Issuu on Google+

Lixen Lixen

LICENS OVER SKATTEN?

FÆRDIG MED FEST

NICHER I EN NY TID Anonyme artikler

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 15. årgang | 4. nummer | juni 2013

Karakterer skader ikke praktikansøgningen Du skal ikke frygte at kaste karakterbladet efter medierne. Selv om de ikke er  altafgørende,  vil  de  fleste     medier gerne have fat i dem. Christina Raabæk Lindschouw

Siden   7.   klasse   har   karakterer   målt   og   vejet   de   studerende.   Men   når   praktikmuren   rammer,   betyder   de   pludselig   ingenting.   Sådan   lyder   rygterne   på   Center   for   Journalistik.  

Men   efter   Lixen   har   spurgt   en   række   af   de   medier,   der   modtager   lest   ansøgninger   fra   de   journalist-­‐   studerende,   ser   billedet   dog   mere   komplekst   ud.   På   Politiken   garan-­‐   terer  chefredaktør  Anne  Mette  Svane   godt   nok,   »at   man   aldrig   vil   lade   karakterer   være   afgørende   på   Poli-­‐   tiken,«   men   alligevel   synes   hun,   at   det   er   helt   int,   at   det   gøres   obliga-­‐ torisk,   at   de   studerende   vedlægger   eksamenskaraktererne.      På    Berlingske  efterlyser  chefredak-­‐ tør   Jens   Grund   ligefrem   høje   karak-­‐   terer,   som   han   mener   er   udtryk   for  

Søren Ryge Godt sprog er ikke noget, man kan forklare. Det er noget, man kan mærke. Side 7-9

»de   fagligt   stærkeste   og   mest   dedi-­‐ kerede  journalister  i  landet.«   Karakterer  giver  retfærdighed Berlingskes   chefredaktør   fortæller,   at   han   må   lede   efter   karaktererne,   og  det  er  netop  denne  praksis  om  at   gemme   karakterbladene,   centerle-­‐ delsen  på  journalistik   inder  proble-­‐ matisk.         »Det   piner   os,   at   karakterne   ikke   igurerer  nogle  steder,«  siger  studie-­‐   leder   på   bacheloruddannelsen,   Kar-­‐ sten  Baagø,  om  situationen.  Han  kom   derfor  i  maj  måned  med  et  forslag  til  

de  studerende  om  at  gøre  karakterer   obligatorisk  i  praktikansøgningerne.   Et   forslag,   der   ifølge   studielederen   blev  stillet  af   lere  årsager:         »Vi   synes,   at   det   er   vigtigt,   at   de   studerende  er  med  i  undervisningen.   Så  vi  synes  ikke,  der  er  rimelighed  i,   at   dem   der   ikke   deltager,   får   de   fede   praktikpladser,«   siger   Karsten   Baagø.      Studieledelsen  har  dog  indtil  videre   begravet   forslaget,   da   modtagelsen   fra  de  studerende  var  lunken.      »Det  gik  op  for  mig,  hvor  mange  der   har   haft   erfaringer   med,   at   praktik-­‐  

stederne   er   ligeglade   med   karak-­‐   tererne,«   fortæller   Karsten   Baagø,   der  derfor  ikke  længere  umiddelbart   ser   et   formål   med   en   obligatorisk   ordning.     Hovedparten   af   mediehusene     efterlyser   dog   ikke   en   obligatorisk   fremvisning   af   karakterer,   men   det   skader   heller   ikke   at   vise   dem.   Ved   semestermødet  blev  det  ellers  ytret,   at   det   godt   kunne   virke   prætentiøst   at   vise   sit   karakterblad.   Men   den   holdning  kan  mediehusene  altså  ikke   følge. Læs  mere  på  side  4.


2 | juni 2013 | LIXEN

Indhold

Leder

INTERN

Det  er  altid  en  god  historie,  når  de  små  overrasker  de  store.  Underdogs,  som   når   lille   Danmark   vinder   det   store   europæiske   Melodi   Grand   Prix.   Også   i     mediebranchen  ser  de  små  ud  til  at  kunne  slå  de  store  på   lere  parametre.   De  store  omnibusaviser  har  stadig  dalende  oplagstal,  og  det  er  selvfølgelig   en  trist  udvikling.

Lixen   har   spurgt   de   kommende   journaliststuderende  om,  hvorfor   de   vil   være   journalister   -­‐   se   hvad   de  har  svaret.  Læs  også,  om  karak-­‐   terer   betyder   mere   for   praktik-­‐ stedet,  end  du  går  og  tror.

Heldigvis  er  der  også  lyspunkter  i  mediebranchen.  Særligt  på  nettet  bugner   det  med  små  medier  til  speci ikke  målgrupper.  De  såkaldte  nichemedier.  

Side  3-­‐4

Netop   nichemedier   og   nichejournalistik   er   denne   måneds   fokus   i   Lixen.   Fra   madmagasinet  Gastro  til  et  interview  med  en  chefredaktør  for  fem  nicheme-­‐ dier.   Lixen   forsøger   at   give   et   indblik   i   nogle   af   de   emner,   som   de   store   dag-­‐ blade  ikke  altid  har  mulighed  for  at  dække  i  dybden.

Læs  om  Piano  Media,  Østeuropas   progressive  svar  på  en  fælles  beta-­‐   lingsmur,   og   om,   hvorvidt   licen-­‐ sen   i   fremtiden   bliver   opkrævet   over  skatten.

For  at  kunne  arbejde  på  et  nichemedie,  er  det  en  fordel  at  kunne  sit  stofom-­‐ råde.   Denne   åbenbare   konstatering   giver   dog   også   anledning   til   et   mere   fundamentalt  spørgsmål  på  Center  for  Journalistik.  For  i  hvor  høj  grad  skal   studiet  uddanne  generalister  kontra  specialister?  Og  hvad  skaber  den  mest   optimale  bacheloruddannelse  i  journalistik?

EKSTERN

Er  det  en  uddannelse,  hvor  vi  bliver  generalister,  der  kender  til  generelle  be-­‐   greber   som   ”udvalgsstyret”   i   ‘Offentlig   Forvaltning’   og   ”autoritativ   stat”   i   ‘Komparativ  Politik’?  Eller  er  det  bedre  at  vide  meget  på  færre  fagområder?   Vi  oplever  allerede  fra  første  semester,  at  de  studerende  målretter  sig  inden   for  bestemte  genrer,  hvad  enten  det  gælder  sport,  politik  eller  mode.

Side  5-­‐6

PORTRÆT

Og  hvorfor  lære  om  offentlig  forvaltning,  hvis  du  som  studerende  ved,  at  du  vil   arbejde  på  et  dameblad?  Det  er  i  grunden  et  fair  spørgsmål.

Danmarks  h avemand  n ummer   1,  S øren  R yge,  e r  j uniportræt-­‐ tet.  H an  f ortæller  o m  s in  k ær-­‐ lighed   til   det   gode   sprog,   na-­‐ turen  o g  o m  a t  g ive  s ig  g od  t id.        

 

I   stedet   kunne   man   forestille   sig  at   indføre   valgfag   som  kulturjournalistik,   erhvervsøkonomi  eller  et  ekstra  sprogfag.   Selvfølgelig  skal  vi  have  visse  obligatoriske  fag.  En  journalist  bør  netop  være   kendetegnet  ved  at  have  en  god  almen  viden.  Og  uden  mediejura  risikerer  du   mange  pressenævnssager.  

                           Side  7-­‐9

Fra  Center  for  Journalistiks  side  lyder  det,  at  bacheloruddannelsen  kun  lærer   os  de  grundlæggende  elementer  i  journalistik.  Derefter  kan  vi  læse  en  kan-­‐ didat  og  specialisere  os.  

FOKUS Læs  om  nichemedierne,  der  sur-­‐ fer  på  popularitetsbølgen.  Er  det   rigtigt,   at   hvis   du   taler   til   alle,   taler   du   ikke   til   nogen?   Niche-­‐ medier   fokuserer   på   klart   de i-­‐ nerede  målgrupper  -­‐  og  de  er  dyg-­‐   tige  til  det.      

 

Realiterne  er  imidlertid,  at  mange,  efter  endt  bachelor,  lægger  bøgerne  fra  sig   og  forsøger  at  udskifte  faste  forelæsninger  med  fast  indkomst.  Når  Center  for   Journalistik   ved   dette,   burde   der   så   ikke   indføres   mere   leksibilitet   på   ba-­‐ chelorordningen? Et  bud  kunne  være  at  udskifte  et  enkelt  bachelorfag  med  et  valgfag.  Det  vil   give  os  muligheden  for  at  sætte  vores  eget  præg  på  den  type  journalistik  hver   enkelt  vil  bedrive.  Det  vil  måske  forberede  os  til  en  fremtid  på  et  af  nicheme-­‐ dierne  i  fremgang.  

                 Side  10-­‐11

OPINION

Og  så  vil  vi  selvfølgelig  også  ønske  et  stort  velkommen  og  tillykke  til  de  cirka   100  nye  journaliststuderende,  der  måske  læser  denne  avis  for  første  gang  i   jeres  første  uge  på  Medietorvet.  

Læs  postkortet  fra  vejrvært  Mik-­‐ kel  Fønsgaard,  der  tog  sine  første   journalistiske   skridt   på   SDU.   De   studerende   har   meninger,   og   de   deler  glædeligt  ud  af  dem.

I   er  hermed  inviteret   med  til   redaktionsmøde  den   10.  september  på   Medie-­‐ torvet. God  sommerferie!

Side  14-­‐15

På  vegne  af  redaktionen, Carl-­‐Emil  og  Søren  

Lixen Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenserne i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5230 Odense M

Søren Martin Olsen

Carl-Emil Søe

Jane Bruun Elkjær

Didde Venzel Lindholdt

Ansv. chefredaktør

Chefredaktør

Redaktør

Redaktør

Eva Maria Trøster

Kasper Thomsen

Malte L. Nørgaard

Redaktør

Redaktør og web

Billedredaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Find os også på Infomedia Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 1000 eksemplarer Fast skribent: Pernille Baden Obelitz Korrekturlæser: Vibeke Mikkelsen Hansen

Amalie Pil Sørensen Christina Raabæk Lindschouw Redaktør

Redaktør


INTERN

LIXEN | juni 2013 | 3

Idealisme i anden række blandt nye journalister Ansøgerne, der var nået til samtalerne ved årets optagelsesproces på SDU, vil først og fremmest være journalister, fordi det er sjovt. Idealismen kommer i anden række.

Kasper Thomsen

Det  skal  frem  for  alt  være  sjovt,  udfor-­‐   drende  og  spændende  at  være  jour-­‐   nalist.  I  hvert  fald  hvis  man  spørger   80   procent   af   de   journalistfrø,   der   er   nået   til   samtalerne   ved   årets   optagelsesproces   på   Center   for   Jour-­‐   nalistik  på  SDU.        I  en  undersøgelse,  Lixen  har  fore-­‐   taget,  svarer  de  nemlig,  at  de  primært   har   søgt   ind,   fordi   »journalistik   er   sjovt,   udfordrende   og   spændende.«   Blot   20   procent   angiver   det   mere   idealistiske;   »jeg   vil   gerne   være   med   til   at   gøre   en   forskel«   som   den   pri-­‐   mære  årsag  til  at  sende  en  ansøgning   mod  Medietorvet.        Tallene  kommer  ikke  bag  på  forsker   i  journalistik  ved  SDU  Morten  Skovs-­‐   gaard.  

7%

»Det  individuelle  fokus  har  fået  mere   plads   gennem   tiden.   Journalistik   er   blevet   en   måde   at   realisere   sig   selv   på,«  siger  han.         Det   er   særligt   det   høje   tempo   og   muligheden   for   at   møde   mange   for-­‐   skellige   typer   af   mennesker,   der   lokker   de   unge   ansøgere   mod   jour-­‐ nalistikkens   verden,   fortæller   en   af   ansøgerne  Emelie  Dyrup  Jensen.      »Man  har  mange  bolde  i  luften  og   får  lov  til  at  tale  med  mange  spænd-­‐ ende  mennesker,«  siger  hun.        »Det  er  også  fedt  at  få  lov  til  at  være   der,  hvor  tingene  sker,«  tilføjer  hun. Uproblematisk  tendens Den   selvrealiserende   tendens   be-­‐   kymrer  ikke  studieleder  på  bachelor-­‐   uddannelsen  på  SDU,  Karsten  Baagø.        »At  man  gerne  vil  gøre  en  forskel,   er   ikke   det   eneste   kriterium   for   at   blive  en  god  journalist.  Man  kan  sag-­‐ tens  blive  en  fremragende  journalist   af  andre  grunde,«  siger  han.      Alligevel  bliver  næsten  samtlige  an-­‐   søgere   stillet   samme   spørgsmål   til   samtalen:  »Hvorfor  vil  du  gerne  være   journalist?«   Men   svaret   er   ikke   synderligt   afgørende   for   aspiran-­‐ ternes   chance   for   at   blive   optaget.        Det  er  mest  for  at  starte  samtalen  og   skabe  et  »homogent  udtryk  og  forløb«   i   samtalerne,   hedder   det   fra   studie-­‐  

lederen.       »Spørgsmålet,   om   hvorfor   man   gerne   vil   være   journalist,   er   en   god   måde   at   starte   samtalen   på,«   siger   han.      »Men  det,  som  vi  har   fokus  på,  er  modenhed,   selvstændighed,   krea-­‐   tivitet  og  originale  per-­‐ sonligheder,   der   stik-­‐   ker  ud,«  tilføjer  han.  

Hvad  er  den  primære  årsag  til,  at  du  gerne  vil  være  journalist? Det  er  spændende,   udfordrende  og  sjovt Jeg  vil  gerne  være  med   til  at  gøre  en  forskel Jeg  vil  gerne  være  kendt Lønnen  er  god Andet

Idealisme  at  spore   Antal  svar: 0 Selv   om   de   unge   aspi-­‐ 40 20 ranter   primært   gerne   vil   være   journalister   af   individuelle   it,   frem   for   at   være   en   vare,   hvor   årsager,  er  ansøgerfeltet  ikke  blottet   efterspørgslen   bestemmer,   hvad   der   fuldstændig   for   idealisme.   Tvært-­‐ bliver  produceret.   imod.        Godt  80  procent  svarer,  at  journa-­‐       »Faktisk   vil   jeg   sige,   at   de   måske   lister  skal  lave  de  historier,  der  efter   endda   er   en   anelse   mere   idealistiske   deres   professionelle   vurdering   er   end  de  journalister,  der  arbejder  ude   vigtigst   for   borgerne   og   demokra-­‐ i   branchen,«   siger   Morten   Skovs-­‐   tiet,   snarere   end   de   historier,   der   gaard. interesserer  deres  målgruppe.        For  selv  om  det  ikke  er  deres  pri-­‐      Og  godt  67  procent  føler  sig  mest   mære  grund  til  at  søge  ind,  så  svarer   forpligtet   over   for   borgerne   som   størstedelen   af   journalistspirerne   helhed,  når  de  bedriver  journalistik.   idealistisk  på  resten  af  spørgsmålene        »Idealisme  er  vigtigt.  Det  er  en  jour-­‐   i  undersøgelsen.   nalists  vigtigste  opgave  at  informere        92  procent  svarer  således,  at  jour-­‐   borgerne   uanset   ens   egen   overbe-­‐ nalistik   skal   tjene   offentligheden   og   visning.   Ikke   at   tjene   penge,«   siger   være   ua hængig   af   økonomisk   pro-­‐   Emelie  Dyrup  Jensen.  

80

100

Glæde  på  SDU Og   den   idealisme   passer   Morten   Skovsgaard   int.       »Det   behøver   måske   ikke   at   være   alle,   men   det   er   vigtigt,   at   der   kom-­‐ mer   nogle   idealistiske   journalister   til,«  mener  han.            Også  Karsten  Baagø  er  tilfreds.       »Det   er   da   rigtig   dejligt,   at   nogle   går  ind  i  faget  for  at  gøre  en  forskel.   For   det   er   virkelig   et   fag,   hvor   man   kan  gøre  en  forskel,«  siger  han,  men   står   fast   på,   at   det   ikke   er   det   eneste   kriterium   for   at   kunne   blive   en   god   journalist.     karan12@student.sdu.dk

Journalistik  skal  tjene  offentligheden  og  være  ua hængig  af   økonomisk  pro it

93%

Journalistik  er  en  vare,  hvor  ef-­‐ terspørgslen  bestemmer,  hvad  der   bliver  produceret Journalister  skal  lave  de  historier,   der  efter  deres  professionelle  vurdering  er  vigtigst  for  borgerne  og   demokratiet

80%

20%

60

Journalister  skal  lave  de  historier,   der  interesserer  deres  målgruppe

Festen lukker på journalistik Efter utallige fester ser det ud til, at røgmaskinerne slukker på journalistik. Lysten til at knappe øl op lever i bedste velgående, men der er ikke hænder nok til at rydde dem op.

besked  på  Facebook:       »Vi   har   valgt   at   tage   vores   afsked   efter   vores   High   Risk-­‐arrangement,   hvor   det   endte   med   at   stikke   helt   af.«        Sådan  lyder  et  uddrag  af  beskeden,   der   også   rummer   beskrivelser   af   en   fest,   hvor   promillen   satte   den   jour-­‐   nalistiske   kreativitet   på   et   overdrev.   Fire   til   fem   borde   blev   smadret,   skilte  blev  revet  ned,  folk  kørte  rundt   på   palleløftere   og   befandt   sig   på   områder,  hvor  de  ikke  måtte  være.

