Da præsten lod enken
Lene Hansdatter malke
Om efterforskning af fødsler i dølgsmål på landet i 1700-tallet
Af BETH GROTHE NIELSEN
I Christian V's Danske Lov var -som det hedder i fortalen -»alt hvis Politien egentlig vedkommer« udeladt. Det blev begrundet med, at herom kunne »ingen saa stadige Love eller Anordninger ... giøris, som jo efter Tidernis Lejlighed een eller anden Forandring kunde behøve«. Kongen lovede derfor, at han »slige foranderlige Love og Anordninger (som Ubrødeligen dog alligevel skal holdis, indtil anderledis allernaadigst vorder anordnet) i een sær Bog, Politie-Ordning kaldet, ville lade forfatte«. Han ville ikke have dem sammenblandet med Danske Lov, »som i vort Rige Danmark udj stetzvarendis Brug herefter skal forblive«. En sådan almindelig politiordning for hele landet blev ikke til noget i Christian V's regeringstid. For Københavns vedkommende kom der særordninger i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, hvorefter der blandt andet blev oprettet et særligt politimesterembede.
Uden for København havde retsbetjentene -det vil sige byfogder, herredsfogder og birkefogder -både politimyndighed og domsmyndighed. Københavns politimester blev på papiret øverste chef for retsbetjentenes politimæssige funktioner; men allerede med forordning af 22. oktober 1701 blev denne ordning -der havde vist sig upraktisk -ændret, således at retsbetjentene formelt selv fik politimesterfunktion. Herreds-og birkefogdernes overordnede var de kongeligt udnævnte (stifts-)amtmænd og de privilegerede jorddrotter med birkeret, som dermed havde en slags overpolitimesterfunktion. Disse overøvrigheder havde under visse forudsætninger også påtaleret og -pligt i alvorligere misger-
ningssager. Efterforskning, tiltale og dom kom på denne måde til at sortere under samme myndighed, selv om det ikke nødvendigvis var samme person, der i praksis udførte de forskellige hverv.
Danske Lov havde fælles regler for den civile og den kriminelle proces. Den påtaleforpligtede (-berettigede) skulle selv sørge for sagens forberedelse, blandt andet ved fremskaffelse af bevismateriale, men han havde ikke noget organiseret politikorps til at foretage den praktiske efterforskning, og den mistænkte/tiltalte blev betragtet som part i sagen. Dette betød blandt andet at han/hun ikke havde krav på en forsvarer, men selv måtte skaffe og betale for bistand under sagen, samt sørge for at fremskaffe beviser, vidner og andet, der talte imod anklagen. Dommeren havde hverken ret eller pligt til at kræve yderligere bevisførelse. Han måtte dømme på grundlag af det materiale, som de to parter fremlagde. Processen var med andre ord akkusatorisk (som i vore dage).
I drabssager var hovedreglen, at den dræbtes nærmeste arving var anklager (eftermålsmand, som det hedder i Danske Lov 6-6-3). I en bestemt slags drabssager ville denne hovedregel aldrig kunne komme i anvendelse. I tilfælde af ugifte kvinders drab på deres nyfødte (uægte) børn, måtte øvrigheden altid overtage anklagerfunktionen, idet moderen
Beth Grothe Nielsen, universitetslektor, lic. jur., institut for proces-og kriminalvidenskab, Aarhus Universitet. Har skrevet licentiatafhandling om »Letfærdige Qvindfolk«, det vil sige ugifte mødre, der fødte i dølgsmål og dræbte det nyfødte barn. Har ellers fortrinsvis beskæftiget sig med børn som lovovertrædere og som ofre for lovovertrædelser samt de strafferetlige og socialretlige foranstaltninger, der kan iværksættes i denne forbindelse.
var det dræbte barns eneste arving Gfr. Danske Lov 5-2-73), en ret hun mistede ved drabet Gfr. Danske Lov 5-2-74). Om barnedrab hedder det i Danske Lov 6-6-7:
Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet settis paa een Stage. Lige med forsætligt barnedrab (eller fosterdrab -Danske Lov skelner ikke mellem det ufødte foster og det nyfødte barn) satte loven fødsel i dølgsmål. Herom hedder det i Danske Lov 6-6-8:
Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være døt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saa som hun sit Foster med Villie hafde ombragt.
Som denne bestemmelses ordlyd viser, var der tale om en såkaldt retlig præsumption, hvilket vil sige at visse faktiske omstændigheder omkring fødslen skulle gælde som bevis for forsætligt drab på barnet.
Denne bevisregel -sammenholdt med det ovenfor beskrevne sammenfald af den efterforskende, den anklagende og den dømmende myndighed -gjorde det svært for et »letfærdigt Qvindfolk« at blive frifundet for forsætligt barnedrab, også i tilfælde af spontane aborter eller pludselige fødsler.
Med hensyn til efterforskningen af bamedrab og fødsler i dølgsmål fandtes der en regel i Danske Lov 6-6-9, hvorefter øvrigheden havde pligt til at lade synsmænd »opkræve« til at syne et dødt barn, som et letfærdigt Qvindfolk havde avlet uden for ægteskab. Hvis synsmændene da fandt »nogen kiendelig Tegn til Haandgieming eller Mistanke billig Anledning, at med Barnet ikke er lovligen omgaaet, eller handlet«, skulle sagen forfølges på tinge.
