han har sat den ene rekord efter den anden. Han er derfor nu blevet synonym med Red Bulls dominans og har båret dem til toppen gennem flere sæsoner i træk. Det er ikke underligt, at Red Bull prioriterer ham som første kører – han er trods alt en af de bedste i Formel 1’s historie. Jeg beundrer hans mentale styrke og hans ’’fuck it’’-attitude. Han ved, han er god, og han har resultaterne til at bakke det op. Det er netop alt dette, hans teamkammerat konstant må måles op imod. For mange virker det som en umulig kamp at tage. Red Bull er blevet så forelsket i Max Verstappen, at de har glemt, at et hold har to biler.
Red Bulls andet sæde er blevet en joke. Pladsen er ikke en reel chance, men et tikkende ur. Siden 2024 har Red Bull haft tre forskellige kørere på pladsen ved siden af Max Verstappen: Sergio Pérez, Liam Lawson og nu Yuki Tsunoda. Ikke alle fik chancen for en fuld sæson. Lawson fik kun to løb i 2025, før han blev skubbet ud, og Tsunoda kører på en kontrakt, der udløber ved sæsonens afslutning. At skifte en kører ud efter en længere periode med svage resultater kan forsvares – det hører til sporten. Men det Red Bull gør, er noget helt andet. De hiver stikket alt for tidligt, uden at give deres egne folk en reel chance. Tsunoda står nu med minimale point og en kontrakt, der udløber, før han overhovedet har fået lov til at finde rytmen. Det er ikke tålmodighed, det er rovdrift. Det svarer til at trække en kører ud af løbet, før de røde startlamper overhovedet er blevet grønne.
I hvilken verden er det en fair mulighed? Vi har set det før. I 2019 blev Pierre Gasly og Alexander Albon kastet rundt som brikker, hvor der kun var én vinder: Max Verstappen. Resten bliver til midlertidige løsninger, der reelt bare skal være gode nok til at supplere verdensmesteren. F1TV-kommentator Alex Jacques opsummerer konsekvenserne af Red Bulls strategi til Formula1:
»No one can get the second car to work, which means they have a one-car team. If Max Verstappen has a bad day, Red Bull has a bad day.
For holdets skyld må de i fremtiden kigge på investeringer i en anden kører. Selv Verstappen har antydet til skysports´ , at problemerne ikke kun handler om hans holdkammerater:
»t’s been going on for a long time, of course. Maybe it’s also a sign… You can fill in that yourself.«
Med andre ord, problemerne kan lige så godt være strategien eller bilen og ikke bare kørerne. Men hvor længe kan Red Bull fortsætte sådan? For hver udskiftning underminerer de ikke kun de talentfulde racerkøreres selvtillid, men også deres eget omdømme. De tager forsiderne gang på gang. Dog ikke for sejrene, men for deres brutale behandling af egne folk.
Hvis Red Bull vil sikre deres fremtid, må de lære at behandle det andet sæde som et aktiv, ikke en skraldespand. De har allerede mærket konsekvenserne i 2025, hvor McLaren for alvor har presset dem ud af deres komfortzone. Med de nye reguleringer næste år bliver de tvunget til at tænke i helt nye baner. De kan vælge en erfaren kører, der sammen med Verstappen kan give vigtig feedback på en helt ny bil og motor, eller de kan satse på en ung og sulten kører. Isack Hadjar er oplagt med sin aggressive stil og mentale styrke, mens Arvid Lindblad allerede i Formel 2 har fået tilnavnet ’’the new Max Verstappen’’. Men det hele afhænger af, hvilken vej Red Bull tør gå. For mange unge kørere føles sædet mere som en dødsdom end en chance. Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvem der får pladsen, men hvem der tør tage den. Red Bull kan blive ved med at brænde deres egne kørere af – men før eller siden brænder de også sig selv.
LARS BAK: FRA
SPORTSTJERNE TIL
SPORTSJOURNALIST
Efter 18 år som professionel cykelrytter dækker 45-årige
Lars Ytting Bak nu sporten fra sidelinjen på TV 2. LIXEN er taget til Silkeborg for at høre hans historie – fra start til i dag.