Christina Raabæk Lindschouw

Aldrig   havde   festudvalget   på   Center   for   Journalistik   solgt   for   så   meget,   som  da  der  i  april  måned  blev  holdt   High  Risk-­‐fest  på  SDU.       »På   de   14   timer   jeg   var   der,   sad   jeg   ned   én   time,«   lyder   det   fra   Festudvalgets  tidligere  formand,  Mie   Borggreen,   om   det   udmattende   ar-­‐ bejde   ved   festen.   Festglæden   var   da   også  til  at  få  øje  på.  Bundlinjen  bug-­‐   nede  godt  nok  af  grønne  cifre,  men  det   gjorde   skaderne   på   lokalerne   også.       Det   splittede   lokale   blev   dråben   for   de   resterende   få   medlemmer   af   Festudvalget.   Derfor   valgte   de   at   trække   sig   fra   udvalget   med   en  

Langvarig  nedtur  for  Festudvalget Mie   Borggreen   forstår   godt,   at   man   har   lyst   til   at   feste.   Hun   indrømmer   gerne,  at  hun  nok  også  selv  ville  have   været   fuld   til   en   sådan   fest.   Det   er   da   heller   ikke   udelukkende   ’High   Risk’,  der  får  hende  og  de  tre  øvrige   formænd   til   at   hoppe   af     festtoget.   Udvalget   har   længe   savnet   hænder   til   at   løfte   de   tunge   byrder   af   pant,   indkøb  og  oprydning  efter  festerne.         »Det   er   en   kedelig   kendsgerning   og   ikke   nogens   skyld,«   konstaterer   Mie  Borggreen,  der  selv  har  et  klart   billede  af,  hvorfor  det  har  været  svært   at  få  folk  til  at  deltage  i  arbejdet.         »Vi   har   jo   så   mange   sociale   ting   i  

forvejen  og  timer  i  skolen,  så  måske   har  vi  bare  ikke  behov  for  at  se  hin-­‐   anden  til  skolefester,«  forklarer  hun.         Hun   drager   en   sammenligning   til   medievidenskabsstudiet   på   SDU,   hvor   hun   tidligere   har   gået.   Her   er   festkulturen,   ifølge   Mie   Borggreen   helt   anderledes   god,   men   »der   skal   man  også  kæmpe  mere  for  at   se  hin-­‐   anden,«   og   henviser   til   de   meget   få   undervisningstimer  på  ugebasis.        Tidligere  formand  for  festudvalget   Mia   Laursen   forstår   dog   ikke,   at   hendes   medstuderende   ikke   har   tid   og   overskud   til   festudvalget.   Hun   efterlyser   det   engagement,   man   in-­‐   der   på   nogle   af   de   øvrige   arrange-­‐ menter,   de   studerende   deltager   i   som   KAJO,   Studenterradioen,   Lixen   og  RUST.   Festfremtiden  er  sort »Hvis  ikke  I  tager  jer  sammen  mister  I   fællesskabet,«   siger   hun,   om   den   manglende   vilje   til   at   deltage   i   det   praktiske  arbejde  med  festerne. Hun   frygter   for   sammenholdet   på   studiet,  og  tror  ikke  på,  at  Festudvalg-­‐ et  overlever  med  den  nye  årgang.         »Som   ny   melder   du   dig   ikke   som   formand   i   Festudvalget.   De   skal   jo  

lige   inde  ud  af,  hvor  meget  tid  de  har   og  så  videre,«  siger  hun. Mia  Laursen  fremhæver  også  revyen,   der  var  ved  at  blive  a lyst  på  grund  af   for  få  deltagere,  som  eksempel  på  et   skrantende   engagement   på   studiet.   Helt   så   slemt   synes   Mie   Borggreen   dog  ikke,  det  står  til.  Men  alligevel  er   hun  enig  i,  at  der  skal  ske  noget,  hvis   man  vil  bevare  den  gode  festkultur.  

    Fremtiden   a hænger   ifølge   Mie   Borggreen   af   hvilken   kaliber   den   næste   årgang   er   af:   »Det   er   dem,   der   skal   løfte   byrden.   Er   der   nye   folk   som   påtager   sig   lederansvaret,   kan   jeg  godt  forestille  mig  at  hjælpe  til  i   udvalget  igen,«  konkluderer  hun.   Men  formandskabet  er  Mie  Borggreen   færdig  med.     chhan12@student.sdu.dk

Det er endnu uvist, hvem som skal arrangere festerne på Center for Journalistik til næste semester. Foto: Kasper Thomsen


INTERN

4 | juni 2013 | LIXEN

Medier splittede om karakterer Forslaget om obligatoriske karakterer i praktikansøgningerne   fik   en   hård   med-­ fart af mange studerende til semestermødet.   Lixen   har   spurgt medierne, og de er slet   ikke   så   afvisende   over   for forslaget, som mange studerende  måske  håber.

Christina Raabæk Lindschouw

de   aldrig   vil   lade   karakterer   være   afgørende   på   Politiken.   Dog   synes   hun,  at   karakterer  sagtens  kan  indgå   i   samtalerne,   idet   de   også   kan   give   de   studerende   en   chance   for,   at   fortælle,   hvad   man   kan,   og   hvordan   man  har  forbedret  sig.     Karakterer  som  supplement Den  samme  holdning   inder  man  også   hos   Jyllands-­‐Posten,   der   ikke   synes,   de  studerende  skal  være  bange  for  at   vedlægge  karaktererne.         »Det   gør   bestemt   ingen   skade   at     inkludere   karaktererne   i   en   ansøg-­‐ ning,   men   i   praksis   lægger   vi   langt   større   vægt   på   ansøgerens   person-­‐ lighed   og   på   det   journalistiske   ar-­‐ bejde,   vedkommende   har   præste-­‐ ret   hidtil,«   siger   chefredaktør   Steen   Rosenbak,  der  fremhæver  betydning-­‐ en  af  de  journalistiske  produkter.       »I   journalistik   bliver   vi   hele   tiden   bedømt   på   kvaliteten   af   den   sene-­‐   ste   artikel   og   i   den   sammenhæng   er   en   måned   gammel   karakter   i   et   bifag  af  mindre  betydning,«  

Berlingske   leder   efter   karakterer   På   Berlingske   vil   man   hellere   end   gerne   have   de   afslørende   tal   fra   de   studerende,   når   man   skal   af-­‐   holde   samtaler.   Og   karaktererne,   de  skal  være  de  høje  af  slagsen.        »Jeg  kigger  altid  selv  efter  karak-­‐   terer  i  ansøgningerne  og  lægger  vægt   på   høje   karakter.   Høje   karakterer     er   enten   udtryk   for   et   stort   talent   eller  for  stor   lid,«  udtaler  Jens  Grund,   chefredaktør   på   Berlingske,   der   er   stærkt   positiv   overfor   en   mulig   karakterordning.   Dermed   lægger   han   sig   i   den   modsatte   lejr   af   TV-­‐   og   radiomedierne,   som   ikke   vægter   karakterenes  cifferstørrelse.         »Det   er   fuldstændig   ligegyldigt.     Det,  vi  lægger  vægt  på  hos  ansøgerne   her,  er  om  vedkommende  har  talent   og   ambitioner   inden   for   vores   stof-­‐   områder,«   siger   nyhedschefen   på   Radio24syv,  Jan  Bjarke  Vindegaard.  

”Hvad  synes  I  om,  at  gøre  karakterer   obligatoriske   i   praktikansøgninger-­‐ ne?”   Sådan   spurgte   Karsten   Baagø   forsigtigt,   de   debathungrende   stu-­‐ derende  på  semestermødet  i  maj.  Det   kom   der   mange   hurtige   holdninger   til,  og  det  var  ikke  enighed,  der  præg-­‐   ede   rækkerne   af   studerende   med   strittende   hænder.   Måske   fordi   for-­‐ TV  ser  ikke  på  karakterer slaget  af   lere  blev  betragtet  som  uen-­‐   På   DR   efterlyser   man   heller   ikke   deligt   ligegyldigt   i   den   store   praktik-­‐   nogen   obligatorisk   karakterordning.   panik,  hvor   lere  stu-­‐   Det   fortæller   Marianne   derende   mener,   at      Jeg  kigger  al d  selv  e er  karakterer  i   Blichfeldt,  der  er  DRs  repræ-­‐   ”medierne   alligevel   sentant   i   Praktikudvalget.   er   ligeglade   med   ka-­‐   ansøgningerne  -­‐  og  lægger  vægt  på  høje   Hun  har  ikke  hørt  ønsker  om   rakterer”.   Men   Lixen   karakterer den   form   for   kvalitetsstem-­‐   har   spurgt   de   efter-­‐   Jens Grund, chefredaktør på Berlingske pel,   som   karakterer   kan   tragtede   medier,   og   være.   Hun   henviser   til,   at   de  er  slet  ikke  så understreger  han.     den   generelle   holdning   på   DR   er,   uinteresserede  i  karakterer  som  me-­‐      Anne  Mette  Svane  fra  Politiken  vil     at   der   skal   fokuseres   på   de   prak-­‐ diemyterne  fortæller. da   også   hellere   tale   om   de   prak-­‐   tiksøgendes  hele  baggrund.      »Vi  synes  sådan  set,  det  er  en  ud-­‐   tiske   erfaringer,   de   studerende   har         »Det,   vi   lægger   vægt   på,   er,   hvad   mærket   ide,«   lyder   det   fra   Politikens   fået  af  de  skolebedømte  opgaver. vedkommende  brænder  for,  og  hvad   chefredaktør,   Anne   Mette   Svane,   da         »Når   vi   a holder   forsamtaler,   får   baggrunden  for  det  er,«  siger  hun.   hun   bliver   spurgt   om   bladhusets   man   mulighed   for   at   tale   om   nogle         På   TV2   hviler   bedømmelsen   af   holdning   til   de   obligatoriske   karak-­‐ af  de  produktioner,  man  synes,  man   ansøgerne   ikke   på   karakterer.   Her   terer.   har   lært   meget   af.   Det   er   der   nogle,   stoler   de   på,   at   de   selv   kan   sortere        »Det  er  lige  så  meget  for  at  berolige     som   fortæller,   at   de   er   blevet   klog-­‐ de   fagligt   svage   fra   uden   at   se   karak-­‐ de   studerende,   at   vi   siger,   vi   gerne   ere  af  nogle  produktioner,  der  egent-­‐   terer.   vil   se   karakterne.   De   kan   være   ud-­‐ lig   ikke   gav   dem   en   særlig   god   ka-­‐      »Jeg  er  ret  sikker  på,  at  jeg  opdager,     mærket  som  supplement,«  fortæller   rakter,   og   det   er   da   interessant   for   hvis   der   var   en,   der   har   fået   2   i   alt,   hun.   os,   fordi   det   viser   en   modenhed   og   sammenlignet   med   en   der   har   fået         Anne   Mette   Svane   understeger,   at   en  metodebevidsthed,«  siger  hun.   12,«   siger   Rikke   Dal   Støttrup,    

Illustration: Valdemar Edouardo Glahn-Abrahamsen. praktikantchef  på  TV2.        Der  er  altså  ingen  tvivl  om,  at   der     stadig   kan   indhentes   en     lækker   praktikplads   uden   en   række   af   12-­‐taller   på   de   store   medier.   Men   myterne   om   panderynken   ved   frem-­‐   visning   af   en   blændende   karakter-­‐ udskrift   ser   ikke   ud   til   at   holde.   Gode  karakterer  er  altså  heller  ingen   bagdel  i  mediebranchen.   chhan12@student.sdu.dk

“Nekrolog”:En journalistisk pioner er død Tilvalgsuddannelsen  på  Center   for   Journalistik   er   død,   kun   7   år  gammel. Morten Nielsen, Tilvalgsstuderende

Få   måneder   før   sin   otte-­‐års   fødsels-­‐ dag,  tirsdag  den  7.  maj,  afgik  Tilvalgs-­‐   uddannelsen  ved  Center  for  Journalis-­‐   tik  ved  døden.  Et  kort,  men  turbulent   liv   ik  en  ende.  En  uddannelse,  der  på   SDU  var  pioner  i  forhold  til  at  skabe   sammenhæng   mellem   andre   akade-­‐   miske   fag   og   journalistikken.   Ud   over  sin  evne  til  at  kombinere  andre   fag   med   journalistikken   vil   Tilvalg   især   blive   husket   for   et   topniveau   hos  sine  studerende,  der  ikke  er  set   lignende  andre  steder.      »Der  har  været  nogle  studerende  på   Tilvalg,   der   har   hævet   den   faglige     overlægger  niveauer  over,  hvad  man   typisk   oplever   på   bacheloruddan-­‐   nelsen,«   fortæller   leder   ved   Center   for  Journalistik,  Peter  Bro.      »Omvendt  har  der  så  ind  i  mellem   også   været   gange,   hvor   bunden   måske   er   gået   en   lille   smule   ud   af   niveauet,«  indvender    centerlederen   og  uddyber:      »Det  gør  det  også  sjovt  som  under-­‐  

viser,  for  med  Tilvalg  vidste  man  al-­‐   drig,  hvad  man  gik  ind  til.    Man  kunne   enten   få   rykket   hele   sin   verdens-­‐ forståelse,   eller   risikere   at  skulle  tordne  løs  om,  at   folk  skal  være  mere  moti-­‐ verede,«   siger   han.   Den  karakteristik bakkes  op  af  lek-­‐ tor   Anne   Lea   Landsted, der   har   un-­‐ dervist   på   Til-­‐ valg   lige   til   det  sidste.    »Tidligere  var niveaforskel-­‐   lene  meget store,  men   her   på   den   sidste   år-­‐   gang   tog   man  

kun   de   bedste   ind.   Det   betød,   at   jeg   ik   et   hold   modne   og   engagerede   studerende.   Derfor   har   jeg   igen   kun-­‐   net   se   meningen   med   Tilvalg   og     været   meget   begejstret   for   at   under-­‐   vise  der.  Set  i  det  lys,  er  det  selvfølge-­‐   lig   ærgerligt,   at   der   ikke   er     noget   Tilvalg   næste   år,«   siger  hun. Nødvendig  a livning Selv   om   Tilvalg   efter-­‐   lader   sig   masser   af   gode  minder,  har  døden   en  årsag.  Det  er  uddan-­‐   nelsensstrukturen   med   krav   om   45   ECTS-­‐point   på   journalistik,   der   igennem  dens  levetid  har   spærret   for,   at   specielt   folk  fra  natur-­‐  og  sam-­‐   fundsvidenskabelige   bacheloruddannelser   har   kunnet   komme   ind.   Da   Tilvalg   blev   født,   var   tanken,   at    den  skulle  rumme   mange  forskellige   uddannelsesbag-­‐   grunde,   men   otte   års  

erfaringer   har   vist,   at   det   på   grund   af   meget   lidt   plads   til   valgfag   på   andre   bacheloruddannelser,   stort-­‐   set   kun   har   været   humanister,   der   er   kommet   ind   på   livet   af   Tilvalg.   Derfor   har   a livningen   været   nød-­‐   vendig.   Men   udover   de   medfødte   fejl,   var   det   også   i   opdragelsen,   det   gik  galt  for  Tilvalg.         Inden   2012   var   specielt   2.   seme-­‐   ster  en  kilde  til  forvirring.  Skiftende   undervisere   med   hvert   sit   fokus   efterlod   en   lok   frustrerede   stude-­‐   rende,   der   følte   sig   overladt   til   sig   til  sig  selv.       »Det   var   int,   at   barnet   blev   født,   men   man   skal   også   tage   sig   af   det,   når   det   så   er   der.   Det   virkede   som   om,   at   forældrene   skred,   og   så   ik   Tilvalg   sådan   en   stedmoderlig   be-­‐   handling,«   fortæller   Anne   Lea   Landsted,  der  først  mener,  uddannel-­‐   sen   fandt   ben   at   gå   på   i   sine   sidste   leveår. Lever  videre  i  ånden Tilvalgsdød   efterlader   et   stort   tom-­‐ rum   på   Center   for   Journalistik.   De   elever,  der  var  med  på  den  sidste  tur,   kan  fortsætte  på  cand.  public.  B.

Et   nyt   tilvalgshold   bliver   der   ikke   noget   af.   Fra   sommeren   2014   kom-­‐ mer   den   nye   cand.   public.   B,   hvor   ansøgerne   skal   have   en   færdiggjort   bachelor   for   at   søge   ind.   Ifølge   Pe-­‐ ter   Bro,   er   der   dog   ingen   grund   til   at   blive  fortvivlet  over  Tilvalgs  død.       ”Vi   er   blevet   bestyrket   i   tanken   om,   at   vi   skal   uddanne   lere   af   den   type   journalister,   som   var   den   op-­‐   rindelige  tanke  med  Tilvalg.  Desvær-­‐   re   har   uddannelsens   opbygning   spærret   lidt   for   hvem.   der   søgte   ind.   Det   er   så   det,   vi   forsøger   at   ændre   på   nu,   så   selvom   Tilvalg   er   væk,   vil   ånden   leve   videre   bare   i   den  krop,  der  hedder  cand.  public.  B,«   siger  han.  Samme  opløftende  tanker   deles  af  Anne  Lea  Landsted:      »Det  er  selvfølgelig  svært  at  miste   en,   man   har   været   så   tæt   på.   Men   vi   ik   sat   et   værdigt   punktum,   og   på  den  måde   ik  vi  sagt  ordentligt  far-­‐   vel.  Derfor  vil  jeg  hellere  feste  og  sige   ’vi   ik   sku   et   lot   exit’   end   at   drikke   gravøl,«   slutter   hun.   Tilvalg   efter-­‐ lader   sig   en   underviser   og   cirka   20   studerende,  der  fra  september  bliver   den  sidste  årgang  på  den  nuværende   Fotos: cand.  public.   B.   Malte L. Nørgaard


INTERN

LIXEN | juni 2013 | 5

Traditionelle medier frygter ikke Twitter TV, aviser og radio kommer ikke længere først med nyheder. Ifølge en medieekspert er Twitter ofte før de traditionelle medier. Han mener dog ikke, at de skal føle sig truet på deres hastighed.

Jane Bruun Elkjær

»Holy   shit!   Explosion!«   Kristen   Surmans   tweet   var   det   første   til   at   breake  bombeangrebet  i  Boston.  Iføl-­‐   ge   medieeksperten   Mark   Ørsten   vil   de   traditionelle   medier   kæmpe   en   forkert   kamp,   hvis   de   vil   være   først   med   nyhederne.   De   skal   i   stedet   fokusere  på  deres  andre  styrker.       »Selv   om   andre   medier   kommer   først   med   nogle   oplysninger,   er   de   traditionelle   mediers   job   at   komme   med   de   troværdige   oplysninger,   dem,   vi   rent   faktisk   kan   bruge   til   noget,«  siger  han.      »Så  hvis  du  får  alle  mulige  tweets,   kan  du  slå  over  på  dit  webmedie  eller   fortrukne  TV-­‐kanal  og  få  overblikket  

over,   hvad   der   egentlig   sker.   Her   er   der   en   mindre   redaktion,   som   for-­‐ holder   sig   kritisk   til   oplysningerne.   Det   er   det   ideelle   billede,«   uddyber   han.       Lars   Løkkegaard,   som   er   admini-­‐   strerende  direktør  for  Ritzau,  ser  ik-­‐   ke   de   sociale   medier   som   en   kon-­‐   kurrent   til   de   traditionelle   medier     som   hans   bureau   leverer   nyheder   til.   Det   er   i   stedet   et   vilkår,   der   har   ændret  sig.       »Folk   betaler   os   ikke   for   at   være   først.   De   betaler   os   for   at   overvåge,   hvad   der   sker   og   sorterer   de   rig-­‐ tige  nyheder.  De  kan  reg-­‐ ne   med   det,   vi   bringer   videre,«  fortæller  han.