Hvis man var i tvivl om, hvem man skulle tiltale for det formodede barnemord, gjaldt den almindelige regel i Danske Lov 1-16-1 om udnævnelse af otte sandemænd (»Iovfaste og boesatte Dannemænd«). Disse skulle udnævnes af herreds-eller birkefogden og »uden nogen videre Proces, naar de ere opkrævede, tage Sagen for sig, som de ere opkrævede til, og giøre deris alleryderste Flid til at oplede Sandhed«. Ifølge lovens 1-16-8 fik sandemændene seks uger til at finde morderen. Deres udsagn blev betragtet som fuldt bevis. Lykkedes det dem ikke at finde morderen, skulle de i 7
retten sværge, at de dog ved Guds hjælp havde gjort deres alleryderstemen uden held.
Præsten havde også en rolle at spille i forbindelse med efterforskningen af sager om barnedrab og fødsel i dølgsmål. Ifølge ovennævnte regel i Danske Lov 6-6-9 havde han pligt til -før han begravede »letfærdige og besovede Qvindfolkis Børn, som uden Egteskab avlede ere, og døde findis« -at give øvrigheden meddelelse om det passerede.
Danske Lovs 2. bog, 9. kapitel pålagde i øvrigt præsten og hans medhjælpere en lang række pligter af ordenshåndhævende art. På landet var det ofte præsten, folk først gik til, når de fik mistanke eller hørte rygter om forbrydelser eller anden uønsket adfærd. Men nogen selvstændig efterforskning af forbrydelser havde præsten ikke pligt til at foretage.
Herreds-og birkefogderne havde som sagt den formelle politimestermyndighed. Hvem, de skulle lade foretage de praktiske efterforskningsskridt, var der ingen regler for -bortset fra bestemmelsen om sandemænd, som er nævnt ovenfor. Disse såkaldte sandemandstoug synes ikke at have været anvendt i sager om barnedrab og fødsel i dølgsmål. Derimod kunne »rettens middel«, som de efterforskende personer ofte kaldes i dommene, være en underordnet tjener på godset (forvalter, ridefoged, skriver), der af birkedommeren blev sendt ud at afhøre den mistænkte. Herredsfogden kunne blandt bønderne udpege »to gode mænd« til hvervet. Undertiden foretog fogden selv afhøringen af den mistænkte og af de mennesker, der senere blev brugt som vidner i retten.
De følgende eksempler er hentet i domsakter fra Nørrejyllands landsting. De opbevares i landsarkivet i Viborg, jfr. referenceliste side 23-24.
Da der i juni 1754 gik rygter blandt bønderne på Lerchenfeldt gods i Himmerland om, at Gisle Nielsdatter fra Aarup havde dræbt sit uægte barn straks efter fødslen, tog birkedommer (birkefoged) Steilberg selv til Aarup for at forhøre Gisle. Hun fortalte ham, at hun ganske rigtigt havde født et barn, men at det var sket pludseligt på marken efter kun 10 ugers svangerskab. Hun havde selv gravet barneliget ned på Vognsild kirkegård. Det næste efterforskningsskridt, som birkedommeren foretog, var at beordre Gisles madmor Bodil Andersdatter og nabokonen Karen Jacobs8
datter til at undersøge Gisle. Da de malkede hende, fandt de mælk i hendes bryster.
Gisle holdt fast ved, at hun havde født et ufuldbåret foster. Da birkedommeren ikke kunne komme nogen vegne med hende, lod han en person ved navn Jeppe Lauridsen fra Lerchenfeldt bevogte hende i fæstebonden Niels Christensens gård, hvor Gisle tjente. Om Jeppe har faet besked på det, vides ikke, men i hvert fald fortsatte han, hvor birkedommeren havde sluppet. Hele natten blev han ved at udspørge Gisle, og til sidst tilstod hun, at hun havde født en fuldbåren pige i en lade hos Jens Knudsen i Østrup. Jens Knudsen var far til Chresten Jensen, som havde besvangret hende.
Jens Lauridsen var ikke sen til at fa underrettet birkedommeren om Gisles ændrede forklaring. Da denne igen kom til Aarup, havde han kapellanen til Farsø og Vognsild kirke Jesper Høyer med. Ham ville Gisle nu ikke tale med, men over for birkedommeren erkendte hun at have født i laden og straks derefter kvalt barnet efter råd fra Chrestens stedmor og farmor, som havde bistået hende under fødslen.
Samme dag udmeldte birkedommeren fire synsmænd af egnens bønder og tog til Jens Knudsen i Østrup. Her mødte de farmoderen Mette Eriksdatter, der indrømmede, at barneliget lå i laden. Hun hjalp dem med at finde noget blodigt tøj, som hun havde gemt i halmen, »siden det ikke skulle ligge i Vejen for Mandspersoner, som ikke burde se saadan noget«. Liget ville hun ikke vise dem. De fire synsmænd måtte selv gå igang med at lede og fandt det døde spædbarn i en »Halmbrynge« gemt af vejen i noget langhalm.
Synsmændene erklærede, at barnet var fuldbåret og ikke bar tegn på vold. De to kvinder, der havde malket Gisle, blev hentet og var af samme opfattelse.
Dagen efter blev der sendt bud fra Lerchenfeldt til Viborg efter kirurgen Sebastian Stabel. Også han synede barneliget og foretog desuden en såkaldt lungeprøve. Han skar det døde barns lunger ud og lagde dem i en balje vand. Da de flød ovenpå, kunne han konstatere, at barnet havde været levende født. Stabels undersøgelse blev overværet af to vidner, der bekræftede hans attest om resultatet.