Af Mikkel Rud Søgaard
Når man træder ind i, hvad der ligner et udeskur i den sydlige del af Silkeborg, overvældes man af cykling. På væggen hænger cykeltrøjerne i kronologisk rækkefølge fra en 18 år lang cykelkarriere: fra CSC-dagene til HTC-trøjerne, der vækker minder om en uovervindelig Mark Cavendish, til Lotto-dagene, og sidst i rækken hænger en uvasket Dimension Data-trikot, som Lars Bak bar i sit sidste professionelle løb den 13. oktober 2019, hvor han sluttede på en flot syvendeplads i Paris Tour. Podcastudstyret, som Lars Bak bruger til at optage “Bak-Lane”, står klar til brug, mens to ens kaffekrus, to ens vandglas og et bord-bænkesæt er anrettet ved ankomsten. Velforberedt, præcis og imødekommende - sådan de fleste cykelfans kender den 45-årige midtjyde som både cykelrytter og ekspert.
For enden af hylden med portrætter fra en glorværdig karriere står et indrammet billede med teksten “Årets Kilde”. En pris, der hvert år uddeles af Søhøjlandets Presseklub til en person, som har gjort sig bemærket i medierne. I 2025 tilfaldt titlen Lars Bak.
»Han fylder skærmen ud med friskhed, kompetence og talent« lød det i talen fra formanden Karsten Gøtler.
Hvem er Lars Bak?
Men det lå ikke i kortene, at Lars Ytting Bak skulle køre 20 Grand Tours og Paris-Roubaix 13 gange. For i barndommen i Silkeborg var kærligheden til fodbold størst. Og selvom Paris-Roubaix, VM og Tour de France altid blev fulgt tæt, så var det læderkuglen, Lars Bak så sin fremtid i.
»Jeg har jo været bolddreng herovre på
det gamle Silkeborg Stadion. Jeg havde alle mine venner der og troede egentlig, at jeg skulle blive professionel fodboldspiller«
»Det var skæbnen, at jeg kørte cykelløb«
Lance Armstrongs VM-sejr i 1993 i Oslo er et af Lars Baks tydeligste cykelminder, men det er først som 16-årig, at han melder sig ind i Silkeborg Cykelklub. Og derfra tog det
fart for midtjyden.
»Jeg tror simpelthen, det var skæbnen, at jeg skulle begynde at køre cykelløb. I vinteren 95/96 fik jeg licens og meldte mig ind i Silkeborg Cykelring. Som 16-årig kørte jeg min første sæson, blev rykket op i juniorklassen, vandt et par løb og kom allerede på landsholdet som førsteårs junior«
Foto: Mikkel Rud Søgaard
Og farten fortsatte for danskeren. I 2001, som 21-årig, tog Lars Bak chancen og drog til Luxembourg. Her ventede en stagiairekontrakt hos det danske cykelhold Team Fakta – en midlertidig prøveaftale, hvor et ungt talent får mulighed for at teste niveauet hos et professionelt hold.
»Jeg gjorde det faktisk rigtig godt der som stagiaire, og så fik jeg så tilbudt en toårig kontrakt. Man kan sige det gik slag i slag. For jeg startede med cykling i 1996 til at køre stagiaire i 2001.«
I 2005 skiftede Lars Bak til CSC og Bjarne Riis. 2005 blev også et år med flere store personlige triumfer. I juni kunne han trække dannebrogstrøjen over hovedet, efter at have sikret sig DM-titlen i Odense. Samme år vandt danskeren også Tour de l’Avenir. Et fransk etapeløb, som sidenhen er blevet vundet af prominente ryttere som Nairo Quintana og Tadej Pogacar.
Det var dog først i juli 2011, at Lars Bak for alvor trådte ind i danskernes tv-stuer, da han som 31-årig debuterede i Tour de France. Forinden havde han kørt både Giroen og Vueltaen, så blandt cykelfans var han allerede en kendt skikkelse.
Danskeren fik dog hurtigt fanfavorit-status blandt seerne. Hans karakteristiske, lige-ud-af-posen personlighed i interviews og hans utrættelige arbejdsindsats forrest i feltet gav ham både popularitet og masser af tv-tid.
Fra 2011 til 2019 blev Lars Bak en fast bestanddel af Tour de France, som han kørte hvert eneste år.