Nyhedsrollen  har  ændret  sig   Ritzaus   rolle   har   ændret   sig   i   løbet   af   de   sidste   15   år.   Tidligere   var   det   sværere   at   få     nyheder   fra   andre   lande.  Her  var  Ritzaus  rolle  i  høj  grad   at   levere   nyheder   fra   udlandet   til   Danmark.   I   dag   er   det   anderledes,   da   der   ikke   længere   er   monopol   på   at   komme   ud   med   nyheder.   Derfor   har  Ritzau  sammen  med  and-­‐ re   medier   været   nødt   til   at   inde   andre   former   for   varemærker,   så   de   kan   adskille   sig   fra     hinanden.         »Vi   spurgte   os   selv,   hvis   vi   ikke   er   nødvendige  for,  at  ny-­‐   heder  kommer  frem,   hvilke   måder   er  

Illustration: Laura Corydon Lund

det   så,   Ritzau   skal   levere   værdi   til   brugerne  på,«  siger  Lars  Løkkegaard   og  kommer  med   lere  måder:      »Det,  som  man  får  ved  Ritzau,  er  et   overblik  over  det  væsentlige,  og  så  får   du   et   medie,   der   er   troværdigt.   Jeg   tror,  der  er  brug  for,  at  der  er  nogle,   som  overvåger  alt  med  stor  sikkerhed   og   at   der   er   nogle,   der   kan   vurdere,   om  det  er  troværdigt  eller  ej.«       Den   administrerende   direktør   for   Ritzau   vil   derfor   hellere   være   num-­‐ mer  to  og  troværdig  end  nummer  et   og  utroværdig.      »Der  er  masser  af  gange,  hvor  nogen   er  hurtigere  end  os,  men  det  vigtigste   er,   at   man   kan   regne   med,   at   det,   vi   bringer,  ikke  er  en  fejl,«  siger  han Troværdighed  før  hurtighed Ifølge  Mark  Ørsten  har  troværdighed-­‐ en  en  højere  værdi  end  hastighed.         »Man   ved   ikke,   hvor   troværdige   folks   tweets   er.   Pro ilerne   er   ikke   nødvendigvis  sande.  Det  er  typisk  en   ”jeg   er   her   selv”-­‐kilde,   og   det   ska-­‐   ber   en   vis   usikkerhed   omkring   de   oplysninger,   man   får   på   et   tweet,«   forklarer  medieeksperten.      Han  peger  på  bombeangrebet  ved   Boston  Marathon  som  eksempel.      »Her  rendte  alle  rundt  med  en  halv   vind.  24  timers  TV-­‐kanalen  CNN  brug-­‐  

te   meldinger   fra   Twitter,   som   senere   viste   sig   ikke   at   være   troværdige.   Det  var  blot  brugere  på  Twitter,  der   fungerede  som  reportere,«  fortæller   Mark  Ørsten.   I  takt  med  at  borgerne  kan  agere  som   reportere,  mener  Lars  Løkkegaard,  at   journalistikken  kommer  til  at   inde  en   ny  og  skarpere  rolle  end  tidligere.         »Jeg   tror,   at   der   er   folk,   som   er   villige   til   at   betale   for   sikker   over-­‐ vågning.   Ikke   en   tilfældig,   men   en   sikker   overvågning,   hvor   man   kan   regne  med,  at  man  får  det  væsentlige,   hvis   man   har   dem   til   at   overvåge,«   forklarer   den   administrerende   di-­‐ rektør   om   den   ændrede   nyheds-­‐ struktur. Ifølge   Mark  Ørsten   er   forandringen   i   nyhedsstrukturen   med   til   at   presse   medier  til  at   inde  ud  af,  hvilken  rolle   de   skal   spille   i   den   nye   virkelighed.   Dog   understreger   han   de   traditio-­‐ nelle  mediers  rolle.         »De   skal   huske   på,   hvad   de   kan   i   stedet   for   at   lade   sig   forblænde   af,   hvad   andre   typer   af   medier   kan,   da   de  ikke  kan  det  samme.« jaelk12@student.sdu.dk

Færre licensudgifter til unge? Unge og andre med lave indkomster slipper måske med færre public serviceudgifter i fremtiden. En ny udredning skal se på mulighederne for licensbetaling via skatten.

Jonas Sivkær Pettersen, 2. semester

Hvis   du   hører   til   dem,   der   skælver   skrækslagen,  hver  gang  licensmand-­‐   en   ringer   på   døren   og   forlanger   li-­‐   censkroner,   kan   du   muligvis   ånde   lettet  op  i  fremtiden.       Ifølge   nyhedssitet   Mediawatch.dk   skal   andre   betalingsmuligheder   for   medielicensen   nemlig   kigges   efter   i   sømmene  i  en  ny  udredning  fra  Kul-­‐   turministeriet.   Blandt   andet   skal   det   fastlægges,  hvilke  fordele  og  ulemper   der   er   ved   skatte inansieret   licens-­‐ betaling.   Hvis   public   servicekroner-­‐   ne   i   fremtiden   betales   over   skatten,   kommer  det  især  unge  og  andre  med   lave   indtægter   til   gode.   Betalingen   vil  nemlig  blive  målt  efter  indkomst.        Yngresagen  glæder  sig  over  mulig-­‐ heden   for,   at   licensbyrderne   kan   blive  lettere  for  de  unge  i  fremtiden.      »Jeg  kan  godt  forstå,  at  mange  unge   er   imod   at   betale   licens,   da   det   er   en   stor   del   af   deres   budget,   der   går   til   det.   Når   unge   får   en   regning   på   1200   kroner   ind   ad   døren,   kan  

det   være   svært   at   få   pengene   til   at   slå   til,«   siger   formand   for   Yngre-­‐   sagen  Anders  Vildsø  Andreasen.           I   dag   betaler   en   enlig   studeren-­‐   de   det   samme   som   en   velbjerget   kernefamilie.   For   mange   unge   kom-­‐   mer   SU-­‐midlerne   ofte   til   kort,   når   girokortet   fra   DR   rammer   postkas-­‐   sen.  Yngresagen  oplever  en  stigende   opbakning   til   de   unge   fra   hjem-­‐   mefronten,  når  udgifter  som  eksem-­‐ pelvis   medielicens   kolliderer   med   et  trangt  budget.       »Vi   oplever,   at   forældre   hjælper   unge   med   at   betale   regningerne.   Både   når   det   gælder   licensbetaling   og   andre   faste   udgifter.   Det   vil   der-­‐   for  være  en  stor  hjælp  til  de  unge,  hvis   licensbetalingen   bliver   skatte inan-­‐ sieret,   for   så   vil   de   skulle   betale   mindre,   end   de   gør   nu,«   lyder   det   fra  Anders  Vildsø  Andreasen.   Til  gavn  for  de  unge I   efteråret   2012   forhandlede   rege-­‐ ringen  og  en  række  borgerlige  partier   den   seneste   medieaftale   i   hus,   der   gælder   frem   til   2014.   Det   var   i   den   aftale,   man   lagde   op   til   at   under-­‐   søge   muligheden   for   licensbetaling   over  skatten.       Som   en   del   af   regeringen   var   SF   med  i  aftalen,   mens  Liberal  Alliance   gik  fra  forhandlingerne  undervejs.         På   trods   af   uenighed   om   en   fremtidig  skatte inansieret  licensbe-­‐   taling,   tror   formændene   for   de   to   ungdomspartier,   at   en   sådan   beta-­‐   lingsmodel  vil  komme  unge  til  gavn.         »Jeg   tror,   at   en   skatte inansieret   licens  vil  være  til  fordel  for  unge,  da   de  så  slipper  for  at  betale  så  meget,  

som   de   gør   nu,«   siger   formand   for   Liberal   Alliances   Ungdom   (LAU)   Rasmus   Brygger,   der   selv   undlader   at   betale   licens,   da   han   nægter   at   betale  for  en  vare,  han  ikke  ønsker.        LAU  er  modstander  af  skatteyder-­‐   betalt   licens,   da   de   mener,   at   licens     over   skatten   mindsker   muligheden   for   at   udøve   civil   ulydighed   i   for-­‐   hold   til   public   service-­‐betalingen.   Samtidig    mener  ungdomspartiet  ik-­‐   ke,  at  landets  rigeste  public  service-­‐   forbrugere   skal   beskattes   mere,   mens  unge  slipper  for  mindre.       Formanden   for   Socialistisk   Folke-­‐   partis   Ungdom   (SFU),   Carl   Valentin,   er   ikke   tilfreds   med   måden,   som   li-­‐

censkronerne  bliver  indkrævet  i  dag.        »Det  rammer  totalt  skævt.  Alle  betal-­‐   er   det   samme,   og   det   går   hårdt   ud-­‐   over   studerende.   Mange   har   svært   ved   at   betale.   Det   ville   være   frem-­‐ ragende,   hvis   det   blev   betalt   over   skatten,«  lyder  det  fra  Carl  Valentin.        SFU-­‐formanden  mener  desuden,  at   den  nuværende  licensbetaling  er  for   bureaukratisk,  og  at  der  går  for  man-­‐   ge   ressourcer   til   at   opkræve   licens-­‐ kroner  fra  sortseere.         De   to   ungdomsformænd   kan   beg-­‐   ge  se  de  økonomiske  fordele  for  unge   ved   en   fremtidig   skattebetalt   li-­‐   cens,   men   uenigheden   til   at   indføre   en  sådan  får  dem  til  at  komme  med  

forskellige   anbefalinger   inden   de   næste  medieforhandlinger.         »Vi   vil   klart   slå   et   slag   for,   at   SF   presser   på   for,   at   medielicensen   bliver   skatte inansieret,«   siger   Carl   Valentin.      Fra  Rasmus  Brygger  og  LAU  lyder   det:      »Vi  vil  presse  Liberal  Alliance  til,  at   budgettet   for   public   service   bliver   nedsat  generelt.«      Den  nye  medieudredning  fra  Kultur-­‐   ministeriet   ventes   udgivet   1.   januar   2014.   jpett12@sdu.student.dk

Foto: Malte L. Nørgaard


EKSTERN

6 | juni 2013 | LIXEN

Manglende deltagelse præger delegeretmøde Kun lidt over halvdelen af de delegerede, der kunne vælges til årets kongres, blev valgt. Det skal der gøres noget ved, fastslår hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund.

Pernille Baden Obelitz, 2. semester

Årets  delegeretmøde  i  Dansk  Journalistforbund   bød   på   fest,   taler   og   afstemninger   på   demo-­‐ kratisk   vis.   358   delegerede   mødte   op.   Men   med   637   pladser   er   det   ikke   godt   nok,   mener   hovedbestyrelsen  i  Dansk  Journalistforbund.        Noget  skal  der  gøres,  og  derfor  har  man  spurgt     de  forskellige  grupper  og  kredse  om,  hvordan   man   gør   årets   faglige   møde   mere   foreneligt   med   forbundets   medlemmer.   Forslagene   har  

gået  på  forandringer  i  blandt  andet  indholdet,   tidspunktet  og  antallet  af  delegerede.  På  hoved-­‐   bestyrelsens  sidste  møde  blev  problemet  taget   op  og  forslagene  diskuteret. Svært  at  holde  fri       »Det   er   de   færreste,   der   vil   bruge   to   ferie-­‐   dage   på   at   tage   til   delegeretmødet.   Mødet   er   lavet   primært   til   dem,   som   har   et   tillidsjob   og   derfor   har   ret   til   at   få   betalt   fri   de   dage,   og   der   er   jo   ikke   mange   kommunikatører,    der  sidder  i  den  situation,«  siger  Lars  Elmsted,   som  er  formand  for  DJ  Kommunikation.       Flere   medlemmer   har   udtrykt,   at   det   er   umuligt   for   dem   at   deltage,   når   mødet   ligger     på   en   tirsdag   og   onsdag.   Enten   har   de   ik-­‐   ke  råd  til  at  holde  to  dages  fri,  eller  også  har  de   en   familie   at   passe   i   hverdagene.   Derfor   foreslår   man   at   rykke   mødet   ind   over   noget   af   weekenden,   så   medlemmerne   kun   behøver   at  bede  om  en  enkelt  fridag.          »Jeg  oplever,  at  lysten  til  at  komme  til  dele-­‐   geretmødet  er  stigende,  og  i  år  havde  vi  næsten  

30   mennesker,   der   gerne   ville   af   sted,   men   i     forhold   til,   at   vi   har   50   pladser,   så   er   det   jo   ikke   meget.   Jeg   tror   dog   ikke   på,   vi   kan   få   lere   med,   før   de   ændrer   på   mødetiden,«   slutter   Lars   Elmsted,   som   også   er   tilhænger   af,   at  man  skærer  på  antallet  af  delegerede.       Værst   står   det   til   i   de   otte   geogra iske   kredse,   hvor   kun   28   procent   af   deres     mulige   delegerede  blev  valgt.  Julie  Rosenkilde  Nielsen,   som  er  formand  i  Kreds  1,  mener  også,  at  det  er   svært  for  deres  medlemmer  at   få  fri  i  dagene,   hvor  delegeretmødet  holdes.       »Vi   lever   jo   bare   i   en   tid   i   dag,   hvor   det   er   svært   at   holde   fri.   Men   jeg   synes   stadig,   at   man   skal   anerkende,   at   det   er   rigtig   lot,   at   der   kommer   så   mange,   som   der   gør,«   siger   Julie  Rosenkilde  Nielsen  og  fortsætter:       »Det   er   en   svær   diskussion,   og   derfor   kan   jeg   ikke   give   et   svar   på,   hvad   der   skal   gøres.«       Kreds   1-­‐formanden   mener   også,   at   det   lave     antal  af  valgte  delegerede  i  kredsene  også  skyld-­‐   es,  at  mange  af  deres  medlemmer  er  med  i  en   medarbejdergruppe   på   deres   arbejdsplads   og  

derfor  bliver  valgt  andre  steder. Afgørende  for  DJ’s  demokrati Journalistforbundets   næstformand,   Lars     Werge,   understreger,   at   det   er   afgørende,   at   medlemmerne  deltager  på  delegeretmødet.       »Det   er   Journalistforbundets   højeste     myn-­‐ dighed.   Det   er   der,   hvor   vi   vedtager   vores   po-­‐   litik,   beslutter   vedtægtsændringer   fastsætter   kontingentet   og   vælger   ny   hovedbestyrelse.   Det   er   centrum   for   hele   det   politiske   liv   i   Journalistforbundet,«   fortæller   Lars   Werge,   som   også   mener,   at   det   høje   antal   delegerede   er  et  udtryk  for  en  demokratisk  tradition  i  DJ.       Forslagene   vil   fortsat   blive   diskuteret   og   overvejet,   men   lige   nu   er   der   ikke   meget   at   gøre.      »Vi  kan  forberede  os  frem  mod  næste  delege-­‐ retmøde,   for   det   kræver   en   lovændring,   hvis   der  skal   ændres  i   antallet   af   delegerede,«  siger   Lars  Werge. peobe12@student.sdu.dk

Østeuropæisk mur knuser opdelingen Den danske betalingsmurs fremtid er ustabil. Læseren vil nemlig ikke fastlåse sig til et enkelt medie, men selv vælge indhold fra dag til dag. Det har den østeuropæiske forbruger mulighed for.

Didde Venzel Lindholdt

Det   er   blevet   sværere   at   få   ingrene   i   gratis   nyheder.   Både   Berlingske,   BT,   Jyllands-­‐Posten   og  Ekstra  Bladet  er  begyndt  at  kræve  betaling   for   deres   indhold.   Senest   hoppede   Politiken   med   på   betalingsvognen   og   opstillede   en   betalingsmodel.   Det   er   dog   en   forkert   plan-­‐   tegning  mediehusene  bygger  mure  ud  fra,  idet   fremtidens   forbruger   ikke   vil   nøjes   med   at   abonnere   på   et   enkelt   medie.   De   vil   have   adgang   til   det   hele,   vurderer   forsker   i   digital   journalistik  Pernille  Tranberg.        »Omnibusavisernes  tid  er  ovre.  Flere  og   lere   forbrugere  vælger  jo,  at  de  ikke  kun  gider  læse   en  avis.  Man  vil  gerne  have  et  bredere  udvalg.    Så  længe  man  kan  læse  det  man  mest  har  brug    for,«  siger  Pernille  Tranberg.         Hun   mener   i   stedet,   at   medierne   burde   gå   sammen   og   prøve   at   opfylde   den   kræsne   me-­‐   dieforbrugers   behov   med   en   Spotify-­‐lignende   løsning,   som   giver   læseren   mulighed   for   at   abonnere  på  alle  aviser  månedligt.

