PERSPEKTIV
ALVERDENS KØN Mange steder i verden bliver køn ikke forstået som binært (mand/kvinde). I Indien bruges ordet ”kinnar” om, hvad vi ud fra et tokønsperspektiv kun kan forstå som et tredje køn. I Nordamerika har de oprindelige folk betegnelsen ”two-spirit”, der i grove træk vil sige en person, der identificerer sig med både det feminine og maskuline. Betegnelsen har intet at gøre med genitalier eller andre biologiske kønskarakteristika, men derimod vedkommendes rolle i fællesskabet. Hawaii og Tahiti har ordet ”mahu” og Samoa ordet ”fa’afafine”, der ligeledes definerer køn som noget, der i en vestlig kontekst ville blive forstået som ”mellem mand og kvinde” eller nonbinær. På thai bruger man slet ikke personlige stedord til at henvise til hinanden.
– Vi skal forstå, hvad det gør ved os som mennesker at blive puttet ned i alt for snævre kasser, som vi skal udfolde os inden for, siger Susanne Branner og forklarer, at for at forstå det, bliver vi nødt til at være normkritiske. I bund og grund er kønsroller jo også bare nogle normer, som nogen engang besluttede at mase ned over os alle sammen. – I LGBT+ Danmark så vi gerne, at alle, der arbejder med mennesker, introduceres for normkritik og får en helt basal LGBT+ viden. Det vil sige skolelærere, pædagoger, sosu-assistenter, sygeplejersker og politibetjente. Særligt i de pædagogiske fag, som jo i den grad er med til at forme børns hverdag, bør man reflektere over køn.
38
L IME
Lige netop at være kritiske over for normerne og bryde dem, mener Hilda Rømer, er det, som er ved at ske nu – og i høj grad på grund af sexismedebatten, der netop stiller spørgsmålstegn ved de eksisterende kønsroller. Hun peger på, at der i Danmark også har været en tradition for at fokusere meget på kønsneutralitet, hvilket blandt andet ses i den danske lovgivning, som fokuserer mere på individet end kønnet. Hun peger også på, at vi i Danmark nu kalder et forældrepar for forældre i stedet for at omtale dem som mor og far. Det gør man som en del af en anerkendelse af, at der findes andre typer forældre end bare en kvinde og en mand. Det er den slags inkluderende begreber, der er brug for, mener hun.
– Jeg er meget optimistisk, for man kan se, at der har været flere gange i løbet af historien, hvor man har frygtet, at det ville gå den forkerte vej, men hvor der så er kommet et skub, som fik det hele på ret køl. Og det, tror jeg, er det, som er ved at ske nu. Ligesom Hilda Rømer er Karina Lins også optimistisk omkring fremtiden: – Der er mange flere unge, som skider hul i normerne og frigør sig – det er befriende. De mennesker, som ikke passer ind i kasserne, får os til at blive opmærksomme på, at der er kasser. Helt ærligt tror jeg, at vi nok skal nå til et sted, hvor vi er mere oplyste og kan respektere hinandens forskelligheder.