“Fuck, du har gjort det”
Jeg spurgte Lars – en smule ledende –om, hvad hans stærkeste minde fra en Grand Tour var. Det er trods alt blevet til 20 Grand Tours, heriblandt otte Tour de France, i løbet af en lang karriere. Jeg forventede, at han ville fremhæve den 17. maj 2012 i Sestri Levante: 12. etape i Giro d’Italia, hvor Lars Bak kørte alene over målstregen til karrierens største sejr. Men selvom mindet er foreviget i et stort portræt i skuret, er det alligevel ikke etapesejren, han peger på som sit største.
Lars Bak gjorde sig bemærket i 2010’erne på folks tv-skærme i juli måned under Tour de France - både på cyklen og med rappe, skarpe bemærkninger foran mikrofonen. Og det gør han stadig, nu blot bag mikrofonen.
Karrierens sidste cykelløb fandt sted i oktober 2019, hvor han opnåede en flot 7. plads i Paris–Tours. Og det gik ikke lang tid, før Lars Bak igen havde arbejde at tage sig til.
»I og med at jeg stoppede min karriere, og TV 2 samtidig købte rettighederne til Aftentour, skulle de jo finde én, der kunne lede programmet. Så jeg fik faktisk selv en henvendelse fra John Jäger, chefredaktør på TV 2 Sporten. Han ringede til mig nogle dage efter Paris–Tours, som jeg husker det«.
Aftentour på TV2 blev til, og var dermed også starten på en ikonisk Silkeborgensisk duo. Ved sin side havde Lars Bak fået Rasmus Staghøj med sig, som skulle agere vært på programmet. Men det var ikke en dans på roser fra starten af.
“Jeg kan bare huske den første gang, det var ligesom den drøm, da jeg stod inde på Champs-Élysées. Det der med, at man bare kunne mærke det helt nede i maven. Det kan jeg lige så tydeligt huske stadigvæk. Det var bare sådan,”fuck, du har gjort det”
»Altså det største minde, det er jo klart det der, hvor jeg vandt etape i Giro d’Italia, men jeg vil faktisk sige, at det stærkeste minde, det var næsten første gang, jeg kørte Tour de France i 2011« Særligt sidste etape, som blev vundet af holdkammerat Mark Cavendish, sidder klart i Lars’ erindring.
»Jeg kan bare huske den første gang, det var ligesom den drøm, da jeg stod inde på Champs-Élysées. Det der med, at man bare kunne mærke det helt nede i maven. Det kan jeg lige så tydeligt huske stadigvæk. Det var bare sådan, ’fuck, du har gjort det’«
Overgangen til tv-branchen
Den dag i dag kender mange danskere Lars Bak, som manden med de gode anekdoter og analyse i løbet af cykelsæsonen.
»Hvis man ser noget af det første aftenture, som mig og Staghøj laver sammen, det var ikke særlig godt, fordi Staghøj var den første gang, han skulle være vært, og det var første gang, jeg skulle være ekspert.«
Med tiden fandt Lars og Staghøj melodien. Det skete blandt andet, efter at Lars stoppede med at lytte til efterkritikken og i stedet gjorde det, der har gjort ham så populær i de danske stuer: Han var sig selv og bekymrede sig mindre om, hvad andre tænkte.
» Efter en uge, sagde jeg bare til mig selv, ’nu gør jeg det bare på min egen måde’. For hvis du begynder at tænke alt for meget over, hvad du skal sige, så bliver det noget rod«.
Danskerne kan godt vænne sig til at se – eller rettere sagt høre – Lars Bak i tv’et. For han har også fundet vej til kommentatorboksen. I dette års Tour de France byttede Lars Bak og Emil Vinjebo roller halvvejs gennem løbet, og Bak tog over som kommentator i løbets sidste halvdel. Noget, danskerne tydeligvis nyder at lytte til.
Om det skyldes hans høje faglighed, de kvikke bemærkninger som: “Det er så varmt, at man kunne pat en død vandrotte” eller en vellykket blanding af begge dele, vides ikke.