     Filip  Wallberg,  lektor  på  Syddansk  Universitet   med   speciale   i   digital   journalistik,   er   delvist   enig.   Han   mener,   ligesom   Pernille   Tranberg,   at   vi   får   en   mere   bevidst   medieforbruger.   Derfor   kan   betalingsmuren   være   en   in   midlertidig   løsning,   indtil   man   har   fundet   den   model,   som   passer   bedst   til   det   danske   marked.     Det   vigtigste   er,   at   indholdet   både    passer  til  telefonen,  Ipad’en  og  laptoppen.            »Brugerne  skal  kunne  følge  med  ua hængigt   af  den  platform,  som  er  tilgængelig  for  dem.  Der-­‐   for   skal   danske   medier   fokusere   på,   at   indhold   er   tilgængeligt   på   tværs   af   platforme,«   siger   Filip   Wallberg.   Han   påpeger,   at   det   danske     marked   adskiller   sig   fra   for   eksempel   det   amerikanske,   hvor   det   i   modsætning   til   Danmark  ville  kunne  betale  sig  at  lave  nyheder,   som  kun  fungerer  på  telefonen.   Østeuropæisk  inspiration   I  Østeuropa  har  de  i  årevis  solgt  nyheder  som   bland-­‐selv-­‐slik.  Mediet  kalder  sig  Piano  Media   og    har  siden  2011  gjort  det  muligt  for  forbrug-­‐ erne  at  tage  for  sig  fra  en  virtuel  avishylde  mod   en   månedlig   betaling.   Fænomenet   startede   i   Slovakiet  og  bredte  sig  senere  til  Slovenien  og   Polen.         »Piano   Media   er   som   en   kiosk.   Det   er   en   virksomhed,   som   sætter   publicisterne   sam-­‐   men   og   hjælper   dem   med   at   sælge   deres   indhold   sammen.   Det   vil   sige,   at   du   som   kunde   kan   betale   et   fast   beløb   og   få   adgang   til  den  her  kiosk,«  forklarer  Pernille  Tranberg,   som   mener,   at   de   danske   medier   burde   lade  

sig   inspirere   og   begynde   at   spille   på   nye   tan-­‐   genter.  Hun  peger  også  på,  at  mediet  Zite,  der   tilbyder  brugerne    fragmenteret  indhold,  er  en   interessant   og   banebrydende   tjeneste.   Pernille   Tranberg   mener,   at   vi   kommer   til   at   se   mere   til   den   måde   at   tilrettelægge   journalistisk   indhold  på  i  fremtiden.       »Politiken   og   Jyllands-­‐Posten   har   talt   om   netop   denne   model   tidligere.   Men   der   var     ikke   forståelse   for   at   lave   et   reelt   samarbejde   alligevel,«  vurderer  forskeren.        Filip  Wallberg  er  enig  i,  at  der  mangler  vilje   hos  medierne  til  at  samarbejde.  Det  er  dog  ikke   noget,  han  ser  som  et  problem.          »De  danske  medier  har  valgt  en  anden  stra-­‐   tegi.   Det   virker   til,   at   medierne   -­‐   lige   nu   -­‐     prioriterer   en   direkte   relation   med   kunden.   Ved   at   indgå   et   samarbejde   på   tværs   mister   medierne  den  direkte  relation.« Han   mener,   der   er   fordele   og   ulemper   ved  

den   danske   betalingsmodel   såvel   som   den   øst-­‐   europæiske,  men  at  det  centrale  i  diskussionen     er,  at  medierne  og  forbrugerne  ikke  ønsker  det   samme.   Ingen  penge  i  journalistikken Et  af  de  største  problemer  med  Pianomodellen   er,  at  medierne  ikke  vil  kunne  tage  det  samme   for  deres  produkt.  Men  ifølge  Pernille  Tranberg   bør  aviserne  lytte  efter  deres  læsere  og  indse,   at  de  bliver  nødt  til  at  tjene  penge  på  andre  ting   i  fremtiden.         »Derfor   kan   medierne   ligeså   godt   indstille   sig   på,   at   de   kommer   til   at   tjene   mindre   for   selve   journalistikken.   Det   er   derfor,   man   også   regner  med  at  skulle  tjene  penge  på  andre  ting   end   journalistikken,«   afslutter   forskeren   og   henviser  til  at   lere  medier  har  oprettet  tilbuds-­‐   portaler  som  Sweetdeal  og  Downtown.                                    

Foto: Malte L. Nørgaard

Teknikpanik hos ansøgere

Eleverne vandt Ny radiolærer

Berigtigelse

Man  kan  ikke  styre  unge   ingres  klik   på   nettet.   Det   måtte   Center   for   Journalistik   sande,   da   fem   minutters   åbent  vindue  på  nettet,  sendte  panik   igennem   de   kommende   journalist-­‐ studerende.   De   ik   pludselig   mulig-­‐   hed   for   at   tjekke,   om   de   var   kommet   ind   på   drømmestudiet   inden   den   obligatoriske   sms,   der   fortæller,   at   resultaterne  ligger  klar.         »Der   er   ikke   nogle,   der   har   fået   forkert  besked  om,  at  de  var  optaget,«   forsikrer   centerleder   Karsten   Baagø   om   internetsiden,   som   dog   viste   forkerte  pointscorer  for  ansøgerne.         Det   var   da   også   et   teknisk   forsøg   på  at  rette  netop  pointscorerne,  der   pludseligt   åbnede   op   for,   at   de   stu-­‐  

Fredag  den  24.  maj  tørnede  de  jour-­‐   naliststuderende   på   Syddansk   Uni-­‐   versitet   sammen   med   lærerne   i   en   intens   fodboldkamp   om   håneretten   på   Medietorvet.   Allerede   inden     kampstart   havde   lærerne   proble-­‐   mer.   Deres   trup   var   amputeret   og     måtte   hente   forstærkninger   fra   elev-­‐ erne.         Fem   spillere   skiftede   derfor   banehalvdel   og   iførte   sig   lærernes   spillertrøje.  Heriblandt  Peter  Blæsild   fra   2.   semester,   som   udlignede   til   halvlegs-­‐stillingen  1-­‐1.      Steffen  Villadsen  fra  4.  semester  sik-­‐ rede  eleverne  en  sejr  på  3-­‐1  med  en   dobbelt  målscoring.

Efter   sommerferien   kan   det   kom-­‐ mende  radiohold  se  frem  til  en  ekstra   underviser.   Louise   Kjærgaard,   der   netop   har   opsagt   sit   job   på   DR   Fyn,   skifter   nemlig   stillingsbetegnelsen   som   journalist   ud   med   underviser.   Hun   skal   sammen   med   den   nuvær-­‐   ende   underviser,   Karen   Løth   Sass,   stå  for  at  lære  42  radioaspiranter  at   blive  dygtige  til  håndværket.         Selv   siger   hun:   »Jeg   glæder   mig   til   at   blive  en  del  af  holdet.  Jeg  ser  frem   til  at  give  af  det,  jeg  kan  give  til  enga-­‐ gerede   studerende.   Og   jeg   ser   især   frem   de   gode   diskussioner,   vi   skal   have  om  form,  indhold  og  meningen   med  journalistikken.«

I   sidste   måned   bragte   Lixen   artik-­‐ len   “Fremtiden     byder   på     praktik-­‐   prop”.   I   artiklen   fremgår   det,   at   jour-­‐   nalistisk  direktør  for  Danske  Medier,   Christian   Kierkegaard,   er   hovedan-­‐ svarlig   for   de   indgåede   aftaler   om   praktiklønnen.   Dette   er   i   midlertid   ikke   korrekt,   da   det   ikke   er   Dan-­‐ ske   Medier,   men   Danske   Mediers   Arbejdsgiverforening,  der  forhandler   praktiklønnen.   Forhandlingerne   er     Christian   Kierkegaard   altså   ikke   en   del  af.  

Elkjær

Elkjær

Redaktionen

derende   kunne   tjekke   deres   resul-­‐   tater  før  tid.  Og  selv  om  man  måske   håbede,  det  ville  gå  folks  næse  forbi,   så   var   mange   ansøgere   tilfældigt   forbi   siden   på   det   pågældende   tids-­‐ punkt.        »Der  blev  sendt  en  helvedes  masse   sms’er   rundt,«   siger   Karsten   Baagø,   om  den  steppebrand,  der  opstod  hos   mange  af  ansøgerne,  som  kender  hin-­‐ anden   fra   højskoler   og   lignende.   De   ik   hurtigt   besked   om,   at   man   ikke   kunne  regne  med  pointscoren  på  net-­‐ tet,   og   det   satte   endnu   mere   forvir-­‐ ring   i   omløb.   Alle   der   kunne   læse   sig   frem   til   at   være   blevet   optaget,   kan   dog  regne  med  en  fremtid  på  SDU.   Raabæk  Lindschouw

     

Vi  beklager.  


PORTRÆT

LIXEN | juni 2013 | 7

Foto: Malte L. Nørgaard

Hvor sproget gror Søren Ryge er manden med haven, som en halv million danskere trofast følger fra april til september, hvad  enten  der  står  blomster,  pileflet  eller  friske  kartofler  på  menuen.  Men  han  interesserer  sig  mindst   lige  så  meget  for  at  grave  ned  i  godt  sprog,  som  for  at  grave  efter  friske  grøntsager  i  køkkenhaven.

Eva Maria Trøster & Didde Venzel Lindholdt

Sprog   har   altid   været   en   stor   del   af   Søren   Ryges  liv.  Som  barn  i  Sydslesvig,  er  han  vokset   op   med   ire   sprog:   Plattysk,   tysk,   rigsdansk   og   sønderjysk.   Et   sprog   til   hver   en   situation.   Med  vennerne  var  det  plattysk,  og  derhjemme   blev   der   snakket   rigsdansk.   Ligegyldigt   hvor   mange   sprog   han   bruger,   når   han   taler,   er   det     til   stadighed   skriftsproget,   der   tiltaler   ham   mest:      »Hvis  der  er  en  ting,  som  er  mig  meget  magt-­‐   påliggende,  så  er  det  mit  sprog.  Jeg  har  skrevet   for  Politiken  i  30  år.  Alle  mulige  historier  om  alt   mellem  himmel  og  jord.  Så  sproget  er  mit  red-­‐   skab   simpelthen.   Det   er   selvfølgelig   det   talte   sprog,   men   det   udspringer   i   høj   grad   af   min   tilgang  til  skriftsproget.«   Det  uforklarlige  sprog Søren   Ryge   hviler   sin   pibe   på   overlæben   mellem  vildtvoksende  skægstubbe.  Han  læner  

sig   først   eftertænksomt   tilbage   på   den   gamle   havestol   og   letter   benene,   for   så   kort   efter   at   læne  sig  hen  over  bordet,  som  gør  han  klar  til   at   fortælle   en   hemmelighed,   hans   store   have   ikke  må  høre.        »Sprog  er  en  fuldstændig  fantastisk  foræring,   som   man   får   i   vuggegave.   Jo   mere   jeg   har   skrevet,  jo  mere  bevidst  er  jeg  om  dets  værdi.   Og  jo  mere  arbejder  jeg  stadig  med  det,«  siger   han  om  sin  kærlighed  for  ord.       Når  de  fritgående  høns  i  haven   omkring  ham   leder   efter   orm,   leder   han   efter   det   helt   rigtige   ord   til   at   beskrive   smagen   af   nødderoulade.   Brus?  Brus,  som  smeltede  i  munden  og  halsen  og   helt  ned  i  maven  og  hjertet.  Om  vinteren  leder   han   i   den   uberørte   sne   efter   det   tillægsord,   som   beskriver   hans   kones   vinterfrakke   bedst.   Varmt.   Varmt   og   smukt?   Så   klædte   Cathrine   sig   omhyggeligt   på.   Varmt   og   smukt.   Han   kan   sagtens   i le  med  en  sætning   i   lere  timer.  Det   eneste  han  ikke  kan  forklare  med  sit  sprog,  er   sproget  selv.          »Godt  sprog  er  ikke  noget,  man  kan  forklare.   Det  er  noget,  man  kan  mærke,«  siger  han  og  fod-­‐   rer   pibens   hoved   med   tobak,   mens   han   for-­‐   bereder  sig  på  en  længere  udredning.        »Ligesom  skuespillere  ind  imellem  dukker  op,  

og  du  tænker  ’hold  kæft,  hvor  spiller  han  godt’,   og  nogen  så  spørger  hvorfor?  Det  ved  jeg  ikke.   Jeg   ved   det   ikke   ,   men   det   kan   man   sguda   se,   ikke?«  siger  Søren,  mens  han  vifter  med  armene   for  at  understrege  det  åbenlyse.     En  ren  tilfældighed Han   har   været   heldig,   og   han   ved   det   godt.   Det   er   ikke   meget   modstand,   han   har   mødt   i   en   branche,   hvor   man   let   får   knubs.   Det   hele   startede   med   små   skriverier   for   nogle   have-­‐   blade,   hvorefter   mindre   tilfældigheder   ud-­‐   mundede   i   et   radioprogram   om   haver   for   DR.           Efter   et   par   år   endte   han   med   sit   eget   TV-­‐ program,   som   nu   hedder   Søren   Ryge   Direkte.   Et   program   fra   hans   have,   der   er   bundet   op   på   hans   person.   Han   er   havemanden   med   piben,   og  han  er  sig  selv  meget  bevidst  om  sin  unikke   situation.      »Der  er  jo  aldrig  lavet  et  koncept  for  at  sende   Søren  Ryge  Direkte.  For  mig  er  det  interessant,     at  det  er  opstået  ved  en  fuldstændig  tilfældig-­‐ hed,«  siger  han.         Allerede   tidligt   i   programmets   levetid   blev   det   for   let   for   Søren   og   hans   kameramand   at   lave   en   times   haveprogram,   når   de   samtidig   havde  en  uge  til  at  klippe  det.  De  gjorde  det  til  en  

sport  at  se,  hvor  længe  Søren  kunne  blive  ved   med  at  tale  uden  at  snuble  over  ord  eller  kame-­‐   ramanden  Finns  kabler,  der  øvede  sig  i  at   ilme,   uden   at   billedet   faldt   ud   eller   blev   uskarpt.     Latterligt  godt Efter  at  have   ilmet  en  hel  sommer  på  den  måde   og  redigeret  hver  eneste  program  foreslog  Finn   på  et  redaktionsmøde  på  DR,  om  de  ikke  skulle   lave   Søren   Ryge   Direkte   fra   Sørens   have.   Der   lød  et  latterbrøl  i  redaktionslokalet,  da  idéen  et   kort  øjeblik   lakkede  rundt  i  lokalet  for  derefter   at  lande  brat.  Det  kunne  kun  gå  galt!      »Og  så  snakkede  vi  egentlig  ikke  mere  om  det.   Men  vores  redaktør  Leif  havde  så  gået  og  tænkt   over  det,  for  han  kom  til  os  en  måned  senere  og   spurgte,  om  Finn  og  jeg  havde  lyst  til  at  lave  det   direkte.  Så  ville  vi  få  en  sendevogn,  en  linkvogn   og  det  hele.  Hvis  vi  ville.  Hvis  vi  turde,«  husker   Søren  udfordringen.  Og  det  turde  de!        Så  de  gik  i  gang  med  at  forberede  sig.  Fra  ja-­‐   nuar  til  april  øvede  de,  og  selv  om  de  var  ganske   sikre  på,  at  programmet  nok  skulle  blive  godt,   var  de  nervøse  for  det,  der  kunne  gå  galt.  Hvad   nu  hvis  Søren  ikke  kunne  huske,  hvad  han  skul-­‐   le  sige?  Hvad  skulle  de  gøre,  hvis  Finns  kamera   gik  i  stykker?  


PORTRÆT

8 | juni 2013 | LIXEN

nalister  leder  ofte  efter  den  fede  historie.  Enten   er  personen  sindssygt  rig  eller  sindssygt  fattig eller  ved  at  dø  af  sygdom.  De  leder  efter  ekstre-­‐   mer,  men  ham  her,  han  er  overhovedet  ikke  ek-­‐   strem.  Jeg  kalder  ham  Holger  Lillebil,«  fortæller   Søren   Ryge   om   sit   igangværende   projekt   om   den  88-­‐årige  Holger,  som  har  brugt  det  meste  af   sit  liv  på  at  køre  taxa  på  landet,  en  såkaldt  lille-­‐   bil.         Sørens   Ryges   fortællinger   udspringer   først   og  fremmest  af  lyst.  Han  synes,  at  inspiration  er   lidt   int   et   ord,   men   den   er   nødvendig.   Inspira-­‐   tionen   kan   komme   af   alt,   hvad   enten   det   er   en   lok   gæs,   der   lyver   over   ham   eller   et   int   hotelværelse   i   Præstø   med   en   nøgen   dame   hængende   over   sengen,   har   de   det   til   fælles,   at   det  giver  ham  en  stikken  i   ingrene.       En   stikken,   som   gør,   at   Søren   har   lyst   til   at   fortælle   fortællingen   videre.   Det   starter   ofte   med,  at  han  ringer  til  sin  kone  Cathrine  og  med   begejstring  siger,  ”nu  skal  du  bare  høre”.    Søren   skal   brænde   for   historien.   Det   er   et   mantra   for   ham.   Netop   derfor   skriver   han   heller   ikke   på   bestilling.        »Jeg  har  aldrig  nogensinde  kunnet  skrive  på   bestikken.  Der  er  sommetider  nogen,  som  har   spurgt  mig,  ”kan  du  rejse  til  Færøerne  en  måned   og  skrive  en  bog  om  det?”  Gu  fanden  kan  jeg  ej,«   siger  han  med  nærmest  skinger  stemme. Nogen,  der  kender  nogen.. For  Søren  er  processen  fra  idé  til  portræt  læng-­‐   ere  end  for  de   leste.  Han  modtager  mere  end   200  mails  hvert  år  fra  nogen,  der  kender  nogen.   Selv  om  det  er  det  almindelige,  der  inspirerer   ham,  er  det  ikke  alle,  som  er  et  portræt  værdig.   Derfor   tager   det   ham   lang   tid   at   udvælge   de   helt  rigtige  personer,  og  første  gang  han  møder   dem,  er  det  altid  uden  kamera.  Alt  skal  gå  rig-­‐   tigt   til,   og   med   årene   er   det   etiske   blevet   vig-­‐ tigere  og  vigtigere.       »Nogen   gange   snakker   de   jo   mere,   end   de   havde  regnet  med.  Jeg  er  jo  sådan  rimelig  god  til   at   snakke   med   folk.   De   føler,   de   kender   mig,   så   de  bliver  sådan  meget  åbenhjertige  nogle  gan-­‐   ge.«       Det   er   svært   at   vurdere,   hvad   der   vægter   højest.   Er   det   ægthed   eller   etik?   For   når   en   kilde  taler  ligeud  af  posen,  kommer  der  i  visse   tilfælde  nogle  emner  frem,  som  er  for  private  til   primetime.  Det  skal  dog  være  sådan,  at  man  ser   det  fulde  billede  af  det  almindelige  menneske.   Han   mener   ikke,   at   det   behøver   være   alt   for   pænt.         »Men   det   skal   være   ægte.   Det   skal   fanden    gale  mig  være  ægte.«  

Foto: Malte L. Nørgaard      »Men  der  skete  ingen  fejl,  og  vi   ik  skide  meget   ros   bagefter,«   siger   pibemanden   i   en   munter   tone  og  fortæller,  at  under  den  første  sæson  var   hvert  afsnit  en  udfordring,  men  at  det  stille  og   roligt   blev   bedre.   Da   de   uundgåelige   småfejl   dukkede  op,  lærte  de,  at  det  var  en  del  af  char-­‐   men  ved  at  lave  direkte   jernsyn.   Autentisk  TV Én  fejl  husker  Søren  dog  tydeligt:  Dagen,  hvor   han  glemte  kartoffelgreben.        »Det  står  for  mig  som  den  store  åbenbaring,   bedre  end  tusind  undervisningstimer.«      Søren  skulle  grave  nye  karto ler  op  og  havde   glædet   sig   til   at   vise   seerne   sin   høst,   men   da   han   står   midt   i   kartoffelrækkerne,   går   det   op   for  ham,  at  han  har  glemt  at  stille  greben  frem.   Mens   Søren   tænker   som   en   sindssyg   og   fore-­‐   stiller   sig   forskellige   scenarier,   er   Finn   hurtig   til  at  zoome  ind  på  karto lerne.  Søren  tager  en   rask  beslutning,  mumler  ”Jeg  har  glemt  greben,   jeg  henter  den  lige”  og  løber  mod  garagen.  I  10-­‐

15  sekunder  kan  seerne  blot  se  den  hæk,  hvor   Søren  Ryge  forsvandt  bag,  før  han  igen  dukker   op  og  haster  ned  til  køkkenhaven.  