På dette grundlag blev retten en uge senere sat på Lerchenfeldt med birkefogden Simon Steilberg som dommer og otte af egnens bønder som meddomsmænd. Gisle blev dømt til at miste sin hals, hendes hoved at 9
Abildgaard: »Det er ikke godt, at mennesket er alene«. Det var vel strengt taget ikke vægterens arbejde at hjælpe forelskede ungersvende ind til jomfruerne. I 1807 skrev Heinrich Callisen: »Ugerne erindrer jeg en fordærvelig Uskik, som desværre ikke er ualmindelig, og den er: Unge Pigers Forførelse, af vellystige usædelige Mennesker, under Ægteskabs Løfte«. Resultatet af denne uskik kunne i værste fald blive en fødsel i dølgsmål, et barnedrab og en halshugget kvinde, hvis hoved prangede på en stage til skræk og advarsel for andre unge piger.
sættes på en stage og hendes legeme at nedgraves på retterstedet af natmanden. Denne dom blev senere stadfæstet af Nørrejyllands landsting i Viborg.
Efterforskningen af Gisle Nielsdatters forbrydelse startede, fordi rygtet løb. Gisle ville ikke tale med præsten, men i andre tilfælde var det ofte over for præsten, at tilståelsen faldt.
Da der 12. juli 1727 blev fundet et dødt nyfødt drengebarn uden for Karen Jacobsdatters bagdør i Vester Halne i Vendsyssel, blev sognepræsten som den første underrettet. Mistanken samlede sig om en vis Margrethe Mortensdatter, og præsten gik sammen med to af sognets mænd hen til hende for at udspørge hende, om hun kendte noget til barnet. Hun tilstod da at have født det i dølgsmål.
Om de to mænd var udmeldt af herredsfogden, eller om præsten handlede på egen hånd, vides ikke. I hvert fald gjorde ikke alle præster sig den ulejlighed at involvere de retlige myndigheder. Da præsten hr. Cortzen i Øster Hassing hørte rygter om Johanne Jensdatter, allierede han sig med
en vis forvalter Hesselberg og anstillede 31. marts 1769 forhør over hende. Det lykkedes de to mænd at fa Johanne til at vise dem den »Ræve eller Brocke-Grav«, hvor hun havde skjult sit døde barn. Landstinget gjorde i dommen opmærksom på den utraditionelle (og egentlig ulovlige) efterforskningsmetode, men lod det blive derved.
Nogle præster var dog for emsige efter landstingets mening. Ifølge et »vidtløftigt Tingsvidne«, som var fremkommet ved adskillige retsmøder fra 9. juli til hen i oktober 1731 .på Bjerge-Hatting herredsting, skulle enken Lene Hansdatter fra Store Dalby have født i dølgsmål og ombragt fosteret. Enkens tjenestepige havde fundet et stykke næsten opbrændt kød på skorstensilden. Pigen havde vist det til sine to medtjenere og den enes kone. Konen mente, at der var tale om efterbyrden fra et foster. I øvrigt kunne tjenestefolkene fortælle, at Lene Hansdatter måtte have født 13. juni. Den dag var hun nemlig ikke blevet set fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om eftermiddagen. Senere havde hun både skiftet sengeklæder og taget rent tøj på. Hun havde endda strøet nyt sand på gulvet.
Da præsten hr. Oluf Rasch hørte om al denne renlighed, blev også han mistænksom. »Uden Rættens Middel og Husbondens Viidenhed og Tilladelse« lod han enken føre til præstegården, hvor hun blev malket og besigtiget afto jordemødre og et par andre dannekvinder, som præsten tilkaldte. Der blev fundet en enkelt dråbe gul vædske i hendes bryst, men ingen af kvinderne mente, at hun kunne have født for nylig. De erklærede tværtimod, at de »ey befandt hende anderledes end en anden skikkelig Dannekone«.
Alligevel fremturede præsten. Han spærrede Lene inde i præstegården og slap hende først løs, da det lykkedes hende at stille kaution. Hvilket præsten ingen ret havde til at kræve. Først nu synes han at have henvendt sig til herskabet -generalleutnantinde Levetzou til Bygholm -men hans anmodning om at fa Lene sat i arrest på godset ser ud til at være blevet afslået.
Herskabet har dog åbenbart haft tilstrækkelig tiltro til præstens anklager mod Lene Hansdatter. I hvert fald kom sagen for Bjerge-Hatting herredsting 9. juli 1731 med generalleutnantinden som sagsøger (anklager). Fruen lod sig repræsentere i retten af sin forvalter Peter Nørlem.
På første tingdag tilbød pastor Oluf Rasch af en eller anden grund selv at føre sagen -for egen regning. Måske var han bange for, at forvalteren
ikke ville fremføre tilstrækkeligt belastende ting mod enken. Det fik han dog ikke lov til, og næsten et år senere -19. maj 1732 - frifandt herredstinget Lene Hansdatter.
Denne frifindelse blev underligt nok appelleret til landstinget. Det kan tænkes, at præsten har fortsat sine beskyldninger, og at herskabet har villet have en ende på sagen ved at få en dom fra et højere ting, som vel selv en præst har måttet respektere.
28. december 1732 blev landstinget i Viborg sat. Oluf Rasch havde engageret sin egen prokurator Niels Sevel, der anmodede om at få sagen udsat, fordi præsten ville fremskaffe flere vidner end dem, som var blevet afhørt for herredsretten. Generalleutnantinden havde også sendt en prokurator, nemlig Bertel Fædder, der var tidligere købmand i Horsens, men nu havde møderet for alle retter i Danmark undtagen Højesteret.