Lars Bak vandt kilde-prisen 2025. Foto: Mikkel Rud Søgaard
“TV2” er mangfoldig, og derfor kan vi ikke være lige så nørdede. Og det irriterede mig lidt i starten, for jeg følte , at jeg blev ringere”
Skulle det være gået nogens næse forbi, så er Lars Bak en vaskeægte cykelnørd. Efter en lang og glorværdig karriere som professionel rytter, er han gået direkte over i dækningen af sporten. Men cykeldækning handler ikke kun om at nørde detaljer. Det handler også om at formidle sporten til dem, der ikke nødvendigvis har den store viden om cykling. Og netop den balance har Lars Bak skullet lære.
»Jeg følte i starten, at nogle af de ting, som jeg gerne vil snakke om, ’det må folk sgu da bare forstå’. Du ved, at hvis det kører alt for meget heroppe med helt nørdede emner, så falder folk af. Og det er den balance man skal finde’«.
Prisen for at tage bladet fra munden
Prisen for Årets Kilde 2025 gik til Lars Bak. Han modtog prisen for sin kommentar om Jonas Vingegaard og hustruen, Trine. I begyndelsen af årets Tour de France bragte Politiken et interview med Jonas Vingegaards hustru, Trine, hvor hun kritiserede holdet for ikke at prioritere sin mand nok. og advarede om, at han var ved at “brænde ud”. Dette på trods af, at Vingegaard netop havde haft seks måneders barsel og var kommet velud-
hurtige til 5 Lars Bak
Bedste holdkammerat nogensinde? Kurt Asle Arvesen
Bedste minde som cykelkommentator? Jonas Vingegaards etapesejr på Bola del Mundo i 2025 Vueltaen
Bedste måltid efter en hård etape? Burger efter sidste etape i Giroen
Luxembourg eller Danmark som bopæl? Silkeborg
Hvem vinder VM (forudsigelse ugen inden)? Tadej Pogacar
hvilet ind til løbet Det fik Lars Bak til at tage bladet fra munden i Aftentour og sige det, som mange danskere åbenbart også gik og tænkte.
»Jeg synes ikke, at de prøver at brænde ham ud. Tværtimod. Han kører jo nærmest ikke nogen cykelløb’«.
Refleksion
I 2017 blev Lars Bak spurgt ind til, hvad planerne var efter hans professionelle karriere, hvor han svarede “Jeg frygter ikke, at jeg ikke kan få et arbejde, men jeg frygter, at jeg ikke kan finde et arbejde, som jeg bliver rigtig glad for”.
Jeg kunne nok godt regne svaret ud, da jeg spurgte ham, om han havde et job, han var glad for.
»Jamen det har jeg. Altså at sidde og formidle cykelløb - jeg elsker det’«.
Flere vender ryggen til journalistuddannelserne
– samfundets sammenhængskraft er på spil
Færre drømmer om at uddanne sig indenfor journalistik. 91 mennesker. Det er antallet af ansøgere, der i år søgte ind på journalistuddannelsen på SDU som førsteprioritet. Det er et fald på 23 procent sammenlignet med sidste år, og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er antallet af ansøgninger faldet med 7 procent. Det er næppe en ny udvikling, og kigger man på bare de seneste 5 år, er antallet af ansøgere på journalistuddannelserne faldet 37
Selvom antallet af praktik- og arbejdspladser for journalister også kan fremstå som få, er den dalende interesse for uddannelsen ikke nødvendigvis godt nyt. Udviklingen er problematisk for samfundet som helhed, fordi vi i en tid, hvor fake news og misinformation præger informationsstrømmen, som derfor har brug for journalister, der kan gøre verdens kompleksitet forståelig for alle.
Vigtigheden af god journalistik
Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus universitet, hvor han blandt andet har forsket i journalistikkens rolle i samfundet. Ifølge ham, vil det få konsekvenser for samfundets sammenhængskraft, hvis kvaliteten af journalistikken daler.
»Medierne har en rolle som overdommere i det informationslandskab, vi befinder os i, ved at faktatjekke, påpege misinformation osv. Derfor vil det blive sværere for den enkelte borger og det demokratiske samfund at finde ud af, hvad der er sandt og falskt «, fortæller Michael Bang Petersen.
