Fingeraftrykkets spæde start

Fingeraftrykkets spæde start Af ROBERT RASMUSSEN

Pensioneret vicekriminalkommissær Robert Rasmussen har sakset nedenstående, der beretter om nogle af de første fingeraftryksidentifikationer i Centralbureauet for Identifikation og om forstander Jens Nielsen Bugges oplevelser i forbindelse med det første fingeraftryk, der som eneste bevis førte til domfældelse i Højesteret.

Antropometrisk bureau blev oprettet den 1/3-1900 med domicil i celle 73, Nytorvs arresthus, København.

Bureauet beskæftigede sig med antropometriske målinger, et sindrigt målesystem af det menneskelige legeme, opfundet af Alphonse Berthillon fra politipræfekturet i Paris.

Fra 1904 blev der af alle anholdte endvidere optaget fingeraftryk, som blev registreret i et klassifikationssystem, opfundet af englænderen Henry. Dette system benyttes faktisk den dag i dag selv efter indførelse af edb i fingeraftrykssøgningerne.

I 1908 blev fingeraftryksoptagelserne landsdækkende, og bureauet fik sit nuværende navn: Centralbureauet for Identifikation, i daglig tale kaldet C.f.I. Samtidig skete der en lokaleudvidelse fra en til tre celler. Jens Nielsen Bugge, der var blevet ansat i 1902, blev samtidig leder af bureauet med titel af forstander, hvilken stilling han bestred frem til pensioneringen den 31. august 1945.

Den første fingeraftryksidentifikation skete i 1905 og blev belønnet med 30 kr.

Bugge arbejdede nu stærkt på at få domsmyndighederne til at anerkende fingeraftrykket som et sikkert bevis i straffesager, og om nogle af disse sager skriver Bugge: I 1913 blev der forøvet et indbrud i Slaglille kirke, hvor kirkebøssen blev tømt.

To vagabonder blev antruffet i nærheden, anholdt og fundet i besiddelse af 27

det beløb, der skulle være i kirkebøssen. Kirketjeneren havde dagen i forvejen tilfældigvis optalt beløbet i bøssen.

Bugge fandt et fingeraftryk på kirkebøssen. Ved søgning i fingeraftryksregisteret konstaterede han, at det var identisk med aftryk fra den ene af de to vagabonder.

Den 12. maj1914 dømte Højesteret de to vagabonder til hver tre års tugthus.

Fingeraftrykket indgik i denne sag som et af flere beviser.

Bugge skriver: »Inden denne dom havde defensor, højesteretsadvokat Bagge besøgt C.f.I. for at sætte sig ind i fingeraftryksmysteriet. Efter besøget var defensor dog stadig overbevist om vagabondernes uskyld«.

Bugge inviterede derefter sagens aktor, højesteretssagfører Lunn til et besøg i C.f.I. Under dette besøg blev det aftalt, at Bugge skulle demonstrere fingeraftryk for Højesteret i Højesterets lokaler. Efter at have demonstreret fingeraftryk for Højesteret i over en time, sammen med fuldmægtig Hansson, blev det aftalt, at Højesterets dommere skulle besøge C.f.I. uanmeldt.

Dette besøg var stærkt ønsket af Bugge og helst uanmeldt. Nogle dage senere kom to af Højesterets dommere på uanmeldt besøg i C.f.I., og som Bugge skriver, »forsøgte han at bibringe dem oplysning om fingeraftrykkets absolutte ufejlbarlighed som bevis«.

Pensioneret vicekriminalkommissær Robert Rasmussen blev ansat i politiet den I. august 1956, nærmere betegnet på Station 5 i Svendsgade i København. I 1970 blev han ansat i Centralbureauet for Identifikation, hvor han gjorde tjeneste indtil pensioneringen den 1. august 1997.

28

De var imidlertid tavse som graven. Kun var de stærkt interesserede. Et par dage efter kom yngste højesteretsdommer på besøg, og han fik samme demonstration.

Til afsked spurgte han Bugge: »Tror De nu ikke, Bugge, at der fra to forskellige personer kan være fingeraftryk, som kan være ens«. »Absolut ikke«, svarede Bugge. »Jeg tror det heller ikke«, svarede højesteretsdommeren. »Denne udtalelse var mig til stor glæde og gav mig håb om, at Højesteret ikke ville omstøde fingeraftrykket som bevis«, skriver Bugge.