Prokurator Fædder påstod sagen fremmet, medmindre OlufRasch ville afholde alle omkostninger ved en udsættelse.
Landstinget resolverede, at da sagen nu havde verseret i næsten halvandet år, ville det ikke være forsvarligt at udsætte den yderligere. Tinget mente nok at kunne tage stilling på grundlag af det ovennævnte »vidtløftige Tingsvidne« (det vil sige de skriftlige referater af vidneforklaringer med videre) fra Bjerge-Hatting herredsting. I landstinget foregik bedømmelsen nemlig på skriftligt grundlag. Der blev som regel ikke ført vidner eller foretaget afhøring af den anklagede.
Sagen mod enken Lene Hansdatter blev optaget til doms i landstinget 28. januar 1733. Landstingets dommere fandt, at »ihvorvel baade Forvalteren Peder Nørlem efter Præstens Paastand, saavel som hr. Oluf Rasch selv og hans Fuldmægtig, haver gjort sig største Umage for at beviise denne Angivelse«, så måtte enken atter frifindes. Retten udtalte, at det, som var anført imod Lene, ikke var tilstrækkeligt til at dømme et menneske fra livet, at de fleste vidners udsagn var »ikkun efter Snak, Rye og Rygte«, og at samtlige vidner erkendte, at »ingen vidste mod hende andet end det, som got var, og hvad en ærlig Kone egner og anstaar«.
Hr. Oluf Rasch blev pålagt »Enken til nogenleedes Reparation« inden 14 dage efter dommens forkyndelse at bekendtgøre enten på Bjerge-Hatting herredsting eller for menigheden i Lenes sognekirke, at hun »for den tillagte Beskyldning aldeeles er frikiendt«.
Men ikke nok med det. Landstinget udtalte om alle præstens misligheder, herunder at »hand ... selv haver gjort sig til Sagsøger, som hans
Første side af dommen over Lene Hansdatter.
Det nørrejyske Landstings dombøger, reg. B 24-585 f. 99. Landsarkivet i Viborg.
Embede ingenlunde vedkom«, at disse ikke kunne »ansees som een Rætsindig Præstemand anstændig, eller at skee til Guds Æres Fremmelse, mens snarere af Passioner«.
For den spot og skade, som præsten herved havde påført Lene Hansdatter, skulle han betale hende 50 rigsdaler i erstatning. Desuden skulle han bøde 30 rigsdaler til forvalter Peder Nørlem, som »Sagen paa sit Herskabs vegne til saamange Tinge haver forfuldt«.
Det blev hermed slået fast, at præstens embedspligt i slige sager bestod i at melde sin mistanke til øvrigheden -her herskabet -men ikke på eget initiativ at sætte efterforskning igang eller at arrestere den mistænkte. At landstinget så med alvorlige øjne på præstens adfærd, viser den store erstatning, som Lene Hansdatter skulle have. 50 rigsdaler var mange penge dengang.
Præsten kunne på en helt anden og legal vis blive inddraget i efterforskningen af en sag om fødsel i dølgsmål. En sådan sag startede ofte med, at et barnelig blev fundet. Det skete for eksempel 5. november 1751 ved en fæfold på Sønderkær Mark i Vestjylland. Amtmanden lod holde syn over barneliget, men der var ingen tegn på vold og intet, der kunne sætte ham på sporet af den kvinde, der havde lagt barnet på marken.
Det faldt da amtmanden ind at anmode om kirkens hjælp. Han bad provsterne i Ulfborg og Hind herreder om at sørge for, at Danske Lov 2-9-23 blev bragt i anvendelse. Heri fandtes der nemlig en bestemmelse om, at » ... dersom nogen Synd og Utilbørlig Gierning af Ubekient Menniske bedrives, da skal Præsten af Prædikestoelen bede og formane Gud, at, saafremt samme Menniske lever, det maatte blive kient, aabenbaret og tilbørligen straffet, ... «.
For en sikkerheds skyld lod amtmanden desuden afhøre nogle løse kvinder, der drev om i Ringkøbing og Ulfborg sogne. Men hverken præsternes efterlysninger fra prædikestolen eller øvrighedens afhøringer gav resultat.
Kun et rent tilfælde bragte sagens sammenhæng for dagen. Næsten et år senere blev der i Skive afholdt forhør over nogle landstrygere, hvor iblandt var kvinden Maren Eschildsdatter. Hun tilstod at være mor til det barn, der var blevet fundet i Sønderkær. Det var nu ikke født i dølgsmål, hvilket Maren kunne bevise ved, at barnet var døbt som slegfredbarn (uægte født) i Gudum kirke 9. oktober 1751. Maren havde vandret rundt i Vestjylland med barnet i en pose på ryggen, og til sidst var det død fra hende. Hun havde lagt det ved et dige »med en Tørv over dends Bryst og noget Høe over dends Fødder«.
Hvis øvrigheden ikke anede, hvor den skulle lede, kunne præstens almindelige bøn til Gud om at åbenbare misdædere synes rimelig nok. Når mistanken derimod var rettet imod en bestemt kvinde, kunne hun efterlyses på tinge. 15. oktober 1732 fremstillede to mænd sig således for landstinget på deres herskabs vegne og »lyste efter« Catharina Rasmusdatter. De beskrev hende som »af ungefærlig 30 Aars Alder, maadelig af Høyde, fuldkommen af Statur og Corpus, og rødladen Ansigt«.