Ifølge Michael Bang Petersen er det mediernes ansvar at oplyse borgere om, hvad der er på spil i samfundet, og særligt tre ting kan vi journalister gøre for at bidrage til at styrke samfundets sammenhængskraft
»Medierne styrker sammenhængskraften, dels ved at være kanal mellem borgere og det politiske system, at give borgerne viden og redskaber til selv at handle, og samtidig at skabe en ramme for den offentlige samtale«, fortæller Michael Bang Petersen.
Tendenser i unges studievalg
Men hvad er så årsagen til, at færre vil være journalister? Der eksisterer ikke et entydigt svar på dette spørgsmål, men en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, rummer én mulig forklaring. Undersøgelsen fra EVA påpeger, at den største inspiration for unge, når de skal vælge uddannelse, er løn og jobmuligheder. Konkret valgte 27 procent af de adspurgte i undersøgelsen uddannelse på baggrund af netop dette. I en tid, hvor medielandskabet er i nybrud, er der ikke noget at sige til, at nogle unge kan have svært ved at forstille sig, hvordan et arbejdsliv som journalist kan se ud.
At unge i stigende grad fokuserer på løn og jobmuligheder kan være en medvirkende årsag til, at antallet af ansøgere på statskundskab-uddannelserne til sammenligning er steget 16 procent siden sidste år. Hvis man interesserer sig for det samfundsfaglige og står over for at skulle vælge uddannelse, er der noget, der tyder på, at flere vælger statskundskab til og journalistik fra.
Af Louise Agerfeld
Hvorom alting er, så har Michael Bang Petersen slået fast, at samfundet har brug for dygtige, uddannede journalister. Så selvom færre søger ind på journalistuddannelserne, er der fortsat brug for journalistik af høj kvalitet til at styrke samfundets sammenhængskraft. Derfor er Center for Journalistiks uddannelsesudvalg i gang med at revurdere indholdet af bachelor- og kandidatuddannelserne på SDU. En ny reform for uddannelsen skal være med til at lokke flere til faget i fremtiden.
»Vi vil skabe en oplevelse af, at uddannelsen giver kompetencer til også at kunne beskæftige sig med andre områder, som fx kommunikation, ved at undervise i en bredere pallette af genre,
fortæller Louise Kjærgaard, uddannelsesleder på Center for Journalistik på SDU.
Den nye undervisningsreform på SDU’s journalistuddannelse er stadig under udvikling, men den forventes at træde i kraft fra årgang 2026.
Syddansk Universitet vil med samtale og analyseopgave spotte nysgerrighed og forståelse frem for terpet viden. Men ekspert advarer om usynlige sociale koder, der kan forstærke skellet mellem ansøgere.
Af Emmeli Wiinberg Larsen & Mathilde Kok Fredslund
»Det skaber en ensformighed, som er dræbende«, afbryder Jørgen Andresen, tidligere mediechef på Børsen. Hans stemme har løftet sig. Ordene falder midt i et interview, som et velplaceret og ufortrødent stik i en debat, der har ulmet i årevis: De nyuddannede journalister ligner hinanden for meget socialt, fagligt og kulturelt, og det får redaktører og mediechefer rundt i landet til at søge udenom den homogene masse.
Manglen på diversitet i dansk journalistik er ikke længere kun en diskussion på redaktionerne. Den er rykket ind i optagelseslokalerne. Fra næste år påtænker Syddansk Universitet at ændre grundlæggende på, hvordan man bliver optaget på journalistuddannelsen.
Farvel til vidensprøven?
Hvad ville der ske, hvis den nuværende prøve, der forløber sig over to dage med bl.a. den klassiske videns- og sprogtest, hvor ansøgerne bliver testet i alt fra Nobelprisvindere til navnet på kongens kælefisk - bliver droppet og erstattet med en enkelt dag, der byder på samtale og en skriftlig opgave?
En prøve med fokus på, at finde ansøgere med nysgerrighed, kritisk sans og forståelse for samfundet, snarere end dem, der blot kan huske mest. En sådan ændring ville vække både håb og bekymring blandt profiler i og udenfor branchen.
Jens-Peter Thomsen, ekspert i social baggrund og uddannelse, ser en klar risiko i den nye prøveform.
Han peger på, at der findes usynlige sociale koder for, hvordan man “opfører sig rigtigt” til en samtale; koder, der ikke er lige
tilgængelige for alle. Derfor frygter han, at den nye optagelsesmodel kan forstærke sociale skel snarere end at mindske dem.