Den 6. februar 1914 fandt C.f.I. et halvt fingeraftryk på en skuffe, ved et indbrud i en lejlighed i Nørre Farimagsgade 21 i København.

Fingeraftrykket konstateredes ved en søgning i fingeraftryksregisteret at tilhøre en kendt forbryder, som blev kaldt Store Russer.

I lejligheden fandtes yderligere et stykke avispapir fra »Folkets Avis«. Dette stykke avispapir så ud til at have været benyttet til indpakning af et stemmeJern.

Store Russer blev anholdt på sin bopæl i Holmensgade, hvor konen ernærede sig som »offentligt fruentimmer«. Her blev resten af »Folkets Avis« fundet og Store Russer blev idømt to års tugthusarbejde.

Fingeraftrykket var stadig kun en del af bevismaterialet, så Bugge manglede fortsat Højesterets dom i en sag, hvor fingeraftryk alene var beviset.

Han erindrede nu, i forbindelse med Store Russers anholdelse og domfældelse, en indbrudssag fra den 3. august 1907 i en lejlighed i Ringstedgade 7 i København, hvor der var fundet to fingeraftryk på et messingskrin.

Disse to fingeraftryk, der bedømtes til at være fra en højre og en venstre tommelfinger, blev efterfølgende søgt i fingeraftryksregisteret. Det blev konstateret, at fingeraftrykkene var afsat af Store Russer, som samme dag blev anholdt, da han meldte sig på politikammeret til protokollen over mistænkelige personer.

Han blev sigtet for nævnte indbrud, som han nægtede.

Assessoren, der havde sagen til undersøgelse, ville ikke høre tale om, at det kunne fastslås, at det var Store Russers fingeraftryk, der fandtes på messingskrinet i lejligheden, og tyverisagen blev afsluttet.

Bugge skriver: »Dette triste udfald af den for mig så klare sag gav mig det indtryk, at jeg med fingeraftryk ikke alene kæmpede mod forbryderne, men også kunne være forberedt på at få sikre fingeraftryksbeviser underkendt af domsmyndighederne«.

29

Da Store Russer nu sad fængslet, foreslog Bugge bureauets stifter, politiinspektør Henrik Madsen, at tage den syv år gamle sag op igen.

Efter henvendelse gav politidirektør Eugen Petersen tilsagn om at fremme sagen til pådømmelse i Højesteret.

Efter nogle kontroverser med politiassessoren, der skulle føre sagen, og som påtalte, at det var en syv år gammel sag og en vanskelig arrestant, gav politidirektøren tilladelse til, at sagen blev taget op igen.

Store Russer blev nu sigtet for indbrud i lejligheden, Ringstedgade 7, forøvet den 3. august 1907.

Store Russer nægtede og erklærede i et forhør, at han agtede at indgive en klage til justitsministeren over den behandling, han havde fået ved, at man havde gravet en syv år gammel sag frem igen. Han erklærede sig ude af stand til at føre bevis for sit alibi, og han ville i øvrigt ikke give nogen forklaring til sagen.

Han begærede, at få beskikket en defensor, da han agtede at appellere arrestdekretet.

Bugge og opdagelsesbetjent Søllested bekræftede den 11. juli 1914 under ed, at de på smykkeskrinet afsatte fingeraftryk var identiske med Store Russers fingeraftryk.

Store Russer forsøgte nu på forskellige måder at bevise, at fingeraftryk kunne forfalskes og anbringes på gerningssteder efter forgodtbefindende.

Bugge skriver: »Den 24. juli 1914 afleverede bladet »Socialdemokraten« i vedkommende kriminalkammer et stykke af forsiden til bladet for den 23. juli 1914. Bladet var forsynet med flere fingeraftryk, og der var vedlagt en armlænke samt en anonym skrivelse med et fingeraftryk«.

Skrivelsen, der var skrevet med blokskrift, lød således: »Ifølge forskellige referater i flere blade har jeg erfaret, at en mand ved navn Johannes Johansen, kld. Store Russer, er dømt til to års tugthus for en forbrydelse, begået af mig.

Sagen er følgende: Søndagen, jeg antager kl. ca. 9 aften omkring den 15., i hvert fald i februar måned, kom jeg gående og da jeg var ude for at se lejlighed til en kunst, mente jeg, det ene sted kunne være lige så godt, som det andet. Jeg gik derpå op i nr. 21 hos en frk. Philip.