Catharina var mistænkt for at have henlagt det døde spædbarn, som ved påsketid var blevet fundet i Tistrup kirke. I den anledning ville øvrigheden gerne have hende »examineret«. Landstinget stævnede hende der-
for til at møde for Sønder Mols herredsting 5. december 1732 og de følgende seks tingdage. For en sikkerheds skyld sluttede stævningen med en advarsel til dem, »som hende huse og hæle«. De kunne straffes på samme måde, som hvis de husede fredløse.
Så vidt vides, holdt Catharina Rasmusdatter sig borte. Der findes i hvert fald ingen senere sag imod hende.
Der er dog eksempler på, at prædikestolen blev anvendt til efterlysning, når man vidste, hvem man søgte.
Maren Pedersdatter Krog blev sat i arresten, efter at hjemtinget (det vides ikke, hvilket by-, herreds-eller birketing der var tale om) havde dømt hende til at arbejde i Viborg tugthus på livstid. Hun havde uden hjælp af jordemoder eller andre gode koner født et levende barn, som hun havde lagt i køkkenet i noget tørvemuld »neesgrus udj sin U reenlighed«. Der var det blevet fundet af konen i huset. Hun havde båret det ind til Maren, som straks havde lagt det til sit bryst. Dagen efter var barnet blevet hjemmedøbt. Det døde imidlertid efter 12 dages forløb. På trods af de atypiske omstændigheder gik dølgsmålssagen igang. Resultatet blev dog, at Maren blev dømt for »uchristelig Omgang« med sit foster, ikke for fødsel i dølgsmål -derfor den »milde« dom.
I arresten blev Maren dødssyg, mens hun ventede på landstingets behandling af sagen, og man frygtede for, at hun ikke kunne overleve. Derfor lod man hende flytte væk fra arresten og ind i et lille kammer, hvor hun blev betjent med alterets sakramente.
Imidlertid var Maren ikke mere syg end, at hun så sit snit til at flygte ved nattetide. Landstinget måtte stadfæste dommen i hendes fravær, og det fremgår af dommen, at hun havde været efterlyst både fra prædikestolen og på andre måder uden resultat.
I sagen om Lene Hansdatter fik præsten klar besked af landstinget om, at han ikke var lovlig øvrighed og derfor skulle holde fingrene væk fra efterforskningen. Landstinget kunne også gribe ind over for urimelig efterforskning, selv om den var iværksat af den lovlige øvrighed. Maren Jørgensdatter var i 1740 kommet under mistanke for at have født i dølgsmål. I den anledning henvendte hendes husbond justitsråd Lassen til Hevringholm sig til amtmanden, der lod Maren afhøre for retten. Der kom intet frem, der med »vist og fast Grund« kunne modbevise Marens
Chodowiecki: »Kagstrygning«. Når ugifte personer avlede et barn sammen, hed det lejermål og var strafbart for begge parter. De skulle betale en stor bøde og aflægge offentligt skriftemål i kirken. En ugift kvinde, der havde ladet sig besvangre tredie gang, skulle straffes med kagstrygning, som billedet viser. Bøddelen piskede hende offentligt ved kagen med 9 ris, 3 gange med hvert ris. I praksis var en kagstrøgen kvinde udstødt af samfundet. Hun havde svært ved at få tjeneste, idet ærligt tjenestetyende ikke ville arbejde sammen med hendeja endog i tugthuset i Viborg nægtede man at modtage en kvinde, der havde været i bøddelhænder. Lejermålsstraffen var i høj grad medvirkende årsag til de mange barnedrab.
benægtelse. Alligevel lod justitsråden Maren undersøge, og sagen blev pådømt ved Hevringholm birketing. Det er ikke klart af landstingets senere dom, hvad birketingsdommen lød på. I øvrigt er det i denne sag uklart, om justitsråden selv havde birkerettighed (jfr. at han i dommen omtales som justitsråd til Hevringholm), og hvorfor han i så fald først henvendte sig til amtmanden.
Det fremgår af landstingsdommen, at hele sagen skyldtes et rygte iværksat afto kvinder, hvilket justitsråden efter landsdommernes mening burde have indset allerede ved den første afhøring af Maren. Landstinget udtalte, at når han »dog desuagtet haver ladet foranstalte den for hende høyst beskiemmelig Besigtigelses Forretning, hvortil band med ingen slags Grund var beføyet«, så måtte han selv og ikke amtet betale sagens om-
kostninger, (hvilket tyder på at han ikke selv var privilegeret jorddrot).
Desuden skulle han betale 10 rigsdaler til Maren Jørgensdatter til »nogenleedis Erstatning for den over hende ubeføyet foranstaltede Besigtigelsesforretning, og hende derved skeede Tort og Ulempe«.
Sagerne mod Lene Hansdatter og Maren Jørgensdatter viser, at der på lokalt plan kunne foregå betænkelige ting under efterforskningen. Men de viser også, at landstinget -når det fik kendskab til mislighederne -havde evne og vilje til at skære igennem og fa ansvaret placeret på rette sted, hvad enten det var i præstegården eller på herregården.
Myndighedernes pligt til at efterforske og påtale forbrydelser blev slået fast i adskillige forordninger i 1700-tallets første årtier. Oprindelig havde en sådan pligt ikke eksisteret. Incitamentet til at forfølge forbrydelser lå i den indtægt, de kunne give i form af bøder. Den dømte skulle af egne midler dække sagsomkostningerne, men hvis midlerne ikke slog til, skulle sagsøger selv betale. Et sådan system kunne friste til at lade visse forbrydelser ligge.