»Børn fra veluddannede hjem har bedre mulighed for at forberede, hvordan man performer effektivt. At være god til en samtale er sværere at læse sig til for børn fra kortuddannede hjem«, siger han.
Festdag for den nysgerrige?
Hos Jakob Skouboe, redaktør på Energiwatch, vækker idéen dog også optimisme.
»En samtale kan kompensere for det faktabaserede testsystem. Man kan vurdere nysgerrighed og engagement, og det er helt centralt for, at man kan blive journalist« ,mener Jakob Skouboe.
Han kender selv til optagelsesprøvens nuværende format. Som telefonsælger på Berlingske læste han i sin tid avisen fra ende til anden for at være klar.
»Jeg begyndte at læse om badminton og fredspriser, selv om det slet ikke var noget jeg normalt interessede mig for«, fortæller redaktøren. »Men jeg kom ind, fordi jeg vidste, hvad der foregik.«
For ham handler journalistik stadig først og fremmest om én ting: At ville forstå verden.
Eller blot middelklassens ekkokammer?
Christina Pankratz, cand.mag i journalistik, har skrevet et speciale om unges oplevede adgang til journalistikken Hun forklarer, at nogle unge fra arbejderhjem siger, at “journalistik er ikke noget for sådan nogle som dem”, som de selv udtrykker det.
De mangler den kulturelle kapital og de sproglige koder, som andre får med hjemmefra. Hvis branchen fortsætter med at rekruttere fra den samme sociale pulje, mener hun, at journalistikken mister sin repræsentativitet.
Balancen skal findes Louise Kjærgaard, uddannelsesleder for journalistuddannelsen på SDU, arbejder sammen med uddannelsens ledelse med overvejelserne om at ændre optagelsesmodellen. Hun mener, at samtalen giver mulighed for at spotte kvaliteter, som en test ikke kan fange.
»Hvis man får de samme standardiserede svar hele vejen igennem, bliver det tydeligt, hvem der har forstået de sociale og faglige nuancer«, forklarer hun.
Samtidig understreger hun, at en potentiel ændring kræver en nuanceret tilgang og ikke må føre til sænkede standarder: Optagelsesprøven skal stadig sikre, at de optagne kan navigere i et komplekst medielandskab.
Et strukturelt spørgsmål Debatten om en alternativ optagelsesmodel handler i sidste ende ikke kun om test og samtaler, men om journalistikkens rolle i samfundet. Hvis adgangen til faget fortsat præges af snævre sociale og kulturelle koder, risikerer branchen at forstærke den ensformighed, som Jørgen Andresen advarer imod.
En ændring kunne blive et vigtigt skridt henimod mere diversitet. Den kan også ende som kosmetik, hvis de strukturelle barrierer, som Jens-Peter Thomsen og Christina Pankratz peger på, ikke adresseres.
Når protest bliver chikane: Er det dér, vi er endt i debatten om Gaza?
Af Mads Rayce Sørensen
Dette indlæg giver udelukkende udtyk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officelle holdning.
Mange tusinde mennesker har i weekenden, d. 4 & d. 5. oktober været på gaden i flere europæiske storbyer.
Det drejer sig bl.a. om København, Milano, Barcelona og Paris, og sker i forbindelse med at en nødhjælpsflotille med forsyninger målrettet Gazas indbyggere lettede anker fra Barcelona.
Budskabet fra demonstranterne er klart og tydeligt og har været det længe: Stop folkemordet i Gaza og befri Palæstina.
Har demonstrationerne så rykket noget?
Jo, man kan da argumentere for, at retorikken har rykket sig politisk. Eksempelvis har vores helt egen borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), d. 23. August på Facebook udtalt, at ’Israel begår det, der ligner folkemord under ledelse af Netanyahu.’
Vores statsminister, Mette Frederiksen, har på det seneste udtalt sig mere kritisk overfor Israels handlinger i Gaza, og vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, har åbnet op for en betingelsesvis anerkendelse af Palæstina som stat.