Efter hurtigt at have underrettet mig om, at ingen var hjemme, var det en biting, ved hjælp af et stemmejern, ca. 1 tomme bredt, at trække skyderen fra de to halvdøre, hvorved jeg rev min ene handskefinger itu, uden at tænke over, at det skulle blive skyld i, at et uskyldigt menneske blev anholdt og dømt for en forbrydelse begået af en anden«.

30

Jens Nielsen Bugge.

Brevskriveren beskriver nu i detaljer, hvordan han gik rundt i lejligheden, så på sølvtøj og andre ting, men endte med at tage et lænkearmbånd, som han troede var ægte.

Han skriver videre: »Ved hjemkomsten efter en lille forretningsrejse, erfarede jeg, hvad jeg ovenfor har skrevet, at Store Russer var dømt for det indbrud, begået af mig og resultatet er blevet dette og mit fingeraftryk, samt armbåndet, som anmelderinden sikkert vil kunne genkende, og med dette henvender jeg mig til »Socialen« i fuld tillid til, at den vil gøre, hvad den kan, for at en uskyldig ikke skal lide for en andens brøde. Domfældelsen er baseret på fingeraftryk, og det som er fundet, kan kun være mit, og det er det, som jeg beder Dem overbevise dem om (ved defensor). Jeg mener politiet nødig vil være bekendt en så grov fejltagelse. Måske vil De senere høre fra mig, men da jeg ikke føler trang til bytte ophold med Russeren, tager jeg mine hensyn.« Maleren og herunder et utydeligt fingeraftryk.

31

Store Russer fik i første omgang intet at vide om det anonyme brev, men han røbede i efterfølgende forhør kendskab til brevet.

I et forhør den 7. august 1914 forklarede han, at han havde kendskab til mindst ti metoder til at fremstille falske fingeraftryk.

Han oplyste, at han havde interesseret sig for forfalskning af fingeraftryk, efter at han i 1907 havde været uskyldig arresteret, fordi politiet angav, at hans fingeraftryk var fundet på et indbrudssted. (Den nu genoptagne sag).

Han havde siden, sammen med to personer, hvis navne han nægtede at opgive, eksperimenteret med forfalskning af fingeraftryk.

Han nævnte blandt andet, at der kunne støbes en kunstig finger i opvarmet blødt kautchuk, der så ved hjælp af væske kunne placeres på et gerningssted.

Foreholdt, at dette ikke kunne lade sig gøre, fastholdt han sin forklaring, for han havde selv eksperimenteret med det.

I et senere forhør angav han to nye måder at lave falske fingeraftryk på, blandt andet ved hjælp af stoffet collodium, der smøres på en blank flade. Når dette er tørt, aftrykkes fingrene på hinden, som derefter fjernes. Hinden med fingeraftryk kan man så anbringe, hvor man ønsker det. Han påstod, at aftrykket ville være synligt med det blotte øje, hvis det f.eks. var anbragt på en blank træplade.

En anden metode, som han påstod var anvendelig, gik ud på, at man fra et kogt æg tager hinden, hvorpå man sætter et fingeraftryk. Hinden lægges derefter på det sted, hvor man ønsker fingeraftrykket anbragt. Med en fin pen, dyppet i svovlsyre, optrækker man fingrenes linier. Syren vil trænge igennem hinden og ned på underlaget. Når hinden derefter fjernes, vil fingrenes linier blive tilbage.

I samme forhør forklarede han, at de to personer han havde eksperimenteret sammen med, kunne have haft klicheer af hans fingeraftryk og eventuelt anbragt dem på indbrudssteder.

Han fortalte nu, at den hos hvem forsøgene foregik hed Westergård, men han var nu død og den anden kunne han fortsat ikke huske navnet på.

Steins laboratorium oplyste, efter at have undersøgt de afsatte fingeraftryk på »Socialdemokraten«, at aftrykkene var afsat med en blanding af mørkt farvestof og en væske.

Bugge skriver i en erklæring til retten, at de afsatte mærker på det anonyme brev og vedlagte stykke af »Socialdemokraten« var en tarvelig gengivelse af fingeraftryk, men mærkerne havde i store træk en del lighed med arrestantens 32

højre tommelfingeraftryk, der indeholdt et hvirvelmønster af tilsyneladende samme form.