Med en forordning af 9. december 1712 blev det slået fast, at omkostningerne ved delinkvent-sager skulle lignes på amtets proprietærer, præster, fogder, rytterbønder og andre bønder. Herreds-og birkefogderne skulle indkræve pengene og indbetale dem til amtsstuerne.
Grever og friherrer kunne selv foretage lignende på deres godser, men fritaget for at betale blev de ikke. Ordningen blev nærmere forklaret ved forordning af 20. august 1723, »eftersom Vi meget ugjerne maa fornemme, at en Del Proprietærer skulle vægre sig af deres Gods at erlægge den Anpart, som dem ... kan tilkomme at svare«. Med forordning af 26. september 1732 blev det præciseret, at kun de groveste forbrydelser skulle være omfattet af ordningen.
For yderligere at sikre påtalepligtens overholdelse blev der ved forordning af 31. juli 1739 indført et såkaldt fiskalinstitut. Amtets bedste prokuratorer blev pålagt en slags politifunktion. De skulle til stedets øvrighed anmelde »hvad de erfare ... at ske og forøves imod Loven og Forordningerne«. Men først skulle de »nøie udforske alle Omstændigheder og søge al den Oplysning, som i Sagen kunne behøves, saavidt i Stilhed og uden Bruit kunne faas«. Fiskalerne blev truet med fortabelse af deres prokuratorembede og fremtidig uværdighed til at betjene noget andet embede, hvoraf de kunne have »Ære og Nytte«, hvis de forsømte
deres pligt til at lede efter forbrydelser (og forbrydere). Men fiskalinstituttet fik aldrig nogen praktisk betydning, og det forsvandt hurtigt igen.
Nødvendigheden af et offentligt forsvar blev erkendt i takt med bestræbelserne på at gøre offentlig påtale til en pligt for de pågældende embedsmænd. Omkring midten af 1700-tallet blev der som regel beskikket en forsvarer i alle sager, hvor en offentlig anklager optrådte. I begge roller optrådte der ofte prokuratorer. For ikke at gøre udgifterne for amtet for tyngende, blev det bestemt, at prokuratorer eller andre beskikkede forsvarere og anklagere ikke skulle have honorar. Det medførte, at det var svært overhovedet at fa prokuratorerne til at påtage sig at føre delinkventsager, selv om det var deres pligt.
Når de gjorde det, arbejdede de ikke altid lige grundigt. Forordningen af 21. maj 1751 viser dette. I de indledende motivudtalelser hedder det, at »Delinkvent-Sager paa en Deel Steder udi Danmark og Norge ikke med den Flid og Alvorlighed, som skee burde, drives og føres; men ofte saa løseligen behandles, at den højstfornødne Oplysning i deslige Sager, der angaaer Folks Liv, Ære og Lempe, derudover ikke kommer for dagen ... «.
I forordningens § 8 blev det derfor bestemt, at ingen underdommer (herreds-, by-eller birkefoged) måtte afsige dom, før anklager og forsvarer (aktor og defensor) havde fremskaffet og forelagt al den oplysning i sagen, som var nødvendig og mulig. Skete det alligevel, skulle den overordnede ret (landstinget) hjemvise sagen på bekostning af den (eller de) af underrettens tre tjenere (dommer, forsvarer og anklager), som havde udvist forsømmelighed.
Til de nødvendige oplysninger hørte ifølge forordningens § 1 viden om delinkventens fødested, alder, håndtering og hvad der i øvrigt angik hans person.
Det blev i § 2 slået fast, at den anklagedes egen bekendelse ikke var bevis nok. Tværtimod skulle anklager og forsvarer i forvejen »med lovlige Vidner og skjellige Beviser ... søge al den Oplysning, som haves kan, ... om Gjerningen og de ved den forefaldne Omstændigheder, alt efter Sagens og Misgjerningens Natur og Beskaffenhed, paa det deraf kan erfares, om Misdæderens Udsigende forholder sig saaledes udi Sandhed eller ikke, ... «. 18
At man ikke altid kunne fæste lid til en kvindes tilståelse, viser en sag fra 1761. Else Pedersdatter Bach havde ved et udenretligt forhør fortalt om en fødsel i dølgsmål og et efterfølgende drab på fosteret, som hun skulle have begået. Men denne tilståelse var afgivet, »efterat en Tyvs Dom var hende overgaaet« kort tid tidligere. Ved denne dom var hun blevet dømt til kagstrygning, brænding med tyvsmærke i panden og livsvarigt arbejde i tugthuset på Christianshavn. Senere frafaldt hun forklaringen om fødslen i dølgsmål. Hun havde afgivet den, fordi hun hellere ville miste sit liv (for fødsel i dølgsmål) end udstå straffen for tyveri.
Forordningen af 21. maj 1751 slog endvidere fast, at det i mord-og drabssager først og fremmest skulle konstateres, om der »et virkeligt Corpus Delicti befindes«. I så fald skulle det døde legeme straks på stedet lovligt synes og derefter snarest muligt af »Land-eller Stads-Physico med forfarne Chirurgis examineres, og en tilforladelig Obduktions-Forretning derover forfattes ... «.
