PORTRÆT
8 | juni 2013 | LIXEN
nalister leder ofte efter den fede historie. Enten er personen sindssygt rig eller sindssygt fattig eller ved at dø af sygdom. De leder efter ekstre-‐ mer, men ham her, han er overhovedet ikke ek-‐ strem. Jeg kalder ham Holger Lillebil,« fortæller Søren Ryge om sit igangværende projekt om den 88-‐årige Holger, som har brugt det meste af sit liv på at køre taxa på landet, en såkaldt lille-‐ bil. Sørens Ryges fortællinger udspringer først og fremmest af lyst. Han synes, at inspiration er lidt int et ord, men den er nødvendig. Inspira-‐ tionen kan komme af alt, hvad enten det er en lok gæs, der lyver over ham eller et int hotelværelse i Præstø med en nøgen dame hængende over sengen, har de det til fælles, at det giver ham en stikken i ingrene. En stikken, som gør, at Søren har lyst til at fortælle fortællingen videre. Det starter ofte med, at han ringer til sin kone Cathrine og med begejstring siger, ”nu skal du bare høre”. Søren skal brænde for historien. Det er et mantra for ham. Netop derfor skriver han heller ikke på bestilling. »Jeg har aldrig nogensinde kunnet skrive på bestikken. Der er sommetider nogen, som har spurgt mig, ”kan du rejse til Færøerne en måned og skrive en bog om det?” Gu fanden kan jeg ej,« siger han med nærmest skinger stemme. Nogen, der kender nogen.. For Søren er processen fra idé til portræt læng-‐ ere end for de leste. Han modtager mere end 200 mails hvert år fra nogen, der kender nogen. Selv om det er det almindelige, der inspirerer ham, er det ikke alle, som er et portræt værdig. Derfor tager det ham lang tid at udvælge de helt rigtige personer, og første gang han møder dem, er det altid uden kamera. Alt skal gå rig-‐ tigt til, og med årene er det etiske blevet vig-‐ tigere og vigtigere. »Nogen gange snakker de jo mere, end de havde regnet med. Jeg er jo sådan rimelig god til at snakke med folk. De føler, de kender mig, så de bliver sådan meget åbenhjertige nogle gan-‐ ge.« Det er svært at vurdere, hvad der vægter højest. Er det ægthed eller etik? For når en kilde taler ligeud af posen, kommer der i visse tilfælde nogle emner frem, som er for private til primetime. Det skal dog være sådan, at man ser det fulde billede af det almindelige menneske. Han mener ikke, at det behøver være alt for pænt. »Men det skal være ægte. Det skal fanden gale mig være ægte.«
Foto: Malte L. Nørgaard »Men der skete ingen fejl, og vi ik skide meget ros bagefter,« siger pibemanden i en munter tone og fortæller, at under den første sæson var hvert afsnit en udfordring, men at det stille og roligt blev bedre. Da de uundgåelige småfejl dukkede op, lærte de, at det var en del af char-‐ men ved at lave direkte jernsyn. Autentisk TV Én fejl husker Søren dog tydeligt: Dagen, hvor han glemte kartoffelgreben. »Det står for mig som den store åbenbaring, bedre end tusind undervisningstimer.« Søren skulle grave nye karto ler op og havde glædet sig til at vise seerne sin høst, men da han står midt i kartoffelrækkerne, går det op for ham, at han har glemt at stille greben frem. Mens Søren tænker som en sindssyg og fore-‐ stiller sig forskellige scenarier, er Finn hurtig til at zoome ind på karto lerne. Søren tager en rask beslutning, mumler ”Jeg har glemt greben, jeg henter den lige” og løber mod garagen. I 10-‐
15 sekunder kan seerne blot se den hæk, hvor Søren Ryge forsvandt bag, før han igen dukker op og haster ned til køkkenhaven.
”
»Den aften gik det op for os, at den slags helt almindelige menneskelige fejl er noget af det mest autentiske og ærlige jernsyn, der ind-‐ es.«
Jeg har aldrig nogensinde kunnet skrive på Bes kken. Der er somme der nogen, som har spurgt mig, “kan du rejse l Færøerne en måned og skrive en bog om det?” Gu fanden kan jeg ej! Småforpustet graver han karto lerne op, og re-‐ sten af programmet forløber planmæssigt. Dagen efter er episoden med greben blevet en vandrehistorie, og Søren Ryge må høre for det lere steder. »De sagde alle sammen ”du glemte nok gre-‐ ben, hva’?”, men de sagde det alle sammen med et smil,« fortæller Søren Ryge med tryk på ordet smil og fortsætter:
Inspiration fra det almindelige Søren har dækket op på havebordet. Fire for-‐ skellige kopper med ire forskellige motiver ven-‐ ter på, at kaffen er klar. Søren kan godt lide det almindelige. Almindelige mennesker i alminde-‐ lige situationer. »Det er faktisk fantastisk at lave et portræt af et almindeligt menneske, som ikke akkurat har overlevet noget eller vundet ti millioner. Jour-‐
Gode gentagelser I køkkenhaven står greben parat. Der er snart gået endnu et år, og det er ved at være tid til at grave nye karto ler op. Haven er den samme. Manden er den samme. Og om to uger kommer sendevognen for at ilme andet afsnit af den nye Søren Ryge Direkte sæson. 21 år udelukker ikke en form for gentagelse, men det, mener Søren Ryge ikke, er noget problem. »Jeg tænker ikke på, at jeg skal inde på noget nyt. Jeg tænker på, at jeg skal fortælle en god historie. Om jeg så fortalte den samme for et halvt år siden, se det er jeg ligeglad med, for det er seerne og læserne også. En god fortælling vil man altid høre igen.« Sådan har Søren Ryge det også med bøger. Hvis fortællingen er god, har den en form for evig-‐ hed, fortæller han. »Hvis jeg ik valget mellem at skulle lave TV og at skrive, så ville jeg skrive. Det er mindre lygtigt. Især hvis det ender i en bog. Gode programmer kommer måske på DVD, så de har deres eget liv, men slet ikke som en bog har. Den er der også rent fysisk på en anden måde,« tilføjer han og banker på John Le Carré romanen, der ligger på bordet foran ham. De to store kærligheder Hvis det at skrive var Sørens første kærlighed, var læsning hans anden. Han elsker at læse, og gør det ofte. Når eftermiddagssolen står højt over haven, og kaffen efter frokosten er drukket, søger han gerne hen mod sit havehus med den