Bugge mente, at der var nogen sandsynlighed for, at det var Store Russers fingeraftryk, men på hvilken måde disse mærker var afsat kunne han ikke sige med bestemthed. Han fremkom med en teori om, hvorledes det kunne have været muligt for Store Russer at få afsat fingeraftryk på avisen og det anonyme brev.

Han skriver: »Så vidt mig bekendt, har arrestanten under sin arrestation, ved fremstilling i retten haft tilladelse til, uden særlig skarp kontrol at tale med sin hustru og jeg kunne tænke mig, at han under sådanne samtaler, kan have instrueret hustruen. Denne kunne så ved en senere lejlighed, under et af sine mange besøg hos arrestanten, have medbragt f.eks. kit og i dette kit ville arrestanten, der af sagen var bekendt med, at det var aftryk af højre tommelfinger, han havde efterladt ved indbruddet i Nr. Farimagsgade, kunne trykke sin højre tommelfinger ned i kittet, som hustruen har holdt inde i hånden. Aftrykket vil nu vise sig med de ophøjede papillarlinjer som fordybninger og mellemrummene som forhøjninger. I det således frembragte aftryk, vil der nu kunne støbes en kliche af fingrenes form i f.eks. kautchuk. Ved hjælp af denne kliche, der dog næppe tilnærmelsesvis vil kunne gengive fingrenes fineste enkeltheder og et eller andet farvestof, vil der nu på blødere underlag kunne fremstilles aftryk, hvis tydelighed ville stå i forhold til klicheens skarphed«.

Store Russer, der nu var blevet gjort bekendt med det anonyme brev, underskrevet »Maleren«, foreslog, at han via sin defensor kunne indrykke en annonce i »Folkets Avis«, som han vidste særligt studeredes af forbrydere.

På denne måde mente han, at han i løbet af otte dage kunne fremskaffe den anonyme brevskriver og gerningsmanden til indbruddet.

Kriminalkammeret lod indrykke en annonce i »Folkets Avis«, og der kom et brev i henhold til annoncen med et fingeraftryk.

Det blev foreholdt Store Russer, at brevet tydeligt viste andenhåndsviden, idet brevskriveren tog fejl, blandt andet af tiden for indbruddet, og beretningen tydede på en misforstået gengivelse af det, der virkelig var passeret.

Store Russer nægtede ethvert kendskab til brevet.

Gjort bekendt med, at det var hans fingeraftryk, der var afsat på brevet, erklærede han, at brevskriveren måtte have skaffet sig et falsk aftryk af hans højre tommelfinger, som han har benyttet på de anonyme breve og på gerningsstedet.

Anden forklaring kunne han ikke give.

Politihistorisk Selskab 3

33

Under sagen blev det oplyst, at Store Russer under sin arrestation, havde været beskæftiget med fremstilling af papcigarrør.

Bugge skriver: »Fra vedkommende kriminalkammer sendtes noget klistermasse, som Store Russer skulle have benyttet til fremstilling af papcigarrør i cellen, samt en skrivelse med anmodning om undersøgelse af klistermassen, samt spørgsmålet om det er muligt, at arrestanten kan have fremstillet en form med aftryk af højre tommelfingers papillarlinjer, der kan være egnet til fremstilling af sådanne aftryk, som findes i de af anonymet »Maleren« fremsendte skrivelser«.

Bugge foretog nu nogle prøver med klistermassen.

Ved at bearbejde klistermassen en hel dag og samtidig blande støv fra cellens vægge og loft i klistermassen, lykkedes det ham at få massen så fast, at en nedtrykket finger i klistermassen viste tydelige papillarlinjer.

Bugge fremstillede derefter en gipskliche af fingeren, som ved tilførsel af sværte kunne afgive aftryk af fingrenes linier.

Dette resultat blev forelagt kriminalkammeret, og Bugge skriver: »De afsatte mærker, som hvad tydelighed angår, falder nøje sammen med de af anonymet »Maleren« fremstillede mærker. Arrestanten ville således let, af en sådan klistermasse, kunne fremstille forme med aftryk af højre hånds tommelfinger og han ville sikkert også ved hjælp af støv, kridt, kalk eller maling fra cellens vægge og loft kunne støbe en kliche og ved hjælp af et eller andet farvestof, kunne fremstille lignende mærker, som de af anonymet »Maleren« fremsendte«.

Store Russer benægtede ethvert kendskab til ovennævnte udlægning.