Min hensigt med det her indlæg er ikke at redegøre for, om jeg støtter Israel eller Palæstina. Nej, mit fokus ligger et andet sted; måden vi taler om det på. Evnen - eller manglen på samme - til, som folk, at have en civiliseret debat med plads til uenigheder.
Konflikten mellem de to parter er, ikke overraskende, yderst betændt og har været det længe, qua de historiske spændinger der går adskillige årtier tilbage. Findes der overordnet en good guy og en bad guy i den her konflikt? Muligvis. Det har folk da også deres holdninger til, og jeg er her ikke for at gøre mig til dommer over disse.
Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har været tilbageholdende fra at indgå i offentlige diskussioner om dette emne. Én ting er fx på Facebook, hvor der ikke skal meget til før folk bliver kaldt alverdens ukvemsord.
Jeg må dog ærlig talt sige, at jeg efterhånden oplever en mere og mere direkte aggressiv adfærd fra Palæstina-demonstranter. En forråelse af debatten, som tilsyneladende kan ramme selv de mest uskyldige mennesker. Aktuelt så vi det d. 14. september 2025, da godt 100.000 pro-palæstinensiske demonstranter fremtvang et stop af den afsluttende etape ved cykelløbet Vuelta a Espana, udelukkende fordi et Israelsk cykelhold deltog. Dette er bare ét af mange eksempler globalt.
I slut august, på en af mine efterhånden sjældne Københavnerture, måtte min kammerat og jeg da også lægge ører til decideret uforskammet opførsel. Der var netop blevet afholdt en demonstration med titlen ’Alle på gaden for et frit Palæstina’ på Christiansborg Slotsplads. Min kammerat og jeg var på selvsamme tidspunkt på vej til Københavns hovedbanegård. Vi var trætte og sultne efter en lang dag med interviews og alt for lidt søvn. Vi satte os på McDonalds. Vi spiste burger, fritter og ladede det mentale batteri op.
Ikke længe skulle der gå før en mand kom gående ind med et Palæstina flag i hånden. Vi spekulerede over, hvad han havde tænkt sig at gøre, og hvem han ville opsøge. Måske os? Måske nogle af de voksne ved siden af os?
Nej, i stedet gik kursen direkte hen mod en mor og hendes lille datter. Jeg vil ikke engang skyde på at hun var 6 år gammel endnu.
Her begyndte han så at smide om sig med postulater. Hvordan kunne moderen dog støtte folkemord, som han mente at McDonalds bidrog til. Hun rystede afvisende på hovedet, som udtryk for 26 | LIXEN OKTOBER 2025
at de ikke var interesseret i at tale med ham. Lige lidt hjalp det. Han var stålsat på at få sit budskab ud. Koste hvad det vil.
Det blev dog alligevel for meget for undertegnede, da manden skiftede fokus til moderens datter og spurgte:
»Kan du se dig selv i øjnene når du sidder her?«
Det gjorde mig vred, og jeg skar derfor ind. Jeg havde brug for at sige, at han opførte sig uforskammet og skulle lade de to være i fred. De havde ikke gjort ham noget som helst, og det havde vi andre i øvrigt heller ikke.
Ikke overraskende gled han selvfølgelig af på min præmis, og begyndte råbende at fyre de selvsamme budskaber, som moderen og datteren havde fået, af på mig. Det var som at tale til en dør. Ingen situationsfornemmelse. Ingen vilje til at lytte eller forstå.
Manden afsluttede den noget aggressive optræden med højlydt at råbe: »McDonalds bidrager til folkemordet i Gaza. I har alle sammen blod på hænderne!«, inden han noget modvilligt blev hevet væk af en formodet meddemonstrant.
Det var rystende at være vidne til, og jeg bliver stadig vred, når jeg tænker på det i dag. Hvordan kunne det være, at der skulle gå så lang tid før nogen gjorde noget? Har folk virkelig SÅ meget berøringsangst, når det kommer til Israel/Palæstina debatten, at man ikke engang tør påtale, når demonstranter opfører sig fuldstændig skændigt overfor en mor og hendes lille datter?