     »Den  aften  gik  det  op  for  os,  at  den  slags  helt   almindelige   menneskelige   fejl   er   noget   af   det   mest   autentiske   og   ærlige   jernsyn,   der   ind-­‐   es.«  

Jeg har aldrig nogensinde kunnet skrive på Bes kken.  Der  er  somme der  nogen,  som  har  spurgt   mig,  “kan  du  rejse   l  Færøerne  en  måned  og  skrive   en  bog  om  det?”  Gu  fanden  kan  jeg  ej! Småforpustet  graver  han  karto lerne  op,  og  re-­‐ sten   af   programmet   forløber   planmæssigt.   Dagen  efter  er  episoden  med  greben  blevet  en   vandrehistorie,  og  Søren  Ryge  må  høre  for  det   lere  steder.      »De  sagde  alle  sammen  ”du  glemte  nok  gre-­‐   ben,  hva’?”,  men  de  sagde  det  alle  sammen  med   et  smil,«  fortæller  Søren  Ryge  med  tryk  på  ordet   smil  og  fortsætter:

Inspiration  fra  det  almindelige Søren   har   dækket   op   på   havebordet.   Fire   for-­‐   skellige  kopper  med   ire  forskellige  motiver  ven-­‐   ter  på,  at  kaffen  er  klar.  Søren  kan  godt  lide  det   almindelige.  Almindelige  mennesker  i  alminde-­‐   lige  situationer.          »Det  er  faktisk  fantastisk  at  lave  et  portræt  af   et  almindeligt  menneske,  som  ikke  akkurat  har   overlevet  noget  eller  vundet  ti  millioner.  Jour-­‐  

Gode  gentagelser I  køkkenhaven  står  greben  parat.  Der  er  snart   gået   endnu   et   år,   og   det   er   ved   at   være   tid   til   at  grave  nye  karto ler  op.  Haven  er  den  samme.   Manden  er  den  samme.  Og  om  to  uger  kommer   sendevognen   for   at   ilme   andet   afsnit   af   den   nye  Søren  Ryge  Direkte  sæson.  21  år  udelukker   ikke   en   form   for   gentagelse,   men   det,   mener   Søren  Ryge  ikke,  er  noget  problem.       »Jeg   tænker   ikke   på,   at   jeg   skal   inde   på     noget  nyt.  Jeg  tænker  på,  at  jeg  skal  fortælle  en   god  historie.   Om  jeg  så  fortalte  den  samme  for   et  halvt  år  siden,  se  det  er  jeg  ligeglad  med,  for   det  er  seerne  og  læserne  også.  En  god  fortælling   vil  man  altid  høre  igen.« Sådan  har  Søren  Ryge  det  også  med  bøger.  Hvis   fortællingen  er  god,  har  den  en  form  for  evig-­‐   hed,  fortæller  han.      »Hvis  jeg   ik  valget  mellem  at  skulle  lave  TV   og   at   skrive,   så   ville   jeg   skrive.   Det   er   mindre   lygtigt.   Især   hvis   det   ender   i   en   bog.   Gode   programmer   kommer   måske   på   DVD,   så   de   har   deres   eget   liv,   men   slet   ikke   som   en   bog   har.   Den   er   der   også   rent   fysisk   på   en   anden   måde,«  tilføjer  han  og  banker  på  John  Le  Carré   romanen,  der  ligger  på  bordet  foran  ham. De  to  store  kærligheder Hvis  det  at  skrive  var  Sørens  første  kærlighed,   var  læsning  hans  anden.  Han  elsker  at  læse,  og   gør   det   ofte.   Når   eftermiddagssolen   står   højt   over  haven,  og  kaffen  efter  frokosten  er  drukket,   søger  han  gerne  hen  mod  sit  havehus  med  den  


PORTRÆT nyeste  John  Le  Carré  roman.  Det  kan  tage  op  til   en  halv  time  at  læse  et  par  sider,  for  når  han  mød-­‐   er  lækre  vendinger,  kan  han  ikke  lade  være  med   at  læse  dem  på  ny.        ”På  anden  sal  i  et  anonymt  hotel  i  den  britiske   kronkoloni  Gibraltar  vandrede  en  spændstig  let-­‐   fodet  mand  hvileløs  frem  og  tilbage  i  sit  værelse…   vandrede  en  spændstig  letfodet  mand  hvileløs   frem  og  tilbage  i  sit  værelse.”      »Allerede  efter  den  ene  side,  ser  jeg  fandeme   manden   for   mig.   Jeg   ser   hans   bevægelser   for     mig.   Jeg   ser   en   hel   masse   med   så   få   ord.   Det   gør   han   jo   ikke   ved   at   skrive   denne   her   halve   side   på   fem   minutter,«   siger   Søren   og   lægger   bogen   ’En   Skrøbelig   Sandhed’   på   bordet.      Mens  han  fortæller  videre  om,  hvordan  hans   egen   skriveproces   minder   om   John   Le   Carrés,   hviler  hans  øjne  på  krimiens  forside.  

LIXEN | juni 2013 | 9

set.  Det  er  nok  en  ting,  der  kommer  med  alde-­‐   ren.   Der   bliver   man   mere   fredelig   og   tænker,   ”herregud,  det  skal  sgu  nok  gå”.«      Derfor  tager  han  den  med  ro,  når  han  skriver.   Det  er  vigtigt  at  give  teksten  tid  til  at  hvile  og   se   på   den   med   nye   øjne   dagen   efter.   Det   er   kommet   med   erfaringen,   for   talentet   for   at   skrive  har  han  altid  haft.   Det  kan  ikke  læres Talent   er   altafgørende.   Talent   for   at   skrive   er   det   vigtigste   redskab,   hvis   man   skal   være   en   god  journalist,  mener  Søren  Ryge.      »De  gode  journalister,  det  er  dem,  der  skriver   godt!   De   ved   ikke   bare   en   helvedes   masse,    de  skriver  også  godt!  Så  har  man  lyst  til  at  læse    deres  artikler,«  fortæller  han  og  sammenligner   med,   at   man   heller   ikke   bliver   forfatter   af   at   gå  på  forfatterskolen.  De  forfattere,  der  går  på   forfatterskolen  først,  ville  være  blevet  forfattere   alligevel.  

De gode journalister, det er dem, der skriver godt! De ved ikke bare en helvedes masse, de skriver  også  godt!  Så  har  man  lyst   l  at  læse  deres   ar kler. Den   gode   fortælling   tager   tid.   De   gode   hi-­‐   storier   tager   tid   at   skrive.   Derfor   er   det   vigtigt   for   Søren   at   inde   tiden   til   de   vig-­‐   tige   tanker,   der   følger   med.   På   trods   af     deadlines  på  både  Danmarks  Radio  og  Politiken,   30   stærekasser   og   en   køkkenhave   på   1000   kvadratmeter  lader  Søren  sig  ikke  stresse.  Det   er  han  simpelthen  ikke  disponeret  for.        »Jeg  er  lykkeligt  forskånet  for  stress,  og  hvis   ikke,   så   ville   jeg   nok   ikke   kunne   have   det   job,   jeg   har.   Jeg   har   deadlines   hele   tiden,   og   jeg   har   mange  bolde  i  luften,  men  jeg  bliver  ikke  stres-­‐  

I  gennem  de  30  år  han  trofast  har  læst  Politiken,   har  han  fundet  visse  favoritjournalister.  Det  er   deres  artikler,  han  altid  læser.  Og  det  første  han   kigger  på,  når  han  skimmer  avisen  er  bylinen..   Hvis  navn  står  på  bylinen?        Bylinen  er  vigtig  for  Søren  Ryge,  fordi  han  ofte   selv  er  hovedpersonen  –  eller  i  hvert  fald  biper-­‐   son  i  sine  historier  til  Politiken.        »Jeg  skriver  altid  mig  selv  ind  i  historien.  Jeg   er  altid  i  historien,«  fortæller  han  og  forklarer,   at   han   dog   i   nogle   tilfælde,   kan   være   ved   at   ’brække   sig’   over,   når   han   læser   en   historie,    

Foto: Malte L. Nørgaard

hvor  journalistens  tilstedeværelse  overskygger   historien.        Det  er  en  balancegang,  som  kan  være  svær  at   inde.   Men   der   skal   være   en   grund   til,   at   man   selv  er  med  i  historien.  Nogle  historier  er  bedst   fortalt,  når  journalisten  bruger  sig  selv. Det  gælder  for  eksempel  et  essay,  han  skrev  om   en  af  sine  yndlings  kager  hindbærsnitten.  »Jeg  ville  ikke  kunne  skrive  om  hindbærsnitter,   hvis  jeg  ikke  havde  det  forhold  til  hindbærsnit-­‐ ter,  som  jeg  har.    Og  har  haft  de  oplevelser  med dem.    

Jeg   øser   hele   tiden   af   min   egen   helt   personlige   erfaring.  Oplevelser,  sansninger.  Det  er  det,  jeg   gør  hele  tiden.« Så  du  mener  ikke,  at  vi  skal  skrive  os  selv  ud? »Nej!   I   skal   fandme   have   jer   selv   med,«   siger   han…  til  os.

Foto: Malte L. Nørgaard


FOKUS:NICHER

10 | juni 2013 | LIXEN

Nichemedier holder formkurven Oplagskuvene har for mange dagblade kun kendt én retning. Nedad. Omvendt ser det ud til, at nichemedierne har formået at holde dagsformen ved lige.

Søren Martin Olsen

Børsen,   Kristeligt   Dagblad   og     Information.  Alle  sammen  har  de  det   tilfælles,   at   de   er   nicheaviser.   Altså   aviser   der   ikke   henvender   sig   til   hele   befolkningen,   men   til   en     mindre   gruppe   med   interesse   for   bestemte   stofområder.   Mens   store   dele   af   avisbranchen   kæmper   med   stadigt   faldende   oplagstal,   formår   nichemedierne   at   holde   oplaget     stabilt.   Nichemedierne   spirer   i     medielandskabet,   og   det   har   fået   lere   til   at   spekulere   i   nye   forret-­‐ ningsmodeller.  JP/Politikens  Hus  har   netop   sendt   EnergiWatch   i   luften,   som   dermed   er   det   femte   abonne-­‐ ments inansierede   erhvervsmedie   til   søstermedierne   MediaWatch,   Fi-­‐   nansWatch,   MedWatch   og   Shipping-­‐   Watch.       »Afsættet   for   nichemedierne   er,   at  vi  tror  på,  at  virksomheder  er  vil-­‐   lige   til   at   betale   for   fokuseret   kvali-­‐   tetsjournalistik   om   deres   egne   bran-­‐   cher,«  fortæller  Jyllands-­‐Postens  di-­‐   gitale  direktør,  Jens  Nicolaisen.   Opstarten   har   dog   været   svær   for   de   nye  niche-­‐sites,  der  har  haft  proble-­‐ mer  med  indtjeningen.  Efter   lere  år  

med   negative   resultater   kunne   det   ældste   af   Watch-­‐medierne,   Media-­‐   Watch,  for  første  gang  i  2012  præsen-­‐ tere   sorte   tal   i   regnskabet.   Et   over-­‐ skud,   der  var   vigtigt   for   MediaWatch   og  JP/Politikens  Hus,  selv  om  det  kun   var   et   beskedent   plus   på   106.000   kroner  efter  skat.       »Vi   er   parate   til   at   investere   i   jour-­‐ nalistikken   de   første   år,   men   over   ire  år  skal  medierne  gerne  give  plus   på   bundlinjen.   Målsætningen   er,   at   bundlinjen  i  forhold  til  omsætningen   skal   ligge   på   omkring   fem   procent,   når   det   gælder   nichemedierne.   Der   er   nemlig   grænser   for,   hvor   stort   det   danske   mediemarked   er,«   forklarer   Jens  Nicolaisen.            I  det  fremadrettede  perspektiv  tror   han,   at   medielandskabet   forandrer   sig,   således   at   journalisterne   bliver   fordelt  over  langt   lere  steder  end  nu.   Heraf   vurderer   han,   at   nichemedi-­‐ erne  kommer  til  at  huse  en  vis  andel   af   journalisterne,   hvis   udviklingen   fortsætter:      »Der  er  et  stort  potentiale  i  niche-­‐ medier.   Jeg   har   lige   været   af   sted   i   USA,  hvor  der  også  er  et  kæmpe  fokus   på   nicher.   Der   er   mange   forskellige     muligheder  for  nicherienterede  kon-­‐   cepter.  Jeg  tror,  det  er  et  område,  der   kommer   til   at   skabe   en   meget   stor   vækst   på   det   danske   og   internatio-­‐ nale  mediemarked,«  siger  han. »Lettere  at  være  meget  for  få«   Altinget.dk   er   også   et   nichemedie,   der  udmærker  sig  ved  at  have  en  sta-­‐   bil   indtjening.   Altinget   sælger   spe-­‐ cialiseret  Christiansborg-­‐journalistik   til   organisationer   og   personer,   der  

Grafen viser udviklingen i oplagstallene fra 2003 til 2012. Kilde: Dansk Oplagskontrol

har  et  ekstra  behov  for  at  følge  grun-­‐ digt   med   i   dansk   politik.   Altinget   dækker   17   forskellige   politikområ-­‐ der   inden   for   eksempelvis   miljø,   arbejdsmarked  og  uddannelse.          »Vi  kan  gå  meget  mere  i  detaljen  og   følge  sagerne  tættere,  når  vi  henven-­‐ der   os   til   en   meget   mindre   målgrup-­‐ pe,  som  er  særligt  optaget  af  politik,«   forklarer  Anders  Jerking,  redaktions-­‐ chef  på  Altinget.       Anders   Jerking   peger   på,   at   de   store   aviser,   som   henvender   sig   til   mange,   er   utrolig   brede   i   deres   dæk-­‐   ning.   Derimod   kan   et   nichemedie   bedre  følge  lovforslagene  hele  vejen   og   på   den   måde   sikre   debat   undervejs.   Som   eksempel   nævner   han   EU’s   landbrugsreform,   der   har   været  under  forhandling  i  mange  år.         »Inden   for   landsbrugsområdet   har   det   enorm   stor   betydning   for  

Danmark,   om   pengene   eksempelvis   skal  gå  til  landsbrugsstøtte  eller  na-­‐ turtiltag,  da  landbrug  er  et  vigtigt  er-­‐ hverv  i  Danmark.«       Hos   de   store   medier   er   mellem-­‐ regningerne   til   de   enkelte   forhand-­‐ lingsmøder  knap  så  vigtige,  men  det   har  ifølge  Anders  Jerking  stor  betyd-­‐   ning   for   nichemediets   læsere,   som   muligvis   bliver   påvirket   af   de   poli-­‐   tiske   beslutninger.   Mellemregning-­‐ erne   kan   være   en   af   grundene   til,   at   Altinget   er   blevet   en   velbesøgt     hjemmeside   med   omkring   100.000   ugentlige   sidevisninger.   Anders   Jerking  mener,  at  succesen  blandt  an-­‐ det  skal   indes  i  nichedyrkningen.         »På   papiraviserne   kan   man   se,   at   nicheaviserne   ser   ud   til   at   klare   sig   bedre.  Børsen,  Kristeligt  Dagblad  og   Information   har   nogle   år   ikke   op-­‐ levet   samme   oplagsfald   som   andre  

aviser,   så   der   er   måske   en   tendens   til,  at  det  er  lettere  at  være  meget  for   nogle   få   end   at   være   meget   for   rigtig   mange.«      Jens  Nicolaisen  fra  Jyllands-­‐Posten   frygter   dog   ikke,   at   nichemedierne   udkonkurrerer   dagbladene.   Det   er   i   hvert   fald   ikke   intentionen   med   nichemedierne.   Han   oplever,   at   folk   snarere  tilvælger  dem  som  et  supple-­‐ ment  til,  hvad  de  ellers  abonnerer  på:       »Nicherne   står   stærkt,   fordi   det   også   er   princippet   i   vedligeholdelse   af  markedsviden  for  den  enkelte  me-­‐ darbejder.   Men   jeg   synes   også   sta-­‐   digvæk,  at  der  er  en  kæmpe  berettig-­‐   else   for,   at   de   store   aviser   som   Jyl-­‐ lands-­‐Posten,  Berlingske  og  Politiken   fortsætter  med  at  være  en  del  af  folks   daglige  forbrug.« sools12@student.sdu.dk

Vi mæsker os i madjournalistik Madjournalistik   er   populært   som   aldrig   før.   Aviserne   får     internetklik   på   opskrifter   med   kringle,   og   samtidig   går   gourmetmagasinet  Gastro  imod  mediebranchens   oplagskrise   og   erobrer  nye  læsere.

