PORTRÆT
LIXEN | juni 2013 | 7
Foto: Malte L. Nørgaard
Hvor sproget gror Søren Ryge er manden med haven, som en halv million danskere trofast følger fra april til september, hvad enten der står blomster, pileflet eller friske kartofler på menuen. Men han interesserer sig mindst lige så meget for at grave ned i godt sprog, som for at grave efter friske grøntsager i køkkenhaven.
Eva Maria Trøster & Didde Venzel Lindholdt
Sprog har altid været en stor del af Søren Ryges liv. Som barn i Sydslesvig, er han vokset op med ire sprog: Plattysk, tysk, rigsdansk og sønderjysk. Et sprog til hver en situation. Med vennerne var det plattysk, og derhjemme blev der snakket rigsdansk. Ligegyldigt hvor mange sprog han bruger, når han taler, er det til stadighed skriftsproget, der tiltaler ham mest: »Hvis der er en ting, som er mig meget magt-‐ påliggende, så er det mit sprog. Jeg har skrevet for Politiken i 30 år. Alle mulige historier om alt mellem himmel og jord. Så sproget er mit red-‐ skab simpelthen. Det er selvfølgelig det talte sprog, men det udspringer i høj grad af min tilgang til skriftsproget.« Det uforklarlige sprog Søren Ryge hviler sin pibe på overlæben mellem vildtvoksende skægstubbe. Han læner
sig først eftertænksomt tilbage på den gamle havestol og letter benene, for så kort efter at læne sig hen over bordet, som gør han klar til at fortælle en hemmelighed, hans store have ikke må høre. »Sprog er en fuldstændig fantastisk foræring, som man får i vuggegave. Jo mere jeg har skrevet, jo mere bevidst er jeg om dets værdi. Og jo mere arbejder jeg stadig med det,« siger han om sin kærlighed for ord. Når de fritgående høns i haven omkring ham leder efter orm, leder han efter det helt rigtige ord til at beskrive smagen af nødderoulade. Brus? Brus, som smeltede i munden og halsen og helt ned i maven og hjertet. Om vinteren leder han i den uberørte sne efter det tillægsord, som beskriver hans kones vinterfrakke bedst. Varmt. Varmt og smukt? Så klædte Cathrine sig omhyggeligt på. Varmt og smukt. Han kan sagtens i le med en sætning i lere timer. Det eneste han ikke kan forklare med sit sprog, er sproget selv. »Godt sprog er ikke noget, man kan forklare. Det er noget, man kan mærke,« siger han og fod-‐ rer pibens hoved med tobak, mens han for-‐ bereder sig på en længere udredning. »Ligesom skuespillere ind imellem dukker op,
og du tænker ’hold kæft, hvor spiller han godt’, og nogen så spørger hvorfor? Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke , men det kan man sguda se, ikke?« siger Søren, mens han vifter med armene for at understrege det åbenlyse. En ren tilfældighed Han har været heldig, og han ved det godt. Det er ikke meget modstand, han har mødt i en branche, hvor man let får knubs. Det hele startede med små skriverier for nogle have-‐ blade, hvorefter mindre tilfældigheder ud-‐ mundede i et radioprogram om haver for DR. Efter et par år endte han med sit eget TV-‐ program, som nu hedder Søren Ryge Direkte. Et program fra hans have, der er bundet op på hans person. Han er havemanden med piben, og han er sig selv meget bevidst om sin unikke situation. »Der er jo aldrig lavet et koncept for at sende Søren Ryge Direkte. For mig er det interessant, at det er opstået ved en fuldstændig tilfældig-‐ hed,« siger han. Allerede tidligt i programmets levetid blev det for let for Søren og hans kameramand at lave en times haveprogram, når de samtidig havde en uge til at klippe det. De gjorde det til en
sport at se, hvor længe Søren kunne blive ved med at tale uden at snuble over ord eller kame-‐ ramanden Finns kabler, der øvede sig i at ilme, uden at billedet faldt ud eller blev uskarpt. Latterligt godt Efter at have ilmet en hel sommer på den måde og redigeret hver eneste program foreslog Finn på et redaktionsmøde på DR, om de ikke skulle lave Søren Ryge Direkte fra Sørens have. Der lød et latterbrøl i redaktionslokalet, da idéen et kort øjeblik lakkede rundt i lokalet for derefter at lande brat. Det kunne kun gå galt! »Og så snakkede vi egentlig ikke mere om det. Men vores redaktør Leif havde så gået og tænkt over det, for han kom til os en måned senere og spurgte, om Finn og jeg havde lyst til at lave det direkte. Så ville vi få en sendevogn, en linkvogn og det hele. Hvis vi ville. Hvis vi turde,« husker Søren udfordringen. Og det turde de! Så de gik i gang med at forberede sig. Fra ja-‐ nuar til april øvede de, og selv om de var ganske sikre på, at programmet nok skulle blive godt, var de nervøse for det, der kunne gå galt. Hvad nu hvis Søren ikke kunne huske, hvad han skul-‐ le sige? Hvad skulle de gøre, hvis Finns kamera gik i stykker?