Jeg ved godt, at den her mand i princippet er i sin gode ret til at starte en fredelig dialog med hvem, han nu vil. Der, hvor problemet opstår, er at manden meget hurtigt bliver chikanerende og forstyrrer den offentlige orden. Det kan man straffes for, og derfor handler det selvsagt overhovedet ikke om retten til at demonstrere eller ytre sig – som er en utrolig vigtig og grundlæggende borgerrettighed. En fri og skarp debat er utrolig vigtig – også når det risikerer at kunne krænke folks følelser. Men en helt anden ting er altså, når ens handlinger overskrider folks ret til fred og derfor bliver direkte strafbare.
Den aktuelle udvikling i konflikten mellem Israel og Hamasmed USA og præsident Trump som fredsmægler - giver grund til optimisme og håb, eftersom parterne, d. 9. oktober er blevet enige om den første af flere faser i præsident Trumps fredsplan. Det betyder bl.a., at alle gidsler frigives og at der nu er våbenhvile i Gaza.
Måske freden forhåbentlig bliver permanent? Det må tiden vise.
En ting er dog sikkert: Så længe demonstranter kan slippe afsted med den her slags opførsel overfor uskyldige og fredelige mennesker, er der ikke flere der har lyst til at deltage i den her debat. Tværtimod. Det giver heller ikke mere sympati for Palæstinabevægelsen og dens synspunkter.
Min holdning er klar: Vi bliver nødt til at være konsekvente, når situationer som disse opstår. Om man, som i denne situation, kontakter personalet på McDonalds, eller om man kontakter politiet, må folk selv om. Vi skal ikke tie overfor den her slags opførsel. Vi skal sætte foden ned.
Charmen ved dansk fodbold
Af Markus Nørregarrd Erfurth
Dette indlæg giver udelukkende udtryk for skribentens personlige synspunkter og afspejler ikke avisens officelle holdning.
Den gennemsnitlige dansker tjener 15 millioner kroner i hele sit liv. Det tjener Lamine Yamal på en måned.
Drengen er 18 år gammel og den nye strålende stjerne i international fodbold. Men han er på vej ud på en sørgelig glidebane, der virker til at gennemsyre international fodbold. Han er ved at blive møghamrende arrogant og virkelighedsfjern. Han ejer verden, og alle skal bøje sig for ham. Skrækkeligt at kigge på, men kan man klandre drengen?
Beløbene er er stukket af i moderne fodbold. De voksne står med dollartegn i øjnene og pacer de stakkels purke, fra de knap nok kan gå. Talenterne, der har slået igennem i professionel fodbold det seneste årti, har de samme tendenser: Selvhøjtidelighed, egocentricitet arrogance.
Jeg bliver træt af at se på det. 22 multimillionærer på plænen, der har mistet jordforbindelsen.
Derfor er jeg begyndt at elske dansk fodbold. Den gode gamle Superliga. Vi har ikke overgivet os til kapitalisterne endnu. Udviklingen er i gang, FC Midtjylland og FC København spiller med musklerne, og når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Men sjælen i dansk fodbold er der stadig.
Det kan godt være, at det ikke virker som det mest sexede at sætte SønderjyskE mod Fredericia på fjerneren en mandag aften. Men det er sgu nogle oprigtige drenge, der har knoklet sig til det.
Jeg må ofte lægge ører til sætningen: ”Jeg gider ikke se Superliga, de er for dårlige, så jeg ser kun Premier League.” Sikke noget pjat. Denne glorificering af milliardærklubberne og negligering af de lavere stillede skaber udelukkende yderligere polarisering mellem de stinkende rige klubber og de resterende.
Så kære danskere, omfavn nu vor Superliga. De knoldede baner. De nedslidte stadions. Hjørnespark der ikke når vide -
re end første mand. De danske ungdomsspillere. De danske fallerede stjerner. Selv Nicolai Poulsen. Det er charmen ved dansk fodbold for fanden!
Tænd for det TV. Tag på stadion, nyd de sprøde sprukne grillpølser med en iskold lokal fadbamse. Hvis Superligaen bliver
til Premier League og spillerne bliver bare halvt så krukkede som Jude Bellingham, har vi ramt bunden. Ønsker I virkelig det, I Superliga-hadere?
Så Lamine Yamal: Bas ned og kom til Superligaen og spil et par år. Det ville klæde dig.
Photo by Diego Souto/Getty Images
Redaktionen vil gerne rette en stor tak til studenterforeningen KaJO for støtten