Carl-Emil Søe

Hvad   var   den   mest   læste   artikel   på   Politikens  hjemmeside  i  2011?  Noget   om  politik,  terror  eller  vejret?         Nej.   I   2011   ville   avisens   internet-­‐ læsere   helst   læse   om   en   kringleop-­‐ skrift   fra   Søren   Ryge.   Eksemplet   il-­‐   lustrerer   den   interesse   som   mad-­‐ journalistik   har   skabt   de   sidste   par   år.  Samtidig  er  der  sket  mere  end  en   fordobling   af   antallet   af   artikler   om   mad  i  de  store  dagblade  gennem  de   seneste  ti  år.               Lars   Dahlager   fra   Politiken   har   skrevet  om  mad  siden  starten  af  år-­‐ tusindeskiftet.   Han   mærker   tydeligt   læsernes  stigende  interesse:         »Der   er   kommet   klik   i   madhisto-­‐ rier   og   takket   være   det   nye   nordiske   køkken,   kan   vi   putte   madjournalis-­‐ tik   på   forsiden.   Nu   dækker   vi   også   Michelin-­‐stjerneuddeling   og   VM   for  

kokke  på  Politiken,«  siger  han.   Læsere   har   appetit   på   feinschmeckermad Det  er  ikke  kun  de  store  dagblade,  der   har   oplevet   stigende   interesse   fra   læserne.  Nichemagasinet  Gastro  hen-­‐   vender   sig   til   læsere   med   interesse   for   mad   på   et   højere   plan.   Livsny-­‐ dersegmentet   har   sikret   magasinet   fremgang  i  oplagstal,  mens  mange  an-­‐ dre  blade  er  i  krise.  Det  siger  chefredak-­‐   tør   for   Gastro,   Jesper   Uhrup   Jensen:       »Magasinets   mål   var   i   starten   at   nå   10.000   læsere,   men   vi   har   siden   udbygget   læserskaren   til   12.000,   blandt   andet   fordi   brugerundersø-­‐ gelser  har  vist,  at  der  både  er  en  del   kvinder   og   studerende,   der   læser   vores  magasin.«      Hos  Gastro  er  kvalitetsbevidsthed   en  mærkesag,  og  her  må  der  godt  nør-­‐   des   med   mad   og   vin.   En   dreng   er     noget,  man  spiser,  og  en  vin  kan  godt   være  god,  når  den  smager  af  ”tyk  sort   svineblod  og  Frederiksdal-­‐kirsebær”,   som   det   lød   i   en   vinanmeldelse   i   seneste  nummer.      Gastros  niche  er  klart   de ineret,  og   læserne  sidder  klar  ved  tasterne,  hvis   produkterne,   der   anvendes   i   Gastros   artikler,  ikke  holder  en  vis  standard.       »På   et   tidspunkt   puttede   vi   en   skinke   på   forsiden.   Ikke   en   slum-­‐ skinke,  men  en  ordinær  én.  Folk  var  

han  ikke  er  forudindtaget:       »Der   er   mange   fordomme   inden   for   mad.   Danskerne   er   for   eksem-­‐   pel   enormt   bange   for   blåmuslinger,   fordi   vi   tror,   de   er   farlige,   hvis   ikke   de   bliver   tilberedt   helt   korrekt.   Til   gengæld  er  folk  ikke  bange  for  friske   grøntsager  og  grønne  urter,  selv  om   at  folk  statistisk  set  bliver  mere  syge   af  disse  fødevarer.«

Foto: Malte L. Nørgaaard rasende,«  siger  Jesper  Uhrup  Jensen. Gastros   fokus   på   kvalitet   og   æstetik   overrasker   ikke   Lars   Dahlager.   Fra   at   madjournalistik   har   beskæftiget   sig   med   mad   som   en   fødevare   på   indlandssektionen,   har   madjour-­‐ nalistik   nu   fået   sine   egne   sider   på   livsstilssektionen:      »Hvor  den  journalistiske  dækning   af   mad   tidligere   var   koncentreret   enormt   meget   på   ernæringsmærker   og   banal   kemisk   sundhed,   er   fokus   rykket   over   mod   det   mere   sanse-­‐ lige,«  konstaterer  Lars  Dahlager,  der     generelt  er  tilfreds  med  udviklingen.   Prisuddeling  sender  et  signal I   sidste   måned   oplevede   madjour-­‐   nalistik   i   Danmark   den   måske   fore-­‐   løbige   kulmination.   I   København   af-­‐

holdte   netværket   Mad+Medier   den   første   prisuddelingsfest   for   journa-­‐ lister,   kommunikatører   og   andre   skribenter,   der   beskæftiger   sig   med   mad.         Med   kategorier   som   ”bedste   madblogger”,   ”bedste   madanmeldel-­‐   se”  og  ”bedste  bog  om  mad”  blev  de   gastronomiske   formidlere   hyldet.     Ifølge   journalist   og   initiativtager   til   Mad+Medier,   Rasmus   Holmgård,   sender  priserne  et  signal.       »Det   er   svært   for   folk   at   se,   hvad   der   er   gode   eksempler   på   madfor-­‐ midling.  Med  priserne  konkretiseres   dette.«       Det   var   netop   Lars   Dahlager   fra   Politiken,   der   blev   æret   med   prisen   for   bedste   kritiske   madjournalistik.   En   pris   han   tror,   han   har   fået,   fordi  

Madjournalistik  tages  seriøst Kravene   for   at   skrive   om   mad   er   blevet   højere.   Hos   Gastro   får   Jesper   Uhrup  Jensen  mange  tilbud,  som  han   er  nødt  til  at  afslå.      »Nogle  tror,  at  de  kan  lave  en  artikel   om  mad  i  New  York,  når  de  har  været   i   USA.   Men   du   bliver   ikke   god   til   at   skrive  om  mad,  fordi  du  køber  en  tur   til  New  York.«               Også   Rasmus   Holmgård   fra   Mad+   Medier  ser  en  tendens  til,  at  journali-­‐ ster  i  stigende  grad  specialiserer  sig  i   madgenren:       »Tidligere   lod   man   en   afgående     redaktør  skrive  om  mad,  men  der  er   en   spirende   bevidsthed   om,   at   det   kræver   noget   særligt   at   beskæftige   sig  med  mad.«

csoee12@student.sdu.dk


FOKUS:NICHER

LIXEN | juni 2013 | 11

Nicher dækker nyheder fra Argentina til Zimbabwe Mens de store dagblade har skåret ned på udenrigskorrespondenter, lever nichemedier om fjerne verdensdele et stille nyhedsliv på nettet. På Verdensnyt.dk er et af fokusemnerne fattige lande og på Latinamerika.dk prioriteres det brasilianske præsidentvalg over det amerikanske.

Magasinet rØST

Carl-Emil Søe

Kan  nyheder  fra  Afrika  syd  for  Sahara   virkelig  være  interessante  for  danske   læsere?   Det   mener   Dan   Larsen,   ophavsmand   til   hjemmesiden   Verdensnyt.dk,   der   siden   september   2012   har   skrevet   om  udlandsstof  med  særligt  fokus  på   de   historier,   der   overses   af   de   store   dagblade.   Efter   at   have   skrevet   artikler   om   fortrinsvis   fattige   lande   til   Avisen.dk,   Metroxpress.dk   og   andre   nichemedier   besluttede   Dan   Larsen   sig  for  at  starte  Verdensnyt.dk.  Siden   skulle   være   med   til   at   nuancere   de   store  mediers  udlandsdækning.      »Verdensnyt  er  startet  for  at  dække   nyheder,  som  ingen  eller  få  andre  dækker.  Det  gælder  mest  fattige  lande,  der   kun   får   omtale,   hvis   for   eksempel   en   tekstilfabrik   kollapser,   og   der   er   bil-­‐ leder   af   mange   døde,«   fortæller   Dan   Larsen.   Mens  de  store  dagblade,  på  en  tilfældig   udvalgt   dag,   fokuserer   på   terror-­‐ angreb  i  Boston,  handler  Verdensnyts   historier   om   olieforurening   i   Nigeria   og  parlamentsvalg  i  Malaysia.     Særligt   dækningen   af   USA   har   Dan   Larsen  et  ambivalent  forhold  til.  Han   mener,  at  de  danske  medier  er  alt  for   domineret   af   engelske   og   amerikanske  nyhedsbureauer  og  deres  priorite-­‐   ring:         »Der   bruges   uforholdsmæssig   me-­‐ get   tid   på   eksempelvis   tornadoer   i   USA,  der  vælter  huse.  Hvis  man  vil  se   væltede  huse,  er  der  rigeligt  med  ”rele-­‐ vante”  katastrofer  i  andre  lande.«   Et  demokratisk  problem? Dan   Larsen   har   ikke   meget   til   overs   for   prioriteringen   af   udlandsstoffet.   Han   mener,   at   den   amerikanske   indlydelse   truer   mangfoldigheden   i   nyhedsdækningen:         »I   sidste   ende   er   det   naturligvis  

Andre nichemedier der dækker udlandet:

Internetmagasin, der dækker nyheder fra Østeuropa.

Americas.dk Nicheside om Latinamerika. Americas.dk er oprettet som reaktion på den ringe dækning af Latinamerika

Afrikablog.dk Nyhedsside der fortæller historier fra lande syd for Sahara.

Illustration: Malte L. Nørgaard et   demokratisk   problem,   fordi   alle   dagblade   bruger   de   samme   nyhedsbureauer.   Der   mangler   valg   i   mediemarkedet,  og  det  er  blandt  andet  også   derfor,  at  Verdensnyt  er  startet.« At   den   højere   prioritering   af   USA   skulle  være  et  demokratisk  problem,   afviser   souschef   på   Berlingskes   udlandsredaktion,  Kristian  Pedersen:        »Ligesom  i  alle  andre  brancher  er  vi   nødt  til  at  prioritere.  Både  journalistisk  og  økonomisk.  Vi  kan  ikke  splitte   et  verdenskort  op  og  sige:  ”Nu  har  vi   dækket  USA  en  gang,  så  nu  skal  vi  dæk-­‐   ke  et  land  syd  for  Sahara”.  Det  er  ikke   en   måde   at   lave   journalistik   på.   Den   tankegang  vil  også  give  et  forvrænget   verdensbillede.« Kristian  Pedersen  påpeger,  at  Berling-­‐   ske   også   tager   til   Afrika,   men   at   det   mest   er   på   reportagebasis.   Et   internationalt  samarbejde  med  New  York   Times  bidrager  dog  også  til  dækning-­‐ en.        »Vi  dækker  Afrika  syd  for  Sahara  med  

reportagerejser,   hvor   journalister   fra   Berlingske   senest   var   i   Etiopien.   Samtidig  får  vi  nyheder  gennem  New   York   Times   og   Reuters.   Det   samarbejde   giver   os   adgang   til   artikler   fra   New   York   Times’   skribent   Jeffrey     Gettleman,   der   sidste   år   vandt   Pullitzerprisen   for   bedste   internationale   reportage  fra  netop  Østafrika.« Dækningen  er  for  useriøs Latinamerika.dk   er   et   andet   web-­‐ baseret   nichemedie,   der   siden   2009   har  beskæftiget  sig  med  udlandsstof.   Her   indes   nyheder   om   Mellem-­‐   og   Sydamerika.   Fra   både   Danmark   og   Buenos  Aires  produceres  der  nyheder   fra   den   ofte   oversete   verdensdel.   Ligesom   Dan   Larsen   er   den   ene   af   idémagerne  bag,  Ebbe  Fischer,  heller   ikke   imponeret   over   de   store   mediers  udlandsprioritering:      »Jeg  tør  godt  sige,  at  den  generelle   dækning   af   Latinamerika   ikke   er   særlig  god.  Jeg  har  set  journalister,  

Nødvendige nichekanaler Ligesom dagbladene er mange TV-kanaler også ved at blive nicher. I dag skal kanalen henvende sig til en bestemt målgruppe, for tanken om at have en kanal til alle er nemlig forældet, mener Lasse Jensen, der er vært på radioprogrammet Mennesker og Medier på P1.

Eva Maria Trøster

TV  2  Fri,  DR  Ultra  og  TV3  Sport.  Det   vrimler  med  kanaler,  der  henvender   sig  til  bestemte  seerskarer.  Seerne  er   nemlig  blevet  mere  selektive,  mener   Lasse  Jensen,  der  i  sit  radioprogram   diskuterer   danskernes   medievaner.   De  vælger  i  højere  grad  at  se  TV  efter   hvilket  program  og  ikke  efter  hvilken   kanal,  det  sendes  på,  forklarer  han:      »Seerne  har  i  langt  højere  grad  fået   tid  og  råd  til  at  gøre  det,  de  har  mest   lyst  til.  De  har  råd  til  at  beskæftige  sig   meget  med  sig  selv  og  deres  smag.«   Det  betyder,  at  seerne  vil  se  program-­‐   mer,   som   vedrører   dem,   og   som   de  

Korrespondenterne.dk Netværk af danske journalister i udlandet der blandt andet skriver fra New Zealand og Kina.

selv  går  op  i.       Anne-­‐Mette   Bro   Jöhncke,   som   er   kommunikationschef  for  TV  2,  men-­‐   er,   at   de   kan   bruge   denne   viden   til   at  tilbyde  seerne  et  samlet  set  mere   gennemført  produkt.        »Fragmentering  af  danskernes  TV-­‐ sening  er  et  faktum.  Derfor  er  en   ler-­‐   kanalsstrategi   i   vores   øjne   vigtig.   På   TV   2   supplerer   nichekanalerne   hovedkanalen   både   i   målgruppe   og   i   programindhold,«   fortæller   Anne-­‐ Mette  Bro  Jöhncke. Økonomi  og  teknologi Men   det   er   ikke   det   eneste   sted,   nichekanalerne   supplerer  TV   2   posi-­‐ tivt.   Økonomisk   har   nichekanalerne   også   fået   en   betydning,   fordi   det   kræver   et   abonnement   for   at   kunne   se  ekstrakanalerne,  siger  Anne-­‐Mette  

Bro  Jöhncke.         Derudover   er   det   også   blevet   mere   attraktivt   for   annoncører   at   købe   reklametid,   fordi   kanalerne   har   en   mere  de ineret  og  præcis  målgruppe,   mener  Lasse  Jensen.      »Alle  annoncører  er  interesserede   i   at   betale   penge   for   at   ramme   rig-­‐   tigt.  Det  er  hovedgrunden  til  at  skabe   nichemedier,«   fortæller   han   og   for-­‐   klarer,   at   den   anden   grund   til   den   store   storm   af   nichekanaler   skyldes   den  teknologiske  udvikling.         »Det   er   blevet   meget   billigere   at   sende   lere  kanaler,  efter  TV-­‐signalet   skiftede  fra  analogt  til  digitalt.« Udfordrer  journalister Nichekanalerne  stiller  et  større  krav   til   journalisterne.   De   skal   have   en   smallere   målgruppe   for   øje,   uden  

der  tog  til  Sydamerika  for  at  lave  et   seriøst   stykke   arbejde,   selv   om   de   ikke  engang  snakkede  spansk.  Fore-­‐ stil  dig,  at  man  sender  en  journalist   til  USA  for  at  dække  det  amerikanske  valg,  og  så  snakker  journalisten   ikke  engelsk,«  siger  han. Brasilien  blomstrer Ebbe   Fischer   kan   godt   forstå,   at   medierne   i   økonomisk   pressede   tider   ikke   har   råd   til   en   fastansat   korrespondent  i  Latinamerika.  Han   mener  dog  samtidig,  at  der  er  mas-­‐ ser  af  gode  grunde  til  at  rette  blikket   skråt   til   venstre   på   verdenskortet:       »Pressens   dækning   af   Brasilien   er   blevet   en   smule   bedre,   takket   være   landets   status   som   BRIK-­‐ land  og  det  faktum,  at  de  skal  være   værtsland  for  det  næste  OL  og  VM  i   fodbold,   men   det   kan   stadig   gøres   bedre.«        Han  peger  på,  at  Latinamerika  har   været  inde  i  en  markant  økonomisk  

at   gå   på   kompromis   med   de   grund-­‐   læggende  journalistiske  opgaver  om   at  fortælle  nuanceret  med  en  tilstræbt   objektivitet.  Samtidig  peger  han  dog   på,  at  journalisterne  til  gengæld  bli-­‐   ver   dygtigere   til   at   indrette   deres   kommunikation  efter  hvilke  seere  og   hvilken  kanal,  de  er  på.        »Det,  der  sker  med  journalistikken,   er,   at   den   også   bliver   segmenteret.   Den   bliver   mere   målrettet   til   et   be-­‐   stemt  publikum,«  siger  han.      Det  er  de  også  bevidste  om  ved  TV  2,   men  Anne-­‐Mette  Bro  Jöhncke  ser  det   som   en   styrke,   at   de   kan   sørge   for   at   vælge   deres   værter   og   programmer   med  omhu  til  hver  kanal.         Med   den   viden,   kan   de   nemlig   beholde  TV  2’s  seere  på  deres  kanaler,   for   nichekanaler   er   ikke   kun   til   for     at   ramme   lere   seere.   Det   er   også   til   for   at   beholde   de   nuværende   seere,   uanset   om   det   er   på   hovedkanalen   eller   en   af   deres   nichekanaler.   På   den   måde   er   nichekanalerne   ikke   en  konkurrent  til  hovedkanalen  selv.      »Vi  ønsker,  at  seerne,  hvis  de  skulle   fravælge  et  program  på  hovedkanal-­‐ en,   vælger   at   tilbringe   aftenen   i   selskab  med  et  andet  medlem  af  TV  2-­‐ familien,«   forklarer   Anne-­‐Mette   Bro  

udvikling  de  sidste  tredive  år:        »Markedsøkonomien  og  demokratiet   er   i   store   træk   stabiliseret,   og   det  er  der  masser  af  journalistik  i.   Samtidig   er   der   det   kulturelle   aspekt.  Bare  tænk  på  salsa,  samba  og   fodbold  med  Messi  og  Pelé.  Alt  sammen  kommer  fra  Latinamerika.« Hos  Berlingske  Tidende  er  souschef   Kristian   Pedersen   ikke   afvisende   over   for   tanken   om   lere   nyheder   fra   særligt   Brasilien   takket   være   landets  stigende  ind lydelse:         »Brasilien   får   stadig   mere   magt   og  er  totaldominerende  i  regionen.   Senest   var   det   en   brasilianer,   der   blev  valgt  som  ny  formand  for  WTO.   Så   hvis   vi   havde   mulighederne   og   midlerne,   ville   en   korrespondent   i   Brasilien   være   et   interessant   bud.   Om  ikke  andet  kan  man  forvente,  at   vi   øger   dækningen   af   landet   frem   mod  VM  i  2014.« csoee12@student.sdu.dk

Jöhncke,   da   det   netop   er   i   kanaler-­‐   nes   forskellighed,   deres   styrke   lig-­‐   ger:      »På  TV  2  er  vi  naturligvis  opmærk-­‐   somme   på,   at   programudbuddet   adskiller   sig   fra   hinanden   på   de   forskellige  kanaler.  Derfor  henvender   de  sig  til  speci ikke  målgrupper.« Nicher  er  populært Selv   om   TV   2’s   hovedkanal   er   ud-­‐   fordret  på  seertallene,  og  der  er  kamp   om   seerne,   klarer   nichekanaler   sig   ganske  udmærket  på  TV  2,  fortæller   Anne-­‐Mette  Bro  Jöhncke: »Nichekanalerne   oplever   en   in   seer-­‐tilslutning,   som   bekræfter,   at   der  er  et  behov  for  en  bred  palette  af     kanaler  med  speci ikke  målgrupper.« Det   ser   Lasse   Jensen   også   som   den   eneste  overlevelsesstrategi.      »Hvis  du  skal  have  én  kanal,  og  du   samtidig   har   en   række   krav,   du   skal   møde,   så   kan   du   ikke   tilfredsstille   alle,«  forklarer  han  og  slår  fast:      »Alle  medier,  der  skal  gøre  sig  håb  om    at  overleve,  skal  i  større  grad  blive  ni-­‐   chemedier.«

evtro12@student.sdu.dk


SERIE: DE UNGE MEDIECHEFER

12 | juni 2013 | LIXEN

Businessmand med

diskrete armbevægelser Selv om Anders Heering blot er 35 år, har han nået meget i sit korte liv. Både som familiefar og chef for fem redaktioner ser han sine lidenskaber blive større og større.