I en sag fra 1727 havde man ikke noget barnelig, men kun Maren Hansdatters egne ord. På dette grundlag dømte underretten hende for fødsel i dølgsmål. Landstinget hjemviste imidlertid sagen; men da det en måned senere igen behandlede den, var Corpus Delicti øjensynlig stadig ikke fundet i det høgulv, hvor Maren efter eget udsagn havde skjult det. Derimod forelå barnefaderens tilståelse om lejermål (uægteskabeligt samleje med graviditet til følge). Desuden kunne der i retten fremlægges en attest fra præsten magister Ejler Christian bøchte om, at to jordemødre havde fundet mælk i Marens bryster, da de malkede hende i hans, hans hustrus og andre kvinders nærværelse. Herefter kunne landstinget afsige følgende dom: »Saa haver hun efter Loven forbrut sin Hals«.
Denne sag viser, at landstinget længe før forordningen af 1751 stillede visse krav til efterforskningen af drabssager -krav, hvis manglende efterlevelse nu kunne komme til at koste aktørerne ved underretterne bøder.
Den seneste sag, hvori malkning af den mistænkte kvinde nævnes, er i øvrigt fra 1754 og angik den ovenfor omtalte Gisle Nielsdatter. De synsforretninger, der omtaltes efter dette tidspunkt, synes alle at angå det døde foster. Heraf kan ikke med sikkerhed sluttes, at malkningen ophørte; men det er givet, at grundigere undersøgelser af barneliget blev almindelige.
Frantz He:nningsen: »Barnemordet<<. En kvinde har tilstået at have dræbt it nyfødte barn og gravet det ned et sted i bakkerne. Her påviser hun stedet fqr øvrigheden. ogle kvinder begravede barneliget på kirkegården -måske i et forfængeUgt håb om dog at give barnet andel i det evige liv. Andre fik del al.drig flyttet fra den seng, hvor det var blevet fødl, øg hvor det så - undertiden efter flere ugers forløb - blev fundet af madmor eller de øvrige tjenestepiger. En tjenestepige-forbrydelse var og blev det.
En af de mere usædvanlige sager, hvor malkningen blev iværksat, angik Anna Marie Seyers, der blev syg, mens hun tjente på godset Søgaard. Da hun var død, ledte man i hendes kiste for at finde noget linned at svøbe hendes lig i. I kisten fandt man liget af et nyfødt barn og knoglerne af endnu to spædbørn. For at være sikker på, at den nyfødte var Anna Maries, gav madmor nogle kvinder ordre til at malke den døde. En af kvinderne, der var jordemoder, vidnede senere for Ulfborg-Hind herredsting, at der var fundet hvid mælk i Anna Maries bryster. Sagen gik nemlig sin gang, selv om tiltalte var død. Anna Maries forsvarer herredsskriver Poul Bang syntes, at jordemoderens vidneforklaring burde afsvækkes. Han spurgte derfor, »om hun som Jordemoder kan holde det urimeligt, at jo en Kvinde saavel som Mandsperson kan give Mælk af Patterne eller Bryster, omendskønt der ej straks skulde paafølge Barnefødsel, ... «. 20
Jordemoderen svarede, at »Mælk af Mandfolks Bryster at kunne malkes har hun aldrig enten hørt eller set, ikke heller af Kvindfolks Bryster, uden de jo haver faaet Børn ... «.
Første gang, en egentlig obduktionsforretning nævnes, er i en sag fra 1762. Else Christensdatter, der var »en gift Kone og faaed mange Børn tilforn«, havde i august født uægteskabelige tvillinger i laden hos Anders Christoffersen i Sæby. De to små lig blev fundet tre måneder senere. Else påstod, at børnene var ufuldbårne og dødfødte. Men såvel synsforretningen 18. november som obduktionsforretningen 8. december »oplyser og beviiser omstændelig, at samme Fostre var fuldbaarne«.
Da der i maj 1777 blev holdt obduktionsforretning på herregården
Strandet over det døde spædbarn, som var blevet fundet bag bageovnen, foregik det helt efter forordningen af l 751. Til stede var »Doctor Medicinæ, Land Physicus Rogert tillige med Chirurgus Galmaier«. Ifølge dommen var de ikke i tvivl om, hvorvidt fosteret var et misfoster, eller om det var fuldbåret. Desværre siger dommen ikke, hvad de egentlig var kommet frem til. Kvinden Anne Pedersdatter forklarede selv, at hun havde født for tidligt, fordi en tørvestak var væltet ned over hende. Hun havde aldrig haft forsæt til at ombringe sit barn. I øvrigt havde hun et godt skudsmål fra sine tidligere pladser.
Landstinget havde stor medlidenhed med Anne, men følte sig forpligtet til at følge lovens påbud. Anne havde faktisk født i dølgsmål, og lovens præsumption måtte føre til, at hun skulle dømmes, som om hun selv havde dræbt barnet.
Alene kongen »som Lovens Herre« kunne udvise nåde, og landstinget gik i »allerunderdanigst Forbøn« for Anne. Hun blev faktisk benådet og sad i Viborg Tugthus til november 1779.
Da dommen og dens eksekution ikke vedkommer spørgsmålet om efterforskningen, er disse emner ikke berørt iøvrigt. Et par frifindelsessager er omtalt. De domfældte kvinder blev så godt som alle dømt til døden. Anna Marie Seyers, der allerede var død, skulle ifølge landstingets dom have sit legeme gravet op af kirkegården og kulet ned i en høj et sted, hvor det passede herskabet. Ved højen skulle der rejses en stage med en stenhob omkring. Dog skulle den dødes hoved ikke skæres af og sættes på stagen.
Abildgaard: »Rakker til hest, når han samler døde katte«. Rakkeren, også kaldet natmanden, var den tids .skraldemand -foragtet og lidt frygtet. Det var også hans arbejde at rydde op efter bøddelen i de tilfælde, hvor den henrettede forbryder ikke skulle i kristen jord. Og det skulle de henrettede barnemorderskers hovedløse kroppe kun ifølge kongelig benådning. Rakkeren skulle grave dem ned på retterstedet.