Bugge håbede nu, at indbrudssagen fra 1907 ville blive optaget til dom, men da Store Russer var blevet klar over, at fingeraftryk kun kan afsættes via huden på fingrene, forsøgte han en sidste udvej for at klare situationen for sig selv.

I et brev til sin defensor af den 15. november 1914 skriver han: »I året 1913 arbejdede en hæderlig og retskaffen mand ved navn Johansen ude på Dansk Papirvarefabrik med at slå collier op. Ved dette arbejde fik Johansen det indvendige af højre hånd skamferet, samt en stor vable på tommelfingeren.« Johansen (Store Russer) beskriver nu i brevet, hvorledes han senere mødte en gammel bekendt, Skrædder Jensen, på »cafe Elita« i Vingårdsstræde.

Under besøget her, mærkede han, at der var gået hul på vablen. Han tog sin lommekniv frem og skar omhyggeligt vablen af hele vejen rundt og lod den falde på gulvet. Kort efter forlod han cafeen. Store Russer skriver i brevet: »Da Johansen går ud af døren, tager skrædder Jensen vablen op fra gulvet med den tanke: Det er jo et alibi«.

34

Store Russer mente så, at Skrædder Jensen havde anbragt aftryk fra vablen på gerningsstedet, men han angrede, da han erfarede, at Store Russer var dømt for indbruddet, blandt andet på grund af fingeraftryk. Derfor skulle han så have skrevet de omhandlede breve med fingeraftryk til »Socialdemokraten«.

I et forhør den 5. december 1914 fastholdt Store Russer sin forklaring, men han erkendte, at han ikke havde set, at Skrædder Jensen havde taget vablen op fra gulvet, men at det var noget, han havde tænkt sig.

Det er fordi forstander Bugge havde erklæret, at fingeraftrykket fra gerningsstedet i Nr. Farimagsgade var fra fingerens hud.

Den 2. januar 1915 blev sagen fra 1907 optaget til dom i Kriminal- og politiretten.

Under sagens gennemgang blev det nævnt, at vidnerne, forstander Bugge og politibetjent Søllested, havde beskæftiget sig med fingeraftryksidentificering i henholdsvis tolv og tre år.

De havde edelig bekræftet, at den givne fremstilling var nøje i overensstemmelse med det i identifikationsvirksomheden anvendte videnskabelige system. De var herefter overbeviste om, at de på skrinet forefundne fingeraftryk var identiske med arrestantens.

Metoderne, som Store Russer havde benyttet for at forfalske og nedvurdere fingeraftrykket som bevis, kommenterede retten på følgende måde: »Det er nærliggende at antage, at arrestanten har haft mulighed for at forme aftryk som beskrevet og samtidig at have underrettet en hjælper om indbruddet, for hvilket arrestanten er idømt tugthusstraf, som det gjaldt om at fri ham for, ved at svække tilliden til fingeraftrykkenes bevisende kraft. En svækkelse som også måtte påvirke nærværende sag«.

Store Russer blev dømt til et års tugthusarbejde og han skulle betale sagens omkostninger, salær til aktor og defensor, kr. 35 til hver. Denne dom blev uden kommentarer stadfæstet af Højesteret den 7. april 1915.

Bugge havde nu opnået, hvad han ville, og han skriver: »Men nu, da sagen endelig efter megen besvær og mange genvordigheder var pådømt med et for fingeraftrykssystemet meget gunstigt resultat, har jeg kun grund til at være tilfreds«.

Bugge skriver videre: »De juridiske domstole har efter højesteretsdommen stadig betragtet denne dom som den endelige afgørelse med hensyn til fingeraftrykkenes bevis, og i sager under medvirken af nævninge har retsformanden i sin retsbelæring, hvor fingeraftrykkene spillede en afgørende rolle, altid henvist til fingeraftrykkenes ufejlbarlighed og i denne forbindelse henvist til den 3.

35

her omhandlede højesteretsdom. Ja, med denne dom opnåede fingeraftrykkene den anerkendelse, som de tilkommer, og mit eftertragtede mål nåedes, om end med megen hovedbrud og mange søvnløse nætter«.

Bugge fortsætter sine erindringer helt frem til pensioneringen i 1945, hvor han skriver meget detaljeret om små og store hændelser i forbindelse med arbejdet i C.f.I. Der blev foretaget i alt 9000 fingeraftryksidentificeringer i Bugges tid som forstander i C.f.I.

36