Søren Martin Olsen og Malte L. Nørgaard

Midt  i  indre  København,  lige  over  for  cafe  Dan  Turèll,  ligger  en   lille  indgangspassage  til  en  smal  trappe.  Trinene  fører  op  til  en   sort  dør  med  gyldne  blokbogstaver:  Watch  Medier,  står  der.      Bag  døren  gemmer  sig  en  masse  små  kontorer,  der  mest  af  alt   ligner  værelser  fra  en  række  sammenslåede  lejligheder.  Det  hele   er   nyt,   og   fremtrædende   er   et   stort   kontor   med   vinduer   ud   til     vejen.   Her   står   chefredaktør   Anders   Heering   og   når   lige   at     afslutte  et  opkald,  inden  næste  arbejdsopgave  venter.      Og   arbejdsopgaver  har  der  været  nok  af,  siden  den  35-­‐årige   københavner  i  2010  blev  ringet  op  af  JP/Politikens  Hus  og  spurgt,   om   han   ville   starte   et   nyt   branchemedie   op.   Mediet   skulle   være   specialiseret   inden   for   inanssektoren,   ligesom   MediaWatch   i   forvejen  var  det  for  mediebranchen.  FinansWatch  blev  skabt. Et  projekt  som  Anders  Heering  satte  sig  i  spidsen  for,  på  trods   af  at  arbejdet  med  erhvervsstof  ikke  var  grunden  til,  at  han  blev   journalist:      »Det  er  meget  tilfældigt,  at  jeg  er  endt  med  at  lave  erhvervs-­‐ journalistik.   Da   jeg   søgte   praktik,   havde   jeg   søgt   Politiken,     Berlingske,   Jyllands-­‐Posten,   Børsen   og   Kristeligt   Dagblad.   Hvis   Kristeligt  Dagblad  havde  ringet  et  kvarter  før,  havde  jeg  måske   siddet  og  skrevet  om  kirke  og  tro  i  dag,«  vurderer  han. Børsen  var  dog  de  første,  der   ik  fat  i  den  unge  Heering,  og  derfor  

endte   praktiktiden   hos   det   mere   end   100   år   gamle   dagblad.       »Jeg   har   aldrig   læst   erhvervsstof,   inden   jeg   kom   på   Børsen.   Jeg   kan   huske,   at   jeg   tænkte:   ’Okay,   nu   skal   jeg   fandeme   lige   forberede  mig,  inden  jeg  skal  i  gang.’  Derfor  tog  jeg  20  Børsen-­‐ aviser  med  på  sommerferie.  Målet  var  at  læse  alle  aviser  fra  ende   til  anden,  men  jeg  endte  med  at  falde  i  søvn  hver  gang.  Det  kunne   jeg  simpelthen  ikke.«       Drivkraften   var   ikke   businessdelen,   men   den   journalistiske   del,  der  krævede,  at  han  kunne   inde  gode  historier  alle  steder.     Uanset  om  det  handler  om  sport,  politik  eller  business.  Der  gik   ikke  længe,  før  erhvervsstoffet  fangede  interessen,  og  derfor  var   det  pludselig  ikke  så  overraskende,  da  Anders  Heering  skiftede   job  til  Berlingske  Business  efter  mere  end   ire  år  på  Børsen.            »At  jeg  altid  har  arbejdet  på  business-­‐redaktioner  er  selvfølgelig,   fordi  jeg  nu  synes,  at  det  er  virkelig  spændende.  I  dag  falder  jeg   ikke   i   søvn,   når   jeg   åbner   erhvervssektionen,«   fastslår   han   og   smågriner,   mens   tankerne   tydeligt   ledes   tilbage   på   den   søvn-­‐ dyssende  avislæsning  på  sommerferien. Chef  for  fem   irmaer Efter   trekvart   år   i   spidsen   for   FinansWatch   blev   det   i   sen-­‐   sommeren  2011  besluttet,  at  det  ledelsesmæssigt  var  bedst  at  slå   MediaWatch  og  FinansWatch-­‐redaktionerne  sammen  under  én   chefredaktør.   Her   blev   den   dengang   33-­‐årige   Anders   Heering   valgt.   Året   efter   blev   MedWatch   og   ShippingWatch   lanceret     med   nyheder   målrettet   til   henholdsvis   medicinalsektoren   og   shippingindustrien.   For   kort   tid   siden   gik   det   femte   Watch-­‐   medie,  EnergiWatch,  så  i  luften.       »Det   er   gået   sindssyg   stærkt.   For   to   år   siden   sad   vi   ire     mennesker,  og  nu  er  vi  27.  Det  er  et  kæmpe  privilegium  at  få  lov   til  at  bygge  sin  egen  medievirksomhed  op  i  samarbejde  med  så   stærkt  et  hold.  Jeg  tror,  der  sidder  mange  chefredaktører  rundt  

om  i  verden,  der  ville  ønske  sig,  at  de  kunne  få  lov  at  starte  forfra   og   sætte   deres   eget   hold.   Det   er   en   fantastisk  mulighed   –   især   i   en  tid,  hvor  der  bliver  fyret  så  mange  folk  i  mediebranchen.«      I  takt  med  at  Watch  Medier  vokser,  vokser  anseelsen  i  branchen   også.   Og   det   betyder   noget   i   forhold   til   at   tiltrække   unge     journalister  af  den  rette  støbning.  Journalister  for  hvem  de  store   dagblade  måske  ellers  har  ligget  forrest  i  bevidstheden,  når  de   drømte  om  deres  fremtidige  arbejdsplads.       »Jeg   kan   sagtens   forstå,   hvad   der   trækker   i   de   nye   journa-­‐   lister.  De  store  dagblade  er  kæmpe  brands,  så  når  journalisterne   sidder  til  familiefrokosten  eller  nede  på  Trykbar  og  siger,  at  de   arbejder  på  Børsen  eller  Berlingske,  er  det  nok  stadig  forbundet   med  større  prestige.«         Prestigen,  er  Anders  Heering  godt   klar   over,   kan   være  svær   at   konkurrere  med,  så  derfor  bliver  Watch  Medier  nødt  til  at  kunne   noget  andet.      »Alle  føler  et  stort  ejerskab  her.  Du  er  en  stor  og  afgørende  del   af  et  lille  medie  i  stedet  for  at  være  en  lille  del  af  et  stort  medie.   Hvis  du  går  ind  ved  siden  af  til  folkene  på  EnergiWatch,  så  vil  de   spytte  blod  for  deres  nye  site.  Det  er  den  fantastiske  drivkraft,   som  man  måske  ikke  har  på  samme  måde  på  de  store  aviser.« Den   lille   arbejdsplads   giver   også   mulighed   for   andre   mere     sociale  aktiviteter  uden  for  arbejdstiden.       »Vi   arbejder   meget   på   at   gøre   Watch   Medier   til   et   fedt   sted   at   arbejde.  Også  på  den  sociale  front.  Det  kan  for  eksempel  være   vores   månedlige   fredagsbar   eller   vores   årlige   sommerhustur,   som   vi   skal   af   sted   på   om   lidt,   men   også   masser   af   små   ting   i   hverdagen,«    siger  han.      Opstarten  af  medierne  gennem   inanskrisen  har  ikke  kun  budt   på   opture.   De   første   fem   år   havde   MediaWatch   underskud,   men   i   2012   kom   der   for   første   gang   et   beskedent   overskud   ud   af   det   hårde  arbejde.  Et  overskud,  der  er  kommet,  fordi  JP/Politikens  


SERIE: DE UNGE MEDIECHEFER

LIXEN | juni 2013 | 13

Hus   har   fortsat   med   at   tro   på,   at   erhvervsjournalistikken   kan   give  pro it  i  fremtiden.          »Vi  forsøger  at   lave  erhvervsjournalistik  på  en  lidt  ny  måde.   Hele   nøglen   til   vores   succes   ligger   i   det   lag   af   historier,   der     ligger   under   de   store   historier.   Vi   dækker   selvfølgelig   også   de   store  nyheder,  men  der  er  også  masser  af  sidehistorier,  som  de   store  medier  ikke  dækker.  Vi  skal  have  fat  i  substansen.« Ansvaret  fylder  i  fritiden Anders  Heering  er  en  holdspiller,  og  derfor  har  det  ikke  været   afgørende  for  ham  at  få  sit  eget  che kontor.  Det  er  lige  så  meget   en  tilfældighed  –  men  det  er  nok  ikke  helt  tilfældigt,  at  han  er   endt  i  en  lederrolle:      »Det  er  i  høj  grad  en  tilfældighed,  at  jeg  er  blevet  chefredaktør.   Det   er   ikke   noget,   jeg   har   gået   målrettet   efter.   Men   jeg   er   nok   typen,   der   søger   mod   ansvaret   for   helheden   frem   for   at   sidde   med  mit  eget  hjørne  af  projektet.  Så  på  den  måde,  er  det  naturligt   nok,  selvom  det  ikke  er  noget,  jeg  er  gået  bevidst  efter.«       Chefstillingen   kræver  meget   tid,   og   mens   han   foretager   et   par   vigtige  opkald,  stikker   lere  medarbejdere  hovedet  ind  på  kontoret  for  at  få  alt  fra  nøglebundter  til  strategiråd.  Men  de  mange   timer  er  godt  givet  ud:       »Jeg   er   pissespændt   på   at   se   hver   måned,   hvordan   det   er   gået   med ��at  få  solgt  abonnementer.  Det  er  vanvittigt  afgørende  for  os.«   På  trods  af  de  mange  timer  på  jobbet,  nyder  Anders  Heering  tiden   på  Watch-­‐medierne  og  arbejder  gerne  både  aften  og  weekend.       »Jeg   arbejder   mere   end   37   timer   om   ugen,   men   det   er   ikke   fordi,  jeg  sidder  i  en  eller  anden  kulmine.  Jeg  synes,  det  er  mega   spændende  hver  eneste  dag.« Ansvaret   er   en   af   de   største   forskelle   fra   at   have   skiftet   den     journalistiske  blok  ud  med  chefredaktørrollen.      »Jeg  går  hele  tiden  og  tænker  over  tingene  og  tjekker  måske   min   mail   lidt   for   tit.   Det   kan   være   en   udfordring   på   hjemmefronten,  hvor  man  skal  være  god  til  at  være  der  100  procent,  når   man  så  endelig  er  der,«  siger  han  og  uddyber:      »Det  er  mere  det  mentale  og  det  at  kunne  løsrive  sig,  der  er  det   svære.  Det  arbejder  jeg  stadig  med.  Når  du  har  sat  punktum  i  en   artikel,  så  har  du  fri  på  en  lidt  anden  måde.«   Samtidig   med   FinansWatch’   start,   ik   Anders   Heering   også   en   datter,  Vera,  der  nu  er  fyldt  to  år.  Ifølge  chefredaktøren  kan  det   være  lidt  svært  at  holde  styr  på  både  karriere  og  blebarn.      »Jeg  skal  ikke  sidde  og  lade  som  om,  at  det  altid  er  super  let.   Min  kæreste  er  også  karrieremindet,  så  derfor  har  vi  en  fælles   forståelse  for,  at  karrieren  også  er  vigtig.  Så  har  vi  desuden  nogle   forældre,  der  er  gode  til  at  hjælpe.  Selvfølgelig  kan  det  hele  lade   sig   gøre,   men   nogle   gange   er   det   lettere   end   andre,«   erkender   han. Store  muligheder  med  små  redaktioner   Tæt  på  kontoret,  hvor  Anders  Heering  tilbringer  mange  af  sine   timer,   ligger   Kongens   Have.   Her   er   tempoet   knap   så   hektisk.   De  forårsgrønne  kroner  på  de  lange  træalléer  bevæger  sig  let  i   vinden,  og  med  roden  solidt  plantet  i  havens  bløde  græs,  lader   træerne  sig  ikke  påvirke  af  den  travlhed,  der  kan  herske  i  stor-

Nyt kontor. Anders Heering befinder sig i virkeligheden bedst blandt sine medarbejere, men administrative opgaver har gjort det nødvendigt at rykke i enerum. Fotos: Malte L. Nørgaard byen  uden  for  haven.  Blandt  træerne,  der  alle  har  samme  statur,   står  Anders  Heering,  som  var  han  en  af  dem.  Og  sådan  skal  det   også  være  på  redaktionen,  hvis  det  står  til  chefredaktøren.      »Jeg  ser  os  alle  som  et  team  på  redaktionen.  Redaktørgruppen   og  jeg  er  et  team,  og  vi  skal  få  det  til  at  glide  hver  eneste  dag.  Det   er  rigtigt,  at  det  i  sidste  ende  er  mig,  der  skal  træffe  afgørelserne   og  stå  på  mål  for  budgettet,  men  vi  arbejder  alle  sammen  som   et  team.«      Det  tætte  samarbejde  mellem  medarbejdere  og  chef  på  Watch-­‐

Man har et helt bestemt engagement, når  man  fokuserer  på  sin  egen  redak on.   Ved  at  gå  væk  fra  de e  koncept,  er  der   mange,  som  har  brændt  nallerne  alvorligt. medierne  betyder  dog  ikke,  at  Anders  Heering  er  bange  for,  at   arbejdspladsen  skal  vokse  sig  endnu  større,  end  den  er  nu:      »For  mig  har  det  aldrig  nogensinde  været  en  målsætning,  at  vi   bare  skulle  blive  ved  med  at  vokse  så  meget  som  muligt.  Der  kan   helt  sikkert  være  nogle  risici  forbundet  med  at  vokse  for  hurtigt.   Omvendt   skal   vi   også   være   parat   til   at   gribe   de   muligheder,   vi   får.«       Selv   om   målsætningen   aldrig   har   været   at   vokse   hurtigt,   er     Anders  Heering  dog  ikke  afvisende  over  for,  at  der  kan  komme   flere   Watch-­‐medier   til   med   tiden,   uden   det   vil   ødelægge     konceptet:       »Hvis   vi   oprettede   to   Watch-­‐medier   mere,   synes   jeg   ikke,   at   vi  ville  gå  på  kompromis  med  konceptet,  men  hvis  vi  derimod     pludselig   slog   alle   redaktioner   sammen,   kunne   det   blive   død-

sensfarligt.   Man   har   et   helt   bestemt   engagement,   når   man   fokuserer   på   sin   egen   redaktion.   Ved   at   gå   væk   dette   koncept,     er  der  mange,  som  har  brændt  nallerne  alvorligt,«    forklarer  han   og  fortsætter:      »Selvfølgelig  skal  man  forsøge  at  udnytte  sine  ressourcer  bedst   muligt,   men   man   skal   også   passe   sindssygt   meget   på,   at   man   ikke  kommer  til  at   jerne  engagementet  i  et  projekt.« Fremtidens   brosten   for   Watch   Medier   er   derfor   allerede   lagt,   hvis  det  står  til  Anders  Heering.  Hvordan  den  unge  mediechefs   egen   karriere   skal   forløbe   i   fremtiden,   står   til   gengæld   ikke     skrevet  med  blokbogstaver  nogen  steder:       »Lige   nu   kan   jeg   slet   ikke   forestille   mig   et   mere   spændende   job   end   det   her.   Jeg   er   omgivet   af   dygtige   mennesker   og   tilfredsstillelsen  ved  at  bygge  noget  op  og  se  det  vokse  er  enorm.«     På   trods   af,   at   Anders   Heering   sagtens   kunne   se   sig   selv     arbejde   med   branchejournalistikken   i   mange   år   fremover,   vil   han   dog   ikke   helt   udelukke,   at   en   anden   arbejdsplads   kunne   blive  aktuel  en  dag:      »Jeg  er  35  år,  det  ville  være  dumt  at  udelukke  noget  allerede  nu.   Der  er  mange  ting,  end  det  at  være  chef,  jeg  synes  kunne  være   spændende   at   lave.   Indtil   nu   bliver   det   dog   et   rigtigt   fodboldspillersvar:        »Lige  nu  koncentrerer  jeg  mig  om  Watch  Medier,  og  tænker  slet   ikke  på  andet.  Hvad  fremtiden  byder  må  tiden  vise.  Men  et  eller   andet  sted  vil  jeg  nok  altid  ende  med  at  engagere  mig  i  skidtet.«   sools12@student.sdu.dk maltn12@student.sdu.dk  

ANDERS HEERING Chefredaktør  for  Watch  Medier  siden  2010. Inden   da   har   han   arbejdet   på   Børsen   og   Berlingske   Business,   herunder  Business.dk  og  Berlingske  Nyhedsmagasin.  Alle  steder   som  erhvervsjournalist.   Uddannet  journalist  fra  Roskilde  Universitetscenter  i  2004. 35  år.  Født  i  København,  opvokset  på  Midtsjælland. Jens  Nicolaisen,  direktør  for  JP  Medier  og  bestyrelsesformand   for  Watch  Medier  om  Anders  Heering:   Anders  gør  sig  særligt  udmærket  ved  hans  store  forståelse  for   at   balancere   det   forretningsmæssige   med   det   publicistiske.   Det   honorerer   han,   samtidig   med   at   hans   forståelse   for   de   forretningsmæssige   hensyn   er   unik.   Han   har   været   særdeles   god  til  at  skabe  en  organisation,  hvor  han  har  været  i  stand  til  at   sætte  nogle  stærke  hold  på  hvert  enkelt  nichemedie.  Han  er  også   dygtig  til  at  kombinere  evnen  til  at  udvikle  ting  samtidig  med,  at   han  leverer  den  daglige  ydelse,  som  er  det  kunden  skal  have,  for   at  de  vil  fortsætte  med  at  abonnere.  Det  er  en  svær  øvelse,  men   det  gør  han  rigtig  godt. SERIE:  DE  UNGE  MEDIECHEFER Hver   måned   portrætterer   vi   en   ung   chef   i   mediebranchen.   Personen  må  maks  være  40  år.