Hvis ikke kongen benådede -enten til begravelse i kristen jord med det fraskilte hoved sammen med kroppen eller til livsvarigt tugthus -blev dommen eksekveret efter lovens ordlyd: Halshugning og hovedet på stage. Ifølge andre bestemmelser i Danske Lov måtte den slags henrettede forbrydere ikke komme i kristen jord, men skulle af natmanden graves ned på retterstedet.
Fra midten af 1700-tallet blev flertallet af de dødsdømte kvinder -i lighed med andre dødsdømte forbrydere -benådet til kortere eller længere tids ophold i Børnehuset på Christianshavn eller i et af de tugthuse, som på denne tid blev oprettet i Stege, Viborg og Odense.
Forordningen af 21. maj 1751 kan betragtes som det første egentlige forsøg på at lovregulere efterforskningen af disse og lignende alvorlige forbrydelser. Statsmagten havde indset, at sager, der angik folks liv, ikke burde behandles »løseligen«. Kravene til efterforskningen og bevisførel-
sen blev præciserede og skærpede, og anklager og forsvarer fik pligt til at skaffe ordentligt bevismateriale. Processen var stadig akkusatorisk, men dommerens rolle var blevet mere aktiv i en forstand. Han skulle sørge for, at anklager og forsvarer gjorde deres arbejde. Nogen selvstændig undersøgende virksomhed havde dommeren dog ikke.
I sidste fjerdedel af 1700-tallet foregik der en ændring i straffeprocessens form. Det begyndte i København, hvor Hof-og Stadsretten, som blev oprettet i 1771, fik tilknyttet nogle tilforordnede til at »anstille eller styre Undersøgning i kriminelle Sager«. Hermed var grunden lagt til den judicielle forundersøgelse, der efterhånden blev processens vigtigste led. Med forordningen af 3. juni 1796 om »Rettens vedbørlige og hurtige Pleie« var udviklingen nået så langt, at man kan tale om en inkvisitorisk straffeproces. I slutningen af 1700-tallet blev der også organiseret et egentligt politivæsen på landet, idet sognefogderne ifølge forordning af 11. november 1791 fik visse politifunktioner.
Med retsplejeloven, der trådte i kraft 1919, blev den akkusatoriske proces imidlertid genindført, men nu med en lang række regler og retssikkerhedsgarantier, for så vidt angår efterforskning med videre.
Kilder
Fortegnelse over de i artiklen omtalte domme med Det nørrejyske Landsarkivs katalogsignaturer, nævnt i den rækkefølge, hvori kvinderne forekommer i artiklen.
Gisie Nielsdatter: Lerchenfeldt birketing B 48 D-1, f. 282-296, 303-317 og 325-326. Landsting B 24-586, f. 1312-1315 og B 24-108, f. 462-468.
Margrethe Mortensdatter: Kjær-Hvetbo herredsting B 31 E-7, f. 665 og 667. Landsting B 24-584, f. 347ogB24-I05,f. 124.
Lene Hansdatter: Bjerge-Hatting herredstings dom er ikke bevaret. Landsting B 24-585, f. 99-100 og B 24-106, f. 307.
Maren Eschildsdatter: Ulfborg-Hind herredstings dom er omtalt hos Erik Westerby: Skarnskvinden Anna Maria og andre vestjyske Retssager fra Holbergs Tid, Kbh. 1937, p. 210 f. Landsting B 24-586, f. 1189-1191.
Cathqrina Rasmusdatter: Efterlysning for landsting B 24-584, f. 87.
Maren Pedersdatter Krog: Underrettens dom kendes ikke. Landsting B 24-586, f. 1085-1086 og B 24-108, f. 87.
Maren Jørgensdatter: Hevringholm birketings dom er ikke bevaret. Landsting B 24-586, f. 404-405. Else Pedersdauer Bach: Underre.ttens dom kendes ikke. Landsting B 24-587, f. 252-254.
Maren Hansdatter: Børglum-Jerslev herredstings dom er ikke bevaret. Landsting B 24-584, f. 352 og 356ogB24-105,f.127.
Anna Marie Seyers: Ulfborg-Hind herredstings dom er omtalt hos Erik Westerby p. 197 f. Landsting B 24-595, f. 112-13.
Else Christensdatter: Sæby bytings dom er ikke bevaret. Landsting B 24-587, f. 289-290 og B 24-110, f. 660-661.
Litteratur
Lo/le Dombernowsky: Politiforvaltningen på landet i Danmark i perioden 1750-1820. I Årsskrift for Politihistorisk Selskab 1983.
C. Goos: Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V's Lov til Nutiden. I Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Fest, Kbh. 1880.
C. D. Hedegaard: Fierde Forsøg til en Dansk Juridisk Dissertation angaaende Barnefødsel i Dølgsmaal, Kbh. 1756.
Birgit Løgstrup: Dommer og administrator. Herredsfogden 1790-1868, Kbh. 1982.
Beth Grothe Nielsen: »Letfærdige Qvindfolk« i Vendsyssel. I Vendsyssel Årbog 1981.
Beth Grothe Nielsen: Letfærdige Qvindfolk -om Gisle Nielsdatter og andre bamemordersker. Forlaget Delta 1982.
Erik Westerby: Skamskvinden Anna Maria og andre vestjyske Retssager fra Holbergs Tid, Kbh. 1937.