OPINION

14 | maj 2013 | LIXEN Postkort fra enfortæller SDU’er En praktikant Kære  Syddansk, For  nylig  var  jeg  i  Rom.  Fra  Piazza  del  Popolo  tænkte  jeg  på  dig,  men  glemte  at  skrive.  Det  var  en  skam,  for  noget  lå  nemlig  lige  for  –  en  historie,   der  havde  det  hele.  Jeg  var  ivrig  efter  at  fortælle,  fordi  historier  er  noget,  du  har  lært  mig  at   inde  og  bygge  op.  Nu  får  du  den  så  lidt  forsinket.   Noget  af  fortællingen  kommer  til  at  kede  dig,  for  den  er  anderledes  opbyggelig,  end  dem  du  har  lært  os  at  lave.  Her  kommer  den:  

I  Rom  herskede  kejser  Cesar  Augustus  engang.  Han  var  en  stor  mand  med  høje  ambitioner.  Cesars  største  vision  var  at  fastholde  Roms  position   som  verdens  midtpunkt.  Derfor  lod  han  bygge  en  statue  af  forgyldt  bronze,  som   ik  titlen:  Den  Gyldne  Milepæl.  Tanken  bag  denne  milepæl  var,  at   herfra  skulle  alle  verdens  veje  begynde,  alle  veje  føre  til  og  distancer  i  Det  Romerske  Rige  være  relative  til.  Pælen  er  lidt  af  en  myte  i  sig  selv,  for   kun  i  bøger  er  der  skrevet  om  den  statue,  som  manifesterede  selve  Roms  kongstanke  om  at  være  verdens  centrum.  Men  for  noget  tid  siden  fandt   en  gruppe  arkæologer  frem  til  resterne  af  det,  de  mener  kan  være  Den  Gyldne  Milepæl.  Ved  et  metrobyggeri  lå  statuen  pludselig  i  den  sumpede   romerske  muld.  Lokale  politikere  fra  Rom  var  hurtige.  Fundet  var  naturligvis  af  symbolsk  betydning  og  en  illustration  på,  at  byens  storhed  var  vendt  tilbage.  Men  snart  efter  skete  pludselig   noget  mærkeligt;  statuen  var  væk  og  ikke  til  at   inde  nogen  steder.  Arkæologerne  var  oprørte,  politiet  gik  ind  i  tyveriet  (det  måtte  det  jo  hedde),  og  medierne  skrev  om  udviklingen  i  sagen;   først  som  artikler,  derpå  noter.  Nu  ingenting.   Historien  er  opbyggelig  med  en  dramaturgi,  der  er  fortløbende,  og  som  ikke  ender,  og  den  kan  først  forstås  når  statuen  bliver  fundet  igen.  Men  historien  om  Den  Gyldne  Milepæl  er  også  min  for-­‐   tælling.  Min  vej  førte  til  Rom  for  tre  år  siden.  Jeg  stoppede  op  og  blev  i  byen  halvandet  år.  Nu  har  jeg  fulgt  en  ny  rute  og  er  stoppet  op  på  en  sidevej  –  det  er  alt  sammen  din  fortjeneste.  Du  var   lidt  hård  mod  mig.  Gymnasiet  havde  gjort  mig  moden,  men  ikke  voksen.  Og  så  stod  du  der.  Pyh.  Den  var  svær.  Især  i  begyndelsen.  Du  ville  have  os  til  at  bruge  en  telefon,  ringe  til  politikere,   kommuner  og  almindelige  mennesker  (yikes)  og  omsætte  research  og  snak  til  journalistik.  Du  var  god  til  at  lære  os  håndværket.  Men  hvor  var  du  henne,  når  vi  skulle  lære  noget  andre   steder  end  på  Medietorvet?  De  akademiske  timer  fyldte  ikke  for  meget.  Måske  var  det  ikke  vores  skyld.  Jeg  husker,  hvordan  vores  metodelærer  lagde  ud  med  at  slå  fast,  at  vi  ikke  måtte  lade   os  forvirre  af,  at  hun  altid  kom  til  at  bytte  rundt  på  kvalitativ  og  kvantitativ  metode!  Så  når  hun  mente,  at  noget  var  kvalitativt,  var  det  i  virkeligheden  det  stik  modsatte.  Tak.  I  det  mindste   for  anekdoten.   Men  ved  du  hvad!  Jeg  vil  alligevel  sige  tak.  Sikke  et   int  praktikophold,  du  gjorde  mig  i  stand  til  at  gennemføre.  Vi  var  langt  foran  dem  fra  DJH  og  især  dem  ovre  på  Sjælland.  Allerede  dengang  var  jeg   tæt  på  at  sende  et  postkort  til  dig.  Jeg  havde  nemlig  lyst  til  at  sige,  at  din  undervisning  havde  været  god,  og  jeg  vidste,  at  man  ikke  som  på  RUC  kan  løse  alle  verdens  udfordringer  i  problemorienteret   gruppearbejde  og  plenumdiskussioner.  I  Odense  gjaldt  og  gælder  noget  andet.   Wupti.  Praktikken  på   jernsynsfabrikken  TV  2/NORD  overstået!  Kontrakt  i  hus  efter  et  12-­‐tal  til  bachelor-­‐eksamenen,  vært  og  live-­‐reporter,  freelance  hos  TV  3.  Sikke  det  gik.  Og  sikke  en   in  karriere   jeg  kunne  have  fået  i  Nordjylland.  I  stedet  er  jeg  endt  med  at  lave  vejr!  Og  hvorfor  er  han  dog  endt  dér? På  tredje  år  vader  jeg  rundt  i  det  segment,  som  meget  få  af  de  journaliststuderende  (i  al  uvidenskabelighed)  gider  arbejde  indenfor.  P4-­‐journalistisk  med  billeder  på.  Men  –  og  hov!  –  vi  har  højere   seertal  end  TV-­‐Avisen,  Sporten  og  først  klokken  19.04,  når  vi  giver  ordet  videre  til  Aftenshowet,  får  TV  2  Nyhederne  (TV2’s  nyheds lagskib)  hevet   lere  seere  om  bord,  end  man  har  på  M/S  DR1   (i  fuld  videnskabelighed,  tjek  selv  Gallup).  Hvorfor  jeg  er  på  en  vejrredaktion,  ved  jeg  ikke  rigtig,  men  jeg  kan  fortælle,  hvordan  min  vej  blev  lagt  forbi  –  først  på  TV  2  og  nu  DR1.  Altså,  nysgerrighed.   Først  sagde  jeg  mit  job  op  i  Nordjylland,   lyttede  så  til  Rom  og  lavede  lidt  radio  der,  læste  en  master  i  international  politik,  blev  på  ny  ansat  på  TV2’s  nordligste  region,  blev  ringet  op  af  et   produktionsselskabefter  tre  måneder  i  Danmark,  og  så  blev  en  enkeltbillet  til  København  købt.  Journalist,  tilrettelægger  og  nu  vejr-­‐ vært.  Men  er  jeg  så  endt  her,  og  skal  jeg  til  evig  tid  arbejde  med  vejr  og  høre  på  vejr-­‐vittigheder  om,  at  kolleger  får  tatoveret  sole  på deres  tissemænd,  fordi  piger  også  gerne  vil  slikke  sol  i  gråvejr?  Næh.  Det  tror  jeg  ikke.    Men  ved  jeg  det  –  næh  heller  ikke.     Alle  veje  førte  engang  til  Rom,  fordi  byen  var  endestation  eller  midtpunkt  for  en  verden  af  i  går.  I  dag  er  målet  bare  ikke  længere   kun  Rom.  Ingen  af  jer  kan  med  sikkerhed  sige,  hvor  I  ender.  Det  er  fornuftens  ordsprog  –  og  kun  få  kan  argumentere  mod  fornuft.   Derfor  er  jeg  ikke  endt  med  noget  som  helst.  Og  mit  næste  postkort  til  dig  bliver  måske  stemplet  med  en  helt  anden  slags  porto.   Og  måske  skriver  jeg  til  dig,  når  jeg  har  fundet  Den  Gyldne  Milepæl.   Hilsen Mikkel  Fønsskov

Meninger

Socialistisk nossespark for fællesskabet Snart er Festudvalget fortid, og om lige så kort tid er fællesskabet måske også væk. Hvis ikke der sker en mental ændring hos 2. semester, vil journalistik miste sit stolte sammenhold. Mia Laursen, Louise Haack & Anders Lauenborg

Kald  os  bare  socialister  –  i  ordets  re-­‐ neste  forstand.  For  ja,  vi  kan  godt  li-­‐   de  det  sociale  sammenhold  på  studi-­‐   et.   Det   gør   os   på   journalistik   unik-­‐   ke.  Men  hvad  skal  der  blive  af  fælles-­‐ skabet,   når   vi   på   jerde   semester   smutter  i  praktik? Festudvalget?  Det  ligger  i  dvale. Revyen?  Tja,   ire  personer  kan  vel  ikke   lave  et  helstøbt  show. To  traditionsrige  arrangementer,  der   nu  er  dødsdømte.  Ingen  bakker  op  om   projekterne,   og   journalistik   må   nu   ind inde  sig  med  at  være  et  studie  ud-­‐   en  socialt  liv. TAG  JER  NU  SAMMEN,  2.  SEMESTER!   Hvis   I   ikke   kan   tage   jer   sammen   og   bakke  op  om  sådanne  projekter,  hvor-­‐ dan   skal   I   så   klare   jer   som   journali-­‐ ster?  Enhver  arbejdsgiver  vil  se,  at  I   er  i  stand  til  at  vise  initiativ.  At  I  in-­‐ teresserer  jer  for  arbejdspladsen  –  og   vil  deltage  aktivt  i  arrangementer.  Det  

handler  om  struktur,  organisering  og   overblik.  Buzzwords  I  kan  fyre  af,  når   I  sidder  til  en  ansættelsessamtale.          Og  det  er  altså  ikke  særligt  svært.  I   kan   risikere   at   bruge   otte   timer   om  

dan  kommer  I  fra  a  til  b,  og  hvornår   gør  I  det?      Når  I  skal  arrangere  en  fest,  kræver   det,  at  I  kender  til  hv-­‐ordene  for  en  god   fest.  Hvor  skal  festen  holdes,  hvordan  

I svigter ikke kun jer selv fagligt. I sidste ende  svigter  svigter  I  Center  for  Journalis k måneden  på  at  stable  et  arrangement   på   benene.   Det   dør   I   altså   ikke   af   stress  af. Socialitet  på  cv’et Bestyrelsesmedlem   i   KaJO,   redaktør   på   Lixen   og   reporter   for   Dansker-­‐ Dong.   Det   er   titler,   I   gerne   står   i   kø   for   at   få   på   cv’et.   Men   I   glemmer,   at   Festudvalget   også   er  fagligt   relevant.   Det   handler   ikke   bare   om   at   drikke   sig  fuld  til  billige  penge.  Det  handler   om   at   arrangere   en   god   fest.   Og   i   ordet   arrangere   ligger   de   tidligere   nævnte  buzzwords.      Når  I  skal  på  optagelse,  kræver  det,   at   I   kender   til   hv-­‐ordene   for   en   god     TV-­‐produktion.   Hvor   er   a   og   b,   hvor-­‐  

skal  festen  forløbe  og  hvornår  starter   klargøringen?  Kan  I  se  ligheden?  Det   kan   de   i   hvert   fald   i   virkelighedens   mediebranche. Farvel  fællesskab I   princippet   kan   vi   være   ligeglade   med,  om  I  engagerer  jer  eller  ej.  Men   vi  ved,  hvad  I  går  glip  af;  en  masse  gode   fester,   muligheden   for   at   få   insider-­‐ viden   fra   den   anden   årgang   og   en   oplagt  chance  for  at  hive  en  medstude-­‐   rende  ind  i  radiostudiets  mørke.       I   svigter   ikke   kun   jer   selv   fagligt.     I   sidste   ende   svigter   I   Center   for     Journalistik.   Til   optagelsessamtaler-­‐ ne  spørger  mange  til  det  sociale  liv  på   studiet,  men  desværre  er  svaret  snart  

ikke  længere  et  sælgende  argument.   For  i  yderste  tilfælde  er  det  der  ikke   længere.       Det   er   en   skam,   at   så   mange   tidlig-­‐   ere  årgange  har  kæmpet  for  at  holde   traditionerne   ved   lige.   Og   nu?   Tja,   med   den   indstilling   der   er   blandt   2.   semester,   så   er   det   spild   af   godt   arbejde.   Vi   havde   glædet   os   til   et   gensyn  med  Medietorvets  bedste  si-­‐   de   –   festen   efter   KaJO’s   generalfor-­‐ samling.  Men  hvis  der  kun  er  rester-­‐ ne   af   KaJO’s   gratis   øl   tilbage,   så   er   der  ikke  meget  fuldskab  over  Medie-­‐ torvet.   For   hvem   skal   knappe   den   næste  øl  op  eller  skænke  en  god  gin  og   lemon  op  for  os?       Som   sagt,   kald   os   bare   socialister.   KAMMERATER,  KOM  I  GANG!  Hvis  I   vil   have,   at   fællesskabet   skal   trives,   kræver   det   initiativ   og   engagement.   Ikke  kun  fra  dig,  men  også  dig,  og  dig,   og  dig.  Ja,  fra  jer  alle  sammen.    

FAKTA:  Festudvalget Du   kan   sidde   i   festudvalget   i   de   to  år,  du  er  på  Medietorvet,  ind-­‐ en  du  skal  i  praktik. Formandsposten  skiftes  efter  et   år.  De  har  ansvaret  fra  2.  til  3.  se-­‐   mester. Formændenes  opgave  erforvalt-­‐ ning   af   økonomien,   booke   loka-­‐ ler,  bestille  sprut,  lyd  og  lys,  lave   barvagter,   sætte   bar   op,   pynte   op,   holde   overblik   og   til   sidst   står   de   for   at   rydde   op,   a levere   pant,  lyd  og  lys. Formændene   står   for   at   plan-­‐ lægge  og  være  opdateret  på  de   fester,  der  skal  holdes.  Derfor  er   det   også   deres   ansvar   at   ind-­‐ kalde  til  festudvalgsmøder. Festudvalgets  medlemmer  hjæl-­‐   per  til  med  afviklingen  af  fester-­‐ ne  og  oprydningen.


OPINION

LIXEN | juni 2013 | 15

VOX-POP

Hvad skal du lave af journalistik i sommerferien? Frederik  Palle,  2.  semester:

Maibritt  Schultz,  2.  semester:

Rasmus  Friis  Jensen,  2.  semester:

Hvad  skal  du  lave  af  journalistisk   relevante  ting  i  sommerferien? Jeg   skal   ned   og   dække   Tour   de   France   og   optakten   for   Feltet.dk,   som  jeg  arbejder  for  til  hverdag.  

Hvad  skal  du  lave  af  journalistisk   relevante  ting  i  sommerferien? Jeg  skal  på  et  journalistisk  sommer-­‐   akademi  i  Kiel  og  Odense.  Det  er  to   ugers   undervisning,   hvor   jeg   sam-­‐ men   med   andre   journaliststuder-­‐ ende   fra   Danmark   og   Tyskland   får   undervisning   i   de   nyeste   digitale   former   for   journalistik.   Og   så   får   vi   selv   mulighed   for   at   producere   og   besøge   medier   i   både   Tyskland   og   Danmark.

Hvad  skal  du  lave  af  journalistisk  relevante  ting  i  sommerferien? Jeg   skal   til   Filippinerne   på   øen     Siquijor  i  fem  uger  og  lave  en  doku-­‐ mentar ilm  om  shamaner  dernede.  

Hvorfor  har  du  valgt  det? Jamen  jeg  tror,  det  er  enhver  sports-­‐ journalists   drøm.   Hele   foråret   har   min   arbejdsgiver   tilbudt   mig   at   dække   forskellige   cykelløb.   Jeg   har   desværre   ikke   haft   muligheden   på   grund  af  studiet.  Men  nu  er  muligheden  der.   Hvad  glæder  du  dig  mest  til? Jeg  glæder  mig  mest  til  at  tale  med  de  store.  Det  kunne  være  stort   at  interviewe  Alberto  Contador  eller  Bjarne  Riis,  men  det  bliver   nok  svært.  Ellers  selvfølgelig    ham  som  har  den  gule  førertrøje.   Ud  over  dét  glæder  jeg  mig  til  at  se  tilskuerne.  Jeg  har  selv  stået   som  tilskuer,  og  set  de  store  medier  køre  forbi.  Nu  er  det  min  tur   til  at  stå  på  den  anden  side.

Hvorfor  har  du  valgt  det? Jeg  har  valgt  det,  fordi  det  lyder  spændende.  Man  får  indsigt  i,   hvordan  det  er  efter  studiet  –  hvad  det  er  for  nogle  problemer,   man  kommer  til  at  stå  over  for  i  forhold  til  udviklingen  af  digital   journalistik.  Og  så  også  en  personlig  oplevelse,  da  jeg  stadig  er  i   tvivl  om,  hvilket  medie  jeg  vil  skrive  for.  Det  er  mest  for  under-­‐ visningens  skyld,  men  også  oplevelsen. Hvad  glæder  du  dig  mest  til? Jeg  glæder  mig  mest  til  ugen  i  Kiel.  At  komme  ud  at  se  nogle  tyske   medier,  hvordan  de  fungerer  i  forhold  til  de  danske.

Hvorfor? Jeg  gik  på  Gydehutten  og  så  et  op-­‐   slag   om,   at   man   kunne   søge   et     Danida-­‐legat.   Jeg   snakkede   med   min  studiekammerat  Kasper,  om  at   det   kunne   være   meget   spændende.   Danida   har   en   lang   række   krav   omkring,   at   det   skal   foregå   i   et   u-­‐land   og   have   en   positiv     indgangsvinkel.   Vi   havde   ikke   lyst   til   hverken   til   Afrika   eller     Indien,  så  det  blev  Filippinerne.        Vi  begyndte  at  researche  lidt  på  noget  om  shamaner,  og  syntes   at  det  var  meget  interessant  at   fortælle   noget  om  dem.  De  giver   et   godt   indblik   i,   hvordan   man   lever   i   andre   kulturer   og   helbre-­‐ der  sygdomme  og  nogle  af  de  forskelle,  der  er  på  vores  kulturer. Hvad  glæder  du  dig  mest  til?   Fem   uger   i   solskin   med   et   interessant   projekt,   som   man   kan   fordybe  sig  i.  Og  så  helt  lavpraktisk  er  det  jo  dejligt,  det  er  be-­‐ talt.

... at vi burde lave et drukspil, hvor vi drikker hver gang Norman siger “Vejen Kommune”. - Pernille Kjærsgaard, 2. semester

... at jeg ville forstå ligeså meget af bogen i offentlig forvaltning, som jeg gør nu, hvis den var på kinesisk... - Louise Uberg, 2. semester

... I øvrigt håber jeg, at 2. semester gennemknepper journalisthøjskolen lige så meget og desuden gør lige så godt brug af teamwork til Store Match Dag, som vi gjorde. - Johan Eriksen, 4. semester

… At Justin Bieber faktisk er ved at blive ret lækker. Mums! - Line Tornvig Martinussen, 4. semester

... at Medietorvet bliver en god 4. semesterårgang fattigere. - Lixen-redaktionen

... at mit liv bliver lidt mere meningsløst uden alle onlineskænderierne i ”Journalistik Årgang 2011” det kommende år. - Morten Buttler, 4. semester

... at vi journaliststuderende er en stor flok sociale alkoholikere med store og sarte egoer, men jeg kommer alligevel til at savne jer og medietorvet, nu hvor praktikken kalder. - Kristian Højgaard Nielsen, 4. semester

... I øvrigt mener jeg ikke, at vi skændes i ”Journalistik Årgang 2011” - vi diskuterer! - Martin Pilgaard Kristensen, 4. semester


Bagsiden


Lixen, Juni 2013